Morgenmad på indisk
Tekst: Claus Qvist Jessen
Ingen lande kan som Indien levere vanvittige historier. Alt er muligt i denne heksekedel, og selv et uskyldigt morgenmåltid kan udvikle sig til de særeste oplevelser – som f.eks. dette lille lynkursus i indisk tidsfornemmelse.
Jaipur er en af Nordindiens mest behagelige byer. En halvgammel by bygget af lyserøde sandsten og intet mindre en hele Indiens centrum for ametyster og andre skønne halvædelsten. Den slags kan man bruge lang tid på at falde i staver over.
Men i Indien er der intet, der er normalt, og alene det at få noget at spise en tidlig morgen udviklede sig på sælsom vis. Vort første morgenmadssted var blevet opgivet, da kæresten ikke mente, at man med ro i sjæl og sind kunne spise ristet brød med en hel horde af fede rotter pilende rundt på gulvet i lokalet. I stedet havnede vi et alternativt sted med både gårdhave, løsgående høns og en typisk indisk nisse til at passe både køkken og servering. En af de allesteds nærværende små, spinkle mænd med brændende øjne og smalt overskæg og i øvrigt en hyggelig fyr.
Og hvor der er høns, er der æg, så vi bestilte i god tro to hårdkogte æg til vore ristede brødstykker, og mindre end to minutter senere dukkede vor håbefulde, tjenende ånd op igen med de to efterlyste salmonellabomber. Lidt kort tid skulle man mene, men de havde måske kogt i forvejen.
Det havde de ikke, så få sekunder efter var begge tallerkner pladret til med hver sit næsten rå æg, og vi kaldte på vor mand endnu en gang. Han gloede på de sejlende tallerkner og måtte modstræbende medgive, at æggene vist ikke var helt så hårde indvendig, som de burde være. Men det var der råd for, så vor velmenende ekspert pilede ud i køkkenet, alt imens vi forsøgte at overbevise ham om, at hårdkogte æg helst skulle have mindst seks minutter.
To minutter efter dukkede den stolte caféproprietær op igen med to nye æg: "Veeeery haard, Sahib, veeeery haaard". Vi var dog blevet klogere, så denne gang blev kun det ene æg smadret. Endnu en sagesløs tallerken blev sovset grundigt ind i et halvråt æg.
Vi kaldte endnu en gang på geniet, som igen gloede helt uforstående på det flydende fænomen på min tallerken. Han mente så ganske bestemt, at æggene havde fået de lovede seks minutter, men få sekunder senere blev det afsløret, at han overhovedet ikke havde noget ur.
Det, som han og hans minimale tålmodighed i fællesskab troede, var seks minutter, var mindre end to, så for at hjælpe lidt på den manglende timing fik vi ham til at trisse tilbage til køkkenet og plumpe to nye æg ned i gryden med kogende vand. Så skulle vi nok fortælle ham, når de seks minutter var gået.
Mindre end 20 sekunder efter stod vor utålmodige tjener igen ved bordet: "Is it now?" "No, no, no!". Der er kun gået 20 sekunder, og vi skulle nok sige til, når de seks minutter var gået.
Men lige meget hjalp det, for 20 sekunder senere var han tilbage: "Is it now???". Endnu en gang "no", og vi forsøgte at forklare vor meget ivrige, men efterhånden noget "tidløse" ven, at der endnu ikke var gået ét minut, hvilket dog ikke afholdt ham fra at komme rendende yderligere 15-20 sekunder senere og få det samme svar til det samme spørgsmål.
Og sådan fortsatte vi. Han kom rendende to-tre gange i minuttet og spurgte ivrigt og interesseret til tiden, og hver eneste gang fik han at vide, at tiden ikke var gået endnu. Lidt af en bedrift for et par utålmodige danskere med rumlende maver og en efterhånden noget tyndslidt tålmodighed.
Men tiden gik, og da de seks minutter var gået, styrtede vort utrættelige Einstein ud til æggene og vendte stolt tilbage med dem på hver sin tallerken. Æggene var faktisk hårdkogte, om end vi var mindre imponerede over processen, end han selv var.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside