Guatemala, februar - marts 2007

Per Allan Jensen

Fredag d. 23. februar 2007

Pyha, sikke en gyser! Efter den mildeste vinter i mange år vælger årets snestorm naturligvis at indfinde sig netop i dagene op til min afrejse. Folk kører fast i snedriver, og den offentlige trafik er ren kaos. I går var en stor del af flyene ud fra Kastrup aflyst, men i dag ser det heldigvis lidt bedre ud, forudsat altså at jeg slipper ud inden det næste snevejr når hertil (det nærmer sig vest fra og er allerede begyndt at hærge i Jylland).

Jeg skulle have været af sted kl. 9:00 og var - aht. usikkerheden omkring tog og metro - oppe før fem, men alt fungerede perfekt, så jeg var i lufthavnen lidt over seks. Dog blot for at få at vide, at afgangen var udsat pga. forsinket flyankomst. Det fik jo så mit - i forvejen snævre - flyskift i Newark til at blive urealistisk, så de gode Continental-folk gik i gang med at lave en nødplan, hvilket skulle vise sig at involvere tre personer i næsten en halv time.

Vinterligt vejrkaos op til afrejsen

Enden på det hele blev den - relativt simple - løsning, at jeg kommer på et lidt senere fly fra Newark til Houston, og de bedyrede, at jeg så stadig skulle kunne nå den planlagte forbindelse videre til Guatemala). Herligt hvis de har ret, for så kan jeg opretholde den trufne aftale om afhentning i lufthavnen klokken ti i aften (lokal tid).

Ikke noget med at købe taxfree drikkevarer, fik jeg ordre om, det må være fordi det er et amerikansk fly, at de er så overdrevet forsigtige. Nå, men bøger sagde de heldigvis ikke noget om, så jeg starter med at supplere min sparsomme beholdning (af to bøger) med yderligere tre, så skulle jeg vel være nogenlunde dækket ind, og ellers må jeg jo til at supplere med engelsksprogede.

Ventetiden går hurtigt og behageligt, bl.a. takket være mit (firmas) gyldne Mastercard, der giver mig adgang til den bekvemme VIP-lounge med bløde lænestole og TV samt morgenmad med cappuccino, juice og gammel dansk.

Pludselig bipper mobilen. Det er en SMS med beskeden "CO123 is now boarding", så af sted med mig. Ude ved afgangen venter så endnu et security-check, hvor gennemlysningen naturligvis afslører min (tomme) vandflaske helt nede i bunden af den temmelig omfangsrige håndbagage. Det ser ud til, at vi kommer af sted med cirka to timers forsinkelse, og endelig kan jeg tage en dyb indånding og glæde mig over, at jeg nu er på vej til 5½ uges ferie under eksotiske himmelstrøg i Mellemamerika, nærmere bestemt Guatemala, Belize og Mexico.

De otte timer til New York går hurtigt med bog, dagbog, sudokoer, kakuroer og nogle korte slumreperioder. Jeg kan dog godt nok mærke, at jeg kun fik fem timers søvn i nat, det bliver en LANG dag, inden jeg når til Guatemala, selv hvis alt går efter planen. For en gangs skyld går alle formaliteterne omkring "indrejse" nemt og hurtigt, selv om jeg ikke kan lade være med at undre mig over, at man skal "ind i landet" (med alt hvad deraf følger af formalia) samt selv tage sin bagage og bære den fra det ene transportbånd til det andet, når man nu kun er her i transit.

Turen videre til Houston varer tre timer, og da jeg endelig slipper ud, er der kun en halv time til mit næste flys afgang, uha. Men "no worries", der holder en lille vogn klar, som hurtigt får mig fragtet over i den anden ende af lufthavnen, og jeg træder faktisk ind i flyet som en af de første. Spørgsmålet er så bare, om bagagen også når det. Den sidste flyvetur varer 2½ time, der stort set går med at se den glimrende film "The Queen" samt udfylde diverse formularer.

Det går nemt og hurtigt at komme gennem pas- og toldkontrol, og til min glædelige overraskelse dukker min bagage op efter få minutters ventetid - stor ros til Continental. Og udenfor står - som aftalt - en fyr med mit navn på et skilt. Han kører mig - og en amerikansk kvinde, der også skal videre til Xela i morgen - den korte vej til "Patricias Guesthouse", hvor vi bliver hjerteligt modtaget og indlogeret på enkle - men rene og funktionelle - værelser. Aftalen er kommet i stand via sprogskolen (Xelas Maya) og indebærer at jeg - for cirka hundrede kroner - får overnatning med morgenmad og transport fra lufthavnen samt til bussen i morgen tidlig, rørende billigt.

Temperaturen virker behagelig, og det er i hvert fald ikke her jeg får brug for termoundertøj og sovepose. Jeg får heller ikke brug for at læse ret mange minutter, før jeg er grydeklar. Klokken er 23, men med tilføjelse af de syv timers tidsforskel er den seks om morgenen, hvilket vil sige, at det er over 25 timer siden vækkeuret lød hjemme på Frederiksberg.

Lørdag d. 24. februar 2007

Med aftalt vækning halv syv skulle der være basis for syv timers søvn, men sådan går det ikke. Den lokale vagthund vækker mig flere gange i nattens løb, og klokken fem kan jeg ikke sove mere, hvilket nok må tilskrives tidsforskellen.

Hotel Modelo i Quetzaltenango

I den lille have er der subtropiske frugter og kvidrende fugle, og morgenmaden indtages med udsigt til en smuk blå himmel. Foruden den amerikanske kvinde er der åbenbart også en ung amerikansk fyr (Nick), der skal med bussen til Xela, og så er der et par stykker (også amerikanere), der lige er kommet tilbage der oppe fra og fortæller begejstret om området.

Og så af sted til bussen, hvilket kræver en længere køretur gennem den halvstore by. Den flinke (engelsktalende) chauffør hjælper os med at købe billetter og komme med den rigtige bus. Turen til Xela, der forventes at tage 4-5 timer, koster kun 45 kroner, og det på trods af, at der er tale om en førsteklasses bus. Et langt billigere alternativ er de såkaldte "Chicken Buses", som de lokale bruger, men som vi er blevet frarådet, fordi de er overfyldte og kører vildt, og så er det svært at få plads til vores store bagager.

Bussen afgår planmæssigt, og der er kun en halv snes passagerer med. Efter en lang tur ud gennem de kedelige randområder, der altid omgiver storbyer, når vi endelig ud på landet, hvor der åbenbarer sig en ganske smuk natur med høje skovklædte bjerge overdrysset med landsbyer. Vejen er for det meste tosporet, men de er i fuld gang med at udvide den til fire, hvilket giver talrige stop, fordi trafikken mange steder kun kan komme frem i én vejbane.

Som flittig spanskstuderende sidder jeg og noterer nyttige ord og vendinger ned i mit lille kladdehæfte, ind i mellem afvekslende med et kapitel i min spændende krimi ("Guldkalven" af den svenske forfatter Helene Tursten), og således flyver tiden af sted til klokken pludselig er et og vi er fremme i Xela, hvis officielle navn er Quetzaltenango og som i øvrigt er landets næststørste by med et par hundrede tusinde indbyggere.

Jeg deler en taxa med Nick og står af ved "Hotel Modelo", hvor min hjælpsomme kontakt på sprogskolen har været så venlig at bestille et værelse til mig. Jeg sender en venlig tanke til mit CD-baserede spanskkursus, som jeg har tilbragt mange timer med de sidste måneder (primært i bilen) og som let og ubesværet sætter mig i stand til at klare de nødvendige formaliteter. Hotellet er særdeles flot og værelset udmærket, med både badeværelse og TV. Jeg pakker hurtigt lidt ud og begiver mig ud i byen for at finde et sted, hvor jeg kan få noget frokost.

Solen skinner dejligt, og temperaturen er yderst behagelig, vel godt en snes grader, og at det ikke er varmere (vi er trods alt ret sydligt) skyldes naturligvis byens relativt høje beliggenhed (2300 m).

Byen er ret nem at finde rundt i, da gadenettet stort set er som i amerikanske byer med nummererede "Avenidaer" vinkelret på nummererede "Calles". Jeg når lige ind i en bank før de lukker og får vekslet 100 $, så har jeg da lidt at starte med. Møntenheden (Quetzales) svarer til cirka 75 øre, så det er nogenlunde nemt at regne med.

Frokosten bliver en pizza på en restaurant, hvor jeg først er den eneste gæst, men så kommer der pludselig et større selskab og besætter et langt bord. De holder på skift lange taler, og ud fra ordvalget og de andægtige miner og foldede hænder (og fraværet af alle andre drikkevarer end colaer på bordet) antager jeg, at der er tale om en slags bønnemøde (vi er jo også i et katolsk land). Nu er jeg jo heldigvis ikke katolik, så jeg indtager frejdigt et par udmærkede øl til maden og slutter af med en lige så udmærket cappuccino.

Bagefter går jeg en lille tur rundt i den overskuelige bymidte og ender med at sætte mig og slappe af en times tid på en solvarm bænk. Men så er jeg godt nok også ved at være træt, så jeg tager tilbage til hotellet for at hvile lidt. Starter med et tiltrængt bad - i næsten iskoldt vand - gys). Lægger mig lidt og læser, men må hurtigt overgive mig til søvnen, som jeg atter vågner fra - lettere tummelumsk - klokken halv ni. Her er allerede køligt, gad vide om jeg bliver nødt til at have soveposen frem i nat. Det var vist meget godt jeg ombestemte mig i ellevte time og tog den med alligevel.

Og så må det være på tide at få noget aftensmad. Restauranter er der nok af, men alligevel er det ikke helt nemt. Nogle er overfyldte og andre helt tomme, nogle er slemt tilrøgede og andre er inficerede af høj musik. Til sidst har jeg dog heldet med mig i form af en hyggelig italiensk restaurant, der har god mad og spiller dæmpet operamusik. Og så kan man endda få en - tålelig - halv flaske rødvin for 30 kroner. Herligt måltid, og da jeg - mæt og godt tilpas - forlader restauranten, er jeg den sidste gæst.

Efter lidt læsning og TV-zapning (der er mindst et halvt hundrede kanaler) bliver det næsten midnat, før jeg får slukket lyset og hurtigt falder i søvn.

Søndag d. 25. februar 2007

Den hyggelige lille park i centrum af Qutezaltenango

Ret urolig nat. Jeg må på toilettet et par gange, og efter sidste gang må jeg have fat i soveposen for at få varmen igen. Og klokken fem er det - ligesom i går - definitivt slut med at sove, det må vel stadig være på grund af tidsforskellen. Jeg læser lidt og løser et par sudokuer, og klokken otte står jeg op og spiser morgenmad i den hyggelige - men også temmelig kølige - opholdsstue. Hotellet har en dejlig lille gårdhave, hvor solen allerede skinner varmt, og her sætter jeg mig en times tid og får gennemvarmet kroppen, mens jeg lytter til et par store grønne papegøjer, der sidder og skræpper i et lille træ.

Og så ind og pakke sammen igen - kors hvor den rygsæk dog bugner. Jeg kan nu ikke rigtigt se, hvad jeg kunne have undværet, specielt ikke nu, hvor soveposen allerede er kommet i brug. Efter afregning begiver jeg mig ned til spanskskolen, hvor jeg bliver opfordret til at smide bagagen og komme igen klokken fem. Skolen har en masse PC'er med internetforbindelse, så her tilbringer jeg en times tid med at læse og besvare mails via en rimeligt hurtig opkobling, i forhold til hvad jeg ellers har oplevet rundt om i den tredje verden.

En af de mange religiøse ceremonier

De næste 2-3 timer går med at spise frokost og efterfølgende sidde og hænge på en lille café med udsigt over den centrale plads og de omliggende bjergområder, mens min hud gradvis begynder at få lidt farve. Og dernæst en times tid nede på den hyggelige plads - sikke et driverliv. Jeg sidder og hygger mig med at betragte de unge indianerkvinder, der løber fnisende rundt og opfører sig som teenagere overalt i verden, selv om det unægtelig ser lidt sjovt ud med deres farverige traditionelle dragter.

Tilbage på skolen tilbringer jeg lige lidt ekstra tid ved Internettet samt en halv times tid i den dejlige have, hvor temperaturen hurtigt falder, da solen forsvinder. Så bliver jeg hentet af min vært for de kommende fem dage. Hun hedder Albina Sanchez og er en kvinder på min egen alder eller deromkring (svært at bedømme). Hun følger mig ud til sin bolig, der ligger i byens udkant, små ti minutters rask gang fra skolen. Jeg skal bo oppe på tagetagen, hvor der er et par værelser samt et badeværelse. Indkvarteringskategorien er vist det LP ville kalde "Ultra Budget", men hvad pokker kan man også forvente at få for knap 300 kroner pr. uge - inkl. fuldpension. Her er en seng, en stol, et bord og et klædeskab, så jeg klarer mig sagtens.

Efter udpakning vandrer jeg atter ind til centrum, idet jeg gør mig den yderste umage for at lægge mærke til vejen, så jeg kan finde tilbage igen. Inde omkring torvepladsen er de i gang med at varme op til et eller andet stort religiøst optog, hvor hundredvis af mennesker defilerer langsomt af sted, iført farverige dragter og bærende på levende lys, meget malerisk.

Det er sidste gang i fem dage, at jeg selv skal sørge for mad, så jeg beslutter mig for at besøge det der skulle være en af byens bedste restauranter. Den har også den fordel, at de tager mod betaling med kreditkort, hvilket er ret praktisk, da jeg er ved at løbe tør for kontanter og byens eneste ATM tilsyneladende ikke virker i øjeblikket.

Jeg er godt træt da jeg - hen ad ti - begiver mig hjem ad de hyggelige brostensbelagte gader. Der er ikke mange mennesker ude, men alligevel føler jeg mig rimeligt tryg (måske er jeg bare lidt naiv og godtroende). Det virker knap så koldt i aften som i går, men alligevel er jeg nu glad for at jeg har min sovepose med. Går ud som et lys!

Mandag d. 26. februar 2007

Sover godt og drømmer interessante drømme (som altid på rejser), indtil jeg - igen igen - vågner klokken fem. I dag lykkedes det mig dog i det mindste at få en ekstra times søvn efter det obligatoriske toiletbesøg. Dernæst et bad under den halvdovne bruser. Her er vandet dog i det mindste varmt, modsat på luksushotellet i går, og så må man jo leve med, at det kun må bruges i tre minutter ad gangen (angiveligt fordi den elektriske vandvarmer ellers bryder sammen). Man kan såmænd også nå meget på tre minutter, hvis man ved at man skal.

Mig og min spansklærer Vivi i skolens dejlige have

Morgenmaden består af små pandekager med bananskiver samt et glas klistret majsmælk. Hjælp, hvor er min morgenkaffe?!? Under morgenmaden bliver jeg udspurgt om Danmark: Hvad spiser man om morgenen? Hvornår starter sommeren? Hvilken religion tilhører vi? Det er sgu da håbløst at svare på den slags spørgsmål. Der er snart ikke noget typisk dansk tilbage, vi er i den grad påvirkede af omverdenen, og vejrmæssigt kan vi jo nærmest have lidt af alle årstider hele året.

Morgensolen luner allerede dejligt, da jeg begiver mig ned mod skolen, hvor vi først får lidt generel information læst op (det stod nu alt sammen på det papir jeg fik udleveret i går). Dernæst bliver vi tilknyttet hver sin private lærer, og min er en ganske sød ung pige, der hedder Vivi. Vi placerer os ved et af bordene i den smukke gårdhave, og så starter ellers en intensiv fem timer lang hjernevask.

Pyha, det er godt nok hårdt at være på konstant og skulle tale spansk hele tiden, når man kun er en stakkels amatør. Jeg får dog ros for mine forkundskaber, og Vivi er ved at bryde sammen af grin da jeg forklarer, at disse primært hidrører fra brug af et CD-baseret kursus, som jeg har lyttet til i min GRIS! Det viser sig at være den første af mange forskelle på SPANSK spansk og LATINAMERIKANSK spansk, idet "coche" på spansk betyder bil, mens det her betyder gris.

Endelig klokken et er det slut, og jeg vakler - ganske fortumlet - ud og går hjem og spiser ris og bønner og bliver krydsforhørt igen, inden jeg iler tilbage til skolen for at deltage i eftermiddagens aktivitetstilbud, som består i en lille udflugt til en nærliggende landsby. Denne foregår med "chickenbus", hvilket dog - bortset fra noget temmelig larmende musik - slet ikke er så slemt som man kunne frygte. Bussen er ikke overfyldt, ej heller gammel og ramponeret, og de lokale passagerer er søde og smilende.

Den bizarre Maya-helgen San Simon i landsbyen Zunil lidt uden for Xela

Landsbyen ligger ude i et smukt bjerglandskab, og der er en imponerende stor kirke samt et højst mystisk sted, hvor man tilbeder en eller anden forfader, der sidder - iført mørke solbriller - og ryger cigarer og drikker rom - bizart.

Tilbage i byen prøver jeg at besøge samtlige 3-4 banker i centrum, før det endelig lykkes mig at finde en, hvor jeg kan hæve på mit Visakort. Al kommunikation med automaten foregår på spansk, uha, og så kan jeg højst få 1.000 Q (750 kr.). Lidt irriterende når man nu ved, at der er et gebyr på 30 kr., uanset hvor lidt man hæver. Nå skidt, der er store og små problemer, og dette må klart karakteriseres som et af de mindre. Faktisk har jeg svært ved at få øje på større problemer i øjeblikket, ud over at jeg er træt som et alderdomshjem og har det som om min hjerne har løbet et mentalt maratonløb.

På hjemvejen smutter jeg lige forbi "Quetzaltrekkers", som er et af de (adskillige) bureauer, der arrangerer vandreture her omkring. De har bl.a. en tredages trekkingtur herfra og til Atitlansøen, som netop er mit næste mål, så jeg tilmelder mig og får at vide, at der er informationsmøde fredag kl. 17:00 og efterfølgende start (med morgenmad) lørdag kl. 7:00. Det skal blive godt at komme ud og se noget natur og få rørt kroppen.

Herefter prøver jeg at improvisere en genvej tilbage til "mit hjem", og minsandten om ikke det lykkes, selv om jeg er ved at miste troen undervejs, jeg synes vejene ser noget ens ud her omkring.

Aftensmaden består - surprise - af ris, bønner og majspandekager. Det er faktisk både mættende og velsmagende, men det bliver jo nok en smule ensformigt i længden.

Og så har jeg gudhjælpemig også fået lektier for, det tager lige en lille time, og med yderligere en halv time til dagbogen er klokken pludselig ved at nærme sig ti, og jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så træt i hovedet.

Tirsdag d. 27. februar 2007

Der er mange farverige markeder i Xela

Mønstret gentager sig med spøjse drømme og opvågnen klokken fem. Ifølge tommelfingerreglen skulle det tage syv dage at komme sig over en tidsforskel på syv timer, så jeg må vel finde mig i det et par dage endnu.

Vejret er som sædvanlig klart og køligt (for ikke at sige hundekoldt) fra morgenstunden, kun lige lidt over frysepunktet tror jeg faktisk. Heller ikke morgenmaden byder på de store overraskelser, så for at bryde monotonien improviserer jeg en anden rute ned til skolen, hvilket jeg heldigvis slipper godt fra. Det er ellers ikke helt nemt, for det er kun nede omkring centrum, at gaderne føjer sig pænt ind i et kvadratisk mønster. Herude er de både diagonale og buede, og så ligner de - som tidligere nævnt - hinanden temmelig meget.

"Vores" bord står inde i skyggen, men da både Vivi og jeg fryser så meget, at det går ud over koncentrationen, bliver vi enige om at flytte det ud midt i gårdhaven, hvor morgensolen allerede varmer dejligt. Og her sidder vi så omgivet af hibiscus og fire meter høje stuebirk og andre eksotiske vækster og bøjer uregelmæssige verber, hvoraf jeg dog allerede - takket være mit CD-kursus - har ganske godt styr på de fleste.

Der er en halv times pause midt på formiddagen, lige nok til at læse og sende et par e-mails - man må jo holde sig lidt i kontakt med omverden. Da undervisningen slutter klokken et er jeg lige så mørbanket i knolden som i går, og det kalder man ferie! Og når denne mentale stroppetur er overstået på fredag, så forestår der efterfølgende tre dages fysisk stroppetur, hvorefter jeg måske endelig kan begynde at slappe af. Nå ja, bortset lige fra, at der vist er en vulkan, der ligger og beder om at blive besteget nede ved den sø.

Efter frokosten går jeg tilbage og internet'er lidt mere og sætter mig i haven og repeterer dagens undervisning. Dernæst en øl og en cappuccino (som de er ret gode til at lave her) på en hyggelig café, hvor jeg - for at skabe lidt afveksling i de mentale udfordringer - lige snupper et par ad de mange sudokuer jeg har medbragt.

Familien jeg boede hos den første uge

Jeg er træt og føler mig ikke helt på toppen. Forhåbentlig er det bare en reaktion på for mange udfordringer og for lidt søvn, jeg skulle i hvert fald gerne være på toppen igen til trekkingturen på lørdag. Snupper en times hvil i soveposen før aftensmaden, der - til en afveksling - byder på lidt pasta. Og - endnu en afveksling - husets to store sønner deltager i måltidet. Den ældste studerer medicin, og den yngste går endnu i skole. Det går ganske godt med at forstå, hvad de siger til mig, men det er også tydeligt, at de gør sig umage med at tale langsomt og tydeligt, for når de taler sammen indbyrdes, er det ikke mange ord jeg forstår.

Bagefter bliver jeg siddende nede i køkkenet og skriver dagbog, det er lidt mere hyggeligt og bekvemt end oppe på værelset. Så dukker der minsandten endnu en søn op, som er ældre end de to andre, og han medbringer en lille knægt på 2-3 år. Sikke en masse hankønsvæsener, nu mangler jeg bare at finde ud af, hvad der er blevet af faderen (bryder mig ikke rigtigt om at spørge).

Går tidligt i seng med et lønligt håb om at være lidt mere frisk i morgen.

Onsdag d. 28. februar 2007

De fleste af Xelas gader er brolagte

Vågner ved firetiden ved lyden af skyderi. Er der mon udbrudt krig? Eller er den nærliggende vulkan gået i udbrud? Senere på dagen får jeg opklaret, at det er en lokal skik at fejre fødselsdage og andre begivenheder med fyrværkeri før en vis person får sko på. Nå, men heldigvis lykkes det mig at sove en god times tid mere, dvs. til halv seks. Det går da fremad med akklimatiseringen, om end lidt for langsomt efter min mening.

Morgenen byder på flere overraskelser. Først mht. vejret, der i dag giver mindelser om en dansk morgen. Skyerne hænger tæt og lavt, nærmest som en slags tåge, til gengæld er det så ikke helt så bitterligt koldt som det plejer at være efter en stjerneklar nat. Og dernæst morgenmaden, der består af noget så eksotisk som stegte bananer med bønnesovs og flødeskum! Faktisk ganske velsmagende, kunne næsten serveres som en dessert, hvis man kom lidt chokolade i bønnesovsen. Tilbehøret er godt nok stadig det der klumpede og klistrede majsmælk, men kaffen kan jeg jo få senere på skolen, hvor der - dagen lang - er te og kaffe ad libitum.

Dagens spanskundervisning krydres med et virksomhedsbesøg til landets største (og vist i øvrigt eneste) bryggeri "Gallo". Det betyder i øvrigt "hane" eller - ifølge min ordbog - "sanktpetersfisk", sådan en har jeg godt nok aldrig hørt om. Ret flot og højteknologisk fabrik faktisk, om end slet ikke noget, der tilnærmelsesvis nærmer sig Carlsberg-størrelse.

Solen brænder heldigvis skyerne væk ved nitiden, og resten af dagen er klimaet ualmindelig behageligt. Hvor det de forrige dage var brændende varmt i solen og iskoldt i skyggen, så er det i dag mere jævnt fordelt, hvilket formentlig skyldes den friske vind, der sørger for en vis sammenblanding af varme og kolde luftmasser. Yderst rart, og jeg tilbringer eftermiddagen i korte bukser, bare fødder og ærmeløs tshirt. Sådan som min formodede rejserute bliver, så vil det blive jævnt varmere fra nu af, og det har jeg ikke spor imod, jeg synes godt nok det har været lige lovlig køligt ind i mellem her på det sidste.

Unge indianerpiger i traditionelt dress leger på torvepladsen

Klokken fem er der en film på skolen, "En motorcyklists dagbog", som handler om et par eventyrlystne unge menneskers færd rundt i Sydamerika. Desværre forstår jeg ikke et ord af, hvad de siger, dels fordi lydkvaliteten er dårlig og dels fordi sydamerikansk spansk er noget mindre "pænt" end det de taler her i Mellemamerika.

Aftensmaden består af røræg med bønnesovs. Her i Guatemala er aftensmaden et mindre vigtigt måltid, mens det er frokosten, der gøres mest ud af. Det er også stadig almindeligt her at man - som for 50 år siden i Danmark - tager hjem fra sit arbejde for at spise frokost. Jeg får en lille snak om mad med min værtinde, der virker glad for, at jeg spiser alt hvad hun serverer med god appetit. Hun udtrykker lidt bekymring over de store sønners amerikaniserede madvaner med forkærlighed for pizza, burger og pommes frites, og det synspunkt kan jeg sådan set kun bakke hende op i.

Og så var der lige det med helbredet. Det går faktisk bedre i dag, selv om jeg stadig er træt. Går tidligt i seng og krydser fingre for, at jeg kan "sove igennem", så jeg snart kan nå op på fuld styrke igen.

Torsdag d. 1. marts 2007

Dagene begynder at ligne hinanden lidt, både vejrmæssigt og indholdsmæssigt. Solen bryder gennem morgendisen hen ad ni, men den første morgentime er ikke længere så bitterlig kold. På spanskkurset er vi nu kommet til den første af de to datider (preterito), hvilket jeg ikke bliver mindre rundtosset af. Det går ganske fint med at forstå både det skrevne og det talte spansk, i hvert fald her i de trygge omgivelser, hvor der tales langsomt og tydeligt. Det er straks MEGET værre, når jeg selv skal sige noget, og specielt da når vi bevæger os ud i noget med fortid og uregelmæssige verber, uha!

Efter frokost er tiden inde til lidt sightseeing. Den store katedral, som de er ved at istandsætte, og den centrale markedsbygning, som der ærlig talt ikke er meget grin ved. Og så ellers en lang tur til fods rundt i byen, der ikke rummer de store seværdigheder, ud over alle de maleriske indianerkvinder samt udsigten til de omliggende vulkaner.

Jeg tilbringer en times tid over en øl på en lille café, mens dagbogen føres ajour, og senere en time mere på en anden café over en cappuccino og en kop chokolade (som er MEGET lækker her), mens jeg får klaret dagens skriftlige opgaver, der handler om de der fordømte uregelmæssige verber.

Til aften får jeg en lækker grøntsagssuppe samt stegte kartofler og grøntsagskoteletter. Albina fortæller mig, at hendes helbred påbyder varieret kost uden for meget kød, og det skal siges til hendes ros, at hun er i stand til at lave rimelig interessant mad inden for disse rammer.

Efter maden sidder jeg lidt ved spisebordet i køkkenet og får klaret forskellige småting, mens jeg med et halvt øre lytter til det TV, der kører konstant. Albina kritiserer sønnerne for deres amerikaniserede vaner, men hun kan nu heller ikke selv sige sig helt fri. Nå skidt, for mig er det jo helt fint at få lyden af spansk ind næsten alle døgnets vågne timer.

Jeg afslutter dagen med en kakuro og det sidste afsnit i min svenske krimi. Det blev godt nok lidt speget at få redet alle trådene ud til sidst, måske fordi min begrænsede hjernekapacitet stort set er optaget af spanske verber. Så har jeg fire bøger tilbage, som til gengæld alle er på 3-600 sider, så det slår vel til.

Næstsidste nat i mit lille hummer, som efterhånden forekommer mig ganske hyggeligt, selv om jeg også begynder at glæde mig lidt til at opleve nye steder.

Fredag d. 2. marts 2007

Sidste dag på spanskkurset. En smule vemodigt, men det bliver nu også meget rart at komme videre. Sidste punkt er "den anden datid" (imperfecto), og nu er forvirringen ved at være total. Det er jo i og for sig nogenlunde logisk, hvornår man bruger den ene og hvornår den anden, men derfra og så til at finde ud af det i farten, når man i forvejen har rigeligt at gøre med at huske, hvad ordene overhovedet hedder på spansk, der er et stykke vej. Og så til overflod alle de uregelmæssige verber, uha!

Det er jo meningen, at vi skal konversere, men det går lidt trægt. Det er som om det med de to datider vælter læsset, så jeg går fuldstændig i sort, hver gang jeg skal sige et par ord. Måske min hjerne har det ligesom elvandvarmeren derhjemme, der risikerer at brænde sammen, hvis den bruges for længe ad gangen. Ved fysisk træning er det jo også i perioderne MELLEM strabadserne, at der opbygges muskelmasse, så man kan jo håbe på, at de kommende dage, hvor jeg formentlig kommer til at omgås en masse amerikanere og europæere, får mit "spanskcenter" til at vokse, så jeg er verdensmester om tre dage.

Som kompensation for min taleblokade snakker Vivi som et vandfald, og det positive er, at jeg forstår langt det meste. Interessant - og lidt forstemmende - at høre om samfundsforholdene her i Guatemala, der bestemt ikke er så rosenrøde, som de måske umiddelbart kan forekomme, når man går rundt som turist her i dejlige Xela. Guatemala er Latinamerikas fattigste land og det, der har mest kriminalitet og korruption. Til overflod er landet ofte udsat for voldsomme naturkatastrofer. F.eks. læser jeg i formiddagspausen - på Politikens hjemmeside - at der forleden dag pludselig opstod et 100 meter dybt hul midt i Guatemala City, som slugte adskillige huse! Ok, der sker også ting og sager derhjemme, kan jeg se, men sammenstødene på Nørrebro må jo nok retfærdigvis karakteriseres som luksusproblemer i global sammenhæng.

Et par flotte ”Chicken buses”

Vivi prøver at udfritte mig om problemer i Danmark, men det mest dramatiske jeg lige kan komme i tanke om er, at folk dør af stress eller kedsommelighed og at et større antal begår selvmord på grund af depressioner om vinteren, hvor lyset forsvinder. Og det med den latterlige Muhammed-krise orker jeg slet ikke at forsøge at forklare.

Klokken ringer ud (det GØR den faktisk, ligesom i skolen), og jeg tager hjerteligt afsked med Vivi. Jeg har aflyst min spisning "hjemme" for resten af dagen, da jeg synes jeg trænger til at ose lidt rundt og besøge et par restauranter, hvor jeg slipper for at sidde og konversere på mit mangelfulde spansk.

Først skal jeg dog lige have sendt en "ugerapport " hjem til alle de, der står på min mailingliste, og bagefter søger jeg op til den italienske restaurant med den behagelige musik. Desværre henligger restaurantens indre i et dunkelt halvmørke, hvilket er en stor skam i dette pragtfulde vejr. Der er flere gode restauranter her i byen, men så vidt jeg kan se er der ikke en eneste med udendørs servering. Synd, det ville ellers være skønt at sidde under en parasol i en dejlig have eller på en tagterrasse. Jeg tror der ligger en gylden mulighed for den første, der realiserer et sådant projekt. Jeg spiser et stykke kalvekød så stort som sålerne på mine vandrestøvler, akkompagneret af en masse ost og pasta - bøvs!

Dernæst vakler jeg hjem gennem de dejlige solvarme smågader, hvor gamle rynkede indianerkvinder forgæves prøver at sælge mig nogle af deres - i øvrigt meget smukke - klædningsstykker. Heldigvis er de yderst diskrete, tænk hvis de tog på et sælgerkursus i Mellemøsten eller Nordafrika, så ville her da slet ikke være til at holde ud at være.

Tager et hurtigt bad, og så skal der pakkes. Sådan at forstå, at mine medbragte ejendele nu skal deles i to: Det som er nødvendigt at tage med på trekket, og det som trekkingbureauet - for en beskeden merpris - tilbyder at transportere frem til slutdestinationen. Ok, tre af fire romaner kan undværes, og ligeså med bøgerne om spanske verber og grammatik. Snorkel og svømmefødder får jeg nok heller ikke brug for, men så begynder det straks at blive lidt vanskeligere. Til sidst får jeg dog sorteret cirka fem kilo fra, hvilket ikke er spor for meget, eftersom jeg også skal slæbe tre liter vand samt et par kilo af vores fælles mad. Pyha, der bliver læs på.

Så er der intromøde hos Quetzaltrekkers (QT). Vi bliver godt en halv snes deltagere på trekket, der som ventet repræsenterer et bredt udsnit af lande i den vestlige verden. QT råder over alskens udstyr, som man kan låne, men jeg har jo det meste selv. Det eneste jeg mangler er et liggeunderlag, og her har de jo desværre kun karrimat-typen, hvilket betyder, at jeg kan imødese et par pinefulde nætter - ligesom på Bajkal-trekket i efteråret.

Indianerbørn i landsbyen Zunil

QT er et idealistisk foretagende, hvor overskuddet går til skoler til fattige børn langt ude på landet, og de "ansatte" får ingen løn, kun kost og logi. Jeg får udleveret mit liggeunderlag, et par store vandflasker og lidt fælles bagage, og efter en smule generel info om turen begiver jeg mig hjem med tingene.

Så er klokken seks, og jeg kan lige nå en times Internet på skolen, inden de lukker. Det er fredag aften, hvilket betyder, at den ellers så rolige by forvandles til et inferno af mennesker og biler. Gaderne omkring den centrale plads er afspærret på grund af endnu en katolsk procession, og de øvrige gader er proppet med dyttende biler.

Jeg ender oppe på den glimrende franske restaurant, hvor jeg har været en gang før (med stor succes). Og maden skuffer da heller ikke denne gang. Først en glimrende grønsagssuppe og dernæst en yderst delikat fisk. Det hele skylles ned med en halv liter (middelmådig) rødvin. Jeg har lyst til at bestille en halv liter mere, men behersker mig, det ville være dumt at skulle starte trekket i morgen med følgevirkninger af overdreven alkoholindtagelse. I stedet bestiller jeg et glas udmærket rom til cappuccinoen, hvilket så bringer den samlede regning op på 120 kroner.

Hjemme igen møder jeg Albina, der bekymret spørger, om jeg har fået noget at spise. Jeg orker ikke - og da slet ikke på spansk - at forklare hende, at jeg har indtaget et glimrende restaurationsmåltid i ensom majestæt, fordi jeg trængte til at være lidt alene, så jeg stikker hende en lille nødløgn om, at jeg har spist sammen med nogle af mine kommende medtrekkere. I morgen tidlig får vi jo morgenmad hos QT, så tiden er inde til nu at tage afsked og love at efterlade nøglen på køkkenbordet i morgen tidlig.

Først gik det stejlt op gennem tæt skov, med smukke udsigter til områdets vulkaner

Lørdag d. 3. marts 2007

What a day! Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har oplevet så hård en trekkingdag (og dog, måske i Marokko for en halv snes år siden). Vi har vandret fra halv ni til halv seks med en times frokostpause og ellers kun få og korte pauser. Atten kilometer op og ned ad stejle stier i 2500-3100 meters højde og - ikke mindst - med tyve kilo på ryggen. For da jeg troppede op nede hos QT i morges, så skulle dagens frokost naturligvis også lige fordeles. Min rygsæk, der ellers er på hele 70 liter, kunne ikke rumme det hele, så liggeunderlaget måtte spændes udenpå, og det samme måtte fleecen og buksebenene efter kort tid, da solen kom frem.

På QT's trekkingture er der tradition for, at der altid kommer et par børn fra "deres" skole med, og i dette tilfælde får vi selskab af et par yderst charmerende små piger i 11-12 års alderen. I øvrigt de eneste kvindelige deltagere, bortset fra turlederen Anna, som er en sød og sej schweizisk pige midt i tyverne.

De øvrige deltagere er typisk i alderen 25-40 år, dog med et par enkelte stykker på min alder. Geografisk er der flest europæere, repræsenteret ved landene Schweiz, Tyskland, Italien, England, Norge og Danmark, og der ud over er der et par amerikanere.

Vi starter med at traske en halv time ud i byens østlige udkant, hvor vi stiger ombord på en "chicken bus". Denne kører os en snes kilometer uden for byen til en lille landsby omgivet af majsmarker og tæt befolket af hunde, grise, kalkuner og nysgerrige småunger. Det bliver en hård start, idet vi går stejlt opad de første par timer. Heldigvis stort set i skygge og med de mest vidunderlige vidstrakte udsigter ud over skovene og med de maleriske vulkaner som baggrundstapet.

Vi skal op fra 2.500 til knap 3.100 meters højde, så det er noget, der trækker tænder ud. Derefter kommer vi op i et lidt mere åbent græsområde med spredte landsbyer og majsmarker, før turen går gennem dagens mest spektakulære sceneri, nemlig en såkaldt tågeregnskov. Virkelig smukt, med kæmpetræer afvekslende med bambus og blomstrende buske.

Deltagerne på den dejlige - men hårde - trekkingtur

Efter frokost går det stejlt nedad i lang tid, så mine stakkels ben til sidst ryster. Til sidst går det atter opad en god times tid, ad en meget støvet landevej. Jeg erindrer ikke, hvornår jeg sidst har været så beskidt. Vejene er belagt med et 5-10 centimeter tykt lag af støv, som klæber til ens svedige hud. Det sidste stræk går jeg i front sammen med Anna, og der går lidt sport i at sætte farten mere og mere op. Rar fornemmelse at kunne følge med unge veltrænede mennesker, men efter den slutspurt er der godt nok også ved at være udsolgt på alle hylder.

Vores natlogi er en ruin af et forladt hospital, hvor der kun er nøgne betongulve og -vægge og ingen lys, hyggeligt. På den positive front skal nævnes, at det ikke bare lykkes os at blive vasket, vi kommer faktisk i sauna. En lille lav tingest, som nogle lokale har bygget i baghaven og som man må kravle ind i på alle fire, men som dog fint opfylder formålet.

Vores to energiske turledere (den anden er en sympatisk ung nordmand) kaster sig straks over madlavningen under de temmelig primitive forhold og serverer en times tid senere et udmærket måltid bestående af en suppe efterfulgt af noget pasta-rodsammen. En gammel seng gør det ud for bord, og to brædder stablet op på nogle mursten er det nærmeste vi kommer en bænk. Det er ikke lige min kop te at sidde på den måde, og da slet ikke efter sådan en stroppetur, og der går da heller ikke lang tid, før jeg får krampe i benene og må springe op og lave udstrækninger. Jeg ser med en vis bekymring frem til, hvordan natten vil forløbe på det tynde og nedslidte liggeunderlag, det bliver formentlig noget med at sove i halvtimes intervaller og med ustandselige rotationer for at variere belastningen på hofterne.

Prøver at sidde lidt på gulvet og skrive dagbog, men allerede lidt over ni må jeg overgive mig og krybe ned i posen.

Søndag d. 4. marts 2007

Natten forløber bedre end frygtet. Mange rotationer, men faktisk erindrer jeg kun at have hørt timeslagene fra den nærliggende kirke en enkelt gang, så jeg må jo trods alt have sovet en del. Klokken seks bliver vi vækket, og halv syv er der morgenmad oppe i "Comedor'en" ved torvet. Traditionel kost med ris, bønner og æg, faktisk helt fint med mig. Dertil en kop tynd kaffe med sukker, den kunne til gengæld godt have været mere spændende.

De to dejlige piger fra skolen, som QT støtter

Afgang halv otte i smukt vejr. Blå himmel med spredte skyer, frisk morgenbrise og morgentemperatur på 15-18 grader, så det er bare med at komme derudad. Eneste lille irritationsmoment i denne idyl er en tiltagende hovedpine, som jeg først tilskriver dehydrering, så jeg drikker over fem liter vand i dagens løb. Det hjælper dog ikke rigtigt, og først hen på eftermiddagen går det op for mig, at jeg - endnu en gang - er røget ud i en slem gang koffeinabstinens.

Nå, men først skal vi igennem endnu en dags stroppeture ad stejle og svært fremkommelige stier gennem svimlende smukke landskaber. Regnskove, græsstepper, vulkanudsigter, små landsbyer med bedårende unger og rædselsfuldt grimme huse af blik og gasbeton. I 3.000 meters højde kommer vi gennem en duftende fyrreskov, og længere nede er der rododendron, julestjerner og kæmpemæssige bananpalmer. Alle vi møder hilser hjerteligt, og lige nu er det svært at tænke på det her som et land fyldt med ondsindede kriminelle.

Et af turens allermest opløftende indslag er de to små piger, der knokler rundt med deres store rygsække og ser ud som om de er på årets tivolitur. Konstant er der smil og latter og positiv nysgerrighed. Gad vide hvor mange 11-12-årige børn i Danmark, der ville stå model til for første gang i livet at forlade deres landsby for at tage med en snes mærkelige udlændinge på en benhård stroppetur gennem ukendte egne? De er ganske uimodståelige med deres gode humør, tillidsfuldhed og charme, og sjældent er et par småpiger endt på så mange fotos.

Lokale børn på hårdt arbejde

Sidst på dagen skal vi krydse en lille flod en halv snes gange, hvilket foregår i tewa-sandaler. Vidunderligt at få afkølet fødderne og få skyllet det værste skidt af. Og pigerne morer sig med at kappes om, hvem der kan holde hovedet længst tid nede i vandet, hvorefter de er ved at krepere af grin over, at vandet drypper fra deres lange hår og ned ad ryggen.

Dagens natlogi repræsenterer et klart fremskridt i forhold til i går, men alt andet ville nu også næsten være utænkeligt. Vi skal bo hos en familie, hvis bolig består af forskellige "længer" omkring en lille gård. Blandt andet har de et kæmpestort rum, som de åbenbart har indvilliget i at udlåne til QT en gang om ugen (her skal vi sove), og så er der en bruser med varmt vand, skønt. Vi modtages af en dejlig læskende frugt-shake, hvorefter jeg får et livsnødvendigt fix i form af en stor stærk kop kaffe. Det hjælper ret hurtigt lidt, men rigtigt godt bliver det først hen på natten.

Værtsfamilien tager sig af maden, og det gør de rigtig godt. Kæmpestore grillede kyllingelår med ris, bønnesauce og diverse salater, mums. Bagefter bliver der tændt op i den lille grill ude i gården, og desserten kommer til at bestå af grillede skumbananer. En af husets små unger synes det er vældig underholdende at deltage i dette, mens "vores egne" piger går ud som et par små lys umiddelbart efter maden.

Og så kommer der minsandten en guitar frem. Jeg er lige ved at tilbyde at give et par numre, men jeg er ærlig talt ikke specielt oplagt (på grund af hovedpinen), og desuden viser der sig at være 3-4 af de andre, der håndterer instrumentet ganske udmærket.

Det hårde dagsprogram har sat sine spor, og da vi ydermere skal op klokken fire i morgen er der jo en vis logik i, at der er ro i sovesalen inden klokken passerer ti.

Seniortrekking

Mandag d. 5. marts 2007

Sover ganske godt (er vel nærmest bedøvet af træthed), indtil der lyder en dyb rumlen og efterfølgende raslen fra husets bliktag. I min søvndrukne tilstand forestiller jeg mig, at det blot er følgerne af et kraftigt blæsevejr, men næste morgen får jeg at vide, at det faktisk var et lille jordskælv. Det lyder rimeligt nok, vi er jo i en udsat zone, men det er dog første gang jeg - trods mine mange rejser - har oplevet dette.

Solopgang over Atitlan-søen

Klokken fire lyder der en infernalsk bippen fra Annas mobiltelefon, og kort efter begynder man - i pandelampernes skær - at ane konturerne af en halv snes søvndrukne ansigter. Jeg er imponeret over, at så mange mennesker - inklusiv de to små piger - får klaret pakning og morgentoilette på en halv time. Min erfaring siger mig, at der - statistisk set - altid er et eller flere snøvlehoveder i sådan en gruppe, men denne her repræsenterer åbenbart undtagelsen, der bekræfter reglen.

Når vi skal op så umanerlig tidligt er det blandt andet for at kunne nå frem til et udsigtspunkt, hvor vi kan spise morgenmad samtidig med at vi ser solen stå op over Atitlan-søen. Og for at kunne nå en svømmetur i søen inden frokost. Samt for at turlederne kan nå tilbage til Xela i anstændig tid. Alt sammen udmærkede grunde, og motivationen er da også i top, da vi klokken halv fem - i fuldmånens skær - begiver os af sted på den tredje og sidste dag af vores lille trekkingeventyr.

Tågeregnskov

Efter en halv time passerer vi et sted hvor der, ifølge guiderne, ofte kommer nogle bidske hunde farende ud, så vi bliver bedt om alle at bevæbne os med nogle sten, så vi kan holde dem på afstand. Tanken gør en smule ondt i mit hundeelskende hjerte, men samtidig er det også lidt spændende, og det får den sidste rest af søvnighed til at fordampe. Forholdsreglerne viser sig dog at være ganske overflødige, måske fordi hundene har valgt at sove længe i dag.

Kvart over fem er vi fremme ved en græsklædt skråning med udsigt over søen. Selve søen fremtræder foreløbig bare som et sort hul, men rundt langs kysterne kan vi tydeligt se lysene fra de forskellige småbyer. Der kommer en kølig vind lige inden solopgangen, og jeg må til at montere den nederste del af mine - umådeligt praktiske - todelte trekkingbukser.

Morgenmaden består af havregrød, som er en af de få ting jeg bare ikke kan få ned, selv med hjælp fra sukker, frugt og syltetøj, så jeg nøjes med lidt ananas og en snickers samt - VIGTIGST - en stor kop stærk kaffe.

Solopgangen er spektakulær, og som altid i troperne skifter det fra nat til dag i løbet af få minutter. På vores videre færd skal vi lige en lille tur op omkring en lille bjergtop, hvorfra der er den mest fantastiske udsigt over søen, og så går det ellers bare ned, ned og ned, vistnok cirka 700 højdemeter. I hvert fald rigeligt til, at mine i forvejen ømme benmuskler hviner af smerte. Men hvor er det dog smukt. Stien snor sig ned gennem kaffeplantager, hvor de grønne buske står med klaser af gule og røde kaffebønner, og undervejs åbenbarer der sig den ene fantastiske udsigt efter den anden.

Et tiltrængt bad i Atitlan-søen

Endelig er vi nede ved søbredden, hvor der er den herligste lille strand med sand og skyggefulde træer, og der er ret store bølger på søen, som var det et lille hav. Den er nu ellers ikke så enormt stor, måske som Amager, men der blæser en ret så frisk vind. Nu kan det næsten kun gå for langsomt at komme i badetøjet, og - oh fryd! Det samme synes pigerne, som kaster sig ud i bølgerne under megen hvinen og fnisen.

Der er lige tid til en times tørring i den dejlige sol, hvorefter der skal tilbagelægges et par kilometer, til vi når en bro. Hertil ankommer snart den tilkaldte båd, der på få minutter fragter os over til turens endemål San Pedro, hvor der venter os lidt af en overraskelse. Jeg havde forestillet mig en lille stille landsby, men det første vi ser er fancy restauranter, turistbureauer og internetcaféer samt en masse hippi-hangout-typer. Nå, men det er jo heller ikke så dårligt at kunne nyde civilisationens goder efter tre døgn i "ødemarken".

Jeg er grumme tiltalt af tanken om at indtage frokosten på en af de første restauranter nede ved søbredden, hvor der er servering på dejlige udsigtsterrasser, men nej, vi må gå den lange og stejle vej op til en lille sidegade, hvor maden er lidt billigere. "For så bliver der jo flere penge til børnenes skole", som Anna så fornuftigt forklarer. Den er jo svær at give igen på, så jeg tier og samtykker - og tager hatten af for hendes idealistiske indstilling.

Vi går ind på en lille ydmyg restaurant og balancerer op ad en snæver og spinkel trappe til en lille balkon, hvor der faktisk er en anelse havudsigt, om end udsynet stort set er blokeret af grimme halvfærdige byggerier. Maden er der til gengæld intet at udsætte på, den er både god og rigelig, og snart breder der sig en både mat og veltilfreds følelse, blandet med smerten fra de ømme benmuskler. Og så er jeg ikke engang den, der er værst medtaget, en af amerikanerne sidder og fylder sig med ibuprofen for at holde det ud.

Så dukker en anden QT-fyr op, og han har de ting med, som vi deponerede i Xela. Herefter starter det helt store pakkecirkus, da en halv snes personer - på den lille terrasse - skal have fjernet diverse QT-lånte ting fra deres bagage og erstattet dem med noget af det, der netop er ankommet fra Xela. Jeg orker ikke at tage de store beskidte trekkingsko på igen, men de kan heller ikke være i rygsækken, så de må hænge og dingle udenpå, da jeg - med vaklende skridt - bevæger mig ned ad trappen og ud i byen for - første gang på denne tur - at finde et egnet hotel.

Tilbage til civilisationens goder

Jeg søger ned mod søbredden igen, hvor der er udsigt og en frisk brise og let adgang til alle de goder, jeg har måttet undvære de sidste dage. San Pedro er et rigtigt backpacker-paradis, hvor stor konkurrence holder priserne nede på det laveste niveau i Guatemala (der i forvejen er et af verdens billigste lande), så jeg sætter kursen direkte mod byens bedste hotel "Hotel Mansion del Lago". Her koster et glimrende værelse i stueplan 35 kr., og for 50 kr. kan jeg få et tilsvarende på 3. sal, med fælles udsigtsbalkon forsynet med magelige gyngestole. Ingen tvivl i mit sind, de 50 kroner er godt givet ud, og jeg slår straks til, efter at have sikret mig, at der er varmt vand i bruseren. Og det skal jeg lige love for der er, FOR varmt faktisk, og det kan ikke reguleres, så jeg må tage bad med stor forsigtighed. Derefter afleverer jeg det snavsede tøj til vask (vandresokkerne burde vel egentlig have været brændt i stedet, men det er de eneste jeg har med, så de får en chance).

Luksus til billige penge

Går en tur i det dejlige solskin og falder ind på en hyggelig lille café, hvor jeg får en stor skål guacamole med lækre chips for en femmer. Med i købet får jeg en sludder med en pensioneret amerikaner, der rejser rundt i Mellemamerika og nyder det gode vejr og de lave priser - her får han virkelig valuta for sin pensionsopsparing. Han er stolt af sit land, siger han, men bestemt ikke af den nuværende regering, og det er jo nok en holdning han deler med de fleste af de (ret få) amerikanere, der overhovedet tør begive sig udenfor den vestlige verdens trygge rammer.

En times Internet koster otte kroner, og en dunk drikkevand (4 liter) koster syv, så ingen tvivl om, at dette er et af de billigste steder i verden. Jeg indtager aftensmaden i en af de fancy restauranter nede ved søbredden, hvor menuen indeholder såvel lokale som mexicanske retter og hvor jeg kommer af med en halvtredser for et måltid mad, en øl på en liter (fornuftig størrelse) og en kop kaffe.

Tirsdag d. 6. marts 2007

Udsigt over den smukke Atitlan-sø

Starter dagen med dejlig morgenmad nede ved søbredden og henter dernæst alt mit trekkingtøj i velduftende og nypresset tilstand, formedelst ni kroner. Og nu skal jeg nok holde op med at berette om priser, det burde vist efterhånden stå klart, at her er MEGET BILLIGT.

Der er ingen tvivl om, at det skal være en rigtig slapperdag, for mine benmuskler er totalt smadrede, og jeg får nærmest kvalme ved tanken om fysiske aktiviteter ud over måske at slentre lidt rundt. Og det gør jeg så, først sydpå langs søbredden ad en lille sti. Der går ikke mange minutter, før jeg er uden for byen, hvor kvinder vasker tøj på sten i vandkanten og børn pjasker rundt lidt længere ude. Temperaturen er midt i tyverne, der blæser en jævn brise og himlen er blå på nær enkelte dekorative skyer, der har det med at samles over og omkring de vulkaner og bjerge, der omgiver den smukke sø.

Jeg kravler ud på nogle af de store klippeblokke og smider det meste af tøjet og sidder en times tid og nyder tilværelsen, mens solen bruner min hud ("branker" visse steder, skal det senere vise sig).

Normalt har jeg svært ved at gå langsomt, endsige "slentre", men i dag går det helt fint, og når omgivelserne er så smukke, er det jo en ren fornøjelse at mestre den kunst. Efter den kraftige morgenmad (æg, bønner, kød, brød og ost) er der ikke plads til meget frokost, så det er lige tilpas med lidt grønsagssuppe og nogle nachos med guacamole.

Basis for en god cappuccino

Lidt Internet, lidt læsning på balkonen, et bad, en time med lukkede øjne på sengen - og så er tiden inde til at ile ned til en af søbreddens restauranter og nyde solnedgangen over en pina colada. I aften skal jeg i biografen. En af "gringo-caféerne" viser film hver aften, og dagens eksemplar er "The last King of Scotland", den Oscar-belønnede film om Idi Amin, og den vil jeg naturligvis gerne se. Imens indtager jeg min aftensmad i form af en glimrende fisk. Det er dog som om appetitten svigter lidt, bekymrende.

Filmen vises på engelsk med spanske undertekster, og jeg kan lige netop nå både at høre hvad de siger og læse hvad de skriver - glimrende sprogøvelse. Efter filmen kan jeg mærke, at jeg ikke har det helt godt. Jeg fryser og har kvalme, så jeg skynder mig hjem til hotellet, der - meget bekvemt - ligger lige ovre på den anden side af gaden. Jeg formoder der er tale om en reaktion på den voldsomme belastning jeg har udset min krop for de sidste dage, måske kombineret med lidt for meget sol i dagens løb. Jeg vakler tænderklaprende op ad trapperne og ind på værelset, hvor der heldigvis stadig er behagelig lunt. Hurtigt ned i lagenposen og et tykt tæppe hen over mig - ryste klapre - sikke en redelighed.

Onsdag d. 7. marts 2007

Vågner ved ettiden ved at jeg sveder, det er åbenbart gået helt galt med termostaten. Har også fået dårlig mave og må på toilettet tre gange i nattens løb, øv. Klokken otte er det definitivt

Endnu en dejlig udsigt over søen

slut med at sove, og jeg står op og gør status. Temperaturen er normaliseret og jeg har det faktisk nogenlunde, om end maven stadig er lidt urolig. Jeg skal nok ikke starte dagen med en trucker-morgenmad og to kopper kaffe som i går, men der er jo også masser af andre muligheder på det glimrende spisekort, f.eks. en stor portion frisk frugt med yoghurt og müesli samt et stort glas friskpresset appelsinjuice. Det bliver spændende at se, hvad maven siger til det.

Desværre ikke noget positivt, viser det sig snart, øv igen. Nå, den slags kan jeg ikke lade mig gå på af, for det var jo planen, at jeg skulle sejle kajak i dag, og som sagt så gjort. Jeg lejer fartøjet for en time (formedelst den fyrstelige sum af elleve kroner) og får en dejlig sejltur hen langs kysten. Jeg har en drøm om at begynde at dyrke kajakroning mere seriøst derhjemme, men synes endnu ikke rigtig der har været tid til det.

Det bliver en lille pizza til frokost, men den smager mig ikke rigtigt, det er som om min dårlige mave prøver at fortælle mig, at den helst vil være helt fri, men den går altså ikke.

Jeg går op på et af de små turistbureauer og får lavet en aftale om transport videre til Antigua i overmorgen samt en vulkanbestigning i morgen, og så må jeg bare krydse fingre for, at helbredet er til det. Sidder nede på en af broerne og nyder solnedgangen over den spejlblanke sø samtidig med at jeg ærgrer mig over mit venstre øje, der hele tiden svider og løber i vand. Jeg er også begyndt at få ondt i ryggen (på grund af kanoturen?), gad vide hvor mange skavanker det er meningen jeg skal påføres på en gang? Jeg beslutter at tage en diarré-kur, så der i det mindste er ro på den front i morgen, når jeg - forhåbentlig - skal på vulkanbestigning.

Læser en times tid og slumrer lidt, og så må jeg vel have lidt i maven, selv om appetitten stadig ikke er i top. Jeg skal jo af sted allerede klokken seks i morgen tidlig, altså uden tid til morgenmad, og så ville det nok være lidt dumt også at overspringe aftensmaden. Jeg bestiller noget kylling rullet sammen om oliven, ganske lækkert faktisk, men appetitten er i bund, og jeg kan ikke en gang spise op. På restauranten viser de filmen "Pirates of the Caribbean", en filmtype, der efter min mening kun overgås i ligegyldighed af science fiction.

Bagefter kommer dagens dilemma, nemlig om jeg skal slutte af med en kop kaffe. Det er jo nok ikke det maven har bedst af, men i modsat fald er jeg næsten sikker på, at jeg kommer til at foretage en vulkanbestigning med stærk hovedpine, og dette argument ender med at blive det afgørende.

Går hjem og pakker den lille rygsæk til turen, stiller de to alarmer på mit armbåndsur plus den i mobilen og går i seng, efter at jeg - med stort besvær - har fanget og aflivet et stort summende insekt.

Torsdag d. 8. marts 2007

Vågner klokken et med temmelig ondt i ryggen, så det er svært at finde en passende stilling at sove i. Jeg snupper et par cody'er og forsøger at falde i søvn igen, hvilket ikke er helt let, fordi gringo-stedet lige overfor netop er lukket og har pumpet en masse hysterisk råbende unge mennesker ud på gaden - Mama Mia!

Næste gang jeg vågner, er klokken lidt i halv seks, nøjagtig et minut før den første af de tre alarmer begynder at bippe. Ryggen har det meget bedre, men for en sikkerheds skyld snupper jeg alligevel et par cody'er mere. Maven har forholdt sig i ro natten igennem, selv om den stadig udsender en del mærkelige lyde. Så, alt i alt, ready to go.

Himlen er stjerneklar, temperaturen er mild og den første svage morgenrøde er ved at dukke frem over bjergene på den modsatte side af søen. Jeg står pligtskyldigt klar ti minutter i seks, men der er ikke et øje før klokken seks. Vores turleder er en flink og sej ældre herre (nå ja, han er såmænd kun et par år ældre end mig, viser det sig senere), og de øvrige deltagere er tre amerikanske piger i tyverne.

Først op gennem byen, der netop er ved at vågne. Skodder, døre og vinduer slås op, og varer stilles ud på gaden. Efter et kvarters rask gang er vi ude af byen og fortsætter ad små stier, der snor sig gennem tætte beplantninger af kaffebuske, og hvor de lokale hilser venligt godmorgen. Klokken syv er vi oppe ved indgangen til nationalparken, og her er et lille kontor, hvor vi skal

En smuk sommerfugl observeret på vej mod vulkanens top

skrive os ind i en stor bog (kun to danskere de sidste mange måneder, kan jeg se, og langt flest amerikanere) og kan studere nogle plancher med de vilde syr, som lever i området (og som vi vist skal være særdeles heldige for at få at se).

Vi har ikke gået mere end en halv time, før det står klart, at det er os to gamle, der er i bedst form. De unge amerikanere halter slemt bagud, og den ene er aldeles sveddryppende og hiver fælt efter vejret. Men skidt, så meget desto mere tid til at nyde den dejlige regnskov og de smukke udsigter.

Vi skal 1.500 højdemeter op, hvilket lyder af ret meget, men under de givne omstændigheder er det nu ikke så slemt. Næsten hele turen foregår i behagelig skygge fra de store træer, der er intet "spild" i form af midlertidige nedture, og der er bygget bekvemme trappetrin alle steder, hvor der er stejle stigninger (hvilket vil sige temmelig mange).

Ved titiden når vi toppen, hvor vores anstrengelser belønnes med en af de mest fantastiske udsigter jeg nogensinde har set. Hele Atitlansøen ligger synlig 1.500 meter under os, og vi kan

Udsigt fra vulkanens top i 3.000 meters højde

se over til de to nærliggende vulkaner (Toliman og Atitlan (denne her hedder San Pedro, ligesom byen jeg bor i)). Vejret er fantastisk, med kun få skyer, hvoraf de fleste drøner rundt omkring toppen på de to nævnte vulkaner.

Eneste irritationsmoment i denne idyl er, at der kort efter ankommer en stor amerikansk familie bestående af en god halv snes bibeltosser. De foranstalter straks et højrøstet bønnemøde for at takke Gud for denne oplevelse, hvorefter de alle trækker en bibel frem og bruger den næste halve time på at konkurrere om, hvem der kan finde de bedste skriftsteder til illustration af den aktuelle situation. Den slags burde være forbudt på offentlige steder, ligesom rygning sikkert er det der, hvor de kommer fra. Endelig skrider de atter ned i dybet, og vi insisterer på at blive hængende yderligere et kvarters tid for endelig at kunne nyde udsigten uden forstyrrende religiøse baggrundskulisser.

Jeg mærker praktisk taget intet til de ømme benmuskler mere, og maven synes også at være faldet til ro. Faktisk føler jeg mig helt perfekt tilpas i øjeblikket, hvilket må siges at være en dramatisk fremgang i forhold til gårsdagens miserable multihandicappede elendighed. Sådan går det op og ned her i tilværelsen, hvilket førnævnte bibelfreaks sikkert kunne have fundet rigtig mange skriftsteder, der forklarer meningen med. Dem ser vi dog heldigvis ikke igen kort før vi er ude af nationalparken, og da har de pakket biblerne væk for i stedet at koncentrere sig om den stejle nedfart.

Nede ved kontoret holder en pickup, bestilt af amerikanerne, og som et udtryk for bibelsk næstekærlighed bliver vi tilbudt et lift det sidste - lidt kedelige - stykke ned gennem byen. Det passer mig fint, så går der en halv time mindre før jeg kan få et bad og noget tiltrængt frokost.

Sidstnævnte indtages i form af en stor cheeseburger nede ved søbredden, mens vejret ændrer sig i negativ retning. Himlen dækkes af skyer, det blæser op, og temperaturen falder nogle grader. Og så er kunsten at give sig til at tænke på, hvordan vejret sandsynligvis er hjemme i Danmark lige nu, så man ikke får depressioner af at solen forsvinder lidt og temperaturen falder til tyve grader - luksusproblemer.

Mæt og veltilfreds går jeg hjem og lægger mig på sengen og læser lidt, og det ender faktisk med, at jeg falder i søvn en times tid. Måske jeg så småt er ved at lære kunsten at tage en lur i utide, det ville ikke være så dårligt.

Nede på D'Noz, en af gringo-restauranterne, reklamerer de med, at dagens specialitet er tunsteak, og det har jeg da helt bestemt lyst til at indtage. Det passer lige med aftenens film "Taxi Driver", en klassiker fra 70'erne, som jeg vist aldrig fik set dengang. Udmærket film og glimrende måltid, hvad mere kan man så forlange.

Jeg skal jo videre i morgen, så rygsækken må lige pakkes, før jeg går til ro. Og således når det - for første gang på denne tur - at blive midnat, før jeg slukker lyset og - belært af gårsdagens spektakel - monterer mine medbragte ørepropper.

Fredag d. 9. marts 2007

For første gang i årevis sover jeg 7½ time i træk og vågner frisk og veludhvilet, det var dog forrygende. De sidste småpakkerier er hurtigt overstået, og ligeså morgentoilettet, da tandbørsten uheldigvis allerede befinder sig langt nede i rygsækken. Jeg er derfor i god tid nede ved anløbsbroen og kan hoppe direkte ombord på en båd, der netop er klar til afgang.

På vej videre fra Atitlan-søen

Turen tværs over søen tager kun tyve minutter. Vejret er mildt og dejligt, og jeg nyder den fantastiske udsigt til de omgivende bjerge og vulkaner, mens jeg sludrer lidt - på mit mangelfulde spansk - med en lokal fyr.

Jeg er fremme i Panajachel næsten en time før den bestilte minibus afgår, hvilket lige passer med indtagelsen af morgenmad på en lille restaurant med udsigt tilbage over søen til vulkanen, som jeg besteg i går. Bussen ankommer næsten præcis til tiden, og jeg får tiltusket mig pladsen ved siden af førersædet, med godt udsyn og god benplads. Her kan jeg sidde og glæde mig over, at vi ikke er i Vestafrika, for så var jeg kommet til at dele pladsen med mindst to mere.

Vi skal lige rundt og samle nogle flere passagerer op, så jeg får en city-sightseeing med i tilgift. Et rigtigt turistcirkus, ser det ud til, det var vist meget godt jeg valgte San Pedro.

Chaufføren kører pænt og fornuftigt gennem de smukke bjerglandskaber, så de 2½ times køretur er den rene fornøjelse. Og så blive jeg endda kørt direkte til det hotel, som jeg - via studier i LP-guiden - har besluttet at indlogere mig på. Hotellet repræsenterer et par skridt opad, såvel i pris som kvalitet, men 30 dollars for et luksusværelse må vel stadig siges at være billigt, og det er muligvis sidste gang i nogen tid at jeg har chancen for at skeje lidt ud.

Antiguas centrume

Min frokost er en udmærket tunsalat, som jeg indtager i en lille hyggelig gårdhave, og bagefter står den på cappuccino og chokoladekage i en af de mere fancy caféer, der er indrettet i de smukke - og flere hundrede år gamle - huse, som byen er så rig på.

Her er mange turister, rigtig mange faktisk, og for at passe på, at disse ikke udsættes for overlast står der et par svært bevæbnede betjente på næsten hvert eneste gadehjørne. I mange af de maleriske gamle huse er der indrettet luksuriøse butikker, hvor lokalt kunsthåndværk sælges til priser, der er langt højere end ude i omegnen. Der er også et par boghandlere, og jeg beslutter mig til at købe en lille bog med latinamerikanske noveller og tilhørende engelske oversættelser. Dels for ikke at drive rovdrift på mine tilbageværende bøger og dels for at komme lidt i gang med det spanske igen.

Jeg går ind på et af de mange rejsebureauer og får organiseret den videre transport herfra og ned til Flores på mandag. Det bliver pr. fly, selv om den 55 minutter lange tur koster næsten 1.000 kroner. Alternativet er 8-12 timer i en bus, og det synes jeg ikke rigtig jeg orker. Desværre betyder det, at jeg skal af sted fra hotellet allerede klokken fire om morgenen.

Det klassiske Antigua-billede

Hen på eftermiddagen bliver det desværre overskyet igen i dag, jeg havde ellers håbet på et flot solnedgangslys på den store vulkan, der knejser lige syd for byen. Jeg har de sidste par timer haft en tiltagende hovedpine, hvilket er mig lidt af en gåde, det skyldes i hvert fald hverken dehydrering eller kaffemangel. Jeg sætter mig ud på svalegangen ud for mit værelse og læser lidt, men det fungerer ikke så godt sammen med hovedpinen. I stedet tager jeg et bad under en - for en gangs skyld - velfungerende bruser, hvor store mængder af vand kan indstilles til lige præcis den temperatur man ønsker. Som regel er bruserne ellers monteret på en elvarmer og giver nogle få spredte stråler, der enten er for varme eller (oftest) for kolde.

Efter en time med lukkede øjne på den særdeles komfortable seng må jeg sande, at hovedpinen ikke er blevet svagere. Den sidste mulige forklaring, som nok er lidt langt ude, er abstinenser grundet manglende indtagelse af oksekød, men det er da et forsøg værd, når jeg nu alligevel er et sted, hvor man nærmest kan få alt, herunder også en god bøf.

"Medium" her betyder åbenbart "well done", men ellers er der intet at klage over. Min grillstegte bøf har en pæn størrelse og serveres med en majskolbe, en bagt kartoffel, lidt broccoli, nogle grillede forårsløg, et par hvidløgsbrød og to forskellige saucer, hvad mere kan man så næsten forlange for 50 kroner.

Jeg har ladet alle mine værdier ligge på hotelværelset, nu da alle betjentene har forladt deres gadehjørner. Men alt ånder fred og idyl, mens jeg går de få hundrede meter hjem til mit - særdeles velbevogtede - hotel, hvor jeg går i seng med et inderligt håb om, at den irriterende hovedpine vil forsvinde i nattens løb.

Lørdag d. 10. marts 2007

Det gør den heldigvis, og jeg kan stå op til endnu en dejlig solskinsdag i en dejlig by, hvor min eneste opgave er at gå rundt og suge indtryk til mig, tage nogle billeder, studere nogle caféer og restauranter - og slappe af. En opgave jeg kaster mig over med stor fornøjelse.

Bedre kager skal man rejse langt for at finde. Til Kathmandu måske.

Repertoiret bliver udvidet lidt i dagens løb, idet jeg køber en avis for at læse lidt om den forestående nationale begivenhed, nemlig præsident Bush's besøg her på mandag. Det ser ikke ud til, at hans popularitet er meget større her end hjemme, og her har de åbenbart også et statsoverhoved, der ligger på maven for ham.

Jeg spiser frokost i en lille gårdhave, hvor der også praktiseres undervisning i en eller anden form for dans - salsa måske? Hver sin smag. Udmærket kylling, og igen kan jeg ikke lade være med at sammenligne med forholdene i Vestafrika, hvor de små usle kyllingelår mest bestod af brusk og bensplinter. Kyllingerne her til lands virker som om de har gået rundt og ædt sig fede i majskerner og andet godt, de er i hvert fald både saftige og møre.

Jeg får set en masse flotte gamle bygninger og et par kirker, hvor jeg noterer mig katolikkernes - i hvert fald på dette punkt - store tolerance. Børn løber rundt og leger, og ingen lader sig gå på af en turist i korte bukser og sandaler.

En af byens mest berømte caféer ligger i en pragtfuld gårdhave, og her kommer jeg til at bestille en cappuccino og en bananasplit, hvoraf sidstnævnte ubetinget må være den største jeg nogen sinde har givet mig i kast med, pyha.

Nu er tiden ved at være inde til at gå hjem og tage et bad og ligge og slappe af en times tid, før dagens sidste udfordring, nemlig at finde en god restaurant. Det lykkes over al forventning, men så er vi også røget et pænt stykke op ad prisskalaen, faktisk lige op over de hundrede kroner - rent fråds. For de penge får jeg så også både suppe og bøf, to øl og en cappuccino.

Ved et af nabobordene sidder et par franskmænd og fører en højrøstet samtale, og selv om jeg bevidst prøver ikke at lytte til dem, så har lydbilledet alligevel den effekt at jeg - hele to gange - kommer til at svare på fransk, da tjeneren henvender sig til mig. Hm, det kan godt være, at jeg lige nu har et større ordforråd på spansk end på fransk, men det er stadig sidstnævnte, der ligger klar til udløsning pr. refleks, mens jeg skal gennem en større mental anstrengelse for at udtrykke mig på spansk. Mange af de hyppigt brugte vendinger i talesproget er nu også mere mundrette på fransk, synes jeg.

At komme ind på mit hotel efter mørkets frembrud er lidt som at indtage en ridderborg fra middelalderen. Den massive træport er solidt låst, men heldigvis forsynet med en tung dørhammer. Lidt efter åbnes et lille firkantet glughul i porten, og en af de ansatte kigger forsigtigt ud. Det er lige før jeg forventer at blive afkrævet et hemmeligt løsen, men heldigvis genkendes jeg straks (der er nu heller ikke ret mange gæster på hotellet). Tre meter inde i det kuplede indgangsparti er der en solid jerngitterdør, der er sikret med en stor hængelås, og først efter passage af denne er der adgang til hotellets indre.

Det er lørdag aften, og der festes rundt om i byen. Det er dog kun svage lyde, der er i stand til at trænge ind gennem de tykke mure, og for intet at regne i forhold til diskospektaklet nede i San Pedro.

Temperaturen er perfekt her, både nat og dag, og jeg får næppe brug for min sovepose mere. Selv om klokken kun er halv elleve, bliver det ikke til meget læsning, før jeg må slukke lyset. Måske fordi det er lidt svært at læse den engelske roman (en thriller af Robert Ludlum), som jeg købte antikvarisk for at holde lidt igen på mine dansksprogede bøger. Jeg er snart færdig med nummer to, 'Mørk Vinter' af Andy McNab, en knaldroman, der næppe kommer i betragtning til nogen litterære udmærkelser.

Søndag d. 11. marts 2007

Dios mio! Jeg vågner først halv otte, efter over otte timers uafbrudt søvn, det har jeg godt nok ikke prøvet i mange år. Og - endnu mere utroligt - efter at have ligget og læst en halv times tid falder jeg i søvn igen og sover en halv time mere! Perfekt start på en søndag, der skal stå i den totale afslapnings tegn. Jeg starter med et dejligt langt morgenbad og fortsætter med at slentre op til Parque Central, langs hvis vestlige side befinder sig den berømte Café Condesa, der søndag mellem 10 og 13 har en all-you-can-eat-brunch til halvtreds kroner. Lige hvad jeg trænger til, og jeg ender med at sidde og hyggespise i over fire timer, mens jeg får arbejdet mig gennem en af de spanske noveller og får opdateret dagbogen.

Nogle af de hyggelige brostensbelagte gader er afspærret for biler, og små lokale grupper spiller musik - hyggeligt. Det er jo som sagt søndag, og jeg er spændt på, hvad de finder på af religiøse optog i aften, det skulle efter sigende være ret spektakulært.

Ceremoni

Et kig i LP afslører, at jeg endnu ikke har set byens ældste kirke, der ligger oppe i det nordvestlige hjørne, det må der gøres noget ved. Den er flot, og som i alle de andre spilles der pompøs messingsuppemusik fra højtalerne, hvilket giver en dejlig stemning.

Lige i nærheden ligger minsandten en restaurant ved navn "Jardin Bavaria". Det er næsten for stor en fristelse, nu klokken efterhånden er blevet tre, og trangen til en pilsner begynder at melde sig. Hyggeligt sted, hvor de spiller god og dæmpet musik, og hvor menukortet tilbyder både bratwurst og sauerkraut samt - naturligvis - bayersk øl. Glimrende omgivelser til at skylle brunchen ned med en halv liter øl.

Udenfor igen konstaterer jeg, at dagens ceremoni må passere her forbi, idet gaden er ved at blive spulet og udsmykket med overdådige blomsterdekorationer. Horder af mennesker bevæger sig nordpå, så det må vel være i den retning der sker noget. Jeg følger trop, og ti minutter senere er jeg fremme ved optogets front. To kæmpestore trækonstruktioner kronet af henholdsvis Jomfru Maria og Jesus på korset bæres frem på snesevis af menneskeskuldre. Langsomt, langsomt går det, under akkompagnement af salvelsesfuldt messingsuppe-musik, og mellem de to nævnte opsatser defilerer hundredvis af mennesker i lilla kutter. Der er også nogle, der er livagtigt udklædt som romerske soldater, og allerforrest går der nogle, hvis job er at indhylle resten af optoget i et eksotisk duftende røgslør fra brændende harpiks. Sikke et show der her udspilles i stemningsfulde omgivelser af gamle bygninger og smukke vulkaner, wow!

Jeg følger med optoget et par timer, men så må det også være nok, og jeg vender snuden hjem mod hotellet. På vejen passerer jeg (endnu) en boghandel, hvis udvalg af antikvariske bøger viser sig at omfatte hele to danske, hurra. Dem snupper jeg, så behøver jeg ikke hakke mig gennem Ludlums amerikanske murstensroman.

Hjemme fra hotellets tagterrasse kan jeg lige nå at se en flot solnedgang og ligge og hvile en halv times tid, før jeg kan høre, at optoget nu er nået frem til nabolaget. Nysgerrigheden tager overhånd, og jeg begiver mig atter ud for at følge optoget og nyde den fantastiske stemning. Man må tage hatten af for katolikkernes tilsyneladende afslappede og livsglade indstilling til religionen. Selv om de ynder at omgive sig med symboler på lidelse og opofrelse, så hersker der, såvel i kirkerne som i sådanne optog, en afslappet og glad stemning, som man ikke kan lade være med at beundre, specielt i tider, hvor man dagligt udsættes for eksempler på anderledes strenge religiøse manifestationer.

Det er ved at være tid til aftensmad, og valget falder på byens thai-restaurant. Her møder jeg en af trekkingturens deltagere, som jeg får en hyggelig snak med, før jeg atter begiver mig ud i byen, hvor den samme procession gudhjælpemig stadig bevæger sig langsomt rundt i byen. Nu har den passeret centrum og er på vej nordpå, så måske den i virkeligheden ender samme sted som den begyndte.

Afslutter aftenen med at falde ind et tilfældigt sted og få en cappuccino med en lille rom til, og så er det vist også ved at være på tide at komme i seng, i betragtning af, at jeg skal op klokken halv fire i morgen.

Mandag d. 12. marts 2007

Alle alarmerne bipper omkring halv fire, og jeg tumler søvndrukken ud af sengen. Sidste ting ned i rygsækken, tandbørsten rundt i munden, afsluttende check - og så af sted. Nede i receptionen er der også noget der bipper, det er nok receptionistens vækkeur, han lovede jo at stå op og lukke mig ud af dette "Fort Knox" lidt i fire.

Og her står jeg så ude på en mørk og øde gade midt om natten og krydser fingre for, at aftalen om afhentning fungerer. Men selvfølgelig gør den det, dette er trods alt ikke Vestafrika. Afhentning præcis til tiden i en luksuriøs minivan, kørsel i tre kvarter ad fin firesporet asfaltvej og hurtig og problemfri checkin i lufthavnen. Herefter opstår der en tåbelig kø, fordi man skal betale femten kroner for at blive sikkerhedschecket (?!?), og ekspeditionen af denne betaling er håbløst underdimensioneret i forhold til de øvrige ting vi skal igennem.

Jeg har lige ti minutter til en cappuccino og en sandwich, før jeg iler ud i flyet og sætter mig til rette. Her kommer jeg dog til at sidde og vente tre kvarter, før vi endelig får grønt lys til at lette, men skidt, det passer lige med de sidste sider i min bog. Til gengæld varer selve flyveturen til Flores kun en halv time, bagageudleveringen ti minutter og taxaturen til hotellet ligeså, så jeg er fremme ved mit næste logi allerede lidt over otte.

På "Hotel la mesa de los mayas" får jeg et fint værelse med AC for 80 kroner. Klassisk morgenmad bestående af æg, lidt stegt banan, bønnemos med flødeskum (lækkert faktisk) og ost (smager lidt af ged).

Her er, som alle de andre steder jeg har været, masser af internetcaféer, så jeg starter med at få afsendt min fællesmail nummer to. Der ligger også en mail fra lederen af det firma i Belize, som det hele tiden har været min hensigt at deltage i en af turene fra og som jeg har mailet regelmæssigt med de sidste par måneder. Jeg har jo hele tiden, af forsikringsmæssige årsager, nægtet at tilmelde mig (formedelst betaling af 2.000 $) før jeg var sikkert fremme, men nu er det jo også lige før, og der begynder at komme detaljerede oplysninger om tid og sted og - ikke mindst - forventet udstyr, og her står det hurtigt klart, at der er en masse ting jeg ikke har. Om det konkret skyldes disse mangler eller om det bare er en eller anden mavefornemmelse, det ved jeg ikke, men pludselig slår det ned i mig, at det måske alligevel ikke er den rigtige beslutning at deltage i denne tur. Sært, nu har jeg ellers gået og været aldeles overbevist i flere måneder.

Flores er en hyggelig lille by

Nu er jeg helt rundt på gulvet, og jeg går en lang tur for at tænke over tingene. Øen rundt flere gange faktisk, men den er godt nok heller ikke ret stor. Dejligt vejr for resten, og selv om temperaturen nu har passeret de tredive grader, er det bestemt til at holde ud, især fordi der konstant blæser en frisk brise.

Flores er kendt for dejlige solnedgange over søen

Efter en lang spekulationsperiode beslutter jeg mig for et nej, som jeg går ind og forsøger at formulere pænt og høfligt på en mail. Sjov situation, for pludselig har jeg tre "frie" uger liggende foran mig, hvor programmet tidligere var ret bundet. Jeg kaster mig over min LP- guide og er skiftevis euforisk over alle de nye muligheder og smådeprimeret over alligevel ikke at skulle på den tur, som jeg faktisk havde glædet mig meget til.

Tager en "sundowner" på en af de små caféer, der ligger på øens vestlige side, hvor man kan nyde den smukke solnedgang over søen. Hjemme på hotellet ser jeg lidt TV, primært nyhederne, der handler om alle de voldelige optøjer, der er fulgt i kølvandet af Bush's besøg - det er jo nærmest det rene Nørrebro!

Indtager aftensmaden på en anden af de vestvendte restauranter. Fettucine al - et eller andet, ikke særlig lokalt eller eksotisk, men faktisk udmærket. Har bestilt en tur ud til Tikal i morgen, med afgang klokken otte, så i betragtning af, at jeg har været oppe siden halv fire, beslutter jeg mig for at gå tidligt i seng.

Tirsdag d. 13. marts 2007

Jeg kan lige netop nå at spise morgenmad inden afhentning klokken otte. Eller rettere sagt, inden AFTALT afhentning, for faktisk når klokken at blive næsten halv ni, før der endelig sker noget. Der er godt tres kilometer ud til Tikal, men vejen er heldigvis rimeligt god, så det varer kun en god times tid at køre derud.

Tikals imponerende templer ligger i den skønneste jungle

Det giver mig så cirka syv timer til at bese herlighederne, så jeg kaster mig straks ud i det. Første step er at afvise alle mulige tilbud om guider og kort. Jeg har fem sider i min LP-guide, hvilket må være rigeligt, så dybt stikker min historiske interesse heller ikke.

Det gode ved dette sted er, at det ligger midt i den mest pragtfulde jungle, med eksotiske fugle og skrigende aber, der springer rundt i træerne. Ud over det er smukt og eksotisk betyder det også, at man det meste af tiden går i skygge, hvilket naturligvis er en stor behagelighed på disse breddegrader.

De næste timer trasker jeg fra den ene ruin til den anden og bestiger stort set alle de, der kan (og må) bestiges. Efter at indtil flere turister har mistet livet ved at styrte ned ad de stejle trappetrin, har man nu bygget trætrapper nogle steder og helt forbudt opstigning andre steder. Lidt ærgerligt, at man ikke kan få lov til at prøve kræfter med de stejle trapper, lige som ved Angkor Wat. Som jeg i øvrigt flere gange kommer til at tænke på, selv om det ligger i den stik modsatte ende af verden.

Da klokken er tre, har jeg set det hele og endda givet mig god tid, synes jeg, og medmindre jeg ligefrem skal starte forfra og tage en runde mere, så har jeg altså et par timer til overs. Jeg vælger at bruge den første på at sætte mig på en af de små "comedores" og indtage en portion nachos med ost og en kølig pilsner, hvorefter jeg går ned på parkeringspladsen og undersøger mulighederne for at komme med en tidligere bil hjem. Det lykkes heldigvis, så jeg er tilbage i Flores før klokken seks.

Jeg indtager aftensmaden på en af øens sørestauranter, der er placeret ude på en mole, hvilket garanterer en forfriskende brise. Jeg får "chicken cordon bleu" og ofrer en halv flaske rødvin, formedelst tres kroner. For det beløb kunne jeg have fået ti øl, men ind i mellem bliver jeg bare så træt af øl og får en aldeles uimodståelig trang til rødvin - uanset prisen.

Og i morgen går turen så videre til Belize.