Tilbage til De Berejstes hjemmeside REJSEBREVE FRA ASIEN
Claus Qvist


Fra Nepal, ca. 1/11-98

Hej Allesammen !

Melder Hr. Formand og resten af klubben, at medlem nr. 19 (trods en del selvforskyldte forsøg på det modsatte) stadig er i live og ved godt humør og helbred.

Rekorder er som bekendt til for at blive slået, og da vi klubben har indtil flere underlige af slagsen, mente jeg i min ambitiøse naivitet, at det måtte være tid til et behjertet attentat på den mest højtflyvende af alle de obskure rekorder: Thyge Korsgårds 6035 nepalesiske meter. Alle Bjarnes utallige rekorder er jo lidt out of reach for os almindelige dødelige med trang til at bruge et par måneder i hvert land.

Attentatet fandt sted på den tibetanske side af Everest, hvor man faktisk uden hverken isøkser eller crampons kan klatre helt op til Camp III, som ligger i 6340 meters højde eller endda lidt længere til noget så imponerende som 6460 meter. I mangel på egnede rejsepartnere skulle det hele ske som soloforsøg - noget man absolut ikke bør gøre i den slags øde egne, for sker der noget, bliver man først fundet næste år i maj, når bjergbestigersæsonen igen starter. Lang tid for en utålmodig sjæl uden mad og drikke, men den slags smålige detaljer generer naturligvis ikke en rigtig, dansk lavlandsraveller, så armeret med rygsæk, støvler, telt, sovepose, Helle G's DHL-t-shirt, fem dåser tunfisk, 15 pakker kiks og 10 kinesiske skinkepølser drog jeg ud fra Tingri og havnede fire dage senere hos Rongbuk-klosteret og siden på den berømmlige "Base Camp", små 5200 meter over Furesøen. For de historisk interesserede alpinister kan det nævnes, at det skete via samme rute som den heroiske, britiske 1924-ekspedition fulgte, da de (måske) fik plantet oberst Mallory og hans trofaste følgesvend Irvine på toppen af Chomolangma (Everest). Iført noble tweedjakker naturligvis, og brug af ilt blev ikke anset for "sporting".

Fra Base Camp blev det lidt hårdere, men det gik sgu egentligt meget let alt sammen - sådan da. Camp I (5470 m) nåede jeg uden de store sværdslag, for fysikken var herligt i topform, og heller ikke højden var noget proplem, så jeg og mine mange kilos oppakning spurtede rask forbi de enkelte daytrippers med deres pocketkamerær og havnede i god tid på Camp I, hvor jeg fik endnu en nat i det fri. Koldt var det ikke, men det blæste en strid pelikan.

Dagen efter klatrede jeg så videre op ad East Rongbuk-gletcheren og endte efter tre-fire timer på en "Camp 1½", som meget dekorativt ligger midt på selve den meget fotogene gletcher i 5760 meters højde. Der valgte jeg så at stoppe i stedet for at fortsætte direkte til Camp II (5970), plantede teltet mindre end 2 meter fra nærmeste gletcherspalte og regnede så med at fortsætte helt op til Camp III som en lang day-hike næste dag. Resten af dagen tullede jeg lidt rundt i nabolaget og glæde mig over, hvor let alting gik, når først alle de danske kontordeller er blevet skrællet af. At klatre over 5800 var aldeles ikke svært.

Men, men, men. Den lokale Deng Xiao Voldborg, som allerede havde drillet mig noget så grusomt i Pakistan, slog til igen. Det blæste og stormede hele natten, og teltet truede hele tiden med at slippe jordfæstet og hoppe ned i gletcherspalten, og det var så tilpas usjovt, at jeg fik ikke lukket et øje hele natten. Da det også var overskyet og blæsende (kort sagt møgvejr), da jeg klokken tidligt næste morgen dukkede ud af sovesækken, fattede jeg en hurtig beslutning, pakkede sydfrugterne og dappede ned igen til Rongbuk.

Thyge er jo også så flink en fyr, så det ville være synd at tage hans nu efterhånden slagne rekord fra ham! Men fedt var det, så længe det varede, og jeg fik da skubbet min egen personlige højderekord yderligere et par hundrede meter i vejret - the hard way, skulle jeg hilse og sige. Er der ikke en årspræmie for mest kreative og vanvittige forsøg på et eller andet??

En "sjov" ting ved hele den tibetanske Everestregion er i øvrigt, at en meget stor del af tibetanerne er nogle gevaldige røvhuller! Samtlige rosenrøde guidebøger omtaler tibetanerne som de sande undertrykte helte og Asiens mest gæstfrie folk, mens det forventes, at udenlandske travellers nærmest bliver svinet til og chikaneret af det kinesiske herrefolk.

Sandheden er en ganske anden og politisk meget ukorrekt, for mens jeg havde det aldeles fedt med den menige, meget venlige og høflige kineser (ikke systemet som er noget shit), udmærkede tibetanerne sig især ved at besidde en udpræget initiativløs tiggermentalitet, en langsomtvirkende IQ på max. 20 og et vist talent for stenkasteri. Det er ganske simpelt de mest tungnemme og usympatiske mennesker, jeg nogensinde har mødt udenfor Christiansborg, og de fatter ikke, at man ikke bare giver dem støvler, jakke, rygsæk og andet, de absolut må og skal have uden at arbejde. De tigger, får NEJ, tigger videre, får et par NEJ!'er til, og fortsætter gudhjælpemig, indtil man skriger eller går sin vej med strømmen af tungnemme plageånder i en lang hale efter sig. Børnene var nemmere. Ved fjerde plagsomme tiggerspørgsmål fik de lidt god dansk kontant afregning - og så holdt de op! Man får akut mindre ondt af den meget modgang, de har været igennem de seneste 50 år.

Og så alligevel, bare få kilometer derfra i en anden landsby er tibetanerne bare så søde og dejlige. Man fatter bare ikke at forskellene kan være så store. Status over Tibet er derfor klart positivt. På syv uger lykkedes det mig at blaffe små 4000 tibetanske kilometer fra Kashgar til Lhasa og siden lidt bagud til den nepalesiske grænse. Næsten hele strækket skete på aldeles elendige og meget hullede jordveje, og m.h.t. transportmidlerne foregik turen med alt muligt lige fra en sidevogn på en motorcykel og en del fodtur til ladet af traktorer og lastvogne, en posttruck, et par minibusser, to landcruisere og søreme en politibil(!). Man tager, hvad man kan få.

Den sidste blaffer bragte mig uskadt til den nepalesiske grænse ved Zhangmu (d. 24/10), og det var aldeles herligt. For første gang i et par måneder så jeg grønne træer - og der var ikke flere tibetanske idioter, der bare tiggede og tiggede og tiggede og tiggede og tiggede og tiggede og tiggede og tiggede og tiggede.

I Kathmandu blev det endnu mere herligt, for dels lykkedes det meget nemt at finde Pia, og dels findes her al den luksus, man ikke kan finde i Tibet. Alle mine omhyggeligt opbyggede ingeniørdeller er stille og roligt forsvundet i løbet af turen hen over højsletten, og når man i lange perioder er nærmest tvunget til at overleve på tsampa (ristet bygmel) og butter-tea, er det altså svært at holde sin normale, småfede kampvægt ved lige.

Ikke en gang i Lhasa er mulighederne for at forsumpe til at råbe hurra for. Napoleonskager, medaljer og lignende kaloriebomber er aldeles umulige at få fat i, og selv ikke fromager er slået an oppe i højlandet - antagelig fordi den slags er noget bøvlede at spise med pinde.

Og så var det jo jeg tænkte, Ole, at du, min trivelige ven med rundbuestilen, burde tage og ofre dig en enkelt ferie på mere end to uger og så drage på helsetur til Tibet. Så kan du få et æresbevis for største procentvise reduktion, og vi andre kan til næste generalforsamling genvælge de resterende 75% af dig til formand! Undskyld.

M.h.t. fremtiden drager Pia, Niels (ven) og jeg allerede i morgen mod Everests nepalesiske side, og hvis ikke jeg får alt for meget kuller af alle de mange turister, er det meningen, at vi skal se lidt på Himmelbjerget derfra. Desværre meget mindre imponerende end fra Tibet, hvor man kan se hele 3500 meter af bjergets nordside, men hvad gør man ikke for familiefreden, når nu Pia så gerne vil op til verdens top?

Derfra skal både Pia og jeg i samme retning (Nordøstindien, Bangladesh og Burma etc.), men næppe sammen, bl.a. fordi jeg i min gryende motionsiver har investeret i en kinesisk mountainbike, som en hygsom nordmand har været så sød at cykle fra Lhasa til Kathmandu. Så jeg regner med at jolle stik østpå, havne i Sikkim via Darjeeling (igen) og siden forsøge at undgå guerillakrigene i Assam og Arunachal Pradesh og slippe levende til Bangladesh. Kan jeg trække cyklen med til Burma og videre til Laos og Vietnam, vil det sikkert være fedt. Life is hard and then you die.

Ellers må I hygge jer noget så grusomt, indtil næste mail dukker op. Det sker sikkert fra Dhaka.

Mange kærlige hilsner fra

Claus Qvist Kathmandu, Nepal

---------------

Fortsættelse; ca. 1/12-98

Og hvad er der så sket siden. Joh, Pia [Lergaard] havde jo i sin uendelige visdom fundet ud af, at hendes 40 årsdag skulle fejres på Everest Base Camp, men hendes egen vej dertil gik ikke helt som den skulle, for få dage før afgang (pr. fodtur fra Jiri) blev hun noget så grundigt småsyg og valgte i stedet som alle luksusturisterne at flyve direkte til Lukla. Os andre, jeg selv og en god ven ved navn Niels, med mere energi og færre penge valgte i stedet den hårde vandretur fra Jiri, og seks-syv dage efter kunne vi så samle det kommende fødselsdagsbarn op i Namche Bazaar.

Namche er et besynderligt sted, og efter seks dage i ødemarken er det som at komme til et lidt primitivt Lyngby Storcenter med udsigt til Everest. Pia og en nyfunden veninde ved navn Wendy havde allerede været der i tre dage, da drengene kom væltende, så allerede dagen efter hoppede vi (og pigernes egen personlige bærer!) videre mod Gokyo, hvorfra vi havde vilde ideer om at passere Cho La, ende i Lobuche og derfra smutte til Base Camp. Mine egne vilde ambitioner inkluderede endda et forsøg på at bestige Island Peaks 6173 meter, men det var jeg vist noget alene om at ville.

Men så skulle det ikke gå. Pias føs'dag, d.13/11, var himmelen så ganske blå og ligeså dagen efter, da ekspeditionen nåede Gokyo, men så begyndte tingene desværre at gå lidt skævt.

Jeg selv var i perfekt form og slog efter sigende en del rekorder ved samme dag i ekspresfart at løbe op på toppen af Gokyo Peak på fem kvarter, vel ganske OK for godt 600 meters klatren fra 4750 meter og straight op til 5400. Pia derimod led forfærdeligt under højderne og ville som vore to makkere hellere vente lidt med de videre udskejelser til de følgende dage.

Men der kom ikke flere forsøg, for dagen efter begyndte skyerne at samles, og endnu en dag senere var der regulær snestorm, og da stakkels Pia endda endte med at pådrage sig en ondsindet influenza, måtte vi til sidst smutte ned igen til Namche og glemme alt om yderligere flipperi i højderne - og jeg kom aldrig til Island Peak. Lidt snyd, da jeg aldrig før i mit lange liv har været så fedt kørende i højderne, så det ikke at bestige et eller andet smukt højdepunkt (andet end Pia) føltes nærmest som en slags ugennemtænkt ressourcespild. Midt personlige højdepunkt hedder derfor stadig 5800 meter, mens Pia nåede at få flyttet sit eget lille venusbjerg op til 4750 - noget der ikke en gang er rekord. Den hedder vist 4773 og er fra Langtang.

Og returen: Pia var jo blevet endnu mere småsløj, så hun endte klogeligt med også at flyve retur, mens drengene (stadig uden penge, men med masser af tid og energi) tog turen tilbage til Kathmandu pr. fodtur. Atter smukt og behageligt fri for dumme luksusturister.

Og hvad så nu. Joh, lige nu sidder vi i Kathmandu og hygger os. Jeg selv og mine tilbageværende 70 kg er på grundig chokoladekage- og banana pie-opfedning efter 10 ugers strabadser i højlandet på begge sider af grænsen, mens Pia gemmer sig under dynerne og forsøger at bekæmpe sin noget sejlivede hoste.

Om en lille uges tid går det så af sted igen østpå, begge samme vej, men med lidt forskellige transportmidler: Pia med de autoriserede busser og jeg på en aldeles uautoriseret, kinesisk cykel, der om ikke Voldborg (eller trafikken) endnu en gang driller, skal bringe mig til Darjeeling, Sikkim, Bangladesh og siden til Sydøstasien. Hvordan det går, må guderne vide. Videre beretninger følger naturligvis.

#19 - Claus Q -----------------------------------

Hejsan, Allesammen!

Vi fra vort parti starter med at takke for æren af at være blevet udævnt til leverandør af året 1998's bedste rejseberetninger. Den slags forpligter jo, så I slipper ikke for endnu et lille epos om Pias & Claus' forunderlige rejse i det mellemfjerne Østen; det kunne jo være, at Formand Ole også i 1999 føler trang til at uddele en mindre gaveregn, så jeg en dag ved lejlighed kan få sparet sammen til den exotiske New York-rejse, der omsider kan få meldt mig ud af "Har-Endnu-Ikke-Været-I-USA-Klubben". Kanske, at Claus Andersen vil med??

Dernæst forlyder det i min øresnegl, at vor Formand har joinet rækkerne af mandlig avlsdyr. En formand bør naturligvis foregå med et godt eksempel, så det er en glad ting, når Dr. Ole ligefrem kan bidrage med at producere nye juniormedlemmer til klubben og legekammerater til vore andres uægte poder. Så er det så bare ærgerligt, at rejser og rejsninger ikke altid går godt sammen, og at den stakkels mand nu skal til at trappe rejselivet ned til fordel for hus og hjem. Ak, ja.

Det er lidt tid siden sidst (Kathmandu), så lad os bare starte fra en ende af. Vi blev jo hængende lidt længe i Kathmandu Valley, hvor både den gamle kongeby Bhaktapur med side smukke træudskæringer og blodbadet ved de ugentlige dyreofringer ved Dakshan Kalitemplet bare var for meget til blot at forlade sådan lige med det samme. Folk, der tror, at hinduer er pacifistiske totalvegetarer, hvis højeste ofre er blomster, olie og røgelse, må tro grundigt om igen, for hver eneste lørdag må hundredvis af dyr lige fra hamstere og kaniner til grise og vandbøfler lide den tort at blive ofret for at formilde den grumme gudinde Kali og dertil opfylde offergiverens højeste ønske. Flertallet af ofre er dog høns og geder, men det sker i sådan en mængde, at slagteren hele dagen står i blod til anklerne.

Men vi fik vredet os fri fra slagterierne, om end med et par ugers forsinkelse, og første stop efter Kathmandu Valley blev Teraibyen Janakpur, og det skulle vise sig at være et sjovt og gennemført hygsomt sted. Centrum er et stort hvidt baroktempel, Janaki Mandir, der mest af alt ligner en king-size bryllupskage, og hvis allerhelligste sted rummer en bunke sjove dukker, som granvoksne mænd hver dag i ramme alvor render rundt og skifter tøj på! Aquas "Barbie Girl" er sandsynligvis af samme årsag et stort hit på de kanter.

Min egen videre færd østpå gennem Nepals lavland blev tydeligt præget af, at jeg allerede i Kathmandu havde investeret i intet mindre end en cykel. Vidunderet er en skrigende grøn mountainbike, og da jeg købte den af en nordmand, kom den uundgåeligt til at hedde "Fleksnes", et navn, cyklen i så høj grad tog til sig, at den konsekvent pev "Dæææhhh Oooohh" hver gang, jeg trampede ekstra hårdt i pedalerne.

Ulemperne ved den slags aparte cykelferie er klart nok, at det går lidt for langsomt til mit sprudlende temperament, og at det i Kathmandu hårdt tilkæmpede dellefedt ikke har en chance for at blive siddende. Til gengæld kan man stoppe i alle de små flækker, hvor de aldrig før har set en turist - og da slet ikke en gal, hvid mandsperson iført en grøn MTB læsset med fiskegrej. Det gav mig fire ualmindeligt fotogene dage i det ellers meget oversete lavland, inden jeg atter ramlede ind i Pia i bjergbyen Ilam, Nepals svar på en lidt gammel miniudgave af Darjeeling. Et smukt og fredfyldt sted med venlige mennesker og masser af selvproduceret te.

Ilam blev så sidste stop i Nepal, og næste punkt på rejseruten blev så - udover nogle dage i henh. Darjeling, Sikkim (nyt territorie?) og Kalimpong - Bhutan! Det pirrer jo altid, når der er noget, man ikke må eller ikke kan eller ikke har råd til, og jeg havde altså fået den vanvittige ide, at man i en grænseby som Phuentsholing måtte kunne snige sig lidt rundt uden at blive opdaget eller smidt i fængsel. Lidt ligesom at ville krydse Tibet på tværs, og straframmen for den slags kreativt grænseoverløberi kunne umuligt være mere end nogle få dage bag tremmer.

Som I kan forstå på vores brev derfra, så gik vores attentat på klublovene også helt fint et par dage, men så blev vi indhentet af de lokale immigrationsmyndigheder, der undrede sig en del over, hvad vi lavede der. Udlændinge må definitivt ikke overnatte nogen steder i Bhutan uden et lovpligtigt 200 dollar pr. dag-visum, så vi blev høfligt bedt om at forlægge vore nætter pa den anden side af grænsen og nøjes med at visitere Bhutan i dagtimerne. Men vi nåede da to nætter i Bhutan - udenfor landets fængsler altså.

Men det er alligevel overraskende, så meget verden kan ændre sig ved blot at krydse en tilfældig port. Mens den indiske side af porten er det sædvanlige uorganiserede kaos af rickshaws og gadehandlere, er den bhutanesiske side et anderledes rent og velordnet samfund af mongolsk udseende, skævøjede mennesker, der ikke har meget til fælles med de lavlandsindere, man finder på den anden side af grænsen, i Jaigaon.

Kulturchokket bliver endnu større af, at alle i offentlige stillinger og en stor del af resten klæder sig i de af kongen dekreterede nationale dragter. Dette gælder både for mænd og kvinder, og som et af de få steder i verden er det faktisk mændene, der er de mest kulørte med deres sjove, knælange dragter, der mest af alt ligner en blanding mellem en skotsk kilt og en vanlig dansk slåbrok. Sammenligner man med de hjemlige, grå jakkedyr, må det være fedt at være til businessmøde i Bhutan. Total farvelade, mand!

Fra Bhutan drog vi så omsider til Indiens nordøstlige delstater, et hjørne af det enorme land der indtil for blot tre år siden var totalt lukket for fremmede uden specielle, bureaukratiske tilladelser. Det har ændret sig en anelse, så Assam, Meghalaya og Tripura nu er åbne, mens de øvrige stadig fordrer tilladelser fra de højere magter i Delhi. At der stadig er restriktioner for fire af staterne, er et resultat af de mange separatistbevægelser i regionen, og det hindrede desværre endnu en mere eller mindre illegal grænsekrydsning fra delstaten Manipur ind til Burma, hvilket Pia vist ikke syntes var noget tab.

I stedet startede vi i Assams hovedstad Guwahathi, som vi ikke så så meget af, da vi allerede på førstedagen havnede i "dårligt selskab". Denne gang var det ikke fængsler og politi, man skulle passe på, men den overvældende lokale gæstfrihed, så vi tilbragte indtil flere dage med at sove natlige tømmermænd ud af blodet og nåede aldrig rigtigt at se byens eventuelle attraktioner.

Fra Assam drog vi op i Meghalayas højland, og det skulle vise sig at være endnu et highlight på min egen personlige odyssé gennem hovedparten af Indiens 22 delstater. "Meghalaya" betyder "hjemmet for skyerne", og den betegnelse er ganske velplaceret, da denne lille stat, ca. på størrelse med Jylland, er indehaver af intet mindre end rekorden som verdens vådeste sted - udenfor verdenshavene forstås. I byen Cherrapunjee er den gennemsnitlige nedbør således på intet mindre end 11,5 meter (!), og et enkelt år (1974) faldt der 25 meter, heraf alene 9,60 meter i juli. Tænk lige på det, næste gang I brokker jer over Voldborgs vintervejr, den manglende hvide jul og Påskemonsunen.

Det sjove og for Indien meget typiske er så, at man i næsten hele delstaten lider af kronisk vandmangel !! Området falder ganske simpelt så stejlt nedad mod syd, at det regn, der falder, med det samme drænes af til Bangladesh og skaber oversvømmelser der og altså vandmangel i bjergene. Der var en gang en gammel vits, der sagde, at hvis man indførte Sovjetkommunisme i Sahara, ville man på få år komme til at mangle sand, og den analogi kan man sagtens overføre til det ineffektive, offentlige bureaukrati i Indien. Vandmangel på verdens vådeste plet. Herligt, ikke?

Vi overlevede hovedstaden Shillong og førnævnte Cherrapunjee (smuk og fotogen) uden at drukne, inden vi blev indhentet af vor fælles skilsmisse nr. 723 og drog i hver sin retning, Pia til Calcutta og jeg videre vestpå, gennem først Khasi Hills og siden Garo Hills. Også denne tur foregik (delvis) på ryggen af min trofaste pedalatlet, Fleksnes, og det var definitivt alle anstrengelserne værd, og der blev bestemt ikke rokket ved min opfattelse af, at Indien er mit eget, personlige rejseland nr. 1.

I modsætning til resten af Indien er Nord-Øst befolket med de såkaldte "tribals", stammefolk der ringeagtes af centralregeringen i Delhi, som kun kan se dem som en flok rødtandede, Bethelnødgumlende vildbasser, der ikke ganske har forstået nødvendigheden af det storslåede, indiske bureaukrati. Det har man hørt så mange steder før, og ligesom i f.eks. Mexicos Chiapasprovins er Meghalaya da også befolket af semimilitante mennesker, der langt hellere vil være deres egen separate stat snarere end en del af det alt for store Moderland. Her bør alle tilstedeværende rejse sig op og udbrede en skeptisk skål for den forchromede Europæiske Union, hvor man endnu ikke har fattet værdien af individuelle forskelle..

M.h.t. geografien er Khasi Hills de højeste i Meghalaya, og landskabet der minder efter sigende om Skotlands højland, mens de lavere og langt tyndere befolkede Garo Hills mest af alt mindede mig om Indonesien, både hvad angår landskab og befolkning. Der er grønt og fugtigt allevegne, og Garo'erne er en flok dejlige mennesker; små, tætte og meget hjulbenede mænd med fyldige læber, flade og brede næser og endnu bredere smil samt farverige og glade kvinder, der ikke forsømmer nogen lejlighed til en Bidi eller en bid Bethelnød. Det var som i gamle dage på Sumatra, den tid da vor Formand vejede under 200 pund, og da jeg selv kunne holde kæft i mere end 38 sekunder ad gangen, men det er som bekendt meget, meget længe siden.

Pia drog direkte fra Shillong til Calcutta, mens jeg først tog tilbage til Guwahati, hvor jeg efter nogen betænkning skilte mig af med Fleksnes til en af de dejlige drikkebrødre fra downtown, og allerede en enkelt fest og masser af glas rom og whisky senere drog så også jeg til Calcutta - for tredje gang i mit liv. Der rendte jeg naturligvis med det samme ind i Pia igen til genforening nr. 723 og med snarlige udsigter til at forbedre vor fælles klubrekord i form af skilsmisse nr. 724 og 725.

K.H. Claus Q.
Februar 99

----------------------------

Hej igen, alle sammen !

Hverken Pia eller Claus Q er helt døde, selvom nogen måske i et svagt øjeblik vil mene, at et par travellers, der har været op mod syv måneder på langfart, efterhånden må lugte lidt derhenad.

Asien er fortsat et af mine absolutte yndlingsmål, og en af årsagerne er så klart den enorme variation, man finder på dette, verdens største kontinent. Højlandet i Tibet og Nepal er en yderlighed, de frodige grønne bakker i Meghalaya en anden og Bangladesh skulle på alle planer vise sig at repræsentere en helt tredje.

Netop Bangladesh har aldrig været noget hit for Asienstravellers og bliver det nok heller aldrig, men allerede de første par dage i dette, verdens tættest befolkede større land (900 pr. km2) var rigeligt til at overbevise mig om, at det er et ganske specielt sted og rigeligt et besøg værd.

Forud var gået en lille uge i Calcutta, som klart er blevet mindre attraktiv i de 11 år, der er gået siden min første visit til byen. Tiggerne har definitivt multipliceret sig, og de er blevet langt mere anmasende, trafikken har om muligt udviklet sig til det endnu mere kaotiske, og folk er i det hele taget blevet mere uvenlige og mere irriterende.

Og så var det, at man skulle tro, at Banglas hovedstad, Dhaka, et par tusinde ejendomsmæglerstenkast længere østpå skulle være ligeså. Men nej. Allerede de første par dage i denne rickshawproppede by var en fantastisk oplevelse, og blot det at gå ned til flodens kulørte kaos af både i alle mulige størrelser, former og farver var utroligt.

Mindst lige så utroligt var det at lade sig fare vild i den gamle bys morads af små, snævre gader og gyder, hvor håndværkere allevegne sidder i deres små musehuller og filer konkylieskaller til brudearmbånd, bygger kulørte drager, fletter kurve, bygger bilbatterier, støber bæltespænder, klipper hårdt skumgummi til sandaler, smeder guld og sølv eller, eller, eller….. Alt synes muligt i dette orgie af en farvelade.

En lille rundtur i landet på enten flodpramme af hjuldampermodellen eller busser viste desværre også, at natur hører datiden til i Bangladesh. Landet er ca. lige så fladt som Amager og kanonfrodigt, så hver eneste lille stump land på størrelse med mere end en urtepotte er blevet opdyrket til fordel for ris til de 120 millioner munde. Den enorme befolkning skal trods alt fodres.

Flertallet af befolkningen er endda fantastisk venlige og gæstfrie, men desværre er det om hovedregel sådan, at den menige Bangladeshi er forsynet med en nysgerrighed på størrelse med Rundetårn og en fatteevne på størrelse med en ært. Dårlig kombination, og resultatet er, at selv en hærdet traveller som jeg selv med mere end seks måneders indisk ballast i bagagen fra tid til anden følte trang til at løbe skrigende bort.

Uanset om man skriver postkort, drikker en cola, læser i en bog eller putter ny film i kameraet, er der basis for opløb, og det i en målestok, der får Indien til at føles som ren ferie.

På no time dukker en snes intenst stirrende ynglinge op og deltager interesseret i mine handlinger - på en anstandsafstand af nogle få centimeter. Der er i Bangla 900 mennesker pr. kvadratkilometer, og de syntes alle sammen at stirre på mig, hele tiden og altid, og venlige forsøg på at sprede floden af stirrende mennesker lykkedes aldrig.

Og snakke vil de også, ynglingene, så den ene i flokken spørger altid: "Which country?", og jeg svarer høfligt "Denmark", hvorefter nummer to i flokken håbefuldt gentager "Which country?". Jeg fortsætter venligt med "Denmark" igen, hvorefter tredje geni ivrigt sporger "Which country".

Min indre trykkoger begynder hurtigt at boble mere end en anelse, og mine svar bliver tilsvarende underlige - "Vatikanet", "Antarktis", "The Moon" eller sågar "Orions Bælte", og resultatet udebliver ikke: Yderligere fem håbefulde ynglinge skal straks have at vide "Which country!". "Aaaaaarrrrgggghh!!!".

Ord som "privatliv", "alene" og "diskretion" findes faktisk på Bengali, men der er ikke nogen, der ved, hvad ordene betyder, for der er aldrig nogen, der bruger dem.

Det tager selv hærdede turister ca. 2 minutter at spotte, hvorfor ingen Bengali endnu har været blot i nærheden af en Nobelpris i noget som helst, og jeg personligt er helt overbevist om, at én af det gamle Egyptens syv plager må have været en flok spørgende Bengalier. At sætte sig ind i Bimans fly nummer BG 060 med kurs mod Yangon gav os derfor - ganske som efter min egen første visit til Indien - en følelse af, at vi havde overlevet et galehus.

Også Myanmar skulle på mange måder vise sig at være en oplevelse. Alene det at få et visum dertil var lidt af en opgave, for Nyrups regering har endnu en gang præsteret det meget mulige at rage uklar med det officielle Myanmarske generalstyre og deres lidt alternative forhold til begreber som menneskerettigheder og demokrati. Så allerede i Dhaka måtte vi have den danske ambassade til at skrive en erklæring, hvori der stod, at vi aldrig har været politisk aktiv, at vi ofte går i kirke, og at vi aldrig har sagt grimme ord til vores respektive mødre. Så fik vi vores visa.

Ifølge næsten alle guidebøger hører Myanmar til et af verdens mindst vestligt influerede lande, men det er definitivt en sag for departementet for forældede observationer. Efter Banglas galehus var Myanmar næsten som at komme hjem, for pludseligt fungerede alt, trafikken var ikke konstant i hårknude, neonlysene blafrede lystigt i natten, og man kunne ligefrem gå i fred på gaden uden hele tiden at skulle interviewes om sit nationale tilhørsforhold. Nogen kalder det ferie.

Selve Yangon har næsten 5 mio. Indbyggere, men er så tilpas spredt ud, at den føles meget mindre. Samtidig er her masser af ting at se på, lige fra en mindre flod af gyldne templer og pagoder til de kinesisk inspirerede natmarkeder, hvor sultne sjæle kan lade sine smagsløg friste af lækkerier som kød på spid, slatne blæksprutter eller sågar nogle 7-8 cm store maddiker, enten ristede eller levende. Jah, det er så ens mave rumler blot ved tanken, selvom jeg personligt hellere vil bruge de kære fætre til noget mere konstruktivt, såsom fiskeri. Herefter splittede vi, da Pia fik hjemligt besøg af sin lange kusine Ida, mens jeg fortsatte solo.

Mandalay 700 km længere nordpå er betydeligt mindre og langt nyere, men alligevel et sjovt syn, især de flotte styltehuse ved Ayraywaddyfloden, det kulørte Zegoumarked eller ruinerne af verdens største ufærdige pagode ved Mingun.

I selve Mandalay er en af attraktionerne de mange pagoder, men desværre har generalerne indført Tibetanske tilstande og kræver nu entrebetaling for turister, der ønsker at besøge de religiøse steder. Typisk 2 til 5 dollars pr. sted, og pengene de havner naturligvis ikke i templernes kasser, men hos de korrupte generaler, så jeg tilbragte en del tid med at prøve at snyde mig forbi de mange dollarindkradsningsteder. Snyd systemet, før det snyder dig! Definitivt systemnedbrydende, og det er jeg stolt af.

Det absolutte highlight for de flestes besøg i Myanmar er ruinerne ved Bagan. Imperiet der blomstrede fra 1044 til 1287, da Kublai Khan fandt behag i at ødelægge hele byen, og resultatet er den dag i dag et kæmpe areal proppet med gamle templer og pagoder, de fleste bygget af røde mursten, en byggestil, som vi danskere trøde var opfundet med murermestervillæn i 50'erne. Kun næsten altså.

Selv nu, små 800 år efter kollapset, er det flot at tulle rundt mellem de mange ruiner, men alligevel får man ikke helt den autentiske følelse, man f.eks. får ved Tikal i Guatemala. Årsagen er delvis det efter min mening lidt for omfattende restaureringsarbejde, men især at generalerne ikke har kunnet modstå fristelsen til at fylde arealet med et par dyre hoteller, et violet museum, en masse elmaster og et system af snorlige asfaltveje - tilmed med den eneste fungerende vejbelysning i hele landet! Ikke helt historisk.

Næste stop blev så en visit til et par "hill tribes" i den østlige Shan State og siden den berømte Lake Inle, hvor en af attraktionerne er det lokale Inthafolk, der ror deres kanoer stående på et ben, med det andet ben viklet om pagajen. Det ser bindegalt ud, men frem kommer de.

Desværre lider Inle som så mange andre af Myanmars highlights under et lidt for stort turistpres. Der er ganske vist ikke så mange turister i landet endda, men alle havner før eller senere de samme steder, og Inle er et af dem. Årsagen er simpelthen, at generalerne har gjort det ganske umuligt at komme bort fra hovedvejene, så det at komme ud til de fjerne områder, hvor de aldrig før har set hvide mennesker, er faktisk lettere i alle nabolandene, såsom Indien og Laos.

Men Myanmar er som helhed klart et besøg værd, især fordi folket trods de mange års undertrykkende militærstyre fortsat er smilende og venlige. Dejlige mennsker allesammen, og hvorfor de finder sig i et af Asien mest brutale styrer, må være en gåde.

At Myanmar vitterlig er et groft diktatur, ser man ikke lige med det samme, for militæret er forbavsende lidt synligt på gader og stræder, men kigger man i f.eks. landets eneste legale, engelsksprogede avis, "The New Light of Myanmar", overbevises man med det samme. Samtlige forsider og de næste fem for den sags skyld er proppet med intetsigende artikler om General X og General Y's besøg ved den og den pagode. Dertil kommer et par faste, indrammede rubrikker, hvoraf den ene på forsiden bekendtgører det fredselskende styres 12-punktsplan til udbedring af landets problemer. Afskaffelse af militærstyret er sjovt nok ikke et af programpunkterne, selvom det nok ville hjælpe en del.

På bagsiden er der så altid en karikatur, der illustrerer, hvordan Aung San Suu Kyis parti, NLD, styres af neokolonialisterne, og endnu en indrammet klumme, der viser, hvordan masserne vil af med NLD - det parti, der ved sidste valg fik noget nær 85% af stemmerne! Ak ja, men skulle man kun besøge de politisk fuldt korrekte lande, kom man vist aldrig nogen vegne.

CQJ
Bangkok, Thailand, marts 99 --------------------------------------

Hyggehejsa Alle sammen!

Livet er herligt, og lige nu sidder jeg på Borneo og hygger mig ganske gevaldigt efter at have brugt en god måneds tid herovre i "andet heat" af min østenstur. Jeg startede som bekendt i Singapore, og det land er der ikke mange, der kan få mig til at se det charmerende i. Jeg har endda også været der et par gange før, så det var ikke så svært at løsrive sig fra indkøbscentrene og smutte en tur op ad Vestmalaysias "uudviklede" Østkyst.

Desværre er det med "uudviklet" en gammel nyhed, og alt for mange steder var de før så jomfruelige fiskerlejer blevet indhentet af resortlingnende hoteller et hav af malaysiske turister uden forståelse for natur og miljø. Vandaler alle sammen.

Det fedeste deroppe var de tre dage, jeg brugte på at fiske i Lake Kenyir tæt på Kuala Terengganu. Det er en opdæmmet sø, så under vandoverfladens uskyldige spejl gemmer der sig en mindre regnskov af sunkne og druknede træer, som kun har den ene tanke i livet: at fungere som gemmesteder for "mine" fisk. Hver eneste gang, jeg krogede noget af bare halvstor størrelse, susede kræet ned mellem de mange sunkne grene og var borte for stedse. Helt igennem usamarbejdsvillige var de, især de større, men jeg fik da nogle stykke listet op af søen - og vanen tro genudsat dem igen.

Jeg nåede også at lege malaysisk øhopper, men det var ikke så interessant endda, bl.a. fordi jeg på en ellers uspoleret Robinson Crusø-ø blev invaderet af flere familier af kinesere fra Kuala Lumpur. Flinke mennesker, men alligevel lidt forkert sådan midt i naturen.

Fra Peninsular Malaysia kom jeg pr. svineheld med et fly til Kuching, Sarawak, og det var klart en forandring til det bedre. Selve Kuching er klart en af civilsationens mere hyggelige byer, og det trak bestemt ikke fra, at jeg først rendte ind i et muslimsk bryllup og siden (samme dag) oplevede en større "politisk festival" med levende dekorationer i form af masser af smukt dressede piger fra de forskellige indfødte stammer på Borneo, bl.a. Iban, Kayan og Bidayu. Fotogent var det i hvert fald, så der røg næsten fire film, heraf en papirfilm, og et par af de skud skulle gerne (Inshallah) være på vej til klubben.

Fedt var det også, da jeg opdagede, at der hver eneste lørdag er lynskak nede ved floden. Stærke folk var det, flere af god mesterstyrke, sagde folket, så naturligvis skulle Don Qvist her også lege med og chokkede alle ved at meje al modstand ned i de første seks partier i træk. Senere gik det noget den anden vej, men jeg nåede da en så tilpas positiv score, at jeg kunne ærgre mig over at være kommet en uge for sent til noget så fint om "De Åbne Sarawakmesterskaber". Jeg havde med garanti ikke vundet, men kunne nok have blandet mig grundigt i toppen alligevel.

Natur er der naturligvis også på Borneo, og den første oplevelse af den slags kom i den lille Bako Nationalpark nord for Kuching. Attraktionen dér er de sjældne næseaber, som desværre heller ikke er så lette at få at se. Især hannerne er sjove med deres hængenæser og store ølmaver, og de stakkels aber ligner derfor en smule Hitlers skræmmebillede af en jødisk bankmand fra 30'erne.

Og så er de bare så søde og tillige forfærdeligt sky, så jeg var en smule heldig med at få tre af dem - i kortere glimt. Sjovest var det, da en stor han med stor næse og endnu større mave simpelthen satte sig på stien foran mig, mindre 10 meter fra mig. Desværre var han ikke så samarbejdsvillig, at han gav mig tid til at få kameraet smuglet op ad tasken, så det blev ved synet og erindringen.

Tilbage i Kuching nåede jeg endda at få en mail fra Ib Larsen, men vi nåede aldrig at ses, for han ankom samme dag, som jeg forduftede, men det er et fint lille sted, han og familien skal til.

En af de mere eller mindre obligatoriske oplevelser på Borneo er at besøge et "langhus", og det er sådan noget, de fleste turister synes at gøre pr. arrangeret tur, men det er jo ikke helt autentisk, vel?, så jeg valgte at gøre tingene "my way" og håbede på, at en invitation så blot ville komme dumpende ned fra himlen. Øvelsen hedder vist "at socialisere".

Og jeg skal love for, at jeg fik socialiseret, og allerede efter en dag i småbyen Song (ved Rejangfloden) stod det lysende klart, at det vigtigste organ, hvis man vil ud til et langhus, ja det er leveren! Hul i sprogkundskaber og musikalske talenter, for vejen til god kontakt med de glade, tatoverede Ibanfolk går ganske enkelt gennem en masse hjemmebrygget palme- og risvin.

Dette gælder i særdeleshed i starten af juni, for jeg var havnet på Sarawak i efterdønningerne af årets største festival, Gawai, hvor alle er mere eller mindre konstant fulde. Desuden er det gavmilde og venlige mennesker, så jeg endte med at få spenderet et par helt gratis dage og en masse knapt så gratis hjerneceller på et af de lokale friluftsværtshuse, alt imens jeg efter ringe evne forsøgte kun at drikke en brøkdel af alt det sprut, de forsøgte at hælde i mig.

Det lykkedes kun lidt, men søreme om ikke alt drikkeriet endte med, at jeg blev inviteret til en herlig lille Ibanlandsby, hvor de næppe har set alt for mange hvide mennesker før. Nyimoh hed stedet, og der var jeg så interessant, at jeg nærmest gik på omgang mellem de forskellige dele af langhuset, hvor alle gerne ville vise deres grænseløse gæstfrihed ved at hælde endnu mere hjemmebrændt på mig. Det stod lysende klart, at jeg er i forfærdeligt dårlig druktræning, givetvis fordi jeg ikke har været hjemme til de seneste par års julefrokoster.

Man bunder, hvad der er i koppen. "One go!" råbte alle, og jublen var stor, når det skete - hvorefter glasset et split sekund efter var fyldt op igen, så jeg betragter det som lidt af et under, at jeg overlevede et par dage i sprit uden andre mén end kroniske tømmermænd.

Endnu et langhus nåede jeg at besøge, denne gang fra Kapit, og selvom de desværre har set en del turister før, var det et herligt sted, dels fordi langhuset var helt i træ og bygget på stylter og dels fordi, de midt i fællesdelen af langhuset har en slags fiskenet hængende, og i det net hang 10 kranier og dinglede og mindede en om, at Ibanfolket for kun et par generationer siden havde et grusomt rygte som hovedjægere.

Jeg slap med hovedet i behold, men dog ikke uden igen at ofre en million hjerneceller til spritguderne. De er godt nok gæstfri, de Ibaner, så skal man til Sarawak, kan det anbefales, at man starter træningen i god tid hjemmefra, f.eks. umiddelbart efter en uge med 5-6-7 julefrokoster eller en række weekendmøder i klubben!

Det var dog ikke kun drikkekulturen og de gamle kranier, der var interessante ved langhusene. Flertallet af langhusibanerne lever ganske vist af et job andetsteds - som f.eks. som chauffører eller som arbejder ved olieindustrien, men derhjemme lever de præcis som de altid har gjort det. Selve et langhus er bygget som et langt rækkehus med et enormt langt rum foran, hvor alle samles for at lave knive, reparere fiskenet, snakke, hygge, drikke, mere snakke, mere drikke etc., og til dette lange rum støder så mellem 15 og 60 mindre enheder, alle totalt identiske, fuldstændigt som et rækkehusbyggeri i en af vore københavnske forstæder, bare med meget mere socialt liv.

Også maden reflekterer, at de gode Ibaner vist ikke er blevet helt almindelige, rettrønde samfundsborgere. Jeg blev f.eks. præsenteret for både hjemmeskudt vildsvin og en tallerkenfuld småfugle. Det var vistnok en slags spurve, men godt smagte de, selvom jeg undervejs følte mig lidt som en slags ornitologisk massemorder. Lad venligst være med at sige noget til Dansk Ornitologisk Forbund.

Gris hedder i øvrigt meget sjovt "babi" på Malay, og den slags giver jo sangen "I'm a Barbie/Babi Girl..." en helt ny og alternativ mening, men det har komponisterne måske allerede tænkt over?

En anden sjov detalje er, at hjort hedder "rusa", så når man i Malaysia skal en tur i byen og have sig lidt "babi" og noget "rusa", har det slet ikke noget med kvinder og sprut og gøre, men derimod MAD! Den malaysiske sprook ær æn svar æn.

Tilbage til rejseriet. Fra alle de gæstfri Ibaner var det befriende for de gennemvåde hjerneceller at drage videre vestpå og havne i Niah Cave, en af verdens største grotter. Alene mundingen måler 250 x 60 meter, så jeg havde det lidt, da jeg stod inde i grotten, som at være inde i en king-size østers, hvor man bare håber på, at den ikke smækker kæberne sammen.

Det skete heldigvis ikke, og jeg kunne i god og hel stand nå Brunei, som bestemt ikke blev noget rejsemæssigt interessant highlight, dertil er landet, en velfriseret mix mellem Singapore og Kuwait, simpelthen for sterilt. Brunei styres 100% enevældigt af sultanen, før Bill Gates og Microsoft kendt som verdens rigeste menneske. Desværre er han ganske fanatisk muslim, og hans behjertede forsøg på at ensrette alle hen i retning af hans egen tro har medført, at stort set alle bygningsværker af nogen betydning er enten moskéer eller monumenter til ære for ham selv.

Alligevel er der noget at se på, og især museet med de "royale regalier" er sjovt. Der er flot udstillet alle de ting og sager, som hoffet bruger til de mange forskellige ceremonier, og dette svulstige, sultanistiske ego-orgie får nærmest Tut Ankh Amon-udstillingen i Cairo til at tage sig helt fattig ud.

Men det mest fotogene i hele landet er en hel forstad på stylter, kun et stenkast fra den ellers ganske imponerende Sulta Omar Ali Saifuddain Moské. Forstaden, Kampung Ayer, er simpelthen et studie i bygningsmæssigt forfald, og alt det affald, der flyder rundt mellem stylterne, skal ses, før man tror det.

Hvis nu der i den hellige Koran havde stået et par linier om miljøbeskyttelse, var der sikkert en god chance for, at Hr. Sultan Hassanal Bolkiah Mu'ezzian Tralalulalej etc. havde ofret 1/1.000.000.000 af sin imponerende formue for at få løst forureningsproblemet, men det sker naturligvis ikke. I stedet bruger han håndørerne til at bygge endnu en håndfuld moskéer eller til at fejre sin 53 års fødselsdag (d. 15/7).

Det er egentligt uretfærdigt, at en så énøjet mand (og hans lige så skøre forfædre) har været så svineheldige, at historien har anbragt ham og hans ligesindede på en ekstremt olierig plet på kloden. Det ganske store kinesiske mindretal, som virkeligt arbejder for føden, mærker ikke andet end undertrykkelse af deres friheder. Ak ja.

Jeg kunne spekulere meget over, hvad jeg selv kunne tage mig til, hvis jeg havde sultanens indtægt, mens det er mere begrænset, hvad han ville kunne gøre, hvis han havde min!

Fra sterillandet Brunei drog jeg så med high-speed-båd til Kota Kinabalu i Sabah, den østligste af de malaysiske Borneoprovinser, og dér sidder jeg nu og tager mig sammen til at klatre op på toppen af det 4100 meter høje Mount Kinabalu om et par dage. Det lyder voldsomt, men det værste er vist kulden, og jeg nægter altså at gå ud og anskaffe nye vandrestøvler og uldtrøjer for et par dages skyld. Så hellere fryse lidt; det gik jo meget godt i snestorm på Gokyo... Hvis jeg overlever, skal jeg nok sende en mail om det.

Videre regner jeg med at stoppe et par dage i Sandakan og derfra sejle (legalt!) til Philippinerne og siden sydpå til Indonesien. Der er sikkert noget internet undervejs, så fortsæt endelig med at skrive retur. Hilsner er sjove, når man er udenlands.

Indtil da, mange hilsner fra

Claus Qvist Kota Kinabalu, Sabah, Borneo, juni 99 --------------------------------------

(om Philippinerne og Indonesien)

Dovenskaben og tidnøden har sejret over trangen til at være kreativ, så med computerens hjælp har jeg tilladt mig på dette sene tidspunkt i årets rejse at være en anelse rationel og sammenfatte mine oplevelser til denne "fællesmail".

Foen en sikkerheds skyld starter vi helt tilbage på Borneo. Jeg overlevede jo ibanernes overvældende gæstfrihed og Bruneis kedelige moskeland og havnede så i Sabah på øens allernordøstligste del.

Der var første gerning at spurte op på topen af regionens højste bjerg, det 4095 meter høje Mount Kinebalu, hvilket ikke var nogen ubetinget succes, for vejret var definitivt ikke samarbejdsvilligt, og det pissede ned både på første- og andendagen.

Lidt morskab var der dog, da bjerget p.g.a. lokal ferietid var fuldt af Singapore'ske og malayiske kinesere, der formentlig aldrig havde set en verden udenfor storbyen før, og de venlige, men notorisk underfranekrede mennesker havde enormt besvær med selv de enkleste klatreture. Dybt komisk.

Pr. båd kom jeg så til Philippinerne, og det var næsten som at komme tilbage til mit elskede Sydamerika, bortset fra at der ikke synes at være mere natur tilbage i Philipistan. Men selve filipinoerne er klart et besøg værd: muntre og lalleglade katolikker med udstrakt sans for at feste og for at glemme morgendagen. Det der med fremtidsplanlægning eksisterer ikke rigtigt, hvilket måske er årsagen til, at der ikke er så meget ved de philippinske koralrev, som der engang var. Brugen af dynamit og cyanid til fiskeri har i den grad taget overhånd.

Til gengæld er det en overraskelse, at der på problemøen i syd, Mindanao, stadig er enklaver af stammefolk, og jeg fik i nogle dage fornøjet mig blandet de kulørte T'bolis ved Lake Sebu.

Alligevel var det en forbedring at komme til den underligt formede, indonesiske ø Sulawesi. Der har de ikke opfundet dynamitten i nord i helt samme grad som længere mod nord, og snorkleriet ved Bunakenøen er nok de bedste, jeg endnu har oplevet på mine turen rundt på vor klode. Et sandt farveladeorgie af flotte fisk på en lige så flot baggrund af koraller.

Længere mod syd er så Sulawesis størte turistattraktion: Tanatorajaland, hvor det protestantiske torajafolk fortsat holder de gamle traditioner i hævd og gennemfører nogle fuldstændigt vanvittige begravelsesceremonier.

Torajaerne tror i dybeste alvor på, at den afdøde kan tage de ofrede dyr med sig i Himmerige, så det gælder naturligvis om at se til, at bedstefar ikke går tomhændet bort, hvilket til en "normal" begravelse let kan koste over 10 vandbøffeltyre og et par snese svin (nej, ikke politikere) livet.

Jeg ramlede allerede på førstedagen ind i en sådan ceremoni og overværede lidt rigeligt mange griseslagtninger til, at min lyst til bacon var upåvirket.

Endnu mere blodigt blev det dagen efter, da man overgik tilde mere rituelle bøffelslagtninger. Bestemt ikke et syn for hverken vegetarer, medlemmer af Dyrenes Beskyttelse eller blot sarte sjæle, men til gengæld meget fotogent, når man først havde vænnet sgf lidt til myrderierne.

Udover denne lidt alternative mor(d)skab udmræker Tanatorajaland sig ved en smuk natur og en helt speciel byggestil med hustage, der nærmest ligner skibe. Lidt ligesom Batakhusene på Sumatra, et sted hvor folk sjovt nok også er kristne. Man kan så diskutere, om ofringerne ikke er en anelse på kant med diverse bibelske. testamenter.

Men tiden trykker, og selvom jeg helst ville være blevet i Tanatoraja et par dage endnu, er dagen i dag min sidste chance for at komme til Flores med båd, så det hed farvel både til det centrale Sulawesi og godag tilden kedelige storby Ujung Padang. Ikke meget at se her, men til gengæld er her internet.

Ellers hyg jer, og husk at skrive tilbage til mig.

KH Claus Qvist, sept. 1999



Oplæg til foredrag i klubben om turen.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside