Om flækkede kranier og forfædrenes ånder

Til housewarming i Flores' mystiske Ngada-region

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

Folk i Flores' centrale Ngada-region er som næsten hele øen officielt katolikker, men Jesus og Jomfru Maria er helt skubbet i baggrunden til fordel for tilbedelsen af forfædrenes ånder. Den mandlige gudedom kaldes ”Ngadhu” og sørger for god frugtbarhed, både indenfor og udenfor husets fire vægge.

”Recommended by Lonely Planet” står der sgu! Her er jeg havnet i en lille, obskur landsby en lille times bumlekørsel fra højlandsstaden Bajawa, og så er der gudhjælpemig en entreprenant, lokal gut, der for længst har set så tilpas mange turister, at han har åbnet en lille, ”autentisk” turistcafé. Illusionen om det uberørte højland brister på et sekund, men det er vel næsten, hvad man kan forvente, når man sætter kurs mod en landsby, der er nævnt i LP's gule rejsebibel.

Surt show, og lettere muggen skipper jeg den LP-anbefalede restaurants herligheder og tager det næste køretøj retur til Bajawa. Jeg står i vejkanten og tænker, og ender så med at tage en meget impulsiv beslutning og hopper ind i den første den bedste ramponerede mikrobus ud af byen med kurs mod ”noget”. Chaufføren forsøger at forklare mig, hvor bussen er på vej hen, men jeg er ligeglad, bare det ikke er et sted, der står i nogen bog. Jeg stikker ham et par kroner og overlader til ham at smide mig ud, når jeg har kørt dem op. Han slår sig på lårene af grin, smækker døren i og jokker tungt på speederen.

Dyrevelfærd har aldrig haft nogen høj prioritet i Sydøstasien, heller ikke i Indonesiens kristne regioner, hvor grise gerne transporteres som tøjbylter.

Efter en halv times tid ender vejen, og pludselig står jeg in the middle of nowhere, midt i et grønt ocean af regnskov og bananpalmer, midt i den meget specielle Ngada-region, hvor folk har deres helt eget sprog, og hvor de ganske vist er katolikker ligesom resten af Flores, men hvor forfædrenes ånder stadig er så livskraftige, at Jesus og Jomfru Maria må finde sig i at spille andenviolin.

Her bygger man ikke kirker og tilbeder billeder af Paven, men dyrker forfædrenes ånder i nogle runde og meget specielle, stråtækte huse. Alle sammen ligner forvoksede parasoller, og alle parasollerne har et sært fugleskræmsel af strå i toppen, sådan lidt a la en gammeldags julebuk af halm. Det er ”Ngadhu”, den mandlige gudedom, der beskytter alt lige fra landsbyens levende mennesker til de afdøde forfædre, udover naturligvis at bibringe god frugtbarhed - både til mennesker og de omkringliggende marker. Noget af det må virke efter hensigten, for hele regionen er vildt grøn, og overalt render der flokke af grinende børn rundt.

Køkkenet er det helligste sted i huset og det sted hvor forfædrenes ånder holder til. Disse gæve mænd holder en lille slabberas midt i festivitasen.

Det kvindelige modstykke til Ngadhu er en lille, ¾ meter høj, stråtækt hytte ved navn ”Bhaga”, men helt præcis hvad den bruges til, finder jeg aldrig ud af. En lokal fyr forsøger at forklare det, men mine 50 ord på bahasi Indonesia rækker ikke til at forstå hans dybsindige udredninger.

Køkkenets hellige ånder

En kilometer eller to til fods gennem bananpalmer og bambus bringer mig til næste landsby, en lille flække ved navn Ekoheto, og igen modtages jeg af en stor plads dekoreret med et par af de stråtækte Ngadhu-parasoller med tilhørende fugleskræmsler og et par Bhaga-hytter. Men der er ikke et øje at se. Ikke et menneske overhovedet i hele landsbyer, så jeg lusker lidt rundt mellem de tomme huse og undrer mig lidt over fraværet af indbyggere.

Efter et velrettet hug med en stor machete er grisens hjernekiste blevet helt flækket, og blodet drænes fra og ned i en skål. Dette blod bliver senere brugt til en kæmpe gryde indvoldssuppe.

Heldigvis kommer jeg ikke til at undre mig så længe. Ved ét hus myldrer det nemlig med mennesker, og så snart de opdager ham den fremmede, kommer flere af dem rendende og nærmest skubber mig i den rigtige retning. ”Please, come inside”, lyder det fra alle sider, og før jeg ved af det, er jeg skubbet indenfor i et ret almindeligt, grønmalet hus af gasbeton.

Hele byen synes at være samlet omkring det grønne hus, og en af de få, der snakker nogle brokker engelsk, påtager sig den glade opgave at forklare turisten, hvad i alverden der foregår. Jeg er havnet midt i en større housewarming, ikke fordi man har bygget et nyt hus, men fordi man har lavet et nyt køkken. "That's very important", forklarer min nye ven, "The kitchen is always nice and warm, so it's here the spirits of the ancestors want to stay. Every time the kitchen is rebuilt, we have to make sacrifices to please the spirits. Otherwise, things may end up bad". Ingen billeder af hverken Jesus eller Mutter Maria, men forfædrenes ånder bor gudhjælpemig i køkkenet. Gud ved, om Paven i Vatikanet er klar over, hvordan de hellige skrifter fortolkes så langt fra Rom.

Landsbyens ældre læser forfædrenes ånders vilje i et par nyslagtede svinelevere. Alle holder vejret, inden dommen falder: ”Ånderne er venligt stemt”.

Der er 400 indbyggere i landsbyen, siger min nye ven. Alle er naturligvis med, oveni har festen tiltrukket mere end 200 ekstra familiemedlemmer fra nær og fjern. Nogle er ligefrem rejst hele vejen fra Java, og selv er han kommet fra Timor, ene og alene for at være med ved indvielsen af det nye køkken, så det er bestemt en vigtig ting at være med til at fejre forfædrenes ånder.

Mens vi står og snakker, kommer en ældre gut og byder mig et glas uklar, gæret palmevin, og mens jeg - belært af et par fugtige oplevelser i Sarawaks - langhuse forsøger ikke at bunde alt for hurtigt, skal det meste af landsbyen lige hen og se, hvad det er for en underlig, høj, hvid mand, der er dukket op. Det sker bestemt ikke hver dag - sandsynligvis aldrig, men landsbyen er jo heller ikke listet blandt Lonely Planets officielle attraktioner på Flores.

Miss Piggy og forfædrenes ånder

Ude foran huset tøffer tre fede svin rundt i hver deres snor, og det er ikke svært at gætte sig til, hvad de skal bruges til. Og ganske rigtigt. Pludselig genlyder luften af et langt og skingert hvin, og når jeg vender mig om står en af landsbyens mænd overskrævs et af svinene med sin machete dybt begravet i kraniet på dyret. Blodet sprøjter til alle sider, og sekunder efter har to andre bødler gjort kål på de to andre svin. Hylene fortsætter nogen sekunder endnu, indtil de overdøves af den folkelige festivitas - lige til at blive vegetar af. Man skal i hvert fald ikke spekulere for meget over, hvordan vore egne flæskestege finder vej til julebordene.

De døde svin slæbes et efter et i triumf op på terrassen, hvor blodet drænes fra de kløvede hjerner, inden de bæres tilbage på pladsen. Der graver øvede hænder hurtigt alle indvolde ud og fordeler dem på adskillige kvadratmeter palmeblade. Det meste får lov at ligge i fred, men de tre levere bæres andægtigt over til en samling af ældre mænd, der sidder under et halvtag og ordner verdenssituationen. Mændene undersøger omhyggelig de tre levere en efter en, godt overvåget af en snes lokale tilskuere, indtil høvdingen nikker anerkendende, og alle bryder ud i stor jubel.

”The elders are reading the will of the spirits in the livers”, forklarer min nye ven. ”They want to see if the spirits of the ancestors are happy or sad. Fortunately, the spirits are happy today, and that's very good news for the kitchen”. Oh, hvis den slags virkelig virker, kan jeg godt komme i tanker om adskillelige danske køkkener, der trænger til lidt åndelig velsignelse - mit eget for eksempel.

Men hvad så hvis ånderne ikke er tilfredse med tre nyslagtede svinelevere? ”The we just kill another pig”. Jamen, hvis det heller ikke er nok? ”It always is”, griner han. Fire grise er altid nok, og når ånderne er glade, er alle glade.

Alle de lækreste stykker af grisen koges sammen til én stor suppe sammen med blodet fra de flækkede kranier. Uheldigvis for min danske smag regnes indvoldene som de største delikatesser, især mave og tarme. Ydrk.

Ryatæpper og sålelæder

Det nærmer sig spisetid, og mens de mange kilo lækkert, reelt kød fordeles i mindre bunker, går et par gutter i gang med at klippe alle de mest delikate dele i stumper og stykker. Glem alt om mørbrad og flæskesteg. Her er det indvoldene, der er i højest kurs, og alle mulige uspiseligheder i form af mavesæk, tarmsystem, lever, hjerne, lunger, nyrer og hjerte hakkes omhyggeligt i mindre stykker og hældes op i en stor gryde sammen med de tre fade blod, der blev drænet fra grisenes flækkede kranier.

Muligvis mums, hvis man er lokal Bajawa-mand, mens jeg i stedet håbede på, at de vi skulle have noget af det mere reelle kød, der er lagt i bunker på bananbladene. Hvem kan ikke spise et par skiver flæskesteg? Men det sker naturligvis ikke. Alle æresgæsterne, inkl. den danske turist, bliver ledt ind i det allerhelligste, og kort efter blev tallerknerne sendt rundt, godt fyldt op med den ubestemmelige suppe af nyslagtede indvolde tilsats en spandfuld mørkerødt svineblod. Mums.

Uheldigvis stopper en af de propfulde tallerkner foran mig, og der er ingen vej udenom. Alles øjne hviler på den nye gæst, og jeg må til det, stikker skeen ned i det ubestemmelige snask og fanger noget, der mest af alt minder om et stykke af et korthåret, gråt ryatæppe. Det er et stykke grisemave, og min indre jubel er mildt sagt begrænset.

Det her er bare "the point of no return". Jeg tager en dyb indånding, skovler skidtet indenbords og forsøger efter bedste evne at tygge grisemaven i småstykker, men den går bare ikke. Jeg tygger og tygger, men det grå ryatæppe er sejt som sålelæder, og jeg kommer ingen vegne. "Very good!" nikker min nye ven med munden fuld af sålelæder, mens jeg gentagne gange forsøger at sluge det seje ryastykke i hel tilstand.

Tygge det i stykker kan jeg bare ikke, men som en kulinarisk yoyo glider grisemaven gentagne gange op igen i spiserøret. Hver eneste gang, jeg får ryatæppet skubbet halvvejs ned i maven, er det som om, at der er en stærkere kraft nedefra, der skubber den anden vej, og jeg skal anstrenge mig gevaldigt for ikke at få både morgenmad og frokost til at følge med op i en stor brækklat. Det vil næppe formilde ånderne.

Høvdingen for landsbyen nyder en af mine medbragte cigaretter efter indvielsen af det hellige køkken.

Brækfornemmelserne stopper først, da jeg har held til uset at spytte det uspiselige stykke ud og begrave det i et hjørne af tallerknen under et lille bjerg af ris. De resterende stykker grisemave ryger samme vej, mens jeg koncentrerer de sidste rester af appetit om de egentlig ret velsmagende stykker af nyrer, hjerte og andet tygbart og så tilpas meget ris, at mit gemmested ikke afsløres.

Afgang

Udenfor er folk ved at pakke det rigtige kød ind i bananblade, og alle de inviterede får et lille pose med hjem, en tradition jeg få dage inden havde oplevet ved en af de blodige begravelser i Tanatoraja. Jeg takker pænt nej til kødet, men når lige at få min Timormands adresse, så jeg kan sende en flok billeder retur.

Kort efter sidder jeg igen i en af Flores' mikroskopiske 24-mands-mikrobusser med kurs mod Bajawa, og indeni har jeg en herlig fornemmelse af endnu en gang at have genoplevet formålet med rejselivet.

Lonely Planet og andre bibler er godt for meget - især hvis man er tilfreds med at gå i andres trygge og gennemprøvede fodspor, men de fedeste og mest overraskende oplevelser kommer en gang imellem, hvis man skrotter der litterære sikkerhedsnet og bruger sin egen intuition. Det der med udelukkende at følge andres anvisninger går måske et stykke hen ad vejen, men til de virkeligt sublime oplevelser er der kun en vej: Do it yourself!

Praktiske oplysninger:

Flores:
Flores er en del af øgruppen Nusa Tenggara, der starter med Bali og Lombok og løber helt til Irian Jaya. Øerne ligger syd for Ækvator, og regntiden falder i deres sommer = vores vinter. Tørtiden er fra april til oktober (ca.).

Religion:
Hovedparten af Indonesiens 200 mio. mennesker er muslimer, men flere af øerne er helt eller delvist kristne. Sulawesi, Sumba, Timor, Molukkerne og Flores er blot nogle. Er man til forfædrenes ånder og sære ofringer, er de kristne regioner langt bedre end de muslimske. Islam er desværre for imperialistisk til at give plads til tidligere tiders kulturer, mens kristendommen bedre synes at tolerere konkurrencen fra gamle dage.

Transport:
Transporten til Indonesien kan gøres relativt billigt. Check det Malaysia-baserede Air Asia på www.airasia.com, eller også kan man ofte finde noget betaleligt til især Bali. Den fedeste vej at flytte sig rundt i Indonesien er ved hjælp af det statslige Pelni-rederi. Skibene er forbavsende præcise, og en køreplan kan hjemmefra hentes via www.pelni.com Alternativt kan man naturligvis flyve (www.merpati.com), men det tenderer næsten snyd, og du misser den lokale kolorit.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside