Niue - Stillehavets ukendte perle
af Claus Qvist Jessen
Nedenstående ø blev besøgt under Claus Qvist Jessen og Helle Evalds verdensomrejse 2001-02. Den komplette rejseberetning ses på på Claus' hjemmeside www.cqj.dk
Kender I det ikke? Fem minutter efter ankomsten til Hutlihutistan ved man bare, at dét her bliver et af de steder, der kryber helt ind under huden; en af de pletter på verdenskortet, hvor man lige med det samme ved, at det vil gøre ondt indeni, når man skal til at forlade stedet. Det tager 30 sekunder, og straks har man den vidunderligt snigende fornemmelse indeni, at det her bliver bare FEDT. Den slags sug i maven får man naturligvis et par stykker af på en etårs rejse, og netop Niue, en lillebitte plet i Stillehavet, viste sig som en af de helt store hits, noget af det, der virkelig gør rejselivet værd at leve.
Vi havde fra starten kalkuleret med at være der en uge, men det endte med næsten det dobbelte. At det ikke blev endnu mere, var kun fordi, at vi havde problemer med at få skubbet de videre forbindelser fra Tonga, måske fordi Royal Tonga var kommet for skade at bogføre Helle Evald som "Helle Evil". Det lyder jo også farligt, men kunne have været endnu værre, hvis også de havde fjernet det andet "e" i fornavnet. I så fald har jeg i over to år delt hus og hjem med "Hell Evil".........
259 km² himmerige
Rent faktuelt er Niue en lille, 259 km² ø små 500 km øst for Tonga, lige på den anden side af datolinien, og modsat flertallet af naboer er øen ikke uafhængig, men tilhører New Zealand. Underligt nok kan man ikke længere flyve fra Auckland til Niue, men man skal en tur omkring Tonga, og netop den lille omvej er sandsynligvis årsagen til, at Niue så længe er forblevet ubesøgt blandt De Berejstes medlemmer.
Royal Tonga flyver ganske vist dertil tre gange ugentligt fra Nuku'alofa, men det er og bliver en halvdyr affære, for man skal bløde hele 476 T$ pr. næse (ca. 2000 kr.) for et sæde i et af de små fly. Her hjalp klubdusøren jo fint, og endnu bedre blev det, da vi fra Royal Tonga fik 50% rabat på begge billetter qva alle mine skrivende aktiviteter. Hvad gør man ikke, når en semiprofi rejseskribent gerne vil en tur ud og se på varerne?
Makatea og kokoskrabber
Geologisk adskiller Niue fra de fleste andre stillehavsøgrupper ved at være en makatea, hvilket vil sige en opløftet koralø. For nogle vulkanske generationer siden var Niue en almindelig atol, hvorefter et eller flere sene udbrud skubbede øen op til dens nuværende position over vandlinien. Hvor alle andre stillehavsøer typisk består af vulkanske bjerge eller sand aflejret på toppen af korallerne, er Niue én stor kalksten, og alle vegne, selv kilometer inde i landet, kan man finde spor af fortidige koraller.
Mest imponerende er naturen ved kysten, og hele vejen rundt om øen kan man glæde sig over den ekstremt dramatiske kystlinie. Alle steder er der mindst 20 næsten lodrette og forrevne meter ned til vandet, og de nederste sektioner af de skarpe klipper er visse steder lige så perforerede som en schweizerost, eroderet af det frådende hav. Huler og grotter er der masser af, både over og under vandlinien, og lige udenfor revet følger 50-100 meter næsten fladt koralrev, hvorefter det ganske stejlt går nedad til den dybe, blå uendelighed.
Også rent menneskeligt er Niue ganske speciel. Der er på hele øen kun 1.800 indbyggere, flest af polynesisk afstamning og vel 3-400 NZ'ske ex-pats, hvilket i alt giver en bagatel af 8 mennesker pr. kvadratkilometer. Ydermere er alle utroligt venlige, og man vænner sig meget hurtigt til altid at vinke eller på anden måde hilse på de cyklister eller bilister, man møder på sine egne cykelture. Der er ikke stress og altid tid til en lille sludder i vejkanten.
Med så lav en befolkningstal er der heldigvis masser af plads til uspoleret natur, regnskov og de sjove kokoskrabber. Kokoskrabben er en sjov, op til 2-3 kg stor krabbe, der ganske enkelt har specialiseret sig i at kværne kokosnødder med de bare kløer, og selvom det er den lokale, kulinariske delikatesse, estimeres det, at der stadig er over 200.000 krabber rundt om på øen, så det er jo godt nok. Desværre er de 100% natdyr, og de eneste, vi så, var de kommende middage, vi ramlede ind i på en markedsplads.
Mr. Singh
Som alle andre steder i verden er det ikke noget problem at finde et sted at bo på Niue. Sammenholdt med den ekstremt ringe mængde turister, der hvert år kommer hertil, er der forbavsende mange steder at få husly, og vi endte på et lille, billigt guest-house, hvor vi for det fyrstelige beløb af 100 kr. om dagen (tilsammen) fik en himmelseng, fuld adgang til alle køkkenfaciliteter og ufrivillig underholdning fra et par andre udlændinge.
Den hygsomme og meget berejste tysker Wolfgang fejlede bestemt ikke noget, men de to andre var noget for sig selv. Peter var en megasnakkende canadisk ex-pat med basis på Fiji og med en særlig evne til meeeeget lange forklaringer og en syndflod af omveje, mens makkeren, en bindegal og meget alkoholisk sikh, Mr. Singh, ganske som enhver anden inder til fulde forstod at afspore enhver nok så fornuftig samtale i retning af det håbløst uforståelige. De to samme var ganske som Gøg og Gokke, både i statur og ufrivillig komik.
At komme rundt på øen er heller ikke noget problem. Vi lejede ganske enkelt et par cykler i de samfulde 12 dage, vi var der (20 kr. stykket pr. dag), og da distancerne på Niue jo er små, er der ikke meget, der ikke kunne nås med lidt ihærdig pedaltrampen. En enkelt dag investerede jeg selv i en 250 cc motorcykel, men udover en lidt hurtigere og mindre svedig transport var der faktisk ikke vundet meget ved det.
Kystens badekar
En helt speciel ting ved Niue er, at kalkstenen er pivhamrende utæt, så der er hverken til floder eller søer. Samtidig er der heller ingen strande, og resultatet er, at netop Niue har en undervandssigtbarhed, der er rimeligt enestående på de kanter: over 40 meter siger de kloge, så dykker- og snorklerlivet er ikke overraskende ganske unikt. Dykkeriet klares bedst med den stedlige "Niue Dive", mens snorkleriet kan gøres ganske gratis og smertefrit, især på vestkysten.
Men æ haw er nu engang æ haw, og der er langt til nærmeste nabo, så med mindre man er garvet konkurrencesvømmer med Mark Spitz'ske gener kan det ikke anbefales at svømme ud i det åbne hav udenfor revet. Strømmen er stærk, og next stop er Tonga eller Fiji, mange hundrede kilometer borte.
Men selv det er der råd for, for hele vestkysten rummer en masse fine bassiner indenfor revet, og disse steder er der ganske enkelt snorkleri i verdensklasse, i særdeleshed ved lavvande, da bølgerne ellers vælter lidt for rigeligt ind over revet. Hio, Hikutavaki og især Limu Pools er bare totalt smukke, og alle steder har man en kulørt overflod af smukke koraller proppet med alt muligt marint liv lige fra de smukke og nysgerrige klovnfisk til verdens måske højeste koncentration af sort-hvide havslanger.
De er ultragiftige, men heldigvis hverken aggressive eller forslugne, og dertil kommer, at deres munde er meget små, så der er absolut ingen risiko for at komme til skade, med mindre man føler rang til at udfordre skæbnen ved at skubbe hele lillefingeren helt ind i gabet på en af dem.
Endnu bedre er det naturligvis, hvis man ofrer børneopsparingen til en håndfuld dyk. Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at blive PADI-certificeret, men Helle er det, og hun fik i den grad lysterne styret af den ganske ekstreme sigtbarhed, de mange fisk og - igen-igen - en total overflod af havslanger.
Pescare necesse est
At jeg aldrig fik taget et certifikat, hænger gevaldigt meget sammen med, at der andet her i livet end ikke at fiske, og allerede den første fiskedag var så rigeligt til at overbevise mig om, at det nok ikke blev til PADI denne gang. Tidligt femte morgen var jeg nede ved den lokale mole og sludre med en lokal fisker, Tau Pasisi, og få minutter efter sad jeg foran i hans 15-fods jolle og trak en lille, lyserød blæksprutteimitation efter os. Vi skulle ud og fiske efter "some big ones", og det var på de kanter typisk wahoo i 10-12 kgs. klassen. Uden tvivl dejlige fisk, men det skulle blive meget, meget bedre.
Allerede efter et par hundrede meters trolling fik jeg det første korte og hidsige ryk i stangen, men mistede den. Jeg fik ikke en gang tid til at ærgre mig, for mindre end 200 meter efter sagde det "SCHLAMMMM" med meget store bogstaver. Et eller andet ganske overdimensioneret havde forgrebet sig på min lille, pink sprutte, og mens linen forsvandt som dug for solen, slukkede Tau motoren og satte sig adstadigt ned og ventede på Cirkus Claus, som med den spritnye, 20-pundsstang fik en mere end almindeligt spændende dyst med intet mindre end en sailfish. Så kan Terminator 2 og Schwarzenegger godt pakke sammen.
Sailfish er en stor lillebror til den måske mere kendte marlin og mindst lige så balstyrig, og når ikke den trak af sted med båden, lavede den et fantastisk show over vandet. Den hoppede og dansede og flåede meter efter meter af line af hjulet, indtil den efter en halv times tid begynde at falde af på den. Jeg var heldigvis i bedre form, og knap en time efter kunne vi hale den hidsige springfyr om bord i jollen, og yderligere få minutter efter viste molens officielle vægt en sailfish på intet mindre end 93 pund = 42 kg!
Totalt syret allerede efter én time på havet at have båden propfuld af kun én fisk. Lige så smukt var det, at jeg nu slap for at høre på Helles indiskrete mobning over, hvem der nu havde fanget turens største fisk. Hendes 11,9 kgs ørred fra NZ havde indtil da været nr. 1, men nu var hun altså 30 kg bagud, og den holder stadig.
Livet er ganske enkelt fedt, og det blev bestemt ikke ringere, da Tau og jeg senere på formiddagen scorede et par fine skipjack-tun i 7-8 kgs klassen, et par små barracudaer og ikke mindst et par doradoer på henh. 5 og 10 kg lige ud. Dorado kendes også som "mahi-mahi", "guldmakrel" eller "dolphin" og er ganske enkelt noget af det vildeste, jeg nogen sinde har haft i enden af en line. De spurter af sted som eksprestog og hopper lige så meget som en sailfish, og det tog sin tid, inden min 10'er var i hus.
Og Helle? Hun var ude at dykke, så hun fik slet ikke del af den store action.
Alle mine øvrige ture (fem i alt) med en anden lokal fisker, Ernest, blev naturligt nok lidt af et antiklimaks i forhold til førstedagen. Enkelte mindre yellowfin tunas i 5-7 kgs klassen lod sig overliste, men der var meget langt til første fiskedags euforiske actioncirkus. You can't always get what you want, men en gang imellem er også rigeligt. Måske jeg alligevel skulle have taget et PADI.........
Flugten fra Paradis
Naturligvis tæller fiskeriet stærkt med, men selv uden det er Niue uden tvivl det tætteste, vi endnu er kommet til Stillehavets Paradis. Det er ganske enkelt det perfekte sted, men det synes de lokale desværre ikke at påskønne, for mens folketallet for 40 år siden lå over 8.000, er det nu under 1.800 og stadigt faldende. Til gengæld siger statistikken, at der er 20.000 "niuans" alene i New Zealand, hvoraf dog en stor del aldrig har været på øen.
Som på mange andre øsamfund synes folk ikke, der er muligheder nok på den begrænsede plads og ender derfor ofte med at rykke teltpælene op og tage til moderlandet NZ, så alle vegne rundt om øen finder man hele rækker af tomme huse som en reminder om, at her var en gang liv, men det er der ikke mere. Enkelte steder er det hele landsbyer, der er blevet forladt, mens det andre steder kun er de enkelte huse, der har fået brædder for vinduerne og så ellers er blevet overladt til vind og vejr.
Der var en gang, på side 1 i Det Gamle Testamente, da der kun var to mennesker i Paradis. På Niue er der lidt flere, men ikke mange, og lad det endelig blive ved sådan. Stedet er alt for skrøbeligt til at kunne tåle en massivt influx af charterfolk, men alene afstanden fra Europa og USA bør være nok til at sikre, at der ikke sker nogen egentlig invasion sådan lige med det samme.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside