Azorerne maj 2005

Per Allan Jensen

Onsdag d. 4. maj 2005

Forårets vandreferie går i år til Azorerne, en lille portugisisk øgruppe langt ude i Atlanterhavet, et par tusinde kilometer vest for Lissabon. Jeg har aftalt at mødes med Lars i Lufthavnen klokken fem, og klokken halv syv letter TAP-flyet med kurs mod Lissabon. Her skal vi lige have en enkelt overnatning, inden turen i morgen går videre til øen Faial, der ligger i den centrale del af Azorerne.

Der er skyer ned over det meste af Europa, og først ved sydsiden af de høje bjerge i det nordlige Spanien bliver der klart vejr, som så holder sig resten af turen. Indflyvningen til Lissabon er fantastisk flot. Vi slår et stort sving ind over byen, ud over havet og ind over byen igen, netop som mørket begynder at sænke sig og horisonten flammer op i det mest surrealistiske rødlilla farveorgie.

En taxa bringer os hurtigt ind til vores forud bestilte hotel i centrum, hvor vi smider vores håndbagage (resten går direkte videre til slutdestinationen) og begiver os ud i byen for at få en godnatdrink. Det er mildt, vel cirka 16-18 grader, men endnu ikke varmt nok til, at der er særlig meget liv i gaderne. Vi indtager et par af de lokale øl og glæder os over, at alle vi har kontakt med taler udmærket engelsk, det er ikke som at være i Frankrig eller Italien, hvor de færreste kan (eller vil) tale andet end deres eget sprog. Der er ikke basis for det helt store natteliv, da vi begge er trætte og skal forholdsvis tidligt op i morgen.

Udsigt fra hotellet i Madalena på Pico

Torsdag d. 5. maj 2005

Armbåndsuret bipper lidt i syv, så er der lige tid til et hurtigt brusebad inden morgenmaden. Det er en smuk forsommerdag kan vi se ved at slå vinduerne op, for selv om solen endnu ikke når ned i den lille gyde mellem de halvhøje huse, så er det tydeligt at se, at himlen er blå.

Morgenmaden serveres i et stort og stateligt rum, men er i øvrigt ikke noget at skrive hjem om. Kedeligt brød med smør og syltetøj ledsaget af kaffe og – oh gru – noget juicelignende fluidum, der viser sig at være meget sødt og syntetisk, føj.

Havnen i Horta med Pico i baggrunden

Vi forlader hotellet halv ni og går op til den lille plads, hvor der holder adskillige taxaer og venter, og i løbet af 20-25 minutter er vi ude i lufthavnen, hvor indcheckningen går lynhurtigt, så vi ender med at have næsten halvanden times ventetid. Men skidt, jeg har stadig en tredjedel af den bog, som jeg startede på i går, og så er det jo altid sjovt at sidde i en fremmed lufthavn og glo ud på flyene. Det er nu ikke så eksotisk her, langt de fleste er TAP-fly, og så er der nogle enkelte fra det brasilianske flyselskab Varig.

Vi letter punktligt klokken 10:15 og flyver kort efter ud over den portugisiske Atlanterhavskyst, hvor vejret stadig er smukt. Dette forhold begynder dog snart at ændre sig. Først dukker enkelte isolerede vattotter op, men snart søger de sammen og danner et sammenhængende vattæppe, der kun sporadisk giver mulighed for et kig ned til Atlanterhavets skumtoppe.

Der bliver givet besked om, at indflyvningen er påbegyndt, og vi flyver hen over et par øer med høje bjerge og dramatiske klippekyster, før vi – med et stort sving – smyger os tæt forbi en kæmpemæssig klippeknold og gennemfører en udramatisk landing på en kort cementstribe langs havet. Klokken er kvart i tolv, og den næste færge til naboøen Pico, som vi håber på at kunne nå, afgår klokken et. Bagagen dukker op i løbet af få minutter, og en taxa ind til hovedbyen Horta koster os kun yderligere ti minutter (samt ti euro), så det ender med, at vi har masser af tid før færgen afgår.

Vi bruger tiden på at gå en tur hen langs havnepromenaden og finde en butik, hvor vi kan købe lidt spiseligt. Det bliver mest i fastfood-genren med kiks, bananer, øl og is, men bedre end ingenting. Vi køber billetter og går ombord på den lille færge, der kun bruger en halv times tid på at sejle os over til byen Madalena på Pico. Lige imod en frisk vind og i halvstore bølger, så det bliver noget af en vippetur, til Lars' store bekymring, da han ikke er særligt søstærk. Det går dog helt fint, måske fordi vi står oppe på øverste dæk i frisk luft og følger med i bådens bevægelser.

Madalena er en lille og rolig – grænsende til halvdød – by. Vi finder hurtigt op til en slags centrum med et lille torv og en taxaholdeplads foran en fin gammel kirke med to tårne, men hoteller ser vi ikke umiddelbart nogen af, selv om vi går lidt ud ad et par sidegader. Vi vender tilbage og spørger en af taxachaufførerne og erfarer således, at der faktisk er tre hoteller. Det ene ligger lidt uden for byen, og det andet er et lille pensionat, hvor der tilsyneladende ikke er nogen hjemme. Så valget er ikke svært, det bliver "Hotel Caravelas" nede i nærheden af havnen, hvor vi kan få et fint stort værelse med altan og havudsigt samt morgenmad for cirka 500 kroner.

Vi flytter ind og pakker en smule ud og begiver os derefter hurtigt ud i byen for at få noget tiltrængt frokost. Heldigvis ligger der et lille turistkontor lige over for hotellet, hvor den flinke dame, der taler udmærket engelsk, giver os et bykort med markering af byens tre restauranter. Vi går ud til den nærmeste, hvor det eneste vi kan få på nuværende tidspunkt er resterne af en lidt trist tagselv-buffet med halvtør fisk, fedt kød og store udkogte kartofler. Nå, ved nærmere eftersyn er det nu slet ikke så slemt igen, og for sølle fem euro er det jo nærmest det rene røverkøb. En øl koster en euro, og det samme gør en cappuccino, prisniveauet må bestemt siges at være rimeligt her.

Brænding på Pico

Bagefter fortsætter vi ud ad kystvejen til et område med nogle store lavaklipper, som bølgerne tordner ind mod, og selvfølgelig lykkes det mig at få en våd sok, som jeg må gå rundt med de næste par timer. Herude ser vi også en masse af de for Pico så karakteristiske vinmarker. Små bitte firkanter, måske fem gange fem meter hver, omkranset af stendiger bygget af de sorte lavasten, som der er så rigeligt af overalt på denne ø. Smukke forårsblomster er der overalt, og i haverne dyrkes de samme grøntsager som derhjemme, dog suppleret med nogle små bananer, og så er der såvel hibiscus som forskellige arter af kaktus.

Vi når ud til en lille by, hvor der går en vej op i højlandet, og den følger vi et pænt stykke op, til byen atter slutter og vi er ude på landet, omgivet af grønne marker og med en smuk udsigt tilbage over kysten og havet. Det er lidt svært at finde vej ud fra vores kort, der øjensynligt ikke er helt nyt, i hvert fald mangler en del af de (asfalterede) veje, som vi går på. Vi satser i stedet på "optisk navigation", med den – delvis indhyllede – vulkan som det ene pejlemærke og Horta, med de to karakteristiske klippeknolde ude i havet, som det andet.

Det ender med at blive en ganske lang tur, vel hen ad femten kilometer. Heldigvis holder vejret så nogenlunde, kun et par enkelte lette byger kommer der, afvekslende med sol og skyer. Tilbage i byen aflægger vi lige et besøg i et stort supermarked ("Hipermercado"), hvor vi køber "livsfornødenheder" i form af øl, vin og snacks – kors hvor er det billigt!

Små lavaomkransede vinmarker på Pico

Vi er godt brugte, da vi vakler ind på hotellet, men det hjælper med et par øl på altanen, efterfulgt af et dejlig varmt karbad, der giver lindring til de godt brugte benmuskler.

Aftensmaden indtages på restaurant nummer to ud ad strandvejen (hvor de faktisk alle tre ligger). Den er hyggeligere end den første, men hyggen spoleres noget af to store TV-skærme, der står og viser en fodboldkamp for fuld udblæsning.

Det er åbenbart obligatorisk at starte med brød, smør og ost (som noteres på regningen med et par euro), og så er det da i hvert fald overflødigt at tænke på forretter. Jeg får en stor bøf, ledsaget af ris, pommes frites, forskellige grøntsager og en mindre samling frugt i form af kiwi, appelsin og fersken, lidt bizart.

På hjemvejen begynder gaderne at genlyde af tudende bilhorn, og folk hænger ud af bilerne og vifter med portugisiske flag. Noget tyder på, at den TV-transmitterede fodboldkamp endte til portugisernes fordel.

Fredag d. 6. maj 2005

Vi står op til en dag, der ser ud til at kunne udvikle sig til hvad som helst, sådan rent vejrmæssigt. Hotellets morgenmad er over middel, med røræg, pølser og bacon, yoghurt, cereals, brød, ost og skinke, kaffe, mælk og flere slags juice. Pyha, jeg spiser altid for meget, når der er buffet og god tid, forhåbentlig får jeg brændt det af igen i dagens løb.

Vi går op til taxaholdepladsen og udvælger en tilfældig af de 4-5 chauffører, der holder og venter, og beder ham om at køre os ud til en lille by, hvorfra det så er hensigten at gå tilbage langs kysten. Det viser sig, at han taler fortræffeligt engelsk, da han har boet to år i Canada. Han anbefaler os at starte et par kilometer længere

Jellyfish

ude, hvilket viser sig at være en rigtig god idé, da det første stykke af turen er den absolut smukkeste. Solen titter frem mellem skyerne, og det er dejlig varmt, uden dog at være varmere end at det er til at holde ud at vandre i.

Turen går ind og ud mellem små marker, der er omkranset af gærder af kulsorte lavasten, der findes i tusindtal her omkring. Der er masser af frodige blomster, under os glimter det blå Atlanterhav, og oppe til venstre knejser Pico, hvis øverste tredjedel til stadighed er indhyllet i skyer.

En smuk og dejlig tur i begyndelsen, men der går dog kun en times tid, før det bliver overskyet og den pittoreske grusvej afløses af en kedelig nyanlagt asfaltvej (dog til alt held med en trafiktæthed på under en bil pr. time). Vi gør holdt i flere små kystbyer, der alle virker totalt uddøde, på nær en bidsk lænkehund i ny og næ.

Et sted er der anlagt et system af trapper ned til nogle imponerende stejle klippemassiver, hvor de store Atlanterhavsbølger tordner ind dybt nede, og et andet sted er der en klippehule, hvor der ligger en masse farvestrålende balloner. Tilsyneladende i hvert fald, men ved nærmere eftersyn viser det sig at være de afsjælede legemer af nogle jellyfish. Jeg kender dem straks, fordi jeg også stødte på dem i Florida for tre måneder siden (hvor Anita brændte sig slemt på en af dem). Det besynderlige er, at deres "indhold" er forsvundet, så der kun er en tynd rødblå gummiagtig membran tilbage, der ser ud som om den er syet sammen.

Der kommer et par dryp undervejs, men det bliver aldrig til mere, selv om det ind i mellem ser truende ud. Vi smider lige bagagen på hotellet og skifter til sandaler, før vi går en tur op til supermarkedet for at købe en håndfuld øller til indtagelse på altanen sammen med en pose peanuts og en dejlig udsigt og et par kapitler i bogen.

Et bad og endnu et par kapitler og en hurtig lur, hvorefter klokken er otte og det er på tide at gå ud til en af byens tre restauranter. I dette tilfælde den fjerneste, der ligger i byens udkant, med en ganske flot havudsigt. Klart den hyggeligste af de tre og med udmærket mad. Vi får tunsteaks, og selv om de er store som lokumsbrædter, så kommer de gudhjælpemig med endnu en til os hver.

Regningen er på kun 250 kroner, heri inkluderet dessert og kaffe samt den lidt besynderlige - men tilsyneladende obligatoriske - forret bestående af en lokal ost med brød og smør. Eneste minus ved denne restaurant er nogle meget hårde og kantede stole, men hvad pokker, man kan jo ikke få alt.

Blomster på Pico

Lørdag d. 7. maj 2005

Dette er så dagen, hvor vulkanen Pico skal bestiges. Øens – og Azorernes - højeste punkt, ja faktisk hele Portugals for den sags skyld, med sine cirka 2.400 meters højde. Heldigvis kan man blive kørt halvvejs op i taxa, ellers ville det også være en noget voldsom mundfuld på en enkelt dag.

Vejret ser ikke alt for lovende ud, mens vi spiser morgenmad. Det er tørvejr, men skyet og blæsende, og oppe på bjerget er de øverste 6-800 meter dækket af et tæt, gråsort skydække.

Lidt over otte går vi med vores pakkenelliker de få hundrede meter op til taxaholdepladsen foran kirken. Vores chauffør fra i går er her desværre ikke, så vi vælger en tilfældig anden, en lidt ældre mand, der dog også taler udmærket engelsk. Vi får ham til at køre ud omkring "Bombeiros" (brandstationen), hvor vi åbenbart skal registreres, således at de kan sætte en eftersøgnidyng i gang, hvis vi ikke kommer ned igen (ganske betryggende). På brandstationen har de ingen kommentarer til vores forehavende, men det har chaufføren til gengæld. Han mener, at det vil være særdeles vådt og koldt deroppe og at regnen vil tage til i dagens løb, trist forudsigelse.

Klokken ni er vi fremme ved det sted, hvor biltransport må erstattes af muskelkraft. Trods det noget tvivlsomme vejr er udsigten allerede herfra forrygende. Vi kan se ned over uendelige grønne områder, hvor enkelte mindre vulkankratere rager op, og ned til kysten med Madalena og de to karakteristiske klipper ude foran havnen. Dernæst det grålige Atlanterhav, og – lige ovre på den anden side – øen Faial med den noget lavere vulkan, der i øvrigt også er delvis skjult af tætte skyer.

Vi påbegynder opturen, der straks fra starten er temmelig stejl og besværlig, men det skal blive meget værre senere. Den første halve time går vi stadig i tørvejr, men vinden, der kommer lige ned mod os, bliver kraftigere, og den grålige tågesuppe rykker hurtigt nærmere. Snart pisker de første regndråber ind i vore ansigter, og vi får hastigt monteret alt regntøjet. For mit vedkommende regnbukser + en poncho, som jeg holder meget af, fordi den dækker både mig og rygsækken uden at være tætsluttende, så man undgår de helt store svedeture. Den har dog lige den lille ulempe, at overfladen er ret stor, så når der kommer et kraftigt vindstød, er jeg lige ved at blæse baglæns ned ad bjergsiden igen.

Uvejret tager til i styrke, og efter halvanden times knokleri står det klart, at det vil være halsløs gerning at forsøge at komme helt op. Iskolde søer af regn pisker mod os, drevet frem af en stadig kraftigere storm, og vi er formentlig stadig kun omkring halvvejs.

Nedturen er ikke meget nemmere. Ganske vist slipper vi nu for at få vinden og regnen lige ind i ansigtet, men til gengæld har de tiltagende regnmængder fremkaldt forræderisk glatte mudderområder, og flere gange må jeg gennemføre uelegante piruetter og fægte vildt med arme og ben for at undgå at styrte.

Omkring halv tolv er vi atter nede ved vejen. Pyha, det var hårdt nok, selvom vi kun kom halvvejs op. Og regnvejret er rykket med os nedad, om end det har et mere normalt omfang her end oppe ad bjergsiden. Og nu var det så, at vi skulle gribe mobiltelefonen og ringe efter en taxa, men vi har begge den holdning, at dette "halve nederlag" må kompenseres gennem en passende bodshandling, så vi beslutter at gå hele vejen ned.

På vej op ad Pico

Et stykke nede deler vejen sig, med en gren til Madalena og en anden til S. Mateus, en lille by beliggende ved kysten, femten kilometer øst for Madalena. Det er en smule kortere at gå til Mateus, så det beslutter vi at gøre, også for at se en ny del af øen. Det er en lang tur under alle omstændigheder, vel omkring femten kilometer og med 1.200 højdemeters nedstigning.

Det begynder at klare lidt op efterhånden, og et stykke nede sidder vi i dejligt solskin og nyder den medbragte frokost bestående af en ost og en humpel af det lidt kedelige brød, der er klægt og mangler salt. Vi går optimistisk videre i korte bukser og ærmer og med alt regntøjet stuvet af vejen, men ak så kort, før skyerne atter trækker sig sammen, og hele processen må gentages i omvendt rækkefølge.

Sådan fortsætter det flere gange, i sandhed et omskifteligt vejr på disse kanter. Men smuk tur i øvrigt, med stor landskabelig variation fra det barske højfjeld over frodige græsmarker og gennem tætte skove ned til yderkanten af landsbyen med bananer og alskens grøntsager. Den konstant nedadrettede gangart begynder at fremkalde smerter i musklerne, og så er det jo godt med lidt underholdende småhændelser til at aflede opmærksomheden. Først i form af en moderne cowboy, der – i sin bil – driver en flok køer op ad vejen, mens vi respektfuldt viger ind til siden for ikke at blive trampet ned. Og lidt senere, da Lars glider i en af deres efterladenskaber, uden dog helt at fuldføre stuntet ved at sætte sig i kagen, øv.

Frokostpause efter den mislykkede bestigning

Vores entre i den lille by er vist ikke særlig imponerende, da vi efterhånden har fået meget ømme muskler og bevæger os som et par vingeskudte pingviner. Til overflod begynder det nu for alvor at regne, men heldigvis er der en lille pavillon på hovedgaden foran kirken, og her styrter vi ind i læ og fisker mobiltelefonen frem for at ringe efter en taxa. Men ak, der er ingen forbindelse til omverden, pokkers også. Vi er trætte og våde, og nu er det altså ikke sjovt mere, øv! Der må vel for pokker være en café et eller andet sted, hvor man kan låne en telefon. Men nej, en tur gennem de regnvåde gader afslører kun private boliger med hermetisk lukkede døre og vinduer.

Endelig passerer vi et hus, hvor det lykkes os at råbe en ung mand op, og jo da, selvfølgelig må vi låne deres telefon. Jeg får – efter lang ventetid – kontakt med vores chauffør fra i går, som desværre er optaget den næste times tid, men han lover at få en af sine kolleger til at køre ud efter os. Lige ved det aftalte mødested, ved siden af kirken, er der et supermarked, der stadig er åbent, selv om det er lørdag og hen på eftermiddagen, så vi provianterer lige en håndfuld pilsnere, der kan indtages derhjemme sammen med de peanuts, vi ikke fik spist i dagens løb.

Snart dukker taxaen op og kører os – gennem den stadig kraftigere regn – tilbage til hotellet. Da jeg står ud af taxaen, giver benene næsten efter under mig. De misbrugte muskler er helt stive af at sidde stille et kvarter, og den efterfølgende tur op til anden sal gør helvedes ondt i bentøjet.

Det gør godt at få det våde tøj af og smide sig på altanen med øl og peanuts og kigge ud over det oprørte hav. Heldigvis er vinden stadig i øst, så der er læ på altanen, og temperaturen er vel 15-17 grader. Ikke lige det halvsubtropiske paradis jeg havde drømt om, men man må jo lære at værdsætte, hvad man får. F.eks. et langt ophold i et badekar med varmt vand og et efterfølgende hvil med en god bog og en time på øjet.

Snart er klokken hen ad otte, og tiden er inde til at gå ud og spise aftensmad, denne gang på den første restaurant, hvor vi indtog frokosten i torsdags. Jeg får en bøf på størrelse med sålen i mine vandrestøvler, overhældt med champignonsauce og akkompagneret af det sædvanlige bizarre potpourri af tilbehør: Ris, pommes frites, dåseærter, gulerødder, salat, kål og en halv fersken.

På hjemvejen spejder vi efter tegn på opklaring i vejret, men dem er der ikke mange af, og vi går i seng til lyden af Atlanterhavsvinden, der suser om hushjørnerne.

Søndag d. 8. maj 2005

Jeg vågner ved et skrækkeligt spektakel. Klokken er to om natten, og det lyder nærmest som om hotellet er ved at blæse omkuld. Et kig ud af vinduet afslører et vejr, der tilsyneladende nærmer sig noget orkanagtigt. Store frådende bølger smadrer ind mod havnen og kaster skumsprøjt langt omkring, og palmer og træer ligger nærmest vandret hen ad jorden. Plastikstolene på altanen er kastet omkuld, vindpresset får vores store glasskydedør til at udsende faretruende lyde, og vandet presses ind af utætheder og siver ned og gennembløder gulvtæppet. Kors et vejr, mon ikke det betyder en ændring af vores plan om at sejle videre til Sao Jorge i eftermiddag?

Dramatisk udsigt mod Faial

Da vi står op, er det stadig det samme voldsomme uvejr. Vi forhører os hos hotelpersonalet vedrørende eftermiddagens afgang, men de ved intet før en halv time før planlagt afgang. Til gengæld må vi gerne beholde værelset indtil da, hvilket er meget praktisk, så behøver vi ikke at pakke, hvis vi alligevel ikke skal videre.

Formiddagen går med at læse, godt vi har masser af bøger med. Ved middagstid får vi at vide, at sejladsen er aflyst i dag, men at de til gengæld regner med at tage turen i morgen tidlig. Det betyder så, at vi kun får to dage på Sao Jorge, og det – i kombination med det ustabile vejr og de få færgeforbindelser – får os til at ændre vores planer, så vi helt dropper Sao Jorge og tager den første mulige færge tilbage til Faial.

Midt på eftermiddagen beslutter vi at vove os en tur udenfor, selvom vejret stadig er lige slemt, ellers bliver det lidt ensformigt at sidde inde og læse fra morgen til aften. Noget af en oplevelse, især helt ude på havnemolen, hvor vi knap kan stå fast på fødderne. Efter en times tid er vi lettere gennemblødte, men heldigvis er der en hårtørrer på badeværelset, og den er virkelig god til eksprestørring af tøj og sko.

En lur, lidt mere læsning og en halv time i badekarret, dette er i sandhed en ferieform, der får stressniveauet bragt ned i et normalt leje. Det regner så voldsomt, at vi beslutter at bestille en taxa ud til restauranten, så vi ikke er dyngvåde allerede ved ankomsten, men hjemturen tager vi til fods og bliver – som ventet – grundigt gennemblødte.

Bagefter sidder vi nede i hotellets bar og får kaffe og nogle forskellige lokale drinks og gør et yderligere indhug i vores rejselitteratur, inden vi går til ro med et ydmygt håb om, at vejret bliver bedre i nattens løb samt at lår- og lægmusklerne kommer sig over gårsdagens bjergtur. I øjeblikket er det forbundet med store smerter overhovedet at gå, specielt ned ad trapper.

Mandag d. 9. maj 2005

Det ville være en overdrivelse at påstå, at morgenen bringer nogen nævneværdig forbedring i vejret. Det plaskregner stadig, men vinden er dog løjet en smule af, fra storm til kuling – eller noget i den retning. Nede ved swimmingpoolen står en mand og fisker med en lang snor med en stor krog i, og han får jævnligt noget på krogen, nemlig nogle af alle de liggestole, der er blæst i poolen de sidste par dage.

Lystbådehavnen i Horta på Faial

Vi spiser morgenmad og pakker og går ned til båden lidt i elleve. Det er jo en kort tur, kun en halv time, men bølgerne er stadig store, så det bliver noget af en vippetur. Jeg får læst et par kapitler i min bog, mens Lars har nok at gøre med at sidde ligbleg og kæmpe mod søsygen med koldsved på panden. Han klarer det da heldigvis, om end i lettere groggy tilstand.

Vi har forhåndsreservation på et hotel her i Horta de sidste par dage, så vi kan jo lige så godt prøve at indlogere os på det straks. Ledige værelser er intet problem, vi er stadig lidt off-season. Nydeligt værelse med altan igen, der også denne gang vender ud mod havet, så vi har udsigt over mod Pico og den generte vulkan, der kun nødigt lader sig skue og da kun i små bidder, aldrig i hel figur. Nå ja, man skal aldrig sige aldrig, og nu har vi fem dage, hvor vi kan gå og glo over på den, så hvem ved?

Fra altanen kan vi også se ud over den store marina, hvor lystsejlere fra alverdens lande ligger og enten venter på at stikke over Atlanten eller hviler ud oven på en sådan tur. Her er udviklet en tradition for, at Atlanterhavssejlere bruger en flise eller et stykke af molen til at male et lille tableau, og der er basis for adskillige timers underholdning med at gå rundt og studere disse.

Vi indtager en lille men bastant pizza til frokost og går en tur rundt i byen, men så begynder det gudhjælpemig at regne igen, så vi vender tilbage til hotellet og tilbringer nogle timer med bøgerne og en lille en på øjet. Lidt irriterende, at vejret ikke er bedre, men det giver da i hvert fald basis for noget afslapning, og det er måske slet ikke så dumt. Bentøjet er nu heller ikke til de helt ekstreme udskejelser endnu, og det må være en fantastisk oplevelse at se os gå ned ad trapperne.

For at samle lidt appetit til aftensmaden bestiger vi en lille knold på knap 150 meter, der ligger nede ved havnen, og hvor der blæser en storm så hidsig, at det kniber med at stå fast på benene, hvorefter vi frekventerer den første af de 5-6 restauranter, som Horta byder på. Et overfladisk studium af de ophængte spisekort viser, at de stort set alle serverer det samme og til nogenlunde de samme priser.

Tirsdag d. 10. maj 2005

Heller ikke i dag bringer morgenen den helt store opklaring, men det ser dog i det mindste nogenlunde ud, så efter morgenmaden sætter vi af sted på en femten kilometer lang vandretur, der er beskrevet i vores guidebog. Den første times tid kommer der lidt byger, men så klarer det op, og resten af dagen bliver nogenlunde, endda med lidt sol ind i mellem.

Malerisk gammel bro nær Horta

Vi starter med at gå stejlt op gennem nogle gamle smukke brostensgader, til vi når et par hundrede meters højde og dermed det område, hvor den bymæssige bebyggelse afløses af grønne marker og en dejlig udsigt tilbage over byen og havnen.

Smukt restaureret mølle på Faial

Turen snor sig rundt ad små veje mellem grønne marker med køer, og efterhånden klarer det op og bliver dejligt vandrevejr. Ved ettiden når vi frem til den lille flække Praio de Almoxarife, der ligger ved vandet, og hvor der – ifølge guidebogen – skulle være en af Azorernes bedste strande samt en del caféer og restauranter. Stranden er med sort – vulkansk – sand, og af de nævnte etablissementer er der kun en enkelt café, der er åben. Her får vi lov til at slæbe et par stole udenfor, hvor vi sidder et par timer og nyder lidt mad og drikke samt – ikke mindst – den dejlige varme sol, der nu skinner fra en himmel, hvor der er mere blåt end hvidt.

Mens vi sidder der, indtræffer det mirakel, at den øverste del af vulkanen Pico blotter sig nogle få minutter, inden den atter indhylles i tæt skydække – måske den eneste gang vi får toppen at se? Og så nåede jeg ikke en gang at fotografere den, øv.

Turen videre starter op ad en meget stejl vej, der får sveden frem på panden og en masse andre steder, til gengæld er der en forrygende udsigt tilbage over bugten med den lille by og fremad mod Horta. Snart er vi atter nede i byen, hvor vi lige køber lidt chips og drikkevarer til indtagelse på altanen som belønning for veludført dagsværk, 15-20 kilometer blev det vel til. Musklerne er stadig ømme, men det er dog ikke længere helt så slemt, som det var i går.

Efter et bad og lidt læsning går vi en tur på den lange mole og studerer de mange festligt bemalede fliser, som sejlerfolket har efterladt sig, og vi falder i svime over en norsk sejlbåd af helt uhyrlige dimensioner. Masten er vel hen ved 30 meter høj og bådens længde cirka det samme, det stinker godt nok af oliemillioner.

Vi indtager aftensmaden på en restaurant, der er lidt mere "upclass" end normalt, dvs. der er større tallerkener og mindre portioner, og så er der hvide duge, tykke stofservietter, sølvtøj, krystalglas og opmærksomme tjenere. Glimrende treretters menu med en flaske af den lokale hvidvin og afsluttende med cappuccino, hvilket så løber op i godt 500 kroner for os begge, slet ikke urimeligt, kvaliteten taget i betragtning.

Vi er hjemme igen ved nitiden, og så er der lige basis for en times læsning, inden øjenlågene begynder at blive tunge. Man bliver godt nok træt af al den friske luft og motion, men det er en anden – og langt mere behagelig – form for træthed end den, man oplever derhjemme efter en lang og stresset dag på kontoret.

Onsdag d. 11. maj 2005

Ikke så dårligt med ni timers søvn, det burde man også prøve derhjemme en gang i mellem. Faktisk prøver jeg det også af og til, det er bare sjældent det lykkes, formentlig på grund af en halvpermanent stresstilstand, som det er aldeles vidunderligt at slippe af med på en ferie som denne, hvor der er tid til både frisk luft og motion, bøger og god mad.

Starten på dagens vandretur udsættes lidt, fordi Lars pludselig bliver finkulturel og insisterer på at besøge byens museum. Den oplevelse tror jeg godt jeg vil kunne leve foruden, så jeg benytter tiden til at forhøre mig lidt om billeje samt købe nogle postkort og frimærker.

Kakkel-vejskilt nær Horta

Endelig lidt i elleve kommer vi af sted, i rimeligt fint vejr. Det er som om skyerne er lysere og ligger lidt højere end de foregående dage, selv om de godt nok stadig dækker toppen af Faials cirka 1.000 meter høje vulkan. Men de ligger i hvert fald over de 500 meter, der er den maksimale højde for dagens tur. Vi går op gennem byens stejle gader til en lille forstad, der hedder Flamenco. Her er en café, hvor vi tager et kort hvil og en cappuccino, inden vejen fortsætter stejlt et par hundrede meter op, pyha. Solen skinner en del af tiden, så jeg smører for en sikkerheds skyld lidt solcreme i fjæset, om end med blandede følelser, man skulle jo nødigt komme hjem og være helt bleg.

Det sidste stykke af stigningen, inden vejen atter flader ud, går vi ad en slags allé flankeret af alskens smukke træer. Her i 500 meters højde er luften mere kølig, så den vindtætte jakke må på. Det hedder sig jo, at den er svedtransporterende, men der skal godt nok en del til at borttransportere de litervis af sved, som jeg producerer, når jeg går rask opad med en rygsæk.

Vi fortsætter mere eller mindre ligeud en times tid, før vi når til en sidevej, der fører ned mod kysten igen, og et stykke nede finder vi en saftig grøn græsmark, der egner sig fortrinligt til indtagelse af den medbragte frokost. Marken tilhører godt nok en håndfuld køer, som bruger en halv time på at stå bomstille og stirre koncentreret på os. Det er mit indtryk, at køer er ret langsomt opfattende, men det er jo svært at bedømme, hvor dybe tanker de egentlig når at danne sig i løbet af sådan en halv times tid.

Som altid smager en halvtør bolle og en humpel ost som et kongeligt måltid, når det indtages i smuk natur efter en passende mængde motion, og den efterfølgende kop kaffe får vi nede i den næste landsby. Her har de godt nok ikke cappuccino, ikke en gang en sjat mælk, så det bliver et par små kopper drønstærk espresso, der nærmest skriger efter at blive skyllet ned med dagens første øl, men nu er klokken jo også efterhånden blevet over tre, og der er kun en god times tid tilbage af dagens cirka 25 kilometer lange vandretur.

Den sidste halve time går det stejlt ned til byen, i strålende solskin og med udsigt til et smukt hav, der så småt er ved at skifte farve fra "Azorgråt" til Azurblåt. Dagsrutinen er snart indarbejdet: Lidt afslapning med øl og chips på altanen, et varmt karbad og så ud og finde en ny restaurant. Dagens fund har en ganske hyggelig indretning, men maden er ikke den bedste vi har fået. Benmusklerne er nu stort set vendt tilbage til normale tilstande, hvilket jeg også regnede med, den slags skal bare gås væk.

Torsdag d. 12. maj 2005

Vi har overvejet at tage en dagtur over til Pico for at hævne det forsmædelige nederlag til vulkanen, forudsat vejret skifter til "meget flot", og sådan vurderer vi ikke, at vejret kan karakteriseres fra morgenstunden, selv om det nu ser ganske rimeligt ud. I stedet bliver det "vores egen" vulkan, der godt nok "kun" er godt 1.000 meter høj, men der er da et flot krater, som man kan kigge ned i og vandre rundt om, og så kan man tage en taxa helt derop, så kræfterne kan spares til nedturen.

Hvor vejen ender, holder der allerede tre store busser, som udspyer bunker af turister, antageligt fra det store krydstogtskib, vi så komme ind i havnen i morges. De skal bare lige have et kig på – og et par billeder af – det imponerende krater, der er to kilometer i diameter og 400 meter dybt, så den stejle – og lidt mudrede – tur op til toppen har vi for os selv.

Det smukke vejr nede i byen er her afløst af en hård og kold vind, der jager skyerne hen over kraterkanten. Oppe på den forblæste top står en masse grimme antenner, og udsigten er domineret af skyer, så vi begynder snart nedturen til den modsatte side. Først ned gennem et goldt og barsk højfjeldsomåde, men et stykke nede vandrer vi gennem noget så eksotisk som en skov af japanske cedertræer. Herefter følger vi en sti langs en levada (vandingskanal) et stykke vej ind gennem en tæt skov, næsten som at vandre på Madeira, hvor de fleste vandreruter jo følger levadaerne.

Inden vi atter begynder at gå nedad, skal vi lige op på toppen af et krater, fra hvis bund man kan komme ud via en tunnel, spøjst.

I et lille vulkankrater på Faial

På vejen ned beslutter vi at ændre vores planer. I stedet for at vandre helt ud til enden af øen og tage en taxa hjem, slår vi et sving ned mod kysten og påbegynder tilbageturen til fods, hvilket bringer dagens tur op på noget i retning af 30 kilometer. Heldigvis forsvinder skyerne over middag, og resten af eftermiddagen går vi i strålende sol med de smukkeste udsigter over grønne marker og blåt hav. For ikke at tale om den skide vulkan ovre på naboøen, der ind i mellem blotter sig i små bidder, men stadig får vi ikke hele figuren at se på en gang.

Vi går og fantaserer lidt om, at morgendagen, som er vores sidste hele dag, teoretisk set kunne bruges til et nyt forsøg på en Pico-bestigning i stedet for den planlagte biltur. Den første båd sejler over kvart i otte og den sidste går tilbage kvart over seks, så der er sådan set rigelig tid. Vi ender dog med at blive enige om, at vi hellere vil tage en rigtig lang tur i dag og så tage det lidt mere afslappet i morgen.

Efter en mindre krise midt på eftermiddagen får jeg ny energi de sidste par timer, så jeg har overskud til at klare den sidste bakke i løb, inden det går stejlt ned til byen, hvortil vi ankommer lidt over seks. Pyha, så er vi også godt brugte og sætter meget stor pris på den rituelle pilsner på altanen.

Vi spiser på en restaurant ved strandpromenaden, hvor der er store panoramavinduer, så mens vi spiser kan vi sidde og nyde synet af solens sidste stråler på en næsten blottet Pico, wow!

Vi er – mildt sagt – godt brugte efter dagens lange vandretur, og omkring halv elleve genlyder hotelværelset af stereofonisk snorken – vil jeg tro.

Fredag d. 13. maj 2005

Efter gårsdagens tidlige sovetidspunkt kniber det lidt med at sove særligt længe. Klokken syv lyder der et brøl fra Lars, der har lindet på gardinet og afsløret synet af en blå himmel og en totalt blottet vulkan, hvilken åbenbaring! Muligheden for en sidste-dags-bestigning kommer lige op og vende, men nej. Det bliver lidt for stresset at skulle stå nede ved havnen 45 minutter senere, og så er bentøjet heller ikke helt på toppen efter gårsdagens næsten maratonagtige præstation.

Et rask dyp i Atlanterhavets bølger

Lars er helt euforisk over udsigten og styrter ned på strandpromenaden for at afprøve nye indstillinger på sit digitalkamera, mens jeg synker tilbage i sengen og snupper en times ekstra søvn.

Ved morgenmaden introducerer jeg den mulighed at tage den næste færge, der går klokken ti. Det giver stadig tid nok, i hvert fald til at komme op til kraterkanten, der ligger 100 meter under toppen, og vejret er stadig fuldstændig fantastisk, uden en sky på himlen.

Vi spiser morgenmad mens vi spekulerer som gale på, hvad der mon er den bedste udnyttelse af vores sidste dag, men ender dog med at tage den fornuftige – men også lidt kedelige – beslutning – at leje en bil og studere de sidste hjørner af Faial. En beslutning det kommer til at tage mig nogen tid at vænne mig til at leve med, men ok, det er helt klart det mest fornuftige. Med vores totalt misbrugte knæ og benmuskler ville to gange tusinde højdemeter på meget uregelmæssige lavasten og glatte mudderstrækninger udgøre en seriøs risiko for alvorlige skader.

Vores biludlejningsfirma ligger – vældig bekvemt – lige over på den anden side af gaden. Vi lejer deres billigste bil, der koster 28 euro, men med skatter og forsikringer og frit kilometerforbrug bliver det pludselig 53 euro i stedet. Men skidt, det er stadig rimeligt, specielt da vi faktisk får en noget større bil end vi har bestilt. En kvik lille sag med servostyring og alskens moderne elektronik, som får mig til at erkende, at min egen bil - om end velholdt og velkørende – med sine godt tretten år på bagen efterhånden er ved at være lidt af en antikvitet.

Vi sætter kursen op mod "Calderaen", altså vulkankrateret, hvor vi også var i går, men i dag er vejret uendeligt meget bedre, og til overflod er vi forskånet for gårsdagens tre turistbusser med deraf følgende menneskemylder. Faktisk er vi mutters alene, da vi andægtigt står og stirrer ned i det 400 meter dybe krater, der er fyldt til randen af hvide skyer. I går var himlen overbroderet med ulækre skyer og krateret tomt, men i dag er det altså omvendt, hvor sært, men absolut en positiv forandring.

Det særprægede vulkanske område på Faial

På en planche står forklaret, at man kan gå en tur rundt langs kraterkanten, en tur på seks kilometer, der er estimeret til at vare 2½ time. Helt fin start på dagen, det er jo trods alt ikke meningen, at vi skal sidde i bilen hele dagen.

Flot flot tur, under hvilken skyerne nede i krateret fordamper og tilsyneladende samler sig igen ovre omkring toppen af Pico. Positivt tegn, når vi nu går og prøver at overvinde vores frustration over at have opgivet bestigningen. Vi overbeviser hinanden om, at en eller flere af os sandsynligvis ville være skvattet og have brækket adskillige knogler, således at vores beslutning derfor var den helt rigtige.

Et sted på ruten står der to køer, som flygter over hals og hoved. Desværre har de ikke rigtigt nogen steder at flygte hen, da stien langs kraterkanten er meget smal og ikke tillader to mennesker at passere to nervøse køer. Til sidst lykkes det heldigvis at overliste dem og komme forbi, og turen afsluttes på bedste vis med at Lars jokker i en megastor kolort. Min munterhed dæmpes dog noget, da jeg kommer til at tænke på, at hans støvler jo nødvendigvis må med ind i bilen.

Tilbage langs kystvejen finder vi en lille lokal café, hvor vi kan få et par cappuccinoer. I øvrigt yderst billige her til lands, typisk 5-7 kroner, til gengæld er de ofte lavet på et eller andet syntetisk pulver. Det er ved at være over middag, så vi begynder at holde udkig efter en restaurant, hvilket er lettere sagt end gjort. Godt nok ligger der nogle stykker rundt omkring, men langt de fleste er lukkede, da vi jo endnu befinder os lidt før højsæsonen.

: Det smukke store vulkankrater på Faial

Langt om længe lykkes det at finde et sted, hvor en stor skål suppe straks bliver sat på bordet, inden vi overhovedet har haft mulighed for at sige, om vi vil spise – men måske det kunne ses på os? Hovedretten er en kraftigt smagende ret med oksekød og kartofler, og med en øl og en cappuccino løber regningen op i 13 euro, det var dog rørende.

Næsten stop er en af øens få strande, og selv om det er en vindstille dag, brager bølgerne ind mod kysten og trækker sig tilbage med voldsomme sug. Det kan jeg ikke stå for, og jeg kaster mig ud i bølgerne, der gør en absolut hæderlig indsats for at kaste mig omkuld, hvilket da også lykkes en enkelt gang. Men ellers er det en fair og lige kamp, der ender med, at jeg kommer helskindet i land, i mærkbart forfrisket tilstand.

Næste stop er øens anden store seværdighed (ved siden af vulkankrateret), nemlig hele spidsen af øen, der er dannet som følge af et heftigt vulkanudbrud i 1957-58. Resultatet er et vildt måne- og ørkenagtigt landskab, med stejle bjergsider og dramatiske klippeskrænter med over hundrede meters lodret fald ned til kysten, hvor store atlanterhavsdønninger brager ind mod kysterne.

Her er kun ganske få andre turister. Til gengæld er her et utal af måger og terner, der har deres ynglepladser i de øde fjelde, og hvis territoriefølelse blusser mærkbart op, da vi nærmer os deres enemærker. Heldigvis er de nogenlunde lige så dumme som køerne, og så har de ikke set Hitchcocks "Fuglene", så de ved ikke, at de nemt kunne skræmme os væk, hvis de virkelig ville.

Yderst på en klippeknold er der en sprække i jorden, hvorfra varm damp vælter op, hvor fascinerende. Vi tilbringer et par timer i dette herlige landskab, hvor solen skinner og en mild brise kommer ind fra Atlanten og kompenserer for de svedfremkaldende ture op og ned ad de stejle bakker.

Om resten af turen tilbage til Horta er der ikke så meget at berette, ud over, at en masse skyer trækker sig sammen over øen. Ifølge vejrudsigten skulle det blive dårligt vejr igen i weekenden, og så er det jo meget godt, at vi påbegynder hjemturen.

Vi afleverer bilen, tilbringer de sædvanlige par timer på altanen (jeg kommer til at savne udsigten til en stor vulkan fra min altan) og indtager aftensmaden på "Piano Bar", den med de små portioner på de store tallerkener. Heldigvis er der dessertbuffet, som kompenserer lidt for det mængdemæssige.

Da vi kommer ud fra restauranten, er gaderne våde, og der er en herlig duft af nyfalden regn, da vi går de få hundrede meter tilbage til hotellet.

Lørdag d. 14. maj 2005

Udsigt over Lissabon

Vejret er gråt og trist fra morgenstunden, og Picos øverste halvdel er indhyllet i mørke skyer, akkurat som for en uge siden, da vi påbegyndte det mislykkede bestigningsforsøg. Vi skal lige have et par formiddagstimer til at gå, inden vi tager til lufthavnen. Lidt vinindkøb, lidt pakkeri, en sidste slentretur langs havnen, og snart sidder vi i en taxa til lufthaven.

Planmæssig afgang lidt i et og efterfølgende begivenhedsløs flyvetur i to en halv time. Det meste af tiden flyver vi over et tæt skydække, som først forsvinder, da vi ser den portugisiske kyst under os. Bagagen finder – forhåbentlig – selv vej til Kastrup, så vi skal bare gå direkte ud i en taxa, der hurtigt bringer os til det velkendte "Hotel Borges".

Det er solskin og atten grader i Lissabon, så vi begiver os straks ud på en sen eftermiddagsvandretur for at se en smule af byen og samle appetit til vores sidste portugisiske aftensmad. Først ned gennem nogle gågader, hvor en cappuccino - serveret udendørs – koster 3½ gange den sædvanlige pris, men så kan man også indtage den under en parasol og sidde og se en masse andre turister defilere forbi. Bagefter går vi op til den smukke og imponerende borg, hvor der er en fantastisk flot udsigt over byen og den brede Lejo-flod, der løber ud i Atlanterhavet her.

Vi finder en restaurant, der samtidig fungerer som bar og TV-stue. Der spilles øjensynligt en fodboldkamp mellem to portugisiske klubhold i aften, men heldigvis er der ikke skruet så meget op for lyden, at det virker forstyrrende. Vi får en fortræffelig ret med noget meget mørt lammekød, kartofler, ris, løg – og grønlangkål! God og solid bondekost, der – suppleret med en flaske lokal rødvin – mætter så kraftigt, at der ikke rigtigt er plads til dessert bagefter.

Selvom dagens fysiske udfoldelser har været yderst beskedne i forhold til de forrige dages, så er vi begge godt trætte, og der er ikke kræfter til mange minutters læsning, før der er lukket og slukket.

Søndag d. 15. maj 2005

Det bliver en noget urolig nat med "lavkvalitetssøvn". Dels er hovedpuden elendig, og dels lyder det som om, at tilhængere af det sejrende fodboldhold holder larmende fest i gaderne hele natten.

Alarmen bipper lidt i syv, hvilket giver os en time til et bad og lidt morgenmad nede i den imposante spisesal med prismelysekroner og kakler på væggene, inden vi sætter os ind i en taxa og kører gennem de morgentomme gader til lufthavnen. Vi har allerede boardingpas fra indcheckningen i går, så alle formaliteter er overstået nemt og hurtigt.

Snart sidder vi i flyet og nyder en rolig tre timers flyvetur, hvorunder jeg kommer godt i gang med "Belladonna dokumentet". Den minder i stilen lidt om "Da Vinci mysteriet", men er ikke nær så god, og jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg gider læse den færdig, når først jeg kommer hjem og har andre muligheder.

I Kastrup kommer bagagen næsten omgående og regionaltoget ligeså, og til overflod kan jeg løbe lige ind i den ventende metro på Nørreport Station, så jeg er hjemme allerede lidt i tre. Det er en dejlig solbeskinnet majsøndag, og så snart jeg lige har foretaget en nødtørftig udpakning, cykler jeg ud til Pia og Anita i kolonihaven og spiser grillmad og drikker den hjembragte portugisiske rødvin.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside