Ti års jubilæum for medlemsbladet Globen
Per Allan Jensen
På det blad du sidder med mellem hænderne står der 'NR. 40' på forsiden, og da disse 40 numre med stor præcision er udkommet kvartalsvis, så skal der ikke meget hovedregning til for at konstatere, at vort kære medlemsblad i år har ti års jubilæum. Da dette gik op for mig, fik jeg lyst til at skrive en lille artikel om bladets historie, ikke mindst fordi jeg selv har lagt meget arbejde i bladet gennem de ti år - og i øvrigt var redaktør på det første nummer.
I sommeren 2000 - var det meget begrænset, hvad der hidtil var udkommet på skrift til klubbens medlemmer. Poul Folkersen, der var medstifter af klubben og i øvrigt et fantastisk menneske, havde hidtil udsendt nogle sporadiske 'Nyhedsbreve', men da Poul desværre døde august 2000, måtte der nye kræfter til. Jeg var selv formand for klubben på det tidspunkt og så muligheden for at slå to fluer med et smæk, nemlig dels få samlet nogle mindeord om Poul og dels at få lagt grunden for et fast kvartalsmæssigt medlemsblad.
Det første nummer blev på 22 sider, hvoraf knap halvdelen var mindeord for Poul og resten stort set var en blanding af de elementer, der lige siden har været hovedindholdet af alle blade: Rejseberetninger, omtale af nye medlemmer, lidt klubstatistik og annoncering af diverse klubrelaterede begivenheder. Dette første blad var - som den næste halve snes stykker - sat op vha. Word, og på forsiden var det prydet med klubbens logo, den grønne globus med Dannebrogsflaget, som Claus Qvist var 'opfinder' af. Alt omkring mangfoldiggørelse var yderst enkelt, idet det foregik ved almindelig fotokopiering, og forvandlingen fra en samling løse sider til et blad skete vha. et par clips i venstre side. Oplaget var heller ikke så stort (omkring 75 eksemplarer så vidt jeg husker).
Det første blad var helt uden farver (nå ja, bortset fra det nævnte logo på forsiden), og sådan holdt det sig et stykke tid. Fra og med udgave nummer 3 blev der dog ofret et farvebillede på forsiden, og fra og med nummer 6 begyndte vi at have et tema i hvert nummer (det første tema var 'Afghanistan'). Ret hurtigt fik jeg involveret Claus Qvist i arbejdet med bladet, og vi stod (enkeltvis / sammen) for de første fire blade, hvorefter Bjarne Lund Jensen overtog jobbet som redaktør på de næste fire numre. Bladene voksede i øvrigt hurtigt i omfang, idet sideantallene for de næste seks numre var 41, 67, 97, 38, 53 og 41.
Et af de store spring fremad kom med '8. Udgave' i sommeren 2002, der havde en flot designet forside med stort farvebillede, og så var bladet hæftet i ryggen, yderst professionelt i forhold til de foregående numre. Det var også det første nummer, der bar navnet 'Globen', som var blevet foreslået af John Nousiainen i forbindelse med en medlemskonkurrence. Endelig skrev vi en pris på forsiden, nemlig 46,50 kr. Ikke fordi bladet var til salg, men vi mente det havde en psykologisk effekt, at medlemmerne således kunne se, at de virkelig fik noget for deres kontingent. Et års tid efter blev den påtrykte pris i øvrigt sat op til 75 kroner, svarende til det kvartalsmæssige kontingent for de passive medlemmer, der på det tidspunkt begyndte at spille en vis rolle i klubben (ikke mindst i forbindelse med økonomiske muligheder for et større oplag og dermed et mere professionelt udseende blad).
Fra næste nummer var der også farver på bagsiden, og et halvt år senere begyndte vi at have råd til en farvelagt midtersektion. Helt vildt var det med nummer 12 (sommer 2003), der udkom 100% i farver, hvilket dog skyldtes et 'uheld' hos trykkeriet, og der skulle gå lang tid inden dette skete igen. Nummer 12 var i øvrigt også det første nummer, der indeholdt annoncer for vore sponsorer. Blandt de første var Wasteels, Gouda og Jysk Rejsebureau, og senere kom flere til (f.eks. Friluftsland, Café Globen, Penguin Travel, Kipling, Viktors Farmor og Topas). Vi har dog altid sat en ære i, at bladet først og fremmest skulle indeholde rejsestof, så annoncerne har - med få undtagelser - været henvist til side 2 samt de to næstsidste sider.
På redaktørsiden stod Claus Qvist for adskillige af de første numre. Jakob Nielsen lavede et enkelt, og fra marts 2003 kom Søren Padkjær på banen som redaktør. En af Sørens fortjenester var at introducere mere avancerede layoutværktøjer end Word. Øvrige redaktører i denne periode var Søren Bonde, Simon Staun, Nikolaj Witte, Jakob Linaa Jensen og Pernille Föh.
Sommeren 2006 havde klubben 10 års jubilæum, hvilket vi fejrede med et pragtnummer i 100% farver, der - med støtte fra klubbens sponsorer - blev trykt i 3.000 eksemplarer. Nogle af de mange ekstra numre blev brugt til uddeling på diverse rejsemesser, udleveret til kommende nye medlemmer samt udsendt til alle landets biblioteker. Allerede med næste nummer måtte vi desværre atter nøjes med en farvelagt midtersektion (og 350 eksemplarer), men nr. 28 (juni 2007, 350 eksemplarer) var igen i 100% farver, og sådan har det heldigvis været siden.
Fra og med nummer 26 (december 2006) havde vi, foruden en redaktør, også en professionel layouter knyttet til bladet. I starten var det Jon Berghof, men snart blev jobbet overtaget af Anja Povlsen Olsen, der har varetaget det lige siden. Fra og med marts 2007 hed redaktøren Jakob Øster, og Jakob stod for hele ni udgaver af Globen, inden han blev afløst af Jimmi Kim Persson, der foreløbig har haft ansvaret for fem numre.
Det har været en fornøjelse at se, hvordan bladet har udviklet sig de sidste ti år, såvel hvad angår den tekniske som den indholdsmæssige side af sagen. Det har også været meget tilfredsstillende at konstatere, at der efterhånden er tale om en meget bred kreds af bidragydere, i modsætning til de første år, hvor det meste stof blev skrevet af en lille 'hård kerne'.
Til sidst vil jeg lige nævne, at man på klubbens udmærkede hjemmeside ( www.berejst.dk) kan se en oversigt over alle numrene og deres indhold. Man kan herunder klikke sig frem til de fleste artikler samt - i hvert fald for de senere numres vedkommende - se en PDF-fil med hele bladet.
En stor tak til de mange skribenter og redaktionsmedarbejdere. Og et stort tillykke til Danmarks flotteste klubblad!
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside