Det første adjektiv i overskriften skal forstås i dobbelt betydning. Dels er landet ikke ret stort (nogenlunde som Danmark), og dels er mine erfaringer med landet begrænset til en god uges tid. Men hvad gør man ikke i desparation sidst i november, når det danske klima viser sig fra sit mørkeste og mest uvenlige hjørne, og der endnu er halvanden måned til næste planlagte rejse? Desværre satte mit arbejde grænsen ved en enkelt uge, så jeg var nødsaget til at lave 'en Egholm' (undskyld Ole) bestående af sammenlagt 45 timers flyvning samt betaling af en mindre formue for at opleve mest muligt i løbet af den beskedne uge, der var til rådighed.
Costa Rica er et dejligt land med fantastisk natur og en venlig befolkning, hvor man langt hen ad vejen kan klare sig med engelsk (modsat i de fleste andre latinamerikanske lande jeg har rejst i, hvor et vist kendskab til spansk er så godt som et must). Det negative er, at prisniveauet er ret højt (specielt på 'turistgoder' som hoteller, restauranter, adgang til nationalparker, leje af køretøjer, sejl- og dykkerture etc.) samt at transport rundt i landet er langsommelig og besværlig. Man kan naturligvis vælge den lette - men dyre - løsning at benytte indenrigsfly, men disse flyver næsten alle via hovedstaden San José (der bestemt ikke er særligt interessant), og ofte går der kun et dagligt fly pr. rute, så hvis man skal fra den ene ende af landet til den anden kan det godt gå hen og tage et par dage alligevel (samt en overnatning i San José). Så er det næsten lige så hurtigt - og i hvert fald meget billigere - at benytte busserne, der fungerer udmærket, men har en meget lav gennemsnitshastighed pga. de mange bjerge og andre geografiske forhindringer.
Med kun en uge til rådighed valgte vi at tage en bus nordpå - til bjergområdet Monte Verde - allerede dagen efter ankomsten (sen aften lokal tid, syv timers tidsforskel, 'rundt på gulvet'). Den første bus gik klokken fem om morgenen, den anden over middag, og da turen var estimeret til cirka syv timer, ville hele den første dag gå, hvis ikke vi bed i det sure æble og stillede vækkeuret til klokken fire (oh my God!).
Tågeregnskoven ved Monte Verde
Monte Verde ligger oppe i bjergene, og da den sidste uge i november samtidig er slutningen af regntiden, så kan man godt regne (haha) med lidt af hvert sådan rent vejrmæssigt, og det var da også lige præcis hvad vi fik. Men området, hvor der er både tropisk (tåge-) regnskov og aktive vulkaner, er utroligt smukt og bestemt et besøg værd. Og for store legebørn er der 'Canopy-tours', hvor man - i fuld fart (og formedelst en masse penge) 'flyver' fra den ene høje trætop til den anden, ophængt i en trisse på en stålwire. En spektakulær oplevelse, der desværre var lidt påvirket af et heftigt regnskyl. Det var faktisk - når sandheden skal frem - et par temmeligt kølige og regnfulde dage, hvor jeg pådrog mig en irriterende forkølelse, der holdt helt til midten af januar, hvor Ugandas anderledes menneskelige klima endelig fik bugt med den (men det er en helt anden historie, som der berettes om andetsteds).
Herefter var der ingen tvivl, vi måtte ned til en strand og have noget sol og varme, og valget faldt på Montezuma, der ligger tæt på den sydvestlige spids af Nicoya-halvøen, ud mod Stillehavet. Montezuma startede som et 'flippersted' på 'Gringoruten', og stemningen giver da også stadig lidt mindelser om steder som Katmandu, Goa, Bangkok og Stonetown. Byen er ganske lille, måske er der en halv snes hoteller og halvt så mange restauranter, et lille supermarked, en bager (med rigtigt lækkert brød forresten), en antikvarboghandel, et par internetcaféer og en håndfuld butikker med turistting (primært kunsthåndværk og T-shirts). Men nede foran byen
- og milevidt til begge sider - breder der sig den mest vidunderlige strand, hvor store bølger skyller ind over det lækreste sand og hvor palmerne hænger ud over stranden fra det frodige bagland. Af og til afbrydes sandet af klipper, som man kan gå hen over (dog ikke barfodet, da de kan være meget skarpe og meget varme). Eller man kan gå udenom ad de dertil indrettede små stier, hvor man hyppigt støder på halvstore leguaner, flotte fugle og sågar aber.
Sommerfugl i regnskoven
Man kan også - som vi gjorde - leje havkajakker (til ti US$ pr. time, det rene optrækkeri) og sejle en tur på de ganske store bølger. Så snart man er nået ud over brændingen er det ikke så svært, men vildt sjovt (husk solcreme).
For ikke at spilde en dejlig solskinsdag på en lang bustur ofrede vi et fly tilbage til San José, hvorfra den lange hjemtur startede næste morgen - tilbage til den kolde, fugtige og lysfattige danske vinter, hvor nedtællingen (seks uger) straks kunne påbegyndes til næste rejseoplevelse. Og i den forbindelse kan jeg da lige nævne, at nærværende artikel er blevet til d. 25. januar ved bredden af 'Crater Lake', nær Rowenzori-bjergene i det sydvestlige Uganda, under indtagelse af en - efter afrikanske forhold - glimrende frokost, men som tidligere nævnt, den tur kan du læse meget mere om et andet sted i bladet.
