"Albanien, Sydeuropas museum"

Albanien, Sydeuropas museum
Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

Det er rigtig synd for kommunisterne! Da den kolde krig sluttede med Berlin-muren i 1989 og Sovjets kollaps to år efter, opdagede hele verden pludselig, at det østlige arbejderparadis ikke var meget andet end et militærstyret luftkastel, og siden da har især Europas kommunister fristet en kummerlig tilværelse som truet dyreart, kun støttet af nogle få, rettroende promille af befolkningen.

Men det er egentlig trist. Vi rejsende burde nemlig være rigtig glade for kommunisterne, for de har præsteret, hvad kustoderne på alverdens nationalmuseer dårligt har kunnet gøre bedre. Mens Vesteuropa og USA har brugt de seneste 50 år på at ud- og indvikle sig med stormskridt, har østblokkens stædige isolationspolitik frembragt nogle vidunderligt stillestående dinosaurer. I stedet for materiel fremgang har alle sejl været sat til for at overbevise den sagesløse befolkning om systemets overlegenhed, og landenes i forvejen knebne ressourcer er spildt på at bygge pompøse monumenter for deres sejlivede diktatorer. Bare tænk på Kim Il Sung (Nordkorea, 46 år ved roret), Fidel Castro (Cuba, 44+), Enver Hoxha (Albanien, 39), Josef Stalin (Sovjet, 29), Mao Zedong (Kina, 28) og en lang stribe afrikanske Mugabe-typer med astronomiske militærbudgetter og endnu større schweiziske bankkonti. Alt sammen i folkets navn, naturligvis.

I vore dage er Nordkorea nok det smukkeste, eksisterende eksempel (Globen dec. 02), men også Moldova og Hviderusland er godt med, når det gælder om at fastfryse verden i østligt beton. De fleste andre steder har man gjort alt for at udradere Lenin og Mao, men et enkelt sted i Sydeuropa ligger der en lille, søvnig stat, hvor det vil tage en del mere end en generation at slette sporene efter fortidens nationale bakgear.

Denne lille stat er Albanien, og selvom det for os rejsende egentlig kan være ret ligegyldigt med al den politik, kan man på Balkan ikke undgå at tage stilling til fortiden. Albanien er netop pga. de mange årtiers "sociale eksperimenter" et fantastisk sted til at blive time-warpet tilbage til æselalderen. Albanien er et sted, hvor man for ganske få penge kan opleve en forgangen verden, og hvor de mange kilometer til vor højteknologiske norden føles en del mere end en flyvetur borte.

Denne heltestatue (WW2) står i centrum af Shkoder.

Albanistan, hin farlige

Selv med Bosnien og Montenegro som "buffere" var det et kulturchok af de større pludselig at stå ved den albanske grænse. Begrebet "en anden verden" var et mildt udtryk, og min lift fra den mere end almindeligt ramponerede Ulcinj-grænse brugte da også lang tid på at advare mig mod alle de ulykker, der nu ventede mig. Savage Roses støttekoncerter og de korrupte pyramidespil var kun en del af sandheden – den almindelige kriminalitet er langt værre. "Meeeeget faaarligt, meeeeget faaarligt" insisterede han på sit glimrende italienske, mens jeg langsomt begyndte at fortryde, at jeg overhovedet var havnet der.

Men det var der ingen grund til. Den bumpede tur ind til byen viste et vidunderligt, bølget landskab uden hverken mejetærskere eller speedede traktorer, og meget symptomatisk for det generelt lave tempo oplevede jeg en lille landskildpadde krydse grusvejen i samme adstadige rytme som resten af landet. På de kanter er stress ikke noget, man dør af.

Mit første stop, Shkoder, var trods en status som landets næststørste by ikke meget andet end en forvokset og meget venlig landsby, hvor kun få huse var over to etager høje, og hvor markedet var næsten lige så pulserende som nogen iransk bazar. Hist og her var der naturligvis et par kæmpestatuer af fortidens krigshelte, men sjovt nok ingen af Hoxha selv.

LP's pletvis mangelfulde "Eastern Europe" havde selvfølgelig ikke noget med fra det nordlige, "meget farlige" Albanien, så meget overraskende var det, at jeg i Shkoder fandt et fint bosted for kun 4 €. Endnu mere overraskende var det at finde den imponerende Abu Bakhr-moske lige overfor den kinesiske betonblok – ikke så meget fordi Albanien er 80 % muslimsk, men fordi landet under kommunisterne havde status af Europas eneste, officielt ateistiske stat.

Man måtte jo ikke have andre guder end partichefen, og forklaringen var da også, at moskeen er bygget i 90'erne – efter systemets kollaps.

De nordlige bjerge

Det nordlige Albanien er både smukt og fotogent, her fra køreturen op mod Vermosht.

Kontakter er altid godt, og hjemmefra havde jeg gennem den dansk-albanske venskabsforening fået en stribe adresser, der "måske" kunne hjælpe mig til at finde ud af, om der var fiskemuligheder i det nordlige Albanien. Hele trekanten mellem Kosovo og Montenegro har i årtier været lidt off-limits for vesterlændinge, og regionen lider stadig under uroligheder og simple landevejsrøverier. Det er ikke et område, man bør tage til uden at kende nogen, der kender nogen; en regel der nærmest synes at gælde hele landet.

Men selv det var der råd for. Jeg fik opsporet chefen for Chamber of Commerce, som var henrykt over at få sendt en dansk fiskeskribent op i højlandet. Desværre var det jo lidt tricky med den der "forbudte" region, men på mystisk vis skete der et mirakel, og dagen efter havnede jeg på forsædet i en 4WD Toyota Hi-Ace med kurs op mod de forbudte regioner. Helt hvordan det gik til, fandt jeg aldrig ud ad, men nogen kendte nogen, og alle sammen havde de lyst til en lille weekendtur hos vennerne i Vermosht, og hvad var så mere naturligt end at tage en skrivende fotograf med op i højlandet. Det kunne jo være, jeg ligefrem fangede noget, der var værd at fortælle om.

Det er ikke altid lige let at være fårepranger – og da slet ikke når dagens fangst skal transporteres hjem på en vakkelvorn cykel!

Som sagt, så gjort, og de næste par dage hoppede og bumpede jeg mig vej gennem en slags discountudgave af Karakoram Highway; en smal, snoet grusvej, der langsomt og sikkert bar vor Hi-Ace op mod Montenegros grænse. Chaufføren Mikela, en næsten 2 meter høj, hærdebred basketballtype, gjorde alt, hvad han kunne for at gøre turisten glad, så jeg havde ingen problemer med at stoppe karavanen hver eneste gang, der var noget fotogent – og det var ofte.

Grønne, stejle dale og kløfter sneglede sig forbi bilen, og af og til fortalte en lille landsby, at der også var liv. Venner var der naturligvis masser af, og ikke så få gange

De nordalbanske bønder er hårdføre og venlige mennesker, for hvem verden udenfor er ganske ukendt

blev vi inviteret ind til en kop kaffe med "raki", den stedlige udgave af ildvand.

Mht. kaffen var det sjovt, som man hele vejen ned gennem Balkan kan se regionens historie i en enkelt kop kaffe: På byernes cafeer drikker man bittesmå, italienske espressoer, mens man ude på landet og hjemme i husene drikker tyrkisk kaffe, begge dele meget sigende for landets to største, nationale inspirationskilder: Tyrkerne var der, indtil de blev smidt på porten, og den dag i dag er støvlelandet på den anden side af Adriaterhavet den helt store inspirator for det lille Albanien.

Albanerne viste sig i det hele taget som en på alle planer gæstfri overraskelse, ganske langt fra alle vore fordomme om de evigt stridslystne klaner. Med en passende introduktion var der ikke grænser for, hvilke landlige herligheder, mine smagsløg blev bombarderet med, lige fra hjemmebrygget fetaost til frisk salat og, nåh ja, mere raki, der som alle andre steder i Østeuropa blev indtaget i deciliterstore glas. Sjovt som de altid serverede de bittesmå kaffeportioner i snapseglassene og de megastore sjusser i kaffekrus. Ikke godt for leveren, men fint for det sociale liv.

Hoxhas legeplads

Selve endestationen, Vermosht, var både smuk og naturskøn, og det var svært at undres over, at gamle Hoxha nærmest havde lukket hele regionen til brug for sig selv og vennerne. Tiden har åbnet op til verden udenfor, og selv en kritisk globetrotter som mig blev ikke skuffet: En lille landsby placeret midt i et orgie i grønne bjerge, hvor en totalt tørlagt flod slangede sig, og hvor hyrder af og til kom trækkende med deres store fåreflokke.

Udenfor de større byer foregår alt i et ganske adstadigt tempo, her fra bjergbyen Tamare på vejen mod Vermosht.

Længere oppe fandt jeg ligefrem noget rislende vand, og stor var mine følgesvendes jubel, da det lykkedes mig at snyde en albansk ørred til hug. Stor var den ikke, men det kan ikke undre, når man tager i betragtning, at alle de lokale æder alt, de kan få fingre i. Den bonde, der oplevede mig smide min dværgfisk ud igen, hylede og skreg i protest. "Hvilket spild!"

Så langt, så godt, men naturligvis var der en lille slange i paradis; ikke noget med bevæbnede banditter eller naturkatastrofer, men derimod den alt for rigelige mængde af skrald! I lighed med alle andre naturfolk havde (og har) albanerne ingen fornemmelse af forurening, og ingen af de mange tusinde øldåser og plastikflasker, der hver måned blev kørt op i højlandet, fandt vej ned igen til genbrug. I stedet blev de bare smidt ved nærmeste skrænt, og alle vegne oplevede jeg en mindre lavine af affald bugte sig ned ad de før så jomfruelige bjergsider.

Gudeskøn natur, javist, men albanernes ide om, hvordan man passer på den, lader en del tilbage at ønske. Egentlig synd, for det nordlige Albanien skriger på økoturisme for hard-core vandrefugle, men det piller lidt af oplevelsen, at man hele tiden bombarderes med uklædelige billeder af papir, plastik og døde biler.

Både her og andre steder mærker man som udlænding de mange års kommunistisk stilstand, for når noget er galt, sætter man sig ned og venter på, at partiet gør noget ved sagen. Ingen har nosser til at gøre noget ved noget selv, og det synes som om, at det private initiativ i løbet af kun to generationer er mere eller mindre udryddet. Folk er ganske enkelt blevet vænnet til at modtage ordrer, ikke selv at finde på noget.

Hovedstaden

Endnu mere betonagtigt var der i Albaniens hovedstad, Tirana. Historisk set er byen ikke andet end en opkomling, og den har slet ikke f.eks. Shkoders gamle huse. Til gengæld rummer Tirana alle tænkelige spor på, at her regerede kommunisterne, og har man ikke fået nok af betonen nordpå, er der gode chancer for en overdosis i hovedstaden.

Det indiskutable centrum i byen er den store Skenderbeg Plaza. Trods kommunisternes tunge greb om landet er og var nationens store helt den hedengangne Skenderbeg, der fra sin borg i Kruja jog hans gamle læremestre, tyrkerne, på flugt. Alt i centrum summer omkring netop ham, lige fra alle de elektriske minibiler på selve pladsen til den ganske imponerende rytterstatue, men naturligvis har også betonfolket sat sig sine spor, om end det taler til det gamle styres ros, at mange af Tiranas ellers så fantasiforladte betonboliger er malet i særdeles livlige farver.

Men ikke på Skenderbeg Plaza. På den ene af pladsens kæmpestore kommunistpaladser har man lavet en flot mosaik med titlen "Albania", et ægte, uforfalsket stykke stalinistkunst, der viser de fremstormende bønders uafvendelige sejr over det dekadente vesten. Helt sådan gik det som bekendt ikke, men de nye magthavere fortjener lidt credit for ikke at slette alle sporene efter fortidens dumheder. Mosaikken hænger der stadig til skræk og advarsel – eller til gavn og glæde for fotografisk inklinerede turister.

Nu, 12 år efter systemets fald, er de fleste af sporene efter kommunismen blevet metodisk fjernet, men heldigvis er denne smukke, men noget utroværdige mosaik på Skenderbeg Plaza blevet skånet.

Sydpå ender Skenderbegpladsen i en sekssporet gade, som ironisk nok har været næsten fri for biler. Tro mon ideologiens sande ånd var den slags luksus naturligvis forbeholdt Hoxhas venner og militæret, og de eneste gange, hvor "stalinistgaden" har været tilnærmelsesvis proppet, var under de årlige parader, der ligesom mosaikken skulle overbevise folket om landets høje, teknologiske niveau. Sært, som kommunisterne altid har ment, at den slags bedre gøres med militære muskler end med bygning af skoler og udvikling af demokratiet.

Lidt derfra finder man Enver Hoxhas "mindebygning", en gigantisk, hvid pyramide, som siden har lidt den tort at blive omdannet til diskotek og konferencecenter. Den gamle diktators lig er siden blevet flyttet til en meget anonym kirkegård udenfor centrum, men han vil sikkert alligevel vende sig adskillige gange i sin grav, hvis han vidste, hvilket skørlevned nationen lider under i vore dage. Ak, ja.

Mercedes Country

Man skal ikke have brugt mange minutter i Albanien for at opdage, at bilparken dér er noget for sig, for både i Tirana og på landet synes halvdelen af alle biler at være Mercedes, især 240D. De ses alle vegne, både på landsbyernes stejle grusveje og hovedstadens planøkonomiske boulevarder, hvilket vel er lidt imponerende, landets generelle økonomi taget i betragtning, plus det at man kun har haft privatbilisme i godt 10 år.

At det netop er Mercedes, der dominerer, skyldes ganske enkelt, at det er de eneste, der kan holde til de håbløse albanske veje. På den anden side: Mercedes koster jo en bondegård, og alligevel påstås det, at mange af bilerne er hentet til landet af albanere, der har arbejdet i Italien eller Tyskland. Det er muligvis rigtigt, at nogle af bilerne er komme til Albanien på lovlig vis, men mindst lige så mange er det ikke, og jeg ved i hvert fald godt, hvor jeg ville lede efter min stjålne Mercedes!

Netop den nyindførte bilisme viser med al ønskelig tydelighed, at Albanien har et forureningsproblem af de større. Genbrug kendes ikke, og alt smides i vejkanten – også gamle biler, så enhver hovedvej i det ramponerede land er usmageligt "dekoreret" med snesevis af skrottede biler. Toyota, Ford og Mazda ligger side om side med Citroen og Renault, mens de ellers så almindelige Mercere slet ikke findes i grøfterne.

En lokal gut forklarede, at det skyldes, at folk op gennem 90'erne skaffede sig en masse billige, brugte biler i vesten, men at de ikke holdt til landets håbløse vejsystem. Så snart de fik sig en Mercedes, skrottede de bare den anden ved at "parkere" den i nærmeste grøft, og der har de stået lige siden til skræk og advarsel for enhver turist, der er vokset op med returflasker og dåsepant.

Hoxhas fødeby

Gjirokastra er udover at være Hoxhas fødeby en af de mest fotogene albanske byer. Stejle og snoede gader alle vegne i den gamle by, hvilket naturligvis ikke forhindrer en lind strøm af store Mercedes'er i at mase sig gennem de trange forhold.

Heldigvis findes der i Albanien masser af fotogene lyspunkter, og helt nede i syd, kun 30 kilometer fra EU's Grækenland, nåede jeg nogle dage i den skønne, gamle by Gjirokastra. Gjiro er ligefrem Enver Hoxhas fødeby, noget man går lidt stille med i disse tider, men en gavnlig effekt har det da haft, for mens kommunisterne har haft travlt med at pakke resten af Albanien ind i beton, er de gået anderledes nænsomt til værks i Gjiro. Hele den gamle by er intakt, og betonglæden har kun haft tag i de nyere bydele.

At beskytte sin egen fødeby er vel lidt ligesom alle vore hjemlige arkitekter, der med største fornøjelse designer højhuse i Brøndbybeton, mens de selv bor 50 kilometer derfra i det lille, idylliske fiskerleje i Taarbæk. Heller ikke Enver Hoxha sked i egen rede.

Selve Gjirokastras gamle by ligger op ad en mindre bjergtop og er lavet næsten udelukkende i sort-hvide sten. Husene er herligt krøllede, og de ekstremt stejle gader endnu mere, og ved ethvert gadehjørne er der plantet en lille fortovscafe, hvor mændene sidder og ordner verdenssituationen i alle døgnets vågne timer. Det er den slags, der gør, at man som nordbo sagtens kan forstå, hvorfor Albanien ikke lige med det samme bliver til et i-land, men også noget af det, der gør, at deres livskvalitet er langt bedre, end vi går og forestiller os. Albanien er et sted for folk med en lav hvilepuls.

På det lille bjerg ovenfor den gamle by, lå et herligt, gammel fort. Ikke fordi fortet i sig selv var så forfærdeligt interessant i sig selv, men fordi en af udstillingsgenstandene er en crashet, amerikansk flyver fra Koreakrigens dage; godt til lidt antivestlig propaganda. Endnu bedre var det at stå på toppen og nyde den lækre udsigt ud over Balkans sletter og overbevise sig selv om, at Albanien 12 år efter kommunisterne stadig er et herligt museum af uopdagede perler. Måske man alligevel skulle stemme kommunistisk........

Faktaboks:
Visum:	Kræves, men det fås let ved grænsen til den fyrstelige pris af 10 €.
Sæsoner:	Sommeren i lavlandet kan være ulideligt varm, så juni og september er sandsynligvis de bedste måneder, medmindre man bevidst styrer mod bjergene i nord.
Budget:	Meget afhængig af personen, men jeg havde det fint for godt 100 kr./dag, mens andre sikkert vil have svært ved at få 300 til at slå til. Tirana er ikke overraskende klart dyrest.
Sikkerhed:	Noget tvivlsom i nordøst fra Shkoder og op mod Montenegro og Makedonien; ellers ingen problemer udover småtyverier. Glem alt om at tage din egen bil med – der er lidt for mange stjålne biler i omløb og ringe kontrol med dem.
Bøger:	LP's "Eastern Europe" er nok den mindst ringe, men bestemt ikke god. Forfatteren har haft en høj grad af paranoia og har f.eks. ikke checket hele den nordlige tredjedel – den efter min mening mest interessante del af landet. Plussiden er, at man klarer sig fint uden bøger.
Forfatteren:	Findes på www.cqj.dk

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside