Vandretur på GR20 - Korsika, Frankrig

Per Allan Jensen

Onsdag d. 19. maj 2004

Forårets med spænding imødesete vandretur på Korsika starter med vækkeurets ubarmhjertige bippen klokken kvart i seks, efter en ikke særligt god nattesøvn. De sidste par nætter har jeg sovet dårligt, ind i mellem tror jeg stadig der sidder nogle eftervirkninger i kroppen efter den væmmelige campylobacterinfektion jeg pådrog mig i Syrien for en måned siden. Nå, forhåbentlig er det så de sidste krampetrækninger, det ville i hvert fald være en slem streg i regningen, hvis det blussede op igen midt i de korsikanske bjerge.

Jeg får hurtigt klaret bad og mad, og de sidste småting presses ned i den godt proppede rygsæk, og en tur på badevægten afslører, at den vejer 21½ kilo. Oh gru, med to liter vand mere er vi oppe på 23½ kilo, hvilket er definitivt for meget. Heldigvis fandt Lars i går på en alternativ ruteplan, der gør det muligt at efterlade halvdelen af maden plus lidt andre småting i byen Vizzavona midt på øen. Idéen er at have base der og så bruge halvdelen af tiden på en tur sydpå og tilbage og den anden halvdel tilsvarende nordpå.

Jeg går ned til bussen i god tid og er på Hovedbanegården tyve minutter før toget afgår til Kastrup, og Lars dukker op kort før afgang. Indcheckningen hos Sterling går let og hurtigt, ingen billetter, blot vore navne og en kode, som de end ikke gider at høre.

Flyveturen til Nice varer to timer og sluttes af på flotteste vis. Først med overflyvning af de sneklædte alper og dernæst med et flot sving ud over det blå Middelhav, inden vi lægger an til landing på en stribe asfalt, der ligger næsten helt ude i vandkanten.

Bagagen kommer hurtigt, og det går også både nemt og hurtigt at komme på en bus, der kører os ind til byens hovedbanegård. Herefter begynder det imidlertid at blive lidt mere problematisk. Informationskontoret på banegården henviser til et turistinformationskontor, som henviser til et rejsebureau, der siger, at vi bare skal tage direkte ud til havnen, og at de i øvrigt er ved at være trætte af alle de turister, der - fejlagtigt - bliver henvist til dem. Som slutsalut tilføjes, at vi ikke nødvendigvis skal regne med, at der er flere ledige pladser på båden, da mange franskmænd benytter helligdagen i morgen til at tage på miniferie til Korsika.

Hm, det lyder ikke godt, så vi skynder os at tage en taxa ud til havnen, hvor skibet ligger på den ene side af havneindløbet, mens billetkontoret ligger på den anden, smart. Heldigvis er der ingen problemer med at få billetter, og det tager trods alt kun et kvarter at gå over til skibet, hvor vi får lov til at vente yderligere et kvarter, inden vi bliver sluppet ombord.

Skibet er kæmpestort og giver lidt mindelser om sidste års tur med Hurtigruten. Vi finder hurtigt frem til et cafeteria og får fyldt lidt pasta i de slunkne maver, efterfulgt af et par cappuccinoer i baren. Dernæst en time på langs i det dejlige solskin på dækket, og snart efter dukker Korsikas bjerge frem af havet, et smukt syn.

Fire timer senere lægger vi til i Bastia, der er lidt større end jeg havde forventet. Først sættes kursen mod banegården, der ligger ti minutters gang fra havnen. Vi køber billetter til toget til Vizzavona i morgen tidlig, så er den videre vej frem sikret. Derefter skal vi have et sted at sove. Der ligger flere hoteller på stribe, alle tostjernede, hvilket er mere end rigeligt luksuriøst for os. De to første har intet ledigt, men i tredje forsøg lykkes det. Hotel nummer to hedder "Napoleon" og det sidste "Bonaparte", men vi befinder os jo også på denne berømte herres fødeø.

Aftenen er mild og dejlig, og der er ikke en sky på himlen. Vi finder en restaurant nede ved havnepromenaden og indtager en fortræffelig treretters menu for en relativt beskeden pris, som et perfekt punktum på en helt igennem vellykket første feriedag.

Torsdag d. 20. maj 2004

Vågner op til en himmel, der er lige så flot og skyfri som den vi sagde godnat til i går. Morgenmaden indtages på en stor altan ud mod gaden, i første sals højde, hvor vi kigger lige ud på trækronerne. Bagefter er der lige en halv time til at gå et vend ned omkring havnefronten og tage et par billeder samt købe billetter til færgen fra Ajaccio til Nice om elleve dage.

Udsigt gennem forruden af toget

Toget er af typen "gris", med kun to vogne, men til alt held lykkes det os at få et par siddepladser med fremadrettet udsigt. Den første halve time kører vi sydpå langs med kysten, omgivet af et flor af blomster og blomstrende træer, hvorpå jernbanen, der for øvrigt blev bygget for cirka 120 år siden, slår et sving mod vest, op gennem en langstrakt dal. Det bliver hurtigt mere kuperet, og snart er der udsigter til såvel dybe dale med brusende floder som høje sneklædte bjerge. Og ind i mellem er der frodige marker, blomstrende frugttræer og grønne skove.

I Corte, øens gamle hovedstad, får vi at vide at vi, at vi - grundet "tekniske vanskeligheder" - er nødt til at skifte over til et andet tog. Øv, der røg vores fine siddepladser, og de sidste tre kvarter må vi stå op i midtergangen, sammen med en masse andre. Til gengæld bliver udsigterne stadig smukkere og mere dramatiske, indtil vi endelig - lidt over tolv - ankommer til Vizzavona.

Her er - ud over en station med restaurant og en lille butik - et enkelt hotel samt en halv snes andre huse. Vi indlogerer os på hotellet, hvor et overdådigt stort dobbeltværelse koster knap 600 kroner, men så er det også inklusiv både aftens- og morgenmad, ikke urimeligt.

Frokosten indtages på jernbanerestauranten. Vi bestiller et eller andet, som vi ikke rigtigt ved hvad er, og som viser sig at være et sandt overflødighedshorn af fedt og proteiner: Forskellige pølser, skinker og ost, alt i rigelige mængder. Tung kost, men bestemt ikke dårligt, og en stor kop stærk kaffe sætter efterfølgende lidt gang i fordøjelsen.

Og så er det på tide med lidt motion. Først en tur på et par kilometer til en eller anden stenalderboplads, som ikke er specielt interessant i sig selv, men turen gennem skoven er helt fantastisk. Her er nyudsprungne bøgetræer og kæmpemæssige fyrretræer, og ind i mellem er der enorme kristtjørn. Det hele peppes op af en masse dejlige blomster, herunder de yndigste små lilla alpevioler.

På tilbagevejen krydser vi en rivende flod, og det er bare for fristende, af med tøjet og i! Det bliver en kortvarig fornøjelse, for gys hvor er det koldt, men det er vidunderligt forfriskende, og bagefter tørrer vi hurtigt i solen.

Tilbage i Vizzavona slapper vi lige af med en kop kaffe på stationen, før vi sætter kursen opad langs hovedvejen sydpå. Efter et par kilometer når vi passet ("Col de Vizzavona"), hvor der ligger et flot og stemningsfuldt gammelt hotel, og efter en kort pause her går vi gennem skoven tilbage til Vizzavona. Undervejs lykkes det os naturligvis at gå forkert, så vi pludselig opdager, at vi befinder os på den forkerte side af en flod. Vi forsøger at finde et sted, hvor den kan krydses med hop fra sten til sten, men de ligger for langt fra hinanden, og vi må ty til den mere sikre - men også mere kedelige - fremgangsmåde med at afmontere støvlerne og vade over.

Tilbage på hotellet ved halv syv tiden er der lige tid til at sidde lidt ude i haven og nyde en pastis og slappe af med læsning og skrivning. Vejret er aldeles glimrende. Efter lidt vekslende skydække i løbet af eftermiddagen klarer det atter op, og klokken otte er himlen fuldstændig blå.

Vi får en glimrende - og ret så bastant - tre retters menu (grøntsagssuppe, tagliatelli med kødboller og dessert med jordbær i flødeskum), og så er der endda også inkluderet en karaffel vin i prisen. Den er dog ikke noget at råbe hurra for, så vi må efterfølgende skylle efter med en halv flaske af bedre kvalitet. Efter en kop kaffe med en lille genstand til er tiden inde til at trække op på værelset og lægge sidste hånd på pakningen til i morgen, hvor vi påbegynder den første - fire dage lange - vandretur. Kunsten er naturligvis at få deponeret mest muligt her, uden at komme til at undvære noget væsentligt ude i bjergene. For to plasticposefanatikere er det noget af et cirkus, men vi er godt trætte og derfor motiverede for at få det overstået hurtigst muligt, så vi kan komme til at få noget nattesøvn.

Fredag d. 21. maj 2004

Vækkeur 6:20, hurtigt bad og morgenmad klokken syv. Vi deponerer overskudsbagagen og er klar til afgang kvart i otte, i tindrende smukt vejr. Da vi starter med at gå stejlt op gennem skoven, er der skygge for solen, så de første par timer bliver med lange bukser og fleece, men i øvrigt er det en særdeles behagelig temperatur at gå i.

Skoven er underligt omvendt her. Først kommer fyrretræerne, og så øverst oppe - helt op til trægrænsen, der ligger i cirka 1.400 meters højde - kommer bøgetræerne, der præsenterer sig på smukkeste vis med sarte lysegrønne blade i lavt modlys, wow. Det lykkes os at gå forkert et par gange på den i øvrigt velmarkerede sti, men hvad pokker, det giver jo bare lidt ekstra motion.

Bøgeskov syd for Vizzavona

Klokken elleve når vi op til en frisk kilde i 1.500 meters højde, og her slår vi os ned og spiser en tidlig frokost, bestående af to store skiver rugbrød med henholdsvis spegepølse og makrel i tomat.

Kort efter krydser vi et pas i 1.645 meters højde, hvilket samtidig er dagens højeste punkt. Her er vi klart over trægrænsen, og terrænet domineres af barske og nøgne klipper. Det meste af resten af dagen går vi skiftevis i bøge- og fyrreskov, og undervejs må vi passere adskillige rivende vandløb. De fleste kan man bare vade igennem, men enkelte gange må der balanceres på - og springes mellem - store våde sten, hvilket heldigvis går godt.

Den sidste halve time går det stejlt opad ('a sting in the tail', som guidebogen så poetisk udtrykker det), og vi er begge - trods mere end seks timers vandring med tyve kilo på ryggen - motiverede for at give den en ekstra skalle, så sveden rigtigt springer. Pyha, det er hårdt, men jeg er nu positivt overrasket over, hvor godt det går at slæbe rundt med så tung en bagage, trods slidgigt og fremskreden alder. Ikke det mindste har jeg mærket til benene i dag.

Klokken kvart i tre - syv timer efter afgang - er vi fremme ved U Fugone, som er et vinterskisportssted, hvor der ligger et lille hotel med bar, restaurant, badeværelser med varmt brusebad samt mulighed for indkvartering i firesengsværelser. Der er - iflg. guidebogen - et simpelt refuge lidt længere oppe ad bjergsiden, men uden bade- og toiletmuligheder, så mageligheden får hurtigt overtaget.

En kop kaffe på terrassen, mens vi lige damper lidt af, et varmt bad og noget rent tøj, og så er man jo som genfødt. Det er delvist overskyet, præcis som i går, men ikke mere end at det stadig er behageligt at sidde ude på altanen med en drink og nyde den friske luft og følelsen af at have præsteret en god dagsmarch.

Da jeg vil tage mine daglige gigt-forebyggelsespiller (Glucosamin) opdager jeg, at jeg de sidste to dage i stedet har taget nogle stærke smertestillende piller, så tror da pokker, at jeg ikke har haft den mindste smule ondt i benene. Man skal åbenbart passe på med at spare så meget på emballagen, så man ikke længere kan kende forskel på, hvad der er hvad.

Der er mad allerede fra halv syv, hvilket passer mig udmærket, da jeg er hundesulten. Vi får først en meget stor skål med noget meget kraftig og velsmagende suppe. Så kraftig faktisk, at vi går ud fra, at det er hovedretten, så vi spiser det hele, samt rigeligt med brød til. Men da vi endelig har fået gjort kål på det hele, dukker den unge servitrice gudhjælpemig op med hovedretten boeuf bourgignon med majs- og kastaniepollenta, hold da op. Men vi har jo en god appetit, så det glider da også ned, sammen med et stort stykke ost og et meget stort stykke chokoladekage, bøvs! Det måltid kræver altså en god flaske rødvin, så det ofrer vi også. Sikke en gang luksustrekking!

Vi er færdige med at spise ved ottetiden og allerede småsøvnige, men det er næsten for vildt at gå i seng lige oven på sådan et megamåltid, så vi går en lille tur op ad den nærliggende skibakke og nyder den smukke udsigt. Nede i de lavereliggende dale - ud mod østkysten - har der samlet sig nogle lavthængende skyer, antageligt på grund af fugtig luft fra havet, og kun de højeste bjergtoppe rager op over skyerne, som klippeøer i et flødeskumshav. Et fantastisk flot syn og en værdig afslutning på en i særklasse smuk dag.

Bagefter sidder vi og læser en times tid, indtil øjnene begynder at klø, og så er tiden inde til at komme ned i soveposerne og snuppe et sidste kapitel i pandelampens skær. Vi sover i et firepersoners rum (med to køjesenge), men heldigvis kommer der ikke andre, så vi kan brede os ud over det hele og lade vores svedige tøj hænge til tørre.

Lørdag d. 22. maj 2004

Med to madrasser - og efter en hård dags vandring - sover jeg som en sten, lige til klokken er lidt i syv, herligt. Morgenen er som sædvanlig tindrende smuk med en dybblå - og helt skyfri - himmel. Eftersom det har været sådan de sidste tre morgener tror jeg fremover kun jeg vil ulejlige mig med at nævne, hvis der - guderne forbyde det - skulle begynde at forekomme afvigelser fra denne regel.

Vi kan ikke få morgenmad før halv otte, men skidt, vi har intet hastværk, da vi kun skal gå en relativt kort tur i dag. Guidebogen estimerer den til 5½ time, hvortil naturligvis kommer tid til dejlige pauser i solen (samt til at gå forkert, hvilket vi er ret gode til).

Morgenmaden er den sædvanlige, baguettes med smør og syltetøj samt en stor kande café au lait, ok uden at være ophidsende. Eftersom vi nu skal gå en dag sydpå og tilbage igen ad samme rute (der er godt nok et højrute-alternativ, men vi vurderer, at det er for tidligt på året), så reserverer vi straks en overnatning her igen i morgen samt deponerer lidt af vores maddepoter, det er jo guld værd for hvert kilo der kan spares.

Der skulle være rigeligt med vand på ruten, så vi medbringer kun en liter hver, og - summa summarum - vægten af rygsækken må efterhånden have sneget sig under tyvekilo-grænsen.

Kvart over otte er vi klar til at begive os ud på endnu en fantastisk dagsvandring, der - i første omgang - varer til kvart i to, hvilket svarer fint til bogens angivelse plus en time til diverse småpauser. En stor del af dagens vandring foregår i skyggefulde skove (mest bøg), men ind i mellem kommer vi ud på åbne steder med utroligt smukke udsigter over bjerge med store lysegrønne skove afvekslende med sneklædte tinder under en azurblå himmel. Wow, dette er altså helt oppe på Nepal-niveau, og så er temperaturen helt perfekt, omkring de tyve grader, med en svag til let vind, der bærer alskens vidunderlige dufte fra skovene til ens næsebor. Trekking i særklasse, og ind i mellem glemmer jeg helt, at jeg går rundt med tyve kilo på ryggen.

Dagens endemål er refuge di Verdi, hvor der ligger en hytte, hvor man kan få en seng at sove i. Der ligger også en restaurant/bar, der er åben "i sæsonen", og denne viser sig til alt held at være startet netop for et par dage siden (meddeler den flinke vært, der - som noget temmelig usædvanligt her til lands - taler udmærket engelsk). Han serverer også gerne aftensmad, hvilket betyder, at vi - endnu en gang - ikke får brug for müssli, pulversuppe og frysetørret mad. Men skidt, vi kan jo altid tage det med hjem igen.

Vejret er helt fantastisk i dag. De sædvanlige eftermiddagsskyer er få, små og lyse, og så holder de sig stort set nede over de forskellige bjergkamme, der omgiver os til alle sider.

Vi sidder halvanden time på den dejlige solbeskinnede terrasse og nyder vores frokost (rugbrød og spegepølse) efterfulgt af et par kopper kaffe, mens jeg får ført dagbogen ajour. Herefter er vi klar til dagens sidste kraftanstrengelse, nemlig en tur op til et pas, der ligger fem hundrede meter højere oppe, ad GR20-ruten videre sydpå. Det meste af turen foregår i dejlig skyggefuld skov, og det ender med, at der går lidt kapløb i det. Lars vinder "første heat", men så går jeg fuldstændig amok og spæner som en bjergged og vinder anden runde i overbevisende stil.

Efter en lille times tid er vi ude af skoven og mangler et mere åbent stræk - blandt store klippeblokke - op til passet i godt 1.800 meters højde. Jeg er helt euforisk af den hurtige opstigning og det herlige vejr og løber op og ned ad flere småtoppe, hvorfra der er fine udsigter. Dog ikke så fine som de har været, for skyerne kommer væltende ind fra alle sider her sidst på eftermiddagen, det ser faktisk lidt truende ud.

Vi er nede igen klokken halv syv, godt brugte, og så er det altså helt vidunderligt med et varmt brusebad (med åben dør og deraf følgende herlig udsigt til den grønne bøgeskov, der omgiver os til alle sider). Der er også lige tid til lidt hurtig tøjvask, før klokken nærmer sig halv otte og dermed den aftalte spisetid.

Her bor kun to andre ud over os, og den engelsktalende "krofatter" ser ud til at nyde at sørge for de få gæster. Som sædvanlig er maden god og rigelig. Kraftig suppe, kogt på røget svinekød, grillstegte svinekoteletter med bønner og tre kraftige skiver af en glimrende ost. Hertil et par karafler af en rimeligt god rødvin, og så er vi vist også ved at være sengeklare.

Søndag d. 23. maj 2004

Syd for Vizzavona

Æv, det regner, da vi står op klokken lidt over seks. Surt, nu havde vi lige vænnet os til permanent solskin. Nå, heldigvis er det kun smådryp, og inden vi er klar til afgang er det holdt op igen. For første gang laver vi selv morgenmad, hvilket har den positive effekt, at jeg slipper af med en af de syv medbragte portioner müssli, så er der da 150 gram mindre at slæbe på.

Vi starter ud med fleece og lange bukser, men det bliver hurtigt for varmt, specielt da skylaget begynder at opløses og solen titter frem. De første halvanden time går det stejlt opad, men det vidste vi jo godt, da vi nu er på vej tilbage ad den samme vej som vi kom i går. Det har også den positive effekt, at vi ikke går forkert en eneste gang i dag, utroligt. Til gengæld lykkes det Lars at få en våd sok, da han forsøger at krydse en flod på en våd og glat træstamme. Desværre når jeg ikke at få kameraet frem, før han er ilet "i land".

På grund af det tidlige tidspunkt på året er der ret mange små og mellemstore bække, der skal krydses, hvilket er en sjov sport, specielt når man kan hoppe fra den ene sten til den anden og ikke behøver at tage støvlerne af. En anden fordel er, at der er hyppig adgang til drikkevand, så man ikke behøver at slæbe rundt på så meget.

Midt på turen er der en overgang, hvor skyerne næsten er væk, men snart samler de sig igen, og det bliver gråt og mørkt og køligt. Udmærket temperatur at vandre i, men køligt så snart man står stille, og så må fleecen frem, hvis man ikke skal risikere en forkølelse.

Lidt i et er vi tilbage ved U Fugone. Her er flere gæster end sidst, så denne gang får vi ikke lov til at have et firesengsværelse for os selv. Vi har talt om at lave en eftermiddagstur lige som i går, denne gang op til en lille sø i cirka to tusinde meters højde, men da vi har siddet lidt og sundet os over et par kopper kaffe, begynder tredjedags-trætheden at melde sig, og da det yderligere ser mørkt og truende ud i vejret, beslutter vi i stedet at bruge resten af dagen på at slappe af.

Efter et dejligt varmt bad kryber jeg ned i posen og læser en halv times tid, mens det begynder at regne voldsomt, godt vi blev inden døre.

Småsover et par timer og sidder nede i restauranten og læser lidt, indtil maden serveres. Igen indledes med en kæmpestor portion suppe. De kører med samme menu hver dag, kan vi forstå, men da vi allerede har været her en gang, får vi udskiftet hovedretten med en stor omelet med ost og ærter, meget betænksomt. Resten - ost og chokoladekage - er som sidst, og vi slutter af med et par kopper kaffe og et par timers læsning, mens det delvis klarer op udenfor. Forhåbentlig klarer det helt op til i morgen, hvor vi skal gå tilbage til Vizzavona, og ellers må vi jo til at have gang i regntøjet.

Mandag d. 24. maj 2004

Der blev ikke brug for regntøjet i denne omgang, men det var tæt på. Fra morgenstunden er himlen ellers nogenlunde blå, kun med enkelte spredte skyer, men mens vi spiser morgenmad ser det ud til, at de "spredte skyer" alle får lyst til at samle sig lige omkring os. Afgangen kommer til at foregå i truende tæt tåge, så tæt faktisk, at vi et par gange må dele os, så den ene bliver ved den sidste afmærkning, mens den anden går fremad for at finde den næste. Ind i mellem lysner det lidt, som om tågen er ved at forsvinde, men kun kortvarigt, før vi atter er indhyllet i ærtesuppe.

Andendagen startede med tåge

Vi går rask til for at holde varmen (temperaturen er vel næppe mere end ti grader), og pauserne bliver kun få og korte, da det hurtigt bliver koldt, og udsigt er der jo ikke meget af. Men det er nu alligevel lidt fascinerende at gå i den tætte tåge.

Vi spiser frokost allerede klokken elleve (de sidste skiver rugbrød med en dåse makrel i tomat), og netop da skilles skyerne, og solen rammer os med sine livgivende varme stråler, ah! Det varer dog kun kort, men det er en forløber for en bedring, og hen over den næste halve time blæser størstedelen af skyerne væk, i hvert fald fra den "centrale" del af himlen, hvor solen befinder sig.

Op over passet, ned forbi kilden og ned i bøgeskoven, hvor vi vælger en alternativ rute tilbage til Vizzavona. Denne viser sig at blive noget længere end forventet, men vi går stadig rask til, så vi er alligevel tilbage allerede kvart i to, men så er vi også godt trætte og har ømme fødder.

Vi går direkte ned på jernbanerestauranten og får en god frokost og en øl, det gør godt. Damen på hotellet kan ikke huske noget om nogen reservation, men efter lidt parlamenteren på vores ubehjælpsomme fransk ringer hun til manden (som vi reserverede hos), og så er sagen i orden, og vi får et lige så stort og dejligt værelse som sidst, og denne gang endda med smuk bjergudsigt.

Efter et bad og lidt tøjvask (der er heldigvis tørresnor i haven) er resten af dagen til ren afslapning, hvilket indledningsvis foregår nede i den dejlige have. Himlen er nu næsten helt skyfri, og det er dejlig varmt, det er tydeligt at mærke, at vi er kommet 6-700 meter længere ned.

Afslutter dagen med den sædvanlige udmærkede treretters menu med rødvin, efterfulgt af kaffe og cognac. På den måde er det jo ingen sag at være på vandretur.

Tirsdag d. 25. maj 2004

Fra Corte, øens gamle hovedstad

Ren slapperdag, men det fortjener vi vel også efter fire dage med hård vandring. Dagen bruges til et besøg i Corte, øens gamle hovedstad, der ligger en lille times kørsel herfra.

Vejret er atter aldeles dejligt, med svag vind og en sol, hvis styrke dæmpes en smule af et tyndt lag højtliggende skyer. Pragtfuld temperatur, et par og tyve grader, aldeles perfekt til afslappet sightseeing.

Byens museum har kun information på fransk, oplyser den søde unge pige, så har vi da en undskyldning for at droppe det. Citadellet er også lukket (på grund af renovering), men det er muligt at gå op til et højdepunkt bagved og nyde en fortræffelig udsigt over byen.

Vi nyder også en glimrende frokost og en kæmpestor isdessert og går rundt i de små stejle gader og kigger på de smukke gamle huse, hvoraf en del dog godt kunne trænge til en kærlig hånd.

Snart er dagen gået, og vi triller tilbage til Vizzavona med toget og bruger en times tid på at beslutte, hvad der skal med på de næste fire dages vandretur nordpå, og hvad der kan deponeres på hotellet. Forskellen fra de første fire dage er, at vi denne gang højst sandsynligt bliver nødt til at klare os selv med mad, men sådan regnede vi jo også med, at det ville være første gang, hvor vi - til ingen nytte - slæbte rundt på müssli, pulversuppe og frysetørret mad.

Aftensmaden er som sædvanlig glimrende, og bagefter slutter jeg af med at færdiggøre min bog nummer to (som også var glimrende).

Onsdag d. 26. maj 2004

Et iskoldt dyp i Cascades des Angleses

Tilbage i rytmen med smukt vejr, gudskelov. Står op lidt over seks, tager bad (måske det sidste i 3-4 dage), pakker de sidste småting og spiser morgenmad klokken syv.

Det lykkes mig med mine sparsomme - omend stadig flere - franske brokker at få forklaret værtinden, at jeg gerne vil købe en æske tændstikker samt et par baguetter til vores frokost. Værtinden er i øvrigt af marokkansk oprindelse, hvilket tydeligt kan aflæses i udsmykningen rundt om i huset samt i det faktum, at der er myntete på menukortet.

Vi kommer afsted kvart i otte og starter ud på, hvad der skal vise sig at blive en ualmindelig fantastisk, smuk, hård, krævende og dramatisk dag. Først en lille times tid gennem den smukke bøgeskov, hvor solen flimrer lavt ind gennem spæde lysegrønne blade og smukke alpevioler. Så nå vi frem til "Cascades des Angleses", som er en serie af flotte vandfald med dybe isblå pools ind i mellem.

Tanken om en dukkert i en af disse har rumsteret i min hjerne et stykke tid, og da jeg ser de uimodståeligt smukke bassiner er sagen definitivt afgjort. Lars er lidt mere forbeholden, men lader sig dog hurtigt overtale. I forhold til sidste uges flodbad, hvor vi måtte vade langsomt ud i det pinagtigt kolde vand, så er der her den langt mere probate løsning at springe ud i det fra en af klipperne. Plask, gisp, og så går der lige nogle sekunder, før kroppen rigtigt forstår, hvad det er der foregår. Heldigvis er der så kun 15-20 sekunders svømning ind til "kysten", og få øjeblikke senere breder der sig en vidunderlig varme i hele kroppen, som får mig til at forstå, hvorfor nogle mennesker er passionerede vinterbadere.

Vi er så begejstrede, at det må prøves en ekstra gang, og så er der jo også mulighed for at forevige løjerne med begge kameraer og begge aktører. Efter tørring i solen, der allerede giver god varme, har jeg en fornemmelse af nærmest overnaturlig renhed og lethed, og fortsættelsen af vores 1.200 meters opstigning (hvoraf der endnu resterer mindst 1.000 meter) foregår med lette fjed, trods de tyve kilo tunge rygsække.

Efter nogen tid føles det dog ikke længere helt så fjerlet, omend man må sige, at vejret er helt perfekt, med sol, let skydække og svag vind. Men opstigningen begynder snart at trække tænder ud, med en stigningsgrad der siger spar to, op over nogle kæmpestore uregelmæssige klipper og kampesten. Hold da op, jeg mindes ikke at have prøvet noget tilsvarende i min - ellers snart ret lange - karriere som bjergvandrer, og da slet ikke med tyve kilo på ryggen.

Højt oppe kan vi se det pas, som vi skal op over. Det ligger i 2.100 meters højde og repræsenterer dermed turens hidtil højeste punkt. Men der er endnu lang vej at tilbagelægge og mange strabadser at udstå. Langt om længe passerer vi trægrænsen, som ligger i godt 1.400 meters højde, og nu er det kun små tørre buske, der skaber lidt liv i det golde landskab, der mere og mere kommer til at minde om et enormt stenskred. Ind i mellem skal der tages nogle kæmpestore trin med påfølgende dybe løft, og selv om vandrestaven er til stor hjælp her, så er det alligevel en voldsom belastning for bentøjet. Jeg er glædeligt overrasket over, hvor lidt vrøvl jeg har haft med mit gigtplagede understel, længe leve glukosamin!

Lang vej op til højt pas nord for Vizzavona

Vi holder en tiltrængt pause oven for et lille vandløb, og her indtræffer dagens dramatiske episode, der meget let kunne have udviklet sig til en katastrofe. Jeg har lagt rygsækken fra mig og klatrer ned til bækken for at fylde flaskerne, og på vejen op kan jeg huske, at jeg råber til Lars: "Det er da forbløffende så adræt man føler sig uden rygsæk". Jeg når kun lige netop at fuldføre sætningen, da jeg mister balancen og falder bagover, slår en koldbøtte og ender mellem et par store klippeblokke. Jeg slår både ryggen og baghovedet og får hudafskrabninger på knæ, albuer og den ene hånd, men mirakuløst nok sker der intet alvorligt. Afskrabningerne er overfladiske og slagene ikke særligt hårde.

Puha, det var tæt på, og måske en påmindelse om at udvise endnu større koncentration og agtpågivenhed på resten af den krævende opstigning. Og jeg skal love for, at der bliver brug for koncentration op gennem det stejle stenskred, og til overflod kommer vi også til at traversere hen over nogle snetunger, hvor en forkert bevægelse med påfølgende styrt ville føre til en glidetur af uforudsigelig længde og lige så uforudsigelige konsekvenser.

Endelig - efter seks timers dramatisk og udmattende opstigning - står vi oppe i passet, hvor udsigten er en rimelig belønning for alle strabadserne. Vi kan se nærmest uendeligt, føler vi, over talrige bjergtinder og ned i dybe dale, hvor fjerne veje snor sig mellem små landsbyer. Fra kyst til kyst kan vi - lige netop - se, her hvor vi står nær øens geografiske midtpunkt. Og dybt nede kan vi - næsten - se dagens endemål, Refuge de l'Onda, der ligger i 1.400 meters højde, altså 700 meter længere nede.

Vi bliver hængende en rum tid og nyder udsigten samt en baguette med korsikansk pølse, dog uden vand til, da vi efter sidste vandpåfyldning gjorde den ubehagelige opdagelse, at hele området var oversået med kolorte. Nedturen er næsten lige så hård som opturen. Måske lidt mere skånsom ved lungerne, men så meget desto hårdere ved ben og fødder, og der må stadig udvises stor koncentration for ikke at falde på de mange løse sten, når nu trætheden begynder at melde sig.

Endelig klokken kvart i fire - efter at have været otte timer undervejs - når vi frem til hytten, hvor vi mødes af et overraskende syn. Trods det tidlige tidspunkt på året er samtlige sengepladser optaget, og selv om der ligger en stor bunke med ekstra madrasser, så er der nærmest ingen ledig gulvplads. Shit, hvad nu ?!?

Nå, en eller anden løsning må vel kunne udtænkes, køkkengulvet måske? Til en start tager vi to af de ekstra madrasser med ud på altanen og lægger vores ting ovenpå, så er madrasserne i det mindste sikrede, hvis der skulle komme endnu flere. Dernæst et par kopper kaffe og en halv plade chokolade, uhm, det gør godt.

Der står på et opslag, at en overnatning koster ni euro, som skal betales til "opsynsmanden", der - hvis han ikke er til stede - kan træffes i et hus lidt længere nede ad skråningen. Vi går en tur derned, i håb om, at han kan bidrage til løsning af pladsproblemet. Der ligger to huse ved siden af hinanden, men begge er tomme og aflåste. Det ene hus har en halvstor overdækket terrasse, hvor man vel i og for sig godt kunne ligge og sove, det er noteret til senere brug.

Vi går op igen og laver en portion suppe og sidder lidt på altanen og nyder solen, der er sådan lidt on/off. Det har været fint vejr i dag, men halvmørke skyer er ved at nærme sig vestfra, så måske et vejrskifte er på vej?

Der bliver ved med at komme folk til, det ender jo i det rene kaos, så vi beslutter os til at sove nede under halvtaget. Vi slæber madrasserne derned og går op igen (pyha, benene er snart ved at være færdige for i dag) og tilbereder aftensmaden. Bøf Stroganoff på frysetørret form, i en fiks varmefast alupose, der blot skal åbnes, tilsættes noget kogende vand, omrøres og henstå i fem minutter. Ligheden med Bøf Stroganoff er ikke slående, men med lidt ekstra salt og en masse chili udgør det alligevel et acceptabelt måltid.

Allerede klokken otte begynder folk at gå til ro. Vi har lagt den strategi for morgendagen, at vi står meget tidligt op og går afsted straks, for så at spise vores morgenmüssli når vi har gået et stykke tid. Derved skulle vi forhåbentlig være i stand til at nå den næste hytte så tidligt, at vi kan sikre os en soveplads. Efter sigende er der tyve pladser i den næste hytte (mod kun tolv i denne), så mon dog ikke.

Vi stiller bipperen til 4:45, børster tænder og hopper i poserne. Temperaturen er cirka ti grader, og da himlen er overskyet bliver det næppe meget koldere, så det skulle være helt fint at sove ude. Og vores lille terrasse er langt, langt væk fra alle de andre trekkere, så vi imødeser med optimisme en behagelig nattesøvn.

Torsdag d. 27. maj 2004

Helt så uproblematisk bliver det dog ikke, for kort efter at mørket er faldet på, dukker den håndfuld køer op, som vi så her i eftermiddags, men som ellers var gået et andet sted hen. Specielt den ene laver en skrækkelig larm, vælter rundt med store sten og udstøder vilde hyl, der nærmest lyder som noget i retning af et skrydende æsel.

Vi er lidt nervøse for, at de skal hoppe over det lave stengærde, der adskiller os fra omverden, og det er lidt svært at sove, når et ukendt antal store dyr tramper rundt og larmer i vores umiddelbare nærhed. Omsider lykkes det dog, og så bliver det sådan set en udmærket nat, bortset fra at den slutter lidt brat - og tidligt - ved armbåndsurets energiske bippen klokken kvart i fem. Lidt optimistisk tidspunkt, for det er stadig bælgmørkt. Til overflod blæser en kold vind omkring os, så det er ikke specielt tillokkende at forlade den varme sovepose.

En halv time senere anes det første morgengry i bunden af en trist mørkegrå himmel, og det lykkes os endelig at komme op. Der er to forskellige ruter frem til den næste hytte, en "high" og en "low". Førstnævnte er den korteste og løber langs en bjergkam i op mod et par tusinde meters højde, mens den anden - længere - først tager et kraftigt dyk ned under 1.000 meters højde, efterfulgt af en 900 meters opstigning. Vi ville jo helst gå ad den høje rute, men på grund af vejret vælger vi alligevel den lave, så vi ikke risikerer at blive fanget i regn og kulde højt oppe.

En stor klippeknold lå i vejen

Efter aflevering af madrasserne og påfyldning af vand er vi klar til at gå, og klokken er endnu kun seks. Snart går vi i tæt skov, hvor det - på grund af gråvejret og det tidlige tidspunkt - er så mørkt, at et eventuelt foto skulle eksponeres i halvanden sekund - derfor ingen fotos fra den morgen.

Det går relativt stejlt nedad, på den anstrengende måde, hvor stien er oversået med løse sten af forskellig størrelse, så man hele tiden er i fare for at falde eller vride om på fødderne. At vandre i den slags terræn - og da specielt med en stor rygsæk - kræver voldsom koncentration og en masse energi.

Efter en god time er vi nede ved rutens laveste punkt, hvor vi skal krydse en voldsom flod, før den lange opstigning påbegyndes. Der ser ud til at være nogle lækre dybe pools i floden, men vejret indbyder ikke lige frem til den slags løjer i dag - forhåbentlig om to dage, når vi atter kommer forbi, på vej ned mod "civilisationen" og hjemrejsen.

Et kvarters tid senere kommer vi til "Bergerie Tolla", hvor man angiveligt skulle kunne få en glimrende frokost - i sæsonen altså. Denne er desværre ikke helt startet endnu, så vi nøjes med at gå ind i den hyggelige have og låne bord og bænk til indtagelse af vores morgenmad. Hjemmelavet müssli med skummetmælkspulver overhældt med koldt vand, hvilket smager en hel del bedre end det lyder og giver et godt og hurtigt tilskud af - tiltrængte - kulhydrater.

Herefter begynder det at gå stejlere op gennem granskov, der - underligt nok - ikke afløses af bøgeskov højere oppe, som det ellers plejer at være tilfældet.

En times tid senere, da vi er kommet op omkring trægrænsen og stien atter flader lidt ud, lysner det i vejret, og solen titter endda frem ind i mellem, så vi beslutter at skifte over til de korte bukser og smide fleecen. Et stykke tid løber stien langs den rivende flod, med en nogenlunde overkommelig stigning, men kort efter at floden er krydset, begynder det at gå virkelig stejlt opad. Den første halve time er nærmest "Nepal-agtig", dvs. stien snor sig og er forsynet med rigtige "trappetrin" af store sten. Det er første gang vi har oplevet en sti, der er skabt - eller i hvert fald væsentligt forbedret - af mennesker.

Herefter stiger stejlheden yderligere, og vi er nu henvist til at klatre op ad store og uregelmæssige klipper, der oven i købet ofte er våde på grund af en masse små vandløb. Det minder lidt om opstigningen i går, men heldigvis varer det kun en god halv times tid, før vi er oppe på et plateau, hvorfra der er fem minutters gang hen til dagens mål, "Refuge de Petra Piana" i 1840 meters højde.

Klokken er kun halv tolv, og spændingen er stor, får vi mon en soveplads i dag? Heldigvis er svaret ja, idet kun en lille halv snes af hyttens tyve madrasser er optaget, hurra! Vi skynder os at "reservere" et par stykker, og kaster os derefter straks over frokosten, chilisuppe med pasta, peppet op med en stor portion ekstra chili. Denne her hytte er hyggeligere og pænere end den foregående, og i køkkenet står der endda en lille kakkelovn, hvori der er fyret op med brænde. Der er desværre en markant hørm af svedige trekkere, for ikke at tale om disses stinkende støvler, der står til tørre omkring kakkelovnen.

Efter maden forsøger jeg mig med et brusebad, der - ifølge Lars - skulle være "halvlunkent". Det er det også, indtil vandet pludselig slipper op, inden jeg har fået skyllet sæben ordentligt af, øv. Efter en kop kaffe ligger tågen omkring os, men alligevel synes vi det er lidt tidligt at gå til ro allerede, så vi går en lille tur op ad bjergsiden. Lars gider alligevel ikke rigtigt, så han sæter sig og nyder "udsigten", mens jeg går lidt længere op på egen hånd. Bagefter går jeg - alene - lidt op ad GR20's fortsættelse, men da tågen yderligere tætnes, må jeg vende om efter kort tid.

Sidder lidt i hytten og læser, før tiden er inde til at lave aftensmad, frysetørret igen, med müssli til dessert (nu vi alligevel har så rigeligt af den). Vi går i seng allerede ved ottetiden og ligger og læser lidt, men det bliver ikke ret længe for mit vedkommende, og jeg tror allerede jeg sover inden klokken er ni.

Fredag d. 28. maj 2004

Folk begynder at stå op allerede fra klokken halv fem, kan vi høre, men da vi jo har besluttet at tage en overnatning mere her, har vi intet hastværk, og vi venter med at stå op til 6:30, hvor det værste pakke- og morgenmadskaos er overstået. Pragtfuld morgen, i hvert fald rent vejrmæssigt, men Lars er vred og ophidset, for nogen er øjensynligt stukket af med hans helt nye jakke under morgenens pakketumult (og efterladt et par usle gamle gamacher i stedet). Det var dog en usædvanlig nedrig opførsel.

Lidt over syv er hytten næsten tom, og vi kan sidde i ro og mag ude på terrassen og nyde vores morgenmüssli samt synet af en næsten fuldstændig blå himmel. Eneste undtagelse er en enkelt spektakulær sky, der ligger som en bue ind over et de nærliggende bjerge, flot.

Der lå stadig masser af sne over 2.000 meter

Det er i dag det er sidste chance for at komme højt op, hvilket vi er meget indstillet på. Ved halv ni tiden går vi ad GR20 op til et pas, der ligger i 2.100 meters højde. De sidste hundrede meter må vi gå i dyb sne, men vi er heldigvis ikke de første, så der er trådt nogle udmærkede trin i den halvbløde sne.

Ovre på den anden side af passet er der meget mere sne, og her er der tale om hård frostsne, hvor der dog heldigvis stadig er nogen, der har gjort "forarbejdet" for os. Vi må traversere det meste af en kilometer hen - og op - over halvstejle snetunger (uha - yderste koncentration påkrævet), inden vi kommer op til endnu et pas, denne gang i 2.206 meters højde. Her møder vi en italiener, der allerede har gået en "normal" dagsmarch og regner med at gå endnu en i dag, hold da op. Han fortæller, at der ligger masser af sne længere oppe nordpå, og at det absolut er tilrådeligt med steigeisen (hvad han dog ikke selv har).

Vi går lidt videre, hen til et par søer, som vi har set på kortet, med tanke på et muligt dyp. Den tanke opgiver vi dog hurtigt igen, da søerne ligger nede for foden af nogle meget stejle sne- og isbelagte skråninger, og så er de i øvrigt helt tilfrosne endnu. Vi beslutter ikke at gå længere, og da vi står lidt og beundrer udsigten, kommer der pludselig et jagerfly tordnende ind mellem bjergene et stykke fra os. Hold da op, det ser vildt ud, og lyder endnu mere vildt.

Uha, pludselig kom tågen

Vi vender om og går tilbage til passet, hvorfra der ser ud til at være en mulighed for at bestige en top i 2.425 meters højde samt et par stykker, der er endnu en smule højere, hvis der stadig skulle være kræfter tilbage, når vi kommer så langt. Der er dog lige en alvorlig hurdle, der skal klares først, i form af en kæmpestor klippeknold, hvorfra stejle isskrænter fører langt ned til begge sider. Der er ingen vej udenom, knolden må bestiges ved klatring, hvilket Lars afgjort ikke er meget for. Jeg synes det er sjovt, hvilket vel må tilskrives en alvorlig mangel på fantasi, siden jeg ikke skræmmes af de mulige konsekvenser af at kravle rundt med en tung rygsæk på smalle, uregelmæssige og forrevne klippehylder over stejle afgrunde.

Nå, men over kommer vi da, omend med sved på panden. Resten af vejen op er ligetil, og en halv time senere står vi i 2.425 meters højde, hvilket faktisk kun er knap 300 meter lavere end Korsikas højeste punkt. Udsigten er - naturligvis - aldeles fantastisk, men nu er et nyt problem desværre under opsejling, idet det vælter ind med skyer fra alle sider. Nu står vi med et seriøst beslutningsproblem. Skal vi gå samme (relativt nemme) vej tilbage (med klippeknolden som eneste seriøse forhindring) eller skal vi gå den mere direkte vej hen langs en bjergkam, der - efter afdrejning til en anden bjergkam - ender nede ved passet lige over hytten?

Den første mulighed er den sikreste, eftersom den rute er nem at følge, selv i tæt tåge, men så er der lige klippeknolden, som Lars kategorisk nægter at klatre over endnu en gang. Jeg lader mig overtale, selv om jeg er en smule nervøs ved den hastigt faldende sigtbarhed samt det faktum, at vi ikke aner, om der kommer endnu værre forhindringer på denne rute.

For første gang bruger vi kompasset, der - sammen med det superdetaljerede kort vi købte i Corte - gør det muligt at udstikke en ret præcis kurs, i hvert fald for den første kilometer. Det svære er at vide, hvornår de to bjergkamme mødes og vi skal dreje mod højre, for kammene er ikke specielt veldefinerede og "kamformede". Men heldigvis letter tågen kortvarigt ind i mellem, så man kan se nogle hundrede meter frem og korrigere kursen, og således lykkes det os heldigvis at komme tilbage til passet igen i god behold. Pyha, det var næsten lidt for spændende.

Vi klarer de nedadgående snestrækninger i "skistil", dvs. ved at finde lige den rigtige vinkel for støvlerne, så man kan glide ned over sporet. Ret sjovt, selv om vi ryger på halen et par gange.

På vejen ned introducerer Lars den mulighed, at vi - i stedet for at overnatte i hytten endnu en gang - kan gå hele vejen ned allerede i dag. Det vil give os to hele dage til billeje - som vi har talt om at slutte af med - i stedet for en. Lars er nok lidt negativt indstillet over for den hytte på grund af den stjålne jakke, men jeg kan nu også godt se det tillokkende i dette alternativ, specielt fordi folk nede i hytten hævder, at der er et seriøst uvejr undervejs (det ser også sådan ud). Og så tiltaler det mig også at slutte af med en megalang dagsvandring, der i givet fald kommer til at strække sig over noget i retning af en halv snes timer.

Summa summarum, jeg er med på idéen. Vi tilbereder hurtigt en portion frysetørret mad i hytten, der stadig er næsten tom, selv om klokken er henved halv to, før vi kommer videre. Det er underligt, som tilstrømningen skifter fra dag til dag. Med en portion müssli til dessert (nu får vi jo ikke brug for den i morgen) skulle vi være rustede til den lange nedtur, der starter med at de - stadigt mere truende skyer - afgiver nogle få dråber vand. Det bliver dog heldigvis ikke til mere, og selv om skydækket breder sig mere og mere ned ad bjergsiderne, lykkes det os alligevel at "undslippe", og efter et par timers hård nedtur er vejret faktisk aldeles fremragende, omend vi stadig kan se de mørke skyer oppe hvor vi kom fra.

Efter godt to timer er vi nede ved floden med de lækre pools, som vi lagde mærke til på vejen op. Nu skinner solen, og vi trænger alvorligt til en opfriskning efter en forceret nedtur, så lynhurtigt hopper vi ned i floden og mærker det salige gys af hastigt brusende blod i årerne. Herefter flader ruten ud, idet den går ad en grusvej med jævnt - men svagt - fald. Der er fire kilometer til den lille landsby Canaglia, hvor vi går sommeren i møde, med frodige grøftekanter og blomstrende frugttræer.

Vores udlejningsbil foran en imponerende bro

Det er faktisk ved at blive ret varmt efterhånden, og det bliver ikke bedre, da vejen begynder at gå opad igen, men vi holder alligevel stædigt et konstant højt tempo med henblik på at nå ned til Savaggio inden klokken seks, så vi kan nå dagens næstsidste tog op til Vizzavona. Få hundrede meter før stationen går vi igennem en skov, hvor vores tilsynekomst skræmmer en flok køer væk. Det er der et par mænd, der bliver lidt sure over, da de netop var ved at genne dem den modsatte vej, så de beordrer os til at gå ind til siden og vente, til de atter har fået kontrol over dyrene.

Vi er på det lille trinbræt et kvarter i seks, så der er lige tid til at sidde og puste lidt ud oven på den hårde tur. Toget ankommer planmæssigt, men vi må selv gøre opmærksom på vores tilstedeværelse, ellers standser det ikke. Vi skal jo egentlig bare hurtigst muligt ned til Ajaccio for at leje bil, så det optimale ville være at blive siddende i toget, der jo ender dernede. Der er bare den lille hage ved det, at vi har deponeret en del ting på hotellet i Vizzavona, så vi er nødt til at gøre holdt der og så tage dagens sidste tog, der går en god times tid senere.

Lars bestiller aftensmad på stationsrestauranten, mens jeg iler op på hotellet efter vores ting. Da vi har spist et stort måltid med to øller til og drukket kaffe og nydt at bruge et rigtigt toilet kommer stationsforstanderen - eller hvad han nu er - og siger, at der alligevel ikke kommer noget tog, da det har fået maskinproblemer. Pokkers, så må vi i stedet overnatte her og tage det første tog i morgen.

Heldigvis kan vi godt få et værelse på hotellet, det ærgerlige er bare, at der kun er fem euros forskel på værelse med og uden aftensmad (for os begge). Så skulle vi ikke have spist på stationen, men det var jo ikke til at vide. Vi bruger lidt tid på ompakning og tøjvask og sætter os nedenunder og drikker et par karafler vin. Bagefter ringer vi til Avis i Ajaccio lufthavn og bestiller en bil for to dage, med start fra i morgen ved middagstid. Og så trænger vi vist også til en god lang nattesøvn.

Lørdag d. 29. maj 2004

Vågner klokken syv med en smule hovedpine, hvilket vist må tilskrives hotellets underlige hovedpuder, men ellers har det været en udmærket nat. Jeg ligger og læser en times tid, efter lige at have været henne og linde på de store tunge gardiner og forvisse mig om, at vi står over for endnu en solskinsdag.

For fjerde - og sidste - gang indtager vi morgenmaden nede i det hyggelige restaurationslokale. En halv baguette med lidt smør og syltetøj, hvilket er så nogenlunde det mest ophidsende man kan få om morgenen på disse kanter.

En af de mange smukke bugter langs Cap Corse

Klokken ni sidder vi klar nede ved den lille station og nyder det dejlige vejr og de smukke omgivelser, mens vi venter på toget, og denne gang kommer det heldigvis planmæssigt. Det lykkes os endda at få siddepladser, så vi rigtigt kan nyde den halvanden time lange og meget smukke tur ned til Ajaccio, der er Korsikas største by (og Napoleons fødeby).

Byen har - som de fleste andre større byer - nogle ualmindeligt grimme randområder, og banegården er lille bitte og helt øde. Udenfor banegården er der hverken busser eller taxaer, så vi går op til en nærliggende - tilsyneladende mere befærdet - gade i håb om at kunne praje en taxa, så vi kan komme ud i lufthavnen og få fat i den udlejningsbil.

Det er absolut ikke taxaer, der er flest af i denne by, men omsider kommer der en, der imidlertid kører i den forkerte retning i forhold til lufthavnen. Han signalerer, at han vil køre hen og vende og så komme tilbage til os, men efter ti minutters venten - hvor der i øvrigt heller ingen andre taxaer er kommet forbi - opgiver vi og går ned til banegården og spørger, hvordan vi kommer til lufthavnen (hvad vi jo sådan set burde have gjort straks).

"Gå hen til havnebygningen", lyder anbefalingen, "derfra går regelmæssige busser til lufthavnen". Som sagt så gjort, og ganske rigtigt, men desværre er den sidste netop kørt, og der er en time til den næste, suk. Vi får en - ellers ikke særligt hjælpsom - mand i deres information til at ringe efter en taxa, som dukker op efter få minutter og kører os ud til lufthavnen (som om en vis person var i hælene på ham) på endnu færre minutter. Taxameteret viser 16½ euro, så - jatak - det bliver lige tyve euro, inklusiv transport af vore to rygsække, lidt skrapt, synes jeg!

Det er en lille overskuelig lufthavnen, og Aviskontoret ligger - sammen med 4-5 andre biludlejningsfirmaer - lige over for lufthavnsbygningen. Her går det hele nemt og hurtigt, bortset fra, at den flinke dame - med et inkvisitorisk blik - spørger, om jeg nogensinde har boet i "Ringo"?!? Computeren må åbenbart have registreret en eller anden synder med et navn, der minder om mit, i en eller anden by i Danmark, der udtales "Ringo" af en franskmand. "Ringe" måske? Anyway, jeg har aldrig boet andre steder end i København, Århus og Horsens, så jeg kan - med stor sikkerhed - svare nej, og herefter er der ingen problemer.

Vi kommer af med 1.100 kroner for to dages billeje, inklusiv fuld kasko, og heraf skyldes de 200 kroner endda, at vi gerne vil have os begge skrevet på som chauffører, ikke urimeligt. Og da slet ikke, da vi ser bilen, som er splinterny samt stor og rummelig. En "Ford Fusion", den synes jeg godt nok aldrig jeg har hørt om (og jeg læser ellers troligt Motor, hver gang det kommer ind ad brevsprækken), men den minder lidt om en nyere udgave af min egen Ford Escort.

Vi beslutter at sætte kursen mod Calvi og starter med mig som chauffør og Lars som copilot, hvilket han ikke klarer særligt godt, for vi får aldrig drejet fra mod Calvi. I stedet fortsætter vi op i bjergene, i samme retning som vi lige er kommet ned med toget, og inden vi opdager fadæsen har vi kørt så langt, at vi lige så godt kan fortsætte og så tage den planlagte tur rundt om øens nordlige halvdel i modsat retning.

Vi stopper i en lille landsby og spiser en glimrende frokost, hvis enkelte retter dog er en evighed om at dukke op, og med tre retter bliver det altså til temmeligt lang tid (cirka tre evigheder, plus kaffe). Mens vi spiser, bliver vejret stadig mere mørkt og truende, og det er tydeligvis rigtigt, som nogle forudsagde oppe i bjergene i går, at der ville komme uvejr deroppe.

Vi skifter roller og kører videre, først op gennem Vizzavona, der efterhånden virker helt hjemlig, og derefter videre nordpå mod Corte. Det klarer op igen, efterhånden som vi lægger de højeste bjerge bag os, og både vejret og udsigterne bliver efterhånden rigtigt flotte. Inden Corte drejer vi fra og kører østpå, ud mod kysten, og derude drejer vi mod nord.

Efter nogen tid drejer vi ned ad en lille sidevej for at komme helt ud til kysten, med henblik på at finde et sted, hvor vi kan få årets første havbad. Nede for enden af vejen ligger en lille café, hvor vi lige netop kan parkere bilen, og snart ligger vi og plasker rundt i Middelhavet. Her er lidt bølger og en hel del tang, men temperaturen er behagelig, vel små tyve grader.

Lidt senere kører vi videre nordpå mod Bastia, men lige inden tager vi en afstikker ud på en lang landtange, hvor der er en kæmpestrand, sådan lidt á la Vesterhavet. I forhold til strandens størrelse er her næsten ingen mennesker, men det ændrer sig jo sikkert dramatisk i løbet af de næste par måneder.

Omkring Bastia er der en del trafik, og det fortsætter et stykke nordpå, hvor vi snor os gennem nogle fashionable forstadskvarterer, der er sådan lidt Strandvejsagtige. Kysten begynder at blive mere vild, med stejle klipper og hårnålesving med flotte havudsigter. Vi gør holdt i en lille by, der hedder Erbelunga, hvor vi beundrer havnefronten og en masse smukke gamle huse samt drikker en cappuccino, der koster en formue.

Videre mod nord langs den overdådigt smukke kyst, og en halv times tid senere ser vi et Hotel-skilt i byen Marine de Sisco. Klokken er snart otte, og tiden er absolut ved at være inde til at gøre holdt for dagen. Hotellet har restaurant samt værelser til en rimelig pris, så vi beslutter at stoppe her. Den eneste lille hage ved værelset er en overvældende parfumeret stank, der viser sig at stamme fra nogle besynderlige kunstige blomsterarrangementer, som vi hurtigt får sat udenfor. Lidt senere opdager vi, hvorfor de var der, nemlig for at aflede opmærksomheden fra en større vandskade langs væggen inde i klædeskabet, hvor der lugter særdeles muggent. Nå, vi holder det vel ud for en enkelt nat.

Vejret er stadig pragtfuld, og vi spadserer en lille tur hen gennem byen, hvilket hurtigt er overstået, da den er meget lille og nærmest uddød. Tilbage til restauranten, hvor vi nyder en pastis ude på terrassen, mens solen går ned, hvorefter vi går indenfor og nyder en aldeles sublim fire retters menu. Ansjosfilet'er i en stærk sauce af olivenolie og persille, oksebøf med roquefortsauce, to forskellige slags ost og to forskellige kager, og så lige en stor kop kaffe til sidst, uhm.

Søndag d. 30. maj 2004

Dejlig frokost på stranden i I'lle Rousse

Står op klokken syv til strålende vejr. Jeg pakker og sidder så og læser lidt, indtil 7:45, hvor vi kan få morgenmad, hvorefter vi - med Lars bag rattet - starter på det, der skal vise sig at blive en af turens aller flotteste dage.

Først kører vi en lille times tid nordpå langs kysten af Cap Corse, den lille "finger", der rager op som øens nordøstligste del. Udsigterne er underskønne, og vi må lave det ene fotostop efter det andet. Ved Macinaggio, fem kilometer fra øens nordspids, kan vi ikke komme længere mod nord, med mindre vi begynder at køre på grusveje, så vi drejer ind i landet for at krydse øen her, hvor den kun er knap ti kilometer bred. Vi prøver at følge en mindre - men dog asfalteret - bivej op omkring nogle små byer, hvilket belønnes med aldeles himmelske views tilbage over kysten.

Lidt senere kommer vi op til et pas, hvor vi parkerer bilen og klatrer op på et lille højdepunkt, hvorfra der er en fantastisk udsigt op til nordspidsen. Og et kvarter senere gentager det sig, med endnu et pas med bilparkering og "topklatring", og denne gang kan vi ikke kun se mod nord, men også mod vest, hvor vi kan følge den smukke og forrevne kyst samtlige 30-40 kilometer ned til halvøens begyndelse. Vi kan endda - svagt gennem den tiltagende varmedis - ane de høje sneklædte bjergtoppe endnu længere nede, vel et halvt hundrede kilometer væk. Solen skinner fra en skyfri dybblå himmel, den milde brise er 22-25 grader varm, og udsigterne er så smukke, at de helt tager vejret fra en.

Vi skifter chauffør, og jeg får de kommende timer fornøjelsen af at tvinge bilen gennem utallige hårnålesving, hvor kunsten er at skære svingene over, hver gang der er udsigt til fri bane de næste 3-500 meter, og ellers holde sig på den rigtige side af den hvide midterlinie (og håbe på, at alle modkørende gør ligeså). Det er sjovt at presse bilen lidt, og heldigvis har den et ganske glimrende vejgreb.

Undervejs tager vi et utal af fotos. Der er en uendelighed af uimodståeligt smukke panoramaer ud over azurblå laguner dybt, dybt nede, afvekslende med små strande, maleriske huse, kirker og borge fra meget gamle dage samt en overdådig palet af farvestrålende forårsblomster som gyvel, valmuer, mælkebøtter og et utal af andre, som jeg ikke kender navnene på.

Det tager et par timer at køre ned langs halvøens vestkyst, hvorefter der - til en afveksling - er god - og forholdsvis flad - vej over til byen I'lle Rousse, som vi har udset til frokoststed. Vi finder en parkeringsplads og går en lille tur, først langs strandpromenaden og dernæst op i den smukke gamle bykerne, hvorefter vi ender på en restaurant nede på selve den dejlige sandstrand. Her sidder vi under en parasol, med tæerne nede i sandet, og studerer spisekortet med alle de sædvanlige treretters menuer til priser mellem ti og tyve euro, idet der dog her er betydeligt flere fiskeretter end vi ellers har set.

Bagefter kan vi ikke modstå fristelsen til en lille svømmetur i det lune og krystalklare vand og efterfølgende soltørring på et par liggestole. Thats life! Men vi må videre, ærgerligt at vi skal være tilbage i Ajaccio i morgen, men sådan er det altså.

Lars overtager rattet og bringer os ned til Porto, hvortil vi - efter endnu et utal af fantastiske udsigter og hårnålesving med hårrejsende dybe afgrunde langs vejsiden (ofte uden reelt autoværn) ankommer kvart over syv. På et tidspunkt kommer vi til at ligge bag en stor bus, der ikke kører særligt hurtigt, hvilket ikke er spor sjovt, da den både støver og oser. Vi benytter derfor lejligheden til at fylde tanken op, og herved gør vi den positive opdagelse, at bilen - trods vores halvhårde bjergkørsel i andet og tredje gear - har kørt gennemsnitligt femten kilometer pr. liter benzin, flot!

I Porto er der et utal af hoteller af vælge imellem, og de fleste er tostjernede, hvilket er et helt fint niveau for os. De har ledige værelser allerede første sted vi spørger, og vi får et stort og flot værelse med egen altan (som vi dog ikke når at bruge til noget som helst) for 400 kroner.

Efter et hurtigt bad er klokken blevet otte, og vi skynder os ud for at finde en restaurant, hvor vi kan indtage en "afslutningsmiddag". Vi får en udmærket fire retters menu med gode vine til, og bagefter kommer en ældre herre og tilbyder os at smage noget spiritus, som han påstår er lavet på kastanjer (som bruges til mange ting her på øen). Det smager aldeles afskyeligt (noget i retning af terpentin), så det ryger over gelænderet og ud på gaden.

Mandag d. 31. maj 2004

Vi er oppe allerede lidt over seks, pyha. Hotellet serverer nemlig først morgenmad klokken otte, og det synes vi er lige lovlig sent, så vi har besluttet at tage tidligt afsted og så spise morgenmad undervejs.

Det er desværre gråvejr i dag. Turen starter med en lang opstigning fra Porto med flotte udsigter tilbage over en masse rødlige klippeformationer til bugten og byen. Vi kører over et pas, og så er det som om naturen skifter og aldrig bliver helt så smuk mere. Hernede, hvor vi så småt nærmer os "storbyen" Ajaccio, er der klart mere turisme, med flere hoteller og masser af grimme skilte.

Vi standser ved en stor strand for at indtage morgenmaden (müssli med tørmælk og vand). Her ligger et stort "Club Med" feriecenter, og på stranden er der et utal af surfere, sejlbåde, vandscootere og quadbikes, det må være det rene helvede om sommeren. Vejret er mildt, men grålig og kedeligt, og sammen med bevidstheden om, at det er feriens sidste dag, giver det en svagt depressiv fornemmelse, synes jeg.

Vi er tilbage i Ajaccio lufthavn ved titiden og får afleveret bilen hurtigt og problemfrit. Og så er vi så heldige, at der netop afgår en bus til "Porte Maritime", så den springer vi hurtigt ombord på. Vi er ved havnen næsten to timer før færgen afgår, så vi går en tur op i byens centrum, hvor der er ret dødt, antageligt på grund af pinsen. Vi finder dog alligevel et par butikker, hvor vi kan købe ind til frokost på færgen og aftensmad i lufthavnen: Brød, skinke, ost og øl.

Godt belæssede vakler vi tilbage til havnebygningen, hvor vi slår os ned i et par stole og tilbringer en times ventetid med vore bøger. Lige før vi skal ombord på færgen kommer der en let byge, og det er bestemt ikke et vejr, der indbyder til at ligge oppe på dækket og nyde solen og udsigten.

Færgen er betydeligt mindre end den foregående, men der er trods alt god plads. Jeg sidder i en nogenlunde magelig flystol og læser lidt og spiser noget af den medbragte mad, hvorefter jeg bliver overmandet af træthed, så jeg lægger mig ned på gulvet og slumrer en times tid.

Planmæssig ankomst til Nice kvart over fem. Vi går op til en større vej, hvorfra der - ifølge folkene på billetkontoret - skulle afgå en brugbar bus, og da vi har god tid (to timer til vi skal være i lufthavnen) kan vi jo lige så godt prøve det, frem for bare at kaste os ind i en dyr taxa, og det går da også nogenlunde let, med et enkelt skift undervejs.

Smuk udsigt den sidste eftermiddag

I den sidste bus hører vi rygter om, at der er udbrudt strejke blandt bagagepersonalet i Kastrup Lufthavn, åh nej, hvad sker der nu? I forvejen er det hårdt nok at komme hjem ved ellevetiden, når man skal på arbejde næste dag, så forhåbentlig løber vi ikke ind i forsinkelser. Men jo, det gør vi lige netop, idet der er annonceret en times forsinkelse, og det når at blive til fem kvarter, inden vi endelig kommer afsted.

I flyet får vi oplyst, at forsinkelsen netop skyldes den omtalte strejke, og at der sandsynligvis ikke vil være nogen til at tage sig af vores bagage, men at vi vil få nærmere oplysninger i lufthavnen, hvortil vi ankommer lidt før midnat. Alt er kaos her, og der er et - for tidspunktet - usædvanligt stort antal mennesker, der går rundt og venter fortvivlet på deres bagage.

Det er svært at få noget konkret at vide om udsigterne, idet der angiveligt kan gå alt fra et par timer til en uge, før bagagen dukker op, men vi er velkomne til at udfylde en blanket og tage hjem, og så vil vi blive kontaktet, når "tiden er inde". Det vælger vi at gøre, for det er jo næsten ikke til at udholde tanken om at sidde her og vente i timevis, og så måske endda forgæves. Og - når alt kommer til alt - det haster jo egentlig ikke så voldsomt med at få fingre i alt det snavsede tøj.

Det er blevet for sent til offentlige transportmidler, så vi tager en taxa hjem til mig, hvor Lars overnatter på en madras på gulvet, indtil han - klokken syv næste morgen - kan tage S-toget hjem.

Søndag d. 6. juni 2004

Har lige fået min rygsæk bragt hjem, med "kun" seks døgns forsinkelse. Udbringeren meddelte, at de havde næste 10.000 stykker bagage at bringe ud, og at det formentlig vil komme til at tage næsten en uge endnu!

Jeg var lidt spændt på tilstanden af mine to indkøbte korsikanske pølser, men de viser sig heldigvis at være i god behold, og jeg smager straks på dem. Den ene - en peberpølse - smager fortræffeligt, men den anden er jeg ikke så vild med, den har en noget speciel bismag.

Jeg er allerede dybt begravet i arbejde igen, men jeg kan heldigvis sidde og klare det meste hjemmefra, hvilket er både effektivt og behageligt. Det ser ud til, at jeg får travlt de næste tre uger til jeg atter skal på ferie, men det er jo ikke noget nyt.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside