Backpacker, en livsstil - Tanker før en Jordomrejse
Claus Qvist Jessen
Alle har deres egen måde at opleve verden på. Nogen rejser kun få uger om året, andre lidt længere, og så er der de totale loonies, der rykker alle rødder op og drager på langfart i hele og halve år.
Mens livet som normalturist er dejligt foreneligt med alle ens andre gøremål her i tilværelsen, er det at være langtidsrejsende ikke kun et spørgsmål om at opleve – det er en livsstil. Selv med en tilsyneladende uendelig bunke oplevelser på nethinden, bliver man kun mættet for en stund, og for hver eneste nok så lange rejse får man lyst til 117 andre. Et både målløst og rastløst liv vil nogen sige, men hvor er det dog fedt at være derude, hvor kragerne er vendt, og hvor verden er forlænget med brædder, og hvor man har masser af tid til at hengive sig til livets nærmest ubegrænsede herligheder.
Desværre er det ultimative rejseliv også begrænsningens kunst. Ikke nok med at der her på kloden er alt for mange lækre steder og alt for få år at opleve dem i, næh, selv den mest flippede langtidsrejsende vil rende ind i en bunke både personlige og samfundsskabte konflikter på hjemmefronten. Hverken kernefamilien eller det industrialiserede, danske samfund er gearet til andet end 8-16-folket, og at vælge en afvigende livsstil, der ikke passer i skabelonen, skal give gnidninger. At være langtidsflipper er i høj grad et liv som ”utilpasset”.
1001 måder at rejse på
Selve rejsen ændrer sig naturligvis ganske meget med den tid, man smutter af til det. At tage af sted til Hutlihutistan i en eller to uger er jo i vore dage utrolig enkelt, for man bladrer lidt i avisen, finder et tilbud og drager af sted, og verden er eksakt den samne, når man kommer hjem igen. Har man en måned eller to, får man naturligvis større muligheder for impulsive bestutninger undervejs, men på hjemmefronten er der i høj grad status quo. Man skal ikke rive nogen rødder op, og det at kombinere det korte rejseliv med et nogenlunde normalt familieliv burde heller ikke volde noget bøvl.
Ganske anderledes bliver det til gengæld, når man først har erkendt, at det at have luft under vingerne er et spørgsmål om tid snarere end antallet af hastigt gennemfræsede lande. Skal der prøves grænser, koster det mindst 6 måneder, og så er fanden løs. Pludselig bliver det alt, alt for dyrt at have en lejlighed stående i tomgang, så for ikke at udgifterne hjemme skal overstige udgifterne ude, skal man på den ene eller anden måde opgive den faste rede. I værste fald skal boligen sælges, og det ikke at have en base at komme hjem til, er i den grad noget, der kan bidrage til den indre rodløshed.
På det sociale liv sker der også en hel masse. Ingen normal kæreste eller kone (MK) vil finde sig i hele tiden at blive vraget til fordel for stammefolkene på Borneo eller bjergene i Himalaya, så medmindre ens partner er lige så skør som en selv, betyder livet som langtidsrejsende også et farvel til alt "normalt" familieliv.
Børn er naturligvis også kun mulige, hvis ens hjertes udkårne er indstillet på det, og alternativet til at tage hele familien med på tur er, at man kommer bort fra sine poder i meget lang tid. Tro mig, den slags giver enorme huller i maven på begge sider af generationskløften, og der findes ingen lette løsninger på dilem maet Løsningen kan naturligvis vere, at man i stedet vælger det ultimative flipperliv med børn, men så er der pludselig noget, der hedder skole og kammerater, som man også skal tage stilling til, og man skal nok ikke regne med at kunne fortsætte i tilnærmelsesvis samme tempo som før.
De uforenlige kompromisser
Vennefronten lider oeså en masse skade. På forunderligste vis går verden videre, selvom man ikke er hjemme, og de store afbræk kan desværre let få ens omverden til at opdage, at de klarer sig fint uden ens tilstedeværelse. Folk kan ligefrem gå hen og blive ovarraskede over, at man nu igen har været et eller andet sted henne, og det, der en gang var dyb beundring og interesse, bliver nærmest noget "og hva’ så?". Danmark bliver desværre ikke sat på standby, fordi man er ude, bandet bar skaffet sig en ny bassist, og kontakterne hjemme fader lige så stille ud.
En anden afbrændt bro er jobbet, for medmindre man er totalt ufaglært kuli eller uddannet som pædagog eller sygeplejerske, opdager man også, at det at være langtidsrejsende er ganske og aldeles uforeneligt med et normalt arbejdsliv. Erhvervslivet har på et eller andet plan vænnet sig til at undvære en rnedarbejder pga. barsel, sygdom, værnepligt, forældreorlov eller andet samfundsdefineret "lovligt", mens det at man er borte pga. et bjerg, der skal klatres på, nogle fisk, der skal fanges, eller andet lystbetonet, henregnes som "uacceptabelt".
Kald det bare "Rejselivets Jantelov", for det er ganske utroligt, så forargede folk er blevet, når jeg i en måned eller to har forladt kone og barn for at tage på fisketur, mens de samme idioter i ramme alvor mener, at det havde veret helt legitimt, hvis jeg i stedet var taget otte måneder til Bosnien som FN-soldat eller tre måneder til Ungarn som tekniker. Forskellen er, at jeg selv vælger at tage på fisketur, og den slags må man bare ikke her i Danmark.
Samme tåbelige, indremissionske indstilling har erhvervslivet. Hellere have en mand 0% end 80%, og trods en horribel mangel på ingeniører er der ikke mange private firmaer, der synes, at det er sjovt, at deres højt kvalificerede, elektrokemiske korrosionsekspert drager af gårde i tide og utide.
Jeg selv har endnu aldrig haft en chef, der til fulde forstod (eller blot stiltiende accepterede) mine særheder. Manden bliver stejl og sætter hårdt mod hårdt, og så er det, at man finder ud af, om man vitterlig er en uhelbredeligt utilpasset rejsefreak, elleroam man lader sig punke tilbage til start. At være megaglobetrotter er ganske enkelt ikke forenligt med et fuldtidsjob.
Før afgang
Se, det var lidt om nogle af de tanker, der er feset gennem mig de seneste mange år, da jeg for 15 år siden startede med at tage på langfart, til nu, hvor jeg forlængst har opgivet at tilpasse mig den danske dagligdag og i stedet har overgivet mig til uendeligheden og det lalleglade backpackerliv.
Og hvad er det så, der foregår indeni sådan en kompromisløs globetrotter, når han er ved at rykke ud endnu en gang? Jo, der skal jo planlægges, for selv rejselivet udenlands er plaget af det muliges kunst og alt for mange snærende bånd, der helst bør undgås. Dette gøres naturligvis bedst og mest fleksibelt, hvis man har uendelig tid og bare kan vandre ud i det blå, men mere realistisk er det at flyve, og en enkeltbillet til Timbuktu eller den fleksible "open jaw" (ud til et sted og hjem fra et andet) er begge dejlige udgangspunkter. Det mellemliggende år ordner sig jo nok undervejs.
Vil man have flere stop eller sågar drage hele jorden rundt, kommer man til at flyve ganske meget mere, og planlægningen bliver tilsvarende mere kritisk. Dels
skal man længe før afgang finde ud af, hvor man egentlig vi hen, og dels kan man bare ikke ramme de perfekte sæsoner alle vegne. Heldigvis har jeg det i øjeblikket sådan, at at mange af mine uopfyldte rejsedrømme ligger i forlængelse af hinanden som perler på en snor, og at lægge en overordnet rejserute for en etårs rejse rundt om kloden har i virkeligheden været ret enkelt: en masse inkainspireret, sydamerikansk højland, lidt zigzag gennem Andesbjergene og Atacama, en afstikker ud til søelefanterne på Peninsula Valdes og videre ned i bunden til kondorerne i de ekstremt smukke nationalparker i Tierra del Fuego. Inch’allah skulle vi også gerne nå ud til Falklands øde vidder, og vinder vi i
Lotto, vinker Antarktis forude. Det var så de første 4-5 måneder.
Fra Sydamerika tager vi via en visit til Påskeøens ”moais” og Cook Islands’ koralrev vestpå til New Zealands uberørte natur. Herfra drejer karavanen lidt mod nordøst til fiskeriet og dykkerlivet i Bountyland, her i skikkelse af Fiji og Tonga og måske Samoa og Vanuatu, inden vi trapper ned med lidt australsk østkyst og en måneds overlevelseskursus hos Papua Ny Guineas krudttønde af altemative stammefolk.
Herfra sender Helle sig selv hjem til den ventende skole, mens min hjemtur bliver lidt længere og kommer til at gå over Irian Jaya, Molukkerne og Timor – eller måske Solomonøerne. Who knows? Jeg kommer i hvert fald en turomkring Hong Kong og Sydkorea – i erkendelse af, at Japan er for dyrt og Taiwan sikkert for crowdet. I det hele taget må I gerne være lidt misundelige.
Som altid ved en lngere rejse har det eneste problem væet at få alle regionerne lagt udenom de værste regntider, og ved at starte i starten af september, være i Tierra del Fuego en gang i december og hoppe over Stillehavet i februar skulle den være klaret. Lidt regn hist og her, men ingen deciderede off-seasons. Så langt, så godt, og så var det vel bare at finde et par billetter?
"Mein Kampf"
Et større økonomisk puslespil viste, at det smarteste ville være at entrere os med One-World Alliancen", som ud over Cathay Pacific, British Airways, American Airlines og Iberia rummer både Quantas og Lan Chile. Så var det bare at nærlæse deres skriverier og flikke et passende patchwork sammen. Troede vi, men desværre er alle tilnærmelsesvis betalelige jorden-rundt-billetter ekstremt restriktive, og der skulle vise sig at være en lille, vigtig forskel mellem selskabernes løfter og livets barske realiteter.
Det kritiske link skulle vise sig at være turen vestpå over Stillehavet Lan Chile havde for et par år siden afkortet sin rute til kun at gå til Tahiti i stedet for helt
til Auckland, men så var det jo godt, at Qantas fløj videre til Tahiti. Det skulle være en gammel løgn, skule det, for kort forinden havde de nemlig droppet deres eget fly og lejede sig i stedet ind på Polynesian Airlines, så teknisk set er Qantas QF3344 ikke et Qantas-fly. Ergo ere Morlille en sten, og Holberg ville have frydet sig.
Trods det, at OW’s fine, farvestrålende brochurer højlydt reklamerede for den direkte mulighed for Tahiti-Auckland, fik vi bare ikke lov at bruge den. I stedet
var det Qantas alvorlige mening for 100 US ekstra at sende os fra Påskeøen baglæns til Santiago og videre østpå til Buenos Aires og først derpå i et langt hop vestpå til Auckland! Unægteligt en slags omvej, og jeg havde mere end vanskeligt ved at se det økono misk fornuftige i at sende os ud på sådan en 17.000 kms detour. Et utroligt spild af tid og penge, men der skulle sikkert statueres et ufleksibelt eksempel til skræk og advarsel for alle andre, der kunne finde på at
nærlæse brochurerne.
Undervejs havde jeg endda fat i Forbrugerrådet, Forbrugerstyrelsen og sågar de højere magter i Sydney, som alle sagtens kunne se, at OW averterede med et produkt, de nægtede at levere. Desværre er dansk lov så blødt skruet sammen, at Qantas ikke kan knaldes, medmindre vi hiver dem i retten (!), så enden på det hele blev, at vi under protest måtte finde os i at
holde os til OW og investere i en tillægsbillet fra Tahiti via Cook Islands og Fiji til Auckland – og så ellers håbe på, at Qantas i år nedkommer med et endnu større minus end det gigantunderskud, de efter sigende havde i 2000.
Money, money, money
Penge er i det hele taget nøglen til alt, og utæmmelig udlængsel og ekstreme rejselyster fordrer om noget en masse mammon. Desværre er det ikke et år i Indien, vi er på vej til, og især Argentina, Falkland, NZ og PNG forventes at være dyre, i hvert fald hvis vi skal have noget organiseret overnatning. Mindre end 25- 30 US om dagen kan ikke gøre det på de kanter, så medicinen mod total ruin hedder sovepose, telt og selvfangede fisk.
Muligvis kan vi dog risikere at blive ”reddet af gong-gongen”. Argentinas økonomi er pr. lov bundet til US-dollaren, og det har gjort landet utroligt dyrt for turister, og argentinsk eksport til en umulighed. Økonomien er ganske enkelt på vej mod et kollaps af sovjetiske dimensioner, så vi går bare og håber på, at det sker indenfor det næste halve år. Det kan ligefrem ende med, at vi får halveret udgifterne dér, men det er svært at satse på det.
I den billige ende ligger ligger Bolivia, mens Stilllehavsøerne økonomisk set er uforudsigelige. Det kan blive alt lige fra 0 til 30-40 US om dagen, så p.t. ligger det gennemsnitlige budget for et år på far ten og roder på 150 kr./dag svarende til 50.000. Dertil kommer alle flybilletterne, forsikringen og et par vanvidsekspeditioner efter fisk eller bjerge – og så lige 10.000, hvis vi skulle få et godt tilbud til Antarktis, så et totalbudget på godt 90.000 pr. person er ikke noget urealistisk bud. Oveni kommer så film: Knap én om dagen plus fremkaldelse, hvilket svarer til yderligere 20.000- 30.000, hvis de også skal sættes i rammer, så tænk lige på det, når I i de stille vinteraftener nyder endnu et af klubbens mange fine diasshow..........
I erkendelse af, at ingen af os vinder i Tips lige med det samme, skulle der spares en masse basseører sammen, så jeg genoptog derfor ved et rent lykketræf min forladte post som kemiingeniør på Dr. Heydorns gamle afdeling på Risø, mens Helle har brugt somnerferien fra lærergerningen til at lege bygningsarbejder og
smykkesælger. Begge slutter vi præcis dagen før afgang, men hvad gør man ikke for at få økonomien til at balancere?
At pakke
Og hvad tager man så med i rygsækken til et års tids flakken rundt i universet – udover penge, altså? Den slags skal selvfølgelig afpasses efter ens lyster, og f.
eks. når man er Niels Iversen, tager man blot en gammel skoletaske, en togkøreplan og en liste over samtlige zoologiske haver i et par tusinde miles omkreds. Desværre er mine passioner mere pladskrævende, og vor høje formand Per Allan mener jo, at alle mine lyster ikke kan squeezes ned til mindre end 40 kg.
At rejse i de billige troper koster ikke andet end et par t-shirts og et lagen til bambushytten, men da det meste af første halvdel kommer til at foregå i ganske kølige og blæsende omgivelser, slipper vi ikke for en bunke af Jagt & Fiskeri's varme tøj og et par solide vandrestøvler. Det kunne jo endda vare, at jeg ville en tur til Illimani, men isøkse og steigeisen bliver hjemne denne gang sammen med den guitar, jeg altid har drømt om at rejse rundt med, men som altid har måttet vige for fiskestængerne. Prisniveauet i Argentina / Chile og New Zealand / Oz
kan desværre også ses på vægten. Camping er billigt, men koster kilo, så med i rygsækken skal jeg også have et 3 kgs telt, en varm sovepose, liggeunderlag og noget kogegrej. Helle får sgu lov til at slæbe noget af det.
Og resten? Tjah, jeg slipper vel ikke for 3-4-5 fiskestænger med tilbehør, så jeg kan få passet mine fiskende og skrivende aktiviteter ned gennem Andes og ude i Bountyland, et minimalt medicinskab, to T-shirts, en jakke og så er der ellers dømt fotogrej for resten: To profi Nikon kamerahuse (F90+ FE2, et autofokus og et manuelt) plus en flash og tre faste objektiver fra 24 til 180 mm med diverse filtre. Dertil et pygmæagtigt Stativ til de langsomme optagelser, og så er der ellers til både Bolivias indianermarkeder og Falklands spækhuggere.
Og film? Jeg bruger jo i snit én om dagen, så jeg starter med 80 og køber ind for resten undervejs, men de vejer 30 gram stykket, så det er svært at holde den totale fotovægt under 6-7 kg. Det er stadig mindre end alt det varme klatregrej, jeg sidste år væltede rundt med i Uzbekistans tørre ørken, men at få det hele til at balancere under 20 kg bliver umuligt, så det hedder sikkert 25 kg.
Afgang
Afsted skal vi nok komme, men ét er sikkert: Den endelige rejserute kommer til at flytte sig en del fra de eksisterende planer. Det er endnu aldrig lykkedes mig at holde hverken studieplan eller rejseplan, og det sker sikkert heller ikke her, så allerede når vi lander i Peru, vil vi sikkert falde i staver i en fotogen, lille landsby eller ude i guds flotte natur.
Hvad der siden sker, ved jeg af gode grunde ikke, men Internettet er jo opfundet, så beretninger skal der nok komme masser af. Samtidig er det muligt, at jeg kommer til at rakke rundt med et lille 200 grs’ digital- kamera, så der sammen med alle mine rejsemails ligefrem kan komme friske billeder via nettet. Der er naturligvis en vis risiko for, at beretninger og billeder havner på klubbens hjemmeside, men ellers klik dig ind på min egen hjemmeside på adressen: www.cqj.dk.
Og så ses vi bare om et års tid! Pas godt på klubben!
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside