Jorden Rundt

(samling af rejsebreve fra Claus Qvist Jessen & Helle Evalds jordomrejse 2002)
Tekst: Claus Qvist Jessen

Hejsan!

Melder til De Berejste, at klubbens forhenværende næstformand fortsat lever og fortsat rakker rundt på den sydlige halvkugle og forsøger at fange en fisk eller to.

Sydamerika

Set i det støvede og krakelerede bakspejl har der naturligvis været nogle oplevelser, der har været federe end andre, og startlandet Peru var definitivt en af de federe. Ruinkomplekset Macchu Picchu var ikke overraskende en stor oplevelse, men mere overraskende var det, at peruvianerne er et utroligt sødt og glad folkefærd. Totalt gæstfrie til at lukke os ind i deres huse og hjerter, så selv de mest obskure flækker endte som smukke oplevelser.

For få år siden var det en gennemprøvet kunst at overleve netop Peru, uden at blive totalt ribbet i et eller andet væbnet røveri, men vi klarede skærene uden at miste så meget som en øre. Ganske imponerende, men de er som sagt utroligt søde, de glade folk, og det var forbavsende, hvor kort vek fra ”the beaten track”, vi skulle flytte os, før vi fik fornemmelsen af, at de aldrig har set en turist før.

Sammenlignet med mine tidligere rejser i regionen blev Bolivia sådan lidt op og ned, men heldigvis langt mest op. Turismen har sat sig lidt for tungt på især Copacabana, men så snart vi kom bort derfra, var alt fryd og gammen. Størst var det for første gang at opleve det bolivianske Amazonas og den ganske overvældende mængde dyreliv plus naturligvis det lokale folkeliv i form af en masse feststemte kvægfolk med sans for vildt rodeo, rødt ked og koldt øl. En helt igennem herlig kombination, og man keder sig bestemt ikke på de kanter.

I Bolivias sydlige højland hindrede en truende strejke et gensyn med Salar de Uyuni, men Potosi viste sig så rigeligt at være turen sydpå værd. Det er ganske uforståeligt så mange turister, der kun er der i to dage - lige akkurat tilstrækkeligt til at tage en tur ned i minerne, men slet ikke nok til at se hele nabolaget.

Selv markedet i Potosi virker totalt jomfrueligt, og der var slet ikke - som i f.eks. La Paz - gået turistgribbe i folket. Alene det, at det var til at komme i nærheden af de lokale ”hekse” og alle deres tryllerier, var umuligt i La Paz (uden betaling), mens det gik helt smertefrit sydpå i Potosi. Herligt

Også Bolivias vestlige Altiplano viste sig at vere en succes, og så kunne det endda have været endnu bedre. Jeg havde jo i min vilde fantasi sat ambitionerne op efter selveste Parinacotas 6348 meter, men måtte halvvejs under topforsøget erkende, at en grim, peruviansk, penicillinkrævende influenza havde sat sig lidt for dybt. Formen var for ringe, så Helles højdesyge var bestemt ikke den eneste årsag til, at vi droppede fra på halvvejen. Men til gengæld var der regnbueørreder i nabolaget...

Og så kom Chile, som set i det stadig lige krakelerede bakspejl har vist sig som rejsens store hit. Atacama i nord var da meget smukt, men det helt store rejsekick kom, da vi nåede det store, tyndtbefolkede, bjerg- og fiskerige område syd for Puerto Montt. Smuk natur, flotte fisk og (igen) en masse utroligt søde mennesker forvandlede området til en rejsemæssig udgave af ”Tilværelsens Ulidelige Lethed”.

Det sydlige Chile har i den grad vist sig som det måske eneste sted, jeg endnu har rejst i, som jeg også godt kunne tænke mig at slå mig ned i for længere tid ad gangen. Det er en perle, og man kan kun undres over, at der overhovedet er rejsende, der ikke har lyst at bruge et par uger eller fem i regionen.

Samme rosende ord gælder desværre ikke for nabolandet Argentina, og årsagen er bestemt ikke alene deres ringe ekonomi og den lidt hastige udskiftning af præsidenterne. De er bare sure og vrisne, de gode argentinere, og selv på gaden er det umuligt at slå så meget som et lille smil af dem.

Helt galt blev det, da vi forsegte at blaffe os igennem Patagonien. Distancerne er enorme, og buspriserne lige- så, så eneste mulighed for to rejsemæssigt belastede fat- tigreve fra Danmark er så at hitche, men alene venteti- derne mellem liftene fik Argentina plantet som det pt. eneste punkt på min Top 5-hadeliste. Ydrk! Naturligvis er der formildende omstændigheder ved Argentina, men de er få, og der er meget, meget langt imellem dem. Peninsula Valdes var én, og det samme var Los Glaciares-nationalparken i syd, mens Tierra del Fuego lige kan gå an som en ”rimelig” oplevelse.

Netop Tierra del Fuego er ellers (minus Antarktis) verdens sydligste region, men også (undtagen Ushuaia-øen) meget flad og ekstremt forblæst. Fiskeriet i floderne på østsiden efter havørreder skulle være i verdensklasse, men jeg fik intet over kiloet. Men er man til fisk, er der faktisk fint på de kanter.

Falkland

Og så til (endnu) et af mine underlige indfald: Falkland. Slet ingen dårlig ide viste det sig, for indtil videre har de omstridte, britisk ejede øer midt ude i Atlanten (sammen med det mellemste Sydchile) været rejsens helt store hit.

Falkland er i virkeligheden ”blot” 700 små, forblæste øer, men kombinationen af antarktisk dyreliv og god, engelsk gæstfrihed har været hele turen derud værd. , Ulempen ved Falkland er bare, at den interne transport er meget dyr. Det sker med små, sekspersoners fly, og regner man dertil, at flere af de naturmæssigt mest interessante øer er overtaget af dyre Londonadvokater uden sans for flippede backpackere med tomme lommer, kan man hurtigt blive fattig. Ikke nok med, at alle flyvninger retur koster over 1000 kr., man skal også både overnatte og spise på dyre lodges i 800-kr.- klassen.

Tre gange øv, så vi blev i stedet ”kun” på East Falkland, men nåede alligevel at dyrke en hel masse sjovt. Mest pingviner skulle det vise sig, og mens de statelige king penguins mest udmærker sig ved at være en slags stive og kedelige saltstøtter, er der meget mere smæk på de mindre arter. Især gentoos og rockhoppers kan man sidde i timevis og glo på. Gentooungerne er i januar næsten lige så store som forældrenc og dertil meget mobile, så hver eneste gang, en voksen pingvin kommer trissende op fra stranden efter endnu en vellykket jagt, bliver den mødt af en horde meget sultne unger, der i bogstaveligste forstand galopperer efter de voksne, til mor eller far segner og gylper noget halvfordøjet fisk op til de sultne duntotter. Gentooerne er endnu et af naturens ufrivilligt komiske indslag, men det er altså hylende morsomt at se på.

De sidste tre dage på Falkland endte i alt andet end pingvinernes tegn. Falkland har indtil for få år siden mest levet af får, så vi fulgte vore alternative instinkter og tog et par dages ulønnet arbejde som uldsorterere på en farm ikke langt fra hovedstaden Stanley.

Fitzroy hed farmen, og dagene der blev både herlige og muntre. Fåreklipperne er glade og effektive folk, og så gør det mindre, at alle udenfor Stanley synes at bruge den samme, falklandske parfume: får. Det varede mere end et par uger, inden vi helt slap duften ud af næseborene, og jeg skal nok love aldrig mere at rynke på næsen over, at en god uldtrøje koster mere end 500 bobs på Streget.

Men alt i alt - Falkland er et kanonsted, som jeg med 100% sikkerhed kommer tilbage til en dag ved lejlighed, når min tegnebog er blevet lidt tykkere...

Polynesien

Fra Falkland tog vi så et af de helt store kulturhop ud til Rapa Nui, Påskeøen. Denne, en af verdens allermest isolerede øer, kender alle de gamle fra Thor Heyerdahls Kon-Tiki, mens de yngre generationer sikkert rnest kender den fra vor omrejsende TV-nisse, Troels Kløvedal.

Rapa Nuis helt store attraktion er naturligvis de unikke, op til 21 meter(!) høje ”moai”, de store stenstatuer, som man stadig ikke den dag i dag er kommet helt til bunds i.

Grundet et peruviansk slave-raid i 1862 er der i vore dage ingen efterkommere af det polynesiske folk, der for over 1000 år siden startede på at hugge deres forfædre ud i lavasten, og formålet og metoderne er derfor stadig mest af alt kvalificerede gmt. Der er stadig ingen, der helt ved, hvordan de gamle øboere kunne udhugge og flytte statuer på op til 80 tons uden brug af elefanter eller maskiner.

Derfra hed næste stop det legendariske Fransk Polynesien, som vi (heldigvis) havde valgt kun at lade være et lille, ubetydeligt tredages stop på rejsen. Både Tahiti og Moorea er ellers flotte nok, men den underlige kombination af polynesisk gæstfrihed og gennemført fransk arrogance blev ret hurtigt lidt for meget.

Den polynesiske side af sagen var naturligvis herlig, men den blev desværre overskygget af de franske idioter. Det koster så lidt at være venlig, men det budskab er bestemt ikke sevet ind hos de dybt debile franskmænd. Enhver officiel franskmand opfører sig cirka lige så venligt og diplomatisk som en ex-sovjetisk vagt i Moskva, og sjældent i mit lange rejseliv har jeg oplevet mage til grovheder som ved det afsluttende check-in i Papeete Airport.

Er det ikke nok, kan det nævnes, at netop Tahiti har været rejsens ubetinget dyreste sted, så alt i alt må det ellers flotte sted få karakteren: ”Ikke anbefalelsesværdigt”. Så er der meget federe på Cook Islands. Polyneserne der er helt de samme som hos de franske naber mod est, men fraværet af den franske arrogance har i den grad gjort Cook til en meget, meget venligere oplevelse end Tahiti.

Vi kom aldrig længere end hovedøen Rarotonga, og selv der er der egentlig ikke meget at se. Øen har en vej, og den går hele vejen rundt om den, så hele Raro nærmest er en lang landsby med en ugudelig masse små lodges spredt ind imellem floden af kokospalmer.

Aktiviteterne på Cook hedder mest snorkling og fiskeri, og havde det ikke pisket ned i tre dage i træk, havde vi nok også dyrket rnulighederne for bushwalking.

New Zealand

New Zealand, New Zealand. Et af de få steder i verden, som alle besøgende elsker, og hvorom ingen kan finde noget negativt at sige; et af de sjældne steder, hvor både de strømlinede komfortturister og de mere grænsesøgende naturfreaks kan finde ro i sjælen, og hvor selv nok så kræsne lystfiskere har rigeligt at gå efter. NZ har så sandelig også i mange år været målet for mange af mine egne fugtige drømme, men ligger uheldigvis så tilpas langt fra Indien, at jeg aldrig havde fået taget mig sammen til at tage dertil. Nu skulle det være, og ikke overraskende er netop Aotearoa, Landet Under Den Lange, Hvide Sky, endt som et af de absolutte highlights på vor jordomrejse.

Ganske som næsten alle andre NZ-farende startede vi vores odyssé med at flyve til Auckland, en hyggelig by med et travlt og alligevel overskueligt centrum samt en fotogen havnefront, der summer af moderne og velpoleret aktivitet. Aktiviteten er bestemt ikke blevet mindre af, at NZ for nogle år siden vandt sejlsportens ypperste trofæ, Americas Cup. Den forsvarede de for tre år siden mod et italiensk hold, og for tiden er alle de megadyre udfordrerhold ved at gøre sig parate til den store Luis Vuitton Challenge, som en gang i slutningen af 2002 skal afgøre, hvem der i starten af 2003 får æren af at udfordre kiwierne.

Møde med en legende

Min egen største oplevelse i Auckland var dog af en helt anden slags. Telefonbøger er jo til for at blive brugt, og da jeg pludselig fandt ud af, at ingen ringere end alle bjerggeders helt, Sir Edmund Hillary, første mand på Everest, boede i Auckland, fik jeg den skøre ide at sige dav til den gamle kxmpe. Det kostede lige et par dage, hvor jeg hvileløst vandrede rundt om telefonen, men uden at få ringet, indtil jeg til sidst fik taget mig selv i nakken, vandrede nogle kilometer ud til Remuera og bankede på Sir Edmunds hoveddør. Hvorfor jeg egentlig gjorde det, må guderne vide, men både han og konen var hjemme, og indenfor i deres hyggelige stue fik jeg mig knap en time i selskab med dem begge til lidt lys snak om dette og hint.

Selvom Sir Edmund efterhånden er godt oppe i 80’erne, så er kan stadig høj og statelig, omend naturligvis noget rundere, og håndtrykket er stadig lige så fast, som da han og Norgay Tenzing for 49 år siden blev hist velkommen af ekspeditionslederen John Hunt efter at have sat de første fodspor på verdens top. Hillarys anarkistiske frisure har heller ikke ændret sig meget i den mellemliggende tid - stadig lige så vild som Himalayas vintervejr, mens hans øjne og smil er så fulde af varme, som de nogensinde har været det. Helt igennem en dejlig fyr, som bestemt ikke er blevet hverken snobbet eller utilnærmelig efter alle sine mange bedrifter i verdens utilgængelige hjørner; noget mange af nutidens eventyrere kunne lære meget af.

Meget symptomatisk for Hillarys beskedne person havde parret samme dag været ude og investere i en ny bil. Rover, Ford Mondeo eller Mercedes? Nxh, en Morris Mini! Dem havde de altid kørt rundt i, og jeg sad en stund og muntrede min sjæl over, hvordan en stor gut som Sir Edmund kunne krølle både sig selv og konen ind i så lille en kagedåse, men det havde de åbenbart ingen problemer med. Det kan ligefrem være derfor, at de stadig er i god fysisk form, begge to.

Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at spørge om hans forhold til de mange kommercielle ”ekspeditioner” ti1 især Everest, og dem havde han forståeligt nok ikke meget til overs for og mente, ganske som den svenske jernmand Göran Kropp, at der er alt for mange mennesker på bjerget, som ganske enkelt ikke hører hjemme i de højder. Deres eneste aktiv er en tyk tegnebog, men i vore dage er den slags desværre vigtigere end at være en dygtig klatrer.

Ud og køre med de skøre

Jeg sagde pænt farvel til både Sir Edmund og fruen, og dagen efter satte vi kursen sydpå. Som i alle andre i-lande er busserne jo forfærdeligt dyre, så transporten på Nordøen hed blafferi, hvilket til ingens overraskelse gik legende let, og kun få steder måtte vi stå i mere end et kvarters tid, inden vi blev samlet op. Lifterne varierede fra en politivogn(!) over et par maoritrucks til flere ”indfødte” personbiler og en flygtning fra Zimbabwe, men sjovest blev det, da vi midt i Taupo forsøgte at komme sydpå mod først Turangi og siden Wellington.

En stor, rund og meget gemytlig gut ved navn Hugh samlede os op i sin nyindkøbte, godt brugte Range Rover, og ham endte vi med at bruge hele to dage sammen med. Han - fortalte han beredvilligt - var ikke helt normal, men et psykiatrisk tilfxlde, som dog blev holdt i nogenlunde balance af et passende kvantum medicin! Man får sig sgu sine bange anelser med en schizofren bag rattet og 120 i timen, men Hugh var god nok, så det var uden men, at vi tilbragte natten hos en af hans mange venner på en kvægfarm meget langt fra alfarvej.

Dagen efter skul1e Hugh lige ordne en masse småting i Masterton, og her startede Cirkus Galimatias for alvor. Samtlige vor mands venner viste sig at være en eller anden slags psykiatriske weirdos, og ingen af dem lagde skjul på det, allermindst Lenny, som endte med at køre med os hele turen til Wellington. Han er ganske enkelt det mest speedede og mest støjende menneske, jeg nogensinde har oplevet, og fra vi forlod Masterton og til vi et par timer længere fremme sad i Wellington havde han råbt og skreget i et væk. De eneste, små pauser, han havde holdt, var for at trække vejret, mens den flegmatiske Hugh overhovedet ikke havde fået mælet et ord. Vi to på bagsædet henfaldt nær mest i en apatisk dvaletilstand omgivet af Lennys endeløse strøm af hvid støj, indtil vi klokken sent aften, midt i downtown Wellington blev droppet af lige ved vores ønskede gadedør. Ah, stilhed.

Selve Wellington, NZ’s næsten ukendte hovedstad, blev kun en lille parentes på vor lange rejse, men en ganske behagelig en af slagsen. Byen er langt mindre end især Auckland, men er sarntidig så tilpas kosmopolitisk og dynamisk, at der er langt til stadiet ”landsby”. Samtidig er centrum så tilpas overskueligt, at der ikke er meget, der ikke kan nås til fods, så på et par dage fik vi lige ordnet alle vores ”business” plus oplevet slutningen af det mildt sagt fugtige Cuba Street Carnival..

Havneområdet i Wellington ligner meget det fra Auckland, og midt i det hele ligger så det spritnye og ualmindeligt smukke museurn ”Te Papa” ("vores sted" på maori). Som mange andre statsdrevne museer i NZ er det tilmed gratis, og man kan snildt få mindst en hel dag til at gå med at rode rundt i deres flotte samlinger om maorierne, kolonitiden, Antarktis og selvfAlgelig naturen. Det hele er 1avet til børn og barnlige pilfingre, og mange af tingene er endda interaktive, så har man aldrig før prøvet et syntetisk jordskælv eller et virtuelt bungeejump(!), har man chancen i Te Papa.

Fujiyama

På Sydøen var vor frste handling at kbe en bil, og det gik næsten helt af sig selv. Vi ramlede i Nelson ind i en japansk pige, Kayo, som var i færd med at sælge sin 1984 Honda Civic, og få minutter efter havde den nysynede helligdom skiftet ejer for 725 lokale dollars, svarende til 2.600 kr. Det får man ikke meget bil for i Danmark, men i NZ, hvor skatterne har et mere menneskeligt niveau, kan man faktisk få en masse auto for de penge.

At købe ”Fujiyama” skulle vise sig at være noget af det smarteste, vi endnu har gjort på rejsen, for selvom kiwierne er utroligt flinke til at samle blaffere op, ligger mange af de lækreste oplevelser så langt fra de sydlige alfarveje, at de bliver til en umulighed uden egne hjul. Især på vestkysten er trafikken så sparsom, at vi hurtigt opgav tanken om at blaffe og i stedet overgav os til bilismens uendelige fleksibiliteter og udsigten til at kunne campere lige præcis der, hvor vi nu stoppede. Medvirkende til beslutningen var også, at man i Kiwistan ikke har krav om en dyr ansvarsforsikring, plus at benzinen kun koster det halve af prisen i vort afgiftsplagede hjemland. Ydermere kunne vi jo (måske) sælge den igen og få nogen af vore 725 NZ$ retur....... Det var der ingen ben i, skulle det vise sig, for da vi næsten to måneder og 5.004 problemfri kilometer senere afhændede Fuji i Christchurch, fik vi let og behændigt 100 kr mere, end vi selv havde givet for den, så alt i alt endte de to måneders flakken rundt bag eget rat med at koste os ca. 1.100 kr i samlede transportudgifter (benzin! ).

Til sammenligning koster det 3500 pr. måned at leje en normal sedan, mens de store autocampere fås for det dobbelte, og da bus- og togbilletterne heller ikke ligefrem er billige på de kanter, kan det kun på det varmeste anbefales gøre NZ i egen bil. Det er ganske enkelt det billigste og samtidig det mest fleksible.

Vestkysten, Franz Josef, Fox og Milford

Første stop efter Fuji b1ev et gensyn med Helles gamle arbejdsgiver, danskeren Jørgen Hansen, som for 50 år siden emigrerede til NZ og startede op fra ingenting. Men gode Hansen var (og er) en aktiv herre, så han fik på kort tid banket en solid frugtplantage op, og da vi ankom, var han midt i høstarbejdet og kunne sagtens bruge et par raske plukkere til.....

Vi undslap behændigt Hansens private arbejdsformidling med vognen fuld af velsmagende Royal Gala-æbler og satte kursen videre sydpå mod Sydøens berømte vestkyst, hvor vi forskellige steder forsøgte at fange nogen af NZ’s berømte ørreder. Med øjne så store som møgllehjul, sagde rygterne, men hvad F..... hjælper det, når de stupide kræ tilsyneladende aldrig åbner munden for at spise? Mage til forsigtige fisk ska1 man lede længe efter, så lad lige vlre med at tro på alle de skribenter, der får det til at lyde som om, at det er piece of cake at fange en stor kiwiørred.

Bedre blev det først, da vi ved Lake Mapourika omsider fik hul på bylden. Det skete med maner, for frst fangede Helle en smuk, smuk laks på hele 4,5 kg, og 20 minutter efter fik jeg selv en af eksakt samme strrelse, og så gjorde det mindre, at vi de næste mange dage var tvunget til at leve af stegt laks, røget laks, kogt laks, gravad laks og endnu mere stegt laks, naturligvis fulgt til dørs af et par glas fra den Woodhill’s treliters rødvin, der a]lerede fra Nelson blev en slags fast inventar i bagagerummet. A dirty job, but somebody’s got to do it, men det forklarer måske også, hvorfor ingen af os ligefrem har tabt i vægt undervejs. Hvad gør man ikke for at kompensere for, at bilen ikke har indbygget airbag? Er man ikke lystfisker, er Vestkystens største naturattraktioner de store gletchere Franz Josef og Fox, opkaldt efter henholdsvis en hedengangen østrig- ungarsk kejser og en lige så livløs NZ’sk premier minister. For folk, der aldrig har set en gletcher før, er netop disse to flotte at tage til, dels pga. deres særdeles lette tilgængelighed og dels pga. de res imponerende fremtoning. Også folk, der har set gletchere til bevidstløshed kan imponeres, og selvom jeg selv har tilbragt efterhånden ganske mange dage af mit liv på dekorative isklumper, var de begge smukke oplevelser, især da vi ganske illegalt og meget improviseret vandrede og klatrede rundt på de midterste sektioner af Franz Josef - under en knaldblå, skyfri himmel.

Videre sydpå, længere inde i landet og momentvis plaget af NZ’s i bedste fald meget ustabile vejr ramlede vi så ind i Queenstown, verdens selvbestaltede hovedstad for alskens adventuresport. For mig var Queenstown i den grad noget, der skulle overstås, for mens ”eventyr” en gang var noget med at være pioner og at hinke på tværs af Papua Ny Guinea eller på anden vis prøve verdens grænser, er det i NZ’s mange farvestrålende brochurer blevet noget menneskeskabt, forudsigeligt og ekstremt sterilt. Adventure er pludselig blevet til noget gennemarrangeret plat med forstavelsen ”heli- ”, ”bungee-” eller ”jet-”, og Queenstown står for mig som verdens største naturtivoli.

Heldigvis ligger byen utroligt smukt, lige ved den skønne og klarvandede Lake Wakatipu og totalt omkranset af smukke bjerge, og blot 30 minutter bag rattet kan bringe en langt bort fra diskotekernes drøn og AJ Hacketts bungeejump. Vi flygtede over til den anden side af Wakatipu, hvor vi i tre dage lå i telt ved udløbet af Greenstone-Caples-floderne, dels fordi området er perfekt til hiking, og dels fordi ørredfiskeriet netop der skulle vise sig at være klart det bedste, vi indtil da havde oplevet.

NZ’s måske mest kendte og i hvert fald den mest besøgte natursevxrdighed må dog være Milford Sound, en snæver, blå fjord omgivet af bjerge og klipper så stejle som vægge og med det ikke særligt hpje (1600+ m), men alligevel smukke og imponerende Mitre Peak plantet midt i det hele.

Der måtte vi bare til, men uheldigvis er den årlige nedbgr på de kanter mellem 5 og 6 meter (over 15 mm / dag!), så det er lidt af et lotteri at tage dertil. Vi gjorde det alligevel - og vandt, for fHrste dag var helt skyfri, mens vi på andendagen oplevede Mitres spidse top blive omsluttet af alt for mange grå og hvide skyer, dog uden at de slap vand.

Så langt, så godt, for besøget havde været ganske meget federe uden de mange crowdede turbåde til at forurene udsynet og især deres mange, skrattende højttalere til at spolere naturens egen stilhed. Er det ikke nok, kan man vende blikket en smule opad og græmmes over en talstærk og meget støjende armada af helikoptere og små legetøjsfly, der cirkler de dyrt betalende gruppeturister rundt om Mitre, ganske som filmens fly rundt om King Kong på Empire State Building. Eller hvad med at tage et kig på parkeringspladsen nede ved jettyen: ”Only for limousines” står der med store bogstaver for ligesom at understrege, hvem der har mest ret til at være der.

Det er ganske utroligt, at NZ’s ellers så miljøbevidste myndigheder overhovedet tillader den slags flydende og flyvende megafoner at bræge løs i den smalle fjord, men desvæxrre er der langt flere penge i tunghøre japanske millionærer end i fattige backpackere som os, så man skal nok ikke regne med, at det bedres i fremtiden. Tværtimod siger rygterne, at Department of Conservation pønser på at bygge endnu flere dollarturistvenlige uhyrligheder, hvoraf den værste skulle være en gondolbane fra Queenstown over den vestlige bjergkæde og videre ned til Milford. Vi kan jo ikke have, at de ignorante gruppefolk skal spilde en hel dag med at køre udenom alle bjergene, vel? Det er ganske enkelt utroligt, at disse tumper ikke kan se, at de selv er med til at ødelægge den natur, de er kommet for at nyde,

Keplertrekket

Næh, så er der en noget højere grad af uspoleret naturoplevelse over at trekke i højlandet. Masser af steder på især Sydøen gives der muligheder for at lufte vandrestøvlerne, hvilket vi allerede havde dyrket på fotogene dagture ved Greenstone, Arthurs Pass, Fox & Franz og Routeburns sidste sektion,

Nu var tiden så kommet til en lidt længere tur, men det er desværre ikke noget, man bare gør på de kanter. Fluxen af turister til NZ har nemlig bevirket, at flere af de mest populære trek er lagt i kvoter, så man ikke bare kan tage af sted med telt og proviant, men skal booke op til flere måneder i forvejen, og det er jo mere end usjovt for et par travellers, der ikke en gang ved, hvor de er i morgen. Milford, Abel Tasman og Routeburn er således alle blevet sat i strenge kvoter, og i stedet valgte vi, bl.a. efter en anbefaling fra vor høje formand, Keplertrekket, dels fordi det sammen med Milford og Routeburn er det eneste trek, der når alpine højder, og dels fordi at det både starter og slutter i Te Anau.

Den klart flotteste sektion var helt afgjort andendagen, hvor vi fra Mount Luxmoorehytten vandrede 1angs en lang bjergryg i tre timer med flot ud- sigt ud over det meste af det omkringliggende bjergland. For en gangs skyld var vejret en lille smule med os, idet skyerne lettede så tilpas meget, at man ligefrem kunne se bjergtoppene, og så gjorde det mindre, at vinden blæste i hårde stød af patagonske styrker. Op til 100 km/t sagde rangeren ved Luxmoore, og det blev da også lidt mere spændende end højst nødvendigt at vandre rundt på de stejle bjergrygge. Plussiden ved uvejret var, at halvdelen af de alt for mange turister i Luxmoore ganske enkelt ikke turde fortsætte pga. vinden, så vi havde faktisk trekket helt for os selv og slap ned til Iris Burn uden men.

Man skal ikke have været ret længe på NZ’s Sydø, før man oplever alle fire årstider i ret tilfældig rækkefølge. Høj sol det ene øjeblik, silende regn det næste, og en halv time efter er alt bare gråt. Så kommer solen igen i fem minutter, så hagler det pludselig, og så skinner solen søreme igen - for kort efter at blive afløst af gråvejr og regn, som yderligere en halv time efter erstattes af fint solskin og siden tæt sne. At tage nogen steder uden gennemprøvet regntøj er derfor galimatias, hvilket vi især oplevede, da vi kom heIt sydpå til Invercargill og Bluff. Turen derfra til Dunedin skulle ellers være ganske fotogen, men hver gang, jeg stoppede vognen for at nappe et foto, havde vejret skiftet til det værre. Det var som at tage billeder med en præmenstruel flash, og til tider følte jeg mig nødsaget til at skyde løs på 1/250 sek for bedre at kunne matche længden af de korte solglimt!

Vi endte ganske enkelt med at opgive kysten og kørte i stedet ind i landet, hvor vi i nogle dage hyggede os på en farm lidt udenfor Ranfurly. I fugleflugt ligger farmen kun nogle få hundrede kilometer fra den ekstremt våde vestkyst, men grundet bjergenes regnlæ er den fladere østside helt anderledes tør og vindblæst - hvilket naturligvis ikke forhindrede, at ca. halvdelen af årsrationen af regn faldt i løbet af vore fire dage. Næsten i hvert fald.

At gå i fisk

Sidste etape af vore sammenlagt godt to måneder stod næsten 100% i fiskeriets tegn. Først tog vi på en lille, herligt skyfri smuttur op til NZ’s højeste bjerg, Mount Cook, hvor den blå luft på forunderligste vis ikke var nær så forurenet af virrende fly og helikoptere som Mitre Peak. Derfra. hoppede vi videre til Lake Tekapos turkisblå vand, smukt indrammet i Canterburys bølgende bakker og træernes høstgule farver, og der, godt hjulpet af et par pludseligt meget venligtsindede vejrguder, endte vi med at blive i fire dage.

For at gøre en lang historie meget kort, så endte netop Tekapo med at blive hele rejsens fiskemæssige highlight. Mest imponerende var det, da Helle på en spinkel letspindestang fik knaldet en hypersupergigakoloenorm regnbueørred på ikke mindre end 11,9 kg / 94 cm! Det vides ikke, om det er en eller anden slags verdensrekord for kvindelige fiskere, men det er i hvert fald tæt på, og da jeg selvsamme eftermiddag nappede en kæmpe på 5,5 kg / 77 cm, så den alt for lille ud. Til sammenligning kan det nævnes, at ingen af os før Tekapo havde fået en regnbueyrred på mere end 1,7 kg (i Lake Wakatipu) - hvilket i øvrigt i sig selv er en ganske stor fisk.....

Tekapo var i det hele taget lidt af et hot-spot, og alene det er så rigelig årsag til at komme tilbage til NZ. Er man ikke til fisk, er der uendeligt meget anden natur at glæde sig over, og vi mærkede bestemt ikke noget til, at kiwiernes gæstfrihed er for nedadgående. Venlige, glade og hjælpsomme folk alle vegne, og det er bestemt ingen tilfældighed, at netop New Zealand sammen med Nepal og Ecuador er det land, det er sværest at finde negative meninger om. De mangler bare lige at få slukket for støjsvineriet i Milford.....

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside