Tilbage til De Berejstes hjemmeside

            A Day At The Races

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen  


Den imponerende Dubai World Cup. Tilskuerne spænder fra indiske gæstearbejdere på ståpladserne ”Apron View” over europæere på siddepladserne og de vildt rige sheiker i deres airconditionerede og alkoholfri loger.
Glem alt om Marx Brothers, Dr. Hackenbush og Grouchos evigt uheldige offer, Margaret Dumont. Næh, skal man se hesteræs, gøres det bedst langt sydpå, nede i Den Arabiske Ørken, hvor oliemilliarderne har skabt et væddeløbsmekka, det kan få gamle Englands Ascot til at ligne Klampenborg Galopbane.

Man kan diskutere i evigheder, hvad der egentlig er verdens største sportsarrangement. Hovedparten af Vesten vil nok stemme på enten De Olympiske Lege eller VM i fodbold, mens enhver inder eller pakistaner sikkert vil mene, at VM i cricket er det ultimative show. Atter andre vil stemme på VM i rugby, men er man arabisk oliesheik, er der ingen tvivl: Rigtig mandighed måles ved væddeløb.

Mens man i ”gamle dage” indtil for kun 20-30 år siden næsten udelukkende havde fokus på kamelvæddeløb, har Dubais enevældige og snart 60-årige emir, Sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum, en nærmest uudslukkelig kærlighed til heste. Dyre heste. Meget, meget dyre heste. Godt hjulpet af alle sine olie- og byggemilliarder er Sheik Muhammed ejer eller medejer af en syndflod af stutterier over det meste af planeten, og kronen på værket har været bygningen af det imponerende Meydan Arena, lidt syd for Dubais skov af højtravende skyskrabere. Prisen siges at have været en bagatel af 2½ mia. gode amerikanske dollars, men så har folket også fået et palads, der er en enhver fuldblods araberhest værdig.

Før løbene starter: Ét stk dansk turist på næstøverste række af "Premier Seating 3"
 
At bruge så meget krudt på en galopbane er egentlig galimatias, for gambling er ulovligt i Emiraterne, så er man ikke en af hesteejerne, er spændingen begrænset til at se en masse dyr galopere rundt i jagten på hæder og ære. Men selv det kan være rigelig grund til at lægge vejen forbi Meydan Arena. Alene sceneriet er en visit værd, og stedet er blevet lidt af et tilløbsstykke for folk, der vil se og blive set. Lidt som på Klampenborg - bare med mange flere nuller.


Meydan Arena

Allerbedst er det naturligvis, når man kan få en lille rundtur på Den Arabiske Halvø til at kollidere med sæsonens største og afsluttende løb: Dubai World Cup. DWC er intet mindre end verdens dyreste hesteræs, og selvom ingen af os har noget specielt crush for galopheste, kunne vi ikke lade være. Som sagt, så gjort, og fra en lusket internetshop i Luxor klikkede vi ind på showets hjemmeside, tog en dyb indånding og smed 3000 kreditkortkroner ud i cyberspace. Miraklet skete, reservationen blev bekræftet, og søreme om ikke også vi endte med at få bekræftet vor reservation til ”Premier Seating 3”.

Præmien i lodtrækningen på billetnummeret: En flunkende ny Bentley.
Selve Meydan ligger et par håndfulde kilometer sydvest for centrum, sådan ud til det 880 meter høje Burj Khalifa og så fem km stik sydpå. Trods Dubais mange milliarder har det dog knebet med skiltningen på stedet, og vi starter med at blive gelejdet ind af den gale indgang og havne midt i et meget posh mylder i lobbyen på stadions mangestjernede Hotel. Annette mangler en potte, men vi ser alligevel så ualmindelige ud, at to sikkerhedssheiker høfligt anmoder om, at jeg i hvert fald ikke tager billeder lige dér.

Vi finder vor rigtige indgang, bliver scannet for irakiske masseødelæggelsesvåben og får adgang til det allerhelligste. Som ventet er der ikke sparet på noget, og også udendørs emmer Meydan af luksus, både på Premier Seating, hvor hovedparten af publikum er hvide, og på ståpladserne i ”Apron View”, som synes at være proppet med indere, bengalere og andre joviale gæstearbejdere. I de lukkede ”vitrineskabe” længere oppe er det de karakteristiske hvide sheikfarver, der dominerer.

Floder af fjer og derbyhatte vifter i alle retninger, og bag de to ovale baner troner verdens efter sigende største fladskærm med varierende udgaver af dagens program, sidste års finaleræs, afdøde sheiker og diverse præmieuddelinger. Hele arenaen summer af forventning, og sørme om ikke man i det ellers rimeligt tørlagte emirat kan fugte ganen med både rødvin og kølige Heineken.

Finalen på 1600 meter sprint for hysteriske fuldblodskrikker. Stemningen er intens, fartbøder er et ukendt fænomen, og vinderen tjener let en årsløn på et par minutters sadelhopperi.

Araberheste en masse

Omkring kl.16 sker der pludselig noget. Fra højre kommer en lang række heste og ryttere marcherende, alle hestene fuldblods araberheste og alle ryttere klædt i traditionelle beduin-outfits, hver udstyret med et flag fra et af de mange lande, der gennem årene har været involveret i Dubai World Cup. Masser af emiratflag, en del engelske, franske og irske, enkelte norske, men ingen danske. Ifølge brochuren koster det 100.000 USD blot at stille op i finaleræset, og den slags kan nok sortere fårene fra bukkene - også selvom førstepræmien til den heldige er 6 mio. kolde og hårde US.

Efter en halv omgang stopper hele karavanen foran tribunen for ligesom at hilse på sheikerne, og kort efter føres de første væddeløbere ind på den lille, cirkelrunde bane foran hovedtribunen. Først går de en runde uden jockey og bagefter vises de frem iført hver sin bette 45 kg's mandsling med knæene krøllet sammen helt oppe under hagen.

Så går starten. Hestene nærmest skydes ud ad startboksene, jockeyerne står med det samme op i sadlen, og med 70 km/t forsvinder de 2000 meter som dug for solen, inden vinderen krydser målstregen en masse solide dollars rigere. Jublen er stor, især hos vinderteamet, der lige har scoret en god sjat dollars.

Ud af otte løb er de syv for fuldblodsheste, men første løb er kun for araberheste. Modsat de hysteriske fuldblodskrikker, der nok kan løbe stærkt, men ikke ret længe, er de små araberheste meget mere udholdende, og af samme grund er araberne de eneste, der løber over 2000 meter. En af emiraternes specialiteter er faktisk udholdenhedsløb over flere strabadserende dage gennem ørkenen. Sheik Mohammed selv siges at være en ivrig deltager.

Pludselig stod han der, forrest i et meget hvidt sheikfølge: Sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum, Emir af Dubai, Premierminister i UAE og i særklasse den mest udadvendte af alle Mellemøstens oliekonger.

Fotonørd på slap line

Jeg går naturligvis helt agurk med kameraet og forsøger at fange både heste og ryttere, men sjovest er det, da jeg helt tilfældigt ramler ind i en mindre hær af hvidklædte sheiker på inspektion langs den halvbillige langside. Jeg har i flere uger haft en urealistisk ambition om at få et rimeligt billede af showets ultimative hovedperson, Sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum, vicepræsident for UAE, emir i Dubai og verdens suverænt rigeste hestenørd, men sådan et er ikke noget, man bare får uden en 2000 mm-linse og en stabel højtidelige tilladelser.

”Ham kommer du aldrig på skudhold af”, mener Annette, men man skal aldrig sige aldrig, for hvem går i spidsen af paraden? Og hvem står helt tilfældigt få meter fra det hele og klikker på sin Nikon i rette øjeblik?

"Thank you" svarer sheiken høfligt, inden han højtideligt skridter videre i spidsen for den hvidklædte procession. For første (og sidste) gang i meget lang tid har jeg vist imponeret Annette.


Dubai World Cup

Den næsten meterhøje vandrepokal, der sammen med en lille check på 6 mio. dollars tilfalder vinderen af Dubai World Cup
De næste seks løb er alle for fuldblod. Præmiesummen stiger op gennem løbene og det samme gør vindernes eufori, indtil vi kommer til aftenens hovedattraktion: Dubai World Cup. Fjorten krikker i millionklassen stiller op, underligt nok på den inderste jordbane i stedet for den lidt mere publikumsvenlige ydre græsbane, og den gigantiske fladskærm bekendtgør, at det er det nationale luftfartsselskab, Emirates, der har sponseret de 10 mio. USD i præmiepenge. Når man kan eje Arsenal Football Club, kan man vel også sponsere et væddeløb.

Som ved de fleste af de andre løb starter løbet fra modsatte side af den ovale bane, og det tager de første 5-600 meter, inden vi i svinget kan se flokken af hidsigt galoperende heste og deres hoppende jockeys, der med pisken forsøger at pine de sidste rester af kræfter ud af krikkerne. Stærk går det, og der skal målfoto til for at afsløre, at vinderen er den brasilianske Gloria de Campeao, samme hest der året før kom ind på den irriterende andenplads i selv samme Dubai World Cup. Denne gang går marginalerne i retning af Latinamerika, og især jockeyen Pereira står og hopper som en pingpongbold, da Sheik Mohammed overrækker den meterhøje, forgyldte vandrepokal til de lykkelige ejere.

Umiddelbart efter sidste løb får vi en ualmindeligt farvestrålende dessert i form af et orgie af fyrværkeri. Batteri efter batteri fyrer lysende kugler opad, og fra kanten af ovalerne skyder små morterer på størrelse med Big Bertha kuglelyn op i den mere og mere tilrøgede stjernehimmel.

Efter sigende er fyrværkeriet lavet af de samme folk, der lavede slutshowet i Beijing 2008, og der mangler ikke noget. I en halv times tid står vi med blikket rettet stift opad og måber. Farveorgiet er intet mindre end imponerende, og Tivoli kan godt gå hjem og lægge sig.

Sir Elton kan endnu. En lille, bøsset prop på godt 160 cm med fingre som cocktailpølser og en statur som Per Hækkerup. Samtidig er han en af vor tids allerbedste pianister, en formidabel sangskriver og en entertainer af Guds nåde

Our Song

Den semifinale var svær at overgå, men det lykkedes. Naturligvis kan man ikke lukke og slukke verdens største væddeløb uden musik af passende kvalitet, og endnu en gang får vi fornemmelsen af at være et sted, hvor der ikke er sparet på noget. Alle andre arrangører havde sikkert smidt et par dollars og hyret Bent Brian Båtnaks Blues Band til lidt late-night underholdning, men ikke Sheik Mohammed. Næh, folket skal jo underholdes, så sheiken havde tilføjet et par nuller på checken og hyret et par spillemænd af verdensklasse.

Det kostede os en bagatel af 500 kr. ekstra at få adgang til det allerhelligste lige foran scenen, men hvad f.... gør det, når første navn på plakaten er ingen ringere end Sir Elton John! Han leverede tilbage i Brøndbyhallen i 81 en af de flotteste og mest spontane rockkoncerter, jeg
Smooooth! Gamle Carlos Santana demonstrerede, at han stadig er ridderen af den seksstrengede Gibson-spade.
nogensinde har oplevet, og nu, næsten 30 år efter, demonstrerer han, at han stadig er en fremragende entertainer. Lige fra bandets første pompøse akkorder i "Bennie and the Jets" går det slag i slag over en perlerække af klassiske hits, fra de stille "Your Song" og "Sorry Seems to be the Hardest Word" til de mere rockede "Crocodile Rock" og "Saturday Night's All-right for Fighting".

Så mens Familien Danmark sidder i endeløs spænding foran tossekassen og glor på X-Faktor-showet i Parken, får vi en rockoplevelse af de meget, meget sjældne. Den slags er jo herligt på et proppet stadion, men oplevet på et par meters afstand under en mikroskopisk intimkoncert uden antydning af security er det ren ekstase.

Og det fortsatte. Sidste akt er af samme kaliber som Sir Elton: Carlos Santana iført et 10-mands band og den sprøde Gibsonlyd, der har tryllebundet musikfreaks fra Woodstock i 69 til langt ind det næste årtusinde. "Black Magic Woman", ”Maria, Maria”, ”Europa”, "Smooth" og mange flere latinonumre blev tryllet ud af gribebrættet på en måde, som kun gamle Santana kan gøre det. Ufatteligt, at man kan have været så mange år i gamet og stadig have så karakteristisk en sound. Ikke så ringe endda.

Klokken sneg sig pænt over 2, de sidste toner af Santanas sprøde spade klingede ud, og Meydans lyshav lukkede og slukkede. Først i taxaen tilbage mod Deira falder alle dagens oplevelser på plads i hovedet: Verdens største hestevæddeløb: Check! Verdens flotteste fyrværkeri: Check, men at opleve to af verdenshistoriens største rocknavne krænge hele sjælen ud på et par meters afstand var aldeles unikt. Det var ganske enkelt musik af en kvalitet og power, der fik de danske stadionkoncerter til at fremstå latterligt dyre og uinteressante. Brug hellere pengene på en galoptur til Emiraterne, nyd væddeløbene, og flip helt ud til den efterfølgende musik.

Yearh, man!!


Fakta:
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside