Air France flyet AF1251 er klar til afgang med forventet ankomst i Paris om godt halvanden time. Det kunne jo i sig selv være ok, men mere spændende bliver det, når jeg begiver mig over i det næste fly, der forventes at bringe mig til Beirut en gang i eftermiddag, som optakt til en uges påskeferie i Libanon. Og hvorfor nu Libanon?!? Tjah, vi er jo som bekendt nogle stykker, der med stor iver jagter "nye" lande, og da Libanon samtidig - håber jeg da - kan byde på lidt tiltrængt sol og varme (og ligger i tilpas afstand til at retfærdiggøre en så forholdsvis kort ferie), så bliver det altså Libanon, der får æren af at blive mit land nummer 62.

De fleste forbinder vel umiddelbart Libanon (og måske især Beirut) med voldsomme krigshandlinger, men faktum er, at der har været roligt og fredeligt siden 1991, hvor den mere end 15 år lange borgerkrig (med indblanding fra flere af nabolandene) endelig blev bragt til ophør. Turisttilstrømningen har dog endnu ikke nået tilbage til fordums højder, hvilket jeg kun ser som en fordel.

Mine forberedelser er begrænsede, men ud fra nogle fotokopier af en LP-guide har jeg dannet mig en vis idé om, hvilke to mulige bybusser, der kan fragte mig fra lufthavnen til byen, og jeg har også adresserne på 3-4 nogenlunde billige hoteller, som jeg vil opsøge. Hvad der herefter skal ske, står lidt hen i det uvisse, men jeg har da en forestilling om en grov rejseplan rundt i den nordlige del af landet.

ME210, en halvtom Airbus fra MEA (Middle East Airlines) kommer afsted fra Paris med en halv times forsinkelse. Godt det ikke var der, jeg skulle tilbringe påsken, for temperaturen er ni grader med regn og blæst, fy for pokker.

Jeg er desværre havnet nede blandt en masse stinkende rygere, selv om jeg udtrykkeligt bad om at undgå det. Til gengæld - for nu at sige noget positivt - er den første af mine tre medbragte bøger absolut læseværdig ("Tilfældets kyst" af Jan Stage). Nu har jeg haft den bog liggende de sidste par uger og adskillige gange forsøgt at komme i gang med den, men forgæves. Det forekommer mig stadig sværere at samle tankerne om den slags i den stressede hverdag derhjemme, hvilket jeg finder dybt beklageligt. Nu jeg tænker over det, så er det vist efterhånden også adskillige år siden jeg sidst har kunnet sidde stille og lytte til et stykke musik, uden absolut at skulle foretage et par andre ting samtidig.

Men så snart jeg lægger hjemstavnen bag mig og drager ud på rejse, så sker der et eller andet. Tanken om de kommende dage (eller uger), hvor der ingen pligter er, visker tavlen ren, og jeg slapper helt af.

De 4½ time går hurtigt med mad, lidt slumren (jeg var oppe klokken fem i morges) og det meste af resten af bogen. Vi flyver over nordspidsen af Cypern og snart efter ind over Beirut, i smukt solskin og tyve graders varme.

Uden problemer - ud over af økonomisk art - får jeg et turistvisum (17 $), og straks efter kommer min rygsæk rullende på transportbåndet. Jeg prøver at hæve penge på mit nye Master Card, men maskinen spytter det ud igen, pokkers. Heldigvis er der en bank på etagen oven over, hvor jeg får vekslet 200 $, svarende til 300.000 libanesiske pund. Sikke en masse nuller, det er næsten som i Tyrkiet. Men det er nu ikke så svært, man skal bare fjerne to nuller og dividere med to og lægge 10 procent til, så har man beløbet i danske kroner.

I min guide har jeg læst om de nærmest røveriske priser for en taxa ind til byen, så jeg går ihærdigt ud for at finde en af busserne. Taxachaufførerne svirrer om mig som fluer om et stykke sukker, og mens jeg målbevidst ignorerer dem og skrider derudad, så bliver tilbuddene stadig mere favorable. Da vi til sidst når ned på fem dollars, synes jeg alligevel det er for vanvittigt at vade rundt med en stor rygsæk for at finde en fjern og tvivlsom bus, så jeg giver efter og lader mig transportere ind til havnefronten, hvor jeg har udset mig det første hotel til undersøgelse.

Naturligvis starter chaufføren straks på en klagesang om benzinprisernes himmelflugt og hans sultne børn og hvad ved jeg (ikke så meget, grundet mine manglende kundskaber i arabisk), men jeg er hård og ubønhørlig, hvilket da også ret hurtigt går op for ham. Det er ikke mange brokker af engelsk han kan, men han er i øvrigt flink og kører nogenlunde behersket, så jeg lader min godhed løbe af med mig og giver ham en dollar ekstra.

Regis Hotel er ikke nogen arkitektonisk perle, men personalet udgøres af nogle flinke unge mennesker, og prisen er forholdsvis lav (17 $), så jeg slår til. Det gælder om at komme "under tag" hurtigst muligt, så jeg kan komme ud og nyde de sidste timers solskin i stedet for at spilde tiden med at jagte rundt efter hoteller.

Går en tur langs vandet, ad en bred havnepromenade ("Cornichen"), der er populær blandt rulleskøjtere, motionsløbere, legende børn og folk, der bare er på slentretur, ligesom jeg selv. Solen har stadig lidt varme, luften er mild, der kommer en frisk brise ind fra havet og folk er venlige og smilende. Et par glade børn stiller sig - ganske frivilligt - op til fotografering og siger endda pænt "thank you" bagefter, tydeligvis uden bagtanker.

Nede foran havnemolen, på nogle store sten med smukt grønt tang på, står nogle mænd med meget lange fiskestænger og prøver lykken i det - iflg. min guidebog - særdeles forurenede vand.

Her er tydeligvis meget få turister, og stemningen er utroligt god og afslappet. Jeg går rundt og dingler med mit kamera, i sikker forvisning om, at risikoen herved er forsvindende.

Efter at have vandret 2-3 kilometer langs vandet går jeg ind i bydelen Hamra, hvor jeg flakker rundt på må og få en halv times tid. Klokken er syv og jeg er småsulten, men beslutter at vente med aftensmaden og så bare stille den værste sult med et lille grillspid eller lignede. Tror jeg da, men grundet sproglige vanskeligheder står jeg pludselig med et kæmpemåltid bestående af grillstegt kød, tynde pandekagelignende brød, blandet salat og to store portioner humus. En særdeles rigelig og yderst velsmagende menu (til 35 kr.), der blot mangler en øl eller et glas rødvin for at svinge sig op i nærheden af det sublime, men den slags fås tilsyneladende kun på finere restauranter og barer.

Jeg zigzagger tilbage mod havnefronten og rammer den lige ved siden af den MC Donald, der ligger et par hundrede meter fra mit hotel. Nu er jeg jo ikke taget til Libanon med det formål at gå på MC Donald, men da de har stole og borde ud mod vandet, ender det alligevel med, at jeg slår mig ned med en kop kaffe og en sundae-is med karamel. Sidstnævnte smager - naturligvis - præcis som den jeg fik på Falkoner Allé i tirsdags (Anitas valg af fødselsdagsrestaurant), mens kaffen er en hel del stærkere. Den vinder i øvrigt betydeligt ved tilføjelse af en portion sukker, og mangler nu faktisk kun en sjat af den flaske toldfri whisky, som jeg efterlod på hotellet.

Mørket falder på og det bliver køligere, men bestemt ikke koldt. Jeg sidder - stadig i T-shirt - og nyder havudsigten og desserten, mens jeg får opdateret dagbogen. Jeg beslutter mig for at hente whiskyen og vende tilbage og nyde den smukke aften over endnu en kop kaffe. Der er nu heller ikke så mange tillokkende alternativer. Natklub/diskotek er ikke lige mig, og en hjemmeaften på det smånussede og spartanske hotelværelse trækker heller ikke voldsomt.

Som sagt så gjort, og når jeg nu alligevel er på hotellet, benytter jeg lige lejligheden til at skifte sandalerne ud med faste sko. Til gengæld glemmer jeg så det jeg kom efter, nemlig whiskyen, men det opdager jeg først senere, da jeg atter sidder nede foran MC Donald med en frisk kop kaffe. Suk, jeg er vist ved at blive lidt småsenil.

Trækker den whiskyfri kaffe en halv times tid og slentrer så en tur den modsatte vej langs vandet, hvor der viser sig at ligge et par ret flotte restauranter. Velegnede steder til et goodbye-orgie næste søndag, hvor jeg skal slå en lang aften ihjel, da mit fly først afgår kl. 2.05.

Jeg går ind på en af restauranterne og spørger, om det er ok bare at sidde og drikke en øl, hvilket det heldigvis er. Deres lokale øl er udmærket, så det ender med at blive til to, men så er det godt nok også ved at være sengetid. Jeg prøver lige at tage et par natbilleder med min nye optik, før jeg går hjem og læser min bog færdig.

Det er ret lunt, så jeg lader min nye supersovepose ligge i rygsækken og nøjes med silkelagenposen, med et af hotellets tykke tæpper parat i forenden, hvis det nu alligevel skulle blive køligt i nattens løb.

Sover fast til klokken seks, hvor lyset - og trafiklarmen - bryder frem. Der viser sig - overraskende nok - at være vand i bruseren over det rustne badekar, så jeg tager mig et (koldt) brusebad. Solen skinner fra en skyfri himmel, og ved nitiden er jeg klar til at begive mig ud på en lille formiddagstur.

Det er ikke helt nemt at være fodgænger her. Fortovene er som oftest smalle, når de overhovedet findes, og bilerne kører i en tæt strøm, så hvis man skal over gaden, må man tage en dyb indånding og kaste sig ud mellem bilerne, så snart man spotter et mellemrum på mere end 30 meter.

Jeg finder en lille café, hvor morgenmaden indtages. Fortræffelig kyllingesandwich med et stort krus kaffe og et glas juice til. Fatter serverer, mutter står i køkkenet, og begge er smilende og venlige. Så dukker også sønnike op, og han vil gerne snakke. Han kan lidt engelsk men er bedre til tysk, da han har boet og arbejdet i Essen.

Omsider får jeg zigzagget mig frem til den gamle bydel, hvor sønderskudte huse veksler med hele kvarterer, der er renoveret til fordums storhed. Det er godt nok flot byggeri, byen må have været utroligt imponerende før krigens ødelæggelser.

Hjemturen orker jeg ikke at tage til fods, så jeg prajer (eller måske mere korrekt "lader mig praje af") en taxa og forhører mig om prisen. "Five hundred" siger han (knap tre kroner), så helt fint med mig. På tilbagevejen undrer jeg mig godt nok noget, og det viser sig da også, at han mente 5.000. Han forklarer - med fagter - at det skyldes hans manglende engelskkundskaber, hvilket jeg er tilbøjelig til at tro på, selv om jeg principielt ikke er meget for at fravige en "aftalt" pris. Jeg prøver at prutte beløbet ned, alt mens vi fortsætter med at køre frem og tilbage i den hektiske trafik omkring hotellet, eftersom han blokerer totalt for trafikken så snart han holder stille. Til sidst stopper han en kvinde, der kan engelsk, og beder hende forklare mig, at prisen er 5.000, hvilket hun beredvilligt gør, og så må jeg jo efterhånden give mig. Han ser oprigtigt ud, som om han er ked af misforståelsen, så jeg smiler og giver ham et klap på skulderen for at overbevise ham om, at jeg tror på hans ærlighed.

Jeg får pakket min rygsæk og tager afsked med de venlige hotelfyre, der beredvilligt forklarer, hvordan jeg kommer videre til næste mål, som er Baalbek oppe i Bekaa-dalen. Første trin er en gåtur ned til havnefronten, hvor der ganske rigtigt holder en bybus og venter. Kun på mig, skulle man næsten tro, i hvert fald kører den straks efter min ankomst, selv om der stadig kun er 4-5 mennesker ombord.

Det tager et kvarters tid at køre om til sydbyens centrale busholdeplads, der bærer det lidt mærkelige navn "Cola". Her er det sædvanlige leben, der kendetegner busstationer, og få sekunder senere er jeg hjulpet ombord i en minibus, der har kurs mod Baalbek. Der er kun to andre passagerer, ud over den unge medhjælper, der hele tiden sidder med det meste af overkroppen ude af vinduet og råber "Baalbek, Baalbek".

Lidt senere kommer der et par andre turister, som sætter sig bag mig. Det viser sig minsandten, at de er danskere, men jeg beslutter - spontant - ikke at "bekende kulør", jeg er trods alt ikke taget så langt væk for at sidde og tale dansk. Samtidig føler jeg mig lidt "lusket", men de siger dog heldigvis ikke ret meget, og slet ikke noget, som jeg behøver at have dårlig samvittighed over at lægge øre til.

Endelig er vi ude af selve Beirut, men der bliver ved med at være tæt bebyggelse hele vejen op over bjergkammen, hvorfra der efterhånden åbner sig en storslået udsigt over storbyen og Middelhavet. Jeg forsøger at fotografere ud af vinduet, men det går slet ikke. Vi kører alt for vildt, og så kommer der hele tiden modkørende biler i vejen. Det er i det hele taget vildt, så mange biler der er her i landet, og huse, og mennesker. Eller - sagt på en anden måde - befolkningstætheden er stor, faktisk 3-4 gange så stor som i Danmark.

Vi kommer op over bjergryggen og ned i den frugtbare Bekaa-dal, der ligger mellem landets to nord-syd-gående bjergkæder. De andre danskere står af, og lidt efter bliver jeg bedt om at gå over i en anden bus. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men jeg stoler på, at nogen har check på, hvad der foregår. Den anden bus er næsten fyldt, men det lykkes da lige at få mig og min rygsæk klemt ind, før det atter går derudad i libaneser-tempo.

En halv times tid efter kan jeg se, at vi kører ind i Baalbek, men nu er spørgsmålet bare, hvor jeg skal bede om at blive sat af. Jeg synes jeg ser et skilt til "ruinerne", så jeg råber op og får stoppet kareten. Jeg spørger et par unge mennesker til råds, og nu må jeg pludseligt til at slå over i fransk. Men hvad pokker, "deux cent metres a droit" er da lige til at klare.

Men længe inden jeg har tilbagelagt de to hundrede meter, bremser en stor bil op ved siden af mig, og en meget beslutsom dame insisterer på, at at jeg lader mig transportere af hende. Der sidder to mindreårige børn på bagsædet, så idéen om luskede bagtanker bliver fejet ud af hovedet, næsten før den når at melde sig. Det viser sig, at hun næsten intet engelsk kan, men hendes søde tiårige datter kan lidt mere, så hun må fungere som tolk. Jeg bliver bombarderet med alle de sædvanlige spørgsmål om navn og hjemsted samt længden af mit ophold her i Libanon.

På spørgsmålet om, hvor jeg havde tænkt mig at bo i nat, må jeg - i overensstemmelse med sandheden - tilstå, at jeg ingen anelse har, men at det nok skal lykkes mig at finde et hotel. Men det vil hun absolut ikke høre tale om, for hun har et stort hus, hvor jeg sagtens kan bo, ja faktisk er det slet ikke rigtigt noget vi skal diskutere, kan jeg forstå, så jeg tier og samtykker. Men hvad pokker, et af formålene med at rejse er vel også at få lidt kontakt med de lokale, så lad os nu bare se, hvad der kommer til at ske.

Efter at have raslet lidt rundt, ender vi i et forstadskvarter et par kilometer uden for centrum, hvor bilen parkeres ved siden af et par andre af samme størrelse, og jeg bliver hevet med indenfor i et stort fint hus, hvor jeg bliver placeret i en sofa og beværtet med stærk - meget stærk - kaffe. Konversationen går mildt sagt trægt, med den tiårige datter som tolk, men jeg kan da forstå, at hun har fem børn samt en mand, der kan engelsk, og som kommer hjem på et eller andet tidspunkt i løbet af eftermiddagen. Det må være ham, der tjener pengene til hus, biler, børn og kone, for hun har ikke noget job. Der er også en - vistnok indisk - tjenestepige, der ser ud til at høre til i køkkenet. Jeg beder om lov til at låne toilettet, der umiddelbart ser meget flot ud, men WC-brættet sidder løst, og der kan ikke skylles ud.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op nu, det virker som om tidspunktet for familieoverhovedets ankomst er noget usikkert, og jeg skulle jo gerne op og se de ruiner, det er faktisk den eneste årsag til, at jeg har begivet mig til denne her flække. Så jeg forklarer, at nu må jeg altså afsted, hvilket jeg da også allernådigst får lov til, under løfte om at komme tilbage igen. Det behøver hun nu ikke være så bekymret for, da jeg jo efterlader bagagen hos dem.

Jeg indprenter mig husets udseende og beliggenhed og er ekstra opmærksom på, hvad vej jeg går, det ville jo unægtelig være noget rod, hvis jeg ikke kunne finde tilbage igen. Det tager et kvarters tid at gå op til området med de romerske ruiner, hvor en entrébillet koster den nette sum af 70 kroner. De er dog godt givet ud, for det er da noget af det mest imponerende, jeg længe har set. Solen skinner, og der blæser en mild brise, og da der samtidig er meget få andre besøgende, så er det en ren fornøjelse at gå rundt et par timer og nyde vejret og de maleriske ruiner.

Eftermiddagen er ved at gå på hæld og jeg er dødsulten. Frokosten gik jo i vasken, og så blev jeg nærmest truet til ikke at indtage føde uden for mit nye "hjem". Anyway, jeg tager chancen og håber, at min værtinde ikke har spioner ude, der griber mig på fersk gerning med en dejlig stor falaffel i hånden. Det hjælper at få lidt i maven, og endnu bedre bliver det, da jeg bagefter kommer forbi en butik, der har store Faxe dåseøller stående på køl.

Mens jeg sidder på en solbeskinnet trappesten og nyder den kolde øl, kommer en flink mand forbi og spørger - på nydeligt engelsk - om jeg ikke har lyst til at følge med ham hjem og få en kop te, men jeg kan næsten ikke klare mere end ét nyt hjem i dag, så jeg takker pænt nej med den begrundelse, at jeg allerede er "optaget". Det var da helt utroligt, jeg har næppe oplevet noget lignende siden turen gennem Tyrkiet for en snes år siden.

Jeg finder uden problemer tilbage til huset, hvor jeg modtages af en af sønnerne, der heller ikke rigtigt kan gøre sig forståelig på engelsk, ud over lige de allermest elementære gloser. Da vi har siddet lidt og nydt solen på terrassen, foreslår han, at vi kører en tur i omegnen, mens vi venter på, at den meget omtalte fader dukker op.

Det viser sig, at knægten, der er 16 år, har sin egen bil, ligesom konen. Jeg spørger ham, hvor gammel man skal være for at køre bil her, og han svarer - uden at rødme - at man "helst" skal være 18! Det forklarer måske, hvorfor han ikke kører ret langt væk, et par kilometer den ene vej og et par kilometer den anden vej, hvorefter han finder en tredje, og sådan går der en halv times tid, mens han jævnligt checker i mobiltelefonen, om faderen er kommet hjem.

Da vi nu passerer huset for femte gang, siger jeg pænt "tak for turen", og vi sætter os atter op på terrassen og udveksler meget få ord med endnu mindre indhold, mens solen kryber i skjul bag naboens træer, mellem hvilke man lige netop kan skimte de endnu sneklædte bjerge.

Endelig dukker faderen op. Flink mand, og rart at der endelig er en, der kan lidt mere engelsk. Ikke fordi konversationen bliver stort mere åndfuld af den grund. Jeg forstår, at baggrunden for hans tilsyneladende velstand er import af biler, primært fra Tyskland.

Kort efter indleder han et heftigt skænderi med konen, hvilket jeg naturligvis ikke forstår et kuk af. Jeg håber virkelig ikke, at det er min tilstedeværelse de skændes om, men jeg tror det nu ikke. Jeg kunne ellers lige forestille mig situationen omplantet til Danmark, hvor den trætte husherre kommer hjem til Hellerupvillaen og erfarer, at hans hjemmegående hustru har inviteret en tilfældig libanesisk turist til at bo hos dem!

Vi drikker stærk og sød te af små glas, mens solen forsvinder helt og det begynder at blive køligt. Jeg er spændt på, hvad der nu kommer til at ske, mon hele familien - med mig som æresgæst - samles omkring aftensmaden? Men nej, tværtimod. Det bliver "affodring" af mig, mens de andre sidder rundt om og/eller går fra og til. Lidt svært at blive klog på, hvorfor det er sådan, faderens engelsk er altså heller ikke til de helt store forklaringer.

"Affodringen" består af noget underligt halvsyrligt risvælling med store melagtige klumper af ubestemmeligt indhold, ikke just nogen kulinarisk oplevelse. Det hjælper lidt med oliven og brød til, men under alle omstændigheder var det godt, at jeg fik den falaffel i eftermiddags.

Det er lidt svært at holde en dialog i gang. Jeg kan forstå, at han er i forskellige slags "business" rundt om i Europa, ikke kun det med biler. Hvad det mere konkret går ud på, er ikke til at få ud af ham, gad vide om det er noget suspekt? Han taler i hvert fald meget om al den hash, der dyrkes i Libanon, og er skuffet, da jeg ikke kan oplyse dagsprisen på denne vare hjemme i Danmark. Han går meget op i sine venner/ kontakter i Nordeuropa og fremviser stolt både visitkort, faxer og emails fra sådanne i både Holland og Sverige. Han fortæller om besværet med at få visum fra gang til gang (det skal åbenbart søges med hjælp fra en beboer i det pågældende land) og beretter om, at han er i gang med planer om at indgå et proforma-ægteskab i Holland, da det - efter et stykke tid - vil give ham et hollandsk pas med deraf følgende adgang til alle Schengen-landene!

Jeg sidder og studerer mit Libanon-kort og får brat spoleret mine rejseplaner, da han oplyser, at min påtænkte rejserute op over bjergene slet ikke er mulig, fordi vejen stadig er blokeret af sne. Det lyder næsten for vildt, synes jeg, men han virker godt nok meget sikker. I stedet tilbyder han, at jeg kan køre med ham tilbage til Beirut, hvor jeg i øvrigt frit kan disponere over (endnu) et af hans huse. Men nej tak, Beirut har jeg set, nu vil jeg videre.

Min plan om fortsat at lade mig transportere af busser og taxaer står han aldeles uforstående overfor. Det er da meget bedre at have sin egen bil, mener han, så om lidt kommer vi vel frem til sagens kerne, når han forsøger at sælge mig en af sine brugte biler! Dog ikke, men han kan da tilbyde mig at arrangere billeje til "special price", kun 20 $ pr. dag. Det lyder faktisk besnærende på en måde, men jeg afslår alligevel tilbuddet med den - primære - begrundelse, at jeg slet ikke har mit kørekort med. Den sekundære er, at jeg heller ikke er alt for vild med at kaste mig ud i den infernalske trafik her, og den tredje - som jeg dog holder for mig selv - er, at jeg godt vil videre på egen hånd, uden styring/overvågning af ham og hans omfangsrige kreds af venner og forretningsforbindelser.

Så aftalen bliver til sidst den, at jeg kan køre med ham ind til Beirut i morgen tidlig, og så tage bussen videre mod nord, for så at tage op i bjergene fra den modsatte side. Noget af en omvej, men når det nu tilsyneladende ikke kan være anderledes.

De inviterer mig med ind i dagligstuen, hvor forældrene samt to af børnene (pigen på ti og en lidt yngre dreng) ligger henslængt i et pude/hynde-arrangement, der ligger langs de tre vægge i rummet. I midten står en kakkelovn, der sikkert er meget nyttig om vinteren (vi er faktisk oppe i cirka 1400 meters højde), og ved den fjerde væg findes et TV, på hvilket ungerne på skift zapper fra den ene larmende kanal til den anden.

Jeg tager en bog frem, for ikke at være tvunget til at sidde og glo på den tossekasse, mens jeg ind i mellem snakker lidt med Rageh, som han hedder. Læsningen bliver lidt adspredt pga. TV og snak, det kan vel næppe være anderledes. Ungerne er faldet i søvn i hver sit hjørne, og lidt senere sker det samme for moderen. Zapperiet er endt på en kanal, der viser filmen "Face off", som jeg lader mig fange af. Jeg har godt nok set den før, men den er ret fascinerende, synes jeg.

Klokken bliver efterhånden halv elleve, og hvad gør vi nu? Hvor skal jeg sove, og hvor skal de andre sove? Og sidder han mon her og venter på, at jeg skal sige, at jeg gerne vil i seng? Det er ikke nemt at være gæst, når man kun kan kommunikere på overfladen.

Jeg spørger forsigtigt, om de ønsker at komme i seng, hvilket straks bliver tolket derhen, at nu ønsker JEG at gå i seng. Prompte rusker manden liv i konen, der efterfølgende får vækket børnene. De er - naturligvis - totalt omtågede og brokker sig højlydt, mens konen slæber afsted med dem.

Jeg forstår, at jeg skal sove i dette her rum, helt fint, og Rageh henter en pude og et par store kraftige tæpper. Han gør dog ingen mine til at forsvinde, så vi sidder endnu en halv times tid og glor på filmen, inden jeg endelig bliver overladt til mig selv, en hel lettelse. Jeg hopper ned i min lagenpose og dækker mig til med tæpper, det bliver utvivlsomt køligt i nat. Falder hurtigt i søvn, mens jeg ligger og filosoferer over, hvad den næste dag mon vil bringe.

Vågner et par gange på grund af kulde, når jeg har fået skubbet tæpperne væk. Ved sekstiden dyttes der kraftigt, det lyder som om det er børnene, der skal bringes til skolen. Jeg tager et par timer mere på øjet, men så er jeg godt nok også udsovet og belaver mig på at stå op.

Jeg møder ingen på min vej til badeværelset, hvor det store toiletærinde nu ikke længere kan udskydes. Det generer mig lidt, at toilettet ikke kan skylle ud, men så får jeg øje på en gulvspand, der kan fyldes op med vand fra hanen ved badekarret, og så er det problem klaret.

På tilbagevejen møder jeg konen, der spørger, om jeg vil have te eller kaffe. "Kaffe" siger jeg, og har lyst til at tilføje "i et stort krus og med mælk i", men skik følge eller land fly, så jeg skyller 3-4 af de små kopper stærk kaffe ned. Hun spørger videre, om jeg har lyst til at spise, hvilket jeg da så absolut har, men det går nu hurtigt over, da hun peger på den tallerkenfuld halvtørre stumper, som hun i går aftes skar ud fra en dåse "luncheon meat". Jeg tager en ekstra kop kaffe og håber på, at formiddagen vil bringe et eller andet spiseligt.

Så dukker Rageh op, og jeg spørger ham, hvornår han havde tænkt sig at tage afsted til Beirut. Han kommer med en lidt tåget forklaring om en fyr, der skal komme med de papirer, som han åbenbart skal til Beirut for at få underskrevet, og han vil så - vist nok - også medbringe "latest news" vedr. mulighederne for at krydse bjergene. Så er det åbenbart ikke helt udelukket alligevel, det lyder da godt. Det er ok for mig, at det varer lidt, jeg har det meste af en dags dagbogsskriverier at indhente.

Mens jeg klarer det, så kommer og går han, og ind i mellem presser han mig for at få oplyst min adresse mm. i København, så han kan "besøge mig". Jeg nøjes med at give ham min emailadresse + arbejdstelefonnummer, med den undskyldning, at jeg alligevel næsten aldrig er hjemme, jeg orker næsten ikke tanken om, at han pludselig tropper op.

Utaknemligt, jeg ved det, men dagligdagen derhjemme er sjældent indrettet med plads til den slags, og i øvrigt synes jeg heller ikke han er specielt underholdende at være sammen med. Dels er hans engelsk alt for dårligt, og dels kredser han hele tiden om penge og priser. Hvad koster en Mercedes to hundrede og et eller andet. Hvad ved jeg, en halv million? Eller en hel? Eller flere? Who cares? Eller prisen på en flybillet? Eller hvad tjener jeg om måneden? Jeg dividerer for en sikkerheds skyld med to, men han er alligevel imponeret, og så må jeg jo i gang med foredraget om skatter og afgifter, det hjælper lidt på det.

Han forklarer, at han har en gammel bekendt i Danmark, som han ikke længere kan få fat i via det - 15 år gamle - telefonnummer, så jeg lover at forsøge at opspore ham, hvis han mailer de fornødne oplysninger til mig.

Tiden går, uden at nogen dukker op, og på en yderligere forespørgsel fortæller han nu, at han nok ikke kommer alligevel, så jeg kan bare tage af sted, når det passer mig. Jeg spørger, om han evt. vil være behjælpelig med at finde ud af, om det bjergpas kan forceres eller ej, hvorefter han slæber mig ud på vejen og peger op på bjerget, hvor der ganske rigtigt ligger en hel del sne, men om vejen er ryddet eller ej kan man naturligvis ikke se på den afstand. Vi bliver så enige om, at det nok er bedst, at jeg tager tilbage til byen for at få informationer og evt. kørelejlighed, og han vil da gerne køre mig derind.

Vi tager afsked med konen og datteren, der - uvist af hvilken grund - ikke skal i skole i dag, så hun sidder allerede igen og zapper mellem gamle egyptiske film og usmagelige reklamer. De stiller beredvilligt op til et gruppefoto, og moderen spørger - lidt spagfærdigt - hvorfor jeg dog ikke bliver her et par dage mere. Kære dame, det forstår du jo alligevel ikke, men jeg må videre, ud på egen hånd og se nye steder, og det ville du sikkert også have godt af, men det sker jo næppe.

På vejen ind til byen møder vi en af Ragehs bekendte, som kan fortælle, at man godt kan forcere det problematiske bjergpas, helt fint. Han siger så, at der ingen busser er, og at en taxa er meget dyr, og at det derfor nok er meget bedre, at han bare smider mig af lidt uden for byen, så kan jeg - efter sigende - sagtens få kørelejlighed.

Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvorvidt der er hold i denne påstand, men jeg er parat til at prøve hvad som helst, bare jeg snart kan komme lidt videre. På vejen ud af byen fortæller han, at der kun er tredive kilometer, og at han sagtens kunne køre mig derover, men det har han desværre ikke tid til. Det virker som om han godt vil af med mig nu, hvilket er gensidigt, men det harmonerer ikke specielt godt med hans tidligere så gæstfri attitude. Jeg får den tanke, at han har instrueret konen i at køre rundt og "fange" europæiske turister, som han så kan indlemme i sin samling af "kontakter" rundt om i Europa. Tja, who knows? And who cares, right now?

Jeg bliver læsset af ved en korsvej, der giver mig mindelser om amerikanske Western-film. Vejen fortsætter tilsyneladende uendeligt, snorlige, flankeret af telefonpæle, op mod bjergene, og den kraftige blæst flytter rundt på støv, sand, blade og småbuske.

Vi tager afsked, "see you" (hopefully not!), og så står jeg der, "in the middle of nowhere". Men jeg er i det mindste min egen herre, et stort plus. Her er ikke specielt varmt, så jeg skifter fra sandaler til faste sko og får fundet jakke og halstørklæde frem.

Ok, here we go, og med raske fjed skrider jeg vestover, med kurs mod de sneklædte tinder. Det går bare derudad, næsten fem minutter, før et køretøj standser med hvinende bremser. En eller anden form for varevogn, der kører i den rigtige retning, så jeg springer hurtigt ind bagi, hvor den eneste last er et stort vognhjul. Udmærket at klamre sig til, hvilket bliver aktuelt i løbet af de næste 15-20 sekunder, som er nogenlunde den tid det tager at nå op på de obligatoriske 120 km/t på en vej, der vel passer meget godt til max. 80 km/t.

De to flinke fyre foran siger en masse ting, som jeg ikke fatter en brik af, hvorefter jeg på engelsk, tysk, fransk, spansk og dansk forsøger at forklare dem, at jeg bare skal op over den skide bjergkæde, hvilket de heller ikke fatter en brik af, og sådan hygger vi os i ti minutters tid, indtil de pludselig stopper og gør mig klart, at de ikke skal længere.

Øv, nu gik det lige så godt, og mine nyrer kunne sagtens have klaret en halv time endnu, uden at være blevet rystet særligt løse. Nå, hvad gør man så? Retningen er der jo ikke meget tvivl om, og jeg kan oven i købet se på kortet, hvad navnet er på den lille landsby, som jeg er havnet i, så det er jo sådan set bare at vandre videre i den samme retning, op mod tinderne, der i mellemtiden er rykket en del nærmere.

Et par hundrede meter længere fremme ligger en lille købmand, hvor jeg for en sikkerheds skyld køber en liter vand, et par stykker brød og noget chokolade, for det tilfældes skyld, at jeg skal til at gå til fods over det skide pas. Jeg har da forresten heller ikke fået morgenmad, sjovt at mine tarme ikke skriger af sult endnu.

Frisk vind, solskin og sneklædte bjerge ret forude, så optimismen fejler intet. Lidt længere fremme står en gruppe mennesker, der interesseret spørger, hvor jeg er på vej hen, hvilket jeg beredvilligt prøver at forklare. Det forstår de ikke en skid af, men en af dem får den geniale idé at spørge, hvilket sprog jeg ønsker at kommunikere på. "Engelsk" svarer jeg (dansk er jo nok udelukket), og vupti træder frem en dame, der på nydeligt engelsk forklarer mig, at bjergvejen er totalt blokeret af sne, og nej, hun anser det absolut ikke for realistisk at forcere bjergkammen til fods.

Shit, shit, shit, på denne måde kommer jeg da aldrig ud af stedet. Jeg vælger at tro på dem, de bor trods alt lige ved foden af bjergene. De spørger, om jeg er interesseret i en taxa, hvilket jeg vel - logisk set - burde være, men skuffelsen gør mig stædig, så jeg siger pænt farvel og vender om, med en tydelig fornemmelse af at have en snes undrende øjne i ryggen.

Nå, ingen grund til fortvivlelse. Solen skinner stadig (selv om der godt nok er ved at komme nogle skyer i det fjerne), og med lidt held kan jeg vel stadig nå til Baalbek, til Beirut, til Tripoli og op på den anden side af bjergene, før dagen er omme. Denne gang går det dog ikke helt så hurtigt med at få et lift, men indrømmet, jeg gør heller ikke alverden for det, vader bare ud ad landevejen i sikker forvisning om, at det går nok alt sammen.

Og det gør det naturligvis også. Efter et kvarters tid standser en gammel ramponeret Mercedes med en chauffør, der absolut hverken forstår det ene eller det andet. Men - og det er jo det vigtigste - han kører mig nogle kilometer i den rigtige retning, indtil han - ved en af de evindelige millitærposter (hvad gør de mon godt for?) - lader mig forstå, at her stopper liftet, da han skal ud ad en sidevej.

Jeg hopper ud, men det varer kun et halvt minut, før den næste bil stopper op. Til dato den mest ramponerede jeg har oplevet, men alligevel er den forbavsende hurtigt oppe på de 120 km/t. Der sidder en kvinde bagi - sammen med mig - og to ældre fyre (nåja, måske på min alder eller lidt ældre) foran. De prøver ihærdigt at kommunikere, men selv om jeg bilder mig ind at kunne gøre mig uforståelig på adskillige sprog, så hjælper det ikke, deres sprog er arabisk, punktum! Så meget forstår jeg dog, at de tilbyder mig at købe hash, hvilket jeg høfligt afslår.

Kort efter er vi tilbage i Baalbek, hvor jeg betaler dem en tier for tjenesten. Straks efter myldrer en masse mennesker frem med tilbud om forskellige former for transport til Beirut, men da ingen af dem synes at være tæt ved afgang, vælger jeg i stedet at gå ned ad "hovedgaden" for at få en bid mad og - om muligt - finde et toilet.

Med hensyn til maden, så går det let, swawarma og falaffel fås overalt, omend jeg må tænke mig til formiddagspilsneren. Jeg spørger swawarma-manden, om han råder over et toilet, og jo da, "just follow me" siger han, "but very old fashioned". Jaja, jeg er ligeglad, jeg skal bare tisse, og det kan jeg stort set gøre hvor som helst, bare ikke lige på en menneskefyldt hovedgade.

Han leder mig over en gård og ind i et bælgmørkt rum, hvor jeg svagt kan høre lyden af rindende vand i en eller anden krog. "Very dark" meddeler han, og stikker mig sin lighter. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg skal grine eller græde, mens jeg - med tændt lighter og i hugsiddende stilling - møjsommeligt bevæger mig frem mod det hjørne, hvor jeg synes at lyden af vand kommer fra. Nok nærmest græde, beslutter jeg mig til, da jeg - efter tredje forsøg på at finde frem til det tisseegnede hjørne - næsten samtidig brænder fingrene på lighteren og slår hovedet mod loftet (cirka 1.50 meter over gulvet). Jeg beslutter at opgive forehavendet, så trængende er jeg trods alt heller ikke.

Tilbage ved busholdepladsen er der to minibusser, der kæmper om min gunst, men begge er tomme, og jeg gider næsten ikke sidde og vente på at et passende antal passagerer skal indfinde sig. Samtidig passerer en tredje minibus, der næsten er helt fyldt, pånær forsædet, hvor det lige netop lykkes mig at skaffe plads til rygsækken og mig selv.

Afsted i fuld fart, faktisk lidt for meget fart efter min smag. Godt nok er denne bil - modsat alle andre jeg har prøvet - tilsyneladende ny og velfungerende, men det bekymrer mig lidt, at han zigzagger ind og ud mellem de andre biler med 120 km/t, hvor de lokale advarselsskilte siger 60 km/t. De næste par timer skal vise sig at blive lidt af en prøvelse, med en chauffør, der tydeligvis befinder sig bedst i overhalingsbanen (som han desværre må dele med de modgående).

På et tidspunkt, hvor jeg bare er sikker på, at nu er det slut, løber raseriet af med mig, og jeg hamrer hænderne ned i instrumentbrættet og råber "stop - you are driving like a crazy"! Han ser mildt forundret på mig, mens de tre unge fyre på rækken bag mig grinende siger "don't be afraid, we've got the best driver". Jeg erkender, at jeg har dummet mig, for det er helt tydeligt, at mit lille "anfald" bare ansporer ham til yderligere udfordringer.

På et tidspunkt når vi op i bjergene, hvor de tidligere omtalte "skyer i det fjerne" bliver til tåge med en sigtbarhed på halvtreds meter, og her sker det utrolige. Med 100 km/t i en skarp kurve med stejle bjergskråninger til begge side lægger han - uden tøven - an til overhaling af et kæmpemæssigt lastvognstog, samtidig med at han drikker kaffe og tænder en cigaret (i øvrigt mindst nummer femten den sidste time). Jeg ser til med rædselsmættet fascination og tænker, at nu kan det vel ikke blive værre. Men det kan det sagtens, for midt under overhalingen finder han ud af, at tiden er inde til at udskifte båndet med ulidelig arabermusik med et andet af samme slags. Jeg sidder og venter på, at hans mobiltelefon skal ringe, mens vi stryger forbi lastvognstoget, ganske få centimeter fra en modsat kørende bus, der også er ved at overhale en lastbil! GYS!

Omsider, lidt over klokken et, triller vi ind i Beirut, og jeg skynder mig at stå af og hyre en taxa, der skal bringe mig til "Charles Helou Bus Station", hvorfra de nordgående busser afgår.

Her er heldet med mig, idet en bus mod Tripoli er ved at være klar til afgang. Jeg når lige at løbe over i baggrunden og lade mit vand (der er ikke mange toiletter på disse kanter), før jeg finder mig en plads bagest i den airconditionerede bus.

I bussen findes - på bedste langfartsmanér - et lille TV, der viser en tredje rangs amerikansk tjubangfilm, som jeg godt kunne være foruden. Det samme kan siges om den cigaret, som fyren bag mig tænder i samme øjeblik bussen starter, så jeg skynder mig at skifte over til den anden side, der er heldigvis stadig masser af ledige pladser. Folk ryger som skorstene her til lands, hvor som helst og når som helst og fuldstændig uden hensyntagen til, hvad andre mennesker mener om denne uvane.

Resten af turen forløber uden større oplevelser. Vi kører nordpå langs Middelhavskysten, uden at dette dog gør udsigten specielt spektakulær, for enten er det betonbyer, der spreder sig fra havet og op ad bjergskråningerne, eller også er det kraftværker, olieraffinaderier eller andre uskønne eksempler på den moderne civilisation.

Pludselig er vi fremme i Libanons næststørste by Tripoli (som jeg i mellemtiden har besluttet mig at udnævne til dagens slutdestination), og jeg står ud midt i et trafikalt inferno. Det er altid sjovt at prøve at finde ud af, hvor man egentlig befinder sig, når man står af en bus, men det går nu egentlig ret let, og i løbet af ti minutter har jeg fundet frem til det hotel (af tre udvalgte), som jeg har tænkt mig at undersøge først. Det bliver dog kun nødvendigt med dette ene forsøg, idet jeg får et glimrende (nåja, "basic") værelse med adgang til fælles bad på gangen (usædvanlig rent og pænt med toiletpapir, sæbe og varmt vand) for den beskedne sum af femten dollars.

Jeg smider bagagen, skifter til sandaler og begiver mig ud for at fare vild i den lokale "souq", der skulle være landets mest seværdige.

Alt går efter planen. Souqen er spændende og yderst lokal, her kommer tydeligvis meget få turister, hvilket betyder, at de enten er totalt ligeglade med min tilstedeværelse eller også positivt interesserede. Og - videre efter planen - jeg farer faktisk vild og aner til sidst ikke, hvor jeg er. Tænker på, at min eneste "livline" er sedlen med hotellets navn, som jeg har i lommen, men det kan alligevel ikke rigtigt skræmme mig. Et sted i Sydamerika - eller Østeuropa - kunne det måske, men her har jeg en basal fornemmelse af, at 99.9% af befolkningen vil hjælpe en ud af enhver knibe, så "just relax".

Det eneste jeg går og savner er en lille bar/café med udendørs stole og borde, hvor man kan sidde og hvile sine fødder, mens man betragter folkelivet over en drink eller to, men den slags tilhører tydeligvis næste fase af turismen. Det nærmeste vi kommer er muligheden for at indtage en kop te (eller en vandpibe) i et snusket baglokale.

Så kommer jeg forbi et sjældent syn, nemlig en butik med et køleskab fyldt med dåseøl. Jeg køber hurtigt en Heineken og sætter mig på en lille bænk uden for en anden butik lidt længere henne ad gaden. Solen skinner, øllet er køligt og fødderne sætter stor pris på et øjebliks hvile, men snart afbrydes idyllen af en ældre mand, der skælder mig huden fuld. "In english please" forsøger jeg, men det er tilsyneladende ikke lige hans favoritsprog, så jeg får hele remsen gentaget på det oprindelige sprog (det må vel være arabisk), hvilket naturligvis ikke bidrager yderligere til min forståelse af budskabet.

Det gør det derimod, da bænkens ejer dukker op med en stor serviet og forklarer mig - på nydeligt engelsk - at jeg nok bør tildække min øl, da det ikke er velset at indtage alkohol i fuld offentlighed. Men at det i øvrigt er helt i orden med ham og at jeg hjertens gerne må blive siddende på hans bænk. Jeg takker ham og føler mig en lille smule flov over ikke selv at have tænkt på dette. Nu jeg er i snak med den flinke mand, så benytter jeg lige lejligheden til at finde ud af, hvordan pokker jeg kommer tilbage til mit hotel, hvilket han kun delvis er i stand til at hjælpe mig med. Retningen er dog ok, og efter yderligere et par forespørgsler lykkes det endelig at finde tilbage til området omkring hotellet.

Klokken er endnu kun halv fem, så jeg beslutter mig til at gå et stykke i den modsatte retning, hvor der - ifølge min guidebog - skulle være butikker, banker og andre moderne bekvemmeligheder. Jeg er på udkig efter en restaurant, hvor jeg kan sidde og slappe af over aftensmaden, hvilket er lettere sagt end gjort. Der er masser af fastfood-steder, men ingen "slowfood". Egentlig underligt, når man betænker den (Mellem-) Østlige indstilling til tid, men sådan er den rejsendes liv jo fyldt med paradokser.

Efter en times vandring finder jeg en café, der serverer en fortræffelig cappucino, og efter yderligere en halv time støder jeg på et "City Center", hvor der, foruden spilleautomater og indtil flere juicebarer, er både en biograf, en internetcafé og en restaurant, der - ud fra et overfladisk studie af deres menukort - ser ud til at være leveringsdygtig i lidt af hvert (undtagen - naturligvis - alkoholiske drikkevarer).

Skyerne trækker sammen og blæsten tager til, gad vide om det bliver regn? Jeg når tilbage til hotellet lidt over seks. Nu skal det gøre godt med et bad, så jeg pakker rent tøj, håndklæde, kam og shampoo i en plasticpose og begiver mig hen til det glimrende badeværelse. Alt vel, indtil jeg står under bruseren og begynder at gnide mit hår ind i - faktor 8 solcreme! Shit, jeg tog den forkerte beholder med over, hvad nu? Valget står mellem ikke at vaske mit hår (men det trænger virkelig til det), vaske det i håndsæbe (hvilket jeg svagt erindrer noget om, at man ikke skal, men ikke hvorfor) eller vaske det i solcreme (hvilket jeg godt nok ikke mindes at have hørt hverken positive eller negative udsagn om).

Det ender med, at valget falder på håndsæben, så må tiden vise, om/hvorfor det er en dårlig idé. Under alle omstændigheder er det en fornøjelse at få skyllet de sidste par dages rejsestøv af og iføre mig noget rent tøj.

Da jeg bagefter begiver mig ud i byen, viser det sig, at det øsregner. Ikke helt overraskende, men alligevel lidt irriterende. Og så alligevel ok, for så får jeg da brug for den paraply, jeg har slæbt med. Det er - på trods af 30 års hektisk rejseaktivitet - et evigt tilbagevendende problem at beslutte, hvad der skal med på en given rejse, hvilket måske til dels hænger sammen med, at jeg - som den sande berejste jeg jo er - til stadighed finder nye rejsemål.

Jeg begiver mig - under paraplyens dække - ned til restauranten i "City Center", hvor jeg bestiller hvidløgsbrød og en ret med grillkylling. Jeg spørger - med vanlig optimisme (og stik mod menukortets udvisende) - om de eventuelt er i stand til at servere en øl, og - surprise - "of course, any kind you like". Ja ja, moral er godt, og dobbeltmoral er dobbelt så godt, som man siger.

Jeg lægger ud med en Heineken, men går efterfølgende over til den lokale (Laziza), der er billigere og - efter min mening - også bedre. Der er lidt "City 2" over stedet, blot meget mindre, til gengæld er den afskyelige musik (muzak) meget højere. Der er forresten også lige et andet punkt, der afviger markant, nemlig det faktum, at der står et helt batteri af vandpiber til kundernes disposition. Det ser lidt spøjst ud, når to forretningsmænd med slips og habit sidder og bapper på hver sin vandpibe, ikke mindst når den enes mobiltelefon så pludselig begynder at bippe. Og bestemt ikke mindre spøjst at se tre fnisende skolepiger i samme situation lidt senere. Én vandpibe og én mobiltelefon cirkulerer rundt mellem dem, mens den, der pt. ikke har nogen af delene, ivrigt kommenterer de to andres snakken/rygen.

Efter det udmærkede aftensmåltid slår jeg lige et slag forbi internetcaféen ovenpå, længe leve den moderne civilisations opfindelser. Jeg har med vilje ikke taget min mobiltelefon med (skiller mig i øvrigt markant ud som mobiltelefonfri ikke-ryger), men et hurtigt email-check i ny og næ synes jeg er i orden.

Der er ikke noget specielt spændende, ud over en email fra en journalist på TV2, der vil høre, om jeg har forslag til deres næste morgen-TV-indslag om rejseliv. Claus har jo deltaget i den første udsendelse forleden, men han er forhindret næste gang pga. rejse til Syrien, og så har jeg lovet at tage over, hvis vi kan finde frem til et passende emne og en passende form. Det kunne da egentlig være meget sjovt at prøve at komme på TV også.

Det er holdt op med at regne, da jeg - hen ad midnat - begiver mig tilbage til hotellet, og stjernerne titter frem mellem skyerne. Forhåbentlig klarer det op til i morgen, ellers er der jo ikke meget ved at tage op i bjergene.

Da jeg endelig kommer i seng, er klokken over tolv, men alligevel er jeg ikke specielt træt, så det ender med, at jeg ligger og læser i yderligere en times tid, inden jeg falder til ro oven på en lang og begivenhedsrig dag.

Vågner en enkelt gang ved lyden af kraftig regn, men sover ellers fast og godt til klokken syv. Indtager et fortræffeligt morgenmåltid, der er inkluderet i prisen, og går så ud for at finde et posthus, hvor jeg kan få frimærker til de postkort, der snart skal sendes. Det lykkes omsider, efter en god lang morgenvandretur, og så er det ellers videre mod næste destination, som er byen Bcharré. Transportformen er taxa, evt. 'shared', hvis man ikke har lyst til at betale en hel en selv. Det har jeg ikke, eftersom det koster 85 kroner. For så vidt yderst rimeligt for en times bjergkørsel, men man bliver jo lidt påholdende, når man rejser rundt på denne måde. Følgelig sætter jeg mig ned og venter på, at der skal komme nogle flere passagerer. Det tager sin tid, inden der endelig kommer to til, men så gider jeg altså heller ikke vente længere, og tilbyder at betale for de sidste to pladser, så vi kan komme afsted. Der må være måde med sparsommeligheden, når jeg nu har investeret i en dyr flyvebillet og kun har knap en uge i landet.

Chaufføren er en gammel gut, der absolut ikke taler eller forstår et eneste ord udenlandsk. Han kører kun "moderat" vildt, dvs. godt nok med hvinende bremser og dækudskridninger i alle bjergkurver, men efter køreturen i går har jeg på fornemmelsen, at der vil gå rigtig lang tid, før jeg igen synes, at nogen kører vildt.

Han ryger heller ikke, faktisk er han rimeligt ok, bortset fra, at han 'snakker' med en af passagererne på bagsædet. Dvs., hvis han altså bare snakkede, så ok med mig, men han RÅBER, faktisk så højt, at man tror der er et kæmpeskænderi i gang. For sjov skyld siger jeg halvhøjt "så hold dog kæft", hvilket - som ventet - drukner totalt i hans talestrøm. Det er faktisk så slemt, at jeg må sidde med hovedet halvvejs ude af vinduet, for ikke at få ondt i ørerne. Den erfarne rejsende tænker vel på alt, og jo, naturligvis har jeg ørepropper med, der er bare lige det lille "aber dabei", at de ligger i rygsækken omme i bagagerummet.

Endelig stiger diskussionspartneren af, og det sidste kvarters tid breder der sig en salig stilhed, der giver en ekstra dimension til det smukke bjerglandskab vi racer rundt i.

Jeg har på forhånd - med støtte i mine LP-kopier - udvalgt mig "Palace Hotel", der repræsenterer et skridt opad i pris (30 $), men bestemt også i kvalitet, og man kan jo ikke ligefrem påstå, at jeg har frådset de sidste dage. Rummet er koldt som bare helvede, men absolut rent og pænt, og så er der et stort og flot badeværelse med varmt vand i hanerne (siger de i hvert fald). Rumtemperaturen er heller ikke noget problem, da der hurtigt bliver stillet en elradiator op. Det havde de nu egentlig ikke behøvet, hvis jeg på noget tidspunkt skal have afprøvet min nye sovepose. Nå, men jeg kan jo altid slukke radiatoren og åbne vinduet.

Jeg begiver mig ud på tur, medbringende både paraply og regnjakke. Vejret er lidt uforudsigeligt ud, med dejlig solskin afvekslende med tunge sorte skyer.

Mit første udflugtsmål bliver - lidt tilfældigt - et, som jeg efterfølgende erfarer er stedets absolutte topattraktion, nemlig et museum for en kunstner ved navn Gibran, som jeg - med skam at melde - aldrig har hørt om. Hans billeder siger mig ikke alverden, lidt sørgmodige, synes jeg, men museet er indrettet i et gammelt kloster, med 15-20 store grotter inde i bjerget - fascinerende smukt og stemningsfuldt. Jeg føler mig lidt højstemt da jeg - som eneste gæst - går rundt og indsnuser atmosfæren, der er behageligt fri for rygere, arabermusik og hvinende bildæk.

Da jeg kommer ud, er solen kommet frem, og jeg sidder en halv times tid og nyder dens varme stråler - og udsigten over dalen.

Det er ved at være frokosttid (halv to faktisk) og min mave knurrer. Lige over for mit hotel ligger en café, og her møder jeg en fyr, som jeg faldt i snak med ned ved taxaholdepladsen i Tripoli i morges. Det viser sig, at det er hans café, så jeg følger med indenfor og bestiller en "maxiburger" (det mest ophidsende på menukortet) og en øl (der står frit fremme her, i grel modsætning til forholdene nede i Tripoli). Her er oven i købet også fire PC'er med internetadgang, der dog straks efter min ankomst belejres af en flok drenge på 12-14 år (ikke aht. deres internetadgang, men pga. de spil, der åbenbart også findes på dem).

Rart at komme ind og sidde ned lidt, og det ender med, at jeg bliver hængende et par timer over en ekstra øl og en cappucino, mens jeg får ført dagbogen ajour.

Pludseligt føler jeg mig umådeligt træt, godt at mit hotel ligger lige ovre på den anden side af vejen. Vakler op og går i seng og falder i dyb søvn til klokken halv seks, ret usædvanligt!

Vejret har i mellemtiden ændret sig til det værre. Skyerne hænger lavt og fjerner det meste af den smukke udsigt over dalen og bjergene ovre på den anden side. Går lidt rundt for at finde en restaurant, hvilket ikke er nemt, men omsider lykkes det, en god kilometer uden for byen. Nydeligt sted i øvrigt, men der er ikke et øje. De forklarer, at det skyldes skærtorsdagen, hvor de kristne, som ser ud til at være i overtal her på egnen, går i kirke. Selvfølgelig, hvordan kunne jeg glemme det, så har jeg også forklaringen på alle de mennesker, der myldrer rundt i og omkring den store kirke, der ligger lige ved siden af hotellet.

Anyway, de vil hellere end gerne bespise mig, og hurtigt får de fat i en sprogkyndig, der kan forklare mig spisekortet. Glimrende middag med libanesisk salat efterfulgt af kylling på grillspyd. Bagefter slår jeg et smut ind til 'min ven' på internetcaféen, hvor jeg tilbringer en times tid med en kop kaffe og en - ulideligt langsom - internetforbindelse, hvorefter jeg går hjem på mit luksuriøse hotelværelse og tilbringer resten af aftenen med dagbogen og kriminalromanen.

Sover halvdårligt, fordi madrassen buler ned på midten. Vågner - for femtende gang - klokken otte og slår med spænding vinduerne og skodderne fra. Wow, solskin fra en skyfri himmel, perfekt vejr til min plan, der involverer en masse friluftsliv.

Hotellet er totalt uddødt, jeg tror faktisk jeg er den eneste gæst, og jeg orker næsten ikke at finde hotelfyren for at få serveret morgenmad helt alene i den store spisesal. Der er heller ingen at aflevere nøglen til, så jeg tager den i tasken og skrider. Han sidder og småsover på en stol ude i solen, viser det sig, og vil gerne lige vide, om jeg bliver endnu en dag (ellers lukker de vel hotellet).

I stedet for at spise morgenmad køber jeg en juice, en halv liter vand og en pose blandede nødder, og så afsted gennem byen med raske fjed, stemningsfuldt akkompagneret af musik og sang fra kirkernes påskemorgenmesser.

Min plan er at gå ud til Kadisha-grotten (5 km.), hvorfra der skulle være en flot udsigt over dalen og byen. Derfra videre til Cedar (2 km. ekstra), der er områdets skisportssted og hvor der også - yderligere 1 km. væk - findes en berømt park med nogle af de - efterhånden næsten helt forsvundne - cedertræer, der engang (især tilbage i de bibelske tider) bredte sig i store skove ud over hele området. Hvis der så er kræfter til mere - og vejret holder - kunne det jo være sjovt at gå længere op i bjergene, ultimativt op og checke, om det virkelig er rigtigt, at den bjergvej er lukket. Med lidt held kan jeg måske få et stop noget af vejen.

Foreløbig går det i hvert fald rask deropad, og efter en god halv time er jeg ude af byen, og roen sænker sig omkring mig. Jeg er lidt spændt på, hvordan mine knæ vil reagere på en rask vandretur. De har absolut ikke været samarbejdsvillige de sidste par måneder, især ikke i forbindelse med løbeture. Jeg tror skaden skete i forbindelse med en totalt euforisk løbetur ned ad en af de nepalesiske bjergskråninger (godt hjulpet på vej af 10-15 kilos overvægt). Foreløbig er der ingen problemer, men det er normalt også værst, når jeg går nedad.

Efter yderligere tre kvarter er der et skilt til grotten, men jeg misforstår det og kommer til at gå forbi. Nå skidt, den kan jeg se på tilbagevejen, det er også vigtigere at komme opad nu, mens vejret endnu er fint (faktisk er de første skyer allerede begyndt at dukke op i det fjerne).

Pludselig er jeg i Cedar, der tydeligvis er en skisportsby. Som sådan henligger den i dvale i denne tid, hvor skisæsonen er slut og sommerens bjergturisme endnu ikke er begyndt. Jeg finder et pænt hotel med stole og borde ude i solen, og spørger, hvad jeg kan få til morgenmad. "Libanese breakfast" lyder det lakoniske svar. Ok, bare kom med det, hvad det så end er, for jeg er ved at være godt sulten nu.

Glimrende og rigelig anretning, viser det sig. Toastbrød, libanesisk brød, smør (lurpak), marmelade, to slags smøreost, et stort stykke gedeost, et eller andet yogurt-lignende (der flyder i olie) og en stor skål lækre oliven.

Jeg skal af med 8.000 l (ca. 45 kr.), og det nærmeste jeg kan komme det er en 20.000-seddel. Også her til lands er der et permanent byttepenge-problem. Tjeneren stirrer ulykkeligt på sedlen og spørger "No change?". Jeg tilbyder ham - som alternativ - de tre 1.000-sedler jeg har, men det går han alligevel ikke med til. Tænk at man sidder på et fint hotel, og så kan de ikke give tilbage på, hvad der så nogenlunde svarer til en hundredekroneseddel.

Da han bliver klar over, at jeg havde tænkt mig at gå længere op, foreslår han, at jeg prøver at få vekslet et andet sted og så betaler ham på tilbagevejen. For en sikkerheds skyld noterer han en masse oplysninger fra mit pas, hvad han så end tror han kan bruge det til, hvis jeg beslutter mig til at snige mig uden om hans hotel på vejen ned.

Jeg passerer parken med cedertræerne, men også den må vente. Skyerne er ved at komme nærmere, og nu kan jeg virkeligt mærke, at bjerggeden kommer op i mig. Et stykke uden for byen kan jeg se, at vejen begynder at sno sig i hårnålesving, så jeg beslutter at spare tid ved at skrå direkte op gennem terrænet i stedet for at følge vejen.

Her ville mine vandrestøvler godt nok have været mere på sin plads end de udtrådte jacoform'er, men de blev altså valgt fra for at holde bagagen nede på en rimelig vægt. De store klippeblokke kan jeg sagtens springe rundt på, det kniber straks mere, når jeg skal gennem snedriverne, for slet ikke at tale om de steder, hvor der hverken er sne, sten eller planter, og hvor jorden er mudret og glat. Hårdt arbejde er det, og sveden springer frem over hele kroppen. Her oppe - in the middle of nowhere - beslutter jeg at skifte til de medbragte shorts, oh, store lettelse!

Jeg krydser vejen et par gange og kan nu se, at et eller andet stort apparat har fjernet sneen fra vejen. Til gengæld ligger der et flere meter tykt lag ved siden af. Til sidst bliver det for stejlt, og jeg må fortsætte langs vejen. Af og til passerer der biler, som tilsyneladende ikke kommer retur, så meget tyder på, at det pas alligevel er farbart. Det kunne være pokkers sjovt at komme op og kigge over på den anden side, men klokken 12.00 præcis beslutter jeg modstræbende at vende om. Skyerne hænger nu tæt omkring mig til alle sider, og få hundrede meter længere fremme forsvinder vejen i tågedis.

Jeg gætter på, at jeg befinder mig i 2.000 meters højde og at der endnu mangler 4-500 højdemeter, fordelt på 4-5 kilometer, hvilket jeg vel snildt kunne klare på en lille time. Men mange argumenter taler imod. Jeg har allerede tilbagelagt 12-14 kilometer, det er ikke til at vide, om der kommer et frelsende køretøj, jeg har kun ½ liter vand tilbage og - sidst men ikke mindst - der er ikke meget ved at vade rundt i tæt og kold tåge.

På tilbagevejen undlader jeg at skrå ned over terrænet for at skåne mine knæ, der indtil nu har opført sig ganske eksemplarisk. Efter en god times vandring er jeg nede i cederparken, og nogenlunde samtidig forsvinder en god del af skyerne. Der er noget højtideligt og smukt over de store gamle træer, og de har fået indrettet parken praktisk med vandrestier, der snor sig ud og ind mellem træerne.

Ved udgangen af parken er der - sjovt nok - nogle små boder med forfriskninger, der - bogstaveligt talt - falder på et tørt sted (og så får jeg også vekslet min 2.000-seddel). Lidt senere passerer jeg hotellet og betaler for morgenmaden. Så er der syv kilometer hjem. Jeg begynder godt nok at kunne mærke det i ben og fødder, men decideret krise er der heldigvis ikke tale om endnu.

Flere steder langs den smukke vej har man valgt at udnævne bjergskråningerne til losseplads, lige som man i vid udstrækning så det i Sydeuropa for ikke så forfærdeligt mange år siden. Omsider når jeg ned til grotteskiltet, som jeg denne gang følger. Det giver en ekstra tur på et par kilometer, og drypstenshulen er desværre ikke specielt imponerende.

Videre nedad, og nu begynder ben og fødder for alvor at blive ømme (men knæene er sjovt nok stadig ok). Endelig - klokken halv fire - er jeg tilbage i byen, hvor det lykkes mig at finde et par små stejle trappegyder, der befrier mig for at følge de sidste to lange hårnålesving. Mange steder hænger der nyslagtede køer og får, det må helt klart have noget med påsken at gøre, og nede på pladsen foran kirken er man i færd med at hænge en menneskestor dukke op mellem to elmaster.

Jeg vakler hen til min "stamcafé" og bestiller en cappuccino til servering udenfor. Det er stadig lunt, selv om solen er mere eller mindre skjult bag dis og skyer. Jeg afmonterer de mudrede sko for at lade mine plagede fødder få luft, hvilket afslører et par tennissokker, der engang var hvide, men på en eller anden måde er blevet omtrent lige så mudrede som skoene.

Jeg tager dagbogen frem og fortaber mig i skrivning, cappuccinodrikning og almindeligt velvære, blandet med en følelse af, at jeg muligvis ligner en kogt krebs i hovedet. Måske var det lovligt sent på dagen, at jeg kom i tanke om det med solcremen?

Pludseligt opdager jeg, at metal-rullegardinet ind til caféen bliver lukket til, og inden jeg er færdig med at undre mig over dette, er jeg omgivet af en kæmpemæssig syngende og festklædt menneskeskare, anført at et par præster og nogle unge drenge med et kors. Shit, her sidder jeg i korte bukser, svedig T-shirt og mudrede hvide tennissokker!

Min fornemmelse siger mig, at jeg i det mindste bør rejse mig op. Jeg skubber stolen ind foran mig for - bare delvis - at skjule mine bare ben, men alligevel fornemmer jeg tydeligt, at 99% af de, der defilerer forbi, er mere optaget af at glo på mig end af at synge og messe. Nå, men når de nu alligevel alle har set mig, så kan jeg jo lige så godt vade efter dem og få taget nogle billeder, selv om det ikke just mindsker deres stirren.

Tilbage på hotellet mødet jeg personalet (som jeg gætter på udgøres af den ene person, som jeg tidligere har talt med), der godt vil have betaling for den ekstra overnatning. Lige som i går kan han ikke give tilbage på 50.000 (sgu da lidt vildt, når man skal betale 45.000), så han må skylde mig, også lige som i går.

Oppe på værelset afslører et kig i spejlet, at sammenligningen med den kogte hummer er lige ved at være en underdrivelse. Jeg brænder i hovedet og begynder samtidig at fryse, typisk tegn på overanstrengelse og for meget sol.

Jeg smider mig en times tid under tæpperne med dagbogen og en kølig pilsner, men undgår at falde i søvn, som det skete i går (selv om fristelsen er mærkbar). Derefter et langt varmt bad (lige så godt udnytte den luksus, jeg alligevel betaler for), og så er jeg ved at komme til hægterne igen.

Jeg beslutter mig til at spise samme sted som i går, da der tilsyneladende ikke er mange andre muligheder. Eneste ulempe er, at restauranten ligger et par kilometer uden for byen, men det går vel. Faktisk føler jeg mig forbløffende let til bens, da jeg først kommer i gang igen.

På turen ned til restauranten får jeg en idé: Min plan har tidligere været at tage tilbage til Beirut i morgen og så tilbringe de sidste 1½ dag der, evt. med en afstikker til en berømt grotte lige nord for byen. Men hvis jeg nu kunne få en aftale med en taxa for hele søndagen, så kunne jeg både besøge grotten og komme ned til en eller to af de byer, der ligger langs kysten syd for Beirut. Det må da være til at betale sig fra, jeg forestiller mig, at f.eks. 100 $ ville være et godt forhandlingsgrundlag, og måske kan køreturen til lufthavnen så endda komme til at indgå i handelen.

Således opmuntret af denne geniale idé når jeg hurtigt ned til restauranten, hvor jeg - måske lidt fantasiløst - bestiller samme menu som i går. Men den var fortræffelig, og er det også igen i dag. Endnu en gang er jeg eneste gæst i restauranten, lidt spøjs fornemmelse.

På tilbagevejen er det naturligvis mørkt, men tindrende stjerneklart. Måske lidt risikabelt at gå langs en mørk landevej med alle de sindssyge billister, der ikke engang alle har fungerende lygter, men så får jeg den idé at tage min pandelampe på, så kan de i det mindste se mig.

Tilbage i byen udfolder der sig det helt store påskeleben, med hundredvis af mennesker på den snævre hovedgade. Mange af dem er naturligvis i bil, hvilket yderligere bidrager til det totale kaos. Jeg slutter - traditionen tro - af med at checke min email over en cappuccino, og tilbage på værelset afslutter jeg min bog nummer to. Så har jeg kun én tilbage, hvilket er lige i underkanten, men det går vel, i betragtning af, at flyveturen hjem foregår om natten, hvor min læsetrang nok er behersket.

Jeg har taget madrassen ned på gulvet i håb om at komme til at ligge lidt bedre i nat, hvilket var lidt af et puslespil, værelsets størrelse og møblement taget i betragtning, så badeværelset må tages til hjælp som møbelopbevaringssted.

Har mange besynderlige - men gennemgående positive og underholdende - drømme. Det må være reaktionen på gårsdagens 30 kilometer lange bjergspurt, jeg er godt nok også lettere mast i understellet i dag.

Det viser sig at være lettere overskyet allerede fra morgenstunden, hvilket mit forbrændte fjæs sikkert vil vide at sætte pris på. Jeg skal også bruge en del tid på transport i dag, så det gør såmænd ikke så meget.

Flytter møblerne ud fra badeværelset og rekonstruerer rummet til sit oprindelige udseende. Hotelfyren sidder - også i dag - udenfor på en stol og læser. Tager afsked og glemmer (senere tilføjelse) at han faktisk skylder mig nogle byttepenge. Jeg når - som ventet - ikke at gå mange skridt hen ad hovedgaden, før jeg bliver antastet. En fremmed med en stor rygsæk, det er helt klart ensbetydende med "business opportunities".

En venlig ældre herre overbeviser mig om, at jeg naturligvis skal køre med ham og hans ven, og hvorfor ikke? Det viser sig dog hurtigt, at hans ven er en taxachauffør, der bare sidder og venter på at få nogle flere passagerer til sin "servicetaxa", så han kan komme afsted mod Tripoli.

Det trækker - som sædvanlig - ud, og den gamle spørger, da der langt om længe kommer endnu en passager, om jeg er villig til at ofre en tier ekstra for at komme afsted nu. Selvfølgelig er jeg det, så endelig - hen ad halv ti - kører vi ud af Bcharré. På vejen når gamlingen lige at udspy nogle racistiske forbandelser over en flok mænd, der står og hænger på gaden. "Syrians" siger han med foragt. Jeg prøver forsigtigt at få en bare lidt mere nuanceret udtalelse, og han forklarer, at de er her for at hjælpe med at klargøre jorden til forårssåningen. "Fremmedarbejdere" altså, nødvendige, men ikke velsete, der er noget, der virker genkendeligt her.

Gamlingen begynder at spørge til, hvor jeg har overnattet og hvad jeg har betalt for det, og oplysningen om de 30 dollars får ham til at klappe hænderne sammen i fortvivlelse. "I'm all alone in my big house, you could have lived with me, but I didn't know you were here". Nej, hvor pokker skulle han da også vide det fra? Jeg synes nu de to gange 30 dollars er givet meget godt ud, det er noget med frihed og uafhængighed. Selvfølgelig er det sjovt at bo hos lokale, men det kræver, at man er nogenlunde på bølgelængde og kan kommunikere, ellers kan det meget hurtigt blive temmeligt anstrengende.

Flot tur tilbage langs dalen. Efter ekspeditionen i går er jeg mere fortrolig med egnens geografi, og efter 15-20 minutters kørsel kan jeg se Tripoli og Middelhavskysten langt nede, samtidig med at jeg bagude kan se den snoede bjergvej jeg gik på i går.

Chaufføren, der også er en ældre mand, har den helt usædvanlige egenskab, at han kører nogenlunde pænt og behersket. Han ryger som en skorsten, men hvis han - oven i sin moderate bilkørsel - også var ikkeryger, så ville det godt nok også være et højst mærkværdigt sammentræf.

A propos kørsel, så er dette den første bil jeg har siddet i, hvor sikkerhedsselen fungerer. Det tog godt nok lidt tid at få den lirket fri fra sin - gennem mange år - sammenrullede position, i øvrigt til udelt moro for både chauffør og passagerer. Faktisk nåede der at samle sig et helt lille opløb af tilskuere, der - med utilsløret nysgerrighed og ditto undren - prøvede at forstå, hvorfor denne mystisk fremmede ville have denne rem omkring livet.

Vi når Tripoli halv elleve, og få minutter senere sidder jeg i en bus, der er klar til afgang mod Beirut. På Charles Helou Bus Station i Beirut bliver jeg overfaldet af den ene ublu taxachauffør efter den anden, der tydeligvis alle tror, at jeg lige er kommet ind med firetoget. Helt op til fem dollars finder de på at sige, for de 5-10 minutters kørsel til Regis Hotel, hvor jeg naturligvis tager min sidste overnatning. Jeg vender mig fornærmet og skrider, jeg kender jo vejen, som godt nok er for lang til, at jeg har lyst til at tilbagelægge den med fuld oppakning. Efter ti minutters forløb stopper en taxa, der er villig til at køre resten af turen for en tier, og endelig klokken et er jeg tilbage på hotellet, hvor de tydeligvis genkender mig.

Jeg får et værelse, pakker ud og skynder mig ud for at få noget frokost (for slet ikke at tale om morgenmad, det bliver vist "brunch"). Det skal gå stærkt, så det ender med at blive hos MC Donalds henne om hjørnet, hvis største fortrin - ud over den absolutte forudsigelighed mht. smag (eller mangel på samme) - er hurtig servering samt mulighed for at sidde udenfor og glo ud over Middelhavet. Som sagt så gjort, og bagefter kan jeg ikke modstå deres udmærkede kaffe og karamelis.

Klokken er stadig kun to, så jeg beslutter at tage hul på morgendagens program allerede nu. Det falder jo naturligt i to dele, nemlig Jeita grotten mod nord og de to kystbyer mod syd, så det må blive grotten i eftermiddag. Guidebogens budgetudgave af transporten derud er baseret på bybus til Charles Helou, bus videre nordpå, afhopning det rigtige sted og så servicetaxa op til grotten, når der har samlet sig et passende antal passagerer. Men det går slet ikke, så er resten af eftermiddagen væk, inden jeg nogensinde når derud. Det skulle vel for pokker også være til at betale en taxa, lad os prøve lykken.

Den første forstår ikke et kvæk, så "du'er ikke, væk", men allerede ved nummer to lysner det. Hans forråd af engelske ord er godt nok begrænset til en snes stykker, men han fatter da, hvor jeg vil hen, og prompte kommer hans tilbud, lydende på ti dollars. Det ville sikkert være muligt at presse ham lidt, men jeg er ikke i humør til det, så jeg hopper ind, "lets go"!

Min nye taxaven griner begejstret og plaprer en lang smøre af sig på arabisk, mens han med dødsforagt kaster sin bedagede Mercedes ud i trafikken. Når han nu alligevel ikke taler engelsk, så ville det optimale være, at han holdt sin mund og koncentrerede sig om kørslen, men det ville nok være lidt for optimistisk at håbe på.

Og ganske rigtigt, efter få minutter går det løs. "Woman"? spørger han først (det lød i hvert fald som et spørgsmål). Det var jo et noget bredt formuleret spørgsmål, men uanset om han nu mener, om jeg har en eller om han skal skaffe mig en, så vælger jeg at svare "No". Det tygger han lidt på, hvorefter han kommer i tanke om det næste ord han kender. "Kamera"? Her svarer jeg "Yes" og skynder mig at vise ham mit kamera, for at tage højde for, at han vil til at skaffe mig et.

Han læner sig over og åbner handskerummet, hvilket er en halvfarlig manøvre i den tætte trafik, men endnu en gang er heldet med mig og jeg overlever. Han viser mig sit lille lommekamera og fremdrager samtidig et fotoalbum, antageligt som dokumentation for kameraets formåen. Han begynder ivrigt at kommentere de enkelte billeder (på arabisk), mens jeg nervøst prøver at forklare ham, at jeg gerne selv vil bladre, mens han holder øje med trafikken.

Så går der nogen tid i stilhed (vel 30-40 sekunder), hvorefter han peger på sin mobiltelefon og siger "woman, very good, speak english". Hold da op, nu begynder hans sætninger at blive mere sammensatte, og specielt sammenhængen med mobiltelefonen er ikke umiddelbart indlysende. Det bliver den dog hurtigt, da han griber apparatet og ringer til en eller anden, antageligt det omtalte kvindemenneske.

Efter en lang svada på arabisk stikker han mig telefonen med ordren "you speak"! Øh, hvad nu? "Hello, what's the problem"? forsøger jeg mig spagfærdigt. I den anden ende hører jeg en sensuel kvindestemme spørge - på glimrende engelsk - hvad jeg ellers kunne tænke mig at opleve i Libanon. Jeg må lige trække vejret dybt en gang, inden jeg svarer. Bortset fra det - forholdsvis åbenlyse, omend endnu ikke prissatte - tilbud, så skal jeg også lige bearbejde et par andre ting. Denne "english connection" kunne være en mulighed for at lave en aftale omkring morgendagens planer, men et splitsekund senere når jeg frem til, at det nok alligevel er en dårlig idé. Det er temmeligt anstrengende, at han ikke kan spor engelsk, og desuden risikerer jeg at komme til at bruge hele dagen på at afslå alle hans opfindsomme tilbud.

Jeg forklarer - i overensstemmelse med sandheden - at jeg rejser hjem i morgen, uden dog at uddybe, at det først sker omkring midnat, og så er hun - og dermed han - passiveret, i hvert fald et par minutter.

Vi nærmer os det sted, hvor man skal dreje mod øst for at komme op til grotten, men nu har han åbenbart fået en ny idé. "Clarissa" siger han og tilføjer "five minutes" (nu har han vist også snart været igennem hele sit ordforråd). Jeg aner ikke, hvad han taler om, men fornemmer, at det nok må være en stedsangivelse (det kunne strengt taget også godt være navnet på endnu en "beautiful woman" i hans bekendtskabskreds). Jeg finder mit kort frem og prøver at finde "Clarissa", men forgæves, og da chaufføren ivrigt læner sig ind over kortet for at hjælpe, skynder jeg mig at pakke det væk igen, "safety first".

Jeg ved virkelig ikke, hvad det er han vil, men ok, lad os se hvad der sker, jeg tror han er ok og vil mig det godt. Vi er på vej ud gennem Jounieh, en nordlig forstad, der minder om en discountudgave af Los Angeles. Bilerne er noget ældre og de ucharmerende betonhuse knap så høje, men ellers er det den samme trøstesløse kombination af betonslum og tæt kørende biler i endeløse køer, ret deprimerende.

Og så er det, at idioten affyrer sine sidste gloser: "Jounieh, very good, no muslims"! 1-0 til muslimerne, for hvem fanden ville - med sine sansers fulde brug - slå sig ned i denne betonghetto?!?

Mens jeg sidder og ærgrer mig over hans racisme, er vi nået frem til det han vil vise mig. En slæbebane med det vi - på skisportsstederne - kalder "sekspersoners æg" tilbyder at løfte en nogle hundrede meter op ad bjergskråningen, hvorfra der utvivlsomt er en forrygende udsigt over alle betonklodserne og motorvejene.

Jamen ok, hvorfor ikke? Min taxaven prøver ihærdigt at overbevise personalet om, at han skal med op (for at passe på mig), men det får han heldigvis ikke lov til. Mens jeg bliver fragtet op i højderne, sidder jeg og spekulerer på, om denne ekstraudflugt er et udtryk for venlighed eller om det blot er starten på et forsøg på at sælge mig et eller andet og/eller kræve ekstra betaling for turen. Undervejs op får jeg den tanke, at man burde slå sig på at arrangere efteruddannelseskurser til Libanon for jyske brugtvognsforhandlere, men så opsluges jeg af udsigten, der faktisk er ret imponerende (bortset fra smoggen).

Min taxaven står troligt og venter, og jeg forklarer ham, at det var en meget smuk og imponerende oplevelse. Og så går det ellers videre mod Jeita-grotten, som vi når i løbet af et kvarters tid.

Det slår mig, hvor meget nemmere det er at gøre grin med en taxachauffør end at beskrive en enestående naturoplevelse. Dette er helt sikkert den flotteste drypstenshule jeg nogensinde har oplevet, og det er ellers ikke så helt få. Med til at gøre oplevelsen unik er, at de har lavet den helt perfekte lyssætning, der smagfuldt fremhæver, uden at dominere. Flere gange får jeg associationerne "katedral" og "orgelpiber", men stort set er jeg bare stum af forundring over, hvad naturen her har præsteret (det har godt nok også taget nogle millioner år).

Der går en time eller mere, tiden glider væk i disse fascinerende omgivelser, men min chauffør står naturligvis troligt og venter. Det ville jeg også gøre i hans sted, for han har ingen penge fået endnu, og på vejen herop lovede jeg ham yderligere ti dollars for at køre mig tilbage igen.

Vi kører tilbage mod Beirut, mens hans mobiltelefon ringer flere gange. Hver gang venter jeg, at det er hans veninde med den sensuelle stemme, der vil tale med mig igen, men åbenbart ikke.

Da vi passerer centrum har han lige et forslag til en ti minutters omvej, men nu gider jeg altså ikke mere, og modstræbende lukker han mig ud på havnepromenaden, få meter fra mit hotel. På tilbagevejen køber jeg et par øl og en pose chips, som jeg håber på at kunne indtage et eller andet rart sted, inden solen går ned. Jeg prøver at tage elevatoren til øverste etage, og bingo! Få meter længere oppe træder man ud på en åben tagterrasse med solskin og udsigt til Middelhavet (mellem en masse afskyelige betonbygninger), et absolut fortrinligt sted at sidde og slappe af en times tid.

Bagefter er jeg lidt døsig og øver mig i kunsten at tage en halv time på øjet uden at forsvinde helt. Jeg mangler tydeligvis stadig noget erfaring i denne nyttige disciplin, i hvert fald er jeg temmeligt groggy, da jeg kommer til mig selv en times tid senere.

Jeg smider lidt vand i hovedet og begiver mig ud i den milde aften for at finde en passende restaurant. Jeg har et par tips med fra min LP-guide, men der går lidt tid, før det endelig lykkes mig at finde en af dem. Det bliver Lone Star Café, der - iflg. guiden - skulle være god for en del mexicanske retter og endnu flere forskellige drinks. Jeg holder mig til det mexicanske og skejer så til gengæld ud med en flaske af den lokale rødvin, der dog ikke er værd at skrive om (til gengæld er den dyr).

Med dessert og kaffe ender det med, at klokken bliver halv elleve, før jeg kommer derfra. For en gangs skyld bliver der ikke noget email-check i aften, mærkeligt nok falder jeg slet ikke over muligheden.

Vågner i nattens løb med hovedpine, garanteret på grund af den halvdårlige rødvin til aftensmaden. Tager et par piller og falder i søvn igen, men noget senere er der en myg der vækker mig. Dem har jeg ellers været forskånet for på denne tur, det er nok for tidligt på året.

Står op klokken otte, som det efterhånden er blevet sædvane. Tager et (koldt) brusebad, hvilket frisker mig noget op, men stadig er jeg ikke helt på toppen. Det er vejret til gengæld, endnu en gang sol fra en skyfri himmel. Jeg har besluttet at besøge de to sydlige byer - Saida og Sour - med almindelige busser, så jeg ikke skal trækkes med endnu en ulidelig taxachauffør.

Morgenmad er der som sædvanlig ikke noget af, så jeg køber juice, vand og chokolade i en af kioskerne oppe på hjørnet. Tager lokalbussen om til Cola-busholdepladsen, hvor jeg - efter mindre end et minut - er ombord på en minibus mod Saida. Turen er fyrre kilometer og varer - med en masse stop - tre kvarter. I øvrigt byder den ikke på specielle oplevelser, kun det sædvanlige kæderygeri og hasarderet kørsel ad en temmeligt uinteressant vej langs kysten. Utroligt at de kan gøre et stykke Middelhavskyst så grimt, når man tænker på, hvor smukt det kan være i de sydeuropæiske lande. Men opskriften er enkel og kan sammenfattes i tre ord, nemlig beton, trafik og affald.

Jeg bliver smidt af bussen i en stor rundkørsel, hvor der også står en tank med maskingevær ovenpå, som en soldat sidder og fumler lidt distræt med. I det hele taget kan man godt fornemme, at der er mere militær her nede sydpå, med kontrolposter for måske hver tiende kilometer. Lidt svært at forstå, hvad det gør godt for, når man alligevel altid bare bliver vinket frem, jeg har endnu ikke set nogen få kontrolleret noget som helst.

Saida har en moderne bydel, som er forbavsende livlig. Og så er der den arabiske souq, der består af et labyrintisk virvar af små stræder, lige så maleriske som i Tripoli. Mængden af butikker med samme varesortiment overvælder mig altid, f.eks. tror jeg mindst der er halvtreds butikker med guldsmykker.

Da jeg atter kommer ud af souq'en, står jeg ved havnefronten. Meget bekvemt, for her ligger den næste seværdighed, som er resterne af en borg ude i vandet, bygget af korsfarerne i det trettende århundrede. Ganske malerisk, og dejligt med lidt frisk havluft.

Efter endnu en halvlang vandretur sidder jeg så atter på bussen. Mit øje generer en del, så jeg lukker dem begge, hvilket bevirker, at jeg sidder og småsover ind imellem. Udmærket, så får jeg heller ikke dårlige nerver af at sidde og følge med i, hvad der foregår i trafikken.

Som ventet må jeg skifte bus på halvvejen, men den næste kører straks, og snart kan vi se Beiruts skyline få kilometer mod nord. Men så bryder trafikken totalt sammen, det er som om alle skal ind til byen her søndag eftermiddag, og de sidste par kilometer tager næsten en halv time. Når de ikke kan få lov til at træde sømmet i bund, så er det hornet, der må stå for tur i stedet, sikke en hylekoncert!

Lokalkendt som jeg efterhånden er finder jeg lynhurtigt en bybus tilbage til "min" bydel. Langs "Cornich'en" (strandpromenaden) er der sort af mennesker, der promenener eller løber på rulleskøjter eller løbehjul eller sidder og ryger på vandpibe. Jeg sætter mig ovre foran MC Donalds med dagens første kop kaffe (på tide). Nyder solens sidste stråler og får skrevet de indkøbte postkort, mens jeg betragter alle BMW'erne og Mercedes'erne med velhavende folk, hvis forkælede unger lige skal ind og have det nyeste stykke legetøj fra Disney/MC Donald.

På tilbagevejen køber jeg lige en øl og en pose chips til indtagelse på tagterrassen, mens solen går ned, det går stærkt med at få nye vaner.

Pludselig er klokken otte, så må det være på tide at gå ud og spise. Som besluttet allerede den første aften bliver det en af de to luksusrestauranter nede på havnepromenaden, hvor jeg får friterede calamares og filet Mignon, superlækkert (og ikke en gang specielt dyrt).

Et enkelt kritisabelt punkt er deres alt for lave stole, som ikke just er med til at forbedre tilstanden i mit smadrede knæ. Ved nabobordet sidder fem unge businesstyper med to kvinder, som de dog ganske forsømmer til fordel for deres mobiltelefoner. Tre af dem sidder og taler højlydt i disse, gad vide om det er hinanden, de taler med?

Belært af gårsdagens dårlige erfaringer med vin holder jeg mig til den lokale øl (som jeg endnu ikke har konstateret bivirkninger af). Hen mod slutningen af måltidet er gæsterne ved nabobordet skiftet ud med et ungt par. Her er det hende, der betjener mobiltelefonen med den ene hånd og - gudhjælpemig - vandpiben med den anden! Ved mine tidligere besøg i Mellemøsten har jeg altid kun set vandpiber brugt af ældre mænd, men skikken er åbenbart kommet på mode blandt de yngre generationer også, i hvert fald her i Libanon.

Tilbage på hotellet og pakke, tage afsked med personalet og så op på hjørnet og prøve at få en taxa, hvilket går nemt og hurtigt, og så endda for kun tre dollars. Jeg er i lufthavnen hele to timer før afgang, og her er det så, at min tredje - og sidste - bog kommer til sin ret.

Tiden går hurtigt, og snart er jeg på vej til Paris, som nabo til en meget meget tyk mand, der har ret så svært ved at holde sit omfangsrige korpus inden for sædets grænser. Heller ikke det obligatoriske spædbørnshyleri mangler, hele to styk er der på sædet lige bag mig, og de skriger om kap stort samtlige de fem timer, som turen varer.

Alligevel lykkes det mig at blunde et par timer, og så er der morgenmad, og kort efter er vi i Paris, hvor klokken er seks og morgentemperaturen er usle syv grader. De har åbenbart lidt problemer med at få det næste fly afsted, og det ender med, at vi sidder en hel time ekstra og venter ude på startbanen. Heldigvis finder jeg et eksemplar af søndagspolitiken, der - sammen med resten af min bog - præcis slår til, indtil vi lander i Kastrup, hvor der gudhjælpemig kun er fire grader!

Nu har jeg jo mange gange tidligere været længere væk, både mht. kultur, tid og afstand, men alligevel virker det påfaldende, at København, der jo så nogenlunde er på samme størrelse som Beirut, er så stille. Der er meget langt mellem, at nogen bruger hornet, og endnu længere mellem dækudskridninger og hvinende opbremsninger.

Hjemme erfarer jeg - via radioavisen - at israelerne i går har bombet en syrisk radarstation i det sydlige Libanon. Utroligt, det kan ikke have været langt fra, hvor jeg befandt mig. Endnu et eksempel på, at det først er efter hjemkomsten, at man hører om alle de dramatiske hændelser, som man 'næsten' har været involveret i.