Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Den ultimative blaffetur
Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

Mangt og meget kan siges om det at rejse med en kæreste eller en god ven. Det er herligt at have nogen at dele de dejlige oplevelser med og lige så fedt at have nogen at hyle sammen med, når det går galt. Prisen er, at man ikke længere selv bestemmer det hele, så vil man nyde den ultimative frihed og fleksibilitet, er der kun én vej: Bliv egoist, og rejs alene!

Total forudsigelighed er noget, Fanden har skabt på en mindre god dag. Der findes ligefrem folk, der aldrig vil tage en eneste rejse uden på forhånd at have booket flere ugers hoteller, billeje og togbilletter, fordi de er bange for at stå "uden noget". Folk der er så bange for det ukendte, at den blotte tanke om noget uforudsigeligt er nok til at fremkalde en mindre blodprop. I stedet for i detaljer at have kontrol over alt, hvad der sker fra nu og til pensionsalderen, er det langt mere spændende at hengive sig til uforudsigelighedens mysterier. Der findes intet bedre end at springe ud på det dybeste sted i søen uden at kende alle konsekvenserne og at forfølge en impulsiv ide uden tanke på hverken husleje, elregning eller mulige overnatningssteder. Den slags skøre indfald er der alligevel ingen kærester eller venner, der vil stå model til mere end en uge ad gangen, så det med at rejse alene kommer helt af sig selv!
Selv midt i en af verdens varmeste ørkner er der ingen rettroende, der er i tvivl om retningen til Mekka.

En gang imellem ender de pludselige indskydelser i rent lort, men oftest går det heldigvis godt. Jeg har endnu min første totale blaffernedtur til gode, og enkelte gange vokser træerne langt forbi skyerne. Klimaks blev nået, da jeg i et anfald af impulsivt anarki besluttede mig til at boykotte Yemenia Airlines og i stedet krydse Rødehavet til vands. Grænser skal krydses i jordhøjde, så efter en fotogen rundtur i Eritreas nordlige lavland tog jeg en hurtig og uovervejet beslutning og ofrede et par dollars på en billet til en overfyldt bumlebus ned langs Rødehavet, hele vejen gennem den steghede Denkaliaørken til Assab.

At krydse et hav

Assab er måske med undtagelse af Moynaq ved Aralsøen det værste "hul", jeg nogen sinde har oplevet. Byen opstod i sin tid som et etiopisk alternativ til Djibouti, altså en havn til at servicere Addis Abeba, og den voksede sig hurtigt til at være Østafrikas største og mest moderne havn.

Så fulgte 30 års borgerkrig, inden Assab ved grænsedragningen i starten af 90’erne havnede i Eritrea, halvandet døgns bustur fra hovedstaden Asmara. Assab blev med et slag forvandlet til en arbejdsløs havn uden skibe og er i vore dage ikke andet end en trøstesløs militærforlægning omgivet af et helt museum af manglende vedligehold.

Få meter længere ude står man i en af verdens varmeste og mest ugæstfri ørkner. Men alligevel. Rødehavet er kun 25 km bredt ved Assab, så det skulle vel for pokker være til at shanghaje en yemenitisk fiskerbåd, men den gik slet ikke. De to lande har været på krigsfod i flere år, så der er ca. ingen handel mellem dem, og jeg endte med at bruge fem meget lange dage på at rende fra Herodes til Pilatus og bestorme diverse offentlige kontorer, inden jeg opgav og satte den sure kurs tilbage til Asmara. Næsten altså, for pr. impuls valgte jeg at stå af et par timer inden Asmara – ved kystbyen Massawa, en fotogen "colonial" by, hvis fugtige natteliv fik jobbet at skulle kompensere for Assabs rædsler.

Forza Italia

Den herlige udsigt fra den smukkeste lift, jeg nogen sinde kommer til at blaffe mig til: Det 33 meter lange træskib Katharina Maha med en af Eritreas mange, små koraløer lige foran.
Nede ved havnen ville de autoritetstro soldater naturligvis slet ikke slippe mig ind, men mens jeg stod og brokkede, kom der pludselig en sporty udseende, hvid mand slentrende mod porten. Den første af slagsen, jeg overhovedet havde set i Eritrea, så efter en et sekunds præsentation skulle jeg lige høre: "Kender du ikke tilfældigvis en, der har en båd, der skal til Yemen?". "Sure! I’ve got one!! How many people are you?" Ja, jeg var jo bare mig selv, så det hed afgang kl. 8 næste morgen i det gode skib Katarina Maha af Yemen. Og hold da k... for en skønhed. Et 33 meter langt luksus-træskib, bygget for 10 år siden i Tyrkiet og den smukkeste båd, jeg nogen sinde har sat mine fødder på. Med den kyndige Skipper Maurizio ved roret sejlede hun dyre turister rundt i det yemenitiske øhav, noget skipperen nærmest havde monopol på i Yemen.

Det yemenitiske hjørne af Rødehavet må være det mindst turistede paradis i hele regionen, og Maurizios kunder var som regel højt betalte saudisk arbejdende ingeniører eller ambassadefolk fra San’a, som trængte til lidt fred. Den slags inkluderede så en solokahyt, nogle af verdens mest uspolerede sandstrande og et dykkerliv i verdensklasse, og prisen ligger på små 1900 euro pr. uge. Den skønhed havde jeg altså fået et lift med; ikke dårligt, ikke dårligt.

At den stolte skude overhovedet var i Massawa hang sammen med, at Maurizio skulle have ordnet nogle reparationer i Port Sudan, og på vej hjem skulle han lige have fyldt båden med det i Yemen så forbudte sprut. Han havde en særlig tilladelse til import til det ellers tørlagte land, så jeg præsterede for første gang i mit liv at være lastarbejder og stuve for 5- 8000 $ whisky, gin og andet uarabisk ind i en af skibets fem luksuskabiner.

Rødehavet på tværs

Zig-zag-turen gennem Eritreas mange koraløer blev gudeskøn, og endnu bedre blev det, da jeg hen under aften præsterede at knalde hele to mellemstore tunfisk på den wobler, jeg ikke kunne lade være med at lade drive bagved båden. Maden var reddet, og Skipper og hans to faste "mates" var lykkelige over udsigten til frisk foder i stedet for dåsemad.
Hele den herlige skude i al sin skønhed, her "skudt" fra den yemenitiske side af Rødehavet fra en af de helt jomfruelige koraløer, hvor almindelige dødelige aldrig får adgang. Medmindre altså man får et helt usandsynlig lift.
 

Da mørket faldt på, satte Skipper båden på autopilot, og vi gik i stedet i gang med at banke hinanden i backgammon. Danmark vandt Rødehavsmesterskabet i form af to lange matcher, inden vejret blev for gyngende til andet end at ligge på dørken og kure op og ned af dækket i de stride bølger. Mod alle odds var der ingen, der faldt overbord den nat.

Det tog sin tid, inden vi nåede As’Saif i Yemen. Godt 40 timers gyngetur, men undervejs var Skipper og jeg blevet så gode venner, at Maurizio uden blusel inviterede mig på en lille fire-dages luksustur ud mellem koraløerne! "The day after tomorrow, 10 English and American tourists will arrive for a four or five day tour up north. Do you want to come along?"

Egentlig havde jeg tænkt mig at stikke straight op i højlandet til San’a, men det her var bare for godt til at være sandt. Naturligvis ville jeg med – om ikke andet fordi mit pas var blevet inddraget af det yemenitiske politi, der ikke rigtig kunne forlige sig med, at jeg havde afghanske og iranske stempler i passet! Jeg var derfor en anelse stavnbundet, indtil de fandt ud af, om jeg skulle klassificeres som turist eller terrorist, og så blev jeg jo næsten nødt til at tage imod tilbuddet om et luksuscruise! Mellemtiden brugte vi til at losse Maurizios syv(!) megastore motorcykler, et bjerg af mekaniske dimser og et par tons konserves, inden hele skuden fik en overhaling af de helt store, så den så flot ud til de dyre turister. Fire af dem skulle efter sigende være amerikanske soldater, og de resterende seks englændere – anført af ingen ringere end den engelske ambassadør i Yemen.

CIA, ambassadører og andet godtfolk

Den slags kræver sikkerhed, og da gruppen tidligt næste formiddag dukkede op, var de naturligvis eskorteret af halvdelen af Yemens hær og et par potente 4WD’s fyldt med lyshårede, karseklippede machos med solbriller, øresnegl og en stor bule inde under skjorten. De lignede en parodi fra en hvilken som helst agentfilm fra Hollywood. Hele sikkerhedsmaskineriet blev heldigvis tilbage på land, og det eneste militære, man fornemmede til søs, var en af de amerikanske soldater: En gigantisk, sort Schwarzenegger fra de berømte og berygtede Special Forces. Han var på orlov fra krigen i Irak og lignede en, man bare ikke skulle begynde at lægge arm med. Flink fyr i øvrigt og fuld af masser af muntre historier fra det krigsplagede land mod nord. Hans småfede, hvide dykkermakker var våbenekspert og en gennemført computernørd uden helt samme kampberedte udstråling som "Arnold". Til gengæld var han om muligt endnu mere politisk ukorrekt og kunne over X antal G&T’s levere en syndflod af historier fra det virkelige liv.

Ellers bestod mine "pligter" i at nyde livet og ligge og flyde med en kold drink i hånden. Maden var sublim, og Skipper Maurizio gjorde et fantastisk stykke arbejde for at få sine gæster til at føle sig godt tilpas. Det lykkedes, og ingen af de dyre drenge undrede sig over, hvad i alverden jeg lavede på båden. Heller ikke ambassadøren, som hed Frances. Nydelig kvinde i midten af 40’erne og flydende i både fransk og arabisk. Hun havde tidligere været ambassadør i Sudan, hvor hun pga. en meget åbenmundet kritik af regimet var blevet erklæret persona non grata. Nu var hun så blevet forflyttet til Yemen, hvor Præsident Saleh åbenbart var lidt sværere at fornærme end det rigide styre i Sudan.

Midt mellem vore "hårde" dykkerog snorkleture underholdt Frances beredvilligt om den arabiske verdens særheder, og det slog mig flere gange, at hun lidt som Lawrence of Arabia havde en langt større forståelse for og kærlighed til den arabiske kultur end den officielle politik, vi oplever fra Downing Street. Hun var bestemt ikke enig med sin regering i alle aspekter og lagde ikke skjul på det.

Undervejs slog det mig, at Frances havde alle talenterne for at blive en glimrende backpacker. Uheldigvis var hun kommet til at gøre karriere i udenrigstjenesten og var nu "fanget" i toppen af det britiske diplomati med større udsigt til kaviar og champagne end til ugali og chai. Den slags uheld kan jo ske for enhver.

Verdens dejligste hovedstad

Udsigten over Katharina Mahas dæk. Pligterne hed solbadning, dykning og gin & tonics i hobetal. Life is hard, and then you die.
Frances var i det hele taget et gennemført underholdende bekendtskab og syntes i øvrigt, at det var ret komisk, at mit pas var blevet konfiskeret, fordi jeg var mistænkt for at være terrorist. Det skulle hun nok prøve at få orden i, men hvordan havde jeg i øvrigt tænkt mig at komme til San’a? Dertil var jeg ikke nået. Jeg ville såmænd være glad, hvis bare jeg fik mit pas med et yemenitisk stempel. Det skete, da vi fire dage senere nåede tilbage til As’Saif, og jeg blev inviteret til at følge med hende til San’a. "Do you have anywhere to stay?". Vanen tro er den slags altid lidt af en overraskelse for mig, og den blev bestemt ikke mindre af, at jeg pludselig blev inviteret til at bo i ambassadørens private bolig! Hun havde alligevel 5-600 kvadratmeter plus et par gæsteværelser, som alligevel ikke blev brugt, så jeg var da yderst velkommen.

Det tilbud havde jeg svært ved at sige nej til, så efter en lang, bumpet køretur med tung militær eskorte nåede vi Frances’ imponerende villa i det sydlige San’a. Naturligvis godt barrikaderet bag en effektivt udseende ringmur, men alle de svært bevæbnede ambassadevagter vænnede sig hurtigt til at sige "dav" og "farvel" til ham den noget uofficielt udseende flipper med Fjällräven. Sjovt, som man hurtigt kan vænne mig til at bo i et 50 kvm. rum i et palads fuldt af tjenere, så jeg kom og gik, som det passede mig, og fik i tilgift nogle uforglemmelige dage i verdens smukkeste hovedstad, inden jeg rykkede pælene op til fordel for Yemens vilde stammefolk i deres imponerende højlandslandsbyer.

Summa summarum: Man skal gribe de chancer, livet giver. Jo mere uforudsigeligt, jo bedre, for det ender som regel godt. Det er dog sjældent, man får konverteret fem dages trøstesløst ophold i en udørk til et unikt luksuscruise, privat indkvartering hos en ambassadør og fornøjelsen af at spise corn flakes med en sølvske dekoreret med Dronning Elisabeth d.2.’s monogram!





Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside