Når det 'normale' bliver 'alternativt' (Madeira)

Claus Qvist Jessen

Madeira er en både spændende og naturskøn ø, og et af højdepunkterne er at følge en af de mange vandingskanaler (levadaer) ud i det grønne intet.

Vi skruer tiden 12-13 år tilbage. Forud var gået et par lange backpackerrejser til først Østen og siden Sydamerika, men hjemme igen klappede fælden. Jeg kom til at søge et job, havnede som godt betalt korrosionsspecialist i et rådgivende ingeniørfirma og måtte for en stund sætte rejselivet på lavblus. Sommerferien gik i selskab med alle fiskestængerne til det nyligt befriede Ungarns store floder, men op mod juletid blev der lige plads til en enkelt sviptur til Atlantens skønne perle: Madeira. På charter! Spies eller Tjæreborg, eller hvad det nu hed, havde et godt tilbud, og få dage efter sad vi, to hærdede globetrottere, i en proppet Airbus sammen med en flok sprithungrende masseturister, for hvem netop Madeira har været det ultimativt grænsesøgende eventyr.

Udover turismen må Madeiras berømte hedvine være øens største indtægtskilde, og som fremmed er det næsten umuligt at undgå en smagning i en af øens mange vinkældre. Betaling kan IKKE ske med et almindeligt, dansk DanKort.

Vi blev heldigvis forskånet for de fleste scener fra Lasse Åbergs ”Selskabsrejsen”, og da vi landede, skulle jeg for første gang i mit lange rejseliv ikke kæmpe mig gennem en kødrand af hidsigt kæmpende taxachauffører. I stedet kunne jeg nøjes med at følge strømmen af kvæg ud til den ventende bus, hvor en af kompagniets yndige blondiner straks greb den dertil indrettede mikrofon og bød hele bussen velkommen til Funchals lufthavn: Hansen skal bo på Hotel X, Jensen på Hotel Y, og så ville der i øvrigt være en lille sammenkomst samme aften på Hotel Z, hvor alle kunne blive behørigt informerede om øens herligheder.

Vi havnede heldigvis i Funchals ældste bydel, midt i et byggerod, men herligt langt borte fra feriebyen og svømmepølerne mod vest. Vi tænkte os også om to gange, men endte med at dukke op til informationsmødet – om ikke andet for at få alle vore fordomme om stupide charterturister bekræftet. Desværre (eller heldigvis) blev vi grundigt skuffede. De så sgu helt normale ud alle sammen, og kun et stort mindretal rendte rundt i fluorescerende camping-habitter af en farve, der tydeligt viste, hvilken stamme ejermanden hørte til.

Selv spørgsmålene var fornuftige og gennemtænkte, og de uniformerede guider svarede beredvilligt på floden af nysgerrige spørgsmål. Smilende og glade, lige indtil en dame i starten af 50’erne rejste sig op og udtalte sin undren over, at man ikke kunne bruge et plastickort på øen. ”Hva’ fanden var det for et sted?!” Guiden stivnede indvendigt, men holdt en beundringsværdig facade. Det var jo sikkert en fejl, men hvad var det for et kort? Amex? Diners? MasterCard? Næh, nej – et godt, dansk DanKort. Ikke en gang et Visa-DanKort, men et antikt kort af den slags, der kun går i de danske automater. På Madeira præcis lige så anvendeligt som et kontokort til Dalle-Valle.

Madeira herlige kystlinie er både vild og fotogen og hele opholdet værd. Her en lille by lidt vest for hovedstaden Funchal.

”Nåh. Det var jo ikke så godt.” Guiden holdt en imponerende maske og undlod høfligst at grine. ”Men du har vel nogle kontanter med, ik’??” Det havde konen naturligvis ikke. Ingen danske kroner, ingen escudos, ingen pesetas, ingen dollars, ingen pund, ingen D-mark og naturligvis heller ingen fransk franc eller russiske rubler. I det hele taget havde hun kun ét stk. betalingsmiddel, og det var det aldeles uanvendelige DanKort. Det var slet ikke faldet hende ind, at man på en fjern ø i midten af Atlanten måske ikke brugte helt de samme penge som hjemme i Brovst.

Det var jo næppe første gang, de hårdt prøvede guider oplevede at skulle være barnepige, men de tog det pænt. De fi k lånt lidt af en eller anden kasse, og dagen efter blev der telexet hjem til banken, så den strandede DanKorts-proprietær kunne nyde, at man selv udenfor Sallings trygge rammer kan overleve med et ubrugeligt plastickort. De stakkels guider fortjente næsten en medalje for at redde endnu en præ-senil charterturist ud af sumpen. Og os selv? Vi gloede på hinanden og undrede os over, at det altid er de unge freaks, der får skudt i skoene, at de er så frygteligt uansvarlige. Måske nok, men tage af sted uden antydningen af penge, det har jeg godt nok aldrig gjort endnu. Det sker måske, når seniliteten begynder at indfinde sig...

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside