Trekking på Disko
Grønland
Sommeren 2003
Per Allan Jensen
Mandag d. 28. juli 2003
Tidlig op (6.00) og med bus og tog til Kastrup, hvor jeg møder Mogens, der har en aftale med en Topas-medarbejder om at indchecke en stor sæk med en masse madvarer, som vi skal bruge til livets opretholdelse de næste par uger. Da det er gjort, og vi kommer op i afgangshallen, køber jeg - som sædvanlig - en ekstra bog, 'just in case'. Jeg har nu også kun to med denne gang, men da det jo er en grupperejse forventer jeg, at der er mulighed for at udveksle bøger med hinanden, hvis det skulle vise sig nødvendigt.
Afgang halv ti med Greenland Airs kraftigrøde airbus, der er fyldt helt op med passagerer. På turen, der varer godt fire timer, serveres der glimrende mad, og jeg får læst halvdelen af den netop indkøbte bog (en krimi af Bjarne Reuter). Der er nu heller ikke meget at se ud af vinduerne, da det er overskyet det meste af vejen. Det klarer dog op den sidste halve time, så vi lige når at se lidt af indlandsisen med store huller og sprækker, inden der lægges an til landing i bunden af den store fjord ved Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord).
Ved ankomsten sætter vi urene fire timer tilbage, så klokken er stadig kun ti, det bliver en lang dag. Vi skal vente her en god times tid, inden turen går videre til Aasiaat (Egedesminde).
Det første indtryk man får i ventesalen er en tæt tåge af tobaksrøg, fy for pokker. Men vi kan jo frit gå udenfor, og ovre på den anden side af gaden ligger et lille supermarked, hvor Mogens indkøber et vækkeur, som han mener at få brug for senere. Jeg nøjes med at købe en is (som jeg ikke regner med at få brug for senere, så den spiser jeg straks). Der er også en lille terrasse ud til start- og landingsbanerne, hvor vi sidder lidt og nyder den overraskende varme sol, og jeg kommer lidt videre med bogen.
Kvart over elleve går turen videre, denne gang med et lille fire motorers fly med plads til cirka 40 personer. Meget flot tur lidt uden for isranden, hvor vi ser både søer og smeltevandsfloder. Ved ankomsten til Aasiaat er det smukt og klar vejr, omend lidt køligt (otte grader).
Vi modtages af vores turleder, Birgitte, en frisk og munter ung pige med strithår, og vi får for første gang et overblik over vore kommende medrejsende. Tolv stykker er vi, kønsmæssigt nogenlunde lige fordelt (7M+5K) og aldersmæssigt spredt mellem 17 og 52 år (med et gennemsnit på cirka 40 år, regner vi senere ud).
Bagagen læsses på en lille lastbil, mens vi selv bliver kørt de få kilometer ind til byen af to omgange. Her bliver vi indkvarteret på "Sømandshjemmet", i tresengsværelser (eller rettere tosengs med en ekstra madras på gulvet). Enkelt men udmærket, og så er der endda eget bad og toilet til hvert værelse.
Eftermiddagen er til fri disposition, og det første jeg gør er at bestille en laksemad i det tilknyttede cafeteria, hvorefter Mogens og jeg er klar til at drage ud på lidt sightseeing. Vi går rundt i byen, kigger lidt på havnen og et par butikker, hvorefter vi begiver os op på en stenet højderyg bag ved byen. Herfra er der en glimrende udsigt til de store isbjerge, der flyder rundt ude på havet, og som er "udspyet" fra den store isbræ ovre i fjorden ved Ilulissat (Jakobshavn), som vi i øvrigt skal besøge sidst på turen.
Efter at have stået lidt på et lokalt højdepunkt og beundret udsigten beslutter vi at gå ned i en dal og op på et lidt fjernere - og lidt højere - punkt. Hist og her er det sumpet, men det er nu ikke så slemt. Og der er slet ingen myg ?!?
På denne top belønnes vi naturligvis med en endnu flottere udsigt, og vi sidder et stykke tid og nyder denne samt den varme sol på læsiden af bakketoppen. Vi går en anden vej tilbage og kommer forbi en kæmpemæssig losseplads, føj hvor grimt. Grønlænderne er tydeligvis ikke særligt fintfølende med deres smukke og sarte natur, må man konstatere.
Vi spiser aftensmad på sømandshjemmet klokken syv, lasagne, som er spiselig, men bestemt ikke spændende. Bagefter skal vi en tur ud og sejle med en lokal fiskekutter, formedelst 12 gange 300 kroner, prisniveauet er rimeligt højt her. Solen stråler fra en skyfri himmel, og der er næsten ingen vind, så jeg undrer mig lidt over Henriettes råd om at tage MASSER af tøj på. Heldigvis følger jeg rådet og tager termoundertøj på inderst, hvilket skal vise sig at være en rigtigt smart disposition.
Vi sejler først forbi en lille klippeø, hvor skipper har sine hunde gående på sommerpension. Hundene bliver ellevilde da vi kommer, og flere falder i det kolde vand i deres ivrige forsøg på at springe ombord på båden. Vi sejler forholdsvis tæt på et af de store isbjerge, omend ikke helt tæt, da det kan være forbundet med stor fare, hvis det pludselig brækker i stykker eller får lyst til at slå en kolbøtte.
Det er en fantastisk smuk aften, med sol, isbjerge og det smukke blå hav. Vi ser hvaler flere gange, men desværre lykkes det os aldrig at komme tæt på dem, da de er lidt sky og dykker ned, så snart de hører båden nærme sig. På hjemturen begynder det at blive rigtig koldt, og der opstår trængsel omkring skibets varme skorsten henne agter.
Vi er tilbage i havnen ved titiden, godt gennemkolde og trætte, klokken er jo trods alt også to om natten ifølge vores indbyggede ur, og vi har alle været i gang siden tidlig morgen.
Hurtigt af med tøjet og i seng. Mine fødder er som isklumper, og det tager en rum tid at få dem varmet op. Til gengæld vågner jeg ud på natten og sveder bravt, og allerede klokken fire skinner solen på de ikke særligt lystætte gardiner.
Tirsdag d. 29. juli 2003
Vi får heller ikke lov til at sove længe i dag. Vi skal videre med rutebåden klokken otte, så vækkeurets ubønhørlig bippen vækker os allerede klokken seks.
Båden er ret stor, og jeg er faktisk lige ved at tro det var den, der lå til skue ude på Langelinie her i foråret. De har deres eget lille billetkontor med, som bliver hejst ombord og anbragt på dækket lige før afgang.
Vejret er fantastisk smukt igen i dag, og vi tilbringer det meste af den tre timer lange sejltur oppe på bagdækket, kun afbrudt af et par besøg i cafeteriet efter varm kaffe og andre fornødenheder. Ikke en vind rører sig, og de imponerende isbjerge spejler sig malerisk i den blikstille havoverflade.
Diskoøen virker - allerede fra afsejlingen - tæt på, selv om der er firs kilometer derover, og vi kan tydeligt se bræerne på øens indre. Qeqetarsuaq (Godhavn) lever op til sit navn med en virkelig god naturlig havn, beskyttet bag store klippefremspring. Vores bagage bliver afhentet på kajen, mens vi andre går til fods ud til byens ene vandrehjem, en tur på godt en kilometer. Byen er ganske smuk, med farverige huse langs vandet, og undervejs passerer vi et hus med påskriften "Hotel Disko", hvilket - alle andre steder i verden - nok ville indikere, at der var tale om et hotel med diskotek.
Vi indlogeres i dobbeltværelser med køjesenge, og straks efter stables der noget frokost op på bordene uden for, bag vandrehjemmet, hvor der kun er få meter ned til en stor og lækker strand. Herfra er der yderligere kun nogle hundrede meter ud til de nærmeste af de kæmpemæssige isbjerge, der driver forbi eller ligger midlertidigt strandet.
Efter frokosten bliver holdinddelingen bekendtgjort. Typisk Topas-ferie, hvor man selv skal lave en del af arbejdet. Og minsandten om ikke mit hold kommer til at stå for aftensmaden allerede i dag. Der er en stor hellefisk til rådighed, som bare skal have 1½ time i ovnen, så vi enes hurtigt om at omgive den med en flødesauce med finthakkede grøntsager og servere ris og salat til.
I mellemtiden, mens jeg sidder og nyder det fantastiske vejr, undfanger jeg den - måske lidt vilde - idé at tage en svømmetur fra stranden. Vandet er to grader varmt, oplyser Henriette, men hvad pokker, det er jo cirka det samme som de søer og floder, som vi badede i sidste år i Kasakstan, og så er der jo god varme i solen bagefter.
Min idé vinder ikke den helt store tilslutning, da jeg prøver at få flere med, men Sally lader sig dog overtale, mens resten nøjes med at fotografere. Yderst forfriskende oplevelse, for at sige det mildt, og så giver det en rigtig rar fornemmelse i kroppen.
Bagefter er der tid til en rolig slentretur gennem byen, herunder et besøg på det lille lokale museum, hvis bestyrer er en hyggelig og snakkesalig ældre fyr. På den efterfølgende indkøbstur konfronteres jeg med nogle priser, der siger spar to, selv i forhold til Norge, i hvert fald når vi taler om frugt og grøntsager. Det ender nu med, at vi får lavet et ganske udmærket måltid, synes jeg, og det bliver da også positivt modtaget.
Efter maden - og opvasken, pyha - er klokken hen ad ni, og vejret er stadig vidunderligt. Nogle af de andre vil gå en tur i byen, mens jeg hellere vil "til vejrs". Jeg drages af det 1.000 meter høje fjeld lige ovenfor, der forresten har en slående lighed med Table Mountain i Cape Town, men det er for sent på dagen, i hvert fald til den konventionelle rute op. I stedet forsøger jeg at komme op ad den østlige sideflanke, der er temmeligt stejl, og måske kunne udgøre en egnet genvej. Det viser sig dog snart, at den trods alt er for stejl, og efter tre kvarters vandring efterfulgt af 10-15 minutters sveddryppende klatring - nærmest på alle fire - beslutter jeg at vende om. Ikke kun fordi det er ved at være sent på dagen, men også fordi jeg er alene, det ville være fatalt at komme til skade her, når ingen aner hvor jeg er.
Udsigten er fantastisk. Langt ude mod øst kan jeg skimte bræen og isfjorden ved Jakobshavn, og nede foran ligger byen, omgivet af det smukke blå hav, hvor snesevis af isbjerge - så store som huse - ligger dekorativt spredt.
Jeg er tilbage lidt i elleve, og efter en godnatpilsner og en kort sludder med et par af mine medrejsende er jeg særdeles klar til at gå til køjs.
Onsdag d. 30. juli 2003
Vågner allerede ved femtiden ved, at solen skinner mig i øjnene. Jeg hænger en bluse op foran vinduet og falder hen i en urolig døs de næste par timer. Morgenmaden er klar halv ni, og byder blandt andet på lækkert hjemmebagt fladbrød, som Mogens har stået for.
Vejret er vist desværre under forandring. Der hænger et lysegråt skydække over os, og fra vest nærmer sig nogle skyer med en mere truende mørkegrå kulør. Det er planen, at vi i dag skal på en mindre vandretur op i "Blæsedalen", og der er afgang halv elleve, hvor vejret er endnu mere truende, omend dog stadig tørt. Det ændrer sig dog i løbet af en times tid, hvor det så småt begynder at dryppe. Så kommer beslutningsproblemet, hvornår skal man iføre sig regntøj?
Efter et kvarters overvejelser fremfinder jeg mit splinternye regnslag, der - meget bekvemt - også kan beskytte rygsækken. Det kræver dog, at man får lidt hjælp fra en anden. Den næste beslutning vedrører regnbukserne, som også er lidt besværlige, da de nødvendiggør en afmontering af støvlerne, men så er jeg også forberedt på en ordentlig skylle.
Den kommer dog aldrig, det forbliver skiftevis smådrypperi og moderate byger. Heldigvis er temperaturen jo behageligt lav, ellers kan det godt være noget af et helvede at knokle rundt iført regntøj. Vi er i øvrigt også heldige derved, at der blæser en svag vind, som begrænser myggeplagen. Alligevel er der en tæt sværm af disse irriterende bæster, der svirrer rundt om en, og et par stykker vælger at iføre sig de der lidt komiske ansigtsmasker, der får en til at ligne en biavler.
Heldigvis må jeg - som sædvanlig - konstatere, at de ikke er særligt vilde med mig, især ikke når der er andre muligheder i nærheden. De kommer godt nok lige hen og snuser, men meget mere bliver det heller ikke til.
Ved ettiden gør vi frokoststop på et lille højdedrag, og Henriette monterer den medbragte gasbrænder og koger vand til en dejlig kop kaffe. Det har været en halvhård opstigning, ikke så meget på grund af stigningen som på grund af underlagets beskaffenhed, "madrasgang" kalder Henriette det. Bløde mostuer, som man synker dybt ned i og - for hvert skridt - skal bruge en pokkers masse kræfter på at komme op fra igen.
På tilbagevejen går vi ned og følger flodlejet et stykke vej og går senere på en - rimeligt god - sti langs en imponerende kløft, hvori floden bliver stadigt mere vild og brusende og danner frådende vandfald, flot.
Vi er tilbage halv fire, og så gør det godt at komme ind i tørvejr og sidde og nyde en varm kop kaffe efterfulgt af en kold pilsner. Jeg vasker den smule tøj, der kan vaskes, en bluse, et par sokker og et par underbukser. Det er strengt taget ikke nødvendigt endnu, men meget bekvemt at gøre det her, hvor der er masser af varme vandrør, så man lynhurtigt kan tørre det igen. Bagefter er det den personlige hygiejne, der står for tur, efter sigende kan der godt gå nogle dage, før muligheden igen foreligger.
Og så bliver vi informeret om planerne for de kommende dage. I morgen skal vi op og overnatte i en hytte ved bræen, dvs. vi skal have sovepose med plus hvad vi ellers forventer at få brug for i løbet af to dage. Resten af bagagen skal deles i to, nemlig dels det, der bliver transporteret i båd fra sted til sted, og endelig det, som helt kan undværes den næste uges tid, til vi atter kommer tilbage her til Godhavn. Åh nej, endnu et af disse beslutnings- og ompakningsmareridt, der kan få min pakkeparanoia til at bryde ud i lys lue.
Johannes - vores bådmand - ankommer med en stor sæk fuld af friskfangede - og endnu spillevende - kæmpekrabber, som skal bruges til forret i aften, de er godt nok imponerende. Lidt postkortskriveri, en pilsner mere og lidt indledende pakkeøvelser, og så er aftensmaden klar.
Det er lidt af et mas at komme ind og få fat i kødet i krabbekløerne, men det er bestemt umagen værd. Og efter den eksotiske, men ikke specielt mættende, forret følger en mættende, men til gengæld ikke særligt eksotiske, hovedret, nemlig spaghetti med kødsauce.
Resten af aftenen går med lidt læsning, dagbogsskriveri og en dansk TV-avis (stadig flot sommervejr derhjemme). Hen på aftenen er der tydelige tegn på opklaring i vejret, så det er med en vis optimisme vi går til ro. Forinden har jeg dog lige været en tur nede på stranden og beundre de mange flotte isbjerge, specielt et med flere store tårne, der nærmer sig østfra, og som vi døber "Manhattan-isbjerget".
Torsdag d. 31. juli 2003
Som håbet forsvandt de fleste af skyerne i løbet af natten, og "Manhattan-isbjerget" er drevet så langt mod vest, at det nu nærmest ligger lige uden for byen. De andre, der ligger endnu tættere på kysten, må være gået på grund, da de næsten ikke bevæger sig ud af stedet. En gang i mellem brækker der stykker af, hvilket udløser lyde som kraftige skud eller tordenvejr.
Vi spiser morgenmad og smører et par frokostklemmer til indtagelse undervejs. Det her er noget af en kostomlægning i forhold til de sidste par måneders fedt-, protein- og salatkur, som jeg har gennemført som led i et (vellykket) vægttabsprojekt. De tabte ti kilo har vist i øvrigt mest siddet på sidebenene, og rygsækken strammer mere end normalt på hofterne. Müssli, corn flakes, brød, ris, kartofler og pasta i store mængder, lutter kulhydrater, forhåbentlig opvejes det af den motion vi får, selv om det nu ikke har været så overvældende endnu.
Morgenens afsluttende finjusteringer af bagageinddelingen har ført til en propfuld "dagtursrygsæk" (vel cirka 14-15 kilo), en langt mindre pose til de efterfølgende dage og en lille bitte portion til "langtidsdeponering" Lidt vel rigeligt at gå med, specielt på en 1.000 meters opstigning, men igen kan jeg så glæde mig over, at jeg ikke også skal slæbe på ti kilo overflødigt fedt.
Henriette starter allerede lidt over ni med en fortrop bestående af de, der ikke går så hurtigt, og det er så meningen, at vi andre skal følge efter et par timer senere. Jeg bruger tiden på at sidde på en bænk ude i solen og sludre lidt med Johannes og få skrevet lidt i dagbogen.
Vejret er - igen - fuldstændig fantastisk, ikke en sky er der på himlen, og jeg starter kun iført en tynd kortærmet trekkingbluse og med mine fine polske trekkingbukser afmonteret den nederste tredjedel, yderst behageligt. Der er en svag vind og ingen myg, så den nærmeste fremtid tegner absolut lovende, da vi begynder at knokle op ad bjerget. Forinden opstår der dog lidt forvirring omkring tre af deltagerne, men lidt senere lykkes det heldigvis at spotte dem i kikkerten, lidt oppe ad bjergsiden.
Snart bliver det stejlere. Ind i mellem de barske klipper ses af og til saftigt grønt græs samt kæruld og gederams, Grønlands nationalblomst. Efterhånden begynder det at blive rigtigt stejlt, men det går nu alligevel meget godt, synes jeg, og jeg går og glæder mig over mit vægttab og det vidunderlige vejr og det smukke landskab.
To tredjedele oppe gør vi frokoststop. Jeg tapper vand fra et lille bitte vandløb, hvor der næsten ingen gennemstrømning er, forhåbentlig går det an. På den videre færd er det først rigtigt stejlt, men så flader det lidt ud, og et par store varder markerer, at vi nærmer os toppen. Her - på et plateau foran bræen - ligger et lille dobbelthus med en smal solbeskinnet terrasse foran, og her modtages vi af "kromutter", med småkager samt te og kaffe.
I det ene hus er der to sovesale med køjesenge og madrasser. Fra terrassen er der en helt fænomenal udsigt over byen og havet med isbjergene, omend der er et lille minus, nemlig et tæt lavthængende skydække, der nærmer sig sydfra og vel nu ligger 15-20 kilometer ude. Nå, den tid den sorg, nu står den foreløbig på megaafslapning i den varme sol, samt indtagelse af en masse kaffe.
Efter et par timer kommer Henriette og meddeler, at der er lavet en ændring i planen, idet vi - for at udnytte det gode vejr - tager på hundeslædetur nu i eftermiddag i stedet for i morgen tidlig, som det ellers var planlagt. Til det formål er der et antal sælskinsanorakker og -bukser, som vi kan låne, selv om de vist er mere relevante, når det er vinter, jeg er i hvert fald ved at omkomme af varme i det antræk. Anyway, meget sjovt at prøve, og det giver sikkert også nogle ganske udmærkede billeder.
Vi går op til gletcherkanten, hvor de mange hunde står tøjret og istemmer en forrygende hylekoncert. Det er imponerende at se, hvordan der kommer styr på det hele, trods de ivrige hunde, der tilsyneladende gør deres bedste for at bringe linerne i uorden.
Endelig er vi klar til afgang, og hu hej hvor det går. Efter kort tid kommer der en lille strækning med klipper og ingen sne, og Mogens og jeg springer beredvilligt af. Men det var åbenbart ikke meningen, for nu har vores stakkels slædefører det største besvær med at holde på slæden, og i sine anstrengelser får han revet halvdelen af "ryglænet" af, så jeg må sidde skævt på resten af turen og ender med at få ondt i ryggen.
Det går i bekvem fart op ad gletcheren, hvis overflade dog ikke er helt som det der hvide knirkende pudder, som man ser på TV, når der er julekalender fra Grønland. Skiftevis is, tøsne og små smeltevandsfloder fyldt med grus og småsten, men det er så sandelig et terrængående køretøj, der pløjer sig gennem det hele.
Snart er vi oppe på toppen af gletcheren, hvorfra udsigten er fantastisk. Vi kører lidt nedad til den anden side og gør holdt og nyder solen og den fuldkomne stilhed og den milevide udsigt, mens vi sveder bravt i vores sælskinstøj, inden turen atter går hjemad.
Et par gange bliver vi overhalet af et par af de andre hundespand. Det føles underligt at sidde helt tæt på de ophidsede hunde, klart inden for bideafstand, men det virker nu heldigvis som om de har andre ting i hovedet lige nu. Hele turen ender med at vare et par timer, og den er bestemt prisen værd, selv om det umiddelbart lød lidt vildt med 700 kroner.
Humøret er højt og appetitten stor, da vi atter er nede ved hytten, hvor vi får at vide, at maden snart er klar og at det er "local style". Det viser sig at være kogt sæl, som lugter afskyeligt og - efter min mening - ikke smager meget bedre. End ikke med en ordentlig klat sennep kan jeg få det ned, men så har jeg da prøvet det. Heldigvis serveres det sammen med en kraftig suppe med en masse ris i, og den smager knap så "sælsomt".
Den efterfølgende kaffe indtages på terrassen, hvor det i mellemtiden er blevet køligt, men det er der jo råd for, eftersom hytten er fyldt med lækkert sælskinstøj. Den tidligere omtalte skybanke ligger nu helt tæt ind til bjergets fod, så byen nedenfor henligger jo nok i tåge. Laget er dog ret tyndt, for en gang i mellem ser man toppen af isbjerge stikke frem gennem disen, blandt andet "Manhattan-isbjerget".
Ved sengetid, omkring klokken ti, skinner solen stadig, omend dog heldigvis ikke ind af vinduerne i vores sovesal.
Fredag d. 1. august 2003
Ved sekstiden har vi til gengæld fornøjelsen af solen, men det lykkes mig da heldigvis alligevel at få et par timers ekstra søvn inden morgenmaden. Det er stadig smukt solskin her oppe, og der ligger stadig skyer hele vejen langs kysten. Næsten ærgerligt at forlade det dejlige vejr for at tage ned i den suppedas.
Efter morgenmaden kommer der en helikopter med en amerikansk familie, der lige skal have en hurtig hundeslædetur, og således får vi bekræftet vore fordomme om rige og overfladiske amerikanere.
Henriette går i forvejen med Marie lidt over ni, mens vi andre bliver hængende en times tid længere, inden vi påbegynder nedstigningen. Heldigvis ser det ud til, at tågen trækker sig tilbage i takt med, at vi kommer længere ned, og der åbenbares en aldeles dejlig udsigt over isbjergene, der skiftevis skjuler sig og dukker op igen, og af byen, der er delvis indhyllet i tågebanker.
Vi spiser vores medbragte frokost ved det lille grønne hus, der rummer motoren til en lille skilift, og fortsætter ned mod byen, hvor vi først gør holdt ved supermarkedet og provianterer lidt. Jeg køber to guldøl og bryder politivedtægten ved straks at konsumere den ene ude foran butikken.
Dernæst videre ned til kysten, hvor Johannes har sin motorbåd liggende. Der skal tre sejladser til for at fragte alle deltagere og al bagage (herunder også telte og mad) ud til lejrpladsen, der ligger en lille halv times sejlads vestpå, ved Lakseelvens udløb. Mens første hold er taget af sted, sidder vi og venter, heldigvis i dejligt solskinsvejr, da Henriette dukker op med den herligste lille hundehvalp. Den er kun tre uger gammel og ikke så lidt beklemt ved den megen opmærksomhed og blizfotografering.
Omsider er Johannes tilbage, og hold to går i båden. Der er et par "overlevelsesdragter" til de mest kuldskære, resten må klare sig med eget tøj, men det går også an, så koldt er det heller ikke. En flot, flot tur langs kysten og tæt forbi de store isbjerge, og heldigvis stadig stort set i solskin.
Da vi ankommer til lejrpladsen kan vi se, at det første hold allerede har slået nogle af de karakteristiske, kegleformede (same-) telte op, hvilket - siger de - har været ret så besværligt. Ikke kun på grund af teltenes helt håbløse konstruktion, men også fordi "jordbunden" her består af klipper med et tyndt lag mos hen over. De øvrige telte - og resten af vore ejendele - er med i sejlads nummer tre, der ankommer en god times tid senere.
På lejrpladsen er der skiftevis dejlig sol og klam tåge, og for at fordrive ventetiden - og få varmen - begynder vi at samle drivtømmer til et eventuelt senere bål. Langt om længe, da klokken er over syv, dukker Johannes og Henriette op, og vi går straks i gang med de sidste telte. Kors en sindssyg konstruktion, men omsider står de da så nogenlunde.
Henriette går afsted med to dunke for at hente vand ved en kilde, men kommer tilbage med den deprimerende melding, at kilden er tørret ud. Nærmeste anden mulighed er så den elv, der løber ud til kysten længere mod øst, tyve minutters gåafstand væk, så vi er nogle stykker, der udruster en lille ekspedition og går efter vand.
Smuk lille aftenspadseretur, og her er vandet både rigeligt og dejlig friskt. Da vi endelig er tilbage, er maden heldigvis ved at være klar, men så er klokken efterhånden også over ti. Vi spiser inde i det store køkkentelt, der er hyggeligt og rummeligt, men desværre har Topas glemt at købe nogle campingstole, så det bliver temmelig ubekvemt, undtagen for mig, der har fundet en gammel ramponeret stol et stykke herfra.
Efter maden er vi så heldige at se et par legesyge hvaler svømme forbi, fascinerende. Det bliver over midnat, før jeg ligger i posen, og så kan jeg ikke falde i søvn, formentlig fordi jeg har drukket alt for meget kaffe. Omsider lykkes det da, og det ender faktisk med at blive en ganske komfortabel nattesøvn.
Lørdag d. 2. august 2003
Det regner flere gange i nattens løb, meddeler Mogens til morgen, hvilket lyder sandsynligt, eftersom teltet er pladdervådt (dog heldigvis kun på ydersiden). Jeg er på morgenmads-holdet, hvilket er en forholdsvis let tjans, da morgenmaden består af müssli med mælkepulver og koldt vand, så ingredienserne skal bare stilles frem til selvbetjening, og så skal der lige koges en kedel vand til te og kaffe.
Når vi har været et par dage i den lille bygd Kangerluk skal vi tilbage hertil, så vi får lov til at lade teltene stå, godt barrikaderede med store sten, så de ikke blæser væk i en eventuel storm.
Halv ti er der afgang, i et vejr, der endnu er tørt, men ser alt andet end stabilt ud. Det skal da også vise sig at blive en tur, der på flere måder er præget af vand. For det første fordi det snart begynder at regne, og det bliver det så i øvrigt ved med det meste af resten af dagen. Og for det andet fordi vi skal krydse et utal af sumpområder og små vandløb samt en enkelt elv på vores vej gennem Laksedalen. Til dette formål har vi teva-sandalerne hængende klar uden på rygsækken, men det er godt nok noget bøvlet at skifte frem og tilbage, specielt når det så samtidig øser ned. Og til dels omsonst i øvrigt, for nogle timer senere er der alligevel ikke en eneste tør sok tilbage på holdet.
En særdeles hård tur bliver det, som at gå på en meget blød madras eller en hoppepude. Hele området er nærmest en stor mose, og for ikke pludseligt at stå i vand til knæene må man springe mellem de græstuer, der stikker op. Disse er imidlertid særdeles bløde, så man synker 20-40 centimeter ned, hvilket giver en overordentlig akavet og besværlig gangart - og nogle meget ømme lårmuskler dagen efter, skal det vise sig.
Turen er på fjorten kilometer, hvilket faktisk er ganske langt, forholdene taget i betragtning. To tredjedele henne på turen, hvor mine sko og sokker er ved at være gennemblødte og det hele er ved at være lidt småsurt, beslutter jeg, at jeg lige så godt kan lave en ekstrem-event ud af det. Så jeg beslutter mig til at prøve at indhente Jørn, turens hurtigløber, der som sædvanlig farer afsted langt i forvejen.
Jeg sætter farten op og nærmest småløber hen over tuerne, så sveden springer og lårmusklerne værker, og manøvren lykkes da også, endda en god halv time før vi er nede ved stranden på den anden side af landtangen. Det sidste stykke vej går vi langs en lille flod, der løber i en dyb kløft, og endelig er vi ude ved havet.
Vi finder lidt læ bag en klippe, hvor jeg skynder mig at få noget mere tøj på (har gået i korte bukser), og vi deler den øl, som jeg kommer i tanker om, at jeg har slæbt rundt på siden besøget i butikken i går. Der går så tre kvarter, inden Sally dukker op, og yderligere tre kvarter, før alle er fremme.
Kort efter dukker Johannes op med båden, og vi er klar til en forblæst rystetur over fjorden til den lille bygd Kangerluk, hvor der kun bor omkring tres mennesker. Johannes udpeger det lille hus, hvor vi skal indlogeres, og hvor vi finder Marie siddende i familiens bekvemme hjørnesofa, foran et megastort fjernsyn.
Huset er - mildt sagt - rodet og småsnavset, men til gengæld har vi adgang til både varmt bad, tøjvask og støvletørring på radiatorerne, der kan blive meget varme. Faktisk så varme, at vi er nødt til at åbne vinduerne for at få en udholdelig temperatur, hvilket muligvis nok strider mod Topas's overordnede indstilling til miljøforhold, men det var altså deres tur, der var lagt gennem en mose!
Skønt at blive vasket og få rent og tørt tøj på, og klokken seks serveres aftensmaden oppe i det splinternye forsamlingshus, hvor den eneste udsmykning er klistermærker med "denne side indad" på vinduerne. Vi får kogt laks med store kogte kartofler og (heldigvis) rigelige mængder af (pseudo-) hollandaisesauce. Slet ikke så dårligt endda, selv om jeg personligt havde sat næsen op efter en rensdyrekølle, men den er udsat til i morgen. Der er kun vand til maden, for ølsalget starter først klokken ti samtidig med den "dansemik", der er planlagt, det er jo lørdag aften.
Vi ser bygdens lille kirke, der ligger over for forsamlingshuset, vist den mest spartanske jeg nogensinde har oplevet, og bagefter går jeg tilbage til huset og slapper af et par timer, før løjerne starter. Også et udvalg af de lokale møder op, de er vel cirka lige så mange som os, så vi i alt er 25-30 personer i de nydelige - omend noget sterile - lokaler, hvis ene endes to hjørner er optaget af en masse elektronisk musikudstyr samt nogle kasser med øl og vand, som man kan købe af.
Hvad det sidste angår, så kan man købe øl til 25 kroner pr. styk, idet man dog får fem for 100 kroner, hvis man køber dem på en gang, det er da en kvantumsrabat, der er til at forstå. Så vi skiftes til at købe en håndfuld, indtil vi - lidt over midnat - har fået tømt beholdningen, hvilket vist er ganske heldigt, set i relation til min tilstand næste morgen.
Hvad musikken angår, så er det vældig følelsesladet, sådan noget som "I en seng på hospitalet", blot på grønlandsk, og tilsat en lind strøm af smørfede akkorder fra et hammondorgel. Anyway, i hvert fald rart at slippe for heavy metal, rap, jazz og lignende.
De fremmødte grønlændere vil gerne snakke, omend nogle af dem er lidt vanskelige at forstå. De vil også gerne danse, men det er bestemt ikke noget for mig, hvilket de da også efterhånden finder ud af. De ryger i øvrigt som skorstene, jeg observerede sågar en med en cigaret i munden under en heftig svingom!
Søndag d. 3. august 2003
Slapperdag, hvor vi kan tage den med ro og spise morgenmad - i afslappet tempo - fra otte til ni. Planen er at mødes klokken halv tolv for at gå en tur ind langs fjorden og indtage en fælles frokost, så der er stadig et par timer til egen disposition.
Jeg prøver at komme i nærkontakt med de herlige små hundehvalpe, der holder til omme i baghaven, men de er for sky. Så går jeg en tur op på skråningerne bag byen og nyder udsigten og det vidunderlige vejr. Der er skyer på cirka en tredjedel af himlen, men det er tydeligt, at de er ved at blive presset tilbage af en "godtvejrsfront" ude vest fra, og det går hurtigt. Det er i øvrigt også tydeligt, at jeg har udsat mine stakkels lårmuskler for en hårdhændet behandling i går, kors hvor er de ømme!
Lidt ude ligger byens kirkegård, malerisk placeret med smukke blomster i forgrunden og det blå hav og isbjergene i baggrunden. Der er lige ti minutter tilbage til at besøge den lille butik, hvor et par runkne blomkål ligger og keder sig sammen med nogle halvrådne peberfrugter. Der er ikke rigtigt tradition for at spise grøntsager her, og priserne og kvaliteten er bestemt ikke heller medvirkende til at fremme en forandring på dette område. Jeg forbarmer mig over et æble, der ser nogenlunde ud, og det var så ugens frugt.
Vi begynder at gå derudad. Marie må hurtigt vende om på grund af kraftige vabler, og de øvrige bevæger sig i et noget adstadigt tempo, så jeg lægger mig snart foran sammen med Jørn. Efter en times tid er vi ude ved et malerisk område mellem nogle klipper, hvor vi sætter os og afventer de andres ankomst.
I fælles trop bevæger vi os lidt længere ud, til et sted, hvor landsbyen efter sigende lå, før beboerne - en gang i midten af forrige århundrede - blev enige om at flytte ud på spidsen af pynten. Her indtager vi frokosten, hvorunder Jørn og jeg bliver enige om at krydre hjemturen med nogle lidt større udfordringer ved at tage en alternativ rute. På den langstrakte halvø ligger der en 6-700 meter høj bjergryg, og vores idé er at klatre op på denne og så gå hen langs toppen tilbage til byen. Vi forhører os for en ordens skyld hos de øvrige, men der er nu ikke andre, der lader sig friste af projektet.
Det første kvarters tid er der tale om en jævn og svag stigning, primært på græstuer, men så begynder det at blive mere krævende. Faktisk ender det med at blive noget af det vildeste jeg har prøvet, med klatring på stejle klipper afvekslende med traversering af strækninger med løs jord eller rullesten. Det hele bliver ikke mindre speget af, at klipperne er ret så porøse, så selv temmeligt store stykker kan finde på at gå i stykker, når man træder på dem (eller hænger i fingerspidserne). Et yderligere faremoment er de sten, der uundgåeligt løsnes og falder ned, så vi prøver omhyggeligt at undgå ophold i hinandens faldlinier. Alt i alt en tur på grænsen af det forsvarlige, men unægteligt en spændende oplevelse.
Det tager små to timer at komme helt op på toppen, hvoraf de fem kvarter er ren klatring på alle fire. Belønningen - i form af udsigten - er helt forrygende, og som en ekstra bonus ser vi flere små flokke af sneharer. Turen hen over toppen af højderyggen er rimeligt nem, men da vi skal ned igen, må vi et godt stykke ud vest for byen, før det lykkes at finde nogenlunde velegnede steder til nedstigningen.
Langt om længe er vi atter nede ved byen, godt brugte efter fire timers hård motion, hvor vi i øvrigt kun havde en halv liter vand med. Der er lige tid til at bælle en halv liter mere og skifte støvlerne ud med sandaler, før klokken er seks og vi skal mødes til aftensmad i forsamlingshuset. Ret lækker mad i aften, hvor den med længsel ventede rensdyrkølle endelig serveres. Tilbehøret er - naturligvis - store kogte kartofler og sovs, dog i dag suppleret med lidt blandede grøntsager fra en frostpose. Jeg drikker mindst en liter vand mere, og bagefter det meste af en liter kaffe.
Tilbage i huset og skrive lidt dagbog og se TV-avisen, der ikke indeholder noget særligt, ud over en konstatering af, at der er hedebølge i Danmark. Bagefter sender de en amerikansk flykatastrofefilm, der naturligvis - efter megen dramatik - ender lykkeligt. Og således sluttede endnu en dejlig dag i Grønland.
Mandag d. 4. august 2003
Lidt urolig nat, hvor hundene hyler usædvanlig meget. Vi skal mødes ved butikken klokken otte, så morgenen står på pakning og rydning af huset. Henriettes oprindelige plan var, at vi skulle sejles tilbage til Laksedalens munding og så gentage "madrasvandreturen" fra forleden, blot i modsat retning, men den plan vakte så mange protester, at hun har indvilliget i at prøve at finde på en alternativ mulighed. Problemet er, at sejlturen uden om næsset vil tage op mod en time pr. vej pr. tur, og turen skal gøres tre gange. Desuden er det uvist, hvor hård søen er, når vi kommer lidt væk herfra.
Vi starter lidt før halv ni med det første hold, som jeg har meldt mig til. Der er kun lidt vind her inde i fjorden, og havoverfladen er ganske blank. Begge forhold ændrer sig dog markant efter tyve minutters sejlads, hvor vi kommer ud på det åbne hav. Båden hopper og danser og hamrer ned i søen, og efter lidt tid når Johannes frem til, at det virker for risikabelt, så vi vender om og sejler tilbage til havnen.
Johannes og Henriette ringer til Godhavn efter en bekendt, der har en kutter, og han kan være fremme ved tolvtiden, så pludselig er formiddagen til fri disposition. Vi går tilbage til huset og brygger en kande kaffe og dasker lidt rundt på må og få og skriver postkort og dagbøger og sludrer og slentrer lidt mere rundt og hjælper med at få opereret en stor fiskekrog ud af siden på en hund. Og så er der frokost, og endelig - men nu er klokken efterhånden også blevet halv to - dukker kutteren op. Den er ikke i stand til at gå helt ind til broen, så vi bliver fragtet ud i Johannes's båd, af flere omgange.
Kutteren er pænt stor og med halvtag forrest, hvorunder der er god plads til bagagen, og eventuelt også os selv, hvis det nu bliver hårdt stormvejr med skumsprøjt og/eller regnvejr. Det gør det nu ikke, vejret holder sig faktisk rigtig pænt på den 3½ timer lange - og meget flotte - sejltur langs høje stejle fjelde og mellem store hvide isbjerge.
Teltene står der heldigvis stadig, og Henriette, der allerede har været her længe, fordi hun sejlede med Johannes, har kogende vand klar til en kop kaffe, som jeg dog i nogen grad spolerer ved at putte kartoffelmospulver i, det ligner godt nok mælkepulver til forveksling. Jeg er på madholdet i aften, og menuen er kold røget ørred med kartoffelmos samt grøn peber sauce med dåsegrøntsager.
Efter maden går vi en lille tur op til bjerget oppe bagved, og jeg prøver at se, hvor højt op jeg kan komme. Det bliver dog ikke til mere end knap hundrede højdemeter, før det bliver så stejlt, at jeg må opgive. Til gengæld belønnes jeg dobbelt, dels med en flot udsigt og dels med tonsvis af de små revlsbær, der tilsyneladende stortrives på den vestvendte skråning.
Nede igen sidder jeg lidt sammen med de andre og damper af og fryder mig over den stille og smukke aften, og så er der endda næsten ingen myg. Tilbage ved lejren halv elleve, og en halv time senere ligger jeg i posen.
Tirsdag d. 5. august 2003
Ved den natlige tissetur klokken halv fem er det overskyet, men klokken otte er himlen næsten blå og det er vindstille og dejligt. Vi spiser morgenmad og tager den med ro, inden vi pakker teltene sammen og bærer dem og al ekstrabagagen ned til kysten, hvor Johannes ankommer med båden ved titiden.
Dagens tur er ikke så lang, vi er fremme omkring halv tre. Vi går langs kysten, skiftevis i blød "madras" og på klipper, ind i mellem kortvarigt også på "normalt" underlag. Der blæser en lidt kølig vind, men den er dog ikke koldere end at det går fint med korte ærmer og bukser.
Vi spiser frokost ved nogle klipper, der både giver læ og siddepladser samt en dejlig udsigt. Lejrpladsen viser sig at ligge helt fantastisk, ved en lille bugt med den nydeligste sandstrand. Ind mod land er der et af de sædvanlige 7-800 meter høje langstrakte kystbjerge, hvis nederste del består af smalle terrasser dækket af græs, mos og småplanter, som det er nogenlunde let at klatre op på, og hvorover der så knejser nogle temmeligt stejle eroderede stentoppe.
Der er også - ned mod havet - nogle lave klippeknolde, sådan lidt a la Gudhjem, som man kan bestige på få minutter, hvorefter man belønnes med en smuk udsigt over havet. Endelig er der en klippefyldt landtange, der strækker sig et par kilometer ud i havet. Skønt sted, hvor vi heldigvis skal have to overnatninger.
Vi begynder at sætte de komiske og upraktiske telte op, hvilket er vildt svært på grund af den stærke blæst, men det går da, hvis altså man er 3-4 stykker om det og skynder sig at smide 30-40 store sten hen over pløkkerne og langs med teltkanten. Efter at også køkkenteltet er rejst sætter vi vand over til en velfortjent kop eftermiddagskaffe, og så er der lige et par timer til fri disposition inden aftensmaden.
Jeg sætter kursen stik opad, og har inderst inde en idé om at komme højt op, men det bliver ikke til så meget, fordi jeg hele tiden må standse og fotografere blomster og udsigter og spise blåbær, eller rettere mosebøllebær, som er en nært beslægtet art, blot er de lidt mindre og knap så søde. Til sidst gider jeg ikke spise flere, men samler en lille pose, der senere kommer til at indgå i aftenmenuen.
Om aftenen går jeg en lille tur ud på landtangen, hvor der blæser en frisk vind og hvor der er den herligste udsigt til de store isbjerge. Tilbage ved lejren sætter jeg mig for at skrive lidt i dagbogen. Jeg lægger mærke til, at der sidder 3-4 stykker lidt oppe i klipperne, tilsyneladende hyggeligt sludrende. Lidt efter går det dog op for mig, at der er noget på færde, blandt andet fordi jeg ser en af dem blive pakket ind i et alutæppe. Jeg går op for at undersøge sagen, og det viser sig, at Marie har taget et hovedspring med kolbøtte ned fra fem meters højde! Mirakuløst nok synes skaden begrænset, muligvis et brækket ben, og så er hun naturligvis dybt chokeret.
Vibeke, der er læge, har overtaget styringen og fået lagt en improviseret benskinne og givet noget smertestillende, mens Henriette er ilet op ad bjergsiden for at komme i radiokontakt med Johannes, så han kan komme ud med båden. Marie ligger lidt oppe af klippesiden, så vi prøver at få hende transporteret nogle meter ned til det lidt mere flade område, hvilket slet ikke er spor let. Nogle får rigget en slags båre sammen af drivtømmer og snorstumper, og så er det ellers bare tilbage at krydse fingre for, at Johannes snart dukker op.
Det varer en rum tid, inden han endelig er her, sammen med Henriette, som har måttet løbe et stort stykke ind mod byen, før hun fik kontakt, hvorefter Johannes tog hende med på tilbagevejen. Vi får stablet Marie op på båren og transporteret hende ned på stranden og op i båden, hvilket er noget af et knokkelarbejde, over græstuer og gennem sandklitter.
Vibeke tager med dem ind til byen, hvor der - ifølge Johannes - skulle stå en ambulance klar på havnen, som kan transportere hende op på det lille lokale hospital. Og så er der jo ikke så meget mere vi andre kan gøre, bortset fra at sætte vand over til en kop midnatskaffe og sætte os ind i madteltet og snakke hændelsen igennem, inden vi går til ro.
Onsdag d. 6. august 2003
I nattens løb begynder det at regne, og det bliver det faktisk ved med til hen på eftermiddagen. Jeg starter med at sove længe og går så ned for at spise morgenmad.
Vibeke kommer tilbage fra byen med nyt om Marie, der må siges at være sluppet mirakuløst heldigt fra sit styret, idet den eneste skade er et brud på en lille knogle i underbenet. De regner med at lægge gips på og at hun så kan fortsætte med os andre ind til Ilullissat (Jakobshavn) i overmorgen.
Heldigt nok at dette er en overliggerdag, så vi ikke er tvunget til at gå ud og vandre i regnen. Jeg kryber tilbage i posen og lægger mig til at læse en times tid, hvilket tager så meget på kræfterne, at jeg falder i søvn og sover til klokken halv to. Så er tiden inde til en bid frokost, hvorefter jeg lige netop modstår fristelsen til at krybe tilbage i posen endnu en gang.
Ved tretiden holder det op med at regne, og jeg går en tur op ad fjeldet sammen med Sally og Vibeke. Vi går så langt op som man kan, inden det begynder at blive nødvendigt med klippeklatring, dvs. vel omkring halvdelen af vejen op på det cirka 800 meter høje fjeld, hvorfra udsigten er forrygende. Desværre er den stillestående og fugtige luft et eldorado for myggene, så vi bliver ikke siddende ret længe og nyder udsigten.
Efter aftensmaden blæser det heldigvis op så myggene forsvinder, og vi går en tur ud på den lange landtange, hvor vi er så heldige at se to hvaler svømme forbi ikke langt fra kysten. De boltrer sig rigtigt, og når de dykker ned får man et flot kig på de imponerende halefinner, et betagende syn!
Vejret er blevet rigtig flot igen. Allerede midt på eftermiddagen kunne man begynde at se en lys stribe ude over den vestlige horisont. Siden er den kommet gradvist nærmere, og klokken ti er himlen næsten helt blå og solen står og stråler lavt over fjeldene mod nordvest.
Jeg afslutter dagen med at tage et bad i en af de små regnvandsbassiner, oppe på klipperne ud mod havet. Vandet her er en anelse varmere end havet, måske 5-8 grader, men det er stadig noget af et koldt gys. Men efter et første dyp er det som om blodcirkulationen stiger dramatisk, og det går faktisk an at jeg står et par minutter i den kolde vind og sæber mig ind, inden den afsluttende afskylning. Som prikken over i'et finder jeg rent tøj frem. Ah, det er som at blive et nyt menneske!
Torsdag d. 7. august 2003
I nat var det ikke regn, der forstyrrede, men blæst, som fik de elendige telte til at blafre på det vildeste, så man jævnligt følte sig overbevist om, at man var ved at blæse væk. Det skete dog heldigvis ikke, takket være de mange tunge sten vi har klodset op hele vejen rundt langs teltkanten og oven på pløkkerne.
Vejret er rimeligt fra morgenstunden, delvis overskyet og blæsende, og teltene er i hvert fald gennemtørre, hvilket er heldigt, eftersom de skal pakkes ned nu og først bruges igen om en uges tid, når det næste (sæsonens sidste) hold skal bruge dem.
Vi pakker alt ned, og præcis halv elleve lægger Johannes til nede ved den lille strand og afhenter telte, madvarer og ekstrabagage, mens vi andre påbegynder dagens - forholdsvis korte - vandretur. Den er noget kuperet, og underlaget skifter mellem blød mosegrund og klipper. Flot tur, med fantastiske udsigter over små vige og frodige grønne fjeldsider.
Klokken halv to er vi fremme ved den lille bugt, hvor Johannes skal hente os. Det kræver to ture at få os alle med, og det lykkes mig at komme med den sidste, så der lige er en afsluttende halv time til at sidde på en solvarm sten og kigge ud over vandet, inden vi tager tilbage til byen.
Flot sejltur, tæt forbi et par af de megastore isbjerge, før vi går i land i Johannes's baghave. Vi kan lige klemme os ind i hans truck, så vi bliver kørt ud til vandrehjemmet, ren luksus. Denne gang skal vi bo på byens andet vandrehjem, 'det blå', der ligger uden for byen, ved udmundingen af Blæsedalen.
Her indlogeres vi i fire senges rum med køjer, og jeg gør mig hurtigt klar til en ny vandretur. Jeg drømmer lidt om at spæne op på det cirka 1.000 meter høje fjeld på dalens østside, og det går da også helt fint den første halve time. Men så begynder det at regne, og jeg mister lysten og vender om (regnvejr har aldrig været befordrende for min kampgejst). I stedet er der så tid til et dejlig varmt bad og til at lige et par timer på sengen og slappe af og færdiggøre min bog.
Der er bestilt bord på byens eneste restaurant, der egentlig var lukket ned for sæsonen, men kokken har indvilliget i lukke op igen og komme og servere en gang oksehøjreb med bernaisce for os. Da vi går ind mod byen, er det ved at klare op igen, rigtig smukt vejr faktisk.
Dejligt igen at sidde og spise ved et bord og - ikke mindst - på en rigtig stol med ryglæn. Og lyksalighederne fortsætter, her er rigtigt WC med træk og slip, noget af et fremskridt i forhold til at sidde på hug bag en klippe eller skide i en af de kraftige gule plastikposer, der gør det ud for toilet de fleste andre steder (poserne samles sammen og brændes, efter at indholdet er smidt i havet).
Efter det dejlige aftensmåltid går vi i samlet flok op til byens lille hospital for at besøge Marie, der stadig er deres eneste patient. Hospitalet er måske nok lille, men udsigten fra Maries sygeleje er i hvert fald i særklasse. På hjemvejen passerer vi byens fodboldbane, hvor en kamp netop er i gang. Lige efter lyder et ordentligt brag, da den ene endeflanke knækker af et af de store isbjerge og vælter i vandet, hvorefter resten af kolossen får overbalance og roterer en kvart omgang, imponerende skue!
Tilbage på vandrehjemmet sætter vi os til at drikke de fire flasker rødvin, der er indkøbt, og da Johannes dukker op får han overrakt vores afskedsgave, en flaske vodka, som han ser ud til at blive glad for. Og sådan går der et par timer med smådruk og hyggesnak, inden jeg løsriver mig og går ind og pakker og går i seng.
Fredag d. 8. august 2003
Vågner op til tåge, ikke godt for den kommende helikoptertur over til Ilullissat. Vi pakker og spiser morgenmad og slæber os selv og bagagen ned til den lille "heliport", hvor vi bliver mødt med den besked, at der i hvert fald ikke er nogen afgang lige foreløbig, men at vi vil få nye forholdsregler klokken ti. I mellemtiden bliver ikke bare al vores bagage, men også os selv vejet, så de kan vurdere, om der er plads til en ekstra passager (Henriette, der af en eller anden grund er røget på venteliste).
Og sådan gentager det sig så i øvrigt klokken elleve, tolv og et, mens tågen stadig smyger sig tæt omkring os. Ind i mellem når jeg lige et smut ned på byens lille cafeteria for at få lidt frokost. Jeg bestiller fiskefilet og pommesfrittes, og her udspiller sig følgende interessante dialog: "Hvad vil du have til pommes fritterne"? - "Hvad kan jeg få"? - "Remoulade"!
Efter den fjerde negative melding dirigerer Henriette os ned til havnen, hvor rutebåden afgår klokken halv to, men efter at vi har stået og småfrosset på kajen en rum tid viser det sig, at der ikke er flere ledige pladser. Ergo må vi tilbage til vandrehjemmet og vente, mens Henriette og Johannes laver rådslagning. Resultatet bliver, at vi tager endnu en overnatning her på vandrehjemmet, og så håber vi på en helikopterafgang i morgen tidlig, og hvis det ikke lykkes, så bliver det en eller anden form for bådtransport.
Klokken er tre og tågen er ved at lette, så nu skal der motioneres. Jørn og jeg er begge indstillet på at forsøge at bestige fjeldet lige øst for os, det som jeg allerede var på vej op ad i går. Det ender med at blive noget af en stroppetur, 2½ time op og 1½ time ned, men til forskel fra klippeklatringsturen i søndags er der sti hele vejen, omend den ind i mellem er ret så stejl.
Jeg er lige ved at gå død nær toppen, men får så pludseligt nye kræfter og overskud til nærmest at løbe hele vejen ned igen. Udsigten fra toppen er ubeskrivelig, og jeg må - følsom sjæl som jeg jo er - knibe en tåre. Det er gradvist ved at gå op for mig, at dette Grønlandsbesøg måske alligevel ikke - som antaget før afrejsen - vil blive mit livs eneste. Måske jeg skulle overveje at komme tilbage en gang om vinteren?
Vi kommer - prustende og stønnende - ind ad døren lidt i halv otte, hvor alle de andre netop er gået i gang med forretten, som består af store lækre rejemadder. Aftensmad og overnatning er finansieret af flyselskabet, intet under at priserne er så høje (1.000 kr. for en kort helikoptertur). Bagefter får vi en lækker ovnret med fisk og grøntsager, og dertil rigelige mængder af øl og vin.
På et tidspunkt dukker Johannes op sammen med sin kone, søde og hyggelige mennesker begge to, og det ender med moderat druk, inden vi kommer i poserne hen ad midnat.
Lørdag d. 9. august 2003
Morgenvejret er lidt ubestemmeligt. Desværre mest tåge, omend dog ikke så tæt som i går, og med lidt god vilje kan man skimte solen ind i mellem, så der hersker moderat optimisme under morgenmaden.
Nede i heliporten gentager vi vejningsritualet, og efter en halv times ventetid får vi oplyst, at helikopteren er lettet fra Ilullissat, hvilket får optimismen til at stige yderligere en kende. Dog kun kortvarigt, for et kvarter senere bliver det bekendtgjort, at den er returneret til startstedet på grund af dårligt vejr i Diskobugten, og næste afgang er i overmorgen mandag, samme dag som vi gerne skulle flyve tilbage til København!
Tilbage til vandrehjemmet, ny rådslagning, nu skulle der altså gerne snart ske noget. Efter nogen tid får vi at vide, at der er lavet en aftale om transport med en lille båd, som kan fragte os over af to omgange. Båden skal først sejles over fra Ilullissat, og afgang for første hold skeduleres til klokken et, så der er lige tid til at "tanke op" med de sidste rester af madvarer samt gå forbi supermarkedet og købe lidt mundgodt til turen.
Første hold - som jeg tilhører - drager afsted halv to, i en glimrende motorbåd med en fin lille kahyt. Ret snart sidder vi dog alle ude agter, da det viser sig, at tågen kun ligger i en lav og smal bræmme langs kysten. Det bliver en meget smuk tur på en spejlblank havoverflade, hvor vi jævnligt passerer de mest fantastiske isbjerge og i øvrigt har en forrygende udsigt tilbage over Diskoøen.
Efter et par timers sejlads nærmer vi os Ilullissat, men først må vi passere indtil flere bælter af grødis, dramatisk og fascinerende! Vi er i land halv fem, og mens en taxa bringer Marie og et par stykker mere - samt al bagagen - til hotellet, går vi andre forbi byens største supermarked for at købe ind til aftensmaden, som jeg har påtaget mig at stå for. Det viser sig, at salget af øl og vin har været lukket siden klokken et, men heldet vil, at bestyreren er Hannes gamle håndboldtræner, og han tager os med ind bagved og lader os købe de fornødne ting, endda til favorable priser (efter grønlandske forhold altså).
Det er en mild og stille aften, og byen præsenterer sig på smukkeste vis, mens vi spadserer ud til "Hotel Icefjord". Det viser sig, at turens sidste to overnatninger kommer til at foregå i den vildeste luksus. Ikke nok med, at værelserne er store og flotte, der er også en opholds- og spisestue samt en stor terrasse med den mest forrygende udsigt over Diskobugten med alle isbjergene. Dejligt med lidt luksus efter overnatninger i telt og på vandrerhjem.
Efter et par drinks går jeg i gang med at fremstille en karry-kalkun-gryderet, hvilket er en ganske omstændelig proces i den lille bitte køkkenniche, der hører til Henriettes værelse. Vi er åbenbart blevet forment adgang til hotellets køkkenregioner på grund af vore forgængeres manglende sans for oprydning, surt.
Resultatet bliver nu ganske udmærket, hvis jeg selv skal sige det, og indtages ved nitiden, hvorefter der yderligere går næsten to timer, før resten af holdet dukker op. Jeg varmer maden op til dem, og vi får en fortræffelig undskyldning for at åbne endnu et par flasker rødvin.
Søndag d. 10. august 2003
Desværre er det regnvejr fra morgenstunden, så den planlagte vandretur ud til isfjorden udsættes foreløbig til klokken to. Det giver så til gengæld god tid til morgenmad, postkortskrivning og sightseeing i byen, herunder et besøg i det ganske interessante lille museum, der er indrettet i Knud Rasmussens fødehus.
Regnen hører heldigvis op ved middagstid, og med lidt god vilje ser det ud som om der er opklaring på vej. Optimistisk afmonterer jeg den nederste del af mine bukser og drager afsted med blottede ben, hvilket jeg dog snart kommer til at fortryde. Vandreturen ud gennem byen og hen over klipperne varer bare tre kvarter, hvorefter vi står på nogle klippeknolde ved randen af isfjorden, med en fortrinlig udsigt til dette fascinerende naturfænomen.
Kæmpemæssige ismasser tårner sig op i et op til hundrede meter højt lag ved ved fjordens munding, hvor der - grundet relativt lavere vanddybde - opstår "kø" for at komme ud på det åbne hav. Af og til brækker tonstunge stykker af og falder i vandet under voldsom knagen og buldren, og hvis man er rigtigt heldig kan man opleve, at et af de store isbjerge vender sig, når de kommer ud af balance. Dette kan afstedkomme så voldsomme flodbølger, at det er forbudt - og forbundet med livsfare - at opholde sig på stranden.
Vinden blæser hen over isen og afkøles derved til tæt på nul grader, så jeg får i al hast genmonteret resten af mine bukser. På tilbagevejen bruger jeg det meste af en halv film på at fotografere slædehunde, som står i hundredvis i engområderne i byens udkant. Af natur er de mere ulve end hunde, så de skal altid været bundet, og man skal bestemt ikke komme i nærkontakt med dem. Hvalpene får dog lov til at løbe frit rundt, og af og til kan man være heldig at få fingre i sådan en blød og nuttet lille vovse.
Jeg slentrer lidt gennem byen og ærgrer mig over grønlændernes udtalte mangel på æstetisk sans. Deres huse, som ellers er malet i alskens spraglede farver, får lov til at forfalde, og overalt flyder det med affald, bilvrag, plasticoverdækkede snescootere, tomme kabeltromler og grimme vandledninger. Det må hjælpe lidt om vinteren, når sneen lægger et beskyttende lag hen over alle disse forstyrrende elementer.
På hotellets dejlige terrasse er der læ for vinden, og solen er lige ved at bryde igennem. Vi sidder lidt og nyder udsigten og resten af drikkevarerne fra i går og drager et lettelsens suk, da roen pludselig sænker sig over området. Der har ellers været et voldsomt spektakel fra en lokal billedhugger, som har stået nede ved kysten og arbejdet på en stor stenskulptur - med trykluftbor!
Vi skal spise på restaurant i aften, og menuen er noget så eksotisk som "hval i karry". Det smager stort set som oksekød, omend man en gang i mellem kan være uheldig at få en bid, der har en lidt trannet smag. Det er særdeles krydret, hvilket jeg nyder i fulde drag, men det kræver følgeskab af et par kolde pilsnere.
Tiden skal udnyttes til det sidste, og klokken halv otte bliver vi afhentet af et par minibusser og kørt ned til et skib i havnen, vi skal nemlig på en tre timers aftensejlads mellem isformationerne ved fjordens munding. Atter en storslået oplevelse, der formentlig ville have været endnu bedre i solskin, men det klarer da heldigvis så nogenlunde op, og da vi sejler tilbage i havnen klokken halv elleve, er solen lige ved at gå ned, og den kaster et varmt og rødligt skær over havet og byen, wow!
Ud over de smukke scenerier, der koster mig 1½ film, får vi også en masse interessante oplysninger om isen og dens lange vej fra nyfalden sne over det indre af Grønland til de spektakulære isbjerge, som vi har nydt synet af de sidste par uger, og som har været med til at placere denne turs naturscenerier i absolut verdensklasse. Faktisk nærmest i Nepal-niveau, hvilket er det højeste trin på min personlige værdiskala.
Vi skal op allerede klokken halv fem i morgen, så der pakkes hurtigt og effektivt, så der lige kan blive tid til fem timers tiltrængt søvn.
Mandag d. 11. august 2003
Solen er lige netop stået op, da vækkeuret ringer. Et hurtigt brusebad hjælper lidt på opvågningen, men den efterfølgende morgenmad indtages dog under ganske usædvanlig tavshed. Klokken halv seks kører vi - i tre taxaer - ud til den lille lufthavn, der ligger lige uden for byen. Her tager vi afsked med Henriette, der - et par timer senere - skal flyve til Aaisiaat og modtage en ny Topas-gruppe, årets sidste i øvrigt.
Ganske flot flyvetur til Srd. Strømfjord , først ind over isfjorden og bagefter ned langs kysten, med udsigt til indlandsisen til den ene side og kysten - med det azurblå vand, isbjerge og små bygder - til den anden. I Sdr. Strømfjord får vi at vide, at vores fly er forsinket en time, så de forventede tre timers ventetid bliver til fire. Det gør dog ikke så meget, for vejret er aldeles vidunderligt, og vi kan sidde på den udendørs udsigtsterrasse og nyde solen og en kølig formiddagspilsner (nåja, "formiddag" er måske lidt stærkt sagt, det er vel nærmest stadig morgen, men jeg har skyndt mig at stille mit ur om til dansk tid).
Som kompensation for ventetiden er der oceaner af benplads på flyet, og rigelige drinks og god mad, lige som på udturen. Endvidere dejlig musik i hovedtelefonerne samt en rimeligt god film at slutte af med, så alt i alt en ganske udmærket hjemtur. Klokken er ni ved ankomsten til Kastrup, og selv om den "i virkeligheden" kun er fem, så føles det faktisk mere som ni, efter at vi har været i gang siden klokken halv fem i morges.
Mange af mine tidligere rejsebeskrivelser har handlet om hjemkomst fra varme lande til det kolde og klamme danske klima, men denne gang er det aldeles omvendt. Ikke for at klage over vejret i Grønland, det var såmænd slet ikke så tosset endda, men i Danmark er klimaet nærmest tropisk og har i øvrigt været det siden vi tog afsted.
Tidspunkt og tålmodighed rækker ikke til offentlige transportmidler, så jeg kaster mig ind i en taxa og er hjemme klokken ti, og lidt over midnat ligger jeg i min egen gode seng og kan gøre mig klar til at drømme om frisk luft og naturscenerier i verdensklasse - og i øvrigt forberede mig mentalt på to måneder med arbejde og ingen rejseplaner, suk!
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
