Tilbage til De Berejstes hjemmeside

REJSESTAFETTEN

Hele verden er fuld af hitlister. Overalt i medierne ser man kloge lister over verdens bedste fodboldspillere, de mest solgte CD’er og de flotteste side-9-piger, og nu hopper Globen altså med på vognen. Vi vil ikke være det eneste skrivende medie i Danmark uden en tilbagevendende hitliste, så som en helt ny ting introducerer vi Rejsestafetten eller den personlige rejse-hitliste.

Konceptet er, at tre møjsommeligt håndplukkede medlemmer laver hver deres rejserelaterede top 10 over et eller andet aldeles valgfrit. Der er altså ikke tale om endnu et indlæg til den generelle top 15, hvor alle verdens herligheder forsøges vejet ud mod hinanden, men en personlig hitliste med samme, gennemgående linie til gavn og glæde for vores fælles udlængsel. Der er fuldstændig frit slag for fantasien, og en liste kan f.eks. rumme en top 10 over verdens smukkeste ørkner, verdens 10 flotteste trekkingruter, Indonesiens 10 smukkeste dykkersteder, de 10 bedste vindistrikter, Thailands 10 saftigste bordeller, klodens 10 smukkeste bjerge eller Dublins 10 fedeste pubber.

De udvalgte bestemmer helt selv emnet, men husk lige, at det ikke behøver at være en liste, der viser verdens ultimativt bedste et eller andet, men en meget personlig liste helt efter forfatterens eget hoved – blot med samme gennemgående tråd.

Uanset temaet for listen skal hvert af de 10 punkter følges af 3-5-7 linier om, hvorfor du synes, at der er så fedt lige præcis der, så alle vi andre kan blive behageligt inspirerede til nye eventyr. Oveni modtager redaktionen selvfølgelig meget gerne billeder til illustration af herlighederne – især til toppen af listen.

Ideen er så, at hver af de tre udvalgte selv sender rejsestafetten (sorteper!) videre til de næste tre, som så inden næste deadline laver deres egen, personlige top 10 over en lille niche indenfor rejselivets herligheder, plus naturligvis udpeger deres velvilligt indstillede afløser (check lige først!). Om man så laver alle 10 punkter i hitlisten eller nøjes med lidt mindre, må folk helt selv om.

På de følgende sider finder du de tre første bidrag, som meget passende er fundet hos tre af klubbens tunge drenge, nemlig de tre formænd, klubben har haft siden starten i 1996: Formand Søren, ex-formand Per Allan og ex-ex-formand Ole, og de tre, de har valgt at sende bolden videre til, er henh. Nikolaj Witte, Henning Andersen og Niels Iversen. Disse tre ærværdige medlemmers meget personlige hitlister (plus deres efterfølgere) bliver så at finde i juninummeret, og tredje sæt får vi i september og så fremdeles. Med tiden skulle vi gerne få en hel samling af obskure lister, som lige som så meget andet bliver samlet op på nettet.

Det lyder da meget sjovt, ik’?
Claus Qvist Jessen




Til oversigten over de "15 herligste steder"
Til listen over stafetter
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside