Blafferrejser, incl. "At blaffe en elefant"

Tekst: Claus Qvist Jessen

For de fleste rejsende – og vel også de fleste her i klubben – er det at komme fra A til B noget med at booke et fly eller sætte sig op i en bus. Men der findes skam et meget billigere og langt mere spændende alternativ: Tommelfingeren.

At blaffe? Det var da noget, man gjorde i de gode, gamle dage, da mor var dreng. Den gang der ikke var biler og busser i hobetal, og da det at komme udenfor sin egen landsby krævede andres hjul. Eller var det? Måske nok, men blafferi er stadig en fremragende måde at komme frem i verden, og oveni giver det at blaffe langt bedre muligheder for at forfølge det ukendte end nogen anden rejseform. At dyrke rejselivet med tommelfingeren i vejret er i høj grad et spørgsmål om at overgive sig til eventyrets guddommelige uforudsigelighed.

Blafferi er genialt i øde egne, hvor busser og tog er mere eller mindre ukendte. Det kræver bare lige, at der også en gang imellem er en bil, og - som her i 4000 meters højde mellem Bolivia og Chile - kan den slags godt tage sin tid

Der er masser af gode grunde til at blaffe verden rundt. Udover at man sparer en masse penge, er en af de mere oplagte, at man gerne vil derud, hvor der ganske enkelt ikke går busser, hvor taxaer er for dyre, og hvor udlejningsbiler tenderer science fiction. Oveni kan man glæde sig over, at man ved at blaffe holder en befordringsmæssigt meget mindre distance til lokalbefolkningen, end man ville gøre ved at hyre endnu en triviel luksustaxa. Mange steder i den tredje verden, især i Afrika og Andeslandene, er biler en mangelvare, så dér tager folk de lifter, de kan finde. Til gengæld får chaufføren et lille bidrag til benzinen, og, vupti, man har et bæredygtigt system af uofficielle, private mikrobusser.

Verden skal opleves fra jordhøjde i stedet for via dyre luksusture, og intet er bedre for kontakten til den bolivianske campesino end at sidde på ladet af samme, ramponerede lastvogn og ordne verdenssituationen over et par mundfulde gennemtyggede cocablade. Det kræver lige, at man snakker andet end dansk og engelsk, men så snart denne lille hurdle er ryddet af vejen, er der ikke grænser for, hvilke vidunderlige oplevelser, der ligger forude og venter. Man lærer uendeligt meget mere om verden ved at mænge sig på femte klasse med de lokale bønder end ved at ligge ved poolen på et firestjernet hotel og fordybe sig i nok så mange politisk korrekte guidebøger.

Geografisk set er der ganske store forskelle på at blaffe verden over. Et par årtiers tommelfingerakrobatik har lært mig, at det ideelle blafferland er en mellemting mellem et i-land og et u-land; rigt nok til at have en stor park af privatbiler, men heller ikke så rigt, at folk ligesom i Danmark bliver alt for private. Jo flere penge, der ruller ind på kontoen, jo mindre har folk tilsyneladende lyst til at dele med andre, og det er ikke ualmindeligt at opleve, at rige lande kan være vanskeligere at blaffe i end ”mellemlandene”. I hvert fald i private biler; trucks går det bedre med.

På den modsatte side kan de allerfattigste lande, især i Vestafrika, være et problem. Ikke pga. manglende vilje, men fordi der er så få fungerende biler i omløb, at de enten er permanent fulde eller kører som taxaer – og meget ofte begge dele.

Skal man lave et verdenskort over gode blafferlande, vil de fleste muslimske lande rangere ganske højt. Lige fra Gambia og Senegal over Syrien, Iran, ex-Sovjet og Afghanistan til Brunei og Indonesien har jeg haft held med at stritte med tommelfingeren, og masser af gange er et gratis lift endt med invitationer til te eller mad. Undtagelsen er Sinai, hvor de griske beduiner har set for mange, dyrt betalende turister til at udvise antydningen af venlighed. Endnu mere gæstfri chauffører har jeg oplevet i Sydafrika og Namibia, der tilsammen må rangere som de bedste blafferlande i verden. To gange er jeg (sammen med 007-Pia) blevet tilbudt både lift, overnatninger og grillmad ad libitum – uden overhovedet at blaffe! De hvide sydafrikanere er uendeligt meget bedre end deres rygte.

Kønt ser der ud, men rent blaffermæssigt er Ruta Nacional no. 3 i Argentina en fiasko. Til tider masser af biler, men gider de samle en træt og forblæst blaffer op? Næh, nej.

Naturligvis er der også mindre heldige lande, men min eneste, blaffermæssige hadeoplevelse stammer fra ”Ruta Nacional Numero 3” i Argentina i 2001-02. Om det var fordi landet var i megakrise og skiftede præsidenter, som andre skifter sokker (fem på 14 dage!), vides ikke, men de fleste af mine rigtig lange, kedelige venteture fandt sted ned langs Patagoniens østkyst. Ikke noget med en halv time i ny og næ. Næh, nej. Det var noget med ventetider på mellem tre og fem timer, alt imens flere hundrede biler nåede at passere uden at stoppe. Ikke én gang, men flere gange. Kom der endelig et lift, var det som regel en chilener eller en fra Buenos Aires. De var såmænd flinke nok, men patagonerne altså... Lige så triste og uvenlige som deres forblæste ørkenlandskab, og da vi omsider nåede i bund var vi et par småsure danskere, der så glimrende undte argentinerne deres rædsomme, politiske og økonomiske morads. Helt fedt blev det, da Argentina året efter blev vippet ud af VM i fodbold allerede i indledende runde. Der fik i den – ha!! Retfærdigvis skal det siges, at de fleste andre har fine erfaringer med Argentina, men for mig står det som det eneste rigtigt uheldige blafferland i verden.

Selv i gode blafferlande er det naturligvis ikke alle steder, der er lige gode, hvis man vil samles op. Alt andet lige er storbyer ganske håbløse, dels fordi der er for mange korttursbilister, og dels fordi du sikkert ikke skal samme vej som dem alligevel. Det er altid meget lettere at komme til end by end ud af den igen, så skal du fra by A til by B, er det en langt bedre chance at tage en lokal bus til udkanten af byen eller nærmeste motorvejstilkørsel og så blaffe videre derfra. Man skal ud, hvor der kun er én vej, og hvor man er sikker på, at bilerne kører langt. De allerbedste steder er som regel de steder, hvor bilerne tvinges til at stoppe eller i hvert fald sænke farten. Lige efter en toll gate (som f.eks. i Frankrig, Grækenland og Sydafrika) er der som regel fint, men er der ikke sådan en, så prøv op ad en bakke. Vigtigt er det også, at der er godt udsyn, så chaufføren kan se dig på lang afstand, mens du bør undgå at blaffe ned ad stejle bakker eller i sving, hvor bilisterne enten har alt for meget fart på, eller hvor de ikke kan se dig, før de er forbi. Kun meget få gider bremse og bakke for at hente en ukendt blaffer.

Dagtimerne er generelt langt bedre end døgnets mørke halvdel, dels fordi du selv har en chance for at se, hvad og hvem det er, der stopper, men så sandelig også fordi meget få chauffører vil stoppe for en dunkel person ved en øde landevej, langt borte fra hvad som helst. Det kan dog ske, og selv i det sydlige Afrika har jeg med succes overlevet mørkets frembrud. En fin mulighed til både dag og nat er at lave lidt opsøgende arbejde, og her er tankstationer glimrende steder at få kontakt med en flink chauffør. Der har man jo den store fordel, at han/hun får chancen for at se dig an først, hvilket bestemt heller ikke er at kimse af, lidt afhængig af hvor god du er til at se sød og rar ud.

Et af de mere underlige lifter: En kinesisk militærlastvogn, hvor jeg endte med at tilbringe det meste af 2-3 dage – de sidste kilometer mod Ali i Vesttibet godt formummet i kinesisk militærtøj, så selv politiet troede, jeg var kinesisk officer! 10 minutter efter ankomsten blev jeg alligevel arresteret, men undgik behændigt at blive sendt retur til Kashgar

Hvordan man så prajer et lift kan variere en del fra verdensdel til verdensdel. De fleste steder i Europa, Asien og Sydamerika fungerer det fint med en opad strittende tommelfinger, mens man i Afrika syd for Sahara vil have bedre chancer med arm og finger pegende skråt ned mod asfalten. I bl.a. Zimbabwe har teknikken udviklet sig til et sindrigt system af fingertegn afhængig af, om blafferen vil til højre eller venstre ved næste kryds. Begyndere klarer sig fint uden.

Trods sit blakkede rygte er Afghanistan ikke noget ringe blaffeland. Bilerne er få og proppede, men det er ikke umuligt at få et lift. Denne let overlæssede truck er fra Herat.

Uanset hvor i verden, du blaffer, er det sjældent nogen dum ide at signalere, at du er turist. Hold bagagen til et minimum, knald et dansk flag på rygsækken, og nyd, at du som udlænding har en meget større chance for at blive samlet op end den gennemsnitlige, lokale fjeldbonde. De fleste steder er det, fordi du er interessant, men et sted som Sydafrika hænger fordelen desværre sammen med, at kriminaliteten blandt de sorte er ganske ekstrem. Jeg har oplevet både sorte og hvide chauffører, som med det samme fortalte, at de aldrig ville tage mig op, hvis ikke jeg havde været en hvid turist. Sad story, men endnu en af mange fordomme, der har rod i virkeligheden. En trist sideeffekt ved denne pletvise modvilje mod at samle lokale op er, at det kan være rigtig dårlig business at stå ved vejkanten sammen med eventuelle lokale blaffere. Står du sammen med en sort afrikaner, er der ingen, der vil stoppe, men er du gennemført asocial og går 500 meter væk, er chancerne meget bedre. Den tårnhøje kriminalitet taget i betragtning er der ingen, der kan bebrejde bilisterne noget.

En sidste måde at påvirke heldet er at lade være med at ligne en freak alt for meget. Der er ingen, der forventer jakkesæt og slips, men især i de konservative muslimske lande er shorts usmart, og næsten alle vegne trækker det fra med langt, beskidt hår eller dreadlocks. Surt regnvejr er heller ikke lige sagen, da det bestemt ikke er alle, der vil have en druknet mus indendørs. Omvendt kan det ske, at bilisterne ligefrem får ondt af dig, men lad være med at satse på det, og ventetiden er i bedste fald kedelig og grå.

Endelig: Smil! Sid ikke ned, men stå op, og se glad og energisk ud i stedet for at ligne døden fra Lübeck. Tænk på, at det du beder om, er at blive inviteret ind i chaufførens private hjem, og vi har alle en grænse for, hvem vi gider have indenfor dørene. Specielt enlige chauffører samler dig op, fordi de har lyst til at snakke, og så hjælper det altså ikke, hvis du signalerer, at du er sløv, småsur og ikke særligt snakkesalig. Endnu et godt argument for at lære lidt lokale sprog.

Mit smukkeste lift nogensinde: Den 33 meter lange luksussejlbåd, Katarina Maha, der helt tilfældigt skulle retur over Rødehavet fra Massawa i Eritrea til As-Saif i Yemen. Jeg fulgte med gratis og fik i tilgift fire dages gratis flydeferie i selskab med bl.a. den britiske ambassadør i San'a!

Alene den charmerende usikkerhed omkring, hvor man skal tilbringe natten, gør, at blafferi aldrig bliver en folkesport på linie med badeferier og charterrejser. Korttidsrejsende med time-manageren fuld af bookede hoteller og forudbestilte arrangementer vil slet ikke kunne leve med blafferlivets indbyggede usikkerhed. Man ved aldrig rigtig, hvor langt man når den dag – og slet ikke til hvor - og så går det naturligvis ikke at have en fast aftale kl. 18 på et gadehjørne i X-købing. Forskellen mellem en komfortdyrkende standardturist og den vilde eventyrer ligger for mig at se i forholdet til ”det ukendte”. Turisten er bange for det ukendte, mens eventyreren opsøger det, og det er lige præcis dér, man finder den største charme ved at blaffe. Blafferi er i det hele taget langt bedst egnet til folk med en uhæmmet trang til det uforudsete, og allerbedst er det naturligvis at have telt og sovepose med i bagagen – så er man klar til hvad som helst. Paranoide folk, der får dårlige nerver af ikke at være et bestemt sted kl. 20 i aften, bør holde sig fra at blaffe, og lidt af samme grund er det næppe den ideelle rejseform for børnefamilier. Kærester og andre rejsepartnere kan også være et problem, for det er bestemt ikke nogen naturlov, at alle har lige stor trang til ikke at vide, hvornår man kommer frem (og til hvor!). Blafferiet er derfor klart bedst til solorejser over lang tid. Betydningen af tid kan ikke undervurderes, dels fordi det kan tage tid at finde et lift, men så sandelig også til at forfølge eventuelle fristelser i form af invitationer eller smukke omveje. Blafferliv er ikke til folk, der har let til stress.

Næsten alt, og der er bestemt ingen, der siger, at ens lift absolut skal have fire hjul og et rat. På mine mange rejser rundt om i verden har jeg naturligvis blaffet et hav af biler og lastvogne, men flere gange er det lykkedes at få et lift med nogle mere dekorative transportmidler. På det mere eksotiske plan kan nævnes et par indiske oksekærrer, flere fiskerbåde, en honduransk fragtskude fyldt til randen med tomme colaflasker, sidevognen på en kinesisk motorcykel og et sekspersoners, costaricansk privatfly! Mit til dato mest fantastiske lift må dog være den 33 meter lange luksuskrydser, Katarina Maha, der i november 2003 bragte mig fra Massawa i Eritrea tværs over Rødehavet til As-Saif i Yemen. Undervejs blev jeg så gode venner med den italienske skipper Maurizio, at jeg blev inviteret til et firedages cruise sammen med 10 dyrt betalende folk fra den engelske og amerikanske ambassade. Midt i den herlige suppedas af kolde drinks, lækker mad og Yemens totalt uberørte del af Rødehavets koralrev blev jeg endda gode venner med den britiske ambassadør (!), så udover at få en plads i den officielle (og effektivt bevogtede) jeep op i bjergene blev jeg inviteret til at bo hos hende i San’a. Dér blev jeg indlogeret i et 50 kvm luksusrum i selveste ambassadørboligen, og om morgenen kunne jeg glæde mig over at skovle cornflakes ned med sølvbestik med Queen Elisabeth d. 2.’s monogram! Sådan går det naturligvis ikke altid, men hvis ikke man opsøger chancerne, sker det i hvert fald aldrig. Held kan påvirkes.

Og det skøreste lift? Det fik jeg, da jeg sammen med min daværende kæreste præsterede at blaffe intet mindre end en indisk elefant styret af en pissefuld muslim udstyret med den meget indiske kombination af maksimal nysgerrighed og minimal diskretion!! Den historie kan du læse på næste side i bladet.

Naturligvis er det lidt af et sikkerhedsmæssigt sats at stille sig op i vejkanten og vente på det uforudsigelige i stedet for at daffe hen til busstationen og tage den reglementerede bus. Den erkendelse er også nået til vore politisk korrekte ’bibler’ fra Lonely Planet, for i efterhånden hver eneste bog har de en halv snes steder bragt en paranoid ”disclaimer”, der direkte fraråder folk at kaste sig hovedløst ud i blafferlivets usikre rædsler. Måske de er blevet bange for sagsanlæg fra en eller anden amerikansk advokat, der er kommet til skade pga. en LP-anbefalet blaffertur i Langtbortistan. Med til billedet hører, at hele LP-imperiet faktisk blev til på baggrund af en lang blaffer-tur fra London til Australien, men den slags frie og flagrende idealer er nu skrottet til fordel for en airbag-holdning til livet i almindelighed og blafferlivet i særdeleshed. Lovene om produktansvar gælder over hele kloden, men det er godt nok sygt 117 gange i samme bog at læse, at ”hitchhikers should understand that they are running a small but potentially serious risk and we do not recommend it”.

Men er det nu så farligt at blaffe? Måske, men det eneste uventede, jeg nogensinde har oplevet gennem hundredvis af blafferture (de fleste solo), er en masse dejlige møder med gæstfri mennesker verden over. Er man mere forsigtig, kan man tage toppen af paranoiaen ved at blaffe to og to, men det giver ringere chancer for at blive samlet op. Med piger er det naturligvis anderledes, om ikke andet fordi man løber risikoen for voldtægt. Jeg har godt nok aldrig mødt nogen, der har været udsat for andet end generende befamlinger, men det kan såmænd også være slemt nok, og mange piger vil uden tvivl føle sig sikrere ved at blaffe i par. To fyre er naturligvis herligt sikkert, men min oplevelse er, at man skal være heldig for at få et lift – især hvis chaufføren er solo (og kvinde!). Til gengæld kan det som fyr være en fordel med en pige ved sin side, men hvornår er det ikke det?

- God rejse!

At blaffe en elefant

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

Få lande gør så stort indtryk på en fremmed som Indien. Ingen, der besøger dette enorme og fascinerende subkontinent, kan forblive uberørt, og det uanset om man er taget dertil for at dyrke de fantastiske templer, meditere ved den hellige Ganges, bestige en af Himalayas mange toppe, flyde på Goas sandstrande eller ryge sig skæv i det fygræs, der i de glade hippiedage i ’68 tiltrak hele armadaer af flippere fra Vesten.
Mennesker, der aldrig har været i Indien, vil som regel forbinde landet med Taj Mahal, elefanter eller den glamourøse tid som “Imperiets Juvel” i Dronning Victorias England. Men ligesom hverken Eiffeltårnet eller Moulin Rouge er bare tilnærmelsesvis dækkende for hele Frankrig, er Indien meget mere end nogle enkeltstående attraktioner.

Men Indiens største “attraktion” og samtidig det, der hyppigst skræmmer livet af uforberedte turister, er “the crowd” - det enorme, summende menneskehav, der som en strømmende flod fylder alle porer i landet og som gør, at ensomhed eller bare lidt fred ofte er en total og meget savnet umulighed. Indiens gader set oppefra minder mest af alt om en myretue i high-speed, og endnu værre er trafikken set fra jordhøjde. Verden bliver pludselig til en kaotisk farvelade af frugthandlere, rickshaws og evigt truttende biler, og man overvældes let af en følelse af at stå midt i et galehus på en anden planet. Indien er i sandhed et land, der skal opleves med alle sanser. Det er ikke svært at komme geografisk længere væk fra Danmark end Indien, men det er vanskeligt at forestille sig nogen planet i solsystemet, hvor man kulturelt befinder sig længere fra Danmark.

Alene indernes fornemmelse af begrebet “tid” er i bedste fald anderledes end vor. Hinduer tror på reinkarnation, så en menneskealder fra eller til betyder ikke det store i den samlede, forkromede helhed. Nogen gange hører man om indere, der tålmodigt bruger 50 år af deres liv til at udhugge en smuk statue af Shiva i granit eller på at sidde ved en hellig flod og tilbede en af hinduernes mange tusinde sære guder, og andre gange oplever den fremmede, at en ventetid på blot få minutter bare er for meget for den evig nysgerrige og altid utålmodige, menige inder.

Et andet billede, man som indiensfarer kan komme til at tænke på er "Tyren Ferdinand", kendt af alle fra Disneys årligt tilbagevendende juletegnefilm. Hovedparten af tiden er der ingen grænser for indernes tålmodighed, og alle tuller rundt i deres egne små kaster og passer hver sit, dyrker sine marker, ofrer til guderne i det lokale tempel eller “sitter under sin korkek och luktar på sina blommor". Men grænsen mellem flere generationers ophøjede ro og den totale panik er sjældent mere end et bistik borte; pludselig tirres Ferdinand, og hele landet "bisser" værre end i en Fellinifilm. Kaos kender ingen grænser, og hundreder eller sågar tusinder af uskyldige bliver slået ihjel under tumultagtige scener, som det senest skete under urolighederne ved Ayodjamoskéen i Uttar Pradesh og før det i kølvandet af mordet på Indira Gandhi i 1984.

Af alle verdens 193 lande må Indien tage førstepladsen i disciplinen "ekstremer". Intet er umuligt i dette mægtige land, uanset om det er en livslang bøn i Varanasi eller at blaffe en elefant i Jaipur

Især de midterste delstater i bæltet mellem Delhi, Calcutta og Bombay er et godt sted at opsamle ekstreme inderhistorier, og et par af mine egne sære oplevelser fandt sted for snart en del år siden i delstaten Rajahstan, et ørkenland i Indiens vestlige del tæt på grænsen til Pakistan. Hovedstaden dér hedder Jaipur og godt 10 km udenfor byen ligger det flotte gamle ørkenfort, Amber Fort, hvor man rigeligt kan få en hel dag til at gå med at beundre både stedet og de tørre, brune omgivelser. Selve fortet ligger få hundrede meter oppe på en bakketop, og til glæde for både de mere mageligt anlagte turister og sig selv giver driftige indiske elefantejere (formedelst en passende betaling) turisterne en tur på elefantryg fra dalen op til fortet og retur. Vi, kæresten og jeg selv, holdt os væk fra betalingsturismen og fik i stedet en god dag til fods i ørkenlandet.

Da vi sent på eftermiddagen skulle “hjem” til Jaipur, stillede vi os som altid ned ved den lokale vej og ventede på det første og bedste transportmiddel, der lod sig blaffe, og det viste sig at være intet mindre end en elefant! At tomle en elefant lader sig næppe gøre mange andre steder end i Indien, og da elefanten og dens ejer alligevel skulle ind mod Jaipur, blev vi formedelst en god dansk 15-kroneseddel tilbudt at gøre turen tilbage på elefantryg. Ok, så fra nærmeste mur klatrede vi op i den lille pavillion på elefantens ryg, og i luntetrav gyngede vi os vej gennem aftenluften ind mod Jaipur.

Vor elefantproprietær var tydeligvis hamrende beruset og fortalte beredvilligt, at han var muslim, 64 år gammel, og at han havde to koner på 48 og 49, der hver havde skænket ham fem børn. I alt hele seks sønner og kun fire døtre, så han var en stolt mand. Han pludrede lystigt videre, og alle vore forestillinger om det islamiske Arabiens totale afholdenhed blev hurtigt punkteret, for vor elefantmands første mange spørgsmål drejede sig om, hvorvidt dansk whisky var bedre eller dårligere end indisk whisky, og om spritpriserne i Danmark. Muligvis som følge af prischokket faldt han nærmest i søvn, alt imens snabeldyret godmodigt trissede af sted ad den vej, den havde fulgt i det meste af en elefantalder.

Et par kilometer senere vågnede vor mand op til dåd igen og startede derpå - som enhver anden indisk mand - med at bombardere os med “De 10 Bud” - de 10 standardspørgsmål, enhver indiensfarer bliver plaget med mindst 50 gange dagligt: “Whaaaat’sss you´ good name, Sahib?”, “Wheeeeerrre do you come from, Sir?” etc. etc., naturligvis fyret af med en staccatoaccent som Peter Sellers i hans bedste roller som indisk galning. Det er faktisk ikke let at lytte til indisk engelsk uden at trække på smilebåndet. På et tidspunkt nåede han så til “Are you maaarried?”, og for at befri min kæreste for risikoen for indiske hænder alle vegne, svarede jeg “Yes!”. “How long time you be maaarried?”. Tjah, ét år, hvorefter han fulgte op med det uundgåelige “How many chiiiiildrrren”. Vi svarede, hvad sandt var, at vi ikke havde nogen børn, og et millisekund senere fyrede han så trumfen af: “Have you tried an operation?!”. Diskretion har aldrig været indernes stærke side, og det oversteg simpelthen mandens fatteevne, at man kunne være gift i over ét år uden at have fået børn!

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside