Den Transsibiriske Jernbane

Rusland, Mongoliet og Kina, sept-okt. 2006

Per Allan Jensen

Fredag d. 8. september 2006 - Dagen før afgang

Det er dagen før årets store rejse. Arbejdsdagen er tilendebragt, og jeg tror på, at der er styr på tingene under mit fravær. Jeg har lagt sidste hånd på pakningen, efter de sædvanlige dage med paranoia. Tænk at jeg aldrig lærer at pakke uden at bruge en hulens masse tid og spekulationer. Det besynderlige er, at jeg er endt med kun 17 kilo, på trods af, at jeg medbringer en varm sovepose, regntøj, tre bøger og lidt mad til de første dages togtur. Sært, gad vide hvad jeg har glemt?!?

I øvrigt en halvsvær rejse at pakke til. Vi skal køre lange stræk i tog gennem Sibirien, på trekkingtur i bjergene ved Bajkalsøen, på biltur rundt i Mongoliet og på storbyophold i Kina. Visse steder kan det godt risikere at blive koldt (ned til omkring - eller måske endda under - frysepunktet) og andre steder - specielt i det sydlige Kina - bliver det givetvis temmelig varmt. I det mindste kan jeg undlade at spekulere på, om jeg skal medbringe dykkermaske og snorkel, for vi kommer ikke i nærheden af havet (med undtagelse af de sidste dage i Shanghai).

Man kan sige, at den kommende ferie (der bliver af fem ugers varighed) falder på et tørt sted. Efter at jeg - St. Hans aften - var så uheldig (/klodset) at vælte med min cykel, så jeg brækkede foden og pådrog mig en række andre skader, så størstedelen af århundredets flotteste sommer måtte tilbringes med benet i gips og indtil flere ferier måtte aflyses, så fremstår de første otte måneder af 2006 som et temmelig dystert kapitel af min rejsemæssige karriere. Men nu skal der tages revanche. I morgen flyver jeg til Moskva, hvor jeg godt nok har været to gange før, men det bliver også kun et meget kort ophold, for sent samme aften entrer vi toget og påbegynder den lange tur til Beijing ad den transsibiriske jernbane, med indlagte ophold undervejs (ved Bajkalsøen og i Mongoliet). Og bagefter bliver der yderligere et par uger til at se lidt af Kina.

Jeg skal for resten lige sige, at der er tale om en grupperejse med 8 deltagere, der er arrangeret af De Berejstes Klub (med Penguin Travel som teknisk arrangør). Vi er otte deltagere de første tre uger, hvorefter Erik og jeg rejser videre et par uger i Kina.

Lørdag d. 9. september 2006 - Moskva

Det er næsten midnat lokal tid, og vi befinder os lidt øst for Moskva. Jeg sidder i den nydelige og praktisk indrettede togkupe i den ene af de tolv vogne på toget, der - de næste 3½ døgn - skal bringe os det første lange stykke vej mod Beijing ad den transsibiriske jernbane.

Neden for Kreml i Moskva

Første dag er gået glat. Først med fly til Moskva, halvanden times kø i lufthavnen og en lang køretur i tæt trafik ind til Intourist-kontoret på Leningrad-banegården, hvor vi har fået lov til at deponere det meste af bagagen. Så er klokken halv seks (efter at urene var sat to timer frem), og vi finder let og ubesværet den rigtige metrolinie. Fire stationer senere dukker vi op lige vest for Den Røde Plads, hvis bygninger - i den lave og glødende aftensol - fremstår så smukke som nogensinde. Vi (dvs. Ib, Yrsa, Margrethe og jeg) havde så lige en time til sightseeing, inden vi skal møde den anden halvdel af holdet - Erik, Elise, Inge og Henrik - klokken 19:00 foran Lenin-mouselæet.

Alt går som det skal, og Erik og Elise, der har været her et par dage allerede, har bestilt bord på en glimrende restaurant, hvor vi spiser suppe, buffet og dessert med øl og kaffe for 125 kroner, ikke slemt. Herefter drager vi i samlet flok tilbage til Leningrad-banegården, hvor det dog endnu er for tidligt til den aftalte bagageafhentning klokken halv elleve. Det gør nu ikke så meget, for så er der jo lige tid til en kold øl i et folkeligt miljø i et øltelt. De er gode til øl i Rusland.

Vi skal af sted klokken 23:25 fra Jaroslavski-banegården, der ligger lige ved siden af, og det går nemt med at finde vores to firemands-kupéer, især fordi Erik kan noget russisk og gerne praktiserer det. Og nu har vi så fået indrettet os og er faldet til ro med drinks og bøger og dagbøger og kan sidde og lade tanken bundfælde sig om den lange togtur, der ligger foran os.

Mandag d. 11. september 2006 - Anden dag på toget

Køreplanen for den lange tur

Pludselig er der gået et par dage med alt og intet. Spise, læse, drikke, snakke, styrte ud på perronerne for at købe øl, vand og chokolade, sove lidt, lære lidt russisk, skrive dagbog, løse sudokuer, gå en tur ned gennem toget, fotografere det sibiriske landskab, der glider forbi. Pyha, man kan næsten blive helt stresset af alle de gøremål, specielt når man tænker på, at vi kun har 3½ døgn på toget, i hvert fald her i første omgang, inden vi i overmorgen tidlig ankommer til Irkutsk.

Togets standard er overraskende høj. Der er en barmfager russisk matrone ansat til at passe vores vogn, dvs. støvsuge, pudse vinduer, gøre toilet rent, oplade vores batterier, bortskaffe affald, åbne og lukke døre ved stations-ophold og sørge for, at alle kommer med igen, når vi styrter ud på perronerne for at få mest muligt ud af de 10-30 minutter lange ophold, som der er en 4-5 stykker af dagligt. ”Mest muligt” betyder blandt andet indkøb af øl og vand, der fås utroligt billigt i de små kiosker på perronerne (og sikkert endnu billigere, hvis der var tid til at gå lidt væk fra banegården).

På den gastronomiske front er situationen noget blandet. Der er en spisevogn på toget, men dens udvalg er ringe, kvaliteten på det jævne og portionerne små. Til gengæld klarer vi os glimrende med vores egne forsyninger. Dvs. personligt har jeg jo ikke meget med (fire klemmer med ost og rugbrød til lidt morgenmad samt et par frysetørrede retter), men til gengæld nyder vi godt af Margrethes uudtømmelige ressourcer af rugbrød, leverpostej, agurker, salami, dåsemajs, tortillas, cocktailpølser, chokolade og jeg ved ikke hvad. Stor var min undren, da jeg i Moskva lufthavn så, at Margrethe - foruden en stor og en lille rygsæk - også medbragte en hel kuffert, men nu forstår jeg det bedre. Bøvs!

I nat passerede vi Uralbjergene, så nu er vi i Asien. I går regnede det, og de mange millioner birketræer dannede en tæt mur langs banelinien. I dag har solen skinnet, og naturen udenfor er mere som jeg havde forventet. Uendelige sumpede sletter med spredte grupper af træer (stadig mest birk), afvekslende med byer, der prøver at overgå hinanden i grimhed - hvilken kontrast til Moskva.

Perm og Omsk er lagt bag os, og om en times tid kommer vi så til Novosibirsk. På mit ur er klokken otte, men det har allerede været mørkt i fire timer, hvilket skyldes det faktum, at togets køreplan er baseret på Moskva-tid, mens vi i virkeligheden allerede er cirka tre tidszoner længere fremme. Om halvandet døgn, når vi ankommer til Irkutsk, er vi hele fem timer foran Moskva (og syv timer foran Danmark).

En typisk udsigt de første dage af togturen

Ud over alle de nævnte sysler er det også en ”rejsende højskole”. Nogle har lært at sende SMS'er (hvilket i øvrigt kun er muligt omkring byerne), og så har jeg holdt et lille intro-kursus i den ædle kunst at løse sudoku'er, hvilket flertallet - til min store overraskelse - ikke har prøvet før.

Og hvad mangler jeg så ellers at nævne om sådan en togtur? På hygiejne-fronten har jeg allerede omtalt de overraskende propre toiletter (med både sæbe og toiletpapir), og til overflod kan man også få et varmt bad (koster 30 kroner og er det afgjort værd). Og så er der naturligvis den klassiske samovar, der sikrer os kaffe og te ad libitum, men som dog på ingen måde minder om den Dr. Zivago association man måske får af dette ord. Her er tale om et teknologisk monster i halvtredser-stil med et hav af rør og ventiler, men resultatet er i hvert fald godt nok. Og tilbage er så blot at nævne den behagelige duven og den fascinerende gadung-gadung-lyd, der dukker op ind i mellem.

Tirsdag d. 12. september 2006 - tredje dag på toget

Øv, togturen er snart slut. Vi har sat urene fem timer frem, så de passer til lokal tid i Irkutsk, hvortil vi ankommer i morgen tidlig, således at klokken nu er ti, og mørket har da også for længst sænket sig udenfor. Det har været en smuk og varm sensommerdag med en masse flotte udsigter over det Sibirien, som jeg har gjort mig så mange forestillinger om, men som så alligevel ser helt anderledes ud. F.eks. er

Stor begejstring for russisk øl

det - i hvert fald langs jernbanen - ikke nær så øde, som jeg havde troet. Igen og igen ser man vidtstrakte landsbyer bestående af små træhuse og haver, der mest giver mindelser om misligholdte kolonihaveområder. Men træer er der naturligvis også mange af, millioner og atter millioner af birketræer, der ind i mellem suppleres af nogle fyrretræer.

Til forskel fra de første to dage har landskabet i dag været en smule kuperet, og jernbanen snor sig ind og ud mellem de bløde bakker. Ind i mellem er der også større byer, som f.eks. Novosibirsk, der konkurrerer i at have de grimmeste betonbygninger. Her gøres korte stop, og vi myldrer ud på perronerne, hvor gamle koner står klar med tasker og kurve fyldt med mad og drikkevarer.

Jeg har tvunget mig selv til ikke at falde for fristelsen til at tage en middagslur i dag, så det forhåbentlig kan lade sig gøre at sove tidligt i aften - altså i forhold til Moskva-tid.

Onsdag d. 13. september 2006 - Irkutsk

Så er vi i Irkutsk, 5.000 kilometer - og fem tidszoner - øst for Moskva. Vi ankom - efter 76 timers togkørsel - præcis som planlagt klokken 9:13 i morges, og der stod en lokal guide klar og førte os ud til to ventende biler. Overskyet og køligt fra morgenstunden, men det blev heldigvis meget bedre i dagens løb.

Et af de gamle huse i Irkutsk

Vores hotel - ”Europa” - viser sig at være firestjernet luksus, og efter et bad og lidt tøjvask er det bare om at komme ud i byen den ene dag vi har - og i mellemtiden er det blevet strålende solskin. Her er en del ældgamle træhuse, der kunne være rigtig smukke, hvis de altså ikke var så misligholdte, men heldigvis ser det ud til, at man så småt er gået i gang med at renovere nogle af dem. Men ellers en moderne by med masser af butikker og sågar en enkelt gågade.

Ispause i Irkutsk

Vi vandrede byen tynd i 6-7 timer, før vi faldt om i en dejlig skyggefuld have over et par kølige øl. Videre ned til flod-promenaden med en fin udsigt. Også helt lokalt i øvrigt, da her er en usædvanlig masse smukke piger, der klæder sig i den nyeste mode (så vidt jeg kan vurdere, det er jo ikke lige mit speciale). Nede ved floden finder unge par sammen, men kysseriet må ind i mellem vige for andre laster, når begge har en stor ølflaske og en tændt cigaret i hånden. Få steder har jeg set et så iøjnefaldende og massivt misbrug af alkohol og tobak, og de starter tydeligvis som ganske unge.

Pludselig lyder der et kæmpe brag, og vi ser en bil slå indtil flere kolbøtter, inden den lander på taget med en væmmelig lyd. Folk stormer til og får i det mindste bilen vendt om. Chaufføren ser ud til at være i live, han sidder og trykker en klud mod ansigtet. En politivogn stopper, men de har tilsyneladende mest travlt med at undersøge motoren. Lidt efter kommer der et par brandbiler, men de kører hurtigt igen, vurderer åbenbart, at der ikke er nogen brandfare. Der kommer ingen ambulance, sært. Hvor længe skal staklen blive siddende inde i det ramponerede vrag?

Lettere rystede går vi videre til den udvalgte restaurant, hvor vi spiser en glimrende fisk fra Bajkalsøen (men størrelsen af madportionerne står altså i skærende kontrast til størrelsen af ølflaskerne i det her land), før vi går den lange tur hjem gennem den milde aften. Dagens sidste job er at frasortere alt hvad der ikke behøver medtages på de næste fire dages vandretur i bjergene syd for Bajkalsøen.

Torsdag d. 14. september 2006 - Første trekkingdag

Jeg sover temmelig dårligt. En ting er, at der er en dobbeltseng (med kun en dyne) på det værelse, som jeg deler med Ib, men sengetøjet er også ulækkert syntetisk, og så er der en voldsom larm fra gaden. Til overflod har jeg en stadigt tiltagende hovedpine, jeg fik vist ikke drukket vand nok i løbet af dagen. Jeg må op og drikke en masse og tage et par cody'er, og først hen ad klokken fire lykkes det mig endelig at falde i søvn.

Mod forventning er jeg nogenlunde frisk klokken syv, og et bad hjælper yderligere på situationen. Jeg deponerer de overflødige kilo (bagage altså, ikke mine egne - desværre) og indtager hotellets morgenbuffet, der ikke lever op til stedets øvrige niveau med lunken kaffe, tørt brød og hvinende sød yoghurt.

Der var en del flodkrydsninger på turen

Solen skinner smukt, da vi afhentes af guiden fra i går, som skal fragte os ned til stationen. ”Vi” er i øvrigt nu reduceret til fem, idet Erik, Elise og Margrethe i stedet har valgt et ophold på Olkhon-øen i Bajkalsøen. Ved stationen mødes vi af de kommende dages turleder André, som er en sympatisk og sej fyr omkring de fyrre, lidt af en elitesoldat-type (det viser sig dog senere, at han er lærer på en landbrugsskole, men bruger en masse tid på at vandre i bjergene). Han taler i øvrigt udmærket engelsk. Med sig har han en 18-årig knægt, som skal bære al den fælles bagage (telte, liggeunderlag, kogegrej og mad). Vi er alle lykkelige over, at vi hjemmefra besluttede at ofre de få kroner pr. dag for at slippe for også at bære dette, vi har mere end rigeligt i forvejen.

Vi skal med et lokaltog ud til en lille by syd for søen. Det er en rigtig bumletur, der tager en evig tid, da vi stopper ved hvert eneste lille trinbræt, men udsigten er smuk, og ellers kan man jo sidde og blunde lidt for at lappe på den manglende nattesøvn. Og løse et par sudokuer. Og udveksle smil med en køn ung pige, der åbenbart har været med sin mor en tur i storbyen, og nu skal de så tilbage til deres lille gudsforladte flække.

Nogle af stoppene bliver noget længere end tilsigtet, og det ender med, at vi først ankommer til vores destination klokken halv to, en time senere end planlagt. Og så skal vi lige have overstået toiletbesøg (slut med den firestjernede luksus på dette punkt!) og købt lidt slik og andre småting, men endelig klokken to er vi klar til at sætte kursen mod syd ud af den lille by. På vejen ser vi en masse flotte gamle træhuse, og Ib styrter rundt med kameraet som en kåd hundehvalp. Vi ser også en del faldefærdige fabriksbygninger, et trist levn fra sovjettiden.

Snart er vi ude af byen og fortsætter op langs en lille flod. Der dukker flere og flere træer op, og det er et rigtigt smukt syn, for de er allerede så småt ved at være iklædt deres spraglede efterårsfarver. Birketræerne er gule, og der er en masse buske og småtræer med ildrøde bær.

Vi stopper et sted for at spise en sen frokost (brød og pølse), men fortsætter snart igen, for vi skal tilbagelægge hele 22 kilometer i dag og kom jo i gang senere end forventet. Vi bevæger os heller ikke specielt hurtigt fremad, dels pga. Yrsas korte ben og dels pga. Henriks lidt akavede gangart (følger af at han brækkede halsen for nogle år siden). Gradvis opstår der tvivl om, hvorvidt det overhovedet er realistisk at nå til tops i dag, men foreløbig knokler vi på.

Der er en del flodkrydsninger ad spinkle og smalle træbroer eller via glatte kampesten, og i sådanne situationer må André hjælpe de mindre adrætte over, hvilket naturligvis heller ikke ligefrem medvirker til en højere gennemsnitsfart. Jeg går og glæder mig over mine nye goretex-trekkingsko, som er lette og behagelige, men alligevel støtter ganske godt (og så er de vandtætte). Jeg glæder mig også over, at der ikke længere er mærkbare gener efter mit cykeluheld i juni.

Klokken seks kommer vi til en lille klynge primitive træhuse, og André fortæller, at nu er vi halvvejs. Pyha, flere er allerede meget trætte, og det bliver jo også mørkt på et tidspunkt. Og de sidste par kilometer går det stejlt opad. Men André ser ingen grund til bekymring, så vi fortsætter efter et lille hvil.

Ib og jeg går forrest og bærer på skift Henriks rygsæk. Lidt af en stresstest for bentøjet med 25-30 kilo på ryggen, men det går forbløffende fint, bortset fra, at jeg hurtigt bliver gennemblødt af sved. Solen forsvinder bag bjergene, og det begynder at blive køligt, når man står stille, hvilket man gør tit, med det tempo bagtroppen holder.

På et tidspunkt står Ib, André og jeg og venter oppe foran. Længe, meget længe venter vi, indtil konklusionen må være, at der er noget galt, så Ib og André efterlader bagagen og går tilbage, mens jeg bliver ved bagagen. Der går en lille halv time, før de alle er tilbage. Det viser sig, at de var kommet til at gå forkert. Det var den unge hjælper, der troede han kendte vejen, men det gjorde han åbenbart ikke alligevel.

Der er ved at være lidt tilløb til ”mytteri-stemning”. Klokken er halv otte, og vi mangler endnu syv kilometer, deraf to stejlt opad, og nogle orker ikke rigtigt at gå meget mere. Endelig kan André se, at den oprindelige plan må modificeres, og han fortæller, at vi snart kommer til et sted, der godt kan bruges som ”nødlejr”. Og ganske rigtigt, snart står vi ved en stor flad lysning mellem træerne, ikke langt fra floden, og det er da slet ikke noget dårligt sted, synes vi. Her er endda en fin bålplads.

Vi går hurtigt i gang med at sætte telte op, hente brænde og forberede aftensmaden. Teltene er ikke ret store (2-3 mands), så fordelingen bliver den, at Ib og jeg deler det ene, og så kan Henrik få lov at ligge lunt og godt i det andet, midt mellem Inge og Yrsa. Pladsen er temmelig kneben, når bagagen også skal være inde i teltet, men det går an. Vi bygger en "midterbarriere" af bagagen (også lidt af de andres, når de nu skal være tre i deres telt), og så er der lige netop plads nok til, at vi kan ligge på hver sin side.

Klokken halv ti er maden klar, og i mellemtiden er det blevet mørkt. Hvor pokker var det nu jeg havde lagt pandelampen? Middagen er klart "

Førstedagens nødovernatningssted

lavgastronomisk”, en blikspand med noget underligt grødlignende fluidum tilsat nogle trevler af dåseskinke. Heldigvis kan man nærmest spise hvad som helst (og endda nyde det), bare man er træt og sulten nok, og så hjælper det lidt, at vi også får brød og pølse (kedeligt brød, men overraskende god pølse) og slutter af med te og kaffe med karameller. Jeg finder en flaske frem med lidt whisky, som bestemt klæder kaffen, og sådan ender dagen jo faktisk ganske godt.

Vi sidder en times tid og hygger omkring bålet, men så er det også på tide at komme ind og få noget søvn. Jeg har frygtet at skulle ligge på et gammeldags liggeunderlag (”karimat”), men oven på en blød skovbund er det nu ikke så slemt igen. Jeg lægger den (omsider genfundne) pandelampe i hjørnet af teltet, så den er nem at finde i mørket, hvis jeg skal ud og træde af i nattens løb. Snart falder jeg i søvn, om end jeg sover noget uregelmæssigt, da jeg ofte vågner og må vende mig for at skifte belastningen over på den anden hofte.

Fredag d. 15. september 2006 - Anden trekkingdag

Jeg må op en enkelt gang i nattens løb. Klokken er tre, og natten er kølig og klar - sikke en stjernehimmel! Jeg står lidt og glor betaget op på alle de små hvide prikker, indtil det bliver for koldt, og iler så tilbage i teltet, hvor jeg sover - sådan lidt on/off - indtil hen ad otte.

Morgenmaden består af det sædvanlige tørre brød med pølse samt kaffe og te, og halv ti er vi klar til at genoptage vandringen op mod gårsdagens mål. Birketræerne tynder ud, til gengæld kommer der flere fyrretræer, og efterhånden begynder der også at dukke rododendron op. Desuden ser vi nogle nuttede små egern, der sidder med kinder udspilede af nødder fra grankogler og stirrer forbavsede på os.

Landskabet er MEGET smukt, og vi har MEGET god tid til at nyde det, for tempoet er endnu lavere end i går. De sidste kilometer går det - som forventet - temmelig stejlt opad, det er næsten som at være i Nepal.

Endelig klokken halv to når vi frem til dagens mål, en lille samling huse omkring en såkaldt metrologisk station, beliggende i et saddelpunkt i 1.500 meters højde. Her er en dyb brønd, hvorfra vi skal hente vores drikkevand, og så er der et lille overdækket skur med et par borde og bænke samt et ildsted, og det er jo nok her vi kommer til at fremstille - og indtage - vore måltider.

Vinden er lidt kølig, men solen skinner varmt og dejligt, så vi smider os alle på tæpper og liggeunderlag og slapper af oven på formiddagens anstrengelser. Ude i den modsatte retning er der en flot udsigt, bl.a. til et par vandfald, der af André er nævnt som et muligt udflugtsmål. Her er to bræddebeklædte platforme med

Almindelig afmatning da lejren endelig er nået

trekantede plastiksejl hen over, som det er meningen, at vi skal sætte vores telte op inde under. Ib og jeg mener dog, at vi bare kan ligge i vores soveposer inde under disse halvtag, men det synes André ikke er en god idé. Måske bliver det regnvejr, siger han, og så er det ikke sikkert, at de er tætte nok. Og desuden kan det gå hen og blive meget koldt i nat. Vi er ikke enige og gider ikke sætte teltet op, men udskyder beslutningen til senere.

Mens vi ligger og driver, hører vi motorlarm i det fjerne, og efter nogen tid dukker der en kæmpestor lastbil op med en masse byggematerialer. Lidt senere, da chaufføren har forladt bilen, begynder denne pludseligt at rulle ned ad bakken, han har åbenbart ikke husket at trække håndbremsen, hvor dramatisk. Det lykkes dog heldigvis tililende at kaste sig ind i førerhuset og stoppe det løbske køretøj, inden det tordner hen over de nærmeste huse og ud i afgrunden.

Frokosten består af det sædvanlige rodsammen, og bagefter er der tilbud om en eftermiddagsudflugt, som det dog kun er Ib og jeg der har lyst og energi til. Det bliver så til gengæld den helt store stroppetur de næste fire timer. Først ned gennem en stejl udtørret floddal, og bagefter op gennem et område fyldt med stejle klipper, hvor vi ofte må kravle på alle fire. Nu har vi ikke længere bagtroppen til at sørge for regelmæssige pauser, og vi synes vist alle at det er fedt at få lov at bruge kroppen til det yderste, så vi knokler hæmningsløst derudaf.

Efter tre kvarter er vi fremme ved det flotte vandfald, der danner nogle lavvandede pools på de vandrette afsatser ind i mellem. Rask af med tøjet og i, GYS det er koldt, men hvor er det dog en vidunderlig fornemmelse i kroppen bagefter. Vi kan lige stå og nyde de sidste rester af solskin mens vi tørrer os, inden turen går videre. Opad heldigvis, så snart dukker solen atter op over bjergene, herligt.

Naturen er utrolig smuk her i den lave sol mens vi knokler op og op, og snart er vi næsten oppe i de 2.000 meters højde, som var det oprindelige mål for i dag (og nu er udskudt til i morgen). Vi kan skimte lejren langt nede, og ude mod øst er der en fantastisk udsigt til endeløse rækker af grågrønne bjerge. Jeg begynder så småt at få lidt ondt i min venstre fod, hvilket sådan set ikke er overraskende, faktisk utroligt at det ikke er sket før.

Et forfriskende bad

Klokken otte er vi tilbage i lejren. Solen er gået ned, og det begynder hurtigt at blive køligt, så nu er det vigtigt at få noget tørt og varmt tøj på i en fart. Ovre i ”pavillonen”, hvor André er ved at forberede aftensmaden, har der allerede været gang i den i nogle timer, idet Inge, Yrsa og Henrik er blevet dygtigt beværtet af de lokale russere. Bordet flyder på malerisk vis af alskens madrester og vodka, og vi bliver også straks indbudt til at smage på varerne. Til gengæld lader Ib sin pose med danske lakridser gå rundt, hvilket giver den forventede reaktion - bvadr!

Snart er maden klar. Pulversuppe med lidt fiskesmag ledsaget af brød og pølse samt - og det er jo det, der får det til at glide ned - en hel flaske vodka. Vi får vist rigeligt alle sammen, og da vi - nogle timer senere - skal tilbage til vores sovepladser, foregår det på yderst slingrende vis (Inge må lige ned og bide i græsset en enkelt gang).

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg ser dobbelt, men det er mange år siden jeg har set en himmel med så mange stjerner, wow hvor er det flot. Klokken 23 er temperaturen ti grader, hvilket ikke er bekymrende, så Ib og jeg er enige om, at det virker helt fornuftigt at ligge i det fri, dvs. inde under plastik-halvtagene. Men kors hvor er det hårdt at ligge med kun et karimat-underlag ovenpå de hårde brædder.

Lørdag d. 16. september 2006 - Tredje trekkingdag

Det går fint med at holde varmen i soveposen, og på et tidspunkt må jeg endda lukke lidt op for at regulere temperaturen. Måske har det noget at gøre med de store mængder af koncentreret brændstof kroppen har modtaget i form af vodka.

Det er ikke nogen fornøjelse at ligge på de hårde brædder, med kun et tyndt liggeunderlag imellem. Der går ikke mange minutter, før jeg får ondt i hoften og må rotere, så belastningen skifter til den anden hofte, og på den måde bliver søvnperioderne mange men korte. Det har så til gengæld den fordel, at jeg hver eneste gang udsættes for en ny og spændende drøm, fed underholdning.

På et tidspunkt kan jeg høre, at der falder regn på plastikhalvtaget, men heldigvis kun kortvarigt. Ved sekstiden starter det igen, og nu ser det desværre mere seriøst ud. Det begynder at dryppe ind, så vi prøver at hænge overteltet op for at skærme os mod dråberne. Det er imidlertid en dårlig lappeløsning, der snart viser sig utilstrækkelig, så vi må krybe til korset og sætte teltet rigtigt op, som André anbefalede i går.

Lidt regnvejr slap vi ikke for

Klokken ni er morgenmaden klar. Det regner stadig, og i det vejr er der jo ingen idé i at gennemføre planen om at gå op til den 2.000 meter høje bjergtop, hvorfra der - under normale omstændigheder - skulle være en fantastisk udsigt. Lad os vente et par timer, siger André, så klarer det måske op. Men vores lyst til at bestige bjergtoppe i regn- eller gråvejr kan ligge på et meget lille sted. Ib og jeg var jo stort set helt deroppe i går, hvor vejret var meget bedre, og ingen af de andre føler sig fysisk i stand til det. Der er også begyndende bekymring for tilbageturen, der jo ikke er blevet nemmere af, at stien er blevet våd. Og ydermere har Henrik nu også fået ondt i ryggen.

Vi drøfter situationen over et par kopper kaffe (tilsat de sidste rester af min whisky, det hjælper på varmen i det klamme vejr), og konklusionen bliver, at det er dumt at forblive her oppe i dag og så være afhængig af at kunne nå hele den lange nedtur i morgen. I stedet foreslår vi, at vi i dag går cirka halvvejen, dvs. ned til den lille klynge huse, hvor det måske endda er muligt at komme til at sove indendørs, hvis regnvejret fortsætter.

André foreslår, at de hurtigste, dvs. Ib, Inge og jeg, går sammen med vores unge hjælper, og så følger André efter med bagtroppen, der formentlig kommer til at kræve en del hjælp og skyde en meget langsommere fart.

Som sagt så gjort, og lidt i to sætter fortroppen i gang. Regnen siler stadig ned, men rygsækken er behageligt let, for jeg har næsten alt tøjet på. Jeg er i øvrigt bedre rustet end de andre, med både regnbukser, goretex-jakke og vandtætte sko samt en poncho ud over mig selv og rygsækken. Så kom bare an regn!

Stien er smattet, men det er dog ikke så slemt som frygtet. Og min venstre fod er stadig lidt øm efter gårsdagens overbelastning, så jeg skal undgå bestemte fodstillinger, men det er dog til at leve med. Efter en halv times tid stilner regnen af, og det begynder at blive lidt lysere i vejret, og efter yderligere en halv time er det klaret helt op og solen titter frem. Pyha, pludselig er det bare alt for varmt med alt det tøj, og vi gør holdt og smider størstedelen i rygsækken og fortsætter i korte bukser og tshirt.

Naturen er bestemt ikke blevet mindre smuk af en gang regn. Solen blinker i de våde blade, og alt skinner som efter en grundig hovedrengøring. Vi holder et ganske pænt tempo, bortset fra den sidste halve time, hvor Inges knæ desværre går helt i smadder. Hun har jævnligt problemer med det, og nu er hun kommet til at udsætte det for en lidt for hård vridning, som gør den fortsatte vandring til noget af en pinsel.

Vi er fremme lidt over fem, og der er stadig en times solskin, så jeg hænger hurtigt alt det våde tøj op til tørring. Vores unge hjælper, der kun kan meget lidt engelsk, forklarer, at der i et af husene er en sauna, og jo tak, den har vi da helt klart lyst til at prøve en tur i. Så kan vi slå to fluer med et smæk, blive vasket og blive gennemopvarmede, så vi har lidt indre varme at stå imod med til den kommende - sikkert iskolde - aften og nat.

Saunaens varme leveres af en gammeldags træopvarmet kakkelovn, og for at opnå den rette luftfugtighed skal man en gang i mellem smide en pøs vand ind på de varme sten. Pow, siger det så, næsten helt eksplosionsagtigt, og dampende hed luft trænger ud og omslutter vore kroppe, så vi gisper. Til overflod ligger der også gran- og birkeris, som vi kan piske os selv og hinanden med. Herlig oplevelse. Bagefter sidder Inge og jeg under halvtaget i den lille pavillon og sysler med dagbog og sudoku, mens Ib finder soveposen frem og tager sig en højlydt lur.

Vi vil gerne slippe for at slå telt op i aften, f.eks. kunne det være fint bare at sove på gulvet i den forholdsvis fine nye bygning, de netop har opført (skal vist blive til restaurant en gang), men det er umådelig svært at kommunikere omkring dette. De lokale kan ikke et ord engelsk, så det hele skal gå gennem vores unge hjælper, der heller ikke kan ret meget, så det går ikke så godt. Det med at sove i restaurant-bygningen kan tilsyneladende ikke lade sig gøre, men til gengæld er der nogle sovepladser oppe i et af de andre huse. En inspektion afslører, at husets indre er beskidt, ulækkert og meget varmt, og sengene er meget meget bløde, så man næsten rører gulvet med enden, når man lægger sig. Desuden er det MEGET varmt, men man må vel antage, at de stopper med brandfyringen til natten. Jeg beslutter mig for at vove risikoen for hedeslag og sengelopper og meddeler, at jeg i hvert fald gerne vil have en af sengene. "Varmt og blødt" lyder

Russisk gastronomi

trods alt som en behagelig afveksling fra de sidste par nætter, der har været præget af ”koldt og hårdt”.

Klokken halv ni dukker de andre endelig op i god behold, og André går straks i gang med at tænde bål og tilberede aftensmaden (suppe med pasta). Den er først klar halv ti, kors hvor er jeg også blevet sulten, vi har jo faktisk ingen frokost fået i dag.

Det er endt med, at Ib vælger at sove i det fri (under halvtaget). De andre tre ligger på en stor træplade i husets andet rum (hvor der ingen opvarmning er), mens jeg - som den eneste - vælger varm-og-blød-løsningen.

Så snart husets to faste beboere (far og søn?) snorker, lister jeg op og åbner døren ud til det store rum, så noget af varmen fra kakkelovnen kan slippe ud, og snart er temperaturen i min sovepose mere udholdelig.

Søndag d. 17. september 2006 - Sidste trekkingdag

Det bliver en grotesk - og ikke særlig behagelig - nat. Så snart temperaturen er faldet nogle grader, vågner de to russere (der jo nok ikke har supervarme soveposer som jeg) og snakker højlydt sammen, formentlig om døren, der på mystisk vis er sprunget op. Så kløver de træ og fyrer op i kakkelovnen, og kort efter er det atter så varmt, at jeg må ud af soveposen og eksponere mit legeme for alle de små uvæsener, der må formodes at holde til i den ikke særlig appetitlige madras med tilhørende storblomstrede sengetæppe.

Hurtigt snorker russerne atter, og jeg sniger mig op og åbner døren, hvorefter hele sceneriet gentager sig. Og sådan går hele natten, mens jeg skiftevis sveder og har det behageligt, men under alle omstændigheder ikke får sovet ret meget, fordi jeg hele tiden glider ned i midten af den hule seng og ligger aldeles krumbøjet. På et tidspunkt brydes nattestilheden af noget så uventet som en skingrende bilalarm, men det er vel bare fordi en sibirisk bjørn er kommet forbi og har fået lyst til at puffe til den firehjulstrækker, der står nede foran huset.

Lidt over syv kommer André og vækker os. Vi har byttet ure i nat, fordi der er indbygget alarm i mit, og han skulle jo gerne lidt tidligere op for at lave bål og gøre vores morgenmad parat. Jeg får hurtigt pakket mit grej sammen og møder de andre i rummet udenfor, hvor det er bidende koldt. Det er dog for intet at regne i forhold til temperaturen nede ved pavillonen, hvor Ib har tilbragt natten. På et tidspunkt i nattens løb måtte han op og spise chokolade for at holde energiproduktionen oppe, indrømmer han.

Det er en smuk og klar morgen, men temperaturen er faldet nogle grader, så vi her på morgenstunden befinder os ganske tæt på frysepunktet. Det er som om man fornemmer den sibiriske vinters snarlige komme.

Frokost på stranden ved Bajkalsøen

Folk dukker efterhånden op, og snart er morgenmaden klar. Surprise: Müssligrød plus et stykke brød med pølse og dertil en kop kaffe. Vi har heldigvis fået vænnet André af med at komme teposerne ned i vandet, så vi selv kan bestemme, om vi vil have te eller kaffe (flere af os har heldigvis medbragt Nescafé).

Vi er klar til at komme videre halv ni, og alle er spændte på, hvordan det kommer til at spænde af med Henrik i dag. Han er dog heldigvis ved godt mod, og vi kommer da også af sted i en rimelig fart, nu de værste forhindringer er lagt bag os. Dvs. ikke en fart jeg ville kunne holde ud ret mange dage, men ok for en enkelt dag, og - indrømmet - jeg tager bestemt ikke skade af at gå lidt ned i tempo og i stedet bruge tiden på at se mig omkring og nyde omgivelserne.

Inges knæ har det heller ikke for godt, Yrsas ben er stadig for korte og - ja - jeg må indrømme, at min nys sammenvoksede venstre fod heller ikke er helt på toppen, så alt i alt er det vel kun Ib der har overskud til at hjælpe folk over broer og spæne rundt og opsøge specielle fotomotiver.

Efter 3-4 timer når vi derned, hvor stien bliver til en mere farbar vej, og her sætter vi os ned og venter, mens André løber ned i byen for at skaffe os en stor taxa, der kan komme og fragte os alle sammen direkte ud til en nærliggende strand ved Bajkalsøen, hvor vi har besluttet at tilbringe ventetiden til vi skal med toget hen på eftermiddagen. Imens samler vi lidt brænde sammen, så vi kan lave et frokostbål på stranden, og taxachaufføren undrer sig ikke det mindste over at vi - foruden en masse store rygsække - skal have en kvart rummeter brænde med, det skulle man lige have prøvet i en dansk taxa.

Turen ud til stranden er temmelig lang, men alligevel kommer den kun til at koste 125 kroner. Vi har den lille strand næsten for os selv, på nær et par kvinder med en ualmindelig irriterende lille hund, der bliver ved med at stå og gø ad os. Mens André begynder at få gang i bålet, hopper Ib og jeg i vandet, der - indrømmet - er koldt, men så er det nu heller ikke værre, og slet ikke i forhold til vandfaldet forleden, for ikke at tale om Diskobugten ved Grønland, Titicacasøen i Bolivia, Gletchersøen ved foden af Ama Dablam i Nepal, Cascades des Angleses på Korsika og hvor jeg ellers har dyppet mit legeme i iskolde vandmasser.

Bagefter er det helt vidunderligt at ligge i solen og småsove en halv times tid, til frokosten er klar. Instant noodles plus tørt brød med ”skinkekød” fra dåse. Det er altså ikke lige det gastronomiske, som denne ferie - indtil videre - vil blive husket for, forhåbentlig bliver det meget bedre i Kina.

Herligt bagefter at ligge og småslumre en times tid mere og tænke på alt og intet, indtil der pludselig lyder en voldsom hylen fra den nærliggende jernbane. Der kommer ustandselig tog forbi, men det der kommer nu er noget ganske særligt, nemlig et tog forspændt et kæmpestort og flot damplokomotiv, der passerer os i få meters afstand, indhyllet i dampskyer. En fantastisk oplevelse af storslået nostalgi, som gør mig helt høj af begejstring.

Lidt efter kommer taxaen igen og kører os tilbage til stationen, hvor der er en halv time til toget kører. Lige nok til et toiletbesøg samt indkøb af en stor øl i en af de mange velassorterede - og billige - kiosker på perronen.

På toget igen

Ombord på toget, hvor der er ganske mange passagerer, lykkes det os at få nogle pladser i nærheden af hinanden. Stemningen er høj på grund af den dejlige dag, og den bliver ikke ringere af et krus øl samt en is, som en dame går rundt og sælger fra en stor papkasse. Udsigterne er flotte, og jeg befinder mig i en halveuforisk tilstand efter den dejlige eftermiddag, en øl, en is og en masse smilende russere, der også ser ud til at have tilbragt en dejlig weekend ude i naturen.

Hver gang vi stopper er der yderligere 50-100 mennesker, der skal ombord på toget, og snart er alle togets vogne pakket i en grad, der får myldretid i HT-området til at blegne. Som følge af øllet er jeg nødt til at finde et toilet, som viser sig at befinde sig i den stik modsatte ende af det lange tog. Ude foran toilettet står en håndfuld teenagetøser, der skiftevis betjener deres mobiltelefoner og ryger cigaretter. Der er rygeforbud i de russiske tog, undtagen ude mellem vognene, og det ser faktiks ud til at blive respekteret.

Det er søndag aften, og rigtig mange russere ser ud til at have været ude at vandre i bjergene, så snart er toget proppet med passagerer og store rygsække. Folk stimler og puffer, men alt foregår med smil og latter, så den i forvejen euforiske rejsestemning får sig yderligere en tand i opadgående retning. Fed oplevelse!

Vi er tilbage på stationen i Irkutsk klokken ni, og mens vi venter på at blive afhentet, stiller vi den værste sult med diverse smålækkerier fra den lille - men ganske velassorterede - kiosk, så vi ikke behøver tænke på aftensmad, når vi en gang er tilbage på hotellet.

Denne gang er vi så heldige, at vores dobbeltværelse er forsynet med to separate senge (og - ikke mindst - dyner), hvilken luksus, især efter hvad de sidste tre nætter har budt på. Desværre bliver der ikke mange timer til at nyde denne luksus, for vi skal op igen allerede klokken halv fem, og det bliver over midnat før vi får vasket os selv og vores meget snavsede tøj samt genetableret en vis form for orden i bagagen, efter at den er blevet genforenet med de deponerede ting.

Jeg er lidt overgearet efter den herlige dag og har lidt svært ved at falde til ro, så jeg bruger først en times tid på at opdatere dagbogen og dernæst en halv time på at starte på en ny bog. Imens lyder der en hidsig hvæsen fra badeværelset, hvor Ib har fået monteret hårtørreren på en sådan måde, at vi har store forhåbninger til, at vores nyvaskede tøj kan være tørt i morgen tidlig.

Mandag d. 18. september 2006 - Videre til Mongoliet

Til gengæld er jeg lige ved at besvime af varme, da jeg på et tidspunkt i løbet af natten må på toilettet. Men det virker, og atter er alt mit tøj rent og tørt. Vi får som lovet lidt morgenmad kvart i fem, og en halv time senere går det af sted gennem Irkutsks nattemørke gader, hvor jeg nyder synet af de smukke bygninger, ikke mindst banegården.

Det hele forløber planmæssigt, og vi står klar på perronen, da tog nummer seks fra Moskva ruller ind. Forholdene er nogenlunde som i det foregående tog, bortset fra, at der er knapt så rent på gulvene, vinduerne er beskidte, der er intet toiletpapir - og togstewardesserne er småsure. Men hvad pokker, efter de forrige dage oppe i bjergene er det jo alligevel den rene luksus.

Jeg starter med at lægge mig og slumre en times tid, hvorefter vi (atter) er fremme ved Bajkalsøens sydlige ende, hvor vi ser den smukkeste røde solopgang. Det nytter desværre ikke noget at fotografere gennem de snavsede vinduer, og den vrantne togstewardesse siger, at det er forbudt at åbne vinduerne, øv.

Der er stadig gode - og store - øl at købe på stationerne

Klokken et ankommer vi til Ulan Ude, hvor der endelig er mulighed for at komme ud og trække lidt frisk luft, da der er tyve minutters ophold. Jeg køber is, chokolade, øl og vand samt noget nudelsuppe, så jeg er selvforsynende resten af dagen, hvis det nu ikke skulle være muligt at købe noget i spisevognen (der her til frokost var reserveret af en større gruppe).

Efter Ulan Ude skifter landskabet karakter. Der er ikke flere birketræer, og i stedet ses nogle halvtriste gul-grønne græsstepper, kun afbrudt af floder og grimme byer. Efter en lille slentretur ned gennem de nærmeste vogne overmandes jeg atter af træthed og må tage en lur, det er vist stadig eftervirkningerne af de sidste fire nætters meget begrænsede - og meget dårlige - søvn. Bagefter endnu et par kapitler af Tom Hymans ”Rigdom og ære”, som jeg startede på i morges og som jeg - hvis jeg holder samme tempo - er færdig med inden dagen er omme. Meget spændende!

Klokken seks når vi frem til den russisk-mongolske grænse. Der kommer en toldfunktionær ind, som - til en behagelig afveksling - taler perfekt engelsk. Han samler vores pas sammen og oplyser, at toget bliver holdende her de næste par timer og at vi er velkomne til at gå en tur. Han fortæller også, at stationen desværre er under renovering, så toiletterne er lukkede, og i stedet anbefaler han, at vi finder en busk i byens park frem for at bruge parkens offentlige toiletter, som han ikke kan anbefale!

Jeg går lidt ud, men får hurtigt nok, for her er intet - absolut intet - interessant at se på, og tilmed er vejret blevet gråt og køligt, hvor trist. Så hellere tilbage i kupéen og snuppe et par kapitler mere af min spændende bog.

Endelig halv ti kommer vi videre, nu kunne jeg ærlig talt også godt tænke mig snart at komme i seng. Men så let kommer det imidlertid ikke til at gå, for selv om vi nu er sluppet ud af Rusland, så skal vi jo også lige ind i Mongoliet. Og allerførst skal vi udfylde endnu en af disse tåbelige blanketter med tekster på besynderligt engelsk, som f.eks. ”Calculation of duties and taxes should be done be a passenger him/himself”.

De slyngler har koblet spisevognen fra. Øv. Nå, så bliver det nudler, chokolade og øl for tredje gang i dag. Min mave er begyndt at rumle betænkeligt, forhåbentlig er den i stand til at klare det voldsomme skift i ernæring og motion.

Lidt i elleve får vi endelig lov til at køre videre, men kun en lille halv time, så stopper vi atter, denne gang for at klare formaliteterne i forbindelse med den forestående indrejse i Mongoliet. Halvanden time skal vi vente denne gang, men så er klokken også efterhånden blevet et, før vi endelig kan komme til ro.

Tirsdag d. 19. september 2006 - Ulan Bator

Banegården i Ulan Bator

Det bliver til 5-6 timers sammenhængende søvn, hvilket stadig er klart i underkanten, om end dog et stort fremskridt. Morgenmad bliver der ikke noget af, før vi - lidt i ni - ankommer til Mongoliets hovedstad Ulan Bator (UB). Det er køligt, vel kun en halv snes grader, og det har tydeligvis regnet i nat, men nu er det ved at klare op.

Som ventet står der en og venter os på perronen, og snart er vi læsset på et par biler med kurs mod ”Dream Hotel”. Måske lige en tand mindre luksuriøst end ”Europa” i Irkutsk, men stadig en hel del flottere end de hoteller jeg selv plejer at bo på. Vores værelser er først klar til middag, så vi smider bagagen og starter med at kaste os over en glimrende morgenmadsbuffet.

Herefter iler vi ud i byen, enkeltvis eller i smågrupper. Efter den megen ”væren sammen” nyder jeg at være lidt alene og gå i mit eget tempo (dvs. en del hurtigere end de fleste andre). Jeg går en lang tur gennem et yderkvarter med mange - endnu ikke åbne - caféer, restauranter og karaoke-barer, inden jeg omsider finder en bank, hvor jeg kan veksle min restbeholdning af rubler til mongolske penge. Der er en masse nuller på sedlerne, da en ”tughrik” svarer til en halv øre. Der findes sedler helt ned til 10 tughrik (dvs. fem øre). Det er jo som i mange andre tredje verdens lande, men det er tydeligt at se, at landet er på vej med stormskridt væk fra denne status. Der er byggekraner overalt, og gaderne er et stort kaos af moderne biler, ikke mindst kæmpestore 4W-slamberter. Kvinderne er - ligesom i Irkutsk - smart og moderigtigt klædt (og mindst lige så kønne).

Lidt senere kommer jeg ned på det, der må være byens centrale plads. Kæmpestor er den, og naturligvis med en stor statue af den allesteds nærværende Djengis Khan. Som aftalt mødes vi på hotellet klokken tolv, hvor vi får vores værelser og lige kan smide bagagen ind, inden vi går ud for at få noget frokost. Det ender - efter nogen søgen - med, at vi spiser på en koreansk restaurant. Et stort og velsmagende måltid med øl og vand - for 35 kroner.

Mongolsk bryllup

Resten af eftermiddagen tilbringer jeg med at slentre rundt i byen, tage nogle billeder, drikke et par kopper kaffe, forfatte og afsende en fællesmail samt bestille bord på en fin fransk restaurant til i aften. Så er jeg også ved at være mør og går tilbage til hotellet og får et velfortjent hvil og et bad.

Den franske restaurant er en succes. Maden er glimrende, og jeg får en treretters menu med to store glas øl for 175 kroner. Jeg ser nu frem til endelig at få en god lang nats søvn i en ordentlig seng og i en passende temperatur, men ak, træerne vokser ikke ind i himlen. For det første er sengen temmelig hård, og for det andet kører der et TV for fuld volumen inde i naboværelset. De ser en film med nogle konstant højtråbende stemmer, og jeg må ind og brokke mig flere gange, uden synderligt resultat. Med et par ørepropper lykkes det mig dog alligevel til sidst at falde i en nogenlunde god søvn med en vifte af underholdende drømme.

Onsdag d. 20. september 2006 - Gobi dag 1

Ud på morgenen bliver madrassen for hård for mine stakkels hofter, men da er klokken også ved at nærme sig otte, og udenfor skinner solen fra en skyfri himmel. Glimrende morgenmadsbuffet med omelet, pølser, vandmelon, salat, tibetanske brød - og småkager! Kunne godt have brugt et stykke brød med ost, men man kan jo ikke få alt.

Lidt over ti bliver vi endelig afhentet. Vores lille Gobi-ekspedition er udstyret med to biler, to chauffører og en guide, hvoraf sidstnævnte taler nogenlunde engelsk - altså lige bortset fra, at han stort set ikke kan sige et kvæk på grund af et slemt halsonde. Til gengæld er han så hensynsfuld at bære bind for munden, så han mindsker risikoen for at smitte os andre.

Jeg er heldig at få bemægtiget mig et forsæde, hvor der er en god udsigt samt et åbent vindue til fotos og frisk luft. Til gengæld er der ikke overvældende meget benplads, og sikkerhedsselen virker ikke, hvilket gør mig en anelse nervøs senere på dagen, hvor vi drøner ud ad de hullede ørkenveje, mens der i mit indre afspilles en film af den voldsomme trafikulykke vi overværede i Irkutsk.

Store flokke af kameler ses ofte

Efter et kort indkøbsstop er vi snart ude på landet, der består af uendelige græsstepper med spredte flokke af får, køer, heste og - ind i mellem - kameler. Og det er vel at mærke rigtige topuklede kameler og ikke de - mest udbredte - dromedarer, der ofte fejlagtigt kaldes kameler. Vi får hurtigt en god fornemmelse af, hvor tyndt befolket landet er. På et areal, der er 36 gange større end Danmarks, bor der 2,4 millioner mennesker (og heraf halvdelen i UB).

Ude på landet bor folk fortrinsvis i de såkaldte geer'er, store cylindriske telte, der ofte er overraskende smukt og praktisk indrettet. Med tykke filtforede sider og en kakkelovn i midten er de her i stand til at klare sig gennem de lange vintre, hvor temperaturen jævnligt kryber ned under fyrre minusgrader. Og træ er her jo ikke meget af, så det eneste de kan fyre op med er tørret dyremøg, og det eneste dyrene har at leve af hele vinteren er det græs og hø, som de møjsommeligt får samlet sammen i løbet af sommeren. Imponerende!

På den zoologiske front noterer man sig et meget stort antal mus, der visse steder har et helt lille vejnet mellem de huller, som de lynhurtigt forsvinder ned i, når vi kommer trampende. Og musene udgør en vigtig del af ernæringen for de kæmpestore ørne, som vi ser en del af. Nogle gange sidder de i vejkanten og lader os komme ganske tæt på, før de folder deres enorme vinger ud og svæver bort.

Religiøst monument, som man skal gå rundt om og kaste ting på

Vi gør frokoststop i en lille landsby, hvor vi indtager en lille portion lammekød med ris og hvor beboerne tager det ganske afslappet, at vi går rundt og fotograferer dem og deres husdyr. Og så drøner vi ellers videre ud over stepperne. Vores chauffør er lidt af en fartdjævel, der drøner af sted til vi får et langt forspring, hvorefter vi må stoppe og vente på den anden bil - lidt tåbeligt.

Endelig - hen ad klokken syv - ankommer vi til den lille by Mandalgovi, der består af nogle ucharmerende betonhuse og nogle grimme - og delvis forfaldne - fabriksanlæg. Her ligger et hotel, hvor vi skal tilbringe natten. Ikke just noget charmerende hus, med nøgne betonvægge og -gulve, men værelserne er såmænd gode nok, og så er der endda mulighed for at få skyllet ørkenstøvet af med et varmt bad.

Der er arrangeret mad i hjørnet af en overdimensioneret spisesal, og bagefter er der gudhjælpemig diskotek neden under, så der sidder vi lige og drikker en sidste øl som afslutning på dagen.

Torsdag d. 21. september 2006 - Gobi dag 2

Sengen er temmelig hård (sådan skal det åbenbart være), men temperaturen er passende, så det bliver for en gangs skyld en nogenlunde nattesøvn.

Punkteringer hører til dagens orden

Morgenmad klokken otte og afgang klokken ni fra dette trøstesløse udsted. Foran os har vi - også i dag - små 300 kilometers kørsel ad bumpede og støvede hjulspor med udsigt - så langt øjet rækker - til uendelige stepper med halvvissent græs, kun sjældent afbrudt af et par geer'er, nogle små bakketoppe eller nogle dyreflokke. Det bliver temmelig monotont i længden, specielt fordi rystelserne er så voldsomme, at al læsning og skrivning er helt udelukket. Ind i mellem sidder jeg og blunder lidt, men det er også en dårlig idé, for pludselig kommer der et voldsomt bump fra vejen, der forplanter sig op gennem ryg og nakke, hvis man ikke er forberedt på at give efter for bevægelsen.

Alt i alt en meget anstrengende tur, men nu har vi i hvert fald en ganske god fornemmelse af Gobi-ørkenens kolossale udstrækning. I aften skal vi sove i geer i en såkaldt ”Tourist Camp”, som vi - efter gårsdagens noget deprimerende overnatningssted - stiller store forventninger til. Disse bliver dog absolut ikke indfriet, hvilket står lysende klart da vi - lidt over fire - ankommer til camp'en, der ligger i udkanten af byen Dalanzadgad, lige ved siden af et stort kulfyret kraftværk, hvis skorsten udsender store mængder af tyk, sort, svovlstinkende røg samt en ganske infernalsk larm, kors et sted! Den sorte røg blæser delvis ind over byen, hvor den lægger sig som et stinkende skydække, hvilket ikke ligefrem gør den usædvanlig grimme by mere tiltalende. Til gengæld er geer'erne yderst luksuriøse med smukke tæpper, elektrisk lys og fine senge (der dog er lidt for korte og forsynet med nogle kæmpemæssige puder fyldt med flamingokugler eller noget i den retning).

De søde servitricer på restauranten

Vi beslutter os for at gå en tur ud i byen for at se, om der dog ikke kan findes en eller anden form for adspredelse, som f.eks. en internetcafé eller et værtshus, men det er der nu ikke meget der tyder på. Til gengæld er der en hel del søde børn, der ikke har det

Pas på, en børnelokker!

mindste imod at blive fotograferet. Vi kommer forbi en børnehave, som Elise og Margrethe er fagligt interesserede i at komme ind og studere nærmere, hvilket det da også lykkes dem at få lov til, med Erik som tolk. Imens muntrer jeg mig med at fotografere børnene udenfor. Jeg forsøger mig med en ny variant, nemlig at overlade kameraet til ungerne, så de på skift kan fotografere mig sammen med forskellige af kammeraterne, hvilket de naturligvis finder vildt spændende, og faktisk fører det til adskillige udmærkede billeder.

Tilbage i lejren har Ib købt en posefuld øl i det lokale supermarked, og de kommer til at lægge grunden for en samling gedigne branderter hen over de kommende timer. Aftensmaden indtages på en - forbavsende pæn - kombineret restaurant, bar og diskotek, hvor en halv liter øl koster syv kroner og hvor serveringen varetages af et par ualmindeligt søde og veldrejede unge piger. Humøret stiger i takt med, at der indtages uhæmmede mængder af øl, og på et tidspunkt går Ib amok og køber en hel flaske vodka, som så naturligvis lige må skylles ned med yderligere et par store øl.

Puha, jeg er godt nok slemt medtaget, da vi tager hjem hen ad midnat, og det er jeg vist ikke ene om. Jeg falder om i den lidt for korte seng med mit rundtossede hoved på den store hårde hovedpude og falder hurtigt i dyb søvn.

Fredag d. 22. september 2006 - Gobi dag 3

Så dyb faktisk, at jeg for en gangs skyld ikke en gang drømmer. Jeg havde ellers håbet på, at de to fikse servitricer på en eller anden måde kunne passes ind i en behagelig drøm. Til gengæld vågner jeg ved sekstiden med en hovedpine af gigantiske dimensioner, suppleret med tør hals, kvalme og urolig mave. For pokker da også, bliver man virkelig aldrig klogere.

Jeg har de største kvaler med at holde et enkelt stykke brød indenbords, og æg kan jeg slet ikke få ned. Det hjælper lidt med en liter vand, og til al held bliver afgangen forsinket en times tid, så jeg kan sidde lidt og slappe af i den lune morgensol, inden jeg skal op i bilen til dagens rystetur.

Et smukt og anderledes landskab

Vi skal heldigvis ikke køre så langt i dag, kun to gange et halvt hundrede kilometer ned til den lille bjergkæde, der svagt kan anes i horisonten. Her er en lille nationalpark, ved hvis indgang der ligger et lille museum, hvor vi blandt andet ser udstoppede eksemplarer af nogle af de dyr, der findes i området: Ulve, bjørne, ræve og losser samt vilde geder, heste og kameler. Vores guide beretter med stor entusiasme, men jeg ved nu ikke rigtigt, hvor stor tillid man skal have til ham, når han postulerer, at en vild kamel kan løbe 120 km/t.

Vi kører ind i selve nationalparken, hvor vi parkerer ved åbningen af en bjergkløft, som det er meningen vi skal gå en tur i. Nogle har lyst til at ride den ene vej, så der lejes nogle heste til dette formål. Det er et vældig smukt område med dramatiske og stejle bjerge samt et lille vandløb, omkring hvilket der vokser det dejligste græs - hvilken afveksling fra den omkringliggende golde ørken.

Vi bruger 2-3 timer på at gå frem og tilbage i særdeles sindigt tempo, men lidt motion giver det trods alt. På hjemvejen kommer vi til at køre bagerst, hvilket bestemt ikke huer vores chauffør. Det falder ham særdeles svært at holde en passende afstand, så vi kører konstant i den støvsky, som den anden bil danner, da han ikke er meget for at holde en rimelig afstand (skulle nødigt gå glip af en overhalingsmulighed). På et tidspunkt finder han et alternativt hjulspor, hvor hastigheden kommer op over 110 km/t, men til hans store ærgrelse viser det sig, at sporet fører væk fra ”hovedvejen”, så vi må til at bruge tid på at køre tilbage igen. Først en halv snes kilometer før byen lykkes det os endelig at komme forbi, hvilket fører til en fartrekord på 120 km/t. Pyha, jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne af en uforudset sten eller et stort hul i vejen.

Vi er hjemme klokken fire, og det er dejligt varmt solskin. Til overflod ligger fabrikken tilsyneladende stille i øjeblikket, så det er en ren fornøjelse at sidde et par timer ude i solen med dagbog, sudoku og et par kopper kaffe. Aftensmaden indtages atter oppe hos de søde servitricer, men i aften ligger det ligesom i luften, at det ikke udvikler sig som i går. Og ganske rigtigt, allerede ved ottetiden er vi atter hjemme i lejren.

Nogle har forsøgsvis investeret i en flaske lokal champagne (30 kr.), der lige skal drikkes, men det bliver ikke sent, før lejren genlyder af dybe vejrtrækninger og småsnorken. Jeg ligger og læser til klokken elleve (skal lige have gjort min spændende bog færdig), men så er jeg godt nok også grydeklar.

Lørdag d. 23. september 2006 - Gobi dag 4

Har lavet min egen hovedpude af noget tøj proppet ind i det til formålet medbragte pudebetræk, hvilket er bedre end flamingo-puden, men helt godt er det ikke, og det bliver bestemt ikke bedre af, at sengen er for kort. Jeg er dog trods alt rimelig udhvilet, da en banken på døren forkynder, at det er på tide at stå op. Kort efter bliver morgenmaden serveret i teltet, fin service. Vejret er noget kedeligt i dag, overskyet og småkoldt. Det bliver - igen - en dag med rigtig meget kørsel på de sædvanlige dårlige 'veje', men det vænner man sig jo efterhånden til.

Smukke vandreklitter

Efter et par timers kørsel gør vi holdt ved nogle store gule sandklitter. Ikke nær så imponerende som dem i Namibia, men flotte er de da, og forunderligt at de dukker op her ”in the middle of nowhere”. Bagefter skal vi besøge en familie i en geer, og her får vi serveret te samt gæret kamelmælk. Jeg nøjes med at nippe, har ikke lyst til at udfordre maven mere end højst nødvendigt.

Smukke vandreklitter

Det går en smule trægt med kommunikationen med guiden. Det er vist meningen, at vi skal ride på kameler her, og familiefaderen racer rundt i horisonten på sin motorcykel for at finde kamelerne, mens deres to unger står og udsender monotone klagelyde. Ingen af delene hjælper imidlertid, så vi fordriver en times ventetid med at klatre op på en halvstor vandreklit og more os med at løbe ned ad den igen.

Næste stop er ved et spektakulært brud-område, hvor der er et halvt hundrede meters niveauforskel, der er opstået som følge af en eller anden dramatisk tektonisk hændelse i en fjern fortid, og omkring brudzonen er der opstået dramatiske og smukke rødbrune klippe-formationer. Oppe på kanten er der rejst en lille bod, hvor der - foruden postkort og sodavand - sælges alskens (ædel-)stene samt forstenede stykker af træ og dinosaurknogler.

Man bliver tørstig af al den ørken!

Vejret udvikler sig i dramatisk retning. Det begynder at regne (nå ja, i hvert fald dryppe, vi ER jo trods alt i en ørken), blæsten tager til og temperaturen falder, puha. Vi står småfrysende og indtager vores frokost (en sandwich) i delvis læ bag den ene af bilerne, før den vilde jagt fortsætter ud over Gobiørkenens hullede hjulspor.

Næste stop er ved et sted, hvor der vokser nogle underlige knortede træer med stenhårde stammer. Det er det eneste sted i Gobi, at disse træer findes, og efter sigende er de så hårde, at de kan overleve ildebrande. Opholdet bliver ret kort, da det stadig er blæsende, koldt og regnfuldt.

Omgivelserne bliver stadig mere monotone. Det er som at være på et stort hav. Hele vejen rundt er horisonten lige og ubrudt, og kun med lange mellemrum brydes den af en flok køer, et par kameler eller en enlig motorcykel. Man sidder og undrer sig over, hvordan de finder vej her. Skilte er der intet af, og somme tider deler hjulsporene sig lige pludselig. På et tidspunkt, hvor vi som sædvanlig er kommet langt foran de andre, stopper vores chauffør. De andre er helt ude af syne, og det er lige før vi når at blive lidt nervøse i ventetiden, der viser sig at skyldes en defekt kilerem.

Hen på eftermiddagen har jeg de største kvaler med at holde mig vågen, men på den anden side er det heller ikke nemt at sove, når man hvert

Nysgerrige mongolske børn

andet øjeblik bliver slynget op i luften eller til en af siderne. Pludselig dukker en lille bebyggelse op bag nogle lave bjerge, endnu en ”tourist camp” i form af en halv snes geer'er omkring et par træbygninger med henholdsvis restaurant og bad/toilet. Vældig luksuriøst, og der er kun to senge i hver geer, det er jo helt overvældende. Og til overflod ser det ud til, at sengene er lange nok og hverken for hårde eller for bløde. Wow, måske der endelig er udsigt til den perfekte nattesøvn.

Jeg skynder mig at vaske en smule tøj og få trukket en tørresnor over til nabo-geer'en, og med den kraftige og tørre vind kan tøjet formentlig nå at tørre inden sengetid. Jeg når lige at sidde lidt udenfor i solen, der svagt mærkes gennem de grå skyer, før guiden kommer og proklamerer spisetid 18:30. Middagen indledes - som vanligt - af en glimrende råkostsalat, og bagefter får vi en stor portion spaghetti med hakket kød fra et eller andet dyr, som der gisnes meget om. Til sidst spørger vi guiden, som - meget udramatisk - oplyser, at det skulle være ganske almindeligt oksekød, hvor ordinært.

En kop kaffe og et stykke chokolade afslutter måltidet, bortset fra, at vi lige må have en øl mere. Da den er drukket viser det sig, at vi har tørlagt deres lager af øl, så vi er nødt til at afslutte dagen med en vodka. Her til lands er 'en vodka' ikke et glas vodka, men en hel flaske, hvoraf vi ender med at drikke halvdelen, og så opbevarer jeg resten til senere brug. Og så har jeg for resten glemt at nævne, at der også her er en meget køn og charmerende servitrice, men det er jo også snart mere reglen end undtagelsen.

Søndag d. 24. september 2006 - Gobi dag 5

Må på toilettet ved halvfemtiden, maven er desværre igen underlig. Det er bidende koldt med en smuk stjernehimmel, og jeg skynder mig tilbage under de tykke tæpper, hvor jeg lige netop er i stand til at holde varmen.

Klokken halv otte er temperaturen fem grader udenfor og ti grader inde i geer'en. Egentlig utroligt, at vi kan varme den fem grader op alene med vores kropsvarme. Det er en smuk og klar morgen, hvor et rødt skær over bjergtoppene viser, hvor solen snart kommer til at stå op.

Kultursammenstød

Dagens første stop er ved et stort tempelområde lige i nabolaget. De fleste af templerne blev smadret af kommunisterne midt i sidste århundrede, og nu er man så gradvist ved at genopbygge hele komplekset. Solen er dukket frem og varmer med sine livgivende stråler, men vinden er isnende kold, som en første forsmag på den lange sibiriske vinter.

Tilbage i bilen opdager jeg, at jeg ikke har skruet låget ordentligt til på den vandflaske jeg efterlod på sædet, så det er helt gennemblødt, pokkers da også. Jeg må sidde på min jakke og så bare håbe på, at det tørrer i dagens løb.

Næste stop er i en lille gudsforladt flække, hvor vi skal have benzin på bilerne. Der er også en lille butik, hvor der hamstres slik og chokolade til adspredelse på de lange køreture. Og så går det ellers derudad igen, skrumple, skrumple.

Efter et par timers kørsel gør vi holdt ved et par geer'er, hvor en gæstfri familie lader os overvære, at de malker hestene, og bagefter bliver vi inviteret indenfor og budt på hoppemælk og en slags stenhårde kager lavet af tørret yoghurt. Jeg betakker mig, da min mave - mildt sagt - er i uorden i øjeblikket.

Videre gennem landskaber, der byder på lidt mere variation, med små bjerge og et par vandløb, der giver næring til nogle saftiggrønne engområder. Så punkterer vi, og ikke så snart vi er steget ud af bilen - midt ude i ødemarken - kommer to store hunde spænende. Hundene er enormt venlige her til lands og sætter stor pris på et par venlige ord og klap.

Endelig ved femtiden er vi fremme ved dagens mål, en lille by, hvor vi først skal se endnu et stort tempelområde. Stedet er i øvrigt også berømt for at have været hjemsted for Djengis Khan i sin tid. Jeg går og småfryser, selv om jeg har en masse tøj på, det må være diarréen, der gør mig lidt skrøbelig.

Vores lejr ligger kun få hundrede meter væk, og geer'erne er lige så luksuriøse som i går. Der er også en kakkelovn, som der forhåbentlig kan fyres op i senere. I første omgang får vi aftensmaden serveret i en gigantisk geer, nærmest som et helt cirkustelt. Et par kopper te hjælper lidt på varmen, men rigtig godt bliver det først tilbage i geer'en, hvor der i mellemtiden er blevet tændt op og temperaturen lynhurtigt når op på 25-30 grader. Ah, livgivende! Jeg gør dog alligevel soveposen klar, for det er bidende koldt udenfor, og ovnen bliver jo nok lige så hurtig kold igen som den blev varm.

Jeg ligger en times tid og læser i min næste bog, ”Limes billede” af Leif Davidsen. Jeg har godt nok læst den før, men det var for otte år siden da den udkom, og jeg har stort set glemt indholdet. Endnu en fordel ved at blive ældre (ud over at kvinderne bliver smukkere). Fremragende bog!

Mandag d. 25. september 2006 - Gobi dag 6

Klokken seks er den atter gal med maven, og jeg må forlade min varme sovepose og begive mig ud i kulden. Ovnen er naturligvis for længst gået ud, men heldigvis kommer der en hjælpsom fyr og tænder op i den igen, så vi kan ligge en lille times tid og nyde varmen inden morgenmaden.

Jeg tager mit varme skiundertøj på inderst i dag, for det er bitterligt koldt. Dagens første udflugtsmål er en høj lige uden for byen, på hvis top der er bygget et monument til minde om Djengis Khan, og heroppe hyler den iskolde vind nådesløst omkring os. Puha, temperaturen må være lige omkring frysepunktet. Det gør godt at komme ind i bilen igen, og da vi de første timer kører på asfaltvej, er det for en gangs skyld muligt at sidde og småsove.

Margrethe på kamelsafari

Da vi gør holdt igen et par timer senere, er der sket et markant skift i vejret. Vinden har lagt sig, og solen varmer dejligt, det var da ganske utroligt. Og et par timer senere, da vi gør frokoststop, er det blevet endnu varmere. Vi spiser i en geer bag en restaurant i en lille flække, hvor husene ligner kulisser i en cowboyfilm. Udmærket suppe, som jeg spiser med stor appetit, selv om jeg nok burde give maven en dags faste. Jeg tog en diarrékur i morges, så nu er den helt rolig, men det skal man naturligvis ikke lade sig narre af.

Mongolsk cowboykulisse-landsby

I løbet af eftermiddagen kommer vi igennem nogle ganske smukke landskaber med store bløde bakker fyldt med højt - men tyndt - græs, som de er i gang med at høste og presse sammen til store høballer. Det er nok herfra de får vinterforsyningerne længere nede sydpå i ørkenen.

Det bliver stadig varmere, og sidst på eftermiddagen er vejret til korte bukser og tshirt, det var dog en helt utrolig forandring i løbet af 6-7 timer. Jeg håber det holder de sidste par dage vi skal være her i landet, indtil vi kommer til Beijing, hvor temperaturen må formodes at være godt oppe i tyverne.

In the middle of nowhere

Klokken halv seks kommer vi til vores lejr, der ligger midt i en nationalpark. Inden vi indlogerer os, skal vi dog først lige et smut ud i det dejlige landskab og se efter vilde heste, som der findes en hel del af her omkring, og vi er da også så heldige at komme ret tæt på en lille flok - samt se en lidt større flok på længere afstand.

Lejren er den hidtil mest luksuriøse, med varmt brusebad, sauna, billard og en nydelig restaurant, hvor vi får en blandet salat efterfulgt af kylling i karry og afsluttet af en lille isdessert. Lækkert.

Bagefter går jeg ned og nyder et varmt bad og vasker mine bukser, som jeg hænger op over ovnen i min geer. Nogen har været her og tænde op, og jeg smider endnu en træklods på, hvilket jeg dog snart fortryder, da det hurtigt bliver så varmt, at sveden driver af mig og jeg er nødt til at åbne døren. Sengen er kun lidt for hård og kun lidt for kort, så det er en ren fornøjelse at ligge og læse en times tid inden øjnene bliver tunge.

Tirsdag d. 26. september 2006 - Tilbage til Ulan Bator

Et enkelt toiletbesøg i nattens løb afslører en helt fantastisk stjernehimmel. Der er stadig gløder i ovnen, så jeg smider endnu et par træstykker på og falder hen i en urolig drømmefyldt søvn, der varer helt til klokken ni. Da det er turens sidste dag og vi bare skal tilbage til UB, er der først morgenmad klokken ti, så der er lige tid til at sidde lidt ude og nyde solen, der allerede har styrke.

Morgenmaden er ganske overdådig, turens hidtil bedste. Der er kun et par timers kørsel til UB, og mest på asfalterede veje, så det er den rene svir i forhold til den sidste uges rysteture. Længe før UB kan vi se en tyk sky af forurening hen over byen, og det virker voldsomt at komme tilbage til det larmende og stinkende trafikale inferno, som vi har været så uendeligt langt væk fra de sidste seks dage.

Vi er tilbage på hotellet klokken et og får hurtigt vores værelser, hvorefter vi straks spredes for alle vinde. Personligt går jeg først hen og tilbringer en time på internetcaféen, hvorefter jeg spiser en glimrende kyllingesalat på den franske restaurant. Maven ved vist ikke rigtigt, hvad den vil, den knurrer lidt ind i mellem, men holder sig ellers stort set i ro. Jeg går en lang tur gennem den solvarme by og nyder synet af de mange kønne og smarte kvinder, der svanser rundt overalt.

Tilbage på hotellet, et hurtig bad og lidt tøjvask, hvorefter klokken er halv otte, og vi går i samlet trop ned og indtager aftensmaden på en koreansk restaurant. Kæmpeportioner af stærkt krydret mad (til ingen penge) - hvad nu mave ?!?

Onsdag d. 27. september 2006 - Sidste dag i Ulan Bator

Ikke godt! Jeg må op to gange i nattens løb med en afføring, som jeg skal undlade at beskrive nærmere. Pokkers! Nå, men livet må jo gå videre, så jeg vælger at ignorere fænomenet og tager for mig af den udmærkede morgenmadsbuffet - hvorefter jeg nærmest må spæne op på toilettet. Her sidder jeg og synes, at det hele ser lidt surt ud, lidet anende, at dagen siden hen skal udvikle sig i yderst positiv og interessant retning. Og sådan er det jo tit på rejser, netop som det hele ser mest sort ud, så vender billedet.

Det første positive er, at vejret stadig er fremragende. En smule køligt fra morgenstunden, men med en høj klar himmel, hvis stråler lægger et forskønnende skær over de mange grålige bygninger. Jeg går hen ad den brede boulevard, hvor det stadig vrimler med smukke og moderigtige kvinder. Kommer forbi det naturhistoriske museum, og ja, hvorfor ikke? Museer er ellers ikke min livret, men vi har jo god tid, så det får en chance. Faktisk er der en del ganske flotte ting, såvel udstoppede eksemplarer af nulevende dyr som skeletter af de dinosaurer, der en gang levede på disse kanter.

Videre til en time på internetcaféen, hvor jeg får ryddet op i min mailboks samt checket vejrudsigten for Beijing, der lover solskin og 25-30 grader de kommende dage, herligt. Derefter er det jo fristende lige at gå rundt om hjørnet til den franske restaurant, hvor det viser sig, at størstedelen af resten af holdet allerede har indfundet sig. Nogle spiser en tidlig frokost, mens andre mæsker sig med store krus kaffe med lækkert bagværk.

Jeg er i syv sind mht. fødeindtagelse pga. min maves miserable tilstand, men ender dog med at indtage en - ganske glimrende - grønsagssuppe. Det er mens jeg venter på suppen, at dagens første - og største - positive hændelse indtræffer. Helt tilfældigt opdager jeg, at det nærmest knaser, hvis jeg masserer det øverste af håndroden (modsat tommeltotten). Jeg får pludseligt en stærk instinktiv fornemmelse af, at der er en sammenhæng mellem denne knasende fornemmelse og mit maveonde, og efter ti minutters intens massage føler jeg en stærk overbevisning om, at maven nu går i orden, efter at jeg har givet den et skub i retning væk fra den ubalance, der har præget den på det sidste. Meget forunderligt, og givetvis uden videnskabeligt belæg, men det er nu ikke første gang jeg har kureret et maveonde med trykpunktmassage, sidste gang foregik det bare gennem fødderne.

Jeg går - efter en tur på posthuset med postkort - lettet tilbage til hotellet, hvor vi har aftalt at mødes klokken halv to for at drage ud til et møde, der er arrangeret af et andet DBK-medlem, som har tilbragt en del tid i Mongoliet og har en masse kontakter herude. Vi ved ærlig talt ikke rigtigt, hvad det går ud på, blot at vi klokken to skal møde en Mr. Davaanyam, der er ”President of World Academy of Djengis Khan” (WACK), og vores kontaktmand har omtalt os som ”the Danish Delegation of Travellers and Explorers to Mongolia”, så matcher de fine titler også hinanden.

Fra et noget bizart besøg hos ”World Academy of Djengis Khan”

Jeg har bedt hotellets reception om at have to taxaer klar klokken halv to, men det har de tilsyneladende glemt og går straks i gang med at ringe efter dem. Taxachaufførerne, der naturligvis ikke forstår et ord engelsk, ser ret så tvivlrådige ud, da jeg viser dem adressen på WACK, men efter en del kommunikation via deres små walkie-talkie-lignende telefoner sætter de bilerne i gang. Snart er vi på vej ud af byen, ad samme vej som da vi for en uge siden satte kursen sydover mod Gobiørkenen, og vores undren bliver stadig større, efterhånden som vi får lagt de sidste bebyggelser bag os. Som sagt har vi ikke nået at checke op på, hvad WACK egentlig er, men ud fra navnet forestiller vi os, at det er en slags universitet, så vi er forberedt på at stille nogle spørgsmål om det mongolske uddannelsessystem.

Netop som vi er ved at passere de allersidste bræddeskure, svinger bilerne ind til siden, hvor der står en nobel jakkeklædt herre og gør tegn til os om, at vi er ventet. Mr. Davaanyam, spørger jeg, og jo, den er god nok. Vi bliver budt indenfor gennem et hul i plankeværket til et lille ydmygt hus, som åbenbart udgør hovedsædet for WACK. Vi bliver bænket omkring et bord og får serveret te, smør og tørret yoghurt, og Mr. Davaanyam byder os velkommen. Dette foregår - som al efterfølgende kommunikation - gennem en tolk, en lille smilende kvinde, hvis engelsk bestemt ikke er noget at skrive hjem om.

Jeg fortæller kort om os, dvs. om DBK og om vores rejse, hvorefter jeg prøver at lægge ud med et bredt formuleret spørgsmål om, hvad WACK egentlig er. Svaret kommer i form af fremvisning af en helsides annonce på omslaget af den lokale telefonbog. Jeg indvilliger i at forsøge at oversætte hvad der står, men må hurtigt give op, det er simpelthen for kryptisk. Så prøver jeg at læse lidt videre på engelsk, men hverken jeg selv eller nogen af de andre fatter rigtigt, hvad det egentlig går ud på.

Efterhånden formes dog den erkendelse, at WACK slet ikke er nogen undervisningsinstitution, men snarere en halvreligiøs sekt, der dyrker Djengis Khan som en slags gud. Vi ser fotos fra rituelle offerceremonier og flag med det karakteristiske svastika-tegn, der senere - godt nok efter en 45 graders rotation - blev brugt som et symbol på en tysk bevægelse fra midten af forrige århundrede, som vi bestemt ikke forbinder med noget positivt.

Overguruen eller ypperstepræsten - eller hvad han nu er - bliver stadig mere ivrig, og vi kan forstå, at han også er synsk, idet han bl.a. forudså tsunamien cirka to måneder før dens komme (der var bare ikke rigtigt nogen, der ville høre på ham). Han forventer også, at den hellige Djengis vender tilbage til det jordiske (jeg husker desværre ikke præcis hvornår), og på et tidspunkt sammenligner han sig med Nostradamus. Jo mere vi prøver at få svar på nogle jordnære og kontante spørgsmål, des mere ivrige og tågede bliver svarene, og ind i mellem sidder han og snuser et eller andet op fra en lille flaske - gad vide om han er på stoffer?

Efterhånden er der gået et par timer, og det er tydeligt, at alle er ved at blive lidt utålmodige efter at komme videre. Vi kan imidlertid ikke bare gå vores vej. Da vi befinder os langt uden for byen er vi helt afhængige af, at vore værter tilkalder et par taxaer, og forsigtigt gør vi det ene forsøg efter det andet på at få afsluttet denne farce, hvilket dog de første adskillige gange preller ganske og aldeles af.

Jeg har i øvrigt glemt at sige, at det meste af mødet blev optaget med et stort professionelt udseende videokamera, hvilket ikke gjorde det hele mindre absurd. Inden vi endelig slipper derfra må jeg behændigt sno mig uden om et tilbud om at blive optaget som medlem af akademiet (gad vide hvad det egentlig ville have indebåret?). Hvilken grotesk oplevelse!

Dagens andet møde er med Mr. Od, som er den danske generalkonsul samt medejer af et kæmpestort og vidt forgrenet forretningsimperium. Od taler heldigvis perfekt engelsk og er i øvrigt både sympatisk, humoristisk og fornuftig, så ham hygger vi os med en times tid på ”The Irish Pub”, inden han må skynde sig videre til et forretningsmøde.

Dagens næste positive oplevelse er en gang fodmassage, hvor ”fod” skal forstås ret bredt (lige som i Thailand), idet behandlingen faktisk omfatter det meste af kroppen, om end naturligvis med hovedvægten lagt på fødderne. Meget professionelt og aldeles vidunderligt, og da jeg ligger tilbagelænet i den magelige lænestol og lytter til dæmpet klavermusik i skæret af et enkelt stearinlys og glæder mig over, at min mave - ganske som forventet - atter fungerer helt normalt, føler jeg mig ganske salig og ønsker, at tiden vil stå stille og hun bare vil fortsætte i al evighed med at nusse om mine fødder. Men alt får en ende, og en time senere - og sølle 75 kroner fattigere - bevæger jeg mig atter ud i byen, hvor solen nu er lige ved at gå ned og temperaturen er faldet til syv grader.

Men selv om man svæver rundt på en lyserød sky, så er man altså ikke fredet blandt de hidsige bilister, og når man krydser de brede veje skal man helst have både øjne i nakken og is i maven - samt være klar til at tage benene på nakken (lyder lidt som beskrivelsen af en person på et Picasso-billede).

Dagens sidste positive oplevelse er indtagelsen af en middag på den dejlige franske restaurant. En pastis, et stort stykke porretærte, en lækker bøf og en kvart flaske vin, og så afslutningsvis en dejlig cappuccino. Jeg ulejliger mig end ikke med at spekulere over, hvordan min mave vil reagere på alt dette, for jeg VED bare, at den er ”back to normal”. I hvert fald indtil næste gang jeg spolerer den med indtagelse af umådeholdne mængder af kaffe, øl, vodka, slik og andre giftstoffer.

Vi bestiller vækning til klokken 5:45 og morgenmad til 6:15. Vi skal jo videre med toget i morgen tidlig, ud på den sidste strækning til Beijing. Det har været et overmåde interessant og vellykket ophold her i Mongoliet, men alligevel fornemmer jeg, at alle - som jeg - glæder sig til at komme videre nu.

Torsdag d. 28. september 2006 - Videre til Kina

Jeg vågner ved at, det banker på døren. Udenfor står en uniformeret og bevæbnet mand, men det er nu ikke så dramatisk som det lyder, for det er bare hotelvagten, der kommer for at effektuere den bestilte morgenvækning. Det tager mig ikke mange minutter at blive klar, eftersom jeg allerede pakkede i går aftes, så jeg har lige tid til tyve minutter med min spændende bog, inden vi går ned til morgenmaden.

Bagefter bliver vi kørt til stationen i de to velkendte biler med samme chauffører og samme - ualmindeligt veloplagte - guide, måske er han lettet over endelig at slippe af med os? Toget ankommer netop som vi går ud på perronen, og snart er vi atter installeret i to firemandskupéer og klar til den videre færd.

De første par timer snor jernbanen sig af sted i store buer, tilsyneladende fordi vi skal forcere nogle lave bjerge, men snart er vi atter ude i den flade og endeløse Gobiørken. Vores vindue er lidt utæt, så det fyger ind med ørkenstøv, der snart lægger sig som et fint lag på alt og alle. Der er - naturligt nok - ikke ret mange stationsstop, faktisk når vi kun en enkelt gang lige ud og strække benene, og der er slet ikke de samme indkøbsmuligheder som der var på de russiske stationer.

Den noget kitchede mongolske spisevogn

Vi indtager frokosten i den meget fint udsmykkede spisevogn, hvis stil vel nærmest må betegnes som grænsende til det kitchede. Den kvindelige tjener er noget af det mest sure og vrantne man kan forestille sig, og portionernes størrelse er bestemt ikke noget at skrive hjem om, men det smager udmærket og er billigt.

Ved ottetiden ankommer vi til grænsen, og herefter går de næste seks timer med administrative og tekniske formaliteter. Førstnævnte i form af udfyldelse af de sædvanlige tåbelige blanketter, og sidstnævnte i form af udskiftning af alle togvognenes hjulsæt, da sporvidden er en anden i Kina. Dette sker ved, at toget køres ind i en stor hal, hvorefter vognene skilles fra hinanden og hæves op med nogle store donkrafte, så underdelene simpelthen kan køres væk og et nyt sæt køres ind. Under hele denne proces er der et stort antal uniformerede grænsebetjente, der står rundt om og holder øje med toget. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, eftersom alle togdøre er aflåste i hele denne periode (desværre også toiletdørene).

Endelig - hen ad klokken to - kommer vi atter af sted, og efter et hurtigt toiletbesøg, hvor der naturligvis er opstået en større kø efter det lange ophold - er det om at få pakket sengetøjet ud og komme ned under tæpperne.

Fredag d. 29. september 2006 - Ankomst til Beijing

Vi nærmer os Beijing

Det bliver en kølig nat, blandt andet fordi vores vindue er utæt. Spændende at stå op og kigge ud af vinduet og se et helt andet landskab end gårsdagens uendelige ørken: Marker med majs, majs og atter majs, ind i mellem afvekslende med lidt solsikker og kål (kinakål?). De få byer er utrolig grimme, præget af gamle forfaldne huse og stærkt forurenede fabriksområder.

Formiddagen går med almindelig afslapning, men over middag bliver det så lidt mere spændende, idet vi kommer ind i nogle snævre bjergkløfter, hvor vi blandt andet ser et spektakulært stykke af den kinesiske mur. Ved totiden begynder vi så småt at nærme os Beijings yderområder, der tydeligvis er præget af stor byggeaktivitet. Endelig står vi på banegården, hvor vi forventer en afhentning, men der er i hvert fald ingen på perronen.

Jeg finder telefonnummeret på det lokale bureau og får heldigvis kontakt med en person, der kan tale engelsk, og hun oplyser, at der skulle stå en og vente på os uden for banegården, hvor der viser sig at være et vildt kaotisk folkeliv. Her står ganske rigtigt en ung pige med en seddel med vore navne, og snart er vi alle proppet ind i en minibus, der kaster sig ud i Beijings tætte trafik.

Vi skal bo på ”Far East International Youth Hostel”, hvilket umiddelbart lyder som et vandrehjem, men i virkeligheden er der tale om et stort hotel af nogenlunde samme høje standard som de øvrige vi har boet på. Det er lidt svært at finde ud af (i forhold til bykortet), hvor hotellet befinder sig og hvor lang afstanden er hen til ”Den Himmelske Freds Plads”. Alligevel kaster jeg mig ud i at finde derhen, efter at jeg har forsynet mig med hotellets visitkort, hvor navn og adresse står på kinesisk, så kan jeg altid tage en taxa tilbage, hvis jeg skulle fare vild.

Hotellet ligger i et kvarter med såkaldte ”hutonger”, dvs. gamle lave bygninger i et labyrintisk virvar af gader, der engang prægede det meste af byen, men som nu i stigende grad har måttet vige for brede boulevarder og høje skyskrabere.

Vores søde guide i Beijing

Jeg går efter den lave sol, dvs. stik øst, og efter et kvarters vandring er jeg da også fremme ved den enorme plads. Hele området er omkranset af kæmpemæssige brede boulevarder, som kun kan krydses via forgængertunneller. I den sydlige ende af pladsen ligger Maos mausoleum som en kæmpemæssig firkantet klods, og overalt er der turister (langt flest kinesiske). Rundt om står soldater i stiv retstilling, og ind mellem disse løber børn og sætter drager op.

Snart er jeg tilbage ved hotellet igen, og her opdager jeg, at der ligger en lille frisørsalon overfor. Jeg trænger faktisk til at blive klippet, og når man nu alligevel er i gang, så kan det jo lige så godt udvides med hårvask samt hoved- og fodmassage. Halvanden times velvære, som jeg kommer til at slippe godt hundrede kroner for.

Bagefter går vi alle op og spiser på en stor lokal restaurant, hvor vi får en masse forskellige retter, der alle er velsmagende og smukt tilberedte - og rørende billige. Der er et ret højt støjniveau i restauranten, hvor vi helt sikkert er de eneste turister. Kinesere ser ud til at være meget selskabelige - og meget støjende.

Vi afslutter dagen med en spadseretur op omkring Den Himmelske Freds Plads, der nu tager sig helt anderledes ud med lys på, og til sidst tager vi metroen det meste af vejen tilbage til hotellet.

Lørdag d. 30. september 2006 - Mur og Ming

Den første af de to dage med udflugtsprogram bestilt hjemmefra. Vi er blevet bedt om at stå klar nede i receptionen klokken otte, men chaufføren kommer dog først en halv time senere. Det første mål er den kinesiske mur, der ligger et godt stykke uden for byen, så vi starter med at køre en evighed gennem den tætte trafik, inden vi endelig kommer ud til en motorvej, hvor det glider lidt bedre.

Først skal vi dog lige gøre holdt ved en fabrik, der fremstiller kinesiske vaser. Åh nej, jeg hader de der turistfælder, der bare har til formål at lede os hen til en butik, hvor vi kan købe deres varer. Nå, ret skal være ret, det var nu faktisk meget interessant at se den - meget arbejdskrævende - proces, der ligger bag hver enkelt af de flotte vaser. Og i stedet for at gå i indkøbsrus (for hvad pokker skulle jeg med en kinesisk vase?) kan man jo altid bare sætte sig udenfor og nyde solen, indtil vi endelig skal videre.

Den kinesiske mur

Fremme ved muren parkerer vi blandt et hav af andre turistbusser, vi er absolut ikke de eneste der har funder på at tage herud. Vejret er desværre ikke det optimale, i hvert fald ikke i relation til at tage nogle gode billeder, for der hænger en dyne af varmedis over hele området. Vi bliver sluppet løs (med aftalt returtidspunkt), og da opstigningen ser ud til at være ret stejl, kan jeg hurtigt indse, at det ikke giver mening at følges ad, vores meget forskellige bevægelseshastigheder taget i betragtning.

Det smukt istandsatte stykke af muren snor sig stejlt op over bjergene, hvor udsigten hurtigt bliver aldeles betagende, om end den naturligvis ville have været endnu bedre i klart vejr. Jeg bruger en halv time på at klatre så langt op som man nu kan, men så er jeg også blevet godt svedig og sætter mig lidt og nyder udsigten og tænker på, hvor fascinerende det kunne være at gå nogle lange ture på andre dele af dette mange tusinde kilometer lange bygningsværk, lidt væk fra mylderet af kinesiske turister og små kiosker, der sælger tshirts og diplomer med påskriften ”I climbed the wall”.

Det hyggelige kvarter omkring vores hotel

Nede igen gør det godt at sidde og slappe lidt af over en kølig pilsner, inden turen går videre til en kæmpemæssig restaurant (naturligvis tilknyttet et stort indkøbscenter), hvor vi indtager en glimrende frokost og runder af med en dejlig cappuccino. Mad og drikke er billigt i Kina, dog med én markant undtagelse, nemlig kaffe, som er uforholdsmæssigt dyr, idet man hurtigt kan komme af med 20-30 kroner for en kop cappuccino eller espresso (svarende til prisen et helt måltid).

Næste udflugtsmål er Ming-gravene, hvilket igen kræver en masse kørsel. Heldigvis lykkes det mig at få en halv time på øjet mens vi kører. Vi starter med at se et kæmpemæssigt hus med enorme piller af træ, som siges at være verdens ældste træbygning (omkring 600 år). Og dernæst en smuk park og nogle smukke gamle huse, men alt i alt er det nu ikke noget, der siger mig alverden.

Dejlig kinesisk mad

På vejen tilbage til Beijing går trafikken fuldstændig i hårdknude, og vi kommer til at tilbringe over to timer i uendelige trafikkøer på store motorveje. Vi skulle gerne nå ind til byen inden kl. 19:15, hvor der er bestilt billetter til et show med kinesisk akrobatik. Det bliver noget hæsblæsende, men vi når det lige netop. Heldigvis da, for det er en helt utrolig flot oplevelse. Smukt, humoristisk, imponerende og meget professionelt.

Vi er tilbage på hotellet lidt i ti, og faktisk har vi endnu ikke fået aftensmad. Ingen gider rigtigt gå på opdagelse efter et spændende spisested, så vi vælger at gå ind på den lille backpacker-restaurant lige overfor, hvilket vi ikke fortryder. Det er et hyggeligt sted, hvor de serverer glimrende mad til yderst rimelige priser. Flere af os får frugtdessert, hvor der er små tomater i!

Jeg slutter af med at sidde lidt nede i hotellets kælderbar og nyde en cappuccino, mens jeg skriver stikord til dagens dagbogsoptegnelse. Og pyha, så er jeg godt nok også træt.

Søndag d. 1. oktober 2006 - Den Forbudte By m.m.

I dag skinner solen fra en skyfri himmel. Dårlig timing, det skulle meget hellere have været i går ude ved muren. Vi mødes klokken otte med vores søde og veloplagte guide og kommer af sted straks efter.

Det første stop er Høstpaladset, som ligger i en dejlig stor park, hvor alskens folkeliv udfolder sig. Folk dyrker tai-chi og spiller badminton og andre lege og gymnastiske udfoldelser. Vi er lidt kede af, at vi er under tidspres, for her kunne man såmænd godt gå rundt og hygge sig en hel dag, især når vejret er så dejligt.

Paladset er meget smukt, og også her kunne vi godt have brugt mere tid. Vi bliver hele tiden væk fra hinanden, selv om vi kun er fem tilbage nu. Henrik og Ib tog jo hjem allerede i går, og Inge har besluttet at blive hjemme fra turen i dag, da hun har meget ondt i knæet.

Næste stop er en silkefabrik. Åh nej, tænker jeg, endnu en af de der turistfælder. Men - igen - det er nu faktisk ganske interessant at følge fremstillingsprocessen, der beskrives levende af en rigtig sælgertype. Så meget sælger er han, at det ender med at jeg lader mig overtale til at købe to silkedyner, selv om jeg havde forsvoret intet at købe - og i hvert fald ikke før til sidst i Shanghai, hvor jeg ikke længere skal slæbe rundt på det.

Indgangen til den forbudte by

Herefter var det meningen, at vi skulle have været ud og se Sommerpaladset, men på grund af den helt ekstreme trafik har guiden besluttet at bytte lidt om på rækkefølgen, således at vi nu først besøger Den Forbudte By. Hun er meget ihærdig med at forklare os alt muligt om baggrunden, mens vi sidder i bilen, men det er lidt svært at koncentrere sig, fordi hendes engelsk er noget specielt. Til sidst går trafikken næsten helt i stå, og da jeg kan se på kortet, at vi kun er et par kilometer fra Den Forbudte By, stiller vi det forslag, at vi forlader bilen og går til fods, hvilket heldigvis bliver taget til følge.

Her er helt ekstremt mange mennesker, hvilket skyldes, at vi nu er inde i den årlige festuge, hvor kineserne fejrer republikkens jubilæum (den kinesiske folkerepublik blev stiftet d. 1. oktober 1949), hvilket for mange sker på den måde, at de - fra alle hjørner af det mægtige land - drager af sted på udflugt til hovedstaden. Men selv om mylderet er overvældende, så er alle glade og smilende, og vi oplever på intet tidspunkt sure miner eller optræk til tumulter. En anden forbløffende ting er, hvor rent her er overalt, på trods af de mange hundrede tusinde mennesker. Folk er åbenbart opdraget til, at man ikke bare smider sit affald på gaden, og ydermere er der masser af folk ansat til straks at samle de ting op, der trods alt alligevel kommer til at ligge. Her kunne vi godt nok lære noget hjemme i København.

Den Forbudte By er et kæmpemæssigt område, måske lige så stort som hele Frederiksberg, og der skulle være næsten 10.000 rum, der dog stort set alle er afspærrede for offentligheden. Vi ser en håndfuld paladser, hvoraf flere er under renovering. Her i Beijing gøres der store anstrengelser for at få alt til at fremtræde på smukkeste vis til Olympiaden i 2008.

Pyha, det er en lang gåtur og solen bager, men omsider kommer vi ud oppe i den nordlige ende, vor guiden hurtigt får etableret mobilkontakt med chaufføren, så han kan komme og hente os. Vi bliver kørt til en frokostrestaurant, hvor der ingen oversættelser er af menukortet, men så er det jo godt, at vi har vores hjælpsomme guide med. Vi bestiller - med hendes hjælp - fire forskellige retter, med henholdsvis kylling, and, okse og fisk. Det smager meget lækkert alt sammen, og mens vi sidder og kæmper med spisepindene er det helt tydeligt, at de lokale morer sig over os. Måltidet koster - inklusiv en stor øl - tredive kroner pr. person, rørende billigt.

Scene fra Sommerpaladset

Næste stop er Sommerpaladset, som ligger i byens udkant. Vi er snart ved at være lidt trætte af varmen og de mange mennesker og den tætte trafik, men paladset ligger heldigvis ved en stor sø, hvilket giver en behagelig brise. Undervejs får vi et pokkers langt foredrag om kejsere og kejserinder og konkubiner og årstal og jeg ved ikke hvad, og grundet guidens underlige engelsk går det meste hen over hovedet på os.

På hjemvejen er det meningen, at vi lige skal besøge en perlefabrik, men her siger vi på det bestemteste fra (med fire stemmer mod en - Margrethe kan slet ikke få nok af den slags og har sikkert snart lagt en snes kilo til sin bagage, med alle de indkøb hun ustandselig foretager). Guiden er ulykkelig og forklarer ærligt, at hun får provision af disse virksomhedsbesøg, som reelt udgør en del af hendes løn. Men nej, nu gider vi altså ikke mere. Til gengæld samler vi ind til rigelige drikkepenge til både hende og chaufføren.

Det tager en time at køre de cirka femten kilometer tilbage til hotellet, som vi genser med stor lettelse. Vi drikker en øl på det hyggelige sted overfor, hvorefter jeg lige kan nå en times fodmassage, inden klokken er otte og vi skal ud og finde noget mad. Det første sted vi prøver viser sig at være specialiseret i ”mystisk” mad som maver, indvolde, haler, fødder og maver, så det forlader vi hurtigt igen.

Det næste sted har de et menukort med meget besynderlige engelske oversættelser, det er det rene volapyk. Til sidst bestiller vi noget bøf (der viser sig at være tynde og kolde skiver) samt ris med grønsager, der er meget kedeligt og lige så godt kunne være noget fra en frostpose. Vi er knapt færdige med at spise, før vi nærmest bliver smidt ud, da de åbenbart skal bruge hele restauranten til en eller anden form for personalefest. Bestemt turens hidtil dårligste restaurantoplevelse.

Vi går tilbage til det hyggelige sted overfor, hvor nogle bestiller lidt mad og andre får kaffe, vin eller drinks, og sådan bliver klokken pludselig halv tolv. Jeg er overtræt og overstimuleret og kan mærke, at jeg trænger til noget ”alenetid” til at fordøje de mange indtryk fra de sidste par dage. Heldigvis er der en ”programfri” dag i morgen, inden Erik og jeg flyver videre sydpå.

Mandag d. 2. oktober 2006 - En dag på egen hånd

Det er min fødselsdag i dag, og for andet år i træk falder den i det fjerne udland. Sidste år var det i Dakar i Senegal, på den første dag af min lange Vestafrika-rejse.

For første gang længe kan jeg sove så længe jeg gider. Naturligvis vågner jeg alligevel klokken halv syv, men det er rart at kunne ligge og slappe af en times tid mere inden morgenmaden. Tager afsked med Inge, der flyver hjem i dag. Yrsa tog af sted tidligt i morges (til en ekstra uge i Japan), så nu er vores otte mand store gruppe halveret.

I dag er der heldigvis intet program, så jeg skal bare daske lidt rundt i mit eget tempo og slappe af, læse og skrive, sende mails og nyde den gode og billige kinesiske mad (og ditto massage).

Usmagelig udsmykning på Den Himmelske Freds Plads

Jeg starter med at slentre en tur ned gennem ”vores” gade, der - et stykke nede - udvider sig til et forretningsmæssigt cirkus, der giver mindelser om Bangkoks Kao San Road. Finder en urforretning, hvor de lynhurtigt - og for få kroner - reparerer min defekte urrem. Modstår fristelsen til at købe noget af alt det billige skrammel, der faldbydes overalt. Skal det endelig være, så i hvert fald først i Shanghai, så jeg ikke skal slæbe rundt på det i længere tid end højst nødvendigt.

Når op til den sydlige ende af Den Himmelske Freds plads, hvor der stadig er hundrede tusindvis af mennesker, men her er jo også god plads, og selv om der hist og her er lidt trængsel, så foregår alt i ro og orden og med glade smil. Jeg går næsten hele vejen tilbage, men får så lyst til at tage en cykeltaxa det sidste stykke vej. Han starter - ganske ublu - med at sige, at det koster 60 kroner, men det tager ikke lang tid at få ham ned på de 8 kroner, jeg på forhånd havde sat som grænse (og som givetvis er en ganske udmærket pris for ti minutters arbejde).

Skriver og sender en fællesmail og spiser en udmærket frokost, som kunne have været endnu bedre, hvis ikke det var fordi der hænger et irriterende TV oppe under loftet.

Og hvad så nu? Det er helt underligt pludselig at være overladt til sig selv og skulle tage stilling til, hvad man skal foretage sig. Jeg ender med at tage en cykeltaxa op til metroen og kører nogle stationer ud til ”World Trade Center” for at se - og fotografere - nogle af de imponerende skyskrabere (som man tilsyneladende ikke kan komme op i). Bagefter går jeg nogle kilometer tilbage mod centrum og tager metroen fem stationer til et kæmpestort shoppingområde, hvor det nærmest er sort af mennesker. Jeg finder en ”Starbuck Café”, hvor jeg kan sidde en halv times tid og slappe af over en stor kop cappuccino, inden jeg går næsten hele vejen hjem til hotellet, bortset fra det sidste stykke gennem hutongerne, som atter tilbagelægges pr. cykeltaxa.

Det er et enormt hyggeligt område vi bor i, hvor små butikker veksler med boliger, og mange sidder ude på gaden og spiser eller snakker eller hygger sig med forskellige spil. Jeg kan lige nå et bad og en times fodmassage, inden vi går op og spiser på den glimrende restaurant, som vi fandt den første aften. Vi bestiller tre forskellige retter, en med kylling, en med rejser og så den klassiske Peking-and. De to første kommer hurtigt, så vi går i gang og tror de har glemt anden, hvilket sådan set heller ikke gør så meget, da der alligevel er rigeligt med mad. Men da vi næsten er færdige, dukker der alligevel en stor portion and op, pyha! Peking-and er udskåret i små skiver og spises indrullet i papirtynde pandekager, sammen med agurkestave, tynde forårsløg og en kraftig sauce.

Jeg afslutter dagen med en times læsning i den første af de tre bøger, som jeg selv har medbragt, nemlig ”Den ukendte” af Benn Q. Holm, som tegner til at være ganske udmærket.

Tirsdag d. 3. oktober 2006 - Videre til Guilin

Kan som sædvanlig kun sove til halv syv, underligt. Det lykkes mig lige netop at få plads til alt i rygsækken, inklusiv de to silkedyner, men så er den godt nok også proppet.

Den bestilte minibus er der som aftalt klokken otte. Elise og Margrethe vil helst køre sammen med os, selv om deres fly først afgår et par timer senere, og da Erik har lidt af et kompleks mht. at komme for sent til fly, så har vi - også set i lyset af de voldsomme trafikkøer på det sidste - afsat særdeles rigelig tid til at komme i lufthavnen. Det viser sig dog at være ganske overflødigt. Trafikken glider fint, og vi er i lufthavnen efter mindre end tre kvarters kørsel, dvs. Erik og jeg kan imødese 3½ times ventetid i lufthavnen og pigerne 6 timer!

Vi tager os en formiddagspilsner, der nu er nået op på et prisniveau som i alle andre internationale lufthavne. Tyve kroner for en ganske almindelig lille øl, unægtelig en noget anden pris end de godt to kroner, som var prisen hos den lille købmand ved siden af hotellet, og det vel at mærke for en 65 cl. størrelse.

Lufthavnen er topmoderne, og toiletterne er af typen, der selv skyller ud når man rejser sig, og vandhanen tændes, når man nærmer sig håndvasken. Tiden går hurtigt med bog, dagbog og sudokuer, og snart er vi ombord på China Southerns Boing 737 med kurs mod Guilin i det sydlige Kina, en tur der varer 2½ time. Forplejningen er glimrende, og der er sjove små film på TV-skærmene. Eneste minus er, at jeg sidder ved siden af en lille fed og irriterende møgunge, et typisk produkt af den kinesiske etbarnspolitik. Han smasker, slubrer og bøvser, klapper bordet op og ned i en uendelighed, åbner og lukker sin sele, rejser sig og hænger i sædet foran og råber på cola, hver gang der kommer en stewardesse forbi, temmelig irriterende.

Det går lynhurtigt med at få udleveret bagagen og også med at få en taxa de 30 kilometer ind til byen, hvilket koster 60 kroner. Her er - ikke overraskende - temmelig varmt, vegetationen er mere grøn end oppe omkring Beijing, og på vejen ser vi både rismarker og store bambus.

Guilin er en - efter kinesisk målestok - mindre provinsby med omkring en million indbyggere, men den er nu alligevel ret så hektisk og trafikeret. Vi skal bo på ”Hotel Osmanthus”, der viser sig at være meget stort og meget luksuriøst, hold da op, langt over min normale standard.

Guilins idylliske sø

Vi pakker ud og går en tur. Byen er sådan lidt tivoliagtig med masser af høj musik, kunstige palmer og kulørte lamper. Sidder nede ved bredden af en lille idyllisk sø og drikker en øl, og bagefter går vi helt op i nordenden af byen. Her ligger en lille park med et af de karakteristiske bjerge, og der er lavet trapper op til toppen, der vel er et par hundrede meter oppe. Her oppe er en behagelig brise, og vi står lidt og nyder udsigten over den - i grunden ret grimme - by, der ligger omgivet af så mange smukke bjerge.

Nede i nærheden af vores hotel finder vi en stor restaurant, der har borde ude på fortovet samt engelske ”undertekster” på menukortet, hvilket er lidt af en nødvendighed. Vi bestiller en ret med oksekød og en anden med grøntsager (bl.a. blegselleri og vandkastanjer), begge meget velsmagende. De har en forrygende evne til at tilberede grøntsagerne, så de er delikat sprøde, og pludselig opdager jeg, at jeg - som den naturligste ting - sidder og skovler i mig med spisepindene, det gik hurtigere at lære end jeg havde forventet.

Der er et hyggeligt leben omkring os, og på et tidspunkt kommer en tolvårig pige hen til os for at øve sig på sit skoleengelsk. Hun er vældig sød og charmerende, og ind i mellem forsvinder hun lidt for at udtænke en ny sætning, som hun så kommer tilbage og præsenterer. Der er i øvrigt ganske friske råvarer her. Store akvarier med fisk, krabber og skaldyr samt - mere eksotisk - bure med slanger og kaniner samt nogle flotte fugle, der minder lidt om agerhøns.

På hjemvejen køber vi lidt drikkevarer i et lokalt supermarked, hvor priserne er ekstremt lave, men så er det også ved at være slut med kræfterne for i dag.

Onsdag d. 4. oktober 2006 - Guilin

Eminent morgenmadsbuffet på hotellet, med 2-3 kokke til at lave omeletter efter ønske, tyk fløde til kaffen, syv forskellige slags brød (godt nok alle sødlige), cornflakes, müesli, bacon, pølser osv.

Vi har besluttet at leje cykler i dag og prøve at komme ud på landet til de flotte bjerge, der kan ses rundt om i byens omegn. Ifølge guidebogen skulle det være muligt at leje cykler overalt i området mellem bus- og togstationen, med det ser det nu ikke meget ud til.

Nede ved togstationen ligger et af de statslige turistkontorer, hvor de bl.a. reklamerer med salg af togbilletter, så der går vi ind, i håb om at få klaret togbilletten videre til Shanghai om en uges tid. Desværre forstår de ikke et ord engelsk, men efter nogen tid lykkes det dem heldigvis at få fat i en, der har et nogenlunde ordforråd. Togrejsen varer 25 timer og koster 600 kroner, begge dele lidt mere end forventet.

Samtidig køber vi en sejltur ned ad floden til Yangshuo, som er den - efter sigende - aldeles dejlige backpackerby, der ligger 60 kilometer mod syd. De vil også gerne reservere et hotelværelse til os, men nej tak, i første omgang er det bare for at tage en endags orienteringstur derned (da vi jo har bestilt - og forudbetalt - fire overnatninger her i Guilin), så er vi også fri for at have al bagagen med på bådturen. Han indvender, at vi jo bare kan få pengene retur for værelset og at Yangshuo er et meget bedre sted at være, men vi siger nej, selv om idéen godt nok er værd at overveje nærmere.

Endelig spørger vi til cykelleje, og jo da, de har en enkelt cykel stående og kan hurtigt lige smutte ud og lede efter en mere, der da også dukker op 10-15 minutter senere. De to cykler ligner nærmest noget, der kunne erhverves for en snes kroner på en auktion derhjemme, og så er de alt for små, men ok, vi får dem vel ikke meget bedre.

Vi kaster os ud i trafikken og sætter kursen sydpå, men det går ikke særlig godt. Først falder min kæde af, og i forvirringen glemmer jeg at bremse og kører lige ind i Erik, dog uden alvorlige konsekvenser. Jeg når dårligt nok at hoppe af cyklen, før 2-3 lokale nærmest kaster sig over den for at hjælpe med at sætte kæden på igen.

Vi kan se på kortet, at vi snart skal dreje ind til højre, og endelig finder vi en lille vej, hvor dette er muligt. Det er rart at komme væk fra den voldsomme trafik og ind i de små gader, der myldrer af mennesker og boder med farvestrålende tropiske frugter. Medgangen varer dog ikke så længe, for pludselig hører vi nogle høje råb bag os. Det er en uniformeret betjent, der kommer løbende efter os og med vilde fagter forklarer, at vi straks skal vende om og forsvinde herfra. Vi prøver at få en forklaring på dette, men hverken betjenten eller de hurtigt sammenstimlende nysgerrige kan et eneste ord engelsk, så vi må - lidt frustrerede - vende tilbage til den tungt trafikerede hovedgade.

Næste forsøg går ikke meget bedre, for snart ender vi ved en nedlagt pølsefabrik! Der sidder en flink fyr og læser avis ude på gaden, og han kan en smule engelsk. Vi forklarer ham, at vi gerne vil ud og kigge lidt på de smukke bjerge, men det synes han er en dårlig idé. ”Very dangerous” siger han og tror åbenbart, at vi har til hensigt at klatre op på dem. Lej hellere en guide, foreslår han, eller gå ind i en af byens parker. Det synes vi nu lyder lidt tamt, så vi begiver os ufortrødent videre på vores pionerfærd, som fører os gennem vejarbejde og stinkende fabriksområder. Det virker som om det er umuligt at komme ordentligt fri af denne by og ud til den formodede omgivende landlige idyl med rismarker og kalkstensbjerge.

Vi kommer til et stort T-kryds, hvor der ligger et par små restauranter med borde ude på fortovet, og selv om klokken kun er elleve, er det for stor en fristelse for to halvalkoholikere som os. Og - som ventet - efter en stor øl ser alting straks lidt mere positivt ud. Vi har nu opgivet at komme ud af byen i sydvestlig retning, så i stedet lægger vi en kurs, der burde føre os tilbage i retning af bymidten, hvilket den da også viser sig at gøre. Og her beslutter vi så at give de ømme bagdele en pause, så vi tøjrer cyklerne til en lygtepæl og går en tur rundt om den Tivoliagtige sø.

En lokal pige øver sit engelsk på Erik

Og så er det vist ved at være på tide med noget frokost, som vi indtager på en hyggelig restaurant, der anbefales på det varmeste i LP. Vi bestiller en ret med stegt kylling i ”en busk af chili, ingefær og hvidløg” (de engelsk menu-oversættelser er mildt sagt underlige nogle gange). ”Very spicy” siger den venlige servitrice, men vi enes om alligevel at vove forsøget. Portionerne er kæmpestore og viser sig at bestå af 90% tørrede chili og 10% kylling. Da vi har siddet og spist adskillige af de drønstærke chilier, får servitricen medlidenhed med os, og bevæbnet med et par friske spisepinde viser hun, hvordan vi skiller tingene fra hinanden, da det altså kun er meningen at vi skal spise kødstykkerne. Alligevel giver det - mildt sagt - en varm fornemmelse i mund og hals, så der må adskillige af de tynde øl til for at få skyllet efter.

Bagefter beslutter vi at cykle ned til en bypark, der i LP omtales som en af Kinas smukkeste. Det kan vi nu ikke umiddelbart forstå, men så viser det sig, at man kan komme helt op på toppen af en af de flere hundrede meter høje klippetoppe, hvorfra der er en fantastisk - om end noget diset - udsigt over byen.

På hjemvejen tager vi lige et vend ind omkring en stor internetcafé, der primært anvendes af helt unge mennesker, der sidder og fordriver tiden med diverse underlødige spil, hvorefter vi tager hjem på hotellet for at tage et hvil. Jeg er helt smadret af varme og anstrengelse, måske også lidt dehydreret. I hvert fald har jeg det ikke særlig godt, så jeg skvatter sammen og sover en god times tid.

Da jeg vågner og skal på toilettet, må jeg sande de gamle ord om, at en god chili har man glæde af to gange, og nu er tiden altså kommet til anden gang, av av. Jeg er stadig ikke på toppen, en svag hovedpine ligger og lurer i baggrunden, men det hjalp trods alt lidt med en lur.

Vi går ned i receptionen og spørger, om det evt. ville være muligt at få refunderet vores betaling for de sidste to overnatninger, og det svarer de bekræftende til, om end jeg ikke føler mig 100% sikker på, at de - med deres begrænsede engelskkundskaber - har forstået, at vi mener selve værelsets pris og ikke bare det depositum, som man altid bliver afkrævet for at få udleveret en nøgle. Under alle omstændigheder vil de ikke tage sig af det før i forbindelse med vores udcheckning i morgen tidlig. Vi beslutter at gøre forsøget, altså alligevel at tage al bagagen med på sejlturen i morgen og så blive i Yangshuo fem nætter i stedet for tre. Vi har set nok af denne - temmelig støjende - by, der er så stor, at det kræver et motoriseret køretøj at slippe ud til nogle af de - utvivlsomt meget smukke - landskaber, der findes et sted derude.

Vi tager ned og afleverer cyklerne og går tilbage for at spise på ”frokostrestauranten”. Lidt trætte af den evindelige (og ikke særligt spændende) øl bestiller vi en flaske kinesisk hvidvin, en bestilling, der vist ikke ligefrem er hverdagskost, for servitricen må tilkalde hjælp for at få proppen op. Det herlige er, at både servitricen og hjælperen griner hjerteligt over deres egen ubehjælpsomhed, og så griner vi naturligvis med. Hvor er det dog nogle dejlig glade mennesker.

På vejen tilbage mod hotellet skal vi pludselig vælge mellem at gå en større omvej eller vade over en lavvandet flod - på nogle temmelig glatte sten. Erik vælger omvejen, mens jeg har en lidt anden risikoprofil og er hjemme et kvarter før, med behageligt nedkølede fødder. Min hovedpine er igen blevet værre, så jeg snupper et par kodymagnyler inden jeg falder til ro.

Torsdag d. 5. oktober 2006 - Sejltur på Li River

Forfærdelig nat. Min hovedpine tager til, og jeg sover kun lidt og dårligt. Vi står tidligt op for at få pakket og kunne stå klar så snart morgenmadsbuffet'en åbner klokken syv, så vi har lidt ekstra tid at løbe på inden afhentningen klokken ni, hvis det nu trækker ud med at få ordnet formaliteterne omkring tilbagebetaling af pengene for de to hotelovernatninger. Og som frygtet går dette helt i fisk. Pengene er betalt via et dansk rejsebureau til et eller andet kinesisk mellemfirma, der så afregner med hotellet, og det som man skulle tro var en simpel transaktion ender ud i, at vi ikke får andet end et telefonnummer, som vi kan ringe til, og hermed ender den sag vist. Skidt, nu skal vi bare videre, og forhåbentlig snart til steder med meget mindre trafik og meget mere natur.

Vi har valgt at tage på den kinesiske bådtur, da den er noget billigere end den engelske, men det har selvfølgelig den konsekvens, at vi ikke forstår et eneste ord af den uendelige svada, der bliver fyret af i løbet af den næste halve times bustur ud til det sted på floden, hvorfra bådene afgår. Og her starter så det mest bizarre cirkus jeg længe har oplevet. Der er vel op mod hundrede busser, der parkerer foran en kæmpemæssig bygning, som alle passagerer straks strømmer ind i, i hælene på vores guide, der er bevæbnet med et gult flag. Vi skal imidlertid først lige have vores rygsække ud fra bussens bagagerum, og da det er sket, er guiden for længst forsvundet i mængden.

Vi går ind i bygningen, der viser sig at være et gigantisk shoppingcenter, hvor tusindvis af mennesker bevæger sig rundt som i en frådende malstrøm. Dertil kommer, at kinesere er utroligt larmende. Al samtale foregår i råb, og når de taler i mobiltelefon (hvilket de gør rigtig meget), så hæver de stemmen yderligere. Vi er som skibbrudne på et oprørt hav og kommer sikkert til at vælte adskillige kinesere med vores store rygsække.

Kineserne bruger meget tid på at fotografere hinanden

Pludselig er der en fyr fra vores bus, der - med tegn og fagter samt enkelte engelske brokker - forklarer os, at vi skal stille os hen og vente foran en kæmpemæssig fotostat, der forestiller nogle af de flotte bjerge, som vi lige nu længes helt vildt efter at komme ud og opleve.

Det skal lige nævnes, at en anden typisk kineser-opførsel er at fotografere alt og alle - hele tiden. Og hvad kan vel være mere fristende end at fotografere to europæere foran det landskab, som vi er på vej ud for at se? Det går endda så vidt, at de stiller børn og koner hen ved siden af os, og jeg må have et par unger op på armen. Ret grotesk, men også lidt sjovt, og noget skal vi jo alligevel fordrive ventetiden med, indtil folk får stillet deres værste indkøbslyst.

Forfatteren nyder den smukke sejltur

Det varer cirka tre kvarter, så dukker guiden op igen, og vi får udleveret nogle papirlapper fyldt med komplet uforståelige kinesiske skrifttegn, før hun atter forsvinder og menneskemængden begynder at bevæge sig mod udgangen. Vi prøver febrilsk at holde kontakt til vores nye kinesiske ven, der har en karakteristisk brunstribet skjorte samt en kone, der ser mere indiansk end kinesisk ud. Menneskehavet flyder langsomt ned mod flodbredden, hvor vi ser en ARMADA af både. Mindst halvtreds tror jeg der er, og efter en del skubben og masen ender vi ude på en af dem. Indenfor er der en salon med borde og stole, hvor vi bliver anvist en plads, heldigvis lige ved indgangen, hvor der lige netop er en ledig kvadratmeter til vores rygsække.

Efter en rum tid kan vi se, at de yderste både begynder at røre på sig, og et godt stykke tid senere får vi også lov til at stikke ”til søs”, dvs. finde vores plads i den kilometerlange række af både, der langsomt begynder at tøffe ned ad floden.

Der kommer en dame med et menukort (uden engelske oversættelser, men i det mindste med billeder), hvorfra vi bestiller noget frokost (som vi ellers troede var inkluderet i turens pris). Vi bestiller noget, der ligner andeskiver, og noget andet, der ligner porrer, og så går vi op på det øverste dæk, hvorfra vi kan nyde udsigten og den relativt friske luft (altså lige bortset fra udstødningsgassen fra de 30-40 både, der sejler foran os).

Jeg har stadig hovedpine, om end det dog er blevet lidt bedre, men ikke godt nok til at jeg - trods stor lyst - tør følge Eriks eksempel og købe en stor kølig pilsner. Efterhånden bliver landskabet MEGET smukt, lige præcis sådan som vi havde forestillet os, med rismarker og vandbøfler og lokale mennesker i små primitive træbåde og så de der helt fantastiske stejle bjerge, der tårner sig op i forskellige nuancer af gråt og grønt, afhængig af afstanden (der er en del varmedis i luften).

Hen sidst på turen ankommer frokosten, hvis basisdel består af ris og nogle bensplinter med fedt på, så det vi bestilte var altså supplerende tilbehør. Anden viser sig at være en kartoffellignende rodfrugt, og porrerne viser sig at være spinat, men mætte bliver vi da.

Ind i mellem kan vi så sidde og nyde synet af endnu en ”fedling”, som jeg har døbt de fede og forkælede enebørn (mest drenge), der går rundt som allestedsnærværende illustrationer af konsekvenserne af Kinas etbarns-politik. Hensigten er jo sådan set god nok, altså at sætte en bremse på befolkningseksplosionen i verdens folkerigeste land, men ingen kan vel rigtig forudsige de sociale konsekvenser når Kina, om ikke så mange år, skal regeres af nogle fede, forkælede og egocentriske enebørn.

Den aktuelle ”fedling”, der vel er 12-13 år gammel, har ædt konstant siden vi startede: Tørrede og friske frugter samt chips og slik, der skylles ned med en lind strøm af sodavand, og da maden bliver serveret, tager han tallerkenen op til munden og SKOVLER ind med pindene - yderst delikat!

En af Yangshuos hyggelige gågader

Ved tretiden er vi fremme i Yangshuo, men ankomsten har været forudset et stykke tid, eftersom de første både allerede er begyndt at passere os på deres vej tilbage til Guilin. Vi forestiller os, at vi skal ile i land og hurtigst muligt komme hen til det hotel, hvor vi har forudbestilt et værelse, men så let går det altså ikke. Oppe på land føres menneskemængden (antageligt over 5.000) gennem en flere kilometer lang snæver passage med små boder på begge sider, og ethvert forsøg på at forcere tempoet er aldeles nytteløst. Det er lidt af en prøvelse at gå langsomt fremad i den store menneskemængde iført vore rygsække, men langt om længe kommer vi da fri af de mange boder.

Herefter følger næste akt i det absurde teaterstykke, idet 99% af passagererne køber en billet og bevæger sig hen til en endeløs række af små tivoliagtige biler, der fragter dem op i den anden ende af byen til de ventende busser, der straks kører dem tilbage til Guilin. Det minder lidt om tidligere tiders indkøbsture til Flensborg.

Vi har heldigvis 4-5 dage her, og nu gælder det i første omgang om at finde vores hotel, der viser sig at ligge helt oppe i den modsatte ende af byen, så vi er godt brugte, da vi endelig når frem. Hotellet er glimrende, og vi får et stort og fint værelse for 200 kroner (dog med udsigt til en grim baggård).

Efter udpakning og et kort hvil går vi en tur ned mod den lille bys centrum. Vi passerer et stort torv, hvor maden tilberedes i det fri og alle de spændende råvarer er lagt frem: Alskens fedt og indvolde samt nogle underlige flade tørrede dyr, som viser sig at være rotter!

Snart er vi nede i centrum, hvor de fleste gader er spærret for kørende trafik. Her er hundredvis af hoteller, restauranter og caféer samt alskens farvestrålende butikker, og overalt er der musik og glade menneskestemmer. Små maleriske broer fører over små søer med åkander, og overalt er baggrunden domineret af de smukke limstensbjerge. MEGET smukt og stemningsfuldt og noget HELT andet end Guilin. Men der er også en utrolig fokus på turister (og deres penge), og ustandselig får man tilbud om guidede ture, hotelværelser, postkort og eksotiske frugter. Faconen er måske lidt pågående, men ikke anstrengt anmasende som man f.eks. kan opleve det i arabiske lande.

Vi sidder en times tid over en øl og lader freden falde over os og trasker derefter rundt i de hyggelige gader, indtil det bliver på tide at tænke på noget aftensmad. Min hovedpine er langt om længe forsvundet, og sådan ender dagen perfekt - især da jeg lige slutter af med en times fodmassage (til 30 kroner).

Fredag d. 6. oktober 2006 - Driverliv i Yangshuo

Morgenmaden er ikke inkluderet i prisen for vores hotelværelse, så vi bevæger os ned mod midtbyen og sætter os på en af de mange caféer, der ligger overalt i ”West Street”. Mens vi spiser, sidder vi og kigger over på et hyggeligt udseende hotel, der hedder ”Holiday Inn”. Vi synes det kunne være rart at bo i dette kvarter, men det er jo nok dyrt, tror vi. For sjov går vi over og spørger, om vi må se nogle værelser og høre lidt om deres priser. Det viser sig minsandten, at vi kan få et lige så flot værelse som det vi allerede har for kun 150 kroner, og så er der tilmed en fin lille altan med udsigt til både sø, bro, bymidte og bjerge. Og - tilføjer den søde pige, der viser os rundt - hvis vi bliver her flere dage, så falder prisen: 120 kroner i morgen og 100 kroner de efterfølgende dage!

Det kan vi simpelthen ikke stå for, så vi iler tilbage til hotellet og meddeler vores afsked - til deres store bestyrtelse. Godt vi ikke gav efter for gårsdagens krav om at betale for hele det forventede ophold på en gang, så havde vi sikkert haft mere end svært ved at få pengene tilbage nu. Mens vi pakker, ringer de fra receptionen med et tilbud om at få sænket værelsesprisen, men nej, nu er vi fast besluttede. Ikke kun fordi det andet er billigere, men også - og især - fordi det ligger langt mere centralt, i et roligt område og med en dejlig altan.

Værelset er rengjort og klar da vi ankommer, så vi smider bagagen og gør klar til en lille vandretur rundt i byen for lige at orientere os lidt. Vi ender henne i den lille bypark, der blandt andet rummer et af de stejle limstensbjerge, som man har forsynet med en sti op til toppen. Ikke voldsomt højt, måske hundrede meter, men dog rigeligt til at give et glimrende overblik over byen. Og sved på panden. For her er varmt, hvilket ikke er så underligt, eftersom vi efterhånden er nået ned i nærheden af grænsen til Vietnam. Temperaturen er omkring de tredive grader, og luftfugtigheden er høj, så der skal ikke mange anstrengelser til, før sveden springer frem.

Lokale madvarer, bl.a. rotter

Vi er ikke så heldige med frokosten, der på kortet står oversat som ”lokal kylling i jeans og øl” - altså de oversættelser! Den består af en lille halv kylling, der virker som om den er blevet kørt over af en tank eller en mejetærsker. Masser af små spidse benstumper påmonteret lidt brusk, fedt og skind. Heldigvis er vi kommet ind i vanen med kun at bestille én portion til deling, dels fordi portionerne ofte er store nok til to og dels fordi man så kan bestille noget andet bagefter, hvis resultatet viser sig at være skuffende.

Vi fortsætter lidt længere op ad gaden og bestiller noget så ueksotisk som en pizza, der smager udmærket, uden dog at gå over i historien. Som hovedregel skylles maden ned med vand eller øl, der fås overalt til yderst rimelige priser. Øl er lidt dyrere end vand og smager af lidt mere, men jeg må nok konstatere, at kinesisk øl får mig til at længes efter Café Globens spændende og smagfulde ølsorter. Alle de kinesiske ølsorter vi har prøvet er lyse i farven og skummer stort set ikke. Ganske forfriskende i varmen, men ellers ikke noget særligt. Kineserne laver rent faktisk også vin, både hvid og rød, og det er da drikkeligt, men så heller ikke meget mere, og det er bestemt ikke billigt i forhold til det øvrige prisniveau (30-50 kroner i butikker og 50-100 kroner og op efter på restauranter).

Bagefter tilbringer jeg et par timer på en lille café. Jeg sidder og får opdateret min dagbog, mens jeg nyder en Irish Coffée og en imponerende isdessert. Så er det sidst på eftermiddagen, og hvorfor ikke snuppe den daglige fodmassage nu. Dagens massør er en køn og smilende pige med overraskende gode kræfter, og hun kan lige finde nogle af de steder, hvor det stadigt - trods de forrige dages behandlinger - gør lidt ondt. Men alligevel en dejlig oplevelse, og som sædvanlig når jeg at svømme hen i en behagelig halvdøs, som jeg dukker op af som et nyt menneske.

Lørdag d. 7. oktober 2006 - En lille cykeltur

I dag har vi besluttet at leje cykler, og meget bekvemt er der en stor cykelbutik i hotellets kælderetage. Cyklerne (mountainbikes) er af noget bedre standard end de gamle lig vi lejede i Guilin og koster kun otte kroner for en hel dag. De er dog stadig for små, så man ikke får benene strakt ordentlig ud, og så viser det sig, da vi først kommer i gang, at min bagerste gearskifter slet ikke virker. Men skidt, vi kører kun på flad asfaltvej, så behovet for mange gear er ikke så stort.

Her er ingen deciderede cykelstier, men som regel er der - med en hvid stribe - markeret et 4-5 meter bredt område, der er reserveret til cyklister. I teorien i hvert fald, men i praksis er det lidt anderledes. Dels bruges det i udstrakt grad også som fortov, og dels kan bilisterne også godt finde på at bruge det til indenoms-overhalinger, så man skal til stadighed udvise skærpet opmærksomhed. Det hjælper heldigvis noget, så snart vi kommer uden for byen, hvor det syn endelig åbenbarer sig, som vi har gået og ventet på, nemlig smukke stejle limstensbjerge omgivet af gulgrønne rismarker.

Eneste lille minus er, at det er overskyet og diset. Det føles - på trods af solens fravær - umådeligt varmt og trykkende, og sveden driver af os, da vi - syv kilometer uden for byen - giver os til at bestige Moon Hill. Dette bjerg har fået sit navn efter et kæmpestort halvmåneformet hul lige under toppen, der således nærmest udgør en bue hen over hullet. Det kan vi dog ikke se, da vi - en sveddryppende halv time senere - står på den vel cirka 3-400 meter høje top og skuer ud over det disede - men alligevel meget smukke - landskab.

Hele vejen op, og til dels også ned, bliver vi forfulgt af kvinder, der slæber af sted med tasker fyldt med kølige drikkevarer. Vi må dog skuffe dem, da vi selv har taget vand nok med, men det er lige før jeg får lidt ondt af dem. Her er flotte bambus og smukke sommerfugle, i det hele taget er det en vidunderlig natur, bare det ikke var så trykkende varmt. Vi spiser frokost på en lille café neden for bjerget (udmærket ananas-kylling), hvorefter vi cykler videre ud på landet for at finde et stort hulesystem, der - ifølge vores lille og meget upræcise kort - skulle ligge nogle kilometer længere ude.

Moon Hill

Det sted finder vi nu aldrig, så i stedet besøger vi ”sommerfuglegrotten” på tilbagevejen. Det er et kompleks bestående af nogle grotter inde i bjerget, nogle nydelige haveanlæg, en høj hængebro og en voliere med sommerfugle samt - naturligvis - et stort indkøbscenter ved udgangen. Grotterne er - på typisk kineser-kitchet facon - illumineret i alle regnbuens farver. Midt i det hele går lyset ud et øjeblik, og frem af mørket dukker to små kineserpiger iført spraglede sommerfuglevinger. I rødt og blåt lys - og en regn af sæbebobler - opfører de en yndig lille ”sommerfugleballet”. Sådan noget er kineserne helt vilde med, ligesom de også elsker at fotografere hinanden (og meget gerne sammen med mystiske fremmede som os, hvis de kan komme til det).

Hva Fan sku jeg egentlig her …

Vi er tilbage i byen sidst på eftermiddagen, fuldstændig gennemblødte af sved, så jeg må i gang med at vaske alt mit tøj, der nærmest stinker. Bagefter en times fodmassage og en udmærket middag. For en gang skyld er der forårsruller på menukortet, det er ellers - overraskende nok - ikke noget man ser ret tit. De smager udmærket, og det samme gør satay-kyllingen og isdesserten og rødvinen og cappuccinoen. Sikke et frådseri, men så lyder regningen også på over hundrede kroner pr. mand.

Mens vi sidder og spiser, kommer en ung pige og spørger, om hun må slå sig ned ved vores bord, hvilket vi - lidt overraskede - siger ja til. Hun viser sig at være englænder og ude på en måneds solorejse i Kina. Lidt senere får vi yderligere selskab af en amerikaner, som hun åbenbart har mødt tidligere på dagen, og således går der et par timer med hyggelig sniksnak om rejseoplevelser fra den store og forunderlige verden.

Søndag d. 8. oktober 2006 - Endnu en slapperdag

Værelsets aircondition er lidt sær. Ind i mellem udsender den en infernalsk larm, så jeg sover med ørepropper. Det hjælper heldigvis, og for en gangs skyld sover jeg næsten otte timer og har en masse bizarre drømme. Vi ville have lejet cykler i dag også, men vejret er kedeligt og nærmest en smule truende. Overskyet og køligt (nå ja, alt er relativt, vi taler om cirka 24 grader), så vi beslutter at vente til i morgen og udnævne dagen til ren slapperdag. Og ting tager tid, især hvis man ikke har travlt. Således går der adskillige timer med at hæve penge, købe frimærker og skrive postkort, og snart nærmer sig tiden for en god frokost.

Det er herligt at have tid til bare at slentre op og ned ad gaderne og kigge lidt på de mange udstillede varer. Jeg har besluttet at købe en kimono til Anita, men bliver i tvivl om farven, så jeg tager mobiltelefonen og ringer hende op. Jeg får pruttet prisen ned fra 300 kroner til cirka 80, men føler mig ærlig talt sat lidt til vægs, da kvindemennesket bagefter peger på mobilen og spørger ”how much per minute?”.

Lidt læsning på altanen, en øl på en fortovscafé, og snart nærmer sig tiden for aftensmaden. Denne indtages på en fransk restaurant, der vist skal forestille at være fin, priserne er i hvert fald noget højere end hos de omkringliggende. Gastronomisk er det dog ingen oplevelse. Hvidvinen er kedelig, og min ”chicken hot pot” viser sig at være en gentagelse af forleden dags mejetærskede kylling, nu blot serveret i en stor portion suppe sammen med en masse kedelige tofublokke.

Temperaturen er nu helt nede omkring de tyve grader, så vi dropper AC'en og erstatter glasruden med moskitonettet, rart at være fri for det spektakel.

Mandag d. 9. oktober 2006 - Endnu en cykeltur

Fra en meget smuk cykeltur

I dag ser det heldigvis ud til, at vejret bliver lidt mere spændende. Den kedelige grå dis er erstattet af en smuk blå himmel med drivende hvide skyer, luften er blevet mere klar og temperaturen behagelig. Godt vi ventede med cykelturen til i dag.

Straks efter morgenmaden lejer vi cykler. Jeg sørger for at få en anden, der er lidt bedre til at skifte gear. Til gengæld viser den sig så at have forskellige andre smådefekter, men intet alvorligt, ud over at den er 20-30 centimeter for lav, så man hurtigt bliver øm i både ben og bagdel. Vi har udset os en tur på en snes kilometer, der er løseligt skitseret på vores lille turistkort, men at det stort set lykkes os at følge ruten skyldes vist mere held.

De næste 3-4 timer bliver ubetinget feriens smukkeste naturoplevelse. Vi cruiser ad små veje og stier gennem landsbyer og mellem rismarker afvekslende med små sirlige køkkenhaver, og overalt har vi de smukke bjerge omkring os. Rismarkerne har en vidunderlig grøngul farve, og nogle steder er man begyndt at høste. Jeg tager et utal af billeder og ærgrer mig lidt over, at jeg ikke har et rigtigt kamera i stedet for det digitalpjat, men så må jeg jo i stedet glæde mig over, at jeg kan have det i lommen og bare knipse uhæmmet løs, uden at det koster en eneste øre ekstra. Og efterhånden har jeg fået så mange erfaringer med dette kamera, at jeg føler mig godt rustet til at købe det næste, hvilket jo nok snart bliver aktuelt.

Alle de lokale vi møder er søde og smilende og hilser venligt. Det er lidt svært mentalt at rumme, at vi befinder os i et land, der på det skammeligste har erobret Tibet og stort set ødelagt en årtusinde gammel kultur, årligt henretter tusindvis af mennesker og til stadighed gør de ihærdigste forsøg på at blokere for fri bevægelighed af information.

Tilbage i byen indtager vi en godt krydret frokost på en thai-restaurant, og så er tiden ellers inde til igen at gå i ”dase-mode”. Eftermiddagens største spekulationer er, om frokosten skal afsluttes med cappuccino eller Irisk Coffée, om de tre par Calvin Klein'er jeg køber til 25 kroner stykket skal være i størrelse XL eller XXL og om iblødsætningsvandet til den efterfølgende fodmassage skal tilsættes rosensalt, mælk eller kinesiske krydderurter.

Tirsdag d. 10. oktober 2006 - Med toget til Shanghai

Så er tiden kommet til at forlade smørhullet Yangshuo, og i dag går turen videre med toget til Shanghai, med afgang klokken ti fra Guilin, firs kilometer mod nord. Til det formål har vi bestilt en taxa til klokken syv, og så skulle vi i hvert fald være i god tid.

Vi står klar nede i receptionen lidt i syv, hvor der kort efter dukker en lille spinkel kvinde op. Hun kan ikke et ord engelsk, men nikker bekræftende, da vi spørger ”Guilin?”. Hendes bil holder lige henne for enden af gågaden. Det er et gammelt skrummel, der ifølge kilometertælleren har kørt 465.000 kilometer, men hvad pokker, så kan den vel også klare firs mere. Hun kører pænt og hensynsfuldt, så vi kan slappe af og nyde turen gennem det smukke landskab, der ind i mellem giver mindelser om Nepals lavland.

Lidt over otte er vi fremme ved billetkontoret foran banegården i Guilin, og det tager ikke lang tid at få klaret formaliteterne omkring de allerede bestilte billetter. Herefter er der stadig næsten to timer til toget afgår, det må man da kalde god tid. I et forsøg på at få noget ”rigtig” morgenmad (dvs. andet end nudler) krydser vi over gaden og går ind på et pænt hotel og spørger om de har en restaurant.

Fra spisevognen i toget til Shanghai

Og jo da, men det ser nu ikke rigtig ud til, at de har forventet gæster til morgenmad. En halv snes unge mennesker sidder og hygger sig omkring et larmende TV, og vores forsøg på at forklare dem vores ønske får dem nærmest til at bryde fnisende sammen. Omsider bliver vi dog vist hen til et bord, og lidt efter bliver der båret mad frem: En skål nudelsuppe (og et par spisepinde!), et par blege og klæge dampkogte ”brød” (minder nærmest om store melboller), en stor skål med noget ubestemmeligt vælling (ris?) samt nogle små sirligt indpakkede klumper af et eller andet kompakt sødligt klisterstads. Vi forsøger at få kaffe, men de forstår ikke en brik. Omsider lykkes det i det mindste at få et glas kogt vand, og så har vi jo heldigvis selv lidt Nescafé - hurra for det!

Stationen er stor og moderne, og Erik vil gerne ud og stå på perronen i god tid før toget ankommer. Det kan imidlertid slet ikke lade sig gøre, for det hele er så systematisk og velordnet, at vi bliver lukket ind i en ventesal, der passer til netop vores tog, og derfra bliver vi så - i samlet flok - ført over til den rigtige perron få minutter før togets ankomst, næsten som var det en lufthavn. Toget er meget langt, med tyve vogne, og vores er placeret i midten, lige foran spisevognen, meget bekvemt. Indretningen er stort set som i de andre tog vi har kørt med, og der er masser af puder - samt en rigtig dyne.

Efter et par timers kørsel går vi hen i spisevognen for at få noget frokost, hvilket ikke er helt ukompliceret, for menukortet er kun på kinesisk - og uden billeder. Det kan vi naturligvis ikke bruge til noget, så i stedet går vi rundt og peger på noget af det, som de omkringsiddende spiser, og således lykkes det os at få noget omelet samt en portion af en eller anden velsmagende grøntsag, hvis stængel minder lidt om blegselleri, men som nærmere smager af spinat. Øl kan man sandelig også få, om end kun noget endnu tyndere sprøjt end det sædvanlige. Vi er tilsyneladende de eneste udlændinge her, og vores kejtede bestræbelser med menukort og spisepinde vækker tydelig moro hos ”de indfødte”. Tænk, jeg synes ellers det går meget godt med de spisepinde.

Eftermiddagen går med at sove, læse, løse sudokuer og kigge ud af vinduet. Vejret er desværre igen blevet trist gråt, men ind i mellem passerer vi nogle ganske flotte landskaber med sirlige rismarker (men også en del grimme industribyer).

Vi må vente helt til klokken er halv ti, før det endelig lykkes os at få plads i spisevognen, og atter må vi bruge pege-metoden. De sviner ad H… til her. Mange sidder og ryger cigaretter, som de bagefter skodder på gulvet, hvor det i forvejen flyder med madrester. Her - væk fra turistområderne - er kineserne måske mere ”normale”, dvs. de sviner, bøvser, smasker, harker og råber en hel del mere end vi hidtil har oplevet. Det gælder også ham, der bor i vores kupé, og hvis mobiltelefon ustandselig ringer, hvilket afstedkommer lange samtaler i et ualmindelig kraftigt stemmeleje, nærmest helt grotesk. For en sikkerheds skyld monterer jeg mine ørepropper og får en ganske god nattesøvn, men her er jo også både AC og en dejlig dyne.

Onsdag d. 11. oktober 2006 - Ankomst til Shanghai

Udmærket nat. Desværre er det stadig kedeligt gråvejr, og desværre må vi endnu en gang spise nudelsuppe med grovparteret kylling til morgenmad. Vi havde fået oplyst, at turen skulle vare 25 timer, dvs. med ankomst til Shanghai klokken elleve, men det viser sig slet ikke at holde stik, faktisk bliver den tre, inden vi endelig er fremme. Til gengæld når vi så også at spise frokost i spisevognen, og for en gangs skyld lykkes det os at få noget ordentlig mad, idet vi får lidt hjælp fra en amerikansk pige, der har en lang liste med kinesiske retter skrevet på både engelsk og kinesisk, smart.

Det er en underlig fornemmelse at rulle ind på banegården i Shanghai, som er kæmpestor, men klinisk renset for alt overflødigt. Her er ingen små kiosker eller anden form for handel, ingen velkomstkomitéer og ingen der maser eller skubber, alt foregår med en næsten overnaturlig disciplin.

Vi bevæger os ud foran, hvor taxaer ankommer i en velordnet række, helt lige som i Kastrup Lufthavn. Nu opstår imidlertid det - delvis forventede - problem, at næsten ingen taxachauffører kan læse eller forstå et eneste ord engelsk, og selv om vi har vores hotel stående med både navn og adresse, så er de komplet uforstående.

Der står en mand og ordner fordelingen af passagerer til bilerne, og han forklarer - med fagter - at vi skal træde tilbage og vente, og efter nogen tid ankommer der da også en taxa med en ung chauffør, der kan engelsk nok til at forstå, at vi gerne vil køres til ”Broadway Mansion”, hvor vi har forudbestilt et værelse.

Og det bliver vi så, ad store trafikerede gader mellem hundredvis af skyskrabere. Broadway Mansion er en stor, grim, brun klods, der ligger i den nordlige ende af ”The Bund”, Shanghais berømte finanskvarter, med en glimrende udsigt over floden til Pudong, det nye - Manhattan-lignende - område på den anden side af floden, hvor kæmpemæssige - næsten overnaturlige - skyskrabere de sidste få år er skudt op fra det, der i 1990'erne var rismarker.

Vi har besluttet at skeje lidt ud her de sidste dage, og Broadway Mansion er et firestjernet luksushotel, om end et dobbeltværelse trods alt kun koster 600 kroner. Men minsandten om ikke vi bliver budt velkommen med den oplysning, at vi - for samme pris - er blevet opgraderet til ”Executive Class”! Hold da op, hvilken overdådig luksus. En hel suite med den smukkeste og mest smagfulde indretning, det er da noget af det mest luksuriøse jeg nogensinde har prøvet.

Jeg må lige have et hurtigt bad for at få fjernet rejsestøvet, og så er det ellers bare om at komme ud og udnytte de sidste lyse timer. Vi går en tur ned langs floden ad en bred fodgængerpromenade, hvor vi til højre har ”The Bund” med alle de flotte gamle bygninger fra kolonitiden og til venstre - ovre på den anden side ad floden - de mange fantastiske skyskrabere. Her - som i Yangshuo - bliver vi ustandselig stoppet af folk, der vil sælge os ting. Her er det bare ikke længere primært postkort, men i stedet armbåndsure og blinkende rulleskøjtehjul.

Efter at have dasket rundt et par timer går vi op på den øverste etage af en af de mange restaurant-både, der ligger langs kajen, og her sidder vi og nyder et par småretter og en flaske hvidvin, mens mørket falder på og alle skyskraberne bliver oplyst i et orgie af farver. Ude på floden sejler skibe rundt med lysreklamer på kæmpestore fladskærme (vel noget i retning af 15 x 5 meter), og andre sejler rundt med turister. Og ind i mellem sejler små og mellemstore fragtbåde med kul og andet, sikke et leben!

Tilbage på vores værelse er den ubehagelige lugt, som vi allerede fornemmede sidst, blevet meget værre. Vi går ned og beklager os, og ”no problem”, vi får straks en anden suite, der er endnu mere luksuriøs end den første, det var da helt utroligt. Jeg er nødt til lige at zappe mig igennem alle kanalerne på det store fladskærms-TV, hvilket tager en rum tid, eftersom der viser sig at være 75 af dem!

Torsdag d. 12. oktober 2006 - Shanghai

Vi starter dagen med at gå en tur hen langs The Bund og videre op ad den centrale gågade, hvor vi finder et lille italiensk sted til indtagelse af morgenmaden. Alle områdets husfacader er fyldt med store lysreklamer, og enorme skyskrabere veksler med smukke bygninger fra kolonitiden. Små elbiler futter op og ned ad gågaden med turister, og overalt er der flotte butikker med dyre og eksklusive modevarer. Det bliver sjovt at kommer her tilbage i aften og se det hele med lys på.

Eksklusiv restaurant med udsigt til Pudongs skyskrabere

Nu tager vi først metroen under floden og over til det nye Pudong-område, hvor mange af de mest imponerende skyskrabere ligger. Vi vil gerne op i den allerhøjeste, som er den såkaldte Jinmao-bygning, der med sine 420 meter er verdens fjerde højeste bygning. Da vi kommer op fra metrostationens dyb kan vi se, at bygningen ligger lige ovre på den anden side af vejen, men den er bred og trafikeret og med et kraftigt stakit på midten, så vi må gå en lang omvej, før det endelig lykkes os at komme derover.

Udsigten fra Jinmao-bygningen

Det er smukt solskin i dag, og temmelig varmt, så det er helt befriende at komme inden for i den store bygning, hvor der er svalt og skyggefuldt. Det specielle ved denne bygning er, at de øverste 30 etager udgøres af et hotel, der er bygget op omkring et kæmpemæssigt hul i bygningens midte. Dvs. man kommer ind på værelserne fra balkoner i op til hundrede meters højde over en lille café, der ligger helt nede i bunden (dvs. stadig i omkring 300 meters højde over gadeplan). Vi ville godt have taget den indre glaselevator op (efter anbefaling fra LP), men vi bliver afvist af en vagtmand, efter at han har taget et kig på vores sandaler og korte bukser. ”It is not safe that you go that way”, som han udtrykker det.

Oppe på toppen er der en udsigtsplatform med ruder hele vejen rundt, både ude mod den enorme by og indad, altså ned i hotellets hundrede meter dybe cylinder, to vidt forskellige udsigter, men begge fascinerende, selv om den udadvendte er en smule forringet af varmedis. Overalt omkring os ser vi byggepladser med kæmpemæssige kraner, og lige ved siden af er de i færd med at opføre en bygning, der bliver endnu højere end denne her. Imponerende.

Vi går lidt rundt blandt de mange skyskrabere, indtager lidt frokost og prøver at komme ind i det store ”Convention Center”, men det er tilsyneladende ikke muligt, med mindre man har et ærinde. I stedet finder vi - efter nogen søgen - frem til nedgangen til det lille ”tourist-train”, der - som alternativ til metroen - kan bruges til at passere under floden med. Det er det rene Tivoli, med laserlys i alskens farver, røg og damp og underlige lyde. Spøjs oplevelse.

Erik vil gerne tilbage på hotellet og hvile, så jeg går en lang tur ind ad Jinglin Road, til jeg når helt ned til Folkets Plads, som er en smuk grøn park omgivet af enorme skyskrabere til alle sider. Derfra tager jeg metroen fire stationer ud til det franske kvarter og går næsten hele vejen tilbage igen. Herude er der en del flotte store villaer fra kolonitiden, men ellers i øvrigt ikke alverden af interesse.

Shanghai by night

Klokken er efterhånden blevet fem, og nu er jeg altså også ved at være træt, så jeg tager en taxa tilbage til hotellet. Turen, der kun koster sølle femten kroner, består i tyve minutters slalomkørsel afvekslende med ventetid i kæmpemæssige trafikkøer, puha.

Efter et tiltrængt bad og et kort hvil er det tid til at gå ud og finde noget aftensmad, og vi gentager morgenens rute, dvs. først hen langs flodpromenaden og så op ad gågaden. Her finder vi en ganske flot restaurant, hvor de har noget så sjældent som en god kinesisk rødvin, der nydes sammen med et rimeligt godt måltid. Lige ved siden af os sidder en smuk ung kvinde og fylder luften med klavermusik fra et stort flygel (vesteuropæiske evergreens i lettere kinesisk indpakning), hvilket gør os så opstemte, at vi fortsætter med kaffe og en stor whisky. Den samlede regning bliver på et par hundrede kroner for os begge, så er det sjovt at skeje ud.

Bagefter går vi en lang tur op ad gågaden og beundrer det helt fantastiske lyshav og slutter af med et par kølige øl på en hyggelig hjørnecafé. På hjemvejen begynder de så småt at slukke for alle lysreklamerne og de farvede lys på skyskraberne, og de mange tilbud om ure, rulleskøjter og postkort erstattes af tilbud om varer og ydelser i den mere erotiske genre. Her kan man åbenbart købe alt.

Fredag d. 13. oktober 2006 - Shanghai

Sover fast, drømmer meget - og vågner desværre tidligt. Forfatter min tredje fællesmail og indtager den store morgenmadsbuffet på nabohotellet. Imponerende udvalg, og så for kun 45 kroner. Indtaster og sender fællesmailen fra hotellets gode - men dyre - internetforbindelse.

En flot model af Shanghais centrum

Da vi ved titiden begiver os ud mod nye opdagelser, er temperaturen behagelige 24 grader, og det er let overskyet. Først hen langs floden og så ned i Yuyuan Park og Basar, der er genopbygget i den gamle stil, med smukke bygninger, der nu mest rummer turistbutikker. Her er da nydeligt, men det er næsten ikke til at komme til for turister. Jeg køber et par småting og ser et imponerende flot parkanlæg, hvorefter vi tager en taxa til ”Urban Plan Exhibition”, der er en stor fireetagers bygninger med alt muligt om det gamle og (især) nye Shanghai. Flotte gamle fotos og film, og - på den moderne front - en fascinerende 3D-oplevelse af byen med en film, der vises på indersiden af en kugle. Og - lige så fascinerende - en hel etage med en kæmpemæssig model af byen, hvor hvert eneste (større) hus er yderst vellignende lavet. Der er også en italiensk udstilling af nogle bizarre installationer, men det er nu ikke lige min smag.

Vi går en dejlig tur gennem Folkets Park og spiser efterfølgende en glimrende frokost på den centrale gågade. Erik tager hjem på hotellet, men jeg kunne godt tænke mig en barbering og finder hurtigt en lille frisør i en sidegade. Med mine erfaringer fra Beijing er jeg ret afslappet mht. at spørge efter priser, og selv om det kun var hensigten at jeg skulle barberes, så lader jeg mig hurtigt overtale til både hårvask og massage. Den unge fyr der behandler mig kan en smule engelsk, og undervejs spørger han interesseret til prisen på mit hotel, mit ur og min tshirt. Allerede her burde jeg være blevet mistænksom, men nu får jeg først chokket, da han udregner den samlede pris for behandlingen til 600 kroner!

Jeg er lige ved at få en prop og hidser mig noget op og fortæller om priserne i Beijing - ja sågar hos min egen frisør hjemme på Frederiksberg. Det er klart at han har ræsonneret, at her var en rig turist, der skulle plukkes. Han viser mig omhyggeligt på lommeregneren, hvordan beløbet er fremkommet, men jeg er skide ligeglad og bliver mere og mere gal i skralden og råber med ret store bogstaver. Undervejs slår han først hundrede kroner af prisen og dernæst hundrede mere, men det er jo fuldstændig latterligt, og til sidst smider jeg 80 kroner på bordet og skrider. Og ingen kommer efter mig, men det havde jeg nu heller ikke regnet med. Øv en dum oplevelse.

Til gengæld er solen lige ved at gå ned, og den kaster et smukt gyldent lys på skyskraberne ovre i Pudong-området. Jeg sætter mig ved havnefronten og drikker en øl mens jeg får opdateret dagbogen, inden jeg vender tilbage til hotellet til et bad og lidt afslapning.

Vi spiser aftensmad samme sted som i går og nyder atter den gode rødvin. Jeg får en udmærket grillkylling, mens Erik er knap så heldig med sit valg af grillet tun. Kvaliteten er god nok, men portionen er ”rigtig fransk”, dvs. så lille, at jeg må have læsebrillerne frem for at studere den. Bagefter går vi en sidste tur op og ned ad gågaden og tilbage langs floden. Det er relativt køligt i aften (vel 18-20 grader) og luften er klar, hvilket giver det hidtil bedste vue over til Pudongs skyline. Vi slutter af med en hundedyr cappuccino nede ved havnefronten.

Lørdag d. 14. oktober 2006 - Hjemrejse

Endnu en gang vågner jeg alt for tidligt, underligt. Det tager ikke lang tid at pakke rygsækken færdig, og efter et bad begiver vi os atter over til den overdådige morgenmadsbuffet, der - ud over det gastronomiske - er velsignet med en storsmilende og dybt opslidset ung kvindelig dørvogter.

Vi har besluttet at tage med hotellets lufthavnsbus, der afgår 9:15 og lige skal omkring et par andre hoteller og samle passagerer op, så det bliver en lang tur. Men skidt med det, vi har god tid, og det kan jo betragtes som en sidste sightseeing i denne fascinerende by.

Undervejs passerer vi det topmoderne Maglevtog, der - svævende på et magnetfelt - er i stand til at skyde en fart af 340 kilometer i timen, lidt ærgerligt vi ikke nåede at prøve det. Lufthavnen er, som så meget andet i Shanghai, kæmpestor og hypermoderne, og alt forløber nemt og relativt hurtigt. Der er god tid til at omsætte de sidste lokale penge i lidt øl og kaffe, inden vi går om bord i SAS-flyet, som - på 11 timer - skal bringe os den lange tur tilbage til Danmark.

Tiden går med avis, bog og sudokuer samt mod at spille med den lille computer, der er indbygget i sædet foran. Vi flyver over Bajkalsøen og Irkutsk og kan se, at de bjerge, som vi vandrede i for en måned siden, nu er dækket af sne.

Endelig er vi tilbage i Kastrup, hvor Elise står klar til at hente os. På hjemvejen smutter jeg lige omkring Anita med de indkøbte gaver (dyne, kimono mm.), så jeg kommer først i seng hen ad midnat - meget træt!

Søndag d. 15. oktober 2006 - Hjemme igen

Selvfølgelig vågner jeg klokken tre om natten pga. tidsforskellen - min krop tror det er morgen, selv om jeg kun har sovet tre timer. Jeg tager et par sovepiller og sover - uregelmæssigt - til klokken ti.

Det er en smuk og solrig efterårsdag, og straks efter morgenmaden går jeg i gang med at pakke ud, vaske, rydde op i min post og lægge de mange billeder ind på computeren. Samt ærgre mig over, at Politiken har fået ny typografi, som er ret grim, men jeg vænner mig vel til det.

Per Allan Jensen

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside