Alle i klubben kender det. En eller anden i vennekredsen spørger forundret: "De Berejstes Klub, er det det samme som Eventyrernes Klub?", og så kan man ellers for 117. gang tage fat på en smøre om, at det ikke er to forskellige afdelinger af samme klub, at De Berejste ikke bare er en underafdeling af Eventyrerne, og at de to klubber på alle måder er ganske forskellige.
Men er vi nu det? Har de to klubber slet ikke nogen fællestræk, og er vi egentlig så forskellige eller så ens som både vi selv og resten af verden synes at tro? Er de to klubber vitterlig to sider af samme obskure sag, eller er vi lige så forskellige som nat og dag? Hvem er den egentlig, denne mystiske klub, som ingen af os ved ret meget om?
Historiens vingesus
Peter Freuchen
Den første umiddelbare forskel, der springer i øjnene, er historien. Eventyrernes Klub stammer helt tilbage fra en gang i 1938, da to nydelige kvinder og otte gæve mænd med en af polarforskningens helt tunge drenge, Peter Freuchen, i spidsen iførte sig deres stiveste puds og satte sig ned på Universitetscafeen i København for at stifte "Adventurers Club of Denmark". Hurtigt kom der andre Grønlandsfarere til, og gennem efterhånden syv årtier har Eventyrernes Klubs været et landskendt samlingspunkt for al landsens underlige folk, der alle har det til fælles, at de opfylder nogle mere eller mindre udefinerede kriterier for eventyrlighed.
Til sammenligning er De Berejstes Klub en baby. Klubben blev som bekendt stiftet i starten af 1996, hvilket i skrivende stund giver en levetid på kun 1/10 af Eventyrernes. Grundet manglen på historiske vingesus har DBK naturligvis aldrig haft det samme tag i offentlighedens lange bevidsthed, hvilket nok er meget af forklaringen på mange af vennernes "dumme" spørgsmål. Som også verdens nyfødte lande har måttet erkende, er det svært at forcere historien, og det varer vist mange år, inden Den Demokratiske Republik Congo holder op med at hedde Zaïre.
Det eventyrlige nåleøje
Sjovt nok er de to klubber næsten lige store, for begge ligger og vipper omkring de 100. Men så er der heller ikke mange ligheder tilbage, for mens DBK principielt er en åben klub med relativt veldefinerede optagelseskrav, er EK anderledes hemmelighedsfuld.
Første store forskel er, at Eventyrernes Klub kun er for mænd. Der findes ganske vist en forening for kvindelige eventyrere (Danske Kvindelige Æventyrere, stiftet 1954), men den er ganske anonym, og jeg har ikke fornemmelsen af, at de to klubber har ret meget med hinanden at gøre. Et fællesmøde eller to i historisk tid er vist det eneste.
Tilhører man så den halvdel af befolkningen, som har en mere ligelig blanding af X- og Y-kromosomer i blodet, er kriterierne for at være eventyrer rimeligt enkle. På Eventyrernes hjemmeside står: "Man kan kun søge om medlemskab efter opfordring fra klubbens optagelsesudvalg. Optagelseskriteriet er, at man skal have haft usædvanlige oplevelser under usædvanlige forhold (fortrinsvis i udlandet), at man fortsat opsøger eventyret, og at man er i stand til at formidle sine oplevelser til andre."
Hvad man så definerer ved usædvanlige oplevelser under usædvanlige forhold, henstår i det uvisse, men principielt kan det dække over en vandretur fra Malmö til Lund, hvis blot det sker på tilstrækkeligt eventyrlig måde, og at man er i stand til at fortælle om den på den rigtige måde. En af Eventyrernes gamle medlemmer var f.eks. den nu afdøde gøgler, Professor Tribini, der ikke ligefrem udmærkede sig som globetrotter.
Mest specielt er det vel, at man ikke selv styrer sit eventuelle medlemskab. EK er ganske enkelt ikke nogen klub, man selv kan søge om at blive medlem af, men et lukket forum, der med hård hånd plukker eventuelle kandidater ud blandt de folk, de selv finder interessante og spændende. Det er ikke et sted, hvor man ringer til formanden og beder om at få en indmeldelsesblanket tilsendt. De skal nok selv fange dig, hvis de finder dig spændende nok – lidt som i de gamle, amerikanske film: "Don’t call us. We call you.........".
Den udvalgte inviteres derpå ind til at holde et foredrag, hvorefter man muligvis indstilles af det dertil indrettede indstillingsudvalg og derefter muligvis slipper igennem bestyrelsen og yderligere et par nåleøjer. Ambitionen er at holde EK på 100-110 medlemmer, men så heller ikke mere, så nyoptaget styres til en vis grad af den naturlige afgang, og for tiden er det mellem tre og seks nye om året.
Uanset hvor eventyrlig, man måtte være, er det hele noget, der tager lang tid, og eksempelvis tog det 23 år for den nuværende formand, Klaus Aarsleff, at blive optaget! Han holdt sit første foredrag hos Eventyrerne i 1973, og først i 96 slap han ind i varmen. Men er man først inde, er der ikke yderligere krav. Man er medlem for livstid, og EK har ikke som DBK krav om fortsat aktivitet. Der er således ikke noget med, at man hvert andet år skal bevise sin eventyrlighed, og man bliver ikke smidt ud, hvis man er gået på eventyrmæssig pension. En gang eventyrer, altid eventyrer, og det kan der vel være noget om, så de eneste udmeldelser, man oplever i EK er eksklusioner eller folk, der melder sig ud i vrede.
Meget tankevækkende er EKs optagelseskriterier i virkeligheden ikke særligt forskellige fra dem, som DBK selv har udstukket for Folkersenprisen. Netop afdøde Poul Folkersen var en af dem, der i en årrække var kandidat til EK, men som aldrig nåede at blive optaget, og at rejse i Folkersens ånd kan derfor ikke undgå at ligge tæt op ad netop Eventyrernes optagelsesbetingelser. "Usædvanlige oplevelser under usædvanlige forhold" må om noget siges at være i Pouls ånd.
Teknikken med at håndplukke hard-core-kandidater vil sikkert skurre i et par DBK-medlemmers ører. Utallige er i hvert fald de gange, hvor begrebet "loge" har været brugt som det ultimative skræmmebillede, det skråplan der uundgåeligt vil få DBK til at ende som en slags 2. division for Eventyrernes Klub, hvis ikke vi holder fast i det ensidige landetælleri som eneste adgangskrav. Næppe, for DBK har nu haft "eventyrkvoten" i over to år, vi er endnu ikke i nærheden af noget skråplan, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det nogensinde vil ske.
Medlemmerne?
Men hvem er det så, Eventyrerne gennem 65 år har håndplukket sig frem til? Klikker man ind på deres mildest talt uaktuelle hjemmeside på adressen www.adventurersclub.dk og videre under medlemmer, finder man hele listen af pinger. Mange af dem er kendt i den store offentlighed (Troels Kløvedal, Ib Michael, John Andersen, Carsten Jensen, Ib Rehné (Cairo!), Palle Huld, Jens Bjerre m.fl.), men mindst lige så mange er det ikke, og hovedparten af medlemmerne har jeg ganske enkelt aldrig hørt om. EK er heldigvis andet og mere end "kendte på langfart med Nordkaperen".
Bladrer man rundt i de telegrafagtige personbeskrivelser, opdager man en stor overkoncentration af folk, der har arbejdet som polarforskere eller rejseledere, eller som har rødder i den danske handelsflåde. Alderssammensætningen er også ganske anderledes end i DBK, og den ene gang, jeg selv havde fornøjelsen af at visitere EK, var jeg med mine 42 år den yngste tilstedeværende, mens jeg i DBK er nået til at ligge en anelse over gennemsnittet.
Er alder så en kvalitet? Måske, måske ikke, og verden af i dag kan sikkert finde mindst lige så meget eventyrlyst hos en ung, dynamisk globetrotter som hos en ældre herre, der for en generation siden tilbragte en masse tid med at tælle sæler på Østgrønland. I gamle dage var verden bare anderledes, og det var ikke hvem som helst forundt at stikke hjemmefra. Skete det endelig, var det bestemt ikke på en komfortabel charterrejse, men "the hard way", og det krævede helt andre boller på suppen at rejse.
Verden årgang 2003 er uendeligt meget mindre end tidligere, og på en eller anden måde er det blevet sværere at være rigtigt eventyrlig. Alting er blevet så ulideligt let, og det er nok svært for mange af os yngre at forstå, hvor bøvlet det var, at rejse udenlands for en generation eller to siden. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at føle en vis form for respekt for folk, der tilbage i 40’erne gjorde det, de gjorde.
De hellige haller
Uanset hvad man mener om Eventyrernes strikse optagelseskriterier, skal man nærmest være hard-core modernist for ikke at begejstres over deres skumle lokaler i baggården Nyhavn 53B. Huset ejes af klubben, og uanset ens rejsemæssige trosretning er det umuligt at stå i det gamle hus uden at få en følelse af dyb misundelse, for få andre steder i verden kan i den grad ose af stemning og inspirere til udlængsel.
Det gamle pakhus stammer fra før Ruder Konges tid, og den øverste af de to etager er udstyret med et tæt pakket bibliotek med signerede udgaver af alt, hvad der er udgivet af spændende rejse- og eventyrlitteratur siden Napoleon. Midt i de slidte beretninger fra Edmund Hillary og Jens Bjerre kan man ligefrem finde et eksemplar af min egen og Jens Bursells Backpacker doneret i det lønlige håb, at et par yngre nutidsrejsebumser kan inspirere nogen af de gamle gutter til endnu flere eventyr.
På samme etage har man et separat lokale til bestyrelsen(!), og lige overfor står et lille bord med en støvet pendel. Lige præcis dette lille hjørne kan man i døgnets allerskæveste timer opleve i Dansk TV4, som fra tid til anden kører en serie med nogen af EKs underholdende storytellers. Både formand Klaus Aarsleff, næstformand Lars Ørlund og flere andre kan fortælle røverhistorier, så fuglene synger, og det har DK4 altså lavet en hel lille serie ud af – alle optaget på første etage i det tussegamle hus.
Hovedrummet i stueetagen er et af de mest fascinerende lokaler, jeg til dato har sat mine ben i. Hver eneste rustikke kvadratmeter på væggene er tapetseret med relikvier fra klodens fjerneste egne, og mellem spyd, skjolde og gulnede fotos hænger skind fra eksotiske dyrearter og dimser, man umuligt kan gætte sig til funktionen af. Alle sammen indsamlet fra en tid, hvor ikke hvem som helst kunne tage 14 dage til Kenya og betale sig fra at nappe en stribe industribilleder af de opstillede masaikrigere.
Mens jeg stod der og faldt i staver over fortiden, kom en af gutterne hen og sagde davs. "Har du nogensinde havde været i livsfare?", lød spørgsmålet. "Naturligvis", men i stedet for at opremse malaria, pistolsvingende latinos, tungt bevæbnede mujahediner eller utallige sindssyge buschauffører røg det bare ud af mig, at det mest dødbringende, jeg havde prøvet de seneste par år, var at forsøge at cykle på motortrafikvejen fra Svendborg til Odense. Han gloede vantro, men jeg har stadig vanskeligt ved at finde noget mere livsfarligt end en slingrende truck på 20 cm’s afstand.
Møderne
Sammenlignet med DBK har EK en ganske høj mødeaktivitet, men til gengæld foregår det altid i København. Med undtagelse af sommeren samles typisk omkring 20 medlemmer hver eneste tirsdag kl. 1800 i Nyhavn, bænket omkring det runde træbord, hvori spidse dolke gennem årtier har ridset navnene på alle tidligere og nuværende medlemmer.
Formanden har naturligvis sin faste plads længst bort fra vinduet og med en lille klokke og den elektriske døråbner indenfor rækkevidde, alt imens en stilfuldt klædt butler(!) serverer det varme måltid og de tilhørende drikkevarer. Fødselsdage og andre højtider fejres med snaps, og ganske som i DBK løber snakken flittigt undervejs, men på et noget mere højtideligt og mindre løssluppent plan. Der er ikke noget, der ligner hverken tour de table eller postkort, men til gengæld får aftenens foredragsholder et par minutter til at advare tilhørerne om dels sig selv og dels aftenens emne.
Allerede efter en time er folk færdige med fodringen, og så rykker man ind ved siden af til rækkerne af opstillede stole, og den næste times tid foregår så i selskab med en eller anden eventyrlig oplevelse fra den store verden. Eksakt 45 minutter får manden på podiet, og kl. 2000 sharp går alle hjem! Midnatsmøder og weekendarrangementer, som vi kender dem, synes ikke at eksistere, hvilket utvivlsomt er godt for både lever og hjerneceller, men knapt så godt for hyggen.
Udadvendte aktiviteter
En af de helt store forskelle mellem EK og DBK er lysten til udadvendte aktiviteter i klubregi. DBK har ungdommens dynamik og villighed til forandring, mens EK i langt højere grad bygger på konservative traditioner og værdier, og netop i forholdet til medier og publicity ser man forskellen på de to verdener.
Eksempelvis gør bestyrelsen i DBK et stort nummer ud af at tiltrække medier og sponsorer, mens man hos EK nærmest sætter en ære i at undgå den slags. Cigarføringen holdes med vilje meget lavt, og man vil aldrig nogen sinde se en folder, der reklamerer for Eventyrernes Klub. Hvorfor skulle de også lave sådan en? Alle kender dem, og der er rigeligt med folk, der vil lege med, så de har ikke svært ved at håndplukke de folk, de vil have. EK har ganske vist masser af medlemmer, der individuelt er mediepersoner (f.eks. mange af DR’s udlandskorrespondenter), eller som arbejder indenfor rejsebranchen, men nogen form for aktiv, kollektiv profilering er der ikke tale om.
Forskellen mellem DBKs unge dynamik og EKs gamle traditioner mærker man også på bladfronten, for mens Globen i al ubeskedenhed har udviklet sig til et af landets smukkeste og mest stofmættede klubmedier, rummer EKs månedsblad mest meddelelser og korte referater af de seneste måneders klubforedrag. Egentlige rejseartikler er en minoritet, hvilket egentlig kan undre, når man tager i betragtning, hvor mange fremragende skribenter, EK rummer.
Det er måske meget symptomatisk for Eventyrerne, at de enkelte medlemmer hver for sig er meget aktive og publicerende, mens de som klub slet ikke mobiliserer den samme sprudlende skrivelyst som DBK. Alene det at få fingre i et eksemplar af bladet er en fysisk umulighed, ligesom det heller ikke er muligt at få oplyst kontingentet. "Ikke urimeligt" lyder formandens svar, og så kan man jo lægge det i det, man har lyst til.
Samme forskel ses på de to klubbers websites. Mens www.berejst.dk som bekendt rummer masser af information, vedtægter, medlemsbeskrivelser, statistikker, beretninger og aktuelle nyheder, rummer www.adventurersclub.dk kun det allermest nødvendige: En kortfattet medlemsliste, bestyrelsen og et par links til ligesindede klubber i andre lande. Faktisk har EKs side nået at løbe fra april 2002 til maj 2003 uden overhovedet at blive opdateret, og at den overhovedet blev rettet til i 2002, skyldes sandsynligvis, at den gode, norske kontikiskipper Thor Heyerdahl afgik ved døden. Eventyrernes Klub og internettet synes på alle planer at tilhøre to forskellige århundreder.
Forskelle og ligheder?
At folk har det med at forveksle EK og DBK, hænger naturligvis sammen med, at begge klubber rummer noget med at rejse og opleve, men set lidt indefra er der mindst lige så mange forskelle som ligheder. Det er ligesom bridge kontra skak, for selvom man brænder for skak, er der ingen lov, der siger, at man også skal være god til bridge – og omvendt. Der er heller ikke nogen, der siger, at blot fordi man elsker backgammon, skal man absolut have lyst til at spille whist, og dette er måske forklaringen på det manglende personsammenfald mellem de to fora.
I virkeligheden får man den fornemmelse, at forskellen mellem EK og DBK ikke så meget ligger i selve klubbernes formål og virke, men i de individuelle medlemmers baggrund. To klubber, der begge hylder det usædvanlige rejseliv, må nødvendigvis have et vist "ideologisk" sammenfald, men kigger vi i stedet på måden, klubberne administrerer deres ideologi, bliver forskellene større end lighederne. Det er f.eks. yderst vanskeligt at forestille sig Eventyrerne lave en hitliste over klubbens største landefræsere eller uddele et par tusser til første mand, der tilbringer 24 timer i Langtbortistan.
Også når man kigger på de enkelte medlemmer, bliver forskellene tydeligere end lighederne. Alligevel er der ingen tvivl om, at EK har mange medlemmer, der (minus toårsreglen!) vil kunne smugle sig ind i DBK, især hvis vi tager eventyrkvoten i betragtning. Til gengæld kniber det mere den modsatte vej, og DBK rummer vel max. 4-5-6 stykker, der for alvor ville kunne kvalificere sig som eventyrere, ganske enkelt fordi det er så ulideligt let at score lande, mens det at gøre det på den "eventyrlige måde" kun er meget få beskåret.
Lande koster kun flybilletter, mens et liv som eventyrer koster tid, og den slags er og bliver uforeneligt med et normalt fuldtidsjob. Trods alt har kun meget få i DBK taget karrierespringet fra det normale arbejdsliv og har ladet sig friste af rejselivets tidløse morads, men det er altså vejen, hvis man vil have de "usædvanlige oplevelser". Og jeg synes stadigvæk, at det er ufrivilligt komisk, at David Livingstone og Marco Polo så rigeligt kan kvalificere sig som Eventyrere, men ikke som Berejste!
Eventyrernes Klub er under alle omstændigheder et spændende forum, en slags "klublivets National Geographic", som vi bestemt ikke bør distancere os fra, heller ikke når vi i ophedede nattestunder diskuterer vores optagelsesbetingelser. EK spiller bridge, DBK spiller skak, og det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet. Vi er bare forskellige, og der er ingen grund til at tage afstand fra begrebet "eventyr", blot fordi det indgår i navnet på vennerne i Nyhavn. Jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig, at de med vilje undgår ordet "berejst"............
