Afghanistan

Lis Vera Jørgensen

For mig er mindet om Afghanistan, mindet om et dejligt sted på jorden. Det er også derfor jeg har landet med på min top-15 liste. Det er godt nok mange år siden, jeg var der, nærmere sagt i 1972, dengang før alle problemerne opstod. Jeg var der et par uger (det tager tid at få visum til Sovjet). Mødet med folk var dejligt. De var venlige og åbne overfor fremmede. Jeg tilbragte en del af tiden i Kabul og fik drukket meget te. Dengang var der et helt te-ritual. På de små tehuse blev der serveret te, de havde alle en farvet tekande til sort te og en anden farvet tekande til grøn te. Man har vel te- kultur. De fleste kopper indtog jeg i selskab med afghanere. Folk var nysgerrige og ville gerne snakke over en kop te, men de var ikke påtrængende. Havde man lyst til at være alene, kunne man også let få lov til det; Noget af en omvæltning fra 6 ugers ophold i Indien. I Kabul var der et lille museum som udstillede kunst- og kulturskatte. Jeg er ikke så meget til museer, men det er et af de bedste, jeg har set. Genstandene var sat op med megen kunstnerisk forståelse, gulvene var selvfølgelig dækkede med de kønne mørkerøde afghanske tæpper. En lille perle.

I Kabul blev man hele tiden tilbudt at købe hash, store klumper på størrelse med en pakke cigaretter med regeringens officielle stempel præget i massen. Startpris 5 kr., hvad man kunne få en klump ned på ved jeg ikke. Det havde ingen interesse.

Men man skal jo ikke kun se hovedstaden, naturen skulle jo også ses. Det var ret besværligt at komme rundt med offentlige befordringsmidler, den slags var nærmest ikke eksisterende, men det var forholdsvis billigt (når man var nogle stykker) at leje bil med chauffør. På flyet fra Delhi var jeg faldet i snak med en ame- rikaner, som igen var faldet i snak med en amerikaner i Kabul. Vi lejede en bil sammen og drog sydpå til Ghazni et par dage for at se paladset der, blandt andet. Det var midt i hesten, som foregik på traditionel vis med segl. Mændene skar kornet af, og kvinderne fulgte efter og samlede kornet i neg, som så blev stillet til tørre i små grupper på 5-6 neg. Når man kiggede på, var folk vældige flinke til at demonstrere, hvad de gjorde, og vi kunne selv få lov til at prøve. Alt foregik med fingersprog, men hvor der er vilje, er der også forståelse. I øvrigt var kun meget få af kvinderne tildækkede.

Ugen efter løb jeg ind i et engelsk-svejtsisk par. Endnu en gang lejede vi bil med chauffør (hvid mercedes, jeg tror de to andre betalte broderparten, da den var lidt for flot til min økonomi) og drog nord-vest på for at se de berømte Buddha-statuer ved Bamiyan og de kunstige søer i bjergene ved Band-e-Amir, som Djengis Khan har gjort sig bedste for at ødelægge (det er ikke kun i moderne tid landet har huset kulturødelæggere). Heldigvis var det ikke lykkedes helt, der var stadigvæk vand i nogle af de store trappeanlagte søer.. For foden af Buddhaerne var der et lille sted, der serverede lidt mad. Der fik jeg et af de bedste måltider nogensinde. Det var simpelt, idet der ikke var mange turister i landet. Måltidet bestod af krydrede stegte tomater, hjemmelavet yoghurt og friskbagt bred.. Alt var hjemmelavet.

Overalt var mændene på landet bevæbnede med gevær. Hver landsby havde sin våbenmager, der blev både lavet forladere og bagladere. Vi mødte også en gruppe nomadekvinder i traditionelle dragter og et par rytmeinstrumenter, det er jo rart at gå til lidt musik. De var lidt sky, men vi fandt ud af at de var på vej til bryllup.

Lis Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside