Skak:	Uygurportræt:	Barbering:
Kashgar i Xinjiang, Vestkina, er meget lidt kinesisk. Byen, en af de gamle, klassiske byer på Silkeruten, er meget mere centralasiatisk, hvilket bl.a. skaktraditionen vidner om. I bedste russiske stil mødes alle byens eksperter et par gange om ugen, her på "Folkets Plads", og det er absolut ikke svært at få sig en dyst med en af de skrappe spillere.	Folket i Xinjiang er primært muslimske Uygurer, dejligt venlige og fotogene mennesker, der på alle planer har meget lidt med centralregeringen i Beijing at gøre. I stedet ligner de meget mere nabofolkene, kyrgyzserne, tatjikerne og kazakherne i det gamle Sovjet.	Søndagsmarkedet i Kashgar er formentligt verdens i omfang største marked. Alt kan sælges og købes, og føler man trang til at få knolden glatraget, klares dette på stedet. Bemærk det "udendørs badeværelsemiljø", kinesernes tvivlsomme bidrag til verdensarkitekturen.
Bjerge:	Tibetaner i telt:	Munk:
Verdens helligste bjerg er det 6714 meter høje Mount Kailash i det fjerne og øde Vesttibet. For de tibetanske buddhister svarer Kailash til mytologiens Mount Meru, en 400.000 km høj pyramide med sider af guld, sølv, rubin og lapis, og dertil hjemsted for en af deres vigtigste "guder" Samvara.	En gang rundt om Mount Kailash er meget godt, men 108 gange er ifølge buddhisterne specielt ophøjet. Gutten her fangede jeg landsbyen Darchen, efter at han havde gennemført sin 56. "kora". Godt gået.	Alle, der har været langt oppe i Himalaya har oplevet den helt specielle "smør-te", et meget underligt fluidum bestående af te, mælk, sukker og en masse yaksmør. For at få det hele gjort nogenlunde homogent blandes sagerne i en træcylinder med tilhørende stempel som her demonstreret af en novicemunk fra Rizong Gompa i Ladakh, Indien.
Gl. gut med cigaret:	Bueskytte:	Kvinde:
Det nordlige Pakistan er hjemsted for både noget af verdens smukkeste natur og nogle af de vildeste mennesker. Indtil Karakoram Highway blev påbegyndt for 30 år siden, var hver eneste dal sin egen lille, uafhængige "ø", og hver dal har den dag i dag beholdt sine egne særpræg, skikke og sågar sprog. Denne dejlige gamling stammer fra Hunza.	Stammefolkene i Meghalaya har tydeligvis mere end en anelse mongolsk blod i sig, og både af udseende og opførsel er de vidt forskellige fra lavlandets mylder af indiskrete indere. Nationalsporten er bueskydning, og hver eneste eftermiddag året rundt afholdes der små stævner, her i hovedbyen Shillong i de østlige "Khasi Hills".	Feminin skønhed har de også i "Hill States". Hende her stammer fra et eller andet sted mellem Shillong og den mindre Nongstoin, noget længere vestpå.

Yngre hyrder:	Landsby:
I det nordlige Pakistan som alle andre steder i verden højlande kniber det med at dyrke grønt, og hovedkilden til næring er derfor får og kvæg. Hver sommer driver hyrderne i bedste sæterstil dyrene op i højlandet, hvorfra de først trækker ned igen i slutninger af september. Disse to stolte hyrder mødte jeg helt oppe ved Nanga Parbat Base Camp, små 4800 m.o.h.	Indiens bedst bevarede hemmelighed er de syv nordøstlige "Hill States". Tre af staterne, Assam, Meghalaya og Tripura, lukkede op for udlændinge i 1996, mens de fire andre fortsat er lukkede for turister uden en masse bureaukratiske tilladelser. Endnu er det meget småt, hvad der kommer af turister, og bl.a. derfor er f.eks. Meghalaya et af de fedeste steder i hele Asien for studier af uspolerede stammekulturer. Landsbyen her hedder Sassatgre og ligger i de vestligste "Garo Hills".

Afrikansk danser:	Barn på ryggen:	Sølvfisk:
Vestafrikanerne er nogle af de mest rytmiske mennesker i hele verden, og får man chance for at opleve en større stammefest, er lykken gjort for både sjæl, legeme og kamera. Han her stammer fra Pagouda i det nordlige Togo, hvor man hvert eneste år afholder en stor fest for det meste af landet.	Ingen steder i den tredje verden har man opfundet barnevogne, så i stedet slæber man rundt på børnene på ryggen. Og der sidder man godt, hvad denne lille, charmerende unger fra La Paz i Bolivia kan bevidne.	Et herligt sted at lufte sine pescafile interesser er Costa Rica, hvor man fra februar til maj kan opleve et helt fantastisk fiskeri efter "verdens største sild", den højt springende og meget vild fightende tarpon. Skønheden her vejer 80 pund og var for mig selv kulminationen på et fem år langt forøg på at fange en stor tarpon. Dejlig fisk!

2 x Fiskeri ved Namibia:
Er man til voldsomt fiskeri, fås den slags næppe bedre end ved Swakopmund i Namibia. Her kan man "hygge" sig ved at dyste med kobberhajer i størrelser fra 30 kg op til over 100 - direkte fra kysten! Har man ikke bøffer i armene allerede, så får man det - eller også får man bare ondt over det hele, men det er det hele værd. Vestligste "Garo Hills".

Borneo, Mindanao, Sulawesi og Flores

Farverige stammefolk, fortidens ånder og blodige ritualer

Sydøstasien er andet og mere end thaipiger, badestrande, koralrev og smukke regnskove; det er også en heksekedel af "oprindelige" folkeslag, for hvem de seneste århundreder er passeret forbi uden at sætte alt for mange spor.

Et af de bedre steder for alternative stammekulturer er øerne i sydøst, hvilket jeg selv oplevede, da jeg i løbet af tre måneder i sommeren 99 først rejste rundt på Borneo og den sydlige del af Philippinerne, inden jeg hoppede sydpå til de indonesiske øer Sulawesi og Flores. Alle stederne rendte jeg ind i landsbyer, hvor respekten for forfædrenes ånder lever side om side med Jesus og Jomfru Maria, og da ånderne kræver både fester og ofre, er denne alternative "subkultur" langt mere interessant end de mere officielle dele af de forskellige lande.

Jeg startede i efterdønningerne af det let sprittede Gawaifestival på Sarawak, hvor jeg oplevede at bo i et par traditionelle langhuse - med tilhørende ad libitum forsyninger af palmevin. Sabah er kulturelt langt mindre interessant, men jeg nåede da en lille bjergtop, nogle orangutanger og et par næseaber, inden jeg rendte ind i det ganske "ukendte" og meget farvestrålende T'bolifolk på Mindanao (Philippinerne).

Sydpå i det kuperede og fotogene Tanatoraja (Sulawesi) fik jeg den første nekrofile lektion i rituelle slagtninger i form af de efterhånden verdensberømte begravelsesceremonier, der gerne koster en halv snes bøfler livet - pr. dag. Mindre svulstigt, men næsten lige så blodigt er det, når Ngadufolket i Bajawaregionen (Flores) holder housewarming. Da er det svin, der må lade livet under de rituelle slagtninger, men hvad gør man ikke for at tækkes forfædrenes ånder....

Men for at det ikke skal være død, ødelæggelse og rituelle slagtninger det hele, kigger vi også på det mere neutrale landsbyliv, Tanatorajafolkets underlige byggestil, deres klippedukker og Flores' kulørte søer, de vulkanske pytter ved Keli Mutu.

Jeg har tilladt mig at smække et par billeder eller tre med som appetitvækkere, alle nogenlunde sobre, mens de mere saftige først serveres d.19/5. Her skal vi fra vort parti dog lige fremsende en advarsel, for mens showet sikkert ikke bliver det flotteste show i klubbens historie, er det med garanti det mest blodige, og fundamentalistiske vegetarer, medfølende dyrevenner og andre sarte sjæle bør overveje deres tilstedeværelse en ekstra gang.

Er det hele bare for meget, er Rågeleje og omegn et glimrende sted til sene, natlige og meget romantiske vandreture.....

Vi ses

Claus Qvist





Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside