Tilbage til De Berejstes hjemmeside

            Trekking i Everest-området

Nepal

Oktober-november 2003

Per Allan Jensen

Torsdag d. 9. oktober 2003

Så nåede jeg det, endnu en gang. Faktisk er det endnu aldrig sket, at jeg har måttet aflyse en planlagt rejse, fordi jeg ikke er blevet færdig med at pakke. Men tit har jeg haft den fornemmelse i dagene - og timerne - op til afrejsen, hvilket dog nok i bund og grund skyldes mit paranoide forhold til hele pakke-processen.

Nå, i hvert fald er jeg klar nu, faktisk så klar, at jeg kan sætte mig ned og slappe af en halv times tid, indtil det går afsted til lufthavnen. Egentlig kunne jeg jo benytte den ekstra halve time til at tage derud med bus og tog i stedet for at ofre en dyr taxa, men da min bagage denne gang har sneget sig op på hele 28 kilo, orker jeg det ikke rigtigt. Det lyder også helt vildt, men noget af forklaringen er, at jeg medbringer nogle af Anitas brugte sko og støvler, som forhåbentlig kan komme til at gøre nytte blandt fattige børn i Nepals fjerne landsbyer.

Og så vejer det jo også noget med de fire tykke bøger jeg har medbragt. Og alligevel for lidt til en måned, selv om lige netop trekkingture måske ikke er det mest bog-krævende. Jeg sætter min lid til, at mine rejsefæller har medbragt noget brugbar litteratur, så vi kan bytte undervejs.

Det har - på flere måder - været en hektisk tid den sidste måned. Dels på grund af arbejdet, hvor jeg har været involveret i et stort - og mildt sagt presset - projekt, som jeg meget håber på ikke at skulle tilbage til efter Nepal-turen. Men også af helbredsmæssige grunde, idet jeg - for seks uger siden - pådrog mig en megahårdnakket forkølelse med hidtil usete mængder af snot og hoste samt totalt manglende lugte- og smagssans. De nævnte sanser er nu - stort set - "back to normal", og selv om der endnu resterer lidt snotteri tror jeg på, at det forsvinder i løbet af nogle dage. Faktisk har jeg en skummel anelse om, at stress og dårligt indeklima bærer en væsentlig del af skylden for, at det i den grad har trukket i langdrag.

Til overflod har jeg - for et par måneder siden - fået konstateret, at jeg har lyskebrok. For sent til at operere, så nu ser jeg for mig - i mine mest pessimistiske stunder - et worstcase-scenarie med tarmslyng i 5.000 meters højde.

Men bortset fra al denne elendighed, så glæder jeg mig ustyrligt til at komme tilbage til mit elskede Nepal, det land der - de sidste tyve år - har rangeret som en ubestridt nummer et på min personlige liste over favoritlande. Det er faktisk netop - på nær et par måneder - tyve år siden, at jeg var derude for første gang, og den forestående tur bliver mit femte besøg. Denne gang skal jeg op i Everest-området, hvor jeg ikke har været før, og vi skal være afsted en hel måned.

Søndag d. 12. oktober 2003

Udsigt fra Durbar Square mod Abetemplet (Swayambunath)
Dette er jo aldeles uhørt. Det meste af et døgns rejse efterfulgt af to døgn i Nepal, og endnu er der ikke kommet et eneste ord i dagbogen. Lige nu sidder jeg i en haverestaurant i Kathmandu og nyder det perfekte vejr og glæden ved at være tilbage i Nepal. Jeg har - for resten af eftermiddagen - meldt mig ud af gruppesamværet for lige at få lejlighed til at slappe lidt af på egen hånd og samle tankerne oven på tre hektiske døgn.

Først en lang lang flyvetur via London og Abu Dhabi, der - med lidt ekstra forsinkelse - kom til at vare tyve timer, og hvor det kun blev til et par timers dårlig søvn i et flysæde. Vi var naturligvis temmelig udmattede ved ankomsten til Kathmandu fredag aften klokken seks lokal tid, men ikke desto mindre blev vi så opkvikkede af et (halvkoldt) bad, at der var fuld tilslutning til at gå ud og få et godt aftenmåltid på en hyggelig restaurant. Heldigvis, for det ville da have været lidt af en nedtur at starte gensynet med mit elskede Nepal ved at gå på hovedet i seng.

Det tog heldigvis ikke lang tid at få bekræftet alle mine gode erindringer fra de forrige fire besøg. Kathmandu er stadig en heksekedel af alskens aktiviteter. Spraglede butikker og restauranter overalt, omgivet af en skov af neonskilte. Cykler, motorcykler og biler med hornet i bund ind mellem en flod af mennesker - lokale blandet med turister. Vidunderligt klima, sol og 25-30 grader om dagen og med milde aftener, hvor man kan sidde på udendørs restauranter og nyde den lækreste mad og drikke til priser omkring 10-20 procent af de hjemlige. Søde og smilende mennesker, hvoraf nogle naturligvis er lidt pågående, men altid med et glimt i øjet og med den humoristiske sans jeg holder så meget af.

Der er dog nogle forskelle fra tidligere besøg, omend heldigvis af positiv art. Der er tydeligvis færre turister, hvilket naturligvis skyldes problemer med maoisterne. Meget skidt for det fattige land, der har desperat brug for al den udenlandske valuta, der følger med turismen, men godt for os, der "vover pelsen". Hvis den altså ikke bliver flået af, men hidtil har vi heldigvis intet mærket, ud over en vis forøgelse af antallet af bevæbnede politibetjente/soldater i gadebilledet.

Og en anden forandring - også til det bedre - er, at gaderne er blevet langt mere rene. Væk er de mange store og små møddinger og de løsgående køer, og gaderne fejes og vandes dagligt. Og endnu en forbedring, som jeg har sukket efter i årevis, nemlig en total afspærring af byens gamle centrum med det gamle kongeslot og alle de fantastiske templer. Ingen køretøjer har adgang, og turister skal betale entré for at komme ind (tyve kroner, gældende for en hel måned). Bare så pengene går til at vedligeholde området og ikke ender i lommerne på kongefamilien og hele dens mere eller mindre korrupte omgangskreds.

Så summa summarum: Kathmandu lever stadig - og mere end nogensinde - op til sin status som "verdens dejligste hovedstad i verdens dejligste land", i hvert fald efter min opfattelse.

Lørdagen - i går - startede med et dejligt morgenmåltid på caféen lige over for Jysk Rejsebureaus hotel, og bagefter gik vi en tur ud til abetemplet, der ligger så vidunderligt på en bakketop i byens udkant, oppe for enden af godt tre hundrede trappetrin, hvis bestigning giver en beskeden forsmag på de strabadser, der venter os de næste tre uger. Dejlig udsigt over byen og - ind mellem skyerne - Himalayabjergkædens 7-8.000 meter høje sneklædte bjergtinder.

Lørdag er tilsyneladende en dag, hvor der foregår særligt mange religiøse aktiviteter i området, i hvert fald mindes jeg ikke nogensinde før at have oplevet det så festligt og farverigt, en fantastisk ouverture til Nepals religiøse smeltedigel. Landet er jo - helt overvejende - hinduistisk, men der er også en del buddhister, specielt naturligvis omkring de store stupaer som Bodnath og Swayambunath samt oppe i de nordlige bjergegne, tæt på Tibet. Og det pragtfulde er, at de deles om helligdommene og dyrker deres respektive religioner med en afslappet tolerance, som mange folkeslag kunne lære rigtig meget af.

På tilbagevejen fik jeg den idé at hyre en taxa til Durbar Square, en tur der burde vare 5-10 minutter, men efter kort tid stod det klart, at chaufføren ikke anede, hvor det lå. Så vi endte med at få en kæmpetur rundt om byen, og den arme chauffør tryglede om en tillægsbetaling på 20 rupées (knap 2 kroner). Og så er vi jo ude i det der klassiske dilemma. Skal vi betale ekstra, fordi idioten indgår en aftale uden at kende destinationen? Strengt juridisk er svaret naturligvis et klart nej, tværtimod burde han vel så snarere give os rabat for at have spildt vores tid ved at køre en stor omvej. Men så er der jo lige hensynet til hans benzinudgifter, for ikke at tale om den sultne børneflok, han sikkert har derhjemme, og efter lidt parlamenteren blev der opnået enighed i vores lille gruppe om at se bort fra juraen og spendere de cirka 45 øre pr. mand. Det er sjovt så nøjeregnende man straks bliver i et land med så lave priser, når jeg tænker på, at jeg - for tre dage siden - gav 230 kroner for at blive kørt ud i lufthavnen.

Frokost i "Freak Street", den gade der i "gamle dage" (for tyve år siden, da jeg kom her for første gang) var centrum for turismen. Her omkring lå stort set alle hoteller, restauranter og butikker, og Thamel var bare en vestlig forstad, som man kunne tage ud til, hvis man ville lidt væk fra alle de andre turister.

Og så på indkøbstur, blandt andet til en fotobutik. Svend og Kim skulle have film, Jacob skulle have et ekstra hukommelseskort til sit digitale fotografiapparat og jeg var ude efter en rigtig Canon telezoom til erstatning for det halvdårlige eksemplar jeg kom til at købe for et par år siden. Prisen er 30-50% af derhjemme, så jeg gik derfra som den lykkelige ejer af en ny optik til godt 1.000 kroner, selv om Svend siden har hånet mig for mit manglende handelstalent.

Bagefter forsøgte vi at finde tilbage til Thamel uden at kigge på kortet, hvilket - som ventet - førte os gennem alskens eksotiske småveje, inden vi endelig nåede frem. Efterfølgende tog Kim og jeg en tur til frisøren, hvor jeg måtte lægge godt 30 kroner for en god halv times intensiv behandling: Klipning (ultrakort!), barbering (væk med det hele!) og hårvask samt massage af hovedbund, ryg, hænder og arme, sublimt!

Og så en tur rundt og kigge på udstyrsbutikker. Lidt deprimerende at opleve priser på jakker, bukser og soveposer omkring 10-20% af de hjemlige, hvis man for nylig har købt de pågældende ting. Så hermed et godt råd til læsere af denne rejsebeskrivelse: Rejs ud med tom rygsæk (eller endda uden rygsæk) og køb det hele i Kathmandu, der er rigtigt mange penge at spare.

Aftensmaden indtog vi på KC, der ligger lige over for hotellet. I øvrigt sammen med Alan og Marlene, et par søde mennesker, som vi allerede mødte på flyveturen og siden er stødt på flere gange. Store og lækre "sizzling steaks" med sprøde grøntsager. Bagefter fortsatte vi med drinks på en mexicansk bar, og det blev alt for sent og alt for "fugtigt", før vi endelig nåede hjem i seng.

Vi fik desværre ikke lov til at sove længe til morgen, for på værelset overfor var døren gået i baglås, og hotelpersonalet forsøgte på alle mulige måder at få døren op - og det gik ikke stille af. Efterfølgende havde vi - på Alans anbefaling - aftalt at mødes og begive os ud på en velrenommeret morgenmadsrestaurant i byens udkant, "Mike's Breakfast". Som altid, når ting skal gøres i grupper, trækker tiden ud, og det endte med at blive en gedigen brunch, der rigeligt holdt sulten fra døren de næste 7-8 timer.

Herefter skiltes vi for nogle timer for at klare alskens forskellige gøremål. For mit vedkommende bestod det mest i at finde en hyggelig have-café og samle tankerne efter de sidste tre hektiske dage. Samt drikke en kande kaffe og få indhentet mine forsømmelser mht. dagbogen. Og nyde det lune vejr og Kathmandus inferno af lyd-, lugt- og synsindtryk.

Og her sidder jeg så og lader roen falde på mig og erkender, at andre menneskers selskab er godt, men kun et vist stykke tid ad gangen, hvorefter jeg er nødt til at opsøge ro og ensomhed for at "regenerere".

Klokken fem mødes vi med vores guide Karna, som umiddelbart skuffer lidt ved at have temmelig dårlige engelskkundskaber, så kommunikationen bliver noget forvirret. Men en ting står i hvert fald helt klart, nemlig at prisniveauet er højere end forventet derude, og den oplysning, at en liter mineralvand koster op til tyve kroner, chokerer mig virkelig. Jeg går ned og køber en aluminiumsflaske og indstiller mig på at klare mig med kogt vand, evt. tilsat et par små ulækre tabletter, som jeg købte samtidig. Lidt af et tilbageskridt efter at vi sidste gang svælgede i flaskevand til omkring fem kroner pr. liter.

Bagefter skejer vi vildt ud på "Yin-Yang", med pragtfuld thaimad i hyggelige omgivelser, så vi ender med at komme af med over 100 kroner pr. mand, vildt ekstravagant! Men hvad pokker, det er vel også det sidste luksusmåltid vi får i lang tid.

Tilbage på hotellet og pakke de sidste småting og lægge det til side, som ikke skal med på trekket - svære beslutninger!



Mandag d. 13. oktober 2003

Morgenmad i "Mike's Breakfast"
Dum nat. Jeg faldt først i søvn hen ad klokken et og vågnede igen halv fem på grund af en vedvarende bippen fra et vækkeur et eller andet sted i det mildt sagt dårligt lydisolerede hotel, efterfulgt af et inferno af stemmer. Desuden var det lidt som at sove under Niagaravandfaldet på grund af en vandbeholder et par etager højere oppe, der åbenbart var overfyldt, så det tilløbende vand plaskede ned ad ydermuren.

Klokken halv syv lød vores egen alarm, og det var tid til et - koldt - bad. Vandet skulle åbenbart bare løbe længe nok, for da det bagefter blev Svends tur, var det drønvarmt - øv.

Morgenmad i den hyggelige café Pumpernickel overfor, hvor vi samtidig tager afsked med Alan og Marlene, og lidt over otte er vi klar til afgang. Guiden og de to bærere er mødt op og hjælper til med at få al bagagen op på en cykelrickshaw, da bussen naturligvis ikke kan komme ind gennem de små gader.

Turen ud gennem Kathmandu og forstæder er lidt af et trafikalt helvede, med osende busser, lastbiler og motorcykler i tusindvis, og til overflod er der tilsyneladende en utæthed i bussens udstødningssystem (og gulv), så vi sidder i en temmelig ubehagelig atmosfære, som åbne vinduer kun hjælper lidt på.

Efter halvanden times kørsel er vi ved at være der ude, hvor by bliver til land og trafikken aftager væsentligt, og vi får nogle rigtig flotte views ud over gulgrønne terrassemarker og - når skyerne ind i mellem glider lidt til side - de kridhvide Himalayatoppe i nord.

Der er utallige politikontrolposter, hvilket naturligvis hænger sammen med den ulykkelige situation med maoisternes hærgen. De fleste gange bliver vi bare vinket igennem, en enkelt gang kommer en betjent ombord, og to gange må vi ud og skrive vores personlige oplysninger ind i en stor protokol.

Ruten er temmelig kuperet, og et par gange må vi op over 2.500 meter høje pas, afvekslende med ture ned til flodkrydsninger i under 1.000 meters højde. Vi gør frokoststop i en lille landsby, hvor mine medrejsende får deres første oplevelse med den nepalesiske nationalret "dal bhat" samt første gang stifter bekendtskab med et toilet af de absolut mere primitive og ulækre.

Endelig - klokken halv seks - er vi fremme i Jiri (1955 moh), hvor vi bliver indlogeret på et udmærket lodge. En af fordelene ved at have en guide med er, at han skærer igennem og bestemmer, hvor vi skal bo, ellers kunne jeg levende forestille mig en længere diskussion hver eneste aften.

Vi er godt bombede i hovederne af den lange køretur og orker ikke meget andet end at bestille aftensmad og drikke en enkelt øl. Der er i øvrigt bred enighed om, at tiden er inde til en kraftig nedtrapning på den front, efter de noget fugtige dage i Kathmandu, men det kommer nu også af sig selv, for fra i morgen og nogle dage frem skulle den slags ikke længere være tilgængeligt. Det er efter sigende noget, som maoisterne har trumfet igennem, og tilsyneladende er det dem, der bestemmer i de områder, som vi skal passere den næste lille uges tid, indtil vi igen kommer ind i mere befærdede egne (oppe omkring Lukla). Jeg er lidt spændt på - og en anelse bekymret for - mødet med disse mennesker. Efter sigende er det så godt som sikkert, at vi vil blive stoppet og afkrævet en "afgift".

Efter aftensmaden foretager jeg den endelige sortering af bagagen til morgendagen (hvad kan overlades til bærerne og hvad skal jeg selv bære), og ved titiden ligger jeg i posen og håber på endelig at få en god nats søvn.



Tirsdag d. 14. oktober 2003

En nepalesisk bærer kan slæbe næsten 100 kilo!
For nu at gentage mig selv fra i går - sikke (endnu) en dum nat! Jeg kunne slet ikke falde i søvn og lå og fik fryseture og måtte på toilettet flere gange og i den forbindelse desværre konstatere, at gårsdagens uregelmæssige mave havde udviklet sig til en rigtig gedigen gang myldrebæ, føj for en ulykke! Ind mellem fryseture og toiletbesøg havde jeg de mest surrealistiske mareridt, og klokken halv fem startede busserne deres tudekoncert.

Vi skulle have været afsted klokken halv otte, men den endte alligevel med at blive otte. Til overflod opdagede Svend - efter tyve minutters vandring - at han havde glemt sit håndklæde, som Karna naturligvis straks spænede tilbage efter. Fin service, må man sige, men alligevel irriterende, da det gav os endnu en ekstra halv times pause, som vi kunne have haft langt mere glæde af senere på det, der skulle vise sig at blive en lang og særdeles anstrengende dag.

Det blev en flot tur, men også urimeligt hård for en første dag, og så med dårlig mave. Sammenlagt 1.300 meter op og 1.050 meter ned, plus de små ekstra op- og nedture, som der dog heldigvis var ret få af i forhold til, hvor slemt det kan være.

Først halv seks var vi fremme ved vores bestemmelsessted, efter 9½ time på farten, hvoraf vel cirka 2½ times pauser. Som sagt, hårdt, hårdt, men heldigvis havde jeg overhovedet ingen problemer med bentøjet. Og så var turen akkurat så smuk som de andre lavlandstrek jeg har været på i Nepal. Maleriske huse mellem terrassemarker med ris og hirse, afvekslende med smukke skovstrækninger.

Men det der - som altid - først og fremmest gør indtryk er de vidunderlige mennesker, der er så venlige, smilende, glade og smukke som ingen andre steder i verden. De fuldstændigt uimodståelige småunger med glimt i øjet og vildt strittende uplejet hår, der tigger om penne, slik og rupées. Og deres ældre søstre, der ind i mellem er rene skønhedsåbenbaringer og heldigvis ikke altid afviser en høflig forespørgsel om fotografering.

Og vejret? Kunne næsten ikke være bedre, med klart vejr og solskin fra morgenstunden og lidt skyer dukkende op over middag. Da vi - ved firetiden - nåede op til det sidste højdepunkt (i 2.700 meters højde) kom der godt nok en klam sky ind over os, så vi absolut måtte have en stor kande te at styrke os med, inden vi - med smårystende ben - påbegyndte dagens sidste nedstigning.

Endelig klokken halv seks når vi frem til vores lodge i Bhandar (2200 moh), og min absolutte topprioritet er et varmt bad og noget tørt tøj, der får mig til at føle mig en anelse mindre miserabel. Et toiletbombardement (stadig skidt), lidt roden rundt med bagagen og så aftensmad. Først momos med spinatfyld (lækkert), hvorefter jeg kun tør spise lidt almindelig kogt ris, i håb om at tækkes min vrangvillige mave. Jeg er bestemt ikke på toppen, så jeg finder ned i soveposen allerede klokken halv ni.



Onsdag d. 15. oktober 2003

En meget ung nepaleser
En marginalt bedre nat end de foregående. Ganske vist sov jeg kun fra et til halv seks, men i det mindste havde jeg da hverken mareridt eller fryseture.

Morgenen afslørede - ud over en smuk og klar himmel - en mave i samme tilstand som de sidste par døgn. Så nu har jeg besluttet, at hvis der ikke er væsentlige fremskridt inden i aften, så går jeg i gang med kemisk krigsførelse.

Morgenmaden serveres klokken syv, af husets kønne datter udenfor, hvor vi kan nyde de første livgivende solstråler og synet af de første prustende bærere, der langsomt aser sig forbi med deres 80-100 kilo tunge læs. Og i den forbindelse er det vel også værd lige at bemærke, at de fleste af dem næppe vejer mere end 45-50 kilo.

Vi kommer afsted lidt i otte, på en lang og meget smuk tur ned til en flod, hvor vi spiser frokost i Kinja omkring klokken tolv. Og her - midt i frokosten - oprinder så det med blandede følelser ventede møde med de meget omtalte maoister. Jeg havde måske nok forestillet mig noget mere dramatisk, f.eks. sådan noget som en gruppe sværtbevæbnede vildmænd, der sprang frem fra skoven med skarpladte våben, men virkeligheden skulle vise sig at være langt mindre dramatisk.

"Afgiften" (90 kroner pr. person) bliver inddrevet af to halvstore knægte, og våben ser vi intet af. Til gengæld får vi udstedt en kvittering, som vi kan vise frem, hvis vi skulle løbe på dem igen senere. De har ikke engang noget imod, at jeg fotograferer dem, det hele virker nærmest sådan lidt halvofficielt. Glimrende frokost i øvrigt, med momos og osteomelet (som min mave omgående omdanner til flydende form).

Efter frokost venter en af de mere barske oplevelser, i form af en 1.000 meters opstigning til Sete (2600 moh). Pyha, den trækker godt nok tænder ud! Vi er fremme lidt i fire, heldigvis noget tidligere end i går. Men desværre er det nu ikke bare overskyet, byen ligger simpelt hen lige midt i en sky. Alligevel sidder vi udenfor og deler en kæmpestor kande hot lemon, i håb om at få repareret lidt på dagens voldsomme væskeunderskud.

Lodgen er en tand mere primitiv end de foregående, blandt andet med toilet ude i haven, og "brusebadet" er af typen "tag en spand varmt vand med ud og hæld over dig med et krus". Men under alle omstændigheder er det nu lækkert at blive vasket og få rent tøj på. Og så indledes - inden aftensmaden - "operation kemisk krigsførelse" mod mit maveonde, ved indtagelse af to imodium plus en ciproxin (bredspektret antibiotika), en kur, der burde have gode chancer for at gøre det af med ondet.

Der er fire mennesker mere på lodgen, to par, som vi "følges med", så vi danner et helt lille selskab, der lige præcis kan presses ind ved det ene af lodgens to borde. Vi har bevæget os endnu et skridt bort fra civilisationen her, med WC og "bad" i haven og ingen elektricitet. Alligevel lykkes det dem at fremtrylle den ene veltillavede ret efter den anden i det lille køkken, og efter maden kommer der en overraskelse, fordi en af pigerne har fødselsdag. En fin kage med lys i samt blomsterkranse og et lille glas "Mustang Coffee" til alle.

Stemningen stiger, og det aktiverer straks Svends veludviklede selskabsgen. Han får møvet sig ind ude i køkkenet, hvor han får tiltusket sig adskillige ekstra glas af den lokale specialitet, og som en ekstra bonus kommer han triumferende tilbage med en lille klump hash, indkøbt til absolut favørpris. Der fremstilles - efter alle kunstens regler - et par joints, der går på omgang mellem de tre, der har lyst til at prøve.

Klokken halv ni er jeg træt og vakler - på ømme ben - op ad trapperne til vores værelse. Maven er faldet til ro efter den medicinske behandling, så jeg lægger mig i det lønlige håb endelig at få en ordentlig nats søvn.



Torsdag d. 16. oktober 2003

Smuk morgen, men desværre viser det sig, at min mavebehandling ikke har haft den ønskede effekt. Shit, fristes man til at sige.

Klokken bliver meget tæt på otte, før alle får fumlet sig færdig til afgang, det er desværre altid et problem, når man rejser i grupper. Formiddagen er en fortsættelse af opstigningen fra i går eftermiddags, 1.000 meter i går og yderligere 900 meter i dag, pyha. Og Kim har det desværre ikke så godt, med ondt i halsen og generel mathed, så det bliver lidt af en lidelsesfuld dag for ham.

Det er fascinerende at se landskabet skifte karakter, fra gårsdagens rismarker og bananpalmer og op i de troldeagtige tågede rhododendronskove med mosser og lianer.

Vi tilbringer et par frysende kolde timer med at sidde i en klam sky og vente på frokosten, måske fordi vi bestilte lidt for mange forskellige ting i forhold til det lille køkkens kapacitet. Den eneste afveksling i ventetiden er, da en kåd hundehvalp, der åbenbart er spærret inde oppe på anden sal, får møvet sig igennem balkonrækværket og lander med et hyl nede på gårdspladsen - mirakuløst nok tilsyneladende uden at komme til skade.

Oppe i det 3.500 meter høje pas er det ubehageligt blæsende og koldt, så vi sætter hurtigt kursen nedad mod Junbesi i 2.700 meters højde. Først en knæknusende stejl tur på store sten ned gennem skoven. Det er tredjedagen, og musklerne er en smule ømme, men i betragtning af de strabadser de har været udsat for, er det absolut for intet at regne. Og - endnu bedre - ingen problemer overhovedet med knæene, og kun en anelse ømhed i den højre fod. Jeg føler mig rimeligt meget ovenpå, på trods af, at jeg skider en del af kræfterne ud af kroppen, men det går da forhåbentlig snart over. Foreløbig vil jeg i aften forsøge med en gentagelse af gårsdagens medicinske behandling, om ikke andet giver det da i hvert fald en rolig nat.

Lang tur til Junbesi, som vi først når kvart i fem. Til gengæld bliver vi installeret på et aldeles luksuriøst hotel med store pæne værelser og rigtigt siddetoilet samt stor pæn opholdsstue med en dejlig varm kamin og elektrisk lys (som dog går ud igen efter at have brændt i nogle få minutter).

Fra menukortet bemærkes, at en øl (0,67 liter) nu koster 25 kroner, mod ti kroner i Kathmandu (fem kroner i butik). Samtidig er en liter vand steget fra halvanden til syv kroner. Yderligere bemærkes, at der må være en tomatmark og et mejeri i nærheden, for næsten alle retterne fås i varianten "with cheese and tomato", selv pandekager og noodle soup.

På grund af den forholdsvis kølige eftermiddagsnedstigning når jeg for en gangs skyld frem uden at være totalt gennemblødt af sved, og da det varme vand yderligere er ikke-eksisterende, beslutter jeg mig til at springe badet over i dag, inden det ender i det rene hygiejne-flip.

En kande limete kommer på bordet og menuen bestilles: Noodle soup (with cheese and tomato of course), forårsruller og nogle momos. Rigtig lækkert det hele, synes jeg. Nepal har måske ikke lige Asiens mest raffinerede køkken, men på bjerglodgerne serveres der mættende og velsmagende retter, i hvert fald efter min smag. Omend ikke lige i overensstemmelse med den anti-kulhydrat-kur, som jeg har forsøgt at følge det sidste halve år (med 12 kilos vægttab til følge), jeg tror at mindst 95% er kalorierne i maden her er kulhydrater. Men hvad pokker, mon ikke det meste - og mere til - brændes af igen gennem dagens hårde strabadser?

Jeg går i seng lidt over otte og ligger og hygger mig med de første par kapitler af Henning Mankells 8. bog i kriminalserien om kommissær Wallander. En fed moppedreng på over 500 sider, som forhåbentlig kan holde nogle dage.



Fredag d. 17. oktober 2003

Den lykkelige ejer af et par nye støvler
Morgenerne gentager sig. Smukt, skyfrit - og myldrebæ! Tager en imodium før morgenmaden, jeg holder simpelt hen ikke til at skulle af med bukserne 3-4 gange i dagens løb.

Morgenmaden er - selv om den allerede blev bestilt i går aftes - tyve minutter forsinket, så endnu en gang bliver klokken tæt ved otte, inden vi kommer af sted. Faktisk alt for sent efter min mening, for perioden mellem seks og ni er den allersmukkeste. Skyerne samler sig stadigt tidligere på dagen, og da vi klokken halv ti kommer til det sted, hvorfra vi første gang har chancen for at se Mt. Everest, er hele den nordlige del af himlen allerede dækket af kedelige grå skyer. Karna siger, at det trækker op til uvejr i løbet af de næste par dage, hvorefter det atter bliver smukt vejr.

Kim har det heldigvis en hel del bedre i dag, efter en lang nattesøvn, hvor han svedte , så lagenposen var helt gennemblødt. Svend har ondt i det ene ben samt hovedpine, og Jacob er snotforkølet og har også hovedpine. Det er da den rene elendighed, jeg bør vel næsten føle mig taknemlig over, at jeg "kun" har diarre, og at det - når det nu skal være - ikke er af den slags, der står ud af begge ender og tømmer en totalt for kræfter. Jeg føler mig faktisk rigtigt godt tilpas og i supergod form, så "kom an Everest".

Vi holder frokoststop i Ringmu, hvor det er hundekoldt og maden er en evighed om at blive færdig. Kim og Svend falder om på hver sin bænk i spisestuen og får tre kvarter på øjet, hvilket - sammen med et par hovedpinetabletter - får dem nogenlunde på højkant igen.

Min "cheese noodle soup" kommer som sendt fra himlen, varm, salt og nærende, og efter at have spist den føler jeg mig som et nyt menneske, klar til at angribe en portion "fried noodles".

Efter det to timer lange frokoststop er vi godt rustet til at gå 3-400 meter op til det knap 3.100 meter høje Traksindo pas, hvor vi sætter os for at tage et lille hvil. Straks omringes vi af nysgerrige børn, og jeg beslutter, at det er her jeg skal af med de to par børnesko, som jeg tog over i min egen rygsæk i morges. Et par lækre forede gummistøvler og et par plasticsandaler med billede af Pochahontas (som de nok ikke kender).

Heldigvis passer støvlerne perfekt til den pige, jeg har udset mig som modtager, og hendes overraskelse og glæde er rørende - og alt slæberiet værd. Tøsen stikker i et jubelhyl og styrter ind til sin mor og ud på pladsen igen, hvor hun pligtskyldigt underkaster sig en fotografering, så jeg kan hjembringe dokumentation til Anita om, hvad der blev af hendes fodtøj. Og så kan jeg jo lige så godt komme af med sandalerne også. De går til en lille fyr, der næsten har hovedet helt nede i min rygsæk, og han udstøder et spontant "Yes!" og spæner væk med dem.

I mellemtiden er stedets mødre - og alle de resterende børn - dukket op. Halvdelen samler sig om de heldige modtagere, og den anden halvdel kommer slæbende med deres barfodede små søskende i håb om, at der er mere. Det er der desværre ikke i denne omgang, da de resterende tre par ligger i den sæk, som bærerne slæber på. Til gengæld får vi nogle glimrende billeder, og det vækker stor jubel at de - på Jacobs digitalkamera - kan se resultaterne med det samme.

Kort efter passet kommer vi ned til et stort buddhist-kloster, som vi får lov til at komme ind og se, ganske flot. Bagefter - på vej ned ad stien gennem skoven - møder vi en større gruppe maoister, der hovedsageligt består af purunge mennesker af begge køn, bevæbnede med både rifler, håndgranater og sprængstoffer. Jacob og jeg, der går forrest, får lov til at passere uhindret, men vi får bagefter at vide, at Karna blev afkrævet dokumentation for, at vi allerede havde bidraget til deres lyssky virksomhed.

Lidt spøjst at tænke på, at de utvivlsomt må være helt klar over, at hver af os slæber rundt på mindst 2-3.000 kroner i kontanter. Det ville være den nemmeste sag i verden at ribbe os for alt af værdi, men de er alligevel kloge nok til at vide, at noget sådant lynhurtigt ville medføre et næsten totalt stop for de turistindtægter, som landet er så afhængig af. Og heldigvis er der (endnu) så meget disciplin i rækkerne, at der ikke er nogen der "går over gevind".

Hen ad fem når vi frem til byen Nuntala (2.300 moh), hvor vi skal overnatte. Her er et mylder af maoister, der slæber rundt på masser af våben, og overalt ses røde faner og huse med hammer og sejl påmalet.

Vi bliver endnu en gang indlogeret på et nydeligt hotel med store og pæne værelser. Der er bare lige det "aber dabei", at hotellet - i hvert fald lige i øjeblikket - synes at være base for en større gruppe svært bevæbnede maoister. Et par af dem tager sig endda den frækhed lige at stikke næsen ind på vores værelser, antageligt for at sikre sig, at vi ikke er camouflerede regeringstropper.

Jeg får mig et tiltrængt bad. Vældig rart, lige indtil jeg opdager, at der kravler en megastor edderkop rundt på loftet lige over mig. Først prøver jeg at ignorere den, men det er godt nok lidt svært at koncentrere sig om badet, så til sidst tager jeg min sandal og smatter den ud.

Bagefter prøver jeg - for tredje aften i træk - at udrydde mit maveonde ad medicinsk vej. Hvis ikke det snart hjælper ved jeg godt nok ikke, hvor længe jeg tør blive ved.

Kort efter samles hele maoistflokken ude i haven foran hotellet og bevæger sig videre ud i mørket. Rygterne svirrer, men ingen ved rigtigt noget konkret om, hvad de nu skal. Måske et angreb på en eller anden politistation, som vi kan læse om, når vi kommer tilbage til Kathmandu. Under alle omstændigheder er det rart, at de skrider fra vores hotel, så vi ikke risikerer at vågne op midt i en ildkamp i nat.

Aftensmaden er lækker og rigelig og serveres i en dejlig opvarmet stue. Bagefter bestiller vi morgenmaden, denne gang til 6:30, så må vi se om det lykkes at komme ud af røret lidt tidligere end normalt. Klokken bliver over ni, inden jeg endelig ligger i posen.



Lørdag d. 18. oktober 2003

Byporten i maoistbyen Nuntala
Så, nu kan imodium'erne ingen gang holde natten over, jeg måtte ud i baghaven klokken halv fire i nat, suk!

Morgenmaden kommer - næsten - til aftalt tid, og vi er klar til afgang klokken halv otte. Der er en mindre variation i vejrmønstret i dag derved, at det er temmelig overskyet allerede fra morgenstunden. Til gengæld klarer det forholdsvis hurtigt op, og vi får en fantastisk flot tur ned til en flodkrydsning i 1.600 meters højde. I øvrigt den laveste højde vi har været i siden Kathmandu, men herefter er det også slut, for fra nu af kommer vi ikke mere under 2.000 meter, og om få dage hedder grænsen 3.000 meter.

Vi krydser den rivende flod på en af de mange hængebroer, der alle synes at være fremstillet efter samme skabelon. Fine og solide stålkonstruktioner, til forskel fra de ret så spinkle og frygtindgydende bambusbroer, som vi måtte vove os ud på under min første Annapurna-rundtur.

Så går det stejlt opad igen og derefter atter ned til endnu en flodkrydsning, og så følger lige den sidste stejle 300 meters opstigning til Bhupsa (2.350 moh), som vi når klokken et. Det er ikke alene dagens frokoststed, men også det sted vi skal overnatte, så det er jo nærmest den rene svir med det meste af en hel eftermiddag til fri disposition.

Først indtages en god og rigelig frokost, og dernæst kommer turen til tøjvask, der foregår - med koldt vand - i en blikskål ude i haven. Desværre er vejrmønstret - efter den lille morgenafvigelse - præcis som de forrige dage, dvs. overskyet fra omkring klokken ti, så der er absolut ingen tørring i luften.

Dernæst bevæbner jeg mig med to par børnestøvler og slentrer en tur op gennem byen. Som ved et mirakel finder jeg, foran et af byens sidste huse, et par små snottede unger iført gamle slidte plastsandaler, og børnene ser ud til at have lige den rette størrelse. Det er lidt vigtigt at skønne rigtigt, der er ikke noget så ærgerligt som at stå og vifte med nye sko for efterfølgende at konstatere, at de desværre ikke passer.

Men gudskelov passer de helt perfekt. Ungerne er totalt betuttede og stirrer skiftevis på mig og på hinanden, og jeg må hjælpe dem med at få først sokker og så sko på. De stiller beredvilligt op til fotografering, og jeg viser dem et billede af Anita, som er skoenes oprindelige ejer, og prøver at forklare dem, at det er min datter. Jeg ved ikke rigtigt, om de forstår sammenhængen , men jeg er i hvert fald helt sikker på, at skoene vil blive til god nytte i den kommende vinter.

Bagefter smider jeg mig på sengen og læser lidt, men falder hurtigt hen i en halvdøs, og pludselig er klokken halv seks, mørket er ved at falde på, og det er tid for bestilling af aftensmaden. Jeg er inde i en periode, hvor jeg absolut ikke kan klare ris og næsten heller ikke nudler, men heldigvis er der da en del andet at vælge imellem. F.eks. en glimrende tomatsuppe efterfulgt af en stor portion "hashbrown", dvs. revne kartofler most sammen og stegt og - i dette tilfælde - overhældt med en stor portion revet ost.

Maven er stadig ikke i orden, og jeg begynder at frygte, at det er en Giardia, som vi desværre ikke medbringer en kur mod. Hvis min mistanke bestyrkes, kan vi måske købe medicin i Namche, hvortil vi skulle ankomme om et par dage. Men bortset fra det, så er min helbredstilstand stadig helt i top, i modsætning til resten af holdet. Kim er langsomt ved at komme sig, men snottet og udmattet. Jacob er meget forkølet, hvilket naturligvis sætter sit præg. Og Svend har ondt i benet og er totalt udmattet, så han nærmest sidder op og sover efter maden. Hvilket dog ikke hindrer ham i straks at vågne op, så snart der kommer et spil kort og noget Mustang Coffee på bordet. Bare han nu kommer nogenlunde ordentlig tid i seng, så han har en chance for at komme lidt til kræfter igen til i morgen.

Personligt ligger jeg der allerede lidt over otte og når lige at læse et par kapitler i min bog, der er præcis så god som forventet, før mine øjenlåg bliver tunge som bly.



Søndag d. 19. oktober 2003

Smukke unge nepaleserinder
Sover for en gangs skyld igennem, i hvert fald til klokken halv seks, hvor daggryet bryder frem og maven ikke længere lader sig bremse.

Morgenen er overdådigt smuk, uden en eneste sky, og mellem seks og halv syv dukker de første solstråler op på de få hvide bjergtoppe vi kan se, blandt andet Mera Peak, smukt, smukt!

Morgenmaden er der næsten til tiden, i hvert fald teen, og resten dukker så op sådan lidt efter lidt. Jeg kan bare slet ikke klare havregrød eller ris mere, så jeg holder mig til ting som osteomeletter, tibetan bread, supper, momos og forårsruller, som smager mig langt bedre, og så giver det også lidt variation fra alle kulhydraterne at få lidt æg og ost.

Vi er færdige med morgenmaden tyve minutter over syv, bortset fra, at Svend lige skal på toilettet, skifte sko og ryge en smøg, og sådan bliver klokken alligevel kvart i otte, inden vi fortsætter op ad stien.

Den første times tid går vi i skygge, så det er påkrævet med en fleece uden på T-shirten, til gengæld en yderst behagelig temperatur, når man skal gå stejlt opad. Oppe i landsbyens udkant står - som jeg lidt havde forventet - de to børn, der i går fik nyt fodtøj, som de formentlig har sovet i. De ser stadig lige betuttede ud, men smiler dog, da de ser mig, og min "julemandsfølelse" blusser op igen.

Stien snor sig stejlt op gennem en smuk skov, der hovedsageligt består af rhododendrontræer garneret med mos og lianer. En gang i mellem er der udsigt til bjergene mod nord, og for hver gang bliver det flottere.

Efter små to timer er vi i et pas i cirka 2.800 meters højde, hvorfra vi blandt andet kan se det 8.153 meter høje Cho Oyu, der ligger lige på grænsen mellem Nepal og Tibet. Herefter går stien over til at være "Nepali-flat", dvs. gennemsnitligt ligeud, men med små op- og nedture på måske 20-40 meters højdeforskel, næsten som at gå rundt om Furesøen. Vældig behagelig afveksling fra de sædvanlige stejle op- og nedture, og farten indretter sig hurtigt derefter.

Denne behagelighed varer ved et par timer, til vi holder et testop, hvorefter vi må godt et par hundrede meter stejlt ned til den landsby, hvor vi spiser frokost. Også på tide, må man sige, for klokken er efterhånden blevet et, og så går der endda yderligere en time, før maden står på bordet. Kyllingesuppe, uden spor (eller smag) af kylling, men dog varmt og salt. Bagefter en kæmpestor forårsrulle, der til gengæld er superlækker, med fyld af spinat, løg og kål.

Klokken bliver halv tre, inden vi påbegynder en ny opstigning, men nu heldigvis med nye kræfter efter frokosten. Alle synes at være i noget bedre form i dag end i går, og vi bevæger os op gennem dalen i ganske pænt tempo.

Naturen har skiftet karakter. Efter de bløde og frodige bjerge med grønne terrassemarker er vi nu på vej nordpå langs en dyb dal med høje og stejle skovklædte skrænter ned mod floden, der bruser afsted mange hundrede meter under os.

Strømmen af bærere synes at være vendt. Nu er de på vej sydpå med varer, der er fløjet ind til Lukla, som vi passerer i eftermiddagens løb. Der begynder også at komme flere - og flottere - lodger og flere turister, og så er der langt mindre affald på stierne, hvilket bekræfter min formodning om, at det er de lokale, der sviner, og ikke turisterne.

På et tidspunkt kommer jeg lidt bagud, fordi jeg skal skifte film, og Karna venter pænt på mig. Da jeg er klar igen sætter jeg - for sjov skyld - i hastigt løb, og vi løber om kap et par hundrede meter, delvis opad nogle stejle trapper. Pyha, så blev jeg i hvert fald sat på plads, hvis jeg troede jeg var i superform!

Klokken fire er vi fremme ved dagens mål, Chheplung (2.700 moh), hvor vi indlogeres på et lille hyggeligt lodge. Efter en hurtig udpakning følger dagens (halv-) varme bad, hvis vand kommer fra et sindrigt rørsystem, der løber gennem det store lerklinede og brændefyrede komfur i køkkenet. Her sætter jeg mig ud bagefter, foran det dejlig varme komfur, og indtager 2-3 kopper "milk coffee", en ganske behagelig afveksling fra de sædvanlige tevarianter.

Bagefter beslutter jeg mig til at gå over til næste fase af krigen mod det djævelskab, der har taget bolig i min mave, i form af en tredages kur indkøbt i Kathmandu, bestående af nogle tabletter i forskellige spraglede farver, spændende! Forhåbentlig hjælper det, og ellers må jeg jo bare "skide igennem" de sidste 2½ uge, til jeg kommer hjem og kan få foretaget en nærmere undersøgelse af fænomenet.

Vi vover os ud på gastronomisk dybt vand ved at bestille yak-steak til aftensmaden. Jeg sidder med min kaffe og spekulerer over, hvordan pokker de mon opbevarer kødet, da jeg pludselig får forklaringen. Den søde unge kvinde, der sender mig varme smil mens hun knokler rundt med gryder, pander og brændeknuder, skærer et par lunser af en sort og tilrøget skank, der hænger i en snor over komfuret. Unægtelig en ny udfordring til mit plagede fordøjelsessystem. Og så kan jeg jo lige så godt springe ud i det ved at bestille en lækker dåse Tuborg guldøl (der nu koster 13,50 kr.).

Her er en hyggelig lille havestue med glas på de tre sider og en dejlig varm kakkelovn i midten, og her mødes vi efterhånden og afventer madens ankomst. Snakken går livligt, og jeg prøver at skifte lidt mellem at deltage i snakken og opdatere min dagbog, mens køkkenpersonalet banker løs på vore bøffer i over en halv time, hvilket unægtelig ikke tyder godt for kødets kvalitet.

Endelig ankommer maden, og alle kaster sig spændte over bøfferne. Reaktionerne er desværre ikke alt for positive. For det første er de næsten umulige at skære i på grund af sener, og for det andet er smagen mildt sagt underlig, sådan nærmest lidt sødlig-røget. Ingen ubetinget succes, og store lunser, der simpelthen ikke kan tygges, må gå ud igen. Til gengæld er de tilhørende pommes frittes ganske udmærkede, specielt sammen med en god portion chili og ketchup, og en enkelt øl mere hjælper til med at fjerne den underlige kødsmag. Det bliver efterhånden spændende at se min maves reaktion. Det føles faktisk, som om den er faldet til ro, i hvert fald er fornemmelsen af at have en vildkat i maven forsvundet.

Klokken halv ni kommer Karna med spisekortet og modtager ordrer på morgenmaden, og så begynder vi vist også - i hvert fald for mit vedkommende - at nærme os sengetid.



Mandag d. 20. oktober 2003

Udsigt over Namche Bazar
Lidt smal seng, der medfører nogen roteren, men ellers god nattesøvn. Morgentoilettet afslører et svagt tilløb til konsistens, kunne man mon tillade sig at nære et lille håb?

Pakningen går lynhurtigt. Jeg er ved at komme ind i vanen og er færdig længe før de andre og tilbringer tiden med at sidde foran ildstedet og se den afslappede effektivitet, hvormed morgenmaden tilberedes i det primitive køkken.

Jeg får hvidløgsomelet og tibetan bread, og kan stadig ikke udholde tanken om hverken ris eller havregrød. Vi er klar halv otte, bortset fra at Svend så lige skal rulle - og ryge - en morgensmøg, skifte sko og hælde vand om, og således blev den alligevel otte, inden vi kom afsted.

I ventetiden kommer jeg til at fryse bravt. Det er smukt og klart med sol på toppene, men landsbyen ligger i skyggen af nogle bjerge, og til overflod blæser der en kold vind. Lynhurtigt får jeg monteret både fleece og jakke, men beholder dog de korte bukser på, det er trods alt for besværligt at skifte.

De første par timer er sådan lidt "nepali-flat" gennem en kæde af små landsbyer med flotte og velholdte huse. Det er helt tydeligt, at velstanden er større i dette område, hvor der har været turisme i mange år og den negative indflydelse fra maoisterne har været begrænset. Jeg går rundt med det sidste par gummistøvler i rygsækken, men alle børnene ser ud til at have udmærket fortøj allerede, så dem gemmer jeg til senere.

Vi begynder at møde horder af modgående turister, enkeltvis, i smågrupper og i kæmpegrupper, sikke en trafik efter en uge, hvor vi nærmest har været alene i verden. For slet ikke at tale om karavaner af tungtlastede og langsomtgående yakokser, der totalt blokerer stien på smalle steder, så man fristes til at foretage hasarderede "overhalinger" i betænkelig nærhed af de spidse horn.

På et tidspunkt skal jeg over en af de lange og smalle hængebroer, og først to tredjedele ude opdager jeg et par modgående yakokser med fuld oppakning. Set i bakspejlet burde jeg naturligvis være vendt om, men nu prøver jeg at møve mig forbi, med det resultat, at jeg bliver mast op mod det stålnet, der skærmer en fra at skvatte hundrede meter ned i en brusende flod. Der sker heldigvis ikke anden skade end at min vandflaske bliver revet i dybet, siger de andre, der så det på afstand. Personligt opdager jeg først at den mangler et stykke tid senere.

Efter de mange landsbyer kommer vi atter "ud på landet", idet stien slynger sig gennem duftende fyrreskov langs den vildt brusende flod, hvor vi ind i mellem har det smukkeste view op til et sne- og isklædte 6.400 meter højt bjerg, wow!

For en gangs skyld klarer vi frokosten relativt hurtigt, og den indtages på en dejlig solbeskinnet terrasse, hvor Svend og jeg sidder og suger de livgivende solstråler til os med blottede overkroppe, mens de andre to foretrækker at krybe indenfor i en slags glasudestue.

Efter frokosten går stien hundrede meter ned til en spektakulær flodkrydsning, hvorefter vi "kun" mangler en stejl fem hundrede meters opstigning til dagens mål, som er Namche Bazar (3.400 moh). Dette er regionens største og vigtigste by, og her skal vi have to overnatninger for at fremme akklimatiseringen til de mere seriøse højder, der truer længere fremme.

Kort før Namche er der en militær kontrolpost, hvor der foretages en - noget lemfældig - kontrol af, at vi ikke bringer våben ind i området, og lidt senere skal vi hoste op med 90 kroner i afgift for at komme ind i "Sagarmatha (Everest) National Park".

Pludselig ligger Namche foran os, en - efter forholdene - kæmpestor by, der ligger spredt op ad bjergsiderne. Vi går gennem en gade med masser af butikker, hvor man tilsyneladende kan købe alt hvad hjertet begærer, næsten som i Kathmandu. Vores hotel virker umiddelbart lidt koldt og ikke særlig hyggeligt, og værelserne er kolde og meget spartansk indrettede, men hvad pokker.

Vi er allerede fremme klokken tre, hvilket især Kim er glad for, da han er temmelig nedkørt. Personligt har jeg stadig masser af overskud, men til gengæld en ny bekymring, nemlig min højre fod, der pludselig er begyndt at gøre ondt. Det er specielt kritisk når jeg går nedad, og ved bestemte fodstillinger går der et meget ubehageligt jag gennem den og der er ingen støtte, så den nærmest knækker sammen. Særdeles ubelejligt, og hvis det bliver meget værre kan det gå hen og udvikle sig til en seriøs "showstopper". Forhåbentlig bliver den bedre efter en overliggerdag i morgen, hvor vi - højst - skal ud på en lille formiddagsvandretur i området.

Efter udpakning søger vi op til overetagen, hvor der er en stor og hyggelig spise- og opholdsstue med udsigt over det meste af byen. Her bruger vi resten af eftermiddagen på at "flade ud", under indtagelse af indtil flere kander kaffe - og maven holder stadig, håbet stiger!

Hen ad seks tænder de heldigvis op i kakkelovnen midt i rummet, og jeg tilbringer en time i meditativ afslapning med ryggen til varmen, mens jeg mærker kræfterne vende tilbage til kroppen.

Aftensmaden står i kartoflens tegn, kartoffelsuppe efterfulgt af brasede kartofler med grønsager og to spejlede æg. Jeg synes virkelig disse enkle retter smager helt vidunderligt, men noget af forklaringen må vel være den gode appetit på grund af den megen motion og friske luft.

Efter - eller faktisk allerede under - maden kommer spillekortene på bordet, sammen med "Everest Whisky" og cola, det mærkes tydeligt, at det er aftenen før en overliggerdag. Jeg gider ikke spille kort, men sidder i stedet og hygger mig med min fortræffelige bog. Det ender med, at vi får drukket en hel flaske whisky, omend dog heldigvis fordelt på seks personer, så skaden er vel til at overse, specielt fordi der ikke stilles så store krav til os i morgen.



Tirsdag d. 21. oktober 2003

Fra området lige nord for Namche
Lidt urolig nat med en lille smule højdegener, men ikke noget, der er rigtigt alvorligt. Vi kan i øvrigt sove længe i dag, da vi har aftalt morgenmad halv otte. Det kan jeg nu slet ikke finde ud af, jeg vågner lidt i seks og ligger og læser en times tid.

Går ud og vasker en smule tøj og hænger det op i baghaven. Dagen er til fri disposition, med tilbud om at tage på en 3-4 timers formiddagstur med Karna, hvilket Jacob og jeg tager imod, hvorimod Kim og Svend mener de er så nedkørte, at de vil have bedre af en slapperdag.

Jeg fortryder bestemt ikke min beslutning, det bliver en af de smukkeste formiddage jeg nogen sinde har oplevet, og oven i købet får vi lidt ekstra akklimatisering ud af det, idet vi faktisk kommer lige ved 400 meter højere op, hvilket svarer til den højde, hvor vi skal overnatte i morgen. Først stejlt op gennem udkanten af Namche, til en glimrende udsigt over byen. Efter en times tid passerer vi en bjergkam, bag hvilken der åbenbarer sig en udsigt, der næsten tager vejret fra mig.

Nærmest ligger det smukke og karakteristiske Ama Dablam, og længere oppe mod nord, for enden af den brede dal, ses Everest og Lhotse. Ikke en sky er der på himlen, og de gigantiske sneklædte bjerge tegner sig skarpt mod den dybblå himmel, så enestående smukt, at jeg får tårer i øjnene.

Vi går videre op til det berømte - japansk byggede - "Everest View Hotel", på hvis udsigtsterrasse vi sidder og nyder en forfriskning, mens vi studerer kortet for at få hæftet navne på alle bjergtoppene. Det er et helt fantastisk helikopterperspektiv, hvor vi får en rigtigt god fornemmelse af, hvor de næste 1½ uge kommer til at bringe os hen.

Tilbagevejen går gennem et par nydelige landsbyer, hvoraf den sidste blandt andet huser et "Hillary School Project" samt en centralt placeret buste af denne "bjergenes betvinger". Jeg går og ærgrer mig over min højre fod, der gør jammerligt ondt, hver gang jeg træder den mindste smule forkert ned på den. Nu skal vi jo heldigvis mest opad den næste uges tid, og forhåbentlig bliver det så ikke værre i mellemtiden.

Til alle sider åbenbares det ene mere storslåede panorama efter det andet, og jeg når at bruge over en halv film på nogle få timer. Lidt i tolv er vi nede i byen igen. Vi kommer ned ovre fra den modsatte side og går derfor hele vejen gennem byen, der virkelig har en stor del af, hvad man kan ønske sig: Supermarked, bager, konditori, bank, posthus og barber, for ikke at tale om de mange butikker, der er spækket med alt tænkeligt inden for tøj og trekkingudstyr, præcis som i Thamel.

Vi finder Kim og Svend siddende i solen ude på den lille gårdplads, der ligger ved siden af hotellet, og hvor solen brager ned fra en næsten skyfri himmel, pragtfuldt. Vi slår os ned og bestiller frokost, der serveres i solen en halv times tid senere. Den mellemliggende tid anvendes til skrivning af en håndfuld postkort til afsendelse herfra, så må resten vente, til vi er tilbage i Kathmandu.

Bagefter er der tid til en slentretur gennem byen samt indkøb af en bluse og et par bukser, som jeg godt nok ikke er helt sikker på, at jeg egentlig behøver, men "just in case", og den samlede pris beløber sig kun til lige godt hundrede kroner. Jeg passerer det ene af byens to konditorier og kan se, at de andre sidder derinde, så jeg følger trop og indtager en cappuccino og en halv kage.

Tilbage på hotellet bestiller jeg et varmt bad (formedelst fem kroner), hvor himmelsk at blive vasket igen! Jeg har fået rigeligt med sol i dag, kan jeg mærke, blandt andet lige oven i hovedet, hvilket ellers aldrig er sket før, det må være på grund af den noget voldsomme klipning i Kathmandu.

Så er klokken efterhånden blevet fem, og solen er krøbet ned bag de vestlige bjergkamme efter den flotteste dag endnu, med sol næsten hele dagen. Men når solen så endelig forsvinder bliver det hurtigt koldt i denne højde, så jeg tager mit varme tøj på og sætter mig op i opholdsstuen og bestiller en kande "milk coffee" og planter mig i en stol fyldt med puder og smækker fødderne op i en anden stol og glæder mig til, at der snart bliver tændt op i kakkelovnen.



Onsdag d. 22. oktober 2003

Munke foran Tengboche klostret
Isnende kold, men smuk morgen. Jeg har måttet ud på det kolde toilet to gange i nattens løb, men heldigvis kun for at tisse. Tager de sidste to piller af "Kathmandu-kuren" og krydser fingre for, at maven nu "kan af sig selv". Holder mig som sædvanlig til omelet og tibetan bread, men føler, at jeg igen er ved at være klar til at prøve noget andet.

Klar til afgang lidt i otte, nåja, næsten i hvert fald, for Svend skal først lige ned og købe en rulle toiletpapir. Vi får hurtigt varmen ved at kravle op bag om byen, og et kvarters tid senere er vi ude i solen, og fleecen kan puttes ned i rygsækken igen. Snart efter runder vi et hjørne, hvor hele bjergpanoramaet ligger udstrakt foran os, den udsigt, som Jacob og jeg tog forskud på i går.

Den næste times tid går det mest ligeud, sådan lidt "Nepali-flat", og derefter nogle hundrede meter ned, hvor vi skal krydse en stor flod. Hele tiden går vi forbi duftende fyrre- og løvtræer, hvoraf sidstnævnte stråler i de mest fantastiske gule, røde og brune efterårsfarver. Ude midt på broen opdager jeg et par modgående yakokser, og klog af skade skynder jeg mig at vende om og vente, til bæsterne er kommet over.

Nu forestår en lang og stejl opstigning, dog heldigvis gennem en skyggefuld skov. Jeg føler et kæmpemæssigt overskud. Foden gør stadig lidt ondt, men mindre end i går, især hvis jeg er ekstra opmærksom på, hvordan jeg sætter den. Der er også ind i mellem nogle små jag fra knæet, bare så jeg ved, at den der slidgigt er der endnu, men det er absolut intet alvorligt. Til gengæld er resten af fysikken helt i top, og jeg storker op ad bjerget, langt foran de andre. Dog ikke hurtigere end at jeg når at beundre den stadig mere fantastiske udsigt til de sneklædte bjerge.

Pludselig er jeg oppe ved Tengboche, hvor det verdensberømte kloster ligger i den ene ende af en stor åben plads på en bakketop. Der er først åbent for besøgende i eftermiddag, så vi må komme tilbage senere, hvis vi vil indenfor.

Vores lodge ligger i landsbyen Dewoche (3.700 moh), 100 højdemeter længere nede, en strækning, der tilbagelægges i småløb på et kvarters tid. Stort og pænt lodge, hvor jeg skynder mig at smide bagagen ind, skifte over til sandaler og gå ned i solen for at få noget frokost i det vidunderlige vejr.

Og hvem sidder så derude og ser glade og solbrændte ud? Såmænd Alan og Marlene, som vi tog afsked med i Kathmandu for ni dage siden. Hyggeligt gensyn, og vi udveksler ivrigt erfaringer og oplevelser. De tog jo flyet til Lukla og gik så op til Base Camp og Kala Patar, og nu er de så på vej nedad igen og skal flyve tilbage til Kathmandu om tre dage.

Dejlig frokost med blottet overkrop i solen, som jeg godt nok ender med at få lige lovlig meget af på udsatte steder. Jeg har stadig - trods mit vægttab - lidt mavedeller tilbage, som bliver tydeligt lyserøde, med hvid hud ind i mellem, så når nu de sidste deller forsvinder, kommer jeg vist til at se sjov ud, med rød- og hvidstribet maveskind.

Klokken tyve minutter i tre er der afgang op til klostret. Det viser sig, at ingen af de andre orker at gå med, de vil hellere ligge og dase ude i solen, tænk en gang! Karna og jeg spæner op gennem skoven på tyve minutter, blot for at få den besked, at klostret først åbner klokken fire. Øv, så skulle jeg vist have haft lidt mere tøj på. Nå skidt, foreløbig er det stadig dejlig solskin, og vi sætter os og beundrer udsigten op over bjergene. Dvs. Karna lægger sig ned og falder i søvn, mens jeg sætter mig til at fotografere bjerge og munke.

Endelig klokken lidt over fire åbner de dørene, og det strømmer ind med de 20-30 turister, der efterhånden har samlet sig udenfor, efterfulgt af et nogenlunde tilsvarende antal munke. Jeg troede egentlig bare, at vi skulle se bygningen indefra, men det viser sig, at vi skal overvære en ceremoni.

Munkene indtager deres pladser, med "over-munken" (lamaen?) på et svagt forhøjet podium foran en kæmpemæssig buddastatue. Alle begynder at fremsige messende bønner, og lidt senere kommer et par unge drenge rundt og serverer smørte, som indtages inden næste fase. Denne indledes ved dybe trut fra et par af de karakteristiske lange horn, hvorefter messeriet gentages, akkompagneret af rytmiske slag på store trommer.

Desværre må vi ikke fotografere, hvilket egentlig også forekommer meget rimeligt. Vældig stemningsfuldt, men efterhånden kommer jeg til at fryse, hvilket går noget ud over oplevelsen, så jeg vælger at forlade seancen inden den er helt færdig.

Vi spæner ned gennem skoven for at få varmen igen, lige så hurtigt som jeg kan med min svagelige højrefod, hvilket faktisk viser sig at være ret hurtigt. Nede i lodgens opholdsstue er der heldigvis tændt op i kakkelovnen, så det tager ikke lang tid at få varmen tilbage i kroppen igen, godt hjulpet på vej af en kande varm kaffe.

Snart efter kommer maden, dejlig tomatsuppe efterfulgt af stegte kartofler med grøntsager og spejlæg. Dertil en liter lemonte og en liter vand, så skulle væskebalancen vist også snart være genoprettet.

Mit ansigt og mine hænder og arme brænder efter den megen sol, så jeg pøser en masse creme på og håber huden ikke skaller af. Og så er der ellers almindelig hyggesnak, som jeg deltager i sådan lidt på halv kraft, samtidig med at jeg får opdateret dagbogen. Halv ni er jeg træt og går i seng og læser et par kapitler i min bog. Mine øjne svider, de har vist også fået for meget sol, det kan da godt være, at det ville være en god idé snart at begynde at bruge solbriller.



Torsdag d. 23. oktober 2003

Hvor er mine kontaktlinser ?!?
Der er otte grader i rummet klokken fem, da jeg må på toilettet for anden gang i nattens løb, men udenfor er der rimfrost på jorden. Endnu har jeg ingen problemer med at holde varmen i soveposen, kun iført underbukser, og så har jeg stadig både termoundertøj og termoinderpose i reserve, så ingen panik.

Svend har bestilt havregrød til os alle, sikkert i en god mening, og da jeg jo er et velopdragent menneske, der spiser hvad der er bestilt, presser jeg det ned. Forhåbentlig gør det nytte et eller andet sted i systemet, for humøret gavner det i hvert fald ikke. Det hjælper lidt med et tibetan bread og noget af den udmærkede yakost.

Vi tager afsked med Alan og Marlene, som vi uden tvivl kommer til at møde igen, da vi dels skal med samme fly hjem og dels skal bo på samme hotel i Kathmandu.

Afsted kvart i otte, i lange bukser og fleece, for solen er endnu ikke stået op over den østlige bjergkam, og som nævnt, så ligger der rimfrost på jorden og et tyndt lag is på vandpytterne. Der går dog kun en lille halv time, før det hele tager sig ganske anderledes ud. Vi krydser den rivende flod og stiger et halvt hundrede meter, og så er solen der bare, drønvarm fra første stråle, og resten af dagsmarchen foregår - i hvert fald for mit vedkommende - i korte bukser og Tshirt. Ret kort tur i øvrigt, for vi er allerede fremme klokken tolv, ren luksus.

Dagens stigning - 650 meter - er pænt og jævnt fordelt, så vi undgår de voldsomt stejle stigninger, der virkelig trækker tænder ud, specielt i denne højde. Vi holder et formiddagsstop i en lille by, der ligger præcis 4.000 meter over havets overflade, en højde vi forventes at holde os over de næste 7-8 dage, om alt går vel. Vi deler en portion kogte kartofler, hvilket måske kan lyde lidt sært, men det er faktisk ret lækkert.

Trægrænsen passeres, og tilbage er der kun nogle lave og hårdføre buske. Dagens mål - Dingboche i 4.350 meters højde - er en temmelig stor by med mange huse og lodger og ivrig byggeaktivitet. Vores lodge ligger i den fjerneste ende, til gengæld er der pæne værelser og en hyggelig opholds- og spisestue med udsigt til Ama Dablam, der ligger kun få kilometer mod øst.

Efter frokost er der tilbud om en "optional peak", som kun Svend og jeg har lyst til at prøve kræfter med. Vi har udset os et højdedrag ovre på den anden side af floden, op mod Ama Dablam. Og i mellemtiden er Svend kommet i tanker om, at han har glemt sin pandelampe nede på det forrige lodge, det var jo ikke særlig smart.

Straks floden er krydset går det stejlt opad gennem små stive buske, og jeg glæder mig over, at jeg tog lange bukser på. Jeg løber foran, sammen med den ene af de to bærere, og Svend følger prustende efter sammen med Karna. Efter en hæsblæsende halv time - man må jo gøre en indsats for formen, vægttabet og akklimatiseringen - står jeg på toppen og glor lige ind i Ama Dablams vestflanke, et temmeligt overvældende syn. Mellem mig og bjerget er der en morænebakke, dannet af sten og sedimenter fra gletscheren, og mellem denne og mig - med andre ord lige foran mig - ligger den mest fantastiske azurblå gletschersø.

Svend er fyr og flamme og ikke den mindste smule i tvivl om, at han skal have en svømmetur i floden, og han affører sig prompte al tøjet og kaster sig ud i vandet, der vel må have en temperatur i betænkelig nærhed af nulpunktet. Jeg synes det blev lidt koldt på toppen, så jeg sidder i fleece og jakke og synes det virker en smule hasarderet at tage det hele af og springe i søen. Desuden har jeg ikke taget mit håndklæde med.

Men så kommer solen frem og Svend hyler af begejstring og tilbyder mig at låne hans håndklæde, og så kan jeg pludselig ikke modstå fristelsen længere. Hurtigt af med tøjet, og plask ligger jeg og basker ude i søen, mens Svend fotograferer på livet løs. En lille smule vildt (meget, ville adskillige sikkert mene), men ualmindelig sjovt og meget forfriskende, lige så godt som da jeg for et par måneder siden sprang i Diskobugten i Grønland. Og så sparede vi de to gange femten kroner, som det koster at få et varmt bad nede på lodgen.

Solen forsvinder bag høje mørke skyer, og nogle lavere skyer er med stor hast på vej op gennem dalen, så vi skynder os at blive klædt på og få påbegyndt nedturen. Det bliver hurtigt koldt og klamt, så vi foretager retræten i fuldt firspring, ned over store sten og tværs gennem de stive buske. Hu hej hvor det går, men vist ikke lige den korrekte behandling af venstre knæ og højre fod. Men det går fint, og jeg mærker kun små beklagelser fra de nævnte legemsdele. Måske er de stadig lammede af det kolde vand?

Byen er helt indhyllet i tågeskyer, og jeg er fuldstændig høj af eftermiddagens oplevelser: Den fantastiske udsigt, svømmeturen og den hæsblæsende løbetur ned igen.

Foran lodgen står der en kæmpestor og meget flot - men tydeligvis også lettere ophidset - yakokse, der truer med at vælte alt og alle, herunder det lille telt, der er slået op på gårdspladsen. Det lykkes heldigvis tililende at få den jaget væk, så vi kan komme ind i lodgen.

En forfriskende dukkert – cirka 0 grader celsius
Klokken er fire, og der er allerede ved at blive fyret op i kakkelovnen, hvilket - her over trægrænsen - foregår med briketter af tørret yakmøg, smart udnyttelse af ressourcerne må man sige. Vi bestiller en kande te og en kande kaffe og konsumerer to ruller kokoskiks til. Ved nabobordet sidder fire japanere med et stort fad småkager på bordet foran. Meget indbydende syn, men de rører ikke fadet, måske er det en eller anden form for meditationsøvelse at sidde helt stille foran et fad med lækre småkager og lade som ingen ting?

Vi studerer spisekortet. Priserne er gradvis steget, især drikkevarer, der jo skal slæbes herop. Øl (1/3 liter), sodavand (1/4 liter) og mineralvand (1 liter) er nu oppe i størrelsesordenen 15-25 kroner. Kaffe og te koster 3-4 kroner pr. kop, lidt billigere, hvis man køber hele kander. Supper koster en tier og hovedretter mellem 10 og 25 kroner, med tun-ost-pizza som kortets absolut dyreste ret til 27 kroner. Til dessert kan man f.eks. få en udmærket - omend lidt bastant - applepie til elleve kroner eller en portion popcorn til otte. Når dertil kommer en overnatningspris på 15-25 kroner pr. person pr. nat, så er vi vel efterhånden oppe på et dagsforbrug på omkring 125 kroner, hvilket er noget dyrere end den første uge, men naturligvis stadig suverænt billigt for oplevelser i særklasse - med vægttab og formforbedring som ekstragevinster. Jeg vælger ris med grøntsager og karrysauce samt en applepie, efterfulgt af en hel masse lemontea.

Klokken lidt over syv starter "kortklubben", bestående af Kim, Svend og Jacob samt Emma og Bill og deres guide (Utham), der er en vældig sympatisk og meget morsom fyr. Jeg får opdateret dagbogen og sidder lidt og lader dagens oplevelser bundfælde sig og nyder, at jeg tilsyneladende ikke har nogen problemer med højden, samt at min mave tilsyneladende langt om længe er tilbage i normal drift igen.

Jeg ligger i posen allerede lidt i otte og håber på, at jeg kan holde øjnene åbne længe nok til at få læst et par kapitler i min spændende bog.



Fredag d. 24. oktober 2003

En næsten tam yakokse
Må en tur på toilettet klokken halv fire. Stikker lige hovedet udenfor for at checke vejret, og gosh, det sner, og alt er dækket af et tyndt hvidt lag pudder, inklusiv de tre yakokser, der ligger og sover udenfor.

Jeg kravler tilbage i posen, men kan ikke falde i søvn. Jeg har hovedpine og hiver efter vejret, typiske følger af højden. Det er dog helt normalt og ikke bekymringsværdigt, blot irriterende. Jeg tager et par codymagnyler og nogle slurke af det kogte vand, der har en let røget bismag.

Ligger lidt og misunder Jacob hans dybe og regelmæssige åndedræt, men så lykkes det mig åbenbart alligevel at falde i en slags søvn, og de næste tre timer foregår sådan lidt on/off rent søvnmæssigt, inden det - ved lysets fremkomst klokken seks - er definitivt slut.

Jeg tvinger mig selv til at blive liggende yderligere en times tid, der er jo først aftalt morgenmad halv otte, eftersom vi har en overliggerdag her i Dingboche. En dag som vi havde store planer med i går, herunder bestigning af en høj bjergtop, men når jeg ser ud på vejret fornemmer jeg, at der vist snarere bliver tale om en slapperdag i og omkring lodgen og byen. Skydækket ligger tæt omkring os, og det sner stadig en smule.

Rolig og afslappet morgenmad, nu er der jo ikke noget der haster. Dejlig osteomelet og tibetan bread med en ualmindelig god honning. Det er sjovt at sidde og kigge ud på vejret. Det ene øjeblik lysner det, og man kan ane blå pletter rundt omkring, men så et øjeblik senere kommer tågeskyerne væltende, og man kan ikke se længere end til den yakokse, der står ude på gårdspladsen og skutter sig.

Klokken lidt i ti kommer den ene af bærerne spænende med Svends pandelampe, som han har været nede i Dewoche og hente. Lidt vildt at skulle spæne så langt på grund af lidt glemsomhed, men på den anden side set, så er sådan en fire timers løbetur - uden bagage - vel for ham som en halv times slentretur i parken for os andre.

Den håndfuld briketter, der blev smidt på ilden i morges, holder rummet dejlig varmt et par timer, men hen på formiddagen er kakkelovnen kold, og temperaturen falder til under ti grader. Og så er det ellers frem med termoundertøj og bøger samt store kander med te og kaffe. Og sådan forløber en afslappet og udramatisk formiddag, indtil det igen er på tide at vælge fra spisekortet.

Men så må det også være nok, og efter frokosten føler jeg, at der må ske noget. For eksempel kunne jeg jo starte med at gå ned i den anden ende af byen og aflægge en visit i "Kusang Sherpas lodge". Kusang er en god ven af Ole og Anne (som jeg kender hjemme fra Danmark), der har brugt ham som guide på adskillige trekkingture og vist også - i et vist omfang - er med til at finansiere hans og familiens liv.

Det et stadig overskyet, og der kommer lidt slud ned, men hvad pokker, med en jakke ud over fleecen skulle det vel være i orden at vove sig lidt udenfor.

I stedet for at gå den direkte vej ned gennem byen vælger jeg stien op langs bakkekammen oven for byen, hvor der ligger indtil flere chortens - stendynger af religiøs betydning for buddhisterne - med spraglede bedeflag ophængt på udspændte snore. Da jeg kommer op til den første, ser jeg, at der ligger en til lidt højere oppe, så ok, tænker jeg, hvis jeg kan nå derop på ti minutter, så gør jeg det.

Det varer kun syv, så hvorfor ikke lige smutte op til den tredje og sidste med det samme? Et kvarters tid senere står jeg deroppe og nyder så meget som jeg nu kan se af udsigten over byen og bjergene, der delvis er dækket af snefyldte skyer. Vejret er jo egentlig ganske dejligt, selv om det sner lidt, og jeg kan se, at den udmærkede sti snor sig videre op og op til den til sidst forsvinder i skyerne.

Jeg har kun min lille rygsæk med, og den indeholder stort set kun mit kamera samt det sidste par børnestøvler, som jeg havde tænkt mig at forære til Kusangs børn. Altså ingen vand og heller ingen hue eller handsker. På den anden side står jeg og har det som en slædehund, der skal ud og løbe. Hvorfor ikke bare fortsætte stille og roligt deropad og se, hvordan det går.

Stien er god og tydelig, og snart finder jeg en rytme, hvor kroppen fungerer som en velsmurt maskine og pulsen stabiliserer sig på et sted omkring de halvanden hundrede. Jeg føler, at jeg kan blive ved i timevis, ligesom med brystsvømning, når jeg falder ind i den helt rigtige rytme. Sneen tager til, og nu er det frostsne, der lægger sig i små dynger på stien samt i mit hår og på min rygsæk, mens jeg langsomt men sikkert vinder højde.

Ind i mellem strejfes min bevidsthed af en tanke om, at det måske ikke lige er helt efter sikkerhedsforskrifterne. Jeg medbringer hverken vand, førstehjælpsudstyr, fløjte eller redningstæppe, og til overflod efterlod jeg den besked til de andre, at jeg bare ville smutte ned og aflægge den der visit og højst blive væk et par timer.

Eventyrtrangen overvinder dog hurtigt fornuften, og jeg beslutter, at jeg bare MÅ op på den næste top, selv om den antageligt ligger i lige omkring fem tusinde meters højde. Jeg kværner afsted med små og langsomme skridt, men alligevel kommer toppen hurtigt nærmere.

De sidste halvtreds højdemeter er godt nok seje. Stien forsvinder mellem hundredevis af kæmpestore stenblokke, der er glatte af sneen, som nu kommer hvirvlende ind fra siden som små syle. Jeg begynder også for alvor at kunne mærke højden, nu jeg skal kravle rundt mellem store sten, men jeg bider tænderne sammen og fortsætter de sidste fem minutter, til jeg endelig står på toppen, opfyldt af en jublende følelse af sejr.

Mit hår er frosset til is, mærker jeg, det må virkelig se spøjst ud. For at dokumentere hændelsen tager jeg et billede af mig selv og står og nyder triumfen et par minutter, før jeg påbegynder nedturen, der - bortset lige fra stykket ned over stenblokkene - naturligvis er meget lettere og hurtigere end opturen. Jeg småløber - i slalomstil - ned ad stien, og allerede tyve minutter efter er jeg nede ved de to nederste helligdomme, hvorfra jeg kan skimte byen gennem det tiltagende snefald.

Og så var der jo lige turens egentlige formål, nemlig besøget i "Kusangs lodge". Jeg kender ikke lodgens navn, men medbringer nogle udprintninger af en serie billeder, som Ole sendte mig pr. email inden min afrejse, og ud fra dem mener jeg med nogenlunde stor sikkerhed at kunne identificere lodgen. Den hedder "Peaceful Lodge and Restaurant" og ligger aller nederst i byen, stik modsat den ende, som vi bor i.

Jeg møder en køn ung kvinde på gårdspladsen og genkender hende straks fra billeder som Kusangs kone. Jeg præsenterer mig som "hilsen-overbringer", og det varer lige lidt, før hun fatter sammenhængen, men så bliver hun også synligt - og glædeligt - overrasket og inviterer mig med indenfor.

I køkkenet render to småunger rundt sammen med en ældre kvinde, der vel må være en af bedsteforældrene. Jeg bliver vist ind i opholdsstuen, der er af samme type og størrelse som "vores", men afgjort et par grader flottere, faktisk noget af det nydeligste jeg endnu har set. Her møder jeg i øvrigt de tre unge australiere, som vi sidst så i Namche, og dem sludrer jeg så lidt med, mens jeg konsumerer en kop kaffe.

Jeg forærer hende støvlerne, som hun ser ud til at blive glad for, forhåbentlig passer de til en af de halvstore unger, og med lidt held kan de vel begge nå at bruge dem efter tur. Retræten foregår gennem køkkenet, hvor jeg fotograferer dem alle, inklusiv den yndigste lille baby, der kun er et par uger gammel. Kusang selv er desværre ikke hjemme, han er taget på "indkøbstur" i Namche, men forventes tilbage i morgen formiddag. Da skulle vi jo imidlertid gerne være på vej videre nordpå, så jeg tager afsked og beder hende viderebringe mange hilsener fra Ole og Anne.

Tilbage på lodgen konstaterer jeg, at ingen af de andre er til stede. Det viser sig, at de er gået til et foredrag om højdesyge, hvilket jeg efterhånden har været nogle gange, så det overlever jeg nok at gå glip af denne gang.

Sneen falder stadig mere tæt, og jeg ser, at Bill er ved at lære husets charmerende lille - 2-3 år gamle - datter at lave snebolde og bruge dem til at bortjage den kæmpemæssige yakokse, der har en forkærlighed for at lunte rundt lige her ude foran, antageligt fordi den et par gange dagligt får serveret et stort fad med rester fra køkkenet, hvilket få den til at springe rundt som en kåd hundehvalp.

Jeg må have en kande kaffe oven på eftermiddagens anstrengelser, og bagefter går jeg ud til det lille vandløb og skyller den nederste halvdel af mine bukser, der er blevet godt mudrede af turen på bjerget - forhåbentlig når de at tørre inden i morgen tidlig.

Dejlig aftensmad, der i dag akkompagneres af en enkelt af de dyre øller, herligt. Bagefter bruger jeg en times tid på dels at færdiggøre min roman og dels at få opdateret dagbogen med dagens oplevelser, mens de andre tager hul på aftenens runde af kortspillet "shithead". Jeg får en flaske kogt vand til drikkebrug, og inden den når en passende lav temperatur gør den god fyldest som "varmedunk". Først på maven, mens jeg sidder i opholdsrummet, og senere nede i fodenden af soveposen.

Jeg føler mig utrolig godt tilpas ovenpå eftermiddagens akklimatiseringstur og nærer et realistisk håb om en nattesøvn uden hovedpine eller åndedrætsbesvær. Udenfor daler sneen nu i store flotte flager, det er godt nok spændende, hvordan det hele ser ud i morgen.

Jeg går i seng lidt i otte med en dejlig varmedunk i fodenden og en ny Mankell-bog i den anden ende.



Lørdag d. 25. oktober 2003

Det var dog den mest geniale idé med den varmedunk i fodenden. Jeg lå og blev helt salig ved følelsen af varmen, der langsomt bredte sig fra fødderne og op gennem hele kroppen, så jeg nærmest følte det som om jeg svævede ind i søvnen på en lyserød sky.

Vågner til første toiletbesøg klokken halv to, hvor det stadig sner, og så igen klokken halv seks, hvor der efterhånden er faldet 10-15 centimeter!

Under morgenmaden er det et øjeblik som om det lysner, men nej, kort efter bryder det atter løs, og for første gang får jeg brug for regnbukser, poncho og hue. Vi begiver os på vej lidt i otte, ad en tilsneet, men heldigvis også allerede nedtrampet, sti. Først det lille stykke op, som jeg jo kender fra min udflugt i går, hvorefter stien drejer nordover og flader ud, så den - de næste par timer - er "Nepali-flat". Godt at vi ikke skal meget nedad i dag, for så er det virkelig svært at holde balancen på det sneglatte underlag.

Det kan efter sigende være et problem at finde sengepladser i Lobuche, som vi er på vej op til, og derfor løber Karna i forvejen og efterlader os andre sammen med de to bærere. Det bliver ved med at sne, med en temperatur lige på - eller måske en anelse over - frysepunktet. Heldigvis er der kun en svag vind, der oven i købet kommer ind bagfra.

Lidt i ti kommer vi til Dughla, hvor der er en lodge. Meget passende sted for et formiddagsbreak og noget te eller kaffe. Andre har fået samme idé, og her er et veritabelt mylder af folk, der lige skal have et hvil på vejen op eller ned.

Efter lodgen går det 2-300 meter stejlt op. Jeg har heldigvis ingen problemer med hverken bentøj eller vejrtrækning, hvis blot jeg sørger for at holde en konstant rytme. Det er nærmest helt meditativt, jeg ser næsten kun mine egne fødder, mens de støt og roligt kværner op ad den ujævne sti.

Det fungerer perfekt med regnbukserne og ponchoen, der ikke alene dækker min overkrop, men også rygsækken, så den undgår at blive pladret til af tøsne. Temperaturen er sådan set perfekt, og selv om det er ganske hårdt arbejde og pulsen er høj, så kommer jeg ikke til at svede.

Vi går - ganske let opad - langs Khumbu-gletscheren. Det er noget jeg ved fra kortet, for sigtbarheden er højst halvtreds meter, og vi ser kun stien og de allernærmeste omgivelser.

Klokken passerer tolv, og min mave begynder at knurre, det er også et ganske pænt stykke tid at gå uden at få andet end et par kopper kaffe. Gad vide hvor meget jeg egentlig taber mig af det her?!? Heldigvis er redningen nær, for lidt senere dukker en samling huse ud af disen. Det er Lobuche (4.950 moh), hvor vi skal bo i nat, tydeligvis i væsentlig mindre luksuriøse omgivelser end hidtil.

På grund af det store rykind kan der kun blive ét dobbeltværelse, der - mildt sagt - er primitivt, samt to pladser i en fælles sovesal. Jacob og jeg får - lidt tilfældigt - værelset og begynder at arrangere det mest nødvendige. Det drejer sig først og fremmest om tørring af vådt tøj, hvilket ikke er spor enkelt, for kakkelovnen i fællesrummet er kun svagt lunken og i forvejen omgivet af mennesker og beklædningsgenstande i en tæt klump. Og som sædvanlig er det mere end vanskeligt at finde så meget som et eneste søm at hænge sine ting op på.

Problemet er heldigvis ikke særlig stort for mit vedkommende. Mine udmærkede nye støvler har holdt mine fødder tørre og varme, og regnslaget skal bare lige rystes fri for vand. Det er værre med Jacob, hvis støvler er gennemblødte, så hans fødder er våde og kolde. Det er lidt kritisk, hvis ikke vi kan få alt det våde tøj tørret til i morgen, forhåbentlig fyrer de ordentligt op i den kakkelovn i aften. Det hele bliver heller ikke bedre af, at der er et konstant renderi ind og ud, og det med at lukke døren efter sig synes bestemt ikke at være en naturlig del af folks opdragelse på disse kanter.

Vi tilbyder at betale for at få fyret ordentlig op, men den mulighed synes slet ikke at kunne trænge ind. I virkeligheden er det vel også mere et spørgsmål om, hvor mange yak-briketter de overhovedet ligger inde med. Jeg går ud fra, at de ikke hører til den slags varer, der slæbes op, men derimod produceres lokalt, hvilket naturligvis først og fremmest kræver, at yak'erne kan få adgang til græs, og dernæst at deres efterladenskaber klaskes op på en væg og hænger der og tørrer i solen. Så det har nok lidt lange udsigter med produktionen lige i øjeblikket, hvor sneen stadig vælter ned og dækker alt med et tykt lag hvidt pudder.

Lodgen invaderes af en gruppe japanere, som vi også havde "fornøjelsen" af nede i Namche. De er umådeligt højrystede og dominerende og medbringer en masse bærere, som holder dem forsynet med store mængder af japanske fødevarer, så de undgår at stifte bekendtskab med den lokale mad. Det er præcis den samme opførsel som jeg observerede de måneder, hvor jeg rejste rundt i Australien og New Zealand og primært boede på vandrehjem, som de invaderede i store horder på en totalt dominerende facon.

I eftermiddagens løb kommer Karna og fortæller, at en forventet gruppe alligevel ikke dukker op, så vi bliver "opgraderet" til to små dobbeltværelser. Jacob ligger og sover på en bænk i fællesrummet, så Karna og jeg flytter hans ting ind i rummet. Det er næsten synd at vække ham, han så virkelig ud til at trænge til en lur. Også Svend har slæbt soveposen ind og ligger og snorker højlydt på en af bænkene. Næsten lidt pinligt med de to, da der på et tidspunkt kommer 10-12 personer ind, som nærmest må sidde på skødet af hinanden for at kunne være der.

Jeg tager mig sammen til at gå ind og få termoundertøjet på. Nu kan jeg - stort set - sidde og holde varmen i det 7-8 grader varme opholdsrum, lige bortset fra, at mine fødder er en smule kolde - jeg glæder mig allerede til den varme flaske i fodenden i aften.

Den overraskende udvikling i vejret giver naturligvis årsag til nogle spekulationer omkring gennemførslen af den planlagte tur. Foreløbig overholder vi planen, og det skulle også være muligt, med mindre situationen ændres dramatisk, i morgen at kæmpe os de 2-300 højdemeter op til Gorak Sheep, der er turens højst beliggende overnatningssted. Men herefter ville det unægtelig være rart med noget opklaring, ellers er der i hvert fald ikke meget idé i at knokle op til hverken Everest Base Camp eller Kala Patar. Og spørgsmålet er, om ikke det voldsomme snefald gør det umuligt at gå over passet til Gokyo? Men hvis det må opgives, så har vi til gengæld et par ekstra dage til rådighed, der eventuelt kan bruges til at afvente en opklaring - specielt hvis vi bliver indlogeret på et lidt mere charmerende sted i morgen.

Forresten er den forestående overnatning - i godt 4.900 meters højde - ny personlig overnatnings-rekord. Den sidste blev sat i 4.800 meters højde på Mt. Kenya, hvor jeg erindrer, at jeg var betydeligt dårligere end jeg er nu, hvor også formen er helt i top.

Hen på eftermiddagen ofres der endelig en håndfuld yak-briketter, og der kommer lidt varme på ovnen. På ingen måde nok til at trænge ud i krogene, men til alt held lykkes det mig at erobre en plads foran ovnen, så jeg kan få varmet mine fødder igennem.

Jacob dukker op fra soveposen og har det meget dårligt. Vi frygter naturligvis, at det er højdesyge, så vi får ham til at drikke noget vand og tage et par hovedpinetabletter og en diamox.

I mellemtiden er det minsandten begyndt at klare op udenfor. Der er store blå pletter på himlen, og på et tidspunkt skinner solen på bjerget overfor. Samtidig bevirker skyernes forsvinden et dramatisk fald i temperaturen, der lå lige omkring frysepunktet, da vi ankom.

Så er det tid til at spise igen. Min appetit fejler bestemt ikke noget ved måltiderne, men til gengæld går jeg ikke og spiser slik og kiks ind i mellem, som det ellers ofte har været tilfældet på tidligere trekkingture.

Efter måltidet kvikker Jacob heldigvis mærkbart op, hvilket - sammen med den begyndende opklaring udenfor - giver grund til rimelig optimisme for den nærmeste fremtid.

Jeg beslutter at tage en halv diamox, selvom mit behov ikke er så voldsomt. Men hvis den kan bevirke, at jeg slipper for de der irriterende åndedrætsproblemer i nat, så ville det da være rigtig dejligt. Jeg kryber i posen klokken otte, med en dejlig varmedunk i fodenden lige som i går.



Søndag d. 26. oktober 2003

Lodgen i Gorak Sheep med Kala Patar i baggrunden
Den halve diamox gjorde underværker! Min natlige vejrtrækning var helt normal, i hvert fald indtil nattens tredje tissetur klokken halv seks. Med varmedunk og diamox sov jeg som en baby og var frisk og udhvilet, da lyset brød frem og afslørede en næsten blå himmel, bortset fra en truende gråsort masse nede i den retning vi kom fra i går.

Jacob har det heldigvis glimrende igen i dag, så der er ingen sikkerhedsmæssige spekulationer forbundet med den videre færd op.

Jeg tager termometret med udenfor klokken syv, hvor det viser minus fem grader, så et godt bud på nattens minimumstemperatur er vel minus ti eller måske endda minus femten grader. Indenfor i soverummene har den vel været lige omkring frysepunktet, og jeg har ikke haft de store problemer med at holde varmen, men jeg er også begyndt at sove med sokker og termoundertøj nu.

Lige som i går er der kulde og kaos i fællesrummet, hvor der kun er ofret et par enkelte briketter, hvilket slet ikke er nok til at eliminere kulden udefra, specielt fordi de fleste stadig ikke synes at fatte, at lukkede yderdøre er en rigtigt god idé, hvis man vil holde på varmen. Og i øvrigt er alle pladser omkring kakkelovnen optaget af de meget dominerende asiater, som jeg i går omtalte som japanere, men som jeg siden har erfaret kommer fra Singapore. Nå, men de opfører sig i hvert fald som japanere.

Af en eller anden grund tager det endnu længere tid end normalt at blive klar til afgang, og jeg ender med at stå og vente en halv time udenfor iført rygsæk og fuldt vandreudstyr, hvilket har den negative effekt, at jeg når at få kolde fødder. Til gengæld når jeg at opleve nogle flotte scenerier, der forsvinder kort efter at vi endelig kommer afsted, idet de tidligere omtalte fjerne skyer da er ved at blæse ind over os med stor hast. Pokkers også, så var det nok alligevel endnu ikke dagen for det gode vejrs tilbagekomst.

Der er vel efterhånden faldet 30-40 centimer sne, hvilket er usædvanlig smukt, men naturligvis også lidt besværligt. Dog, vi er ikke de første, så der er allerede trampet en fin sti gennem sneen. Vi jokker stille og roligt nordpå ad en nogenlunde plan rute, mens det smukke morgenvejr gradvis afløses af snevejr. Lige som i går er vi heldige - når det nu skal være - at vinden, der i øvrigt ikke er ret stærk, kommer ind bagfra. Yderligere er temperaturen i dag helt klart under frysepunktet, så sneen preller af, og vi undgår at få vådt tøj og udstyr. Og der er i øvrigt heller ingen problemer med sved indefra, i betragtning af den lave temperatur og den begrænsede fart, som vore lunger tillader os at skyde.

Det går nu så nogenlunde, indtil vi når den første lille bitte stigning, så går Jacob fuldstændig død. Eller i hvert fald så godt som, for op kommer han jo, både af denne og de efterfølgende par stigninger, omend med stærkt reduceret fart. Det gør sådan set heller ikke så meget, der er jo ikke noget, der haster, da dagens tur er temmelig kort og den oprindeligt planlagte eftermiddagstur til Everest Base Camp - i følge Karna - alligevel ikke kan gennemføres i dag på grund af vejret.

Så nu er vi altså i den situation, at vi skal til at lave improviserede ændringer i forhold til den oprindelige - og hidtil nøje fulgte - plan, hvilket vi sikkert kan få mange gode diskussioner ud af. Men så meget ligger i hvert fald fast, at turen over Chola-passet til Gokyo begynder at hænge i en meget tynd tråd. Dels fordi paskrydsningen bliver besværliggjort af det kraftige snefald, og dels fordi der er udbredt enighed om at vente på opklaring her for om muligt at få set Everest og de andre giganter på nær hold.

Den sidste time af formiddagens vandretur, der såmænd kun (trods sneglefarten) varer til klokken elleve, klarer det en smule op, så vi får nogle vildt flotte udsigter ned over Khumbu-gletscheren og op til bjergene bagved, blandt andet Nuptse.

Endelig når vi frem til det, der må være en af verdens højest beliggende faste beboelser, nemlig Gorak Sheep, beliggende i 5.150 meters højde. Vi kan se Kala Patar ovre til venstre, en grim stendynge på 400 meters højde, der imidlertid påstås at udmærke sig ved de helt sublim udsigt fra toppen. Det vender vi - forhåbentlig - tilbage til senere.

Gorak Sheep består af to - temmelig store - lodger, hvoraf den sidste skulle være den bedste, og det er da heldigvis også den, vi bliver indlogeret på. Klart et trin op ad kvalitetsskalaen, med større værelser, hvor der både er vindueskarm, knagerække og lidt afsætningsplads for enden af sengene, små ting som man virkelig lærer at værdsætte. Endvidere er der en større, pænere og hyggeligere opholdsstue, hvor de ikke sparer så meget på varmen som sidst (og hvor døren lukker af sig selv). Vi indlogerer os på værelserne og gør klar til en - lidt tidlig - frokost og sidder bagefter og slapper af med bøger og dagbøger og belaver os på en inde-eftermiddag.

Men pludselig - hen ad klokken to - skilles skyerne, og der opstår store områder med blå himmel, blandt andet - oh fryd - i den retning, hvor solen befinder sig. Vi styrter ud og nyder solen og udsigten, der godt nok endnu ikke helt inkluderer de allerhøjeste tinder, men flot er det nu alligevel, og der fotograferes på livet løs.

Det er ikke til at blive klog på, hvordan vejret vil udvikle sig de næste timer, måske bliver det overskyet og snevejr igen, eller måske en mellemting som nu, hvor skyformationerne hvirvler forbi og smyger sig rundt langs tinder og bjergkamme. Men uanset hvad, så kan det vel ikke blive værre, end at man kan bestige Kala Patar, vi er jo trods alt snart ved at være vant til at gå i al slags vejr. Jeg har i hvert fald ikke længere lyst til at tilbringe eftermiddagen i opholdsstuen, dertil trækker det alt for meget i mig med muligheden for en ekstra bestigning, og så endda op til det allerhøjeste punkt vi overhovedet har mulighed for at nå på denne tur, nemlig 5.550 meter.

Jeg spørger rundt, men ingen af de andre kan lokkes med, så jeg indstiller mig på en "solo-bestigning", og klokken halv tre drager jeg afsted, kun iført en lille rygsæk med vand, kamera og enkelte andre småting.

Det viser sig at være lidt af en stroppetur. Ikke kun fordi luften er tynd, og enhver bevægelse medfører øjeblikkelig stakåndethed, men også fordi det kraftige snefald har gjort opstigningen yderligere kompliceret. På en god del af strækningen ligger der op mod en meter løs pulversne, i hvilket de forangående har frembragt 40-60 centimeter dybe "skridthuller". Det er et hårdt slid at gå op og ned af disse, men naturligvis endnu værre, så snart man træder ved siden af og står i sne til midten af låret. Og så er der nogle endnu værre strækninger med kæmpestore og uregelmæssige sten med dybe snefyldte huller imellem. Man skal passe godt på, at vandrestaven ikke forsvinder ned i et af disse huller, men endnu værre er det naturligvis, hvis en fod eller et helt ben pludselig smutter ned mellem to sten, så skal man vist ikke være særligt uheldig for at brække et eller andet.

Jeg bevæger mig opad i en - efter forholdene - rimeligt pæn fart. Det ser ud som om jeg er den sidste, der er på vej op, så for ikke at risikere at stå alene på toppen lægger jeg mig i overhalingsbanen og passerer en snes andre - støn pust!

Efter fem kvarters udmattende opstigning står jeg endelig på toppen, hundrede meter højere end jeg nogensinde før har bragt mig op ved egen hjælp. Udsigten er formidabel, selv om de højeste toppe desværre stadig er skjult bag skyer. Men Khumbu isfaldet ses tydeligt, og ligeså en lille gruppe telte oppe i Base Camp. Samt et utal af gletschere og søer samt lavere bjergkæder og -spidser, forrygende!

Vejret er stadig hurtigt skiftende, omend med en vis udvikling i retning af det mere overskyede. Men det er behageligt på toppen, næsten vindstille og ikke specielt koldt. Jeg bliver et kvarters tid deroppe, til jeg føler mig nogenlunde mættet af synsindtryk og min puls atter er tilbage på sit normale niveau.

Når jeg tænker tilbage på mine to pas-krydsninger i 5.450 meters højde (på Annapurna-trekket), så er jeg ubetinget bedre akklimatiseret og i bedre form nu. Ærgerligt at der ikke ligger en "trekking-peak" i 6.000 meters højde her i nærheden, så ville jeg føle mig helt klar til at prøve kræfter med den i morgen.

Nedturen varer knap tre kvarter og er bestemt ikke mindre teknisk krævende end opturen, omend naturligvis langt mindre belastende for lungerne. På en del af strækningen lykkes det mig at udvikle en art ski-glide-teknik, hvilket er ganske sjovt, men også særdeles koncentrationskrævende, og naturligvis ryger jeg også på halen en enkelt gang og kurer nogle meter ned ad skrænten.

Jeg er tilbage ved lodgen halv fem, og - lige som i forgårs - helt høj af min bedrift. Mine støvler er dyngvåde, men kun på ydersiden, mens mine sokker - og fødder - er tørre og varme. Længe leve Goretex!

Jeg skifter til sandaler, og det lykkes mig at tilkæmpe mig en støvletørringsplads i nærheden af den varme ovn samt en hjørneplads - til mig selv - på den polstrede bænkerække. Godt nok lidt langt fra ovnen og lidt tæt på et utæt vindue, men indtil videre kan jeg mageligt holde mig varm indefra. Blodet ruller raskere efter sådan en tur, og hele kredsløbet kører på højere omdrejninger et stykke tid.

Aftenen - kort som den er under disse omstændigheder - forløber som vanligt. Aftensmad (sulten som en ulv!) og lidt snak, læsning og dagbogsskriveri, før trætheden melder sig hen ad otte. I nat skal min medbragte filt-inderpose tages i brug, sammen med den - snart obligatoriske - varmedunk. Til overflod får jeg også Jacobs flaske, idet han synes det er for varmt med sådan en. Måske jeg skulle have købt en endnu bedre sovepose?



Mandag d. 27. oktober 2003

På toppen af Kala Patar
Det slog til med varmen! Efter den første tissetur - halv tolv - måtte jeg fjerne den ene af de varme flasker. Og efter den anden - halv tre - røg der en bluse og et par sokker.

Et øjeblik senere - sådan føltes det i hvert fald - banker det på døren, og Karnas morgenfriske stemme forkynder, at vejret er "beautiful", så tiden er inde til at føre vores aftale om en tidlig morgenbestigning af Kala Patar ud i livet. Et kig på uret afslører, at klokken er kvart over fem. Det er bælgmørkt udenfor, og der er is på indersiden af ruderne, gys.

Det tager mig kun ti minutter at blive klar, men klog af skade stiller jeg mig ikke ud i kulden og venter. I stedet kravler jeg ned i posen igen, så tager det kun to minutter at montere støvler, jakke og overtræksbukser, når de andre engang bliver klar. Klog disposition, for der viser sig at gå det meste af en halv time. Vi får lige en kop varm te eller kaffe til at give lidt varme i kroppen, inden vi - fem minutter i seks - begiver os på vej, iført masser af varmt tøj. Alligevel er det en kold oplevelse, for temperaturen er minus syv grader, og ind i mellem blæser der en frisk - og meget bidende - vind.

Rent teknisk er opstigningen betydeligt lettere end i går, fordi alle de dybe huller er udjævnet af fygning samt gårsdagens nedadgående vandrere. Alligevel tager det næsten en time mere end i går, inden vi endelig har alle på toppen. Et midlertidigt højdepunkt indtræffer lidt over halvvejs, da solen endelig løfter sig op over de høje bjerge og kaster sine velsignede varme stråler ned over vores forfrosne kroppe. Og det endelige højdepunkt naturligvis, da vi står på toppen, i fuldstændig klart vejr, og beundrer det mest fantastiske panorama jeg nogensinde har oplevet.

Alt står skarpt mejslet ud i den krystalklare morgenluft mod en næsten unaturligt blå himmel: Everest, Lhotse, Nuptse og Pomori samt det fantastisk smukke Ama Dablam lidt længere ude i horisonten. Og dertil et større antal gletschere, herunder naturligvis specielt Khumbu-isfaldet, der udgør det første step i den rute, der almindeligvis benyttes ved bestigningen af Mt. Everest. Forholdene må være rimeligt gode for en bestigning lige nu, omend der nok blæser en halv pelikan deroppe, at dømme efter størrelsen af den karakteristiske røgfane.

Som tiden går, myldrer flere og flere mennesker til tops, mens det derimod synes begrænset, hvor mange der kan tage sig sammen til at forlade dette fantastiske sted, som desværre ikke er ret stort og omgivet af næsten lodrette skrænter ned mod svimlende afgrunde, så efterhånden opstår der næsten tumultagtige scener. En japaner - medbringende videokamera og stort stativ - er tilsyneladende ved at gå i ekstase og står og udstøder vanvittige lyde, mens han lader sit kamera panorere hen over bjergene.

Vi tager en masse billeder af hinanden og sidder længe og nyder tilværelsen, inden vi endelig - hen ad halv ti - påbegynder nedstigningen. Efterhånden føler jeg også, at min mave ville være mere end lykkelig for at få noget at arbejde med. I mellemtiden har solen gjort sneen blød, hvilket får sporet til at skifte karakter. Til det sværere, synes nogen, jeg synes nu nærmest det bliver lidt nemmere.

Klokken er elleve, inden vi atter er tilbage, så tidspunktet må siges at være forpasset til morgenmad. I stedet bliver det en tidlig - og rigelig - frokost, som vi indtager ude i solen, siddende på nogle plasticstole. Bortset fra enkelte fjerlette skyer, der farer hen over vore hoveder, er det stadig perfekt vejr, og vi kan afføre os det meste af garderoben og nyde varmen fra den sol, som vi har måttet undvære de sidste par dage.

På toppen af Kala Patar, med udsigt til Mt. Everest
Vi snakker lidt om, hvordan vi skal disponere de ekstra dage, som vi pludselig har fået til rådighed, nu turen over Chola-passet er droppet. Ikke med min gode vilje i øvrigt, men ok, jeg bøjer mig for flertallet (bestående af alle de andre tre). Forbløffende nok bliver vi ret hurtigt enige om en plan for de 6-7 dage vi har tilbage, indtil vi skal med flyveren fra Lukla til Kathmandu. På kort sigt gående ud på, at resten af i dag står i afslapningens tegn, hvorefter vi vil forsøge at komme op til Everest Base Camp i morgen formiddag, hvis ellers det gode vejr fortsætter. Hvilket altså indebærer i alt tre overnatninger i 5.150 meters højde, men det ser jo ikke ud til at være noget problem, alle har tilsyneladende vænnet sig fint til højden.

Jeg bliver siddende i den bagende sol endnu en times tid efter frokosten, indtil jeg pludselig begynder at fryse og få hovedpine. Det må være kroppens reaktion på formiddagens (og de sidste dages) anstrengelser, kombineret med de voldsomme temperaturforskelle, så jeg vælger at følge kroppens vink og kravle ind i soveposen, efter at have indtaget et par kodimagnyler. Her ligger jeg så og småfryser en halv times tid, hvorefter jeg får varmen og falder hen i en halvdøs et par timer.

Så er klokken fem, og jeg har det heldigvis fint igen, hvilket jeg fejrer ved at iføre mig rene sokker og underbukser, for første gang i syv dage. Jeg er da forresten heller ikke blevet vasket i lige så lang tid - nåja, lige bortset fra svømmeturen i gletschersøen for fire dage siden.

Karna kommer - med vanlig sans for service - rundt med spisekortet og modtager vores bestillinger, og så må tiden være inde til at finde sig en plads i fællesrummet, hvilket kun lige netop lykkes. Her er godt fyldt op, men i det mindste er vi sluppet af med den støjende og dominerende gruppe af kvindfolk fra Singapore.

Efter maden skejer vi ud med en portion popcorn og en dåse Guldtuborg, der nu har nået sin maksimumspris (22 kroner), mums!

Klokken lidt over otte, da køkkenet - med forbløffende effektivitet - har fået affodret de tilstedeværende 20-25 turister, lyder det "Dal Bhat ready", og man ser de sultne og forventningsfulde udtryk i ansigterne på den halve snes guider og bærere, der ikke ville drømme om at spise andet to eller tre gange dagligt, evt. erstattet af en kop te eller lidt nudelsuppe til morgenmad.

Og i aften bliver klokken over ni, før jeg kommer i posen, hold da op, sikke noget natteroderi!



Tirsdag d. 28. oktober 2003

Afslapning foran lodgen i Gorak Sheep
Endnu en pragtfuld dag i højderne. Vejret er fuldstændig fantastisk, da vi står op og spiser morgenmad klokken halv otte. Dagen er afsat til en tur op til Everest Base Camp, der vel på en måde må siges at være turens endemål, selv om Kala Patar ligger et par hundrede meter højere.

Vi starter halv ni, iført en umådelig masse tøj, i erindring om den kolde tur op til Kala Patar i går. Det skal imidlertid hurtigt vise sig at være en eklatant fejldisposition, faktisk allerede et kvarters tid senere, da solen rammer os med fuld kraft og dermed indleder en brændende varm og vindstille dag. Af med overtræksbukser, jakke, handsker, hue og fleece, der kun med største besvær kan finde plads i og på vore små dagtursrygsække.

Umådelig flot tur på den morænerand, der løber langs gletscheren, og hvorfra der er mange fascinerende kig ned på gletscherens isbjerge, søer og klippeblokke i alskens former og størrelser.

Turen er ret lang men forholdsvis flad, med en nettostigning på kun et par hundrede meter, omend der er et ganske pænt antal lokale op- og nedture. Stien er allerede godt trampet til, men hist og her er den temmelig glat, hvor solen har smeltet det øverste lag af den hårdt sammenpakkede frostsne.

Svend er fuldstændig afkræftet i dag og må have hjælp til at bære sin rygsæk, og vi holder et utal af pauser. Så alt i alt ender turen derop med at vare tre og en halv time, men pyt, der er jo rigeligt at se på undervejs, og der er jo ikke rigtig andet vi skal nå i dag. Den eneste bekymring man kan have er mad- og drikkebeholdningen, men hvad pokker, i går fik vi ingen morgenmad, så kan vi vel også undvære frokosten i dag.

Endelig ved tolvtiden er vi fremme ved Base Camp, der ikke lige frem syder af liv. Hovedsæsonen for Everest-bestigninger er jo foråret, og lige i øjeblikket er der faktisk kun én ekspedition, der er i gang, tilhørende det canadiske firma Berg Adventures. Vi går gennem deres lejr og slår os ned på en flad plads lige i tilknytning til lejren, hvor vi sidder og nyder en kop medbragt kaffe. Svend har en rulle kokoskiks, Kim en plade chokolade og Jacob har nogle saltfisk, herlig lille frokost.

På vej op til Everest Base Camp
Vi falder i snak med en af ekspeditionens deltagere, en hyggelig ældre herre, der beredvilligt svarer på alle vore spørgsmål. De har åbenbart ligget her i over seks uger og håber nu på et topforsøg i løbet af den kommende uges tid. Stor oplevelse at være her og stå og se op i isfaldet og snakke med en af dem, der snart skal op og prøve kræfter med verdens højeste bjerg (efterfølgende tilføjelse: det lykkedes ikke).

Efter halvanden time begiver vi os afsted på tilbagevejen. Vejret er stadig fantastisk og scenerierne ganske eventyrlige, en helt enestående dag.

Vi er tilbage klokken fire og bestiller straks en større menu, der skal gøre det ud for både frokost og aftensmad, og da den er sat til livs - klokken halv seks - breder der sig en vis mathed over selskabet.

Det bliver tidligere end nogensinde, at jeg ligger i posen, efter at have taget min halve diamox, min vitaminpille og mine piller mod slidgigt (der virkelig synes at have en gavnlig effekt).



Onsdag d. 29. oktober 2003

Ny rekord - i nat måtte jeg ud og tisse fire gange! Heldigvis er toilettet indendørs, faktisk lige ved siden af, og heldigvis faldt jeg lynhurtigt i søvn igen hver gang. Det er en af bivirkningerne ved diamox, at det - ud over en let snurren i fingerspidserne - virker vanddrivende, men jeg føler helt klart, at disse gener mere end opvejes af, at jeg ikke ligger søvnløs og hiver efter vejret med kvælningsfornemmelser, som jeg før har oplevet det. Dog, denne gang er jeg temmelig godt akklimatiseret, så efter de sidste fire dage at have indtaget en halv tablet hver aften, så har jeg tænkt mig at stoppe nu, da vi i aften regner med at være tilbage i Dingboche, i "kun" 4.350 meters højde.

Morgenmaden er aftalt til halv otte, men er først klar klokken otte, hvilket for så vidt heller ikke gør så meget, da de andre skal bruge den sædvanlige halve time ekstra på at pakke. Det er mig en gåde, hvordan det kan tage mere end 5-10 minutter, men sådan er vi jo så forskellige. Personligt kan jeg så til gengæld gå fortvivlet rundt derhjemme i ugevis og gruble over, hvad jeg overhovedet skal tage med på sådan en tur.

Endelig halv ni er vi klar til afgang, og vejret er atter tindrende smukt, og - præcis som i går - isnende koldt de første ti minutter, indtil solen rammer os, og den helt store afklædningsseance påbegyndes.

Den første halve times tid, hvor stien snor sig lidt op og ned, er noget besværlig, fordi der mange steder ligger spejlblank is. Mere end en gang er jeg tæt ved at skvatte, men hver gang reddes jeg på målstregen, ikke mindst takket være min uundværlige vandrestav.

Herligt nu at kunne se de panoramaer, som vi gik glip af på vejen op i snevejret. Snart kommer der et langt fladt stykke, hvor isen er erstattet af mudder og små rislende smeltevandsbække, og efter et par timer er vi fremme ved Lobuche, hvor vi overnattede for fire dage siden.

Her sidder vi en god halv time og nyder en kop formiddagskaffe i solen, inden vi begiver os videre. Stien går mest nedad og ligeud, og panoramaerne er storslåede. Vi passerer et par yak-karavaner, og jeg tager en masse billeder og forestiller mig, at de sorte dyr mod den hvide sne kommer til at udgøre et smukt skue (jeg glæder mig allerede til at vise flotte lysbilleder på mørke vinteraftener).

Vi går over et pas, hvor der - udover en smuk udsigt - er en hel "memorial park" med mindesmærker for en masse døde bjergbestigere, blandt andet Scott Fischer. Jeg har hørt, at der et eller andet sted også skulle være et for danskeren Michael Knakkegaard, men det fandt vi nu aldrig.

Den sidste halve times tid inden Dingboche er solen helt forsvundet, og vi går på en slags græssæter, hvor der ind i mellem mangler store firkanter, hvilket antageligt må skyldes, at man udskærer tørv til et eller andet formål.

Klokken to er vi fremme ved "Snow Lion Lodge", der er nabo til "Peacefull Lodge", hvor jeg - for nogle dage siden - prøvede at aflægge besøg hos ejeren Kusang, men måtte nøjes med konen. Jeg forsøger ellers at overbevise Karna om, at vi skal bo hos dem, men han holder stædigt fast ved sit, han får jo nok provision ved at bringe os bestemte steder hen.

Nå, skidt, det er i hvert fald et rigtig dejligt sted. Vi starter med at indtage frokosten i solen ude i haven, og bagefter vasker jeg en smule tøj. Og herefter følger et af turens absolutte højdepunkter, i form af et - særdeles tiltrængt - varmt brusebad. Det er første gang i ni dage, at jeg har fået vasket andet end hænder og ansigt, så det er en ualmindelig dejlig fornemmelse at være helt ren og få rent tøj på.

Derpå går jeg en tur over i "Peacefull Lodge" i håb om at træffe Kusang, og minsandten om ikke det lykkes. Han er tydeligvis bevæget over besøget, men samtidig lidt genert, så det er en smule svært at holde en samtale i gang, også fordi hans engelskkundskaber er noget begrænsede. Jeg får dog ud af ham, at lodgen er ganske nybygget, rummer otte dobbeltværelser og et enkeltværelse (samt en dejlig spisestue), og at det i øvrigt løber fornuftigt rundt - så vidt jeg kan forstå. Så kan audiensen ikke rigtigt trækkes længere, og jeg slutter af med at tage et foto af ham.

I mellemtiden er klokken blevet fem, og den nedgående sol oplyser de nordlige bjergtoppe i varme rød-orange farver. Inde i den usædvanligt propre og hyggelige spisestue er der fuld knald på ovnen, og følelsen af at være på vej tilbage til civilisationen breder sig.

Det bliver hurtigt mørkt, og nu er det kun en smal nymåne, der oplyser bjergene. Jeg prøver at tage en serie fotos med fuld blændeåbning og stigende lukketider, spændende om det bliver til noget (senere tilføjelse: det gjorde det desværre ikke).

Vi har aftalt at starte tidligt i morgen, med morgenmad halv syv og afgang syv, men mon dog ikke den så alligevel går hen og bliver halv otte? Meningen er at lave den dagsudflugt, der gik i vasken sidst vi var her. Altså op i sidedalen til landsbyen Chhukhung, hvorfra der går en sti stejlt op til Chhukhung Ri i 5.550 meters højde.



Torsdag d. 30. oktober 2003

Sover særdeles godt, og diamox-stoppet bevirker, at jeg "kun" skal på toilettet to gange. Begge gange må jeg lige ud og beundre den fantastiske stjernehimmel, men ikke ret længe, for selv om vi nu er kommet otte hundrede meter længere ned, er det stadig isnende koldt om natten.

Mit armbåndsur bipper kvart i seks. Jeg ligger og sunder mig 5-10 minutter, inden jeg får taget mig sammen til at forlade den varme pose og vække de andre, med utydelig mumlen og grynten til følge.

Jeg er i fællesrummet halv syv som aftalt, men så er der heller ikke andre, ud over Karna og bærerne, der - som sædvanlig - ligger på bænkene og sover, kun beskyttet af tæpper, tænk at de ikke dør af kulde! Der er heller ikke tændt op i ovnen, og først da jeg 15-20 minutter senere får serveret et krus dampende varm te, begynder der langsomt at komme liv i mine fingre.

Vi skal jo på en udflugt op i dalen, men den behøver bærerne naturligvis ikke at deltage i, så de bliver sendt direkte afsted til Dewoche, med besked om at reservere værelser samt hænge vores - endnu ikke tørre - vasketøj op.

Som ventet kommer vi ikke afsted klokken syv, omend forsinkelsen dog kun bliver på tyve minutter denne gang. Ham der skal beregne bundlinien på vores regning er endnu ikke vågnet op, så vi aftaler at ordne dette mellemværende senere på dagen, når vi - efter formiddagens "bjergbestigning" - atter passerer Dingboche på vejen ned.

Himlen er klar, og solen skinner allerede på de omkringliggende bjergtoppe, men endnu ligger dalen i skygge, og det er bidende koldt. Vi går gennem en øde og gold dal et par timer, indtil vi - fire hundrede højdemeter længere oppe - kommer til Chhukhung (svært at stave), der består af en god håndfuld lodger. Her tilbringer vi en god halv times tid med at hvile ud og drikker te/kaffe, inden vi påbegynder opstigningen af det 5.550 meter høje Chhukhung Ri.

Begyndelsen er ikke så svær, idet den består i at krydse en - lettere forgrenet - flod. Over hovedløbet er der heldigvis en bro, men et par sideløb må krydses via glatte og isbelagte sten. Og herefter begynder det at gå op, altså sådan rigtigt "nepali up". Små bitte skridt er den eneste farbare metode i denne højde, og alligevel må man jævnligt stoppe helt op for lige at få pulsen tilbage i "det grønne område". Det gør nu heller ikke så meget, for pauserne kan man passende udnytte til at kaste et blik tilbage og beundre den stadig mere fantastiske udsigt over den snedækkede dal samt de mange gletschere og bjergtoppe i området.

Det er først og fremmest det smukke Ama Dablam, der stjæler billedet, men også Island Peak, hvis Base Camp ligger her i nærheden, påkalder sig uundgåeligt en vis opmærksomhed. Og så er der jo alle de andre, lidt fjernere, som f.eks. Peak 38, Lhose, Mt. Everest og Nuptse. Og også mod vest og syd er vi omgivet af høje sneklædte bjerge, der dog ikke er helt så kendte som de nævnte.

Jeg lægger mig i spidsen, de andres tempo forekommer mig trods alt en anelse for langsomt. Omkring halvvejs oppe kan jeg se, at Jacob vælger at stoppe, mens de to andre fortsætter.

Oppe omkring de 5.400 meter kommer jeg til en bjergkam, hvorefter resten af opstigningen, cirka 150 højdemeter, skal foregå langs denne. De første fem minutter er det nemt nok, men så begynder sværhedsgraden godt nok at tage til. Der er ikke længere nogen egentlig sti, kun et 5-10 meter bredt område bestående af store, skråtliggende klippeblokke, der ind i mellem er dækket af is og sne. Og for fuldstændighedens skyld skal det også lige nævnes, at der er mange hundrede meter ned til begge sider og meget stejlt.

Jeg klatrer videre, med brændende lunger, nu vel kun cirka halvtreds meter fra toppen. Så ser jeg, at de to andre er stoppet lidt længere nede, og et kig på uret afslører, at klokken nærmer sig tolv, som er det tidspunkt vi beregnede at påbegynde nedstigningen for at være nogenlunde sikre på at kunne nå at tilbagelægge den lange tur ned til Dewoche inden mørkets frembrud.

Pokkers, jeg hader tanken om at vende om halvtreds meter fra en bjergtop, og når jeg så oven i købet ved, at jeg har tilstrækkeligt med luft og kræfter til sagtens at kunne klare det sidste stykke også, men det er der altså ikke noget at gøre ved. Jeg sætter mig på en nogenlunde komfortabel klippe og puster ud og fotograferer og nyder udsigten, før jeg atter påbegynder nedstigningen, og kort efter er jeg atter der nede, hvor de andre valgte at stoppe.

Resten af nedturen tilbagelægges i småløb, hvilket Karna synes er enormt sjovt. Han har en næsten uudtømmelig energi, og da vi på et tidspunkt opdager en flok bjerggeder, løber han spontant efter dem, bare for sjov.

Da vi atter er nede i landsbyen trænger vi ganske alvorligt til et hvil samt noget at spise og drikke, hvilket vi tilbringer de næste halvanden time med, siddende i en dejlig solbeskinnet gård. Men så er det godt nok også ved at være på tide at komme afsted, altså lige så snart Svend har fået rullet og røget en cigaret.

Endelig kommer vi afsted, iført ekstra tøj nu, for det er i mellemtiden blevet delvis overskyet og blæsende koldt. Jeg lægger mig i spidsen sammen med Jacob, og vi tilbagelægger turen ned til Dingboche på en time, hvilket er dobbelt så hurtigt som opturen i morges.

Vi sætter os ind på "Snowline Lodge" og afventer bagtroppens ankomst, hvilket indtræffer et kvarters tid senere. Så skal vi lige have betalt regningen, hvilket af en eller anden grund tager ret lang tid, og til sidst skal Svend lige have en cola.

Endelig, tyve minutter i fire, kommer vi afsted, men nu er det altså også ved at være på høje tid. Igen er det Jacob og jeg, der har mest energi og derfor lægger os i spidsen, mens de to andre, specielt Svend, ikke har meget mere overskud.

Det bliver godt nok også en lang og hård dag, med 1.150 højdemeter op og 1.800 meter ned, fordelt over 10½ time, pyha! Det er rart, efterhånden som vi kommer nedad, at begynde at kunne se træer igen, og da vi - hen mod slutningen af turen - kommer til den temmelig store landsby Pangboche, støder vi på de første børn, der tigger om kuglepenne og slik. "Hello Pen" og "Bon Bon", så nærmer vi os atter mere "civiliserede" områder - på godt og ondt.

Lige efter Pangboche møder vi vore søde og hjælpsomme bærere, der vist er blevet lidt bekymrede over vores sene ankomst. De tilbyder at bære vore rygsække, men vi vurderer, at det nok er bedre at de venter på Kim og Svend og aflaster dem.

Et par minutter efter at vi har forladt dem kommer de spænende tilbage med værelsesnøglen, altså hvor betænksomt. Heldigvis går det nu mest nedad resten af vejen, og den lille stigning efter broen får hurtigt pulsen tilbage i ubehagelige højder. Det er ved at udvikle sig til en kamp mod uret, for vi ved, at det begynder at mørkne halv seks og er bælgmørkt klokken seks.

Vi ankommer til "Ama Dablam Garden Lodge" tyve minutter i seks, og det sidste kvarters tid er det faktisk temmelig mørkt, fordi vi går inde i en skov, og tilmed er det overskyet, så der ikke er hjælp at hente fra måne og stjerner.

Nøglen er til rum nummer seks, der viser sig at være lodgens eneste med elektrisk lys. Til gengæld er den enlige pære i loftet så kraftig, at den også oplyser naboværelserne, da væggene ikke går helt op til loftet her. Værelset er rent og pænt, men mangler desværre enhver form for afsætningsplads, så der bliver hurtigt trængsel i det smalle stykke mellem sengene.

Mens vi pakker lidt ud og skifter støvlerne ud med noget mere komfortabelt fodtøj ankommer Kim og Svend og Karna og bærerne, kun et kvarters tid senere end os andre. Snart sidder vi alle nede i den hyggelige og varme stue, hvor ovnens brændstof består af træ i stedet for de sædvanlige yakmøg-briketter.

Her er godt fyldt op, idet en stor gruppe italienere fylder omtrent halvdelen og en lidt mindre gruppe amerikanere halvdelen af resten, og så må vi øvrige klemme os sammen på den sidste fjerdedel af pladsen. Vi sludrer lidt med en amerikaner, der er på vej op til Pheriche for at arbejde på "hospitalet" deroppe, hvilket naturligt fører samtalen ind på diamox, som tre af os har haft så god nytte af (kun Kim har ikke følt noget behov i den retning).

Priserne er nu langsomt ved at vende tilbage til det mere acceptable igen, f.eks. femten kroner for en øl, og der er fuld enighed om, at det er på sin plads at ofre en omgang på at fejre en vellykket gennemførsel af et meget hårdt dagsprogram. Svend slår ud med armene og konstaterer, at der også skal gives en omgang til Karna og bærerne. Karna vil dog hellere have en lille flaske "Everest Whisky", der koster cirka det samme. Bærerne fniser genert, det er vist sjældent de drikker øl, selvom de er henholdsvis 19 og 21 år, og den ene kan faktisk dårligt finde ud af at åbne dåsen.

Der kommer en portion "chili-snacks" på bordet "on the house", meget smart påfund, eftersom de er så hvinende stærke, at vi er nødt til at bestille endnu en omgang øl, der - efter at maden endelig dukker op - bliver til en tredje, det er jo det rene orgie.

Men skidt, ulykken er til at overse, da der ikke vil blive stillet så store krav til os i morgen. Svend har nemlig proklameret overliggerdag, og så bliver det vel sådan. Ikke at det generer mig, vi har jo faktisk stadig en enkelt overskudsdag, og muligheden for at lave interessante udflugter er nok større her end længere nede.

Rekord i sen sengetid, idet den når at blive halv ti, inden jeg kryber ned i posen. Her er frygtelig lydt. Træskillevæggene er fyldt med huller og sprækker, og så når de som sagt heller ikke helt op til loftet. Nogle taler sammen, mens andre snorker højlydt, og atter andre har pådraget sig den berygtede "Khumbu Cough", heriblandt (især) Jacob og (i lidt mindre grad) Kim.

Jeg kan ikke lade være med at glæde mig over, hvor godt jeg har klaret mig helbredsmæssigt, lige bortset fra den gang diarré den første uge. Ingen højdeproblemer, ingen forkølelser, ingen blødninger eller betændelser og ingen problemer med slidgigten. Eneste skavanker er en øm og sprukken overlæbe (har vi alle, også Karna) samt et lille slidsår på storetåen, forårsaget af den lange nedtur i dag.



Fredag d. 31. oktober 2003

Sover igen fortræffeligt. Efter første toiletbesøg - omkring midnat - må jeg sande, at det faktisk er blevet for varmt til fleece-inderposen, og efter andet - klokken halv seks - kan jeg ikke falde i søvn igen. Omkring klokken seks skal de mange italienere op, og rummene genlyder af skramlen, bump, fodtrin og stemmer.

Så er det i hvert fald med sikkerhed slut med at sove, så i stedet tager jeg min pandelampe og læser et halvt hundrede sider i min udmærkede bog. Det er Henning Mankells "Pyramiden", der er udgivet efter de otte fortræffelige romaner i serien om kriminalkommissær Wallander. Denne adskiller sig fra de foregående ved at bestå af en håndfuld historier fra tiden før den første af de otte nævnte romaner.

Klokken halv otte går jeg ned for at spise morgenmad, og til min store overraskelse er Kim allerede dernede, han som ellers er den ivrigste fortaler for at sove længe om morgenen. Jeg har efterhånden vænnet mig til en fast morgenmadsmenu bestående af osteomelet og tibetan bread, i dag dog med "milk coffee" i stedet for den evindelige "lemon tea" eller "hot lemon".

Solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg har bestemt ikke til hensigt at bruge dagen på at sidde på min flade og drive den af. Først skal der vaskes en smule, det bliver så også sidste gang inden vi - om tre dage - er tilbage i Kathmandu. Jeg vasker i en plasticpose med iskoldt vand, måske ikke lige det allermest effektive, men skidt, bare det værste støv og sved forsvinder. Og med solskin og frisk vind kan det vel nå at tørre før middag, inden de efterhånden faste eftermiddagsskyer dukker op.

Og så afsted på en lille udflugt. Jeg har udset mig en bakkekam oppe bagved, som vel er 2-300 meter høj. Karna oplyser, at der går en sti op henne fra landsbyens sidste hus, så den prøver jeg at finde. Det går nu ikke så let, for alle stier op i terrænet synes at ende blindt. Efter adskillige forgæves forsøg beslutter jeg simpelthen bare at prøve at pløje mig vej op gennem skoven, der består af lave rhododendrontræer og noget tæt stikkende krat, men pyha, det er hårdt, jeg kunne have haft nytte af en machette. Adskillige gange ender jeg i et ganske ufremkommeligt krat og må kravle et stykke ned igen og forsøge en anden kurs.

Sådan går der en halv time, og jeg er lige ved at opgive, da jeg pludselig støder ind i en tværgående sti. Efter at have orienteret mig lidt vælger jeg at gå til venstre, idet denne retning trods alt ser ud til at føre lidt opad. Efter nogen tid står det dog klart, at stien ikke fører op på toppen af bakken, men nærmest følger en højdekurve uden om den. Men skidt, hellere følge den og se, hvor jeg ender end at fortsætte den ulige kamp med den tætte skov.

Der er flotte udsigter bagud over floddalen og op til Tyanboche med det store kloster, når der af og til er en åbning mellem rhododendrontræerne. Desværre er de første skyer allerede ved at dukke op sydfra, pokkers, det bliver da også tidligere for hver dag.

Jeg runder "hjørnet" af bakken og kan se langt op i den dal, som vi kom ned gennem i går, inden stien drejer videre om på den anden side af bakken og åbner for en udsigt til en helt ny dal. Snart går stien ned i denne dal, hvor der ikke er skygge af mennesker at se. Eneste spor af civilisation er et enkelt primitivt hus og nogle stengærder samt en masse yakokser. Et par gange er jeg faktisk lige ved at buse ind i en af dem, fordi jeg går og holder øje med mine fødder og stien. Det synes der dog ikke at være noget farligt i, yak'erne er ret sky og ser ud til at være mindst lige så bange for mig som jeg er for dem.

Det er en smuk og frodig dal, der strækker sig opad mod høje sneklædte bjerge. I midten løber en brusende flod, og ind i mellem er der små grupper af rhododendrontræer. Tanken om at fare vild strejfer mig, nu jeg er mutters alene og ingen aner hvor jeg er, men stien er nogenlunde tydelig og løber mellem floden og en bjergside, så det burde næsten ikke kunne gå galt.

Klokken halv tolv - efter knap to timers vandring - beslutter jeg, at tiden må være inde til at vende om. Der kommer stadig flere skyer, og der blæser en kold vind. Desuden medbringer jeg kun en liter vand og intet som helst spiseligt. Det kunne ellers være ganske sjovt at komme højere op i dalen, men fornuften sejrer.

Jeg holder en hvilepause, drikker lidt vand, tager et selvportræt og påbegynder tilbageturen, iført lidt ekstra tøj. Turen ned til yakokserne forløber uden problemer, men da jeg skal prøve at finde stien, der bragte mig rundt om bakken, vil det ikke lykkes. Det ligner en gentagelse af oplevelserne på den anden side af bakken, og efter flere forgæves forsøger aser jeg direkte op gennem rhododendronskoven, der dog på denne side heldigvis ikke har tornekrat som bundbevoksning.

Det går stejlt opad, og pludselig - hurtigere end ventet - står jeg oppe på den bjergkam, som var det oprindelige mål. Det er en hel lettelse atter at kunne se ned til Dewoche, efter flere gange at have følt mig noget på vildspor.

Problemerne er dog ikke endt endnu, for trods intens afsøgning lykkes det mig ikke at finde en sti ned herfra. Følgelig må jeg endnu en gang pløje mig vej gennem krat og træer, og ti minutter senere rammer jeg heldigvis atter den sti, der går rundt om bakken. Den følger jeg så et stykke tid, hvorefter der kommer en forgrening ned til højre, som jeg slår ind på, og et kvarter senere er jeg atter nede i landsbyen.

Det sidste stykke ned fører gennem en gruppe huse, der kunne se ud til at være den oprindelige landsby, fra længe før trekking-industrien førte til opførelsen af den ene lodge efter den anden. Hist og her sidder en gammel furet morlille uden for en faldefærdig rønne, og mit høflige "Namasté" fører kun til en måbende stirren, som om jeg var en marsmand. Det er som med motorveje, folk skal bare hurtigst muligt op i Everest-området, og meget få under sig selv den oplevelse at forlade hovedstien og gå nogle få hundrede meter væk. Det er jo også stort set det, som vi selv har gjort, men hvis man havde bedre tid ville der utvivlsomt være mulighed for masser af spændende oplevelser "off the beaten track".

Jeg er tilbage ved "Ama Dablam Garden Lodge" klokken et, hvor det efterhånden er ved at være overskyet og koldt. Svend er i gang med at vaske, mens de to andre sidder uden for og skriver dagbogsnotater. Vi bliver enige om at rykke inden for i den allerede opvarmede spisestue og indtage frokosten, og bagefter sidder vi og småsløver med læsning og skrivning.

Klokken halv fire begiver de andre sig op for at overvære eftermiddagsceremonien i Tyangboche-klostret. Det gjorde jeg jo imidlertid allerede for en uges tid siden, så jeg vælger i stedet at blive siddende og få opdateret dagbogen.

Igen i aften bliver her godt fyldt op med et internationalt publikum fra blandt andet Tyskland, Japan og Ukraine. Og igen i aften ryger der et par pilsnere indenbords. Jeg vover mig uden for standardrepertoiret med en "vegetable cheese pizza", der faktisk smager betydeligt bedre end man kunne forvente.

Trætheden melder sig allerede klokken otte, men først må jeg lige udenfor en tur og checke vejret. Eftermiddagens skydække er væk og erstattet af en smuk stjernehimmel samt en halvfuld måne, der kaster sit blege lys på Ama Dablams kridhvide tinde, smukt!



Lørdag d. 1. november 2003

    Udsigt sydpå fra Tengboche
Vi har aftalt vækning kvart i syv og afgang halv otte, med indtagelse af morgenmad oppe på "Café Tengboche", som ifølge rygtet skulle være leveringsdygtig i friske brødprodukter. Desværre får jeg rykket tidspunktet en time og begynder at pakke og vække de andre allerede kvart i seks. En søvndrukken Jacob gør mig opmærksom på fadæsen, hvorefter jeg skynder mig ned i posen igen og læser lidt og slumrer endnu en halv times tid.

Vejret er som de andre morgener det sidste stykke tid, klart og temmelig koldt. Vi når op til Tengboche-højen præcis klokken otte, netop som solen kryber frem bag bjergene og får nattens rim til at tø på husenes tage og jordens græs.

Caféen er nydelig og har et stort udvalg af konditorprodukter, men desværre meget lidt i retning af rigtigt brød. Vi deler to halvkedelige tørre brød med nogle humpler ost, mens jeg sidder og længes efter cheese omelet og tibetan bread.

Ude igen nyder vi den varme sol og beundrer den suveræne udsigt, inden vi endelig løsriver os og påbegynder den stejle nedtur til floden, som vi skal krydse 600 meter længere nede. Skøn tur mellem duftende fyrretræer og med de mest forrygende udsigter.

Kort efter flodkrydsningen holder vi en kaffe- og tepause på et varmt og solbeskinnet sted, hvor vi alle benytter lejligheden til at stuve jakker og trøjer og huer og handsker ned i rygsækkene. Jeg sidder og nyder solen med blottet overkrop, hvilket får en nepaleser til at pege på min behårede krop og fnisende udbryde "yak".

Så starter den 700 meter høje opstigning til det japanske "Everest View Hotel", som vi har besluttet at besøge på vejen tilbage til Namche. Jacob og jeg har godt nok allerede været der på vejen op, men skidt, det giver jo mulighed for en spektakulær udsigt over de bjerge, som vi nu er ved at skulle sige farvel til.

På vejen op skifter vejret - ret pludseligt - karakter. Ikke særligt overraskende, for sådan er det gået de fleste dage, altså med skyer, der trækker ind sydfra ved middagstid, men alligevel lidt ubehageligt. I løbet af mindre end en time skifter det fra strålende varm solskin til lavthængende, fugtige og blæsende skyer, og da vi endelig når op til det legendariske hotel med den fantastiske udsigt må vi erkende, at vi er for sent på den.

Vi slår os stædigt ned på terrassen, men må snart overgive os og flygte indenfor, hvor udsigten gennem de store panoramaruder er lige så god (eller dårlig) og temperaturen en anelse mere udholdelig. Menukortet er betydeligt mere appelerende end de sædvanlige, og priserne ikke urimeligt høje, så vi bestiller "Chicken Curry Bombay", "Filet Mignon" og andre retter med kosmopolitiske navne.

Mens vi venter på maden, sidder vi og morer os over et par frække ravne, der kaster sig over de efterladte sukkerskåle ude på terrassen. Den ene vælter simpelthen skålen, mens den anden - med stor sikkerhed og elegance - er i stand til at løfte låget af. Vi morer os også lidt over fire japanere med meget avanceret fotoudstyr. De er tilsyneladende blevet fulgt herop af fire lokale guider, der forlader dem igen nu, mens japanerne indskriver sig for en overnatning (hvorefter guiderne formentlig kommer op igen i morgen og hjælper dem ned til Namche).

Efter lang ventetid ankommer maden, som er ganske udmærket, omend portionerne er temmelig små. I hvert fald er det rart med en smule kød, så vi gradvist kan vænne vore maver til Kathmandus kommende bøforgier.

Der er stadig ingen særlig ændring i vejret, da vi stiger de fem hundrede meter ned til Namche Bazar. Dog letter skyerne lige en anelse mod vest, så vi får et flot view ned over en dyb dal med en rivende flod og indtil flere smukke vandfald.

Oppe fra kan vi se, at der i dag (angiveligt fordi det er lørdag) er et stort tibetansk marked, som ser enormt farverigt og spændende ud på afstand, men som senere viser sig at bestå af 99% kinesisk skrammel.

Vi bliver indlogeret på samme hotel som sidst, omend i større og bedre værelser, og efter en nødtørftig udpakning - og efter at det på ganske kort tid er lykkedes Jacob at få forlagt nøglen til vores værelse - begiver vi os en tur ud i byen for at nyde goderne i denne "civilisationens forpost". Først besøger vi det omtalte tibetanske marked, som vi dog hurtigt bliver trætte af, og snart efter er vi spredt rundt om i byen.

Det første jeg gør er at forsøge at tilbagesælge de bukser og den bluse, som jeg - lidt i panik - købte her på vejen op, men alligevel ikke fik brug for og ikke har meget lyst til at slæbe med hjem, fordi størrelserne faktisk er i underkanten. Men ikke om det kan komme på tale, selv om jeg så tilbyder at gå helt ned på en tredjedel af købsprisen. Nå skidt, så må jeg jo finde nogle "værdigt trængende", som jeg kan forære det til.

Jeg går ind i et supermarked (!) og køber chokolade, chips, en øl og en appelsin, man kan jo gå helt amok, når man pludselig har adgang til alle disse dejlige ting til rimelige priser. Også meget sjovt at gå rundt og kigge på tøj og smykker og den slags, fordi sælgerne ikke er nær så emsige her som i Kathmandu. Jeg køber nogle halskæder til brug for gaver, vist nok til en ganske rimelig pris, tror jeg da.

Tilbage på hotellet nyder vi en lille appetizer i form af en portion popcorn og en pilsner, mens vi afgiver vore bestillinger på aftensmad. Ingen nyheder på spisekortet, ud over at priserne er faldet en smule på maden og en hel del på drikkevarerne. Namche var det sidste sted på vejen op, hvor vi købte mineralvand på flaske, inden vi gik over til kogt vand, så nu må tiden være inde til at vende tilbage til det sikre, når nu prisen igen er helt nede på 4,50 kr. pr. liter.

Til maden konsumerer vi whisky, rom og cola, indkøbt nede i byen til høkerpriser (dette ord foreslog mit kreative tekstbehandlingsprogram i øvrigt erstattet med 'hørebriller', men det synes jeg nu ikke rigtigt gav mening), hvilket afgjort giver den indre varme. Det er nu også påkrævet, eftersom de er yderst tilbageholdende med at putte brændsel på kakkelovnen. Det kan måske hænge lidt sammen med, at vi er de eneste der bor her, bortset fra tre af de singapor'er, der har "forfulgt" os de sidste par uger.



Søndag d. 2. november 2003

Morgenmad klokken syv og afsted kvart i otte i det sædvanlige smukke vejr. Lidt vemodigt at starte på den sidste trekkingdag, men når man nu har indstillet sig på, at det er ved at være slut, så må jeg da også indrømme, at jeg glæder mig til at komme ned til alle Kathmandus lyksaligheder.

Undervejs på den stejle nedtur kan jeg mærke, at også min højre fod glæder sig til nogle dages hvile, ligesom begge fødder trænger voldsomt til at forlade det svedigt-varme støvle-miljø til fordel for et par luftige sandaler.

Dejlig tur ned gennem skoven, hvor vi får det sidste afskedskig op til Everest, og hvor det varme tøj snart forsvinder ned i rygsækkene. Efter en lille times knæknusende nedtur når vi den smukke, brusende, blåhvide flod, som vi går ned langs med de næste 3-4 timer, med adskillige krydsninger samt et utal af små og større op- og nedture.

Ved ellevetiden begynder skyerne som sædvanlig at komme sejlende ind sydfra og samle sig over bjergkammene på begge sider af os, men det er så heldigt, at solen står direkte i syd, i dalens retning, så vi har glæde af dens varme stråler til hen ad et, hvor vi spiser en let frokost.

Da vi skal til at gå, begynder det minsandten at regne, så vi ifører os regntøj inden det - et kvarters tid senere - står klart, at det kun bliver til lidt smådrypperi. Den næste times tid skifter det konstant mellem småregn, truende gråvejr og enkelte solstrejf, indtil vi når frem til Chuplung, hvor vi overnattede på vejen op (yaksteak-stedet), og her snupper vi lige en halv times hvil og et par kander te/kaffe.

Straks efter at vi går videre herfra, deler stien sig. Den ene gren går tilbage mod Jiri, hvor vi oprindeligt startede fra, og den anden går op mod Lukla, hvorfra vi skal flyve tilbage til Kathmandu i morgen tidlig. Vejret er underligt, nærmest en smule uhyggeligt. Det er helt vindstille, og der ligger tunge mørke skyer oppe over skråningen, mens enkelte solstrejf slipper igennem ude over den langstrakte dal mod syd, langs hvilken vi - for over to uger siden - kæmpede os vej op.

Det ser faktisk ret flot ud, men da jeg prøver at tage et billede, opdager jeg til min rædsel, at mit kamera er fuldstændig dødt. Min første tanke gælder batterierne, men dem skiftede jeg for mindre end ti film siden, og desuden plejer der jo at komme nogle advarsler først. Dernæst kommer jeg i tanker om, at kameraet faldt på gulvet under frokosten, så måske der er smadret et eller andet, pokkers. Jeg tror jeg vil prøve at gå ind i en fotoforretning i Kathmandu og høre, hvad de mener.

Hen ad fire er vi oppe ved Lukla, heldigvis uden at det forventede uvejr er brudt løs. Byen virker ikke umiddelbart som en "lufthavnsby", den er nærmest sådan lidt småbeskidt og ulækker, helt anderledes end f.eks. Namche.

Vores hotel ligger i en kæmpemæssig toetagers betonbygning, hvor underetagen består af værelser og overetagen af en enorm opholdsstue i smuk og konsekvent gennemført buddhistisk stil og med store panoramaruder ud mod dalen. Her er også mulighed for at få et varmt bad, hvilket vi straks går i gang med på skift at gøre, det er også ved at være fem dage siden sidst, så det er ganske tiltrængt og meget dejligt.

I spisestuen er der helt nye fristelser, f.eks. friskpresset appelsinjuice (11 kroner), "Sizzling Yak Steak" (25 kroner) og "Panorama Mushroom Vegetable Pizza" (20 kroner), for ikke at tale om rødvin (80 kroner for en flaske). Det ender naturligvis med, at vi må prøve det hele og mere til, og Svend påtager sig at løbe en tur ud i byen efter cola til de to små flasker Everest-whisky, som vi har til overs fra i går (personligt foretrækker jeg nu at drikke den ren frem for at hælde det søde klisterstads i).

Vinen og maden er glimrende, og midt i det hele kommer tre svært bevæbnede soldater ind i restauranten og går rundt og "inspicerer". Vi er jo atter kommet tæt på grænsen til "maoist-land", og Lukla - med lufthavnen - er naturligvis et særdeles vigtigt strategisk mål, så der er ikke noget at sige til, at militæret er oppe på mærkerne her.

Vi skal - ifølge vores flybilletter - afsted klokken 9:20 i morgen, men det er åbenbart bare sådan rent proforma. Vi får nemlig at vide, at vi skal spise morgenmad klokken seks og gå over til lufthavnen halv syv, hvorefter vi simpelthen kommer afsted så hurtigt som de meteorologiske forhold tillader det. Godt nok, mig generer det ikke at skulle tidligt op, og jo før vi kommer tilbage til Kathmandu jo bedre, nu trekkingturen alligevel er slut.

Jeg tager lige et kig på vejret klokken ni, hvor der ligger en tæt tåge over området. Forhåbentlig letter den til i morgen tidlig, for dette er ikke et sted, hvor jeg har lyst til at tilbringe mere tid end højst nødvendigt, specielt ikke når man tænker på, at alle Kathmandus fristelser ligger og venter forude.



Mandag d. 3. november 2003

Tilbage i Kathmandu – her på Café Pumpernickel
Kathmandu, I'm back! Der er ingen andre byer i verden, som jeg i den grad nyder at komme tilbage til. Trods trafikkaos, menneskemylder, larm, skidt og luftforurening føler jeg mig straks godt tilpas ved at slentre rundt i de smalle gader, kigge på mennesker, templer og butikker og falde ind på restauranter og caféer og sidde og lytte til tresser- og halvfjerdsermusik i solen eller under en parasol og spise og drikke for ingen penge og slentre videre og blive barberet og masseret og - ja, simpelthen forkælet.

Nå, men da alarmen lød lidt i halv seks i morges, var vi jo endnu i en helt anden verden, nemlig i Lukla i 2.850 meters højde oppe i Himalayabjergene. Et kig ud af vinduet afslørede heldigvis smukt og klart vejr, så ingen flyproblemer i denne ende, tilbage var så bare at krydse fingre for, at der ikke var tåge i Kathmandu.

Den bestilte morgenmad ankommer til tiden, og det samme gør mine medrejsende. Såvel Karna som bærerne har iført sig pænt nyt (eller i hvert fald rent) tøj. Det er også en stor dag for bærerne, da det er første gang de skal ud og flyve.

Der er kun ti minutters gang over til lufthavnen, der er omgivet af pigtråd og svært bevæbnede soldater. Startbanen må være en af verdens stejleste. Den er ikke ret lang, men hælder til gengæld mindst 20-30 grader ned mod den dybe floddal dybt nede.

Den lille lufthavn er præget af hektisk mylder, der næsten ligner kaos, men det ser nu alligevel ud til, at der er styr på tingene. Bagagen vejes ind, og vi stiller os op i en security-check-kø, som vi er igennem på et kvarters tid.

Kort efter kommer det første lille fly til syne, og af- og pålæsning af passagerer og bagage sker i løbet af forbløffende få minutter, næsten som en nøje tilrettelagt militær operation. Alligevel er det næste fly ankommet, inden det første atter er klar til afgang. Sådan går det slag i slag, med et mellemrum på cirka fem minutter mellem flyene, og på et tidspunkt når der at være hele fire fly under af- og pålæsning samtidig. Imponerende, det er jo en veritabel luftbro, der pumper omkring to hundrede nye turister ind i Khumbu-regionen pr. time.

Snart ankommer fly nummer tre fra "Yeti Airlines", svarende til det nummer, der står på vores boardingkort, og få minutter senere har vi indtaget vore pladser i det lille tomotorers fly, der kan rumme sytten personer. Endnu et par minutter senere bringes motorerne op på fulde omdrejninger, bremserne slippes, og vi drøner ud ad startbanen og ud under den tindrende klare Himalayahimmel, som vi har vandret under de sidste tyve dage. Jeg havde håbet på et sidste kig tilbage over Everest og de andre tinder, og har derfor omhyggeligt sørget for at få et sæde i højre side, men view'et skråt tilbage ødelægges desværre af en flymotor. Jeg må så nøjes med at nyde synet af de utallige halvhøje bjerge og dybe dale, som vi overflyver i bekvem udsigtshøjde, men det er nu også både smukt og interessant.

Efter en halv times flyvning lander vi i Kathmandu, hvor alt foregår lige så effektivt som i Lukla, og hvor vejret er akkurat lige så mildt og dejligt som forventet. Det varer ikke længe før vi - med Karnas hjælp - er stablet ind i to taxaer med kurs mod Highlanders kontor.

Vi har besluttet at tage afsked med vore hjælpere ved at invitere dem på morgenmad i den dejlige haverestaurant overfor. De to bærere er generte og kan slet ikke finde ud af, hvad de vil have, de er vist mest trygge ved dal bhat og noodle soup. Karna har købt nogle temmelig rædselsfulde kinesiske tasker til os. Så håber jeg sandelig at vores afskedsgaver til dem - i form af rigelige drikkepenge i cool cash - finder større anvendelighed. Omsider får vi afsluttet afskedsseancen og får udleveret den deponerede bagage og flybilletterne.

Vores samlede habengut kan lige netop være på en cykelrickshaw, som vi eskorterer hen til "Fuji Guest House", hvor vi reserverede værelser før trekket. Det varer lige et øjeblik, før værelserne er klar, og vi tilbringer ventetiden med en kop kaffe ude i gårdhaven, før vi indtager de luksuriøse værelser, der både har balkon og eget bad, og så ligger hotellet i øvrigt dejligt tilbagetrukket fra Thamels trafikstøj.

Det går stærkt med at skifte til sandaler og korte bukser, så må den grundigere oprydning vente til senere. Første projekt - for mit vedkommende - er kamerareparation. Jeg prøver den butik på New Road, hvor jeg købte telelinsen, og herfra bliver jeg venligt henvist til "Canon Service Center" lidt længere henne ad gaden, som modtager kameraet og beder mig komme igen klokken fem i eftermiddag. Det var jo nemt nok.

Jeg kommer forbi en vægt, som kan bruges ved betaling af 1 rupé (9 øre), og ifølge den jeg skulle have tabt otte kilo, men det kan da vist ikke passe ?!?

Næste projekt er en lang og afslappet frokost i en solbeskinnet gårdhave, og så kommer turen til en frisør. Skægget skal studses og håret vaskes, og så lader jeg ham give mig en grundig gang massage i hoved, skuldre, arme og ryg. Over en times behandling bliver det til, formedelst godt halvtreds kroner, hver en øre værd.

Da jeg kommer ud fra frisøren, løber jeg lige ind i en demonstration, med hundredevis af mennesker på truttende motorcykler og med skilte, der forkynder et eller andet budskab, som jeg naturligvis ikke kan læse. Der er også en enkelt politibil, men det hele virker nu temmelig fredeligt, så jeg undlader at "flygte i sikkerhed", som man vel rettelig burde i den slags situationer.

Så lidt indkøb. I første omgang bliver det til en håndfuld CD'er til 18 kroner stykket, og i anden omgang en stor plade chokolade, der forsvinder på få minutter. Jeg må have et kæmpemæssigt kalorieunderskud, eller også er det bare opsparet lyst til lækkerier.

Sidder og får en kop kaffe på en tagterrasse og erfarer, at vi er kommet et langt skridt nærmere vinteren. Klokken er halv fem, og det er faktisk ved at være for koldt til korte bukser, så jeg smutter lige omkring hotellet og får lidt mere tøj på, inden jeg vandrer ind til New Road for at høre nyt om mit kameras skæbne.

Godt nyt, må man sige, idet skaden skulle være udbedret i morgen middag, formedelst 180 kroner. Rørende, derhjemme havde det mindst kostet 4-500 kroner bare at få et tilbud på reparationen.

Klokken syv mødes vi for at spise aftensmad på Kilroys, som ligger lige ved siden af hotellet. Det er et "halvfint" sted, hvor vi indtager tre retter mad samt velkomstdrink og to øl for cirka hundrede kroner hver, sublimt. Bagefter vil de andre videre ud i nattelivet, men det gider jeg godt nok ikke, efter at have været oppe siden klokken halv seks i morges. Jeg tilbringer lige en lille times tid med at få læst og skrevet nogle emails, og så går jeg ellers hjem og falder om i sengen.



Tirsdag d. 4. november 2003

Vågner ved, at Jacob kommer hjem en gang ud på natten, men falder straks i søvn igen og sover til hen ad otte. Vasker en smule tøj og hænger det op på altanen og tager derefter et bad. Desværre i koldt vand, man skal åbenbart planlægge sine badeaktiviteter til i stedet at foregå hen på dagen, hvor solen har haft tid til at udøve sin gavnlige effekt på varmtvandsbeholderen.

Hen ad ni begynder der så småt at komme liv i Jacob, og vi ringer op til de andre og hører, hvordan prognoserne for morgenmad er. En halv time, lyder svaret, og den vælger jeg så at tilbringe med min bog ude på solterrassen, hvor det allerede er dejlig varmt. Der er dog ikke, som det ellers så flot står i min bogs omtale af hotellet, noget "Himalayaview", idet bjergene allerede er skjult af varmedis og luftforurening.

Endelig er vi klar til afgang, og der opnås hurtigt enighed om mit forslag om et genbesøg på "Mikes Place", hvor vi skejede ud sammen med Alan og Marlene for godt tre uger siden. En taxa derud koster syv kroner, så der er ikke megen grund til at tilbringe en halv time med at gå langs de stærkt trafikerede - og ikke særligt spændende - veje.

I den smukke have skejer vi ud med den lækreste yoghurt med frugt og müssli, spejlæg med bacon, toast, pandekager, friskpresset frugtjuice og kaffe, men så ender det også med at vi får spenderet 45 kroner hver, og det er sgu da det rene frådseri for en gang morgenmad!

De andre vil ud og besøge Bodnath og Pashupatinath, som er de to vigtigste helligdomme for henholdsvis buddhister og hinduer. Jeg har besluttet ikke at tage med, dels fordi jeg efterhånden har været der en del gange og dels, fordi jeg føler et stærkt behov for at gå rundt alene i mit eget tempo og gøre lige præcis de ting, som jeg selv føler lyst til. Kathmandu er for mig forbundet med så mange minder, at det nærmest grænser til det religiøse (stærke ord fra en inkarneret ateist), og jeg føler en utrolig glæde og afslapning ved at gå mere eller mindre planløst rundt og suge til mig af de utallige indtryk.

Jeg tager en taxa ind til New Road, og for en gangs skyld er der taxameter (starter på ni øre), og chaufføren beder mig høfligt om at spænde sikkerhedsselen, nye tider, må jeg sige! Trafikken er nu også fantastisk, men det er interessant at se, hvor gnidningsløst den trods alt afvikles, takket være en årvågenhed, fleksibilitet og tolerance, som danske trafikanter kunne lære meget af.

Jeg oser rundt på New Road en times tid og køber to par solbriller og en kikkert. Selv en "anti-shopper" som jeg må overgive sig her, hvor udvalget er enormt og priserne i et helt andet niveau end det vi kender fra det afgifts- og skatteplagede Danmark.

Derefter fortaber jeg mig i kvarteret vest for New Road. Jeg har et eller andet naivt håb om at genfinde det hotel, hvor jeg boede under mit allerførste Nepal-ophold, men det lykkes naturligvis ikke. Til sidst er jeg atter - lige pludselig - tilbage ved Durbar Square, hvor jeg går op på en tagrestaurant på hjørnet af New Road og Freak Streat og drikker en øl for at fordrive tiden, indtil klokken et, hvor jeg kan hente mit kamera.

På taget af templet overfor - i cirka samme højde som jeg sidder - patruljerer svært bevæbnede soldater. Det kræver unægtelig en mental kraftanstrengelse at huske på, at man befinder sig i et ludfattigt tredjeverdens land på randen af borgerkrig, når man sidder på en tagrestaurant under en parasol i en mild brise og drikker kølig Carlsberg.

Kameraet er klar til afhentning som aftalt, så må jeg se at få taget et par film her fra Kathmandu de sidste dage. Tager en taxa tilbage til Thamel, veksler 150 dollars og indtager derpå frokosten på "K-too", som er en speciel steak-and-beer-aflægger af Kilroys, hvor vi spiste i går aftes.

Jeg får en glimrende burger ledsaget af to glas hvidvin, hvorefter tjeneren kommer og betror mig, at jeg da godt kan få en irish coffee på husets regning. Det er jo godt nok svært at modstå, men hvorfor skulle jeg egentlig også det? Bortset fra, at klokken er tre og jeg sidder og bliver småsnalret og føler, at dagen - lige som i går - er gået alt for hurtigt og med ingenting. Men hvad pokker, det er vel også en god måde at holde ferie på, altså at daske rundt på må og få og følge sine indskydelser og blæse på, hvad klokken er og hvor meget (eller lidt) man når.

En time på en internetcafé følges af en times massage. En billig luksus her, blot irriterende, at man skal bruge så megen energi på at overbevise dem om, at man rent faktisk kun ønsker "almindelig" massage uden seksuelle tillægsydelser.

Aftensmaden indtages samme sted som jeg spiste frokost, og jeg får midlertidigt stillet min bøfhunger. Tjeneren er snakkesalig og beretter mangt og meget om både sin egen og landets situation grundet maoisternes massive dominans i visse områder og om de grusomheder, som de udsætter befolkningen for, hvis de ikke betaler "afgifter".

Man får mere og mere en fornemmelse af, at vi bevæger os rundt i en idyllisk kulisse, der når som helst kan bryde sammen og give plads til en blodig borgerkrig. Og sker det, så er det lynhurtigt slut med den turisme, der er Nepals absolut vigtigste indtægtskilde, og så ryger landet for alvor tilbage til middelalderen. Dystre tanker på en smuk aften.

Jacob er snotforkølet, og de andre er trætte, så vi vandrer alle hjem i seng allerede omkring klokken ti, hvilket i øvrigt også er det tidspunkt, hvor byen som helhed lukker ned og de tunge skodder trækkes ned foran alle butiksvinduerne.



Onsdag d. 5. november 2003

Allerede klokken syv vågner jeg, frisk og udhvilet. Jacob sover stadig tungt, og de andre har tilkendegivet, at det i hvert fald under ingen omstændigheder kan komme på tale at stå op før tidligst klokken otte, og så kan jeg godt regne ud, at den nemt bliver ni, inden vi får organiseret noget fælles morgenmad. Det gider jeg ikke vente på, så jeg begiver mig ud på egen hånd.

Det er en smule overskyet fra morgenstunden, men det skal nu nok forsvinde senere. Jeg starter med at donere mit tiloversblevne tøj i en dertil indrettet boks ovre hos Kilroys, forhåbentlig ender det så med at gøre nytte et eller andet sted.

Byen er langsomt ved at vågne op. Trafikken er endnu begrænset, og lydbilledet beherskes af skramlende jernskodder, der slås op, akkompagneret af den evindelige harken, som man hører over alt og til alle tider, men som er særligt slem om morgenen. For hinduer, som der jo er klart flest af her, er det et vigtigt morgenritual at få renset tunge, mund og svælg for diverse dårligdomme, der måtte have taget bolig der i nattens løb, og det er bestemt ikke noget, der går stille af. Det må dog retfærdigvis bemærkes, at vi også selv blev ganske gode til det, mens vi gik rundt oppe i bjergene og hostede og snottede.

Jeg går hen på "Café the Bakery", hvor jeg indtager en næsten lige så overdådig morgenmad som i går, blot til lidt under halvdelen af prisen. Så sidder jeg ganske vist heller ikke i en dejlig have, men til gengæld har jeg fornøjelsen af at kommunikere med døvstumme tjenere (gælder tilsyneladende dem alle her) samt kigge på et ophængt TV, der viser en eller anden form for ekstrem kampsport, hvor store kraftige mandfolk smider rundt med hinanden og supplerer denne mishandling med fuldstændigt uhæmmede slag, spark og bid, hvor bizart.

Tilbage på hotellet går jeg op på tagterrassen for at tage nogle billeder af et kort med vores trekkingrute indtegnet (til brug for vinterens lysbilledforedrag) og sludrer lidt med Marlene, der - sammen med Alan - er kommet tilbage fra en vellykket raftingtur på Marsyangdi-floden. Klokken er halv ti, og først nu er der - ganske langsomt - ved at komme lidt liv i mine medrejsende, så dem opgiver jeg, vores tempo er simpelt hen alt for forskelligt.

Får klaret nogle planlagte indkøb. Jakke med indbygget fleece til Anita samt jakke og fleece til mig selv, i alt godt 300 kroner, det er jo helt til grin. Endnu et par CD'er samt nogle fingerringe til Pia, men så er det altså også nødvendigt at konsultere en pengeautomat for at få nye forsyninger.

En tur til boghandleren for at skifte de læste bøger ud med andre, efterfulgt af en times postkortskrivning på en solbeskinnet tagterrasse. Så er tiden inde til frokost, en dejlig stærk indisk kyllingeret på den restaurant, der hører til det halvmondæne "Kathmandu Guest House". Den ene tjener halter slemt, og den anden er så skeløjet, at man bliver helt svimmel af at se ham i øjnene. Det er åbenbart dagen, hvor jeg skal møde alle byens handicappede tjenere.

Efterfølgende lidt mere shopping og - eftermiddagens tradition - en times massage. Denne gang bedre end i går, til den halve pris og (næsten) uden "seksuelle tilnærmelser". Det står mig efterhånden klart, at jeg i går betalte for flere ydelser end jeg fik.

Nu jeg er i det område, så smutter jeg lige inden for på det berømte "Hotel Yak and Yeti" for at konsumere en drink i de luksuriøse omgivelser samt sondere terrænet mht. evt. afskedsmiddag i morgen.

Jeg er hjemme ved syvtiden, hvor de andre tre - samt Alan og Marlene - sidder og hygger på tagterrassen i bælgmørke, med stearinlys, øller, chips, rom og cola. De har fundet ud af, at vi skal spise på en lille indisk restaurant, der er blevet os anbefalet af en dansker, som vi mødte før trekkingturen.

Som sagt så gjort. Afsted i to taxaer, og snart sidder vi bænket omkring et bord i den lille og trange restaurant, hvor alle de øvrige gæster er indere. Spisekortet indeholder en gudsvelsignelse af forskellige retter, som vi intet som helst forstår af, ud over at det fremgår, at de hverken serverer kød eller alkohol. Vi kaster os ud i det store lotteri og bestiller seks forskellige hovedretter og fire forskellige slags nan (fladbrød), nogle portioner ris og fem liter vand samt diverse frugtjuicer og milkshakes.

Snart efter begynder det at vælte frem med mad i enorme mængder, så det kniber med at få plads ved det lille bord. Særdeles spændende og veltillavet, faktisk noget af det bedste jeg endnu har oplevet fra det indiske køkken.

Vi laver en lille konkurrence om, hvad vi tror regningen kommer til at lyde på, og det viser sig, at virkeligheden overgår selv de mest optimistiske gæt, med en samlet regning på 140 kroner - for seks personer!

Vi slutter af med en håndfuld store drinks på en mexicansk bar. Pyha, min mave er godt udspilet, da jeg vakler hjem gennem de nattemørke gader.



Torsdag d. 6. november 2003

I dag vågner jeg først klokken ni, det var da utroligt, nu må jeg virkelig være ved at komme i ferie-mode. Vi spiser morgenmad på "Pumpernickel" overfor Highlander, hvor man kan få alt hvad hjertet begærer, ja undtagen måske lige - pumpernickel. Men hvad pokker skulle man også med det, når man kan få chokoladecroissanter, cappuccino og friskpresset appelsinjuice?

Sidste hele dag i Kathmandu, hvor vemodigt. Jeg må hellere skynde mig ud og få gjort nogle flere indkøb! Og indsuget noget mere solskin på diverse tagterrasser, så jeg er tilpas rustet til at møde den kommende danske vinter.

Det er vel snart lidt ensformigt at høre om indkøb og restauranter, så optegnelsen bliver lidt kortere i dag. Måske er det lige på sin plads at notere, at dagens massagetime - endnu en gang - var til den halve pris af gårsdagens og denne gang klinisk renset for "ekstra ydelser". Det var også en helt speciel art, nemlig den japanske trykpunktsmassage, der ikke bare foregik gennem tøjet, men også gennem diverse håndklæder. Lidt smertefuldt ind i mellem, men sådan skal det vel være. Der var også elementer af de fra såvel Tyrkiet som Thailand kendte mishandlinger, med forsøg på afrivning af arme, ben og hoved samt tvangsmæssig anbringelse af ens lemmer på steder, hvor de absolut ikke hører naturligt hjemme.

Klokken syv kører vi over til "Yak and Yeti" for at indtage vores SAS-sponsorerede afskedsmiddag. Dvs. ikke Svend, der som sædvanlig lige skal et eller andet først, og derfor først dukker op senere. Vi starter i pianobaren med drinks og snacks og sidder i de bløde lænestole og suger stedets aura af luksus til os, mens vi taler lidt om den måned, der pludselig er gået, primært under forhold, der har været ret så meget anderledes end her.

Efter en lille times tid dukker Svend endelig op, og han når lige at få en drink med, inden vi går over i restauranten og kaster os over deres store buffet. Den er ok uden at være vildt ophidsende, til gengæld bestiller vi et par gode flasker rødvin, hvilket virkelig er noget, der kan tynge budgettet på disse kanter. Med afsluttende kaffe og cognac lykkes det os næsten at få regningen op på de 1.500 kroner, som vi venligst har fået stillet til rådighed.

Det mondæne hotel har også sit eget kasino, hvor det - til vores store overraskelse - tilsyneladende ikke generer nogen, at vi vader ind iført et mix af sandaler, vandrestøvler, T-shirts og rygsække, selv om hovedparten af de tilstedeværende er ganske anderledes stilligt påklædt. Det er meget sjovt at gå rundt og indsnuse atmosfæren, og naturligvis må vi også selv prøve. Der er mange forskellige måder at tabe penge på her, men for ikke at gøre os helt til grin vælger vi rouletten, det er da til at finde ud af.

Klokken halv tolv har jeg - som forventet - formøblet de hundrede kroner, som jeg vekslede, og så synes jeg tiden må være inde til at komme hjem og sove den sidste nepalesiske søvn i denne omgang.



Fredag d. 7. november 2003

Vågner med en fornemmelse af, at jeg skubber en forkølelse foran mig. Sådan har det været et par dage nu, men så snart der kommer varme i solen op på formiddagen plejer det at forsvinde igen. Det skulle bestemt ikke undre mig, hvis den bryder ud så snart jeg betræder dansk jord.

Spiser afskedsmorgenmad på dejlige "Café Pumpernickel" og fortsætter så med det, som det meste af ugen er gået med, nemlig at daske rundt og kigge på butikker og besøge caféer og slappe af og suge indtryk til mig.

En sidste cykelrichshawtur ned gennem de smalle, hullede og kaotisk myldrende gader, hvor der tilsyneladende er flere bevæbnede soldater end normalt, forhåbentlig er der ikke noget alvorligt i gærde. Står af ved indgangen til Durbar Square området og slentrer rundt mellem de mange templer hen til New Road, hvor jeg køber en fin ny livrem (til 30 kroner).

Går til fods hele vejen tilbage til hotellet og "kommer til" at købe to halssmykker undervejs. Det er vist godt jeg skal herfra om få timer, inden det tager helt overhånd.

Tilbage på hotellet bekræftes morgenens gryende mistanke om en noget uregelmæssig mave. Jeg tror ikke kun det har noget at gøre med, hvad man spiser, men i høj grad også hvor meget, og der har sandelig ikke været nogen smalle steder de sidste dage. Jeg tager for en sikkerheds skyld et par imodium'er og putter resten i håndbagagen, så skulle hjemturen i hvert fald være sikret.

Jeg forlader værelset præcis klokken tolv og får lov at deponere den omfangsrige bagage i kælderen, til vi tager i lufthavnen ved tretiden, og får de flinke mennesker i receptionen til at fortælle de andre, at jeg går over og sætter mig på Kilroys dejlige tagterrasse og nyder en kølig pilsner inden frokosten.

Her sidder jeg så lidt i fred og ro, indtil Jacob ankommer med et alt andet en muntert udtryk i ansigtet og fortæller, at hans kamera er forsvundet. Jeg prøver at hjælpe med at rekonstruere de sidste par timer, men det eneste resultat heraf er en erkendelse af, at han efter al sandsynlighed har lagt det fra sig inde på et vekselkontor, og så er det enten blevet stjålet eller han har simpelt hen glemt det. Ærgerligt, specielt fordi det er et digitalkamera, så alle billederne fra den sidste halve snes dage er også væk.

For at kunne anmelde det som tyveri til forsikringsselskabet kræves en politianmeldelse, og den nærmeste politistation ligger på Durbar Square, så huhej afsted i taxa.

Det næste der sker er, at Svend dukker op, hvilket er meget overraskende, da der endnu er en halv time til det aftalte mødetidspunkt. Men det viser sig da også, at han på ingen måde er klar til frokost, men blot er røget ud i et akut behov for kontante dollars i forbindelse med nogle sidste-øjebliks-handler. Jeg lader mig overtale til at låne ham størstedelen af min restbeholdning, så håber jeg det kan lade sig gøre at betale hotellet med kreditkort.

Endelig dukker Kim op, og han har - modsat de andre - nået alt hvad han skulle og er klar til at spise frokost. Kim får en bøf og jeg får en dejlig fiskeret. Svend kommer tilbage igen lidt senere, men har hverken tid eller penge til frokost.

Klokken to går vi tilbage til hotellet, klæder om, betaler og slæber bagagen ud til to tilkaldte taxaer. Turen til lufthavnen tager kun knap en halv time, så vi er der næsten 3½ time før planlagt afgang. Vi har tilsammen 116 kilo bagage (ud over håndbagagen), og Kim og jeg har kun hver 23, ser vi tilfældigvis ved indvejningen, så Jacob og Svend har tilsammen 30 kilos overvægt, hvoraf Svends udgør langt størstedelen, han har købt helt vildt ind. Men ingen problemer, og jeg begynder allerede næsten at ærgre mig over, at jeg ikke købte endnu mere.

Alle formaliteterne tager sin tid, men vi er dog gennem det hele klokken halv fem, hvor der stadig er halvanden time til afgang, rigelig tid til at drikke et par kølige Tiger-beer. Der bliver annonceret en forsinkelse på først en halv time og lidt senere endnu en halv, og det ender med en samlet forsinkelse på lige ved halvanden time, hvorpå følger fire og en halv times flyvning til Abu Dhabi, med lidt mad, en dårlig film og lidt dårlig søvn.

I Abu Dhabi er der - på grund af forsinkelsen - kun lige tid til at gå direkte over i køen til det næste fly, hvor vi så til gengæld får lov til at sidde og vente en halv time, mens de får bagagen med over.

Næste strækning - til Bahrain - varer kun tre kvarter, det er jo helt komisk. Lufthavnen her er større, og der er lige tid til at foretage turens absolut sidste shopping i den særdeles velforsynede og billige taxfree.



Lørdag d. 8. november 2003

Klokken er efterhånden fire om morgenen (Nepaltid), det bliver noget af en hård tur, inden vi kommer helt hjem. På næste fly får jeg heldigvis en plads, hvor jeg kan sidde så nogenlunde udstrakt med benene, og det lykkes mig at få endnu et par timers søvn inden vi - og nu er klokken lidt i seks lokal tid - lander i Frankfurt.

Her venter en uendelig lang gåtur ud til det sidste fly, og undervejs passerer vi indtil flere toldfri butikker, hvis priser bekræfter, at det var en rigtig god idé at købe ind i Bahrain. Mens vi venter på flyet til Kastrup indfinder dagslyset sig udenfor, og det ser ud til at blive en smuk dag.

Lufthansaflyet er vild luksus i forhold til de foregående, og jeg er endda så heldig at få en vinduesplads, hvorfra jeg glæder mig til at sidde og se ud over det europæiske efterårslandskab. Det får dog snart en ende, for få kilometer nord for Frankfurt begynder der at komme skyer, som holder sig hele vejen til København, hvor vejret er mørkt og trist. Velkommen tilbage!



Lørdag d. 13. december 2003

Præcis fem uger er der gået siden min hjemkomst, og endelig er rejsedagbogen indtastet og færdigredigeret, det var en ordentlig omgang. Endvidere er jeg næsten færdig med at montere lysbillederne, der heldigvis ser ud til at være rigtigt gode.

Desværre har perioden efter rejsen – ligesom perioden før – været præget af sygdom og elendighed. Først fik jeg en smertefuld neglerodsbetændelse, der krævede penicillin-behandling og efterfølgende besøg hos fodterapeut. Så fik jeg ondt i ryggen, sikkert af at sidde alt for meget stille og kede mig på en kontorstol i stedet for at gå rundt ude i bjergene. Og så fulgte den planlagte brokoperation, der bestemt ikke var nogen spøg, og selv nu – ni dage efter – er jeg langt fra fysisk tilbage ved normalen.

Af positive ting skal nævnes, at der nu kun er en god uges tid tilbage til juleferien, der jo i år er særdeles medarbejdervenlig med masser af fridage. Samt at jeg er langt fremme med planlægningen af 2½ uges vinterferie i Thailand, sammen med Pia og Anita.

Til allersidst vil jeg lige nævne, at jeg tilfældigvis faldt over de nepalesiske maoisters hjemmeside (www.cpnm.org). Den synes jeg I skulle prøve at tage et kig på, hvis I mangler lidt god underholdning (husk at slå lyden til).




Lidt om priser:

En trekkingtur er en forholdsvis billig ferieform, i hvert fald beregnet pr. dag, forudsat altså man lader den strække sig over et stykke tid (mindst 3-4 uger). Dette kommer sig naturligvis af, at flybilletten er ret dyr og leveomkostningerne ude i bjergene ret lave. Vi fløj med Gulf Air, hvilket kostede 7-8.000 kroner (havde været lidt billigere, hvis vi kunne have besluttet os tidligere). Man kan komme afsted for helt ned til 4-5.000 kroner, hvis man er meget tidligt ude og flyver med Pakistan Airlines eller Aeroflot.

Ude i bjergene kan man klare sig fra helt nede omkring 50 kroner pr. dag, hvis man selv bærer al sin bagage, køber den billigste mad (dal bhat) og undlader at købe mineralvand, sodavand og øl. Eller man kan vælge den mere luksuriøse udgave (som vi gjorde), hvor man spiser og drikker godt samt medbringer guide og bærere. I så fald ryger prisen op på 150-200 kr. pr. dag, dyrest i Everest-området (men det er jo stadig billigt, sammenlignet med mange andre ferieformer).

Af andre væsentlige udgifter kan nævnes rejseforsikring samt vaccinationer, hvoraf især sidstnævnte kan løbe slemt op, hvis man ikke har fået nogle af vaccinationerne tidligere. Og sidst – men ikke mindst – skal man påregne, at man går totalt amok i Kathmandu, hvor alt er så billigt, at det ender med at blive dyrt. I Kathmandu kan man i det hele taget bruge en del penge, også på hoteller og mad, men udgiftsniveauet er under alle omstændigheder meget lavt i forhold til det vesteuropæiske.

Samlet pris for en måned (excl. forsikring, vaccinationer og souvenirs): 16.000 kr.



 Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside