Tilbage til De Berejstes hjemmeside

          Trekking i Kasakstan og Kirgisistan

August 2002


Per Allan Jensen




Lørdag d. 10. august 2002

Det var en våd og mørk aften i april sidste år. Nærmere bestemt den attende, som er fast dato for det månedlige møde i De Berejstes Klub. Denne gang blev mødet holdt i Tyges lejlighed på Østerbro, og Tyge havde netop vist billeder fra sin tur til Antarktis. Han havde også fortalt lidt om en skiferie i Kasakstan (måske ikke lige det første sted, der falder en ind, når man skal arrangere skiferie), og ud på de små timer, da den ene øl var fulgt efter den anden, sad vi og blev enige om, at vi burde benytte Tyges forbindelser derude til at arrangere en trekkingtur i klubregie.

Som sagt så gjort. Turen blev berammet til august 2002 og behørigt annonceret gennem både klubblad og internet. En håndfuld medlemmer viste umiddelbart interesse, men da planlægningen begyndte at blive så håndgribelig, at der skulle betales et kontant depositum, faldt folk stille og roligt fra. Men ingen grund til panik, Tyge fylder bare op med venner og kolleger, så turen alligevel kan gennemføres.

Næste interessante udvikling kommer i juni, da en lakonisk mail fra Tyge bekendtgør, at han - med ret kort varsel - har fået job i Uganda og ikke kan deltage i "sin egen" tur!

Jobbet som "turansvarlig" overlades herefter til Tyges kollega Kirsten, og hen mod slutningen kommer der yderligere et par deltagere på (heriblandt min egen kollega Svend), så vi ender med at blive i alt ni deltagere.

Det er lørdag aften, og der er afgang i morgen tidlig. Bagagen er pakket (det har den faktisk været siden torsdag), og jeg har været ovre og sige farvel til Pia og Anita. Jeg har også spillet lidt fodbold med Anita og en af hendes klassekammerater, hvilket har afstedkommet en let murren i knæet, dog ikke alarmerende. Da jeg for ½ år siden - efter 1½ års knæsmerter - fik konstateret, at årsagen var slidgigt, så jeg for mig en fremtid, hvor bjergvandring, pukkelpister og mountainbike var erstattet af rollator og slumretæppe. Men helt så galt behøver det vist heldigvis ikke at gå. I hvert fald har de sidste par måneder med fysioterapeutisk behandling, naturmedicin og specialkonstruerede indlæg til skoene givet så gode resultater, at jeg imødeser den kommende trekkingtur med rimelig optimisme. For en sikkerheds skyld medbringer jeg både vandrestav, knæbind og smertestillende medicin, men jeg håber naturligvis på, at jeg kan tage det hele med tilbage igen, uden at det har været i brug.



Søndag d. 11. august 2002

En dag i transportens tegn. Jeg begiver mig hjemmefra lidt over otte med bus til Vesterport, og derfra med toget videre til Kastrup, hvor jeg møder de andre klokken ni som aftalt. Herfra med Lufthansa til Frankfurt, hvor vi er hen ad middagstid, og så må det være i orden med den første feriepilsner. Jeg er åbenbart blandt inkarnerede øldrikkere, hvilket er udmærket, for så føler jeg mig knap så drikfældig selv.

Videre halv tre med ankomst til Almaty halv ni. En lille seks timers sviptur, der er for intet at regne i forhold til f.eks. turen til Manilla i marts. Tiden går let og hurtigt med mad, vin, kaffe, cognac (stor), lidt læsning, lidt filmkiggeri, lidt småblunden, en cognac mere (stor igen!) osv. osv.

Hen ad ni er vi inde i ankomsthallen. Vi skal dog lige tage i betragtning, at der er fem timers tidsforskel, så i virkeligheden er det 'midt om natten'. Køen til paskontrollen er lang, men forsvinder ret hurtigt, mens vi står i den mindre - men meget langsommere - visumkø. Det går faktisk dræbende langsomt, her har det tunge sovjetiske bureaukrati tilsyneladende overlevet i bedste stil.

Vi er trætte og mismodige over, at det trækker ud i det uendelige, men så kommer pludseligt den frelsende engel i form af Julia, en sød, frisk og effektiv 26-årig pige fra firmaet Kan Tengri, i hvis varetægt vi skal være de næste tre uger. Og så ryger ekspeditionstiden pludselig ned fra de cirka 30 minutter pr. person, som det tog at ekspedere de to, der var foran os i køen, til 5-10 minutter pr. person, og vupti er vores pas forsynet med de forjættede visa, og klokken er endnu "kun" fire.

Men så skal vi naturligvis også lige gennem tolden, hvor alvorlige herrer med store kasketter omhyggeligt gransker de formularer, som vi - efter bedste evne - har forsøgt at udfylde. Men hvad pokker svarer man på spørgsmålet om, hvorvidt man medbringer "goods that are subject to taxation of customs payment"? - det kommer vel for pokker an på, hvordan deres toldregler er! Eller "printed matters or other information carrying devices"? Det er vist bl.a. det, der også kaldes bøger, men vi enes om at svare nej til hele molevitten, hvilket vi da også slipper igennem med.

Udenfor kommer vi direkte ud i noget, der nærmest minder om en mellemting mellem en baggård og en byggeplads, og kort efter er vi henne ved den ventende bus. Det tager så lige en lille halv times tid gennem de brede og nattetomme boulevarder, før vi er fremme ved Hotel Otrar. Vild luksus, med værelser, der står opført til 100 dollars pr. stk. Her går der så yderligere nogen tid med at udfylde formularer, før vi endelig kan indtage de luksuriøse værelser, og klokken når faktisk at blive over fem, før vi ligger på langs i de behagelige senge.

Jeg ligger med en urolig fornemmelse i kroppen og frygter, at jeg ikke kan falde i søvn, men så kommer drømmene væltende ind over mig, og -



Mandag d. 12. august 2002

- jeg vågner ved, at telefonen kimer klokken 9:00 med den bestilte morgenvækning. Pyha, jeg føler mig godt nok lidt groggy, men det hjælper med et bad, for slet ikke at tale om hotellets udmærkede morgenmadsbuffet.

Vi skal på sightseeing i byen dag, og solen skinner, så påklædningen er sandaler, korte bukser og T-shirts. Klokken halv ti ankommer Julia sammen med tre andre fra rejsebureauet, der informerer os om, hvad vi kan forvente af de kommende tre uger - det lyder aldeles spændende.

Måske det lige er på sin plads her at sige et par ord om byen Almaty (der tidligere hed Alma Ata), og som var landets hovedstad indtil 1997, da man pludselig besluttede at skifte til noget "mere centralt" og mere jordskælvssikkert. Valget faldt på Astana (der tidligere var en lille og ubetydelig mineby). Almaty ligger cirka 800 meter over havet og har udpræget fastlandsklima, med varme somre og masser af sne og frost om vinteren (nogenlunde sådan som jeg nogen gange bilder mig ind, at der var i Danmark, da jeg var barn).

Og måske også et par enkelte ting om landet Kasakstan, der er den suverænt største af de tidligere sovjetrepublikker. Landet har kun 17 millioner indbyggere, men et areal på 2.7 millioner kvadratkilometer (62 gange Danmarks, eller nogenlunde som hele Vesteuropa), så der er god plads. Iflg. Lonely Planet ville landet være blandt verdens rigeste (målt pr. indbygger), hvis man til fulde udnyttede de enorme forekomster af olie, kul og mineraler. Det fremherskende sprog er russisk, som jeg ikke behersker, ud over "nastrovia" (skål), "da" (ja) og "njet" (nej), men jeg kan så nogenlunde læse de kyrilliske bogstaver, der jo minder temmelig meget om de græske.

Vi spadserer gennem den dejlige Panfilov Park forbi et temmeligt monumentalt mindesmærke for de faldne i anden verdenskrig og videre til den smukke russisk-ortodokse Zenkov katedral. Adskillige religioner trives tilsyneladende side om side her til lands. Der er flest muslimer (47%, mod 44% russisk ortodokse), men det er godt nok islam i en noget "light-udgave", der praktiseres her til lands. Vi ser ingen tilhyllede kvinder, men til gengæld ret så mange - og ret så smukke - der vrikker afsted i højhælede sko og det mest moderne outfit.

Vi kører lidt rundt i bussen ad de store og brede - men ikke særligt trafikerede - boulevarder. Vi ser parlamentet (udefra) og tager videre til nationalmuseet, hvor vi får en ret så grundig rundtur af et ungt hårdtpumpet kvindemenneske, der kun taler russisk, så Julia laver simultanoversættelse. Svend mener, at hun helt bestemt ifører sig sort latex og svinger pisken i skumle lokaler, når natten falder på.

Nu er udviklingen fra fisk og krebsdyr over dinosaurer til primater og forskellige stadier af homo sapiens jo ikke så meget anderledes her end så mange andre steder, og flere af os står nærmest op og sover. Julia, der har lidt mere situationsfornemmelse end latex-kustoden, foreslår en lettere afkortning af resten af rundvisningen, hvilket falder i særdeles god jord.

Videre til en tjekkisk restaurant, hvor vi indtager en udmærket frokost. Så er klokken også efterhånden blevet fire, men Julia synes lige vi skal afslutte dagen med at køre op i de nærliggende bjerge og nyde udsigten og den friske luft. På vejen ser vi også et stort skøjtestadion. Fint nok, selv om de fleste sidder og sover begge veje.

Så er der lige tid til et par timers hvil inden aftensmaden. Kirsten har - i sin LP-guide - fundet en restaurant lige ovre på den anden side af parken, som vi bliver enige om at besøge. Det viser sig, at de ansatte ikke kan et ord engelsk, og menukortet findes kun på russisk. Alligevel lykkes det os at få en glimrende tre retters middag med øl og kaffe - for 45 kr. pr. person. Samt en masse morskab over de søde servitricer, der gør alt for at prøve at forklare, hvad menukortet rummer.

Under desserten begynder det at regne, lyne og tordne, men vi sidder heldigvis i ly under et stort plasticsejl. Efter en god halv time er det atter overstået, og vi tripper tilbage til hotellet - mellem pytterne. Nogle vil videre til hotellets diskotek, der - har jeg senere ladet mig fortælle - bl. a. bød på adskillige let påklædte selvstændige erhvervsdrivende af det modsatte køn. Jeg er for træt og er - indrømmet - ikke lige til diskoteker, så jeg går op på værelset og læser og skriver lidt og er særdeles grydeklar lidt før midnat.



Tirsdag d. 13. august 2002

Havde en god nat med fast søvn og mange interessante drømme - som altid, når jeg er ude at rejse. Morgenmaden indtages i hotellets store kuppelsal, med ægte tæpper og imponerende vægmalerier, meget flot.

Jeg har en smule overskudsbagage, som jeg gerne vil have deponeret her på hotellet, indtil vi kommer tilbage fra trekkingturen. Jeg frygter at skulle gennem en masse papirarbejde i den forbindelse, men det viser sig at gå overraskende nemt. Næsten for nemt, gad vide om de overhovedet har styr på det, så de kan finde det igen?

Der er planmæssig afgang med bussen klokken ti præcis. Det besluttes at gøre holdt ved et supermarked, så vi kan købe evt. fornødenheder, for herefter vil det åbenbart blive særdeles småt med den slags muligheder. Supermarkedet er noget af en overraskelse. Det er megastort, ekstremt velforsynet og fyldt med hjælpsomme ekspedienter, og så er priserne tilmed lave. Her er - i modsætning til hvad vi oplevede forleden nat i lufthavnen - absolut ikke nogen mindelser om sovjettiden! Jeg indskrænker - trods de mange fristelser - mine indkøb til et par flasker mineralvand og en enkelt dåse øl. Lige så godt springe ud i det først som sidst.

Klokken halv elleve er vi på vej ud af byen i strålende solskin, ad en bred sekssporet vej (fyldt med huller) og med temmeligt begrænset trafik. De fleste sidder og småsover ind i mellem, det tager nok lige et par dage endnu at komme sig over den lidt hårde rejse herud.

Området er tørt, en slags halvørken, der ind i mellem brydes af lidt skov. Men så kommer vi pludselig til en landsby, der bestemt hverken er tør eller ørkenagtig. Her bugner det med frugter, først og fremmest meloner, men også æbler, pærer, druer, blommer og abrikoser, og alt er stablet i kæmpemæssige bunker langs vejen. En stor pose med elleve flotte æbler betales med 50 tengge (2½ krone), og så får vi endda smil og latter med i købet. Folkene her er afslappede og glade, og mange af de unge kvinder er rigtig smukke. At de også er rimeligt velstående ses af, at mange har fået sat guldoverflade på indtil flere fortænder, et statussymbol i store dele af det centrale Asien. Julia, der er nervøs for vores helbred, insisterer på, at vi skal skylle frugterne under en vandhane (men det bliver det vel ikke nødvendigvis bedre af, da vi ikke kender vandkvaliteten).

Efter yderligere et par timers kørsel kommer vi til et ørkenområde, hvor der sidder en mand på en gammel ramponeret sofa ude midt i "the middle of nowhere". Det viser sig, at hans funktion er at modtage entréafgift fra de, der gerne vil ned og se den canyon, der er området seværdighed, og det er netop det vi skal. Julia står og diskuterer længe med manden. Det viser sig, at der er én pris for "indfødte" og en anden for turister, og hun har - forståeligt nok - lidt svært ved at overbevise ham om, at vi tilhører den første kategori.

Lidt længere fremme standser bussen, og vi er klar til feriens første vandretur. Den bliver ikke så lang, men kuperet nok, da stien går stejlt nedad siden på den imponerende canyon. Kløften er dannet af Charyn River, der senere har skiftet løb, og det er meningen, at vi skal ned og holde frokoststop ved dens nye løb.

Floden ser frisk og indbydende ud, og jeg spørger Julia, om det er i orden at bade i den. Det er det, siger hun, bare jeg passer på ikke at blive revet med af dens strømme, der er ret voldsomme (men mest længere ude mod midten). Forudseende som jeg er har jeg naturligvis både badebukser og håndklæde med i rygsækken, og snart er jeg ude i det dejlige friske vand. Svend og Kim, der ikke har været helt så forudsigende, kan ikke modstå fristelsen, og snart kommer de bagefter, i Adams-kostume, hvilket Julia tydeligvis ikke bryder sig så meget om.

Det er blevet rigtig varmt, da vi starter tilbageturen op til bilen, men det hjalp med det forfriskende bad, og så blæser der heldigvis en frisk brise. Det sidste stejle stykke får virkelig sveden frem på kroppen, og det er særdeles kærkomment, da Boris (chaufføren) står klar med en stor læskende vandmelon.

Vi kører yderligere et par timer, før vi tager et kort tisse-og-frisk-luft-stop ved et sted, hvor der er en smuk udsigt over en dyb floddal og nogle underlige bølgeformede bakker i det golde landskab. Her ser vi også resterne af en slags mini-fæstning, der har været brugt i forbindelse med tidligere grænsestridigheder med Kina, hvis grænse ligger ganske tæt herpå.

Videre op gennem lave bjerge og gennem landsbyer, hvor kønne og glade børn smiler og vinker til os (mange af dem - både børn og voksne - er til hest).

Endelig - klokken otte - er vi fremme ved lejren, efter en lang og anstrengende dag. Beliggenheden er smuk (i cirka 1.500 meters højde, vil jeg gætte på), men vejret ser ikke for lovende ud. Truende skyer samler sig, og snart begynder det at dryppe, så det går stærkt med at få indtaget de små tomandstelte og få pakket liggeunderlag og sovepose ud, så de er klar til senere brug. En lille og glad - men ualmindelig beskidt - hund løber rundt og prøver på at påkalde sig opmærksomhed, og den er meget taknemlig, hvis man kæler lidt med den.

Foruden vore små telte består lejren af et toilettelt (der indholder et hul i jorden) samt to store telte, hvoraf det ene bruges til proviant og madlavning og det andet til spisning. Der er et stort spisebord og bittesmå folde-ud-stole til os alle, som man ikke ligefrem sidder bekvemt på, men som dog er vild luksus i forhold til vinterens trekkingtur på Mt. Elgon, hvor vi måtte sidde på den hårde og kolde jord omkring et bål og spise.

Vi får en dejlig suppe efterfulgt af fyldte peberfrugter, og til sidst te/kaffe med kiks og slik. Bagefter kommer flaskerne frem, whisky fra den toldfri i Kastrup og vodka fra formiddagens besøg i supermarkedet. Udenfor er det rigtigt uvejr, med lyn, torden og styrtregn. Det drypper ind rundt om i spiseteltet, og jeg frygter for, hvor tætte vores egne telte er.

Efter middagen kan jeg mærke, at min mave endelig kommer i gang igen (det er meget almindeligt, at den går i "dvale" de første par dage af en rejse), så jeg må over til toiletteltet, hvilket er lidt af en ekspedition i det vejr (der skal bl.a. krydses en lille bæk og et ret sumpet område). Men flot er det at "sidde" og kigge ud over området, der ind i mellem oplyses af flænsende lyn.

Vi sidder lidt og hyggesnakker over et par drinks, og de første forsvinder ved titiden (personligt holder jeg ud til næsten elleve). Temperaturen i teltet er fin, og der er tilsyneladende ingen problemer med at holde regnen ude, så omstændighederne skulle være til stede for en god nattesøvn. Alligevel kan jeg ikke sove, men ligger og "roterer" i timevis. Klokken halv to dukker Svend op og er i snakkehumør. Han er tydeligvis blevet lun på Julia, hvad der for så vidt ikke er noget at sige til, men han kan ikke rigtigt blive klog på hendes holdning. Endelig bliver der ro i lejren, men jeg kan stadig ikke falde rigtigt i søvn, og det ender med at blive en urolig og rastløs nat for mit vedkommende.



Onsdag d. 14. august 2002

> Jeg vågner - for Gud ved hvad nummer gang - klokken halv syv, og nu er det i hvert fald definitivt forbi med at sove, kan jeg mærke. Klokken syv lyder Julias overfriske godmorgen-hilsen, og jeg får viklet mig ud af posen og påbegynder pakningen. Det er altid lidt svært i begyndelsen af sådan en tur at beslutte sig til, hvad man skal have med i dagrygsækken og hvad man kan sende afsted med hestene, men det er for intet at regne mod Svends problemer. Han har hældt samtlige sine småting ud i teltet, det ligner det rene kaos.

Under morgenmaden klokken otte begynder det at dryppe igen, men samtidig lysner det også lidt. Klokken ni starter den - temmeligt stejle og mudrede - opstigning, men vi tager det ganske roligt, så ingen får unødige vejrtrækningsproblemer. Efter den første pause beslutter jeg at tage min nyindkøbte vandrestok i brug, hvilket viser sig at være en rigtigt god idé, idet den dels hjælper på balancen og dels giver en aflastning af mine knæ.

Efter et par hundrede meters stejl opstigning begynder terrænet at flade ud, og vi kommer til en smuk højfjeldseng med masser af blomster og duftende krydderurter. Solen er ikke rigtigt fremme, men næsten, og temperaturen egner sig fortrinligt til formålet.

Vi kommer til en såkaldt ”ger”, hvor en lokal familie tilbringer sommeren med at opfede heste og kvæg og med at forarbejde disses mælk på forskellig vis. En ger er et stort - halvstationært - kuppelformet telt, der rejses om foråret og pilles ned igen om efteråret, når området dækkes af store snemængder. Konstruktionen stammer vist fra Mongoliet.

Vi bliver inviteret indenfor og får serveret lækkert hjemmebagt brød (minder lidt om pitabrød) med dejlig abrikosmarmelade og "smetana" (meget fed creme fraiche, konsistens næsten som smør). Desuden en tør og syrlig ost, som jeg ikke er begejstret for, samt syrnet hoppemælk (som jeg BESTEMT ikke er begejstret for). Familiens medlemmer er utroligt søde og gæstfri, og vi laver en lille indsamling af slik og penge til gengæld.

Bagefter går vandrestien nedad mod en sø i 1.800 meters højde (Nizneye Kolsai Lake), som Julia har sagt at vi kan bade i, hvis vi ellers kan klare dens lave temperatur. Og selvfølgelig kan vi det, vi er vel af vikingeæt! Men gys, det er højst ti grader varmt, så det bliver ikke nogen lang svømmetur. Julia derimod svømmer med lange og rolige tag et godt stykke ud i søen, før hun stille og roligt vender om og svømmer tilbage til bredden - hun er godt nok sej! Men hun er jo også datter af en KGB-officer.

Vi går langs den smukke sø, der er omgivet af tæt fyrreskov på alle sider, indtil vi når den fjerneste ende, hvor vi gør holdt for at indtage den medbragte frokost. Modsat morgen- og aftensmaden, der serveres i lejren, så får vi om morgenen udleveret en plasticpose, der indeholder dagens frokost. Ikke noget stort orgie, men sund og nærende mad. Et par stykker brød med ost og pølse, et lille stykke frugt, et stykke chokolade og en lille pose med en blanding af nødder, rosiner og abrikoser.

Efter at vi har forladt søen, snor den mudrede sti sig stejlt op gennem skoven. Solen er forsvundet, og temperaturen er dalet til omkring en snes grader, men det er bestemt ikke noget problem at holde varmen. Til sidst - lige inden vi ankommer til lejren - skal vi krydse en rivende flod på en træstamme, hvilket heldigvis går godt for alle.

Lejren ligger på en eng, lige ved bredden af en ualmindelig smuk sø i 2.252 meters højde (Mynzhilki Lake). Desværre er temperaturen nu faldet til 16 grader, og vejret ser noget mørkt og truende ud. Ikke desto mindre er de fleste af os indstillet på et hurtigt bad i søen, der er endnu koldere end den forrige, GYS! Men det er dejligt at blive vasket, og det sætter blodomløbet i endnu højere svingninger end det allerede var i forvejen.

Bagefter gør det godt med et par kopper kaffe og en lille whisky, som indtages siddende på de små klapstole mellem teltene og den maleriske sø, omkring hvis skovklædte sider der så småt begynder at samle sig regntunge skyer.

Aftensmaden byder på suppe efterfulgt af æg, pølser og salat, og selv om regnen gradvist tager til mens vi spiser, har Julia besluttet, at aftenen skal bruges til "socialisering" mellem turens deltagere og ekspeditionens hjælpere. Dette skal foregå omkring et bål, som de har det største besvær med at få ild i, da alt træet efterhånden er blevet vådt, men omsider lykkes det da.

Først er det meningen, at alle skal præsentere sig selv. Det foregår på engelsk for vores vedkommende, mens Julia oversætter til russisk, og omvendt for de andres vedkommende. Så skal vi præsentere sange og sanglege fra vore respektive hjemlande, hvilket danskere generelt er ret dårlige til (og jeg hader). Jeg står og småfryser under mit regnslag og føler en voksende depression, som altid kommer, når jeg er tvunget til at opholde mig uden for i regnvejr.

Jeg lusker tilbage mod lejren, hvilket er sværere sagt end gjort. Her er mørkt som i graven, og det silende regnvejr gør det ikke bedre. Jeg er nødt til at lægge vejen op forbi toiletteltet, der ligger ved siden af en lille flod, som jeg gentagne gange er ved at vade ud i, inden det endelig lykkes.

I toiletteltet befinder der sig nogle hundrede insekter, der åbenbart heller ikke bryder sig om regnvejr, men da de ser lyset fra min pandelampe, vågner de alle sammen op på en gang. Halvdelen (de dummeste) sætter kursen mod pandelampen og den anden halvdel sætter målrettet kursen mod den del af kroppen, som jeg nødvendigvis må blotte for at udføre det planlagte ærinde, argw! Det hele bliver først lidt bedre, da jeg får den geniale idé at slukke for lampen, hvis lys jo faktisk ikke lige er strengt nødvendig, mens jeg sidder her.

På tilbagevejen undgår jeg med nød at næppe at falde i floden, gå ud i søen og gå ind i en hest, inden jeg omsider finder frem til teltet, hvor min sovepose venter mig med længsel (eller også er det omvendt). Det tager lidt tid at få sorteret vådt tøj fra tørt og komme ind i teltet, uden at få alt derinde gjort vådt, men omsider krones mine bestræbelser med held.

Jeg skriver lidt, læser lidt og ligger til sidst og lytter til den deprimerende lyd af regn, der trommer mod teltdugen, og lige inden jeg falder i søvn ligger jeg og tænker på, hvordan mit regnvejrstraume vil udvikle sig, hvis ikke det bliver tørvejr i morgen, hvor vi skal gå hele 1.100 meter op.



Torsdag d. 15. august 2002

> Dette har været turens - og måske lige frem hele mit lange livs - barskeste trekkingdag. Det har nu regnet uafbrudt i over et døgn, og hvis dette vejr fortsætter ret meget længere, er jeg bange for, at jeg snart får behov for akut krisehjælp.

Nå, men lad os lige tage det positive først: Klokken er 22:30, jeg sidder inde i teltet i min varme sovepose og føler mig rimeligt vel tilpas. Ingen maveproblemer (det er der ellers allerede andre, der har) og - først og fremmest - ingen problemer med knæ og fødder, på trods af en meget hård dag - hurra! Jeg er også nogenlunde varm, selv om temperaturen er lige omkring frysepunktet og eftermiddagens snefald netop er gået over i regn igen.

Dagen startede med, at det stadig regnede, hvilket det faktisk havde gjort hele natten. Jeg sov dårligt, selv om jeg ellers var træt nok. Måske jeg efterhånden er blevet for gammel og magelig til at sove på et liggeunderlag?

Vi fik serveret varm te/kaffe i teltåbningen, hvorfra der i øvrigt var en forrygende udsigt over søen, hvis vandstand er steget markant i nattens løb. Svend besluttede sig til at trodse regn og kulde og tage et hurtigt dyp i den iskolde sø, måske for hurtigt og effektivt at fjerne den sidste fornemmelse af nattens erotiske drømme om Julia?

Morgenmad halv ni og afsted halv ti. Efter lange spekulationer beslutter jeg at gå i korte bukser, på trods af vejret. Turens første hurdle er flodpassagen via den store træstamme, som vi også brugte i går. I mellemtiden er den imidlertid blevet kanonglat, og Julia - der ellers er særdeles sikker på benene - kommer kun lige netop over uden at skvatte ned i den iskolde og brusende flod. Svend og jeg vælger at tage den "på røv og albuer", mens resten af selskabet vælger at gå op og finde et lidt mindre risikabelt sted at foretage krydsningen.

Julia har en idé om, at vi skal krydse direkte op gennem den våde og tætte underskov i stedet for at bruge stien. Ingen forstår rigtigt begrundelsen, men vi følger lydigt trop. Efter en times tid går det dog op for hende, at vi nok alligevel bør gå tilbage og benytte stien. Det bliver ved med at regne, ikke voldsomt, men stabilt. Græs og buske er våde, og der er mudder på stien, så snart er vi alle godt sølet til.

Vi holder et kort - stående - frokoststop under et kæmpestort fyrretræ omkring klokken tolv. Efterhånden som vi kommer op i højderne, bliver det stadig koldere. Trægrænsen ligger omkring de 3.000 meter, og herefter er der ikke længere vådt græs og våde buske. Til gengæld vader vi gennem sumpede moseområder, og flere klager over gennemblødt fodtøj. Min fødder er heldigvis varme og tørre helt til hen sidst på eftermiddagen, hvor der efterhånden er sivet så meget fugt ned ovenfra (langs sokkerne), at det begynder at svuppe. På et tidspunkt forsvinder mit ene ben pludselig ned i et dybt mosehul, og jeg frygter, at det vil afstedkomme problemer med knæet, men det sker heldigvis ikke.

Efterhånden går regnen over i sne, og det bliver for alvor koldt. Folk fryser og har blå læber, og jeg tager mig langt om længe sammen til at tage lange bukser, regnbukser og poncho på. For resten smart med den poncho, for cirka hvert femte minut har der samlet sig en stor slurk lækkert kølig regnvand i den, så jeg ikke behøver at afmontere rygsækken for at fremfinde min drikkevandsflaske.

Flere gange ser det ud som om vi er oppe ved passet, men hver gang er der så alligevel lige et stykke vej ekstra, og først omkring klokken fem kommer vi endelig over Shodo-passet, der ligger i 3.350 meters højde, og herefter skulle der kun være tre kvarters vandring ned til lejren i 3.150 meters højde.

Mine støvler er nu sjapfyldte med vand, og jeg må sande, at de virkeligt er vandtætte, for det vand, der er kommet ind, kommer absolut ikke ud igen! På sin vis er det befriende at have så våde fødder, at de ikke kan blive vådere, for nu kan jeg jo bare slappe af og vade lige gennem mosehuller og småfloder. Det er en helt euforisk fornemmelse, og jeg føler mig midlertidigt frigjort fra mit dybtliggende "regnvejrstraume".

Endelig klokken seks er vi fremme ved lejren, ja altså lige bortset fra, at den ligger ovre på den anden side af en rivende flod. Den er nu nem nok at forcere for mig, dels fordi jeg har lange ben, og dels fordi jeg ikke tager det så tungt, om der skulle komme lidt ekstra vand ind i støvlerne ("gennemblødt" kan ikke gradbøjes). Jeg påtager mig at hjælpe Kirsten, der har betydeligt kortere ben, men det går ikke så godt. Hun mister balancen og er lige ved at blive revet med af floden, men jeg holder i den ene arm og så kommer Julia - der ikke er ret stor, men bomstærk - til og tager fat i den anden arm, og så er hun atter i sikkerhed.

Det viser sig, at en af hestene er skvattet i dagens løb, så adskillige af de store stænger til madteltet er knækket. De er dog allerede blevet repareret med tape og snor og fungerer atter fint.

Det er lidt af et kunststykke at komme ind i teltet, uden at gøre dette vådt inden i. Støvlerne samt alt det gennemblødte tøj må efterlades i en bunke ude mellem inder- og yderteltet, og så må vi ellers håbe, at det snart bliver tørvejr igen. Jeg finder tørre sokker og termoundertøj frem og borer mig dybt ned i soveposen i håb om at genvinde en mere human kropstemperatur.

Madsignalet lyder klokken otte, og jeg har så nogenlunde fået varmen, omend ikke helt. Da jeg bukker mig frem for at lyne soveposen op får jeg en voldsom krampe i inderlåret, av av! Hvad nu med fodtøj? Mine støvler er gennemblødte, jeg kan ikke have sokker på i sandalerne (fordi jeg var så dum at medtage dem, der har en rem ind mellem tæerne) og det er alt for koldt til at gå uden sokker. Løsningen bliver tørre sokker med plasticposer om, og så ned i de våde støvler. Det fungerer, omend det ikke føles særlig rart, og slet ikke varmt.

Vi får dejlig fiskesuppe efterfulgt af en pastaret, herligt, og bagefter adskillige kopper stærk kaffe og lidt - sød - lokal rødvin. Inden sengetid må jeg lige besøge toiletteltet, der er anbragt på den anden side af et par små bække, så det gælder sandelig om at se sig ordentligt for, når man raver rundt ude i mørket. Karen og Susanne har medbragt adskillige af de der store "staniol-tæpper", der er geniale til at have liggende under liggeunderlagene, når vejret er så fugtigt, idet man så undgår at der samler sig en masse kondens på undersiden, tak for det!

Klokken ti ligger jeg i posen og bruger lige en times tid på at opdatere dagbogen, inden jeg overmandes af træthed.



Fredag d. 16. august 2002

"Når det ser aller sortest ud, begynder det som regel at lysne", sådan synes jeg i hvert fald tit det går, når man er ude at rejse. Men starten på dagen - regnet fra midnat - var nu ikke specielt god. Jeg kunne - som sædvanligt - ikke sove og lå og roterede til hen ad tre, hvor Svend skulle på toilettet. Jeg benyttede lejligheden til at smutte med ud, nu teltet alligevel var åbnet, og - oh fryd - regn, sne og slud var erstattet af den smukkeste klare stjernehimmel. Tilbage i posen kunne jeg høre Svend gå rundt derude og ryge og kommentere stjerneskud. Langt om længe kom han tilbage, og der blev atter ro i lejren. Herefter lykkedes det mig endelig at sove et par timer, men halv syv var det definitivt slut. Jeg hundefrøs, hvilket måske til dels skyldtes, at Svend kun havde fået lukket lynlåsen i inderteltet halvt.

Kvart over syv lyder Julias overfriske godmorgenhilsen, og kort efter bliver en kop varm te rakt ind ad teltåbningen. Himlen er knaldblå, og der ligger nyfalden sne lidt oppe ad bjergskråningerne. Faktisk ligger der også stadig enkelte klatter i græsset mellem teltene, det er den tøsne, der faldt i går, og som er stivnede, da skyerne forsvandt og nattefrosten satte ind.

Morgenpakningen besværliggøres af, at det våde tøj skal holdes 100% adskilt fra det tørre. Mine støvler er naturligvis stadig drivvåde, så jeg vælger at fortsætte med plasticpose-løsningen. Det er ikke til at vide, om det fine vejr holder, så der skal også pakkes regntøj, der lige kan nå en let tørring, da solen - lidt over otte - endelig titter frem over bjergkammen og kaster sine livgivende stråler ned over lejren.

Sø i 3.200 m højde

Klokken lidt over ni er vi klar til afgang. Først skal vi op over endnu et pas, der ligger i 3.445 meters højde. Det tager nu kun en god halv time, og undervejs oplever vi, at udsigterne bliver flottere og flottere. Kurmeenty passet ligger på en bjergkam, der danner grænsen mellem Kasakstan og Kirgisistan, så efter et godt langt hvil er jeg klar til at drage ind i mit land nummer 69. Forinden skal vi dog have taget nogle gruppebilleder, og jeg tager også adskillige billeder ud over det smukke landskab.

Desværre er der ved at samle sig skyer rundt omkring, og da vi kommer nogle hundrede meter ned på den anden side, går vi skiftevis i sol og tåge. Vi skal hele 1.900 meter ned fra passet, så det bliver en hård tur, ikke mindst med et par plastomvundne fødder i våde støvler. Der skulle være gode chancer for vabler under de omstændigheder, men mirakuløst nok slipper jeg. Det er - trods mine brede og ikke ligefrem elegante fødder - sjovt nok en af de skavanker, jeg meget sjældent lider af. Og - endnu mere lykkeligt - knæet holder endnu en gang. Kun enkelte gange mærker jeg lidt til det, og jeg sender et taknemlig tanke til min fysioterapeut, der har lavet øvelser med mig de sidste par måneder, og til ortopæden, der har fremstillet de specielle indersåler jeg går rundt på.

Snart passerer vi trægrænsen og bevæger os ind i et område med høje fyrretræer og mudrede stier. Lidt senere kan vi - ned gennem floddalen - se den flade steppe og den kæmpemæssige Issyk Köl sø, hvor vi skal ned og bade i morgen - som afslutning på første etape af vores trekkingtur.

Endelig - omkring klokken fem - når vi frem til lejren, der ligger idyllisk i 1.900 meters højde ved en brusende flod og med dejlig udsigt til skovklædte bjergskråninger. Skyerne ligger nu tæt oppe over de bjerge vi kom fra, men den anden vej - ude over sletten og søen - er himlen blå, og det er heldigvis i den retning solen står. Så det kan næsten ikke gå stærkt nok med at få spredt alt det våde tøj ud over græs og teltbarduner, for med lidt held er der 2½ times solskin endnu, hvilket vel skulle være nok til at få tørret det meste.

Derefter en tur til floden med sæbe og håndklæde, og straks er man som et nyt menneske. Svend er gået i gang med at socialisere med vore medhjælpere (involverer bl.a. indtagelse af vodka), mens jeg, der ikke har helt så stort et selskabsgen, sætter mig på en sten nede ved floden og får dagbogen ført ajour.

Solen bager stort set uafbrudt, indtil den - hen ad halv otte - forsvinder bag bjergkammen mod vest. Utroligt at tænke på, hvor slemt vejret var i går, sammenholdt med, hvor vidunderligt det har været i dag. Håber det var "en enlig svale".

Jeg har tydeligvis fået for meget sol i ansigtet, hvilket egentlig undrer mig lidt. Efter Uganda, Filippinerne og Spanien troede jeg ikke længere det var nødvendigt med solcreme, men så har højdeeffekten alligevel overrumplet mig. Mit ansigt brænder, som om jeg havde feber, men det kan selvfølgelig også være, at det er en eller anden form for efterreaktion på strabadserne - og afkølingen - i går.

Per har fået en slem vable, der professionelt bortopereres af Susanne - godt at vi har indtil flere sygeplejersker med på turen, det kan berolige en gammel hypokonder som mig.

Aftensmaden serveres som sædvanlig præcis klokken otte og er - også som sædvanlig - enkel, men lækker og mættende. Jeg har lidt hovedpine, så jeg går i seng allerede klokken halv ti. Men selv om jeg er dødtræt, kan jeg ikke falde i søvn, og tanken om endnu en søvnløs nat får mig til at beslutte at tage en melatonin.

Forreste del af karavanen nær pas i 3.445 meters højde på grænsen ml. Kasakstan og Kirgisistan


Lørdag d. 17. august 2002

Vidunderligt solskinsvejr fra morgenstunden, og pga. dagens program har vi ikke særligt travlt, men kan sove lidt længere og tage det hele lidt mere roligt. Eneste minus ved dette dejlige sted er en forfærdelig stank fra de mange hundrede får, der i går aftes blev gennet ind i folden lige ved siden af lejren. Nå ja, og så lige det faktum, at jeg - trods det at jeg sov nogenlunde godt i nat - stadig har en halvslem hovedpine, underligt.

Da morgenmaden endelig er indtaget og lejren pakket ned, begiver vi os ud på dagens vandretur, der varer - ti minutter! Vi skal bare lige krydse en flod, så jeg går i mine plastsandaler, med støvlerne bundet rundt om halsen. Meget bekvemt, for de er endnu ikke helt tørre efter den dramatiske tur forleden.

Mens vi venter på bussen, er der lige tid til at gå et par hundrede meter op ad en grusvej og beundre den himmelske udsigt over den kæmpestore sø og den 5-7.000 meter høje sneklædte bjergkæde længere mod syd og sydøst.

Vi pakker os selv og al bagagen sammen i bussen og kører en lille halv times tid, ned til den østlige ende af søen, hvor vi parkerer ved en lille sandstrand. Issyk Köl er cirka 150 km. lang og 50 km. bred, og med sin beliggenhed i 1.600 meters højde skulle den - iflg. LP - være verdens næsthøjest beliggende "større" sø. Så snart kan jeg prale af at have svømmet i begge disse to, omend opholdet i Titicacasøen - der ligger i 3.800 meters højde - unægtelig var noget kortere, da temperaturen ikke var meget over 3-4 grader.

Vandet her har en behagelig temperatur, måske tyve grader, og den dejlige sandbund skråner jævnt ud i søen. Vidunderligt forfriskende, og ganske fascinerende at ligge og kigge på de høje bjerge med sne på (og høre Ole citere fra LP, iflg. hvilken der for få år siden skulle være sket et udslip af mange tons giftige kemikalier i søen).

Bagefter et par timers solbadning på stranden, herunder indtagelse af frokost, der serveres smukt anrettet på et bord. Lækkert friskt brød, ost, pølse, sardiner, druer og store saftdrivende vandmeloner.

Efterhånden dukker der også en del lokale op på stranden, med masser af børn, der leger og pjasker i vandet. Akkurat som derhjemme er der børn, der ikke kan finde ud af at forlade det våde element i tide, bl.a. en lille karseklippet fyr med spinkle arme, der tydeligvis står og ryster af kulde, uden selv at være i besiddelse af den fornødne viljekraft til at gøre noget ved sagen. Det bliver åbenbart for meget for Svends beskytterinstinkter. Han går resolut ud og henter barnet ind og frotterer ham varm og tør med sit håndklæde, hvilket barnet ser ud til at være ganske godt tilfreds med. Der går dog kun et par minutter, før han atter er ude i vandet.

Midt på eftermiddagen går turen videre mod Karkara Base Camp, en tur på cirka 150 kilometer. Først gør vi dog lige holdt ved en lille landsby for at købe vand. Desuden skal Flemming have solbriller, Susanne sandaler og Kim handsker. Vi går ind på det lokale marked, der bugner med varer, omend der mest er tale om kedelige kinesiske plastprodukter samt kiks i alle mulige afskygninger. Ikke desto mindre lykkes det at finde det hele, og det til priser, der er til at dø af grin over. Vi har ingen kirgisiske penge, og dollars vil de ikke have (ellers sjældent at man oplever det), så vi henvises til en af boderne, hvor en dame har et lille ekstrajob som vekselbureau-bestyrer.

I mellemtiden har Svend investeret i en hel kasse kølige pilsnere, hvilket vækker stor jubel. Jeg er nu mere til vand, da min hovedpine - efter nogle timers fravær - er kommet voldsomt tilbage.

På vej ud af byen overhales vi af en lille dreng til hest, uden sadel eller stigbøjler. Han farer afstod, og har alligevel overskud til at vinke ind ad vinduerne til os.

Og så går det ellers ud over stepperne, med vidunderlige gul-grønne og blomsterklædte bakker til alle sider. Området er særdeles tyndt befolket, men der bliver tilsyneladende produceret masser af honning. Og så ser man af og til en ger, der fungerer som sommerbolig for folk, der har store mængder af kvæg, får eller heste på græs (evt. på vegne af hele landsbyer). Nogle gange er ger'en erstattet af en - noget mindre malerisk - togvognslignende prærievogn.

Klokken fem er vi fremme ved Karkara Base Camp, der ligger i 2.000 meters højde, smukt omgivet af grønne bakker med spredt bevoksning af fyrretræer. Broen over floden, der løber lige ved siden af campen, danner grænsen mellem Kirgisistan og Kasakstan, og heller ikke her er der nogen form for kontrol, så vi kunne vist i grunden godt have sparet de 35 dollars til visum til Kirgisistan.

Base Camp'en er ejet af Kan Tengri, firmaet, der har arrangeret vores tur. Her er - foruden en masse tomandstelte på en stor græsplæne - en stor bygning med spisesal og bar samt - helt nede ved floden - en bygning med varme brusebade, vaskefaciliteter - og sauna! Og så råder de over en stor helikopter, der senere skal fragte os rundt oppe i bjergene.

Vi får hurtigt etableret os i teltene, hvorefter der er endnu et par timer med dejligt solskin, hvor vi kan sidde ude på græsplænen - i rigtige stole med ryglæn - og slappe af med øl og kaffe. Mest kaffe for mit vedkommende, da hovedpinen stadig rumsterer, selv om jeg har taget to gange to codymagnyler. Det begynder snart at bekymre mig lidt.

Middagen serveres klokken otte, uden den obligatoriske suppe. Maden er lækker nok, men portionerne er ikke specielt store, og sammenholdt med den megen motion vi får, så må det her da efterhånden være noget af en slankekur.

Hen ad klokken ti går gruppen i baren/diskoteket, undtagen mig, der lægger mig over i teltet og plejer min hovedpine. Jeg ryster af kulde og har svært ved at få varmen igen, selv om her ikke er specielt koldt. Gad vide om det er den voldsomme tur forleden, der har sat kroppens temperaturregulering ud af drift?



Søndag d. 18. august 2002

Det blev en rigtig dårlig nat med alt for lidt søvn, hvor jeg måtte ned og besøge det - temmeligt fjerntliggende - toilet hele to gange. Første gang klokken et, hvor månen var ved at forsvinde og stjernerne strøet ud over himlen, og anden gang klokken seks, hvor det allerførste spæde daggry var ved at dukke frem.

I løbet af natten starter en voldsom blæst oppe fra bjergene, og teltet ryster og blafrer. Ved tretiden må jeg op og tage mere tøj på, hvorefter det endelig lykkes mig at få varmen, men søvn bliver der ikke meget af. Klokken otte rammer solens stråler teltdugen, og temperaturen stiger hurtigt, så det varme undertøj må af i en vis fart. Det er atter en smuk solskinsmorgen, og den voldsomme vind er allerede ved at tage lidt af. Vi får havregrød til morgenmad. Det bliver godt nok aldrig min livret, men garneret med en stor klat syltetøj glider det da ned, og så skulle det jo være så sundt.

Dagen står i afslapningens tegn, og det eneste presserende punkt på dagsordenen er tøjvask. Dette klares hurtigt, omend noget besværligt, på den gammeldags "vaskemaskine", der bare er en cylindrisk beholder med et - elektrisk drevet - skovlblad i bunden. Og så er vejret jo nærmest perfekt til tøjtørring, med sol og frisk vind. Resten af formiddagen går med at dase i solen, vende vasketøjet, drikke en pilsner samt læse og skrive.

Lækker frokost med krydret suppe efterfulgt af stegt kylling med nudler og salat, fremragende søndagsmiddag. Og resten af eftermiddagen står for alvor i afslapningens tegn. Vejret er aldeles himmelsk, med sol fra en skyfri himmel og 24 grader i skyggen. Jeg sidder og kigger op på de smukke bakker omkring os, men betvinger min lyst til at løbe op på dem. Dels er hovedpinen endnu ikke helt væk - omend det hjælper - og dels har kroppen vist brug for maksimal restitution inden de næste elleve dages trekking. Til gengæld får jeg færdiggjort min første bog, hvilket vel må siges at være meget passende her efter den første uge, da jeg har tre med.

På vej over til toiletterne laver jeg den - for mig - klassiske - snuble-over-sten-og-slå-hul-på-storetåen-manøvre, pokkers. Nå, hullet er ikke så stort, og hudflappen sidder der endnu, så med lidt klorhexidin og plaster skulle situationen forhåbentlig kunne bringes under kontrol. Jeg er en smule mere bekymret over, at tåen efterfølgende er øm at gå med. Lidelsernes sum skal åbenbart være konstant. Jeg har i øvrigt også fået tynd mave nu. Ikke kritisk, men dog irriterende.

I løbet af aftenen begynder der at komme skyer på himlen, forhåbentlig er de væk igen i morgen. Jeg fejrer hovedpinens forsvinden med en øl til aftensmaden efterfulgt af endnu en i baren bagefter, men så må det også være slut. Ikke så meget på grund af prisen (knap 25 kr. pr. stk., hvilket er dyrt efter Kasakstan-forhold, men jo ikke efter danske), men mere for ikke at udfordre skæbnen mht. min hovedpine, der næsten er forsvundet nu.

Vi sidder og sludrer en times tid i baren, hvor der er dejlig afdæmpet musik, i stærk modsætning til de hidsige teknorytmer, der lød i går aftes (heldigvis i passende afstand fra mit telt). Jeg er træt som et alderdomshjem. Ikke på grund af dagens strabadser, der mildt sagt har været begrænsede, men fordi jeg har sovet ret lidt - og dårligt - de sidste nætter. I aften føler jeg til gengæld, at jeg vil kunne sove, og jeg glæder mig allerede, da jeg kryber ned i posen. Det bliver da heller ikke til mange minutters læsning, før jeg må overgive mig til søvnen.



Mandag d. 19. august 2002

Det blev - som håbet - en god nat, hvor jeg langt om længe sov som en sten, bortset fra de tre gange, hvor jeg måtte ned og besøge det afsides beliggende toilet. Jeg vågner - for fjerde gang - lidt i otte og føler mig som et nyt menneske.

Det er lidt svært at blive klog på vejret. Længere oppe i dalen - og oppe over bjergene - ligger der skyer, men herfra og nedefter er himlen blå. Det gør det jo ikke nemmere at pakke til dagens første udfordring, som er en ridetur. Den har jeg i øvrigt set frem til, efter at jeg sidste år gik et halvt års tid til ridning og selv syntes jeg fik så nogenlunde tag på de mest elementære ting.

Julia forklarer, at vi de næste 1½ uge intet som helst kan købe, så hvis nogen nødigt vil undvære spiritus i denne periode, så skal det købes og medbringes herfra. Svend og Kim køber et par flasker vodka og et par flasker rødvin, mens jeg holder mig i skindet. Jeg har aftalt med mig selv at benytte lejligheden til at prøve en alkoholfri periode. Jeg er sikker på, at min krop vil have godt af det, og måske kan det endda hjælpe med til, at jeg taber mig et par kilo, hvilket ville være særdeles kærkomment.

Morgenmad og pakning er overstået klokken ti, hvor solen stadig skinner behageligt. En halv times tid senere er hestene klar, og vi bliver - sådan lidt tilfældigt - tildelt hver sin. Sadlerne er temmeligt primitive, selv om det senere skal vise sig, at kvindernes - af en eller anden grund - er endnu mere primitive end mændenes. Instruktionen er enkel: "Tjuh" betyder gå, og "Trrr" betyder stop. Og hvis ikke "Tjuh" er stærkt nok, skal man bare sige "Sausage", hævder Julia (de laver pølser af hestekød her til lands).

Forfatteren til hest nær Karkara Base Camp

Snart efter rider vi tilbage over grænsen til Kirgisistan og sætter kursen op gennem den smukke floddal. Det viser sig snart, at jeg har fået en særdeles doven hest, eller også er min udtale bare for upræcis. Selv om jeg brøler "TJUH" og hamrer mine støvlehæle ind i krikkens ribben, er den svær at få til at bevæge sig fremad i mere end skridtgang, og hver gang der kommer bare en lille smule fart på, og vi når frem til en af de andre heste, så lægger den sig straks ind bagved. En dum og stædig krikke med et meget lille konkurrencegen.

Gruppens forhåndserfaringer er meget blandede. Kirsten har f.eks. aldrig siddet på en hest før og er derfor lidt nervøs, men det viser sig faktisk at gå ganske udmærket. Karen derimod har redet en masse, hvilket man da også tydeligt ser.

Nå, men trods min sløve hest kommer vi jo derudad, og ind mellem mine kampe med hesten når jeg at nyde solen og det helt vidunderlige landskab vi rider igennem. På halvvejen tilbyder Julia, at vi kan bytte hest, da hun godt kan se, at mine ordrer ikke har den store virkning. Det gør vi så, hvorefter hun kaster sig op på min "sløve krikke" og spurter afsted i fuld galop, suk! Jeg foretrække at tilskrive det den kendsgerning, at hun - i modsætning til os andre - er i besiddelse af en pisk, eller også er det bare fordi hun har en tydeligere udtale af "Tjuh". Jeg vil dog heller ikke helt afvise, at det måske også kan have noget med erfaring at gøre.

Hvorom alt er, nu går det i hvert fald noget bedre, og snart er vi oppe i galop, oh gys og fryd! Det hele bliver jo i virkeligheden både lettere og mere behageligt på den måde, selv om jeg ikke kan undgå at føle, at det er en ret fin balance, som der ikke skal meget til at forstyrre. Og et styrt her ville ikke være smart, uden hjelm og langt fra kvalificeret lægehjælp.

Snart er vi oppe på en eng med store flokke af får. Tre søde små unger hilser os velkommen og kommer op på hver sin hest, mens vi rider hen til deres families bosted. Det er endnu en ger, og endnu en gang skal vi indenfor og nyde godt af beboernes gæstfrihed. I mellemtiden forærer vi slik og kuglepenne til børnene, som er utroligt søde og fotogene. Det tiltrækker også et par af de ældre mænd, og jeg forærer en kuglepen og en blok med små gule klistermærker til en hyggelig gammel fætter.

Og hvad i alverden skal han så med det, spørger man uvilkårligt sig selv, han kan formentlig ikke engang skrive. Næ, så er deres gaver til os umiddelbart mere nyttige. Dejlig te fra samovar samt lækkert brød med det herligste syltetøj. De røgede og/eller syrnede mælkeprodukter er der også, men dem er jeg nu knap så begejstret for.

Blandt familiens husdyr er der en lille hund med en pudsig opførsel. Den gør ad os, men hvis man går hen mod den og taler med indladende stemme, så lægger den sig ned og logrer med halen. Men så snart man er et par meter fra den, så begynder den at krabbe sig væk, nærmest uden at forlade sin liggende og logrende stilling. Der er tydeligvis et eller andet, der strides i dens sind, måske har den fået prygl engang? Det lykkes lige netop Flemming at komme i nærkontakt med den, men kun en enkelt gang, og ingen af os andre har held med vore forsøg.

Turen videre ud i vildnisset skal foregå i en gammel russisk militærbus, og det føles såmænd ikke så meget anderledes end at sidde på hesten. Kors en rystetur, op og ned ad skrænter og tværs gennem floder og bække. En lille fyr fra familien kører med os, og han sidder på hele turen og kigger interesseret ud af vinduet, mens han af og til peger og gestikulerer - på russisk.

To timer varer turen, og Svend begynder at fable om en smøg, efter at han her til morgen proklamerede, at denne dag skulle være den første i en ny røgfri periode. Jeg har - dog uden at annoncere det højlydt - besluttet noget tilsvarende på alkoholfronten, hvorfor jeg med vilje undlod at deltage i morgenens indkøb af spiritus. Jeg har selv en halv flaske whisky fra Kastrup, som naturligvis vil blive budt rundt om nogle dage, men ellers er beslutningen ikke så vanskelig at overholde, da vi jo ikke ligefrem kommer til at vade i fristelser den næste halve snes dage.

Landskabet bliver stadig mere barsk, efterhånden som vi når længere ud mellem bjergene, der er golde, pånær nogle hårdføre grågrønne buske. Det sidste stykke vej kører vi simpelt hen i selve floden.

Klokken er hen ad fem, da vi når frem til lejren (Tuz River Gorge i 2.850 meters højde). Vejret ser truende ud, og teltene er ikke slået alt for godt op. Visse barduner mangler helt, og andre skal strammes. Pludselig begynder det at lyne og tordne og blæse, og et øjeblik efter bryder et hidsigt regnvejr løs, som snart går over i hagl. Det er ret voldsomt, men varer til gengæld kun 5-10 minutter, hvorefter det stilner lidt af.

Så er der te og kaffe, og bagefter er regnen hørt helt op, og solen titter endda frem. Jeg sidder lidt og skriver dagbog, og bagefter går jeg ned til den iskolde flod og laver lidt etagevask.

Klokken otte er der aftensmad med lækker suppe efterfulgt af kartofler med lidt kød og salat og afsluttet med masser af vidunderlig vandmelon. Jeg kan ikke sidde stille ret længe ad gangen på de små taburetter, endnu kortere end normalt, da jeg stadig er øm i rumpen efter rideturen. Jeg håber den første hest er mindst lige så øm som jeg, det skortede i hvert flad ikke på hælespark i dens ribben.

Jeg siger pænt nej tak til at smage rødvinen, og også da vodkaen bagefter kommer frem lykkes det mig at opretholde min standhaftighed. Det er lidt sværere med Svend og tobakken. Først tigger han Susanne om hjælp (hun er den eneste anden - i øvrigt særdeles moderate - ryger på holdet), men hun har jo lovet at støtte ham, så svaret er nej. Det ender så med, at den stakkels mand står og roder i skraldeposen efter nogle våde cigaretter, som han finder ud af, at hun har smidt ud, og endelig får han det tiltrængte skud nikotin gennem en halvvåd og osende cigaret.

Jeg kryber i posen halv elleve, læser og skriver lidt og lægger mig så til at sove i et lønligt håb om, at jeg ikke skal ud alt for mange gange i nattens løb.



Tirsdag d. 20. august 2002

Det passer åbenbart ikke helt, at lidelsernes sum er konstant, for her til morgen vågnede jeg klokken syv, efter en dejlig nats søvn med masser af underholdende drømmeaktivitet (og kun et toiletbesøg). Frisk og udsovet, såret på storetåen kan kun lige mærkes, og maven har været i ro et helt døgn nu. Til overflod er himlen blå med enkelte fjerlette skyer. Men det er hundekoldt, med rim på græsset, og det er rigeligt for mig at være tilskuer, da Svend smider sig ned i floden og udstøder et primalskrig, der runger mellem bjergene.

Får hurtigt klaret morgenpakningen - rutinen er allerede ved at komme - og står så udenfor og venter med længsel på, at solen skal dukke op over bjergkammen. Dette sker først omkring halv ni, til gengæld er der så fuldt blus på lampen fra første øjeblik! De mange overflødige stykker tøj stryger af, og dagens trek påbegyndes i korte bukser og en enkelt bluse. Det store spørgsmål i sidste øjeblik er altid, hvor meget tøj man tør sende med hestene frem til den næste lejr, og hvor meget man selv skal gå og slæbe på. Godt nok er himlen fuldstændigt blå nu, men vejret kan skifte særdeles hurtigt i bjergene, og på 6-7 timer kan alt ske. Efter advarslen i sidste uge bærer jeg til stadighed rundt på både regntøj og rigeligt med varmt tøj.

De første tre timer er let vandring op langs floden. Himlen forbliver blå og danner en forrygende smuk baggrund for de forrevne bjerge, der omgiver os. Det myldrer af liv rundt om. Først og fremmest insekter, hvoriblandt hestebremserne er de mest irriterende. Jeg blev bidt af én forleden og kan meddele, at de bider særdeles hårdt. Så er der smukke sommerfugle i alle mulige farver, og over os kredser ofte majestætiske ørne. På pattedyrsfronten ser vi af og til klippegrævlinge, og de mange huller i jorden antyder, at der er masser af dem. Også floraen er imponerende, sjældent har jeg set så mange smukke blomster i alle mulige farver.

Per er til hest i dag. På grund af slemme vabler samt problemer med det ene ben fik han - nede i Base Camp - lavet en aftale om at leje en hest for de næste ti dage - pris tyve dollars pr. dag. Han bruger den dog ikke hele tiden, men den er god at have "i baghånden", da den også bærer Kirstens og Karens dagtursbagage.

Jeg mærker lidt murren i knæet ind i mellem, men det er på ingen måde kritisk, og jeg begynder så småt at genvinde troen på, at jeg har mange bjergeventyr til gode endnu.

Ved tolvtiden står vi foran den sidste stejle hundrede meters stigning op til Tuz pas i 3.556 meters højde. Lidt stakåndet er man jo unægtelig, men alt den slags glemmes i begejstring over den udsigt, vi mødes af på den anden side af passet. I det fjerne - måske 50-80 kilometer væk - ses en sneklædt bjergkæde, i hvis midte en markant tinde strækker sig mod himlen. Det er Kan Tengri på cirka 7.000 meters højde, som jo har lagt navn til firmaet, der står for vores tur. Bjerget er ”tobleroneformet”, lidt á lá Matterhorn, og ser aldeles ubestigeligt ud, men helt så slemt er det åbenbart ikke, for ifølge Julia laves der jævnligt vellykkede bjergbestigningsekspeditioner deroppe. De sidste 3-4 dage skal vi - pr. helikopter - op og bo i en lejr ved en gletscher tæt på dette imponerende bjerg.

Vi holder en dejlig tre kvarter lang frokostpause i solen, inden vi påbegynder nedstigningen. I mellemtiden er skyerne begyndt at samle sig, og tre kvarter senere begynder det at tordne og dryppe, men det bliver aldrig rigtigt til mere. Klokken fire er vi nede ved lejren, der - som sædvanlig - ligger ved en flod (denne gang i cirka 3.300 meters højde).

Der er stadig lidt solskin ind i mellem, så jeg beslutter at gå ned til floden og vaske hele kroppen - på en gang. Gys, det er koldt, men yderst forfriskende, og så føles det aldeles vidunderligt bagefter.

Så er der te og kaffe, og Svend og Kim finder vodkaen frem. Tænk, jeg føler mig ikke engang specielt fristet her på anden dagen af min ikke-alkoholiske periode, der gerne skulle strække sig en god uges tid endnu.

Lidt efter begynder det at dryppe igen, så jeg lægger mig ind i teltet, nødtørftigt dækket af soveposen. Jeg småfryser, men er faldet hen i en slags døs, der gør mig ude af stand til at gøre noget ved det. Og sådan går der en times tid til jeg observerer, at solen atter skinner varmt og dejligt, og tiden er inde til at kravle ud af teltet.

En af hestene er - i tydeligt erigeret tilstand - i gang med en intens jagt på en af hopperne. Det hele besværliggøres dog noget af, at de arme dyr - efter at have knoklet rundt med 180 kilo bagage uden at få hverken vådt eller tørt - får bundet forbenene sammen, så de ikke kan stikke af. I kampens hede er hestene lige ved at vælte toiletteltet! Det kan godt nok være hårdt at være trekker, men jeg misunder bestemt ikke hestene deres tilværelse.

Det er i aften, at Svend skal indfri sit løfte om at være gæstekok. Menuen er spaghetti carbonara, så godt det nu kan lade sig gøre med de for hånden værende materialer og hjælpemidler, hvilket slet ikke er så dårligt. Det er meningen, at alle vore hjælpere for en gangs skyld skal spise sammen med os og have maden serveret, hvilket afstedkommer adskillige forlegent fnisende reaktioner.

For at vi alle kan sidde ved samme bord, indtages måltidet ude i det fri, hvilket kræver montering af ret så meget tøj. Men alt forløber glat - og jeg siger nej tak til en sjat rødvin - halleluja! Til overflod erstatter jeg aftenskaffen med frugtte, gad vide hvornår jeg begynder at få sundhedsknopper?



Onsdag d. 21. august 2002

Det bliver ikke lige turens bedste nattesøvn, da teltet er placeret uheldigt i forhold til den lokale topografi. Eller - med andre ord - der er et par mindre bakker under mit liggeunderlag. Men alligevel er der ingen tvivl om, at jeg er ved at vænne mig til at sove på denne måde, for selv om jeg vågner en masse gange, så falder jeg hele tiden hurtigt i søvn igen. Og - oh fryd - ingen toiletbesøg i nat!

Som kompensation for teltets dårlige placering ligger hele lejren optimalt i forhold til de omliggende bjerge, således at solen lige nøjagtig står op nede over dalsænkningen, hvilket betyder, at dens første stråler rammer os allerede klokken syv.

Ude midt på pladsen ligger en langstrakt bylt med rimfrost ovenpå, hvilket ved nærmere eftersyn viser sig at være Svends sovepose, med ejeren indeni! Så har han åbenbart gjort alvor af de planer, som han luftede i går. Meget godt klaret, i 3.300 meters højde.

Da vi begiver os på vej er klokken ni og temperaturen allerede behagelig. Himlen er atter totalt skyfri, det begynder efterhånden at ligne et meteorologisk mønster. Vi har et let program foran os, idet vi bare skal ned langs floddalen, med et tilsvarende højdetab på 700 meter.

Det der gør, at det alligevel ikke bliver den rene afslapning, er dels, at turen er temmeligt lang og dels, at vi skal krydse floden en lille halv snes gange. De første 2-3 gange klarer jeg det med støvlerne på. Det er sjovt og spændende at hoppe fra sten til sten, og mine lange ben og mine lækre nye støvler gør det naturligvis nemmere. Men marginalerne er små, og Susanne tager et enkelt fejltrin og ender i floden, hvilket giver øjeblikkelig afregning i form af gennemvædning til navlehøjde. Hurtig omklædning er nødvendig, og det våde tøj hænges op bag på vore forskellige rygsække. Med den stærke sol og den friske vind er det heldigvis ikke længe om at tørre.

Herefter er det slut med at krydse floden iført støvler, og snart kommer vi ind i rutinen med at skifte fra støvler til sandaler. Vi har fået indprentet de to vigtigste grundregler, nemlig "front op mod strømmen" og "aldrig krydsede ben". Den første regel er især vigtig for mig, der kun har sandaler af badetøffel-typen med, og jeg mærker tydeligt, at strømmen prøver at flå dem af, hvis jeg vender mig om. Også i den forbindelse er min nyindkøbte vandrestav i øvrigt til stor nytte. For ikke at tale om "Pers" hest, der hurtigt og elegant fragter dem over, der ikke selv orker at vade i det iskolde vand.

Efter et par timers vandring slynger stien sig op ad bjergsiden, og snart belønnes vore anstrengelser med en smuk udsigt, dels over de grønne bjerge ovre på den anden side af floden og dels fremad, hvor floden skærer sig ned i terrænet og fyrretræerne gradvist dukker op igen.

Vi passerer hestekaravanen, der egentlig burde være langt forud, men hele den opstablede bagage er drattet ned fra en af hestene, så det tager en rum tid at få det på plads igen. Kort efter snupper vi en halv times pause på en græs- og blomsterklædt skråning, hvor den varme sol hurtigt får den indre blotter op i de fleste af os. Det skal dog noteres, at de fordømte hestebremser har den modsatte effekt, så helt uhæmmet blotteri bliver der trods alt ikke tale om.

Kort efter snor stien sig stejlt ned gennem skoven, og snart er vi atter nede ved floden, hvor vi holder vores frokoststop i en lille lysning i skoven, hvor vi hver især selv kan vælge, om vi vil sidde i solen eller i skyggen.

De sidste par timer går vi atter lidt oppe på bjergsiden, omgivet af højt græs og en veritabel botanisk have af blomster, hvilket får Svend til at hallucinere om en tysk Heidi, der kommer jodlende ned over skråningen med favnen fuld af blomster.

Så kommer den sidste flodkrydsning, hvorefter de røde telte kan ses en god halv kilometer borte. Jeg vælger - heldigvis - at tilbagelægge denne strækning i sandaler/bare fødder, hvilket viser sig at være en rigtig klog disposition, da den fører gennem et særdeles sumpet område, hvor jeg flere gange synker i til midt på skinnebenet.

Lejren ligger - som vanligt - lige ved floden (i cirka 2.600 meters højde), og da solen stadig skinner varmt og dejligt er de fleste af den opfattelse, at et bad kommer i første række. Vandet er naturligvis iskoldt, men det gør ikke så meget, når bare der er fuldt blus på solen bagefter. Jeg får vasket alt, også håret, og slutter af med en liggende afskylning, GYS!

Bagefter gør det godt med en kop kaffe, og mens vi sidder og nyder den, trækker mørke skyer pludselig sammen om os. Snart efter kommer de første dråber, og belært af erfaringen går vi øjeblikkeligt i gang med at redde alt ind i teltene. Hvilket da også viser sig at være særdeles klogt, for et øjeblik efter lyder der et brag, vinden tager kraftigt til og himlen åbner sine sluser. Jeg har lige netop nået at få arrangeret mit kommende natteleje og giver efter for fristelsen til at krybe ned i posen for at afprøve dagens underlag, som føles perfekt blødt og plant.

Regn og blæst tager til, og jeg kan til min gru se, at underteltet - lige over hovedet på mig - er klappet sammen med yderteltet, med begyndende gennemdrypning til følge. Jeg skal lige til at tage mig sammen til at gå ud og gøre noget ved det, da jeg mærker, at en af vore hjælpere allerede er i gang med at flytte pløkker og stramme barduner. Det virker som om det ofte sker en smule lemfældigt, når teltene slås op, sådan lidt "går-den-så-går-den", men man må lade dem, at de altid er hurtige til at udbedre, når det er nødvendigt.

Det er i øvrigt ikke just verdens bedste telte vi bor i. Det er som om der er sparet på stoffet til yderteltet, så det ikke når ordentligt ned til jorden, og lynlåsene er spinkle og går let i stykker. Og endelig ved de åbenbart ikke, at der er noget der hedder bardunstrammere, hvilket ellers ville spare dem for mange besværlige pløkflytninger.

Uvejret varer kun en halv times tid, hvorefter solen atter skinner fra en næsten skyfri himmel, fascinerende. Folk myldrer ud af teltene for at nyde den sidste times solskin og tørre det sidste våde tøj, og personligt sætter jeg mig på en af de små klap-taburetter og får ført dagbogen ajour (en af de få ting jeg virkeligt savner på sådan en tur er en ordentlig stol med ryglæn).

Svend har "socialiseret" med hjælperne, hvilket blandt andet har involveret indtagelse af rigelige mængder vodka. Så nu er han rastløs, hvilket heldigvis giver sig udslag i ti minutters massage af mine ømme skuldre, inden han falder om i soveposen og snorker saligt.

Klokken seks forsvinder solen bag det smukke bjerglandskab, og lynhurtigt falder temperaturen, så lange bukser og trøjer må findes frem. Efter aftensmaden er det stadig relativt mildt, og vi hænger lidt udenfor, mens solens sidste lys langsomt forsvinder op ad bjergsiden og erstattes af tusmørke.

Jeg kryber i posen med min bog, og trætheden begynder at melde sig. Jeg kan høre mit hjemlands vemodige sange i det fjerne sammen med lyden af et knitrende bål, men igen må jeg erkende, at træthed og dovenskab vinder over mit selskabsgen.



Torsdag d. 22. august 2002

Meget kold morgen, da solen gemmer sig bag et bjerg. Faktisk ser vi den først halv elleve, men herom senere.

Trods den ubarmhjertige morgenkulde prøver Svend at overbevise os andre om, at den eneste rigtige start på dagen er at hoppe i floden. Det lykkes imidlertid ikke, så han gennemfører forehavendet egenhændigt, hvilket han kommer til at fortryde, da han først genvinder en rimelig kropstemperatur flere timer senere.

Vi skal tilbage over mosen fra i går, så dagens første beslutningsproblem er: Støvler, sandaler eller bare fødder? Det er lidt som ved flodkrydsningerne: Hvis det kan lade sig gøre iført støvler er det langt at foretrække, specielt fordi det vil være forbandet koldt at gå 10-15 minutter i det rimvåde græs på bare fødder. Men omvendt vil det også være en ualmindeligt dårlig start på dagen at fylde sine støvler op med iskoldt mosevand.

Resultatet bliver at jeg - sammen med et par andre - satser på støvlemetoden. Vi prøver at holde os lidt mere væk fra floden, op mod skoven, og beslutningen viser sig at være den rigtige. Et par enkelte steder synker vi lidt i, men det betyder jo intet med mine dejlige goretex-forede støvler.

Henne ved floden - på den anden side af mosen - starter turen op gennem skoven, og her står vi en rum tid og venter på Svend og Kim, der valgte sandalmetoden og må tilbringe en evighed med at få sig tørret og få anbragt sokker og støvler på de dybfrosne fødder.

Endelig kommer vi alle afsted, dvs. pånær Per, der tager med hestekaravanen uden om bjerget, fordi vores tur - op ad den stejle skovklædte bjergside - ikke er farbar for heste. Turen op gennem den tætte fyrreskov er særdeles stejl, og stier er der nærmest ingen af. Men Julia fører an med sikker stedsans og - synes nogen - lidt for raske fjed.

Stigning er hård, men med små skridt og et passende antal pauser kommer vi alligevel rask deropad, og nu er vi glade for, at solen stadig gemmer sig bag bjerget. Rask får vi vundet de første 2-300 højdemeter, og fyrretræerne afløses af de karakteristiske stikkende småbuske, i takt med, at der åbenbarer sig en stadig smukkere udsigt tilbage over dalen.

Allerede efter 1½ time når vi passet i 3.150 meters højde. Flemming og Kim, der stadig har energi til overs, bestiger en lille ekstratop og belønnes - efter sigende - med en ganske fantastisk udsigt.

Vi andre slår os ned blandt græs og blomster og tager lidt forskud på frokostpausen. Oles termometer viser kun godt tyve grader, men det er særdeles varmt i solen, og vi ligger tre kvarters tid og lader os gennembage. På et tidspunkt bliver vi overfløjet af en helikopter, og Julia siger, at det er Kan Tengris, og at de lige flyver forbi og checker os, på vej op til deres Base Camp.

Da vi atter skal afsted, har Julia en lille overraskelse, idet vi lige skal op over endnu en top, inden turen går ned ad den græsklædte skråning på den modsatte side. Herefter går det halvstejlt ned, med påfølgende murren i mit knæ. Det er værre i dag end det har været tidligere, men heldigvis stadig et godt stykke fra at være kritisk.

Halvvejs nede smider vi os og indtager resten af frokosten og lægger endnu en nuance til hudfarven. Aldeles vidunderligt at ligge her og slappe af, det eneste der trækker lidt ned fra det perfekte er alle de fordømte hestebremser, der gerne vil bide hul i os.

Det meste af himlen er fyldt med nogle tynde højtliggende skyer, der ser umådeligt dekorative ud gennem kameraets polfilter, men som Svend påstår er et forvarsel om uvejr de kommende dage. Lad os håbe, at han tager fejl.

Længere nede bliver det mindre stejlt, men til gengæld bliver vegetationen så tættere og højere, og visse steder er det lige før man kunne ønske sig en machette. Til sidst kommer vi ned gennem lidt skov og går et stykke langs en lille flod, inden vi endelig kommer ned i den dal, hvor lejren ligger (i 2.580 meters højde). Først skal vi dog lige krydse en flod, og Julia mener den er lige voldsom nok til at gå over, så hun løber i forvejen for at skaffe et par heste, der bringer os tørskoede over i pendulfart.

Snart er vi fremme ved lejren, der ligger placeret så smukt, at mine adjektiver efterhånden ikke længere slår til. Den rivende flod bugter sig ned gennem dalen, og mod sydvest tårner sig nogle halvhøje bjerge med enkelte sneklatter.

Skyerne er væk igen, da vi - omkring halv fire - er fremme ved lejren. Vi haster til floden for at tage det daglige bad (dette udvikler sig snart til det skinbarlige rengøringsvanvid), og konstaterer med fryd, at temperaturen er en anelse højere end de forrige dage, dvs. måske 10-15 grader. Der er stadig nogle timers solskin tilbage, så jeg skynder mig at vaske nogle enkelte beklædningsgenstande, der nok skulle kunne nå at tørre i eftermiddag.

Jeg sidder og skriver en times tid til solen forsvinder bag bjerget overfor, og som sædvanlig forbløffes man over, hvor hurtigt det bliver hundekoldt og størstedelen af det varme tøj må frem. Svend kommer tilbage fra en ridetur med hjælperne, fire mand til to heste, og uden sadler og stigbøjler, godt det ikke var min bagdel!

Madklokken lyder halv otte og vækker stor jubel. Som sædvanlig en lækker varm suppe efterfulgt af en hovedret, anrettet portionsvis. Jeg vil ikke ligefrem sige, at vi sulter, men vi får i hvert fald heller ingen overflødige kalorier. Kombineret med min alkoholiske afholdenhed (nu på 4. døgn) og den megen motion må kiloene da rasle af mig!

Vores aldrig hvilende medhjælpere har været ude og finde brænde til et bål, som tændes straks efter maden, endnu inden det er blevet rigtig mørkt. Vidunderligt at stå der og varme sig skiftevis på for- og bagsiden. Og når man nu alligevel står med ryggen til, så kan man jo lige så godt kigge efter stjerneskud. Jeg er lige ved at opgive og gå i seng, da en gnist fyger ned over nordhimlen, hurra! Fascinerende at tænke på, at denne "gnist" faktisk er en eksplosion svarende til millioner af atombomber, og at det i øvrigt sker næsten hele tiden.

Går i seng halv elleve og glæder mig over, at underlaget er nogenlunde blødt og plant. Jeg må op en enkelt gang i nattens løb, omkring klokken to, hvor fuldmånen lyser hele dalen op, wow!



Fredag d. 23. august 2002

Morgenen er nærmest en gentagelse af i går, idet vi ligger i skyggen af et bjerg og derfor først nyder godt af solen klokken ni, hvor vi er klar til afgang. Endnu en morgen med krystalklar blå himmel og kun enkelte hvide vattotter. Vejrstatistiken er klart inde i en positiv udvikling efter den kolde, våde og dramatiske start.

Den første times tid går vi ad en vej/sti langs en rivende flod op gennem en fyrreskov, hvor efter vi kommer ud på en kæmpemæssig græseng, der strækker sig helt op til passet i 3.450 meters højde. Det går støt og stabilt opad, og vi er alle ved at komme i rigtig god form, ser det ud til.

Vi stopper for frokost klokken tolv, hvor der endnu er et par hundrede højdemeter op til passet, og til højre for dette er der en "optional peak" på 3.600 meters højde, som nogle af os vælger at prøve kræfter med. Kirsten og jeg afkorter frokosten for at tage den lidt længere - men ikke så stejle - vej op via passet, mens Kim, Flemming og Susanne vælger den direkte vej op langs en stejl bjergkam fyldt med løse sten.

Vejen via passet har yderligere den fordel, at rygsækkene kan efterlades her under "topforsøget", og det er en sand fryd for en gangs skyld at være helt fri for at bære noget som helst, ud over lige kamera og vandrestav.

Det første stykke vej efter passet er stejlt, men nogenlunde let, fordi det er græsklædt. Senere skal vi over nogle områder med kæmpemæssige klippeblokke, der tydeligvis stammer fra erosion af bjergets højest liggende områder, hvilket er lidt mere besværligt at forcere.

Efter tre kvarter - pust, støn - er vi oppe og belønnes - som ventet - med en exeptionelt flot udsigt til bl.a. Kan Tengri og indtil flere store gletschere. De tre andre kan vi underligt nok endnu ikke se. Jeg udstøder et højt råb for om muligt at påkalde mig deres opmærksomhed, hvilket afstedkommer en raslende lyd, så jeg først tror, at jeg har startet et stenskred. Årsagen viser sig imidlertid at være en anden, nemlig tre flotte bjerggeder med imponerende buede horn, som hurtigt og elegant flygter væk, hen over alle de løse sten. Lidt senere ser vi endnu to geder, men vore holdkammerater ser vi - mærkeligt nok - intet til.

Vi påbegynder nedstigningen, og et stykke nede støder vi endelig på de andre. Det viser sig, at de er klatret op ad en - efter sigende ret så udfordrende - rute, der rammer bjergkammen lidt lavere end den top, som Kirsten og jeg har været oppe på.

Efter at have taget et par gruppebilleder begiver vi os atter ned til passet, hvorfra vi i samlet flok påbegynder nedturen til lejren, der ligger smukt ved en sø (Kopek Alke i 3.100 meters højde), omgivet af bjerge samt - et par kilometer væk - en gletscher.

Efter den obligatoriske - og yderst velkomne - eftermiddagskaffe kommer den - efterhånden lige så obligatoriske - kolde afvaskning. Det trækker sammen og begynder at dryppe, men mere bliver det heller ikke til. Snart er himlen atter blå, og vi nyder godt af solen indtil klokken halv seks, hvor den forsvinder bag det bjerg, som vi kom ned ad. Så vidt jeg kan skønne vil den i morgen tidlig stige op henne over den ende af søen, hvor de laveste bjerge befinder sig, så med lidt held får vi tidlig morgensol.

Klokken fem er dagbogen ført ajour, og jeg har endda haft tid til at ligge lidt og hvile inde i teltet, hvorfra jeg ud gennem åbningen kan se op på et 2-300 meter højt bjerg overfor, hvor solen stadig skinner, mens lejren nu ligger hen i skygge. Jeg beslutter at forsøge at bestige det, uden dog direkte at annoncere det for nogen, og snart er jeg godt på vej deropad. En af hjælperne, der intet engelsk kan, slår følge med mig. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om det bare er fordi han har lyst, eller om det er fordi han føler, at der skal nogen med for at passe på mig.

Efter et stykke tid ser jeg Svend komme opad i samme retning, kun iført sandaler. Og så tager mit konkurrencegen over. Svends kondition er helt bestemt bedre end min, men jeg har et forspring, og han er iført sandaler, så jeg beslutter at sætte alt ind på at komme først til tops.

Det viser sig at blive værre end forventet, idet stigningen er meget stejl. Heldigvis er der bløde græstuer det meste af vejen, men et par gange må jeg passere hen over nogle temmeligt løse stenskred. Pludselig mærker jeg, at formen er ved at være der igen, måske betyder det også lidt, at jeg nu er på mit femte alkoholfri døgn. Og - bedre endnu - jeg mærker næsten intet til knæet (det er nu som regel også værst nedad).

Jeg holder øje med Svend, og hver gang han sætter sig for at hvile, gør jeg det samme, og så snart han rejser sig, sætter jeg også i gang og fortsætter opstigningen. Og sådan kommer vi efterhånden deropad, med pulsen vekslende mellem 120 og 160, og efter fyrre minutter står jeg endelig og gisper på toppen, hvor udsigten naturligvis er alt besværet værd. Omend den vigtigste belønning er selve tanken om at have lavet denne halvhårde bestigning oven på en i forvejen halvhård dag.

Snart efter er også Svend oppe, og vi fotograferer hinanden og får hjælperen til at fotografere os begge. Jeg ved ikke en gang hvad han hedder, men det ser ud til, at han hygger sig gevaldigt. Han peger med et grin på en endnu højere top, men der sætter vi grænsen.

Svend må lige have en smøg for at samle mod til nedturen (det går ikke helt så godt med rygestoppet), der bliver noget af en udfordring i sandaler. Han får min stok til hjælp, og præcis klokken syv begiver vi os på vej nedad igen.

Det er bemærkelsesværdigt, at Svend stort set ikke mælede et ord i løbet af de tredive minutter, som nedturen varede, selv om jeg endda flere gange forsøgte at indlede en samtale. Det må vist være ny rekord.

Nedturen forløber uden problemer, og så har vi godt nok også fået varmen, i modsætning til vore rejsefæller, der står småfrysende og modtager os nede i lejren. Der er lige tid til at udskifte det svedige tøj samt hente noget drikkevand nede ved floden, før madklokken lyder.

Som sædvanlig indtages den enkle - men velsmagende - mad med stor begejstring, og som dessert modtager Svend og jeg en mindre røffel for at have begivet os afsted på egen hånd uden at give besked. Fair nok måske, selv om jeg tænkte, at når vi nu kunne ses fra lejren hele vejen, så var det vel næppe så vigtigt.

Efter et par kopper kaffe og lidt småsludren finder jeg ned i posen og gør dagbogen færdig. Og det er så sket nu, hvor klokken er ti og trætheden for alvor er ved at melde sig. Men mon ikke jeg lige har kræfter til at læse et enkelt kapitel af min spændende bog, inden søvnen overmander mig?



Lørdag d. 24. august 2002

Endnu en iskold morgen, og min teori om tidlig morgensol viste sig desværre ikke at holde stik. Efter vores "wake-up-call" klokken syv tillader jeg mig yderligere tyve minutter i den varme pose, da morgenpakningen efterhånden sidder på rygmarven og kan overstås på et kvarters tid.

Prøver at få liv i Svend, men opnår kun en svag mumlen som respons. Gentager forsøget flere gange, mens jeg pakker, men stadig uden held, og til sidst opgiver jeg og går til morgenmad. Bagefter ser jeg, at teltet er pakket ned og Svend sidder småfrysende ude i det rimfrosne græs og prøver at få pakket sine ejendele sammen.

Ved afgangen klokken ni har solen endnu ikke nået lejren, men lidt længere oppe i dalen rammes vi heldigvis omsider af dens stråler. Her skal vi krydse en flod, hvilket lykkes mig i fin stil uden at skifte fodtøj - hurra for mine lækre nye vandtætte støvler!

Herefter drejer vi østover, op i en sidedal. Vi finder et smukt kranium fra en stenbuk, sammen med et af de imponerende buede horn. Svend er tilsyneladende helt udmattet, og må gentagne gange ”fiskes op” nede bagfra.

På vej op mod det 3.750 meter høje pas bliver de omliggende bjerge stadig mere golde og barske, og de sidste par hundrede højdemeter er ét kæmpestort stenskred. Mens vi sidder her og får et velfortjent hvil, konstaterer vi to ting: For det første et smukt syn af tre stenbukke, der står oppe i passet og danner silhuet mod den blå himmel (desværre langt uden for min vidvinkels rækkevidde, og min telelinse ligger i bagagen hos hestene). Og for det andet, at vi aldrig fik Svend med rundt om det sidste hjørne. Mens vi andre langsomt går videre, løber Kim tilbage, og lidt efter ser vi dem begge dukke op igen. Kim fortæller senere, at Svend simpelt hen sad og sov! Det ser ud til, at gårsdagens strabadser - sammen med for lidt søvn (og for meget vodka måske) - har taget toppen af Svends kræfter.

Det bliver imidlertid endnu værre. Da nogle af os er næsten helt oppe ved passet, ser vi pludelig Svend begynde at vakle i den stik modsatte retning, direkte op ad en stejl bjergskråning. Det ser mildt sagt mystisk og foruroligende ud, det må nærmest være en eller anden form for blackout, og Flemming, der er nærmest (og i øvrigt også har mest overskudsenergi) løber målbevidst efter ham.

Et øjeblik efter bliver også Julia opmærksom på situationen, og hun smider resolut sin rygsæk og løber skråt nedover mod ham. Vi andre kan jo så ikke gøre alverden, ud over at tage Julias rygsæk med og fortsætte op mod passet. Heroppe er der - surprise - en pragtfuld udsigt, og lige på den anden side er der tilmed læ, så vi rigtigt kan nyde det dejlige solskin.

Vi lejrer os og begynder at indtage frokosten, mens vi af og til holder øje med Svend og hans ”redningsmænd”, der langsomt bevæger sig op mod passet. Omsider når de op, og Svend er tydeligvis helt afkræftet. Vi fodrer ham med druesukker, energibarer og andet opkvikkende, og efter yderligere en times hvil er han omsider kommet så meget til hægterne, at han kan påbegynde nedturen. Dybt nede kan vi se den sø, ved hvis fjerneste ende vi skal bo i aften, og halvvejs dernede kan vi se en flok heste gå og græsse.

Karen og Ole får lov til at gå lidt i forvejen, og vi aftaler, at de senest skal stoppe ved hesteflokken (så må vi jo håbe, at den ikke flytter sig alt for meget i mellemtiden). På vejen ned går det pludelig op for mig, at jeg ikke bare er ved at komme i rigtig god form, men at mine sanser også er blevet mærkbart skærpet af frisk luft og sund livsførelse. Jeg nyder solens varme stråler og duften af vilde blomster og den fjerne buldren fra en flod, der er den eneste lyd i denne storslåede verden af stilhed og skønhed.

Et stykke nede skal vi uden om et stort klippefremspring. Vi er lige ved at gå højre om, men opfanger råbet ”left” oppe fra Julia og skifter kurs. En halv time længere nede, der hvor hestene var, før vi skræmte dem væk, lægger vi os i solen og venter på bagtroppen. Først kommer Svend, Flemming og Kim, men så ser vi Flemming lægge sin rygsæk og løbe tilbage. Vi gætter på, at det er for at hjælpe Ole og Karen, som - siden de ikke længere er foran os - må have valgt den forkerte vej uden om klippefremspringet. Her nede fra er det nemt at se, at den vej ikke er farbar, med mindre man vil prøve en gang bodysurfing ned ad et stejlt vandfald.

Og - ganske rigtigt - lidt efter kommer de alle tre til syne, og et kvarters tid efter er alle atter samlet. Pyha, det tager sin tid i dag.

Stien fører ned gennem en dramatisk slugt, og nede ved bunden af denne står hesteflokken og venter på os. De smukke dyr er tydeligvis frygtsomme, men også nysgerrige, og vi får aldrig lov til at komme tættere på end 10-15 meter.

Vi kommer ned i en bred flodseng, hvor smeltevandsstrømme deler og samler sig i et stort deltalignende område. En sjov udfordring at krydse uden at ty til den sikre - men kedelige - løsning at skifte til sandaler. Og forehavendet krones endnu en gang med held.

Floddelta i 3000 m højde

Floderne løber ud i en pragtfuld blå sø (Akkol Lake), som vi går højre om, og kort efter ser vi lejren oppe i den næste sidedal, i cirka 3.100 meters højde. Teltene ligger på en saftig grøn eng, med en af de til dato flotteste beliggenheder. Til overflod er de få eftermiddagsskyer brændt væk, og dagen ender som den begyndte, med krystalklar blå himmel uden en sky. Ydermere ligger lejren sådan i forhold til bjergene, at vi får glæde af solen helt til klokken halv otte.

Under den daglige flodafvaskning må jeg desværre konstatere, at der er gået betændelse i det sår på storetåen, som jeg pådrog mig for snart en uge siden. Jeg vasker og renser det med Susannes hjælp, rart at have hele to sygeplejersker med (og en dyrlæge). Kommer efterfølgende en klat fucidin og et plaster på og krydser fingre for, at det ikke udvikler sig yderligere. Omstændighederne er ikke optimale til en amputation, og i øvrigt har jeg brug for den storetå på min videre færd.

Efter at have siddet lidt og skrevet dagbog i det dejlige solskin beslutter jeg mig for at gentage gårsdagens ”additional-peak-climb”, denne dag dog alene. Svend ligger i solen og er langsomt ved at komme lidt til hægterne igen, men endnu ikke nok til, at han bør foretage unødige anstrengelser.

Den lille top, som jeg har udset mig, er ikke helt så høj og stejl som den i går, og det tager kun 25 minutter at nå op. Vidunderligt view ud over søen og lejren, og oven i købet ser jeg tre store ørne kredse rundt omkring en top nogle få hundrede meter væk, wow! Jeg er simpelthen omgivet af så megen skønhed, at jeg snart ikke kan rumme mere, og så har vi endda en hel uge tilbage endnu. Nedturen varer kun et kvarter, og der er stadig en halv times solskin til at få tørret sveden af min krop.

Det er mildere i aften end det har været længe, dvs. i stedet for pissekoldt bliver det kun småkoldt, da solen forsvinder bag bjergene. Bortset lige fra de første par dage må man sige, at vi har været heldige med vejret. Jeg håber virkelig, at det holder til vi - om 3-4 dage - skal op og tilbringe nogle dage på en gletscher i 4.000 meters højde.

Kryber i posen klokken ni og bruger en halv time på at føre dagbogen ajour. Vi er blevet bevilliget en halv times ekstra søvn i morgen tidlig, da vi ikke skal vandre så mange timer. Vi har nemlig besluttet at bruge en planlagt overliggerdag på at fordele to dages vandring ud over tre.



Søndag d. 25. august 2002

Jubii, søndag morgen! Aviserne og rundstykkerne må vi tænke os til, men vi fik da lov til at sove en time længere. Og så blev vi vækket af den dejligste morgensang, fremført af Julia og kokken, og dedikeret til hver af os personligt med navns nævnelse. Rørende gestus, som Kim senere belønner med uddeling af en HAMA (High Altitude Music Award) i form af en smuk blomsterbuket.

Fin nat i øvrigt, bortset fra at jeg vågnede en del gange med den sikre overbevisning, at en af hestene havde lagt sig til hvile op ad yderteltet, fordi jeg kunne høre dens hale vifte mod teltdugen. Så af og til baskede jeg hånden mod teltdugen og råbte ”tjuh”, men effekten var ringe. Det viste sig senere at skyldes, at denne kommando ikke forstås af Svends bluse, der var hængt til tørre på en af bardunerne og hang og blafrede i vinden.

Risvælling til morgenmad, ikke værst. Faktisk efter min mening ”det mindst ringe”, når det nu absolut skal være ”søbemad”. Hele det sædvanlige morgenprogram er rykket en time, så vi kommer først afsted klokken ti, netop som solen beriger vores dejlige lejrplads med sin varme.

Efter en lille time holder vi et hvil og oplever tre kæmpestore ørne kredse rundt over os, som om de vil vurdere vores nytteværdi som mad. Flot og fascinerende.

Vejen går videre op til en slugt, der ender i et pas, meget som størstedelen af de forrige dage. Denne gang dog med den forskel, at der - efter passet - følger endnu en stigning op til endnu et pas. Men så er vi også helt oppe i 3.700 meters højde, og frokosten må siges at være fuldt fortjent, sammen med en lille times pause, hvor der lægges yderligere en nuance til farven på min hud.

Nedturen starter med en travers via en smal sti hen over en høj og stejl skrænt fyldt med små skærver, hvor man har det bedst, hvis man undlader at forestille sig de mulige konsekvenser af et fejltrin med efterfølgende styrt. Men alt går glat, og snart er vi nede i en grøn floddal, der fører direkte ned til dagens lejrplads. På grund af de nævnte ændringer i programmet har jeg ikke den eksakte højde, men lad os sige noget i retning af 3.200 meter.

Klokken er kun halv tre og himlen er blå, så jeg beslutter mig til at vaske lidt tøj. Det er ellers ikke meget man behøver: Et par underbukser, inder- og ydersokker og en bluse, og så er den pligt klaret for de næste 3-4 dage.

Derefter kommer turen til den personlige hygiejne. Der løber en rivende flod gennem vores ”baghave”, fyldt med iskoldt vand, der for ganske kort tid siden befandt sig - i frosset tilstand - i den gletscher, vi kan se lidt længere oppe. Jeg finder det perfekte sted, hvor man kan ligge på ryggen og holde fast i to sten, mens de iskolde vandmasser (der næppe kan være meget mere end 3-5 grader) hamrer ned over én, vildt!

Lidt senere, da eftermiddagskaffen er sat til livs (og jeg med glæde har konstateret, at min storetå er i bedring) kommer turen til dagens ”optional peak”, som bestiges af Kim, Flemming og jeg. Den første hurdle er at komme over floden, men et stykke oppe lykkes det endelig, med et noget dristigt trespring på våde sten. Pyha, det var næsten lidt for spændende!

Jeg har gættet på 40 minutter op og 30 minutter ned, og opturen viser sig at vare 45 minutter. ”Toppen” er et plateau, hvorfra vi kan se Kan Tengri og en masse andre sneklædte bjerge. Efter lidt gensidig fotograferen begynder det at blive småkoldt, og vi påbegynder nedturen, som - helt modsat mit gæt - viser sig kun at vare 8 minutter! Der sker nemlig det, at der går sport i at løbe ned ad bjergsiden og skride i rullestenene ved drejningerne, akkurat som hvis man stod på ski. Jeg ville have sværget på, at den slags var definitivt slut for mit vedkommende, men til min store - og positive - overraskelse mærker jeg næsten intet til knæet, så jeg giver efter for fristelsen. Tilbage ved floden er vi både svedige og forpustede, men samtidig helt euforiske over den vilde og sjove nedtur.

Pas i 3600 m højde

I mellemtiden er vandstanden steget betydeligt (afsmeltningen fra gletscheren er størst hen på eftermiddagen), så det ender med, at vi må bide i det sure æble og afføre os sko og strømper for at komme over på den anden side. Gys hvor det bider i fødderne, og gys hvor skal man være omhyggelig med, hvordan man placerer sine fødder, så man ikke pludselig bliver flået omkuld af de frådende vandmasser.

Alle tre kommer over i god behold, og bagefter er det næsten ikke til at få tørret vores smørede grin af igen. Hvor jeg dog elsker den slags, det får mig ganske til at glemme min fremskredne alder.

I det hele taget har jeg det godt, for at sige det mildt. Vi har nu været afsted i to uger, hvilket føles som en evighed, så meget som der er sket. Desværre er der kun en uge igen, før den atter står på dansk dagligdag med indefims og kontorliv, det er næsten ikke til at holde ud at tænke på. Min formkurve er rask opadgående, og kiloene rasler af (tror jeg da, men vi har jo ingen vægt). Den megen motion og frisk luft - for ikke at tale om de helt enestående naturoplevelser - er mere end rigelig kompensation for de af civilisationens goder, som man skulle tro, at man kunne komme til at savne. Men end ikke øl, vin eller spiritus savner jeg nu, hvor det er præcis en uge siden jeg sidst rørte en dråbe. Og så er det ikke en gang fordi muligheden ikke er til stede, for jeg render stadig rundt med en halv flaske whisky i bagagen. Men mon ikke vi får den konsumeret en aften her hen mod slutningen af turen?

Sidder lidt udenfor og skriver i det sidste solskin, men i samme øjeblik solen forsvinder, kender jeg opskriften: Masser af tøj på, for hvis først man når at blive afkølet, er det næsten ikke til at få varmen igen.

Sidder lidt inde i teltet (nede i posen) og skriver videre, og kun en halv time senere er temperaturen allerede dalet til 7-8 grader. Mens vi står og venter på at aftensmaden skal blive annonceret, ser vi pludselig en fremmed hest komme op gennem dalen i målbevidst trav. En af vore hestepassere prøver at jage den væk med voldsomme bevægelser og stenkast, hvilket da også lykkes i første omgang, men snart har staklen mistet pusten, og hesten løber nok så elegant udenom og sætter kursen op mod vores heste, der går og græsser - med sammensurrede ben - lidt længere oppe.

Snart efter kommer der endnu to fremmede heste til, og for at få dem jaget væk sadler hestepasseren en af vore heste op og sætter sig op på den. Det ligner næsten noget fra en cowboyfilm, da han rider rundt og jager med de tre fremmede heste, men omsider lykkes det ham da at få dem til at forsvinde. Spørgsmålet er bare hvor længe, for han kan jo ikke stå der og holde vagt hele natten.

Endelig serveres aftensmaden. Som sædvanlig en dejlig varm suppe først, og dernæst et par ristede pølser (ikke hest, bedyrer Julia) med boghvedegryn. Ikke noget sofistikeret festmåltid, men enkelt og nærende, og alt smager jo godt, når man er træt og sulten og befinder sig i frisk luft.

Under kaffen er der et par stykker, der får sig en overraskelse, idet kaffen smager af usædvanlig lidt. Det viser sig, at de spøgefulde unge mennesker i ”køkkenet” har erstattet indholdet af nescafé-glasset med boghvedegryn, hvilket er næsten umuligt at se i det tiltagende mørke. Meget morsomt!

Jeg ligger i posen allerede lidt over ni, det er simpelthen for koldt at gå rundt derude. Dagens leje er nogenlunde fri for huller og tuer, men det skråner en del, så jeg kommer nok til at glide ned i fodenden nogle gange i nattens løb.



Mandag d. 26. august 2002

Endelig for en gangs skyld ligger lejren optimalt i forhold til solopgangen, så vi har sol på teltene ved ottetiden. Jeg vågner halv otte efter en nat med en masse god søvn, men også en masse opvågninger, fordi jeg - som ventet - hele tiden gled ned i ”fodenden”. Jeg ligger og læser en hel time, inden jeg står op, efterhånden tager det jo ingen tid at pakke.

Står op og demonterer tørresnoren med mine nyvaskede - og nu knastørre - vandresokker. Det viser sig, at de er fyldt op med græs (tørt heldigvis)! Julia nævnte godt nok i går aftes, at det ”spøger” i denne her dal. Faktum er dog nok snarere, at det er de unge medhjælperdrenge, der gerne vil lave lidt sjov med os her hen mod slutningen (de skal ikke med op på gletscheren de sidste dage), i hvert fald går de rundt og fniser med svedne grin.

Også andre har været udsat for ”mystiske hændelser”, og opmærksomheden skærpes naturligvis herefter. Det viser sig da også, at de har fyldt store sten i vores rygsække, mens vi har spist morgenmad, virkelig opfindsomt!

Vejret er for så vidt stadig godt nok, men ude i det fjerne ligger der noget skydække, som jeg ikke rigtigt bryder mig om. Jeg synes jeg husker fra adskillige skiferier, at en himmel af den slags varsler regn eller sne senere på dagen.

Men indtil videre er temperaturen i hvert fald yderst behagelig, da vi begiver os videre ned gennem dalen. Det var meningen, at vi skulle have besøgt endnu en ger på vejen ned, men den er tydeligvis nedlagt og forladt.

Efter en times vandring munder vores dal ud i en ny - tværgående og større - dal, som vi fortsætter op gennem. Og efter yderligere en times rolig slentren skal vi atter til højre, op i en ny sidedal, der ender oppe i turens sidste og højeste pas, i lige knap 4.000 meters højde (men det bliver først aktuelt i morgen).

Ved ettiden kommer vi til et sted, hvor vi først skal lave en ret udfordrende flodkrydsning. Dernæst deler dalen sig i to, og vi kan ikke længere se hestene. Julia indrømmer, at hun faktisk ikke ved, hvilken vej de er gået. Hun foreslår derfor, at vi sætter os og spiser frokost, mens hun løber op på en lille bjergtop og forsøger at få visuel kontakt med lejren. Det lykkedes imidlertid ikke, fortæller hun, da hun tyve minutter senere kommer tilbage. Og nu begynder det til overflod at regne, festligt!

Så dukker der et par ryttere op nede fra dalen. De viser sig at tilhøre et hold englændere, der har bevæget sig efter os et stykke tid, og som vi sandsynligvis kommer til at dele lejrplads med i morgen (de skal også op til gletscher-campen). Den ene af disse har åbenbart talt med en af vore ”hestemænd” og fået at vide, hvor de agtede at slå lejr. Så Julias besked lyder, at det kan vi godt stole på, så vi begynder at knokle op ad den sidste stigning. Forinden når Svend lige at tigge et par cigaretter fra rytteren.

Jeg har stadig en - alt for tydelig - erindring om regnvejrsdagen for snart to uger siden, så ved de første dryp ifører jeg mig - og min rygsæk - maksimal regnbeskyttelse. Det bliver dog ikke til andet end smådryp, og en halv time senere ser vi de velkendte røde telte på en saftig grøn eng (som jeg gætter på ligger i 3.600 meters højde).

Men hvad er nu det? Det grønne toilettelt, der ellers altid plejer at være placeret i passende afstand fra alle de øvrige telte, står placeret lige midt i lejren, besynderligt, og ikke særligt lækkert. Men selvfølgelig viser det sig snart at være endnu et udslag af vore unge hjælperes sprudlende humoristisk sans, og toiletteltet finder snart sin rette plads i lejrens udkant.

Teltene indrettes, og vi indtager eftermiddagskaffen. Solen er flere gange lige ved at bryde igennem det uldne skylag, men det bliver alligevel ikke rigtigt til noget. Jeg beslutter mig til at finde saks og barberskraber frem og få justeret kanterne, hvilket ikke er helt så let med iskoldt vand og håndsæbe, men resultatet bliver da vist så nogenlunde, så vidt jeg kan se i Oles lille toiletspejl.

Så begynder det at regne, og jeg lægger mig ind i teltet og skriver dagbog en lille times tid. Regn og kulde tager til, og jeg tager en masse tøj på og graver mig ned i posen og småfryser og slumrer en times tid.

Da jeg atter kommer til mig selv, er regnen holdt op, og himlen er næsten helt blå igen. Men det er ikke just blevet varmere, så jeg tager endnu et lag tøj på, før jeg begiver mig over til aftensmaden. Og ærgrer mig endnu en gang over, at jeg strøg hue og handsker af listen.

Da maden er sat til livs ser vi, at nogle lavthængende skyer trækker ned mod os oppe fra passet. En del af himlen er dog stadig skyfri, så vi står og glor lidt på stjernerne, mens vi laver hop på stedet og andre gymnastiske øvelser for at holde varmen. Ifølge Oles termometer er temperaturen 2,7 grader klokken ni, så det bliver vist en kold nat.

Vores unge hjælpere er også ved at gå i seng, og pludselig lyder der et brøl der ovre fra, da de opdager den snes store sten, som Kim og Svend har skubbet ind under deres telt. Jeg føler mig rimeligt uskyldig i den (i øvrigt velfortjente) joke, men da jeg jo deler telt med Svend, anser jeg det for en rimelig sikkerhedsforanstaltning at tage støvlerne med ind i teltet - de plejer ellers at stå ude mellem inder- og ydertelt. Det har så i øvrigt også den fordel, at der ikke er is i dem, hvis jeg - guderne forbyde det - bliver nødt til at gå på besøg i det grønne telt i nat.



Tirsdag d. 27. august 2002

En småkold nat med et noget ujævnt - og skrånede - underlag, men alligevel føler jeg mig frisk og udsovet, da jeg slår øjnene op klokken halv otte. Humøret får en ekstra tak opad, da jeg kigger ud af teltåbningen og ser en klar blå himmel. Og solen rammer os allerede klokken otte, herligt.

Turen op til passet byder på svimlende flotte udsigter tilbage over dalen. Det eneste irritationsmoment er, at vi på den sidste stejle strækning overhales af et utal af heste, der hører til den engelske ekspedition, der har fulgt efter os nogle dage.

Vi holder en god lang pause oppe i passet, hvor solen skinner dejligt og udsigten er aldeles pragtfuld (men det begynder vel snart at lyde lidt trivielt). Da vi begynder nedturen, bevæger vi os samtidig ind i Kirgisistan, for tredje gang på denne tur. Vi passerer en stor gletcher og holder frokoststop en halv time længere nede, midt i en astronomisk stor dynge skærver i gletcherens udkant.

Dagens første humoristiske indslag fra vore unge hjælpere er, at der i frokostposen er en flødekaramel, som alligevel ikke er der, idet papiret er pakket sirligt rundt om - endnu mere papir!

Lidt længere nede i dalen står der en række gamle ramponerede telefonpæle, som stammer fra en periode, hvor der lå en observationspost her (grundet nærheden til Kina), og snart kan vi se vores telte. Først ligger der en stor gruppe, der tilhører englænderne, og så en lidt mindre, som er vores (de er dobbelt så mange som os). Først skal vi dog krydse en flod, der ser særdeles nem ud. Men i et øjebliks overmod lykkes det mig så alligevel at træde forkert - og ende dagens vandretur med en våd sok.

Lejren ligger - endnu en gang - rigtig smukt blandt halvhøje bjerge ved siden af en flod med grumset smeltevand fra den gletscher, som vi passerede tidligere (jeg vil tro, at højden er cirka 3.700 meter).

Jeg må lige ind og prøve teltet, der desværre - endnu en gang - er placeret på en masse græstuer og har en særdeles mærkbar hældning. Men skidt, jeg kan efterhånden sove på hvad som helst.

Vi tager afsked med vore hestepassere, og Ole overrækker de drikkepenge, som vi har samlet sammen. De har nu yderligere to dages vandring foran sig for at komme tilbage.
'Optional peak' i 4200 m højde

Efter kaffen er tiden inde til dagens ”optional peak”, som Kim, Flemming og jeg føler, at vi har overskud til. Der er flere at vælge imellem. Ovre på den anden side af den brusende flod er der f.eks. et flot kegleformet bjerg med sne på toppen. Julia siger, at det nok skulle være til at bestige, men vi bliver enige om, at det ser lige lovlig vildt ud, og vælger i stedet et på denne side, der har en lidt mindre dramatisk stigning.

Det viser sig dog alligevel at være noget af en opgave. Alene at komme over, hvor selve opstigningen starter, tager en halv time, bl.a. fordi den direkte rute pludselig løber ind i en dyb, tværgående floddal med en flod, der må forceres - et stykke højere oppe - med spring på våde sten.

Turen op viser sig hårdere end ventet. Først er der græstuer, hvilket gør det nogenlunde nemt at bevæge sig opad, men senere er der kun sten. Skiftevis områder med små eller mellemstore sten, der let skrider, når man træder på dem, og kæmpestore klippeblokke, som man må springe imellem.

Bjerget viser sig at være af samme forrædderiske type som det i går, hvor toppen er betydeligt længere væk end man først tror, fordi den ender i en blød bue. Og ikke nok med det. Da vi endelig tror vi er oppe, ser vi en - hidtil skjult - top et stykke væk og endnu højere oppe, støn! Omsider kan vi ikke komme højere, men nu har vi også brugt en time og tre kvarter på opstigningen, som har været den ubetinget hårdeste på denne tur. Udsigten er imidlertid alle strabadser værd. Vi ser et 180 graders panorama af sneklædte bjerge, med Kan Tengri knejsende over alle de andre. Det er lidt svært at vurdere, hvor højt vi er kommet op, men det er i hvert fald helt tydeligt, at vi er noget højere end middagens pas, og vi gætter på noget i retning af 4.200 meter.

Nedturen er næsten lige så anstrengende som opturen, og den kræver endnu mere opmærksomhed og forsigtighed, for når man springer nedad, er der naturligvis mere tryk på, end når man springer opad, og risikoen for rullende sten er tilsvarende større. Dertil kommer, at rigtigt mange af stenene er spidse eller skarpe, og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig de skrækkelige kvæstelser man kunne pådrage sig, hvis man forfejlede et eneste spring og faldt ned mellem disse sten. Det er lidt som at stå på ski på en sort pukkelpiste, hver eneste bevægelse skal overvejes nøje, men her blandt klipperne er de mulige konsekvenser af en fejl bare betydeligt værre.

På et tidspunkt går det da også galt. Jeg forfejler et enkelt spring, men får tvunget kroppen ud i en 180 graders piruette, hvorved det lykkes mig at få fat i en anden klippeblok, inden jeg skvatter ned. Det er håndtaget på min vandrestok, der må stå for den bratte nærkontakt med mit nye støttepunkt, hvilket jeg efterfølgende er ret glad for, idet den skarpe klippe lavede et par solide huller i det hårde håndtag, pyha!

Et stykke længere nede får vi øje på nogle skinnende metalstumper, og da vi løber over for at undersøge sagen nærmere, viser det sig minsandten at være vragstumperne fra en havareret helikopter! Vi finder to store motorer, fragmenter af vinduer samt en masse elektriske ledninger, hvor dramatisk! Julia fortæller senere, at en helikopter styrtede ned her for et par år siden, så det må vel være resterne af den. Dejlig optakt til morgendagens helikoptertur, der skulle være basis for nogle gode drømme i nat! Og som om det ikke skulle være nok, så står der i Lonely Planet om dette her område: ”From time to time, helicopters fall down from the sky”.

Vi er nede i lejren klokken tyve minutter i seks, præcis tre timer tog hele turen. Tidspunktet for aftensmaden er rykket en time frem, til 19:00, så der er kun lige netop tid nok til at tage det obligatoriske bad i den iskolde smeltevandsflod. Heldigvis skinner solen stadig, og kroppen er gennemvarm efter den anstrengende bestigning, så det iskolde bad giver bare et yderligere bidrag til den velvære jeg føler strømme gennem min krop, det er længe siden jeg har følt mig så godt tilpas.

Efter maden deler vi den (halve) flaske whisky, som jeg endnu har tilbage, hvormed der bliver sat en stopper for min alkoholfri periode, men den nåede da også helt op på ni dage.

Vi er færdige med at spise klokken otte, og bagefter står vi lidt og nyder udsigten til bjergene, hvoraf de højeste - sneklædte - lyser smukt i den nedgående sol.

Kim og Svend vil op og besøge den engelske lejr, mens de fleste andre vist bare vil i seng. Jeg lægger mig ind i min dejlige varme pose og skriver om dagens oplevelser i pandelampens skær, akkompagneret af larmen fra den brusende flod.

Klokken halv ti må jeg forlade min varme pose for at aflægge et besøg oppe i det grønne telt - hellere nu end engang i nat. Det er fuldkommen mørkt, idet månen endnu ikke er stået op, så stjernehimlen har alle chancer for at præsentere sig på smukkeste vis. Her oppe i højderne er det overliggende luftlag tyndere, og ydermere er vi milevidt fra byer og anden kunstig belysning, så stjernerne er fuldstændigt klare og stærkt lysende. Det er let at genkende de mest karakteristiske stjernetegn, og mælkevejen ligger som et bredt lysende bånd hen over himlen. Jeg stiller mig op og spejder efter stjerneskud, men det bliver hurtigt for koldt. Jeg prøver at forlænge fristen med armsving og hop på stedet, men efter 5-10 minutter opgiver jeg og skynder mig ind i teltet igen.

Klokken er ti, og jeg kan vel lige - med lidt held - nå et enkelt kapitel af min bog, før jeg må overgive mig til søvnen.



Onsdag d. 28. august 2002

Sikke en nat. Hældningen var så kraftig, at jeg nærmest følte det, som om jeg stod op og sov! På et tidspunkt fandt jeg ud af, at hvis jeg lå på højre side, så kunne jeg stemme knæet mod teltstangen og således undgå at glide ned i fodenden. Men hver gang jeg faldt i søvn, begyndte jeg naturligvis at slappe af i benene, og så startede rutcheturen igen.

Klokken fem afbrydes en sød drøm af en dæmpet stemme uden for teltet. Det er Kim, der fortæller, at ”spøgefuglene” har lavet den ultimative joke, idet de er i gang med at dreje samtlige vores ydertelte 180 grader, så man kun kan komme ud med stort besvær, enten ved at mave sig ud under overteltet eller ved at kravle mellem de to lag om til åbningen på bagsiden. Kim foreslår det modtræk, at vi efterfølgende vender dem alle tilbage igen, og derefter bare lader som ingenting, hvilket egentlig er en meget sjov idé, men hverken Svend eller jeg orker at forlade vore soveposer. Kim får så til gengæld den geniale idé at snige sig ned og fjerne deres soveposer, mens de er optaget af at vende de sidste telte, sådan!

Jeg har svært ved at falde i søvn igen og er efterhånden øm over hele kroppen af at forsøge at finde nye stillinger at ligge i. Endelig - hen ad syv - får jeg en times søvn, inden det er definitivt forbi.

Nu kan jeg til gengæld mærke, at solen allerede skinner på teltet. Jeg kravler - med stort besvær - ud under yderteltet, til stor moro for ungersvendene, der forventningsfulde står og glæder sig udenfor. Lidt senere tager vi en - knap så original - hævn ved at fylde vores telt op med store kampesten.

Der er gammel dansk til morgenmaden, og herefter tager vi afsked med resten af vore hjælpere (på nær Julia) og overbringer endnu en gang drikkepenge og taksigelser. Derefter skal vore ting slæbes op til englændernes lejr, hvor der er et stort og fladt græsstykke, som det forventes, at helikopteren snart lander på.

Det gør den bare ikke! Timerne går og går, og vi kan intet andet gøre end at sidde eller ligge rundt omkring og nyde vejret, der heldigvis er aldeles dejligt. Ved totiden bliver der stablet lidt frokost på benene, mens håbet om at se helikopteren i dag gradvist svinder bort.

Lidt over fem meddeler Julia, at en ”evakuering” ikke længere er sandsynlig, og hjælperne begynder at slå teltene op igen. Denne gang umiddelbart ved siden af den engelske lejr, så vi ikke behøver at flytte det hele ned på den anden side af floden igen.

Teltene er rejst, og de fleste er begyndt at pakke ud, da der pludselig kommer en helikopter hen over dalen. Julia råber ordrer ud om hastenedpakning, og hjælperne flår teltene ned, nærmest inden vi kan nå at få vore ting ud af dem. Der pakkes på livet løs, men forgæves, for et øjeblik efter står det klart, at helikopteren ikke agter at gå ned her. Konklusionen er, at enten var det slet ikke ”vores” helikopter, eller også skal den først op til Base Camp og aflevere nogen eller noget før den - måske - kommer tilbage efter os. I givet fald vil der gå mindst 40 minutter, før den er her igen.

Efter en god halv time ser vi en helikopter i det fjerne, på vej i modsat retning, og håbet svinder atter. Teltene genrejses, og vi begynder at pakke ud igen. Der er ved at komme truende skyer fra alle sider, faktisk er der kun et eneste lille bitte skyfrit område tilbage, som heldigt nok er lige der, hvor solen befinder sig, men til sidst forsvinder det også. Nogle af skyerne er gråsorte og kunne meget vel varsle et kommende uvejr, men hvem ved, vi har jo efterhånden lært, at vejret er totalt uforudsigeligt i bjergene.

Jeg sætter mig ind i teltet og skriver dagbog, og lidt efter begynder det at regne. Det tager skiftevis lidt til og lidt af, men efter en halv time holder det helt op igen, og da jeg lidt senere stikker hovedet ud, er himlen atter næsten helt skyfri.

Gudskelov har vi mad nok til et par ekstra dage, og middagen serveres klokken tyve. Snakken går - naturligt nok - om den udeblevne helikopter. Det er let nok at komme med teorier og gisninger, men kendsgerninger har vi ingen af. Julia kan kun berolige os med, at det ikke er usædvanligt, og at vi højst sandsynligt vil blive hentet i morgen i stedet for. Lad os håbe hun har ret, for endnu en dag her ville nok føles lidt enerverende.

Jeg kryber i posen halv ti og konstaterer med glæde, at underlaget er betydeligt bedre i dag. Stadig både ujævnt og skrånende ganske vist, men dog for intet at regne i forhold til forrige nats rædselsleje. Jeg føler mig træt (selv om jeg stort set har ligget på ryggen og småblundet hele dagen) og glæder mig til 9-10 timers søvn og interessante drømme.



Torsdag d. 29. august 2002

Efter en nat med megen roteren rundt - efterhånden har jeg fået ondt i ryggen af de mange besynderlige sengelejer - blev jeg vækket af Julias hyperfriske morgensang. Midt i en pudsig drøm i øvrigt. Jeg drømte, at jeg var ved at flytte i kollektiv igen, og var ude og se på et muligt sted. Stort og flot hus, men ak, tænkte jeg, det ligger på en bakkeskråning, så skal jeg til at igennem alt det der bøvl med at klodse sengen op, så jeg ikke ender nede i fodenden hele tiden!

Vi får serveret te og kaffe i teltåbningen, måske som en lille trøst oven på gårsdagens forgæves venten på en helikopter. Solen skinner allerede på lejren, og det ser i hvert fald ikke ud til at være pga. vejret, hvis vi bliver svigtet endnu en gang.

Det gør vi imidlertid heller ikke. Præcis klokken ti, hvor vi sidder forventningsfuldt parate med vores bagage, dukker helikopteren op over bjergtoppene. Vi får besked på at lægge os ned og holde fast på bagagen, hvilket umiddelbart virker lidt overdrevet, men da maskinen nærmer sig, står det klart for enhver, at det er en yderst rimelig foranstaltning - pyh hvor en storm sådan et apparat laver!

Vi styrter hen mod vores tasker og rygsække, og flere af os er allerede ombord, da der tilsyneladende bliver givet kontraordre. Hvad er nu det ?!? Forvirringen spreder sig, indtil det går op for os, at det er meningen, at det engelske hold skal med den første flyvning, besynderligt. Men skidt, det betyder jo ikke alverden at sidde tre kvarter mere og nyde solen, så det gør vi.

Snart dukker det store larmende uhyre atter op, og vi jages ind i dets indre, som om det var en militæraktion, minutterne er åbenbart kostbare, når maskinen er i gang. Situationen giver mig associationer til de TV-billeder jeg husker fra Sydvietnam, da de sidste amerikanere blev evakueret fra taget af den amerikanske ambassade. Døren er knap lukket efter sidste mand, før maskinen letter, og få øjeblikke senere drøner vi hen forbi den bjergtop, som vi - med stort besvær - kravlede op på i forgårs.

Herefter følger tyve minutters imponerende flyvning hen over gletscherdale og tæt forbi is- og sneklædte bjergtinder, en imponerende oplevelse.

Vi lander i en kæmpemæssig stendynge mellem to gletschere, omgivet af 6-7.000 meter høje bjergtinder, wow! Heroppe - i 4.050 meters højde - er etableret en semipermanent lejr, der flyves op og samles om foråret (dvs. 1. juli) for så atter at blive skilt ad og fløjet ned ved efterårets begyndelse (dvs. 31. august - som er i overmorgen - så vi er faktisk de sidste heroppe i år). Her er - foruden 15 tomandstelte - et stort spisetelt med tilhørende køkken, to toiletter, et kommunikationstelt (radiokontakt med Karkara Base Camp seks gange dagligt), et telt med en lille generator - og en sauna!

Det virker måske nok en smule bizart med en sauna i 4.050 meters højde, omgivet af gletschere, men da vi - et kvarter senere - vasker vores kroppe i varmt vand for første gang i en halv snes dage og bagefter sætter os ind og sveder i saunaen, så virker det ikke spor bizart, men bare lækkert!

Vi får besked om, at der er frokost kvart over tolv, så det skynder vi os at blive klar til. På grund af den mistede dag heroppe er det besluttet, at vi dropper den planlagte hviledag og tager en - let forkortet - version af den ene af de to dagsudflugter, der går op til foden af områdets højeste bjerg (Pobeda på cirka 7.500 meter).

Inden afgangen når jeg lige at foretage en nødtørftig nivellering af mit kommende natteleje med et halvt hundrede flade sten, så min fodende kommer bare nogenlunde i niveau med resten af kroppen. Før dette var hældningen vel omkring 20-30 grader.

Afgang halv to med et kæmpehold, der består af både os og englænderne. Først ser vi endnu en havareret helikopter, der - efter sigende - blev fløjet af nogle pengegriske russiske amatører, der skulle forestille at flyve turister herop.

Så går vi videre op langs områdets ene gletscher, idet vi primært går i de kæmpemæssige moræneaflejringer langs kanten. Naturen er fuldstændig overvældende her. Ikke en vind rører sig, og solen brager ned på os. Enkelte skyer sejler forbi og dækker - ind i mellem - de høje bjergtinder, men for det meste er de fuldt synlige - og ualmindeligt imponerende.

Vi går to timer op, før man beslutter, at nu er det på tide at vende om. En af englænderne har en GPS, der viser 4.150 meter, dvs. hundrede meter højere end lejren, men stadig lidt lavere end vores bestigning i forgårs.

På tilbagevejen begynder nogle sorte skyer at trække op mod os nede fra den vestlige gletscherdal, og da vi er få hundrede meter fra lejren, begynder det at sne. Jeg er ret udmattet, da jeg når teltet. Ikke fordi det var nogen særligt lang tur, men vel på grund af højden og så fordi terrænet er temmelig besværligt, med store skarpe og spidse sten, som det kræver overordentlig stor koncentration at springe rundt på.

Jeg skynder mig at tage det varme natundertøj på inderst, og så må det vist være på tide med en pilsner i ”messeteltet”. De koster godt nok fire dollars her (for en halv liter), hvilket er 4-5 gange prisen nede i Almaty, men såmænd ikke mere end på et værtshus hjemme i København, og når man så tænker på, at alt skal flyves op med helikopter, så er det vel i grunden ikke urimeligt.

Den ene øl bliver til to, hvilket er nok til, at jeg føler mig småberuset. Jeg er jo kommet noget ud af træning, og så gør højden og udmattelsen nok også sit. Ikke desto mindre bestiller jeg en tredje til maden, der serveres klokken nitten. Ingen suppe i dag, men til gengæld får vi nogle skiver af en aldeles pragtfuld ost til dessert.

Efter maden - og kaffen - tændes en skrattende båndoptager med kraftig og forvrænget popmusik, og jeg hører ordene ”party” og ”disko”. Så er det vist på tide, at jeg finder hen til mit telt, jeg synes også jeg er begyndt at småfryse.

Ligger i posen og skriver en times tid, mens jeg kan høre, at det begynder at sne igen. Jeg er spændt på, om jeg kan holde varmen i nat, og på, hvordan min sten-nivellering kommer til at fungere.



Fredag d. 30. august 2002

En meget dårlig nat! Jeg sov til klokken halv to, og så var det ellers slut. Mine hofter er efterhånden så ømme (og frigjort for isolerende fedt) at jeg kun kan ligge så kort tid ad gangen på hver side, at det ikke er tilstrækkeligt til at nå at falde i søvn. Ydermere småfrøs jeg. Min nye sovepose skuffer mig lidt, når den ikke engang kan holde mig varm i et par graders frost.

Klokken halv syv skal jeg på toilettet. Det er allerede lyst, men jeg kan ikke finde det toilet, der skulle ligge lige nede bag vore telte (det viser sig senere at være blæst omkuld). Følgelig må jeg begive mig helt op til de to andre toiletter, noget af en vandretur. Og så kan jeg lige nå en sidste time i posen, men søvn bliver der desværre ikke mere af.

For en gangs skyld er der ikke grød eller vælling til morgenmad, men brød, ost og spejlæg. Sikkert knap så godt for kroppen, men betydeligt bedre for mit humør!

Vejret er sådan lidt ubestemmeligt, med tynde skyer, der kommer og går. Når de er væk er det særdeles varmt, og når de er der er det særdeles koldt, så det er lidt besværligt at klæde sig på til.

Det er turens sidste vandredag (helt vemodigt), og planen er, at vi skal krydse den store gletscher og gå et stykke op i retning af Kan Tengri. Igen danner vi et fælles hold sammen med englænderne, hvilket er ret irriterende. Dels fordi de hele tiden snakker - med høje og gennemtrængende stemmer - og dels fordi nogle af dem er ulideligt langsomme, så vi hele tiden må stoppe op og stå og vente på bagtroppen.

Den del af gletscheren, der ligger nærmest lejren, består af nogle kæmpestore pukler (10-20 meter høje), der er gennemskåret af større og mindre smeltevandsfloder, lidt krævende terræn at passere. Bagefter følger et kæmpestort fladt stykke, sådan lidt som jeg forestiller mig den grønlandske indlandsis. Også her er der små smeltevandsbække og - ind i mellem - forræderiske spalter, som godt nok aldrig er bredere, end at man sagtens kan hoppe (næsten skræve) over dem, men som er helt op til 5-10 meter dybe. Gletscheren er vel et par kilometer bred (og 50 kilometer lang), og ovre på den modsatte side ser vi et imponerende isfald, med isklumper så store som parcelhuse.

Efter 2½ time gør vi holdt for at spise frokost. Madpakkerne bærer tydeligt præg af, at sæsonen slutter i morgen og lagrene er ved at være tømt: To hårdkogte æg, et lille stykke meget tørt brød, lidt ost og pølse, et lille æble samt tre flødekarameller. Slankekuren fortsætter!

Da vi - efter frokosten - vender kursen hjemad, begynder det at trække op nede over dalen, og det bliver betydeligt koldere. Hjemturen varer små to timer, og lige før hjemkomsten klarer det atter op og bliver dejligt solskinsvejr. Et par af os iler - optimistisk - hen til saunaen, som desværre er slukket. Der er dog stadig noget ikke helt iskoldt vand på beholderen, så den daglige hygiejne kan holdes på det sædvanlige høje niveau.

Eftermiddagstraktementet består af vandmelon og æblejuice, og bagefter er der stadig mulighed for en god times soldyrkning udenfor. Så trækker det atter op, og denne gang er det tilsyneladende alvor, for det begynder at sne kort efter.

Jeg trækker ind i teltet og skriver lidt dagbog og færdiggør min tredje - og sidste - bog. Herefter er klokken halv seks, og da middagen først serveres klokken syv, er der lige tid til et lille hvil nede i soveposen.

Også aftensmaden bærer i høj grad præg af, at vi er ved at have spist os gennem lagrene. En kop bouillon samt to boller med kødfyld er, hvad de prøver at spise os af med. Efterfølgende lykkes det dog at få tiltusket os nogle flere af bollerne (som i øvrigt er meget lækre). Med et stykke kage til kaffen begynder det jo næsten at ligne et helt måltid, i hvert fald er der ingen, der behøver at gå sultne i seng.

Kan Tengri
Snevejret tager til, og snakken går naturligvis livligt om vejrsituationens indflydelse på den forventede helikopterafhentning i morgen tidlig. Julia beroliger os med, at der er en reservedag at løbe på (i forhold til vores fly hjem fra Almaty søndag nat), men hvad nu hvis det dårlige vejr fortsætter i flere dage? Og hvad nu hvis der ikke er mere mad ?!?

Nå, men foreløbig er humøret højt, det er vel fredag aften. Den afskyelige båndoptager med den skrattende musik tændes, og nogle tramper rundt og leger diskotek. Vi tager et par slag Meyer, hvor jeg er observatør i første runde, da jeg ikke tidligere har deltaget og ikke kender reglerne. Til gengæld er jeg tæt på at vinde i anden omgang, rent begynderheld, for jeg har vanskeligt ved at koncentrere mig i den infernalske larm.

Klokken ti beslutter jeg - og flere af de andre - at det må være sengetid. Udenfor har vejret udviklet sig yderligere, nu til en veritabel snestorm! Jeg har det lille problem, at jeg skal på toilettet - sådan rigtigt - inden jeg går i seng, så jeg forsyner mig med pandelampe og poncho og prøver at finde toiletterne. Det er imidlertid ikke spor nemt, da sigtbarheden er nede på ganske få meter, og til sidst tør jeg ikke gå rundt og lede længere. Situationen er en lille smule ubetryggende, tænk hvis min lygte pludselig svigter. Eller hvis jeg skvatter i en af de små gletschersøer, der er rundt omkring? Eller træder forkert og brækker benet?

Følgelig vælger jeg den sikre - omend knap så æstetiske - løsning at besørge i det fri. Jeg finder frem til det yderste telt i rækken og går så yderligere et halvt hundrede meter væk og sætter mig på hug, omgivet af min poncho. Ikke vildt bekvemt, men dog gørligt.

Således lettet finder jeg vores telt og indtager soveposen. Jeg håber det bliver en bedre nat end i går (dårligere kan den vel næsten ikke blive). Jeg har med vilje kun drukket en enkelt øl, så der er rimelig sandsynlighed for, at jeg kan ”sove igennem”. Kirsten har givet mig nogle tabletter, der skulle kunne begrænse mine rygsmerter, og så snupper jeg også lige en melatonin for bedre at kunne sove. Tilbage er så kun at krybe ned i posen og krydse fingre og drømme om opklaring og helikoptertransport ned til mildere luftlag.



Lørdag d. 31. august 2002

Det bliver en nat jeg sent glemmer, og som placerer sig ret så højt på min top ti liste over kolde nætter! Sneen holdt op omkring midnat, og da skyerne forsvandt, satte frosten for alvor ind. Ole målte seks graders frost inde i teltet, så et realistisk gæt på udendørstemperaturen må vel være noget i retning af minus ti grader.

Jeg sov rimeligt fast de første 2-3 timer, men så var det også slut. Det krævede en ikke ringe overvindelse at forlade posen og gå ud i sneen og lade vandet, og bagefter fik jeg aldrig rigtigt varmen igen, selv om jeg beholdt flis’en på og krøb helt ned i posen og lukkede, så kun næsen stak frem.

Iskolde og smertende hofter, der kræver rotation 2-3 gange i timen, gjorde de næste fem timer til en oplevelse, jeg sent vil glemme. Ingen tvivl om, at min flis-inderpose kommer med på næste trekkingtur (sammen med hue og handsker).

Ved sekstiden må jeg ud en tur igen, og wow! Der ligger 5 cm. nysne, himlen er næsten klar, månen stadig fremme og bjergtoppene ubeskriveligt smukke. Faktisk er alle betingelser opfyldt for at tage et drømmebillede af Kan Tengri, hvis ikke lige mine fingre var så stivfrosne, at jeg slet ikke kan forestille mig tanken om at begynde at stable sten oven på hinanden for at få et ”fotostativ” og efterfølgende stå og fumle med at indstille kameraet. Ærgerligt, men det smukke syn vil i hvert fald sidde fastbrændt på min nethinde et godt stykke tid endnu.

Jeg tvinger mig selv til at ligge og rotere i posen endnu et par timer, til klokken bliver otte. Så hurtigt ud af posen og på med yderligere et par lag tøj og ud i sneen. Wow, wow og atter wow! Solen skinner nu på bjergtoppene, sneen glimter og luften er fuldstændig stille og frostsprød. Mine hænder og fødder er stivfrosne, så jeg sætter kursen mod ”messeteltet”, hvor det heldigvis er muligt at få en kop te. Jeg betvinger min lyst til at stikke fingrene ned i det kogende vand, og nøjes i stedet for med at holde det varme metalkrus mellem hænderne og skvulpe små slatter af den varme væske ned i halsen.

En halv time senere er der ”morgenmad”, i form af en lille skål væmmelig vælling og nogle humbler tørt brød. Dertil adskillige krus varm te og kaffe, og så begynder kroppen langsomt at komme til sig selv igen. Kun tæerne er endnu kolde, og så er jeg i øvrigt en smule bevægelseshæmmet, da jeg stadig har temmelig ondt i ryggen. Det går næppe over, før jeg har tilbragt nogle nætter i en ordentlig seng.

Hele holdet ved gletcherlejren kort før afgang

Julias første melding lyder på, at vores helikopter kommer kvart over ti, men som ventet går der ikke lang tid, før der kommer en revideret prognose. Nu viser det sig nemlig pludselig, at den første helikopter i stedet skal bruges af den anden lejr, der ligger lidt længere oppe.

Man kan så sige, at et par timers ekstra ventetid her ikke er så slemt, for i mellemtiden er solen kommet frem, og man kan atter afføre sig størstedelen af de mange lag tøj. Min eneste bekymring er, at der sædvanligvis kommer skyer op på dagen, og tænk hvis nu de indstiller flyvningen igen!

Det er dog nok ikke så sandsynligt, i hvert fald er de begyndt at pakke lejren ned i hastigt tempo, og det ville de vel næppe gøre, hvis ikke de var rimeligt sikre på, at de ikke skulle til at sætte det hele op igen.

Vi sætter os midt i bunken af bagage og andet gods og nyder solen og det fuldstændig ubeskriveligt smukke landskab. Jeg må indrømme, at dette her view er på højde med det bedste jeg har oplevet andre steder i verden, selv i Nepal.

Endelig - lidt over tolv - dukker den med længsel ventede helikopter op, og denne gang ser det virkelig ud til, at vi kommer med. Først skal de dog lige have læsset det meste af lejren ind: Femten telte, et komfur, fire store gasflasker samt kassevis af bestik, tomme flasker, restproviant (dog ikke alverden af dette, som tidligere observeret) og affald. Det forekommer næsten naturstridigt, at alt dette - samt os ti og al vores bagage og to piloter - kan være i helikopteren, for slet ikke at tale om, at den faktisk kan lette sig fra jorden og flyve os ned til Karkara Base Camp.

Der er godt nok heller ikke meget plads til overs til os, og indtil flere må stå op på den godt en halv time lange flyvetur. Jeg har heldigvis en vinduesplads og nyder i fulde drag synet af det landskab vi flyver over. Først ind og ud mellem is- og sneklædte bjergtinder og hen over de kæmpemæssige gletschere. Så forsvinder sneen, og tilbage står de nøgne bjerge i 3-4.000 meters højde, og landskabet begynder gradvist at minde om det, som vi har vandret i: Halvhøje bjerge, skiftevis nøgne og beklædt med buske og træer, gennemskåret af dybe floddale. Men - frem for alt - øde og ensomt, og kun et par enkelte huse ser vi på det store område, som vi overflyver.

Det er helt tydeligt, at vi ikke flyver højere end nødvendigt, og når vi passerer en bjergkam, fornemmes et ryk i den tungtlastede maskine. Pludselig ser vi den velkendte Karkara Base Camp, og et øjeblik efter står helikopteren på jorden, døren åbnes og vi strømmer ud.

Her er overskyet og let blæsende, men betydeligt mildere end vi har oplevet det længe, og så mødes vi straks af den dejlige duft af græs og blomster. Der er lige en time tilbage til frokosten er klar, og hvordan kan det tidsrum spenderes bedre end med et varmt bad og en tur i saunaen?

Frokosten byder på fyldte peberfrugter med et stort glas koldt øl og - frem for alt - stole med ryglæn og et bord i bekvem højde. Jeg har stadig ondt i ryggen, og den mest bekvemme siddestilling opnås, når jeg vipper lidt bagover på stolen. Hvilket det pludselig viser sig, at stolen ikke kan holde til, idet der lyder et voldsomt brag, hvorefter jeg sidder nede på gulvet, omgivet af en masse stolestumper. Og jeg som troede, at jeg havde tabt mig!

Jeg køber en øl og sidder i teltåbningen og skriver. Halvdelen af gruppen har lejet heste for at tage på en lille ridetur, hvilket jeg faktisk også godt kunne tænke mig, hvis det ikke lige var for min stakkels ryg. Snart bliver det for koldt, om end naturligvis ikke i nærheden af gårsdagens kuldegrader, og jeg trækker ind i baren med et par kopper kaffe og en ny bog, som jeg har lånt mig frem til.

Under - og især efter - middagen er der en slags ”afslutnings-fest-stemning”, og der købes rødvin i store mængder. Da selskabet bryder op for at fortsætte i baren, sætter jeg kursen mod teltet og soveposen. Temperaturen er 10-15 grader højere end i går, og jeg håber det lykkes mig at få en ordentlig nattesøvn, så morgendagens lange hjemrejse (Karkara - Almaty - Frankfurt - København) bliver til at holde ud.



Søndag d. 1. september 2002

Det sidste jeg hørte inden jeg faldt i søvn var Svend og Kim, der - i opløftet stemning - kom tilbage fra en saunatur med tilhørende whiskyindtagelse. Og så var de ellers klar til aftenens vodkaorgier i baren. Jeg kryber længere ned i posen og glæder mig til at sove - jeg er vist ved at blive gammel, men dette er vel en ærlig sag.

Temperaturen er perfekt og underlaget for en gangs skyld nogenlunde plant, og det lykkes mig da også at få en aldeles dejlig nattesøvn, fra elleve til halv ni, kun afbrudt af en nødtvungen tissetur ved sekstiden.

Det har regnet en del i nattens løb, og her til morgen ligger skyerne lavt omkring de omliggende bakker. Det er som om efteråret er startet netop nu, det kan man da kalde timing.

Der serveres havregrød til morgenmad, men for en gangs skyld lader jeg den stå, specielt fordi der også er friskbagte boller og lækker hjemmelavet solbærsyltetøj. Alt det der ulækre grød er - unægtelig - godt brændstof til bjergvandring, men i dag skal vi jo bare sidde i en bus, så hvorfor pine sig selv?

Klokken ti er vi klar til afgang i to busser, en til det engelske hold og en til os og en del af personalet, der også skal hjem i ”vinterhi”. En af dem sidder lige bag mig, med en plasticspand indeholdende en halvstor fisk, som kommer til at stinke mere og mere afskyeligt i dagens løb.

Vejret er stadig trist, da vi påbegynder vores nedfart fra Karkara, og de gyldne og duftende græsmarker er anderledes kedelige at se på nu, end da vi kørte den modsatte vej for et par uger siden. Og selve vejen er noget af det dårligste man kan forestille sig, med masser af mudder og huller som små bjergsøer. Vi må køre slalom mellem forhindringerne og kommer fremad med en fart, der næppe overstiger tyve kilometer i timen.

Vi passerer to øde grænseposter, bemandet med småfrysende - og svært bevæbnede - soldater, og så er vi atter tilbage i Kasakstan. Vejen bliver efterhånden lidt bedre, men farten øges ikke tilsvarende, hvilket vi - noget senere - får forklaringen på: Tre af bussens fire fjedre er røget, og nu tør chaufføren højst køre 30-40 kilometers fart for ikke at risikere, at også den sidste bliver smadret. Oh gru, med den fart vil de skedulerede fem timer nærmere blive til ti, og ydermere er det ved at blive rigtig varmt, og fisken stinker mere og mere. Argh!

Ved ettiden gør vi holdt ved den flod, som vi badede i for tre uger siden, på vej ud til trekkingturens start. Vi sidder på en skrænt og indtager frokosten og nyder, at temperaturen igen skal måles med tocifrede tal.

Og så går det ellers videre i sneglefart ad lange, lige og tyndt befærdede veje, gab! Jeg får færdiggjort endnu en bog og prøver så at sove lidt, men det vil ikke lykkes, mest fordi jeg stadig har ondt i ryggen - eller lænden er det måske i virkeligheden nærmere.

Hen på eftermiddagen gør vi holdt i den samme lille by som på udturen. Her er stadig en masse smukke, unge og smilende piger omkring bugnende frugtorgier. Jeg køber et par is, en liter vand og en øl, må se at få brugt de sidste ”tengge”, da der jo ikke er meget idé i at tage dem med ud af landet (det er i øvrigt også ulovligt). Af de 50$ jeg vekslede ved ankomsten har jeg stadig cirka en tredjedel tilbage, det har simpelthen næsten ikke været muligt at bruge penge på denne her tur.

Små hundrede kilometer fra Almaty mødes vi af englændernes bus, som vi alle går over i. Af en eller anden grund vil de ikke også tage bagagen med over, så resultatet bliver, at begge busser følges ad - i fortsat sneglefart - til Almaty, med ankomst halv otte, efter 9½ times kørsel!

Vi får lige en time til at tage et bad og ordne lidt pakning, før vi skal ud og spise vores afskedsmiddag. Jeg skynder mig at købe seks postkort, som jeg forhåbentlig når at skrive lidt på, inden vi skal afsted til lufthavnen. Pakningen er i grunden ikke så svær, nu skal det hele jo bare proppes ned i tilfældig rækkefølge.

Middagen indtages lige nede om hjørnet, på den tjekkiske restaurant, hvor vi tidligere har spist frokost. Glimrende tre retters menu med vin, vand og kaffe, og vidunderligt atter at kunne sidde ude i den milde aftenluft, efter de mange iskolde aftener og nætter på det sidste.

Julias chef kommer lige forbi, og vi giver enstemmigt udtryk for vores begejstring over turen, dvs. såvel den storslåede natur som Julias glimrende indsats som guide. Hvilket hun - efterfølgende - takker os meget for. Det er åbenbart ikke helt så ligetil at slå sig igennem som kvindelig guide her til lands.

De sidste tengge brænder i lommen, så Julia tager os med hen i det velforsynede supermarked, som vi også besøgte på udturen, og hvor de åbenbart har åbent hele døgnet. Jeg har 1.400 tengge tilbage (70 kroner), for hvilke jeg køber vand, tørrede frugter, chips og et stort læs slik, og så er der endda stadig 200 tengge tilbage, priserne er 2-3 gange lavere her end i Europa.



Mandag d. 2. september 2002

Vi er tilbage på hotellet omkring midnat, og der er bestilt vækning til kvart over et. Jeg skriver lige de seks postkort (undskyld til de kommende modtagere, det blev ikke specielt åndrigt) og når at sove cirka en halv time, før telefonens infernalske kimen brutalt bringer mig tilbage til bevidstheden. Jeg ved snart ikke, om en halv times søvn er værre eller bedre end intet, jeg er i hvert fald temmelig groggy lige nu.

Bussen er klar lidt over halv to, og køreturen til lufthavnen varer en lille halv time. Vores fly afgår først klokken 4:20, så der er 2½ time endnu, hvilket dog skal vise sig ikke at være spor for meget, i betragtning af antallet af køer, som vi efterfølgende skal opholde os i.

Det starter med en bilkø ved lufthavnen. Chaufføren opgiver at komme nærmere og smider os af nogle hundrede meter fra lufthavnsbygningen.

Få minutter efter er vi i kø nummer to, for simpelt hen at komme ind i bygningen. Mens køen bevæger sig fremad i sneglefart (godt det er en mild og tør nat, og ikke regn og storm) påtager Svend sig at formidle vore sidste lokale småpenge, for hvilke jeg får en - tiltrængt - flaske vand samt en plade chokolade.

Endelig kommer vi ind i bygningen, hvor vi modtager to ens formularer af samme slags som dem vi udfyldte ved indrejsen (og stadig omhyggeligt opbevarer den ene af). Vi bevæger os herefter langsomt frem gennem kø nummer tre (første kontrol af pas og flybillet samt gennemlysning af bagagen), mens vi omhyggeligt udfylder formularerne. Det er næsten som at være til eksamen, hvor risikoen - hvis man ”dumper” - er at blive sendt tilbage til den første kø igen. Vi har dog den fordel i forhold til normale eksaminer, at vi godt må kigge hos hinanden.

Ved slutningen af denne kø kan vores hjælpende ånd - Julia - ikke få lov til at følge os længere, og vi får alle et stort farvelknus. Hun har nu gjort det godt!

Efter bagagegennemlysningen følger kø nummer fire, der - til en afveksling - er ganske kort. Til gengæld er det her den afgørende prøve skal bestås, idet de to netop udfyldte formularer skal sammenlignes, dels indbyrdes, dels sammen med den, som blev udfyldt ved indrejsen, og endelig skal de således afgivne oplysninger sammenholdes med de faktisk forhold. Dvs. ”show money”, som den alvorligt udseende gimpe i stiv uniform beordrer. Jeg stikker hende mine resterende dollarsedler, som hun omhyggeligt gennemtæller tre gange, samt en stak eurosedler, som hun totalt negligerer. Måske ved hun ikke, at det er pengesedler? Da jeg spagfærdigt drister mig til at spørge, om ikke den ene af kopierne er til mig selv, stirrer hun mig stift i øjnene og udstøder et kort ”goodbye”!

Næste kø (nummer fem) er den egentlige checkin. Nu er der faktisk allerede gået halvanden time, og inden denne proces er overstået, går der yderligere en halv time. Det ser ud til, at alle boardingpas er udskrevet på forhånd, der er i hvert fald ikke meget ’online’ over ekspeditionen. Min forsigtige forespørgsel om tilskrivning af bonuspoint resulterer i, at mit kortnummer noteres på en formular, der ender i en stor rodet papirstabel - og nu er der efterhånden kun en halv time til skeduleret afgang.

I næste rum er der en ny kø, som fører ud i det fri (antageligt til en bus). Denne kø rører sig imidlertid ikke ud af stedet, så vi vælger at sætte os ned og slappe lidt af. Opmærksomheden henledes uvægerligt på en ung pige med en smækker figur i usædvanligt stramme og lavtsiddende jeans under et stykke med bart, der er dekoreret med et blåt mærke, hvis herkomst Kim og Svend prøver at fantasere sig til.

Omsider kommer der skred i kø nummer seks, hvis formål er at kontrollere boardingpasset samt forsyne dette med et stempel. Udenfor venter ganske rigtigt en bus, der kører os ud til Lufthansa-flyet, og ved trappen op til dette starter den syvende - og sidste - kø. Nederst på trappen står en dame, der modtager boardingpasset for straks efter at række det videre til den næste dame, der kontrollerer stemplerne og beholder halvdelen, hvorefter vejen endelig er fri til det ventende flysæde. Men nu er der efterhånden også gået så lang tid, at vi må konstatere en halv times forsinkelse på afgangstidspunktet.

Utroligt at det skulle være nødvendigt med alle de køer og kontroller. Det er stadig som det var i de gamle østbloklande, bortset fra, at der ikke længere er den der kolde fornemmelse af frygt for pludselig at blive trukket til side og underkastet en eller anden form for ”specialbehandling”.

På grund af det sene tidspunkt er serveringen begrænset til en halvtør sandwich og et glas vin, men skidt, lige nu står søvn også betydeligt højere på min ønskeliste. Forinden bruger jeg dog lige en times tid til at få ajourført dagbogen, hvorefter det lykkes mig at få et par timers - halvdårlig - søvn. Så kommer der varme vaskeklude og et - overdådigt - morgenmåltid, og en god del af den sidste times flyvning går med at se på tegnefilm og lytte til klassisk musik.

Klokken kvart over elleve - Kasakstan-tid - lander vi i Frankfurt, men lokalt er den kun kvart over seks, og udenfor ses den smukkeste morgenrøde. Vi har halvanden times ventetid her, så der er rigeligt med tid til at købe toldfrit, inden vi indtager vore pladser i endnu en airbus.

Jeg er så heldig at få en vinduesplads. Hvis det flotte vejr holder sig op nordover, kan det blive en rigtig smuk tur. På pladsen ved siden af mig sidder en forretningskvinde, som dog ret hurtigt fortrækker til et af de ledige sæder i flyets midte, da jeg afmonterer mine vandrestøvler. Jeg tog ellers helt rene sokker på i Almaty i går aftes, men det kan da godt være, at der hænger en permanent svedlugt i støvlerne efter de sidste tre ugers strabadser - undskyld dame!

Mens jeg sidder her og venter på afgangen, kan jeg ikke lade være med at fryde mig over en særdeles vellykket ferie. Oplevelserne i naturen har været i særklasse, jeg har forbedret min form og tabt nogle kilo. Og så har jeg været så godt som fuldstændig forskånet for fysiske skavanker. Ingen forkølelser, hvilket er ret usædvanligt, i betragtning af de ekstreme klimatiske forhold. Og - først og fremmest - ingen problemer med mit tidligere så gigtplagede bentøj, og så har jeg endda hverken brugt knæbind eller medicin, fantastisk! De eneste ”skader” har faktisk været et sår på storetåen (hurtigt kureret med fucidin), et mindre lændehold (der allerede er betydeligt bedre nu) samt en revne i tommelfingeren, der har fået en inderside af hård hud på grund af vandrestaven. Nåja og så lige en lettere afskalning over det meste af kroppen, men det tror da pokker, med al den sol vi har været udsat for.

Snart er vi i Kastrup, hvor det dog tager noget tid, før vi kan komme ud af flyet. Der er åbenbart noget galt med den sædvanlige gangtunnel, og det tager sin tid at få fat i en trappe, der kan køres hen til flyets bagindgang. Til gengæld ligger al bagagen stort set allerede klar på transportbåndet, da vi endelig slipper igennem.

Efter afskeden med de andre er jeg heldig lige netop at nå et tog til Hovedbanegården, hvorfra bus 29 fører mig det sidste stykke hjem til Frederiksberg. Vejret er aldeles vidunderligt, og det har det åbenbart været det meste af de sidste tre uger, kan jeg forstå.



Fredag d. 6. september 2002

Fire dage efter hjemkomst. Det vidunderlige sensommervejr fortsætter, og mit vægttab har tilsyneladende stabiliseret sig på seks kilo! Formen er i top, og kombineret med vægttabet (og det faktum, at der ikke længere er problemer med knæet) er det en ren fornøjelse at løbe en tur. Jeg er begyndt at indtaste denne dagbog, men det tager godt nok lang tid. Jeg vil satse på at få det klaret inden lysbillederne kommer tilbage om et par uger.




Fredag d. 13. september 2002

Elleve dage efter hjemkomst, og det fantastiske vejr fortsætter uændret. Til gengæld har jeg lidt svært ved at holde de tabte kilo permanent på afstand, det er som om kroppen suger kalorier til sig, hver gang den har chancen. Og det har den jo desværre ret ofte her i velfærds-DK, hvor vi omgiver os med lækker og fedende mad og drikke af ren og skær lyst.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside