Belize og Mexico, marts - april 2007

Per Allan Jensen

.... (fortsat fra "Guatemala, februar - marts 2007)

Onsdag d. 14. marts 2007

Sover lidt halvskidt. Har vist ikke helt vænnet mig til varmen endnu, men det kommer sikkert hurtigt. Kan - igen i dag - lige nå morgenmaden før aftalt afhentning med henblik på transport til Belize, og også i dag er bilen lettere forsinket.

Chaufføren er i øvrigt den samme som kørte mig hjem fra Tikal i går, en munter fyr, der spiller reggae for fuld udblæsning, mens han sidder og rokker i takt med hele kroppen - håber han kan finde ud af at styre bilen imens.

Det ser nu ud til at gå meget godt, og efter to en halv times kørsel er vi fremme ved grænsen. Turen ud af Guatemala og ind i Belize er en af de nemmeste grænsekrydsninger jeg har prøvet (uden for Europa), og alle virker utroligt afslappede her.

Landskabet bliver smukkere på den anden side af grænsen, med vidtstrakte grønne bakker beklædt med træer og palmer. Jeg ser nu ikke det hele, for jeg er ret træt og sidder og småsover halvdelen af tiden.

Lidt i et er vi fremme i Belize City. Jeg tror først ikke mine egne øjne, det minder mest af alt om en lille fiskerlandsby med gamle faldefærdige træhuse. Næppe et sted hvor jeg går glip af meget ved straks at sætte kursen væk igen. De fleste skal - som jeg - videre ud til en af øerne, og der går - meget bekvemt - en båd til Caye Caulker allerede halv to.

Der er tale om en overdimensioneret speedbåd med plads til et halvt hundrede passagerer, der drives frem af ikke mindre end tre 200-hestes påhængsmotorer, så vi skyder en pæn fart - for at sige det mildt. Fornemmelsen af den salte vind i fjæset får mit humør til at stige adskillige grader. Ikke fordi det fejlede noget før, men dette er virkelig noget, der kan få det helt i top.

De godt tredive kilometer tager en halv times tid, og så er det ellers bare om at finde et godt sted at bo, da jeg har tænkt mig at blive her nogle dage. Jeg har naturligvis studeret min LP-guide grundigt på forhånd og har 4-5 muligheder, der alle ligger få hundrede meter fra anløbsbroen. Prisniveauet er tydeligvis et noget andet her end i Guatemala, men nu befinder jeg mig jo også midt i et caraibisk tropeparadis.

Efter nogle ture frem og tilbage beslutter jeg mig for ”Sea Beezzz Guest House”, hvor jeg får et udmærket værelse for 350 kroner. Der er ikke AC, men to elektriske vifter, eget badeværelse og en stor dejlig seng med natlampe (vigtigt, for det er lidt træls at ligge og læse med pandelampe).

Efter denne anstrengelse synker jeg sammen i en stol ude foran og nyder en af de lokale øl (Belikin), før jeg atter har kræfter til at foretage mig noget aktivt. Nemlig at slentre en tur op ad ”hovedgaden”, idet jeg omhyggeligt sørger for at overholde det påbud, der står på flere skilte: ”Go slow”. Og så er stilen ligesom lagt.

Fedt sted! Hele øen er ikke større end at man ville kunne gå rundt om den på under en time, og op langs hovedgaden er der et utal af små restauranter og caféer, hvoraf de fleste vender ud mod havet (vigtigt, fordi der kommer en forfriskende konstant brise der ude fra). Overalt ses tilbud om snorkel-, dykker- og sejlture samt leje af kajakker, så det skulle jo nok være muligt at få nogle dage til at gå her.

På Caye Caulker lægger de vægt på afslapning

Her er naturligvis også en internetcafé, men prisen (40 kr. pr. time) er vist noget af det dyreste, jeg nogensinde har været udsat for. Til gengæld er der AC, tiptop moderne udstyr og hurtige forbindelser. Der er også et par steder, hvor de sælger / bytter antikvariske bøger, det må undersøges nærmere i morgen. Og så - gudskelov - en ATM, så jeg kan få mig en ordentlig portion kontanter. Man kan ganske vist godt betale med kortet (nogle steder), men de fleste tager en provision på 5-10%.

En af de beboere, der ikke har svært ved at overholde byens fartbegrænsninger

I det lokale supermarked sælger de blandt andet vin, men til priser, der er helt hen i vejret. En ganske almindelig flaske rødvin, der ville koste omkring tredive kroner derhjemme, står til over hundrede kroner her! Så kan man til gengæld få 2-3 hele flasker rom til samme pris, så måske jeg midlertidigt skulle omlægge mine alkoholiske (u)vaner.

Jeg tilbringer en times tid i gyngesofaen oppe på mit hotels balkon (på 1. sal), mens mørket falder på. Det var egentlig meningen, at jeg ville have opdateret dagbogen imens, men jeg er vist allerede ved at falde ind i stedets afslappede rytme, for det bliver ikke rigtigt til andet end at sidde og stirre ud på havet. Ud over bølgernes brusen kan man høre en svag og dyb rumlen og se en smal hvid stribe et par kilometer ude. Det er her de store bølger møder koralrevet, og det er herude - på verdens næststørste koralrev - at de helt store seværdigheder skulle befinde sig.

Restauranten lige ved siden af har barracuda som dagens ret, og det tilbud er svært at modstå. Klokken er knap otte, og jeg kan heller ikke modstå stedets happy-hour-tilbud om to drinks for femten kroner. For eksempel rom med ananasjuice og masser af isterninger, slet ikke værst.

Og så er der lige koffein-behovet (slemt blandingsmisbrug at være ude i), som de dog ikke kan hjælpe mig med. ”No man, coffee only in the morning” lyder det lakoniske svar. Og samme resultat får jeg de næste par steder jeg forsøger, inden min søgen endelig krones med held, og som bonuspræmie kan jeg samtidig få en stor dejlig chokoladekage med is, mums. Næsten lige som i Antigua, men så er prisen også lige fordoblet, og kaffen er ikke nær så god.

Torsdag d. 15. marts 2007

Sover til syvtiden og giver mig så til at pakke alt mit habengut ud, for jeg har besluttet mig til at blive her en rum tid endnu. Formentlig seks dage, hvorefter jeg så vil hoppe på en tredages sejltur ned til den sydlige del af landet.

Jeg finder badebukser, dykkerbriller og snorkel frem og får mine flinke værtsfolk til at låse op for hotellets private badebro. Jeg får lige en advarsel med om at passe på, hvor jeg sætter fødderne, fordi der er nogle ”most nasty stingrayes, that can make a strong man weak”. Tak for det. Jeg sætter min lidt til, at hvis jeg holder mig i overfladen, så holder de sig på bunden.

Vandet har en vidunderlig temperatur, der formentlig ligger ganske tæt på de 28 grader jeg er vant til på mine mange og lange træningsture i Vestbadet. Sigtbarheden er ikke specielt god, da den friske vind skaber bølger, der hvirvler sandet op fra bunden. Men skidt, lige nu er formålet først og fremmest at få noget motion, og så må de nærmere studier af undervandslivet vente til senere.

Følgerne af en orkans hærgen nogle år tidligere

Jeg svømmer helt ud til øens nordspids og tilbage igen, en tur på et par kilometer, vidunderligt. Undervejs er 'udsigten' mest til bølgende skove af søgræs, men jeg ser da også enkelte små farverige fisk samt en enkelt stime halvstore.

Da jeg ankom i går blev jeg lovet, at der var fri adgang til morgenkaffe, og det tilbud tager jeg nu - med stor glæde - imod, mens jeg sidder ude i haven og tørrer i solen. Og hvad så? Tjah, først en langsom slentretur ned omkring antikvarboghandleren, hvor jeg sikrer mig den eneste danske bog de har - så skulle jeg også snart være dækket ind for resten af ferien.

Så, efter en glimrende frokost på en havnemole-restaurant, en times tid til at slå mave, og et yderst velegnet sted hertil er hængekøjen hjemme i hotellets have, i skyggen af et par store kokospalmer. Dernæst en slentretur ad kyststien mod syd, hvor bebyggelsen snart tynder ud og kysten domineres af mangrove. Meget smukt!

Jeg har endnu ikke helt fået dækket mit motionsbehov, så jeg går hen og lejer en havkajak. Det koster 30 kroner pr. time, hvilket er det dobbelte af, hvad jeg gav i Guatemala, men så er det også en noget bedre kvalitet. Jeg spørger, hvor lang tid det tager at sejle rundt om øen og får svaret ”et par timer”. Det tager jeg som en udfordring og beslutter at forsøge, om det kan gøres på en time.

Kors et lækkert fartøj, det er noget i den stil jeg godt kunne tænke mig at få derhjemme på et tidspunkt. Balancen er perfekt, og den skærer sig lige gennem bølgerne. Wow, tkat's life!

Snart sejler jeg gennem ”The split”, som er en 50 meter bred kanal, der opstod for et par år siden, da en orkan skar sig tværs gennem øen. Det er nogle seriøse uvejr, de har på disse kanter, hvor man nok ikke skal tage hen på sommer- eller efterårsferie. Men lige nu er vejret aldeles vidunderligt, og da jeg kommer om på øens læside, er vandet næsten spejlblankt, og kajakken skyder fremad med raketfart.

Jeg har den lave eftermiddagssol lige i fjæset, og sveden driver ned ad mig, efterhånden som jeg bliver mere og mere grebet af udfordringen og sætter farten op. Det er lidt svært at vurdere, om tiden holder, for øen har nogle irriterende udvækster nede sydpå.

Efter tre kvarter er jeg endelig tilbage på østsiden, men de sidste par kilometer er virkelig en udfordring, da de halvstore bølger kommer ind skråt forfra. Jeg tager adskillige søer indenbords, men skidt, det løber jo selv ud igen, så den eneste konsekvens er, at mine bukser bliver gennemblødt.

Trods en energisk slutspurt må jeg erkende, at jeg kommer til at overskride tiden med ti minutter, øv. Kajakudlejeren er dog vældig imponeret af min indsats, og hun ser gavmildt gennem fingre med de ti minutters overskridelse af lejeperioden.

Herefter gør det godt med et bad, og ved samme lejlighed vasker jeg lige mit tøj, der er totalt gennemblødt af sved og saltvand. Så nærmer vi os skumringstimen, og hvor kan den tilbringes bedre end på en stol nede ved vandkanten, hvor den friske vind gør det til en umulig opgave for en blodhungrende myg at sætte sig. Jeg sidder og bliver helt euforisk af den lune vind, det smukke tusmørke, pelikanerne og fregatfuglene, det brusende rev i horisonten og den vidunderlige fornemmelse af en krop, der har været brugt.

Aftensmaden indtages på et rigtigt reggae-sted med sand på gulvet og Bob Marley i højtalerne, lige på stranden, hvor den førnævnte brise er taget til, så det kræver lidt omhu at holde fast på dugen. Vældig forfriskende.

Maden er udmærket, noget kylling i kokos og karry, men ikke helt tilstrækkeligt i forhold til dagens ekstraordinære kalorieforbrug, så jeg ender med at bestille en stor lime-cheese-cake til kaffen (til den ublu pris af 35 kroner, så er den godt nok også betalt). Hertil et par kopper ”økologisk regnskovskaffe”, og det lyder jo fint, men den kan altså ikke konkurrere med Antiguas cappuccinoer.

Fredag d. 16. marts 2007

Vågner kvart i seks og beslutter at stå op for at se solopgangen ude over havet. Går i seng igen og læser en lille times tid, indtil tiden er inde til morgensvømmeturen. I dag lægger jeg ruten den modsatte vej, væk fra byen. Problemet med at svømme her er, at vandet er ret lavt, med mindre man svømmer et godt stykke ude, og der er jeg lidt bange for de hurtige både. Alternativet er at svømme i 30-40 centimeters afstand fra bunden, hvor jeg i dag faktisk ser et par af de stingrays, som jeg blev advaret mod i går. Det er med en vis forsigtighed man passerer hen over sådan en fyr, og hver gang jeg svømmer på lavt vand, kommer jeg uundgåeligt til at mindes min dramatiske oplevelse med søpindsvinene på Sri Lanka, selv om den hændelse efterhånden ligger over 25 år tilbage i tiden.

På tilbagevejen er jeg faktisk tæt ved at blive sejlet ned af en speedbåd, der har kurs direkte mod mig. Jeg vinker som en gal, men han ser intet, og i sidste øjeblik kaster jeg mig til siden (det er desværre ikke dybt nok til at dykke ned) og krydser fingre for, at han ikke laver en pludselig kursændring. Sådan en idiot!

Jeg indtager morgenmaden ”hjemme”, og den er faktisk ganske glimrende. Røræg, bacon, stegte kartofler og toast, skyllet ned med kaffe ad libitum.

Jeg skal på snorkeltur i formiddag, som en første opvarmning til den dykkertur jeg regner med at tage på i morgen, hvis jeg ellers kan få en aftale om lidt speciel hensyntagen til min manglende erfaring. Eller rutine rettere sagt, for jeg har trods alt efterhånden gennemført et halvt hundrede dyk, der har bare været lidt langt imellem dem. Og lige nu ligger det sidste dyk fem år tilbage i tiden.

Dejlig tur, med tre gange en god halv times snorkling ude på indersiden af revet. Vi ser blandt andet en masse store stingrays (rokker), der svæver majestætisk af sted lige under os, samt to barracudaer og en del andre nydelige fisk.

Da jeg kommer tilbage slår det mig, at man jo for det meste ligger på maven, når man snorkler, og jeg har IKKE smurt solcreme på ryggen og på bagsiden af benene. Ikke smart, og i eftermiddagens løb står det klart, at jeg har fået en halvseriøs skoldning.

Jeg taler med dykkerfirmaet om min situation, og de foreslår, at jeg kommer forbi i løbet af eftermiddagen, og så vil de give mig en times ”brush up”. Det gør jeg så, og det går helt fint, også den obligatoriske øvelse med at tage masken af under vandet. Jeg bryder mig dog ikke om den øvelse, fordi den får mine øjne til at svide længe efter. Min instruktør forsikrer, at han vil være helt tryg ved at tage mig med på dykkertur i morgen, så jeg lader mig straks skrive op. Der er endda mulighed for en tur til det berømte ”Blue Hole”, der ligger et par timers sejlads herfra, spændende.

Herlig solnedgang

Jeg går hen til det lille supermarked og supplerer min beholdning af shampoo og solcreme, som begge er ved at være sluppet op. Samtidig køber jeg en stor flaske after-sun-creme, i håb om, at rigelige mængder heraf vil kunne medvirke til en vis begrænsning af skadernes omfang.

Vi har aftalt at mødes halv seks til et orienteringsmøde om morgendagens tur, men desværre viser det sig, at der mangler to deltagere, for at den kan gennemføres - øv. Jeg beslutter så at vente på bedre held i overmorgen, hvilket jo strengt taget passer meget godt med, at jeg så i morgen kan få en slapperdag i skyggen og få restitueret min ømme hud.

Spiser aftensmad på et halvflippet sted, og til overflod er der - lige over for - en lille flok lokale, der går helt amok på nogle trommer, sikke dog en larm. Inden jeg går i seng, smører jeg mine forbrændte hudflader adskillige gange ind i rigelige mængder af lindrende creme (det suger som en svamp). Forhåbentlig lykkes det mig at få en ordentlig nattesøvn trods dette handicap.

Lørdag d. 17. marts 2007

Det går bedre end frygtet med at sove, men for en sikkerheds skyld starter jeg dagen med yderligere 3-4 indsmøringer af ryg og bagben. Under alle omstændigheder skal dagen helt sikkert tilbringes med tshirt - og overvejende på skyggefulde steder.

Det bliver en rigtig slapperdag, hvor det mest anstrengende er et par kilometers svømning sidst på eftermiddagen. Ellers går dagen med at slentre rundt, sidde ude på forskellige moler, hænge over nogle måltider, løse sudokuer og kakuroer samt få læst en hel del. Får færdiggjort ”Falkens flugt”, som jeg købte antikvarisk i Antigua, udmærket bog. Så har jeg stadig fem bøger tilbage, det er jo herligt.

Der er jo ikke meget at berette om sådan en dag, bortset fra, at det dog er et aldeles vidunderligt sted at bruge sin tid på at lave ingenting, mens man lytter til ”I shot the sherif” og ”No woman no cry” en snes gange i løbet af dagen (kan nu godt blive for meget i længden med al den reggae).

Efter mini-uvejret i går er vinden skiftet fra øst, som er den fremherskende retning på denne årstid, til nordvest, hvilket har betydet, at temperaturen er faldet et par grader, meget behageligt. Samtidig er vandet blevet helt klart, fordi der ikke længere er bølger på den østvendte kyst.

Endelig - på min fjerde dag på øen - tager jeg mig sammen til at gå de 500 meter over på vestsiden for at se - og fotografere - solnedgangen, flot! Dykkerfirmaet har endnu en gang ikke kunnet samle deltagere nok til turen til Blue Hole, så jeg beslutter at tage med på en anden tur i morgen i stedet. Det er måske i virkeligheden også meget fornuftigt, da der står i LP, at netop det dyk kan være lidt skræmmende, hvis man ikke er rutineret.

Søndag d. 18. marts 2007

Vågner ved firetiden ved lyden af blæsten, der rusker i palmerne, samt voldsom regn, der pisker mod tag og mure. Det var da alligevel utroligt, man skulle næsten tro, at regntiden var ved at begynde. Jeg ændrer lidt på vindueslamellernes vinkel, så det i det mindste ikke regner ind, kryber ned under mit lagen og snorker videre, indtil uret bipper halv syv. Et kvarter senere står jeg klar for at forhøre mig om muligheden for at få lidt tidlig morgenmad, og selvfølgelig kan jeg det. De er bare så flinke og hyggelige her, og så laver de øens bedste morgenmad.

Udsigten fra mit hotel

Vejret er ikke helt klaret op efter nattens uvejr, tværtimod er det meste af himlen dækket af mørke skyer, som det endda drypper lidt fra. Ikke det ideelle vejr til en dykkertur, da det mindsker sigtbarheden og farverne under vandet, men til gengæld er det jo ganske udmærket for mit brankede skind.

Vi - dvs. en gruppe på otte - mødes som aftalt på dykkerkontoret, hvor vi udvælger vores udstyr. Som sædvanlig er det ikke helt nemt at finde svømmefødder, der er store nok, men det lykkes da heldigvis til sidst.

Det småregner, og blæsten er ikke videre lun, så jeg vælger at tage min våddragt på med det samme, hvilket viser sig at være en rigtig god idé, for så snart vi kommer uden for revet er bølgerne meterhøje, med heftige skumsprøjt til følge. Turen ud til Turneffe Islands, hvor vi skal dykke, tager en lille time og er noget af en ryste- og vippetur, og en af deltagerne, en belgisk pige, må ud over kanten og aflevere morgenmaden.

Vores divemaster, der hedder Israel, gennemgår dykket og monterer personligt alt vores udstyr, hvilket jeg er glad for, da jeg altid frygter at lave en eller anden idiotisk fejl, specielt når det er første dyk i adskillige år.

Det er altid nogle sekunder af ganske særlig intensitet fra man lader sig tippe ud over rælingen til man - efter en tur under overfladen - ligger og flyder trygt og sikkert, båret oppe af den luftfyldte vest. Man føler sig - og er jo også - umådeligt tung, idet luftflaske og blybælte bidrager med mindst tyve kilos ekstra vægt, så den tanke melder sig spontant, at man sikkert fortsætter den lange vej mod bunden som en sten.

Men selvfølgelig gør man ikke det, og resten af dykket forløber da også aldeles afslappet og uproblematisk. Det er - som en af de andre udtrykker det - lidt lige som at cykle. Når man først en gang har lært det, så glemmer man det aldrig igen.

Selv om jeg ikke har dykket i årevis, så føler jeg mig 100% på omgangshøjde med situationen og synes selv jeg klarer det hele til UG med kryds og slange. Jeg har kun de sædvanlige to problemer, der begge hidrører fra mit store lungevolumen. Jeg drøner flere meter op og ned for hvert åndedrag, og så bruger jeg for meget luft, så mine dyk begrænses til 30-35 minutter, hvor de fleste andre kan klare sig omkring 50 minutter. Heldigvis er der en anden, der har samme problem, så vi kan følges ad op til overfladen uden at skulle tvangsforkorte de andres oplevelse.

Selve dykkene er ok, men på ingen måde i særklasse, og farver, fisk og koraller er ikke tilnærmelsesvis på højde med, hvad jeg f.eks. har oplevet i Det Røde Hav. Af mere spektakulære ting ser vi en stor muræne og en meget stor hummer, men ellers er det sådan lidt på det jævne. Mellem dykkene fryser jeg bravt. Lidt sol ville være dejligt, men desværre, skyerne vil ikke forsvinde, så det bliver en noget kølig oplevelse. På hjemturen, der er endnu mere vild end udturen, får vi heldigvis udleveret nogle store plastikstykker, så vi kan sidde nogenlunde i læ for vind og skumsprøjt. Et oplivende moment fra tilbageturen er, at vi ser et par legesyge delfiner ganske tæt på båden, og da vi kommer tilbage til land, skinner solen fra en skyfri himmel - bedre sent end aldrig.

Mandag d. 19. marts 2007

Får en god lang nattesøvn i den behagelige temperatur, der har indfundet sig efter vejrskiftet forleden. Det kommer nok ikke til at holde så længe, for nu er vinden atter tilbage i øst, som den var for et par dage siden - og almindeligvis er på denne her årstid.

Dagen starter dårligt derved at jeg - igen igen - har problemer med mine øjne. Denne gang er det det højre, der svider og løber i vand, så jeg dårligt kan holde ud at have det åbent, pokkers da også. Sætter mig ud for enden af hotellets bro og læser lidt i min næste bog (”Skilsmisseadvokaten” af Freda Bright). Klokken er kun halv syv, og der blæser en kraftig og behagelig brise ind fra havet.

Efter en times læsning er jeg klar til den glimrende morgenmad og tre kopper kaffe, der står til fri afbenyttelse på maskinen, om end kun om morgenen. De har et sjovt forhold til kaffe her på øen. De laver typisk en kande af gangen, men som regel kun om morgenen (enkelte steder dog også til frokost), og hvis man beder om kaffe, når kanden er tom, ja så er det bare ærgerligt. Heldigvis har jeg efterhånden fået modereret mit kaffemisbrug nok til, at jeg klarer mig fint igennem på 2-3 kopper om morgenen, men ind i mellem kan jeg godt komme til at savne Antiguas vidunderlige cappuccinoer.

Jeg besøger det lille posthus for at få nogle frimærker til postkort, og for første gang er der noget i dette land, der er billigere end i Guatemala (under to kroner for porto til et postkort). Dernæst en tur omkring apoteket for at prøve om jeg kan få noget, der kan lindre mine irriterende øjne, og i sådan en situation priser jeg mig lykkelig for, at de taler engelsk her og ikke spansk. Jeg får nogle dråber til øjne, der er ”irriterede af snavs, røg eller tør luft” - tja, jeg kan jo lige så godt prøve, selv om det næppe er specielt rammende.

Vi snupper lige en solnedgang mere

Forhører mig om mit ”krydstogt” i morgen, og ja, hurra, der er nu kommet rigeligt med tilmeldinger, så turen med sikkerhed bliver gennemført. Lidt Internet, frokost, lidt slentren rundt, lidt læsning, en time på ryggen yderst på molen (med en bluse over hovedet for at skåne øjet) og et par kilometers svømning, hvor jeg omhyggeligt sørger for ikke at få saltvand i øjet.

Klokken fem er der intromøde om den kommende sejltur. Der er et dusin deltagere, hvoraf de fleste er en del yngre end jeg. Vi får lidt information om turen, og jeg kan næsten ikke vente - kors det lyder godt!

Jeg fejrer min sidste aften på Caye Caulker med et måltid på byens dyreste restaurant, hvor jeg kommer af med godt 200 kroner for to retter mad og to øl. Dyrt, men det var det værd.

Vejret er pragtfuldt, med frisk østlig vind og en skyfri himmel, smukt dekoreret med stjerner. Og ifølge vejrudsigten skulle dette ikke ændre sig væsentligt de nærmeste dage.

Går hjem og pakker på en sådan måde, at alt hvad jeg kan tænkes at få brug for de næste tre dage kan være i den lille rygsæk, således at den store kan stuves af vejen på båden.

Tirsdag d. 20. marts 2007

Dagen starter med den gode nyhed, at mit øje føles ok igen. Det er helt vemodigt at skulle tage afsked med See Beezzz, som virkelig har været et godt og hyggeligt sted. Chuck kører mig hen til ”Raggamuffin Tours” i den lille elektriske golfvogn, så fik jeg også prøvet den.

Vi kommer af sted hen ad ni, og ”vi” er en gruppe på tretten menige deltagere samt en kaptajn og en medhjælper. Vinden kommer ind skråt bagfra, hvilket giver en masse muligheder for at placere sig rundt omkring, da bom og storsejl befinder sig langt ude over vandet. Madrasserne kommer frem (og fiskestænger til de mere energiske), og så må der flades ud. Jeg giver lige hele kroppen en gang solcreme, inden jeg lægger mig hen til brankning, skulle jo nødigt risikere en gentagelse af fadæsen fra forleden.

De næste par timer er rendyrket afslapning, kun afbrudt af, at en af ”fiskerne” fanger en makrel. Så er vi fremme ved første snorkelstop, hvor der faktisk er ret god snorkling. Pæne koraller og masser af fisk, og så er det sjovt at svømme rundt helt ude ved revet, hvor der - lige på den anden side - er megahøje bølger.

Mine rejsekammerater på sejlturen

Så snart vi kommer op igen er der frokost - et dejligt stort stykke kylling med ris, ikke værst. Bagefter er jeg så uheldig at få trådt et stort glasskår op i foden. Et eller andet er gået i stykker på dækket, hvor det flyder med små og store glasstykker. Nu er det jo ikke det værste sted at komme til skade, og 5-10 minutter med foden i saltvand stopper stort set blødningen. Derefter kommer skipper med noget rensestads, og så må der krydses fingre for, at det er tilstrækkeligt. Det er i hvert fald ikke realistisk med plaster og den slags under de givne omstændigheder.

Vi sejler et par timer mere og lægger så til ved en lille bitte ø, hvor der er et fyrtårn samt en fyrtårnsmester og hans fire hunde, der ivrigt springer ud på molen for at hilse os velkommen, det er vist ikke så tit de får gæster her.

Da vi skal videre, har vinden lagt sig, så vi må have den lille påhængsmotor til hjælp. Den larmer dog heldigvis ikke ret meget, og i hvert fald meget mindre end bådens musikanlæg, der åbenbart SKAL køre for fuld udblæsning med reggae og det der er værre. Det er den eneste ulempe ved at rejse med unge mennesker, altså at de bare SKAL have larm hele tiden, jeg havde ellers glædet mig til kun at skulle lytte til vinden og bølgerne.

Rendez-vous Island, den mindste ø jeg har boet på

Så er der pludselig bid igen, og denne gang er det minsandten en stor barracuda - hurra, så er aftensmaden reddet.

Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved dagens mål, ”Rendez-vous Island”, som er en lille klat sand på 100 x 20 meter med en snes kokospalmer og et lille palmehalvtag, under hvilket vi kan klemme de fleste af teltene ind. Lækre telte for resten, og jeg får et helt for mig selv, ren luksus.

Og så kommer der en kæmpestor bowle med en eller anden rompunch, wow. Mens det mørkner spiser vi nachos med lækker dip og tager godt for os af romdrikken, så humøret stiger i takt med at dagslyset forsvinder (dvs. ret hurtigt). Pludselig kommer der en kraftig byge, men den er væk igen på få minutter, og når man alligevel kun er iført badebukser, så kan det jo være lige meget. Kort efter regnbygen er himlen atter helt klar, med den smukkeste stjernehimmel, der herude ikke forstyrres af andet lys end det fra vore pandelamper.

Jeg lægger mig ind i teltet og prøver på at skrive dagbog, men jeg er alt for træt, så det bliver ikke til meget, før jeg må overgive mig til søvnen.

Onsdag d. 21. marts 2007

Urolig nat, hvor den kraftige blæst får teltet til at flapre højlydt, og hvor enhver ujævnhed i terrænet føles tydeligt gennem underlaget, der umiddelbart virker blødt, men ikke har substans nok til at modvirke noget som helst.

Fed fornemmelse at stå op og gå direkte ud i vandet, uden anden ”omklædning” end tilføjelse af snorkel, maske og finner. Få meter ude skråner bunden nedad, og her starter koralrevet, og der er masser af fisk at se på.

Tilbage og pakke teltet (lidt besværligt at holde styr på i den friske vind), hvorefter morgenmaden er klar. Ude i horisonten kan vi se et af de der gigantiske krydstogtskibe, som der er så mange af i de Caribiske hav. Flydende luksushoteller, der fragter tusindvis af turister rundt i airconditionerede og sterile omgivelser - i sandhed en anden verden end denne her.

Vi fangede selv aftensmaden - her en imponerende barracuda

Af sted i frisk vind og næsten skyfri himmel, og snart er vi atter inde i rytmen. De fleste sidder eller ligger rundt om og slapper af med bøger eller musik i hovedtelefoner, et par stykker passer fiskelinerne, og et par andre er travlt beskæftiget med at skrue op for ”musikken”, hver gang jeg ser mit snit til at dæmpe den nogle få db, så jeg i det mindste - helt ude foran og iført ørepropper - kan undgå det værste. Men det er en håbløs kamp, må jeg snart indse, og så må jeg jo bare prøve at negligere det mest muligt, så det ikke ødelægger mit humør.

Afslapning på bagdækket

Formiddagens snorkelstop er i særklasse, utvivlsomt det bedste snorkling jeg endnu har oplevet. Farverige koraller, store stimer af fisk og - det mest imponerende - et par store ”spotted el rays” (plettede ålerokker?), der elegant svæver af sted under os med langsomme ”vingeslag”, som var de store fugle. Fantastisk oplevelse!

På den videre færd er jeg så uheldig / klodset at tabe mine solbriller i vandet. Ikke godt med det skarpe sollys og alle reflekserne fra havet, og jeg kan tidligst få fat i nogle nye, når vi kommer til Placencia i morgen eftermiddag. Det var så turens tredje par solbriller. De første faldt jeg ovenpå under trekkingturen i Guatemala, og de næste knækkede stangen i Caye Caulker, hvorefter jeg købte disse, som altså fik en kort levetid.

Heldigvis har der ikke været problemer med øjnene siden Caye Caulker, og jeg er nået frem til den teori, at det var irritation fremkaldt af de store mængder Sun Lotion jeg brugte efter snorkelturs-afbrændingen, den har garanteret været fyldt med alskens ulækre parfumestoffer.

Teltslagning på Tobacco Caye

Frokosten består af en hjemmekomponeret sandwich og en svømmetur, og efter yderligere et par timers sejlads er vi fremme ved dagens endemål, Tobacco Caye. Denne ø er lidt større end den foregående, måske 600 x 200 meter, og med flere af civilisationens goder (og onder). Et par af goderne er øens offentlige toilet og en kold bruser, men det mere end opvejes af en bar med larmende ”musik”.

Vi får udpeget et område, hvor vi kan slå teltene op, idet opmærksomheden henledes på ikke at placere sig under potentielt nedfaldende kokosnødder. Jeg vælger det fjerneste hjørne (i forhold til baren), selv om det ikke er nær langt nok væk efter min smag.

Det er helt vidunderligt at få vasket salt og sved af kroppen, og bagefter sætter jeg mig ud på molen og nyder synet af pelikaner og fregatfugle, der styrtdykker efter resterne af de barracudaer, der er ved at blive gjort i stand til aftensmaden. Og prøver at negligere det monotone afrikanske jammerspektakel, der rammer mig fra to sider: Fra baren på land og fra båden ude for enden af molen, hvor skipper har skruet helt op og sat højtaleren på dækket - Christ!

Solnedgangen er i særklasse, altså lige bortset fra larmen (hvorfor er mennesket så tåbeligt indrettet, at man ikke bare kan lukke ørerne, ligesom øjnene?), og bagefter kommer dunken med rumpunch atter frem for at udfylde tiden, indtil aftensmaden er klar.

Herefter går der helt ged i det. Højtaleren kommer helt op på molen, og inde i baren skruer de også op, for ikke at stå tilbage. Nu er mine ørepropper helt utilstrækkelige, og jeg opgiver drømmen om at sidde i det milde tropemørke og glo op i stjernerne og lytte til vandets klukken omkring molens pæle.

Går op i teltet og prøver at læse lidt, men falder i søvn og vågner først igen hen ad elleve. Jeg må lige en tur op omkring toilettet inden natten, og i den forbindelse må jeg konstatere, at den infernalske larm fra bar og båd bestemt ikke er aftaget - gad vide hvor længe det skal vare ved?

Torsdag d. 22. marts 2007

Sover noget uregelmæssigt. I nat er det ikke så meget vindens blafren som det er det hårde underlag, og først ved firetiden får jeg den geniale idé at lægge det dobbelt, så belastningen på hofterne mindskes - fødderne betyder det jo ikke så meget med.

Klokken halv syv er det slut med at sove. Jeg læser en halv times tid og slentrer så en tur ud på molen, hvor 4-5 stykker allerede sidder og nyder en kop kaffe eller te. Kaptajnen er i gang med at tilberede morgenmaden, men det varer endnu en halv time, siger han, så jeg beslutter at pakke mit telt ned i mellemtiden.

South Water Caye

Morgenmaden er glimrende, som alt andet vi har fået serveret på denne tur, med masser af frisk frugt efterfulgt af en fin osteomelet.

Vi lægger fra kaj klokken ni, igen i fint vejr og med en frisk vind agten for tværs (eller ”skråt ind bagfra” på landkrabbesprog). Der begynder at blive rift om de pladser på båden, hvor der er lidt skygge, da de fleste har fået rigeligt med sol de første dage. Jeg glæder mig over, at jeg købte en masse ekstra solcreme, for ellers ville jeg da have været helt brændt af. Nu er jeg bare blevet nydeligt brun - hvis jeg selv skal sige det.

For mit vedkommende er det ikke så meget skyggepladserne der trækker, det er vigtigere at komme ud i spidsen af båden, hvor afstanden er størst til den fordømte højtaler. Som de nu gudhjælpemig har flyttet op på dækket. Da jeg ligger herude og bobler, kommer en af de mest musiktossede piger, der vist trods alt har en smule ondt af mig, og tilbyder mig at låne hendes lille afspiller og hovedtelefoner, indeholdende noget musik, som jeg ”helt sikkert vil kunne lide”. Hm, tjoh, det er da noget udmærket guitarmusik, men helhedsindtrykket ødelægges lidt af en højrøstet og klagende stemme. Lidt for meget afrikansk bongo-jammer efter min smag. Heller ikke på musikfronten har dette forarmede kontinent bidraget med noget af nævneværdi værdi. Jeg har ellers gjort det klart, at kun en italiensk opera ville kunne ændre min indstilling til musik på skibet, men det ønske er der tilsyneladende ingen, der kan opfylde, trods de store mængder af musik de slæber rundt på. Hvoraf reggae måske er det mindst enerverende, værre er det med det der helt nye, som jeg dårligt nok kender navnene på. Heavy metal? House? Rave?

Efter et par timers sejlads lægger vi til ved ”South Water Caye”, som er en lille billedskøn ø med et par luksusressort af den slags, hvor prisen ligger på 2-300 USD pr. døgn. Vi går ud til øens sydspids, hvor den mest fantastiske lille sandstrand er omgivet af det klareste vand i den der næsten helt surrealistiske blågrønne farve, som man ellers kun ser på reklamer.

Her må vi lige have et forfriskende dyp efterfulgt af en drink oppe på resortets svale terrasse. Turens hidtil dyreste øl, til 24 kroner for de der usle 28 cl. Som en lille kompensation får vi et par friskbagte småkager med i købet, mums.

Truende uvejr, men det blev nu ikke til meget

Tilbage på båden lykkes det mig minsandten at gennemtrumfe en støjfri time, hvor jeg i fulde drag nyder at ligge og lytte til vindens rusken i sejlene og bølgernes skvulp mod båden. Et lydbillede, som jeg troede man ville værdsætte blandt deltagerne på sådan en tur, men der tog jeg åbenbart grundigt fejl.

Efter yderligere et par timer sejlads kaster vi anker og tager en god lang snorkeltur, der dog ikke byder på helt så sublime oplevelser som gårsdagens. Efterfølgende er der frokost, og så er der lige 3-4 timers sejlads, før vi er fremme ved turens endemål, den lille badeby Placencia, der ligger ude for enden af en meget lang landtange.

Her spredes vi for alle vinde for at finde egnede overnatningssteder, hvilket - for mit vedkommende - ret hurtigt lykkes. I øvrigt på samme hotel som flere af de andre også har fundet frem til, skal det senere vise sig.

En smule mad, en times hvile, en times orienterende slentretur, lidt mere mad, lidt dagbog - og så er klokken halv ti, og det må være på høje tid at komme i gang med at indhente de sidste par dages søvnunderskud.

Fredag d. 23. marts 2007

Skøn solskinsdag, der starter med morgenmad på hotellets lille restaurant, hvorunder jeg får opdateret dagbogen for de sidste tre dage. Hyggeligt sted, lige ud til den lange flisebelagte sti, der udgør byens ”centrum”. Placencia ligger yderst på en halvø, hvis bredde kun er 3-400 meter.

Afslapning på stranden i Placencia

Mit hotel ligger 50 meter fra den attraktive østvendte strand, hvor skyggefulde kokospalmer rækker ud over det azurblå hav, og op langs ”hovedgaden” ligger der en halv snes restauranter, der stort set alle serverer det samme, så jeg vælger primært ud fra støjniveauet. Mit udmærkede værelse har AC, men jeg bruger det ikke, har faktisk vænnet mig til varmen efterhånden og sover fint i 28 graders varme (gad vide hvordan det bliver at komme hjem?).

Efter morgenmaden svømmer jeg en lang tur, iført snorkel og maske. Mest fordi det giver en mere afslappet svømmestil, for der er ikke rigtig noget at se, da de halvkraftige bølger hvirvler sandet op fra bunden.

Pludselig er der et eller andet, der rører ved mine ben, sikke en forskrækkelse. Jeg vender mig hurtigt om, men ser intet inden for de 2-3 meters sigtbarhed. Lidt senere kommer det igen, og jeg bliver lidt urolig, der er trods alt både hajer, krokodiller, muræner, rokker, barracudaer og andre glubske havdyr i disse farvande. Da fænomenet har gentaget sig nogle gange, prøver jeg med rygsvømning og hovedet under vandet (ikke helt nemt at undgå at få snorklen under vandet), og omsider lykkes det mig at få et glimt af fredsforstyrreren. En sød lille fisk, som næppe kan gøre mig fortræd. Måske er den bare lidt drille- eller legesyg?

Et heftigt, men kortvarigt, regnskyl

Spiser frokost og læser lidt i min bog, en norsk murstensroman på næsten 700 sider. ”Ude af verden” hedder den (af Karl Ove Knausgård) og kan bestemt anbefales. Sidst på eftermiddagen går jeg en lang tur nordpå langs stranden, barfodet og helt ude i vandkanten, med skumsprøjt op ad benene og den lune vind på min bare overkrop, hvor herligt!

Går en tur op på det lille turistkontor for at finde ud af, hvordan jeg kommer videre herfra i overmorgen. Let nok, idet der afgår en båd 6:45 lige bag hotellet, og det passer med en ekspresbus 7:30, der skulle være i Belize City 11:00. Og så må tiden vise, hvor meget længere nordpå jeg kan komme samme dag. Det ville være rart at få transporten overstået på en dag og nå helt op til Tulum i Mexico, som jeg har besluttet skal være min næste destination.

Sidder en times tid og nyder skumringstimen ude på hotellets terrasse, mens jeg indtager en - hjemmekomponeret - drink bestående af frisk appelsinjuice og rom. Fryder mig lidt over, at jeg endnu ikke har set en eneste myg, hvilket formentlig i høj grad skyldes den friske pålandsvind.

På vej ud for at spise løber jeg på en håndfuld af mine medpassagerer fra bådturen, der er ude i samme ærinde, så jeg slår følge med dem. Dog kun indtil de beslutter at gå ind et sted, hvor en gruppe lokale sidder og tamper løs på nogle trommer - ellers mange tak. Jeg tror jeg må købe mig sådan en lille MP3-afspiller til brug ved rejser i lande med højt støjniveau. Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt med ørepropper, og så må det næstbedste vel være at overdøve det med noget, der er til at holde ud at høre på. Rigtig musik f.eks., eller en optagelse af bølgeskvulp og vindens leg med palmernes blade.

I stedet spiser jeg på den lille restaurant, der hører til mit eget hotel, og hvor støjniveauet ikke er urimeligt højt. Stegte ris med rejer, akkompagneret af et par af de halvdyre - og alt for små - lokale Benikin-øl.

Der sad en stor leguan i træet ud for mit hotel

Lørdag d. 24. marts 2007

Endnu en dag i paradis, med afslapning på stranden, en svømmetur, en slentretur i vandkanten, lidt god mad, og ja - hvad mere kan man så næsten forlange. Glimrende vejr igen, med sol det meste af dagen, kun afbrudt af et par af de der voldsomme 5-minutters regnskyl, der dukker op ud af ingenting og efterlader alle træer og planter med skinnende grønne blade.

På dagens svømmetur forulempes jeg igen af den lille irriterende fisk - eller en af dens artsfæller. Den tror måske jeg er en hval eller et skibsskrog, hvor den kan suge sig fast og spise små krebsdyr? Lidt senere er jeg lige ved at svømme ind i en brandmand af en slags - lidt ubehageligt, at sigtbarheden er så lav.

Jeg beslutter at gøre en ende på svømmeturen og gå langs stranden hjem, men inden jeg når ind til kysten dukker der endnu en - lidt mindre - brandmand op, og denne gang når jeg ikke at undvige. Jeg rammer den med panden og føler et kortvarigt jag af smerte, lidt som et elektrisk stød. Jeg bilder mig endda ind, at jeg kan høre en gnist, men det må da vist være indbildning. Det svider lidt i panden de efterfølgende timer, men ikke slemt, og inden sengetid er det helt forsvundet.

Jeg går lidt rundt for at finde en egnet restaurant og ender med at gå ind der, hvor de andre var i går. De har nogle gode ting på menuen, og i aften er der tilsyneladende fred og ro. Men ak, netop som jeg har afgivet min bestilling, dukker tre mand op med deres trommer, og snart er jeg ude af stand til at høre, hvad jeg selv tænker.

Og - som om det ikke kunne være nok - turens næste maveonde er en realitet, og klokken halv fem om natten beslutter jeg at tage en kur, da jeg jo skal tilbringe en del tid i busser i morgen.

Videre mod Mexico

Søndag d. 25. marts 2007

Ikke lige rejsens mest sindsoprivende dag, da jeg kommer til at køre bus i otte timer. Allerførst dog med båd fra halvøen og over til ”fastlandet”, i god tid til den af turistbureauet lovede ekspresbus med afgang 7:30. Det viser sig dog snart, at denne ikke kører om søndagen, så jeg må pænt vente til klokken otte, hvor der går en ”normal” bus, dvs. en der stopper hele tiden for at tage folk af og på.

Det tager så 4-5 timer at køre op til Belize City, i øvrigt i et allerhelvedes højt tempo (altså ind mellem de mange stop) og gennem nogle meget smukke grønne bakkelandskaber. Det meste af tiden har jeg et helt dobbeltsæde for mig selv, og så er der heldigvis ikke - som jeg ellers havde frygtet - musik på bussen.

På busstationen i Belize City holder der en anden bus klar til at tage mig med videre nordpå, og så er det jo bare om at springe ombord. Desværre er det ikke en gennemgående bus, der kører helt til Mexico, men endnu en ”bumlebus” med endestation i Corozal, en lille by lige syd for grænsen. Da jeg når frem dertil, beslutter jeg at tage en overnatning, da tanken om endnu 3-5 timers kørsel næsten ikke er til at holde ud.

Med hjælp fra min uundværlige LP-guide finder jeg hurtigt et glimrende hotel, og det til en noget mere rimelig pris end hidtil, men nu er Corozal jo heller ikke lige nogen udpræget turistmagnet. Faktisk er det en temmelig søvnig lille by, hvor det kun med største besvær lykkes mig at finde en lille cafeterialignende restaurant, hvor to store fladskærme kappes om at tiltrække sig gæsternes opmærksomhed. Jeg sætter mig med ryggen til dem begge, spiser hurtigt min beskedne burger og går hjem på hotelværelset for at gå tidligt i seng, dog først efter at have zappet lidt rundt blandt de mange TV-kanaler (hvoraf de fleste her er spansksprogede) og læst et par kapitler i min bog.

Mandag d. 26. marts 2007

Turens bedste nattesøvn. Ingen AC og ingen larmende vifter, blot en åben dør (med myggenet) ud til den kystvendte altan, så en mild brise har kunnet gennemstrømme værelset hele natten. Vågner klokken seks ved, at solen skinner mig i hovedet, og det er jo ikke den værste måde at blive vækket på. Nå, jeg skal videre til Mexico.

Det er jo næsten som at komme til USA

Der er ikke mange hundrede meter op til busstationen, hvor jeg må vente en lille halv times tid, før der kommer en bus til Chetumal, som er den første større by på den anden side af grænsen. Det koster en afgift på godt hundrede kroner af komme UD af landet, det har jeg godt nok aldrig været udsat for før. Mine likvider er imidlertid fint afstemt, så jeg har kun 20 BZD tilbage, der nemt og hurtigt veksles til 200 mexicanske pesos (som - lidt forvirrende - også noteres som $). Den ”rigtige” kurs er lidt højere, således at en peso er cirka halvtreds øre, det er da til at regne med.

På denne korte busstrækning spilles der musik, men det er gudskelov en helt anden slags end den, der dominerer i Belize. Tandløs latino-pop, som man sikkert godt kunne blive træt af i længden, men som i det mindste ikke bringer mine nerver på højkant som det der afro-reggae-jazz-spektakel, der var normen i Belize.

Grænsekrydsningen er lige så let som den foregående, og så er jeg i Mexico. Efter 10-15 minutter stopper bussen midt på en firesporet vej, og her ligger åbenbart busstationen (som jeg tidligere har fortalt, at jeg gerne ville af ved). Og så er vi pludselig tilbage i den ”civiliserede” verden igen, det er jo næsten som dengang jeg brugte et par måneder på at krydse rundt i USA med Greyhound-busser.

Busstationen er stor og ren og velordnet med butikker, toiletter og venterum, og da jeg skal købe en billet til Tulum, får jeg udleveret et tastatur, så jeg kan indtaste mit navn, der så efterfølgende figurerer på billetten (til glæde for hvem, spørger man uvilkårligt sig selv), og dernæst bliver jeg bedt om på en skærm at pege på den plads i bussen, som jeg ønsker at sidde på. Jeg går helt i baglås og får fremstammet et ”no importa”, så det bliver plads nummer 28, som er en vinduesplads midt i bussen, det er sikkert udmærket.

Bussen afgår klokken 9:00 og er udstyret med AC, der benyttes i en sådan grad, at jeg ærgrer mig over ikke at have husket en varm trøje. Det er jo næsten som at være i USA, og dette indtryk forstærkes yderligere på vejen ud gennem Chetumals forstæder, hvor der langs vejene ligger adskillige ”Malls” med McDonald's og diverse drivein-faciliteter.

Det skule tage fire timer at køre til Tulum, så der er tid til både det ene og det andet undervejs. Et par kapitler i min bog, et par kakuroer og sudokuer, lidt småslumren og lidt spansk-repetition. Hvad det sidste angår, så har det jo nærmest været helt fortrængt fra min bevidsthed de sidste par uger, men til min glædelige overraskelse ligger det tilsyneladende stadig lige under overfladen.

Der er ikke meget at se på undervejs. Fin ny asfaltvej, skiftevis 2- og 4-spors, med tæt skov til begge sider, kun afbrudt af et par kortvarige ophold i små provinsbyer, hvor der lige er tid til at komme ud og strække benene og finde et toilet.

Klokken er over halv et, før vi endelig er fremme i Tulum, der ligger lidt inde i landet, så herefter skal jeg så ned til ”Zona Hotelera” nede ved vandet og finde et passende sted at slå mig ned. Godt jeg ikke satsede på at nå helt hertil allerede i går, så var det godt nok blevet sent.

Jeg finder en ATM og dernæst en taxa, der kan transportere mig ned til kysten. Min LP-guide er en smule uklar mht. beskrivelsen af dette område, så jeg beder ham køre mig til et af de ressorts, der omtales som ”medium priced”. Her er dog intet under 100$, så jeg takker nej og går ned på stranden og vandrer lidt mod nord. Det er ret svært nede fra stranden (FED strand i øvrigt) at se, hvor det ene ressort slutter og det andet starter, men ved næste trappe viser det sig i hvert fald at være et nyt ressort.

Mit hjem i Tulum

I receptionen sidder en ung amerikansk pige, og det gør jo unægtelig tingene lidt nemmere. Her kan jeg få en ”Cabana” (lille hytte) for 40$, hvilket er en halv gang mere end det jeg sidste nat gav for et kæmpemæssigt værelse med toilet, AC, TV og altan, men så lå det godt nok heller ikke lige ud til en af de lækreste strande jeg nogensinde har oplevet.

Hytten er på 3 x 4 meter og møbleret med en seng (med moskitonet), et lille bord, to stole og en nøgen pære, der efter sigende skulle kunne lyse mellem kl. 18 og kl. 23. Jamen herregud, hvad mere har jeg brug for? Nå jo, bad og toilet, men det ligger 20-30 meter væk og skulle vel være til at finde, selv i nattens mulm og mørke, hvis det bliver aktuelt.

Efter lidt frokost klæder jeg om til ”strand-dress” og gør mig klar til at tilbringe resten af eftermiddagen på stranden. På vejen derned lykkes det mig på elegant vis at smadre storetåen ind i en skarp sten, så et lille stykke hud skrælles af og blodet pibler frem. Suk, nu var jeg lige ved at have styr på såret efter glasskåret på båden.

Her blæser - som alle de andre steder - en frisk pålandsvind, og bølgerne er betragteligt større end jeg har oplevet dem tidligere. Men det er jo bare sjovt, bortset fra naturligvis, at man ikke har en jordisk chance for at se, hvilke mystiske havdyr der gemmer sig i det grumsede vand. Nå skidt, hvo intet vover osv. Med den brænding bliver det jo nok ikke til de helt store svømmeture, men så måske til gengæld nogle barfods-løbeture gennem vandkanten (hvis jeg ikke forbløder inden).

Ved femtiden er der ikke længere sol på stranden, så jeg tager et (koldt) bad - og hvad så? ”Værelset” er jo ikke lige af den slags, hvor man slår sig ned i længere tid, så jeg sætter kursen mod den lokale bar, der - ligesom det også var tilfældet mange steder i Belize - har gynger i stedet for barstole. Og også her er der happy-hour-tilbud, to drinks for 35 kroner, så jeg bestiller en ”Margarita” og en ”Pina Colada”, som jeg sidder i min gynge og nyder, mens en smuk regnbue lige når at vise sig i horisonten, inden dagslyset viskes bort.

Så er klokken syv, og jeg bevæger mig de femten meter mod nordvest til den lille samling af stole og borde, der udgør stedets restaurant. Prisniveauet her er nogenlunde det samme som i Belize, men i det mindste kan man få lidt andre ting, både på spise- og drikkefronten. Og så må jeg vel bare konkludere, at sådan er priserne langs den caribiske kyst, uanset hvilket land man befinder sig i.

I stedet for reggae-terror kommer der en fyr med en spansk guitar og synger smægtende serenader, en ren lise for mine nedslidte øregange, og jeg fremfinder prompte alt hvad jeg har af mønter til ham. Desværre er der ikke helt den samme begejstring at spore hos stedets hundehvalp, som istemmer en hylen, men til sidst får jeg den dog beroliget så meget, at den nøjes med en svag knurren.

Jeg sidder og skriver lidt over et par ekstra coronaer, og så er klokken ni. Da jeg kommer væk fra restaurantens halvtag opdager jeg, at det faktisk regner, og temperaturen er helt nede på 27 grader - jamen hvad sker der dog?!?

Hjemme i min lille cabana konstaterer jeg, at pæren som lovet kan lyse, hvis man altså lige drejer lidt på den. Jeg ser frem til at sove her, med en frisk havbrise ind gennem hytten og med lyden af brændingen i baggrunden, det kan da kun blive godt.

Tirsdag d. 27. marts 2007

Så godt blev det nu heller ikke, idet jeg faktisk vågnede en del gange i nattens løb. Om det så var på grund af den voldsomme lyd fra brændingen eller en lidt for ivrig udnyttelse af barens happy-hour-tilbud, det er jo ikke til at sige. Men i hvert fald dejligt at vågne med solens stråler ind gennem hyttens grove brædder. Jeg ligger lidt og læser og tager mig så sammen til at løbe en fire kilometer lang tur i det bløde sand, efterfulgt af en forfriskende dukkert, fantastisk start på dagen.

Jeg er lidt bekymret for hullet på storetåen, det er jo et fuldstændig umuligt sted at holde rent. Jeg beslutter at rense og tørre området og pakke det ind i et lille vabelplaster. Jeg ved ikke, om det er klogt, men nu får såret i hvert fald fred for skidt og andre påvirkninger de næste par dage.

Tulums pragtfulde strand

Efter morgenmaden går jeg en tur oppe på vejen og falder ind på et par af de andre ressorts, hvoraf nogle er meget eksklusive og dyre. På et af dem er der adgang til Internet, så der tilbringer jeg lige en times tid. Der er også et lille supermarked, hvor man kan købe øl og vand til cirka halvdelen af prisen i baren og restauranten. Køber også lige en kasse chokoladebarer. Desserter er jo ikke deres stærke side her, og desuden er portionerne ikke særligt store, så det er lige knap nok, at jeg kan få dækket mit kaloriebehov.

Jeg må også prøve, om det kan lade sig gøre at sejle kajak her, hvor bølgerne er så store. Det koster fyrre kroner for en time, cirka samme pris som i Belize og tre gange prisen i Guatemala. Det svære er naturligvis at komme ud over brændingen, der strækker sig over et halvt hundrede meter. Med front lige mod bølgerne kan man skære sig lige igennem, hu hej, det her er sjovt. Skumsprøjtet står omkring ørerne og adrenalinet pumper. Jeg har næsten fået kæmpet mig ud over området med skummende hvidt vand, da jeg i et øjebliks uopmærksomhed overser en skæv sø, hvilket øjeblikkeligt straffes med en tur på hovedet i vandet. Jeg klamrer mig til pagajen og holder den op over hovedet for det tilfældes skyld, at bølgerne skulle finde det morsomt at kaste kajakken i hovedet på mig, men så galt går det heldigvis ikke. Der er desværre ikke så dybt, så jeg rammer en sten og får - igen - en skramme på den højre fod.

Og så er det ellers bare om at komme op i den skide kajak igen, inden jeg kommer for langt ind. Det lykkes faktisk i første forsøg, hurra, og så hurtigt udad igen, væk fra de brydende bølger. Da jeg først er kommet godt væk fra brændingen bliver det hele meget nemmere, selv om det til stadighed kræver en ikke ringe bevågenhed. Bølgerne er høje, så jeg ryger op og ned som en prop, og en enkelt sø er uden tvivl nok til at kaste mig i baljen igen.

Men snart er der rigtig godt styr på det, og jeg begynder at slappe lidt mere af og nyde fornemmelsen af at flyde rundt på disse enorme vandmasser og fornemme solen og vinden og skumsprøjtene - nogle gange tror jeg, at jeg er en reinkarneret fisk.

Jeg sejler frem og tilbage en times tid, og så kommer den næste udfordring, nemlig at komme ind gennem brændingen igen. Jeg hader tanken om at vende ryggen til bølgerne, gid man havde øjne i nakken. Nå, det må briste eller bære, ikke så meget pjat. Jeg sætter kursen indad og beder til, at jeg bliver hjulpet ind PÅ bølgerne og ikke I bølgerne, for hvis jeg bliver væltet omkuld her på det lave vand, så bliver det sandsynligvis en ydmygende og smertefuld tur tilbage til kysten.

Men - hu hej igen - alt går vel, og jeg rider flot ind på bølgerne og finder snart mig selv siddende i god behold i vandkanten, iført et stort smørret grin. Kors det var sjovt!

Dejlig mexicansk mad

Lægger mig på stranden for at færdiggøre min norske bog, og da jeg bagefter går op i receptionen for at donere den til deres bogsamling, opdager jeg til min glædelige overraskelse, at der står et eksemplar af Henning Mankells ”Kennedys hjerne”, som jeg har været skrevet op til et stykke tid på biblioteket. Hurra, den snupper jeg så til gengæld, så har jeg tre tykke - og garanteret gode - bøger til de sidste fem dage plus hjemrejsen. Pudsigt nok alle svenske, men de har nu også nogle rigtig gode krimi- og thriller-forfattere.

Benytter mig af happy-hour-tilbuddet mellem 17 og 18 og slentrer dernæst hen ad vejen og finder et andet sted, der har samme tilbud, her blot mellem 18 og 19. Uha, forhåbentlig bliver det ikke ved på den måde.

Efter et par drinks og en times Internet falder jeg ind på en af restauranterne og spiser et udmærket aftensmåltid, men igen, små portioner, selv om prisen trods alt ligger på 45-60 kroner for en hovedret. Medmindre altså at man kaster sig ud i noget med fisk eller skaldyr, for så stiger prisen til mindst det dobbelte. Underligt at det skal være så dyrt, med alt det hav, der ligger lige ud for. Jeg fik nu også dækket mit fiskebehov for et stykke tid på sejlturen, så jeg klarer mig fint med kylling (deres oksekød er kedeligt, og svin ser man næsten aldrig på menukortet).

Onsdag d. 28. marts 2007

Vågner atter klokken seks, da solen står op, men det er der jo heller ikke noget at sige til, når den skinner en lige ind i fjæset, og man i øvrigt går i seng mellem ni og ti. Jeg beslutter at gentage gårsdagens idrætspræstation med at spæne nogle ture op og ned langs stranden. Det er sindssygt hårdt, men også fedt med den lave sol, den lune vind og bølgernes skumsprøjt, for ikke at tale om belønningen efter 20-30 minutters intens svedetur.

På vej ned til mit livs første huledyk

Efter sådan en start er det jo en ren fornøjelse at sætte sig til morgenmaden (hvis omfang desværre ikke modsvarer min appetit), og så er tiden inde til dagens aktivitet, som er et huledyk. En god snes kilometer herfra ligger Nohoch Nah Chich, der efter sigende skulle være verdens største undersøiske hulesystem (eller hedder det underjordisk, når det ligger på landjorden, men er fyldt med vand?).

Fed oplevelse, der dog absolut ikke kan anbefales til folk, der måtte have blot det allermindste tilløb til klaustrofobiske tilbøjeligheder. På et almindeligt dyk kan det såmænd være skræmmende nok at tænke på, at der er 20-30 eller endnu flere meter op til overfladen, og selv om en hurtig opstigning fra den dybde bestemt ikke er anbefalelsesværdig, så er der dog alligevel noget beroligende ved, at muligheden foreligger, og at man for det meste kan se overfladen som et uregelmæssigt glimtende spejl. Under disse her omstændigheder ville ethvert forsøg på opstigning blot resultere i en alvorlig hovedpine efter nærkontakt med stalaktitter.

Flot og spændende oplevelse

På mine rejser rundt i verden har jeg efterhånden set mange flotte grotter (de flotteste ved Beirut og i Andalusien, så vidt jeg husker), men det er første gang jeg har haft den sublime oplevelse at svømme rundt i dem - fantastisk!

Logistikken omkring dykkets afvikling - for ikke at tale om hentning og aflevering - er ikke just imponerende, så det ender med, at klokken bliver over to, inden jeg er tilbage og kan kaste mig over en - yderst tiltrængt - frokost.

Jeg havde ellers overvejet at besøge de nærliggende Maya-ruiner i eftermiddag, men nu orker jeg ikke mere i dag. Herregud, der er jo hundredvis af dem, og om jeg får set en eller to i denne omgang kan næppe være så vigtigt. I stedet lægger jeg mig ned på stranden og kommer godt i gang med Stieg Larssons ”Mænd der hader kvinder”, som jeg har glædet mig til at læse de sidste tre måneder. Helt præcis siden jeg i julen tilbragte en åndeløs dag med at læse fortsættelsen (”Pigen der legede med ilden”). Forkert rækkefølge, men sådan blev det altså.

Jeg gider ikke spise aftensmad på ”min egen” restaurant, hvor jeg synes priserne er for høje og udvalget for kedeligt. I stedet går jeg helt hen til områdets sidste ressort, hvis restaurant - ifølge LP - skulle være ”regionalt anerkendt”. I hvert fald får man mere for pengene her, og så har de eksotiske varer som pizza og rødvin (førstnævnte til en halvtredser og sidstnævnte til den ublu pris af tyve kroner pr. glas), men alligevel, herligt. Pizzaen - ”fire oste” - røber regionens manglende fornemmelse for denne ædle spise, eftersom fyldet består af forskellige tandløse smøreoste.

Et stykke inde i måltidet går et orkester på scenen og underholder med noget rytmisk musik, som giver svage mindelser om Belizes musik-terror, men heldigvis på en noget mere civiliseret måde, så man stadig er i stand til at føre en samtale og/eller tænke et par sammenhængende tanker. Og tænk en gang - her er cappuccino, for første gang siden Antigua!

Torsdag d. 29. marts 2007

Cozumel var lidt af et helvede på grund af de mange krydstogtskibe

Som sædvanlig står jeg op sammen med solen. I dag dropper jeg dog strandløbeturen, da mine ben er noget ømme efter de sidste par dages ture. I stedet sidder jeg og læser et par timer i min spændende bog før jeg spiser morgenmad, pakker og checker ud. Hvor er den rygsæk dog tung - og proppet med ting, der er aldeles malplacerede her: Sovepose, vandrestøvler, sokker, fleece, regnjakke, handsker (!) og alt for meget skiftetøj.

Heldigvis kommer jeg ikke til at gå langt, før der kommer en taxa, der fritager mig for en fem kilometer lang gåtur op til busstationen i Tulum. Bussen til Playa del Carmen afgår en halv time senere og er - lige som sidst - en AC-nedkølet luksusbus. Køreturen varer en lille time og er i øvrigt ret kedelig. Motorvej uden meget andet at se på end skilte, der viser ned til forskellige små byer langs kysten.

Busstationen ligger kun få hundrede meter fra det sted, hvor færgerne sejler over til Cozumel. Den lille gåtur er dog rigeligt til at se, at her er der TURISME i højeste potens, med blinkende lys og larm og butikker, der sælger T-shirts, og andre, hvor man kan blive fotograferet med en stor sombrero på. Og overalt er der fede amerikanere, der vælter rundt og spreder deres dollars til alle sider.

Færgens hovedrum er forsynet med flysæder og nedkølet til noget der føles som etcifrede varmegrader, men heldigvis er der også nogle få pladser oppe på øverste dæk, ude i det fri, hvor man kan mærke solen og vinden. Efter en god halv time med heftig søgang (en ung kvinde sidder fortvivlet og brækker sig ned i en spand) kan vi se land. Dvs. det første vi ser, er tre gigantiske krydstogtskibe, der ligger forankret ved byen. Uha, det tyder ikke godt.

I min guidebog har jeg fundet tre mulige hoteller, hvoraf det ene, der ligger et stykke nede mod syd, skulle være af den lidt mere luksuriøse slags, med swimmingpool, lille strand og havudsigt, så det beslutter jeg at besøge først.

Dette er noget af et kulturchok i forhold til mine oplevelser de sidste fem uger. Hele strandpromenaden er et stort infernalsk tivoli med snesevis af smykkeforretninger, diskoteker, barer, restauranter og tilbud om ture med både med glasbund, og for at turisterne ikke skal udsættes for alt for voldsomme anstrengelser, er der en hel sværm af hestevogne, hvis kuske er iklædt latterlige folkedragter.

Turisthelvede på Cozumel

Hotellet har ganske rigtigt en lille swimmingpool, men den ligger lige ved siden af en bar, der spiller høj musik, så ellers tak. Og et værelse koster 110 USD, mere end det dobbelte af noget jeg endnu har betalt, no way. Jeg trasker tilbage gennem tivoliet og op i den nordlige bydel, hvor de to andre mulige hoteller befinder sig. Som ved et mirakel ændrer bybillede sig heroppe, hvor afstanden til krydstogtskibene overstiger en kilometer, for ikke at tale om hvad der sker, når man bevæger sig nogle få meter op ad en sidegade. Her oppe ligger ”Cozumel Inn”, hvor jeg kan få et værelse til 140 kroner. Ikke særligt prangende, men dog rent og med bad og toilet og en vifte i loftet, så det snupper jeg.

Kaster bagagen fra mig, går op ad den næste sidegade og falder ind på en hyggelig lille restaurant, hvor jeg får et glimrende måltid mad - afsluttet med en god kop kaffe, herligt.

Bagefter en lang slentretur gennem byen, hvor procentdelen af spansktalende er betydeligt lavere end i Florida. For det første på grund af de store horder af amerikanske turister, og for det andet fordi stort set alle de lokale taler udmærket engelsk.

Rækken af turisttilbud er endeløs: Smykker, kunstgenstande, T-shirts, portrættegninger, tatoveringer samt naturligvis restauranter, caféer og barer. Det pudsige er, at prisniveauet faktisk er lavere her end i Tulum, hvilket formentlig skyldes den indbyrdes konkurrence mellem de utallige udbydere af de samme ydelser og produkter.

Oppe på byens centrale torv hopper tre mænd rundt, udklædt som Maya-indianere, og et sted i nærheden overhører jeg følgende samtale mellem to krydstogtgæster: ”Hvor lang tid har vi endnu”? ”En halv time”. ”Fint, så kan vi lige nå op og tage et par billeder af hinanden sammen med indianerne”!

Sidst på eftermiddagen går jeg en tur op nordpå langs kysten, hvor bebyggelsen begynder at tynde ud og der er nogle korte stumper strand, hvor børn sopper og surfere træner, men der er godt nok langt til min paradisiske Tulum-strand.

Efter et kort hvil går jeg atter ud i byen, der nu er blevet noget mere udholdelig, efter at de tre store krydstogtskibe er sejlet væk. Tilbage er kun de, der faktisk bor her på øen, og så nogle, der tager med en sen færge tilbage til Playa del Carmen. Som følge heraf udvises der ekstra iver for at få én lempet ind på en af de mange fortovsrestauranter.

I forhold til Belize er her et noget større udvalg af øl (Sol, Corona, XX, Modelo mfl.), men de smager alle stort set af det samme, nemlig ikke ret meget. Jeg glæder mig til at komme hjem på Café Globen og få noget ordentlig øl igen, selv om jeg så også kommer til at betale 3-4 gange så meget for den.

Som godnatlæsning færdiggør jeg ”Mænd der hader kvinder”, som viser sig at være næsten lige så god som fortsættelsen. Klokken elleve er jeg færdig, og så ville jeg egentlig gerne sove, men der er et forfærdeligt spektakel fra et TV, der kværner konstant nede i receptionen. Nå, man kan jo ikke forlange alverden for 140 kroner, og jeg har jo heldigvis mine ørepropper.

Fredag d. 30. marts 2007

Så er det præcis fem uger siden jeg forlod Danmark på en af årets hårdeste vinterdage. I mellemtiden er foråret heldigvis begyndt at indfinde sig derhjemme, og DMI's vejrprognose siger, at jeg kan forvente 10-15 grader og en del sol når jeg - om fire dage - atter sætter foden på dansk jord.

TV'et nede i receptionen starter allerede klokken seks, og jeg beslutter at sondere terrænet med henblik på evt. hotelskift, hvilket sker på en lang gåtur rundt i byen inden morgenmaden. Jeg har imidlertid ikke heldet med mig, da alle steder åbenbart er fuldt belagt. Nå skidt, jeg overlever vel. Så meget desto mere heldig er jeg med det sted jeg spiser morgenmad, og hvor de kommer og øser al den kaffe op man kan bælle i sig, herligt.

Jeg beslutter, at dagen skal bruges på at køre øen rundt, en tur på et halvt hundrede kilometer. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at gøre det på cykel, men kan ikke finde et brugbart eksemplar med bagagebærer, og jeg orker ikke at køre rundt med en rygsæk i den varme. Bil og motorcykel er udelukket, da jeg ikke har mit kørekort med, så resultatet bliver noget så usexet som en scooter. Bevares, den er dejlig nem og behagelig at køre, men den har ikke alt for stabile køreegenskaber (bl.a. er den uhyggeligt sidevindsfølsom).

Ud over de tre store krydstogtskibe, der ligger inde ved byen, så viser der sig at ligge yderligere to - endnu større - lidt nede sydpå, hvilket formentlig betyder, at mindst 10.000 turister er gået i land her til morgen og skal tilbringe det meste af dagen på denne lille ø. En stor del af disse går - eller tager en taxa - ind til byen, hvor de kigger på butikker eller sidder og drikker kølige pilsnere og ryger cubanske cigarer.

Parat til en tur øen rundt

En stor del af resten har fået samme geniale idé som jeg, nemlig at køre øen rundt, og til det formål står der en hel flåde af udlejningsbiler parat langs landevejen. Firehjulstrækkere naturligvis, selvom vejen overalt viser sig at være asfalteret og flad som en pandekage.

Ud over enkelte luksushoteller er der ingen anden bebyggelse end de små strandbarer og -restauranter, der er strategisk placeret med cirka fem kilometers afstand. Nede i nærheden af sydspidsen drejer jeg ind på en af disse for at spise frokost og - om muligt - bade og snorkle lidt.

Cozumels østside er lidt mere spændende

Mens jeg sidder her under en parasol opdager jeg, at blodet løber ned ad mit ene underben, og efter lidt afvaskning kan jeg se, at et eller andet idiotisk insekt eller dyr må have bidt eller stukket mig, for området uden om de to små huller er hævet en del. Det må jo næsten være sket, mens jeg har siddet på scooteren og koncentreret mig om kørslen. Nå, men eftersom det hverken er misfarvet eller særlig ømt, så vælger jeg indtil videre at betragte det som ufarligt og fortsætter som planlagt, først med frokost og dernæst med en snorkeltur.

Vandet er krystalklart, men der er ikke meget at se. Da jeg jo nu for første gang befinder mig på en vestvendt kyst er der fralandsvind, dvs. ingen bølger, hvilket altid får mig til at synes det ser lidt trist ud. Det må stamme tilbage fra mine mange somre ved den jyske østkyst, hvor fralandsvind altid var forbundet med dårlige ting som ustadigt og køligt vejr, koldt vand og masser af vand- og brandmænd.

Dette billede ændrer sig radikalt, da jeg runder øens sydspids, hvor kæmpestore bølger tordner ind mod den vilde klippekyst (der dog ind i mellem afløses af flotte sandstrande). Vinden er kraftig og rusker godt i mit lille køretøj, så jeg vælger at snegle mig af sted med 40-50 kilometers fart. Sidevinden er lidt kritisk, fordi der er masser af store huller i asfalten, og dem skulle jeg jo nødigt komme til at køre ned i.

Klokken halv fire er jeg oppe midt på øens østside, hvor vejen drejer tilbage mod byen (femten kilometer væk), så jeg vender om og snupper det meste af østsiden et par gange mere. Det er så dejligt at køre i den lune og saltmættede caribiske pålandsvind, og jeg har jo scooteren helt til klokken seks. Henad fem er jeg tilbage i byen, hvorfra jeg lige kører et smut op nordpå, inden øens sidste stykke uprøvede asfaltvej ender. Dejlig tur - trods køretøjet.

Efter et bad og lidt afslapning går jeg ud for at finde noget aftensmad, og tilfældigt støder jeg på en lille grillrestaurant, hvor jeg - for første gang på denne tur - får en rigtig god bøf. Faktisk en ualmindelig stor (300 gram) og mør sag med dejligt tilbehør, og så er firs kroner jo ikke urimeligt (selvom det klart er turens dyreste enkeltret). Det skriger jo efter et glas rødvin, der fås - i rimelig kvalitet - til tyve kroner pr. glas. Den eneste anke jeg kan finde på vedrørende dette måltid er den lidt for kraftige musik og de lidt for hårde stole. Og så at de ingen kaffe har, øv.

Lørdag d. 31. marts 2007

Jeg gider ikke være på denne her ø længere. Der er kommet endnu en håndfuld krydstogtskibe med en halv snes tusinde amerikanere, der vil oversvømme øen som lemminger. På den anden side tror jeg heller ikke Cancun er flere dagens ophold værd, så jeg beslutter mig til at bruge den ekstra overnatning i Playa del Carmen, som jeg jo alligevel skal forbi på vejen.

Som sagt så gjort, og efter morgenmad og pakning står jeg klar nede ved den færge, der afgår klokken ti, og allerede klokken elleve er jeg installeret på et fint hotelværelse to hundrede meter fra stranden. Her er godt nok RIGTIG mange turister, men jeg kan alligevel

Stranden i Playa del Carmen

betydeligt bedre lide stedet end Cozumel. Først og fremmest fordi der er en dejlig - østvendt - sandstrand, og så er her ingen krydstogtskibe, så turisterne er mest de der bor her og har god tid til at ligge på stranden eller slentre rundt. Her er heller ikke så mange butikker med sølvsmykker, læderstøvler og lignende luksusting, men til gengæld et meget stort udvalg af forskellige restauranter og caféer.

Straks efter frokost går jeg ned på stranden og planter mig i en liggestol, som jeg - de næste fire timer - kun forlader for at hente øl eller for at nedsænke mit legeme i de forfriskende bølger. Lige til at holde ud.

Mandag d. 2. april 2007

Klokken fire hyler alle fire alarmer inden for to minutter, og så jeg må jo hellere stå op, selv om min krop udsender kraftige signaler om det modsatte. Taxachaufføren holder allerede klar, og kvart i fem står jeg i checkin-køen til Continentals første morgenfly til Houston.

Det hele går nemt, checkin, security og lidt morgenmad, og snart er jeg ombord på flyet. Ifølge planen har jeg kun en time til at skifte fly i Houston, så det glæder mig at konstatere, at vi lander ti minutter før planlagt tid. Den gevinst forsvinder dog igen, da jeg står i den lange kø og erfarer, at jeg har glemt at udfylde den ene af de to nødvendige formularer, shit!

Da jeg endelig slipper igennem immigrationen, er der fyrre minutter til mit flys afgang, og det er fem minutter siden jeg skulle have været ved gaten, shit igen. Jeg slår over i løb, finder min rygsæk, bærer den ind på det ventende transportbånd (hvorfor har USA dog den tåbelige håndtering af transitpassagerer?) og fortsætter i rask trav. Lufthavnen er ikke helt lille, så jeg må vente på et tog for at komme over i den rigtige terminal.

Endelig - et kvarter før planlagt afgang - er jeg fremme, pust støn, og her konstaterer jeg så, at afgangen er udsat et kvarter, og folk er først lige begyndt at gå ombord. Pyha, reddet på målstregen. Jeg synes godt nok disse Houston-skift har det med at blive lige lovlig spændende.

Så mangler vi bare lige turen over Atlanten

Til gengæld er der nogenlunde god tid i New York, så jeg vader op i ”Presidential Suite” og blander mig med alle slipsefyrene, der sidder og taler i mobiltelefon mens de er på nettet med deres laptop. Skiller mig vist lidt ud med mine bare solbrændte fødder i et par tewa-sandaler, men pokker skulle stå i at mænge sig med pøblen, når man har mulighed for at sidde i en stor lænestol og drikke gratis kaffe og whisky. En venlig tanke sendes hermed til min arbejdsgiver for mit Mastercard, der giver adgang til alverdens lufthavnslounger - det bliver flittigt brugt!

Puha, det bliver en lang tur, og jeg får ikke lukket et øje. Ser den nye James Bond film (endnu en gang) og nyder en fantastisk flot fuldmåneopgang, mens jeg lytter til klassisk musik, der - i hvert fald delvis - overdøver det infernalske skrigeri fra en hysterisk unge et par rækker væk.

I Danmark er vejret ikke helt som forventet. Faktisk er temperaturen kun ni grader, og det er gråt og blæsende. Da jeg står inde ved Vesterport og venter på bussen begynder det endda at regne, føj for den lede. Det klarer dog heldigvis op senere på dagen, hvor jeg også kommer lidt til mig selv, efter at have fået et par timers tiltrængt søvn.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside