Politi-blaf i Yemen

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

Politi-blaf i Yemen

At blaffe er herligt! Det er en let og billig og meget ofte den eneste måde at komme fra A til B. Oveni er det nærmest sjældent, at en blaffertur mellem to punkter udvikler sig helt, som man kunne forudse. Af og til strander man midt i Langtbortistan, og andre gange bliver man inviteret til at bo i chaufførens landsby i dagevis. Blafferliv er i det hele taget for folk med god tid og hang til det uforudsigelige. Men selv det uforudsigelige har sine grænser, og sjældent har jeg fået overskredet mine egne grænser, som da jeg en herlig decemberdag for halvandet år siden stod på Al-Mukalla Bus Station og forsøgte at komme vestpå.

Bussen vestpå, med kurs mod Aden, var naturligvis forsinket, og ventetiden blev fordrevet i selskab med det sydlige Yemens absolut eneste, anden turist: en ung amerikaner ved navn Graham Hopley, et helt igennem sympatisk og meget alternativt bekendtskab. Han var opvokset i Moskva under Sovjets sidste dage, og gennem sin russiske skolegang var han om nogen tosproget. Faktisk nærmere tresproget, for at han overhovedet var havnet i Yemen, var fordi, at han ville studere arabisk i Sana. Hans fire studiemåneder havde gjort ham nærmest flydende, og turen østpå til Hadramawt og Mukalla var bare lidt ”ferie” midt i studierne. Han blev min rejsekammerat den næste uges tid - i hvert fald fem dage længere, end nogen af os havde forudset.

Shishas og Kalashnikovs

Yemen er et vildt land fuldt af vilde mennesker, og selv en turist kan komme til at se helt lokal ud efter passende udklædning. Forfatterens outfit skyldes en glad medpassager i bussen fra Salalah (Oman) til Hadramawt i Yemen.

To timer vestpå stod vi begge af ved landsbyen Bir Ali, Yemens svar på et ingenting-sted . En lille landsby befolket med glade fiskere, en flot sandstrand af den slags, der alle andre steder i verden ville være blevet til fluepapir, og 3-4-5 km længere vestpå et par simple halvtag, som kaldte sig ”camping”. Der brugte vi døgnets lyse timer til at myldre rundt i landsbyen og nyde både fisk og folk.

Lidt ved tilfældighedernes hjælp fandt vi sent på førstedagen en lille, lusket vandpibebar, hvor det meste af Bir Alis mandlige befolkning lå og flød med en kop te i den ene hånd og en boblende shisha i den anden, altimens byens eneste, sort-hvide TV flimrede løs med diverse soap-operas. Ikke noget dårligt sted at finde nye venner, og efter et par piber æbletobak kendte vi nærmest hele byen.

Rygterne løber desværre også hurtigt i Bir Ali, for da vi på andendagen skulle gentage vandpibesuccesen, blev vi med det samme hentet af det stedlige politi og deporteret tilbage til strandhytten. Det var skam alt for farligt, eller i hvert fald for uvant, at have to turister siddende og boble sammen med en flok

En af mange, ramponerede check-posts, hvor der var "vagtskifte". Vi hoppede af ladet på den ene og over i den næste, ventende polititruck, som først stoppede 100 km længere østpå.

lokale fiskere, så vi og vores rygende shishas blev læsset op i ladet på politijeepen og sat af "hjemme" ved strandens halvtag. Dyb undren, men som vi senere skulle få skåret ud i pap, er Yemens politi overhovedet ikke gearet til det usædvanlige.

At fange en bus

Deportationen fra shishaklubben gav os en god undskyldning for at forlade Bir Ali og fortsætte kursen mod Aden. Der var jo direkte busser fra Al-Mukalla til Aden, og de måtte nødvendigvis stoppe ved Bir Ali, så kl.9 var vi på plads ved politistoppet ved hovedvejen og ventede på bussen fra Mukalla.

Men også der viste Bir Alis politi sit underlige væsen. Bussen kom naturligvis dryssende en time for sent, men søreme om ikke de skøre betjente bare vinkede den videre. De ville åbenlyst helst være fri for os i Bir Ali, men tage med bussen måtte vi altså ikke, og vores temperament blev ikke mildere stemt, da vi autonomt forsøgte at stoppe et par helt tomme minibusser. Hver gang vi fik stoppet en bil, kom en emsig betjent rendende med sin skarpladte Kalashnikov for at tydeliggøre, at chaufføren absolut ikke skulle bryde sig om at tage os med!

Det blev hurtigt for meget, og efter i et par timer at have misset flere på hinanden følgende blaffebiler opgav vi og begyndte ganske enkelt at gå. Piece of cake. Der var kun 600 km til Aden, og alene at komme udenfor betjentenes syns- og skudvidde ville i hvert fald gøre det en del lettere at blaffe en venlig bil.

Dagens tredje politilift og bestemt en af de mere fotogene. Normalt er det dybt forbudt at tage billeder af Mellemøstens militær, men efter en times ørkenfræs kendte vi ligesom hinanden, og alle poserede stolt. Nyd maskinkanonen på ladet - den virker!

Police lift nr.1

Så skete der noget! Checkpostens eneste tilnærmelsesvis intelligente væsen kunne pludselig godt se, at det ikke var muligt at skille sig af med de underlige turister uden samtidig at acceptere, at vi hoppede på en eller anden slags køretøj. Sekunder efter kom den samme røde pickup-truck, som havde deporteret os dagen før, fræsende, og vi blev kommanderet op på ladet. Trucken skulle ”helt tilfældigt” vestpå, og pludselig var vi undervejs - siddende på bagsmækken af en hurtigtfræsende Toyota Landcruiser-pickup med to yderst velbevæbnede bodyguards i kabinen. Dybt weird.

Og det skulle blive endnu mere weird, for efter en del ræs og en tepause fattede de to venlige betjente deres politiradio og kaldte op til næste check-post, små 100 km ude ad landevejen. Floder af paranoide tanker begyndte igen at flyde gennem vores hoveder, men helt uden grund. Vore to udvalgte bodyguards havde såmænd bare sikret sig, at der ved næste stop stod endnu en kampklar politijeep parat til os, og så var det bare at hoppe fra det ene lad til det andet og fortsætte liften vestpå med to nye bodyguards!

En af vore mange bevæbnede eskorter "skudt" på bagsiden af et trucklad med 100 km i timen.

Og sådan fortsatte det! Hver eneste gang, vi nærmede os en ny check-post, sørgede politiradioen for, at der stod en kampklar bil ladet med en maskinkanon og et par storsmilende Kalashnikovsvingere klar til os, og så gik det eller af sted igen-igen. Hver eneste gang skete det til store smil, varme håndtryk og max. 2 minutters stilstand, og da vi omkring kl.18 befandt os ved den sidste, store check-post nogle kilometer udenfor Aden, var det lykkedes os at lifte ikke mindre end 10 gratis politivogne i rap! Sandsynligvis en slags verdensrekord.

”Under arrest, Sir!”

Men ”alting har en ende, og en regnorm den har to”, og ved Adens store check-post blev vi straks passet op af en bistert udseende officer i civil. To turister, der stiger ud af en politibil, må bestemt være arresterede, så var vi det ikke allerede, blev vi det. Vores pas forsvandt sammen med den vrede ignorant, og selv ikke Grahams flydende arabiske var nok til at forklare, at vi ”bare blaffede fra Bir Ali til Aden”. Den hoppede de ikke på.

Halvanden nervøs time efter kom vor lift nr.11, denne gang uden smil og venlige håndtryk, og i stedet blev vi smidt ind på bagsædet med hver sin bevæbnede vagt og hermetisk lukkede døre. Kursen var Adens hovedpolitistation, hvor vi blev modtaget af selveste chefen og et kobbel stupide betjente, der alle var helt overbeviste om, at vi var spioner. To turister uden gruppe, og den ene snakkede både russisk og arabisk, mens den anden rendte rundt med seks fiskestænger og tre kameraer. Alt sammen meget mistænkeligt.

Så startede grillningen.” Hvor kom vi fra?”, ”Hvad ville vi?”, ”Hvorfor var vi ikke i en gruppe ligesom alle andre turister?”, ”Hvorfor alle stængerne og de tre kameraer?”, ”Hvad var der på mine film?”. Spørgsmålene haglede ned fra især to af betjentene, som tydeligvis var blevet trænet i at stille krydsrefererende spørgsmål for på den vis at afsløre usandheder.

Men der var bare ikke noget at afsløre. Både Graham og jeg var håbløst ærlige, men lige meget hjalp det. Historien om en arabisk-studerende, en lalleglad lystfisker og et forbud mod at ryge vandpibe i Bir Ali var bare for skøre til at være sande, så forhørslederne var naturligvis helt ligeglade med vore svar. De havde på forhånd besluttet sig til, at vi var spioner. Et par mandlige reinkarnationer af Mata Hari, og forfremmelserne lurede lige om hjørnet.

Klokken blev over midnat, inden det faldt chefen ind, at selv spioner kan blive både sultne og tørstige, og vi fik et par kopper tiltrængt te plus noget fast-food fra en nærliggende biks. Det løsnede stemningen så meget, at vore plageånder nærmest blev venlige, men ikke mere venlige end at vi hele tiden fik små spørgende prik: ”Hvad laver I her?”, ”Hvorfor tager du så mange billeder?”, osv. osv. Aldrig et øjebliks fred.

Klokken var næsten 3 om natten, da de omsider slap os ud og via dagens 12. politivogn blev sat af ved et hotel downtown. Naturligvis uden vores pas og med strenge ordrer til portieren om at rapportere til politiet, hvis vi foretog os noget underligt. Vi var ikke i fængsel, men nærmere en slags husarrest med ret til at myldre rundt i Aden, men med klare ordrer om ikke at forlade byen.

Danmark og Muhammed

Morgenen efter var det hele som en ond drøm, men den var sgu god nok. Passene var konfiskerede, vi var stadig i husarrest, og Aden begyndte at ligne et hadested, allerede før jeg overhovedet havde set noget af byen.

Fatteevnen havde vi heldigvis stadigvæk, så mens Graham med ringe succes forsøgte at aktivere Den Amerikanske Ambassade, trak jeg med større held i trådene til Det Danske Konsulat i Taizz. En venlig og kompetent, pakistansk forrentningsmand lyttede til hele historien og mente, at det skulle han nok forsøge at klare.

En af mange nysgerrige fiskerkoner fra Bir Ali. Turister er ikke hverdagskost på de kanter, og trods befolkningens store venlighed havde det lokale politi det ikke let med udlændinge på shisha-bar.

Og det skete sgu. Konsulen fik fat i Yemens Indenrigsministerium og kom derfra videre til det hemmelige politi, som pludselig blev pudset på sagen med det resultat, at vi et par dage senere fik besøg af to civile betjente i besiddelse af noget så u-yemenitisk som intelligens og fatteevne. De lyttede andægtigt til vores jammerhistorie og fremstod undervejs som en slags første divisions politi, mens de stupide idioter på den lokale politistation (inkl. chefen) mere og mere fremstod som røven af fjerde division.

Rejsens slutmål var Yemens næststørste by, Aden, landets absolut mest frisindede by, hvilket dog ikke altid fremgår så tydeligt i gadebilledet. Det er i hvert fald svært at forestille sig mere indpakkede kvinder end de yemenitiske. Afghanistans burqa, måske.

Allerede same aften kom de to, ikke længere så hemmelige politifolk tilbage med begge pas og en meget lang undskyldning. Mange tak, men ni timers krydsforhør og tre dage i husarrest havde alligevel sat visse spor, så da jeg næste morgen ringede tilbage til konsulatet for at sige ”mange tak”, blev vi hurtigt enige om, at hele historien hurtigst muligt skulle ende som en officiel dansk klage til Yemen. Konsulen nærmest godtede sig ved tanken om, at Adens politichef ville få numsen i klaskehøjde.

Og officielle klager kom der masser af, men bare den modsatte vej! Fire uger efter eksploderede Muhammedkrisen, og Yemens regering var en af de mest aktive i fordømmelsen af europæisk ytringsfrihed - godt hjulpet af Fætter Thøger, Onkel Rifbjerg og flere andre fra den selvbestaltede danske kulturelite, der alle sammen lever af den ytringsfrihed, de havde så travlt med at tage afstand fra. Verden er sgu underlig.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside