Kampfiskeri i Somaliland

Claus Qvist Jessen

2000 kilometer ubrudt kystlinie, kun én eneste, lille by og nærmest intet kommercielt fiskeri. Det lyder som en drøm for enhver rask lystfisker, og drømmen er faktisk virkelighed i Somaliland. Så er det vel bare at drage af sted til landet med de store, jomfruelige fisk, der nærmest venter på at blive halet op, er det ikke?

Somaliland er måske ikke lige det sted i verden, der står nærmest for en ukompliceret fiskeferie. Først var der jo den mere end ti år lange borgerkrig i 80’erne og 90’erne, og siden har en nærmest uendelig serie af klanfejder, mord og kidnapninger puttet landet bagest i bunken over steder, ”man” tager hen. Både den nordlige udbryderrepublik, Somaliland, og resten af Somalia er 99,9 % off limits og vil sandsynligvis være det i et par årtier endnu.

Berbera er mindst lige så slidt og om muligt endnu mere fotogen end Hargeysa. Fotografer er et ukendt begreb, og selv børnene kan mobilisere så meget nysgerrighed, at det overstiger deres frygt for "hvide djævle".

Og dog. Drømme er skabt til at flyve, og allerede hjemme viser Times Atlas of the World flere hundrede kilometer helt jomfruelig kystlinie ud til Det Indiske Ocean, lige fra Djibouti til Mogadishu, og uden så meget som skyggen af en langlinesvingende, japansk tunbåd. Der må ganske enkelt være et fantastisk fiskeri, så hul i borgerkrige, miner og andet skidt og af sted til det forjættede vand, naturligvis iført en større buket stænger og hjul.

Disse knogler stammer fra en pløjemark 5-6 km vest for Hargeysa, et sted hvor tusinder af mænd blev linet op og henrettet for ikkeeksisterende forbrydelser. Ligene blev begravet i store massegrave, men hvert eneste år filer regntiden så meget i jorden, at fortidens spøgelser dukker op til overfladen.

Drøvtyggernes land

Allerede grænsekrydset fra Etiopien og Somalilands hovedstad Hargeysa varsler sære oplevelser. Et ualmindeligt rodet og meget afrikansk sted, hvor den etiopiske vagt helt glemmer at stemple mig ud, og hvor indbyggerne i den somaliske grænsecontainer er tydeligt overraskede over at se en hvid mand på de kanter. Jeg får mit stempel og et varmt håndtryk og går ud til en verden, hvor dåser og skrammel ruller rundt i de sandede gader, og hvor ethvert fremspring har fanget mindst én blafrende plastpose.

Selve Hargeysa er så langt fra en hovedstad som noget. Lige så støvet som Herat i Afghanistan, og kvinderne er præcis lige så indpakkede, men desværre helt uden Afghanistans sug i maven. Ingen dekorative moskéer, kun få flittige værksteder og alt for mange boder med qat, det nationale rusmiddel. Snesevis af bittesmå træboder står klar til at servicere eftermiddagens rush-hour, den time hvor hele Somalilands voksne befolkning skal skynde sig at købe ind til eftermiddagens sløvhed.

Det påstås, at mere end 25% af Somalilands befolkning på den ene eller anden måde er beskæftiget med dyrkning, transport eller salg af qat, og de resterende 75% bruger hovedparten af døgnets lyse timer på at tygge drøv. Hele verden går i stå kl. 13, og først næste morgen vågner nationen igen op til dåd. Somaliland er et land, hvor folk ikke dør af stress – snarere af siddesår eller overanstrengelse af tyggemusklerne. Yemen, det mest qat-tyggende land i regionen, påstås at bruge 50% af arbejdsstyrken, 60% af det dyrkbare land og 80% af al kunstvanding til qat. Man skal lede længe efter andre steder i verden, hvor et enkelt narkotikum i den grad lægger beslag på hele landets økonomi. Qat forvandler hele lande til nationer af stillesiddende misbrugere i en grad, der ellers kun kan opleves ved Caribiens potrygende rastafarier.

5 kg. penge, tak!

Langs hovedgaden vidner de mange forretninger dog om en vis handelsvirksomhed, men de mange pengevekslerier signalerer alligevel unormale tilstande. Ved hvert eneste gadehjørne sidder mindst tre m/k med en kasse af hønsenet, og inde i kassen eller ovenpå er stablet et bjerg af pengesedler. Stor tonnage, men lille formue, for den største seddel i Somaliland har en værdi af kun 50 øre. En veksling af 100 $ fylder let en Fjällräv, og seddeltransporten klares bedst med en trillebør.

Markedet er klart byens mest aktive sted, men hovedparten af kornsækkene er mærket ”Donation from the USA, not for sale or trade”. Både de mange illegalt solgte bistandssække, et trist besøg i en nærliggende flygtningelejr og den ekstreme, qat-skabte dovenskab pirker slemt ved de sidste rester af min politiske korrekthed. Nogen højt oppe i systemet skummer en hel masse udenlandsk finansieret fløde, mens ”folket” i stedet for at gøre noget selv vælger at sidde på deres flade og tygge drøv og så ellers råbe højt til Vesten, hver gang der skal bygges en vej.

Somaliland er i høj grad er sted, hvor levestandarden stemmer helt overens med befolkningens nærmest ikke-eksisterende arbejdsvilje, og selv ikke en radikal naivist bør undres over, at visse tredje verdens lande vitterlig er tredje verdens. Det er svært at undres over, at netop somalierne har vist sig at være helt umulige at sætte i arbejde i Danmark; de har jo aldrig prøvet det hjemme!

The bodyguard

Turister er der naturligvis ingen af, for Somalilands få udlændinge er alle FN-ansatte idealister, der af sikkerhedsmæssige årsager ikke må flytte sig udenfor deres ”compound”. Hvide mennesker er i det hele taget så stort et særsyn, at jeg på køreturen fra Hargeysa til kystbyen Berbera bliver påduttet to vagter, der med skarpladte AK 47’er sørger for, at hverken jeg eller min midlertidige rejseven, japanske Hiroshi, bliver kidnappet af en klanhøvding eller kørt over af en skildpadde.

I Berbera var der fred og ingen fare. Troede jeg, men sekunder efter ankomsten står der endnu en skydeglad politimand med sin Kalashnikov og insisterer på, at han skal passe på os. ”No way!”, men der er ikke noget at gøre. Han forstår ganske enkelt ikke simple vendinger som ”don’t want protection” eller ”fuck off”, så vi hænger på ham og hans savlende qat-forbrug de næste par dage, og hver gang, vi vil noget andet end han, ser han helt panisk ud og begynder at pludre løs om ”police station”. Helt slemt bliver det, da jeg insisterer på at tilbringe eftermiddagen på den lokale, Danida-sponserede havnemole iført en fiskestang. Sådan et våben har vagten sgu aldrig set før, men jeg slipper for arrestation og præsterer tilmed at hale et par mindre barracudaer op af det jomfruelige vand. Naturligvis under et stort opløb af lokale knægte, der ivrigt peger hele horisonten rundt for at vise den fiskende turist, hvor der er bedst at smide pirken ud.

To af fiskene ender på tallerknerne hos den lokale restaurant, hvor ejeren lynhurtigt får mig koblet sammen med en lokal tunfisker, der hellere end gerne vil have mig med ud i hans lille motorbåd. Fedt nok, lige indtil caféejeren kommer og stikker mig sin mobiltelefon. I den anden ende har jeg Berberas strikse politichef, der skingert indskærper, at der slet ikke kan blive tale om fiskeri uden de rette tilladelser. Af hensyn til min personlige sikkerhed naturligvis. Så let opgiver jeg ikke, så tidlig næste morgen står jeg på det lokale marinekontor, hvor endnu en bureaukrat fortæller, at jeg overhovedet ikke behøver nogen tilladelser. Herligt, herligt, og jeg går glad og fornøjet tilbage til tunfolkene og fortæller, at jeg godt må komme med næste morgen.

Skrankepaver, qat og kalashnikovs

Troede jeg! Rygterne er desværre løbet i forvejen, og min idiotiske vagt insisterer pludselig på, at jeg igen skal en tur på politistationen. En anarkistisk indstillet, fiskende turist uden respekt for nødvendigheden af det afrikanske bureaukrati overstiger klart hans beføjelser, og da jeg ikke havde til sinds at argumentere med en kamphærdet soldat iført en skarpladt Kalashnikov, blev jeg sat til at svede i endnu en time, indtil chefen havde tygget færdig på dagens ration af qat.

I mellemtiden blev jeg nidstirret af det meste af Berberas svulmende politikorps; snesevis af dovne og ugidelige betjente, der alle som en slæbte rundt på både qat og skarpladte våben. Working very hard”, er der en af dem, der siger, inden jeg bliver skubbet ind på chefens tomme og støvede kontor. ”No boat fishing! Permit needed!!”, bjæffer idioten, totalt ligeglad med, at marinefolkene sagde, at jeg ikke behøver nogen. Der er lukket for det varme vand, og chefen har bestemt ikke tænkt sig at ringe ned til marinekontoret for at få sagen afklaret.

Afrika er unægtelig et kontinent fuldt af bureaukratiske skrankepaver, og Berberas politichef er ingen undtagelse, så efter to sekunders tænkepause tager jeg den direkte vej op ad grusvejen til guvernørens embedsbolig, naturligvis skarpt forfulgt af den uønskede bodyguard og min japanske ven. En uge i selskab med en grænsesøgende, dansk lystfisker har uden tvivl givet ham en større indsigt i Somalilands labyrint af bureaukratiske forbud, end han i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, og han vil ikke gå glip af finalen.

I audiens hos guvernøren

Guvernøren viser sig at være en hygsom ældre herre, der snakker en del bedre engelsk end det samlede politikorps. Herligt med en dannet mand og tilmed den eneste somalier, som ikke bruger de fleste af sine vågne timer på at tygge drøv.

Han lytter andægtigt til alle mine diplomatiske forklaringer, naturligvis garneret med en serie politisk korrekte meninger om Somalilands uudnyttede herligheder og hvor meget det vil hjælpe landets turisme, hvis en dansk fotograf og rejsejournalist fanger en bådfuld småtun, som han kan skrive om i hjemlandet.

Rundt om Hargeysa finder man flere “forstæder”, hvor alle husene er lavet som et patchwork af brugte plasticposer spændt ud over en træramme. Udsigten til et bedre liv er ca. lig nul, men humøret fejler heldigvis ikke noget - heller ikke hos de to piger fra en camp lidt vest for selve Hargeysa.

Så sker der noget! En tjener bliver beordret i byen efter politichefen, og minutter efter smækker han hælene sammen foran guvernøren. Jeg godter mig over den ventede skideballe, men desværre skifter tonen midt i ordflommen. Guvernøren vender rundt på en tallerken og mener lige pludselig, at det er alt for farligt for mig at drage på havet uden en stabel officielle tilladelser, så jeg bliver igen bedt om at tage turen tilbage til Ministery of Fisheries i Hargeysa. Det kan jeg jo nok forstå.

Jeg forsøger på høflig og kultiveret vis at forklare guvernøren, at den største fare til havs ikke er manglende tilladelser, men dårligt vejr. Jeg skal nok tage ansvaret, men det hjælper ikke. ”I could lose my job!” insisterer han. Jamen, det vil jo være trist. Jeg kan personligt miste en del mere, hvis båden vitterlig skulle tilte, men den side af sagen generer ham ikke. Han skal bare undgå at tage nogen form for ansvar for en eventuel død turist.

Ikke en gang et diskret tilbud om at betale en eventuel tilladelse på stedet hjælper. Havet er og blev lukket område, og det, der skulle have været en flot artikel om det helt uberørte fiskeri i Det Indiske Ocean, bliver til en trist historie om afrikansk paranoia overfor alt, der er nyt og fremmed.

Jeg trisser tilbage til Danidas havnemole og glor ud over det forbudte hav, men ikke så længe. Så bliver jeg endnu en gang hentet af en af politiets bevæbnede idioter og sat til at svede på politistationen med en stor, fed, qat-tyggende vagt foran mig. Ingen ved hvorfor, men svede, det skal jeg. En hævnakt viser det sig, for da politichefen efter en times tid finder det ulejligheden værd at se mig, skal han da bare høre, hvorfor jeg absolut ville snakke med guvernøren. ”Og i øvrigt er det nu også forbudt at fiske fra molen!”

Så jeg ved stadig ikke, hvad der gemmer sig derude i de blå bølger, men jeg opdagede, hvorfor kysten på Afrikas Horn er så uberørt: Ingen japansk langlinefisker har tålmodighed nok til at bekæmpe floden af stupide, afrikanske bureaukrater!

Claus Qvist Jessen

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside