Overnørdernes Klub - Travellers Century Club

Claus Qvist Jessen

Man skal ikke kende ret meget til De Berejstes Klub, før man får et forhold til det »at tælle lande«. Der skal tælles lande for at blive medlem, der skal tælles lande for at forblive i klubben, og fra tid til anden bliver et eller andet medlem ligefrem begavet for at være den første, der tæller et bestemt land, eller den, der har talt flest lande på et år.

Landetælleriet er unægtelig kommet for at blive. Fra DBKs spæde start i 1996 og frem til år 2000 blev ensidigt landetælleri anset som den absolut eneste måde at kvantificere det umålbare begreb "berejsthed", og selvom forholdene heldigvis er blødt noget op, er og bliver landefræs et at klubbens traditionsrige ritualer. Ligesom i en sportsklub har vi hitlister over topscorerne, og selvom tællerierne kun er en del af klubbens af klubbens optagelseskrav (og slet ikke det egentlige formål med hverken klub eller rejseliv!), har vi gennem årene oplevet talrige medlemmer lave nogle sære krumspring for lige at spurte sig til et par nye lande eller fem. Men, men, men..... Bliver man berejst af at have tilbragt en masse præbookede luksusweekender i en swimmingpool på Hilton Timbuktu, Sheraton Madagascar eller Papua Marriott? Kan man overhovedet opleve den rigtige verden siddende i hotellernes beskyttede gårdhaver, eller skal man ud på de lange, støvede rejser og mænge sig med folket? Er det bedre at tage en maratonagtig vandretur ned gennem Andes eller lade sjælen forsumpe under 12 måneders meditation i en indisk ashram?

Måske, måske ikke, for det kommer meget an på, hvem man spørger. Der er lige så mange meninger, som der er medlemmer i klubben, og enige bliver vi aldrig. Men til trøst for den fraktion, der mener at alt andet end hysterisk landetælleri er et frygteligt skråplan, findes der faktisk en klub, hvor tælleriet er ophøjet til selveste formålet med selve livet. Naturligvis skal vi over Atlanten for at finde ekstremernes klub. I USA har de nemlig en forening, der i al beskedenhed går under navnet "Travelers’ Century Club", og i god, amerikansk stil er det en flok mennesker, der fokuserer 100 % på kvantitet og ca. 0 % på kvalitet. Travelers’ Century Club blev stiftet i 1954 i LA og har derved lige fejret 50 års-jubilæum. De har base i Santa Monica, Californien, mens resten af de i alt 1500 medlemmer er spredt ud over det ganske land, og bl.a. afholdes der jævnligt arrangementer i LA og New York. Muligvis pga. den store geografiske spredning har de fundet det nødvendigt med både en præsident og en formand og naturligvis også en vicepræsident.

Meget amerikansk alt sammen. Ganske som os selv ønsker TCC at være et forum for alle landets mest berejste mennesker, og her er det, at klubben får alle vore egne fræsere til at ligne bovlamme skovsnegle: For at blive optaget skal man nemlig, uanset alder, have været i 100 lande!

"Imponerende" tænker man, for der er jo ret beset kun seks-syv af vore egne 130 medlemmer, der overhovedet har nået de 100, men benovelsen over de mange lande erstattes snart efter med en let fnisen, efterhånden som man på klubbens hjemmeside nærlæser, hvilke lande, de anerkender, og især hvad, der skal til, før man må tælle landet med.

Verdens 317 lande

Klikker man ind på www.travelerscenturyclub.org (under "country list") opdager man f.eks., at verden rummer intet mindre end 317 lande, hvilket er 124 mere, end det, som DBK, Udenrigsministeriet og FN i fællesskab anerkender. Mange af de 124 ekstra lande er kommet ved at ophøje mange af "vores" territorier til uafhængige lande, og på listen over anerkendte lande finder vi bl.a. Grønland, Færøerne, Skotland, Wales og Nordirland – alle sammen territorier, der trods manglende international anerkendelse anerkendelse accepteres som rigtige lande til VM i fodbold. Lidt har vel også ret.

Men der er skam mange flere underligheder i TCCs godtepose, og det skal nok komme som en overraskelse for alle tænkelige autoriteter, at bl.a. Alaska, Hawaii, Ålandsøerne, Niue, Pitcairn, Cook Islands, Amerikansk Samoa, Sulawesi, Kalimantan, Sabah, Sarawak, De Canariske Øer, Madeira og Nordcypern er at finde på en liste over selvstændige nationer. Nåh, ja, vi kan måske komme i tanker om et enkelt, vedholdende DBK-medlem, for hvem et uafhængigt Nordcypern er en uundgåelig konsekvens af Newtons love.

En anden morsom ting er, at et land som de Forenede, Arabiske Emiraterer blevet bombet tilbage til gammel tid, da de var syv små, uafhængige emirater, og f.eks. Dubai og Abu Dhabi er pludseligt adskilte igen. Mindre suspekt er det, at Serbien og Montenegro hos TCC er splittet op i to stater. Det sker sikkert alligevel om et år eller halvandet, men hos TCC kan man ikke få lande nok; hellere et for meget end et for lidt.

Lidt samme syndrom genfinder man i anerkendelsen af Republika Srpska (nordlige/østlige del af Bosnien), Kosovo og Trans-Dniestr (den autonome, østlige del af Moldova), tre stater, der deler æren af at være de nyeste »lande« på TCC’s forvoksede liste. At verdens nyeste land, Østtimor, ikke er deres nyeste, anerkendte land, indikerer, at klubben allerede havde anerkendt den nyfødte stat længe før uafhængigheden i 2003.

Af andre, pludseligt uafhængige særheder kan nævnes Sibirien, Hong Kong, Macau, Rhodos, Kreta og den Globeaktuelle Fernando do Noronha. I disse bryllupsforstyrrede tider vil det sikkert også overraske nogen, at Hendes Kongelige Højhed, Kronprinsesse Mary, stammer fra den selvstændige og meget uafhængige stat Tasmanien! Gu’ ved, om Frede ved det..........

Et sidste, utilsigtet komisk indslag er, at amerikanerne har vredet hele ni lande ud af Antarktis’ golde ismasser - sådan lidt afhængig af, hvilken nordlig magt, der gør krav på territoriet. Og jeg som gik og troede, at Antarktis var en slags no-mans land, men sådan kan man jo tage så grusomt fejl.

Anerkendt af verden?

Man skal ikke være doktor i noget som helst for at se, at TCCs alenlange liste ikke er i overensstemmelse med den opfattelse, som resten af verden har, men det kan ikke overraske. Senest i Irak har amerikanerne vist, at det ligger lidt tungt med traditionerne for at lytte til andre landes meninger – og da slet ikke FNs, så helt i tråd med Bush II skriver TCC nederst på ansøgningsformularen: "This list is recognized by the world as the standard of countries and destinations that are politically, ethnologically or geographically different”. USA er som bekendt også det eneste land, hvor man uden blusel ophøjer de nationale sportsligaer til at være “verdensmesterskaber”, så det der med "recognized by the world" skal man vist være amerikaner for at acceptere.

Interessant er det også, at TCC’s højtgearede landetælleri er baseret på forskelle i politiske, etniske og geografiske forhold snarere end international anerkendelse. Det minder meget om vor egen definition af territorier, men mens de geografiske og politiske måske er til at tage og føle på, så er den etniske dimension lidt mere tricky, især hvis man tager de seneste årtiers massive folkevandringer i betragtning. Det skal blive interessant at se, hvornår TCC anerkender Ishøj og Nørrebro som selvstændige kalifater.

Rekordernes klub

Naturligvis har også overnørderne deres rekordholdere. Hele ni medlemmer har præsteret det kunststykke at have været i samtlige listens 317 lande, og et par stykker har været i 316. Den ene missede en base på Anarktis, den anden Wake Island, hvor den så end måtte ligge. Men et land, det er det!

Den første med fuldt hus, John Clouse fra Evansville, Indiana er ligefrem blevet anerkendt af Guinness World Records (1995) som "the world’s most traveled man". Oveni beretter TCCs hjemmeside, at yngste medlem er Lani Shea, hvis forældre, Jeff and Novita fra Novato i Californien slæbte hende gennem land nr. 100 i den fremskredne alder af to år og otte måneder. Det svarer til godt tre lande om måneden lige fra fødslen. Den stolte fader er i øvrigt en af de to på 316 og ikke kun en bevidstløs landefræser; han har bl.a. præsteret den attraktive "Seven Summits", det højeste bjerg på hvert kontinent. Uanset det noget forvoksede antal lande på kloden kan det muligvis imponere, at der faktisk er mindst 11 TCC-medlemmer, der har besøgt hele verdens buket af anerkendte lande, men hvad stiller klubben egentlig af betingelser for at medregne et nyt land? Se, det giver anledning til endnu mere ufrivillig morskab, for kravene til at have været i et land er om muligt endnu mere bløde end vores egne "24 timer", et i forvejen latterligt krav for at have "oplevet" et land.

Ifølge TCC er det nemlig nok blot at have sat sin fod på jorden, og en 30 minutters lufthavns-transit er rigeligt, så ikke overraskende virker det som om, at samtlige TCC’s medlemmer kollektivt set er dybt overkvalificerede kandidater til Egholmprisen. Klimaks kommer sikkert, når Jules Vernes gamle klassiker omdøbes til "Jorden Rundt på 80 minutter" og senere koges ned til en film på 80 sekunder. Skulle nogen være interesserede i at blive medlem af den ultimative landenørdeklub, klares det over nettet. Indmeldelsesgebyret er 100 $ og det årlige kontingent 40 $ (50 $ for oversøiske medlemmer), men så får man også et officielt TCC medlemskort og et medlemscertifikat til væggen. Oveni får de jakke- og slipsklædte medlemmer naturligvis retten til at deltage i diverse møder (typisk mødegebyr 50 $) samt modtage en masse skrifter, hvor Mr. & Mrs. X hyldes for at have tilbragt 45 sekunder i Langtbortistans luftrum, og hvor man råber hurra for de, der har passeret en eller anden rund grænse – 200 eller 300 lande ud af verdens 193 mulige.

Til de medlemmer, der som jeg selv synes, at vort eget landetælleri har det med at tage overhånd, kan jeg kun sige: Trøst jer; det kan blive meget værre.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside