Rejsehilsner fra det sydlige
Sydamerika og Antarktis
2007-8

Hilsen nr. 1, sendt fra San Antonio de Areco d. 13. december 2007

Udsigt mod Buenos Aires

Så er tiden inde til en første rapport har fra den sydlige halvkugle, hvor jeg - de sidste 12 dage - har bevæget mig rundt i 25-32 graders varme i næsten konstant solskin. Så den vejrmæssige side af sagen kan der i hvert fald ikke klages over. Og vel i grunden heller ikke over så meget andet, det skulle da lige være den 27 timer lange udrejse (regnet fra min lejlighed til hotellet i Buenos Aires), hvor Iberia bestemt ikke brillerede med service i verdensklasse. Til gengæld fik jeg læst min første bog, "Profitøren", af den norske forfatter med det forpligtende navn Tom Kristensen - meget spændende.

Buenos Aires (BA) er en meget stor og meget hektisk by, som man hurtigt kan få nok af, specielt i tredive graders varme. Men så er der jo heldigvis nogle åndehuller i form af parker samt det hippe nye havnekvarter, der giver associationer til Cape Town og Sydney. Afstandene i byen er store, men så er der heldigvis en udmærket metro (75 øre pr. tur), og man kan køre langt i taxa for tyve kroner.

Efter et par dage her tog jeg færgen over La Plata floden til Colonia i Uruguay og derfra med bus videre til hovedstaden Montevideo, som er meget mindre end BA. Til gengæld er bilerne ældre og oser endnu mere. Her fik jeg turens hidtil største og bedste bøf (siger en del på disse kanter), men så kostede den også 50 kroner.

Tilbage til Colonia, som er en lille gammel by, der er på Unescos verdensarv-liste. Helt vidunderligt sted, der i hvert fald resulterede i to rekorder, nemlig den hidtil bedste fiskeret (en grillstegt kabliau på størrelse med et lokumsbræt) og den hidtil flotteste solnedgang. Det var også her jeg første gang gjorde alvor af formålet med at medbringe løbesko (og efterfølgende fik en gedigen forbrænding af at løbe langs stranden i bar overkrop).

Dernæst med færgen tilbage til BA og med bus videre til Rosario, et par hundrede kilometer mod nordvest. Buskørsel her er den rene svir, med store magelige sæder, der kan lægges HELT ned. Rosario er i LP omtalt som "måske den perfekte argentinske by", hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg synes ærlig talt den var lidt kedelig. Et oplivende moment var dog at jeg - helt tilfældigt - tilbragte en aften på en lille restaurant, hvor de indspillede et stykke TV-teater. Bagefter kom flere af skuespillerne hen og spurgte om min mening, lidt pinligt, da jeg stort set ikke havde fattet et pluk. I det hele taget taler de meget grimt her (f.eks. i forhold til Guatemala), så det er til stadighed en hård kamp at kommunikere med dem. I Rosario skejede jeg ud med et firestjernet hotel med fitness, pool og udsigtsbalkon, hvilket kostede mig 400 kroner, men ellers har jeg boet på aldeles glimrende hotelværelser for 150-200 kr. (og en enkelt gang for 75). Nå jo, det var også i Rosario jeg tilbragte en dejlig eftermiddag på en strand på en ø i Parana-floden. Og her jeg oplevede en offentlig tango-fest lørdag aften på byens torv. Nu er dans jo ikke lige min stærkeste disciplin, men man må virkelig tage hatten af for den lidenskab, hvormed de kaster sig ud i tangoen.

De sidste fire dage har jeg tilbragt i to små byer (Lujan og San Antonio de Areco) lidt sydvest for BA. Steder uden de store seværdigheder (pånær en imponerende katedral i førstnævnte), men udmærkede steder at slappe af fra storbytrafik og med mulighed for - især iført løbesko (hurra for dem) - at komme lidt ud i naturen.

Prisniveauet er, som det nok allerede er fremgået, ret lavt, hvilket naturligvis er en konsekvens af Argentinas økonomiske kollaps i 2001. Sådan bliver det næppe ved, og jeg kan ud fra min guidebog (fra 2005) se, at priserne er steget 200-300% de sidste 2-3 år. Men i øjeblikket kan man i hvert fald få et godt måltid mad (f.eks. en stor bøf eller en lækker fiskeret) for 20-40 kroner, 1 liter øl eller en halv flaske vin for 15-20 kroner og 200 kilometers bustransport for 75 kroner.

Et af turens absolutte højdepunker har været læsning af "Luftkastellet der blev sprængt", sidste bind i Stieg Larsons fantastiske trilogi. Et sandt festfyrværkeri og efter min mening det klart bedste der er sket på den nordiske krimiscene siden Sjöwahl og Wahlös epokegørende tibindsværk tilbage i tresserne. Her på det sidste har jeg så læst Jens Christian Grøndahls "Lucca", som jo er en helt anden genre, men bestemt også god. Heldigvis har jeg en meget bred litterær smag.

I morgen tager jeg så tilbage til BA, hvorfra jeg søndag flyver til Ushuaia - og mandag starter på mit Antarktis-cruise, der varer indtil 25/12. Og så begynder jeg vel at få brug for noget af alt det varme tøj jeg har slæbt med, for de sidste par uger har jeg kun haft brug for sandaler, korte bukser og kortærmet tshirt.

Håber I alle har det godt og hygger jer omkring adventskranse, glögg og æbleskiver.


Hilsen nr. 2, sendt fra Ushuaia d. 25. december 2007

Antarktis

Morgenen efter afsendelsen af sidste hilsen skulle jeg tilbage til BA, og det passede lige med det kortvarige uvejr, der tilsyneladende har det med at indfinde sig med 4-6 dages mellemrum. Det fik så raset ud, mens jeg sad i bussen, og de næste par dage i BA var det fint vejr - og behagelige fem grader køligere. Og så fik jeg atter travet en masse kilometer og spist nogle gode bøffer og drukket en masse rødvin og capuccinu og i det hele taget nydt storbyens glæder. Fik for resten også besøgt den berømte Recoleta-kirkegård, hvor alle der "er noget" ligger begravet (i flotte marmor-montrer så store som kolonihavehuse), herunder også Evita Peron. Samt læst endnu en bog, nemlig Ole Michelsens "Den dansende dæmon", hvor han - ærligt, humoristisk og klogt - fortæller om sin alkoholisme og afvænning. Glimrende bog, og lidt tankevækkende, når man nu går her og fylder sig med øl og rødvin. Men ok, der gælder vel særlige regler, når man er på ferie :-)

Og så ellers af sted med fly de godt 3.000 km. sydpå til Ushuaia, hovedstaden i provinsen Tiera del Fuego (Ildlandet), en stor ø, der udgør den allernederste del af Sydamerika. Ushuaia gør et stort nummer ud af at markedsføre sig som "verdens sydligste by", selv om den (godt nok meget mindre) chilenske by Puerto Williams faktisk ligger nogle få kilometer sydligere. Ushuaia er det absolut vigtigste start- og slutsted for sejlture til Antarktis, hvilket jo just var, hvad jeg skulle bruge den næste uge på. Byens ligger på en breddegrad svarende til Danmark, men klimaet er en del køligere. Da jeg ankom, var det let overskyet og fjorten graders varme, og noget af det første jeg så var hjemlige vækster som mælkebøtte, lupin og gyvel (samt udsigten til høje sneklædte bjerge lige bag byen). En stor del af byens gader er fyldt op med hoteller, rejsebureauer, caféer, restauranter og butikker med friluftsudstyr (samt alskens turist-tingeltangel til alle de (primært amerikanske) turister, der lige kommer i land nogle få timer fra deres 2000-passagerers krydstogtskibe).

Så var dimensionerne lidt mere moderate på "mit" skib, Hurtigrutens MS FRAM, der er søsat her i sommer og kun medbringer godt 200 passagerer. Til gengæld er det det flotteste, hurtigste og mest avancerede af de skibe, der besejler Antarktis, og opholdet her ombord blev noget af en luksusoplevelse. Både pga. skibet, den fantastiske besætning og vores held med vejret.

Kort efter påmønstring blev jeg mødt af min ind-i-mellem-rejsemakker Mogens, der - meget bekvemt - medbragte forsyninger af varmt tøj og bøger. Og så i gang med at udforske skibet (der for resten er bygget i Italien og er noget af det mest gennemført elegante man kan forestille sig). Stor panoramasalon på syvende dæk, særdeles veludstyret fitness-rum, sauna, opvarmede spabade på dækket, foredragssale, kiosk, Internet og diverse forskellige opholdsområder. Fuldpension er inkluderet, og pyha en masse god mad (hurra for fitness-rummet, der blev flittigt brugt de fleste dage). Drikkevarer kan købes til rimelige priser, og så er der fri adgang til kaffe (og alskens forskellige kager) hele dagen.

Turen ud gennem Beagle-kanalen, forbi Kap Horn og ned til South Shetland Islands, der ligger lige nordvest for den Antarktiske halvø, tager godt halvandet døgn og foregår for det meste i det farvand, der hedder Drakes Passage og er verdensberømt (-berygtet) for hård vind og høj søgang. På vejen ned havde vi imidlertid det fineste rolige vejr, så jeg næsten følte mig lidt skuffet. Og så begyndte landskabet ellers at ændre sig. Såvel de mange øer som fastlandet er fyldt med høje bjerge (op til 3-4.000 meter) og gletsjere, der kælver ud i havet og er årsag til stadig flere og større isbjerge, jo længere mod syd man kommer. Og kombineret med et par solrige og næsten vindstille dage var der lagt op til naturscenerier i særklasse.

Vi var naturligvis også i land (i alt syv gange), hvilket var en større logistisk kabale, med begrænset tid og kun tre otte-personers landgangsbåde, men alt var yderst velorganiseret og præget af stor hensyntagen til vores sikkerhed. Det er nok heller ikke så sjovt at ryge i vandet her - eller blive glemt på en lille ø. En af de store oplevelser, ud over den smukke og barske natur, er naturligvis dyrelivet. Vi så en del fugle og nogle hvaler samt sæler og søløver, men det sjoveste - og mest dominerende - var helt klart pingvinerne, af hvilke vi oplevede tre forskellige slags. De er ikke særligt sky, nogle gange endda lidt nysgerrige, så man får hurtigt fyret en masse billeder af.

Efter et par dage blev vi kaldt sammen og orienteret om, at dagens program var ændret, fordi der var sket et ulykkestilfælde med en af passagererne, således at vi var nødt til straks at sætte kursen mod det nærmeste sted, hvor der kunne lande et ambulancefly, hvilket betød 2 x 15 timers sejlads for fuld skrue. Dog primært om natten, hvor vi alligevel skulle have ligget stille, således at det faktisk ikke kom til at påvirke det planlagte antal landgange. Vi fik aldrig at vide, hvad der var sket med staklen.

Passagererne bestod - nationalitetsmæssigt - af 50% tyskere og 25% amerikanere, efterfulgt af en masse små grupper fra andre lande (bl.a. tolv danskere). Aldersmæssigt stor spredning med såvel børnefamilier (dog ret få) som pensionister. Gennemsnitsalder måske omkring de 50 år (tænk at være ældre end gennemsnittet!). Mandskabet bestod af norske søofficerer samt asiater (primært filipinere) til "resten". Utroligt søde i øvrigt og med mange talenter. F.eks. lavede de en aften et "Crew show", hvor de bl.a. optrådte med en "Traditional fuck song" (sådan blev det i hvert fald udtalt). Og á propos pikante sproglige finurligheder, så udbrød der spontan moro, da der over skibets højtalere blev afgivet ordren "Gruppe 6 auf Deck 2". Jeg kan dog berolige med, at der er tale om yderst sikker sex, eftersom der kun er adgang iført redningsvest, regnbukser og desinficerede gummistøvler.

Ud over de norske officerer og alle filippinerne var der en hyggepianist samt en del "lærde", der stod for forelæsninger om kontinentets dyreliv, geologi, meteorologi og historie etc. Samt - ikke at forglemme - vores dejlige ekspeditionsleder Anja, en køn ung tysker, der havde både humor, charme og autoritet og talte næsten lige godt tysk og engelsk (samt en smule dansk).

Den sidste landgang var lidt speciel derved, at den - som den eneste - foregik på selve fastlandet. Desuden var det en blikstille aften omkring midnat (hvor solen jo stadig er oppe), og vi fik lov til at bestige en 200 meter høj sneklædt klippe med en fantastisk udsigt (og efterfølgende kure på rumpen ned).

På hjemvejen fik jeg så kompensation for min skuffelse over den lidt for tamme udtur, idet der blæste en vind på 40 m/s og var bølger på 6-7 meters højde. Pyha, det var det tætteste jeg endnu har været på at blive søsyg, men det gik da lige. Bl.a. måske fordi jeg spiste en halv liter is og lagde mig ned og sov 2-3 timer i kahytten.

I de ledige stunder, af hvilke der ikke var mange, fik jeg læst Carsten Jensen vidunderlige murstenstykke roman "Vi de druknede". Tak for lån til Erik, og tak til Mogens for at slæbe den frem og tilbage.

Jeg er nu atter i Ushuaia, hvorfra jeg i morgen (kl. 05:30!) begiver mig nordpå til Puerto Natales i Chile (12-14 timer i bus) for - dagen efter - at starte på en 3-4 dage lang sejltur op gennem den chilenske skærgård til Puerto Montt, hvorfra jeg atter flyver til Ushuaia for at påbegynde den tre uger (og næsten 5.000 km. lange) Topas-tur op gennem Chile til Santiago.

Til sidst vil jeg ønske jer alle et godt nytår samt sige tak for de mange hilsener I har sendt - bliv endelig ved med det.

Hilsen nr. 3 sendt fra Ushuaia d. 3. januar 2008

Fra sejlturen op langs Chile

Så er der atter nyt her fra "Verdens ende" (Ushuaia), hvorfra jeg vil lægge ud med et par lidt mere dramatiske nyheder (som flere af jer sikkert allerede har hørt).

For det første mht. det gode skib FRAM, der d. 29/12 (altså på turen EFTER vores) fik motorstop nede ved Antarktis og efterfølgende drev på en iskant, med en smadret redningsbåd og en bule i skroget til følge (dog heldigvis uden personskade). Så meget for supermoderne og smarte skibe fra Italien, og måske jeg skulle begynde at drage paralleller til Københavns supermoderne og smarte italiensk-producerede metro og dennes startproblemer. I kan se en kort omtale på www.hurtigruten.no samt i dette link fra en norsk avis: http://www.dagbladet.no/nyheter/2007/12/29/522431.html .

Allerede under indflyvningen havde jeg konstateret, at FRAM atter lå på "sin plads", så her til aften måtte jeg naturligvis en tur ned og kigge. Skaderne var dog ikke specielt dramatiske, blot nogle skrammer og så en manglende redningsbåd, der formentlig er sendt til reparation (eller udskiftning). Da jeg havde lusket rundt med mit kamera et stykke tid blev jeg bortvist af havnepolitiet, selv om jeg prøvede at forklare dem, at jeg blot øvede mig på at fotografere havmåger i flugt. Enten er mit spansk stadig ikke helt godt eller også troede de bare ikke på min søforklaring.

Og for det andet er en af Chiles mange aktive vulkaner (der udgør 10% af verdens samlede antal) gået i udbrud. Den ligger langt oppe i landet, et par tusinde kilometer nord for Ushuaia, med dog kun 400 km. fra Puerto Montt, hvor jeg har tilbragt de sidste par dage (se evt. nærmere på http://politiken.dk/udland/article452332.ece). Det er godt nok meningen, at vi skal gennem det område på Topasturen, men det kan forhåbentlig ændres, hvis området stadig flyder med glødende lava. Og under alle omstændigheder bliver det først om 2-3 uger, hvor den jo nok er fuset ud igen.

Hovedaktiviteten siden sidst har været en 3-4 dage lang sejltur op gennem Chiles fjorde og kanaler, med start i Puerto Natales. At komme dertil (fra Ushuaia) var lidt af en udfordring, idet rejsen (med tre forskellige busser) tog 17 timer! Vejret var trist og landskabet endnu mere trist, ad elendige veje gennem endeløse græsstepper (mindede faktisk lidt om Mongoliet). Så den tur var der ikke meget grin ved.

Således kom jeg altså til Chile, som blev mit land nr. 94, og her skal man ikke være ret længe for at bemærke nogle markante forskelle fra Argentina. Hvor sidstnævnte i mangt og meget er italiensk inspireret, så er der i Chile mere tale om en kraftig tysk påvirkning (som går meget længere tilbage end til flygtede nazister efter anden verdenskrig). På hotellerne er der badekar i stedet for bidét, og på restauranterne får man kartoffelmos, cuchen, strudel og Nescafé i stedet for pasta, is og cappuccino (skidt bytte efter min mening). Og så siger de "ja" (udtalt cirka som på tysk) i stedet for "si". Prisniveauet er lidt højere end i Argentina, specielt hvad angår mad og drikke, men dog stadig rimeligt, og så har de et formidabelt udbud af lækre retter med fisk og skaldyr.

I Puerto Natales var temperaturen behagelige tyve grader, og plantevæksten (samt duften af tang og saltvand) gav kraftige associationer til den danske sommer. MS Evangelistas ankom hertil med 3-4 timers forsinkelse, fordi det blæste så kraftigt, at den ikke kunne lægge til, og følgelig kom vi først ombord klokken et om natten, lidt træls. Skibet er - mildt sagt - af en noget anden standard end FRAM (fik dog så til gengæld ikke motorstop). Ingen jazzucci, fitnessrum, panoramasalon, foredragssal, Internet eller airconditionerede kahytter med TV. Til gengæld var der en ret kraftig - og med tiden tiltagende - hørm fra de hundredvis af køer, der stod bundet på lastvogne på det åbne dæk, fire køjer mast sammen i en lille beklumret kahyt og et gastronomisk niveau lidt under et gennemsnitligt tysk motorvejscafeteria. Men skidt, udsigten til fjorde, øer, bjerge og gletsjere skulle så rigeligt kompensere for den lavere komfort.

Sådan gik det dog ikke helt, for jeg var ret uheldig med vejret, der var præget af regn og stærk blæst en hel del af tiden (fik dog oplevet en meget flot afstikker ind til bagsiden af Torres del Paines nationalpark med de karakteristiske bjergtoppe og en imponerende gletsjer). Men så måtte tiden jo tilbringes i barens lænestole med bøger, sudoku, en drink og en lur. Oplevelsen blev således en del anderledes end forventet, og hvis jeg var taget en uge til Chile blot for at opleve dette, så var jeg naturligvis blevet dybt skuffet. Men som jeg også har oplevet det på andre længere rejser, så træder man ind i en anden dimension af rejselivet, når ting udvikler sig i en skæv retning og man har god tid og intet specielt skal nå. Det er jo så diametralt modsat den hjemlige dagligdag, hvor tiden må planlægges og hver en time udnyttes optimalt, så man kan nå det hele. Roen falder over en, og man bliver mere opmærksom på sin omverden, uden at få stress, hvis der i en periode intet som helst foregår.

En af fordelene ved den manglende luksus var i øvrigt at slippe for de selvglade højtråbende ældre amerikanske ægtepar, som ellers typisk optræder på krydstogter, og nu jeg er i gang med at lufte mine fordomme, så var der heller ingen repræsentanter for rejselivets efter min mening mest irriterende typer, nemlig grupper af unge israelere med deres uafladelige palaver om, hvordan dette og hint gøres billigst muligt. De er i øvrigt let genkendelige på deres kæmpestore rygsække med påspændte telte og kogegrej samt poser med madvarer fra det lokale supermarked, som de så selv kan sidde og tilberede på fortovet eller i en billig sovesal.

Et stykke af ruten gik først gennem en stor bugt og dernæst ud på åbent hav, en strækning vi på forhånd var orienteret om kunne give "nogen turbulens". Og jo tak, mon ikke. Først lå vi - pga. stærk blæst - underdrejet 4-5 timer, før kaptajnen turde vove sig ud i bugten, hvor de store bølger fra Stillehavet kastes tilbage fra alle sider, så der opstår et kaotisk mønster af vandbevægelser, der gør det til noget af en udfordring at bevæge sig rundt på dækket. I mangel af den portion is, der klarede situationen i Drakes passage, snuppede jeg en søsygetablet og en dobbelt whisky og krøb til køjs i det lønlige håb ikke at blive kastet ud af min (over-) køje i nattens løb (her var nemlig ingen fastspændingsseler som i FRAM). Jeg klarede mig dog fint gennem natten og sov endda nogenlunde, selv om jeg vågnede nogle gange ved, at underlaget kortvarigt forsvandt under mig (og dukkede op igen på en yderst kontant måde).

I de rolige stunder fik jeg læst Isabel Allendes "Eva Luna". Desværre på engelsk, men så går der jo bare mere tid med det. Fantastisk dejlig bog fra en dejlig forfatter, som jeg efterhånden har læst en hel del af. Jeg er nu begyndt på "Den lukkede bog" (Jette A. Kårsbøl), som absolut også tegner godt. Det er så min sidste (danske) bog, men forhåbentlig kan jeg bytte mig frem til nogle nye i Topas-gruppen.

Puerto Montt (på størrelse med Århus), hvortil vi ankom med fire timers forsinkelse, er ikke lige frem Sydamerikas mest ophidsende by, men det lykkedes mig da at finde et hotel med et udmærket værelse med havudsigt og TV, som jeg så kunne betragte på skift, når jeg ikke lige sad nede på den ene af byens kun to åbne restauranter og fyldte mig med alt godt fra havet.

En positiv oplevelse var dog selve nytårsaften, der her blev fejret på en noget anden måde end de - nærmest borgerkrigslignede - tilstande, der hersker i visse dele af København denne aften. En stor del af byens indbyggere var samlet nede på havnepromenaden, hvorfra vi beundrede et fantastisk flot fyrværkeri fra et skib ude i bugten. De mest voldsomme udskejelser var nogle springende champagnepropper og et par bordbomber, og der var absolut hverken ubehagelige branderter eller vildtflyvende raketter og kanonslag. Sidste del af festen bestod i at køre rundt i byens gader med flag ud af vinduerne og hornet i bund, hvilket naturligvis gjorde det lidt svært at sove, så jeg startede det nye år med at se en dårlig amerikansk actionfilm på TV.

Nytårsdag var byen nærmest uddød indtil sidst på eftermiddagen, så jeg brugte en god del af dagen på en dejlig gåtur ud langs kysten, hvor jeg indsnusede duften af hav og samlede appetit til endnu et orgie af laks og krabber.

Og nu er jeg så atter tilbage i Ushuaia, hvor temperaturen kun er ti grader, men vejret er fint og luften er frisk, og så er her cirka tyve gange så mange restauranter og caféer som i Puerto Montt. Nu håber jeg bare det gode vejr holder til i morgen, for så vil jeg gå en tur op i de nærliggende bjerge og få noget frisk luft og motion.

På Topas-turen, der starter fredag aften, ved jeg ikke om vi får mulighed for at komme i forbindelse med Internet, så hvis I ikke hører noget de næste tre uger er det altså ikke nødvendigvis fordi jeg er blevet opslugt af en vulkan.

Til sidst vil jeg ønske jer alle et godt nytår samt sige tak for de mange hilsener. Jeg har ikke kunnet nå at svare på dem alle, men I skal i hvert fald vide, at de har været velkomne.

Hilsen nr. 4 sendt fra El Calafate d. 11. januar 2008

Torres del Paine

Så lykkedes det endelig at få en ledig stund et sted med en Internetforbindelse. Ikke hverdagskost her på Topas-turen, der i sandhed må karakteriseres som AKTIV ferie. Nå, men herom senere, først skal vi lige en tur tilbage til Ushuaia, hvor jeg stadig - efter afsendelsen af sidste hilsen - havde et par dage på egen hånd, som blev udnyttet optimalt med nogle af det smukke områdes mange spændende muligheder.

Den første dag tog jeg ud i den nærliggende nationalpark og vandrede en vidunderlig femten kilometer lang tur gennem fortryllende skove af sydbøg og blomster og pipfugle og solskin og fjorten graders varme. Meget af turen gik langs kysten med de mest vidunderlige udsigter over Beagle-kanalen over til de sneklædte bjerge på Chile-siden.

Den anden dag brugte jeg så formiddagen på en tur op i bjergene bag byen, hvor der er en gletsjer og nogle forrygende udsigter over byen og vandet, og om eftermiddagen, hvor temperaturen sneg sig op på helt usædvanlige seksten grader - var jeg på en sejltur, hvor vi besøgte nogle forblæste øer med masser af fugle og sæler.

Om aftenen var så tiden kommet, hvor jeg skulle ud i lufthavnen og møde Topas-holdet, hvilket på flere måder kom til at markere et markant skift i min rejse. Først og fremmest naturligvis fordi jeg pludselig skulle til at rejse - tæt - sammen med en stor gruppe mennesker, men også vejrmæssigt. Blæsten tog pludselig til og har næsten lige siden ligget og skiftet mellem hård vind og stiv kuling. Temperaturen faldt (faktisk helt ned til omkring frysepunktet) og den første nat og den næste formiddag øsregnede det. Lidt uheldigt, da det var den første teltnat, men det gik nu nogenlunde alligevel.

Nå, men nu lidt om Topas-turen og deltagerne. Vi skal køre de 4-5.000 km. op til Santiago i "Mondongo", et pragtfuldt køretøj, der er specialbygget til netop dette formål (ud fra en gammel Volvo-lastvogn, der har kørt med kyllinger i Bolivia). Her er 24 siddepladser (de fleste i grupper af 2x2 med bord imellem), og under sæderne - samt i de store og rummelige bagagenet - er der plads til al vores habengut. Der er desuden rum til telte, soveposer og liggeunderlag samt stole, kogegrej, service, madvarer og bøger (et helt lille bibliotek af efterladte bøger, hurra!). Selv en fryser og en gasovn findes indbygget i bilen. For teknisk interesserede kan jeg oplyse, at den - relativt lille - motor - kun yder 325 hk (for at spare brændstof på de lange øde områder) og har en gearkasse med seksten fremadgående og fire bagudgående gear).

Deltagerne er fordelt nogenlunde som Topas-rejsende er flest. Højere uddannede funktionærer (f.eks. er der otte ingeniører og fire økonomer) i alle aldre (mest 30-60), med åbne og tolerante sind og mange tidligere rejseoplevelser i bagagen. Cirka halvdelen er par, resten er enlige, og kønsfordelingen er præcis lige. Vores rejseleder Peter er maskinmester og har ti års erhvervserfaring fra Mærsk, og suppleanten Lone er nyuddannet læge og kan noget spansk. Desuden har vi to bolivianere, nemlig Domingo, der sørger for alle vore måltider, og Roberto, der (sammen med Peter) kører bilen og sørger for evt. reparationer.

Turens første dag gik med (endnu) en sejltur, denne gang i regn og hård blæst og i en lille båd, der blev kastet rundt som en korkprop - sjovt. I hvert fald indtil jeg fik en halv bølge ind over mig og blev gennemblødt fra maven og ned.

Næste dag tog vi så nordpå ad denne samme kedelige vej op gennem Ildlandet, som jeg jo allerede havde kørt en gang. Denne gang gik det bare ikke helt så glat med at komme ud af landet. Vi var på forhånd advaret om, at de er specielt besværlige ved netop den grænse (den første af fem grænsekryds i øvrigt), idet stedet benyttes som deportationssted for toldfunktionærer, der har gjort sig særligt uheldig bemærket. Vi ankom sidst på eftermiddagen, og hurtigt stof det klart, at vi ikke ville få løst alle besværlighederne og komme over samme dag, så vi måtte slå lejr på en nærliggende strandeng, hvor vi så endte med at tilbringe 24 timer (min hidtil mest langvarige grænsekrydsning).

Endelig kom vi af sted, og for at indhente det forsømte kørte vi nonstop til kl. et om natten, hvor vi blev sat til at slå teltene op i en patagonsk grøftekant, i stiv kuling og i pandelampernes skær - lidt af en udfordring. Efterfølgende blev det så kun til 4-5 timers søvn (jævnligt afbrudt af vindens voldsomme rusken i teltet), før vi måtte op og pakke sammen og køre ud til kysten og se en stor pingvinkoloni.

Derfra videre op forbi Puerto Natales (hvor jeg jo allerede havde været tidligere) og videre op til nationalparken Torres del Paine, hvor vi har tilbragt de sidste 2-3 dage. Denne park er en af Sydamerikas absolut største seværdigheder, som tiltrækker vandringsfolk fra hele verden og som det længe har stået højt på min ønskeliste at besøge. Jeg blev da heller ikke skuffet, da de to hele vandredage har været i absolut særklasse og vi tilmed har været rimeligt heldige med vejret, der jo er en ret stor usikkerhedsfaktor på disse kanter. Første dag gik vi en sytten kilometer lang tur op i små 1.000 meters højde for at se de berømte "3 tårne", der har lagt navn til parken. Og den anden dag gik vi en 22 kilometer lang tur ud til foden af en stor gletsjer (som der er ret mange af op gennem det sydlige Chile). En vældigt afvekslende tur, der skiftevis gik gennem skove med blomster og fuglekvidder og op på udsigtspunkter så forblæste, at jeg seriøst frygtede at blive væltet. Et par hårde ture, som kun 1/3 af holdet gennemførte, men så gik det til gengæld også i ganske rapt tempo. Heldigvis er jeg stadig i stand til at følge med de yngste og hurtigste, på trods af alderdom, slidgigt og tiltagende rødvinsmave, og det er jo ret tilfredsstillende.

Et par fantastiske dage blandt gletsjere, maleriske bjergtoppe og turkisblå søer og - til overflod - på en dejlig campingplads med varme brusebade. Og lidt specielt dyreliv så vi naturligvis også, f.eks. guanacoer (en mellemting mellem små lamaer og hjorte) og nanduer (små strudse). Og på vejen videre i dag har vi set både flamingoer og kondorer.

Og nu er vi så - efter en behageligt nem grænsekrydsning - atter i Argentina, nærmere bestemt i byen El Calafate, hvor temperaturen er tyve grader og solen skinner, herligt efter en ret så kølig uge. Den lille by er meget turistet, fordi den ligger i nærheden af den berømte Perito Moreno gletsjer, som vi skal ud at se i morgen tidlig. I øvrigt med afgang kl. 5, EFTER at teltene er pakket - tro ikke det er den rene afslapning at rejse med Topas.

På bogfronten kan noteres, at jeg blev færdig med "Den lukkede bog", som jo er helt fantastisk. Så læste jeg - en lang eftermiddag i bilen - først en ligegyldig amerikansk krimi og dernæst en næsten lige så ligegyldig Rifbjerg-bog ("Billedet"), og nu er jeg så i gang med en krimi af den norske forfatter Karin Fossum (tegner god).

Denne her Internetforbindelse er langsom og ustabil, så jeg er glad når denne mail er afsendt, dvs. jeg når nok ikke også at svare på jeres hilsener (men tak alligevel) - der skal jo også være tid til at nyde at være tilbage i Argentina, dvs. indtagelse af lidt is og cappuccino. Og i aften (dvs. om et par timer) er der bestilt bord til hele holdet på en af de der grill-orgie-restauranter, der jo nærmest skriger efter en flaske rødvin, så det skal nok blive sjovt at komme op kl. 4:30 i morgen!

Hilsen nr. 5 sendt fra Barriloche d. 20. januar 2008

Perito Moreno gletcheren

Så nærmer vi os afslutningen på dette eventyr, der efterhånden har udviklet sig til en af mit livs mest varierede og oplevelsesrige rejser.

Den sidste halve snes dage har været som en rejse fra Nordskandinavien via Australien og Arizona til New Zealand, og de naturmæssige oplevelser har været så fantastiske, at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Dertil kommer, at vejret bliver stadig bedre, og den sidste uges tid har vi haft tindrende blå himmel med temperaturer stigende til helt op midt i tyverne.

Efter afsendelsen af sidste hilsen - i Calafaté - spiste jeg en overdådig argentinsk middag og stillede uret til vækning 4:30. Lidt hårdt at komme op så tidligt, men al træthed forduftede ved synet af Perito Moreno gletsjeren, der - med sine fem kilometers bredde og tres meters højde - er et ret så imponerende syn. Det småregnede først på morgenen, men da vi ankom, stod solen op og skyerne forsvandt, idet de dog lige nåede at medvirke til dannelsen af et par flotte regnbuer hen over ismasserne - wow!

Derpå fulgte et par dage op over den stormomsuste pampas, der dog heldigvis hurtigt blev mere spændende end Ildlandets endeløse græsstepper. Rene ørkenområder med flotte sandklitter afvekslende med spektakulære roede klipper og småbjerge (samt skorpioner og slanger, som jeg dog ikke så noget til). Lidt af en udfordring af slå telt op i den hårde blæst, og pløkker holder jo heller ikke så godt i sand, så vindsiden måtte forstærkes med sten og sanddynger. Blæsten lagde sig dog heldigvis til natten, hvor der så til gengæld åbenbarede sig en stjernehimmel i særklasse. Smukke solop- og nedgange samt et enkelt iskoldt søbad bød disse dage også på. Der er heldigvis tre mere på holdet, der deler min lidenskab for at kaste sig ud i al slags vand på alle tider af døgnet.

Endnu en gang skulle vi over grænsen til Chile, og straks afløstes pampas'en af store skove mellem Andesbjergenes sneklædte bjerge. Og ikke bare en hvilken som helst slags skov, men (tempereret) regnskov. Og set i det lys må det vist siges at være ret heldigt, at vi - på nær en aften og en tidlig morgen - ikke har haft en dråbe regn. I de flotte skove, som vi kørte, gik og boede i de næste tre dage, var der bl.a. bambus, fuchsia og store bregner samt en masse mosbeklædte kæmpetræer.

Efterhånden som vi bevægede os nordpå, blev landskaberne mere og mere utrolige. Luften er fuldstændig ren og klar, og himlen er næsten overnaturligt blå med enkelte kridhvide skyer. Høje bjerge tårner sig op med dekorative hvide sneklatter på toppen, og længere nede brydes de tætte grønne skove af enkelte idylliske landbrug med rødbrogede køer og fritgående ænder og gæs. Og ind mellem alt dette bruser nogle rivende floder med en så intens blågrøn farve, at man tror det er løgn. Man må næsten knibe sig i armen for at sikre sig, at man ikke ser syner.

Tilbage til Argentina igen, men denne gang ikke helt ud på pampas'en. Derimod tilbragte vi et par fantastiske dage i Los Alerces nationalparken, hvor der heldigvis var god tid til at gå ture, bade og dase langs bredderne af de smukke søer og floder og i de frodige skove med fantastiske udsigter. En aften - efter at have konsumeret nogle store grillstegte T-bone-steaks - lavede vi bål på stranden og sad og drak rødvin, mens vi nød først solnedgangen og derefter stjernehimlen. Hen ad elleve endte det med, at vi var et par stykker der smed klunset og hoppede i søen og lå lidt derude og beundrede stjernerne og månen. Fantastisk oplevelse, om end noget køligt at komme op igen, og bedre blev det jo ikke af, at jeg havde det største besvær med at finde mit telt bagefter (en flaske rødvin og en glemt lygte, så kan man hurtigt fare vild i en nattemørk skov).

I går besøgte vi den "farm" (et par beskedne træhuse), hvor Butch Cassidy og hans venner slog sig ned efter deres spektakulære røverier i USA for godt 100 år siden. Og om aftenen boede vi på en "Estancia" (stort landbrug), hvor værtsfolkene (i øvrigt tredje generation af tyske indvandrere, så fik jeg også lige støvet mit tysk af) serverede grillstegte lam samt friske hindbær med flødeskum, i meget hyggelige omgivelser. Desværre sluttede de af med at servere en masse forskellige flasker med hjemmelavet frugtsnaps, hvilket harmonerede lidt skidt med, at vi allerede skulle op kl. 5:30 her til morgen.

Nu er vi så fremme i byen Barilloche, hvor vi lige har tre timer til at klare diverse aktiviteter, herunder at omsætte de sidste argentinske pesos til f.eks. chokolade, som byen er berømt for. I aften slår vi lejr ude ved bredden af den smukke sø, og i morgen kører vi så, for sidste gang, ind over grænsen til Chile, hvor de sidste fem dage skal tilbringes (ankomst til Santiago torsdag aften). Vejret er stadig flot, om end der i løbet af formiddagen er begyndt at komme mere blæst og skyer, så måske det markerer et vejrskift. Jeg håber det ikke.

Livet med "Mondongo" er ved at blive rutine. Vi kører mest på grusveje, hvor bilen ryster så meget, at det er helt udelukket at skrive dagbog eller løse sudokuer. Nogle kan så sove, i de mest utrolige stillinger, hvilket jeg ikke er så god til, men til gengæld kan jeg - modsat mange andre - sagtens læse. Og selv om naturens skønhed på det sidste har sat en naturlig grænse for læseriet, så når jeg alligevel et par hundrede sider om dagen. Først fik jeg tygget mig gennem bind 1 af "Blekingegadebanden", som var ganske interessant, om end lidt tung synes jeg. Og dernæst to spændingsromaner af den amerikanske forfatter David Baldacci ("Farligt øjenvidne" og "Fuld kontrol"). Bestemt underholdende, men lidt for meget tjubang og FBI og CIA.

Efterhånden kan vi sætte teltet op på ti minutter, og fra armbåndsurets bippen lyder (ofte MEGET tidligt) går der ikke meget mere end et kvarter, før alt er pakket sammen og på plads i bilen. "Plads" er i øvrigt et noget fleksibelt begreb. Der synes at være en tendens til, at stadig flere af ens ting bevæger sig fra rummet under sæderne og op i bagagenettet, hvorfra de - på sælsom vis - begynder at vandre ud til siderne, så man aldrig rigtig ved hvor de er, når man skal bruge dem.

Hilsen nr. 6 sendt fra Santiago d. 27. januar 2008

Lejrplads ved sø nær Barriloche

57 dages eventyr er ved at være slut. Jeg har - sådan cirka - kørt 6.000 km., sejlet 4.000 km., tilbragt 100 timer i Mondongo, taget 2.000 billeder og 75 filmklip, læst 5.000 sider, skrevet 200 sider dagbog og formøblet 70.000 kr. Desuden har jeg spist og drukket alt for meget og sovet alt for lidt, så det er lige før jeg trænger til en uges "almindelig" ferie for at komme ovenpå igen.

Sjældent har en rejse været så vellykket. Ud over de mange spændende oplevelser (og der kommer flere om lidt - bare hold ud) har jeg været helt usædvanlig heldig med vejret, og to måneder uden skyggen af et irriterende insekt og uden andre maveproblemer end de, der naturligt følger af overdreven fødeindtagelse, må siges at være noget af en sjældenhed.

De skyer, som jeg i sidste mail udlagde som mulige forløbere for et vejrskifte, viste sig at være ganske harmløse, idet de drev lige uden om vores lejrplads ved den smukke sø nær Barriloche (hvor Domingo overgik sig selv og serverede grillet kylling med orangesauce, salat og hjemmelavede pommes frites). Og det eneste vejrskifte vi kom til at opleve var svingende temperaturer: Fra midt i tyverne og helt op til 36 grader (det var til gengæld lidt for meget af det gode) og så ned sidst i tyverne til sidst i Santiago. Hvordan skal jeg dog overleve at komme hjem til 5-7 grader og regn?

Efter Barriloche nærmede vi os den imponerende vulkan Lani, der ligger på grænsen mellem Argentina og Chile. Femte og sidste grænsekryds, der - som de øvrige (med det første som en markant undtagelse) - gik forholdsvis nemt. Det skal lige nævnes, at chilenerne er fuldstændig hysteriske omkring landbrugsprodukter, så hver gang vi skulle ind i Chile blev vi stopfodret med æbler, bananer og meloner for at få bugt med lageret. Det vi ikke spiste, røg så i Mondongos to affaldstønder, som - bizart nok - altid unddrog sig de emsige tolderes minutiøse inspektion. Den sidste gang blev vi tvunget til at pakke indholdet at bagagenettene ned i vores tasker/rygsække og lade dem køre gennem et stort gennemlysningsapparat. Rent spil for galleriet, for der var ingen der så på skærmen imens, og bagefter var der en der opdagede en glemt banan i rygsækken.

Første nat tilbage i Chile sov vi på en mark lige ved nogle varme kilder, som det naturligvis var en rar fornemmelse at ligge og bløde op i inden aftensmaden. Og da denne var indtaget, steg den flotteste fuldmåne op over bjergene.

De næste to dage havde vi base på campingpladsen i Pucon, der er for Chile hvad Barriloche er for Argentina, dvs. med mulighed for alskens friluftsaktiviteter i den fantastiske natur. Jeg havde tilmeldt mig en ridetur, men den blev desværre aflyst, så i stedet tog jeg på en raftingtur. Jeg var lidt bekymret for, om det var for "tamt", men jeg skal ellers love for, at jeg fik spænding for alle pengene. Dels var der faktisk nogle ganske pæne vandfald, men det der satte prikken over i det var den nær-død-oplevelse jeg fik, da jeg valgte toppen af det største vandfald til at dratte overbord. De efterfølgende sekunder / minutter (svært at vurdere tiden) føltes lidt som at være inden i en vaskemaskine, og når jeg en sjælden gang kom op til overfladen, var der kun et par sekunder til at indtage den ilt, som jeg havde så desperat brug for (når man kæmper for livet ryger pulsen naturligvis i vejret). Efter et stykke tid opdagede jeg, at jeg befandt mig lige foran båden, og det lykkedes mig at gribe fat i rebet, der går hele vejen rundt. Resten af turen ned tog jeg derfor som galionsfigur, hvilket ikke var spor rart. Dels fordi båden jævnligt stak snuden dybt ned i vandet (og tog mig med) og dels pga. min frygt for, at vi skulle brage ind i en klippe. Sikke en oplevelse! Og så er det ikke engang første gang, for jeg oplevede næsten det samme på Zambezi-floden for nogle år siden. Nogle mennesker lærer bare ikke af deres dumheder!

Dagen satte i øvrigt varmerekord med 36 grader, og da vi krøb i teltene var der stadig omkring de 30 grader, pyha.

Pucon ligger klods op ad den 2.847 meter høje vulkan Villarica, der havde sit sidste større udbrud i 1971 og i øvrigt til stadighed står og småsprutter og udsender skyer af svovlholdige gasser. Ikke desto mindre er det en populær udfordring at klatre op til toppen, så det måtte jeg naturligvis også prøve (sammen med cirka halvdelen af holdet). Vi blev kørt op til et skiområde i cirka 1.800 meters højde, hvor det blæste en halv pelikan. Ret ubehageligt, eftersom blæsten indeholdt store mængder af sand og grus. Faktisk blev to af pigerne bedt om at gå ned igen, fordi guiden frygtede, at de ville blive blæst omkuld. Der er da NOGLE fordele ved at have en trecifret vægt. Det med blæsten (og sandblæsningen) blev dog heldigvis lidt bedre efter en times tid, hvor vi kom op i sneen, der - grundet de høje temperaturer - var så tilpas blød, at vi kunne klare opstigningen uden at montere de medbragte steigeisen.

Vi zigzag'ede hen over kilometerdybe 30-40 grader stejle sneflader, hvor et styrt ville have været fatalt uden den isøkse, som vi konstant holdt i hånden og på forhånd var blevet instrueret i at bremse et eventuelt fald med. GYS! Alt forløb dog glat, og efter 5-6 timers sveddryppende hårdt arbejde stod vi endelig på toppen og kunne nyde frugten af vore anstrengelser i form af en overdådig udsigt. Dels ned over byen og søen og ud til nogle andre vulkaner (bl.a. den som gik i udbrud nytårsaften), men så sandelig også ned i det enorme krater - GYS igen. Nedturen var en hel del hurtigere - og sjovere - end opturen, idet den foregik kurende på enden ned over sneen. Ikke et øje tørt (i øvrigt heller ikke et eneste stykke af ens påklædning).

Dagen efter bippede alarmen klokken 3:30, hvilket var urimelig hårdt, da jeg stort set slet ikke havde kunnet sove pga. den høje temperatur. Sidste etape til Chiles hovedstad Santiago tog - inklusiv diverse pauser - fjorten timer (dog heldigvis på god motorvej). Undervejs blev de grønne marker og skove gradvis afløst af nogle mere tørre områder, først med majs og solsikker og senere med vinmarker.

Afslutningsvis fik vi halvandet døgn i Santiago, med overnatning på hotel med RIGTIGE SENGE. Skønt endelig at få to gange otte timers uafbrudt og komfortabel nattesøvn. Santiago var i øvrigt en positiv overraskelse. Den har måske nok ikke så flotte bygninger og boulevarder som Buenos Aires, men til gengæld er stemningen langt mere afslappet og munter. Der er en masse parker og gågader og restauranter og caféer med udendørs servering, der er masser af musik og anden underholdning i gaderne og så er kvinderne i øvrigt betydeligt kønnere her. En pudsig detalje er nogle kaffebarer, hvor serveringen varetages af særdeles velproportionerede unge piger i meget korte kjoler. Der er - også modsat BA - en sand overflod af fastfood-butikker, og man skal faktisk nærmest udenfor centrum for at finde rigtige restauranter (men så er der også masser).

Der har ikke været så meget tid og overskud til læsning på det sidste, så det er kun blevet til en enkelt bog, nemlig "Yacoubians hus" af den egyptiske forfatter Alaa Al Aswany, som var ganske underholdende.

På sprogfronten må - naturligt nok - noteres, at det ikke er blevet til meget spansktræning de sidste uger. Og da der var en del jyder på holdet må I bære over med mig, hvis jeg de første uger bytter lidt rundt på ”ligge” og ”lægge” og på ”sin” og ”hans” eller kommer til at sige "vaske fingre", "handle ind" og "middagsmad" i stedet for "vaske hænder", "købe ind" og "frokost".

Den 12-13 timer lange tur over Atlanten er overstået, og nu sidder jeg i Madrids lufthavn og fordriver de 5-6 timers ventetid i en VIP-lounge, inden jeg endelig kan komme videre til København. Og med lidt held kan jeg lige nå hjem og se sidste halvleg af håndboldfinalen i eftermiddag.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside