VARME VANDRETURE OG VOLDSOMME VULKANER
En rejse til Indonesien, november-december 1994
Per Allan Jensen
18/11-94 kl. 18.00
Otte måneder er der gået, siden jeg sidst sad i Kastrup Lufthavn og ventede på et fly mod fjerne horisonter. Den gang - i det tidlige forår - var målet Ægypten, og denne gang - endnu mere eksotisk - Indonesien.
Nærmere bestemt skal jeg til Jakarta på Java, hvor det er meningen, at jeg skal tilslutte mig en ekspedition med et australsk firma. Vi skal besøge regnskovsjungler, bountyland-strande og vulkaner, ride på elefanter og - forhåbentlig - se næsehorn og andre sjældne dyr.
Turen, der varer godt to uger, er en ekstraordinær gave fra mig selv, bevilget på grund af den vellykkede - men også hårde - arbejdsindsats i de sidste par måneder. Lidt ekstravagant, og på en måde også lidt ærgerligt, at tage så langt for kun et par uger, men hvad pokker, det er da bedre end ingenting. Så om cirka atten timer skulle jeg befinde mig i 30-35 graders varme, noget af en modsætning til det danske vejr i november. Det er vel nærmest det helt optimale tidspunkt at vælge, hvis turen går til tropiske områder (lige bortset fra, at regntiden lige er begyndt, men det skulle efter sigende ikke genere så meget).
19/11-94 kl. 14.30
Ovenstående tidspunkt er efter Jakarta-tid, i Danmark er den kun 8.30. Om lidt flyver vi hen over Kuala Lumpur, og en god halv time senere lander vi i Singapore, hvor der bliver en times ophold inden den sidste times flyvning til Jakarta.
Det har ikke været nogen særlig rar nat. Jeg har kun sovet et par timer og fik langsomt oparbejdet en gedigen hovedpine. Efter temmelig mange glas vand og et par Kodimagnyler går det nu heldigvis lidt bedre.
Jeg har - siden afgangen fra København - pløjet mig gennem de første 400 sider af Kirsten Thorups nyeste murstensroman 'Elskede ukendte'. Det hidtil bedste, jeg har læst fra hendes hånd, hvilket siger ikke så lidt. Den sidste tredjedel skal gemmes til hjemrejsen, men heldigvis har jeg to bøger mere med på tilsammen 900 sider, så mon ikke det slår til?
Jeg har desværre ikke fået en vinduesplads, så mine geografiske observationer er indskrænket til de, der kan gøres på flyets små TV-skærme. På disse kan jeg se, at vi netop har passeret Kuala Lumpur, og at vi flyver i 11.300 meters højde med 950 kilometers fart.
Samme dag, kl. 21.45
Landede i Jakarta kl. 18.00 og sagde på passende vis velkommen til Østen ved at stå i kø over en halv time ved paskontrollen. Derefter pengeveksling. En rupée svarer til 0.3 øre, så der kommer hurtigt en del nuller på (jeg vekslede 250$ og fik over en halv million rupées ud af det!). Dernæst forsøgte jeg at rekonfirmere min hjemrejse, hvilket kostede en lang tur rundt i den - temmeligt store - lufthavn, inden jeg endelig fik fat i en Lufthansa-medarbejder, der bedyrede, at det skulle jeg slet ikke bekymre mig om.
Herefter forlod jeg lufthavnens behagelige airconditionerede klima og gik ud i den fugtige 30 grader varme aften for at finde en bus ind til byen. Det opgav jeg imidlertid ret hurtigt og besluttede i stedet at ofre de godt hundrede kroner på en taxa. Det startede med et 'deja-vue', da jeg greb ud efter det, der en gang havde været en sikkerhedssele, og blev mødt med et skuldertrækkende 'no problem mister'.
Trafikken er - som ventet - særdeles voldsom, og til overflod kører de i venstre side, hvad jeg ikke havde regnet med - jeg troede kun det var i de tidligere engelske kolonier. Jakarta ryger helt til tops på listen over kaotiske og forurenede storbyer, sammen med byer som New Delhi og Kairo (jeg kunne forestille mig at Mexico City måske var endnu værre).
Lidt over otte var jeg fremme ved 'New Karya Hotel', der viser sig at være et nydeligt hotel med absolut udmærkede værelser. Her er både aircondition og eget WC samt bad med koldt og varmt vand, og tilmed er der rent.
Efter lidt udpakning og et bad beslutter jeg mig for at prøve hotellets restaurant. Her er kun få mennesker, der til gengæld ryger så meget desto mere. Spisekortet er på indonesisk uden formildende 'undertekster', og tjeneren er ikke til megen nytte, da han ikke kan et ord engelsk. Alligevel får jeg omsider bestilt noget, der viser sig at være stegt ris, et lille kyllingelår og et spejlæg. Ved siden af en lille tallerken med chilier og stærkt krydrede grøntsager, nydeligt træk ikke at blande det hele sammen. Alligevel kan jeg naturligvis ikke dy mig for lige at prøve, pyha! Heldigvis får man her - som overalt i verden - udmærket øl, og her fås de endda i dobbelt størrelse, meget passende med den varme og den stærkt krydrede mad.
Restauranten er lille og kunne være hyggelig, hvis det ikke lige var på grund af røgen samt det faktum, at hele to videoer kører for fuld udblæsning. De afspiller musikvideoer med den lille finesse, at sangstemmerne er fjernet. Til gengæld kommer sangteksterne så rullende hen over skærmen, og idéen er så, at én blandt gæsterne skal gribe mikrofonen og supplere med sin egen sangstemme. En enkelt har gjort forsøget, og det var bestemt ingen fornøjelse, i hvert fald ikke for os andre. Nu er der tilsyneladende ikke flere af gæsterne, der har lyst til at prøve, så en af de ansatte har overtaget tjansen, hvilket det nu ikke blev meget bedre af. Senere tilføjelse: Fænomenet kaldes 'Karaoke' og viser sig at være mægtig populært over hele Indonesien.
Klokken er kun halv fem dansk tid, men på grund af den foregående nats begrænsede søvn passer det mig egentlig meget godt at gå i seng inden for den næste times tid. Jeg glæder mig til at se byen i morgen, selv om jeg stærkt har på fornemmelsen, at én dag vil være tilstrækkeligt til det formål.
20/11-94 kl. 23.15
I betragtning af de forholdsvis begrænsede forventninger må jeg sige, at jeg har haft en ganske god dag.
Min søvn blev afbrudt ved firetiden af en voldsom larm fra den nærliggende moske (endnu et 'Ægypten-deja-vue' eller hvad det nu hedder, når man oplever noget man har hørt før), så voldsom, at selv mine hastigt fremfundne ørepropper var aldeles nytteløse. Nå, efter en times tid holdt det heldigvis op igen, og så slumrede jeg ellers videre til klokken ni.
Morgenmaden på hotellet var under al kritik. Kaffe, der havde stået på varmen i timevis, og paptoast med margarine og lidt sødt, klistret stads, der vist skulle forestille marmelade, føj for en ulykke!
Så ud i byen på sightseeing. Gaden jeg bor i - Jalan Jaksa - er fuld af low- og middle-range hoteller med masser af 'backpackers', nærmest som en slags Freak Streat i Katmandu. Dertil hyggelige caféer og smårestauranter samt et par rejsebureauer.
Vejret er - som ventet - varmt og fugtigt, og jeg begynder straks at svede. Ikke fordi det af den grund forekommer mig ubehageligt. Selvfølgelig ville jeg foretrække en lidt lavere temperatur og - især - fugtighed, men det er til enhver tid at foretrække frem for, at det er for koldt.
Afsted går det, og snart har jeg fået selskab af en selvbestaltet guide, Eduardo, som forsikrer mig, at han udelukkende gør det for at få praktisk træning i forbindelse med sine studier til turistguide. Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal stille op med ham, for på en måde vil jeg helst gå rundt alene, omvendt kan jeg også godt se fordelene ved at have en lokalkendt ved hånden, når nu jeg har så kort tid i byen, så det ender med, at jeg 'accepterer' ham.
Han er meget høflig og siger ustandseligt 'excuse me' og 'are you all right' og insisterer på at kalde mig 'Sir' på grund af aldersforskellen (vi finder ud af, at jeg har præcis samme alder som hans far). Han kommer fra Medan (hovedbyen på Sumatra) og er i Jakarta på grund af sine studier, der med usvigelig sikkerhed vil føre til arbejdsløshed. Han tager hjem til familien et par gange om året og får så som regel skæld ud af sine forældre, fordi hans karakterer er for lave. Han skal lære både engelsk, tysk og fransk, og hans engelsk er da også ganske rimeligt, mens et par stikprøver viser, at han ikke er meget bevendt i de andre sprog.
Ved Eduardos mellemkomst får jeg lov til at komme ind og se en kæmpemæssig moske (den største uden for Mellemøsten), som ellers er forbeholdt muslimer. Dens dimensioner er imponerende, men den er bestemt ikke særligt smuk, måske fordi den er så ny (fra 1938). Eduardo forklarer mig, at selv om de fleste indonesere er muslimer, så er der fem større religioner repræsenteret, uden at det giver anledning til gnidninger, yderst positivt at høre.
Vi tager en taxa ud til den gamle havn, hvilket så absolut er dagens højdepunkt. Her ligger hundredevis af gamle sejlskibe, der bringer teaktræ ind fra fjerne egne, og svedende matroser balancerer ind fra skibene med tunge tømmerstokke på ryggen. Vi får lov til at gå om bord på et af skibene, og overalt bliver jeg mødt af varme smil. Vi hyrer en lokal kano-fører til at give os en havnerundfart. Yderst malerisk og tilmed behageligt, fordi der blæser en frisk brise herude. Vi sejler rundt nede under de imponerende skibe, der udelukkende drives frem ved hjælp af sejl. Flere steder dukker folk frem på skibene og gør tegn til, at jeg skal komme ombord, også en del smukke kvinder.
Vi afslutter havnerundfarten med en stor kold øl, og bagefter sætter vi kursen mod den lokale 'Chinatown'. Eduardo har ellers ikke meget tilovers for kinesere (som der er mange af her). Han synes de er egoistiske og pengegriske. Jeg forstår ham sådan set godt, de er uden tvivl langt mere 'forretningsmæssige' end indoneserne. Vi går rundt i en kæmpemæssig bazar, hvor der skiftevis er overdådige frugter, kød, fisk, tekstiler, plasticjunk og elektronik. Som sædvanlig i den slags bazarer er der uendelige mængder af alting, tilsyneladende meget mere end efterspørgslen berettiger til.
Vi spiser på en lille kinesisk snask, yderst 'lokalt', men udmærket og særdeles billigt. Så i taxa tilbage til centrum, hvor vi ser en slags museum med nogle modelopstillinger, der illustrerer landets historie. Bagefter prøver vi at komme op i et meget højt tårn, men køen er uendelig og flytter sig kun meget langsomt, så det opgiver vi igen.
Klokken er tre og jeg er træt. Min 'guide' har ellers lagt planer for det meste af dagen, men nu trænger jeg altså til at være alene lidt, hvilket han ser ud til at blive meget skuffet over. Og nu følger så det uundgåelige efterspil, hvor han - på trods af gentagne forsikringer om det modsatte - prøver at få penge ud af situationen. Han skal til eksamen i morgen og har et desperat behov for en bog til 120 kroner, og han har kun de 20 kroner selv. Jeg stikker ham 30 kroner og fortæller, at han skulle have sagt fra starten, at han ønskede penge. Jeg har nu min samvittighed i orden, for ud over de 30 kroner (som er mange penge i en indonesisk målestok) har han fået både øl, drinks og frokost.
Hjemme på hotellet falder jeg bevidstløs om i sengen. Jeg læser lidt, men falder hurtigt hen, og kommer først til mig selv, da det banker på døren. I mellemtiden er klokken blevet seks, og jeg er helt groggy af eftermiddagsluren. Det viser sig at være lederen af min tur (Angela), som foreslår, at vi mødes kl. 19 for at gå ud og spise sammen.
Jeg pøser vand i hovedet og drikker den næstsidste dåsetuborg fra den taxfree i Kastrup samtidig med, at jeg prøver at komme til mig selv. Læser det sidste kapitel i 'Elskede ukendte', hvilket er turens hidtil mest tragiske hændelse. Jeg mener dét, at jeg er færdig med bogen. Jeg kunne have tilbragt mange dage med bare at læse og læse, hvis den bog var fortsat i det uendelige. Sidst jeg erindrer at have læst noget med samme glæde var, da jeg gennempløjede 'Frk. Smillas fornemmelse for sne', men denne her var næsten endnu mere fascinerende.
Klokken syv mødes jeg med de øvrige turdeltagere, seks stk. + en turleder. Der viser sig at være en noget usædvanlig kønslig fordeling, idet der - ud over undertegnede - kun er endnu én repræsentant for det mandlige køn. Nationalitetsmæssigt er der tre australiere, tre englændere og så mig.
Vi spiser på en udmærket restaurant. Indonesisk mad er virkelig lækker, man skal bare passe på at undgå chilierne. Bagefter spiser vi italiensk is på en nærliggende isbar. Vi aftaler at mødes i morgen klokken ti, så vil jeg prøve at finde en frisør i mellemtiden, så jeg kan få min hårpragt tilpasset temperaturen.
Selv om klokken er halv et, er jeg ikke særlig træt, det må have noget at gøre med tidsforskellen og eftermiddagsluren. Jeg føler det, som om jeg har været afsted meget længe, selv om det kun drejer sig om en weekend, men det er et fænomen, som jeg har oplevet flere gange før i forbindelse med rejser til fjerne egne.
21/11-94 kl. 17.30
Støn, regntiden er begyndt, det har pløret ned i flere timer nu. Heldigvis er vi i tørvejr lige i øjeblikket, men i overmorgen går det løs med et tredages trek gennem Ujong Kulon, og så må vejret for min skyld gerne opføre sig lidt pænere, hvis ikke jeg skal pådrage mig en regnvejrsdepression. Til overflod startede dagen med en gang diarre, en stor vabel på storetåen og en lukket frisør, så jeg når nok ikke at få hårpragten reduceret før jungletrekket. Klokken blev halv elleve, inden vi kom afsted, og den første time gik med at køre i taxa ud til busstationen. Jakarta er en ualmindelig stor by (over 10 mill. indbyggere) med usædvanlig megen trafik. Til gengæld er det særdeles billigt at køre i taxa, f.eks. kostede formiddagens tur ud til busterminalen (som tog over en time) kun 30 kroner.
Ved busstationen blev vi overfaldet af lokale, der ville have os med alle mulige steder hen, og samtidig begyndte det at regne. Trods disse problemer kom vi dog hurtigt ombord på den rigtige bus og fik tilkæmpet os nogle pladser nede bagi. Buskørsel her er som andre steder i Asien: For lidt benplads, for mange rygere, for mange passagerer i det hele taget, for meget øredøvende 'musik' og alt for vild og hasarderet kørsel. Alligevel er det jo en farverig oplevelse, og menneskene er utroligt flinke.
Busturen tog tre timer, hvoraf den første foregik i den vildt deprimerende omegn af Jakarta, domineret af slum, lossepladser, bilvrag og kaotisk trafik. Derefter blev det bedre, specielt da vi kørte lidt op i højlandet. Her så ud, som jeg forventede, grønt og frodigt med terrassemarker samt banan- og kokospalmer - meget lig naturen på Sydindien og på Sri Lanka.
Klokken tre ankom vi til Labuan, hvor vi indtog et let måltid, bestående af lidt stegte nudler og en sprite - det her begynder at udvikle sig til en ren slanke- og helsekur (hvilket strengt taget heller ikke ville være nogen katastrofe). Derfra videre med minibus ud til vore 'beach resort' - Sunset View - i Carita, en lille landsby ude ved Javas vestkyst. Så begynder det at regne, og det har faktisk varet ved lige til for lidt siden, klokken halv syv.
I mellemtiden er det blevet mørkt. Vi sidder ude på en overdækket terrasse, hvor det myldrer med små glubske moskitoer. Heldigvis myldrer det også med firben, der gør deres bedste for at æde moskitoerne. Undertiden forvilder de sig op i et bukseben, besynderlig fornemmelse, men man vænner sig vel til det.
22/11-94 kl. 17.00
Afsluttede dagen i går med aftensmad på en udmærket restaurant lidt herfra. Regnen var i mellemtiden holdt op, og det var lækkert at gå i den lune tropenat, efter at regnen havde frisket det hele op.
Det er en sand fornøjelse at spise indonesisk mad. Det er varieret og veltillavet, og så er prisniveauet nok det laveste, jeg endnu har oplevet i denne verden (herfra dog undtaget øl, der koster nogenlunde det samme som derhjemme). Som andre steder i Asien indeholder menukortene en mangfoldighed af 'undersættelser' og besynderlige formuleringer, som nu f.eks. i går, hvor vi blev konfronteret med et tilbud om 'Fried frog with margarine'!
Vores værelser er på ingen måde myggetætte, så der havde samlet sig horder af disse irriterende insekter, da vi skulle til ro. Der blev installeret en 'myggebrænder' i hvert rum, men det reagerede de nu kun lidt på. Nu er det heldigvis ikke så slemt for mit vedkommende, men alligevel tog jeg en langærmet bluse på og kravlede ned i lagenposen. Pyha, det blev det jo ikke ligefrem køligere af! Til overflod kunne jeg ikke sove, faktisk blev klokken næsten to, inden jeg faldt hen i en urolig søvn, der ustandseligt blev afbrudt af alskens mystiske dyrelyde, og klokken fem var det bare helt slut. Klokken seks startede rockmusikken ovre fra nabohuset, den kører fra tidlig morgen til sen aften.
Fint vejr fra morgenstunden, og efter morgenmaden (to stykker sjasket toast og en kop te) begav vi os ud på et 'minitrek' op gennem den bagved liggende skov, med kurs mod et vandfald, som vi nåede efter en times rask vandring. Pyha, det er godt nok et anstrengende klima at trekke i, og ydermere var stien mange steder både stejl og glat. Men en flot tur var det unægtelig, med en fin belønning i form af en svømmetur i den lille kølige pøl bag vandfaldet. Nede igen halv tolv, totalt gennemblødt af sved, det må man vist bare prøve at vænne sig til. Nedsvælger halvanden liter vand, heldigvis kan man overalt købe billigt mineralvand på store flasker.
Spiser frokost på en dejlig restaurant lige ved vandet, hvor der er en svalende havbrise. Bagefter med minibus ind til byen, hvor det lykkes mig at blive klippet, endda af det yndigste unge kvindemenneske. Hun lå på sofaen og slappede af sammen med sit lille barn, så hun måtte først lige ud i byen og finde en babysitter. Bagefter, da hun skulle fortælle, hvad det kostede, måtte hun også lige en tur ud på gaden og have oversættelseshjælp, inden hun kom tilbage og forkyndte dommen: 'Four thousand rupees', hvilket svarer til tolv kroner. Jeg fik også købt lidt nødder og slik som supplement på det kommende trek, hvor madforsyningerne efter sigende skulle være ret sparsomme.
Minibussen tilbage fra byen var mildt sagt ret proppet, og på et tidspunkt sad vi nitten mennesker i en bil, der er beregnet til ni! Mine medpassagerer fik megen moro ud af min tilstedeværelse. Ærgerligt at man bare må sidde og smile overbærende uden at kunne deltage aktivt på det sproglige plan. Men hvor er det dog herligt, at alle mennesker er så smilende og umiddelbare og virker så glade.
Nu har jeg så taget mig et bad, hvilket foregår ved hjælp af en 'mandy', der findes på ethvert indonesisk badeværelse. Den består af en stor beholder fyldt med vand samt en pøs, ved hjælp af hvilken man tager en portion vand og hælder over sig. At man bruger dette princip i stedet for en bruser hænger blandt andet sammen med, at vandforsyningen mange steder er særdeles uregelmæssig, så man sørger for at få fyldt beholderen op, når der er vand i hanen. Efter badet tager jeg det snavsede tøj på igen. Det er begrænset, hvor meget rent tøj jeg har, og det er nærmest håbløst at vaske. Dels fordi der ikke er en håndvask, og dels fordi luftfugtigheden er så høj, at man har meget svært ved at få tøjet tørret igen, især hvis solen ikke er fremme.
23/11-94 kl. 20.00
Dette er ubetinget turens bedste dag, som vil gå over i min 'varige rejseerindring' på lige fod med dage i Himalayabjergene, på Galapagosøerne, på Mt. Kenya og i Inkabjergene.
Efter 'morgenmaden' kommer vi afsted klokken syv. Turen skal foregå i en minibus, der ser ud til at være i forholdsvis god stand, og så er den firehjulstrukket. Efter en times kørsel afleverer vi 'hovedbagagen' ved en strand, og den skulle så - ifølge planen - dukke op igen via båd 3-4 dage senere (den båd, der bagefter skal fragte os op forbi Krakatoa-vulkanen og videre til Kalianda på Sumatra).
Vi gør holdt i en lille by for at købe ind til frokost, som vi kan tage med og spise senere. Sikke et show, det er jo det rene Indien! Efter få minutter står der et halvt hundrede mennesker i en tæt kødrand omkring butikken og stirrer og peger og kommenterer. En af dem siger 'I love you mister'. Jeg ved ikke, om bemærkningen er rettet til mig eller Dave, men i hvert fald afstedkommer den stor moro. Man kan også lige så godt tage det fra den humoristiske side, så jeg forsøger at gøre dem forståeligt, at jeg gerne vil fotografere dem, hvilket de hellere end gerne går med til.
Videre ud ad vejen, der bliver dårligere og dårligere. Efterhånden er der flere huller, end der er vej, men bilen ser ud til at klare det helt fint, og chaufføren virker kompetent og effektiv. Det er som om vi kører gennem én stor landsby, for her er utrolig tæt befolket, men der bor jo også over 100 millioner mennesker på denne ø, der arealmæssigt er en del mindre end England. Faktisk er befolkningstætheden nogenlunde som i Holland. Husene virker forbavsende pæne og solide, og i det hele taget virker her ikke specielt fattigt, slet ikke som f.eks. i Indien, hvor elendige menneskevrag nærmest flyder på gaderne rundt omkring. Her er masser af motorcykler, og børnene har fine små mountainbikes. Overalt er der geder, høns og hunde, også på gaden, men de er tilsyneladende fortrolige med trafik, for der er kun sjældent optræk til kritiske situationer, selv om vi skyder en pæn fart.
Klokken halv ti når vi frem til Ujong Kulon National Park, der er en af Indonesiens største og ældste nationalparker. Den særlige bevågenhed (blandt andet fra WHO) skyldes ikke mindst tilstedeværelsen af et halvt hundrede eksemplarer af det indonesiske næsehorn, som ikke findes andre steder. Af andet dyreliv kan nævnes pantere, krokodiller, vildsvin, hjorte, påfugle og havørne.
Det tager sin tid at få klaret diverse formaliteter her, for det er ikke et sted, hvor man sådan bare lige vader ind. For det første skal man have en autoriseret guide med, og hvis man vil have noget at spise og drikke undervejs, så må man også have nogle bærere til at medbringe fornødenheder. Til det formål hyrer vi to af slagsen, hvis bærestil er en lidt anden, end den jeg kender fra Nepal, idet de har en solid bambusstang hen over den ene skulder, med en sæk hængende ned fra hver ende. Det må godt nok være hårdt for skulderen!
Først går vi ud gennem en langstrakt landsby, hvor børn og voksne smiler og vinker til os. De ser bestemt ikke ud til at overanstrenge sig. Næsten alle sidder eller ligger i skyggen og slapper af. Det får én til at gøre sig nogle tanker om det liv, vi andre fører i det 'vesten', som folk her tror, er det rene slaraffenland. Efter at have krydset et par floder (den ene på en vakkelvorn bambusbro, der står mål med de mest 'spændende' i Nepal) kommer vi ned til stranden, hvor vi indtager frokosten. For mit vedkommende kun ris, da jeg har lidt for dårlige erfaringer med at spise mad indkøbt den slags steder.
Vi går lidt langs stranden og krydser så ind i junglen igen. Her er man næsten ude af stand til at se himlen, så tæt er løvtaget over os. Overalt er der kæmpetræer, lianer, palmer og alskens eksotiske palmer. En halv time senere er vi fremme ved dagens mål, som samtidig er hjemsted for nogle af parkens rangers. Et absolut 'basic' overnatningssted med seks senge i tre bittesmå rum samt et lidt større fællesrum. Jeg pakker min bagage ud og opdager, at vandflasken, der har ligget nederst, er lækket. Til alt held har alt været pakket ind i plasticposer (af hensyn til eventuelt regnvejr), så skaden er til at overskue.
Vi skynder os at få badetøjet frem og komme ned til stranden, hvor der er en kæmpebrænding og den kraftigste understrøm, jeg nogensinde har oplevet - ret sjovt. Vi tilbringer næsten en time med at boltre os i bølgerne, og bagefter drikker vi te i uanede mængder. Det virker forfriskende med et havbad, og bagefter går vi lidt ind i junglen, hvor der er en såkaldt 'kilde'. Der er kun meget lidt vand i, og det, der er, virker ikke specielt rent, men det er nu alligevel rart at få skyllet sved og salt af. Nu ville det godt nok være rart med noget rent tøj, men det bliver der altså ikke noget af de næste par dage.
Vi ser en hjort af en slags og lidt senere en kæmpeleguan, som må have været mindst en meter lang. Sidder ude foran huset og nyder havbrisen, mens mørket falder på, og klokken halv syv er det bælgmørkt. Lidt efter er maden klar. Ris med grøntsager og nogle flere kopper te, slet ikke så værst. Det lyner og buldrer lidt i det fjerne, men det bliver ikke rigtigt til mere, og ved nitiden går jeg til ro.
24/11-94 kl. 17.30
Pyh, sikken en nat. Det lykkedes mig ikke at falde i søvn før hen ad tre, fordi der rasede et voldsomt uvejr med tordenbrag så høje, at hele huset rystede. Nogle gange prøvede jeg at tælle, fra jeg så lynet og til jeg hørte braget, men jeg nåede aldrig til én!
Op klokken seks. Morgenmaden består af ris, men for at tækkes os 'vesterlændinge' har de også medbragt noget toastbrød, hvilket jeg dog finder ret uinteressant, specielt når man ikke kan få det ristet. Indonesere spiser ikke brød, deres hovedernæring er ris, nudler og grøntsager samt - i beskedne mængder - fisk og kød (mest kylling).
Ovenpå nattens voldsomme regnskyl er vejret rimeligt friskt, og tilmed er det overskyet, så turens første etape går forholdsvis glat. Den varer to timer og bringer os ind gennem junglen. Derefter kommer vi atter ud til kysten, og foran os ligger en femten kilometer lang sandstrand, som skal forceres de kommende timer. Den brede, kridhvide strand, den brølende brænding og den frodige jungle, og oven over det hele en himmel, der i mellemtiden er blevet helt blå - paradis!
I starten går det ganske godt. Vi vandrer afsted nede i det våde sand, der udgør et nogenlunde fast underlag, så en gang i mellem må vi springe i sikkerhed for bølgerne. Nogle vælger at gå barfodede, hvilket også umiddelbart kan virke fristende, men jeg lader nu alligevel være, jeg tror det tager ekstra på kræfterne.
Efterhånden som varmen tager til, begynder det at blive lidt sejt. Nogle af de andre klager over ømme og trætte ben og skuldre, hvilket jeg dog ikke mærker noget til. Til gengæld er jeg aldeles hudløs på indersiden af lårene, så hvert eneste skridt er smertefuldt. Jeg smører vaseline på med jævne mellemrum, det hjælper lidt. Tænk, den er næsten flydende! Desuden går det op på dagen op for mig, at jeg er ved at blive forbrændt visse steder, på trods af min faktor tyve solcreme. Måske har jeg været lidt sjusket med påsmøringen i morges.
Klokken et gør vi holdt ved et 'shelter' (en lille overdækket platform på pæle, hvor man - i en snæver vending - kunne overnatte), og guiden og porterne går straks i gang med at lave frokost. Jeg er ikke specielt sulten og havde egentlig mest lyst til bare at gå videre og få dagsmarchen overstået, men det var der altså ikke flertal for.
Her er en slags indsø, hvis vand er en kombination af en flod (der ikke har vand nok til at løbe de sidste hundrede meter ud over stranden), udløb fra nogle varme kilder (så det er meget varmt på bunden og kun lunkent foroven, besynderlig fornemmelse) og så noget havvand, der kommer ind ved højvande og kraftig pålandsvind. Med andre ord, lunkent brakvand, hvilket måske ikke umiddelbart lyder særlig tiltalende, men det er nu alligevel rart at få det klistrede og ulækre tøj af og lade sig glide ned i vandet. Mine sokkers og underbuksers tilstand trodser enhver beskrivelse, så jeg vil afstå fra at forsøge, blot konstatere, at en time i solen gør dem bare en anelse mindre ulækre.
Vi får nudler med grøntsager akkompagneret af te. Gad vide, om ikke jeg går og taber mig af denne kost? Efter et par timers pause går vi videre, og nu er det heldigvis blevet lettere overskyet, så den sidste strækning går noget lettere, end jeg havde frygtet.
Overnatningen foregår på endnu mere primitiv vis end sidst, i små ulækre rum. Men skidt, det er dejligt at nå frem, og fluks skiftes om til badetøj. Også i dag bor vi ved en strand med en pragtfuld brænding, som vi kan boltre os i, og bagefter tager vi en tur i en lille flod, det må så gøre det ud for vask i dag. Utroligt så nøjsom man bliver. Jeg husker det samme fænomen fra mine andre trekkingture, specielt de længere i Nepal.
Bagefter sidder vi og driver over et par kopper te, mens vi nyder havbrisen og synet af indtil flere store havørne. Mørket begynder at falde på, mens vore tro tjenere pukler med at få maden tilberedt over det lille bål i haven. Mine ben og min hals gør ondt efter dagens hårde sol, gid jeg nu bare havde min aftersun lotion.
Så er maden klar, og denne gang er der - til en afveksling - både ris, nudler og grøntsager. Da huset kun har tre stole, er vi nogle, der tager vore tallerkener med ud for at sætte os på en lille overdækket veranda, men lige som vi skal til at sætte os, bryder vi - næsten samtidigt - ud i vilde hyl, for hvis vi havde gjort det, ville vi have sat os ovenpå en halvanden meter lang slange! Hidkaldt af vore råb kommer guiden ilende med en lygte og konstaterer, at det er en pyton, og at den er aldeles ufarlig. Det var nu alligevel noget af en forskrækkelse, og bagefter går snakken ivrigt, mens vi får bearbejdet oplevelsen.
Angela - vores turleder - ville have sovet udenfor, netop på det sted, hvor vi så slangen, men hun har nu - meget forståeligt - skiftet mening. Jeg går tidligt i seng med en inderlig bøn om at få lov til at sove fredeligt i nat, uden forstyrrende uvejr, moskitoer eller slanger (jeg sover i det rum, der vender ud mod 'slangestedet', og der er kæmpestore huller i væggene).
25/11-94 kl. 21.30
Intet uvejr i nat, ej heller myg eller pytonslanger, så det lykkedes mig for en gangs skyld at få en ordentlig nattesøvn. Faktisk sov jeg 9-10 timer, men jeg gik også i seng allerede klokken otte. Der er nu heller ikke mange alternativer, når der er pytonslanger udenfor og kun tre stole indenfor (i et lille beskidt rum med kun én lampe).
Dagens morgenmad var - igen - 'local style', dvs. fried noodles med grøntsager. Efter min mening aldeles udmærket, og når man nu ikke kan få yoghurt med müssli, så er det da langt at foretrække frem for det papbrød, de kan finde på at servere for at prøve at være 'western-style'. Tebrevene var sluppet op, så det blev kaffe (også 'local style'), hvilket gav min mave en brat opvågning efter fire dages dvale.
Afgang lidt i otte med kurs ind i landet, idet vi skal krydse halvøen for at komme ud til den modsatte kyst. En overkommelig tur (syv kilometer i let kuperet terræn) gennem jungle, dvs. i skygge, hvilket lige præcis er, hvad jeg trænger til.
Junglen er fascinerende, med kæmpemæssige træer, lianer, palmer osv. Man skal dog huske at se sig lidt for, da mange af grenene har spidse torne, og nogle gange støder man på lange slyngplanter med bagudrettede torne, dem, som de i Australien kalder for 'Wait a while'. Flere gange så jeg dem snuppe en hat eller hænge fast i håret på de andre, men jeg slap uskadt.
Jeg fører an sammen med Pete og Sally, lige som de andre dage. Vores guide virker, som om han er ved at blive træt. Han spørger hele tiden, om ikke vi skal tage en pause. Jeg er til gengæld ved at være 'kørt varm' og føler, at jeg kunne blive ved i dagevis, men kors hvor jeg sveder! Jeg tror aldrig i mit liv jeg har svedt så kraftigt, jeg er simpelthen totalt gennemblødt. Hvilket minder mig om, at vi endnu en gang er heldige med vejret, jeg havde ellers - i mine mest dystre forudanelser - set for mig, at vi skulle gå i timevis i plørende regnvejr.
Efter 2-3 timer når vi frem til en græsklædt lysning, hvor vi holder en hvilepause. Guiden siger, at hvis vi sniger os lidt rundt, kan vi sandsynligvis komme på nært hold af nogle vilde bøfler, men vi kan kun være nogle få stykker. Derefter siger han, at Pete og jeg - som er de eneste mandlige deltagere - kan gå med ham, mens resten må vente. Jeg bryder mig ikke rigtigt om det, men jeg kan ikke bestemme mig til, om jeg skal sige ja eller nej, for dels vil jeg jo gerne, og dels vil jeg nødigt såre ham, men jeg synes unægtelig, at det er noget chauvinistisk. Det ender med, at jeg går med, heldigvis gør Ingrid - uopfordret - det samme, det pynter lige som lidt på situationen.
Så sniger vi os afsted fra busk til busk, mod vinden, som man jo skal, og efter 10-15 minutters forløb lykkes det os da også at komme så tæt på de sky dyr, at vi kan få et - formentlig halvdårligt - billede af dem. Og så er det bare nogle harmløse bøfler! Men det var nu alligevel spændende, måske også fordi der et eller andet sted i baghovedet ligger en viden om, at her også er næsehorn, pantere, vildsvin, krokodiller og slanger.
Kort efter er vi fremme ved kysten, hvor vi sætter os under et skyggefuldt træ for at vente på, at en båd kommer og henter os. Jeg opdager, at det er et excellent klatretræ, hvilket min barnlige legesjæl ikke kan modstå, så - 'vupti' - sidder jeg højt oppe i træet. Jeg planlægger en elegant nedtur ved hjælp af et par lianer, men undervurderer deres styrke (eller min egen vægt) og lander i den bløde skovbund med en masse grene og blade over mig. 'No problem', bortset fra et mindre indgreb i regnskovens sarte økologiske balance.
Lidt efter kommer en gummibåd og fragter os - ad to gange - den korte tur over til Peucang Island, hvor vores 'resort' ligger 100 meter fra stranden. Og hvilket vidunderligt sted! Fire store bungalows og en restaurant ligger i en halvcirkel omkring en græsplæne med en enkelt kokospalme på midten. På plænen græsser nogle hjorte, og en flok aber fjoller legesyge rundt. Værelserne viser sig at være vild luksus, i hvert fald i forhold til, hvad vi tidligere har prøvet, og da der er bestilt rigeligt, ender det med, at jeg får et for mig selv. I løbet af få minutter sidder vi ovre ved restauranten, hvor en vidunderlig havbrise gør tilværelsen betragteligt mere behagelig, og i løbet af de næste 3-4 timer arbejder vi os gennem en frokost og en pæn flok øl.
Så synes jeg, det må være nok. Jeg er ikke god til at sidde stille så længe ad gangen. Jeg beslutter mig til at benytte de sidste par timers dagslys til at vandre gennem skoven og ud til den anden kyst, hvilket viser sig at være en kæmpeoplevelse. Ud over nogle imponerende store træer ser jeg masser af hjorte, to vildsvin og fire påfugle. Det lyder måske ikke så overvældende eksotisk, men tro mig, det er en inciterende oplevelse at gå gennem junglen alene, med alle sanser skærpede, og lytte til alle de besynderlige dyrelyde.
På den anden side af skoven er der en klippekyst, og her sidder jeg lidt og nyder udsigten og lader tankerne flakke. Bevæger man sig sydpå herfra, er der ikke andet end hav, før man når sydpolen, og vender man kursen mod vest, så bliver det Tanzania i Vestafrika. I østlig retning skal man kun dreje retningen en anelse mod syd, før der atter er flere tusinde kilometers hav, indtil man rammer endnu et kontinent, nemlig Australien.
Jeg når lige tilbage, før mørket falder på, og får et tiltrængt bad. Skejer ud med rene underbukser og T-shirt. Nu er det blot ærgerligt, at jeg ikke også har et par rene shorts, før båden kommer i morgen. Mine sokker - som jeg forhåbentlig ikke får brug for det næste døgns tid - er så ulækre, at det trodser enhver beskrivelse, det er lige før, jeg ikke tør have dem inde hos mig i nat.
Går over til restauranten, hvor der ligger en guitar. Jeg slår et par akkorder an, og straks sidder der 3-4 begejstrede indonesere omkring mig. Det synes at være et udbredt fænomen her i landet, at de er helt vilde med vestlig musik fra 60'erne og 70'erne, dvs. Beatles, Dylan, Donovan, Presley etc.
Spiser aftensmad og indtager igen en del øller. Undervejs opstår der tilløb til panik, da en halvstor gekko pludselig kommer drønende hen ad væggen bag os.
Og nu har jeg så siddet her og skrevet en times tid. Jeg sidder uden for og nyder brisen fra havet, dels fordi den gør temperaturen behagelig og dels fordi den holder myggene væk. Jeg skal nu i øvrigt ikke klage, hvad myg angår, for mig gider de stort set ikke stikke, mens flere af de andre har hele plamager af kløende myggestik.
26/11-94 kl. 21.00
En rigtig slapperdag, især når man sammenligner med de tre forrige. Tilbragte formiddagen med at snorkle ovre ved fastlandskysten, hvortil vi blev transporteret i en gummibåd. Utroligt flot koralrev med masser af store og farvestrålende fisk. Bagefter et forfriskende bad i et køligt vandfald.
I mellemtiden var øen blevet udsat for en sand invasion, idet et kæmpestort krydstogtskib havde ankret op i nærheden. Horder af luksusturister blev fragtet ind for at se en tropeø, hvorefter de igen blev fragtet tilbage til frokosten på skibet - de folk aner ikke, hvad de går glip af.
Jeg fik desværre kludder med maven i morges, antageligt pga. den bratte overgang til rigelige mængder af mad og drikke (én af de oplevelser, som førnævnte luksusturister jo nok går glip af). Tog et par piller og krydsede fingre for, at de klarer det, ligesom i Jakarta, i hvert fald har maven været under kontrol siden.
Tilbragte en behagelig sløv eftermiddag med dagbogsskriveri, læsning og lidt fotosafari i de nærmeste omgivelser. Herunder var jeg ved at blive angrebet af en flok aber, da jeg kom lidt for tæt på med kameraet, sikke nogle hidsige krabater!
Vi skal op klokken fire og afsted med båden halv fem, så jeg vil holde for nu og se at få noget søvn.
27/11-94 kl. 21.00
Så er vi på Sumatra, nærmere bestemt i udkanten af den lille by Kalianda i nærheden af øens sydspids.
Dagen startede lidt i fire med den ubehagelige bippelyd fra mit ur. Hurtigt toiletbesøg (maven virker heldigvis OK), lidt vand i hovedet og de sidste småpakkerier. Jeg besluttede mig til at kassere T-shirten, underbukserne og sokkerne fra trekkingturen. En nat i samme rum som disse beklædningsgenstande gjorde udslaget, og tanken om at få dem ned i rygsækken var næsten ikke til at bære.
Et par skiver papbrød skylles hurtigt ned med te, og så er det ellers bare om at komme ned til båden. Jeg er nærmest bevidstløs af træthed, så efter at have siddet lidt og stirret ind i morgendæmringen, falder jeg om på dækket og får et par timers urolig søvn.
Da jeg atter kommer til mig selv, er klokken syv, og vi er ude på det åbne hav. Båden gynger ganske pænt, omend det ikke tilnærmelsesvis er noget, der nærmer sig min søsygetærskel (som jeg endnu ikke er stødt på). Det er let overskyet, og da vi har vinden i ryggen, mærker vi kun en let brise, så det viser sig at være yderst behageligt at sidde ude på dækket.
Det gør jeg så et par timer, mens jeg sidder og smådrømmer og stirrer ud over det blå ocean. Pludselig afbrydes mine tanker af en kraftig lyd fra den fiskestang, der hele tiden har stået 'i aktion' på bagdækket. Kaptajnen slukker øjeblikkeligt motoren og styrter hen til fiskestangen, fulgt af sin 'matros' samt syv nysgerrige turister med skudklare kameraer.
Det viser sig - efter en lang og sej kamp - at være en særdeles stor og flot fisk, knaldgul og 'flad på højkant' og med en vægt på vel 10-15 kilo. Efter et solidt gok med en hammer forsvinder fisken fra denne verden, en lidet glorværdig død, men et par timer senere genopstår den på det smukkeste sammen med ris, nudler og grøntsager, som sædvanligt fint krydret og stegt i kokosolie. Den fisk var godt nok lækker!
Inden da sker der imidlertid det, at vi kommer forbi en af turens store seværdigheder, nemlig Krakatoa-vulkanøen, der har ligget her og spruttet i over hundrede år.
Baggrunden er den, at her oprindeligt lå en meget stor vulkan, som eksploderede i 1883 med, hvad der betegnes som den voldsomste eksplosion i nyere tid. Flodbølgen druknede 10.000 mennesker inde på Java, tyve kubikkilometer af jordens 'indmad' (store klippeblokke, lava og grus) blev slynget højt op i atmosfæren og landede så langt væk som på Madagaskar. Braget kunne høres i Brisbane i Australien (4.000 kilometer væk), og himlen var formørket i måneder efter udbruddet. Herefter opstod der en række nye øer, hvoraf den ene altså stadig har 'hul igennem' til jordens indre. Flere gange i timen er den i udbrud, hvilket resulterer i, at en stor gråsort masse af grus, sten, røg og aske vælter op i luften - et ret imponerende syn!
Over middag begyndte det pludseligt at regne på den typisk tropiske facon. På den ene side af båden er det tørvejr, og på den anden side øser det ned. Få sekunder efter plørede det ned, men skidt, vi kunne jo bare krybe ind under bådens overdækning. Et øjeblik efter lød der en underlig hosten fra skibets dieselmotor, hvorpå alt blev stille. Underlig fornemmelse efter syv timers intens motorstøj, og pludseligt forekom regnens trommen på taget meget voldsom.
'Matrosen' åbnede for lemmen i gulvet og forsvandt ned i motorrummet, hvorfra han opsendte nogle underlige råb. Kaptajnen ilede til med en spand, som straks efter blev sendt op igen, fyldt med grumset havvand. Dette gentog sig en del gange, og vi andre sad og udvekslede sigende øjekast, omend ingen sagde noget. De to søfolk gav sig så i lag med en delvis demontering af maskinen. De adskilte dele blev omhyggeligt inspiceret, renset og genmonteret, og - vupti - maskinen kørte videre. Jeg ved ikke, om nogen var nået at blive nervøse, men alligevel mindede stemningen bagefter om den, vi oplevede efter episoden med pytonslangen - febrilsk lettelse.
Klokken halv tre ankom vi til Kalianda. Vi blev sat af i et område, der vel nærmest må karakteriseres som fiskerihavn, og herfra gik vi de få meter op til hovedgaden, omgivet af de sædvanlige hjælpsomme - men i længden også noget irriterende - mennesker med deres evindelige 'where do you come from?', 'where are you going?' og 'what is your name?'.
Angela - der jo til alt held behersker sproget - kaster sig op på en af de lokale motorcykler og kommer kort efter tilbage med en minibus, der fragter os ud til vores hotel. Et ganske dejligt hotel med nydelige værelser, hvor der er balkon med udsigt over havet og kun hundrede meter ned til en flot strand.
Efter et bad og lidt snak over en øl går vi ud for at spise aftensmad. Angela kender et lille ydmygt sted, hvor vi får kylling, ris, nudelsuppe, kartoffelfrikadeller, diverse chips og sodavand. Regningen løber op på 72 kroner, vel at mærke for os alle syv!
På tilbagevejen prøver jeg at købe toiletpapir, men det lykkes ikke, selv om jeg prøver tre steder. Det er - ligesom kød - en af den slags varer, der kun efterspørges af turister, og dem er der ikke mange af her i Kalianda. Til gengæld køber jeg en øl, hvilket er noget lettere. Indoneserne er ganske vist overvejende muslimer, men de hører bestemt ikke til blandt de fundamentalistiske muslimer. Alt her - inklusive religion - synes at blive taget aldeles afslappet og med en behageligt venlig og humoristisk indstilling. Sjældent har jeg mødt så venlige mennesker, end ikke i Nepal.
Den indkøbte øl har jeg siddet og konsumeret på altanen, mens jeg har skrevet dette, akkompagneret af cikader og bølgernes brusen. Jeg sidder i bar overkrop og småsveder, men ikke i ubehagelig grad. Jeg tror, min krop er ved at have vænnet sig til varmen (det bliver noget af en omvæltning at komme tilbage til det danske decembervejr). Mærkeligt nok generes jeg ikke af myg, modsat de andre på holdet, der ustandseligt smører sig ind i myggeolie. Jeg fik nogle få stik i ansigtet de første dage, men siden har der ikke rigtigt været bud efter mig. Det har åbenbart ikke - som jeg nogen gange har troet - noget at gøre med blodets indhold af alkohol, for sjældent har jeg da været så ædruelig som den sidste uges tid.
28/11-94 kl. 22.00
Endnu en slapperdag, men ganske behagelig. Hotellets morgenmad var et nyt eksempel på, hvad der sker, når indonesere prøver at være 'vestlige'. De to skiver papbrød var smurt med et eller andet fedtstof, og mellem dem lå en portion chokoladekrymmel!
En tur på det lokale marked afslørede en sand overdådighed af frugt, grønt, fisk, kød, krydderier, tøj og husgeråd, yderst farverigt. Toiletpapir var der imidlertid stadig ikke noget af, og først hen på dagen fik jeg tilfældigvis øje på en støvet rulle i en lille butik. Herefter skulle forsyningen af denne vitale fornødenhed være sikret resten af ferien.
Så en tur til stranden, som visaer sig at være endnu e af disse pragtfulde bounty-typer med brænding (omend behersket i forhold til, hvad vi tidligere har prøvet). Bagefter indtog jeg min frokost i en lille biks oppe på hjørnet, og det må vel så være den ultimative prisrekord: Halvanden krone for en stor og lækker portion noodlesoup med både kød og grøntsager!
Efterfølgende tog vi alle en tur op til de lokale 'hot springs', hvor meget varmt - og meget svovlholdigt (og derfor også ret stinkende) - vand kommer op fra undergrunden og fylder nogle store bassiner. På trods af det i forvejen ret så varme klima var det faktisk yderst behageligt og afslappende at ligge i.
Så et par timers driveri med småsnakken, øldrikning og læsning. Jeg fik desværre færdiggjort den medbragte bog, Jan Guillos 'Dine fjenders fjende', der var lige så underholdende som de forrige to i serien. Herefter har jeg kun en bog tilbage, og den ligger i Jakarta og er reserveret til hjemrejsen.
Aftensmaden bestod af diverse småspiserier ved de små gadeboder rundt omkring. En forårsrulle (30 øre) hist og ti små grillspyd (to kroner) her (sidstnævnte hedder 'satays' og serveres med den lækreste krydrede sauce) samt den - efterhånden obligatoriske - noodlesoup, som jeg er ret vild med.
Ved hjemkomsten modtog jeg alt mit tøj i ikke bare vasket, men også strøget tilstand - pris femten kroner. Gad vide, hvornår jeg sidst har iført mig et par nystrøgne underbukser?!?
29/11-94 kl. 20.00
Vågner op med en underlig rumlende fornemmelse i maven - diarre nummer tre er en realitet. Tager to imodium, der har virket særdeles godt de første par gange. Pakker og tager et grundigt bad. De næste par dage står programmet atter på jungleophold, og så er det jo ikke til at vide, hvordan de sanitære forhold vil være. Jeg har bestilt 'Nasi Goreng' (stegt ris) til morgenmad, lækkert. Under morgenmaden viser det sig, at også Dave og Sally har pådraget sig et maveonde.
Klokken ni tager vi afsted i en temmeligt ramponeret minibus. På grund af min størrelse får jeg - som sædvanlig - lov til at sidde foran, hvilket både er godt og skidt. Godt på grund af benplads og bedre udsigt, men skidt, fordi man så kan sidde og følge med i trafikken og levende forestille sig, hvem det kommer til at gå værst ud over, hvis uheldet skulle være ude.
På vej ned ad en lang og stejl bakke går det op for mig, at bremserne nærmest ikke virker. Chaufføren sidder og pumper som en gal, mens vi får stadig mere fart på (idioten kan ikke finde på at geare ned, og han forstår ikke, hvad jeg siger). Vi går - med hvinende dæk - ind i en kurve, hvor der er modkørende i den ene side (mest lastbiler) og en stejl skrænt på den anden, og jeg kan ganske tydeligt mærke fælgenes bumpen mod asfalten de fem sekunder, der går, før situationen atter er under kontrol, pyha!
Lidt senere breder der sig en brændt lugt, og da vi stopper op for at undersøge sagen, må vi konstatere, at køleren er utæt. Mere vand på og afsted igen, og snart er vi fremme i Banda Lampung, der er hovedstad her i provinsen.
Vi standser ved en bank og får vekslet nogle penge. Videre til et indkøbscenter, hvor der købes postkort og frimærker. Derpå frokost, hvorunder der udfoldes hektisk aktivitet med postkortskrivning, idet dette - hvor utroligt det end måtte lyde - er turens sidste chance (inden vi atter er tilbage i Jakarta). Lige overfor er der et telefonhus, så jeg beslutter mig til lige at ringe hjem. Klokken er to, dvs. otte morgen i Danmark, så Pia er på arbejde. I stedet ringer jeg til Flemming og beder ham hilse Pia. Ved samme lejlighed får jeg at vide, at den norske EU-afstemning resulterede i et nej, lidt ærgerligt synes jeg, når nu både Sverige og Finland er gået med.
Afsted igen, i mellemtiden skulle bilen efter sigende være blevet underkastet en nødtørftig reparation. Byen er ret stor, og i udkanten er der en masse grim industri, men omsider kommer vi da rigtigt ud på landet. Det er helt tydeligt, at befolkningstætheden er meget mindre her end på Java. Vi passerer en del store plantager, først med gummitræer og senere med palmer, der bruges til udvindelse af kokos-olie.
Det trækker op til uvejr, og et øjeblik efter plører det ned. Det viser sig, at bilens vinduesviskere ikke virker, hvilket gør det aldeles uansvarligt at køre videre. Til overflod dugger ruderne helt til, og der er naturligvis ingen ventilation, ud over alle hullerne. Vi sidder alle og er en smule nervøse, og pludselig blæser halvdelen af den ene sidebagrude ud. Det er desværre min rygsæk, der ligger lige indenfor, men heldigvis har jeg en stor sort affaldssæk lige ved hånden, den klarer en nødtørftig reparation.
Vi stopper ved lyden af musik, som viser sig at stamme fra et bryllup, der foregår efter alle kunstens regler. Bruden og brudgommen sidder på hver sin forhøjning, iført flotte folkedragter. Vi synes det virker lidt pinligt sådan at komme masende ind i deres højtidelighed, men Christine - vores lokale guide - siger, at det er helt i orden, så vi går alle ind og hilser på. Min fantasi rækker næsten ikke så langt som til at forestille mig et dansk bryllup, hvor der pludselig kommer en flok møgbeskidte indonesere i T-shirts, korte bukser og plasticsandaler masende ind for at hilse på, men hvorom alt er, så satte det blot stemningen yderligere i vejret, og det endte med at vi blev fotograferet sammen med brudeparret. Til overflod stod alle gæsterne nærmest i kø for at give hånd og sige tak, fordi vi beærede dem med vores besøg!
Bagefter var vi inde for at få benzin på, dog kun ti liter (svarende til tyve kroner, også benzin er billig her). Efter sigende er det meget almindeligt her til lands, at man kun kommer en lille smule på ad gangen. Måske hænger det sammen med, at de fleste biler er i en sådan tilstand, at deres definitive sammenbrud kan indtræffe når som helst.
På grund af vejret går det kun langsomt fremad, og klokken bliver lidt over seks, før vi når frem til Way Kanan National Park, hvor vi skal tilbringe de næste par dage. Jeg er heldig at få tildelt en seng med fastmonteret moskitonet. Ikke fordi myggene generer mig så meget, men det virker, som om der er temmelig mange her. Det må være fordi vi nu er kommet væk fra den behagelige havbrise.
Spiser den medbragte mad, der består af ris, grøntsager og soyakager efterfulgt af små bananer og andre frugter, lækkert. Bagefter almindelig afslapning med kaffe, te og en enkelt øl samt læsning og dagbogsskrivning. Det regner stadig, nu dog kun lidt. Samtidig lyner det ustandseligt, men det kommer tydeligvis langt væk fra, for man kan intet høre.
Klokken har passeret ni, så det må snart være på tide at komme i seng. Vi skal tidligt op i morgen for at komme på en sejltur på floden, bare det nu bliver tørvejr.
30/11-94 kl. 19.30:
Får mig en god lang nattesøvn under det skærmende moskitonet. Masser af toast til morgenmad. De har prøvet at peppe det op med en ristning over gassen, hvilket har frembragt en nydelig sortbrun overflade, men indeni er det stadig 'blødt pap'. Der er også smør til, og hvis man vil benytte sig af det, så må man gøre op med sig selv, om man vil smøre det på med en gaffel eller en ske, for knive ser man aldrig på spisebordet. Som en nyskabelse er der nogle få skiver plasticemballeret ost og så ellers den sædvanlige syltetøj.
Bagefter sejler vi en tur ned ad floden. Båden - en halvstor glasfiberjolle - er forsynet med en fyrre hestekræfters påhængsmotor, men alligevel lægger vi ud med et par timers padling (af hensyn til chancerne for at se dyreliv). Det er helt tydeligt, at dette er nyt for de fleste, mens jeg straks føler mig hjemmevant med en pagaj i hånden, efter adskillige ugers træning på de nordskandinaviske søer og elve.
Vi glider stille ned ad floden, det vil sige ud mod havet. Alligevel må vi padle mod strømmen, idet denne primært er bestemt af tidevandet. Dette vil selvfølgelig ændre sig, når regntiden for alvor sætter ind, hvilket i øvrigt for længst burde være sket, men der er tale om en væsentlig forsinkelse i år (yderst heldigt for os).
Dyrelivet viser sig at være ret begrænset. Vi ser dog en del flotte fugle, især isfugle, traner og havørne. Desuden en slags egern og en enkelt skildpadde, og så hører vi nogle aber i det fjerne. På tilbagevejen sætter vi motoren til, hvilket effektivt skræmmer alt levende langt væk.
Tilbage lidt over tolv, og straks står frokosten på bordet. 'Big surprise' - ris, grøntsager og et par små stykker hårdtstegt kylling. Det kunne måske lyde som om maden var ret ensidig, men den er så utroligt veltillavet og fint krydret, at man bestemt ikke bliver træt af den.
Efter frokosten lægger jeg mig lige på sengen og går straks ud som et lys, men vågner en halv time senere, noget groggy. Den slags er jeg ikke vant til. Så tager vi en lang vandretur i junglen, der dog - efter min mening - ikke er nær så imponerende som i Ujong Kulon. Til gengæld ser vi både fodspor og frisk afføring fra vilde elefanter.
Efterfølgende tager vi en volleyballkamp med de lokale, hvilket der går et par timer med. Det har jeg aldrig prøvet før, men det går da nogenlunde, selv om jeg må indrømme, at jeg aldrig bliver vild med holdspil, der er for megen ståen stille og for megen afhængighed af andre.
Et bad i mandyen, og så er aftensmaden klar. Samme menu som til frokost, og bagefter er der vandmeloner og bananer samt te og kaffe. Kaffekvaliteten taget i betragtning foretrækker jeg at drikke te. Jeg tror faktisk kun, jeg har drukket 3-4 kopper kaffe de sidste ti dage (normalt forbrug for en formiddag).
Det bliver mørkt, og lyset tændes i fællesstuen (her er en generator, der starter ved mørkets frembrud), hvilket bevirker, at hundredvis af kæmpestore insekter tiltrækkes og fylder rummet. Hurtigt får vi slukket loftslyset og tændt et par stearinlys, hvilket betyder en voldsom død for en hel del af insekterne den næste times tid. I mellemtiden har vi lukket dørene og sat os udenfor for at dele et par øller. Det lyner en anelse i det fjerne, men det virker ikke, som om det kommer til at regne i dag.
1/12-94 kl. 13.00
Så er vi inde i julemåneden, hvad man jo godt nok ikke mærker alverden til her. Jeg havde lidt svært ved at sove sidst på natten, hvilket vel er meget naturligt, når man går i seng klokken otte. Vågnede også et par gange ved nogle kraftige skrig, som efter sigende stammede fra gibbonaber.
Efter morgenmaden drog vi afsted for at se et 'elefant training center' en times kørsel herfra. Her har man en masse elefanter, der tæmmes og trænes til at flytte tunge ting, ride ture med turister etc. Det første vi oplevede - hvilket efter sigende er en ret sjælden hændelse - var en elefantparring, ret imponerende.
Så blev vi hevet op på hver sin elefant for at få en ridetur. Ikke noget med sadler eller 'kasser' (som i Nepal), kun et tæppe på og så ellers op og sidde overskrævs (en elefant er ret bred!). Der er heller ikke noget at holde fast i, så det gælder om at bruge benene og så ellers bare prøve på at holde balancen. Nogle af de andre elefanter havde ret skarpe rygsøjler, men min var heldigvis nogenlunde flad, muligvis fordi den netop havde været nederste part i føromtalte parring.
Og så afsted, ud over græsstepper og ind gennem tæt og lav vegetation. Det betyder ikke alverden, om der er en sti, for når seks elefanter har gået et sted, så er der! Undervejs så vi mange andre elefanter, blandt andet to på kun tre måneder, ret kære. De går frit rundt i omegnen og kommer selv 'hjem' om aftenen.
Turen varede næsten halvanden time (for sølle tres kroner), og til sidst var jeg ved at være godt mør i ben og baller. Bagefter var der lejlighed til at købe nogle nydelige T-shirts til yderst rimelige priser, hvad jeg straks gjorde, selv om jeg er bange for, at de ikke var helt store nok. Hvis ikke, så må de jo komme andre til gode.
Tilbage igen ad den - efterhånden velkendte - vej gennem junglen. Dyreliv ser vi intet af, bortset fra en enkelt kæmpevaran og så ellers tusindvis af smukke sommerfugle, som efter sigende bliver stadig mere talrige hen gennem regntiden.
Frokosten består af ris og grøntsagssuppe. Bagefter sætter jeg mig udenfor i skyggen og skriver. Jeg kan se, at vores chauffør har fået vinduesviskerne til at fungere, betryggende. Om en god halv time kører vi videre, så resten af dagen må refereres senere.
Samme dag kl. 18.30:
Ankomst til en traditionel Sumatra-landsby, hvor vi er indlogeret hos en familie i et kæmpehus - mere herom senere. Køreturen, der varede 2-3 timer, forløb udmærket, bortset fra at vi naturligvis løb tør for benzin på halvvejen. Mens chaufføren tog på stop til den nærmeste landsby, benyttede vi lejligheden til at studere den nærliggende plantage, hvor der viste sig at blive dyrket peber. Så nu befinder jeg mig altså der, hvor peberet gror, måske nogle hermed har fået et ønske opfyldt? Ellers kan jeg meddele, at peberkornene sidder som små klaser på slyngplanter.
Ankommer halv fem til omtalte hus, hvor vi modtages højtideligt af familiens overhoved. Indoneserne hilser med håndtryk, men på en underlig slatten måde, mens de kigger den modsatte vej. Huset viser sig at være overraskende stort og velmøbleret, med en højst ejendommelig stilblanding. Nøgne trævægge, dekorationer af plastikblomster og tunge møbelarrangementer i en stil, der var moderne derhjemme for godt hundrede år siden.
Efter en kop te - med 5-6 skefulde sukker - går vi en tur i landsbyen, hvor vi hurtigt får en kæmpemæssig horde af skælmske unger på slæb. Jeg fanger en af de frækkeste og slynger ham op på skulderen, hvilket gør ham noget mere afdæmpet, i hvert fald nogle minutter, mens de resterende er ved at flække af grin over hans skæbne.
Tilbage i huset sidder vi lidt og læser og skriver, mens vi på skift går ned i mandyen og vasker os lidt, og om lidt er middagen klar. Bagefter er der - til vores ære - arrangeret en traditionel danseopvisning.
2/12-94 kl. 17.00
Oh velvære! Ankommet til et lækkert rent hotel med et lige så lækkert og rent badeværelse samt en bar, hvor de sælger kolde øller - tiltrængt efter otte timers uafbrudt rejse.
Gårsdagens kulturelle indslag startede med musik fra et otte mands orkester, der udelukkende betjente sig af slagtøjsinstrumenter. De syv af dem havde kun én eller to 'toner' at vælge imellem, mens den ottende havde 7-8 små kasserollelignende trommer med forskellige tonehøjder, så det var ham, der leverede melodistemmen. Det er nu ikke særligt nemt at fornemme 'melodien', for tonesystemet er helt klart et andet end det, vi anvender i Europa. Ganske eksotisk og inciterende, men efter nogen tid også ret kedsommeligt, i hvert fald i mine ører.
Efter en times musiceren ankom dansetruppen, der bestod af fire unge piger og fire unge mænd, alle iklædt deres festligste skrud i form af farverige dragter. Ligesom med musikken var det da både eksotisk og flot, men - gab - ti minutter havde været rigeligt, og en time var helt klart for længe. Undervejs kom der 'snacks' i form af skiver af søde kartofler samt små søde bananer, ledsaget af endnu en kop hvinende sød te.
Endelig klokken halv ti holdt de op, og det blev tid til at gå til ro. Huset er som sagt ret stort, men alligevel ikke stort nok til, at vi alle kan sove der, så pigerne bliver sendt lidt op ad vejen for at indlogere sig i et andet hus, mens Dave og jeg deler et gæsteværelse med en seng og en madras på gulvet.
Begge lejer er nogenlunde lige ubekvemme, og det bliver en noget søvnløs og urolig nat. Ikke kun på grund af sengen, men også fordi der er et lille barn, der hyppigt vræler op, en larmende moske og en allerhelvedes masse moskitoer, som jeg først får fred for, da jeg tager en langærmet trøje på, oversmører hænder og ansigt med ulækker myggespray og trækker moskitonettet ned over hovedet. Til gengæld sover jeg så bravt.
Står op klokken syv for - som aftalt - at spise morgenmad halv otte, men det ender alligevel med, at den går hen og bliver halv ni, inden pigerne dukker op. Man kan uden at overdrive sige om flere af dem, at præcision ikke er blandt deres største dyder. I mellemtiden prøver 'husets herre' at konversere Dave og mig, hvilket hurtigt bliver ret ensformigt, da han kun kan cirka ti ord på engelsk. Vi finder dog ud af, at han nærer en brændende lyst til at komme til Australien, men at han ikke har råd til det. Godt det samme, jeg tror han ville få sig noget af et kulturchok. I øvrigt er han en overlegen og irriterende type, der opfører sig, som om han ejer den halve verden.
Kører tilbage til Bandar Lampung, hvor vi skifter over til en offentlig bus. Undervejs må jeg råbe højt til chaufføren, fordi han kører ned ad en lang og stejl bakke i tredje gear, mens han filer ihærdigt på bremsen. Jeg har lagt mærke til, at chauffører i U-lande ofte nærer en indgroet uvilje mod for lave gear. Til gengæld lader de deres stakkels køretøjer sejtrække på det groveste og ødelægger bremserne.
Et andet fællestræk er, at de kører som vilde! Dels kører de generelt alt for hurtigt, vejforhold og køretøjer taget i betragtning, og dels foretager de overhalinger, der kun kan karakteriseres som selvmorderiske. Egentligt underligt, når man tænker på, hvor rolige og afslappede de ellers er. Det er, som om der farer en djævel i dem, så snart de sætter sig ind bag et rat.
På disse kanter anvendes busser ikke kun til persontransport, men også til allehånde gods. For eksempel kommer der undervejs en passager, der medbringer et kæmpemæssigt fuglebur, der vel indeholder omkring 500 små sangfugle. Buret anbringes på midtergangen, så folk må kravle frem og tilbage over sæderne, hvis de vil passere - 'no problem'.
Omsider når vi frem til færgen, der - i løbet af to timer - fragter os over det 30 kilometer brede Sundae Stræde og tilbage til Java. Færgen er selvfølgelig overfyldt, undtagen på første klasse. Her er der til gengæld ulideligt varmt, så de fleste af os ender ude på bildækket, hvor det i det mindste lufter lidt. Her er der også god plads, for der er næsten ingen biler med. Det hænger selvfølgelig sammen med, at stort set al persontrafik foregår pr. bus.
Afsted på en ny bus, der kører endnu mere vildt end den foregående, og efter en times mareridts-race når vi frem til Serang, der er dagens mål og sidste overnatningssted, før vi i morgen vender tilbage til Jakarta.
Som sagt er vi indlogeret på et ganske luksuriøst hotel, hvor et bad og et par øller nærmest får en til at føle sig som et nyt menneske. Sidder udenfor og skriver en lille times tid, mens mørket falder på. Himlen er gråsort og truende. Det kunne godt se ud til, at vi får regn i nat. Det har været overskyet hele dagen, hvilket betyder, at min - i forvejen noget udsatte - hud får lidt tiltrængt fred. Nu er den så småt begyndt at skalle som følge af den voldsomme strand-trekking for en uge siden.
3/12-94 kl. 11.00:
Afsluttede dagen i går med et aldeles himmelsk måltid mad på en kinesisk/indonesisk restaurant, det bedste jeg endnu har fået her til lands. Med forret og øller løb det op i tres kroner pr. mand, hvilket jo er yderst rimeligt efter europæisk målestok. Her i Indonesien er det naturligvis ganske mange penge, og Angela fortalte, at det svarer til hendes dagløn som turleder. Det lyder måske umiddelbart lidt usselt, men ved nærmere omtanke er det måske slet ikke så slemt endda. Hun har ingen udgifter derhjemme, betaler ikke skat, får logi og transport betalt og modtager - skattefrit - de tres kroner alle ugens dage, uanset om der er ture eller ej (det er der nu det meste af tiden). Som det vel er fremgået af mine beskrivelser, så er 10-20 kroner om dagen rigeligt til mad (kræver dog mådehold mht. øl), men selvfølgelig skal der også lægges en del til side, hvis hun en sjælden gang vil flyve tilbage til Australien og have lidt at leve af, mens hun er der. Hvorom alt er, så virker det i hvert fald, som om hun er godt tilfreds med sin nuværende tilværelse (hun har ellers en uddannelse som skolelærer).
Hjemturen foregik pr. cykeltaxi, der er et meget anvendt transportmiddel her, som det jo også er tilfældet i Indien og Nepal. Her er blot den lille forskel, at passagererne sidder foran, hvor man andre steder sidder bagi.
Går i seng i optimistisk tilstand, da sengen er nogenlunde bekvem og her virker rimeligt moskitofrit. Det sidste viser sig imidlertid at være en misforståelse, så jeg må op igen efter myggespray og langærmet bluse. Klokken fem starter det sædvanlige spektakel med musik og høje stemmer, indoneserne er sandelig morgenmennesker.
Står op kvart i syv og konstaterer, at morgenmaden allerede står klar, serveret på det lille bord ude på terrassen, så efter et hurtigt bad begiver jeg mig spændt ud for at tage den i øjesyn. Et typisk indonesisk forsøg på at lave 'vestlig' morgenmad: Kaffe (kold og uden mælk til), fire skiver toastbrød (ikke ristet), lidt syltetøj og chokoladekrymmel, margarine (til påsmøring med teske) og to (alt for) hårdkogte æg (uden salt). Så vil jeg klart foretrække en portion Nasi Goreng (stegt ris) og et par kopper te.
Formiddagen tilbringes med en lille udflugt ud til Banten, der er et vigtigt historisk sted. Ser moskeen og museet og klatrer op i en minaret, hvorfra der er en dejlig udsigt over havet mod nord og bjergene mod syd. Kigger bagefter lidt på de mange boder rundt omkring og undrer mig endnu en gang. Dels over det vildt overdrevne udbud af varer, som ingen synes at købe af, og dels over den megen mad - heriblandt også kød, fisk og skaldyr - der tilberedes og står frit fremme i varmen og venter på en køber. Måske ikke i dag, men så måske i morgen? Når jeg tænker på vores hjemlige køleskabshysteri, så kan man godt undre sig over, at folk ikke dør som fluer her.
Samme dag kl. 23.55:
Bemærk tidspunktet, det er to timer senere, end det seneste jeg har været oppe de sidste par uger!
Ankom til busstationen i Jakartas omegn klokken et, efter en nogenlunde komfortabel halvanden times køretur (motorvej godt halvdelen af vejen). Derefter over i et par taxaer, der bruger yderligere en time på at nå ind til centrum - jeg havde glemt, hvor slem den trafikale situation er her i Jakarta.
Ved ankomsten til Jalan Jaksa - hotelgaden - går det op for mig, at vi faktisk ikke har set andre 'hvide' mennesker de sidste par uger, ret usædvanligt. Får udleveret nøglen til et hotelværelse og - vupti - 'back in the west'. Bløde og behagelige senge med rent sengetøj, aircondition, badeværelse med rigtigt WC samt bruser og badekar. Sjovt, som man kommer til at skønne på den slags efter bare et par uger.
Pakker lidt ud, tager et hurtigt bad (når nu muligheden er der), og begiver mig så op i det nærliggende 'shopping center', en kæmpemæssig fireetagers bygning med alt, hvad hjertet kan begære med hensyn til turistindkøb. Tilmed er der aircondition, og som prikken over i'et spiller de julemelodier, hvilket virker lidt absurd.
Går rundt et par timer og gør nogle udmærkede indkøb. Da klokken er fem, og jeg intet har spist siden i morges, lader jeg mig friste af et 'Pizza Hut' skilt. Konsumerer en lækker pizza og et glas mangojuice, og nyder det i fulde drag.
Tilbage på hotellet, hvor jeg mødes med de andre klokken halv syv. Nogle - faktisk adskillige - har fundet vej til et supermarked med 'vestlig' mad, så pludselig sidder vi bænket omkring et par flasker vin, en brie, en emmentaler, en pakke kiks, et glas oliven og en masse chips, uhm!
En god times tid senere går vi lidt op ad vejen til en cafe, hvor de gør et ihærdigt salgsfremstød for Carlsberg øl. Vi køber en omgang, men de smager nu ikke helt som derhjemme. De er fremstillet på licens her i landet, så måske er det vandet, der gør forskellen.
Efter et lille ophold her har vi samlet appetit nok til at gå videre til den rigtige aftensmad, som vi indtager på en anden restaurant, lige henne om hjørnet. For mit vedkommende bliver det en stor bøf, det største stykke kød jeg har fået på denne tur (men det er nu ikke noget, jeg har savnet). I den ene ende af lokalet 'underholder' et firemandsorkester, der lyder som en mellemting mellem noget fra Woodstock-festivalen og noget fra en amatørkonkurrence, højst specielt.
Afslutningsvis bevæger vi os over i nabogaden til den italienske isbar - civilisationens goder er nu ikke at foragte! Vi slår os ned ude i haven, og da jeg kommer ud med min is, siger Sally, at hun lige så en rotte. Det griner vi lidt af og genopliver oplevelsen med pytonslangen, hvorefter jeg ser et ulækkert behåret væsen pile mellem mine ben! Nu er det jo ikke særligt passende for et voksent mandfolk at hoppe skrigende op på bordet (ej heller særligt praktisk, for godt nok har jeg vist tabt mig lidt de sidste par uger, men bordene ser nu ikke særligt solide ud), så jeg nøjes med diskret at løfte benene og rose Sally for hendes skarpe iagttagelsesevne.
Vi aftaler at spise brunch sammen i morgen, og nu er klokken snart et, så mon dog ikke jeg skulle til at komme til at sove. Jeg må huske ørepropperne, for moskeen begynder sin infernalske larmen klokken fire. Jeg håber rummet er moskitofrit, så jeg for en gangs skyld kan få en rolig nat.
4/12-94 kl. 14.00:
Ørepropperne hjalp ikke. Det er godt nok turens mest larmende moske. I det hele taget fik jeg - uvist af hvilken årsag - ikke sovet særlig meget i nat, forhåbentlig kan jeg så til gengæld sove på flyveren hjem.
Står op ved ottetiden og pakker min rygsæk, der er blevet ret stor efter indkøbene i går. Tager et bad og læser lidt i min tredje - og sidste - bog, Leif Davidsens 'Den sidste spion'. Desværre kun en lille tynd sag på 2-300 sider, det er jo ikke til mange timer, når man først kommer i gang.
Siger farvel til Angela, der skal med en flyver op til Padang på Sumatra, hvor hun skal lede en ny tur. Resten af gruppen tager et par taxaer ud til 'Cafe Batavia', der er en af byens mest ekslusive restauranter. Særdeles flot og smagfuldt indrettet i en halvanden hundrede år gammel bygning, airconditioneret (næsten for meget) og med et mylder af tjenende ånder. Eneste minus er, at de spiller hvinende jazz med temmeligt høj lydstyrke, yderst enerverende.
Spiser en stor salatanretning efterfulgt af en lækker portion pasta i oste- og flødesauce, uhm! En ledsagende mineralvand bringer regningen op på 90 kroner, hvilket vel i grunden må siges at være yderst rimeligt, kvaliteten og atmosfæren (bortset fra støjen) taget i betragtning.
Den lummert-fugtige varme rammer som et kølleslag, da vi forlader den kølige restaurant for at begive os tilbage til hotellet. Tager afsked med Peter og Sally, som jeg dog sandsynligvis kommer til at møde igen, da de kommer til København og bor i halvandet år fra marts.
Pakker de sidste småting og tager afsked med Lucia og Ingrid. Deler en lufthavnstaxa med Catherine, der skal tilbringe en uge på Bali, inden hun tager tilbage til Sydney. Er i lufthavnen klokken to, hvilket måske nok er lidt tidligt, da mit fly først går klokken otte, men jeg gider ikke rigtigt tilbringe mere tid i Jakarta. Desuden havde jeg forestillet mig, at jeg kunne checke ind og derved komme af med den store rygsæk, men desværre viser det sig, at jeg først kan komme til at checke ind kvart over fem. Så nu er jeg i gang med at slå tre timer ihjel med dagbog, postkort, læsning og småspiserier.
5/12-94 kl. 5.00:
Lander i Frankfurt efter en lang, lang nat (seks timers tidsforskel gør det jo ikke bedre). Har dog - modsat udturen - sovet rimeligt godt i 4-5 timer og føler mig nogenlunde udhvilet og veltilpas. Har lige afsluttet 'Den sidste spion', som var særdeles spændende - jeg har været ret heldig med de tre bøger, jeg har haft med på denne tur.
Samme dag kl. 9.00:
Er lige lettet fra Frankfurt med kurs mod København. Vejret er overskyet, og temperaturen er ti grader, hvilket vel egentligt må siges at være mildt for årstiden, men det føles ret så koldt i forhold til, hvad jeg efterhånden har vænnet mig til. Dette bliver en lang dag. Klokken er kun ni, og alligevel har jeg allerede været 'oppe' i otte timer.
Jeg har lovet lige at komme et smut ind omkring kontoret på vejen, bare lige for at høre, hvordan det hele står til (og så passer det jo lige med frokosten. Så hjem og pakke ud og måske sætte en vask igang (noget af mit tøj burde dog nok snarere sendes til Kommunekemi). Og i morgen starter så hverdagen igen, lidt af en omvæltning.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside