Tilbage til De Berejstes hjemmeside

              Florida, USA 2005
- et af verdens dyreste og grimmeste rejsemål -

Per Allan Jensen og Anita Tolmark

Lørdag d. 5. februar 2005

Efter en uge med nærmest neurotisk pakkepanik (det bliver stadig værre, nærmer sig stadiet ”psykologisk hjælp påkrævet”) synes alt nu under kontrol. Rart for en gangs skyld først at skulle afsted søndag. Det ”koster” godt nok en feriedag, men giver til gengæld meget ro på inden afrejsen.

I dag har jeg – ud over at få lagt sidste hånd på pakkeriet (over 50 kg!) – både nået at svømme et par kilometer, blive klippet, afgive min stemme til folketingsvalget samt læse det meste af ”Nynnes dagbog 2”, herlig underholdning.

Og nu om lidt skal jeg så over og spise aftensmad hos Pia og Anita, hvorefter jeg tager et par timer ud i ”Sidesporet” (mit første kollektiv, hvor Cim og Julie fejrer deres fælles 50 års fødselsdag). Bagefter tilbage og hente Anita, og så tilbringer vi natten hos mig, inden turen – i morgen tidlig – går til Miami i Florida, via Kastrup og Paris.

Tre ugers luksus-vinterferie, hvor vi har lejet den fedeste sportsvogn, skal svømme med delfiner, snorkle på verdens tredjestørste koralrev, mænge os med de rige og smukke på Miami Beach, hilse på krokodillerne i Everglades National Park og gå i barndom blandt alle Orlandos forlystelsesetablissementer. Det skal nok blive sjovt (det bliver i hvert fald dyrt).



ANITA (6. februar):

Jeg stod op klokken syv, for vi skulle flyve til Paris klokken ti. Jeg havde sovet hos min far. Vi spiste morgenmad og ringede efter en taxa.

Vi havde i alt tre tasker / kufferter og to små rygsække som håndbagage, og det kunne næsten ikke være i taxaen. Det var en meget flink taxachauffør. Han viste os nogle kort over hvor vi kørte og hvor vi skulle hen på skærmen til bilens GPS.

Vi var i god tid i Kastrup Lufthavn, så vi kunne lige nå at tage et spil kort. Min far og jeg har lavet en lille turnering i et kortspil, der hedder Olsen, og vi har også tænkt os at lave det med andre spil.

Vi skulle flyve i to timer for at komme til Paris. På vej ned, altså da vi skulle lande, fik jeg det dårligt. Det begyndte at prikke i min pande, og jeg fik en forfærdelig kvalme. Da vi endelig var landet, kastede jeg op (i brækposen).

Så da vi var kommet ind i Charles de Gaulle (en af to lufthavne ved Paris), var jeg meget sulten (min mave var jo helt tom). Vi gik ind på et cafeteria/restaurant og bestilte noget mad og drikke, som var meget dyrt. F.eks. kostede en lille kop kakao 30 kroner.

Da vi havde ventet i fem timer, kom det fly, som vi skulle med til Miami. Vi skulle flyve i ti timer. Det var et ret sejt fly. Der var en TV/computerskærm foran hvert sæde. Det var sjovt at sidde og spille og se de film, der kører i biograferne derhjemme. Det var en hård og lang tur.

Vi ankom til Miami klokken ni aften amerikansk tid. Inden i vores hoveder var klokken allerede tre om natten. Vi kørte med en taxa til vores hotel San Juan. Det er et tostjernet hotel med nogle meget fancy møbler i receptionen.

Jeg glemte for resten at fortælle, at det kun er min far og jeg, der er afsted.



Mandag d. 7. februar 2005

Så har vi snart været et døgn i Miami. Vi sidder i sengen og skriver i vores dagbøger, mens mørket begynder at sænke sig udenfor, kan vi se gennem de ualmindeligt snavsede ruder på vores hotel her på Collins Avenue på South Beach. Vi gaber lidt på skift, der er trods alt seks timers tidsforskel, som det nok lige tager et par dage at overvinde.

Efter en lang og hård flyvetur gik vi – dødtrætte – i seng klokken halv elleve, men vågnede begge klokken fire. Det lykkedes dog heldigvis at falde i søvn igen og sove helt til halv ni.

Ikke alt for spændende vejr at vågne op til, mest skyet og med en del blæst. Vi går en tur ned omkring den store strand, hvor der ikke er et øje, men på stien ovenfor er der en konstant strøm af løbende og joggende mennesker. Vi må gå noget rundt, før det lykkes os at finde et egnet morgenmadssted. Jeg får en kæmpestor cappuccino, og Anita får to glas friskpresset appelsinjuice. Anita skal prøve pandekager, men er noget utilfreds med, at der er spredt en masse bær ud mellem dem. Jeg får en eller anden – temmelig bastant – mexicansk inspireret rulle med skinke, tomat og avocado. Priserne er noget pebrede her, og bedre bliver det jo ikke, når der adderes 7 % tax og 15 % drikkepenge. To hundrede og halvtreds kroner for morgenmad, velbekomme!

Anita på Miami Beach
Vi beslutter at tage en tur ind til centrum, når det nu alligevel ikke er vejr til strand eller pool. En bus tager os nogenlunde nemt ind til den nordlige ende af Downtown, hvorfra man kan køre videre med ”Metromover”, et smart system af små tog, der kører på skinner højt oppe over byens mylder af gader og motorveje. Og så er det oven i købet gratis at bruge, det var dog ganske usædvanligt.

Vi står af ved Flaggler Street, hvor der er et væld af butikker, som først og fremmest sælger elektronik og sportstøj, og hvor vi tilbringer et par timer med at ose rundt og ender med at købe en fodbold og en frisbee.

I mellemtiden er skyerne forsvundet, og solen skinner varmt og dejligt, så vi beslutter at lægge kursen hjemover for at få lidt tid ved stranden eller poolen. Det bliver kun sidstnævnte, for inden vi når hjem er klokken blevet næsten fem, og der er kun kort tid, til solen går ned. Udmærket lille swimmingpool, men det bliver hurtigt køligt, da solen forsvinder, så vi trækker os tilbage til værelset, hvor Anita får varmen med et karbad og vi efterfølgende tilbringer en times tid med at sidde og beskrive dagens oplevelser.

Vi har gået og småspist, så vi er ikke sultne nok til rigtig aftensmad. Det ender med at blive en pizza-slice og en halv liter vand, ikke videre eksotisk. Til dessert køber vi et stort æble i et supermarked, hvor vi også køber kakaomælk til morgenmaden. Klokken halv ti er tidsforskellen ved at få bugt med os, og vi må i seng og orker kun få minutters zapning på TV.

ANITA:

I dag tog vi ind til Downtown, som er Miamis centrum. Først kørte vi med bus og derefter med ”Metromover”. Metromover er nogle meget små tog, der kører på nogle skinner højt oppe i luften.

Da vi kom til Downtown, fandt vi en bestemt gade, som hedder Flaggler Street. Den er den mest travle forretningsgade i Miami. Der var primært tre slags butikker: Elektronikbutikker (med smarte bærbare computere, mikroskopiske mobiltelefoner og billige digitalkameraer), butikker med sportsudstyr og smykkebutikker.

Jeg købte en rød og hvid Adidas fodbold til tyve $ (ca. 120 kr.). Vi købte også en frisbee, som er rigtig god.

Da vi skulle hjem til hotellet igen, misforstod min far togruterne, og vi kom til at køre den forkerte vej, så det gik der en del tid med.

Da vi kom hjem, gik vi ned til poolen og kastede lidt med den nye frisbee.

Efter den første dag i USA kommer man til at tænke på, hvor forskellige amerikanere er: Der er både jøder, muslimer og kristne (flest kristne). Der er sorte og hvide. Der er forretningsmænd i jakkesæt, hiphoppere i baskettøj og bumser i slidt og beskidt tøj.

Arbejdsfordelingen er også anderledes end i Danmark, f.eks. er der ansat folk til at fjerne visne blade fra buskene.



Tirsdag d. 8. februar 2005

Jeg vågner allerede ved femtiden, men så har jeg jo også fået 7½ times søvn, hvilket almindeligvis er rigeligt for mig. Jeg ligger søvnløs hen, mens Anita får de 9½ time, der er mere passende for hende. Klokken syv er stadig tidligt, og udenfor er det gråvejr, så vi ligger – på bedste USA-manér – i sengen og TV-zapper, til vi finder en film, som vi kigger på en times tid. Dernæst indtager vi et noget specielt morgenmåltid bestående af instant noodles (der er mikrobølgeovn på værelset) og kakaomælk. Slet ikke så dårligt, og så koster det kun cirka en tiendedel af gårsdagens morgenmad.

Klokken ni er vi klar til at gå ud. Det er stadig skyet, men mildere end i går. Den store strand er næsten øde. Vi tager skoene af og går nordpå i vandkanten. Der er store bølger, og vandet virker ikke specielt koldt. Vi ser nogle spøjse strandfugle samt en masse nærgående havmåger. I vandkanten ligger nogle underlige blå gelélatter, som en lokal fortæller os er ”jellyfish”, altså en art gople. Jeg prøver at smide et par stykker tilbage i havet, men det bliver jeg hurtigt træt af, der er alt for mange.

Pludselig får Anita ondt i fingrene, hvilket vi antager skyldes, at hun har rørt en af de der jellyfish. Vi går lidt videre og håber, at det forsvinder igen af sig selv, men det bliver værre og værre, og efter nogen tid får hun også ondt i armhulen. Lidt bekymrende, så vi sætter hurtigt kursen hjemad, hvor der ligger et apotek, som vi spørger til råds. ”Allergisk reaktion”, siger de og henviser os til en lægeklinik. Her vil de imidlertid ikke tage sig af børn, så de henviser videre til en anden læge, der imidlertid først åbner klokken fire i eftermiddag. I mellemtiden har Anita fået det betydeligt bedre, hvilket også var sådan jeg regnede med, at det ville gå.

Nu er solen kommet frem, og det er blevet rigtig dejligt varmt, så vi går ned og tilbringer en times tid i og ved poolen. Anita er snart helt på toppen igen, og nu kan hun slet ikke vente på at komme til stranden. Ikke for at bade, da hun stadig er bange for de der jellyfish, men for at afprøve diverse bolde samt frisbee’en. Vejret er helt vidunderligt nu, med 23 graders varme og en frisk havbrise.

Vi tilbringer et par timer med skiftevis at dyrke diverse boldspil og ligge på et tæppe og nyde solen, før vi atter går hjem og udnytter den sidste halve times dagslys ved hotellets pool.

Bad, læsning og dagbogsskriverier, og så er klokken pludselig halv ni og det er tid til at gå ud og få noget aftensmad. På vejen smutter vi lige ind omkring en internetcafé og får bekræftet det formodede valgresultat hjemme i DK samt checket vejrudsigten for de næste fem dage (noget blandet). Chok, det koster firs kroner i timen for en internetforbindelse, det er 10-20 gange prisen i Asien, hvor jeg ellers plejer at bruge den slags. I det hele taget er jeg temmelig rystet over prisniveauet her, som er langt højere end forventet. Vi får hver en pizza og deler en halv liter vand, hvilket løber op i et par hundrede kroner.

På tilbagevejen går vi ind i et af supermarkederne for at købe ind til morgenmad, hvilket er ret svært. Man kan få noget mild ost i skiver, men brødhylden er godt nok et trist syn, pap og atter pap afvekslende med søde sager og kiks.

Vi er tilbage klokken ti, og Anita insisterer på at sove straks, selv om jeg tilbyder diverse underholdning. Jeg er nu også selv ret træt, må jeg indrømme, så efter en halv times dagbog og lidt læsning må jeg overgive mig til søvnen, vel vidende, at det bliver svært at sove meget længere end til klokken seks i morgen.

ANITA:

I morges, da min far og jeg vågnede, tændte vi for fjernsynet. Vi zappede hen på en film om nogle pandaer og krybskytter. Den så vi lidt af, og derefter spiste vi nogle nudler, som vi købte i går.

Derefter gik vi en tur på Miami Beach, hvor vi fandt en mærkelig vand- / brandmandsagtig lille blå gople. Senere begyndte min ene finger at svide og brænde vildt meget. Det blev værre og værre, og efter lidt tid begyndte en anden finger også at svide, og derefter spredte det sig til min armhule.

Da det ikke var til at holde ud længere, fandt vi et apotek. Der fortalte en dame os, at det nok var en jellyfish, der havde brændt mig. Vi vidste godt, at det var de små blå gopler, der havde ligget på stranden, der var nemlig tidligere en amerikaner, der havde fortalt os det. Damen sagde, at vi skulle gå til en doktor og gav os en seddel med adressen.

Desværre ville de ikke behandle børn her, men henviste til en anden, der først åbnede om eftermiddagen, så vi ventede.

En times tid efter, da vi var på vej til poolen, var smerten gået helt væk, så resten af dagen gik det fint. Vi brugte tiden på at spille med min nye fodbold, min mini amerikanske fodbold og frisbee.

For resten viste det sig, at de fleste sagtens kan tåle at blive brændt af en jellyfish (det er altid mig det går ud over, når vi er ude og rejse, hvad angår små ulykker, insekter og den slags).

Her er cirka 23 grader, meget behageligt.



Onsdag d. 9. februar 2005

Ganske rigtigt, allerede ved femtiden vågner jeg. Det lykkes dog at få en smule søvn mere, de der kortvarige perioder tidligt om morgenen, hvor min drømmeproduktion kører på højtryk, specielt i forbindelse med rejser.

Vi ligger lidt i sengen og ser morgen-TV. Det amerikanske tempo er hæsblæsende, og de skifter mellem vejr og nyheder i en rytme, der næsten tager pusten fra en. Men i hvert fald fatter vi, at det skulle blive rigtigt fint vejr i dag, mens der i morgen skulle komme en koldfront ind over os, hvorefter det bliver fint igen. Jeg læser et kapitel højt for Anita af en mærkværdig eventyrbog, som jeg hverken kan finde hoved eller hale i, men Anita synes den er herlig.

Morgenmaden består af toastbrød med ost samt kakaomælk og en kop kaffe, ikke så værst. Vi skal være ude af værelset klokken halv tolv, så der er lige en times tid til at stå nede på den dejlige strand og få lidt motion med frisbee og bold, før vi må tilbage og pakke. Kors, hvorfor synes jeg pludseligt det fylder meget mere? Vi får lov til at deponere bagagen i et rum og får også lov til at låne et par håndklæder, så vi kan tilbringe en times tid ved poolen, før tiden er inde til frokost og bilafhentning.

Det er dejlig varmt solskin, og Anita boltrer sig med stor fornøjelse i poolen, bl.a. med disciplinen ”indfangning af flyvende frisbee under udspring”. Klokken ét forlader vi hotellet og går hen for at spise frokost, som dog til dels – i hvert fald for Anitas vedkommende – spoleres af en flok irriterende duer.

Og så kommer det store øjeblik, hvor vi skal over og hente det kørende vidunder i form af en hvis Ford Mustang med kaleche, hvor blæret. Jeg får en nødtørftig indføring i bilens teknik, herunder brug af kalechen, som vi naturligvis håber skal være slået ned det meste af tiden.

Og så ud i trafikken, tungen lige i munden og husk at holde venstre fod i ro, når der er automatgear. Det lykkes fint at komme tilbage til hotellet og hente bagagen, som heldigvis kan være i bilen, men så fylder den også både det lille bagagerum og hele bagsædet.

Afsted sydpå ad Collins Avenue og over en af broerne til Downtown, hvorfra vi følger hovedvej 1 sydpå. Jeg havde af en eller anden grund forestillet mig, at det ville være en motorvej, men i stedet er det en stærkt trafikeret vej med masser af lysreguleringer, så vi kommer kun langsomt frem. Men fedt at sidde i den lækre bil i solskin og med Dire Straits i højtalerne. Anita har heldigvis godt styr på bilens elektronik, og så må jeg til gengæld finde ud af at finde vej.

Efter en god times kørsel må vi lige holde ind for at få et hvil og en forfriskning, og på bedste amerikaner-manér bliver det ved en McDonald. Videre sydpå, hvor der heldigvis kommer en motorvejsstrækning, der hurtigt bringer os et pænt stykke frem. Og endelig er vi ude af den bymæssige bebyggelse og kører ud over en dæmning til Kay Largo, som er den første af den lange kæde af øer, der bærer betegnelsen ”The Keys” og ender i Key West cirka 160 km. længere mod vest.

Nogenlunde let finder vi den campingplads, hvor vi har reserveret plads, men herefter går det ikke så godt. Vi kan vælge mellem en ualmindelig kedelig plads helt ud til vejen eller en helt specielt lækker plads i en lille skov helt nede ved vandet, beliggende helt isoleret i forhold til resten af campingpladsen. Sidstnævnte koster hele 85 dollars, men efter lidt overvejelser tager vi alligevel den.

Og så skal det gå stærkt med at få teltet op, for mørkets frembrud er nært forestående, og myg er her tilsyneladende også. Pløkkerne er ikke til at få i. Øverst ligger fem centimeter sand, der ikke er til megen nytte, og neden under er jorden stenhård, så pløkkerne bøjer, hvis man prøver at slå dem i. Men så kommer det værste, idet teltets overligger tilsyneladende mangler, og uden den kan teltet ikke slås op. Ubegribeligt, da jeg havde teltet slået op for få måneder siden, netop for at sikre mig, at alt var i orden.

Nu er gode råd dyre. Vi kan naturligvis købe et nyt telt, men det er alt for sent på dagen. Hoteller er dyre og svære at finde plads på, og til overflod har vi allerede betalt en mindre formue for at ligge her i tre dage. Suk!

Vi pakker hastigt sammen igen og vender tilbage til receptionen og forklarer problemet. Damerne deroppe er lidt rystede, men tager det dog relativt pænt, og ikke alene får vi pengene tilbage, de ringer også rundt for at finde et hotelværelse, hvilket lykkes efter et par forsøg, og så endda til kun tres dollars, mirakuløst.

Da vi kommer ud på vejen igen er det bælgmørkt, og vore problemer er endnu ikke helt endt. Først bruger vi en del tid på at få lukket kalechen og dernæst med at finde ud af, hvordan man tænder lyset på bilen, men omsider lykkes det hele da. Aftenens sidste problem er at finde motellet, hvilket kræver lidt kørsel frem og tilbage samt en enkelt forespørgsel, men endelig når vi frem, og fra nu af går det hele meget bedre.

Motellet er lille og hyggeligt, ligger ved en kanal, har pool samt en masse hunde og katte, og personalet er hyggelige ældre mennesker, der har god tid til at snakke. Værelset er lille, men rent og pænt, og der er både A/C og (naturligvis) TV med et hav af kanaler. Pyha, en lykkelig afslutning på nogle lidt hektiske timer.

Vi afslutter dagen med et glimrende måltid mad på en kinesisk restaurant og lidt dagbogsskrivning hjemme på værelset. Jeg prøver at skubbe sovetidspunktet lidt for at imødegå tidsforskellen, men Anita nærmest trygler om at komme til at sove, så det får hun lov til, da klokken er halv elleve.

ANITA:

Min far og jeg havde besluttet os for, at vi ikke ville spise morgenmad på en restaurant i dag. Så i går købte vi noget tørt papbrød og noget plasticost. Ikke verdens bedste morgenmad, men det kunne spises.

Da der var kommet mere sol og blå himmel uden for, pakkede vi diverse bolde og tog en tur på stranden. Der blev vi i en god time. Vi skulle nemlig nå at pakke, inden vi skulle forlade rummet. Det tog ikke særlig lang tid. Derefter tog vi ned til poolen, hvor vi badede, kastede med frisbee og læste.

Ved tolvtiden gik vi ud for at finde en god restaurant, hvor vi kunne spise frokost. Det endte med en lasagne, nogle sandwich og nogle pommes frittes på en okay hyggelig restaurant. Bortset fra at der gik duer, som var meget påtrængende. En af dem havde brækket benet, det så ikke særlig behageligt ud.

Efter frokosten gik vi hen for at hente vores bil (en Ford Mustang). En rigtig amerikanerbil. Sportsvogn med kaleche, lædersæder og CD-afspiller. Planen var, at vi skulle køre rundt på The Keys, hvor vi skulle sove i telt i mindst seks dage.

Men det går selvfølgelig galt. For det første kan vi kun leje en plads i to dage, hvor vi havde brug for tre. Men det kunne ordne sig. Der var nemlig et ekstra sted, hvor vi blev tilbudt at slå os ned. Det var et lille stykke strand, der var blevet indhegnet, samt en hel skov af træer. Det tilbud tog vi imod.

Vi skyndte os at finde teltet frem, for det blev mørkt en halv til en hel time efter. Men for det første var der sand over det hele, og nedenunder var der en hård jordbund, så vi kunne ikke få pløkkerne til at stå fast. Men det var ikke det værste, for lidt efter opdagede min far også, at vi havde glemt noget af teltet hjemme i Danmark.

Panik! Alle hoteller er jo reserveret længe i forvejen. Og vi havde lige betalt 1500 kr. for at overnatte der i tre dage. Men vi kunne heldigvis få pengene tilbage, og ikke nok med det, der blev også ringet efter ledige værelser på hoteller og moteller. Det endte med, at de fandt et ledigt værelse på et motel (en slags hotel, men det ligger altid lige ved en vej og er knap så luksuriøst), hvor prisen oven i købet er langt lavere end på campingpladsen.

Da vi sidder i bilen og skal til at køre, kan vi ikke få kalechen ned og lyset på bilen kniber det med at få tændt. Men til sidst lykkes det, og vi finder da også motellet efter en del søgning og en enkelt efterspørgsel.

Motellet er et hyggeligt lille sted, med swimmingpool, en masse hunde og katte samt snakkesalige ældre mennesker, og så ligger det lige ud til en kanal, der fører ud til Atlanterhavet. Vi spiser aftensmad på en kinesisk restaurant lige i nærheden.



Torsdag d. 10. februar 2005

Vi sover helt til henad ni, men desværre vågner jeg med en grim hovedpine. Vejret er ganske vidunderligt og stedet ligeså. Vi spiser morgenmad på hotellets café, helt ud til kanalen, hvor det myldrer med fisk og hvor store flotte pelikaner svæver hen over vore hoveder. Bagefter tilbringer vi en time ved poolen, inden vi pakker og kører ind til ”Dolphin Cove”, hvor vi skal i gang med et af turens forventede højdepunkter i form af nærkontakt med delfiner. Vi starter med en lille sejltur, hvorunder vi får nogle generelle oplysninger om delfiner og om, hvad der skal ske de kommende timer.

Første del af programmet er en ”natural swim”, hvor vi ifører os våddragter, maske, snorkel og svømmefødder og svømmer rundt blandt de smukke dyr, dog uden at måtte røre dem.

Nærkontakt med delfiner – en stor oplevelse
Selv om solen skinner, er det en noget kold oplevelse, så det er rart lige at stå under en varm bruser inden anden del af programmet, som er den såkaldte ”structural swim”. Her bliver vi tildelt en instruktør, en platform og to delfiner, som – lokket med masser af fiskegodbidder – udfører alskens kunster med os. Vi bliver trukket og skubbet rundt i vandet, delfinerne springer over pinde og gennem tøndebånd og slutter af med at give os et ”kys” på hånden. Fantastisk oplevelse, men så er vi godt nok også blevet gennemkolde, og specielt Anita ryster som et espeløv. Det hjælper lidt med den varme bruser og videre ind i bilen med fuld tryk på varmen. Klokken er fem og vi har ikke fået andet at spise end morgenmad og et par bar’er, så vi er godt sultne, hvilket afhjælpes på en McDonald på tilbagevejen. Vi må også lige en tur ind omkring et kæmpemæssigt supermarked og købe lidt livsfornødenheder i form af chips, øl og sodavand.

Tilbage på motellet tilbringer vi lidt tid med at snakke med alle hundene, hvorefter vi sætter os ned til et af bordene ved kanalen og klarer nogle af Anitas engelsk-lektier, indtil det bliver for koldt. Vi prøver at lære et nyt kortspil fra den medbragte bog. Det ender med at blive et simpelt huskespil, hvor jeg – som ventet – ikke får et ben til jorden.

Anita er grydeklar halv elleve, hvorefter jeg tilbringer tre kvarter med at bringe dagbogen ajour, inden det også er slut med mig.

ANITA:

Da jeg vågnede, var klokken ni, og vi gik ned på den lille restaurant, der hører til motellet. Der løber en stor kanal bag vores motel og lige ved restauranten. Jeg bestilte en stor vaffel, som jeg ikke helt kunne spise. Da vi sad og spiste, opdagede min far, at der sad pelikaner lidt nede af kanalen.

Efter morgenmaden tog vi et dyp i swimmingpoolen, mens pelikanerne og alle de andre fugle fløj over os. Derefter kørte vi til Dolphin Cove, hvor vi skulle svømme med delfiner. Vi startede med at få fortalt, hvordan vi skulle opføre os over for delfinerne.

Anita øver hovedspring i poolen på The Keys
Det første møde med delfinerne var en såkaldt ”natural swim”. Det gik ud på, at vi skulle svømme med delfinerne, men ikke røre ved dem. En meget stor oplevelse, delfinerne susede forbi ved siden af en, og hvis man sagde lyde gennem snorklen, blev de nysgerrige og kom meget tæt på en. Der var vist otte delfiner, og to af dem var unger. Jeg kan ikke huske alles navne, men nogle af dem: Elvis, Alfons og Luke.

Da vi havde svømmet med dem i tyve minutter, skulle vi op og have et varmt brusebad, inden vi skulle til den anden del af programmet, nemlig ”structural swim”, det vil sige, at der sidder en træner og giver delfinerne ordrer. Min far og jeg skulle være sammen med delfinerne Luke og Alfons (de to største). De var vildt søde og meget bløde. Man skulle igennem forskellige øvelser, som delfinerne var blevet trænet i på forhånd. F.eks. at man skulle holde fast i deres rygfinner og blive hevet rundt i en cirkel. Og en såkaldt supermand, hvor man blev skubbet fremad af delfinerne. Nogen gange sagde de en mærkelig klikkende lyd. Det var vildt sjovt, nok feriens oplevelse.

På hjemvejen gik vi på amerikanermaner ind og spiste på en McDonalds. Og herefter hjem og lave engelsk. Vi har for resten besluttet at blive her i fire dage.



Fredag d. 11. februar 2005

Vågner og konstaterer – ved et kort vend uden for døren – at den bebudede koldfront vitterligt har indfundet sig. Lige køligt nok til swimmingpool’en, så vi beslutter, at det må være dagen, hvor vi kører til Key West efter at have indtaget vores spartanske morgenmad bestående af kakaomælk, papbrød og gummiost.

Vejret er køligt men smukt med en tindrende blå himmel, da vi kører vestpå med kalechen lukket. Lækker vogn, men praktisk er den altså ikke, i hvert fald ikke til personer af min størrelse. Halvdelen af mit synsfelt udgøres af taget, og speedometerets tal og visere er stort set skjult bag rattet, så jeg skal bukke hovedet krampagtigt for at se, hvor stærkt vi kører. Og det er i øvrigt ikke ret stærkt, på trods af den potente vogn, for hastighedsgrænserne ligger og svinger mellem 40 og 55 mph, svarende til 75-90 km/t, og trafikken er ganske tæt.

I starten kører vi mest gennem bymæssig bebyggelse af den grimmeste slags, med benzinstationer, fastfood-drive-in-steder, moteller og – især – butikker der sælger store både eller arrangerer fisketure. Lidt senere kommer vi ind over en del broer, nogle af dem meget lange, hvor man kan se det solglitrende hav til begge sider: Den Mexicanske Golf mod nord og Atlanterhavet mod syd.

Ved et-tiden er vi fremme ved Key West, hvor vejen ender og alle bilerne hober sig op, og det tager en del tid, inden vi endelig finder en P-plads. Det er en hyggelig by. Den er godt nok fyldt med turister, men de fleste bygninger er smukke gamle træhuse, og her er særdeles rent og pænt overalt.

Vi spiser en frokost, som viser sig at være meget lækker, men også meget meget lille, så vi må fylde efter med et stykke af den berømte key-lime-pie samt en stor is.

Her er en masse sjove mennesker og butikker med alskens besynderlige småting, som Anita kan bruge meget tid på at rode rundt i.

Vi går rundt en times tid til klokken er fem og solen står lavt og det begynder at blive køligt, og så er tiden inde til at påbegynde tilbageturen, med den smukke lavthængende sol ind gennem bagruden.

Anita er allerede sulten igen, så vi gør holdt ved en McDonald og køber de sædvanlige kyllingestykker, som er det eneste der kan finde nåde for hendes kræsne gane, der ikke tåler løg, tomat, sennep, ketchup eller mayonnaise.

Vi er hjemme klokken halv otte og tilbringer resten af aftenen med kortspil samt indtagelse af chips og drinks.

ANITA:

Da vi stod op og havde spist morgenmad, gik vi en tur ud for at se, om det var poolvejr. Vi havde hørt på TV, at der skulle komme en kuldefront. Og ganske rigtigt, det var koldt, altså en 16 grader cirka. Det lyder ikke af særlig lidt, men når man har gået i 22 graders varme en uges tid, så er det koldt.

På vej til Key West
Så vi besluttede os til at køre en tur til Key West i vores fede bil. Key West er det sydligst punkt i Florida (en ø). Det er en meget speciel by, med hyggelige små huse og områder (i modsætning til resten af Florida).

Vi gik ind og bestilte noget frokost på en hyggelig lille restaurant, men det viste sig at være en meget fin restaurant, med meget lidt mad for mange penge. Vi blev godt nok ikke helt mætte, men det smagte fantastisk.

I mellemtiden var det blevet varmere. Derefter fik vi os en is og en limekage til deling. Vi gik lidt ned ad en gade med masser af butikker og fandt en meget spændende butik. Der købte jeg en halskæde, en lille bold til Zak og et duftelys til Line.

Så måtte vi også hjemad, for det begyndte at blive mørkere og koldere. På vejen hjem gik vi ind i en McDonalds og købte nogle pommes frites.

For resten glemte jeg at fortælle, at da jeg gav en tigger 50 cent, sagde han ”thanks Mam”. Det er ikke hver dag man bliver kaldt Mam J

Vi så også en lille hund med hjertesolbriller og halstørklæde på, haha…



Lørdag d. 12. februar 2004

Morgenen er lige så smuk som i går og stadig kølig, om end det tydeligvis går den rette vej. Vi zapper lidt på TV’et og finder en vejrudsigt, der heldigvis lover os stigende temperaturer allerede fra i morgen.

Vi kører de femten kilometer ind til Key Largo og forhører os om en fisketur i morgen eftermiddag, og på tilbagevejen går vi ind og besøger den campingplads, hvor det var meningen vi skulle have boet i vores telt. Set i bakspejlet er det vist ganske udmærket, at det blev hotelløsningen i stedet. En noget anderledes campingplads end dem vi kender fra Europa, idet der ikke er et eneste telt. Alle bor i kæmpemæssige camping- eller beboelsesvogne og medbringer cykler og både samt hele stuearrangementer bestående af borde, stole og tæpper.

Helt nede ved stranden bor en ældre mand, der har fire cairnterrier, som er enormt søde. Vi får en lang snak med manden og hundene, der viser sig at have deltaget i – og vundet – mange konkurrencer, og den ene af hundene har endda en dansk far og hedder Thor.

Da vi kommer tilbage til motellet er det ved at være godt varmt, og vi tilbringer resten af eftermiddagen i og omkring pool’en mens vi læser og skriver lidt og jeg vasker lidt tøj. Efter et varmt bad, en halv times TV-zapning og nogle spil kort kører vi ind til det nærliggende indkøbscenter, hvor vi spiser en halvdårlig – og halvdyr – pizza. Dvs. vi kan nu ikke spise helt op, så den sidste slice får vi – på typisk amerikansk manér – pakket ind, så vi kan tage den med hjem. Den kommer dog ikke længere end ud til parkeringspladsen, hvor vi forærer den til en forhutlet bums, der går og tigger.

Hjemme igen må vi konstatere, at jeg – endnu en gang – har smækket os ude af værelset, og der er ingen i receptionen. Heldigvis finder vi den flinke gamle dame ovre i restauranten, og vi afslutter dagen med en halv times ”Olsen”, hvor jeg får alvorlige bank. Dvs. Anita afslutter dagen, mens jeg fortsætter lidt endnu, dels med dagbogsskrivning og dels med at læse nogle kapitler i min spændende bog ”Engle og dæmoner” (af Dan Brown, der også skrev ”Da Vinci mysteriet”).

ANITA:

I nat vågnede jeg på grund af, at jeg var kommet til at sparke tæppet af mig, og at jeg derfor frøs. Jeg kunne ikke få varmen, så min far fandt en sovepose frem.

Jeg vågnede igen klokken ni, med en lille smerte i nakken. Men den gik hurtigt over igen. Min far læste et kapitel for mig i min bog ”Den sidste luftpirat”. Derefter spistevi noget brød, ost og skinke (den sædvanlige kvalitet).

Så kørte vi en lille tur hen til en benzinstation. Det var ikke helt nemt at finde ud af, om man skulle trykke på den ene eller den anden knap, eller om det var det grønne eller det sorte håndtag, man skulle stikke ind i bilen, så vi blev nødt til at få hjælp.

Da det var klaret, tog vi ned til en havn og bestilte en fisketur til i morgen. Og så gik turen hjem til motellet igen.

Denne dag havde vi udnævnt til slapperdag ved poolen. Dermed hørte lektier også med. Jeg tilbragte det meste af tiden i poolen, men læste også lidt (min far læste for mig).

Til frokost spiste jeg delfinfisk og pommes frites. Nu tænker du nok, at jeg har siddet og spist delfin, men en delfinfisk er ikke en delfin men en fisk. Resten af dagen sad vi ved poolen, spillede kort og zappede på de amerikanske kanaler, som består af: Nyhedsprogrammer, overdrevne reklamer, dåselatterserier og vejledninger om, hvordan man kommer til at ligne en fotomodel uden at røre en finger.

Til aftensmad delte min far og jeg en pizza, som ikke var noget at råbe hurra for. Det var en meget stor pizza, og vi kunne ikke klemme det sidste stykke ned, så vi fik det med i en lille pakke, noget de gør meget i hernede, rimeligt nok, man har jo betalt for det. På vej fra restauranten til bilen mødte vi en tigger, som spurgte om vi havde lidt penge, han måtte få. Min far spurgte, om han ville have et stykke pizza. Og det var der vist ingen tvivl om.



Søndag d. 13. februar 2004

Sædvanlig slapper-morgen, hvor vi sover længe, zapper TV, læser højt og spiser morgenmad, før vi begiver os op til pool’en, hvor vi tilbringer et par timer i dejligt solskin. Dernæst kører vi ind mod Key Largo, hvorfra vi skal på fisketur, men vi skal først lige have lidt frokost. Det klares ved et af de utallige fastfood-steder, denne gang en Taco Bell, hvor vi får mexicansk mad til absolut rimelig pris, mens vi sidder og iagttager nogle af de typer, der kommer forbi. Lidt firkantet sagt, så er amerikanerne overvægtige mennesker, der helst ikke forlader deres store luksusbiler for at indtage deres usunde måltider.

Damen ved billetkontoret til fisketuren går med til, at vi lyver Anita et år yngre, så hun slipper med børnepris, dvs. 20$ mod ellers 35$, det er såmænd også dyrt nok endda. Anita synes det er lidt ubehageligt med denne ”hvide løgn”.

Vi går ombord på skibet sammen med en snes andre og sejler roligt ud gennem kanalerne, langs hvis sider der ligger den ene pragtvilla efter den anden, og alle har de store motorbåde liggende ude foran, med helt op til 3 x 225 hk. påhængsmotorer.

Ude på det åbne hav er der halvstore bølger, men himlen er blå og temperaturen vidunderlig. Efter en halv times sejlads er vi fremme ved ankerpladsen og kan begynde at fiske, hvilket desværre bliver en kort fornøjelse for Anita, der snart må bukke under for søsyge og lægge sig ned på en bænk midtskibs. Ærgerligt, nu havde hun lige glædet sig så meget til at fiske.

Det er småt med gevinsterne, men det lykkes mig da at fange en enkelt fisk. Anita får det lidt bedre, men kun så længe hun ligger ned, så der bliver ikke mere fiskeri for hendes vedkommende.

Vi er inde igen ved femtiden, hvor vi får fangsten udleveret i en plasticpose, smukt renset og fileteret og med besked om, at enhver restaurant med glæde vil tilberede dem for os. Det er dog for tidligt at spise aftensmad, så vi beslutter at vente til vi kommer hjem til ”vores egen” restaurant. På vejen kører vi forbi centret og køber ind, og Anita insisterer på at købe fiskeline, kroge og lodder for at tage fiskerevanche ved kanalen neden for motellet.

Pelikan
Restauranten er desværre lukket i aften, så vi beslutter at vente til frokosten i morgen og går i stedet i gang med at lave en fiskestang ud af en kæp og de indkøbte remedier samt lave madding i form af meljævning, hvorefter vi klæder os godt på og sætter os ned til kanalen.

Jeg havde forestillet mig, at jeg ville have god tid til at læse mens Anita fiskede, men gudhjælpemig om hun ikke – efter få minutters løb – fanger en nydelig lille fisk med de mest ubehagelige spidse rygfinner. Ganske svær at få af krogen, og nemmere bliver det jo ikke af, at hotellets kat kredser sultens rundt om mig, det ville være grimt at få den på krogen også. Jeg skærer den op med min halvsløve spejderdolk (altså fisken), kaster indvoldene i vandet, giver katten halvdelen og snitter resten i småstykker som madding.

Lidt efter fanger hun minsandten en til som er større, suk, farvel bog. Det lykkes mig at rense den med min sløve dolk, og vi beslutter at gemme den i køleskabet sammen med fileterne, og nu fanger hun ”heldigvis” ikke flere.

En fiskehejre har fået færten af vores fangst og nærmer sig med lange forsigtige skridt, så den til sidst står kun 2-3 meter fra os. Imponerende fugl at se så tæt på, og Anita er ikke helt tryg ved dens tilstedeværelse. Men så kommer en af de store katte modigt og jager den væk, og fuglen flakser bort med en irriteret skræppen.

Anita er meget meget træt og sover allerede halv ti, mens jeg lige tilbringer en halv times tid med min bog, før det også er ude med min energi, det må skyldes al den friske havluft.

ANITA:

Vi startede som sædvanlig dagen ved og i poolen. Det er en herlig opvarmet pool. Senere på dagen skulle vi ud og sejle i en båd, hvorfra vi skulle fiske. Men på vejen derover skulle vi lige forbi en Taco Bell og have lidt frokost. Det smagte okay, men det var noget sjasket noget.

Jeg havde glædet mig meget til at komme ud og fiske, og vi havde fået at vide, at der var stor sandsynlighed for at fange noget. Men selvfølgelig blev jeg søsyg. Hvorfor havde vi ikke tænkt på det? Jeg fik svedperler på panden og næsen og blev nødt til at lægge mig ind i skyggen.

Der var en lille sød amerikansk pige på fire år, som hele tiden holdt sig i nærheden af mig. Hun kunne vist ikke rigtigt forstå, hvad der var galt med mig, og prøvede at muntre mig op ved at snige sig ind på mig og forskrække mig.

Da jeg ikke var i stand til at fiske, fangede jeg ingen ting. Men min far fangede en flot lille fisk, som vi fik fileteret og tog hjem i køleskabet (vi skal have den til frokost i morgen).

På vej hjem skulle vi lige ind og købe lidt mælk og nogle andre ting. Da jeg opdagede, at man kunne få fiskegrej, købte jeg noget fiskeline, nogle kroge, en pose med lodder og noget mel. Jeg havde jo stadig lyst til at fiske, og der løber en kanal lige ved vores motel, fyldt med fisk. Min far lovede mig, at for hver fisk på femten centimeter eller mere jeg fangede, fik jeg en dollar (cirka seks kroner).

Vi kom hjem klokken syv, men vi kunne ikke spise aftensmad, så vi satte os ned til kanalen og fiskede. Efter lidt tid fangede jeg en fisk med pigge, som min far tog sig af. Og lidt efter var der bid igen. Min far skar kødet ud og gemte det (også til frokosten i morgen).

Mens vi sad og fiskede, kom en stor hvid fiskehejre helt hen til os. Den kunne lugte, at vi havde fisk. Lidt efter kom der en kat og hvæsede af den. Umiddelbart virkede hejren ikke særligt bange, men da katten kom nærmere, fløj den, mens den udstødte høje skrål.



Mandag d. 14. februar 2004

Sidste dag på Keys – og ren slapperdag. Vejret er perfekt til formålet, som er afslapning ved poolen og – for Anitas vedkommende – lidt mere fiskeri nede ved kanalen.

Vi starter ved den dejlige opvarmede pool, som vi har helt for os selv det meste af dagen. Vi snupper lige 500 meters svømning, hvorefter Anita tager fusen på mig ved at svømme en dobbelt runde under vandet, en præstation det først – med nød og næppe – lykkes mig at overgå hen på eftermiddagen, efter adskillige forgæves forsøg.

Fiskeriet er endnu sjovere nu, synes Anita, fordi man tydeligt kan se fiskene, inden de bider på. Det lykkes hende at fange endnu et eksemplar, som jeg må tage af krogen, men så heldigvis heller ikke flere.

På et tidspunkt, hvor jeg lige er gået et kort ærinde, kommer Anita skrækslagen løbende, fordi ”der er en leguan efter hende”. Og ganske rigtigt, en stor grøn slambert, som springer ud i vandet, svømmer over på den anden side af kanalen og klatrer op i et træ, imponerende. Og noget uhyggeligt, mener Anita.

Vores frokost består af ananas, gulerødder, ostemad og müsslibar, og nu trænger vi altså også snart til noget ordentlig mad. Vi tager bilen og kører ind til Key Largo, hvor vi finder en pæn restaurant, der gerne vil tilberede vores fisk. Det koster godt nok fjorten dollars pr. mand for lige at vende dem på grillen og servere dem sammen med lidt salat, ris og grøntsager, vildt. Men resultatet bliver glimrende (selv om Anita ikke bryder sig om grøntsagerne), og bagefter får jeg min første kop kaffe i to dage, herligt.

Hjemme igen bruger vi en times tid på at se en stor hundekonkurrence på TV samt spise en lækker is. Anita har fået lidt for meget sol og er noget rød i ansigtet, og fugtighedscremen, som jeg insisterer på at hun bruger i rigelige mængder, svider voldsomt.

Her er så varmt i aften, at vi må have tændt for AC’en for første gang. Anita sover før klokken ti, mens jeg bruger endnu en times tid på dagbog og læsning. En dejlig dag som afslutning på 5-6 gode dage på Keys, og i morgen går det så nordpå, med Everglades som første stop.

ANITA:

Dagens fangst fra molen ved motellet på The Keys
Min formiddag startede i poolen, hvor jeg svømmede cirka 500 meter. Jeg prøvede også at svømme så langt jeg kunne under vandet. Det endte med, at jeg svømmede to baner, dvs. cirka atten meter.

Efter det satte min far og jeg os ned til kanalen, hvor jeg fiskede og min far læste. Noget tid efter fangede jeg en fisk. Den var gul, grøn og grå, og så havde den pigge.

Lidt efter, da min far skulle hen og spørge på vores restaurant, om de kunne lave vores fisk til frokost, kom der en stor, grøn leguan løbende hen mod mig. Jeg var ved at dø af skræk (jeg hader store krybdyr). Jeg tog min fars rygsæk, som jeg skulle passe på, på ryggen og spænede hen til min far.

Vi kørte ind til en restaurant, der hedder Coconut, hvor vi fik grillet og tilberedt den fisk, som min far havde fanget. Den smagte overraskende godt.

Da vi kom hjem, så vi hundeudstilling på fjernsynet, indtil jeg faldt i søvn allerede klokken kvart i ti.



Tirsdag d. 15. februar 2004

Anita sover ti timer, den megen luft og sol tager på kræfterne. Jeg linder lidt på gardinerne og afventer hendes opvågnen med en halv times læsning, og da det ikke hjælper, lukker jeg en masse lys ind og tager et larmende bad, hvorefter hun langsomt dukker op til overfladen. Til morgenmad spiser vi ananas og müssli med mælk. Jeg savner en kop kaffe, men er dog efterhånden kommet et skridt længere i afvænningsprocessen. Det er så dagen, hvor vi endelig skal videre, efter tre dage i Miami og fem her på den lille ø Tavernier i Keys. Klokken ni er vognen pakket, og vi siger pænt farvel til den flinke dame og en af hendes søde hunde, før vi sætter os ind i den lækre bil med kalechen slået ned, for vejret er varmt og smukt igen i dag. Og hurra, jeg har lige opdaget endnu en af bilens elektroniske finesser (efter at Anita forleden fandt ud af, hvordan sædet kunne sænkes), nemlig fartpiloten, så nu behøver jeg stort set hverken bruge højre eller venstre fod, mens vi stateligt cruiser af sted med den lune vind i håret og Elvis i højtalerne. Efter en halv times kørsel drejer vi fra mod Everglades, og efter yderligere et kvarters kørsel (forbi gigantiske marker med tomater) er vi fremme ved ”Visitor Centre”, hvor vi ser nogle udstillinger samt en kort film om nationalparken. Entré til parken koster 10$ for en hel uge, rimeligt nok. Langs den cirka tres kilometer lange vej ned til Flamingo er der en håndfuld rastepladser med
Skarv i Everglades national Park
tilhørende ”trails”, og allerede ved den første er der fuld valuta for pengene i form af alskens flotte fugle, nogle skildpadder og – gys – masser af alligatorer, der enten ligger og soler sig eller sniger sig rundt i det lave vand.

Derefter kører vi ned til Flamingo for at få noget frokost. Der er en og kun en restaurant, der oven i købet har den smukkeste udsigt over bugten, så man kunne godt frygte, at de ville udnytte dette til at presse priserne i vejret. Men nej, viser det sig, niveauet er faktisk ganske rimeligt. Jeg får en lækker seafood-stuvning og Anita en cheeseburger, hvorefter jeg – oh fryd – konsumerer en hel kande kaffe, og med rigelige drikkepenge slipper vi med tyve dollars.

Alligator i Everglades national Park
Desserten består af et par store is, som vi køber ovre i butikken. Mens vi spiser isen går vi en lille tur, og pludselig ligger der to store alligatorer lige i vejkanten. Anita er smånervøs og nægter at vende dem ryggen mens jeg tager et fotografi.

På hjemturen går vi en tur ind langs en smuk og skyggefuld skov med maghonitræer, palmer og bregner, og her møder vi en sød og snakkesalig dansk familie, som har slået sig ned i Californien.

Ved femtiden er vi tilbage på den nordgående hovedvej, og efter et par forespørgsler finder vi et motelværelse til 50$, som er overraskende stort og pænt, så det tager vi, selv om der hverken er køleskab, mikrobølgeovn eller swimmingpool, vi skal jo bare være her en enkelt aften og nat.

Vi tager en drink og opdaterer vore dagbøger, selv om det kræver lidt pres for Anitas vedkommende, og bagefter starter hun på en Everglades-tegning, mens jeg drikker endnu en øl og vasker noget tøj.

Vi spiser aftensmad på en thai-restaurant, og på tilbagevejen kan vi se, at der er sket et grimt trafikuheld i et af vejkrydsene.

Hotelværelset har kun én – godt nok kæmpestor – seng med ét fælles tæppe, som jeg efterfølgende bruger en god del af natten på at slås med Anita om. Desuden er der en helikopter og et par udrykninger, der er med til at forstyrre min nattero.

ANITA:

I dag var der afgang fra Tropic Motel. Vi skulle nemlig videre til Everglades, som er en stor nationalpark på størrelse med Fyn. Den er fyldt med vilde dyr, som f.eks. alligatorer, fugle og skildpadder. Man kunne også være heldig og se en panter, men det skulle være ultra usandsynligt.

Og ganske rigtigt. Der var masser af alligatorer og mange forskellige fugle, f.eks. ørne, hejrer og små farvestrålende fugle.

Efter nogle timer i Everglades kørte vi til en mindre by, som er en forstad til Miami, hvor vi slog os ned på et Motel. Her skal vi så overnatte en enkelt dag, inden vi skal videre.



Onsdag d. 16. februar 2004 Endnu en dag med smukt vejr. Vi kommer af sted lidt over ni og starter med at spise morgenmad på en lille lokal café, hvorefter vi kører gennem nogle områder, hvor der dyrkes store mængder af frugt og grøntsager. Vi standser et sted, hvor det er muligt at få en sejltur med en af de såkaldte ”Airboats”, der nærmest svæver hen over sumpene, mens en stor og larmende motor med påmonteret propel flytter os fremad med en hastighed på omkring 50 km/t. Ganske sjov oplevelse, og midt på turen bliver vi sat af på en lille ø, hvor der – endnu en gang – er et utal af flotte fugle og store væmmelige alligatorer.

Et stykke længere fremme kommer vi til ”Shark Alley”, en asfalteret sti af en snes kilometers længde, der enten kan tilbagelægges pr. cykel eller bus. Anita gider ingen af delene, så vi nøjes med at gå nogle hundrede meter ud ad stien, hvor der ligger adskillige alligatorer og lurer.

Vi kører en times tid længere, til vi kommer til Everglades City, hvor vi indlogerer os på et glimrende hotel med en lækker swimmingpool, beliggende lige ved en af de kanaler, der fører fra kysten og ind i den store nationalpark.

Frokosten spises på en lille restaurant, hvor der er en utroligt masse sjove gamle ting, men maden er dyr og ikke spændende, og betjeningen er ikke videre høflig. Bagefter skynder vi os over til poolen for at nyde de sidste par timers sol og varme. Anita svømmer 500 meter, mens jeg driver den af med min bog, lidt sløvt.

Aftensmaden indtager vi på et spøjst sted med højrøstede typer og kraftig jukebox-musik. Vi deler en pizza, hvilket er mere end rigeligt, da den er af den kraftige og svampede type, som de desværre oftest laver her til lands.

I aften er der – for første gang – myg i luften, så vi trækker ret hurtigt hjem til hotellet, da de erfaringsmæssigt lynhurtigt angriber Anita, og vi har ikke taget vores myggecreme med.

ANITA:

I dag har vi kørt fra Homestead til Everglade City. Det brugte vi det meste af dagen på. Ikke fordi der er særlig langt, men vi stoppede en del forskellige steder. F.eks. ved en butik, fyldt med indianerting og sager. Man kunne også købe en airboattur. Det havde min far altid ønsket sig at prøve, så det besluttede vi os at bruge fyrre minutter til. Det var da også en god oplevelse. Båden lå oven på vandet, og blev drevet frem af en stor motordrevet propel. Dvs. at den kan køre igennem sumpområder dækket af siv og åkander uden at beskadige dem. Båden sejlede cirka 50 km/t og kunne lave nogle sjove vendinger.

Efter det gik vi ind i indianerbutikken, hvor jeg købte en udsmykket, håndlavet pil.

Vi var også inde i kanten af Everglades. Der er simpelthen alligatorer overalt. Men de fleste holder sig i det mindste fra stierne.

Vi endte med at overnatte på et hotel i Everglades, hvor der både er badekar og swimmingpool.



Torsdag d. 17. februar 2004

Anita er umulig at få liv i før klokken er hen ad ni. For en gangs skyld er der inkluderet morgenmad, om end det ikke er noget at skrive hjem om: Toastbrød, sandkage, syltetøj og kaffe. Vi er ude på landevejen lidt over ti og sætter kursen mod Naples, der ligger ude ved Den Mexicanske Golf og hvor strandene skulle være helt paradisiske. Det ser vi desværre ikke meget til, da vores udsyn er blokeret af luksushuse og massive bilkøer.

Vi kører nordpå langs kysten i et område, der tydeligvis er hjemsted for folk i en helt anden indtægtsklasse end min. Ind i mellem får man et glimt af en lækker strand mellem luksushusene, men det er umuligt at komme et smut derned, da alle (de få) parkeringspladser enten er privatejede eller koster tyve dollars.

Omsider finder vi et sted, hvor vi kan komme lidt ud til vandet, nemlig ved noget så spøjst som en ”hundelufter-strandpark”, hvor det vrimler med disse herlige firbenede væsener, der ser ud til at nyde sol og vand i mindst lige så høj grad som deres respektive herrer. Vi slapper af her en times tid og kører så videre nordpå, og nu går det bare helt galt. Dvs. vejen fører forbi de lækreste strande, men vi kan stadig ikke komme derned, og til overflod går trafikken fuldstændig i stå, så vi tilbringer de næste par timer med at snegle os af sted i en megalang bilkø. Et par gange stopper vi for at forhøre os om et hotelværelse, men mindsteprisen er 150$, no way!

Endelig kommer vi væk fra Ft. Meyers Beach, som strandområdet hedder, og op på den nordgående I75, som er en bred tre- til firesporet motorvej. Desværre starter også den med, at al trafikken går helt i stå, men det varer dog heldigvis ikke så længe denne gang. Vi kører nordpå en times tid med god fart, faktisk uhørte 75 mph (120 km/t).

Desværre er der ingen hoteller langs motorvejen, så efter nogen tid, da Anita alligevel skal tisse, kører vi fra ad en sidevej. Her ligger en campingplads, hvor vi forhører os om hytter, men der er ingen ledige. Derefter fortsætter vi med at spilde en times tid med at køre ud til en lille by ved kysten, hvor der absolut ikke er skygge af hoteller. Til gengæld er der en Burger King, hvor vi køber en stor portion junk food, som vi spiser i bilen, vi er sgu snart ved at blive helt amerikaniserede.

En times tid senere prøver vi igen at dreje fra og finde et hotel, men der er kun et enkelt, som ingen ledige værelser har, suk. Klokken er seks, og solen står som en stor og ildrød kugle lige over horisonten. Vi er efterhånden kun en times kørsel fra Tampa, så vi beslutter, at vi lige så godt kan bide tænderne sammen og køre helt derop og så til gengæld tage en slapperdag i morgen.

Endelig – lidt over syv – kommer vi til den afkørsel, der fører hen forbi Busch Gardens, som er den forlystelsespark vi vil besøge i overmorgen. Det første hotel har værelser til 70$, men er i øvrigt ikke vildt spændende, så selv om klokken efterhånden er mange, beslutter vi lige at gøre endnu et forsøg.

Vi får øje på et hotel, der ser alt for dyrt ud, men går alligevel ind og spørger. Hundrede dollars er prisen, men til gengæld er det så også super luksus og med morgenmadsbuffet samt fri adgang til kaffe, te og popcorn, med spa og swimmingpool, fri internetadgang, kaffemaskine og mikrobølgeovn på værelset samt bustransport til Busch Gardens, så jeg giver mig, træt og mør som jeg er.

Vi sætter os ned i lobbyen og spiller kort og skriver dagbog, mens jeg – med stor fornøjelse – bæller tre store kopper kaffe i mig. Anita sover klokken elleve, mens jeg holder endnu en times tid, til jeg har fået færdiggjort min spændende bog.

Herefter kommer jeg i tanker om, at jeg bliver nødt til at vaske noget af Anitas tøj, så det kan nå at tørre i morgen, hvor vi har en overliggerdag. Pyha, det blev en lang og hård dag.

ANITA:

I dag var det meningen, at vi skulle køre et par timer, til vi fandt et motel eller noget lignende, hvor vi kunne overnatte og tilbringe eftermiddagen. Men intet blev som planlagt. Der blev trafikprop, og vi kunne ikke finde et hotel eller noget andet sted til en rimelig pris. Da vi havde kørt i cirka syv timer, besluttede vi at køre hele vejen til Tampa, nu vi alligevel var i gang.

Vi endte på et fint hotel ved navn Wingate Hotel, hvor vi har tænkt os at blive i to dage. Her er ret dyrt, 100$ for en overnatning! Men til gengæld er her et stort fællesrum med gratis morgenmad, popcorn, te og kaffe. Her er også pool, boblebad, internetcafé og fitnessrum.

Vi fik da også en god strandtur ud af det. Endda på en hundestrand



Fredag d. 18. februar 2004

Klokken bliver et, inden jeg slukker lyset, og i samme øjeblik udbryder Anita – i halvsovende tilstand: ”Far, jeg kan slet ingen ting se nu”, hvorefter hun vender sig om og snorker videre. Nej Anita, sådan er det jo, når man slukker lyset midt om natten. Sov godt!

Ved femtiden vågner jeg igen, måske fordi jeg kan fornemme, at Anita ligger søvnløs og roterer og sukker. Det er den halve snes myggestik, som hun pådrog sig forleden nede i Everglades, det klør og gør ondt, så hun ikke kan sove. Utroligt så stærkt hendes krop reagerer på den slags påvirkninger. Jeg foreslår hende at tage en clarityn, hvilket tilsyneladende hjælper, i hvert fald lykkes det hende – og mig – at falde i søvn igen og sove, indtil en stuepige kommer brasende ind klokken halv ni og undskylder sig med, at vi ikke har hængt ”don’t disturb skiltet” uden på døren. Gør man det om natten?

Nå, under alle omstændigheder ikke det mest skøre tidspunkt at stå op på, hvis vi skal have lidt ud af fridagen og de mange dollars, jeg har spenderet på at bo her.

Morgenmaden er overdådig, i hvert fald efter amerikanske forhold. Ting som ordentligt brød – for ikke at tale om ost – findes naturligvis ikke, men her er da både røræg og pølser, muffins, cornflakes, frisk frugt og vafler samt kaffe, te og juice. Og – naturligvis – et megamastodontstort TV, der står i et hjørne og dominerer rummet med hurtige skift mellem vejrudsigter og reklamer for hundemad samt reportager om trafikale katastrofer og jagt på seriemordere.

Efter morgenmaden pakker vi til en pooltur, idet dagen står i afslapningens tegn. I hvert fald formiddagen, senere må vi lige ud og købe lidt mad, som vi kan tilberede i mikrobølgeovnen, så vi kan spare nogle af alle de mange penge værelset koster. Og – ikke at forglemme – købe nogle øller til at fylde i det store tomme køleskab.

Poolen ligger på sydsiden af hotellet, hvor der både er læ og dejlig solskin, så her bliver hurtigt varmt. Til gengæld er poolen ikke – som de foregående dage – opvarmet, så opholdene bliver knap så langvarige, før man finder op i liggestolen og lader sig gennembage af de dejlige sol (og skriver et par postkort og starter på den næste bog).

Vi undrer os over, at de elektroniske værelseskort ikke længere giver os adgang til spa’en, men slår det indtil videre hen. Værre bliver det, da det senere viser sig, at vi heller ikke kan komme ind på vores værelse. En forespørgsel i receptionen afslører, at de kun regnede med, at vi blev her én overnatning, og uanset om misforståelsen er min eller deres fejl, så er faktum, at motellet er fuldt belagt, så vi er nødt til at forlade værelset. For pokker da, hvor irriterende, så skal vi igen til at bruge tid på at køre rundt og finde et ledigt hotelværelse, og så netop på en dag, hvor det var meningen vi skulle slappe af.

Efter et par forgæves forsøg ender vi på ”Embassy Suites” lige ovre på den anden side af gaden. Et hotel i en kategori, som jeg normalt slet ikke overvejer at bo på, men jeg orker simpelthen ikke at køre rundt mere, så jeg giver efter, selv om det koster 180$ pr. nat. Til gengæld er det så også den ypperligste luksus med en hel toværelses lejlighed med alle faciliteter, morgenmadsbuffet, fitnessrum, opvarmet pool og gratis drinks og snacks mellem 5:30 og 7:30. Vi skynder os at bære bagagen ind og køre ud for at finde et indkøbscenter, og vi tilbringer uanede mængder af kostbar tid, der kunne have været brugt bedre til afslapning ved poolen, med at holde i endeløse bilkøer foran utallige gigantiske lysregulerede vejkryds. Fodgængere og cykler ser man intet til her, det er bare biler, biler og atter biler, sygt.

Klokken bliver halv fem, inden vi endelig er tilbage og kan tilberede et par små hurtige pizzaer i mikro'en og fem inden vi plumper ned i den dejlige opvarmede pool, hvor vi lige svømmer 500 meter. Anita svømmer som en fisk efterhånden, jeg kan snart dårligt nok følge med mere.

Bagefter sidder vi nede i baren og nyder gratis drinks og chips, mens vi opdaterer vores dagbøger og tager nogle spil kort. Anita har mere energi til overs, så vi går en tur i fitnessrummet og brænder nogle kalorier af på et løbebånd og laver en masse mave- og armbøjninger, før vi endelig flader ud foran det ene af vore to store TV’er, mens vi afslutter dagen med en lækker is.

ANITA:

Både mig og min far lå søvnløse i halvanden time om natten, fra klokken halv fire til halv fem. Jeg fordi mine myggestik begyndte at klø helt ustyrligt, og min far fordi han kunne mærke, at jeg var vågen. Men til sidst faldt vi i søvn.

I dag var meningen, at vi skulle have en slapperdag, men vi nåede kun at få et par timer ved poolen. For da opdagede vi, at vores nøglekort ikke ville låse os ind på vores rum og andre steder. Det viste sig, at vi kun var blevet sat på hotellet i en nat, og at vi skulle tjekke ud inden for kort tid. Så vi måtte have al vores bagage tilbage til bilen og finde et nyt hotel eller noget lignende. Hvilket skulle være meget svært, da det er weekend og der bliver holdt nogle sportsstævner lige i nærheden.

Vi orkede ikke alt det køren rundt, så vi endte på et VILDT FLOT OG DYRT HOTEL ved navn Embassy Suites. Her er swimmingpool, spa, Internet, apotek, spillemaskinerum, fitnessrum og mikrobølgeovn, fryser, køleskab, 2 TV’er, playstation og meget meget mere. Af navnet fremgår, at alle hotellets værelser er suiter. Så vi har både soveværelse, dagligstue, køkken og badeværelse. Lækkert men dyrt, 180$ for en overnatning.

Vi skulle lige ud og købe lidt ind til aftensmaden, som vi havde tænkt os at lave i mikrobølgeovnen. Men det tog en helvedes tid, ikke mindst på grund af blinklysene. Vi sad på et tidspunkt ved et blinklys og ventede i syv minutter (ikke overdrevet). Og så er der vildt mange biler og ikke en cyklist. I supermarkedet købte jeg en kasket og et armbånd, som der er rigtig mange af amerikanerne, der går med.

Da indkøbet var klaret, gik vi ned i poolen og i spabadet i de sidste solstråler. Poolen var opvarmet, og spabadet var dejlig varmt (næsten for varmt).

Derefter tog vi ned i en af hotellets barer / restauranter og drak en masse drinks. Det er nemlig gratis mellem klokken 5:30 og 7:30 pm. Og dermed hører også alle de chips man kan spise.

Dagen afsluttede jeg i hotellets fitnessrum, hvor jeg løb over to km. på et løbebånd.



Lørdag d. 19. februar 2004

Klokken kvart i otte lyder der et infernalsk spektakel fra den lille clockradio, som vi har indstillet til vækning. Anita er fuldstændig bevidstløs, men kommer langsomt til live, da jeg fjerner gardinerne fra vinduet og tænder for det kæmpemæssige TV for fodenden af sengen. En vejrudsigt for de næste fem døgn lover strålende sol og stigende temperaturer, det er jo helt utroligt, så heldige vi er med vejret, noget tyder på, at vi overhovedet ikke kommer til at opleve så meget som en dråbe regn.

Morgenbuffet’en er virkeligt overdådig, og vi fylder godt på, så vi kan overleve til i aften uden dyre købemåltider. Klokken kvart over ni er vi klar til at køre til Busch Garden med hotellets minibus. Desværre tager den korte tur over en halv time, fordi vi ryger ind i noget irriterende vejarbejde, men til gengæld slipper vi for billetkøen ved indgangen, da vi købte billetter på hotellet. Busch Garden er en forlystelsespark, hvor man kombinerer elementer fra tivoli, zoo, teater og biograf. Her er nogle af USA’s vildeste rutschebaner med loops og hastigheder på over 100 km/t, men heldigvis også nogle mere moderate forlystelser, som vi tør give os i kast med. Og så er der en masse flotte dyr, som man bl.a. kan se fra et lille tog, der kører rundt om ”Serengeti Plains”.

En helt speciel seværdighed er amerikanerne selv, af hvilke der er et uhyggeligt stort antal slemt overvægtige, ikke mindst blandt børn og unge, et deprimerende syn.

Vi slutter af med en lille film med indlagte specialeffekter. Nogle specielle briller gør, at filmen fremstår livagtigt tredimensionalt, og vand- og luftdysser i sæderne giver nogle særdeles overraskende og humoristiske effekter.

Parken er åben helt til klokken otte, men lidt over fem er vi møre og begiver os til udgangen, hvor vi får hjælp til at ringe og orientere hotellet om, at vi gerne vil afhentes. Der går nogen tid, inden bussen ankommer, men solen skinner stadig, så det gør ikke så meget, og heldigvis tager hjemturen kun fem minutter. Det er lørdag aften midt i spisetiden, hvor familien USA sidder foran aftensmad og TV, så der er for en gangs skyld god plads på vejene.

Klokken seks sidder vi nede i lobbyen og kan slappe af med chips og drinks og kortspil og dagbøger og nyde al den luksus, som vi betaler for. Vi har egentlig købt ind til at lave aftensmad i mikrobølgeovnen, men efter et par store portioner mexicanske chips med varm ostesovs har vi mere lyst til en svømmetur i den opvarmede pool under den funklende stjernehimmel. Vi snupper lige halvtreds runder, svarende til 1000 meter, i en hastighed, der er ved at tage livet af mig. Jeg kan stadig svømme fra Anita, hvis jeg tager mig sammen, men jeg har på fornemmelsen, at det snart er slut.

Vi fortsætter med et kvarter i den brandvarme spa og slutter af med endnu et par runder i bassinet. Det kræver lidt overtalelse at få Anita op af vandet, men klokken er allerede halv ti, og jeg ved hvor svært det bliver at få liv i hende i morgen tidlig, hvor vi skal forlade dette super-luksus-sted for at køre videre til Orlando.

ANITA:

I dag har vi været i Busch Garden. Det er en zoo, et tivoli, et teater og en biograf i en park. Der var giraffer, gribbe, zebraer og mange flere spændende dyr. Dem kunne man se på flere forskellige måder: Man kunne køre i jeep, med tog, med skytrain eller bare gå på den anden side af hegnet. Vi benyttede os af toget, for der var en times ventetid på jeepen.

Vild rutsjebane i Busch Gardens
Rutschebaner var der nok af! Og alle sammen med store højder, lange fald, hurtige sving og et væld af loops. Ved siden af dem er Dæmonen i Tivoli en bagatel. Vi havde ikke rigtigt mod på det helt vilde, så vi tog en stejl og hurtig rutschebane, uden loops eller drejen rundt. Vandrutschebaner var der også nok af. Min far og jeg havde ikke meget lyst til at live våde, så det blev til den tørre version.

Der var ved at blive bygget en ny rutschebane, som skulle blive USA’s vildeste (ikke så lidt endda!).

Vi sluttede besøget med en tur i en slags biograf. Filmen var firedimensionel. Vi fik nogle specielle briller, så der blev dybde i billedet på skærmen. Vi spekulerede over, hvad den fjerde dimension var, men det fandt vi hurtigt ud af. Det var følesansen, vi fik brug for. F.eks. var der en mand i filmen, der blev overrasket og spyttede al den øl han havde i munden ud mod os publikum. Vi havde ikke ventet noget, men i næste øjeblik fik vi vand i hovedet. CHOK! Og det blev ved! Der kom luft susende ud af sædet, nede ved ens fødder, mens man så rotter på skærmen.

Da vi ville hjem, fik vi parken til at ringe til vores hotel, og så kom de efter os. Det var også dem, der havde kørt os dertil. LUKSUS!

Da vi kom hjem på hotellet, satte vi os ned i en bar, hvor vi fyldte os med chips og drinks. Dagen sluttede vi af i den opvarmede pool under stjernehimlen.



Søndag d. 20. februar 2004

Vågner klokken syv og er lysvågen, mens Anita stadig sover tungt. Men så er det jo godt, at vi har en hel suite, så jeg bare kan gå ind i dagligstuen og sidde og zappe lidt på TV’et og læse lidt i min LP-guide og studere kort og køreruter, så jeg er nogenlunde forberedt til at køre til Orlando. Det kan godt være, at Anita er ved at overgå mig i svømning, men det varer lidt endnu, før hun er fuldbefaren som co-pilot, der kan navigere genne junglen af afkørsler fra de amerikanske motorveje.

Anita i Mustang'en foran motel i Orlando
Jeg sidder og pønser på at lave et lille mobiltelefon-video-klip af Anita, når jeg vækker hende, men i samme øjeblik vågner hun af sig selv, en halv time før det tidspunktet vækkeuret er indstillet til.

Anita ligger og læser lidt, mens jeg går ned i bilen med halvdelen af bagagen, og bagefter går vi ned og propper os med hotellets lækre morgenmad, mens vi væmmes over synet af de mange overvægtige amerikanere.

Klokken ti er vi atter ude på landevejen, og endnu en gang er vejret fremragende. Alligevel tager vi kalechen op, da vi har kørt et stykke tid, for ved motorvejskørsel er hastigheden lige lovligt høj til, at det er behageligt, specielt om morgenen.

Det går nemt og hurtigt at komme op i nærheden af Orlando, men så går det lidt i koks med at finde ud af, hvor vi egentlig er, og vi bruger en halv times tid på at køre rundt. Vi ser et motel, der ikke ser alt for prangende ud, og de har faktisk ledige værelser til 70$, inkl. TV, mikrobølgeovn og køleskab, og så er der hele tre pools, hvoraf den ene er opvarmet. Vi kan godt nok tidligst få værelset klokken to (om to timer), men skidt, den mellemliggende tid bruger vi på lige at købe ind i et nærliggende center samt sidde ude ved poolen med en drink og skrive postkort og dagbog.

Desværre viser det sig, at værelset først er klar klokken fire, og da vi endelig indtager det, opdager vi, at der ikke – som lovet – er mikrobølgeovn og at køleskabet ikke virker. Suk, over igen og klage, og kort efter kommer der en mand med nyt udstyr, så vi endelig kan pakke ud og bevæge os ned til poolen.

Der ER opvarmet. Faktisk er den lige så varm som et spabad, det var dog vildt. Vi svømmer til solen går ned, og så går vi tilbage til værelset og spiller kort og ser TV og spiser mikrobølgemad. Jeg skejer ud med en flaske rødvin fra det lokale – meget velforsynede – indkøbscenter, en behagelig afveksling fra øl.

ANITA:

I dag vågnede jeg klokken otte og lagde mig til at læse til halv ni, hvor efter vi gik ned og spiste af den store morgenmadsbuffet.

Vi skulle til Orlando. Det er der vi skal i de to forlystelsesparker Universal Studios og Islands of Adventure. Derfor tog vi af sted lige efter morgenmaden.

Det tog heldigvis kun to timer at køre til Orlando og finde et hotel med tre pools (hvoraf den ene er opvarmet), mikrobølgeovn, køleskab og fryser.

Vi skulle vente nogle timer på at få vores værelse. Så vi satte os ned til en af pools’ene, hvor vi skrev postkort og spillede Olsen (det ser ud til, at jeg fører i vores ferieturnering).

Da vi endelig havde fået vores rum, var der hverken mikrobølgeovn, fryser eller køleskab. Men det blev ordnet med lidt besvær.

Ved femtiden tog vi ned og badede i den opvarmede pool. Det er godt nok den varmeste udendørs pool, jeg nogensinde har været i.

Til aftensmad lavede vi nogle frosne makaronier med ost og spaghetti med kødsauce (i mikroen).



Mandag d. 21. februar 2004

Sover uroligt, vågner klokken fem og ligger søvnløs 2-3 timer, irriterende. Vi spiser müssli med mælk samt et par store skiver ananas og tager derpå afsted til Universal Studios. Parkering koster otte dollars, eller tretten, hvis man vil undgå lang gåtur og en masse kø, når man skal ud igen i aften. Alt kan købes for penge her til lands, så det gør vi. Alligevel er der nu en ganske pæn gåtur, men skidt, det er endnu en gang en dejlig solskinsdag.

Anita foran Universal Studios i Orlando
Universal Studios forlystelsespark er ganske hyggelig, bygget op omkring nogle gode efterligninger af forskellige amerikanske byer. Vi prøver nogle af underholdningerne og skipper andre, da Anitas mod kan være på et meget lille sted. Der må ikke være skrækeffekter, voldsomme bevægelser, skeletter, mumier, monstre, krybdyr, dinosaurer eller hajer, og dermed udelukkes mindst halvdelen. Ventetiden pr. forlystelse ligger på omkring 10-30 minutter, nogenlunde acceptabelt.

Ved firetiden er vi møre og har set det vi tør, så vi vender tilbage til bilen og sætter næsen hjemefter. Desværre har jeg helt glemt at få et kort med, for ikke at tale om noget så elementært som adressen på hotellet. Jeg troede det ville være så nemt at finde tilbage, men efter en tur rundt i det gigantiske P-hus samt et par ture rundt på en masse afkørselsveje, har jeg totalt mistet orienteringen. Vejnavnene siger mig intet, og alle stederne ligner hinanden, med endeløse rækker af biler langs fastfood-restauranter, benzinstationer og indkøbscentre.

Vi kan huske, at vores hotel ligger på – eller i nærheden af – Turkey Lake Road, og med den oplysning søger vi hjælp på en benzinstation. Og endelig lykkes det at finde hotellet, men i stedet for at køre hjem, overtaler Anita mig til at køre yderligere fem miles til et indkøbscenter for at kigge efter nogle spøjse sko med små hjul, som det desværre ikke lykkes os at finde.

Vi køber ind i det lokale center, bl.a. mikrobølgeovnsmad, som vi tilbereder og spiser på værelset, hvorefter vi spiller lidt billard, ser TV, skriver dagbog og spiller kort.

ANITA:

I dag tog vi til forlystelsesparken Universal Studios. Alle forlystelserne er baseret på film og illusioner. F.eks. så vi Shrek 4D, som er en minifilm, hvor figurerne en gang i mellem kommer ud i hovedet på en, hvis man altså har nogle bestemte briller på. Den var meget godt lavet, og man følte i høj grad, at tingene hoppede ud af skærmen.

Noget andet vi prøvede var ”Men in black – alien attack”. Det gik ud på, at man skulle sidde i en lille vogn - med seks mand i - og skyde aliens med laserpistoler. Det var nok det sjoveste vi prøvede. Meget livagtig var også forlystelsen ”Eartquake”, som var en illustration af et jordskælv, hvor man befandt sig i en metro under jorden.

En anden ting vi prøvede var en lille minifilm, hvor sæderne bevæger sig, så det passer med det der sker i filmen. Egentlig troede vi, at det var noget for pattebørn, men da vi havde prøvet alt andet, som ikke var for uhyggeligt, besluttede vi os for at prøve alligevel. Det var meget livagtigt, og man følte virkelig, at man kørte med i et tegneserie-rumskib. Faktisk var det så livagtigt, at jeg blev køresyg og måtte kigge ned i jorden for ikke at kaste op.

Da vi skulle hjem, kunne vi ikke finde hjem. Delvis på grund af, at vi var kommet ud af en anden ende af parken, end da vi kom. Og delvis på grund af, at vi selvfølgelig havde glemt adressen på hotellet og intet bykort havde. Men til sidst fandt vi da ud af det og skulle bare lige ned og købe aftensmaden, inden vi kunne falde lidt til ro oven på den besværlige hjemtur.



Tirsdag d. 22. februar 2004

Sover længe, i hvert fald Anita, mens jeg ligger og læser den sidste times tid (fra halv ni til halv ti). Det er gråvejr fra morgenstunden, for første gang siden Miami, men mon ikke det klarer op lidt senere? Vi giver os god tid med morgenmaden, hvorefter vi kører hen på ”International Drive”, som er en lang vej fyldt med hoteller, restauranter og forlystelser. Her ser vi ”Ripleys Believe it or not”, hvor vi mødes af et hav af bizarre ting og oplysninger. F.eks. en Rolls Royce i tredjedel størrelse bygget af flere millioner tændstikker, et Mona Lisa portræt af tusindvis af ristede toaststykker og en hel masse andre skøre ting.

Da vi kommer ud igen, er det blevet solskin. Vi besøger en butik og et indkøbscenter i den fortsatte jagt på de tidligere omtalte rullesko, men stadig forgæves. Tilsyneladende har de været på mode for et par år siden og er først ved at vende tilbage nu, så vi er enten alt for sent eller lidt for tidligt på den.

I indkøbscentret spiser vi en glimrende frokost, før vi kører tilbage ad de rædselsfuldt grimme veje med de uhyggeligt mange biler til vores grimme motel, hvor vi tilbringer resten af eftermiddagen ved den grimme – men dejligt varme – pool, omgivet af fede og højrøstede amerikanere.

Dernæst et spil billard, og mens aftensmaden – en stor portion lasagne – tilberedes i mikrobølgeovnen, får vi klaret vore dagbogsoptegnelser.

ANITA:

I dag skulle have været en slapperdag ved poolen, men da vi vågnede, var det gråvejr. Så vi besluttede at tage ind til museet ”Ripleys believe it or not”, som er en slags ”Rekord-hus”. Det viste sig at være en ganske god beslutning, da det var meget spændende. Der var både billeder med synsbedrag, voksdukker af verdens højeste og verdens tykkeste mænd, en bil bygget af tændstikker og et Mona Lisa billede lavet af 1426 stykker toastbrød. Af navnet fremgår, at manden der grundlagde museet hed Ripley. Han rejste selv rundt og opdagede mange af besynderlighederne. Han havde f.eks. selv en hund med kun ét øje!

Bagefter tog vi ind i et hyggeligt udendørs center, hvor vi ville lede efter nogle bestemte sko med hjul i hælene, som jeg havde set nogle mennesker gå og løbe rundt med. Men de havde dem ikke i nogen af butikkerne. Så vi kørte hjem til poolen, hvor vi tilbragte eftermiddagen med at bade og læse.

Klokken 8 pm. gik vi op og spillede billard, og derefter tog vi hjem på værelset og så lidt TV, spiste aftensmad og skrev dagbog.



Onsdag d. 23. februar 2004

I dag skal vi besøge den anden af Universals forlystelsesparker, nemlig ”Islands of Adventure”. På forhånd imødeset med en vis skepsis af Anita, der udviser en konsekvent mangel på mod i forhold til oplevelser, der involverer voldsomme bevægelser og/eller forskrækkelser. Som i går er det gråvejr fra morgenstunden, men behageligt mildt, og det klarer op i løbet af formiddagen. Vi spadserer rundt og kigger på de vanvittige rutschebaner og prøver et par af de absolut mere adstadige samt overværer et stuntshow med indbyggede lyd- og lyseffekter.

Efter en udmærket frokost er klokken halv tre, og vi beslutter, at vi lige så godt straks kan påbegynde turen tilbage til Miami, så den kan brækkes over i to. Som sædvanlig er det et helvedes besvær at finde ud til den rigtige vej, men omsider lykkes det, efter at vi har kørt en del rundt på de trøstesløse og stærkt trafikerede veje. ”Florida Turnpike” er en kæmpestor betalingsmotorvej, der løber gennem Orlando og ned forbi Miami, og på den kan vi holde behagelige 70 mph (112 km/t).

Efter en times kørsel begynder himlen at blive mørk, og kort efter kører vi ind i feriens første regnvejr. Dvs. ”regnvejr” er godt nok et mildt udtryk for det fænomen der indtræffer, da himlens sluser åbner sig og vi må helt ned og køre i normal dansk cykelfart, før vinduesviskerne kan følge med, og vi kan have en rimelig sikkerhedsafstand til de forankørende. Det hele varer kun en god halv times tid, og resten af dagen er vejret atter udmærket, om end temperaturen er faldet et par grader.

Ved femtiden forlader vi motorvejen for at prøve at finde et hotel, men det går som det plejer: Når vi kigger efter et eller andet bestemt, det være sig et hotel, en restaurant eller et supermarked, så er alle sådanne som sunkne i jorden. Vi kører gennem nogle mondæne villakvarterer og kommer ud på A1, som er en skod-hovedvej med masser af trafiklys og de sædvanlige trøstesløse omgivelser.

Endelig ser vi et motel-skilt, midt i et overordentlig trist område, og til overflod tager de 99$ for et ganske ordinært værelse uden køleskab eller mikrobølgeovn (skidt, det har vi heller ikke brug for i dag), med gulbrunt vand i hanerne, en uopvarmet pool og den sureste receptionist vi til dato har oplevet. Vi slår til alligevel, dels fordi vi ikke rigtigt gider køre længere, og dels fordi der ligger en italiensk restaurant lige ved siden af, det kunne jo være fint at bruge den sidste aften på et godt måltid mad.

Anita får pasta med kødsauce, og jeg får en stor lækker bøf, turens første faktisk, og jeg som troede, at jeg skulle leve af store bøffer hver anden dag. Vores servitrice er den meget direkte type, der beder os prøve at afkræfte nordeuropæeres ry som dårlige ”tipper’s” (drikkepenge-givere). Det er sgu da også irriterende, at de ikke bare kan indregne diverse skatter og lønudgifter i priserne i stedet for at reklamere med priser, der er 20-30 % under det, som man reelt forventes at betale.

ANITA:

I dag har vi været i ”Islands of Adventure”, som er en forlystelsespark, der minder om Universal Studio. Jeg fik ikke prøvet så meget, da de fleste af forlystelserne var vilde rutschebaner. Men jeg fik da prøvet lidt. F.eks. en Spiderman-forlystelse, som gik ud på, at man kørte rundt i en lille vogn med 3D-briller på. Brillerne gør, at det der er på de forskellige skærme hopper ud i hovedet på en. Så vi nåede at få Spiderman i hovedet et par gange og at blive skudt efter med ildkugler af hans fjender.

Da vi havde gået et par gange rundt i parken og prøvet det vi ville, kørte vi sydpå mod Miami, hvorfra vi skal flyve til Paris i morgen.

Vi fandt et nogenlunde motel med meget høje priser. 100$ for at overnatte i et lille værelse, lige ved en stor vej! For resten glemte jeg at fortælle, at vi på vej mod motellet fik feriens første regnskylle. Den varede 45 minutter, og der var knald på. Heldigt for os er motellets nabo en italiensk restaurant, hvor vi spiste en lækker aftensmad.



Torsdag d. 24. februar 2004

Har en forfærdelig nat med hovedpine, svedeture og irriterende hoste. Må stå op klokken to og skylle to cody’er ned med et par glas af det ulækre vand.

Vores morgenmad består af en halvtør bolle med en humpel ost til, ledsaget af et glas af det triste vand. Til gengæld er det glimrende vejr, så vi påbegynder den sidste dags kørsel sydpå med kalechen nede.

Efter nogen tid kører jeg ud til en paralleltgående vej helt ude ved kysten, hvor vi parkerer bilen (underligt nok muligt – og gratis) og spadserer en lille tur på en pragtfuld strand, hvor Atlanterhavets bølger brager ind.

Bagefter indtager vi en glimrende brunch (osteburger) på en ”Donkin Donots”, og så er tiden vist også ved at være inde til at finde tilbage til den hurtige sydgående motorvej, men netop som denne beslutning er taget, ryger vi ind i en strækning med vejarbejde og deraf følgende ”traffic jam”.

Omsider er vi tilbage på ”Florida Turnpike”, hvor der er stærk, men heldigvis nogenlunde hurtig, trafik på de 5-7 sydgående spor. Nu ville det være rart med en angivelse af afstanden til Miami Airport, så jeg ved, hvor travlt vi har, men en sådan kommer ikke, og jeg begynder at blive lidt nervøs. Anita kan ikke rigtigt læse kort (og slet ikke mens vi kører), og jeg tør ikke gøre det, mens vi kører med over 100 km/t på en syvsporet motorvej.

Og her starter så en af de mere nervepirrende rejseoplevelser i nyere tid, da det går op for mig, at den ”International Airport”, som jeg netop er drejet af mod, ikke er Miamis, men Ft. Launderdales, og jeg samtidig opdager, at skiltet ”Gas low” lyser på instrumentpanelet. Dette bliver en sindsoprivende psykologisk thriller: Lykkes det at finde vej gennem det labyrintiske net af motorveje? Og slår benzinen til, eller går vi pludseligt i stå midt på en stor trafikeret motorvej? Der er ingen påfyldningsmuligheder, med mindre vi forlader motorvejen, og hvis vi gør det, så taber vi et ukendt antal minutter på at finde tilbage til den rigtige motorvej igen.

Et vanskeligt beslutningsproblem: Jeg vurderer, at sandsynligheden for at gå i stå er forholdsvis lille, men til gengæld er konsekvenserne ret alvorlige, da vi så ikke alene kommer for sent med bilen, men formentlig heller ikke kommer med flyet. Omvendt vil en afkørsel efter benzin formentlig give en forsinkelse, der ligger lige omkring den reservetid, vi endnu har. Jeg beslutter at have is i maven og køre videre, men uden de raketagtige accelerationer, som bilen ellers er så god til.

Endelig kommer der et skilt, der annoncerer, at der er otte miles til lufthavnen, på et tidspunkt, hvor der er en god halv time til bilen skal afleveres. Men dermed er spændingen ikke udløst, for da vi følger skiltene med ”Car Rental Return” ryger vi ind i en drilagtig karrusel af snoede veje, der fører os rundt ad den samme rute tre gange, mens minutterne går og benzinmåleren står på minus nul. Endelig – tyve minuter i to – opdager Anita et lille skilt, som det lykkedes os at overse de første gange, og endelig er vi fremme, et kvarter før tiden.

Vi parkerer, afleverer papirer og nøgler og skynder os at skifte til lange bukser og rigtige sko, og fra nu af vender lykken. Hertz har en servicebus, der kører få sekunder senere, og snart er vi fremme ved Air France’s checkin skranke, godt tre timer før afgang. Alt under kontrol, og endelig kan nerverne falde til ro oven på feriens mest hæsblæsende time.

De tre timers ventetid går relativt hurtigt med lidt mad og drikke og læsning. Desværre skal vi flyve med en jumbojet og ikke – som på vejen her over – en Airbus, der både har bedre plads og computerskærme indbygget i sæderne foran. Og her er kun to sæderækker yderst, så man skal ulejlige et fremmed menneske, hver gang man skal på toilettet.

Vi tilbyder damen på ydersædet, at hun kan få vinduespladsen i stedet, men det vil hun ikke, og så er hun altså også selv ude om det, når Anita skal ud og tisse 5-6 gange.

Som frygtet er pladsforholdene kummerlige, men heldigvis varer flyveturen til Paris ”kun” otte timer.

ANITA:

Sidste dag i Florida, og hjemturen begynder. Vi skal være i lufthavnen senest kl. 2 pm., så vi havde masser af tid til at stoppe ved en Donkin Donuts og få lidt brunch. Men efter nogen tid fandt vi ud af, at der pludselig ikke var særlig lang tid til vi skulle være i lufthavnen. Og samtidig drejede min far forkert af motorvejen og kunne ikke komme tilbage, og benzinmåleren blinkede på tom!

Hvad gør man så? Skal man dreje væk fra motorvejen og fylde benzin på bilen eller tage chancen og køre videre? Vi tog chancen, og efter nogle nervepirrende minutter var vi i lufthavnen. Men det er en meget stor lufthavn, og vi skulle aflevere bilen i den ene ende og på vores fly i den anden ende. Så efter en 3-4 ture rundt i den samme mega-rundkørsel fandt vi frem til biludlejningen, hvor vi afleverede bilen mens vi skiftede til det tøj, vi skulle have på i flyveren, midt på parkeringspladsen. Vi forklarede damen, der kom og checkede bilen, at vi havde meget travlt, og hun sagde, at vi kunne køre med en af deres busser til den anden ende af lufthavnen.

Da vi var kommet ind i den afdeling, hvor vi skulle vente på flyet, opdagede min far, at han havde kigget forkert på billetterne og at vi derfor havde en hel time mere end vi havde troet J

Så alt endte godt, og vi var i luften kl. 6 pm.



Fredag d. 25. februar 2004

Jeg starter med at sætte uret på vesteuropæisk tid, dvs. seks timer frem, og på den måde bliver det lynhurtigt og nemt til ”i morgen”. Vi spiller lidt kort og spiser og prøver så at sove lidt, hvilket slet ikke lykkes for mit vedkommende, mens Anita trods alt får et par timer. En overgang mærker jeg tilløb til en besvimelse, men nogle dybe indåndinger afhjælper heldigvis situationen. Jeg mindes endnu med gru, da jeg besvimede på et fly til Afrika og forstuvede et ribben, fordi jeg faldt lige ned i kanten af et armlæn.

Klokken halv syv tændes lyset og der kommer morgenmad, og snart anes det franske daggry i horisonten. Desværre er flyet videre til København forsinket, så vi kommer til at tilbringe næsten fem timer med at vente, surt. Ydermere er jeg ved at blive alvorligt syg, kan jeg mærke. Jeg er fuldstændig stoppet til i næsen og har helt sikkert feber. Godt det først kommer nu og at Anita tilsyneladende ikke er ramt.

Endelig klokken halv fire er vi hjemme i min lejlighed, trætte, sultne og forkomne. Vi laver en hurtig portion tomatsuppe og sætter os hen og ser den første af de to ”Krøniken”, som jeg har optaget, og bagefter kører vi over til det store gensyn med mor og hund. Jeg bliver ikke ret længe, da jeg har det ad H… til. Min næse er totalt tilstoppet og jeg hoster og har feber (faktisk 39.5, viser det sig lidt senere), så jeg går i seng klokken ni og håber på at vågne op frisk og udhvilet.

Lørdag d. 26. februar 2004

Tilbringer en forfærdelig nat, badet i sved og med de vildeste surrealistiske mareridt. Jeg må op 4-5 gange for at drikke vand, tørre sved af panden og spise codymagnyler. Jeg får det en lille smule bedre efter et bad og noget morgenmad, og jeg tilbringer formiddagen med at pakke ud og vaske samt læse post og emails. Jeg er nødt til at begive mig ud for at få fyldt køleskabet op, og når jeg nu alligevel er ude, kører jeg et smut over forbi Anita, der nu også har lagt sig, med præcis de samme symptomer.

Da jeg står i supermarkedet og har fået alle varerne forbi kasseapparatet, går det op for mig, at mit dankort stadig ligger i min ”rejsepung” og at jeg ingen kontanter har. Øv, det var lige hvad der manglede, så må jeg have alle varerne retur gennem registreringen igen, hjem efter dankortet og ned og køre varerne igennem en tredje gang (efter at have været en tur gennem køen igen), støn.



Lørdag d. 5. marts 2004

Så er der gået godt en uge, siden vi kom hjem. Ugens første tre hverdage blev tilbragt i sengen, hvor vi forsøgte at holde hinandens humør oppe. I løbet af onsdagen var vi begge ved nogenlunde godt mod og helbredstilstand, og torsdag vovede vi os ud i vinterkulden for at passe vores arbejde og skole.

I løbet af onsdagen faldt der en ordentlig dynge sne, der siden er blevet liggende, eftersom det har været høje frostgrader, helt ned til minus tyve grader nogen steder. I dag er det – som flere andre dage – det smukkeste solskin og nogle graders frost. Jeg har lige været ude og løbe en lille tur. Bare fem kilometer, hvilket er milevidt fra de tre gange halvmaraton jeg løb i ugerne op til afrejsen, men det er nok bedst at lægge lidt forsigtigt ud efter tre ugers driverliv i Florida efterfulgt af en uges sygdom.

Næste rejseprojekt hedder vandretur på Azorerne, men det er desværre først om en evighed (begyndelsen af maj). Og næste gang med Anita bliver Grækenland i juli.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside