Mit fantastiske møde med præsident Olsen
Nicaragua
Tekst og foto: Michael Mini
14 timers flyvetur fra Danmark ligger Costa Rica, et grønt og frodigt tropsik paradis, lidt større end Danmark og med 3 mio. indbyggere. Naboerne er Nicaragua og Panama, og der er både regnskove, høje bjerge og dejlige sandstrande ved både Stillehavet og Det caribiske Hav. Og ikke mindst har landet en præsident ved navn Olsen...
Ham kunne jeg godt tænke mig at møde, ikke mindst da han lige havde været i Danmark i forbindelse med det sociale topmøde. Min kammerat og jeg ankom til hovedstaden San José, hvor vi boede på en nedlagt kaffeplantage 15 min. fra centrum. Her ville så tilfældet, at værtens kone kendte den gamle præsidentfrue, Karen Olsen - mor til den nuværende præsident. Måske kunne hun skaffe os adgang til de bonede gulve.
Vores vært foreslog at vi skulle tage ud til Karen Olsen og hendes far, den 101-årige danske udvandrer Walther Olsen, som boede i den gamle præsidentbolig ikke langt fra vores logi. Efter en kort køretur nåede vi frem. Værten vekslede nogle få ord med den maskinpistolbevæbnede vagt, hvorefter vi fik lov at køre ind i parken og hen til den tidligere residens.
Karen Olsen var ikke hjemme, men det var Walther Olsen, som udvandrede til USA i 1918 og ikke siden har boet i Danmark. Overraskelsen var derfor stor, da han bød velkommen på fejlfrit dansk. Vi fortalte om, hvor vi kom fra og at vi havde læst en del om ham i forbindelse med FN-topmødet i København. Jeg viste ham også nogle udklip fra ugebladene.
Vi havde en hyggelig samtale, hvor han fortalte om sit spændende 101-årige liv. Vi talte også om, hvordan vi var kommet til Costa Rica - med British Airways. Vi skulle have fløjet med KLM, mente han. Det var mere direkte. Selv fløj han altid med det hollandske luftfartselskab! Den øldre herre var meget frisk. Traktementet var kaffe og dansk sandkage, som hans sygeplejeske bagte en gang om ugen. Kaffebordet var dækket med kgl. porcelæn.
Da jeg spurgte, om vi kunne komme til at tale med præsidenten, svarede han, ”ja, men han er jo en travl herre - men vi kan jo prøve at ringe til ham”. Som sagt, så gjort. Den gamle herre ringede direkte til sit barnebarn - og værs´go´ her er røret med præsidenten direkte på linjen.
Jeg fortalte så hvem, jeg var, og hvad jeg gerne ville. Præsidenten sagde, at han havde meget at lave. ”Men lige et øjeblik, nu skal jeg se”. Så kom han igen. ”Kan I være på præsidentpaladset kl. 16:30?”
Vi tog afsted og kørte til præsidentpaladset, hvor vagten kunne kun spansk, og det kunne vi ikke. Men vi opgav vores navne, hvorefter han ringede til præsidentens kontor - og et øjeblik efter var vi lukket ind.
Men verden er lille. Da vi stod og ventede ved de maskinpistolbevæbnede vagter, kom den ene af dem med et visitkort fra en Jacob Sørensen fra Hjørring, det var hans familie. Derefter kom vi op til præsidentens forkontor. Præcis kl. 16:30 gik døren på, og præsident José Maria Figueres Oslen bød os indenfor.
Jeg viste ham de danske udklip hvor der bl.a. stod at han er 44 år. Men han rettede det spøgefuldt til, at han kun er 40! Han fortalte, at hans far, tidligere præsident Figueres Olsen havde siddet i 3 gange 4 år, men at man nu kun kan sidde som præsident i 4 år.
Olsen var meget glad fpr. At vi havde været ude hos hans morfar, og han spurgte, om vi ikke kunne komme til søndagskaffe derude. Desværre var det ikke muligt, da vi på det tidspunkt var på rundrejse i det dejlige land. Han gav os derefter gode råd, bl.a. med hensyn til vejene. Men man skal huske, at vi er i troperne, hvor det kan regne op til 7 meter om året, og det sætter sine spor på vejnettet.
Vi fik et meget flot signeret foto med ham og fruen og tog selv billeder af ham og so. 20 minutter senere sagde vi farvel efter den kæmpe oplevelse at være til kaffe hos en præsident i et mellemamerikansk land. Vi havde 14 dejlige dage i Olsens land, som var en kæmpe naturoplevelse med mange farvestrålende fugle, sommerfugle og planter.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside