Tilbage til De Berejstes hjemmeside

            Skiferie i Bulgarien

Per Allan Jensen



Discountpriser og pisteterrorister

I begyndelsen af februar udsendte jeg en forespørgsel vedr. erfaringer med skiferie i Bulgarien, men fik kun ganske få svar, så der må vel formodes at være et behov for information desangående. Baggrunden var den, at jeg i en del år har stået på ski i Frankrig med min datter Anita, der er 12 år. Vi har hver gang været afsted i marts måned, i sikker afstand fra skoleferiens liftkøer og i vidunderligt mildt forårsklima. I år skulle det så være i uge 7, med kort varsel og helst med fly, så jeg tænkte, at det var umuligt - eller i hvert fald meget dyrt - at tage til Frankrig. Det faldt mig så ind, at Bulgarien kunne være et prisbilligt alternativ, og det viste sig da også hurtigt - gennem en brochure fra Penguin Travel - at holde stik. En uge på trestjernet hotel med halvpension, flytransport, liftkort, leje af ski og støvler samt afbestillingsforsikring, alt dette kunne vi få for i alt knap 10.000 kr., og det var altså svært at stå for.

Valget faldt på Borovets i de såkaldte Rilabjerge, der ligger en god times kørsel øst for Sofia. Nu var det jo tydeligt, at skiterrænet var af temmelig begrænset størrelse i forhold til de franske (50 km. pister), men jeg tænkte, at det ikke gjorde så meget, da Anita ikke løber særlig hurtigt. Det var nu heller ikke områdets udstrækning, der skulle vise sig at være problemet, men snarere følgende lille sætning i brochuren, som jeg havde hæftet mig for lidt ved: „Dog mangler muligheden for en mere glidende overgang fra øvebakkerne til de røde pister“. De små øvebakker var fuldstændig uinteressante (510 minutters liftkø for et par hundrede meters skiløb), og de øvrige (alle røde) pister viste sig at være temmeligt stejle og isede, så Anita var hurtigt ved at gå aldeles i panik og måtte gå/kravle til fods ned gennem den dybe sne i skovkanten, mens jeg løb ned med hendes ski. Medvirkende til pisternes sværhedsgrad er det faktum, at de ikke bliver præpareret, dvs. skiftevis består af dyb sne og is, og der er et sandt mylder af kamikazeagtigte nybegyndere, der hensynsløst tordner ned ad pisterne, til tydelig fare for både dem selv og alle andre.

Herefter fandt vi frem til den løsning at leje et snowboard samt få et par timers privatundervisning til Anita, hvilket hun var rigtigt godt tilfreds med. Vi løb så lidt sammen ind i mellem, afvekslende med, at jeg selv tog nogle ture ned ad de røde løjper. Inden ugens udgang var Anita ganske ferm til at styre brættet, og jeg havde fået konstateret, at min begyndende slidgigt heldigvis endnu ikke hindrer mig i en gedigen gang slalom eller styrtløb. Bortset fra det med den manglende bredde i pisternes sværhedsgrad, så var der en del positive aspekter, der bør fremhæves. For det første er området skovklædt og umådelig smukt, og for det andet er priserne særdeles lave. F.eks. kan to personer sagtens spise frokost i terrænet for hundrede kroner, og hvis man vil købe noget med hjem, så koster ting som tøj, CD’er og Game Boy spil mellem tredive og halvtreds procent af prisen i Danmark. Vores hotel (Rila) havde både swimmingpool og fitnesscenter samt adskillige restauranter, barer og butikker. Til gengæld var det så stort, at det virkede lidt „banegårdsagtigt“ med et evigt renderi af folk på vej et eller andet sted hen. Morgen og aftensmadsbuffeterne var rigtig udmærkede, og de tilhørende drikkevarer yderst rimelige i pris. Desværre havde vi fået et værelse med en radiator, der ikke kunne blive særligt varm, hvilket udviklede sig til noget af et cirkus. Jeg brokkede mig en eller to gange om dagen, og vi havde et evigt rend af såkaldte „teknikere“, der bankede og regerede og lukkede vand ud på gulvet, hvorefter de forlod os med et skuldertræk akkompagneret af bemærkningen „no problem“. Først dagen før vores afrejse kastede de håndklædet i ringen og gav os den elradiator, som jeg ugen igennem havde foreslået som alternativ, men som de - indtil da - stædigt havde fastholdt, at de ikke var i besiddelse af.

En lille detalje, som vi bagefter kan grine af, men ganske symptomatisk for et land, der stadig lever lidt i skyggen af kommunisttiden og meget snart skal til at vågne op og vænne sig til forholdene i „Det Nye Europa“. Det tror jeg nu heller ikke de får nær så svært ved som f.eks. nabolandet Rumænien, for vi mødte masser af mennesker med en professionel og serviceminded indstilling, uden at det i øvrigt gik ud over hjerteligheden.

Som et lille sjovt kuriosum skal nævnes, at vi fandt en hyggelig lille restaurant - „Silver Fox“ - lidt oppe i terrænnet, med en tjener, der på en prik lignede Thomas Eje. Han var et af de mest positive og hyggelige mennesker jeg længe har mødt, og stedets pizzaer, der blev fremstillet i en udendørs - brændefyret ovn var helt i særklasse (siger Anita, der er ret kræsen). Så hvis I nogen sinde skulle komme til Borovets i Bulgarien, så tag op på „Silver Fox“ og hils Tosho Todorov fra os. Per Allan Jensen


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside