Tilbage til De Berejstes hjemmeside

I anledning af Poul Folkersens død


Fredag d. 4. august 2000 døde Poul Folkersen. Poul var i 1996 med til at stifte De Berejstes Klub, og i de følgende 4 år spillede han en central rolle i klubben, både som aktivt bestyrelsesmedlem og som farverigt indslag i klubbens arrangementer. Poul blev udnævnt til æresmedlem af klubben på sit sidste medlemsmøde i juli 2000. I det følgende bringes nogle mindeord fra forskellige af klubbens medlemmer, citeret fra klubbens medlemsblad.



Povel Utzon Buch: Nekrolog i Politiken d. 6. august 2000

Poul Folkersen, forfatter, foredragsholder og eventyrer, Roskilde, er død efter længere tids sygdom. Poul Folkersen var blandt landets mest berejste mennesker. Over 130 lande nåede han at besøge og få noteret i sin rejselogbog i De Berejstes Klub, som han var blandt initiativtagerne til at stifte. Han blev for nylig udnævnt til æresmedlem af foreningen.

Oplevelser til lands, til vands og i luften karakteriserede hans rejseliv. For en halv snes år siden krydsede han sammen med sin kone i sin 29 fods sejlbåd Gipsy Girl Atlanten og endte i Brasilien, hvor færden gik ad Orinoco-floden og siden retur til Roskilde. For fire år siden gik færden over Alperne. Poul og hans medpilot (Ole Larsen, medlem nr. 0119 (red.)) var de første der krydsede Alperne i et ultralet fly efter en flyveplan, som ingen med forstand på de små luftknallerter troede mulig. Færden gik fra lufthavnen i Tune ved Roskilde til Cairo i Egypten. Poul Folkersen har lavet rejsereportager på film, fotograferet og skrevet bøger om sit eventyrlige liv og om de steder, han har besøgt. Siden omsatte han sine oplevelser i rejseforedrag herhjemme og i udlandet. Poul Folkersen havde sigøjnerblod i årerne og var i mange år fremtrædende medlem i sigøjnerorganisationen Romano.

Povel Utzon Buch (medlem nr. 0118):

Pouls rejselyst var usvækket til det sidste. Forstanden ville. Kroppen kunne ikke følge med i de mange rejserelaterede projekter, han arbejdede med så sent som til få timer, før han døde.

Vi havde gang i planer om at chartre en båd og sejle over Atlanten. Poul ville på biltur til sit elskede Finland, og vi var begyndt at indsamle materiale til en bog om sigøjnere. Inderst inde vidste han godt, at rejseplanerne ikke kunne realiseres. Men det var god terapi i de sidste måneder, han levede.

Klubbens interesser lå ham meget på sinde. Udnævnelsen til æresmedlem gjorde ham utrolig glad og føjede sikkert en uge eller 14 dage til hans liv. Han lod sig udskrive fra hospitalet for at ordne de af klubbens mange papirer, han havde i sin lejlighed, omend kræfterne dårligt slog til. Hans hjerte og bevidsthed var uafbrudt rettet imod mulighederne for at nå nye rejsemål og dele sine erfaringer med klubbens medlemmer og andre, der ville have råd og vejledning.

Han var gennem mange år min gode ven og rejsekammerat. Jeg har lovet ham at hilse på de steder, hvor vi var sammen. Det vil ske. Æret være Pouls minde.


Ole Larsen ('Flyver-Larsen', medlem nr. 0119) - 'Folkersens sidste rejse':

"Det er nu synd at ingen regner dig for en skid…. for det er du jo". Ordene faldt på en lille restaurant, som Lise og hendes græske mand ejede i feriebyen Chania på Kreta. Poul og jeg var midtvejs på vores langfart i det lille ultralette fly, og trods lidt mavebrok, problemer med luftvejene og en temmelig anstrengt økonomi, var Poul altid klar. Anekdoter på stribevis, rejseberetninger a' la carte, vitser og et alvorsord når lejligheden bød sig, hvilket ofte var tilfældet under vores lange færd.

Poul elskede at lege med ord, og brugte mange eftertænksomme stunder til at vende og dreje de enkelte ords facetter og muligheder. Disse overvejelser afstedkom selvsagt mange kryptiske prøvelser for en enfoldig Westjyde, men analysen gav indsigt. Poul gav mig aldrig et eneste konkret svar på nogle af mine essentielle spørgsmål, men lod mig selv, via vores samtaler, finde frem til de svar, som var rigtige for mig.

Poul tog mig under sine vinger, og "ansatte" mig som selvbetalt lærling. Inden afrejsen følte jeg mig temmelig ligeværdig. Jeg havde et fly, var pilot, beherskede geografien temmelig godt ( troede jeg ) og mente, at jeg rent sprogligt var ret godt funderet. Poul var "kun" eventyrer, havde skrevet et par bøger og ellers blot dasket lidt rundt på vores klode. - Solgt et par livsforsikringer til nogle godtroende eskimoer i Canada, været film-assistent for Jørgen Bitch etc. Vi burde være ligeværdige, men med forskellige forudsætninger. Vi VAR ligeværdige på det platoniske plan, - Poul kunne vejlede med hensyn til det at skrive, han havde en del rejseerfaring og 23 år ekstra at gøre godt med. Jeg var i stand til at flyve hvorhen vi ville, udarbejde de fineste rejseplaner og var ikke bange for at tage en udfordring op. Vi VAR ligestillede og Poul gav mig aldrig anledning til at føle andet, - men !!!!!!!! Turen og alt det efterfølgende vi delte, viste en side af Poul, som jeg altid vil misunde ham, - hans helt enestående intelligens, og evne til at gøre selv de mest komplicerede forhold overskuelige og logiske, og samtidig servere disse med en eftertænksom humor.

Poul havde ligeledes en enestående evne til at "distancere" når lokummet for alvor brændte. I Tessera lufthavn (Venedig) stod en jeepfuld lufthavnsvagter og en bilfuld betjente og trippede for at komme først. De to frygtelige spioner i den røde ullert skulle lægges i håndjern, men af hvem ? Alt imens de emsige tjenestefolk forsøgte at finde ud af, hvem af dem, der skulle have os først, benyttede Poul lejligheden til at tage sig en temmelig højlydt slapper på Civil Aviasons hårde bænke. Da de endelig var blevet enige om at dele os, og fik rusket liv i den snorkende viking, var Pouls eneste kommentar: "What took you so long?", hvorpå han hankede op i den lille pose, som udgjorde al hans bagage, - luntede ombord i Jeepen og råbte henover motorlarmen: "Slap af, Flyver-Larsen, vi ses lige om lidt igen". Pludselig så verden slet ikke så håbløs ud endda, og ganske rigtigt, - fem timer senere sad vi med hver vores øl og grinede godt i skæget over de fjollede italienske bureaukrater. Jeg har aldrig kedet mig i Pouls selskab, men tværtimod brugt mange analysetimer på at analysere en munter aften eller to.

Poul var et stort menneske, men også menneske med et stort M. M'et dækkede desværre nok også over nogle kedelige livsforkortende tilbøjeligheder, hvor røg og alkohol til tider spillede en lidt for stor rolle. Tilbøjeligheder han de seneste år havde vanskeligheder ved at kontrollere og styre i forhold til sine overordnede intentioner, men det var dog kun yderst sjældent, at det gik det ud over hans dømmekraft og skarpe hjerne.

Poul var en drømmer på sin helt egen måde. En drømmer med en helt utrolig evne til at gribe fat i drømmen, vende og dreje den, og til sidst uddrage den realistiske del, for videre bearbejdning. Denne evne har skabt alle hans mange eventyr. Eventyr, der stadig lever videre i hans bøger, artikler, TV/radioudsendelser samt i hovederne på os, der kendte Poul.

Pouls sidste tid var én stor smerte. En brutal fysisk smerte, der stort set fyldte alt, sideløbende med en psykisk smerte over de enkelte ting, han godt viste han ikke kunne nå. Smerten overtalte ham til at give slip på livet. Han kendte situationen, og havde flere gange før måttet kæmpe sig tilbage til livet, men denne gang var overmagten for stor, og kræfterne for små.

Hej så længe, gamle svinger. Jeg ved, at du vil holde kontakten, selvom jeg nok må undvære telefonens kimen og de mange mails, - "aber dann haben wir anderen metoden" - Auf Wienerschnitzel.

Ib Larsen (medlem nr. 0037) - 'Farvel til Poul':

Tirsdag den 8. august indløb der på vores mail her i Malaysia en besked fra de Berejstes Klub om, at Poul Folkersen var død.

Vi vidste godt, at Poul var meget syg. Da Jakob, min søn - også fra de Berejstes Klub - kom på sommerferie herovre i midten af juli, kunne han fortælle, at det nu var rigtig slemt. Jakob havde været meget hos ham i den sidste tid, og også overnattet hos ham på grund af hans stigende problemer med vejrtrækningen. Til Jakob havde han fortalt, hvad lægen havde sagt ham - at han kun havde få måneder at leve i.

Alligevel var det en chokerende nyhed. Poul, med hans ukuelige livsvilje og gåpåmod kunne ikke sådan bare være død. Poul var blevet en rigtig god ven. Der gik lang tid, før vi overhovedet kunne tale om det til hinanden.

Og så kom den dårlige samvittighed: Jeg havde lovet ham at skrive til bladet om vores liv i Malaysia. Men aldrig fået det gjort. Og jeg havde aldrig fået lavet min del af vores fælles artikel og lysbilledshow om Orinoco-floden. Poul havde som nygift med Karin sejlet hele vejen ned af Orinoco floden til Puerto Ajacucho, hvorfra floden ikke længere er sejlbar. Jeg havde med min familie på besynderlig vis fået indrejsetilladelse til den dybe del af Venezuelansk Amazonas, og havde taget turen videre netop fra Puerto Ajacucho 800 km videre ned af floden i en 12 fods jolle til Yanomami stammen. Nu bliver vores spændende fælles Orinocohistorie aldrig fortalt.

Det var de Berejstes Klub, der bragte os sammen. I august 1996 henvendte jeg mig til Politiken, hvor jeg havde set en beskrivelse af klubben. Dagen efter blev jeg ringet op af Poul. Og så gik det stærkt. Poul redigerede de Berejstes rejsebrevkasse, og han stod lige og skulle bruge en række artikler om alt muligt. Dem kunne jeg vel lige skrive. Så jeg kunne lige så godt sætte mig til computeren med det samme. Og spændende blev det at arbejde sammen med ham. Hele tiden væltede det ud af ham med den ene mere fantastiske historie efter den anden. Om at sælge forsikringer i ødemarken i Canada, om gambling på alverdens casinoer, om at nødlande med ultralette fly, om sejlads i orkan på Atlanten. Men hans yndlingshistorie, som han fortalte igen og igen, var historien om den gang han efter et slemt uheld blev indlagt på et hospital i det nordlige Finland og fandt ud af, at hans ungdoms kæreste stadig boede i nærheden. Det var Karin. Hun havde godt nok familie deroppe, men selvfølgelig kunne han ikke lade være med at spørge, om hun ville rejse med ham. Og så sagde hun ja. Det var klart det mest forunderlige han havde oplevet.

Og det forunderligste interesserede ham. Til en julefrokost i De Berejste klub læste han op af sine egne eventyr. Og netop eventyret om kineseren, der oplevede det forunderligste, gengav han med en sådan stemning, at den stadig står helt klart i min erindring. Det er blevet til mange gange efterhånden, at jeg efterfølgende selv har måttet læse den historie højt for andre. Han tog aldrig æren for eventyrene. Det var arvegods, sagde han. De var spundet videre på de eventyr hans far fortalte ham som barn, og som hans far havde fået fortalt da han var barn. Kineseren var nu ellers et spejlbillede af Poul. En fe havde givet ham mulighederne for at ønske, lige hvad han ville. Men kineseren vælger at bruge sit ønske til at opleve det forunderligste: Den glæde et lamt barn kan udvise, når han pludselig igen kan gå.

Overfor min datter Lone, der blev medlem af de Berejste, da hun var 12 år, udviste han en ufattelig varme og omsorg. Han strålede af glæde hver gang de mødtes, og viste dyb skuffelse, når jeg en gang imellem imod en aftale ikke havde hende med. Han trak hende med til de mest spændende arrangementer. De blev sammen optaget til TV Roskilde, hvor de fortalte vidt og bredt om de Berejste. Han tog hende med til Rejsemessen i Bella Centret som foredragsholder, og arrangerede at hun talte i Politikens foredragssal "om at rejse med voksne".

Også min søn tog han under armen. Han vidste, at min søn havde rejst på kryds og tværs - men desværre altid på den nordlige halvkugle, så han var endnu ikke med i de Berejste. Så en dag ringede Poul, at Kenya Airways havde sponsoreret to billetter til Zanzibar, mod lidt pressedækning af Kenya Airways destinationer. Om ikke Jakob kunne tænke sig den ene? Så var han også medlem af klubben.

Siden fik han travlt med at lære Jakob mange af sine rejsefærdigheder. Ikke mindst at tage de helt rigtige rejsebilleder. Igennem årene fik Poul det sværere og sværere med vejrtrækningen. Men ikke tale om, at han ville geare det mindste ned. I 1997 startede han "de Berejste Eventyrere i Roskilde", for de lokale, som meget gerne ville være med i de Berejste, men som ikke helt kunne klare kravene. Han kunne simpelthen ikke klare at der gik mennesker rundt med et engagement, som ikke blev brugt. Så måtte han starte en ny klub. Også Romano, sigøjnerforeningen blev ved med at få hans store opmærksomhed. Det var Poul der introducerede os til den fantastiske energi og glæde der er i Sigøjnermusikken.

Selv i den sidste tid, fortsatte Poul med store og optimistiske planer. Han ville anskaffe en sejlbåd og sejle med turister, i første omgang over Atlanten og i Caribien. Vi havde mange snakke med ham om projektet, fordi han håbede vi ville bistå med finansieringen af båden. Han havde kontakter med alverdens bureauer for at skaffe et sikkert kundeunderlag, og var godt på vej til at få al den slags på plads. For os var det klart, at en forudsætning for at gå ind i et sådant projekt var, at skipper var sund og rask, og utvivlsomt ville kunne klare strabadserne hele vejen over Atlanten. Det anså han lige til det sidste ganske simpelthen ikke som et problem. Selvfølgelig ville han igen blive frisk som en havørn og parat til at modstå alverdens vulkaner.

Mage til positivt, livsglad, optimistisk, kærligt og hjælpsomt menneske findes ikke. Og hvilken spændende personlighed. Samtidig med at han kunne bruge måneder og år på detaljeret planlægning af projekter som sejladsen i Caribien, levede han udpræget i nuet. Han var af den type jeg altid vil misunde, fordi han træffer de beslutninger vi alle har lyst til, men ikke tør træffe, fordi det gør vores verden alt for uforudsigelig og farlig.

Den dag jeg vænnede mig til tanken om at Poul var død, var da jeg med nogen forsinkelse modtog Politiken Weekly fra den 9. august. Selv i denne lille avis, der skal samle en hel uges begivenheder op, havde man fundet plads til en fin lille beskrivelse af Poul. Så bortgangen af denne helt unikke personlighed var altså blevet bemærket. Den lille farvelhilsen har han virkelig fortjent.

Claus Qvist Jessen (medlem nr. 0019):

Poul er død, og for alle os, som kendte ham og nærmest havde vænnet os til hans modsætningsfyldte tilværelse med snaps, cigaretter og iltapparat, kom det bestemt ikke som nogen overraskelse. Næppe heller for ham selv, for allerede ved klubbens spæde start i 96, da jeg selv fik fornøjelsen at lære ham at kende, lagde han ikke skjul på, at hans livs lys brændte i alle tænkelige ender, og at hans tid var ganske afmålt. Den gang gav han sig selv to år, men den gamle sigøjner nåede altså at snyde manden med leen i yderligere to år.

Ventet eller ej så efterlader Pouls død et enormt hul, som vel aldrig nogensinde lader sig fylde helt ud. Gennem De Berejstes Klubs fireårige, officielle levetid har han om nogen været eksponent for vort virke, og hans store kontaktflade indenfor især den skrevne presse bragte vores navn og gerninger ud til folk, der ellers aldrig havde hørt om os. Først var det Politiken, der nød godt af hans kreativitet, og senere var spalten i Jyllandsposten medvirkende til en mindre eksplosion i antallet af jyske medlemmer. Også indenfor klubbens egne rammer fyldte Poul meget. Få er de møder, han missede, og hans meriter gjorde, at han for kort tid siden blev udnævnt til klubbens første og p.t. eneste æresmedlem. Hvis ikke han skulle, hvem skulle så?

For mig selv blev han imidlertid meget mere end "blot" klubbens nestor og drivende motor. Han blev på rekordtid en utrolig inspirationskilde, til dels fordi han om nogen kunne bruge hele nætter og sågar weekender på at øse ud af spændende beretninger fra svundne tider, men også fordi han trods det svigtende helbred kunne blive ved med at holde gejsten og drømmene om fjerne lande og folkeslag i live. Poul var en af de (alt for) få i klubben, der aldrig holdt op med at betragte tiden som den vigtigste faktor i rejselivet, og det at skøjte gennem verden på rekordtid lå ham evigt fjernt. Steder og lande skal nydes i slowmotion, og utallige var de gange, da vi over et par natlige kopper øl lod tankerne slå smut henover vor fælles indre globus.

Undervejs i vort fælles tankespind kunne jeg da heller ikke lade være med at betragte det som en stor ros, at han bifaldt min rakkermåde at rejse på, og han havde ubevidst en meget stor finger med i spillet, da jeg selv for tre år tilbage valgte at droppe det borgerlige ingeniørhverv til fordel for det mindre sikre liv som langtidsbackpacker og skrivende og snakkende rejseorakel. Ganske som han selv ville have gjort det, hvis han var kommet for skade at have taget en akademisk uddannelse og havne i en mere borgerlig tilværelse. Dertil nåede han aldrig; som født sigøjner undgik han hele livet den slags bindende fristelser.

Jeg vil komme til at savne ham ganske gevaldigt, dels fordi han var en af de bærende elementer i vor fælles klub, men især fordi han for mig var en utroligt god, personlig ven og en uudtømmelig kilde til nye, vanvittige ideer. Verden er blevet lidt fattigere uden Poul.

Ole Egholm (medlem nr. 0001):

Poul og jeg har fælles tip-tip-oldeforældre. Og vi er endda samme generation! Jeg lærte nemlig Poul at kende gennem én i familien, der studerede vores slægt. Hun fortalte, at der også fandtes en anden bindegal mand i slægten, der elskede at rejse. Jeg fik straks nummeret og ringede til ham. Det var i vinteren 95/96. Poul syntes at min idé med en klub for berejste lød skæg, ikke mindst fordi at han, som han sagde, havde "besøgt over 200 lande". Straks måtte jeg korrigere ham, for jeg havde jo netop talt landene til at være omkring 192.

Grunden til, at Poul betragtes som - og var - medstifter af klubben er, at klubben på det tidspunkt vi fik kontakt med hinanden, egentlig bare bestod af et fjoget regneark lavet af mig med nogle mennesker på, jeg kendte og vidste "havde flere lande end deres egen alder". Derfor har Poul måtte "nøjes" med medlemsnummer 0016.

På trods af, at Poul i den grad syntes, at det egentlig var fjollet at "tælle lande", blev han enig med sig selv om, at det var en enormt god idé at starte en klub op for berejste, og gerne en eksklusiv klub, der kun tillod rigtigt berejste at være med. Poul var aldrig rigtigt blevet indlemmet i Eventyrernes Klub, der som bekendt er en loge, og det har muligvis ærgret ham lidt. Derfor har han måske også været ekstra interesseret i selv at være med til at skabe et forum, hvor han kunne udfolde sig.

Poul understregede derfor for mig, at vi blev nødt til at lave en RIGTIG klub, med et sæt vedtægter, en generalforsamling, kontingent og så videre. Han ville stå for markedsføring af klubben gennem sit skribentarbejde i Politiken. Vi fik holdt vores stiftende generalforsamling på Pouls diktat, og takket være Pouls skriverier kom der medlemsansøgninger i en lind strøm. Så hvis vi ser bort fra de første 16 medlemmer, som jeg har "skaffet", er stort set alle andre medlemmer kommet til klubben takket være Pouls skriverier og den omtale og det kendskab, som det har medført.

Jeg har nydt samarbejdet med Poul enormt. Vi er rasende forskellige, og netop derfor synes jeg, at samspillet har været så værdifuldt. Poul var intelligent og fantastik idérig og kreativ, samtidig med at han var et rodehoved. Jeg var ordensmennesket, talnørden med benene på jorden og samtidig betaget af hans idérigdom.

Der er er utal af klubbens traditioner, vi kan takke Poul for: Det var hans idé, at vi skulle mødes hver den 18., uanset ugedag, det var hans idé, at alle skulle sende postkort til klubben på rejsen, og endnu vigtigere var det hans idé at lave en årbog, især den ny, mere åbne og meget mere levende præsentation, som 2. udgave er præget af, og det var hans idé (og værk) med et medlemsblad, som han straks påtog sig arbejdet med at redigere.

Det lykkedes efterhånden Poul møjsommeligt at regne ud, at han havde været i 112 lande, da vi startede klubben, og med nogle års forsinkelse fik han da også regnet sine storbyer igennem. Det faktum, at han "kun" var klubbens næstmest berejste medlem efter Bjarne Lund-Jensen's indmeldelse, ærgrede ham da også; ikke mindst, fordi han følte sig væsentligt mere "berejst" end Bjarne. Og så var det Bjarne, der kom i Guinness! Ja, hermed var kimen lagt for de alenlange diskussioner mellem "rigtige berejste" som Poul, Claus Qvist og Pia og "charterfolket" som jeg og Bjarne Lund-Jensen om, hvad det vil sige at være berejst. Noget vi aldrig har fundet konklusionerne på, men accepteret, at blandt dårlige løsninger er vores adgangskrav muligvis den mindst dårlige af dem...

Poul tog livet af sig selv med sin urimelige trang til stærk alkohol og al for meget tobak. Det har undret mig voldsomt hvorfor Poul, med alle de kvaliteter han var i besiddelse af, ville ødelægge sit eget liv med alkohol og tobak. Jeg mindes en dag, hvor vi aftalte at mødes hos mig privat i arbejdstiden for at gennemgå en masse ting. Han var der præcis halvanden time (tiden var knap), og der lå 9 cigaretskodder i askebægeret. Jeg stank af tobak resten af dagen og lejligheden ligeså. Så gik det op for mig, at vores samarbejde, frugtbart som det var, desværre bedst foregik på telefonen.

Så var der historien om Pouls drøm om at blive formand. Og det barske kampvalg, hvor valget stod mellem fornuften (Per Allan), der iøvrigt var på ski-ferie, og aldrig havde været med i bestyrelsen, og ildsjælen Poul, med alle hans evner og defekter. Poul led det mest knebne nederlag sjældent set (15-14) og forblev dermed den mest populære næstformand en klub kan få. Poul fik også en idé de sidste par år om at han nu, selvom han egentlig var det i forvejen, også på papiret ville blive Danmarks mest berejste mand. Han fik kæmpet sig rundt om Østersøen, og en tur til Kenya og Zanzibar blev det også til. Men helbredet løb fra ham, og allerede i Afrika måtte han aflyse en del af turen og vende hjem til roligere omgivelser. Selv dagen inden hans afgang fra det jordiske liv måtte jeg rådgive ham om, hvordan han lettest kunne komme til Finland med offentlig transport ad landjorden, fordi det var så svært med de store iltflasker i en flyvemaskine.

Hvis nogle læsere vil have et indtryk af Pouls liv, uden at jeg dog kendte det fra før 1995, vil jeg på det stærkeste anbefale hans bog "Skæbnens spil - spillets skæbne". Udover, at den kostede mig 8 timer og en nat uden søvn, fik jeg i den grad levet mig ind i den måde, Poul levede, tænkte og handlede på. Jeg bilder mig ind, at bogen var en pragtfuld og åbenhjertet selvbiografi. Og igen - så kan jeg sagtens identificere mig med alt det, han har bedrevet, lige med undtagelse af det med smøgerne og alkoholen...

Da Poul endeligt fik konstateret lungekræften, vidste han godt, at tiden var knap. Her skal Povel Utzon have en tak for hans meget fine idé med at udnævne Poul til æresmedlem af klubben, noget som hele bestyrelsen har bakket op om, og som jeg fik æren af at meddele ham ved hans sidste møde den 18. august, hvor jeg også på klubbens vegne fik takket ham for det store arbejde, han har gjort for foreningen.

Vi er nu blevet enige om, at hans æresmedlemsstatus skal komme ham til ære, med en præsentation af ham i alle kommende udgaver af vores årbog, samt at klubben indstifter en "Folkersen-pris" hvert år, f.eks. i form af et for klubben nævneværdigt pengebeløb til den person, der i løbet af året har foretaget en rejse, der har ligget nærmest Pouls ånd. Ja, Bjarne, så du og jeg skal sgu nok ikke regne med noget der... For at kunne leve op til det store arbejde, Poul har gjort som næstformand og redaktør, er bestyrelsen blevet enige om at vælge Claus Qvist Jessen som hans efterfølger. Og jeg er personligt overbevist om, at Poul også ville give alle sine stemmer til Claus, hvis han kunne. Hermed håber jeg, at der bliver samme frugtbare samspil mellem formand og næstformand som dengang Poul og jeg ping-pongede om stort og småt.

Poul har efterladt en klub, der i den grad bærer præg af hans ånd, og med kun 4 år på bagen med en størrelse, der tangerer den klub, han muligvis har kæmpet for at overgå. Poul var en stor personlighed, og min tilværelse er blevet rigere af have kendt ham.

Tak, Poul, for det vi oplevede sammen.

Per Allan Jensen (medlem nr. 0026):

Første gang jeg mødte Poul Folkersen var til et medlemsmøde sommeren 1996. Skæbnen ville, at jeg kom til at sidde ved siden af Poul, der tilsyneladende ikke var særligt vild med pizza, men til gengæld havde en halv flaske snaps og to pakker Cecil foran sig. Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om, at folk ryger mens jeg spiser, og i det hele taget synes jeg, at han var en noget arrogant herre, så det var ikke nogen særlig god start på vores forhold.

Siden fik jeg da heldigvis et mere nuanceret syn på Poul og lærte at sætte stor pris på hans mange gode egenskaber. Jeg tror ikke man kan sige, at jeg nogensinde kom ind i hans nærmeste vennekreds, men der opstod i hvert fald en form for gensidig respekt og agtelse, som for mit vedkommende blev endnu større, da jeg læste hans fascinerende erindringsbog 'Skæbnens spil - spillets skæbne' (som hermed er anbefalet).

Det var vel først den allersidste måned, at det for alvor gik op for Poul, at hans tid var ved at rinde ud. Så sent som i maj fortalte han med begejstring om alle de idéer, han havde mht. den kommende klubbåd, som han skulle føre via Middelhavet og Atlanterhavet over til Sydamerika, hvor han atter skulle gense Orinoco-floden, og så sent som to uger før sin død bedyrede han, at han nok skulle fortsætte sit arbejde som klubbladets redaktør.

Pouls død efterlader et stort tomrum i klubben og bestyrelsen. Hans tilstedeværelse var med til at sætte kolorit på medlemsmøder og andre arrangementer, og hans arbejdsindsats med årbog og medlemsblade har været ganske betydelig, lige til få dage før han måtte give efter for sygdommen.


... afslutningsvis et par prøver på Poul Folkersens egen skrivekunst:

Diamanthulen

Nede på havnen stod en række hyttefade. Enkelte steder var der tre-fire stykker stablet ovenpå hverandre. Når man tog sko og strømper af, kunne man stikke tæerne og fingrene ind i hullerne ud mod vandet, for ellers blev man jaget bort af fiskerne, der sad på bænken og røg pibe og spyttede.

Inde i hyttefadet var der en forunderlig verden, der var skønnest, når man lukkede lemmen. Lyset faldt ind i striber gennem hullerne. Hvert enkelt hul var som en stor diamant, der sad i væggen og skinnede. Man følte slet ikke, at man var inde i en kasse. Man kunne høre havet bruse, og fuglesangen fra træerne blandede sig med mændenes stemmer, når de lo. Men det bedste var, at ikke et eneste menneske i hele verden vidste, at man lå derinde og tænkte.

Tankerne kunne smutte ud af hullerne, og de kunne selv finde vej.Hvis man tænkte på havet, skibene eller de fjerne strande, strøg tankerne afsted gennem de huller, der vendte ud mod søen, men hvis man tænkte på dyrene, markerne og blomsterne, forsvandt de til den anden side.

Der var ingen huller i dækket, og derfor måtte man lukke lemmen op, når man tænkte på Gud. Men det gjorde man ikke så ofte, for mændene kunne se, når lemmen stod på højkant, Så vidste de, at der var nogen, der havde rørt hyttefadet.

Der duftede dejligt af tjære, og solvarmen blev aldrig for stærk, for hullerne fangede og siede brisen.

Udenfor hyttefadet lå hele verden, der var fyldt med alt muligt. Der var biler og motorcykler, herregårde, rullepølser, slibestene, malerbøtter, elefanter og alt sådan noget. Der var også hospitaler, hvor folk lå med brækkede ben og sommerfugle og guldsmede, der fløj rundt og morede sig i solskinnet.

Verden var både god og dårlig, både grim og skøn. Det kom alt sammen an på, hvordan man selv havde det, og hvor man var.Man var slet ikke herre over noget, undtagen når man lå inde i et hyttefad. Herinde var verden så lille, at man hurtigt kunne overse den. Man kunne ikke blive overkørt af biler eller blive ædt af kroikodiller, og man kunne ikke falde ned ad trapper og brække halsen. Der var ingenting, man kunne vælte og ingenting, man kunne slå sig på. Man havde ikke andet at bestille end at ligge herinde og tænke - eller bare at ligge.

Når jeg blev stor, ville jeg have mit eget hyttefad. For det kunne jeg ikke undvære. Herinde kunne jeg ride over prærien på en mælkehvid hest, som hed 'musik'. Jeg kunne stå op i stigbøjlerne og hviske hesten i ørerne, at den skulle gøre sit yderste, for ållers blev vi fanget og skalperet. Hesten strøg afsted, så vinden susede, og agerhønsene flagrede op.

Jeg nåede altid i tide til nybyggerne og fik dem advaret, og det var mig, der fældede indianerhøvdingen med et mesterskud på så lang afstend, at det skulle have været umuligt at ramme.

Jeg var også skipper ved Grønlands kyst. Der var storme og tyfoner, - men jeg klarede den, for jeg var vældigt dygtig. Ingen kunne kæmpe mod sørøvere med sabler, som jeg. Til tider blev jeg nødt til at blive såret, for den sørøver, som jeg kæmpede imod til aller sidst skulle også være dygtig. Ellers var der ikke noget ved det.

Når jeg rigtig havde været i fare og var kommet godt fra det, tænkte jeg på, at det vist alligevel nok var Gud, der havde holdt en hånd over mig. Så måtte jeg åbne lemmen på klem og takke for min redning. Men så skulle det også være noget ganske forfærdeligt spændende, jeg havde oplevet. For det meste kunne jeg klare selv.

Verden betyder ingenting, når man ligger i et hyttefad. Verden er bare noget, der er udenfor - noget, som bedrager menneskene. Den rigtige verden er inde i en selv, men man opdager det ikke, hvis man ikke har et hyttefad, for der er så meget, der forstyrrer. Man kan ikke tænke rigtigt uden lys fra diamanter, der kan skinne helt ned i hjertet.

En eftermiddag, da jeg skulle bruge mit hyttefad, var det borte. De var borte allesammen. Pladsen var helt tom, og der var kun noget langt, blegt græs og enkelte pletter, hvor de havde stået.

Ude på havet sejlede fiskerbådene afsted med dem på slæb. Jeg kunne lige se dækkene i vandlinien. Tårerne listede sig frem, og jeg knyttede næverne. Man kunne ikke bebrejde fiskerne, for det var deres egne hyttefade, og de vidste ikke, at de havde ødelagt og druknet min verden og fyldt min diamanthule med vand.

Fiskere tror, at hyttefade kun er noget, man skal have fisk i. Men de skulle bare vide.


Jul i Junglen.

Mens jeg i begyndelsen af halvfemserne sammen med min kone, Karin, i vores sejlbåd, Gipsy Girl, sejlede op ad Orinoco-floden på vej mod Amazon-distriktet, kom vi en dag til en gruppe hytter. De lå lige, hvor en sideflod skar sig ind i junglen, og da det viste sig, at hytternes beboere var søde og dejlige mennesker, besluttede vi os til at tage chancen og lade Gipsy Girl vare i deres varetægt, mens vi tog på opdagelse med gummibåden, som vi kaldte Black Jack. Vi kunne regne ud, at vi måtte være lige på højde med Angel Falls, verdens højeste vandfald med et frit fald på 1.007 meter. Det var spændende, om vi langs småfloder og søer kunne nå vandfaldene. Det blev en anstrengende tur, men også en af de mest spændende, vi har haft.

Hvor træernes kroner hang ud over floden, var der dejlig køligt, men til gengæld blev vi så overfaldet af myg og andre insekter, og på de åbne strækninger brændte tropesolen ned over os fra en skyfri himmel, så vi måtte skiftes til at øse vand over hinanden for overhovedet at kunne holde ud at være der.

Karin var et syn for sig. Tropesolen havde brændt hendes læber i stykker, så hun havde smurt sig med zinksalve til beskyttelse af læber og næse. Desuden havde hun gazebind over munden og rundt om hovedet som ekstra beskyttelse. Hun var klædt i trusser, skjorte og solskærm. Solbrillerne satte prikken over i'et. Hendes arme og ben havde så mange rande af størknet blod fra alle de steder, hvor hun havde kradset insektbid i stykker, at hun så ud, som om hun var pisket. Det lange hår, som hun normalt har i en hestehale, flagrede hver gang vi kom ud i det åbne, hvor vinden kunne få fat i det.

Selv så jeg nok ikke bedre ud. Også jeg var knudret og opsvulmet af insektbid, og jeg havde selvfølgelig heller ikke kunnet lade være med at kradse dem til de blødte. Hvis man tvinger sig selv til at lade være, kradser man dem alligevel, når man sover. Mit hår er begyndt at blive tyndt på toppen, og den gang hang det ned til skuldrene. Ganske vist var det stadig sort, men skægget, der ikke var trimmet i mange måneder, var gråt af støv fra livets landevej. Vind, vejr og årene der er gået, har sat sine tydelige spor på os begge.

Det var helt klart, at nu var vi borte fra al civilisation. Af og til fik vi et glimt af en indfødt, der studerede os, når vi kom sejlende. Men så snart de indfødte så, at vi havde opdaget dem, forsvandt de mellem junglens træer. Vi vidste ikke, om de var venligtsindede eller fjendtlige, så i stedet for at tage chancen for at blive overfaldet, mens vi sov, gik vi om aftenen ind til et sted, hvor der lå et par kanoer ved flodbredden. Vi håbede på, at indianerne havde en gæstevenskabslov, der ville beskytte os.

Et stykke oppe på land fandt vi hytterne, men der var ikke et menneske, selv om bålet brændte, og det var tydeligt, at de var ved at lave mad. Belært af tidligere erfaring forklarede jeg Karin, at hun skulle bevæge sig forsigtigt. Ingen hurtige bevægelser og intet, der kunne misforstås, for der var ingen tvivl om, at de indfødte studerede os nøje inde fra junglen. Hvis vi blot tog det forsigtigt og ikke gjorde noget, der kunne anstøde dem, ville nysgerrigheden snart få overtaget, og de ville komme frem.

De indfødte, vi havde set mellem træerne, havde været nøgne, så nu foreslog jeg, at vi skulle smide det lidt, vi havde på, men Karin sagde stop, da vi kom til trusserne. Jeg syntes ellers, at det kunne have været rart for indianerne at se, at vi ikke var meget anderledes end de og at vi ikke var bevæbnede.

På trods af Karins trusser gik det godt alligevel. Den første der vovede sig ud, var en unge på tre - fire år, og straks efter kom hans mor farende. Det kunne høvdingen ikke lade sidde på sig. Værdigt kom han spankulerende, som om han bare havde været en tur i skoven, og snart vrimlede det med mennesker. Der kan vel have været en tyve stykker, der alle skulle røre ved os og trække Karin i håret. Så fik de noget af vores mad, og vi fik noget af deres, og resten af aftenen havde vi megen fornøjelse af at lære hver andre fingersprog og enkelte ord.

Næste dag gik det videre til Angel Falls, som vi nåede tre dage senere og så tilbage igen til disse helt primitive naturfolk, som vi nåede den 20. December.

Denne gang havde jeg en gave med. Et vildsvin som jeg havde skudt ved flodbredden, da det kom ned for at drikke. Mens de indfødte tilberedte grisebassen tog jeg Black Jack ud på floden og fangede nogle katfisk. Det var nogen ordentlige krabater, 3 - 4 kilo hver. Desuden havde indianerne samlet spiselige rødder, planteskud og krokodilleæg, så der var mad nok.

Om aftenen fortsatte vi sprogundervisningen, men hvad de har lært mig at sige, ved jeg endnu ikke. Derimod var det morsomt, at hele stammen var samlet ved flodbredden, da vi tog afsted. De smilede, vinkede og sagde:
- Glædelig jul.

Tilbage på Gipsy Girl fejrede vi juleaften ved at tage en kort dag. Vi sejlede kun i seksogenhalv time. Nu havde vi fået nok af junglens kryb og insekter, så vi kastede anker midt ude på floden med et par hundrede meter til land på hver side. Her var der ikke en eneste moskito. Mens vi vaskede os og tog rent tøj på, dykkede solen hurtigt ned bag horisonten, (Tæt ved ækvator har solen altid travlt, hvad enten den skal op eller i seng), og den klare tropenat tændte sit stjernemylder. Frem kom en dåse dansk hakkebøf, som vi havde gemt til lejligheden. Desuden kogte Karin cacao og stegte pandekager. Det blev et festmåltid, hvor vi brugte vore sidste stearinlys til at give den rette stemning i kahytten. Efter vi havde spist, læste jeg juleevangeliet højt for Karin, og så gik vi tidligt til køjs med tankerne på vore kære, mens en enkelt cikade havde slået sig ned på Gipsy Girl og sang for os.


Færøerne.

For en uges tid siden faldt der en appelsin i min turban. De Danske Rejsejournalister inviterede mig med på en fire dages rejse til Færøerne. Det skulle vise sig at blive alle tiders tur. Vi startede fra Kastrup Lufthavn, og selv om det lille fly, tilhørende Atlantic Airways, var fuldbooket, var der smil over hele linien. Det lykkedes personalet at give hver eneste en det indtryk, at netop han var specielt velkommen og den to timer lange rejse gik på et øjeblik. Måske kunne man fristes til at tro, at den gode service skyldtes rejsejournalisterne, men det kan ikke have været tilfældet, for vi var kun 14. - Ikke engang en fjerdedel af passagererne, og alle fik samme behandling.

Da vi landede, blev vi kørt med bus over til en stor hangar. Vi kunne såmænd sagtens have gået, for der var ikke mere end 200 meter, men det havde den fordel, at vi lærte bussen og chaufføren at kende, og det var dem, der skulle sørge for vore rundture under resten af opholdet.

Hangaren var stor, og så var den foruden at være fyldt af mennesker også fuld af lange borde. Når jeg siger lange, mener jeg det. De var nok 50 meter lange og fyldt med fade med lækkert smørrebrød. Ind imellem disse 'tag selv' borde var der små oaser med forfriskninger. Der var også en tribune, flere der holdt taler og et orkester, der spillede, men det, der gjorde størst indtryk på mig, var en udstilling, hvor mange tusinde børne-tegninger var hængt op.

Det viste sig, at Atlantic havde 10 års jubileum, og jeg er ikke i tvivl om, at de fleste færinger har været med til at fejre det, og at hvert eneste barn, der er stor nok til at holde på et stykke farvekridt, har givet sit bidrag til udstillingen. Men der er klart, at for de afsides liggende øer er det også vigtigt at have deres egen kommunikation, og hver forbindelse til omverdenen bliver modtaget med tak. Atlantic Airways flyver mellem Færøerne, Danmark, Island og Scotland.

Sidst på eftermiddagen sad vi i bussen igen. Nu gik turen til hovedsteden, Thorshavn. Her fik vi det første bekendtskab med de færøske, såkaldte motorveje. De er ikke bredere, end at to lastbiler lige netop kan passere hinanden, når de mødes, og vejene snor sig med mange hårnålesving op og ned ad bjergsiderne. Grunden til, at de kaldes motorveje kan kun være den, at de har været meget dyre at bygge. På Færøerne findes der ingen lange flade strækninger, hvor man bare kan lægge en vej. Meter for meter har man måttet sprænge vejen ind i klippesiden.

Mellem øerne gik en lille færge, der havde plads til 8-10 biler. Der blev en del ventetid, for man kan ikke reservere plads. Men ventetiden fik vi til at gå ved at kikke på de store net, der lå i fjorden. De er til lakseopdræt, og der er gode penge i det, for fiskemaden er billig, og fisk er de dyr, der vokser mest pr. gram føde, de indtager. Vægtmæssigt er det næsten halvdelen af fodermængden, der omsættes til fiskekød.

I fjorden havde der let været plads til 100 gange så mange net, men den går bare ikke, for fiskene i blot et af de store net forurener lige så meget som en by med 5.000 indbyggere.

En overgang havde de problemer med sæler, der bed hul i bunden af nettene, svømmede ind og fik sig et ordentligt festmåltid. Men den har de klaret nu ved at få lavet nogle store plastic-spækhuggere. Dem har man så forankret i fjorden, så de 'svømmer' rundt i store cirkler under nettene. Det er nok til at holde selv den mest sultne sæl på lang afstand.

Hotel Føroyar ligger på bjergsiden højt over Thorshavn, og fra vinduet havde vi den mest pragtfulde udsigt, jeg nogensinde har haft fra et hotelværelse. Dybt under os lå hovedstaden med sine 15.000 indbyggere og lignede en dukkeby med de farveglade huse og havnen. Sunde skar sig imellem de forskellige øer, der rejste sig højt af havet og man kunne i god tid se, når en færge eller fiskekutter var på vej ind mod byen. Da hotellet blev bygget, kostede det 70 millioner kroner, men i løbet af få år gik det konkurs. Så blev det købt af et rederi for 50 millioner, men også de kunne kun klare forrentningen af de mange penge i få år. Atter en konkurs. Men så købte det færøske rederi Smyril Line hotellet for lidt over 20 millioner. Nu var det nede i en pris, så man kunne tjene penge på det, og derfor kan Færøerne stadig prale af at have et hotel i verdensklasse foruden flere andre hoteller af god international standard som Hotel Hafnia, der ligger nær havnen i selve byen.

Næste morgen var vi tidligt oppe. Bussen ventede på os og de næste par dage fik vi set os godt omkring. Guiden, Ole, kunne sin lektie. Desuden havde han en god humoristisk sans, var fuld af små muntre historier og kunne synge, så vi fik masser af information og havde aldrig et kedeligt øjeblik. Kun på et enkelt punkt kunne jeg rette ham. Det var, da han fortalte, at Færøerne blev til ved vulkanske udbrud for 70 millioner år siden. Det rigtige tal er selvfølgelig 70 millioner og seksogfyrre år, for da jeg forrige gang besøgte øerne i 1952, var de 70 millioner år gamle. Som mange færinger er Ole en mand af mange talenter. Foruden at være turistguide, er han også stenhugger. Stolt viste han os de forskellige kirkegårde, og han var glad for, at færingerne ikke lader sig kremere. Hvis det kun er en urne, der skal begraves, køber de pårørende som regel kun en lille sten, og det kan man jo ikke leve af.

Det med gravene er ellers ikke helt let, for på de fleste af øerne, er klippen kun dækket af et lag græs, mos, lav eller lyng. Laget er måske 15 til 20 centimeter tykt, og længere kan man ikke grave ned. Man må derfor lave kanter på kirkegården, så man kan forhøje jordtykkelsen ved at lægge flere lag græs og mos ovenpå hverandre. Sidste lag bliver så lagt hen over kisterne, der står på den bare klippe.

Samme slags 'græstæpper' bruges også ofte som tag. De beskytter effektivt mod regn og slud, og selv midt inde i Thorshavn har man mange huse med græstag. Når taget først er lagt, passer det sig selv, og da det regner mindst tre-fire gange om ugen, holdes græsset friskt.

Ordet Færøerne betyder fåreøerne. Da de første vikinger kom hertil, boede her nemlig irske munke, der holdt får. Fårene har stadig en stor betydning for befolkningen, der gennemsnitligt spiser to får hver om året. Så mange får kan dog ikke overleve i det barske landskab. Man har regnet ud, at man skal holde bestanden på 70.000 for at alle dyrene skal have det godt. Og det betyder, at man må importere yderligere 40.000 fåre-kroppe hvert år til øerne. Derfor er der ingen eksport af fårekød, men det er der derimod af uld og fåreskind. En anden måde man får afhjulpet sit kødbehov på er ved fuglefangst og ved hjælp af grindehvalerne, der jages ind på en sandstrand, hvor man let kan slagte dem.

Under vort besøg fik vi da også lov til at smage såvel grindehval som røgede søpapegøjer. Man skal jo prøve landets specialiteter. Heldigvis har færingerne også forlængst lært at lave almindelig god dansk mad.

Når man ser de golde klipper uden træer og buske rejse sig af havet, kan man ikke lade være at tænke på, hvad der har fået de første vikinger til at bosætte sig der. Det kan ikke være den flotte natur alene, der har fået folk til at slå sig ned midt ude i Atlanten, hvor regn og storm er hverdagskost. Det har sikkert noget at gøre med, at øerne ligger midt i golfstrømmen, så klimaet er mildt. Selv i årets koldeste måned er gennemsnits-temperaturen over frysepunktet på trods af, at øerne ligger så langt mod nord. Golfstrømmen er også skyld i et rigt fiskeliv. Hvis man går ned til molen og kaster en line med et blink ud, varer det kun et øjeblik, før den første flotte torsk bider på. På Færøerne er der intet sted længere end 5 kilometer ned til havet, så hvis nogen går sulten i seng heroppe, er det hans egen skyld.

Alt for hurtigt skulle vi hjem igen, denne gang med et fly fra Mærsk Air. Mens vi sad i flyet, besluttede jeg mig til, at det ikke skulle vare længe, før jeg atter besøgte denne anderledes verden. Næste gang vil jeg ud at fiske, jeg vil se fuglefjeldene, jeg vil leje en hest og kikke på landskaberne i fred og ro, og fremfor alt vil jeg have bedre tid til at lære den gæstfri befolkning at kende.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside