De farlige fotos - Ghana
Tekst og foto: Claus Qvist Jessen
Vestafrika er på mange planer en underlig plet på kloden. Tør, støvet, fattig og med et par lidet attraktive verdensrekorder i form af militærkup og rædselsdiktaturer. Heldigvis har Vestafrika også en slags rekord i fotogene farver, og hele vejen fra Senegal til Benin vil enhver fotointeresseret rejseflipper let komme på overarbejde.
Desværre har mange vestafrikanske lande gennem årtier haft en trist tradition om ”photo permits”. For år tilbage skulle alle udlændinge have en officiel fototilladelse for blot at lege fotograf, men flere steder virker det som om, at politiet ikke rigtig har opdaget ændringen. En fotograf er og bliver kriminel og behandles derefter.
Af alle fotofjendske steder var Ghana årgang 98 det suverænt værste sted at lege fotograf. Måske pga. daværende præsident Rawlings totale kamerafobi, måske pga. turisterne. Who knows, men det skorter i hvert fald ikke på farverige pletter, og dobbeltbyen Sekonda-Takoradi er om noget en af dem. Alene morgenfiskeriet i den ældre Sekonda er hele rejsen værd.
Og da jeg op ad dagen står foran Takoradis store marked, ser jeg kun glade ansigter. En lokal skomager sætter det helt store smil på, da jeg bukker mig ned for at fotografere ham, men klikket kommer aldrig. Kameraet knalder hårdt op under min hage, og mens en nærmest uovervindelig kraft fortsætter med at trække i kameraremmen, lykkes det mig i ren panik at hage mig fast i den anden ende. Mine 80 kg dødvægt synes ikke at genere politimanden det fjerneste, så først får jeg en glidetur hen over fliserne og siden en lille travetur som en hund i snor.
 |
|
Vi stopper ved et lille skur på den anden side af markedet. Politistationen viser det sig, og straks bliver jeg overfaldet af en ulasteligt klædt bamse i hvid, trestjernet uniform. Hvad f... bilder sådan en turist sig ind? Ikke nok med, at der skal en photo permit til, jeg har taget et billede af en politistation. Meget alvorligt. Stadiet efter spionage, og kameraet er hermed konfiskeret, og hit med passet, når nu vi er i gang.
No way! Mit pas har jeg pr. definition ikke med, og kameraet får de heller ikke. Jeg bevarer roen og insisterer på, at der ikke er noget, der hedder photo permit, og at der ikke er noget, der forbyder mig at tage billeder af en glad skomager.
Officeren glemmer passet, men insisterer stadig på, at jeg må være spion, og at jeg har taget ulovlige billeder af politistationen. En lang fængselsstraf venter den formastelige.
 |
|
Jeg forsøger at smile, alt imens jeg forklarer, at der ikke er et eneste politiskilt i miles omkreds, så hvordan kan jeg vide, at det her er en politistation? Jamen, det er det altså, og det ved alle og enhver da. At jeg åbenlyst ikke er lokal, synes at have forbigået officerens forstand. Skuret er den lokale politistation, de har bare ikke fået malet det endnu og slet ikke sat et politiskilt på. Måske en fejl, indrømmer officeren, så han reducerer kravet fra hele kameraet og livsvarigt fængsel til kun at ville have filmen.
Aldrig i livet. Her har jeg rendt rundt hele morgenen og fotograferet Sekondas herlige fiskemarked, og så skal filmen konfiskeres for et billede, jeg ikke har taget? Han kan tro nej, kan han.
Jeg fortsætter min humoristiske offensiv og ender ligefrem med at få officeren og resten af korpset til at grine over det manglende skilt. Jeg får ligefrem trukket hele bataljonen udenfor og inspicere det skiltløse skur, og både officer og menige må nødtvunget indrømme, at det ikke er muligt at se, at det er en politistation. Det skal de nok gøre noget ved i morgen.
Til sidst giver de op. Officeren giver mig et varmt håndtryk og indskærper, at man skam ikke må tage billeder af politibygninger. Jeg siger ja og amen, pakker kamera og film ned i Fjällräven og skynder mig væk.
Men så let skal ordensmagten ikke slippe! De næste par dage passerer jeg flere gange politiskuret, og hver gang vader jeg ind og spørger høfligt til, hvor skiltet er blevet af.
I morgen sker det. Naturligvis. Og indtil da vil politiskuret blive ved med at fungere som ufrivillig lokkemad for fotoglade, lokalfremmede rejsende.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside