At leve i Afrika
Lis Vera Jørgensen
Afrika, min yndlingsverdensdel, især landene syd for Sahara. For nogle år siden overvejede jeg at emigrere til Uganda og lave en tomatketchup o.lign. fabrik, og hvorfor nu det? Ud over et utal af ferier har jeg boet nogle måneder i Tanzania, arbejdet i alt 4 år i Uganda (i to omgange) og små 3 år i Cabo Verde.
Det er noget helt andet at leve et sted end at være på ferie der. Man kommer til at lære befolkningen bedre at kende på godt og ondt. Første gang var jeg nyuddannet, der var så mange ting der skulle opleves, og det blev der. Jeg fik snart en stor bekendtskabskreds, som jeg især så i weekenderne, da arbejdsdagene var lange. Vi hold ofte ”bring you own booze”fester, hvor værten blot skulle riste nogle jordnødder og indkøbe lidt saft til at blande i den lokale Waragi (Waragi er lavet på gærede, destillerede bananer). Resten sørgede gæsterne for, f.eks. grammofon og plader. Søndagene gik ofte med motorcykelture ud på landet ad travestierne ind til små landsbyer, hvor der meget sjældent kom hvide mennesker. Ofte blev man inviteret hjem til en familie til te og frugt, ofte fulgte en del af landsbyens beboere med. Så skulle der fortælles. Ofte når de hørte, at man ikke havde en shamba, det er et stykke opdyrket jord, syntes de det var synd for en. Derfor blev man begavet med en hel masse grøntsager og frugter og se]v levende høns (blev betragtet som ”fin” mad). Det største levende dyr, jeg har fået foræret, var et fedthalefår. Der satte jeg dog grænsen, jeg havde langt flere penge til rådighed end de havde, og sagde, at det kunne jeg ikke have med på motorcyklen.
Nogle uger senere fandt jeg det bundet til min fordør, de havde selv fundet ud af at få det transporteret til byen. Så jeg inviterede til fest på fårekød. En anden dag fik jeg lige et lår af en antilope med den besked, at nu kørte han ud og inviterede gæster til middag et par timer senere. Hjemme hos mor havde jeg altså ikke lært at tilberede den slags, men det kom til at smage drøngodt, hvis jeg selv skal sige det. Der er ikke andre til det, da en del af gæsterne senere er blevet myrdet af Idi Amin.
En dag lå jeg syg hjemme, og det bankede på døren. Udenfor stod der en fængselsbetjent med æg og grøntsager. Jeg p]ejede at købe den slags på fængselsfarmen hver torsdag, og da jeg ikke kom den dag, havde han spurgt andre om hvorfor, ”sygdom” var svaret jo. Så han syntes jeg skulle have rnad alligevel og gik de 4 km til min bolig.
Selv da jeg senere fik bil, fik jeg ofte varer med, når jeg arbejde på landet. Da var jeg blevet noget ældre, og der blev ikke festet helt så meget. Man skal altid have noget, når man besøger de lokale. Det er en stor fornærmelse ikke at spise/ drikke af det, der bliver stillet frem.
Tre militærkup blev det til mens jeg boede i Uganda, den ene gang flygtede jeg til Kenya, da jeg arbejde tæt ved grænsen. Satte bilen og fløj tilbage, der skulle jo mere gang i medicinforsyningen i den anledning. Og hvor kommer ketchuppen så ind i beretningen? Jo, det kneb lidt med forsyningerne af mange ting fra udlandet. En dansker havde Den grønne Syltebog og Uganda havde de bedste råvarer man kan tænke sig, men ingen ketchupfremstilling. Så jeg gik i gang med at lave min egen.
Det var en helt anden livsstil, der prægede Cabo Verde. Befolkningen er stadig meget præget af den tidligere koloniherre Portugal. Mange traditioner finder man også i Portugal (hvor jeg opholdt mig i nogle måneder for at lære sproget). Befolkningen her var også søde og rare, og det sociale liv var glimrende. Kapverdianske nætter var der ofte, det drejer sig om at spille og synge sit hjemlands vemodige folkesange. En stor det af befolkningen kan spille og synge. Et par stykker med gitar og violin begyndte at spille, og så begyndte en eller anden at synge. Derefter sang en anden den næste sang, og således gik den aften, imens der blev nedsvælget større eller mindre mængder grogue. Det er et lokalt bryg lavet på sukkerrør. Heldigvis var de gode til at destillere, så man blev ikke syg af det.
En dag besluttede vi os til at spille fodbold. De lokale stillede med et herre- og damehold. Det gjorde de fremmede også. De fremmede var ikke capverdianere. Tennisbanen i byen blev omdannet til fodboldbane. Damerne skulle medbringe mad og herrerne drikkevarer. Der blev spillet og spist. Varmt var det jo, så vi drog til ”svømmepølen”. I dagens anledning var en af vandbeholderne til kunstvanding blevet renset og fyldt med rent vand og udnævnt til svømme pøl. Dagen sluttede med ”fejoado” hos en af brasilianerne.
Det var jo alt sammen meget godt, men desværre var der i landet ikke de store muligheder for at forbedre levestandarden ved udvikling af landet. Der var ikke noget at udvikle. Et fattigt, tørt land. I den tid jeg boede der, regnede det en gang, og det er jo ikke nok til at dyrke mad til 350.000 mennesker. Mineraler o. lign. var der heller ikke. Fiskeriet var heller ikke særligt godt, de fleste capverdianere jeg mødte var faktisk bange for dybere vand. Det er jo ikke særligt praktisk, når ens land består at øer.
Alt i alt er var det dejligt at arbejde i de lande i Afrika.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside