Foto på rejsen, del 1

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

"Rejsesouvenirs" siger redaktøren. Tjah, på mystisk vis har jeg aldrig fyldt hjemmet op med hverken tæpper fra Guatemala eller bedemøller fra Tibet. Til gengæld rummer mine hylder titusindvis af dias fra hele verden som et kulørt vidnesbyrd om klodens utrolige mangfoldighed. Findes der overhovedet bedre rejsesouvenirs end ens egne billeder?

Det at fotografere er jeg langt fra ene om, for der er ikke mange her i klubben, der overhovedet ikke tager billeder, når de er på langfart. Alle har vi vores kamera med i bagagen, når vi tager til de fjerne horisonter, for hvad er bedre til at gemme minderne end en serie smukke billeder fra lige så smukke steder? Desværre er det at tage gode billeder ikke bare noget, man gør, for hvorfor er der nogen, der altid tager ultraskarpe billeder af fantastiske motiver, mens andre bare ikke gør det?

Godt spørgsmål, så i et forsøg på at komme lidt nærmere til Nirvana hyrede vi for et par år siden den professionelle fotograf Jesper Hyllemose til at undervise os i hans verden. Det lærte vi utvivlsomt en del af, men der er meget mere, så jeg tillader mig at starte der, hvor han slap: Med en masse teknisk kamerasnak, noget om motiverne og lidt om de sære forhold i troperne. Til gengæld får I næsten intet om de nye, digitale sager, ganske enkelt fordi jeg ikke ved ret meget om den slags.

Valg af kamera; mini kontra SLR

Det helt store spørgsmål for enhver rejsende fotograf er, om man skal købe et af de handy, små lommekameraer, eller om man skal investere i et af de større spejlreflekskameraer (Single Lens Reflex, SLR).

Desværre synes det i vore dage som om, at samtlige kamerahandlere har gjort fælles front og forsøger at overbevise hele kundekredsen om, at de små kameraer med deres mikroskopiske "fokusfri" objektiver er mindst lige så gode som de fuldprofessionelle grejer af SLR-klassen. Det er i bedste fald en sandhed med store modifikationer. Flertallet af nutidens mindre fotohandlere har ganske enkelt for mange ukritiske og uvidende bedstemødre i deres kundekreds, og der er en grund til, at professionelle fotografer primært lægger deres penge hos de professionelle handlende. Minikameraer er fremragende til hurtige skud, men til virkelig kvalitet er der kun en vej, og det er et SLR.

Et kvalitets-SLR med et godt objektiv kan til hver en tid levere langt bedre og skarpere billeder end de, man kan vride ud af selv det bedste minikamera, så det man i virkeligheden skal, det er at gøre op med sig selv, om man virkelig har brug for den ekstra skarphed, eller om man ikke er godt tilfreds med den næstbedste løsning.

En af de klassiske arbejdsheste: Nikons fremragende og meget slidstærke model "FE2" fra 1983

Det afhænger stort set af valget af filmtype, for tager man alle sine ferieminder som papirbilleder, koges det hele ned på et lille 10x15 cm areal, og så betyder den ekstra skarphed ved SLR'en ganske enkelt intet. For papirfolket er et godt minikamera rigeligt, og der er ikke meget vundet ved at investere sparepengene i en Canon EOS1, en Nikon F5 eller tilsvarende - udover prestigen, naturligvis. Til gengæld vil der være en vis fornuft i at investere i et autofokus i stedet for de allerbilligste fastfokus-kameraer ("fokusfri"). Selv på et lille papirbillede giver de simple fastfokus'er ikke et ordentligt resultat og bør undgås, medmindre du er totalt blottet for interesse i kvaliteten af dine egne billeder.

Omvendt er det, hvis man (som jeg selv) er til dias. I så fald skal ens billeder kunne tåle at blæses op til 2x3 meter, og så betyder det ganske meget, om vinderskuddet er taget med kvalitetsgrej eller en mini. Billedarealet for et forstørret dias er flere hundrede gange større end ved et papirbillede, og skarpheden tilsvarende vigtigere. Tager du diasbilleder, er der derfor ingen vej udenom SLR, i hvert fald ikke hvis kvaliteten betyder noget for dig. Som ved ethvert andet køb skal man i virkeligheden "bare" finde ud af, hvad man skal bruge sine sager til, og så går resten af sig selv - næsten.

Autofokus vs. manuel

Alle moderne minikameraer er født med en ikke-udskiftelig linse (ofte fokusfri zoom - ikke at forveksle med autofokus), og muligheden for at lege med objektiverne er forbi i det øjeblik, hvor kameraet er købt. Køber man derimod et spejlrefleks, rummer købet af objektiv(er) masser af muligheder og dermed faldgruber, hvor man igen skal bruge sin fornuft snarere end at lytte ukritisk til fotohandleren med de mange bedstemødre.

Den mest almindelige misforståelse er, at autofokus (AF) giver bedre billeder. Det gør de ikke, og en god fotograf med et hurtigt håndled kan lave mirakler med et gammelt, manuelt SLR. Fordelen ved AF ligger derfor mest i, at man kan tage hurtigere billeder, især under meget mørke forhold, hvor det ikke altid er lige let at fokusere manuelt. Prisen er især en øget vægt og (pga. al elektronikken) en øget risiko for, at noget svigter.

Manuelt fokuserende, halvautomatiske SLR-kameraer er i det hele taget aldeles fremragende og endda mere holdbare end flertallet af de ikke-professionelle AF kamerahuse. De er sågar lette at bruge, for samtlige "nyere" modeller er udstyret med elektroniske lysmålere og kan køre mindst blænderprioriteret automatik. Man stiller blænden, apparatet klarer lukkertiden, så der er bestemt ikke tale om, at man skal ud og måle lyset med en separat lysmåler og derpå rykke ved samtlige indstillinger igen-igen, indtil man har pejlet sig frem til noget brugbart. Et manuelt, halvautomatisk SLR er ganske enkelt den billigste måde at tage professionelle billeder.

Ulempen er så, at hele verden er konverteret til først autofokus og siden digital, og at der med undtagelse af Nikons nye FM3 ikke er blevet produceret nogen manuelle SLR siden slutningen af 80'erne. Man skal derfor ud og købe brugt, men det er heller ikke så ringe endda - check især Den Blå Avis (www.dba.dk) eller eventuelt den amerikanske auktionsside e-bay (www.ebay.com), begge steder fine til køb og salg af brugt kameragrej, mens den danske www.qxl.dk endnu ikke har nær samme udbud.

Kig efter modeller som Minolta X700, Nikon FE, FE2, FM2, F3 el. FA, Canon A1 el. AE1 eller tilsvarende uopslidelige arbejdsheste. De kan næsten bruges til at slå søm i med, og, fordi verden nu engang er gået i både AF, digital og selvsving, er de til at få relativt billigt. Har man det bedre med at handle hos en rigtig butik og få 3 mdrs. garanti og en fordobling af prisen med i købet, kan godt (og dyrt) secondhandgrej fås i større fotobutikker.

Alternativet er altså autofokus og det i en sådan grad, at selv jeg har overgivet mig. Om man så skal vælge Canon, Minolta, Pentax eller Nikon eller noget helt sjette, det må komme lidt an på, hvad man falder over af gode tilbud. Det er en jungle, og det er mere end svært at danne sig et overblik over, hvad de forskellige modeller kan, som de andre ikke kan.

Det ultimative kamera for velhavende fintfølere med store armmuskler: Nikons topmodel "F5". Nærmest uopslidelig, men kræver en gaffeltruck på lange rejser

Det er dog en klar fordel, hvis kameraet kan måle lys på flere forskellige måder som f.eks. spotmåling over centervægtet til matrix. Matrixmålingen er en vægtet helhedsmåling og er smart, hvis man i centrum af billedet har noget meget sort eller meget hvidt, som får en centervægtet måling til at tro, at det hele er enten dyb nat eller skarp sol. Den slags er standard på de fleste nye modeller.

Skal kameraet bruges til lange, bumlede rejser, er det også smart at finde en model, der ikke lugter alt for meget af pap og plastik. De såkaldt professionelle huse a la Nikon F5 og F100 eller Canons EOS1 og EOS5 tager ikke bedre billeder end plastikhusene (som Nikon F55 eller Canon EOS300), men de tager gode billeder i længere tid. Vesttibet er altså ikke lige stedet at have et kritisk sammenbrud af et stykke skrøbeligt hitech-pap, og et topmoderne autofokus med alle funktioner kogt ned til 200 gram plastik lugter efter min mening ikke af den soliditet, et kamera skal have på seriøs langfart.

Uanset hvad kan Internettet hjælpe, og ved min seneste kamerakøbersession havde jeg mange muntre nattetimer i selskab med den fremragende webside www.photo.net, hvor professionelle og amatører åbent debatterer forskellene mellem forskellige mærker og modeller, lige fra de gamle, manuelle oksekærrer til topmoderne digitalkameraer. Vælg endelig et brugervenligt kamera, som andre også er glade for, og hold fingrene fra alt, der lugter af Wartburg eller Trabi.

Objektiverne

Et af Nikons mange, glimrende objektiver: En fast, manuel 50 mm, blænde (f) 1,2.

Linsen, eller objektivet, er det brilleglas, vi sender vores lys igennem, og den har langt større betydning for resultatet end selve det kamera, som folk ellers bruger så meget tid på at vælge. Desværre lader hele junglen omkring valget af objektiver sig ikke skrive ned på mindre end 20 sider, så det slipper I for her. Blot skal I vide lidt om en linses brændvidde, altså hvor meget den forstørrer eller formindsker.

50 mm er neutralpunktet, og alt under 50 formindsker. Dem kalder vi for vidvinkel, og de er med deres store billedvinkel geniale til motiver, der er tæt på. De modsatte (> 50 mm) forstørrer og kaldes tele, og deres snævre billedvinkel er alle tiders, når vi på 700 meters afstand vil "skyde" safariens eneste løve.

Udover brændvidden er en anden vigtig faktor blænden, det såkaldte f-tal. Blænden er det hul, lyset sendes igennem, og alt andet lige betyder en lille blænde en stor dybdeskarphed, mens en stor blændeåbning giver ringe dybdeskarphed. En blænde (f) 11 giver altså bedre dybdeskarphed end samme objektiv med blænde 8 eller 5,6.

Her betyder linsens bundværdi ganske meget. Et objektiv med laveste værdi f 2,8 har "mere luft" til f 8 end et objektiv med laveste værdi f 5,6 og vil derfor tegne

Canon 28 mm vidvinkel. Formindsker motivet, men medtager næsten 90° af synsfeltet. Fremragende til indendørs brug og til markeder

skarpere, hvis begge objektiver sættes til f 8. Meget uheldigt ses denne forskel tydeligt ved zoomobjektiver kontra de faste linser, for mange zooms har typisk en nedre grænse ved f 4 eller 5,6, mens det er ret let at finde en 50 mm fast linse med bundværdi på f 1,8 eller sågar 1,2.

Zooms spiser ganske enkelt mere lys og tegner mindre skarpt end faste linser, hvilket især har betydning ved gråvejr eller andre dårlige lysforhold. I perfekt sol ved blænde 11 eller 16 tegner alle objektiver skarpt; under dårlige lysforhold ser man forskellen bedre, og der er de billige zooms ikke gode nok. Hovedreglen er altså, at de billige zooms kun er gode til hyggefoto og papirbilleder, men ikke til professionelle dias.

For mere uddybende oplysninger om dybdeskarphed, blænder og f-tal klik ind på www.CQJ.dk/index14.htm. For evaluering af objektiverne fra de enkelte mærker kan det anbefales at hoppe ind på www.photodo.com under "products". Nyd, hvordan de billige zooms dumper på stribe ved at sammenligne kurverne for f.eks. Vivitars AF 28-210/3,5-5,6 (karakter 0,9) med en Nikkor AF 50/1,8 (karakter 4,4).

Valg af brændvidder

Og hvor mange og hvor lange objektiver skal man så tage med på rejsen? Det kommer an på, hvor man skal hen, for skal man f.eks. på østafrikansk safari, er det direkte dumt at tage af sted uden en god tele på 200 mm eller derover. Alene derfor er minikameraerne usmarte, da de sjældent går over 135 mm. En fast 35 mm vidvinkel eller så er

En god tele – uundværlig til langsynede naturoplevelser. Denne lysstærke Canon-zoom hører til i den dyre ende

fin til landskaber, og så behøver man faktisk ikke mere! Er man på zoomholdet, vil en 80-300 mm være smart, mens man i den lave ende kan overveje en 28-80 og leve med den forringede billedkvalitet. Og så glem lige alt om at købe en 28-200 zoom! Både Tamron og Vivitar har sådan en på programmet, men de er rædsomt ringe og kan bestemt ikke anbefales.

Skal man primært være i storbyer eller ud blandt landsbyernes stammefolk, er en lang tele nærmest overflødig, og man vi være langt bedre tjent med et par korte objektiver. Folk har det efter min mening med at bruge for lange linser, og snarere end en tele er en god vidvinkel i særklasse det mest brugbare (og det mest vanskelige objektiv), man kan investere i. Tag aldrig af sted uden en vidvinkel, især ikke hvis du tager diasbilleder, hvor billedstørrelsen alene gør, at du ikke skal helt så tæt på for at se, hvad der foregår.

Jeg selv har gennem de seneste 10-12 år taget 70-75 % af alle mine billeder med en fast 24 mm vidvinkel og hovedparten af resten med et lige så fast 50 mm normalobjektiv, mens mine lange telelinser statistisk set bruges til mindre end to billeder dagligt. Zoomfolket, der ikke skal ud i naturen, kan her vælge en 28-80 og kan fint glemme alt andet – inkl. den perfekte billedkvalitet.

Film og ASA

Filmen er fotografens nethinde og dermed den egentlige gengiver af motivet. Den er lidt ligesom højttaleren i et stereoanlæg eller krogen for enden af en fiskeline - den vigtigste og samtidig mest undervurderede del af udstyret.

På enhver film er der angivet en ASA-værdi (ISO-), og jo højere, jo mere lysfølsom er filmen, og jo mindre lys kan man klare sig med. Ulempen er så, at høj-ASA-film (200-) har det med at blive noget mere grovkornede og dermed mindre skarpe. Ydermere har høj-ASA'er det med at være mindre farvemættede end lavfølsomme film, så følsomheden fås ikke gratis. Jeg bruger dem f.eks. aldrig.

Mht. mærker har Fujis diasfilm ry for at være både meget kontrastede og meget blå-grønne i toningen, hvilket er fedt til naturbilleder, men ikke altid lige heldigt til sorte mennesker. Omvendt er Kodachrome 64, den klassisk varme, rød-gule film, glimrende til sorte folk, men mindre sprællende til Indonesiens grønne rismarker. Kodaks Elitechrome 100 og Ektachrome E100S synes begge at være forsøg på at gå Fujis Sensia 100 i bedene, og er faktisk et par udmærkede, blå-grøn naturfilm. Endelig har f.eks. AGFA ry for at lave nogle mere neutrale film, men den slags kan ændre sig med "årets modeller".

Hvad man til sidst vælger er lidt af en smagssag, men tag aldrig af sted i tre måneder med 60 ruller af en film, du aldrig har prøvet før. Skyd en enkelt eller to før afgang, leg lidt med belysningen, så du ved, hvad du har i kameraet.

Tilbehør og andet skrammel

Brugen af flash er noget, der i den grad kan få fotograferne på barrikaderne. Nogen ser det som snyd, mens jeg selv bruger dem til både mørke forhold og til at opbløde skygger i dagslys. Det fordrer desværre en del øvelse at lægge lyset perfekt, men sørg for at få en flash, der kan "snakke sammen" med kameraet, så ender det sjældent helt galt.

En anden detalje er brugen af filtre. Hele paletten af effektfiltre holder jeg mig som regel langt borte fra, lige med undtagelse af polarisationsfiltre (PF). Et PF kan fjerne lysreflekser fra bestemte retninger, og da det tilmed kan drejes rundt, kan man efter forgodtbefindende fjerne forskellige grader af uønsket lys.

Polfiltre er f.eks. smarte, hvis man skal kigge ned gennem en vandoverflade og gerne vil have reflekserne væk, eller også i en regnskov, hvor bladene altid er alt for blanke pga. reflekteret lys. Et PF fjerner fluks alle reflekser og giver dig den smukke grønne farve, bladene jo har i forvejen.

Et andet sted, hvor PF i den grad har sin berettigelse, det er højlandet. Tibets og Titicacas himmeler bliver vidunderligt dybblå, når man bruger et polfilter, så blå at det tenderer "for meget", men det er altid et spørgsmål om smag og behag. Den største ulempe ved et PF er, at den spiser 1-2 blænder og dermed noget af skarpheden, men det er blot et ekstra argument for at bruge lysstærke, faste linser i stedet for "mørke" zooms.

Tropiske detaljer

En lille krølle ved at rejse i troperne er, at solen er hård. Uanset om man fotograferer folk eller bygninger, er en stærk middagssol af det onde, og man får langt varmere billeder ved at tage sine billeder om morgenen eller sent på eftermiddagen. Lyset er blødere, flottere og mindre "hazy", om end en del af middagstågen kan fjernes ved at bruge et polfilter.

Favoritgrejet: Et gammelt, slidt og næsten 100 % manuelt SLR (Minolta X-700) med fast objektiv. Kanonfotografen er en charmerende pige fra El Castillo, Nicaragua.

En anden vigtig faktor for vore film er tropeheden. Varmen accelererer nedbrydningen af emulsionen, så sørg for, at al film ligger i håndbagagen i stedet for i hovedbagagen, der på taget af en vestafrikansk bus let steger op til over 60 grader.

Fremkalder man sine film undervejs, slipper man for disse problemer, men det er bestemt ikke alle steder i verden, det kan anbefales. Papirbilleder er lettest, og næsten alle "civiliserede" storbyer har et fornuftigt fotolab.

Værre er det ved dias, hvor man bestemt ikke skal regne med mirakler ude i den store verden. Jeg har dog med gode resultater forsøgt mig i både Sydney og Bangkok, men hovedreglen er, at man skal sende skidtet hjem.

Endelig kan mange af problemerne naturligvis undgås, hvis man "rejser i ring" og deponerer noget bagage (og sine eksponerede film) et sted, hvor man kommer tilbage om to måneder. Endnu bedre er det at sende film hjem, men at benytte lokale postvæsener er i bedste fald risky business, og man ved aldrig, hvor ens ferieminder havner henne. I stedet har jeg selv i udstrakt grad benyttet mig af kurerfolkene fra UPS og DHL, hvilket bestemt ikke er gratis, men langt sikrere og dermed bedre for både blodtryk og nattesøvn.

Og motiverne? Dem får I en lille snak om i næste udgave af Globen. Jeg har altid glædet mig til at skrive:

"Fortsættes i næste nummer!".

Nyttige foto-websites:
www.photo.net:	Amerikansk fotoside skrevet af profier og dygtige amatører. Fremragende til vurderinger og især meninger om både kamerahuse og objektiver. Glimrende intern søgemaskine til at finde oplysninger om den eller de ønskede kameraer.
www.photodo.com:	Svensk side med masser af målinger af over 900 objektiver, originale og uoriginale. Check under "products".
www.dba.dk:	Den Blå Avis. Check "lyd og Billede" og videre under "kameraer" og "andet fotoudstyr". Det meste af mit eget grej er købt gennem netop DBA.
www.ebay.com:	Amerikansk auktionsside. Mange tilbud, men ikke altid lige billige. Check især de engelske eller tyske afdelinger, hvis du ikke vil betale moms pga. import udenfor EU. Effektiv intern søgemaskine.
www.qxl.dk:	Dansk auktionssite. Meget mindre udvalg end eBay, men man slipper trods alt for momsen.
www.cav.dk:	Foto C / Photo AV-fusioneret. Godt brugtlager.
www.photografica.dk:	Photografica, Skindergade. God (men dyr) til brugte sager, især Nikon og Leica.
www.bingo-foto.dk:	Bingo Foto. Den største mainstream-kæde, men de er slet ikke så ringe endda. Man kan ligefrem være heldig med deres brugtvarer.
www.cqj.dk:	Masser af fotoeksempler fra den store verden. For direkte adgang til den udvidede udgave af denne artikel (inklusive sidste del) prøv www.cqj.dk/index14.htm.

Foto på rejsen, del 2

Foto på rejsen

For små tre måneder siden fik læserne af Globen proppet sjælen med en masse teknisk snak om foto. Ret kedeligt, men desværre en nødvendighed hvis man vil have det optimale ud af sine motiver, men mindst lige så vigtigt er det trods alt at finde sine motiver. Teknikken er trods alt sørgeligt underordnet, hvis ikke man har nogen flotte motiver at lege med. Men flotte motiver er der heldigvis masser af her i verden, og det er bare at gå i gang og skyde fra en ende af. Ligesom med så meget andet er der visse "regler" for kompositionen af et godt motiv, og mens Jesper Hyllemose i sin tid gav sine bud på verdens fotografiske sandheder, får i nogen af mine her. Husk dog at foto er en yderst subjektiv "kunstart", og at nedenstående kun er mine bud på verden. Enhver anden fotograf vil kunne finde på nogle helt andre forslag.

Lyset er fotografens vigtigste råstof, og forskellen mellem intensiteten af et billede taget i fuldt dagslys og i gråvejr er himmelvid. Er der skyer for solen, så vent

Af og til fungerer det bedst uden flash, men med tilsvarende lang eksponeringstid. Her fra Museum of Egypt i Cairo er Tut Ankh Amons gravmaske foreviget med kameraet hvilende mod glaspladen

lige et par minutter. Det perfekte sollys er vor bedste lyskilde og ventetiden værd.

Lys på hovedmotivet! Er dit motiv i skygge, mens baggrunden er i sol, er du nødt til at anvende en fill-in flash. Det er tricky, hvis hovedmotivet er i siden, og kameraet har en centervægtet lysmåler, men det kommer med erfaringen.

Brugen af flash er ikke kun begrænset til bælgravende mørke. Sorte motiver på lys baggrund kan kun lade sig gøre med en passende brug af "fill-in-flash" som her fra Serekonda Market i Gambia

Især naturbilleder (bl.a. klipper) har det med at blive meget mere dramatiske, hvis de tages i modlys eller sidelys. Mørke mennesker (ikke portrætter!) tages generelt bedst i medlys eller evt. modlys med fill-in-flash (se nedenfor).

Man har kun en bestemt mængde lys til rådighed til et givet foto. En høj blændeværdi (= lille hul) vil derfor fordre lange lukkertider, mens en stor blændeåbning giver en tilsvarende hurtig lukkertid. Dette forhold bruges til at justere både dybdeskarpheden og rysteriet.

For ikke at billedet skal blive uskarpt, er det en god ide at tilstræbe en lukkertid på maximalt 1/linsens brændvidde. For en 50 mm er det således smart at holde sig på 1/60 eller derunder, mens en 200 mm tele fordrer 1/250. Er det et problem, så find noget at læne dig eller kameraet op ad, f.eks. en lygtepæl eller en tålmodig kæreste uden tendens til hoste.

2/3 af dybdeskarpheden ligger bagved fokuspunktet – kun 1/3 foran. Du bør derfor altid fokusere på noget i forgrunden snarere end et eller andet i baggrunden. En uskarp forgrund er roden til en masse ondt.

Normalt er stor dybdeskarphed fordelagtigt - især ved natur og landskaber - mens det til portrætter er modsat. De bedste billeder fås med et knivskarpt motiv på en totalt sløret baggrund; i så fald brug en stor blændeåbning (f.eks. f 4-5.6) og en tilsvarende hurtig lukker-tid. Størst uskarphed fås, hvis baggrunden er langt fra hovedmotivet.

Udover den store billedvinkel udmærker vidvinkel-objektiverne sig ved en formidabel dybdeskarphed - her fra det 5350 meter høje Tag-Lang La på grænsen mellem Ladakh og de sydlige dale

Husk balancen i billedet. Hovedmotivet skal pege ind mod centrum, mens f.eks. en person, der så meget som kigger udad mod kanten, eller en cyklist, der joller ud af billedet, skaber "uro" og ustabilitet.

Prøv at anbringe forgrunden i siden af billedet i stedet for altid i centrum. Det giver mere levende motiver og langt mere dybde i billedet.
Vi læser fra venstre mod højre, så balancen har det bedst, hvis de tunge motiver sidder i højre side. Desværre har man ikke altid valget.

Undgå forureninger! Intet er mere generende for ens flotte billeder af Chichen Itzá end en flok lyserøde amerikanere, der absolut skal klatre rundt på Chacmul for at vise hjemlandet, at de har været der.

En stærk vidvinkel (24-28 mm) er mit eget foretrukne værktøj og er fint til natur, og især ved brug af store formater (dias) og med "noget" i forgrunden. Til papirbilleder bliver vidvinkelmotiver ofte for små og gnidrede.

Vidvinkler fra 28 mm og ned har det desværre med at forvrænge især kanter og hjørner. Pas på med at få sådanne styrtende linier placeret i netop hjørnerne, da man næsten kan blive søsyg af det.

Det er næsten altid en god idé at placere motiverne, så de "peger ind mod" centrum af billedet. Havde fiskeren kastet "ud af billedet", havde billedet været helt "skævt".

Telelinser udvisker perspektivet og trækker alting sammen. De er geniale til solnedgange, hvor man gerne vil have en stor sol og helst en smuk silhuet i forgrunden.

Solnedgange er flotte og om noget, der scorer points under et diasshow. Det betyder lange lukkertider og fordrer et fotostativ. Alternativet er at bygge et lille podie af sten. Det ser ikke videre professionelt ud, men det virker.

Varier din egen position. Ikke alle billeder behøver partout at blive taget fra 175 cms højde over jorden, og langt flottere billeder fås, hvis du en gang imellem går ned i knæ. Hvorfor skal børn altid fotograferes oppefra med jord i baggrunden?

Endelig: Tag ikke kun billeder af det specielle (som f.eks. Taj Mahal). Tag også billeder af det daglige, f.eks. en palet af markedets grøntsager eller den lokale gut, der syv dage i træk har serveret chai til din morgenmad.

Fotos af mennesker er en videnskab i sig selv, men det er også der - hvis det lykkes - hvor man får de skud, der virkelig sparker røv. Desværre er mennesker de eneste af alle motiver, der kan blive dødeligt fornærmede over et uskyldigt kameraklik, så check lige stemningen før du klikker. De forsigtige spørger hver eneste gang, de skal tage et billede, men som regel er det rigeligt at spørge et par gange – og så lade det være retningsgivende.

Mennesker, der laver noget, er langt bedre motiver end de stive stenstøtter, der så villigt poserer for kameraet i Indien, Mellemøsten og Afrika. Prøv at få folk til at fortsætte med det, de var i gang med. National Geographic er fyldt med sådanne livagtige motiver.

Mennesker, der "laver noget", er 100 gange bedre motiver end de alt for almindelige, stive stenstøtter. Endnu bedre havde det været uden den unge gut i baggrunden

Markeder er geniale og intet mindre end fotografens bedste legeplads. Vær en anelse diskret, og det er ikke svært at få en masse billeder af folk, der laver noget. Desværre er det aldeles umuligt at være diskret med en kraftig flash.

For naturlig action er der ikke noget bedre end at sætte sig ned på et gadehjørne og se, hvad der passerer forbi af fotogene motiver. Folk er meget mere opmærksomme på en bevægelig fotograf end en, der sidder stille og laver ingenting, så dette er f.eks. løsningen til de fotosky andesindianere. Kald det "tilfældige actionskud".

Vidvinkler er også håbløse til nærbilleder af mennesker. De er så gode til at skabe perspektiv, at folks næser bliver gigantisk store, mens resten af ansigtet er en kilometer borte – selv fladnæsede kinesere kan komme til at se helt jødiske ud. Brug mindst en 50 mm til portrætter.

Det er helt umuligt med naturlige menneske-billeder, når der er mere end ét kamera i omløb. Forskellen mellem ét og to kameraer er ganske enorm, og det er derfor ingen dum ide at splitte op, når man kommer til et særlig fotogent marked. Sidder man sammen til en indendørs intimmiddag med den lokale høvding, er det ikke dårligt at aftale, hvem der tager billederne, og så dele "rovet", når filmen er fremkaldt. Bedst er det naturligvis at rejse alene og så i øvrigt holde sig langt borte fra turisthorderne.

Husk dog, at alt dette kun er nogle af mine ideer og forslag, og at regler er til for at brydes. F.eks. er alle fotografers yndlingsinspiration, National Geographic, proppet med superbilleder, der bryder med samtlige tænkelige og utænkelige regler. Ofte viser det sig efter hjemkomsten, at de billeder, som man "bare tog", er de flotteste af alle, så synes du, at noget er bare tilnærmelsesvis interessant, så tag hellere 10 billeder for meget end et for lidt. Det er lettere at smide et par overskudsbilleder væk end at tage tilbage til Langtbortistan.

Husk også, når du sidder og får komplekser over et eller andet sublimt diasshow i klubben, at du kun ser alle perfektobillederne. Flere gange har jeg oplevet folk sige, at deres billeder vist ikke er gode nok til at blive vist, men måske er de det alligevel. Som alle andre har også jeg sorteret alt skrottet fra på lysbordet, og det du ser er derfor ikke tilnærmelsesvis beskrivende for fotografens gennemsnitlige billedkvalitet. Du ser kun cremen, men det er så fotografens privilegium.

Og så ellers god fotolyst!

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside