Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Stjerne for en aften (Hama, Syrien)

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen


Aftenens konkurrence var en armlægningsdyst for rigtige mænd og niqabklædte kvinder. Bemærk Karl Smart og kameramanden mellem de to kombattanter.
Syrien var for få år siden en af verdens bedst bevarede hemmeligheder. Både de fantastiske, historiske vingesus og befolkningens utrolige gæstfrihed blev total overskygget af Azzad-regimets medfødte trang til at gøre sig uvenner med Vesten. Den slags kan jo skræmme alle gruppeturisterne væk, mens den sande eventyrer kunne nyde et nærmest uspoleret himmerige. For syrerne selv var enhver forvildet turist en attraktion i sig selv.

En af Syriens oldgamle perler er Hama. Hama er en søvnig by, som man tager til, hvis man vil nyde en boblende shisha til lyden af de langsomt knirkende, antikke vandmøller og pludrende familier på skovtur.

Midt i den ellers så rolige by havde Hama sin årlige blomsterfestival. Hele det antikke centrum kogte af aktivitet, den arabiske pop fik et par decibel ekstra, og midt i blomsterhavet stod en slags scene, hvor “noget” skulle ske. Jeg stillede mig forventningsfuld op i den enorme kødrand foran, men selvom jeg rendte rundt i noget meget lokalt kluns, blev jeg øjeblikkeligt spottet oppe fra scenen som “byens turist”. Sekunder efter var jeg nærmest båret op på scenen og plantet på en af ærespladserne i nogle brede, røde sofaer, lige bag selveste studieværten, den lokale Karl Smart.

Dér sad jeg så i mit grå og støvede outfit og delte kaffe, te og sød chokolade med de fine sheiker og byens øvrige spidser, men freden varede kun kort. Karl Smart havde i sin visdom bestemt sig for at lade “Captain Jessen” spille en hovedrolle i showet, så jeg blev skubbet helt ud til scenekanten og lagde krop og stemme til et længere interview. Jublen fra publikum var enorm, også selvom cirka ingen af dem forstod en brik engelsk.

På et eller andet tidspunkt mente Karl Smart, at underholdningen skulle intensiveres, og “Captain Jessen” skulle helt klart synge en sang. Al flugt var umulig, så i stedet for at fremsynge et stykke rock eller en eller anden drikkevise endte jeg på den politisk mere uskyldige “Der er et Yndigt Land”. Man har vel været til landskamp, så Karl Smart fik sig et skud X-Faktor med en ualmindeligt rusten solist. Men selvom det stod lysende klart, at jeg nok skal holde mig til bageste række af Danmarks nationalstadion, havde jeg et yderst taknemmeligt publikum. De hvide sheiker nikkede anerkendende, og publikum foran scenen var ellevilde. Captain Jessen var godt på vej mod stjernerne.

Men det var slet ikke nok. Karl Smart mente også, at jeg skulle lære arabisk stepdans, og til den efterfølgende, sveddryppende armlægningskonkurrence blev jeg tvangsudskrevet som en af flere deltagere. Min modstander var en mellemstor og meget senet gut, som hurtigt tværede mig af banen og bagefter lignede Muhammed Ali efter at have nedlagt George Foreman i Kinshasa. ”I'm the greatest” gjaldede ud i den arabiske natteluft, og jeg fik et stort knus som tak for kampen.

Karl Smart var omsider løbet tør for ammunition, så Captain Jessen fik under stor jubel overrakt et meget kitschet, kinesisk ”guldur” og kunne trække sig tilbage til sheikerne og teen i sofarækkerne og beskue armlægningerne fra ringsiden. Især kvindernes afdeling var komisk - prustende, sort niqab mod prustende, sort niqab. De kunne have gemt Schwarzie i en af sækkene, uden at man havde kunnet se det.

Under alle anstrengelserne spurtede en lille, skægget kameramand rundt og forevigede både sang, dans og armlægninger. Jeg havde bare ikke fantasi til at forestille mig, at billederne ville nå ret meget længere end Hama, men jeg tog fejl. Da jeg en uges tid senere tullede rundt i Beirut, blev jeg meget bestemt stoppet midt på gaden af en gut, der jublende genkendte "Captain Jessen" fra TV-showet! Varmt håndtryk og knus, og så fik jeg ellers at vide, hvor stolt han var over at møde stjernen fra Hama.

Aaaaarrrgh!! Hele molevitten var gudhjælpemig røget ud over halvdelen af Mellemøsten, så jeg var meget ufrivilligt blevet ophøjet til hele regionens TV-ikon og syngende pauseklovn. Der er øjeblikke i en mands liv, hvor man kan savne en burka.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside