Sydossetien er nu optaget på territorielisten.

Tekst: Ole Egholm, Henrik Døcker, Niels Iversen og Lars Munk

Efter indstilling af klubbens territorieudvalg har DBK besluttet, at optage Sydossetien på territorielisten og derved bliver området territorium nr. 72.

Men hvad betyder territorielisten egentlig, hvordan udvælges territorierne og har alt det med territorierne egentlig nogen mening over hovedet?

Som bekendt følger DBK FN’ officielle landeliste (+ undtagelsen Taiwan), når vi vurderer, hvornår et land kan defineres som en selvstændig nation. Denne liste omfatter for nærværende 194 lande.

Herudover har klubben – lidt for sjovt og parallelt med landelisten - valgt at have en territorieliste, hvoraf stort set alle officielt hører under ét af de 194 lande. ”Stort set”, fordi Antarktis også betragtes som et territorium, og fordi mange andre territorier netop er blevet territorier, fordi de har løsrevet sig fra deres officielle moderland.

Som DBK’ vedtægter ser ud lige nu har antallet af besøgte territorier ingen praktisk betydning i forhold til at opfylde kriterierne for at være aktivt medlem af klubben - her tæller kun lande. Men måske vil vi engang i den nærmeste fremtid finde en måde hvorpå terrierne kan indgå i landetælleriet. P.t. skal man dog ikke tage territorielisten for mere end at værende lidt sjov.

Hvad er et territorium – og hvordan defineres det?

Visse områder i verden afviger så meget fra deres moderland, at man med rette næsten kunne kalde dem for ”lande”. Færøerne og Grønland er to meget oplagte eksempler fra vores egen verden.

Der kan naturligvis være andre måder at vurdere et territorium på. Har de deres eget flag? Har de deres egne nummerplader? Har de et fodboldhold til VM? Har de egne penge? Har de en historie i bagagen, der gør dem meget anderledes?

Så vidt vides er der ingen international organisation, der har defineret verdens territorier. I DBK regi er der nedsat et såkaldt territorieudvalg, som kontinuerligt overvåger, om der er områder, der bør optages på territorielisten. Udvalget har formuleret et regelsæt til, hvordan landområder kan finde vej til klubbens territorieliste. For at landområder kan blive optaget på territorielisten skal følgende i overvejende grad opfyldes:

· En nævneværdig afstand til moderlandet

· En befolkning, der adskiller sig fra moderlandets. Etnicitet

· En vis form for selvstyre

I ordet selvstyre indgår også det krav, at der rent faktisk skal være en befolkning, før vi betragter det som en territoriekandidat. Militære anlæg og videnskabelige stationer er generelt ikke nok. Alle tre betingelser skal dog ikke nødvendigvis altid være opfyldt.

Eksempler på territorier

Grønland og Færøerne. Det er begge to klokkeklare eksempler på territorier, der lever op til alle tre krav hver især.

Men det er måske ikke helt så let at finde frem til de rette territorier efter regelsættet. Det er klart, at de fleste af Frankrigs oversøiske territorier hver især også ER territorier, alene på grund af afstanden, men også på grund af, at den etniske sammensætning, hvilket gælder lige fra Réunion til Ny Kaledonien over Guadeloupe og Martinique til Fransk Guyana.

Vigtigheden af selvstyre fortoner sig lidt, når stederne ligger langt væk og er markant anderledes end moderlandet. Omvendt vurderes det, at Korsika trods alt er for tæt på Frankrig til at blive betragtet som et territorium. Det samme gælder Bornholm, som vel nok lever op til afstandskravet, men bestemt ikke har noget, der ligner selvstyre, og det bornholmske sprog er desværre også snart forsvundet.

De britiske territorier er lidt vanskeligere: Det Forenede Kongerige (United Kingdom) består af fire ’dele’: England (moderlandet), Nordirland, Skotland og Wales.

Det er nemt at fastslå, at Nordirland er et territorium: det ligger på en anden ø, der har været en masse religiøst-politisk begrundet ballade om netop tilhørsforhold, og de har eget parlament, som lejlighedsvis virker.

Skotland har sit eget folk. De har godt nok næsten alle mistet deres eget sprog, men de har eget velfungerende parlament, og der er stadig masser af skotsk nationalfølelse. Skotland er klart et territorium.

Wales er vanskelig. Det har også sit eget parlament, det har sit eget folk, hvoraf knap 20 pct. stadig taler det keltiske sprog walisisk, som er komplet uforståeligt for uindviede. Parlamentet er forholdsvis nyetableret, og det har endnu ikke så vide beføjelser, som det skotske har. Alt i alt er Wales derfor fravalgt som territorium.

Herudover har Storbritannien en lang række territorier rundt i verden, hvoraf nogle er mere oplagte end andre. Gibraltar har i hvert fald afstanden og en form for selvstyre, og selvom det er befolket af englændere, ligesom i Storbritannien, mener vi klart, det er et territorium.

Selv om  Kanaløerne, som politisk (nogenlunde) er organiseret i to enheder, Jersey og Guernsey (med tilhørende Alderney), ikke ligger langt fra UK, om end tættere på Frankrig, er de på listen. De her nemlig hver især de så vidt et selvstyre, ikke mindst på det skattemæssige, at vi betragter dem som territorier.

Isle of Man midt imellem England og Irland har også selvstyre, delvist skattely og deres katte er haleløse. Men her har vi alligevel fundet stedet for ”let” til at blive optaget som territorium.

Konsekvent? Måske ikke, men nu er det jo heller ikke sådan, at ethvert lands lokale stater bliver registreret som territorier.

USA har 50 delstater, som har hver sin regering, og med forskellige etniske sammensætninger. Men det giver dem nu ikke 49-50 territorier.  Vi har dog valgt at lade to af disse stater være territorier – de fjernt beliggende Alaska og Hawaii. Disse to har efter vores vurdering også i endnu højere grad end de andre (om end ikke dominerende) en oprindelig etnisk befolkning, der gør, at de til en vis grad lever op til alle tre krav.

I Rusland er der sket en masse igennem de sidste 20 år. Det udvikler sig stadig, og vi tør ikke gå ind og ”godkende” for mange territorier.

Trans-Dniestr har dog været et de-facto land siden 1992. Egne penge, eget diktatur, primært russere, klemt inde mellem Moldova og Ukraine. Den er klar.

Abkhasien hører officielt til Georgien, hvortil grænserne dog har været lukket siden 1993. Siden 2008 har området betragtet sig som et land, hvilket dog ikke er anerkendt af særligt mange andre stater end Rusland. Politisk set har man skåret sit moderland væk og etnisk set afviger det fra Georgien. Dette er et territorium.

Nagorno-Karabakh har været besat af Armenien sider 1990, men tilhører egentlig Aserbajdsjan. Det er befolket af armeniere, og bør derfor regnes som en del af Armenien. Situationen er dog ikke løst politisk, så det er klart et territorium.

Blandt de andre urolige republikker i russisk Kaukasus er Tjetjenien en klar afviger fra alle de andre, idet de reelt har sit eget selvstyre (diktatur), sit eget sprog, egen religion, og vel reelt også ligger ret langt væk fra om ikke andet så det russiske magtcenter. Altså et territorium.

Sydossetien, der officielt hører under Georgien, har siden 2008 nydt et udvidet selvstyre under russisk beskyttelse, idet Rusland endog erkender området som selvstændig stat. Efter moden overvejelse og med hensyntagen til at Sydossetien siden begyndelsen af 1990’erne har været unddraget georgisk suverænitet, er det nu besluttet, at anerkende dets særlige status. Sydossetien er derfor nyt land på DBK territorielisten.

I Afrika har vi ud fra samme betragtninger anerkendt området Somaliland (det tidligere Britisk Somaliland, som i 1960 indgik i den nyoprettede republik Somalia) som et territorium. Det har siden begyndelsen af 1990’erne styret sine egne anliggender uafhængigt af det øvrige Somalia, hvis borgerkrig det ikke har været involveret i.

Indien og Pakistan har hver især bredt sig langt op i Himalaya, og her har territorieudvalget valgt at lade visse af disse lokale stater være territorier, i og med at de ligger langt væk fra moderlandet og har en anden etnisk befolkning. Indisk Kashmir og Indisk Sikkim regnes som selvstændige territorier, men det skal indrømmes, at udvalget nok ikke har helt tilstrækkeligt lokalkendskab, til at forsvare netop disse tilvalg - implicit andre fravalg.

Tibet ser vi naturligvis også som et oplagt territorium, da mange fortsat betragter området som et land under stadig kinesisk besættelse.

Kandidater

Følgende territorier har vi kig på som mulige kandidater til territorielisten:

Srpska som er en del af Bosnien, skønt det ikke rigtig tilfredsstiller den serbiske elite i området (hvor 90 pct. af indbyggerne er serbere), som helst vil være selvstændige. Grænserne er klart defineret, om end den geografiske adskillelse ikke er stor. Vi holder øje med udviklingen

Puntland er officielt en del af det kaotiske Somalia. Området har haft de facto selvstyre siden 1998. Men situationen er stadig kaotisk, så vi kommer ikke længere med dem end som territorium indtil videre.

Nunavut er hele den nordøstlige del af Canada, der har fået udstrakt selvstyre og som primært bebos af eskimoer. Landet er ”nyt”, fra 1999, og de er ikke optaget i FN eller lignende, men de lever da både op til selvstyre, etnicitet og afstand. En god kandidat, når der er gået let stykke tid (mindst ti år).

Northwest Territory og Pakistansk Kashmir kunne også være kandidater, men på samme måde som amerikanske stater har vi valgt at betragte dem som delstater på lige fod med alle de andre pakistanske områder. Måske er vi ikke har været helt konsekvente i forhold til de territorier, vi har defineret for Indien.

Hvorfor – og hvorfor ikke?

Nogle tvivlsomme beslutninger har været truffet omkring de spanske territorier: Vi har besluttet, at Ceuta/Melilla er et territorium, hvilket vi vel også må sige, at den simple placering på det afrikanske kontinent gør det til en god kandidat, selvom der ”bare” bor spaniere, der generelt styrer sig som var de i Spanien. Ligeledes har vi valgt at sige ja til Kanarieøerne, alene grundet afstandskriteriet. Vi har til gengæld fravalgt Catalonien, selv om det har både eget sprog og en del egne love. Baskerlandet kunne diskuteres, men her mangler en klar grænsedragning.

Kaliningrad ligger adskilt fra Rusland, men er – trods afstanden – en bestanddel af Rusland. Der er ikke mange spor fra det tidligere Østpreussen og eventuelt krav fra Tyskland på området kommer nok aldrig. Området er befolket af russere, der er bestemt ikke nogen form for selvstyre. Området er ikke et territorium.

Sydgeorgien, som har fået ændret status fra at referere til Falklandsøerne til at referere direkte til London, gør det til kandidat. Spørgsmålet er, om befolkningen på godt 20 mennesker er tilstrækkelig til at blive betragtet som andet end en videnskabelig vejrstation. Derfor har vi indtil videre ladet Sydgeorgien ligge.

Chagos Archipelagos, også kendt som Diego Garcia, havde en befolkning på nogle tusinde lokale. Disse blev forflyttet til Seychellerne og Mauritius i 1960’erne, da englænderne anlagde en militær base på øerne. Vi anerkender ikke militære anlæg, ej heller når befolkningen er forflyttet, så området er ikke et territorium.

Territorieudvalgets arbejde

Territorieudvalget har indtil videre bestået af Henrik Døcker, Niels Iversen og Ole Egholm. For fremtiden vil også Poul Fersling og Lars Munk indgå i udvalget.

Har du meninger om territorier og definitioner af disse, så giv endelig dit bidrag på mail til én eller flere af udvalgets medlemmer.