Tyndskid og pakistanske militser

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

Verden er fuld af ”farlige steder”. I hvert fald hvis man skal tro aviser og TV, og et af de mest suspekte steder er bjergområderne i det nordlige Pakistan. Netop Pakistans bjerge er noget af det mest ukontrollerbare på vor grønne klode, og de forskellige folkeslag er mindst lige så uregerlige som landskabet. Gennem århundreder har forskellige koloniherrer - spændende fra fortidens sikher og afghanere over Dronning Victorias englændere til nutidens pakistanske regering - forsøgt at betvinge de stolte muslimske klaner, men endnu er det ikke lykkedes. Livet i Indusflodens mange utilgængelige sidedale minder derfor selv den dag i dag mest om en masse små, separate sultanater snarere end en integreret del af Pakistan. Islam har de til fælles, men det er vist også det hele, så selv i vore dage er der grund til at passe mere end en lille smule på. Aftrækkerne sidder løst på de mange moderne rifler.

Raikot-dalen er en af de mere tilgængelige af Indus' mange sidedale, men stadig vild og smuk. Landsbyerne og folkene hér er lige præcis lige så vilde og ukontrollérbare som den underskønne natur, om end de lugter en del anderledes. "Får" er den mest brugte parfume.

En af disse potentielt urolige sidedale er Raikotdalen, der helt fra nordsiden af det mægtige bjerg Nanga Parbat løber mod nord og ender i den lige så mægtige Indusflod. Området er fremragende til trekking, og allerede første eftermiddag kunne jeg - efter at være vandret nede fra Indus - slå mit telt op på en grøn græseng ved Fairy Meadows med fuld udsigt over det formidable Nanga Parbat; 8.126 meter højt og det vestligste bjerg i den 2.000 km. lange Himalayakæde. Synet af det ensomme bjerg og den ekstremt sprækkefyldte Raikotgletcher var allerede hele turen værd. At min mave var begyndt at rumle og te sig voldsomt, tog jeg ikke som noget dårligt varsel. Det er sket før, så den holdt sikkert op igen.

Troede jeg, for da jeg tidligt næste morgen pakkede telt og sovepose og begav mig videre opad mod basecamp'en i toppen af gletcheren, tog maverumleriet en uheldig drejning. En flok æggebøvser fulgte med, et sikkert tegn fra tarmsystemet om, at min gamle uven, amøben Giardia, havde tænkt sig at tage med op til campen. Giardia indefra og et stramtsiddende rygsækbælte udefra er bare ikke nogen heldig kombination, og efter en time eller to kunne jeg ikke holde til trykket mere. Der skulle skides, og det i en mægtig fart, så i ekspressotempo fik jeg smidt al bagagen og skyndt mig ind i nærmeste buskads iført den reglementerede lokumsrulle.

Aaaaah! Det lettede, men midt i min meget nødvendige business hørte jeg pludselig noget pusle fra stien. Hurtigt fik jeg gjort mig færdig, halet bukserne op i anstændig navlehøjde og hoppede ud gennem buskadset. Foran mig stod intet mindre end en hær. Fem voksne mænd, alle iført grå og brune uldklæder, de obligatoriske “afghanske” fuldskæg samt den mindst lige så obligatoriske afghanske våbensamling: en riffel, et par pistoler, en kalashnikov, en lang kniv og et par ekstra patronbælter på kryds over brystet - pr. mand! Med sig havde de desuden to lettere bevæbnede teenagedrenge og et par muldyr, hvert læsset med tunge trækasser. Sikkert dynamit eller lignende dødeligt indhold.

Med trykkende mave, et tarmsystem totalt ude af kontrol, periodiske æggebøvser og en uklædelig lokumsrulle i den ene hånd lykkedes det mig mod alle odds at bevare en slags fatning og fremsige et klingende arabisk “assalam aleikum”, må fred være med jer!

Det faldt i god jord, og de noget voldsomt bevæbnede, men meget høflige militssoldater svarede pænt igen med en stribe store smil og et varmt “wa aleikum assalam”, må fred også være med dig. Der blev udvekslet en masse håndtryk, og da jeg som altid havde en håndfuld cigaretter i tasken, blev der også delt ud af dem. Bare sådan for gammelt venskabs skyld.

Pludderen gik, cigaretterne blev røget færdige, og kort efter sagde arméen pænt farvel med endnu en serie “assalam aleikum” og fortsatte deres myndige inspektionsrunde. Jeg stod en kort stund tilbage og funderede på, hvad i alverden det var for en militshær, der lige var passeret.

I hvert fald lige indtil maven igen begyndte at trykke, og jeg måtte flygte ind tilbage til buskene og Mr. Giardia.....

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside