Islam: Historie og nutid

Claus Qvist Jessen

Alle kender islam, men hvad er islam egentlig? Selve ordet "islam" er dannet af to ord med samme rod, nemlig salam, som betyder fred, og istislam, som betyder underkastelse og lydighed. Begge dele finder vi rigeligt af indenfor islam, men de er alligevel langt fra dækkende for verdens måske mest kontroversielle trosretning.

Profeten Mohammad

Islam er (efter kristendommen) verdens næststørste trosretning, og antallet af tilhængere ligger på over 1 mia. mennesker - og stiger hastigt.

Islam er verdens hurtigst voksende religion, og det er samtidig den yngste af alle verdens større religioner, for mens jødedommen, hinduismen og buddhismen alle har deres rødder mange tusinde år tilbage, er islam som selvstændig religion en relativt ung foreteelse med mindre end 1400 år på bagen.

Historisk set starter islam med Profeten Mohammad. Han blev født i år ca. 567 i Mekka (i vore dages Saudi Arabien) og giftede sig i en ung alder med en noget ældre, men ganske velhavende kvinde. Herved fik Mohammad mulighed for at være økonomisk uafhængig og rigeligt med tid til at udvikle sine tanker og ideer.

Mohammads lære var desværre ikke populær blandt datidens styrende sheiker, og i juli år 622 blev han og hans tilhængere tvunget til at flygte fra Mekka til Medina, en flugt der kaldes Hejira, og som i den islamiske kalender markeres som år 0. Få år efter havde Mohammad samlet tilstrækkelig militær styrke og kunne genindtage sin gamle fødeby, Mekka.

Den evige splittelse

Profeten Mohammad døde af ukendte årsager i år 632 i en alder af ca. 65 år, og i årene umiddelbart efter spredte islam sig som en steppebrand hen over det asiatiske kontinent. Ganske som spanierne i Sydamerika faldt det ikke de arabiske muslimer svært at kombinere militære sejre med en effektiv mission. Sejrherrerne har jo altid haft Gud med sig.

Internt kneb det lidt mere, for Profeten døde uden at efterlade nogen klare tegn om arvefølgen, og det uundgåelige resultat var en vild splid omkring valget af en efterfølger. Mohammad selv havde som ca. 60-årig giftet sig med den kun 9-årige Aisha, og hun insisterede kraftigt på, at hendes far, Abu Bakhr, altså Mohammads svigerfar, skulle være første kalif efter Profeten. Andre mente, at Ali, Profetens fætter og svigersøn (gift med hans datter Fatima) var den naturlige arvtager.

Abu Bakhr-holdet vandt tovtrækkeriet, og Ali nåede at blive forbigået yderligere to gange ved valget af kalif (efter Omar og Osman), inden han til sidst blev indsat som fjerde kalif efter Mohammad. Få år efter døde han på mystisk vis i Najaf (i vore dages Irak), og splittelsen mellem Abu Bakhr- og Ali-fløjene blev endnu stærkere, hvilket vi meget tydeligt ser selv i vore dage. Ali-flokken er vore dages shiitter, mens tilhængerne af Abu Bakhr er sunnierne.

Islam deler mange traditioner med kristendommen. En af dem er at begrave de døde som ved denne familiegrav på stranden ved Saint Louis, Senegal

Shiitter og sunnier

Alis shiitter var dengang som nu grupperet i Persien, og efter hans død ville de ikke længere styres af de arabiske lande og nægtede at kendes ved sunniernes kalif. I stedet udnævntes Alis ældste søn, Hassan, til deres imam (= leder), og først han og siden lillebroderen Hussein blev hærførere i en sej krig mod den i deres øjne arabiske besættelsesmagt. Det gik dem naturligvis ilde, for først døde Hassan under lige så mystiske omstændigheder som faderen (ifølge rygterne forgivet), og siden blev Hussein slået ihjel i slaget ved Karbala (også Irak) i år 680.

Med 72 tapre soldater havde Hussein den frækhed at stille op mod en kæmpehær ledet af Mekkas kalif, og resultatet var rimeligt forudsigeligt. Hussein led martyrdøden, men selv den dag i dag regnes han hos shiitterne som den største af alle, hvilket alle, der har været i Iran under sørgemåneden Moharram, kan bevidne. Ali og Hussein ses afbildet alle vegne, og shiakvindernes sorte "chador" skyldes officiel sorg over Imam Hussein, som altså døde for 1323 år siden!

I praksis gjorde mordet på Hussein splittelsen mellem sunni-majoriteten og shia-minoriteten uoprettelig, hvilket vi senest har kunnet bevidne under Saddam Husseins brutale styre. Han er selv sunni og forsømte ingen lejlighed til at slå hårdt ned på den shiamuslimske del af befolkningen - for noget der skete for over 1300 år siden. Forsoning har aldrig været islams stærkeste side.

Geografisk set

Når islamisk arkitektur er smukkest: Det legendariske Registan i Samarkand (Uzbekistan). Medressaen til venstre er Ulugh beks fra begyndelsen af det 15. århundrede. Til højre står Sher D'or, bygget 200 år senere, og i midten ses Tilla Kari-moskeen (også fra det 17. årh.)

Islam strækker sig i vore dage helt fra Marokko i vest over sahellandene, Mellemøsten, Tyrkiet, Centralasien og det Indiske Subkontinent til Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Af de 1 mia. tilhængere er 90 % sunni, mens hovedparten af resten er shia. Iran er i særklasse det største og folkerigeste shialand, og det eneste andet land med stort flertal af shiitter er det eks-sovjetiske Azerbaijan lige nord for.

Irak har totalt set en næsten ligelig fordeling af sunnier og shiitter, men de er meget uensartet fordelt, idet shiamuslimerne er koncentreret i syd omkring Bashra, mens araberne i midten og kurderne i nord er sunni. Endelig er en stor procentdel af palæstinenserne shiitter, ligesom folk i nogle små lommer i det centrale Afghanistan og det nordlige Pakistan

Den største af de "små" fraktioner er de såkaldte ismailiis. De er en slags offspring fra shia og findes især i det nordlige Pakistan (omkring Hunza), det østlige Tajikistan og nogle lommer i Afghanistan. Ismailiis bygger ikke moskeer og mener, at rigmanden Aga Khan i Schweiz er islams eneste retmæssige leder.

Stik mod, hvad man skulle tro fra radio og TV, findes de største muslimske befolkningsgrupper alle andre steder end i Mellemøsten. Indonesien er med næsten 200 mio. indbyggere nr. 1, mens Indien med 16-17 % muslimer (af godt 1 mia.!) faktisk har verdens næststørste, muslimske befolkning. Pakistan og Bangladesh ligger tæt med godt 120 mio. muslimer hver, mens over 50 % af Nigerias 120 mio. er muslimsk (66 mio.). Iran og Tyrkiet har hver godt 60 mio. indbyggere, og det samme har Egypten som det klart største arabiske land. Mohammads hjemland, Saudi, er her en dværg med "kun" 17 mio. muslimer.

Islams fem søjler

Uanset om man er shia, sunni eller noget helt syttende, er det ganske let at være muslim. Teoretisk set i hvert fald, for ganske som vi i kristendommen har De 10 Bud, har islam sine "fem søjler", som enhver rettroende muslim så vidt muligt skal opfylde:

1.	Der er kun én gud, og Mohammad er hans profet
2.	Bøn fem gange dagligt
3.	Almisser til de fattige
4	Ramadanen (fasten)
5.	Hadj, pilgrimsrejsen til Mekka

Den første søjle, trosbekendelsen ("Shahadah"), ligner jo lidt Moses' første bud, hvilket næppe er en tilfældighed. Islam anerkender fuldt ud Biblen som en af deres helligste skrifter, og koryfæer som Moses (Moussa), Abraham (Ibrahim) og sågar Jesus accepteres som profeter, om end det ikke anerkendes, at Jesus er Guds søn. På det plan og flere andre er islam faktisk mere i fodslag med jøderne, selvom man ikke altid skulle tro det.

Anden søjle, bønnen ("Salah"), er et godt eksempel på islams bevidste synlighed. Fem gange dagligt kalder "muezzinen" de rettroende til bøn fra minaretens top, men mens det på Profetens dage skete med stemmen alene, kan den slags i vore dage ikke gøres uden et stort batteri af megafoner og højttalere. Alle, der har prøvet at overnatte tæt på en arabisk moske, kender alt for godt den skrattende lyd af 4.30-morgen-vækningen: "Alllllaaaaaahhh-u-akbaaaaaar".

Bønnen skal helst, men ikke nødvendigvis foregå i en moske. Det påstås dog, at en bøn i Guds hus tæller for 27 almindelige bønner, så alle, der kan, søger naturligvis at efterleve muezzinens indkaldelse.

Bønnen er dagens vigtigste øjeblik, og før man kan bede, skal hænder, fødder og ansigt vaskes grundigt.

Uanset hvor skal bønnen ske efter et ganske bestemt ritual. Forud er hænder, fødder og ansigt blevet vasket grundigt (og skoene deponeret udenfor), og selve handlingen sker efter et fastlagt mønster, hvor den bedende skiftevis står op og ligger med panden mod jorden. Altid med retning mod Mekka, så lige meget hvor man er i verden, er en moske (eller blot en bedende) altid et glimrende kompas, når ellers man ved, hvor den hellige stad ligger i forhold til Karachi eller Dakar.

Selv helt nye moskeer bygges efter traditionelt snit. Denne herlighed, Abu Bakhr-moskeen i Shkoder (Albanien), stammer fra 1994, og er designet af tyrkiske arkitekter og finansieret af en saudisk sheik.

Tredje søjle, almisserne til de fattige ("Zakat"), er en slags religiøs socialhjælp. Traditionelt har muslimer skullet give 2½ % af sin ejendom til "de fattige", men hvordan denne regel har været administreret, har historisk set varieret en del. Nogle steder har man indkasseret en slags kollektiv skat, mens man andre steder har ladet det være op til individuelle donationer. Uanset hvordan er der i hvert fald langt op til de danske marginalskatter på 60 %!

Islams tredje søjle, Ramadanen ("Sawm"), er en fastemåned, ganske som vi for år tilbage selv havde det i kristendommen (fastelavn!). I denne måned må man hverken spise eller drikke fra solopgang til solnedgang, medmindre man er gravid, barn, soldat eller på rejse.

For en dansk ateist virker Ramadanen som noget frygteligt selvpineri, men for en muslim er Ramadanen en glædelig mulighed for at rense ud i systemet. Når solen så er gået ned, skal der festes, og det i en grad, så det påstås, at muslimer ikke taber i vægt under fasten, men nærmest tager på. Størst bliver festen naturligvis ved Eidu-Fitr, den højtid der markerer slutningen på Ramadanen.

En spøjs ting ved Ramadanen er, at den islamiske kalender har 12 måneder, der alle følger månen. Den islamiske måned er derfor på ca. 28 dage og deres år ca. 10 dage kortere end vores solår. For hvert eneste år rykker Ramadanen og alle de andre måneder sig derfor lidt frem i kalenderen, og mens fastemåneden for et par år siden lå omkring nytår, ligger den nu i november-december.

Et helt specielt problem, når Ramadanen falder om sommeren, er varmen. Det er ikke slemt i Danmark, men 14 timer i arabisk middagshede uden så meget som en centiliter væske giver naturligvis en totalt dehydreret befolkning, og i Saudi har man en syndflod af trafikulykker, når en stegende hed Ramadan ramler sammen med den arabiske trang til store biler med mange hestekræfter.

Mindre relevant, men alligevel ufrivilligt morsomt er det at forestille sig en muslim på Svalbard eller Nordgrønland, hvor der jo er sommerlig midnatssol! Ligger Ramadanen om sommeren, bliver det lige seks måneder uden mad og drikke!

Endelig er der femte søjle, pilgrimsrejsen til Mekka ("Hadj"). Islam dikterer, at enhver, der har fysik og penge til det, mindst én gang i sit liv skal drage på pilgrimsfærd til Profeten Mohammads fødeby, Mekka. Ligesom Ramadanen er det noget, der skal ske på et ganske bestemt tidspunkt om året, mens et besøg på alle andre tidspunkter ikke tæller som en rigtig pilgrimsrejse.

Har man været på pilgrimsfærd til Mekka, kan man kalde sig Hadji, hvilket naturligvis er meget ærefuldt. Det er med rette noget, folk er stolte af, og kigger man lidt efter, kan man mange steder i den islamiske verden finde butikker ejet af "Al-Hadji Et-Eller-Andet". Hadji er altså ikke et navn, men en flot titel, som viser, at manden har været i Mekka.

Guds ord

Islams helligste skrift er, som alle ved, Koranen. Den blev skrevet for næsten 1300 år siden og rummer en serie af åbenbaringer fra Profeten Mohammad. Næsten altså, for Mohammad selv var analfabet, og Koranen er først nedskrevet mange år efter hans død, så bogen må i bedste fald rumme det, man den gang troede eller mente, var Profetens ord. Mulighederne for viderefortolkninger er ekstreme, hvilket vel kan forklare de mange, yderst forskellige udlægninger af Allahs bud. Det er ikke altid let at se, at man i Egypten og Indonesien hengiver sig til samme tro.

Overalt i den muslimske verden bruger både børn og voksne utroligt meget tid på at fordybe sig i de hellige skrifter.

Koranen rummer 114 kapitler på tilsammen godt 650 sider (i den engelske udgave), og uanset antallet af skævheder og fortolkninger vil enhver rettroende muslim se disse sider som Guds ord.

I den kristne verden rokkede 1700-tallets "oplysningstid" gevaldigt ved Biblens rolle som den eneste legale sandhed, men det stadie er islam bestemt ikke nået til endnu. For mange er Koranen intet mindre den ultimative sandhed på ethvert tænkeligt spørgsmål, og lidt frækt kan man mene, at det islamiske verdensbillede bygger på en samling tågede fortolkninger, nedskrevet for 1300 år siden og ikke opdateret siden da.

Netop ufejlbarligheden af den hellige tekst illustrerer, at islam ikke blot er en gudfrygtig religion, men en livsstil. Koranen har svaret på alle tænkelige spørgsmål, og det man ikke selv kan fortolke, kan man gå til imamen og få "oversat". Og det retter man sig så efter uden yderligere sværdslag.

Afghanske kvinder med opslået burqa er lidt af en sjældenhed, men det sker dog.

Meget uheldigt for vort vestlige kvindesyn er Koranen skrevet til en mand, mens kvinder ofte optræder som en nedvurderet ejendel på linie med får og geder. Mindst et sted (i den engelske udgave) omtales kvinder som "orphants", og andre steder angives mænd og drenge at rangere over kvinder og piger: "Women have such honourable rights as obligations, but their men have a degree above them" (2-219).

Med Koranen i hånden er det helt legitimt at diskriminere groft mellem kønnene, og alle vestlige idealer om ligestilling bliver ofte (men bestemt ikke altid!) skrottet til fordel for en ekstrem separation af de to køn. Ethvert pakistansk (men ikke vestafrikansk) marked er utroligt mandsdomineret, og man kan gå i timer uden at se en eneste kvinde. I Afghanistans skoler kan drenge og piger selvfølgelig kun eksistere sammen i de alleryngste klasser, og i Iran må mænd og kvinder ikke dele hverken badestrande eller ski-pister!

Det er også Koranen, der dikterer kvinders til tider ganske ekstreme tilsløring; for deres egen skyld og for at skabe respekt om kvindekønnet, naturligvis. Koranen siger også, at en mand kan tage op til fire koner, mens en kvinde selvfølgelig ikke har lov til at have fire mænd.

Morsommere er det, at Koranen påstås at sige, at manden skal give konen (eller konerne) fem orgasmer hver uge! Lidt mindre komisk er det, at kvinder i vore dages Saudi Arabien ikke må køre bil, fordi der i Koranen står, at de ikke må køre hestevogn. Som resten af den hellige bog er den slags ikke til debat.

Folk, der blindt tror på noget, der er skrevet for 1300 år siden, må nærmest være uhelbredeligt konservative, men rejser man rundt på islams hjemmebane, er det svært at se konservatismen som noget entydigt negativt. I stedet oplever man som gæst en utrolig hjælpsomhed og en overraskende tolerance, som alt sammen er gået til grunde i vor egen verden, allerede da Ruder Konge var knægt.

Koranen rummer således en masse fine regler for, hvordan man skal opføre sig overfor andre, men bogen kommer gevaldigt til kort, når det gælder det moderne liv årgang 2003. Guds ord er ikke fremtidssikret med en opdateret "Koran 6.0", så når man rykker islam til en højteknologisk udebane, er der meget, der kan gå galt.

Uanset trosretning har religiøs konservatisme og teknologiske landvindinger aldrig haft det godt sammen. Viden er vejen frem, men det kan altså ikke være let at uddanne folk, der kun vil acceptere de uklare "fakta", der står i en hellig bog skrevet for 1300 år siden: "He made the word of the unbelievers the lowest and God's word the uppermost" (9-41).

Vejen til teknologisk viden koster desværre, at man giver køb på nogle af Koranens sandheder, så det er næppe nogen tilfældighed, at muslimer verden over rangerer som de dårligst uddannede, de mindst oplyste og derfor de fattigste. Det er næppe heller en tilfældighed, at islam virker utroligt topstyret. Imamen befaler, og folk adlyder, for han fortolker jo guds ord. Som en pakistansk muslim en gang insisterede: "Islam is not meant to be democratic", og så kan man jo undre sig over, hvad USA laver i Irak. Nåh, ja - olie!

Heldigvis er der lyspunkter, og især Iran står for mig som en spirende succesoplevelse. Folk her er langt mere videbegærlige og progressive, end det berygtede præstestyre vil det, men som så mange andre steder giver de ultrakonservative imamer ikke godvilligt grønt lys til verdslig lærdom og anden skørlevned. Der er lang vej endnu.

Endnu mere frit er der visse steder i Sydøstasien, og rejser man rundt i f.eks. Indonesien eller Sarawak og Sabah (Malaysia), kan det ligefrem tage en rum tid, inden man opdager, at man er i et muslimsk land. I hvert fald indtil moskeen lukker op for megafonerne!

At klæde sig korrekt

Enhver trosretning har masser af vaner og skikke, og islam har mere end sin andel af "særheder". Mest berygtet er nok den islamiske dress-code, der siger, at mænd skal tildækkes fra navlen til knæet, og kun få steder i den islamiske verden ser man folk i shorts og bar mave. Lange bukser og langærmet skjorte er reglen snarere end undtagelsen, og utroligt ofte har mændene skæg. Bare tænk på Taliban, men det er altså tradition snarere end Koranens bud.

Af og til oplever man islamisk dresscode mixet med urgamle traditioner. Kvinden her er fra Minab ved Irans golfkyst, og den knaldrøde maske er lige så meget pynt som skjul.

I mange strikt islamiske lande fra Nordafrika til Pakistan har tøjreglerne nærmest karakter af en uniform, hvilket for enhver europæer bekræfter, at muslimer er kollektivt ensrettede.

I de arabiske lande synes alle mænd at være klædt i hvidt med et Yassir Arafat-partisantørklæde om hovedet, mens pakistanske og afghanske mænd er iført en sharwal kameez. Mange vestafrikanske mænd har en tilsvarende ensartet klædning, og altid i afdæmpede jordfarver, aldrig i stærke kulører. Hos shiitterne er farven rød særligt uheldig, især under Moharram, når der sørges over Hussein.

For kvinderne gælder naturligvis langt strengere regler for korrekt klædning. Koranen dikterer ganske vist en høj grad af indpakning, men i praksis fortolkes dette meget forskelligt i Gambia og Afghanistan. I Vestafrika ser man en kulørt buket af smukke og farverige kvinder, mens afghanerkvinderne er lige så synlige som indersiden af en sæk med bunden i vejret. Moden blev dikteret for mere end 1000 år siden og har ikke rykket sig siden.

Moskeen er Guds hus, og før man træder ind, er det af med skoene, og det samme er tilfældet, når man går ind i et privat hus. Samme tradition finder man indenfor hinduismen og i hele den buddhistiske verden, lige bortset fra det kolde Tibet.

Svinet regnes som et urent dyr, så man skal ikke regne med bacon på det islamiske morgenbord. Samme tradition har jøderne, og begge dele må antages at stamme fra den gang, da netop grise led af mange indvoldsorme.

Skal der spises, sker det med højre hånd, mens den venstre regnes som uren og reserveres papirløse toiletbesøg. En lignende tradition ser man indenfor hinduismen.

Alkohol er i den grad noget, der kan splitte sindene i den muslimske verden og er måske det bedste eksempel på, hvor forskelligt rettroende muslimer kan læse samme skrift. Selve ordet "alkohol" står slet ikke nævnt i Koranen, men den påstås at sige, at man "ikke må beruse sig", og det er som så meget andet en fortolkningssag. Afghanistan er som bekendt verdens førende leverandør af rusmidlet opium.

Meget forvirrende er vin tilladt (f.eks. 16-48), så med Koranen som backup oplever man indenfor islam alle tænkelige yderligheder: På hele den arabiske halvø og hele vejen til Pakistan er alkohol forbudt, mens man i Bangladesh, Malaysia og Indonesien kan købe al den sprut, hjertet begærer. I Bosnien, Albanien og ex-sovjetisk Centralasien kan man ligefrem risikere, at den overvældende, lokale gæstfrihed ender i ren sprutforgiftning!

Hellige byer

Alle større religioner har forskellige steder, der er særligt hellige, og islam er ingen undtagelse. Helligst af alle steder er naturligvis Profeten Mohammads fødeby Mekka, og byen er faktisk så hellig, at det allerede på Profetens tid blev besluttet, at ikke-muslimer overhovedet ikke skal have adgang til Mekka. Forbuddet gælder desværre den dag i dag, så chancerne for, at vi vantro turister kan komme til at opleve en Hadj på klos hold, er lig nul. Det kunne ellers være en fantastisk oplevelse. Medina har en tilsvarende "Muslims Only" status, men til gengæld kan vi uden problemer drage til islams tredjehelligste by, der meget komplicerende for verdensfreden er intet mindre end Jerusalem. Det var herfra, at Profeten steg til himmels i år 632, og over stedet, hvor dette skete, har man bygget den imponerende Dome of the Rock Moske.

Lige ved siden af finder man den lidt yngre, men ligeledes meget betydningsfulde Al-Aqsa Moske, og 50 meter derfra og et par etager ned står de ortodokse jøder og rokker ved deres helligste sted: Grædemuren. Yderligere en kilometer mod vest har de kristne deres vigtigste kirke, Gravkirken, så intet under at netop Jerusalem har vist sig som et problem af bibelske dimensioner.

Naturligvis er der mange andre hellige steder. For shiitterne er det helligste sted i selve Iran Mashhad, hvor den ottende imam (Imam Reza) blev begravet i år 817. Endnu højere regnes Najaf og Karbala (begge i Irak), hvor deres to vigtigste imamer, Ali og hans søn Hussein, blev dræbt. Når en shia beder, sker det med en lille, fladpresset lerbrik foran sig, og denne brik er fremstillet af jord fra netop Karbala.

Modtag din ven........

Målt med en vestlig målestok er islam i mange lande totalt forældet i sit livssyn. Oveni kommer, at vi hver eneste dag i TV præsenteres for rædselshistorier om Al Qaeda, palæstinensiske selvmordsbombere og nigerianske steninger, og så er ingen i tvivl om, at islam er roden til alt ondt.

Så negativ er verden heldigvis ikke, for det islamiske samfund rummer sider, som vi kun kan sukke efter her i vesten. En af de skønneste er gæstfriheden. Der står ganske vist flere steder i Koranen, at man skal undgå kontakt med de vantro, at de skal fordrives, og at de skal slås ihjel, men der står altså også, at man skal modtage sin ven, som man modtager sin bror, og det efterleves til punkt og prikke.

Enhver, der har haft det privilegium at være gæst i et muslimsk land, har oplevet det. Folk, man aldrig har set før, inviterer til te, middag eller det, der er bedre. Andre gange oplever man "blot", at en gadehandler, hvis foto man lige har taget, inviterer en til at løbe af med hele varelageret, og atter andre gange får man gaver fra folk, man minutter inden ikke anede eksistensen af.

Især sunnierne har en tradition for ikke at afbilde levende væsener. Moskeerne er derfor ofte dekoreret med smukke, kalligrafiske skrifttegn som her fra Herat

I islamiske lande er man bestemt ikke bundet af, at venskaber skal ske med en forudgående introduktion, også selvom vi hører til de "vantro". Kontakten fra A til B er meget mere ligetil, end vi kender det i Danmark, i hvert fald hvis man er mand.

Også tolerancen overfor anderledes troende ligger klasser over mediernes udlægning. Utallige gange er jeg blevet spurgt om mit eget religiøse tilhørsforhold, og lige så mange gange har jeg svaret "kristen" i erkendelse af, at "ateist" i bedste fald er uforståeligt. Aldrig nogen sinde er jeg blevet behandlet skidt af den grund; altid som en ven.

En anden fantastisk sideeffekt er manglen på kriminalitet - eller i hvert fald kriminalitet, som vi kender den. Megen dårligdom lige fra tyverier til voldelige overfald er langt sjældnere i muslimske lande end i det fredelige Danmark, og det er altså lidt uvant, at de politisk mest ustabile lande i verden kan være de personligt sikreste.

Islam er om noget en religion, der skal opleves "on location". Det er en religion, hvor man finder både de allerbedste og de allerdårligste sider af menneskeheden, men sandsynligheden for at vi som upolitiske (og ikke-amerikanske!) gæster nogensinde får ørerne i maskinen, er forsvindende lille.

For den rejsende er islam ikke bare en stokkonservativ livsstil, det er en utrolig oplevelse, som ingen bør være foruden. Der er i hvert fald ingen grund til at holde sig fra et land, blot fordi det er muslimsk.

Den islamiske gæstfrihed er intet mindre end fantastisk, og næsten alle vegne kan man "risikere" at blive inviteret på chai. Tebryggeren her er fra Peshawar, Pakistan. Og sidst, men ikke mindst: Hele artiklen er forfatterens oplevelser og fortolkning af islam. Der findes mange andre udlægninger af "sandheden".

Islamisk "ordbog"

Abu Bakhr	Aishas far. Valgt som første kalif efter Mohammad.
Aisha	Som 9-årig(!) gift med den aldrende Mohammad.
Aga Khan	Schweizisk rigmand, multimilliardær og overhoved for ismailierne.
Ali	Mohammads fætter og svigersøn. Gift med Fatima og fra til Hassan og Hussein.
Allah	Det Arabiske ord for Gud.
Allahu-Akbar	"Gud er stor". Høres tit og ofte.
Ayatollah	Øverste åndelige leder for shiitterne (f.eks. Ayatollah Khomeini).
Biblen	en kender vi! Anerkendes også som hellig bog indenfor islam.
Burqa	Total tildækning af kvinderne, kun med et par sprækker til øjnene (Iran) eller et fint fiskenet (Afghanistan, NWFP). Ikke befordrende for islams generelle image som groft kønsdiskriminerende.
Chador	Ordret: "telt" (Iran). Sort klædning til at skjule alt andet end ansigt og hænder på kvinder. Mere strikt end hejab og mindre end burqa, men stadig meget uvestligt.
Eidu-Fitr	Stor fest ved slutningen af Ramadanen.
Fatima	Mohammads datter; gift med Ali og mor til Hassan og Hussein.
Hadj	Pilgrimsrejsen til Mekka.
Hadji	Eller Al-Hadji. Person der har gennemført Hadj.
Halal	Mad tilladt af islam. For dyr indebærer dette specielle slagtemetoder.
Hassan	Alis ældste søn og shiitternes anden imam.
Hejab	Kvindelig hovedbeklædning.
Hejira	Mohammads flugt fra Mekka til Medina i år 622.
Hussein	Alis yngste søn og shiitternes tredje imam (se Moharram). Dræbt ved slaget ved Karbala i år 680.
Ibrahim	Abraham (fra Biblens Gamle Testamente).
Inch'Allah	Arabisk: "Om Gud vil", der bruges til at forklare alle tænkelige usikkerheder i tilværelsen. Når vi frem til Tehran til planlagt tid? Bliver årets høst god?
Imam	(eller Emam) = "leder". For shiitterne en titel på Mohammads 12 efterfølgere, som efterfulgte Profeten som muslimernes leder. Den 12. imam er på jorden nu.
Ismaili	Afart af shia. Holder på, at deres leder skal være direkte efterkommer af Mohammad; se "Aga Khan". Findes især i det nordlige Pakistan og det østlige Tajikistan (Gorno-Badakhstan).
Issa	Jesus. Regnes også som islamisk profet.
Jihad	Hellig krig - ikke ulig datidens katolske korstog.
Kafir	Vantro; bruges ofte som skældsord. Kafiristan = sted med vantro.
Kalif	Leder hos sunnierne. Kan teoretisk set være hvem som helst, der er kvalificeret, mens shiitterne mener, at islams leder (imam) skal være en direkte efterkommer af Mohammad.
Karbala	Irakisk by hvor Hussein blev dræbt. Sammen med Najaf de vigtigste shia-pilgrimssteder.
Mashhad	Shiitternes helligste by i Iran. Imam Reza er begravet her.
Medina	Islams næsthelligste by. Ligesom Mekka adgang forbudt for vantro.
Medressa	Islamisk skole (i moske) der ofte kombinerer den religiøse lære med krigskunst.
Mehrab	Halvcirkelformet indhak indeni en moske. Viser retningen til Mekka.
Mekka	Mohammads fødeby og islams helligste by. Desværre off-limits for ikke-muslimer.
Minaret	Høj søjle ved moske. Bruges af muezzinen til at indkalde de rettroende til bøn.
Moharram	Sørgemåned til minde om drabet på Hussein i år 680. Første måned i månekalenderen.
Moske	Guds hus. Her bedes, som regel mænd og kvinder hver for sig.
Moussa	Moses.
Muezzin	Ansat ved moske der indkalder til bøn; i vore dage meget højlydt.
Mohammad	Selveste Profeten.
Mullah	Shiapræst; levn fra Zarathustras dage (præ-islam).
Najaf	Byen hvor Ali døde. Meget vigtigt shia-pilgrims-sted. Ligger i det sydlige Irak.
Ramadan	Fastemåned hvor mad og drikke er forbudt mellem solopgang og solnedgang. Niende måned efter månekalenderen.
Reza, Imam	Shiitternes ottende imam. Død i 817 og begravet i Mashhad, NØ-Iran.
Salam aleikum	Arabisk standardhilsen: "Må fred være med dig".
Shahadah	Trosbekendelsen; den første af islams fem søjler.
Sharía	Islamisk lovgivning og meget forenklet "øje for øje". Berygtet for stening og flittig afhugning af hænder.
Sharwal Kameez	Traditionelt herretøj bestående af et par vide bukser og en meget lang skjorte, der når ned til knæet. I manglen på lommer bæres ofte en vest over skjorten. Obligatorisk klædning for især afghanere, baluchis og pakistanere.
Shia	Tilhænger af Alis linie. P.t. er ca. 10 % af alle muslimer shiitter.
Sunni	Tilhænger af Abu Bakhrs ortodokse linie. Næsten 90 % af alle muslimer verden over er sunni.
Wahabitter	Tilhængere af en ekstremt konservativ (saudiarabisk) fortolkning af Koranen.
Yussuf	Josef.

Yderligere information

Koranen: Naturligvis! Tung at læse, men ganske lærerig, hvis man kan stave sig gennem de uklare formuleringer.
Khalid Hassan: "Muslimer, tag jer sammen": Kritisk kronik i Politiken (30/9-02) skrevet af en herboende muslim, der sagtens kan se visse umuligheder i at forene Koranens 1300 år gamle påbud med en højteknologisk og demokratisk verden.
www.islaminformation.dk: "Dansk Informationsforum for Islam"; lavet af unge, studerende (og meget progressive) muslimer.
www.islam.dk: Meget fyldig og informativ. Masser af fortolkninger skrevet af muslimer til ikke-muslimer. Afhængig af ens religiøse og politiske ståsted er der masser af stof at blive enig eller uenig med.
www.cqj.dk: Forfatteren. Ikke meget om islam som religion, men en fin bunke fotos og historier fra muslimske lande.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside