Marokko er - som de fleste andre tredjeverdens-lande - et land fuld af modsætninger. I trafikken konkurrerer de sidste nye modeller fra Stuttgart med hestevogne, æselkærrer og lastbiler samt gaffeltrucks af ubestemmelig herkomst og årgang. Og indimellem os andre med mere almindelige køretøjer.
For at blive lidt ved trafikken, som er ganske overvældende når man første gang kommer til Casablanca, forbløffes man til stadighed over hvormange "Petit Taxi", der kan klemmes sammen i hver vejbane. En Petit Taxi er oftest en lokalt-produceret Fiat Uno Diesel med fire døre eller Peugeot 205 Diesel – i begge tilfælde røde, og med fastmonterede solskærme af træ, der umuliggør udsyn til venstre, og af samme årsag undskylder uautoriserede venstresving; ofte med interessante ulykker og animerede diskussioner til følge. Man lægger heller ikke meget vægt på lysreguleringer, især ikke fodgængerne, der endnu ikke er blevet begunstiget med slig luksus, selv ikke i Casablanca med anslået 6 mio indbyggere – kaos.
Petit taxis, Casablanca
Marokko er faktuelt en af de fire Maghreb-lande, hvis man medregner Libyen, har en befolkning på ca. 30 mio, hvoraf over halvdelen er analfabeter. Faktisk peger den uofficielle statistik snarere på 70% analfebatisme. GDP per capita er USD 3,600 per capita imod Algeriet's USD 4,700 per capita (eller USD 23,800 i Danmark). Dog vil man finde en parabol på selv den mindste papkasse-hybel, og antallet af GSM-abonnenter har oversteget 3.5 mio sidst i 2001 imod godt 100,000 i 1998. Hertil skal siges at mere end 90% af disse er de forudbetalte abonnementer, som formentlig aldrig fornys, men det er vel prestige at eje en mobiltelefon, selvom den ikke kan bruges til noget.
Western Sahara er ikke godkendt af Marokko. Dette stykke ørken er officielt en del af Marokko, og skulle man forledes til at køre til Mauretanien, vil man ikke passere nogle grænser på sin vej. I udkanten af Casablanca står således et vejskilt til Laayone 1250 km og Dakhla 1750 km. Dakhla er mest kendt for sine store fangster af blæksprutter, der udskibes via Agadir.
Ved flere tilfælde har marketing-kyndige folk i vort kontor i god tro bestilt verdensatlas med Maersk-logo til vore kunder, men hver gang er disse forsendelser blevet opsnappet af toldere, der har konfiskeret atlasserne og oftest en stor andel af de andre executive reklamegaver, fordi de fleste atlas produceret udenfor dette land har indtegnet Forenede Nationer's opfattelser af Western Sahara, og slig propaganda er forbudt at besidde her til lands. Den officielle størrelse på landet er 446,000 km2 (ca. 10x Danmark), men inkluderer man Western Sahara vil man kunne tillægge 266,000 km2 og 245,000 sjæle.
Man siger at 80% af alle turister, der besøger Marokko, aldrig kommer igen. Personligt vil jeg tro at halvdelen af disse skræmmes bort af tyve og snydepelse, når man krydser grænsen fra Spanien til Tanger eller Ceuta (45 minutter med en katamaran-færge ex Danmark). Den kulturelle kløft er ganske enkelt for kolossal til at kunne begribes, og blonde rygsækrejsende er for nemme at lokke med søde ord om fætteren der ejer en tæppefabrik eller en skind-syeri, eller om hybel for natten, fordi toget ikke kører længere osv. Det er jo spændende at komme rigtig tæt på lokalbefolkningen, men knap så spændende at blive frarøvet sine ejendele, penge eller værre. Vi har med gys nedad ryggen set brugte, europæiske rygsække udstillet til salg på det lokale røver-marked i Casablanca.
Sofie på skitur i Oukaimeden
Den anden halvdel besøger Marokko som en slags testland for at teste firehjulstrækkeren til jordom-rejsen eller som en syre-test på, hvorvidt det nu er sagen at rejse i den muslimske del af verden. For Marokko er mere et arabisk land end et afrikansk land.
De resterende 20% fascineres af de utrolig flotte scenerier i naturen – Rif-bjergene, der starter ved Gibraltar-strædet og siden går over i Atlas-bjergene, der kulminerer i Toubkal-massivet på knap 4,200 meters højde. Heroppe kan man dyrke alpin skisport i januar/februar – omend ikke af europæisk standard, så bare for at have løbet på ski på det afrikanske kontinent.
Køreturen fra Tanger til Casablanca, der for det meste foregår af en fin motorvej, afslører de fineste hvide sandstrande det meste af vejen, og dette fortsætter iøvrigt til Agadir og videre – kun i visse sektioner afbrudt af flotte klippeformationer. Inde i landet er der rige muligheder for at komme rigtig langt væk fra det hele med en firehjulstrækker og komme tæt på den venlige lokalbefolkning, omend end del starter enhver kommunikation med at tigge om penge. Måske en fejl i opdragelsen; "ser du en fremmed, bed straks om penge….".
Meknes var en af romerrigets yderste poster – nærmere betegnet Volubilis lige nord for byen, hvor man kan besigtige ruinerne. Fes er stadig den største og mest massive medina i landet; her kan man for alvor blive væk i et virvar af gamle gader med masser af moskeer, skindgarverier, krydderi-souk'er, tæppe-souk'er osv. Alle har en "ven" i Danmark, det er derfor mest effektivt at nævne Færøerne som oprindelsesland. Det er ret vanskeligt at udtale Færøerne på fransk, også selvom man har arabisk som modersmål.
Volubilis
Ifrane er uddannelsens højborg i landet – en bjergby i østrigsk design med masser af storke på alle byens skorstene (nåh, der er her de gemmer sig). Byen er relativt nyopdyrket, og det alpe-agtige islæt virker lidt underligt, men på en frostklar januardag kan man pludselig føle sig i Kufstein – og dog. Udenfor Ifrane kommer man til Azrou, hvor der findes vilde, marokkanske aber, ganske fredelige, men lidt interessant pludselig at støde på en abe i næste sving.
Længere nede af vejen mod Marrakech kan man tage en afstikker til Cascades d'Ouzoud, et meget flot vandfald som kan trekkes på 4 timer inklusive frokost ved foden af vandfaldet, og en tømmerflådeversion af Titanic kan bringe vandrere sikkert over den tilhørende flod.
Billede af Azrou-abe
Marrakech er naturligvis et kapitel for sig selv. Her har alle rige franskmænd med respekt for varme vintre naturligvis deres vinterpaladser liggende, i vrigt i lighed med flere andre rige amerikanere og britere. Klimaet er nærmest uudholdeligt fra juni til september med dagtemperaturer omkring 40-45 grader og meget tørt, men en behagelig kontrast til de kolde og klamme kystbyer i vintermånederne.
Derudover er byen selvfølgelig kendt for sin omfangsrige medina og ikke mindst gøglerpladsen Djemaa el Fna, hvor cobraerne rejser sig til fløjtelyde og aberne samler mønter for historiefortællere og ildslugere. Om aftenen omdannes hele pladsen til et stort rygende køkken af boder, der byder på mange interessante retter. Meget interessant alt sammen.
Djemaa el Fna, Marrakech
Og når man nu er til den slags, er Marrakech ofte base for four-wheeler ture ind i bjergene og Sahara på den anden side af bjergene, så veludstyrede Landrovers og Landcruisere er også en del af bybilledet i Marrekech.
Kører man sydpå, kan man vælge to bjergpas. Tiz'n Tichka på vej til Ouarzazate eller Tiz'n Test på vej til Taroudannt og Agadir. Den førstnævnte (over 1800 meter) er en dejlig tur, hvis man er til bjergkørsel på hurtige asfaltveje. Lige før Ouarzazate kommer man til Ait Benhaddou, som er et ørkenpalads fra de glorværdige Glaoui-brødre, som regerede i disse egne i korsridder-tiderne. Meget flot, specielt lige før solnedgang, hvor de glødende jordfarver giver fantastiske motiver.
Ouarzazate er en stor hotelby- indgangen til den sydlige region og alle de store oaser og frodige dale, som peger imod Timbuktu. I Zagora for enden af Vallée du Draa vil man finde et berømt skilt med anvisning om 52 dages rejsetid til Timbouctou med kamel-karavane. Uden for Ouarzazate er der overraskende nok en slags Hollywood-filmby, hvor de fleste amerikanske westerns er blevet "skudt on location". Med den viden minder alle bjergene i denne region straks om alle John Wayne-film, man har set – helt tørt og store flade bjerge og meget ensomt.
Skilt mod Timbuktu (Tombouctou)
Længere mod vest, helt ovre ved den algierske grænse har vi besøgt l'Erg Chebbi, som er en "rigtig" sandkasse som taget direkte fra en Tintin-bog. Store flotte sandklitter og et ubeskriveligt lys. Man bør køre dertil med 4-hjulstrækker, som giver den største fleksibilitet, men man kan også gøre turen i en Peugoet 504 eller 205, som sagtens kan komme igennem sandkassen – i sporene vel at mærke...
Under vort besøg boede vi to familier i vor egen beduin-lejr direkte ud til Paris-Dakar sporene, der var blevet kørt op kun to måneder før vort besøg. Med lidt snyd kan man få serveret kølige Heineken, produceret i Marokko eller Marokkansk rødvin.
Det andet pas over Toubkal-massivet, Tiz'n Test, er godt 2000 meter højt, og vejen af en helt anden beskaffenhed – masser af rå bjergkørsel på en smal stribe asfalt i dårlig forfatning, ofte i skarp konkurrence med langsomme lastbiler, nedslidte Renault 4'ere og gamle "Grand Taxi" – Mercedes 240 D fra starten af 80'erne… For enden "belønnes" man med Taroudannt, som har et af Afrika's flotteste 5-stjernede hoteller, Gazelle d'Or, som naturligvis er meget dyrt. Iøvrigt en af de større handelsbyer i denne del af landet med en interessant medina med lædergarverier og smykker.
Videre ud til Atlanterhavet finder man Agadir, som alle sikkert har læst om i Spies-kataloget. Kort fortalt raslede hele byen sammen under et katastrofalt jordskælv i 1960. Af samme årsag er hele byen af nyere dato og et meget populært feriemål for nordeuropæere, og bortset fra moskeerne kunne man faktisk føle sig hensat til Malaga-området. I øvrigt er Agadir en af de største udskibningshavne for sardiner og blæksprutter fra hele Vestsahara-kysten, der bliver kørt med lastbil herop for at blive lastet med Maersk Sealand og andre til Europa og Asien.
Stranden i Agadir
Kystvejen fra Agadir til Casablanca er utrolig flot – meget øde og med flotte klippeformationer og ind imellem flotte og øde sandstrande og naturligvis indtil flere interessante byer med hvert deres særpræg.
Specielt vil jeg fremhæve Essaouirah; Wind City Africa, som er en yndet surfer-destination og i øvrigt virker helt græsk-inspireret med sine store hvide flader og blåmalede vinduesrammer og døre. Her er en helt specielt stemning –afslappet som kontrast til den hidsige medina-stemning flere steder. Jimi Hendrix og Frank Zappa siges at have brugt en del tid her. En dansker har også slået sig ned: Frederik Damgaard, som har et lille atelier med anderledes ting i stærke farver. I virkeligheden hedder han vist noget andet, der dog ikke var så nemt for arabere og franskmænd at forstå og udtale – og navnet Frederik kender vi jo alle.
Essaouirah er et lille fort direkte ud til Atlanter-havet; masser af fisk på havnen, hvor der til stadighed serveres helt frisk fisk i boder – også tilberedt. Byen er også kendt for forarbejdning af Thuia-træ, en specielt olieholdig rod (mørk), som kan forarbejdes og poleres til meget flotte kister, billedrammer, skakspil osv.
Lidt længere nordpå finder man Oualidia, som er kendt for at producere ca. 200 tons østers om året samt en utrolig flot naturhavn og en meget flot laguna indenfor de rå klipper. Hummer og østers kan indtages i formidable omgivelser med perlende marokkansk vin, som iøvrigt findes i glimrende kvalitet.
100 km før Casablanca finder man så El Jadida, som jeg personligt vil fremhæve for sit Royal Golf Hotel, og en af landets flotteste golfbaner med udsigt over Atlanterhavet. Selve byen domineres af en tidligere portugisisk bastion med en flot udsigt i alle retninger.
Og hermed er cirklen tilbage til store, stinkende Casablanca sluttet. Generelt er Marokko et perfekt land for golf-entusiasten eller begynderen, da man ikke behøver at kunne dokumentere sin kunnen for at kunne svinge køllerne. En caddy, som oftest har handicap under 10, er obligatorisk, og man får mange gode råd med på vejen. Golf-banerne er tilsyneladende af meget fin standard, hvilket faktisk er en overraskelse, idet vedligehold generelt ikke er særlig udbredt i Marokko – hverken af biler, bygninger eller relationer imellem mennesker.
Om livet som expat i Casablanca vil jeg kommentere, at den arabiske mentalitet ødelægger mange fremskridt og mulighed for udvikling i landet. Man har alle naturlige ressourcer, men alle tænker mest på sig selv, så hver gang en forretning starter op og bliver succesfuld, tager igangsætteren pengene og skynder sig væk fra landet. Herefter får forretningen, hvadenten det er en restaurant, en fabrik eller andet, lov til at gå i forfald, selv på prominente og fremtrædende adresser, uden at myndighederne griber ind. Ofte et meget trist syn.
I det hele tager er samfundet gennemsyret af mistillid og kortsigt. Ingen stoler på personer udenfor deres egen familie, og langsigtet planlægning har en maximal horisont på et år. Det er meget trist at måtte fælde en sådan dom, men vi har faktisk meget få positive minder om marokkanere efter 2½ år i landet. Normalt betragter vi os selv som åbentsindende personer med en fleksibel holdning til andre kulturer, men selv denne grundholdning har fået et knæk. Man bliver mere racistisk af at bo væk fra Danmark, specielt i Marokko, men vi gør hvad vi kan for at rette op på "skaderne".
En stor årsag skal nok søges i det samfundsfordelingen af goderne. Anslået 90-95 % lever under meget dårlige kår, ca. 1 % ejer det hele, oftest højerestående embedsmænd med private interesser. Resten udgøres af mellemklassen, der har modtaget en rimelig uddannelse, oftest i udlandet, og stadig har en drøm om at gøre en forskel.
Hvis man gerne vil have yderligere indsigt i det gamle regime i Marokko under Hassan II, kan man tildrage sig yderligere indsigt ved at læse "Fangen" af Malika Oufkir, datter af General Oufkir, som blev henrettet af Hassan II 's vagter under et statskup-forsøg. Malika, hendes 6 mindre søskende og deres mor blev holdt som fanger under meget kummerlige forhold i tyve år.
Vi var meget glade for at flytte videre til Malaysia og senest til Valencia i Spanien, selvom det var spændende og en stor udfordring at leve i Marokko – både personligt og arbejdsmæssigt. Ikke mindst er Sarah født i Marokko, og Sofie trådte sine første skridt på sildebens-marmorgulvene i vort store hus i Casablanca.
