Ghana juli-august 2008

Per Allan Jensen

Lørdag d. 12. juli 2008

Alle tre alarmer starter deres infernalske bippen før en vis person får sko på - nærmere bestemt klokken fire. Alt for tidligt til overhovedet at tænke på morgenmad. Lidt vand i hovedet, sidste check af lejligheden og så af sted i taxa til Kastrup Lufthavn. En venlig dame opfordrer os til at checke ind på en af automaterne, hvilket jeg ellers ikke er meget for, men indrømmet, det går både nemt og hurtigt. Det samme gør det efterfølgende security check, hvilket giver os en times tid til at slappe af med dejlig morgenmad i loungen. Anita er helt væk i en jumbobog, som hun anskaffede sig i et nostalgisk øjeblik i boghandelen, det er vel også den perfekte afslapning efter et første gymnasieår med tunge litterære analyser.

Turen til Frankfurt er hurtigt overstået, og her har vi så lige et par timers ventetid med vores bøger og en drink og lidt taxfree shopping, før turen går videre mod Ghana. Det mærkes tydeligt, at vi har været tidligt oppe, og jeg falder i søvn adskillige gange, afbrudt af mad og drikke og lidt film og læsning. Vi har lige en mellemlanding i Nigerias hovedstad Lagos, hvor størstedelen af de sorte passagerer stiger af. Den sidste strækning tager kun tre kvarter, før vi lander i Accras lufthavn. Med nervøse tanker tilbage på min sidste vestafrikanske flyankomst er jeg forberedt på det værste, men heldigvis helt uden grund. Alt går nemt og hurtigt, og snart står vi udenfor i den fugtigvarme afrikanske aften, hvor vi - på imponerende vis - modtages af et stort orkester - og vores forudbestilte chauffør, der viser sig at hedde Nanna.

Vores første hotel i Ghana

Klokken er halv syv, og det er lige i skumringstimen, så det er stadig lyst, da vi tager fra lufthavnen, men da vi en halv time senere kommer frem til ”Hotel Hansonic”, er det bælgmørkt. Trafikken er voldsom, og bilerne oser infernalsk. Og ind og ud mellem bilerne vimser - på næsten akrobatisk vis - afrikanere med store frugtopsætninger på hovedet. Jeg prøver at tænde mobiltelefonen, men den får ikke kontakt til noget som helst. Jeg spørger chaufføren til råds, og han oplyser, at vi er nødt til at forsyne den med et lokalt SIM-kort, så det må vi jo se om vi kan få fat i.

Værelset er som ventet ret spartansk, men der er dog både vifte, AC og eget badeværelse, og så må vi jo leve med, at gnisterne springer, når vi prøver at betjene de elektriske apparater. Der er en lille restaurant/café nede foran, lige ud til den temmelig trafikerede vej, fra hvis modsatte side strømmer heftig diskomusik fra ”Restaurant bis Morgen”. Men ellers er her såmænd hyggeligt nok inde under et espalier af blade og med en yderst sparsom rød og blå belysning. Temperaturen er passende, og der er en mild brise, så det er lige til at holde ud.

Anita er lidt bekymret over, at Pia endnu ikke har fået besked om vores vellykkede ankomst, men heldigvis får vi lov til at låne en mobiltelefon af en af de ansatte, så vi lige kan aflevere en kort status.

Vi bestiller nogle drikkevarer og et par hovedretter (der er rigeligt stærke til Anitas smag), og den samlede regning lyder på halvtreds kroner, et prisniveau man godt kan vænne sig til. Nu begynder trætheden også så småt at melde sig. Klokken nærmer sig ti, men da vi har sat uret to timer tilbage betyder det, at det er tyve timer siden alarmerne vækkede os på Frederiksberg.

Sengene er faste og hårde. For hårde synes Anita, men helt fint for mig. Til gengæld synes jeg godt de kunne have blandet lidt dun i den cement, som hovedpuderne er fremstillet af.

Søndag d. 13. juli 2008

Sover udmærket, trods puden. Temperaturen er fin, men jeg vågner et par gange og skal på toilettet, måske jeg indtog lige rigeligt meget vand (og øl) i går aftes. Drømmefabrikken kører allerede for fulde omdrejninger, og hvis jeg kunne huske bare ti procent, ville der være stof til adskillige spændende bøger eller film.

Ved ottetiden står vi op. Jeg tager et bad, selvom der kun er koldt vand i hanen. Der er ikke så meget at vælge imellem til morgenmad, så det bliver juice, kaffe, toastbrød og omelet, hvilket går an uden at være imponerende. Ovre på den anden side ad gaden er der stadig kraftige diskorytmer, man må sandelig sige, at de lever op til deres navn ("Bis Morgen"). Nogle lokale sidder og deler en flok øl, tænk engang, på en højhellig søndag morgen midt i kirketiden. Befriende afslappet holdning i forhold til vinterens oplevelser i Marokko.

Temperaturen er allerede oppe sidst i tyverne, og skyerne er så småt ved at vige for en blå himmel, på trods af vejrudsigten, der sagde overskyet og en smule regn.

Vi har jo kun en enkelt dag her i Accra, så vi må straks af sted og se noget. Prajer en taxa til ”Osu Castle” nede ved kysten. Efter ti minutters kørsel er det som om det går op for vores chauffør, at han ikke rigtigt ved, hvor vi er på vej hen, og efter lidt snak frem og tilbage vender han bilen. Områderne vi passerer, er ikke just opmuntrende. Det er måske ikke ligefrem slum af værste slags, men i hvert fald ret deprimerende. Bortset fra et enkelt område med nogle få højhuse, tydeligvis banker og luksushoteller, er byen en kæmpestor plamage af små grimme bygninger med et syndigt rod udenom.

Anita byder på sodavand

Vi bliver sat af ved Osu Castle, der dog er lukket af for almindelige tilskuere, eftersom det nu huser landets parlament. I stedet skråer vi ind over et grønt område med noget, der minder om små kolonihaver, hvor der dyrkes masser af salat og grøntsager og hvor en lille sti fører ned til stranden. Her mødes vi af en frisk brise fra Atlanterhavet samt en lang strand, hvor en masse lokale muntrer sig med boldspil og alskens atletiske øvelser. Vi er tydeligvis de eneste turister i miles omkreds, men føler os alligevel ganske trygge, da vi går hen langs stranden i det dejlige solskin. Vi besluttede at droppe regnslagene, hvilket vist var ganske fornuftigt, men til gengæld glemte vi solcreme, hvilket var ret ufornuftigt, i hvert fald hvis vejret fortsætter på denne måde.

Herefter vover vi pelsen og går ind gennem en slags landsby, der næppe er omtalt blandt guidebogens anbefalinger. Overalt er der mennesker, der er i gang med alskens aktiviteter, men absolut ingen truende miner eller fjendtlighed, kun varme smil og venlige hilsener.

Og så ligger her minsandten en lille café, hvor vi kan sidde inde under et halvtag og nyde udsigten til - og vinden fra - de brusende atlanterhavsbølger. Stolene er godt nok ret umagelige, men den gene opvejes så rigeligt af, at vi får selskab af et par charmerende små piger, der tydeligvis synes det er vildt spændende at møde et par blegansigter som os. De får lov til at dele det sidste af Anitas sodavand, og vi tager en masse film og billeder af dem. Jeg optræder med de mest gruopvækkende grimasser, der sender bølger af skrækblandet fryd gennem dem. Da vi går, tager de Anita i hånden og er tydeligvis klar til at følge os til verdens ende, og da vi passerer deres mor, vinker de kækt farvel. Moderen har heldigvis humor nok til at vinke tilbage, da vi vandrer af sted med hendes børn. Desværre er vi jo snart nødt til at sende dem tilbage igen, man kunne ellers næsten få lyst til at tage dem med hjem i rygsækken.

Mit første møde med Ghanas charmerende børn

Det er rigtigt varmt nu, og vi er ved at være sultne, så da vi har gået lidt uden at finde en restaurant, tager vi en taxa til Riviera Beach Restaurant, der er anbefalet i LP, hvor vi indtager en glimrende frokost. Og herefter en taxa op til Osu, der skulle være byens sprudlende centrum, men vorherrebevares. Der er i det mindste et stort og velforsynet supermarked, hvor vi slentrer lidt rundt og nyder den kølige AC og køber en lille flaske solcreme til Anitas lettere kritisk udseende skuldre. En tur op langs hovedgaden afslører intet af speciel interesse, ud over en samling af de dybeste og mest frygtindgydende åbne kloakker, der kræver et særdeles vågent øje. Nå jo, og så lige et par lettere påtrængende sælgere og tiggende småunger, hvilket må skyldes, at dette område trods alt er der, hvor størstedelen af de få turister holder til.

Det får vi snart nok af, så nu vil vi gerne hjem til vores hotel. Det går op for os, at det faktisk slet ikke har nogen adresse, kun et navn og et telefonnummer, hvilket naturligvis afstedkommer en del problemer med taxachauffører. Endelig finder vi dog en, der kender stedet og bringer os hurtigt og ubesværet hjem.

På vej op ad trappen snubler jeg og smadrer begge storetæer til blods, oh shit! Jeg vasker og renser, og Anita forbinder, og så krydser jeg fingre for, at det ikke ender med betændelse, koldbrand og amputation. Vi ligger lidt og sunder os og nyder fornemmelsen af den faldende temperatur, da airconditionanlægget begynder at fungere. Lige inden har vi igen fået lov til at låne en mobiltelefon, så Anita kan ringe hjem og meddele, at vi stadig er i god behold, men hun er lidt frustreret over, at hun er nødt til at afslutte så hurtigt, så bagefter går vi lidt ned ad gaden og finder en internetcafé og sender en uddybende mail, og så er der fred i sjælen.

Til aftensmad får vi grillstegt kylling med spaghetti, og efter en times læsning og skrivning på vores behageligt kølige værelse er tiden inde til at få en god nattesøvn oven på vores første hele dag i Afrika.

Mandag d. 14. juli 2008

Vilde drømme igen. I en af dem var jeg død (må skyldes min neurotiske angst for såret på storetåen), men alligevel var jeg i stand til at gå usynlig rundt blandt de efterladte - bizart og lidt uhyggeligt. Da vi går ned for at spise morgenmad, står der en stor slamsugerlastbil og udsender en infernalsk røg og støj, sikke dog en dårlig timing. Vi bliver nødt til at sætte os indenfor, men kan alligevel dårligt høre, hvad vi selv siger.

Og så skal der pakkes. Uha, det kniber godt nok med alt det varme tøj, skoene og de toldfri flasker, godt jeg ikke skal gå langt med den rygsæk. Vi får det søde hotelpersonale til at skaffe os en taxa. Han skal have 75 kroner for at køre os ned til vores næste destination, som er Kokrobite Beach, beliggende 20-30 km herfra. Undervejs ud gennem de trøstesløse forstadskvarterer kommer der nogle enkelte dråber regn på forruden, måske en forløber for den store mængde regn, som vejrudsigten har stillet os i udsigt for de kommende dage.

Vores hytte i "Big Millys Backyard" ved Kokobrite

”Big Millys Backyard” er et hyggeligt sted. I en frodig have, fyldt med palmer, blomster, hunde, katte og høns, ligger beboelseshytterne spredt. Midt i det hele er der en bar, hvor de spiller dæmpet reggae, og ned mod stranden ligger - inde under et halvtag - restauranten. Til min bestyrtelse mener de ikke at have lavet nogen reservation til os, men heldigvis er der alligevel en ledig hytte, pyha. Der går lige en halv time inden den er klar, så vi slår os ned i baren med en drink så længe.

Hytten er lille, men der er hvad der skal være. Et par senge med moskitonet samt en lille - udendørs - tilbygning med håndvask, bruser og WC. Desværre går loftsviften i stykker i samme øjeblik den bliver tændt, så de lover at skaffe en elektriker i dagens løb. Til frokost får jeg grillet barracuda, og Anita får noget pasta, der er alt for stærkt for hendes smag. Ghana er det første land jeg har oplevet i Afrika, hvor de bruger stærke krydderier.

Vi går en lille tur på stranden. Desværre kan vi ikke gå så langt, for til den ene side stoppes vi af nogle klipper, og til den anden side er vi blevet advaret mod at gå ret langt. Der er voldsomt store bølger, og ingen bader. Det kunne ellers være ganske sjovt at prøve, men under alle omstændigheder går det ikke med min sårede storetå. Jeg er for resten snart ved at være spændt på, hvad der gemmer sig inde bag Anitas fremragende forbinding, der faktisk stadig sidder godt fast, selv efter et brusebad.

Stranden ved Kokobrite

Sidst på eftermiddagen går vi en tur op gennem landsbyen til en lille restaurant, hvor vi sidder i en have og nyder en kop kaffe. Hjemme igen er elektrikeren dukket op med en ny vifte, hvis vinger imidlertid viser sig at være lidt for lange, så de støder mod loftsbjælkerne. Men vi er vel i Afrika, så det problem klares med et lille ombuk yderst på hver vingespids.

Vi køber en pose friske jordnødder (lækre!), som vi spiser mens vi sludrer lidt med en ung fyr, der underviser på en nærliggende skole. Og så er der aftensmad, siger de i hvert fald, men der går nu alligevel en rum tid. Belysningen består af nogle sløve petroleumslamper, så det er ikke helt nemt at se, hvad vi spiser. ”Mixed grill” hedder det, og kød er der i hvert fald masser af, men desværre alt sammen ret stærkt. Lidt salat er der også, og det burde vi muligvis have holdt os fra. I hvert fald kan jeg, som måltidet skrider frem, begynde at mærke en besynderlig rumlen i maven, og en time efter er rejsens første diarré en realitet, det var godt nok tidligt.

Da vi skal i seng er det stinkende hedt, og viften giver ikke megen lindring, måske på grund af de opadbøjede vingespidser. Til gengæld snitter den af og til loftsbjælkerne, hvilket afstedkommer en høj metallisk lyd, som holder mig vågen en god del af natten.

Tirsdag d. 15. juli 2008

Solbriller er altid spændende

Sikke en nat. Jeg må på tønden tre gange, og ind i mellem ligger jeg og roterer, badet i sved. Ud på morgenen tager jeg en diarrekur og krydser fingre for, at den er i stand til at bekæmpe ondet. Tager et brusebad og prøver at fjerne forbindingen fra storetåen. Det ser ikke helt godt ud, men det kunne da have været værre. Smører noget betændelsescreme på og krydser fingre endnu en gang. Irriterende med disse to skavanker så tidligt på ferien.

Det er overskyet fra morgenstunden, men det har det nu også været de sidste to morgener, og hidtil har vi ikke set noget til den lovede regn. Faktisk endte det med at blive ganske fint solskinsvejr i går.

Jeg må jo hellere passe lidt på maven, så jeg bestiller varm kakao til morgenmaden, mens jeg med misundelse ser på Anitas kaffe. Og tjeneren serverer det naturligvis omvendt, hvad der vel også ville være mest logisk. Anita får bananpandekager, mens jeg spiser yoghurt med honning, og så deler vi en tallerken blandet frugt, udmærket morgenmad. Tager en snak om vores telefonproblem med en af de ansatte, og han tilbyder beredvilligt at gå ud og købe både SIM- og taletidskort. Det hele løber op i 75 kroner, og nu er vi så i besiddelse af en lokal telefon, ganske praktisk.

Det overskyede vejr holder sig desværre op på dagen, og det er meget lummert og lidt truende. Vi er ved at tilegne os den afrikanske levevis, med meget langsomme bevægelser og lange stunder med sløv iagttagen af omgivelserne, og vi gør et godt indhug i vores bøger. Går en tur langs stranden, hvilket også skal gøres i langsomt tempo, hvis det skal strække sig over mere end en halv time.

Anita efterlader sit 'visitkort'

Frokosten består af spaghetti med kødsauce til Anita og stegte grøntsager med ris til mig, hvortil jeg drikker vand og cola for at skåne maven. Bagefter sidder vi lidt udenfor vores lille hytte og læser, mens vi lytter til Bob Marley ovre fra baren. Vi sidder lidt og iagttager en ung afrikaner, der er ved at lægge sidste hånd på et lille træskur, og også det foregår med langsomme - næsten apatiske - bevægelser, afbrudt af lange pauser, hvor han tilsyneladende går fuldstændig i sort (ha ha).

Så er tiden inde til eftermiddagens slentretur op til landsbyen, hvor Anita glæder sig til at kunne købe en lille vanillemælk og hvor der minsandten også viser sig at være en internetcafé. Svartiderne her passer meget godt til det generelle afrikanske tempo, så på en halv time når jeg stort set kun at åbne min mailbox og slette en masse spammails samt studere DMI's vejrudsigt for området her, der siger regn, regn og atter regn. Ja ja, den vejrudsigt har vi efterhånden mistet fidusen til, for indtil videre har vi kun fået et par enkelte dråber.

Hjemme igen kaster Anita sig over en af de små boder med øreringe, der viser sig kun at koste fem kroner pr. par, så hun ender med at købe tre par plus en fingerring og er meget begejstret for handelen. Jeg ringer til ”Hans Cottage”, som er et luksushotel ude i nærheden af Cape Coast, som vi regner med skal være vores næste destination. Det fungerer fint med min ”nye” telefon, og kommunikationen går glat. Hvor er det dog dejligt at være i et engelsktalende land, når jeg tænker på alle de trængsler jeg måtte igennem i det frankofile Vestafrika.

Lige inden mørket falder på finder vi Anitas fresbee frem og står og kaster lidt ude mellem palmerne. Pyha, der skal godt nok ikke meget til, før man begynder at svede. Og så er tiden ved at være inde til aftensmad, hvor vi i aften har flottet os med gratineret hummer. Uhm, det smager godt, og Anita er begejstret over endelig at få noget, der ikke er stærkt. Jeg modstår fristelsen til at drikke en øl til maden, til gengæld tager vi så en Bailey bagefter. Og allerede lidt over ni er vi i seng, begge godt trætte, selv om dagens aktivitetsniveau har været yderst ringe. Man begynder at forstå, hvorfor de indfødte bevæger sig så langsomt.

Onsdag d. 16. juli 2008

Sover 9-10 timer næsten uafbrudt, hvor saligt. Og for første gang er himlen blå fra morgenstunden. Efter morgenmaden spiller vi igen lidt fresbee, hvor vi hurtigt får selskab af en flok ivrige unger. Klokken ti har jeg bestilt en times massage hos Irina, som er en tjekkisk-amerikansk kvinde, der har giftet sig med en ghanesisk mand. Hun er ganske god - og ualmindelig rundhåndet med olien, så jeg er fuldstændig glinsende bagefter. Vasker lidt tøj, og så er tiden inde til frokost.

Smukke kokospalmer vajer i den friske vind

Det meste af eftermiddagen tilbringer vi på stranden, hvor vejret er ganske vidunderligt i dag. Langt om længe tager vi os også sammen til at hoppe i havet, der har en yderst behagelig temperatur og nogle herlige store bølger. Der er også en halvstærk udadgående understrøm efter de største af bølgerne, men kun kortvarigt, og på ingen måde noget der skræmmer os.

Vi går nogle ture frem og tilbage på stranden og fotograferer svajende kokospalmer, farverige fiskerbåde og charmerende små sorte unger, mens vi nyder den milde havbrise. En time før solnedgang er tiden inde til at få smurt noget myggebalsam på hænder, fødder og ansigt. Og - især for Anitas vedkommende - iføre sig strømper, sko og lange bukser. Ikke specielt rart, men hun har allerede fået en snes myggestik, og ud over at de er irriterende og kløende, så må vi jo også huske på, at vi befinder os i et malariaområde.

Anita får et lille rytmekursus

Anita får et kursus i at betjene et lille rytmeinstrument, der består af to tørrede frugter med et eller andet raslende inden i. Ret hurtigt mestrer hun kunsten og køber instrumentet, så det kommer jeg nok til at lægge ører til de næste tre uger.

Vi indfinder os nede i restauranten klokken syv, som er det officielle tidspunkt for servering af de retter, som vi har bestilt i eftermiddags. På bedste afrikanske vis er der dog naturligvis noget ventetid, som vi tilbringer med at lytte til musik fra vores Ipods. Det er først for ganske nylig, at jeg har anskaffet sådan et instrument, og jeg synes bestemt det skal bruges med en vis beherskelse, når man befinder sig i fremmede og eksotiske omgivelser. Men indrømmet, det er en ganske dejlig oplevelse at sidde i den bløde afrikanske nat og høre Andrew Lloyd Webbers vidunderlige musik fra musicalen ”Ghost of the opera”.

Maden ankommer med en times forsinkelse, men hvad pokker, vi er i Afrika, og heldigvis synes Anita ikke den er for stærk. Vi afslutter den dejlige dag med at drikke en Bailey og gå tidligt i seng. Helbredsstatus i dag er bedre, i hvert fald for mit vedkommende, idet maven synes at være i orden igen og såret på storetåen heler pænt. Blot bekymrende, at Anita har fået så mange myggestik.

On the road

Torsdag d. 17. juli 2008

Det er overskyet fra morgenstunden, men det letter heldigvis hurtigt. Vinden har lagt sig lidt, og en masse af de farverige store både har været ude og fiske i de tidlige morgentimer. Nu kommer de så tilbage, og det ser dramatisk ud, når de surfer ind gennem brændingen. Der er et voldsomt folkeliv dernede, så jeg går lidt rundt med Anitas video og kompromitterer en masse afrikaneres privatliv.

Det tager en evighed at få morgenmaden serveret, til gengæld er Anitas kaneltoast bestemt værd at vente på. Jeg afregner for vores tre dages ophold, der - med alle spise- og drikkevarer - kommer til at stå os i 1.250 kroner. Samtidig reserverer jeg en hytte til vores to sidste feriedage, hvor vi gerne vil tilbage hertil frem for at slutte af i Accra, og det tager jo kun en god time at køre til lufthavnen herfra.

Og så skal der pakkes. Det er som om det fylder mere for hver gang vi pakker, og Anitas sovepose kan ikke længere være nede i rygsækken (men

Hans Cottage Botel

kan heldigvis ligge oppe under låget). Vi har en aftale om, at der kommer en bil klokken halv elleve, men den er der selvfølgelig ikke til tiden. Og naturligvis opstår der lidt misforståelser omkring, hvor det præcis er vi skal hen, således at der er basis for lige at skrue prisen en tand i vejret.

Nå skidt, endelig kommer vi da af sted. Der er sikkerhedsseler på bagsædet, og chaufføren kører ganske fornuftigt, selv om jeg et par gange lige må minde ham om at sætte farten lidt ned, når han kommer op over de 100 km/t. Vejen er nu ganske udmærket, men der er masser af fodgængere, og så er det heller ikke til at vide, hvor gode bilens bremser er. De første tre kvarter kører vi gennem tæt befolkede - og umådeligt grimme - områder, men så begynder det heldigvis at blive mere grønt.

Chaufføren kan ikke finde vej, men ved hjælp af de små kort i guidebogen lykkes det os da endelig at finde frem til ”Hans Cottage Botel” (hvad pokker betyder ”Botel”?), som vi har læst om på nettet og som vi synes lyder luksuriøst og spændende. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, specielt ikke i Afrika, og hotellet mangler - som så mange steder på dette kontinent - en kærlig hånd og lidt finish. Men værelset, der er ret kedeligt, har da i hvert fald AC, hvilket skal blive en tiltrængt afveksling nogle dage.

Der var krokodiller i søen ...

- men vistnok ikke i poolen

Klokken er halv to, og vi iler ned for at få noget frokost. Restauranten ligger på pæle ude midt i en lille sø med krokodiller, og betjeningen er - præcis som forudsagt af guidebogen - umanerligt langsom, så der går et par timer, før vi er færdige med frokosten. Som i øvrigt ikke er specielt ophidsende, men i det mindste - til Anitas store glæde - heller ikke for stærk. Jeg noterer mig - til senere brug - at man kan få bøf og rødvin, det må vist prøves i aften.

Vi har lige en times solskin tilbage, så vi skynder os at klæde om til badetøj og hoppe i poolen, der er sval og dejlig, selv om der ligger en hel del snavs på bunden. Og de omliggende bygninger giver det hele et lidt trist og forslidt præg - sådan lidt østblokagtigt. Men lidt luksus er her dog, idet der er varmt vand i bruseren. ”Hold fingrene væk” står der på vandvarmeren, og eftersom det er en elektrisk vandvarmer, så synes jeg bestemt advarslen skal tages alvorligt, da jeg flere gange - i Syd- og Mellemamerika - har fået stød på den slags apparater.

Vi tilbringer en afslappet time på ryggen i det svale rum, med Ipod-musik og bøger. Jeg bliver færdig med min første bog, Ken Follets ”London kalder”, en rigtig røverroman, men ganske underholdende. Anita er to tredjedele inde i Kirsten Thorups ”Elskede ukendte”, som jeg allerede glæder mig til at genlæse (for tredje gang), såfremt mine egne fem bøger viser sig ikke at slå til.

Vi går ned og spiser ved syvtiden. Restauranten er fyldt med unge mennesker, tilsyneladende mest amerikanere og tyskere, og der er et liveband, der spiller musik af stærkt varierende kvalitet.

Vi får nogle glimrende små forårsruller til forret, og dernæst får jeg en peberbøf, der er sej og fyldt med sener (rødvinen er til dog heldigvis udmærket). Til gengæld får Anita - længe efter at jeg har tygget mig gennem bøffen - en håndfuld af de lækreste små hummere med en let og luftig kartoffelmos, ren gastronomi. Bagefter får vi kage med is, der også slår alle rekorder, men det er nu heller ikke så svært, da det faktisk er første gang det overhovedet er lykkedes os at få dessert.

Orkesteret holder pause, og imens spilles bløde og dæmpede klassiske numre, oh hvilken fryd. Dejlig aften med god mad, og så er det jo rart at kunne slutte af med at gå op på sit dejligt kølige værelse og flade ud i en stor og behagelig seng med en pude af passende størrelse og hårdhed. Viften i loftet kan desværre kun stilles på to hastigheder, nemlig meget hurtigt og ekstremt hurtigt, og da vi har ligget en halv times tid, bliver vi enige om at slukke den, da det nærmest kniber at holde fast på tæpperne.

Fredag d. 18. juli 2008

Sover godt og længe i den behagelige temperatur. Morgenmaden, der skal forestille at være en buffet, er lidt kaotisk, for der mangler både det ene og det andet, om end det meste dukker op undervejs. Og jeg får skældud af en brøsig negerdame, fordi jeg tager omelet to gange.

Anita ved slavefortet Cape Coast Castle

I træerne omkring søen sidder der en masse væverfugle, der svirrer til og fra deres hængende reder. Ifølge deres hjemmeside (hotellets, ikke fuglenes) er de flinke til at holde stedet fri for moskitoer.

Vi tager en deletaxa de otte kilometer ind til Cape Coast Castle, som er et af de berømte slaveforter, der også en overgang har været på danske hænder. Først ser vi et lille museum, og bagefter deltager vi i en guidet rundtur, hvis største problem er, at guidens engelsk er ret uforståeligt. Man kan dog levende sætte sig ind i de lidelser, som vores forfædre har udsat hans forfædre for, især når man bevæger sig ned i de mørke og fugtige fangekældre, hvor hundredvis af lænkede slaver tilbragte mange dage med at vente på de skibe, der skulle bringe dem langt mod vest og her bidrage til den nye verdens udvikling og velstand.

Solen står højt på himlen (på endnu en af de af DMI forudsagte regnvejrsdage), da vi begiver os lidt rundt i byen for at prøve at få klaret nogle af vore udeståender. Postkort fik vi købt i den lille turistbutik på fortet, men frimærker er det åbenbart ikke helt ligetil at finde. Til gengæld finder vi en restaurant, hvor vi får en rimeligt god chicken curry, selv om der er mere ben og brusk end kød på deres kyllinger. Vi leder desperat efter et sted, hvor vi kan købe noget chokolade, men selv om Ghana er en af verdens største kakaoeksportører, så indgår det vist ikke rigtigt i de lokales kostplan, og turister er her næppe nok af til at retfærdiggøre lagerføring af den slags luksusvarer.

Jeg ville gerne indløse en af mine rejsechecks på 500$, men køen består af mindst halvtreds mennesker, så i stedet går jeg udenfor til ATM'en og hæver hvad der svarer til 400$, ganske let og ubesværet. Det eneste problem er, at deres største seddel tilsyneladende er på ti cedi, svarende til halvtreds kroner, så det giver en umanerligt stor bunke penge at rende rundt med i pengebæltet. Dernæst lykkes det at finde et apotek, hvor vi får købt malariatabletter til resten af ferien (plus de nødvendige fire uger efter hjemkomst), de er jo langt billigere her end hjemme. Chokolade finder vi intet af, men i det mindste får vi en stor pose af en slags flødekarameller til min sliksultne datter.

Og så er tiden ved at være inde til at finde en taxa hjem, hvilket er ret let, da taxaerne finder os. Hele tiden faktisk, de kan simpelthen ikke se en vesterlænding uden at trutte i hornet. Og som altid, når de nu endelig har scoret en rig europæer, prøver de ihærdigt på at få alskens aftaler for de kommende dage.

Jeg vasker lidt tøj og bruger lidt tid på internettet, hvorefter vi sidder og slapper af med bøger og postkort nede i den hyggelige restaurant, med udsigt til de mange hundrede fugle, der sværmer rundt ude over søen. Jeg får en lækker jordnøddesuppe som forret, mens Anita får forårsruller. Og dernæst hummer respektive spaghetti bolognaise. Slutter af med deres herlige dessert ”is på kage”.

Lørdag d. 19. juli 2008

Vi står for en gangs skyld lidt tidligt op, da vi skal en tur ud og besøge Kakum National Park, som - ifølge guidebogen - bedst besøges tidligst muligt på dagen. Morgenbuffeten skulle være klar klokken syv, men det er den selvfølgelig ikke, faktisk bliver det nærmere halv otte. Vi forhandler lidt med en taxachauffør udenfor hotellet, der vil køre os derud og hjem igen for hundrede kroner. Hans bil er ret ramponeret og lugter af benzin, men han kører heldigvis ganske pænt. Vejret ser lidt truende ud, og da vi står og venter på at få samlet en gruppe, begynder det at dryppe.

Canopy Walking i Kakum National Park

Omsider kommer vi af sted, og to minutter efter står det ned i tove. Heldigvis er der et lille halvtag, som vi kan stå i ly under. Efter et kvarters tid hører regnen op, men til gengæld drypper det fra træerne, og luftfugtigheden er meget tæt på 100%. Vi går op til nogle lange trappestiger, der er spændt ud mellem toppene på nogle meget høje træer, så vi nærmest kan se ud på den frodige regnskov, der sine steder er indhyllet i tågedis. Ganske malerisk, men tydeligvis lidt svære forhold for kameraets lysmåler.

På vejen ned igen køber vi et par kokosnødder samt en kakaonød, der er fyldt med små frugter, som man sutter på og som har en sjov sødlig smag. Vi sludrer lidt med en fyr, der er med i musikgruppen ”African Footprint”, og som har været i Danmark og spille på Roskilde Festival. Vores taxachauffør er forsvundet, sært nok, for han har ingen penge fået. Nå, det må jo blive hans problem, og vi finder hurtigt en anden.

Vi prøver at checke på internettet (der fungerer langsomt og snart går helt ned) om der skulle være svar på vores forespørgsel vedrørende reservation på "Safari Beach Resort", men nej. Og telefonnumrene i guidebogen virker ikke. Vi klager vores nød til de flinke folk i receptionen, ved hvis hjælp det omsider lykkes at lave en reservation for de næste tre dage, hurra. Det lyder godt nok som et lækkert sted,


Kakaobønner er en stor eksportvare	- og sådan ser de ud inden i

men vi husker lige hinanden på at beherske optimismen. F.eks. Hans Cottage her, der KUNNE være et rigtigt lækkert sted, hvis de ofrede lidt rengøring og maling samt udskiftede defekte pærer og købte et net til tennisbanen og et par ordentlige bordtennisbat og et par elektriske blæsere til restauranten og så ryddede en smule op rundt om. Det er ærgerligt sådan at se gode muligheder gå til spilde og pæne ting forfalde, men efterhånden kan det ikke overraske, for det er desværre ikke rigtigt i den afrikanske ånd at bruge penge og kræfter på den slags ”overflødigheder”.

Spiser frokost, hvorefter Anita ringer hjem og ønsker sin Mormor tillykke med fødselsdagen. Utroligt så meget billigere det er at ringe hjem fra en lokal telefon. Og så en lille spadseretur rundt om søen. Det er snart svært at få tiden til at gå her. En time på ryggen med Ipod'en, en halv times bordtennis - og så er klokken ved at nærme sig seks.

Vi sætter os ned i restauranten og læser og skriver lidt. Og sveder bravt, kors hvor er her varmt. Til aftensmad får vi forårsruller samt kyllingekebab med kartoffelmos, ganske udmærket.

Søndag d. 20. juli 2008

God nats søvn i behagelig temperatur. Morgenmad halv otte. Hundragen vogter over omeletterne og flår glasset ud af hånden på Anita, da hun selv vil hælde juice op. Vi betaler regningen for opholdet og får lov til at hæve et par hundrede dollars ekstra på Mastercardet, hvorefter vi laver en aftale om at blive kørt over til ”Paradise Beach Resort”, der ligger cirka 150 km vestpå, næsten helt ude ved Ghanas sydligste punkt. Flink fyr med en fin og næsten ny bil, og vi får aftalt en pris på 325 kroner for turen. Det kunne sikkert gøres for under en fjerdedel i trotro's (lokale deletaxaer), men så skulle vi have mindst tre forskellige, og det ville formentlig komme til at vare det meste af dagen.


Vores fine hytte	- og udsigten derinde fra

Vejret er sådan lidt blandet i dag. Ind i mellem er det meste af himlen blå, men så pludselig er det helt mørkt og truende. Vi sætter vores lid til, at det klarer op ude ved kysten.

Selvom chaufføren kører nogenlunde pænt, så har han alligevel - som andre afrikanere - tre dårlige vaner. Han lægger sig alt for tæt på de forankørende, overhaler i situationer, hvor han ikke har det fulde overblik, og kører generelt for stærkt. Det sidste får han en lille reprimande for, da han ryger i en radar-fartkontrol og bliver idømt en bøde på 25 kroner (som jeg må lægge ud for, da han åbenbart ingen kontanter har, før vi betaler turen).

Vi ryger i øvrigt også ind i et par af de police-checks, der er en del af langs vejene. Begge gange forlanger en arrogant betjent, at jeg åbner den ene rygsæk, så han kan rode lidt i overfladen - latterligt spil for galleriet.


Anita prøver kræfter med Atlanterhavets bølger

Store dele af turen går gennem smukke grønne landskaber, og den sidste halve snes kilometer kører vi på en meget dårlig jordvej, der - under fastsættelsen af prisen for turen - fik chaufføren til at sige ”You will feel sorry for the car”. Endelig er vi fremme ved ”Paradise Beach Resort”, hvor vi lige må sidde og vente en god halv time, mens en større gruppe tager af sted. Men det er bestemt værd at vente på, for sikke dog et lækkert sted. Stort lækkert fælles- og spiseområde under et højt halvtag med dejlig udsigt til - og vind fra - havet, der ligger fristende og bruser lige neden for med den mest fantastiske palmebestrøede strand så langt øjet rækker.

Vores hytte er megastor og meget smagfuldt indrettet. Eneste minus er, at her ikke er ”rigtig” elektricitet, kun fra en lokal generator nogle timer om aftenen, og den eneste ventilation er fra en lille sløv batteridrevet vifte. Så vi må - mht. myggefaren - sætte vores lid til moskitonettet, som jeg starter med at lappe et par huller i.

Efter frokost er solen for alvor brudt igennem, og vi slentrer en lang tur hen langs stranden, hen til den lille landsby Akwidaa. Her møder vi nogle herlige små unger, som synes det er fedt at gå med os i hånden og få en svingtur. Ret lokalt miljø, hvor nogen sidder fuldstændig ugenert og skider på stranden.

På tilbagevejen overmandes vi af fristelsen til at prøve kræfter med de store bølger, hvilket der går en yderst dejlig og underholdende times tid med.

Bounty-stemning sidst på eftermiddagen

Hjemme igen mødes vi af en af de stiligt klædte tjenere, der gerne vil have vores valg af aftensmad, så de kan komme i gang i køkkenet. Her er ikke så meget at vælge imellem, men det er til gengæld yderst lækkert og veltillavet mad.

Vi tager en drink i ”Happy Hour” og sidder lidt og læser, indtil maden er klar. I mellemtiden er mørket faldet på, så måltidet indtages i det dunkle og hyggelige skær af en petroleumslampe. Kaffen indtager vi i et par lænestole over et spil scrabble, som Anita taber stort, fordi hun er så uheldig at starte med et Q og et W, bogstaver der er en del mere anvendelige i det engelske sprog end i det danske. Dem aftaler vi at fjerne næste gang vi prøver.

Vi er trætte af eftermiddagens vandpjask og den megen friske luft, så det bliver sengetid allerede lidt over ni. Pyha, vinden har lagt sig, og den lille batteridrevne ventilator gør ikke megen nytte, så det er lidt smålummert.

Mandag d. 21. juli 2008

Sover til halv otte, hvorefter jeg sætter mig uden for døren i en af lænestolene og får opdateret dagbogen. Anita sover helt til kvart over ni, så det bliver halvsen morgenmad. Ved bestilling af denne oplever vi følgende - meget typiske - ordveksling: ”Can we have two glasses of juice please”? Et næsten usynligt nik følger, og jeg spørger: ”What kind of juice do you have”? Svaret hertil lyder: "We don't have any juice”. Forvirret spørger jeg: ”You don't have any kind of juice”? Hvilket bekræftes med et ”Yes” efterfulgt af et lidt flakkende blik og tilføjelsen ”But I can try to look in the fridge”. Enden på historien bliver to herlige glas appelsinjuice.

Efter morgenmaden spiller vi scrabble og går en tur i vandet. Her er et lille bodysurf-bræt, så man kan ride ind på bølgerne. Det bliver dog ikke helt perfekt, med mindre man kommer ud på den anden side af brændingen, og det tør vi trods alt ikke.

Der spilles scrabble

Frokosten kan - som de andre måltider - karakteriseres med ordene ”lidt men godt”. Det er virkelig lækkert og meget smukt anrettet, men portionerne er godt nok små, og hvis ikke jeg drak en del øl tror jeg kiloene ville rasle af mig.

Vi beslutter at gå en tur hen ad stranden i det dejlige vejr, men vælger hurtigt at vende om, da Anita føler sig ganske svag og afkræftet. Min teori er, at hun simpelthen får for få kalorier indenbords, og et par sodavand senere har hun det da også allerede så meget bedre, at hun er i stand til at banke mig i scrabble.

Vi er mutters alene her på resortet, så det virker lidt dødt. Og også lidt overvældende med to tjenere / bartendere til kun at betjene os. De er i øvrigt ret godt opdraget, så godt, at det næsten kammer over og bliver lidt komisk, f.eks. når de spørger, om de må fjerne vores tomme tallerkener eller de insisterer på altid at foretage serveringerne over ens højre skulder.

Aftenen byder på endnu et spil scrabble, og klokken ni er det sengetid.

Kanotur i mangroven

Tirsdag d. 22. juli 2008

I dag har vi arrangeret en lille morgenkanotur i mangroven henne bag den nærliggende landsby, så vi kan ikke ligge og sove hele formiddagen væk. Anita har fået et utal af myggestik, der klør helt vildt. Det er synd hun er så udsat, og lidt uretfærdigt, for jeg har ikke fået et eneste, selv om jeg konstant går i minimal påklædning og bestemt ikke overdriver brugen af myggecreme.

Vi indtager vores minimalistiske morgenmad og spadserer hen til landsbyen. Vejret er ikke godt i dag, overskyet, mørkt, truende og næsten vindstille. Ved landsbyen bliver vi mødt af en ung fyr, der leder os ned til en stor og tung kano, i hvilken vi de næste par timer bliver roet op ad en lille flod med en masse tæt mangrove langs bredderne.

Efter sigende skulle man kunne være heldig at se både aber og en masse fugle her, men det eneste vi ser er nogle krabber samt en flok små unger, der råber ”Obruni” (betyder ”hvid mand”) efter os. På tilbagevejen får vi en drink på ”Green Turtle Lodge”, der ligger cirka en kilometer fra vores resort. Og - hurra - her kan man købe chokolade, så vi skynder os at købe et par plader, hvoraf halvdelen af den ene forsvinder som dug for solen. Det virker umiddelbart lidt mere hyggeligt her, men det er nok bare fordi her rent faktisk er nogle mennesker.

Hjemme igen opdager vi, at vi lod vores sko stå derhenne, så vi tager turen langs stranden endnu en gang, mens de tilbereder den bestilte frokost.

Candlelight dinner

Over middag begynder det at regne, og det bliver det stort set ved med resten af dagen - og hele natten med. Så vi tilbringer eftermiddagen med scrabble og læsning, indtil tiden er inde til en drink før aftensmaden, der som sædvanlig er som hentet direkte fra den finere franske køkkenskole: Først snegle i hvidløg, dernæst grillkylling på en kage af majs og sorte bønner og til sidst en stor og mættende banankage.

Vi er stadig mutters alene, hvilket efterhånden begynder at virke lidt enerverende. Der skulle dog til aften komme tyve gæster, som der er dækket fint op til, men de er endnu ikke dukket op, da vi trækker os tilbage.

Vi får - ved hjælp af min tørresnor - lavet et sindrigt arrangement med den lille elektriske ventilator, så den hænger nede for fodenden af sengen og rent faktisk kan mærkes. Ved nitiden kommer de bebudede gæster endelig, og vi kan høre, at de synger en fødselsdagssang. Selv om dørene står på vid gab, er der ikke en eneste luftning der når ind og forstyrrer den stillestående og fugtige luft, men heldigvis er temperaturen faldet et par grader, fordi solen ikke har været fremme i dag.

Onsdag d. 23. juli 2008

Det regner og tordner hele natten, og morgenen afslører et trist, mørkt og fugtigt vejr. Og da vi atter er ganske alene (de mange aftengæster er allerede smuttet igen tidligt i morges) er der en lidt deprimerende stemning, som får os til at beslutte at tage videre i dag i stedet for i morgen. Lidt ærgerligt at forlade dette skønne sted, men hvis det alligevel skal være regnvejr kan vi jo lige så godt tage ind til Takoradi og få hævet nogle penge og ordnet forskellige småindkøb samt få lidt luksus med aircondition og elektrisk lys og sengetøj, der ikke er klamt af fugt.

På luksushotel i Takoradi

Vi får lovning på en taxa, der kommer halv elleve - efter en halv times forsinkelse. Køreturen ind til Takoradi varer en times tid, og undervejs bliver vi irriteret af endnu et tåbeligt politistop, hvor der lige skal rodes lidt i toppen af en (tilfældig) af rygsækkene, før vi får lov til at køre videre.

”Planters Lodge” viser sig at være et rigtigt luksushotel, ikke bare i Afrikansk forstand. Og så er der den lækreste swimmingpool omgivet af smukke grønne træer og buske, hvor vi tilbringer et par eftermiddagstimer efter den glimrende frokost. Solen er lige ved at bryde igennem skyerne, og det er en yderst behagelig temperatur at ligge og flade ud i.

Mens Anita tager et karbad, får jeg lige ordnet lidt internetkorrespondance, og bagefter lykkes det os at komme igennem på telefonen og lave en bestilling på et resort ved Axim, der - ifølge guidebogen - skulle ligge på Ghanas bedste strand.

Dernæst aftensmad nede i den smukke højloftede restaurant med kæmpestore panoramaruder ud mod haven. Rigtig lækker mad til en rimelig pris, selv om de prøver at snyde os med regningen. Vi afslutter dagen med en kop Nescafé på værelset, hvor vi har vores egen lille elkoger.

Torsdag d. 24. juli 2008

På markedet i Takoradi

Det bliver en lidt underlig nat, hvor vi begge vågner ved tretiden og først sveder og dernæst fryser, men omsider falder vi da i søvn igen og sover helt til klokken ni. Det er - igen - mørkt og truende, og da vi sidder og spiser morgenmad, bryder der et heftigt uvejr løs.

Vi tilbringer en times tid på værelset, hvorefter det er klaret så meget op, at vi vover os ud for at få klaret nogle nødvendige ærinder, herunder specielt at få hævet nogle penge. Det begynder dog straks at regne igen, så vi prajer en taxa til at køre os til "Barclays Bank". Her havde jeg tænkt mig at indløse mine tre 500$-rejsechecks, men nej, der viser sig at være en øvre grænse på 300$ pr. check de vil indløse! Vorherre bevares. Nå, men til gengæld kan jeg godt få lov til at hæve et tilsvarende beløb på mit Master Card, og formaliteterne tager højst en halv times tid.

Lige ovre på den anden side af gaden ligger der minsandten et posthus, hvor vi kan få købt nogle frimærker og sende nogle af de allerede skrevne postkort. Men ellers er området ikke just ophidsende, så vi tager en taxa op til centrum, hvor der er et marked rundt langs en kæmpestor rundkørsel. Faktisk et ganske eksotisk og interessant sted, hvor det lykkes os at fremskaffe alle de manglende fornødenheder: Chokolade, postkort, myggecreme, bolsjer og hårnåle. Og så ender det minsandten med, at regnen stopper og solen kommer frem. Jeg tager nogle enkelte billeder, men video kan vi desværre ikke få os selv til at optage, selv om det ærgrer os lidt.

Taxa tilbage til hotellet, hvor vi indtager en sen frokost, inden der lige er tid til et par timer ved poolen i den dejlige eftermiddagssol. Jeg er blevet færdig med min bog nummer to, Ken Follets "Guds næve" og kaster mig straks over den næste, som er Robert Wilsons "Den blinde mand i Sevilla".

Vi beslutter at ændre lidt på planerne for de kommende dage, så det passer bedre sammen med de vejrprognoser vi kan finde på nettet, selv om de ikke ligefrem har været vildt pålidelige den første uges tid. Efter lidt ringen rundt ender det med, at det bliver endnu et såkaldt "luksushotel" ude i Busua fra i morgen og et par dage frem, og så "Ghanas bedste strand" ved Axim de efterfølgende tre dage.

Igen fremragende aftensmad, der dog generes af de temmelig højttalende engelske forretningsmænd, som tilsyneladende udgør majoriteten af gæsterne her på hotellet. Og igen prøver de at snyde os med regningen, her er ellers dyrt nok endda. Faktisk kommer vi af med 125 kroner for to portioner frugt med is, ganske uhørt.

Fredag d. 25. juli 2008

Tågedis fra morgenstunden. Vi spiser morgenmad, pakker og betaler for det, der formentlig bliver turens dyreste to døgn. Den tilkaldte taxa står klar, og efter lidt forhandlinger får vi ham presset ned fra 150 til 100 kroner for den knap en time lange tur over til Busua. Vi udveksler lidt smalltalk, hvorunder chaufføren røber, at han godt kunne tænke sig at komme til Danmark eller Holland, det synes jeg ligesom jeg har hørt før.

Udsigten fra vores altan på African Rainbow Resort

På "African Rainbow Resort", som vi ringede til i går, er der gået kludder i reservationerne, så vi må lige sidde og vente en drinks tid, inden det endelig lykkes os at få et værelse. Udmærket i øvrigt, der er både balkon med havudsigt, eget bad og toilet, kraftig ventilator og køleskab, og til overflod kan vi ligge i sengen og kigge på et stort vægmaleri med dyr fra den afrikanske savanne. Også stueetagen er hyggelig, med poolbar, kunstbutik og rigtig pæne billeder på væggene.

Vi får en pizza til frokost og morer os endnu en gang over den måde, hvorpå de veldresserede afrikanske tjenere overdriver deres - sikkert meget velmente - service. De står og vogter over en mens man spiser, og i samme øjeblik de spotter en tom flaske eller en tallerken, kommer de styrtende for at fjerne den. F.eks. røg Anitas tallerken i samme sekund hun fjernede det sidste stykke pizza, endnu før det var nået op til munden. Det er lidt småstressende med denne konstante overvågning, som ofte nærmer sig mandsopdækning, da der jo ikke er særligt mange turister på denne årstid.

Efter maden går vi ned til stranden, der ligger lige ovre på den anden side af den lille blinde vej. Det er desværre endnu ikke blevet solskin, men skylaget er tyndt, og man kan mærke solens varme gennem det. Kysten er lidt anderledes her end vi er vant til. Det bliver langsommere dybt, så bølgerne brydes over et længere stykke og er ikke helt så voldsomme, men sjovt er det stadig. Stranden er heller ikke helt så Bountyagtig som ved Safari Beach, blandt andet skæmmes den af nogle halvfærdige betonhuse samt en masse grimme høfter af sten og ståltrådsnet. Bagefter finder vi - for første gang - vores medbragte strandtennis frem, som egner sig fortrinligt til den store flade strand.

Eftermiddagsstemning ved en af de lokale fiskerbåde

Efter et bad går vi en tur hen gennem den lille landsby, der stort set kun består af to stumper vej, der mødes i et T-kryds. Undervejs antastes vi af indtil flere repræsentanter for små caféer og restauranter, herunder "Dan the Pancakeman", der bryster sig af at være verdensberømt og omtalt i guidebogen (det sidste viser han sig i øvrigt at have ret i). Da vejen ender, går vi ned på stranden, hvor vi mødes af en masse søde og muntre små unger, der synes det er enormt sjovt at være fotomodeller sammen med Anita. Det mest problematiske er at undgå at få en masse små fedtede fingeraftryk på kameraet, når de bagefter ivrigt skal udpege sig selv på skærmen.

Solen er næsten helt fremme nu, så vi nyder det smukke lave lys den sidste eftermiddagstime, mens vi går en tur hen langs stranden, væk fra landsbyen, hvor øjet ikke længere generes af grimme høfter og bygninger. "Myggetimen" mellem fem og seks tilbringer vi i relativ sikkerhed på værelset, liggende på den store seng under den kraftige vifte, lyttende til musik. Jeg er flere gange lige ved at falde i søvn og undrer mig over, hvordan man kan sove så meget som vi gør på denne ferie, men det må vel være det afrikanske tempo, der går i blodet på en.

Klokken syv går vi ned i restauranten, endnu en gang mutters alene. Maden er aldeles fremragende, og jeg skejer ud med en god flaske rødvin, der - overraskende nok - kun koster 75 kroner. Til overflod får vi de lækreste desserter, chokolademousse samt is med nødder og chokoladesauce, og begejstringen vil ingen ende tage da det bagefter viser sig, at de også her har et scrabblespil, hurra! Desværre er Anita ikke helt i topform i aften, så jeg vinder en ret overbevisende sejr.

Og på den måde bliver klokken så næsten ti før vi kommer i seng og kan ligge og falde i søvn til lyden af oceanets bølgebrus.

Anita med negerbørn - igen igen

Lørdag d. 26. juli 2008

Vågner ved ottetiden af en irriterende lyd, der viser sig at stamme fra en fejeneger nede foran hotellet. Vores dovenskab er dog så tilpas stor, at vi alligevel bliver liggende en times tid mere. Morgenmaden er ok uden at være prangende, og bagefter tager vi et spil scrabble.

Anita køber smykker

Vejret er - igen igen - ikke noget at råbe hurra for, men i det mindste regner det da ikke. Vi tager video og kamera med hen i byen for at filme og fotografere, men bliver antastet af en irriterende mand i et lille skur med påskriften "Tourist Information", som påstår, at vi skal lade os registrere i en bog og betale en afgift. Det småskændes vi lidt om, men under alle omstændigheder fastholder vi, at vi ingen penge har med, hvorefter vi går tilbage til hotellet og spørger, hvad pokker meningen er. Her bedyrer de, at vi intet behøver at betale, så vi trasker troligt af sted igen med den beslutning af ofre en femmer, bare som en slags kompromis. Den er han dog ikke tilfreds med, men sådan bliver det altså, og bagefter går vi ned på stranden og tager en masse film og fotos af de muntre børn.

Så er der frokost, hvor jeg får en lækker fisk, mens Anita er gået helt i pasta-mode. Dernæst en tur i bølgerne, hvilket jo altid er herligt, selv om det unægtelig ville være endnu mere herligt, hvis solen skinnede.

Anita køber lidt smykker hos en flink mand med et lille skur lige neden for hotellet, og han fortæller, at han engang har været i Danmark (både Århus, Sønderborg og Marstal kan han huske), hvorefter tiden er inde til en time på ryggen med bøger og musik. Inden aftensmaden spiller vi tre runder pool, og efter maden dagens sidste spil scrabble. Vi går i seng med et inderligt håb om, at vejret bliver bedre i morgen, når vi skal over til "Ghanas bedste strand".

Søndag d. 27. juli 2008

Sover som en sten, primært fordi jeg i går fik den geniale idé at bruge ørepropper for at minimere lyden af bølgebrus, ventilatorraslen, væverfuglekvidder og morgenfejning. Vejret er stadig overskyet, om end i en relativt lys farve, så måske er der håb forude. Og ja, hurra, mens vi sidder udenfor og spiser morgenmad, bryder solen igennem, til Anitas store begejstring. Hun synes vi skal gå en tur ned til stranden først, inden vi pakker. Utroligt så meget mere dekorativt landskabet tager sig ud i solskin, så vi tager lige lidt flere film og billeder, inden vi går hen til T-krydset og får en aftale med en taxachauffør om transport til Axim.

Der står 5-6 mand med hver sin ramponerede taxa. En af dem spiller frejdigt ud med en pris på 500 kroner, men det er helt tydeligt at se på de andres reaktioner, at han har skudt alt for vildt over målet. Hurtigt kommer vi ned på 150 kroner, hvilket dog stadig er i overkanten, så jeg bruger yderligere lidt tid på at komme ned på de 100 kroner, som jeg på forhånd har anset for værende en passende pris. Til gengæld udvælger vi den bil, der ser mest rimelig ud, og aftaler med chaufføren, at han kommer hen og henter os om en time.

Det gik ikke så godt på det sidste stykke vej

Og det gør han så, selv om bilen pludselig er en helt anden, faktisk det mest ramponerede eksemplar vi endnu har været udsat for, uden instrumenter og seler og uden mulighed for at ændre på, hvor meget vinduerne skal åbnes. Nå, men i det mindste kan den så heller ikke køre særlig stærkt.

Vi kører gennem nogle ganske pæne landskaber med palmer og gummiplantager, og alt går fint de første tre kvarter, indtil vi kommer til et policecheck. En meget vred og højtråbende betjent beordrer os ind til siden, hvor chaufføren tilsyneladende får et større møgfald. Vi stiger ud og får den forklaring, at han ikke er i besiddelse af et kørekort, en situation som VI faktisk burde have sikret os imod, siger den vrede betjent. Et øjeblik frygter jeg, at de vil til at idømme os en bøde for denne forseelse, men heldigvis er der også en mere venligsindet kvindelig betjent, der går ind og blander sig. Hun forklarer os, at de giver ham lov til at køre os til Axim, og så skal de nok tage sig af ham på tilbagevejen. Pyha, glimrende løsning synes vi.

Det viser sig selvfølgelig, at han ikke aner, hvor vores resort ligger, så han stopper for at spørge nogle lokale til råds. Af disse dirigeres vi ned ad en jordvej, og som tak prøver de alle at møve sig ind i bilen og få et lift med os. Vi nægter kategorisk at få flere ind på bagsædet, men tillader to på forsædet, en ældre kvinde med en stor spand og en yngre kvinde med et to måneder gammelt spædbarn. Så er bilen altså også belæsset mere end rigeligt, og da vejen hurtigt viser sig at være fyldt med store mudderhuller, er det noget af en belastning for det ramponerede køretøj. Fjedre er der ikke meget af, så jævnligt giver det en væmmelig knasende lyd, når undervognen skraber imod.

Udsigten fra restauranten på Lou Moon Resort

Vi krydser fingre for, at det går godt de seks kilometer ud ad jordvejen, men det gør det desværre ikke. På et tidspunkt skal vi passere et stykke med nogle særlig store mudderhuller, og i et forsøg på at snige sig uden om disse skrider vognen lidt ned i grøften, hvor den hurtigt sidder uhjælpeligt fast. Sådan, nu begynder det at minde lidt om de situationer, som jeg så tydeligt husker fra mit forrige besøg i Vestafrika. Den ældre dame går resolut i forvejen og kommer snart efter tilbage med to mænd, der prøver at få bilen skubbet op på vejen igen, men nej, alle bestræbelser ender forgæves. I stedet tager den ene vore to rygsække, en på hver skulder, og så må vi jo hellere følge med.

Heldigvis skal vi kun gå et par hundrede meter til vi kommer til et husbyggeri, hvor de tilsyneladende har været beskæftiget, og her har de en stor firhjulstrækker, der nemt og ubesværet kører os de sidste par kilometer til "Lou Moon Resort". Wow, sikke et sted. Alle bygninger er yderst smagfuldt fremstillet af naturmaterialer, og restaurantbygningen står - let ophøjet - midt på en græsplæne, hvorfra der er udsigt til en lille halvø med hav på begge sider. Ude på halvøen ligger det mest fantastiske hus med store panoramaruder ud til havet, men det er så også i en noget anden prisklasse end hvad jeg har lyst til at betale. Vi får - formedelst 250 kroner - et rigtig lækkert og smagfuldt rum med både AC, vifte og myggenet, og det er vi udmærket tilfredse med, selv om vi ikke har havudsigt. Det er der jo så til gengæld fra restauranten, hvor der også er en dejlig frisk brise.

Her indtager vi lidt frokost i form af lækker barracuda med gratinerede kartofler, inden vi skynder os ned til stranden for at okkupere et par liggestole, mens solen endnu skinner. I dag skulle jo, ifølge vejrudsigten, være en regnvejrsdag, så hvert minut med solskin må betragtes som en ekstraordinær gave. Efter lidt afslapning ved stranden låner vi en bold, som vi leger lidt med oppe ved volleyballbanen, der ligger midt på græsplænen foran restauranten.

Generatoren tændes kvart over seks, hvorefter vi ligger lidt på værelset og nyder AC'ens kølige brise, før vi går over til restauranten for at spise aftensmad. Vi vælger en bøf, der er ganske glimrende, og bagefter får jeg en banantærte, mens Anita får en særdeles lækker ingefærsorbet. Hvor er alt dog usædvanlig smukt og smagfuldt her, og så er der for en gangs skyld lys nok til, at man kan læse, sikke en luksus. Vi sidder og taler om, at det eneste der mangler er et spil scrabble, som vi snart er blevet helt afhængige af, og i samme øjeblik ser vi, at der rent faktisk er et, som dog desværre netop bliver bortført af nogle andre.

Vi afslutter dagen med at gå ned på græsplænen og nyde synet af en smuk og klar stjernehimmel, før vi går tilbage til vores dejlige værelse, hvor Anita - med både AC, vifte og moskitonet - skulle være nogenlunde sikret mod at få flere myggestik. Hun trænger godt nok også snart til noget fred på den front.

Mandag d. 28. juli 2008

Sover glimrende, på nær de obligatoriske tisseture. Under den sidste - klokken seks - konstaterer jeg til min glæde, at himlen er blå, for første gang fra morgenstunden. Generatoren, og dermed ventilator og AC, slukker klokken syv, hvilket dog ikke hindrer os i at ligge og drive den af yderligere en god times tid.

Morgenmaden er, som alt andet på dette her sted, ganske overdådig, med både frugt, juice, kaffe, æg og boller med smør og syltetøj eller nutella. Efter morgenmaden kan det næsten ikke gå stærkt nok med at komme ned til liggestolene på den lille strand, hvor vi kan nyde såvel den varme sol som den friske salte vind, for slet ikke at tale om den helt fantastiske udsigt over bugten, hvor de store bølger brager ind mod klipperne. Vi spiller lidt strandtennis, men ellers går det meste af formiddagen med bare at ligge på ryggen med musik og bøger.


Luksusafslapning

Til frokost konstaterer vi endnu en gang, at vi har et helt resort for os selv, med et eller andet sted mellem 10 og 15 ansatte. Ud over et par stykker i køkkenet og et par stykker i baren, så er der også folk til rengøring og til havearbejde. Og så sidder der minsandten også en nede ved indkørslen og holder vagt over, hvem der kommer og går, hvilket godt nok må være et kedeligt job, med os som de eneste gæster.

Vi tager et spil scrabble, og nu har Anita genfundet formen og banker mig eftertrykkeligt. For at holde vagtmanden beskæftiget beslutter vi derefter at gå en lille tur uden for vores beskyttede resort. Der ligger en lille landsby lige uden for porten, gennem hvilken vi går ned til den vidunderlige strand, hvor kæmpebølger brager ind mod kysten. Ret hurtigt tiltrækker vi nogle nysgerrige børn, hvilket ikke gør spor, for kors hvor er de dog søde. Vi har taget kameraet med, så vi kan fastholde minderne om de dejlige oplevelser, selv om vi er bevidste om, at dettes tilstedeværelse i allerhøjeste grad påvirker børnenes opførsel. De elsker at posere foran kameraet, og bagefter lyder der et kor af begejstrede hyl, når de - med deres små fedtede negerfingre - udpeger sig selv på kameraets lille skærm. Vi tilbringer et par herlige timer med børnene, og Anita kan næsten ikke få sig selv til at forlade dem igen.

Skulle efter sigende være Ghanas flotteste strand

Det begynder at gå op for os at vi - og især jeg - måske fik lige lovlig meget sol på forsiden, da vi lå nede på stranden. Det er endnu en konsekvens af den smittende afrikanske ladhed, at man dårligt gider vende sig om, når man ligger og branker ude i solen. Alligevel må vi lige derned igen og nyde de sidste par timer af denne dejlige dag, som vi er enige om at kåre til turens hidtil bedste, blot sørger vi så for at få lidt skygge fra de parasoller, der står der til det samme. Fantastisk at sidde og se, hvordan den stadig lavere sol giver farvemæssigt nyt liv til de smukke omgivelser, indtil Anita, som jeg mistænker for at være et reinkarneret firben, hævder at hun fryser. Nå ja, klokken nærmer sig også seks, og temperaturen er faldet til 28 grader. I hvert fald ifølge mit lille termometer, der dog er næsten lige så upålideligt som DMI's vejrprognoser, ifølge hvilke dette skulle have været en regnvejrsdag.

Glimrende aftensmad (fisk/T-bonesteak), hvortil jeg skejer ud med en flaske sydafrikansk rødvin. Men det allerbedste ved måltidet er næsten omgivelserne. Den friske havbrise og synet af palmernes silhuetter mod havet, mens det afrikanske tusmørke sænker sig og de første stjerner begynder at komme frem på himlen.

Tirsdag d. 29. juli 2008

Vågner ved tretiden, muligvis på grund af det intense fravær af lyd og lys. Strømmen er åbenbart gået, eller måske synes de bare, at det er for fråset at lade generatoren køre for sølle to gæster. I hvert fald er der mørkt som i graven, og på dette tidspunkt høres jo hverken fugle eller cikader, så uden AC og ventilator er også stilheden total. Ligger et stykke tid og kan ikke falde i søvn, muligvis fordi jeg irriteres af tanken om, at det snart bliver varmere, hvis ikke strømmen kommer igen. Det gør det nu ikke, formentlig fordi murene så tilpas tykke, at varmeudvekslingen er minimal.


Flere børnebilleder

I dag er det let overskyet, men på en behagelig lys måde og med enkelte blå pletter. Efter morgenmaden går vi ned til stranden gennem "Jurassic Park", som vi har døbt haven her, fordi der er et konstant mylder af små og mellemstore firben. Formiddagen tilbringer vi stort set som i går, dvs. på liggestolene med bøger og musik, bortset fra, at vi sørger for at skåne lår og fødder, der fik lige rigeligt med sol i går.

Hen på formiddagen får jeg den idé at hente en af de kajakker, der ligger oppe under huset, så vi kan prøve at sejle lidt her i bugten, der jo ligger i læ for de helt store bølger. Stadig skal man dog holde tungen lige i munden og undgå at vende siden til bølgerne, specielt helt inde ved bredden, hvor de knækker over. Det lykkes ikke helt for Anita, der må lidt den tort at blive væltet på vej ind, dog heldigvis uden skader til følge.

Efter frokost tager vi endnu en tørn med kajakken, og jeg prøver at sejle ud, hvor bølgerne er lidt større, hvilket er meget tæt på at ende galt. Hen på eftermiddagen går vi - som i går - en tur hen langs stranden ved den lille landsby, hvor vi straks omringes af de samme børn som i går plus en hel del flere, så vi snart har en snes stykker hængende på og efter os. De fleste er enormt søde, men desværre er der også nogle, mest de lidt større drenge, der er dominerende og skubber de andre væk fra de eftertragtede pladser ved siden af "de hvide" - "Obruni", som de kalder os, det betyder "hvid mand". Jeg prøver at filme og fotografere lidt, men det går i høj grad ud over deres naturlighed, da de nærmest går helt i selvsving og råber og skriger.

Anita og Mansa

Anita har tabt sit hjerte til en lille stille og lidt genert pige (Mansa hedder hun vist), der ser ud til at være ganske i den syvende himmel over at få lov til at gå med hende i hånden. Da vi står henne ved resortets port giver de andre børn udtryk for, at vi bare kan tage hende med, hvilket Anita særdeles gerne ville, helt til Danmark om muligt. Men det går jo desværre ikke, så vi vinker farvel og går hjem til vores beskyttede omgivelser og nyder en kølig drink.

Anita kan slet ikke slippe tanken om den lille pige, og da vi har siddet lidt og talt om det, bliver vi enige om at gå tilbage og høre, om vi må "låne" hende en times tid. Som sagt så gjort, og i samme øjeblik vi atter træder ind i landsbyen får pigen øje på Anita, løber hende i møde og nærmest kaster sig i hendes arme. Ikke et øje tørt.

Vi får fat i hendes mor, der ikke har nogen indvendinger mod at vi "låner" hende, og af sted går vi så, med en hale af stirrende børn efter os, ind i det forjættede luksusland, hvor vi kun kan have svage gisninger om, hvilke tanker og følelser disse fremmede omgivelser har på en lille negerpige. Vi bliver enige om, at hun skal have en portion is, så jeg bestiller is til os alle tre. Anita går i forvejen med pigen, ned til liggestolene på stranden, og så følger jeg efter med de tre portioner is. Det går dog ikke så godt, da jeg først taber den ene portion på græsplænen og et øjeblik senere den næste på stranden, det var dog helt utrolig uheldigt og klodset.

Solnedgang ved Axim

Den lille pige sidder og stirrer fascineret, måske tror hun, at det er et led i et mystisk europæisk offerritual. Nå, men hendes is er da heldigvis stadig intakt, og det ser bestemt ud til, at hun kan lide den. Det der med teskeen går ikke så godt, så hun skovler isen i sig med fingrene. I løbet af få minutter har hun konsumeret en is til 25 kroner, et beløb, der formentlig modsvarer hele hendes families madforbrug i flere dage, men hvad pokker, hun har formentlig fået sit livs oplevelse.

Da vi afleverer hende igen, bliver vi - med vagtmandens mellemkomst - præsenteret for moderens bøn om at betale for datterens skolegang, hvilket vi naturligvis er nødt til at afvise, og det synes da heller ikke som om der er den helt store insisteren, da vi giver slip på barnet og siger pænt "bye bye".

Den sidste lyse time tilbringer vi på den vidunderlige strand, før tiden er inde til et bad og noget aftensmad. Hold da op, der sidder en håndfuld andre turister nede i restauranten, men de forsvinder ret hurtigt efter vores ankomst. Efterhånden begynder jeg at tro, at der er et eller andet alvorligt i vejen med vores kropslugt. Måske er det den samme lugt, som gør, at myggene ikke har lyst til at stikke mig. Anita spiser en fladfisk af en slags, og jeg spiser lammekoteletter. Maden er godt nok lækker her, selv om portionerne er lige lovligt små. Godt vores fysiske udfoldelser er så begrænsede.

Onsdag d. 30. juli 2008

Overskyet fra morgenstunden. Vi spiser morgenmad lidt tidligere end normalt, så vi kan få overstået dagens - lidt lange - transportetape før frokost. Får personalet til at bestille en taxa og beder dem lægge vægt på, at det skal være en ordentlig bil, helst med sikkerhedsseler og gerne med en chauffør, der er i besiddelse af et kørekort. Regningen virker rimelig, 2200 kroner for to personers luksusliv i tre dage på en af Ghanas lækreste strande, og vi kan hermed på det varmeste anbefale Lou Moon Resort.


Anomabu Beach Resort

Taxaen ankommer lidt over ni. Dens udseende er rimeligt betryggende, og chaufføren kører forsigtigt, i hvert fald så længe vi befinder os på jordvejen op til Axim. Herefter tager Fanden ved ham, og jeg må flere gange bede ham om at sætte farten ned, specielt når vi kører gennem landsbyer, hvor det myldrer med mennesker og dyr.

Vi kommer igennem lidt regnvejr efterfulgt af opklaring efterfulgt af et voldsomt regnvejr, hvorefter det er fint vejr resten af dagen. Vi ryger ind i endnu et policecheck og sidder og joker lidt med, at han måske heller ikke har kørekort, men det har han da tilsyneladende. Det er dog ikke nok til at stille betjentene tilfredse, og der bryder et større skænderi løs. Problemet er, så vidt vi forstår, at han kun har haft kørekort i halvandet år, og der kræves åbenbart mindst to år for at man må køre taxa, hvilket han naturligvis bedyrer, at han intet vidste om. De inddrager hans kørekort og giver ham en kvittering, hvorefter vi kan forstå, at han godt må køre os til vores bestemmelsessted, hvilket det dog tager en rum tid at få ham til, idet han tydeligvis ikke er meget for at efterlade sit kørekort her.

Da vi kommer til Cape Coast viser det sig, at det var hans opfattelse, at han kun skulle køre hertil, selv om jeg mener jeg nævnte, at det var "lidt øst for". Det viser sig nu også at være noget længere øst for end jeg husker, og til overflod kører vi for langt og må køre lidt frem og tilbage og spørge en masse mennesker til råds, før det endelig lykkes at finde stedet. Og inden da bliver han så knotten, at han stopper ude midt på landevejen og nægter at køre videre. Først da jeg gentager det tilbud om en ekstra halvtredser, som jeg gav ham oppe ved Cape Coast, kører han modvilligt videre, og da vi endelig når frem, får vi os igen en større diskussion, fordi han har opfattet disse to løfter som uafhængige, altså svarende til et tillæg på 100 kroner i stedet for 50. Du milde hvor er han sur, og hotelpersonalet må hjælpe til med at få ham dysset lidt ned.

Nå, men endelig, hen ad halv to, kan vi indtage vores nye logi, som er et særdeles fint og komfortabelt værelse på "Anomabu Beach Resort". Det ligger direkte på en lille palmebestrøet strand med den sædvanlige brænding, og så er der en restaurant hævet et par meter op over jorden, direkte ud til vandet, så man får den behagelige - og myggebegrænsende - blæst ind på sig.

Vi starter med lidt tiltrængt frokost og glæder os over at se et ganske stort og varieret spisekort, hvorefter vi tilbringer en time i bølgerne og en time på et par liggestole i solen.

Da vi kommer tilbage på værelset, går Anita ud som et lys og sover fast en times tid. Hun har klaget over hovedpine, som jeg også selv har haft lidt af, måske på grund af den ufrivilligt lange køretur. Heldigvis er hun frisk nok igen efter luren, til min store lettelse. Jeg kan ikke helt sige mig fri for lidt malaria-paranoia efter at hun fik så mange myggestik den første uges tid.

AC'en sidder lige ved siden af sengen og er så voldsom, at den bestemt ikke vil være rar at sove under, så vi fremstiller en dæmper ved hjælp af et af Anitas tøjstykker. Og så af sted til restauranten, hvor der lige netop er et enkelt ledigt tomandsbord. Hvor mærkeligt pludselig at være et sted med masser af mennesker, efter i så lang tid at have været helt eller næsten helt alene.

Torsdag d. 31. juli 2008

Sengene er hårde som sten, og AC'en sender iskold luft ned i hovedet på mig, så jeg på et tidspunkt er nødt til at stå op og slukke for den. Efter morgenmaden benytter vi de tidlige formiddagstimer, hvor det som næsten altid er overskyet, til at slentre en tur hen langs stranden til en nærliggende landsby. En masse mennesker er ved at hive nogle store tunge net ind fra havet, hvilket ser ganske malerisk ud. Og det samme gør børnene, der som altid synes det er herligt at blive fotograferet. Hvad der derimod ikke ser helt så malerisk ud er de hundredvis af lorte, som man må gå i zigzag imellem, og kombinationen af disse og de hyppigt forekommende møddinger (ofte med et par gribbe på toppen) udsender en stank, som får det til at vende sig i os. Tænk at tilbringe hele sit liv i sådanne omgivelser.

Vi går tilbage forbi resortet og hen til en pynt, hvorfra vi kan se ind til Cape Coast, og så er tiden ved at være inde til en formiddagsdrink. Efter denne er det faktisk blevet solskin, så vi skynder os hen til liggestolene og får det daglige tilskud af farve, og bagefter låner vi et par bodysurfboards og får en time til at gå med at lege i bølgerne.

Hektisk aktivitet på stranden

Lidt halvsen frokost efterfulgt af en time på liggestolene, hvorefter himlen pludselig bliver mørk og det begynder at dryppe, så vi fortrækker til vores luksuriøse logi, hvor vi kan ligge og læse på de stenhårde senge. Jeg får færdiggjort min tredje bog, "Den blinde mand i Sevilla", som jeg nok ville have droppet efter de første halvtreds sider, hvis det havde været derhjemme. Men her må hver en medbragt side jo udnyttes, så jeg læser den til ende, selv om det kniber med at overskue handlingen med de mange og lange spanske navne og titler. Anita er blevet færdig med "Elskede ukendte" og har kastet sig over "London Kalder", der synes at fænge med det samme.

Klokken seks er det klaret op igen, så vi går lige en lille tur langs stranden, mens mørket begynder at sænke sig. Til aftensmad har vi tænkt at spise grillet hummer, og hertil glæder jeg mig til at nyde et glas køligt hvidvin. For en sikkerheds skyld spørger jeg først, om de nu også har hummer (at ting optræder på menukortet er nemlig absolut ingen garanti her til lands), og jo jo, det har de skam. Der går så nogle minutter, før jeg får min hvidvin, og yderligere mindst ti, før vi får beskeden "desværre ingen hummer", hvor er det dog typisk. Nå, men så bliver det kylling i stedet, for det (og fisk) har de i hvert fald næsten altid.

Flere fotogene børn

Vores i øvrigt udmærkede måltid forstyrres i nogen grad af en lille lokal tremandsgruppe, hvoraf den ene er en stor, selvglad og brovtende fyr, der fuldstændig dominerer de andre med sin larmende adfærd. Vi rykker et par borde væk med desserten, men først da trioen helt fortrækker, kan vi sidde lidt i fred og ro og nyde lyden af bølgernes brusen.

Fredag d. 1. august 2008

Endnu en nat på turens hårdeste senge, pyha. Til gengæld er det næsten skyfrit fra morgenstunden, så vi går lidt ned på stranden og filmer og fotograferer. Efter morgenmad, pakning og betaling står vores taxachauffør klar til at køre os tilbage til Kokobrite, hvor ferien startede (når man ser bort fra kedelige Accra, som vi ikke rigtigt regner med). Sympatisk fyr og absolut nydelig bil, og da jeg spørger, om han har kørekort (og forklarer hvorfor) bedyrer han smilende, at han har tolv års erfaring.

Vi kommer forbi de obligatoriske politikontroller, der dog for en gangs skyld ikke rigtigt har noget at komme efter. Vejret er igen blevet gråt, og ind i mellem regner det. Undervejs ringer chaufførens mobiltelefon flere gange, og vi kan forstå, at det er fra hotellet, som vi lige har forladt, og at de vil tale med mig. Forbindelsen er imidlertid yderst ustabil, og der går en rum tid, før budskabet om en ikke afleveret nøgle trænger igennem. Nå ja for pokker da, den ligger stadig i min lomme, men heldigvis skal chaufføren tilbage igen, og han tager den gerne med.

Tilbage på "Big Milly"

Vejen ned til Kokobrite er meget ujævn og mudret, og vores chauffør kører ualmindelig forsigtigt, så det tager en evighed, hvorunder Anita er ved at få sig en blæresprængning. Men endelig er vi fremme ved "Big Millys Backyard", og selv om vejret er trist og der er vandpytter overalt, så er det et dejligt gensyn. Dels naturligvis med stedet, der virker så hyggeligt og bekendt, men især med menneskene, der alle kommer og giver hånd og hilser os hjertelig velkommen og spørger, hvordan vi har haft det. Lidt pinligt, for jeg er sjældent i stand til at huske det ene sorte ansigt fra det andet (modsat Anita, der er en hel del bedre til disciplinen "negergenkendelse").

Denne gang har vi bedt om et AC-rum, med tanke på de indledende feriedages svedeture under en delvis defekt vifte. Superhyggelig lille hytte med alt hvad der skal være, inklusiv madrasser, der ikke er stenhårde. Der er endda et lille ekstra sengehjørne, så vi kan få hver sin seng.

Som sagt lidt trist vejr, men dog ikke værre end at man kan gå en tur langs stranden. Bagefter sidder jeg lidt og slapper af med en øl, mens Anita går på opdagelse blandt de små butikker. Jeg har fundet ud af, at vi har fået vekslet alt for mange penge, så jeg har opfordret hende til bare at bruge løs. Det lyder måske umiddelbart lidt vildt, men dels er Anita et fornuftigt og beskedent menneske, og dels er det ret begrænset, hvor galt det kan gå, når halskæder, armlænker og øreringe koster fra tre til otte kroner.

Kokobrite huser en kendt trommeskole, og hver fredag aften optræder "Kokobrite Dance Group" her på stedet. I den anledning er borde og stole flyttet ud midt på pladsen, så vi indtager vores aftensmad under de svajende palmer. Herefter bryder helvede løs, i form af fem energiske trommeslagere og fire endnu mere energiske dansere. Vældig sprudlende og imponerende, men kønt er det godt nok ikke, i hvert fald ikke i mine ører (og heller ikke i Anitas). Vi går i seng ved titiden, hvor de stadig trommer som gale, men heldigvis stopper de i løbet af den næste times tid.

Lørdag d. 2. august 2008

Det er dejlig solskin fra morgenstunden her på den sidste hele feriedag, som også ender med at blive den vejrmæssigt bedste, med næsten helt blå himmel dagen lang.

Vi starter med at tage en masse film og billeder af de maleriske båd- og netophalingsscener og fortsætter med en spadseretur langs stranden, begge med et par små unger hængende i hver hånd. Vi sætter os lidt henne ad stranden, og straks skal alle ungerne skide, nærmest som på kommando. Det foregår - som altid og overalt - aldeles hæmningsløst og direkte på stranden.

Der hales net ind

Så er tiden inde til at ligge lidt og branke i den dejlige sol, og den sidste times tid inden frokost går med en forfriskende tur i bølgerne. Vi får lov til at indtage maden ude i solen, da min firbensdatter slet ikke kan klare tanken om at sidde inde i skyggen nu, hvor ferien er ved at gå på hæld (og vi til overflod lige har erfaret, at en uges hedebølge i Danmark er ved at blive afløst af køligt og ustabilt vejr).

Bagefter endnu en lang slentretur langs stranden, lidt læsning, lidt shopping, et par drinks og lidt snak med et par af de andre gæster. Det myldrer med mennesker her i dag, hvoraf mange er lokale, der tager en weekendtur væk fra Accra (det kan jeg godt forstå). Vi bruger den sidste lyse time på en strandtur med et par af ungerne, der på skift får en ridetur på mine skuldre, hvilket ser ud til at vække særdeles stor begejstring.

I aften skal vi have hummer, hvilket vi får ret god tid til at sidde og glæde os til, da middagen bliver over en time forsinket. Men bestemt værd at vente på, synes jeg, mens Anita, der har noget mere følsomme smagsløg, er skuffet over, at de har overdrysset dem med det sædvanlige stærke peber. Vi har ellers efterhånden fået dem til at lade være, når vi da ellers husker at gøre opmærksom på det, men jeg havde virkelig ikke fantasi til at forestille mig, at de ville hælde et stærkt krydderi på de fint smagende hummere.

Som dessert indtager vi en håndfuld friske jordnødder, der er helt utroligt lækre her, saftige og med en helt anden smag end de tørre, som vi spiser derhjemme. Også i aften er der høj musik, denne gang fra et reggae-orkester, der heller ikke imponerer os, det lyder nærmest lidt amatøragtigt.

Der er ingen vand i hanerne til aften, men det kommer forhåbentlig igen i morgen, så vi kan få et bad inden hjemrejsen. Jeg afslutter dagen med en halv times godnatlæsning i Jo Nesbøe's "Snemanden", en særdeles spændende norsk krimi.

Anita tager afsked med rasta-vennerne

Søndag d. 3. august 2008

Desværre er det overskyet på vores sidste dag i Afrika, men i det mindste holder det da tørt. Vi spiser halvsen morgenmad og går en tur ned til stranden for at fotografere de sidste negerbørn. Læser, slentrer lidt rundt og spiser sen frokost. Anita foretager de sidste indkøb i form af et håndklæde og to par bukser. Afregner og pakker. Anita får den idé at gå ned til en af rasta-fyrene og få ham til at komme med en udtalelse til brug for videofilmen, hvilket lykkes over al forventning.

Og så er taxaen klar til at køre os til lufthavnen, en tur, der varer en times tid og bekræfter os i, at en enkelt dag i den by var mere end rigeligt, kors hvor er den dog grim og forurenet. Indcheckningen går lynhurtigt, og så skal vi prøve, om vi kan få vekslet de overskydende ghanesiske penge tilbage. Efter sigende er der et vekselbureau i ankomsthallen, men der kan vi ikke få lov til at gå ind, så det ender med, at vi veksler hos en fyr ude på gaden.


... og jeg siger farvel til ungerne, der får en ridetur

Lufthavnen viser sig faktisk - modsat det første indtryk - at være yderst flot og moderne, og så er der en superlækker lounge, hvor vi tilbringer en times tid med drinks, snacks og Internet. Til sidst mangler vi lige at formøble et par hundrede kroner, der primært går til chokolade og lidt flere smykker til Anita.

Nogenlunde planmæssig afgang klokken otte, og efter en mellemlanding i Lagos sætter vi kursen op over Sahara mod Frankfurt, en tur der varer knap seks timer.

Mandag d. 4. august 2008

Får kun sovet en god times tid i nattens løb, pyha. Så er der lidt morgenmad, og klokken seks er vi i Frankfurt. Her har vi tre timers ventetid, som vi tilbringer halvt liggende hen over nogle stolerækker. Ikke rigtigt komfortabelt nok til at sove, selvom vi begge er dødtrætte.

Da vi skal videre mod København viser det sig, at vi begge to har fået et boardingkort, der lyder på mit navn, en fejl, der dog heldigvis hurtigt rådes bod på. På den korte tur når jeg lige at læse en lille finurlig bog af Svend Åge Madsen (”Den usynlige myre”), før vi lander i regn og blæst og sytten graders varme. Velkommen tilbage til Danmark!

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside