Sydafrikansk sprittur

Tekst og foto: Claus Quist Jessen

Sydafrika er om muligt et land med kontraster. For knap 10 år siden var det en racistisk apartheidstat, nu er det en demokratisk stat med lige rettigheder, men næppe muligheder for alle, og om yderligere 10 år er hele landet måske eksploderet i vold, kriminalitet og uroligheder.

En af de ting, vi i vesten har "lært", er at se os onde på de sydafrikanske hvide. De må trods alt være ualmindeligt dumme, siden der nu har været apartheid så længe, og det kom som en gevaldig overraskelse for mig, at det var de slet ikke. Flinke og ekstremt gæstfrie er de, og det tjener til deres ros, at langt de fleste er meget pragmatiske og erkender fortidens synder. Verden af i dag har ændret sig, og der er kun få rabiate ”afrikaanere” tilbage, som i stedet for at tilpasse sig nutiden vil bombe landet tilbage til “de gode, gamle dage”.

En god indikator på ethvert folkeslags venlighed er mulighederne for at blaffe. Når man bliver taget op af en bil, bliver man jo nærmest lukket ind i folks hjem, og hvor mange mennesker f.eks. i Danmark er villige til at åbne deres hus for potentielt suspekte individer, de aldrig har set før? Mens vi herhjemme har en utrolig mistænksomhed overfor folk, vi ikke har set før, går tingene meget lettere i Sydafrika. I hvert fald hvis man er hvid, for selv sorte bilister nægter at tage sorte blaffere op – der er ganske enkelt for mange kriminelle elementer imellem dem. Sammen med lande som Chile, New Zealand og Iran rangerer Sydafrika som et af de letteste steder, jeg endnu har forsøgt at blaffe, og man kommer uden problemer op og ride med alle mulige slags folk: sorte, hvide, grønne, blå etc. Alle vegne bliver man vel modtaget og lærer endnu en smuk side af det splittede og farverige samfund. Flere gange er en uskyldig sydafrikansk blaffetur ligefrem endt med en invitation, og allerbedst var det, da vi blev slæbt med til et sommerhus ved Cape Cross i Namibia af et par honeymooners fra det nordlige Cape Province. At blaffe i Sydafrika er i sandhed rejselivets ulidelige lethed.

Men en gang imellem får man en oplevelse ud over det sædvanlige: Efter at have brugt en uges tid på en større rundtur i den store Krügerpark havde vi, Pia og jeg selv, afleveret vores lejede Toyota ved hovedgaten, Skukuza, og vor transport ud af national-parken skulle så foregå pr. blaf. Grundet det lave bil-flow tog det en sjat tid, men bedre sent end aldrig, og vi endte med at blive samlet op af et par sidst i 30-erne. De skulle hele vejen hjem til Pretoria, og vi var mere end velkomne til at følge med så langt, vi ville.

Krüger er efter sigende det sydlige Afrikas ældste og største nationalpark og dertil ikke det ringeste sted, hvis man vil nyde regionens imponerende palet af dyreliv. Denne impalabuk blev "skudt" få dage før, vi med en tørstig sydafrikaners hjælp blaffede os ud af nationalparken

Vi skulle bare liiiiige have tanket op med både vådt og tørt. Det foregik naturligvis på Skukuzas cafeteria, og bagefter skulle vi også liiiiige have fyldt køleboksen med nødvendigheder: En kubikmeter kolde Castle-øller, en flaske whisky og en masse is til at holde herlighederne behørigt nedfrosset. Underligt sted at hamstre til vinteren, kunne man jo tænke. Så afsted, og mens fatter styrede kareten, var hans kones eneste opgave at knappe øldåser op og skænke firedobbelte whiskysjusser op til ham. Vi sad på bagsædet og gloede lamslåede på den tørstige chauffør og den endeløse trafik af fulde glas den ene vej – og tomme den anden. Den første halve flaske whisky forsvandt hurtigt i guttens bundløse brønd, og det samme gjorde en håndfuld øl, alt imens vi på bagsædet sagde høfligt ”nej tak” til alle deres behjertede forsøg på at dele ud af den velvoksne ration. Imens skøjtede bilen rask væk rundt på Drakensbergs smalle bjergveje med hastigheder mellem 120 og 170 km/t! Vi var ganske rædselsslagne og havde mere end svært ved at slappe af og nyde den formidable udsigt. Utallige gange har jeg lovet mig selv at hoppe af, hvis køreturen bliver for utryg, men vi sad bare stive som stenstøtter og bad så inderligt til, at det her var en drøm. Det var det ikke.

Efter en times druk holdt jeg bare ikke længere. Ud fra en betragtning om, at chaufførens promillegrænse ene og alene blev styret af barskabets størrelse og levetid, tog jeg en desperat beslutning og begyndte at tømme køletasken fra den anden ende. Jo mere, jeg fik hældt indenbords, jo mindre var der trods alt til ham, og jo større var chancen for, at vi ville komme levende frem. Pia drikker hverken øl eller whisky, og den sydafrikanske kvinde skulle heller ikke nyde noget, så jeg var ganske ene om at give den tørstige mand konkurrence. Det kunne jeg naturligvis slet ikke, men jeg fik alligevel slået indtil flere personlige rekorder i kampdruk undervejs. Opnåede jeg ikke andet, skete der i hvert fald det, at jeg blev behageligt sløv og en del mere apatisk overfor hans sindssyge speedkørsel.

Hen ad aften havnede vi sikre, uskadte og – for halvdelens vedkommende ganske fulde – i en lille flække, Dullstroem. Der måtte vi definitivt af, men så let undslipper man ikke den sydafrikanske gæstfrihed. Næh, nu havde vi det lige så sjovt, så vi skulle da lige have et par genstande på den lokale kro. Som sagt så gjort, og det blev til yderligere syv store tequilaer pr. næse (inkl. Pia!), inden vor vært først insisterede på at betale hele gildet og derefter som den mest naturlige ting i verden satte sig ud bag rattet og kørte de 2-300 km hjem til Pretoria! Vi nøjedes med, ganske død-drukne, at vakle hen over vejen, hvor vi plantede vores lille telt på den lokale kirkegård. Meget passende at lægge sig til hvile lige så tæt på døden som vi havde været det hele dagen.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside