"Papua Niugini"

Papua Niugini
Verdens Sidste Udpost
Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

Goroka mand

Papua Niugini, eller New Guinea, er på alle måder verdens sidste grænsepost – the missing link mellem stenalderen og atomalderen, for selvom de hvide kolonikaptajner allerede for næsten 500 år siden fundet frem til kysten af landet, blev indlandet i århundreder anset for så uvejsomt, at man opgav at undersøge det nærmere. Der kunne umuligt være liv derinde.

Så, en gang i 1930'erne, var der et par opfindsomme, australske guldgravere, Mick Leahy og Mick Dwyer, der drevet af tanken om det gyldne metal trængte op i højlandet, hvor de i bogstaveligste forstand ramlede ind i millioner af stammefolk, der endnu ikke havde opfundet hverken hjulet, det varme vand eller de dybe tallerkner, som stadig gik med "arse grass", og som overhovedet ikke anede, at resten af verden eksisterede.Missionærerne var naturligvis på pletten med det samme og invaderede højlandet

Kegsugl mand

iført de obligatoriske stabler af bibler og anden vækkelseslitteratur for at sprede deres vitale budskaber. Heldigvis for PNG gav krigen "udviklingen" en pause, og først i 1950'erne og 60'erne gav verden sig i kast med at opdage de sære folkeslag. Vor egen eventyrer, Jens Bjerre, var en af datidens opdagere, men desværre var flertallet af hvide (den gang som nu) enten lykkeriddere, galninge eller missionærer - eller alle tre ting på en gang. Folk der på den ene eller anden vis så det nye land som den sidste rigtigt hvide plet på verdensgloben, hvor de kunne lege massa.

Men alt dette er datid, eller er det? Ikke helt, for netop pga. den krøllede geografi og den sene kontakt med resten af verden er PNG selv i vore dage intet mindre end en skatkiste af gamle traditioner og en imponerende modvilje mod alt det, vi i vesten kalder fremskridt. For kun to generationer levede de alle i stenalderen - nu er de i computeralderen, og den slags skal give kultursammenstød, men ikke flere end at det er et kanonfedt land at rode rundt i, og en måneds tid var rigeligt til at overbevise mig om, at PNG er langt, langt bedre end det blakkede rygte, landet har i især Australien. Stort set hver eneste dag kan man i aviserne down under læse saftige avisoverskrifter, der i utilslørede vendinger beskriver de mange stammekrige og det ekstreme antal af mord og anden vold, som især hovedstaden Port Moresby lider af. Trist læsning måske, men plussiden af det dårlige rygte er, at PNG ikke lige med det samme slides ned af ukontrolleret masseturisme. PNG er i det hele taget lidt af en drømmedestination for en rask globetrotter med et lavt niveau af paranoia, en stor sans for det bizarre og en uudslukkelig trang til at leve uden noget finmasket sikkerhedsnet.

Tok Pisin

En af særhederne ved PNG er den ekstremt knudrede geografi. Det var dem, der indtil for 50 år siden gjorde enhver rejse i højlandet helt umulig, og det er stadig den, der minimerer enhver kontakt mellem nabostammerne. Selv folk, der har levet 20 km fra hinanden, snakker forskellige sprog, så PNG alene har næsten 1/3 af alle verdens sprog. 770 stykker er der i alt (ikke dialekter!) og yderligere 80 på den anden side af grænsen i Irian Jaya, så der er ikke noget at sige til, at man her på verdens næststørste ø kan finde noget af verdens mest blandede kultur.

Højlandsfolket er på alle måder forskellige fra dem i lavlandet. De er mindre i statur, mere furede, mere aktive og mere smilende. Kvinden her stammer fra Goroka

De mange sprog gør samtidig, at der for blot få år siden ikke var noget fællessprog, men så var det, at nogen satte sig ned og konstruerede "Tok Pisin" eller "Pidgin", og det er på alle måder et af verdens ufrivilligt komiske sprog. Hovedstammen er engelsk, og så er der puttet lidt tysk og andet godt i, plus at al stavning er lige så forenklet som i det danske "majonæse". Hele sproget er ganske enkelt en stor gang majonæsestavning og det tætteste, man kan komme på fonetisk engelsk uden grammatik.

Stumme bogstaver og accenter eksisterer ikke, kasus er helt borte, og verberne har kun én tid. Resten klares med at skrive ordene for i går eller i morgen. Det er himmelråbende logisk alt sammen. "Du" (el. din, dit, dig) hedder "yu", "jeg" (el. min, mit, mig) hedder "mi", og så hedder "vi' naturligvis "yumi". "Nummer et" (number one) bliver til "nambawan", "badeværelse" til "haus waswas", og enhver genitiv skrives let og elefant med ordet "bilong". "Kar bilong mi" er naturligvis min bil. Pidgin rummer i alt kun 1.300 ord, så der er mange ting, man ganske enkelt ikke har noget ord for – som f.eks. et håndklæde, der officielt hedder "laplap bilong waswas", men som nu er blevet moderniseret til "taul". Endnu sjovere var det, da den gode Charles af England skulle en tur til PNG, og da man derfor skulle sige "kronprins". Det havde man heller ikke noget ord for, så han blev til "Nambawan pikinini bilong Misis Kwin"! Pidgin er på en gang urkomisk og samtidig en guds gave til alle, der aldrig har lært at stave, eller blot til turister, der gerne på få uger vil kunne sige en smule på det lokale sprog.

Wantoks og klaner

Et andet resultat af geografien og den blandede kultur finder man i de såkaldte "wantoks" (klaner). Wantok betyder "one talk", og til ens wantok hører alle, der snakker samme sprog, uanset om man overhovedet har mødt manden før. Overfor ens wantok kræves blind loyalitet, ligesom at man altid kan regne med sine wantoks, når lokummet på den ene eller anden måde brænder. Er man boligløs kan man altid rykke ind hos en wantok, og har man ikke nogen penge, kan man helt legalt leve af andres skillinger.

På landsbyplan er wantoksystemet utvivlsomt ret smart, men på lidt større plan er det roden til både nepotisme og korruption. Har man f.eks. en wantok i et busselskab, skal man ikke betale for bussen, og har man en wantok siddende som dommer, ja, så undgår man straf. Eller er man allerede dømt, skal ens wantok i fængselsvæsenet nok dreje nøglen den rigtige vej, så man kan slippe ud. Enhver person, der er blevet til noget, er blevet det med støtte fra hjembyen, og så skal der betales tilbage. Som ved næsten alle andre aspekter af PNG føler man sig i den grad hensat til Afrika.

Lidt frækt kan man sige, at wantoksystemet viser alle de bedste og værste sider ved både PNG i almindelighed og socialismen i særdeleshed. Devisen "at yde efter evne og nyde efter behov" har det desværre med at skabe meget store nydere og meget få ydere, og det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at netop PNG har en arbejdsløshed på hen ved 95 %, mens kun 5 % har et egentligt lønarbejde.

Som al anden statistik lyver tallene dog, for alle de mange, der lever af deres jordlodder, og som derfor ikke indgår i økonomien overhovedet, tæller officielt som arbejdsløse. Men trods alle de statistiske usikkerheder er der noget om snakken. Aldrig, i hvert fald ikke udenfor Afrika syd for Sahara, har jeg oplevet så mange folk stå og hænge og lave ingenting, og især de mange unge mænd indrømmede hellere end gerne, at de ganske enkelt fandt det uendeligt meget lettere at leve for andres penge end selv at skulle arbejde. Hvorfor skulle de også det, når den familiære skatteprocent ligger på 100?

Tribal fighting

En anden wantokrelateret særhed er trangen til at løse alle stridsmål med våbenmagt. Især i PNG's højland sidder temperamenterne løst, og alt lige fra en brudepris til en jordstrid er rigelig årsag til en rask, lille kamp. Også her har verden ændret sig, for mens man for få år siden udelukkende holdt sig til pile, spyd og krigsmaling, bruger man nu alle de våben, man kan få fat på. Den slags inkluderer pistoler, rifler og håndgranater, og det er ikke ualmindeligt, at man i højlandet har stammekrige med mange døde og sårede.

Især i valgtider blusser adrenalinen, og to landsbyer, der i går var venner, er i dag bitre fjender. Den ene by supportede nemlig den vindende kandidat i det ellers slemt korrupte valg, mens den anden stemte på den tabende. Hvad er så mere naturligt end at tage på et "payback-raid"? Nogen skal jo straffes for nederlaget. Lysten til fremskridt i PNG eksisterer, men overskygges klart af årtusinders lyst til at lide martyrdøden i en eksplosiv stammekrig, og de få hvide hjælpefolk, der stadig er her, klør sig i hovedet over manglen på lyst til udvikling. Vigtigheden af at kaste sig ud i en lokal krig er større end alt andet, og man kommer stærkt i tvivl, om PNG

overhovedet vil udvikles. Set med vestlige øjne er svaret "nej", og der er mange ulandsfolk, der slet ikke mener, at landet er modent til kontakt udefra, men det er samtidig det, der gør landet ganske unikt for en sand traveller uden trang til hverken livrem eller seler. En uorganiseret solotur i højlandet bliver aldrig et sted for luksusturister, der ikke kan leve uden en snert af den hjemlige sikkerhed, men for os andre er det intet mindre end himmerige. Det er derfor, vi rejser, er det ikke?

Bag Moresbys pigtråd

Vi startede ellers "godt" med et par dage i hovedstaden Port Moresby. Som så mange andre steder med en konstant influx af unge, arbejdsløse mænd er kriminaliteten skrækkeligt høj, og de mange "rascals" skyr ingen midler for at skaffe kontanter til deres enorme øltørst eller til blot at overleve. Mens landevejsrøverier og hold-ups gik af mode i Europa en gang i middelalderen, er det stadig dagens orden i PNG, og man skal bare overvære en lillebitte pengetransport i staden for at føle sig hensat til Fort Knox. Selv en simpel grillbar ved vejsiden er barrikaderet bag tommetykke stålgitre, så det er ikke ligefrem et sted, der inspirerer til romantiske gåture på strandpromenaden eller oser af hjemlig hygge.

Oveni den omfattende berigelseskriminalitet kommer så de mange paybackfejder, især katalyseret af de mange tilrejsende og meget temperamentsfulde højlændere.

Nogen har gjort noget en gang i Ruder Konges tid, og det skal hævnes. Kan man ikke fange den skyldige, ja så må man nøjes med at myrde en anden en fra hans klan, og cirklen af vold synes endeløs – ikke helt ulig Asterixs udlægning af situationen på Korsika. Port Moresby rangerer af samme grund som den mest kriminelle by i verdens måske mest kriminelle land, i hvert fald hvis man regner det ud efter indbyggertallet. Der er kun 160.000 mennesker, men antallet af mord ligger på linie med langt større pestbylder, så det er bestemt ikke et sted, man bør opholde sig i mere end fem minutter. Vi gjorde det dog, men kun fordi jeg på Fiji var ramlet ind i en engelsk ex-pat, Stuart Fancy, som gerne stillede et helt hus til rådighed for os. Der kunne vi så hygge os, godt isoleret fra resten af verden bag en Berlinmur af pigtråd og med et utal af private vagtkompagnier rendende rundt i nabolaget. Desværre er de der ikke bare for sjov, og det er bestemt ikke løse bolcher, de har i deres potente maskinpistoler.

Do you chew?

Men lidt ud kom vi, bl.a. til det ganske levende Koki Market, der fuldstændig ligesom i Afrika er en levende heksekedel af sorte folk med store smil. Ingen grimme folk overhovedet, kun en rastaklippet vildmand, som med røde øjne og endnu rødere mund ville høre "Do you chew?". Og da vi endnu ikke havde haft fornøjelsen af betelnøddernes velsignelse, gav han sig tålmodigt tid til at vise, hvordan man brygger et godt "chew".

Man tager en passende nød (20-30 øre stykket) og skræller dem ganske som en kokosnød. Den lille, vel 25 mm kerne puttes derpå bagest i munden, og man begynder tyggeriet. Så følges efter med en "mustard stick" dyppet i stærkt alkalisk pulver - spidsen af stick'en bides af, og så er det bare at gumle videre. Teoretisk set skulle man langsomt kunne mærke "noget", men jeg nåede aldrig mere end en spytsekretion på størrelse med Iguazu Falls. Det løber og løber, og trangen til at skille sig af med det røde stads kommer helt af sig selv. Oveni smager betel aldeles rædsomt, og det er mig i den grad en gåde, at hovedparten af PNG så uhæmmet hengiver sig til betel. Betelnødder er for PNG, hvad cigaretter og øl er for en dansk værtshus-freak, og alle steder i landet ser man grusveje og asfalt totalt splattet til med røde strint fra de spyttende betelgumlere. De må have opdaget noget, jeg ikke har kunnet finde, eller også er de bare fænomenale masochister.

Byen på stylter

Byggestilen i Gabagaba, 80-100 km fra Port Moresby, fortæller alt om tidligere tiders krige. Halvdelen af husene er på stylter, alene fordi man gennem generationer har frygtet angreb fra landsiden.

En stor del af hemmeligheden ved at overleve PNG ligger i at komme bort fra Moresby hurtigst muligt.

Vor eskapade hed Gabagaba, 80 km øst for hovedstaden, og den kunne såmænd have været en hvilken som helst anden landsby på de kanter. I Gabagaba bor der 2-3.000 sjæle, og halvdelen af husene står på stylter i havet, hvilket ifølge den lokale sagkundskab skyldes gamle traditioner, da det så var lettere at forsvare mod fjender, men selv i vore lidt mere fredsommelige dage bygger man videre rundt på de brede, mudrede tidevandsflader. Ret besværligt skulle man mene, for selvom man ved lavvande kan vade ud til styltehusene rimeligt tørskoet, skal der bruges en båd ved højvande. Uanset hvad man gør, skal man dog passe på ikke at passere UNDER husene, men mellem dem. Toiletterne er af typen "deep drop", så det gør man kun en gang.

Opholdet i Gabagaba bekræftede også PNG's sproglige rygter. Nabobyen ligger kun 5 km inde i landet, men de snakker et helt andet sprog, og nogle kilometer nede ad kysten finder man endnu en landsby, som vore venner heller ikke kan kommunikere med. Selv i vore dage med små motorjoller, grusveje eller anden transport mellem byerne er det som om, at folkenes univers ikke går længere end deres egen havelåge, og Tok Pisin snakkes ikke alle steder.

PNG er om noget et sted med tid. Masser af tid, og i Gabagaba har man underligt nok valgt at bruge noget af den megen tid på at flytte brikker

Den slags er naturligvis ret uforståeligt for en harmoniseret europæer, og det muntrede givetvis vore værter i Gabagaba, at vi i det højteknologiske EU ikke en gang kan finde ud af at koordinere vore 12-13 sprog. I PNG lever de fint med deres over 700 sprog og bevidstheden om, at de ikke en gang kan snakke med deres nærmeste naboer. Der er alligevel ingen problemer, der er større, end at de ikke kan fixes med en rask lille stammekrig.

Skak - og mat

Set med PNG-øjne er den mest specielle detalje ved Gabagaba, at en lille håndfuld af mændene er dybt og inderligt interesserede i skak. Tid er en ubegrænset ressource på de kanter, og den har de gode folk altså valgt at bruge til at flytte brikker. De var henrykte over at få en skakspillende främling på besøg og tog det pænt, da jeg gang på gang skubbede både dem og de tilrejsende gæster fra Moresby langt ud over brætkanten.

Efter 50-60 partier med en ret ensidig score overgik jeg til egentlig undervisning. De kom gennem de mest almindelige principper for åbningsspillet, planlægning af midtspillet og lidt om hidsige matangreb. De sugede til sig, og jeg kunne faktisk mærke, at især den ene af vore værter, Albert, lærte noget undervejs, så for fremtiden vil jeg på mit visitkort lade printe "skaktræner på PNG". Men fremtidens stormestre er det næppe, for niveauet i PNG er ikke imponerende, hvilket jeg allerede dagene inden opdagede i Moresby. Der vandt jeg i rask stil 12-15 partier i træk over PNG's nr. 2, en ex-filipina ved navn Imelda Flores, så hvis PNG en dag i meget fjern fremtid og mod alle odds bliver en skaklig stormagt, vil jeg læne mig tilbage og fortælle mine arvinger, at jeg har tævet dem alle sammen. Næsten alle sammen, i hvert fald, for vor moresbyvært og national mester, Stuart, bokkede mig 3-1 i en lille match. Stuart er tidligere britisk juniormester og mange gange deltager i hold-VM, så det var bestemt ikke nogen skam, men det kunne nu alligevel have været overlegent, hvis en halvblød dansk divisionsspiller af tvivlsom mesterstyrke havde kunnet meje hele PNG ned. Det blev ved næsten.

Prettiest town of the Pacific?

En anden af de helt specielle ting ved PNG er at hovedstaden ikke er forbundet til noget som helst ad vejnettet. Topografien er ganske enkelt for knudret, så næste stop, Madang, fordrede ligesom enhver anden ekskursion fra staden en flybillet.

Madang kalder sig selv "Prettiest town of the Pacific", og det kan man altid diskutere, men en behagelig og venlig by er det i hvert fald. Der er 20.000 indbyggere, men samtidig er der så mange grønne pletter, at man mere føler sig som i en botanisk have end i en halvstor provinshovedstad. Der er en slags teoretisk centrum, men ingen bygninger er på mere end to etager, så Madang er basalt set en forvokset landsby.

Det lokale highlight er så absolut markedet, som er lige så farverigt som noget sted i Vestafrika. Desværre har missionærerne gjort det syndigt at bruge arse grass (bastskørter), så alle er klædt i vestlige "sekonhand klos", men selvom det fjerner noget af stenalderpræget fra landet, er der så rigeligt med farver til at kompensere, og enhver kameraproprietær må begejstres.

Det meste af vareudbudet er frugter og grøntsager, en del fra lavlandet, mens alle de mere tempererede fra det mere frodige højland. Sweet potatoes ("kaukau"), gulerødder og kål roder rundt mellem bananer og appelsiner, og alt sammen lader sig fotografere uden problemer. Folk syntes ellevilde over at blive foreviget, og enkelte gange nærmest kastede de farvestrålende kvinder sig ligefrem ind foran objektivet. Det blev nærmest taget som en fornærmelse, hvis jeg tog billede af en og ikke af en anden. Ak ja; livet er sgu hårdt for en omrejsende fotograf.

Bilbil og Kranket Island

20 km syd for Madang ligger så landsbyen Bilbil, og her er man på alle planer et århundrede eller to væk fra resten af verden. Borte er mursten og beton og sågar almindeligt tømmer, og i stedet er alle huse bygget af blade fra sagopalmer. Dejligt luftige, men ikke just stormsikrede.

Stedets lokale specialitet er pottemageri, og mens en jovial, gammel gubbe forsøgte at overbevise mig om beteltygningens uendelige glæder, gav hans kone Helle en lille indføring i den noble kunst. Ikke noget med drejebænke og andet højteknologi. Næh, man klarer sig med et par sten til at banke med indefra og et lille bræt til at slå på leret udefra. Mindre end 10 minutter tog det lillemutter at banke en fin potte op, hvorefter den blev sat til lager for siden at blive brændt i et åbent bål ved relativt lav temperatur. Af samme årsag holder Bilbils pottemageri ikke særligt godt, men smukt ser det ud, så længe det varer.

Bilbil lermagerkone

Lige nord for Madang ligger en stribe småøer, hvoraf den største og nærmeste er Kranket Island. Ingen veje er her, kun en krøllet sti mellem de frodige, små plantager, hvor især kvinderne tuller rundt og gør deres "gardening". Ingen biler, ingen elektricitet og slet ikke noget varmt vand eller andet nymodens - lige bortset fra en puttende generator i det fjerne og en masse små butikker fyldt med eksakt det samme varelager: Nescafé og dåsefisk.

Udenfor i lagunen er det de våde varer, man kan lege med, og bl.a. Lonely Planet har hyldet koralrevet som noget ganske unikt. Det skal man vist være meget stærk i troen for at mene, men om det er fordi, de lokale fisker lidt rigeligt, vides ikke. Det er i hvert fald set bedre mange andre steder - især på Niue. Kranket er et dejligt sted, og der er masser af gode grunde til at nyde den dejlige oase - koralrevet er bare ikke en af dem.

Det farlige højland

Så kom tiden, hvor Helle skulle til at passe sin lærergerning, så hun drog hjemad til Dannevang, mens jeg tog en dyb indånding og rykkede teltpælene op i det på en gang så forjættede og så skræmmende højland. Det er utvivlsomt der, man finder PNG's største og mest weird oplevelser, og det er lige så utvivlsomt der, man løber de største risici for at ende som ufrivillig australsk avisoverskrift.

Goroka hed første stop, dels fordi det er den relativt let tilgængelige hovedstad i East Highlands Province, og dels fordi alternativerne som Mt. Hagen, Mendi og Wabag på uheldigste vis havde figureret i aviserne i forbindelse med det igangværende valg. Mt. Hagen er højlandets største by og har i den grad tiltrukket rascals fra hele landet, mens Mendi og Wabag i henh. Southern Highlands og Enga begge led grumt under stammestyret valgterrorisme. Senest var et par politistationer i Mendi og Wabag røget i luften efter rascalangreb lavet med det ene formål at stjæle stemmeboksene, så selvom jeg nok så gerne ville til Tara Valley og andre steder dybt inde i højlandet, må der dog være grænser, og jeg "nøjedes" med Eastern Highlands og naboprovinsen Simbu.

Og det var slet ikke nogen dårlig ide. Ganske vist ramlede jeg ind i resterne af valget, men Goroka selv var stadig så venlig og levende som noget, og dagene der endte med at blive de mest kulørte i PNG. Markedet er om muligt endnu mere sprælsk ens i Madang, og folk er endnu mere fotogene og dertil totalt uvante til turister. På fire dage så jeg i alt to andre "whitemen", og ellers var det bare mig og flere tusinde smilende ansigter, der alle gerne ville vide, hvor jeg kom fra, og hvorfor Danmark ikke havde vundet VM i bold.

Midt i Goroka, nogle hundrede meter fra markedet fandt jeg en lokal kvinde, der solgte de specielle, strikkede højlandshuer. Jeg rodede lidt rundt i hendes varelager, og pludselig – ud af det tomme intet – stod der en vaskeægte kriger og gloede på mig. Jeg stirrede på skabningen, flot dresset ud med traditionelt græs om livet, en sær hue af en slags og en masse konkylier og skaller til at dekorere den ellers nøgne overkrop. I ansigtet havde han enkelte bemalinger, og gennem næsen havde han stukket det eneste syntetiske i hans klædning: en hvid kuglepen!

Vidunderlig gut. Han snakkede intet pidgin, og jeg fattede lige så lidt af hans lokalsprog, men sært nok syntes han helt åbenlyst, at jeg var lige så stor en attraktion, som jeg syntes, at han var, og jeg havde ingen problemer med at få taget et par billeder af den farverige herre. Og pludselig var han pist borte igen, og resten af dagen og ugen med for den sags skyld ærgrede jeg mig over ikke at have fået en eller anden til at finde ud af, hvor han boede – og så bare være gået med ham ud i det ukendte. Se ham på forsiden.

Kaffe, kaffe, kaffe

Gorokas opland er både grønt og kuperet og dertil utroligt smukt. Kun et fåtal af hytterne er bygget med noget, der ligner nutidige materialer, mens resten er lavet af sagoblade og bambus. Alle vegne på de stejle bjergsider finder man små frimærker af jordlodder, der alle har det til fælles, at de er solidt dækket med kaffetræer. Der er ganske enkelt kaffe alle vegne i højlandet, og på næsten alle små gårdspladser kan man finde kvadratmeter efter kvadratmeter af nyplukkede kaffebær til tørring.

Lidt komisk bliver det dog, når man opdager, at selv de lokale kaffebønder drikker Nescafé! Lige udenfor har de en økologisk uendelighed af ekstremt lækker kaffe, og så drikker de sgu et vestligt inspireret, frysetørret sekundaprodukt. Jeg forsøgte at spørge et par stykker og opdagede til min store undren, at de slet ikke aner, hvordan man laver filterkaffe, og det er altså lidt weird at skulle undervise en tredjegenerations kaffebonde i at lave kaffe.

Til valg i Goroka

I Danmark som i alle andre "civiliserede" lande er et valg noget med en masse valgkamp, en valgdag og så en hurtig optælling, men den slags går slet ikke i PNG. Valgkampen forud tager måneder, hvor de siddende politikere uden blusel bruger hele landets økonomi i bogstaveligste forstand til at bestikke de lokale høvdinge (bigmen) til at få den glade donor genvalgt.

Men heller ikke optællingen er så ligetil endda, for landets komplicerede geografi og det korrupte politiske system i fællesskab har sørget for, at den slags tager flere uger, og de forskellige valgte kandidater offentliggøres derfor kun gradvist.Samtidig er valgene meget mere personfikserede, end vi kender det. Partierne er kørt i baggrunden til fordel for de individuelle helte, hele valget bliver dermed meget mere følelsesladet, og folks nerver sidder i den grad udenpå tøjet. Ikke bare en dag eller to, men i alle de mange måneder forud for valget og flere måneder efter. En valgperiode er bare ikke det rette øjeblik til en visit i PNG, men nu var jeg altså havnet midt i det hele, og så er der ikke meget andet at gøre end at få det bedste ud af det.

Piece of cake skulle det vise sig, for teltet, hvor hele optællingen stadig foregik, lå mindre end 200 meter fra min lille hybel, og jeg havde på forunderligste vis helt fri adgang til både åbningen af boksene og selve tælleriet. Lidt af en farce efter vestlig målestok, for nærmest hele Goroka havde adgang til stedet, og mulighederne for snyd var ganske gevaldige, men det tog man let på, måske fordi alle snyder på de kanter. Men alt gik fredeligt, og der var til min diskrete skuffelse slet ingen kampe. De valgte kandidater blev langsomt bekendtgjort, og vindernes ellevilde tilhængere forberedte sig på ugelange sing-singfester, mens de slukørede tabere spekulerede på, hvad de nu skulle gøre. Heldigvis ingenting, i hvert fald ikke sådan lige med det første.

Mount Wilhelm

Tre timer ad den mest hullede og ødelagte asfaltvej, jeg endnu har oplevet, bragte mig videre vestpå til Kundiawa, hovedstaden i Simbu. Ikke noget voldsomt interessant, og da Kundiawa er et af de alt for mange steder i PNG, hvor selv det usleste bosted koster en mindre bondegård, blev opholdet kort – en time eller to, lige indtil jeg i silende regn fik squeezet mig op på bagsmækken af en truck på vej op mod Kegsugl ved foden af PNG's højeste bjerg, Mt. Wilhelm. Wilhelm ligger endda midt i Bismarck Range, så den tyske kolonitid fornægter sig bestemt ikke.

Der endte jeg med et par dage at strande i den lokale gæstfrihed, opleve landsbylivet i højlandet på lidt tættere hold end normalt og at høre diverse rædselsberetninger fra de seneste stammekrige. Der havde faktisk været et stort slag lige vest for Kundiawa kun et par dage før, og roadblocks på grusvejen mellem netop Kundiawa og Kegsugl havde der været masser af. Mange at de lokale turde slet ikke tage ned i dalen, men der skete altså ikke noget, da jeg dagen inden rumlede derop. Ak ja, der sker sgu aldrig noget spændende her i verden.

Selve Kegsugl ligger i over 2.400 meters højde, og det er for meget til kaffe, men kaukaurødderne har de alle vegne, godt suppleret med kål, salat og jordbær! For 4 kr. fik jeg mig en spandfuld, der kunne brødføde en hel skoleklasse, frisk hentet fra en af de små frimærker oppe på de stejle bjergsider. Ganske som i resten af højlandet kniber det mere med proteiner, selvom de har en god bestand af deres store stolthed: grise. En god so koster let over 800 kr., en formue efter lokale forhold, så den slags bruges naturligvis ikke til hverdagskost, men reserveres specielle lejligheder som f.eks. en betaling af en brudepris. Skal broren giftes knalder man hele årets proteinration af på én dag, mens det hører til sjældenhederne, at man spiser bacon til daglig. Flertallet af højlandsbørn lider af samme grund af åbenlys proteinmangel, de typiske, afrikanske maver ses alle vegne, og når der endelig deles ud af proteinlagrene, er især børnene udsat for sygdommen pigbel. Pigbel er en sygdom, der netop opstå ved pludselige proteinchok i et underernæret legeme, og var for få år siden en af de almindeligste dødsårsager for småbørn.

Nedtur til Madang

En af fiduserne ved Kegsugl er, at man ad en rå 4WD-vej kan vandre helt ned til Bundi og Brahmin og derfra komme til Madang. Alene tanken om at opleve verden til fods i stedet for indefra fra en bumpende og hoppende PMV appellerede, og det endte med at koste tre hårde dage med alt for mange lavtliggende skyer, men også med masser af flot natur undervejs. Grønne, skarpe bjergrygge så langt øjet rækker, og næsten ingen tegn på menneskelig tilstedeværelse nogen steder. Næsten altså, for pludselig ud af intetheden dukker der en lokal op iført machete og en af de for højlandet så karakteristiske string-bags, de såkaldte bilums. "Abinun" (= "afternoon"!), og man snakker lidt om verden og al muligt, inden man igen giver hånd og ønsker en "safe trip" forude.

Generelt er højlandet på Madangsiden klart mindre befolket end på den anden side i Simbu eller f.eks. Nepal, og til min store overraskelse var der meget, meget langt mellem flækkerne, og jeg havde slet ikke valget mellem at stoppe her eller der. Faktisk nåede jeg at vade mere end seks timer nonstop med fuldt læs, inden jeg segnefærdig ramlede ind i landsbyen Pandambai. Straffen for at være i for dårlig form. Der blev jeg så, effektivt deponeret hos en lokal bondemand, inden jeg næste morgen vandrede videre til først den fotogene og venlige Snow-Pass og siden, efter en lang, lang omvej udenom en dyb, dyb dal, til den lidt større landsby Bundi, hvor jeg fandt mig et refugium på en katolsk missionsstation. Sister Madonna var dybt foruroliget over, at jeg sådan turde tage solo ned fra Simbu - "veeery dangerous, maaany rascals!", men dem så jeg altså intet til. Kun den grønne uendelighed af forrevne bjerge - godt pakket ind af de evindeligt lavtliggende skyer, men hun var så tilpas imponeret, at jeg fik en gammel pil til evigt arv og eje.

Sidste stræk var ned til Brahmin, og for første gang så jeg for alvor solen; aldeles upassende, da jeg nu var nede i lavlandet og meget hellere ville have haft lidt skygge. Det skete naturligvis ikke, og i stedet fik jeg mig årets svedetur ned til en ganske uinteressant lavlandsby, hvor jeg atter en gang havnede på en katolsk station, og hvor jeg som natlekture havde valget mellem 1001 forskellige bibelfortolkninger og en misplaceret ATP-tennisbog fra 1990. Jeg valgte tennisbogen, men nåede ikke meget længere i alfabetet end til en ung, langhåret Andre Agassi, inden jeg klaskede sammen på sengen sammen med en obskur drøm om en eller anden dag at komme tilbage igen til det dejlige højland. Måske en eller anden dag når de ikke har valg, og der er fem år til næste gang........

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside