Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Soukh, sved og steigeisen

En kort men oplevelsesrig Marokkotur

April - Maj 1998

Per Allan Jensen



Torsdag d. 23. april kl. 22.45



Så skulle alt være klart, og om kort tid ankommer Lars, der skal overnatte her, så vi kan komme meget tidligt op og i lufthavnen i morgen (oh gru, vækkeuret skal sættes til klokken fem).

Det er som om foråret startede i dag, det er lidt 'bad timing'. Det hjælper på det at vejrudsigten lover dårligt vejr igen fra i morgen. Til gengæld er vejrudsigten for Marrakech særdeles lovende, med dagtemperaturer på 20-25 grader og masser af sol. Og når vi så kommer tilbage om en halv snes dage, så er vi inde i den skønne maj og alting grønnes.





Fredag d. 24. april

Hektisk morgenprogram. Vækkeuret ringer klokken fem, taxa 5.30, lufthavn 5.45, det går stærkt med det nye stykke motorvej. Vi checker bagagen ind hele vejen til Marrakech, så vi er fri for at slæbe rundt på den i Casablanca, hvor vi skal tilbringe en halv dags tid. Jeg betvinger min lyst til at købe en ekstra bog, da vi har fem tilsammen, det burde virkelig være nok. Til gengæld køber jeg en halv flaske whisky, som kan være god at have, ikke mindst i et muslimsk land.

Først skal vi med SAS til Frankfurt, og ude ved gaten møder jeg Poul Folkersen fra De Berejstes Klub, som skal med samme fly. For hans vedkommende er det første skridt i retning af USA og Canada. I Frankfurt kommer vi til at vente en god times tid i en ret kedelig hal i underetagen. Jeg kaster mig over fredagspolitiken, mens Lars, der ikke før har set den imponerende lufthavn, går en tur på opdagelse.

Klokken ti går det videre mod Casablanca med Lufthansa, i en meget lækkert Airbus med rigelig benplads og særdeles komfortable sæder. Jeg starter på Salman Rushdies 'Maurerens sidste suk', som er et af Lars's litterære bidrag. Lidt tung kost må jeg sige.

Først er der en del skyer, men gradvis klarer det op, og vi ser de sneklædte Pyrenæer, der adskiller Frankrig og Spanien. Der serveres frokost efterfulgt af kaffe og cognac, hvorpå jeg slumrer en halv times tid, det var godt nok også tiltrængt.

Da jeg kommer til mig selv igen, er der et flot view ned over Costa del Sol med Sierra Nevada i baggrunden, og et øjeblik senere kan vi ganske tydeligt se Gibraltarstrædet og -klippen. Det er også - med et kort i hånden - nemt at identificere byerne ned langs den Marokkanske atlanterhavskyst: Tanger, Larache, Kenitra, Rabat og til sidst Casablanca, hvor vi ganske tydeligt kan se den kæmpestore Hassan II moske med den 210 meter høje minaret.

De sidste minutter går med at udfylde en indrejseformular, og kort efter træder vi ud på marokkansk grund, hvor temperaturen er yderst behagelig. Der er lidt kø ved paskontrollen, men ikke slemt, og det hele er overstået på ti minutter. Vi stiller urene to timer tilbage (det bliver en lang dag) og veksler et par tusinde kroner til lokal valuta (1 Dirham = 75 øre). Lufthavnen er overraskende moderne, blandt andet er der rulletrapper direkte ned til et tog, der afgår mod Casablanca en halv time senere. Vi tilbringer ventetiden ude i solen, dejligt.

Toget, der er moderne og går præcist til tiden, bringer os ind til 'Casa Port' på 40 minutter, med et enkelt stop undervejs. Udsigten er ikke for spændende. Landskabet er tørst og trist, og snart kommer vi ind i de trøstesløse forstadsområder med slum og industri, som man ofte ser det omkring millionbyer.

Vejret er stadig dejligt, og vi afviser de mange taxachauffører, der straks flokkes om os, for i stedet at gå de par kilometer, der er ud til moskeen. I sandhed et imponerende bygningsværk! Moskeen, der blev færdig i 1993, har kostet fem milliarder kroner og beskæftiget 6000 arbejdere i fem år. Desværre er vi her ikke på rette tidspunkt til at komme indenfor, men alligevel er det en stor oplevelse at gå rundt og se på denne fantastiske bygning.

Moskeen er bygget på en kunstig halvø, der stikker ud i Atlanterhavet, omgivet af en kæmpestor mole. Efter at have gået lidt rundt lægger vi os på molen i det dejlige solskin og nyder den lune havbrise, og det ender med, at vi begge ligger og småsover en lille times tid.

Bagefter går vi over i medinaen, der bestemt ikke bærer præg af turisme. Hurtigt mister vi retningssansen og må have hjælp af et par venlige politibetjente (hvad er det nu der er 'gauche' og 'droit'?). Da vi endelig slipper ud, er vi godt trætte og ømme i fødderne, så da vi ser en fortovscafé, kaster vi os straks ned og indtager et par café o lait'er. Vi beslutter os til at reservere et hotelværelse til næste lørdag, hvor vi skal have en overnatning her i byen, og med hjælp fra 'Lonely Planet' finder vi frem til Hotel Colbert, der kan tilbyde et dobbeltværelse for halvtreds kroner.

Hotellet ligger i Casablancas 'Red Light District', der tydeligvis er hjemsted for en omfattende handel med seksuelle ydelser, ret usædvanligt for et muslimsk land. Vi er efterhånden ved at være godt sultne, og efter nogen flakken rundt bevæger vi os endelig op til en restaurant, der ligger på første sal. Det viser sig at være et ret specielt sted, med levende orkester og letlevende kvindemennesker, der opvarter unge forretningsmænd. På kortet, som vi får udleveret, er priserne pludselig højere end de var nede på gaden, hvilket vi naturligvis ikke vil finde os i. Efter lidt forsøg på udenomssnak får vi omsider to nye kort, hvis priser er mere i overensstemmelse med forventningerne. Til gengæld er priserne på drikkevarer forskellige på de vore to kort, så vi henholder os til det billigste, da vi afgiver bestilling på couscous ('when in Rome do like the Romans') og et par øller.

Et øjeblik efter starter musikken, som er en gang øredøvende jammer, hvilket får flere af damerne til at rejse sig og opføre æggende dansebevægelser for de ledsagende herrer. Maden er noget af en skuffelse. Grøntsagerne er totalt udkogte, kødet er fyldt med fedt og brusk og krydderier er der ikke brugt meget af, ikke engang salt. Forhåbentlig er dette ikke symptomatisk for det marokkanske køkken, der skulle være Afrikas bedste (der er godt nok heller ikke meget konkurrence).

Vi slentrer lidt rundt og nyder de sidste solstråler, hvorefter vi sætter os på en fortovscafé og indtager endnu et par kopper kaffe, mens mørket sænker sig. Så tager vi toget til lufthavnen, hvor vi er klokken otte, hvilket er næsten to timer før afgang. Den mellemliggende tid bliver brugt på et dødssygt cafeteria med giftigt lys og kraftig hvid støj. Jeg læser lidt i 'maureren' og får ført dagbogen ajour.

Flyet er halvstort og fyldt til sidste plads. Turen varer kun en halv time, og jeg sover lige til to minutter før vi lander. Bagagen kommer næsten øjeblikkeligt, og taxaer er der nok af. Prisen lyder lidt i overkanten, men vi orker ikke at diskutere mere, og kort efter er vi fremme ved Hotel de Foucauld, der ligger centralt i den gamle bydel, lige ved en lille park og tæt ved den store plads Djema el-Fna. Hotellets indre er flot, med fliser, kakler og ornamenteringer overalt, og værelset er absolut udmærket, selvom det vender ud til en lidt dyster baggård.

Da vi har fået befriet vore stakkels fødder for de varme støvler, beslutter vi alligevel lige at gå et vend ud i den lune nat for at få en allerførste fornemmelse af byen. Ovre på den store plads er der et fantastisk leben. Fra snesevis af boder faldbydes friske appelsiner, tørrede frugter og alskens fast-food tilberedt over åben grill, og ind i mellem står flokke af mennesker rundt om gøglere, musikere, slangetæmmere og andre farverige repræsentanter for det frie erhvervsliv. Lyde, dufte og synsindtryk er ganske overvældende, og i forening med den fløjlsbløde nat føler man sig nærmest hensat til 1001 nats eventyr.





Lørdag d. 25. april

Nattesøvnen blev ikke alt for god, formentlig på grund af overtræthed. Det tog et par timer at falde i søvn, og midt på natten måtte jeg op og på toilettet. Til sidst lykkedes det dog at få nogle timers sammenhængende søvn, og vi sover begge til hen ad halv ni.

Hotellets morgenmad er nogenlunde, i hvert fald en del bedre end det man får på en charterferie i Grækenland. Vi får café o lait samt masser af brød og syltetøj.

Vi opdager, at hotellet har en stor tagterrasse, hvor vi straks går op for at undersøge, om Atlasbjergene kan ses herfra. Dette er imidlertid ikke tilfældet, formentlig på grund af varmedis.

Vi går ud og køber frimærker og postkort og bevæger os ind i soukhen (medinaen), et kæmpestort system af små krogede gader med tusindvis af butikker, hvor størstedelen af byens handel foregår. Da vi har hele dagen for os, beslutter vi at blæse på, at vi farer vild, så vi lader os føre hid og did af tilfældige tilskyndelser. Her er både flot og spændende. Områder med 'krimskrams' for turister veksler med fødevareboder, hvor mængder af kød, fisk og frugt ligger til skue, og ind i mellem er der gader med snedkere og blikkenslagere, der nærmest minder om noget fra Frilandsmuseet.

Butikkerne ligger i grupper, sorteret efter varekategori, så det er ikke ualmindeligt at se ti eller tyve butikker på række, der alle har stort set det samme varesortiment. Som ventet er vareudbuddet kolossalt, og selve oplevelsen af at være her er langt mere positiv, end man kunne have frygtet. Selvfølgelig skal der pruttes om priserne og selvfølgelig er de over én, så snart man står stille et par sekunder og kaster sit blik på et eller andet, men det hele foregår i en atmosfære af afslappet venlighed. Hurtigt kommer vi ind i vanen med at starte på 1/3 eller 1/4 af deres 'første' pris, og efter lang parlamentereren ender man så et eller andet sted mellem 1/3 og 1/2, og begge parter synes de har gjort en god handel.

Farver, lyde og dufte går op i en højere enhed, og af og til kommer vi til en lille åben plads, hvor der er mulighed for at sidde ned lidt og nyde solen. Pludselig er vi tilbage ved startpunktet, og da klokken er tolv, går vi op til en restaurant på en tagterrasse med udsigt over den store plads for at få noget frokost. Der blæser en varm og tør vind, og vi sidder under en parasol og vurderer spisekortets begrænsede tilbud. En par store flasker vand er et let valg (når man nu ikke kan få en øl), og dernæst en grønlig suppe, der er spiselig, men heller ikke mere. Det hjælper med et ordentligt læs salt.

Bagefter vælger vi Tagina, der er en anden af Marokkos specialiteter. Navnet er identisk med beholderen, hvori retten fremstilles og serveres, nemlig en dyb lertallerken med et højt kegleformet låg. Indholdet er nogenlunde det samme som i couscous, blot uden de flækkede hvedekerner (der i øvrigt nu til dags som regel er erstattet af små bitte pasta-dimser), i hvert fald er det stadig kogt for meget og krydret for lidt.

Formiddagens oplevelser, varmen, og den hårde dag i går har i forening gjort det af med os, så vi vakler hjem på hotelværelset for at holde siesta. Jeg beslutter at droppe 'maureren' og starter i stedet på 'Kuglen' af Michael Chrichton (det er ham med 'Jurrasic Park', 'Afsløring', 'Solen stiger' og 'Congo', der alle har ligget tilgrund for film i den lettere - men absolut underholdende - genre).

Vi sover et par timer, og nu er klokken så blevet fem, uden at vi har set eller hørt noget som helst til nogen vedrørende vores trekkingtur, der forhåbentlig starter i morgen. Vi kan jo ikke sidde her og vente hele dagen, så vi lægger en besked i receptionen og begiver os atter på tur i soukhen, denne gang ad en alternativ indgang. Jeg køber nogle T-shirts til Anita og en marokkopude til Pia. Her i skumringen er det utroligt smukt at slentre rundt og se på byen, der er karakteristisk ved, at alle huse er okkerfarvede.

Halv otte er vi atter hjemme, godt varme og trætte. Jeg kommer i tanker om whiskyen, det var lige hvad jeg trængte til. Der går en halv times tid med at skrive postkort og læse lidt, og så banker det på døren. Det viser sig at være vores længe ventede turleder, der præsenterer sig som 'Hamid'. En lidt genert ung mand, der lægger ud med at bekende, at hans engelskkundskaber er stort set lig nul. Uh gru, jeg ser for mig en uge, hvor vi skal hakke os igennem med vore rudimentære franskkundskaber, men så viser det sig til alt held, at han til gengæld er nærmest flydende i tysk. Han har ikke de lovede pakketasker med (til den bagage, der skal på mulddyrene), men dem vil han så komme med i morgen tidlig, det er også godt nok, så behøver vi ikke bruge resten af aftenen på at ompakke vores bagage. Har jeg forresten nævnt, at jeg endelig har fundet min ligemand med hensyn til pakkepanik og plastikposeparanoia?

Så skal vi have noget aftensmad, og valget falder på 'Argana', der er endnu en af de restauranter, der ligger på tagterrasserne omkring Fna-pladsen. En af de lidt finere, uden dog at være noget særligt, og helt klart primært rettet mod turister og enkelte marokkanere, der gerne vil opføre sig som turister. Jeg er allerede ved at være træt af marokkansk mad og vælger 'Kefta Grillades', hvilket nogenlunde svarer til grillstegte hakkebøffer med pommes frites. Ikke særlig originalt, men ganske udmærket. Lars vover sig endnu en gang ud i det lokale og bestiller 'pastilla-chicken', der er en slags indbagt kyllinge- og grøntsagsret med svag kanelsmag. Hertil drikker vi et par store glas friskpresset juice samt et par liter vand og slutter af med kaffe. Desværre kan man heller ikke her købe øl, vin eller spiritus.

Jeg sidder og kigger på de mange boder med appelsiner og lige så mange med figner, dadler og nødder, hvor omsætningen er ufatteligt lav, der går timer imellem, at der sælges noget fra hver enkelt bod. Lydbilledet domineres af en dyb monoton tromme og så naturligvis de mange menneskestemmer, som der bliver flere og flere af hen over aftenen.

Klokken elleve er vi atter på hotellet, hvor der lige er kræfter til en times godnatlæsning. Lars ligger og studerer programmet for den kommende trekkingtur og finder pludseligt ud af, at vi allerede kommer tilbage til Marrakech fredag og ikke - som hidtil antaget - lørdag. Nå, ingen katastrofe, så har vi bare halvanden dag her i stedet for en halv, hvilket giver lidt bedre tid til at 'lande' igen og få klaret de sidste indkøb (og få pakket om et par gange ekstra).





Søndag d. 26. april

Slut med at sove ved otte tiden. Jeg er lidt ør i hovedet af varmen og den lille hårde hovedpude. Efter morgenmaden kommer Hamid som lovet med taskerne, og vi aftaler at mødes igen klokken 13.00. Vi laver en første prøvepakning, det er ganske kompliceret med alle de bagageniveauer. Én taske skal med mulddyrene, én rygsæk skal vi selv bære, noget skal efterlades her på hotellet, og så er der det, som vi skal bruge fra nu af til klokken et, hvoraf en del går på tværs af de øvrige kategorier. Det er slet ikke nemt at rejse.

Vi er ved at løbe tør for penge, og efter lange overvejelser går vi ned og veksler 800 kroner. Efter sigende er returvekslingskursen meget dårlig, så vi skal helst ende med en beholdning tæt på nul, men omvendt vil det også være dumt at løbe tør for penge, især på trekkingturen.

Bagefter vandrer vi en tur op ad den lange og snorlige 'Avenue Mohammed V' og beundrer bymuren, en gammel moske, nogle flotte gamle gadelamper og en smuk park. Så tilbage og finjustere pakningen, tage et bad og sætte et plaster på en begyndende vabel, hvorefter der lige er en time til at spise frokost. Det bliver 'Argana' endnu en gang, og nu er også Lars gået tilbage til europæisk mad. Vi får henholdsvis kylling og peberbøf, som sædvanlig med pommes fritter og vand til. Det bliver spændende at se, hvad de vil diske op med på trekkingturen.

Som aftalt er vi tilbage på hotellet klokken et, hvor vi venter ti minutter på Hamid. Det første han siger er, at chaufføren er yderligere et kvarter forsinket, så alt i alt bliver klokken halv to, før vi sætter kursen sydpå i en komfortabel minibus. Først ud langs den gamle bymur, inden for hvilken der nu er park og haver. Vi gør holdt for at købe brød og grøntsager, og senere igen køber vi seks 1 1/2 liters vand.

Omgivelserne bliver gradvist mere frodige, og overalt ses vandingskanaler fra Atlasbjergene. Her dyrkes oliven og citrusfrugter, og som indhegning anvendes figenkaktus. Snart kan man ane bjergene med deres sneklædte toppe, men stadig kun gennem en kraftig varmedis.

Så begynder vejen at gå opad, og inden længe er det tydeligt, at luften bliver køligere. Der begynder også at komme terrassemarker omkring småbitte landsbyer med gråbrune lerklinede huse, der falder helt sammen med bjergsiderne. Vi gør en kort pause ved et smukt udsigtspunkt, hvorfra klippesiderne går uhyggeligt stejlt ned mod dalen. Temperaturen her er yderst behagelig i forhold til heden i Marrakech.

Videre går det op og op, til vi til sidst ankommer til Oukaïmeden, der er et vinterskisportssted i 2650 meters højde. Der er ingen sne mere nu, bortset fra nogle få klatter højt oppe, men der er en del skilifter op ad det 600 meter høje bjerg, som vi skal varme op på i morgen. Vi skal overnatte på et skihotel, der tilhører 'Club Alpin Francaise', og vi får et stort værelse med otte sengepladser, fordelt på fire køjesenge, helt for os selv. Sengene virker gode, jeg glæder mig allerede til endelig at få en god nats søvn i en rimelig temperatur og i en god seng. Vi skynder os at sprede al vores bagage på de ledige senge med henblik på en yderligere forbedring af vores treniveau-pakning samt fremfinding af de nødvendige ting til en lille eftermiddags-opvarmningstur.

Jeg starter ud i T-shirt, da solen tilsyneladende varmer dejligt, men må dog snart tilføje en trøje, da vinden er ret så kølig. Vi deler et stykke chokolade og erkender hurtigt, at man ikke både kan snakke, spise chokolade og lægge ud i rask tempo i 2650 meters højde, pust støn! Ti minutter senere er vejrtrækningen dog atter normal, det gælder bare om at finde en passende rytme. Snart er vi oppe ved et pas, hvor der er en glimrende udsigt ud over en masse dale, bortset fra at det stadig er noget diset. Her blæser en kraftig kold vind, så nu må jeg også have jakken frem.

Til venstre ligger målet for i morgen formiddag, så i stedet vælger vi at gå den modsatte vej, hvor vi kan se nogle knolde et par hundrede meter oppe. Herfra er der udsigt til nye områder samtidig med at der er et svimlende frit fald på mange hundrede meter direkte for vore fødder. Nogle sorte fugle flyver rundt og laver luftakrobatik i de opadgående luftstrømme, mens Lars læner sig faretruende ud for at prøve at få et godt billede af dem.

Så kommer vi ikke højere i dag, men det er også udmærket bare at have været et par hundrede meter højere end der, hvor man skal sove. På tilbagevejen skyder vi genvej ned over nogle halvstejle områder, hvor vore solide vandrestøvler rigtigt kommer til deres ret, og klokken fem er vi atter tilbage på hotellet, hvor vi smider overtøjet og flader lidt ud på de behagelige senge.

Bagefter går vi ned i opholdsstuen og får en kop kaffe og en øl (!) samt en snak med Hamid. Han er 33 år og bor i Marrakech med sin mor og søster, men er født og opvokset i en lille berberlandsby ude i bjergene. Vi bliver præsenteret for vores kok, som minsandten også hedder Hamid. Ud over de to Hamid'er og de to mulddyr er der endnu et medlem af ekspeditionen, nemlig kokkens nevø Mohammed, der er en knægt på 14 år. Han skal holde styr på det ene af mulddyrene og i det hele taget gå til hånde.

Som optakt til aftensmaden får vi serveret myntete, der er hvinende sødt. Pludseligt får jeg en voldsom fryse- og rystetur, men det går heldigvis hurtigt over igen. Det må være kroppens reaktion på højde- og temperaturforskellen, kombineret med vores lille - men hektiske - opvarmningstur.

Aftensmaden er det bedste vi har fået endnu. Først 'harira', som er en tyk suppe af linser, løg, tomater og hvidløg, og bagefter 'tagina', som vi også prøvede i Marrakech. Den aktuelle udgave er dog betydeligt bedre, dels fordi den er mere krydret (blandt andet med spidskommen) og dels fordi grøntsagerne næsten ikke er kogt for meget. Til dessert får vi frugtsalat af friske frugter.

Midt i det hele invaderes spisestuen af en stor gruppe franskmænd, der larmer forfærdeligt, så vi fortrækker til opholdsstuen, hvor vi indtager te og kaffe i de behagelige bløde møbler. Således går en god times tid med sniksnak, læsning og skrivning, og allerede klokken halv ni er vi ved at være godt klatøjede. Vi tager lige et vend ud for at beundre stjernehimlen, der naturligvis er langt flottere her end i Marrakech. Lige over for er der en saftig grøn eng, hvor der tydeligvis holder en masse frøer til. Det er egentlig ikke specielt koldt, men alligevel får jeg endnu en rystetur med klaprende tænder, det må have noget med højden at gøre.

Dette hus er tydeligvis velisoleret for at kunne modstå voldsom vinterkulde, og på værelset er der alt for varmt, så vi skynder os at åbne et vindue. Klokken ni er roen faldet på os, og jeg ligger og glæder mig til en god og lang nattesøvn.





Mandag d. 27. april

Håbet indfries ikke. Jeg sveder og skal på toilettet tre gange og ligger søvnløs i lange perioder. Ind i mellem får jeg lidt dårlig søvn med underlige afbrudte drømme. Klokken seks er det definitivt forbi, så jeg står op og klæder mig på og går ud i en underskøn morgen med lav sol og klar dybblå himmel. Tager et par billeder og sætter mig i solen, der allerede varmer dejligt, og læser og skriver lidt.

Halv otte er der morgenmad, som er ganske overdådig i forhold til det, vi er vant til fra hotellet i Marrakech, og efter en sidste finjustering af bagagen er der afgang fem minutter over otte. Jeg starter ud i korte bukser, hvilket er en anelse køligt, men jeg tror det går.

Det er som om vi lige skal have prøvet hinanden af her i starten, i hvert fald virker det, som om alle giver den en ekstra skalle, og snart er jeg stærkt forpustet og totalt gennemblødt af sved. Det går stejlt op langs bjergryggen, og da vi er nået et stykke op, kommer der en iskold blæst ind fra siden, så jeg må have min jakke frem.

To tredjedele oppe passerer vi noget gammel beskidt sne, hvorefter det heldigvis flader lidt ud, så den sidste tredjedel går nogenlunde let. Vi når toppen klokken 9.40, efter 1 time og 35 minutters hård opstigning, hvilket må siges at være ikke så lidt bedre end de tre timer, der var Hamids estimat. Jeg har nu en kraftig mistanke om, at han med vilje afgav et meget forsigtigt skøn for ikke at risikere at tage modet fra os straks fra starten.

På toppen ender en lang stolelift, og vi kan se ud over hele skiterrænet (der i øvrigt helt bestemt ikke er værd at rejse efter, sammenlignet med, hvad man kan få i alperne). Hamid siger, at der lå meget sne her på samme tid sidste år, heldigt at vi slipper for det.

Mod syd har vi en fantastisk udsigt til en sneklædt bjergkæde, hvori også befinder sig Mt. Toubkal, som vi forhåbentlig står på toppen af om tre dage. Vi sidder lidt og nyder stilheden og udsigten, mens åndedrættet langsomt vender tilbage til normalen. Hamid sidder og får sig en smøg, og så vidt jeg kan se har han på intet tidspunkt haft sved på panden.

Efter en god halv times hvil starter vi nedstigningen, der foregår i anden retning end opstigningen. Nedturen er naturligvis lettere for lungerne, men bortset fra det er den bestemt ikke spor nem. Stejl og fyldt med rullesten og væmmelige tornebuske, og selvfølgelig lykkes det mig på et tidspunkt at miste balancen og få anbragt en hånd og et ben inde i en af buskene, sikken et blodbad. En afskylning i en lille bæk afslører dog heldigvis, at det ikke er helt så slemt som det ser ud.

Lidt senere når vi ned til en saftig grøn eng, hvor 'karavanen', der naturligvis er gået den nemme vej uden om bjerget, venter på os. Der er dækket op på et stort tæppe, hvor vi først får myntete og bagefter en fortræffelig frokost med salat, små fisk og brød, lækkert. Bagefter ligger vi og gasser os i den varme sol, sikken et liv!

Så er middagshvilet forbi og det går atter opad. Først moderat, men så drejer vi rundt om et hjørne og ser stien sno sig op mod et pas i 2900 meters højde. Et øjeblik minder scenen mig om turen op til det første pas på inkastien. Efter passet går det skiftevis lidt op og lidt ned, indtil vi passerer et markant klippefremspring, hvor vi - omsider - bliver bevilliget et hvil. Lige nedenfor går en stor flok bjerggeder, man må virkelig imponeres over deres klatre- og balancekunst.

Så er der en time tilbage, får vi at vide, og det går nedad hele vejen. Hårdt for knæ og benmuskler, som efterhånden er ved at være godt brugte, og enkelte gange kan jeg mærke en smerte i det venstre knæ, hvis jeg kommer til at udsætte det for en særlig ublid landingsmanøvre.

Endelig når vi frem til dagens mål, som er en malerisk lille landsby ved navn Tachedirt, der vel består af små hundrede gråbrune lerklinede huse. Byen ligger i 2300 meters højde, med en vidunderlig udsigt over en grøn dal, flankeret af stejle sneklædte bjerge på den modsatte side af dalen. Omkring byen er der grønne terrassemarker og blomstrende frugttræer, og rundt i byen finder man de smukkeste og mest farverige mennesker. Et utroligt flot sted, der - for Nepalkendere - minder lidt om Kagbeni.

Vi skal bo på byen 'refuge', der er ikke så lidt mere primitivt end gårsdagens hotel, omend beliggenheden og omgivelserne til gengæld er klasser over. Vi bliver modtaget af 'husbestyreren' med det sædvanlige glas hvinende søde myntete, hvilket bogstaveligt talt falder på et tørt sted. Derefter køber vi fem gange 1 1/2 liter vand, det skulle vel lige kunne slå til resten af dagen samt i morgen tidlig. Tørt tøj findes frem, og det gennemsvedte lægges til tørre i den stadig varme eftermiddagssol. Vi skal sove i et bart rum med fire køjesenge, som vi straks tager i besiddelse i bagageompakningsøjemed. Først ser det ud til, at vi er de eneste, der skal overnatte her, men lidt senere ankommer en enlig vandrer.

Her er ikke rigtigt nogen badefaciliteter, så vi beslutter os til at gå ned gennem landsbyen for at prøve at finde den flod, som vi tydeligt kan høre. Ret hurtigt passes vi op af en masse børn, der tigger slik, penge, aspirin og nogle flere ting, som vi ikke forstår hvad er. Der er ret så stædige, men omsider lykkes det os da at slippe af med dem, og kort efter når vi ned til det lille vandløb.

Vi affører os sko og strømper og giver os til at vaske fødder, hvorefter der dukker en mand op. Lidt efter endnu én og endnu én og snart efter nummer fire. Det begynder at blive lidt ensformigt, for ikke at sige anstrengende, for de prøver alle på at tigge slik, chokolade, cigaretter og aspirin, hvad vi naturligvis afviser. Vi går dem på klingen med hensyn til behovet for aspirin, og de fastholder alle, at de har hovedpine, så enten er det en folkesygdom eller også simulerer de, hvoraf det sidste nok er det mest sandsynlige.

De bliver lidt sure over vores afvisning, og den ene bliver vist også lidt aggressiv, idet han, lige før han går, med et par hurtige hug med sin hakke får ændret vandløbets retning, så vi kort tid efter sidder med fødderne i et udtørret 'flodleje'. Det er ikke helt nemt at få vasket sig de mere intime steder, for ustandseligt dukker der nye mennesker op, der vil snakke og tigge, men omsider lykkes det da så nogenlunde.

Bagefter går vi en tur gennem den maleriske by, flankeret af et skiftende antal unger. Vi passerer grupper af børn og kvinder så farverige og smukke, at det piner mig dybt at gå glip af disse fortræffelige fotomuligheder, men på dette punkt er de ret ubønhørlige, bortset fra enkelte tilfælde, hvor de godt vil for et par dirham, men det tør vi ikke begynde på, så har vi hele landsbyen på nakken i løbet af et øjeblik.

Tilbage igen konstaterer vi, at vi har fået alt for meget sol, især mig, der var lidt sparsommelig med solcremen i morges. Af andre småskader kan nævnes, at Lars har et par tæer med klare tegn på begyndende vabler, så vi går i gang med det geniale compeed vabelplaster. Lidt efter er bjergkæden indhyllet i skyer, og da klokken efterhånden er blevet fem, regner vi ikke med at se solen mere den dag. Og alligevel, klokken seks er himlen atter blå og solen skinner, og så må der lige påføres en ekstra gang solcreme.

Vi snakker lidt med 'den ensomme vandrer', der viser sig at være en tysker, der går rundt og bestiger bjerge med sine ski på ryggen, for så bagefter at stå på ski ned igen. De sidste fem dage har han været oppe på fem tinder omkring de 4.000 meter.

Hen ad halv otte får vi maden serveret, en lækker suppe efterfulgt af spaghetti med grøntsagssovs. Til dessert er der et par halve ferskner og til sidst kaffe, hvortil jeg donerer en whisky.

Vi sidder omkring et lille bord i det rum, hvor vi også skal sove, og da mørket falder på, bliver der tændt en gaslampe. Vi sidder og sludrer lidt med Hamid, der fortæller, at Tachedirt er en temmeligt isoleret og fattig landsby. Engang i mellem tager nogle af beboerne ind til den nærmeste større by (en dagsmarch) og sælger nogle får og køber de ting, som de i øvrigt har brug for, og om vinteren kan de godt risikere at være afskåret fra omverden i flere måneder. Han fortæller også, at han gik til fods til og fra skole de første seks år - fem kilometer hver vej, hver dag!

Klokken ni går jeg ud for at børste tænder og konstaterer, at der er udsigt til en ganske fantastisk stjernehimmel. Der er godt nok heller ikke meget kunstlys til at forstyrre synet, kun i ganske enkelte huse ses der lys. Der er ingen elektricitet her, så det må vel være gas- eller petroleumslamper, eller måske er der tale om batterier, der oplades af solceller om dagen.

Da Hamid og tyskeren er gået, sidder vi lidt i gaslampens skær og skriver og læser, til klokken bliver halv ti, og så er det ellers godnat. Måtte jeg nu bare snart få en ordentlig nattesøvn.





Tirsdag d. 28. april

Endelig lykkedes det at få 8 1/2 times uafbrudt søvn, det er som at blive et nyt menneske. Klokken seks ligger landsbyen stadig i skygge, men der er kommet sol på de sneklædte bjerge mod syd. Tilbage i posen og snuppe endnu en time på øjet, men så er det også slut. I mellemtiden har solen spredt sine stråler ud over de grønne terrassemarker og de hvide kirsebærblomster, kors hvor er her dog smukt!

Så er der tid til at gøre status over den helbredsmæssige situation efter gårsdagens strabadser. Huden er godt rød på arme, ben og nakke, men det er ikke kritisk, der skal bare godt med 'faktor 20' på fra morgenstunden. Mine hænder er fyldt med små røde pletter efter mødet med tornebusken, men det gør ikke ondt. Måske tornene har været svagt giftige, eller også sidder der en masse små stumper tilbage, vi får se. Endelig er benmusklerne godt ømme, så der skal laves nogle grundige strækøvelser, før dagens vandring påbegyndes. Heldigvis skulle turen i dag være betydeligt mere moderat end gårsdagens stroppetur.

Hamid har ikke sover så godt på grund af en slem tandpine, staklen ser også lidt forpint ud. Forhåbentlig bliver det bedre i dagens løb.

Klokken ni er der atter afgang, ned mellem terrassemarker med lysegrønt korn og blomstrende frugttræer. Snart begynder der også at komme områder med smukke iris, der bruges til kosmetik og medicin. Alt foregår i afslappet tempo, indtil vi pludselig skal forcere en flod via en smal stendæmning. Pyha, så kom der gang i både sved- og adrenalinproduktionen.

Herefter stiger vi lidt op og går ind på en grusvej beregnet til biler, det skulle vel give en vis garanti mod alt for bratte op- og nedstigninger. Klokken elleve når vi op til et pas, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over hele dalen. Vi holder en foto-, snack- og drikkepause, hvorefter vi starter nedturen til Imlil gennem en skov af duftende fyrretræer. I erindring om tidligere dårlige erfaringer med harpiks sørger jeg omhyggeligt for at undgå enhver form for berøring af træerne, hvilket til gengæld nødvendiggør nogle smertefulde nedbøjninger i de ømme benmuskler.

Efter at have taget et billede og spolet frem opdager jeg, at tælleren står på 38, ikke noget godt tegn. Sidst det skete var i Vietnam, hvor jeg gik glip af en masse gode billeder ved at fotografere en hel dag uden at have film i kameraet. Mistanken må af- eller bekræftes hurtigst muligt, så jeg tager straks endnu et billede - gode motiver er her jo nok af. Og gudskelov, ved næste fremspoling mærker jeg modstand. Det var så den femte af de otte medbragte film, jeg kunne sagtens have brugt endnu flere.

Lidt senere når vi frem til en lille lund, hvor fortroppen allerede er klar til vores ankomst. Tæppet er bredt ud under nyudsprungne valnøddetræer og teen er serveret, og lidt senere kommer også frokosten. Jeg mærker en karakteristisk rumlen i maven, som ikke tyder godt, og da jeg lidt senere søger afsides med toiletrullen får jeg bekræftet min mistanke. Det ville ikke være alt for smart med en gang diarré, når vi i overmorgen skal forsøge at nå toppen af Mt. Toubkal. Nå, det er ingenlunde kritisk endnu, så måske det går over af sig selv igen.

Hamid er tydeligvis stadig hårdt plaget af sin tandpine. Vi foreslår ham at tage til Asnil og opsøge en tandlæge (bilforbindelse herfra) og så slutte sig til os andre igen i aften, hvilket han accepterer, efter at have tænkt lidt over det. Der er kun en god times vandring op til Around, hvilket vi naturligvis sagtens kan klare sammen med 'mulddyrkaravanen'.

Efter et godt langt hvil går vi videre ned gennem dalen, og kort efter drejer vi til venstre og bevæger os op i en større dal. Vi passerer gennem udkanten af Imlil med masser af små grønne marker og smukke kvinder, der alle kategorisk afslår vore høflige forespørgsler om at få lov til at fotografere dem.

Lidt længere oppe i dalen, i 1800 meters højde, ligger den lille by Around, og helt oppe i udkanten af denne ligger Exodus' hus, som er stort og komfortabelt. Der er et stort fladt tag, hvorfra man kan nyde en ubeskrivelig udsigt, samt en dejlig lille gårdhave med roser, frugttræer og krydderurter. Der er også et brusebad med gasvandvarmer, hvilket jeg straks beslutter mig til at benytte, dejligt efter de sidste par dages svedeture. Det starter nu ikke alt for godt. Da jeg har fået sæbet hele kroppen ind og vasket håret, viser det sig, at der intet vand kommer ud af hanen, så jeg må råbe efter Lars, der får nogen til at gå ud og gøre et eller andet, så vandet kommer tilbage igen.

Området foran huset er en slags eng, der gennemstrømmes af mange små vandløb, og for første gang støder vi på myg. Vi skynder os derfor at lukke døre og vinduer til soverummet, i håb om at slippe for bæsterne i nat.

Da vi er færdige med badning og eftermiddagste samt vask af et par enkelte beklædningsstykker tager vi en lille vandretur op ad bjergsiden, hvor vi belønnes med en fantastisk udsigt over de to dale samt de 4.000 meter høje sneklædte bjergtinder, som vi meget snart gerne selv skulle stå på toppen af. Det ser lidt vildt ud, bliver vi hurtigt enige om. For det første er der 2.000 meters højdeforskel herfra og for det andet er toppen dækket af sne og is. For slet ikke at nævne den tredje komplikation, nemlig de vildt ømme lårmuskler, som smerter hver eneste gang vi går et skridt nedad.

Lige bag huset viser der sig at ligge en lille butik, hvor vi køber noget vand og nogle mars-bars, og bagefter belejres vi af nogle unger, der som sædvanlig tigger penge og slik. En af dem tillader sig endog at tage en sten op og true mig, hvilket får mig til at miste tålmodigheden. Jeg sætter efter hende med en række danske eder, men selvfølgelig smutter hun lynhurtigt fra mig. Det er sørgeligt så spolerede børnene er blevet på disse kanter.

Tilbage ved huset konstaterer vi, at Hamid er kommet igen. Han har fået tanden hevet ud og har det allerede meget bedre.

Klokken syv står maden på bordet. Først en udmærket suppe og så en couscous, der er uendeligt meget bedre end den vi fik på bordelrestauranten i Casablanca. Til sidst syltede pærer og en kop kaffe, efterfulgt af en lille whisky. Området får strøm fra en generator, der tændes ved ottetiden, så efter maden sidder vi lidt og læser og skriver, mens mørket falder på og stjernerne begynder at myldre frem.

Min mave virker atter nogenlunde stabil, så jeg afslutter dagen med troen på, at det kun var et forbigående fænomen.





Onsdag d. 29. april

Det var det da heldigvis - altså et forbigående fænomen. Til gengæld har Lars fået en omgang, lad os håbe det går over lige så hurtigt som mit.

God nattesøvn til klokken seks plus en times rolig opvågnen, ren luksus. Solen rammer huset lidt i syv, og vi går ud til endnu en pragtfuld solskinsdag, der indledes med morgenmad i den dejlige gårdhave.

Et lille smut op til butikken og købe seks liter vand, der ryger godt nok noget væske ned. Hvor er det rart at vi kan købe rent vand overalt, i det hele taget frembyder denne tur nogle iøjnefaldende fordele, som for eksempel de manglende myg (der var ganske vist et par stykker i går, men det var også det hele), den lette adgang til vand, de komfortable soveforhold (senge eller madrasser overalt, så liggeunderlagene kunne vi godt have sparet os) samt den store naturvariation vi oplever på få dage.

Klokken ni starter turen op gennem dalen, der hurtigt (igen mest for Nepal-kendere) kommer til at minde om den øverste del af Gali Kandaki-dalen. Senere går det stejlere op, og floden bliver til serier af fossende vandfald, mens udsigten tilbage gennem dalen bliver stadig mere storslået.

Efter halvanden times tid deler stien sig. Hoveddalen fortsætter ligeud, men vi skal til højre ad en sidedal. I 'krydset' er der en lille bitte landsby med en muslimsk helligdom og en strategisk anbragt kiosk, hvor man - foruden slik, vand og læskedrikke - kan købe dekorative sten samt alskens 'krimskrams'.

Vi skyller en cola ned og holder et kvarters pause, før vi går videre. Hamid halser som sædvanlig afsted, og så er det bare om at hænge på. Nogle gange har jeg på fornemmelsen, at han tror han er ved at uddanne et par jægersoldater. Stien snor sig stejlt op gennem sidedalen, og efter tre kvarters stroppetur får han endelig medlidenhed med os og holder pause, i øvrigt på et meget smukt sted. Vi har indvilliget i at 'køre igennem' og vente med at tage frokosten, til vi når frem til dagens mål, som er 'Neltners Refuge' i 3200 meters højde. I stedet snupper vi en halv liter vand og et par håndfulde fra Hamids lækre snackpose med figner, dadler og en masse forskellige slags nødder.

Stien flader ud nu og går ind i et stort sving, og snart er der udsigt op gennem dalen til hytten samt - længere oppe - et pas. Fem hundrede meter før hytten starter sneen, som mulddyrene ikke kan forcere, så bagagen ligger her og venter. Vi tager et kort hvil, hvorefter vi fordeler de 6 gange 1 1/2 liter vand i rygsækkene og tager to 'mulddyrtasker' hver, pyha. Der løber små bække inde under sneen, og pludseligt er der en stor 'plade', der løsner sig under mig og falder 20-30 centimeter ned, sikke et chok!

Klokken to er vi fremme ved hytten. Komforten er ikke helt som i går, og her er mange flere mennesker. I stueetagen er der 'fællesrum', hvorfra der går en stige op til førstesalen, der er soverum med to gange femten madrasser. Vi bemægtiger os et par vinduespladser og spreder straks bagagen ud for at markerer vores 'territorium'.

Jeg hænger det gennemblødte tøj til tørre i solen og finder noget tørt frem, hvorefter det er dejligt at sidde lidt i solen og komme til hægterne igen. Herfra kan man sidde og se op i den is- og snedækkede slugt, der er første skridt op mod morgendagens forjættede mål.

Så skal vi have udvalgt os nogle 'steigeisen', som man heldigvis kan leje her. Drabelige tingester, som straks vækker associationer til 'Syv år i Tibet' og 'Mt. Everest'. Vi bliver instrueret i monteringen og pålagt at afprøve dem på de omkringliggende skråninger. Det må dog vente lidt, lige nu skal der pustes ud oven på formiddagens 1.300 højdemeter.

Snart står frokosten på bordet. Som sædvanlig en flot og lækker salat, der i dag er suppleret med tun i chili, som Lars dog klogeligt holder sig fra, mens jeg tager chancen, da min mave nu virker helt rolig igen. Frokosten skylles ned med 4-5 glas sød te, hvilket bringer dagens foreløbig væskeindtag op i nærheden af de fem liter.

Efter frokosten lægger Lars sig, han er tydeligvis ikke helt på toppen. Jeg sætter mig ud i solen og skriver dagbog og tager et billede af 'hyttebestyreren', som er en farverig mand i halvfjerdserne, der går rundt og lægger arm med alle der gider.

En halv time senere dukker Lars op igen, nogenlunde samtidig med, at hele området bliver indhyllet i en tynd dis. Vi beslutter at få afprøvet de steigeisen nu, hvilket viser sig at blive en langt mere positiv oplevelse end frygtet. Så snart de er monteret, lægger man faktisk ikke mærke til dem, bortset fra at man så nemt som ingenting kan gå op ad halvstejle skråninger med is og sne. Man skal dog lige huske at ændre sin gangart en lille smule for ikke at komme til skade, dvs. sprede benene lidt mere, så spidserne ikke hænger fast i bukserne på det modsatte ben eller - endnu værre - smadrer hul i bagbenet med de pigge, der vender fremad. Så efter 2-3 timer i den gangart skal det nok lykkes også at blive ømme i de sidste muskler, der endnu ikke er smadret. Vi går et godt stykke op i sneen, ganske opstemte af, hvor let det går, hvorefter vi føler os rimeligt sikre på, at 'topforsøget' i morgen vil krones med held.

Den næste times tid tilbringes omkring det store bord i fællesrummet, hvor stadig flere mennesker dukker op i takt med, at det bliver koldt og tåget udenfor. Så er maden klar. Det er lige før det er lidt pinligt sådan at sidde og få serveret tre retter mad plus kaffe, mens de andre fumler rundt med deres små gasapparater og pulversupper eller aluminiumsposer med frysetørret mad. Nå, det må vi prøve at leve med, vi har jo også betalt rigeligt for det. Lars beslutter at tage en immodium for at være 100% sikker på ikke at få vrøvl med maven i morgen, det ville også være temmeligt upraktisk.

Klokken syv bliver der tændt en gaslampe, og jeg tilbringer en times tid med at få bragt nærværende beretning ajour.

Ovenpå i sovesalen er der varmt og indelukket. Vi åbner et vindue, men bliver mødt med protester fra en, der påstår, at han fryser. Det må vist blive noget med at sove i inderposen og så bare have soveposen klar til at trække over, hvis det skulle blive nødvendigt.





Torsdag d. 30. april

Det bliver en meget dårlig nat, hvor jeg næppe får sovet mere end sammenlagt et par timer. Jeg sveder og har hovedpine, og selv om jeg er dødtræt, så er det mig komplet umuligt at falde i søvn før hen ad 4-5 stykker.

Lidt i seks dukker Hamid frem og meddeler, at morgenmaden er klar. Et kig ud af vinduet afslører desværre, at dette er den første morgen, hvor himlen ikke har været helt blå, idet den i dag er dækket af et tyndt skydække.

Morgentoilette, lidt koldt vand i hovedet (meget koldt!) og så lidt morgenmad. Brødet, der blev købt for fire dage siden, er efterhånden temmeligt tørt, så det må skylles ned med rigelige mængder af te og kaffe.

Klokken syv drager vi så afsted, iført varmt tøj og handsker. Lige på den anden side af hytten monterer vi vore steigeisen, og så går det opad gennem sneen. Det går jo som en leg med disse geniale tingester under støvlerne, og man fristes let til at gå for hurtigt, hvilket man dog hurtigt bliver mindet om af sine lunger.

Den første times tid går det stejlt op, og så flader det lidt ud, inden der atter kommer en stejl skråning. På toppen af denne slutter sneen, og vi har tilbagelagt to tredjedele af vejen på to timer, slet ikke så dårligt.

Vi holder en lille pause med indtagelse af vand og en enkelt mars-bar, og så er vi klar til sidste etape. Først kommer en længere strækning, der er ret stejl og fyldt med løse sten, så man spilder en masse kræfter på at skride baglæns.

Så følger turens mest dramatiske minutter, hvor vi skal hen over en meget stejl is- og snedækket skråning, der fortaber sig nedad i det uvisse. Heldigvis har tidligere vandrere efterhånden fået dannet en lille 'sti' med en 30-50 centimeter høj kant på dalsiden, så man i hvert fald ikke skrider ud. Tilbage er så kun risikoen for at falde over sine egne ben eller simpelthen få overbalance, hvilket åbenbart sker af og til, i hvert fald oplyser Hamid, at der har været flere dødsulykker på dette sted, heriblandt en dansker sidste år. Så 'attention'!

Jeg prøver at betvinge min lyst til at kigge ned, men kan dog ikke helt lade være - gys! Det hele varer kun nogle få minutter, men det er nogle, jeg vil huske længe.

Kort efter kan vi se toppen, og et kvarter senere står vi på Nordafrikas højeste bjergtop, 4167 meter over havets overflade. Her er hundekoldt, godt vi tog huer, handsker og halstørklæder med.

Udsigten er - som ventet - storslået, selvom det ikke er helt klart i vejret. Vi fotograferer bjergene og hinanden og spiser og drikker lidt, mens pulsen langsomt vender tilbage i nærheden af det normale og følelsen af stolthed bundfælder sig.

Man kan måske ikke ligefrem kalde det for en bjergbestigning, men alligevel lugter det da lidt af det, og uden steigeisen var det i hvert fald ikke gået. Så jeg indskriver hændelsen i min interne log over grænseoverskridelser, sammen med ting som maratonløb, bungyjump, dykkercertifikat, Mt. Kenya-bestigning og skiløb i 5.600 meters højde.

Om tilbageturen er der ikke så meget at sige, bortset fra, at den går uendeligt meget lettere end turen derop. På den nederste tredjedel er sneen begyndt at blive blød, og vore 'forgængere' har tydeligvis rutschet på halen ned over lange strækninger, så der er dannet nogle 'bobslædebaner'. Det må vi også prøve, huhej hvor det går, bortset fra, at det afstedkommer en våd røv samt sne i støvler og bukser. Nå skidt, jeg er under alle omstændigheder totalt gennemblødt af sved.

Klokken halv et er vi tilbage ved hytten, godt udslidte, og for et stykke tid glemmer vi, at der endnu er en 1.300 meters nedstigning, før det for alvor er 'fyraften'.

Vi går ovenpå og tager tørt tøj på, og straks efter er frokosten serveret. Bagefter lægger vi os en halv time og hviler, før det atter går ned. I mellemtiden er solen kommet frem igen, så jeg ifører mig shorts, som i øvrigt har været min påklædning hver dag, lige med undtagelse af i formiddags.

Efter en times vandring begynder jeg at mærke nogle jag i det venstre knæ, hver gang benet rammer stien særlig hårdt. Et stramt knæbind hjælper dog straks, det er godt at være forberedt på lidt af hvert. Denne dag er nu også noget af en 'benknuser', med 1.000 meters opstigning og 2.300 meters nedstigning. Det sidste er i øvrigt personlig rekord. Den hidtidige var fra Mt. Kenya, hvor vi gik ned fra 5.000 til 3.000 meter i et stræk.

Lidt længere ned er dalen dækket af hvide skyer. Det ser flot ud, men kun oppefra, for da vi lidt senere kommer derned, er det naturligvis bare ganske almindelig kold og klam tåge.

Jeg tager jakken på, men beholder de korte bukser, man er vel af vikingeæt. Den sidste time kører benene bare afsted som en velsmurt maskine, og da vi ankommer til huset i Around (samme som i forgårs), kan vi se tilbage på en ti timers 'arbejdsdag', kun afbrudt af halvanden times frokostpause.

Efter et par kopper sød myntete står den på varmt bad. Det kræver godt nok en vis overvindelse at klæde sig af i dette kolde og ubehagelige vejr, for slet ikke at tale om den overvindelse det er bagefter at forlade de varme stråler.

Tænderne klaprer og hele kroppen ryster, jeg erindrer ikke, hvornår jeg sidst har frosset så meget. Det skyldes vel en kombination af det kolde og klamme vejr og så kroppens totale udmattelse efter en lang og hård dag (og en forudgående nat med kun et par timers søvn).

Jeg ifører mig skiundertøj og tre bluser og kryber ned i såvel lagen- som sovepose, og alligevel går der en times tid, før jeg holder op med at fryse.

I mellemtiden er klokken blevet syv og aftensmaden er serveret. Først en suppe, der smager af absolut ingenting, men den er i hvert fald varm, og med et ordentlig læs salt på er den da spiselig. Hovedretten er endnu en variation over det sædvanlige tema, nemlig godt kogte grøntsager (gulerødder, kartofler, løg) med små stykker kød af lam, kalv eller okse, fint krydret med peber, spidskommen og (ganske lidt) chili. Hvis man skal sige noget positivt om maden her til lands, så er den givetvis sund og nærende, men det er jo ikke ligefrem gastronomi i verdensklasse (som ude øst på). Det marokkanske køkken har ry for at være Afrikas bedste, og det skal såmænd nok passe, men der er nu heller ikke den helt store konkurrence (lige bortset fra Sydafrika, hvor man spiser særdeles godt, men det er jo stort set bare europæisk mad).

Til kaffen bevilges en whisky, hvorefter vi sætter endnu en rekord ved at ligge i poserne klokken kvart i ni.





Fredag d. 1. maj

For en gangs skyld en god nats søvn. Under den obligatoriske tissetur klokken halv fem kan jeg konstatere, at tågen er lettet. Faktisk er det særdeles klart, så mælkevejens lysende bånd fremstår ganske tydeligt, et smukt syn.

Tilbage i posen og snuppe endnu et par timers søvn. Vågner igen lidt over seks og bruger den første halve time på at færdiggøre 'Kuglen'.

Smuk men kølig morgen, med sol på de omkringliggende bjergtoppe. Sidder oppe på tagterrassen og venter med længsel på at solen skal dukke op bag bjergryggen.

Halv otte er morgenmaden serveret og bagefter tager vi afsked med to af vore følgesvende, nemlig Hamid (kokken) og Mohammed (nevø og medhjælper).

Den sidste vandretur ned til Imlil varer kun en lille halv times tid, men er ikke desto mindre meget smuk. Imlil er noget mere 'turistet' end hvad vi er vant til, med adskillige små hoteller og restauranter. Vi sidder og venter lidt her og bliver så afhentet af samme bil og chauffør som sidst.

Flot køretur ned gennem den sidste dal og ud i lavlandet, hvorefter der er en times kørsel til Marrakech. Det viser sig at være lidt besværligt at komme helt frem til hotellet, da flere gader er afspærret på grund af 1. maj demonstrationer.

Vi får et hotelværelse øverst oppe, direkte på tagterrassen, med betydeligt mere lys og luft end det sidste vi havde. Fra tagterrassen er der en fin udsigt over de tilstødende gader, hvor demonstrationerne bevæger sig rundt som lange slanger.

Temperaturen er faldet mærkbart her siden sidst, måske 5-10 grader, så nu er det bare helt vidunderligt, med let vind, strålende sol og 20-25 graders varme.

Vi går en lang tur ud til Royal Air Maroque's kontor for at prøve om vi kan komme afsted til Casablanca et par timer tidligere i morgen, men der viser sig at være lukket, antageligt på grund af 1. maj. Vi slentrer lidt rundt i den nye bydel, der naturligvis ikke er nær så spændende som den gamle, men alligevel flot med mange træer og palmer og huse i den karakteristiske okkerfarve.

Frokosten indtages - endnu en gang - på 'Argana' med udsigt til den store plads. Peberbøf med pommes frittes efterfulgt af en stor og lækker isdessert. Efterfølgende flader vi lidt ud på hotellet, hvor jeg påbegynder Michael Larsens 'Med livet i hælene'. Hurtigt læst og hurtigt glemt, men dog ganske morsom.

Næste projekt er et Hammam-besøg. En Hammam er en slags badeanstalt, som er meget udbredt overalt i den arabiske verden. Vi har begge haft positive oplevelser med sådanne i Tyrkiet, hvor de ofte er indrettet i meget smukke bygninger.

Oplevelsen lever dog ikke helt op til vore forventninger. Der er tale om et lille firkantet rum, hvor man kan sidde og overhælde sig selv med vand fra plasticspande. Med tanke på vore ømme benmuskler ofrer vi en gang massage, men også det er en fiasko. Tyrkernes begreber om massage er en del anderledes end vores, idet det for dem mest går ud på at rykke, vride og dreje arme og ben ud i akavede og smertefulde stillinger. Nå, men rene blev vi da i hvert fald.

Vi har en aftale med Hamid klokken syv, idet vi har inviteret ham ud og spise på en god restaurant, som vi har udset os. Nu må vi en gang for alle have afklaret, om de kan lave noget ordentlig mad her til lands.

Dette arrangement er også et forsøg på en løsning af 'drikkepengeproblemet'. Vi har talt en del om, hvorvidt vi skulle give ham det samme som kokken og medhjælperen eller mere (eller måske mindre?). På den ene side kan man sige, at han, der tydeligvis ikke er socialt dårligt stillet, ikke har den samme nytteværdi af for eksempel hundrede kroner, som en fattig bjergbonde har, og derfor skulle have mere. Men man kan vel også med lige så stor rimelighed hævde, at han slet ikke har brug for den ekstra skilling. Life ain't easy!

Restaurantens omgivelser lover godt. Det ligner nærmest noget fra 1001 nats eventyr med en palmebevokset gårdhave, træudskæringer, smukt mønstrede fliser og et underskønt kvindemenneske, hvis eneste beskæftigelse - ud over at være til pynt - er at tage mod bestillinger. Hvis jeg har glemt at nævne det før, så gør jeg det nu: Der er særdeles mange særdeles smukke kvinder i Marokko.

Menukortet afslører et ganske andet prisniveau, end det vi er vant til, idet man kan vælge mellem tre menuer, der koster henholdsvis 225, 300 og 375 kroner. Man kan endda også få vin, til priser mellem 75 og 150 kroner pr. flaske.

I samråd med Hamid vælger vi en flaske rødvin og den billigste menu. Ikke på grund af prisen, men simpelthen fordi den ser mest spændende ud. Menuen består af fem retter, hvoraf den første er seks små tallerkener med forskellige slags salater. Den mest særprægede af dem er lavet af revne rødbeder tilsat kanel. Smukt og velsmagende. Næste ret er nogle små friturestegte dejtasker, hvoraf nogle indeholder et eller andet ubestemmeligt (kold risengrød?) og andre en meget delikat kødblanding. Hovedretten er kalvekød med svedsker bagt i honninglage, smukt og velsmagende. Så kommer der et stort fad med frugter, og til sidst får vi te med nogle små søde tingester til.

Konklusionen må blive, at de godt kan lave god mad i Marokko, men så skal man godt nok også betale for det. Jeg kan næsten ikke lade være med at sammenligne med Thailand, hvor man for en fjerdedel af beløbet kan få en - i hvert fald efter min smag - langt mere spændende madoplevelse.

Under måltidet får vi nogle forskellige oplysninger ud af Hamid, om hans liv (han er uddannet geolog plus bjergfører), noget om forskellige andre turmuligheder i Marokko og lidt om Marokko generelt. Det går ind i mellem lidt trægt, selv om vi efterhånden er kommet nogenlunde ind i vanen med det tyske.

Klokken bliver over ti, før vi tager pænt afsked med Hamid og vakler op i vore senge.





Lørdag d. 2. maj

Endnu en smuk solskinsdag. Morgenmaden på hotellet er stadig ikke specielt ophidsende, bortset fra at man tilsyneladende frit kan bestille friskpresset appelsinsaft, ganske gratis.

Vi beslutter os for at bruge endnu et par timer i soukh'en. Her tidligt lørdag morgen er alle butikkerne først så småt ved at lukke op, og mylderet er ikke så voldsomt. Vi slentrer lidt rundt og kigger på udvalget. Ikke fordi der er noget specielt vi skal bruge, men man kan jo altid købe et par ekstra småting til gaver. Vi er ved at blive ret drevne i kunsten at handle, og ender som oftest nede mellem 1/3 og 1/2 af udgangspunktet (og så bliver vi antageligt alligevel snydt groft).

Så et smut hjem på hotellet og pakke sammen, da vi jo skal forlade værelset senest klokken tolv. Vi deponerer bagagen og skilles for et par timer. Lars vil gerne i soukh'en en sidste gang, men nu har jeg fået nok.

Pengene er ved at slippe op, så vi finder en automat, der - efter en lang og besværlig dialog - slipper 1000 dirham. Jeg beslutter at prøve at ringe hjem, hvilket lykkes i tredje forsøg. Det er svært at føre en ordentlig samtale i den gadestøj, men jeg når da lige at få vekslet et par ord med Anita samt få at vide af Pia, at Danmark har været lammet af storstrejke i fem dage. Ikke så godt, det kan sagtens gå hen og få konsekvenser for vore planer om at lande i Kastrup søndag aften. Hvad pokker gør man så? Måske et nattog fra Frankfurt? Nå, lad os nu tage en ting af gangen, måske det går i sig selv igen.

I mellemtiden er det bare om at nyde den sidste dag her i vidunderlige Marrakech, hvor luften er varm og himlen blå. Til overflod kan man for et par kroner købe en kop kaffe og sidde en time på en tagcafé og kigge ud over pladsen eller - i den modsatte retning - se de sneklædte Atlasbjerge, hvis højeste tinde vi besteg for et par dage siden. Til overflod ser man nogle gange storke flyve rundt under den blå himmel, og parkerne er fyldt med buske og træer, der blomstrer i alle mulige farver.

Klokken halv to mødes jeg igen med Lars, og vi indtager en udmærket frokost på en ny tagrestaurant. Bagefter giver vi os til at realisere en idé, som jeg fik oppe på hotellets tagterrasse i morges, nemlig at vandre ud til et højdedrag, der ligger ude i byens nordlige udkant. Dels for ikke at komme helt ud af rytmen og dels i håb om en flot udsigt over byen og bjergene.

Vejret er bare helt perfekt, ikke for koldt og ikke for varmt. På vejen derud skal jeg pludselig på toilettet, så jeg går ind på en tilfældig bar og bliver henvist til deres 'pedallokum'. En ting er, at det er forbandet hårdt at sidde på hug og skide, noget andet er, at disse små bitte rum er designet til mennesker med noget kortere ben end mine. I dette tilfælde er det bare komplet umuligt at ramme hullet, da dets afstand fra væggen er mindre end afstanden fra min bagdel til mine knæskaller, så selv med næsen presset ind mod væggen må det nødvendigvis resultere i en forbier.

Snart er vi ude ved bakken, der på toppen har en lang mur med pigtråd. Tanken falder naturligt på militær, og halvvejs oppe bekræftes denne mistanke, idet vi bliver råbt an af en soldat. Han vifter vildt med armene, og det gør ham tilsyneladende ikke mildere stemt, at vi prøver at vinke tilbage. Vi går i stedet hen for enden af bakkekammen og nøjes med at gå halvvejs op, hvilket også er tilstrækkeligt til at give den ventede udsigt. Hvor er det dog en smuk by, med de konsekvent okkerfarvede huse og helt fri for skæmmende skyskrabere. Horisonten rundt er der bjerge. De fleste er ret lave, men mod syd rækker de sneklædte Atlasbjerge deres tinder op mod den blå himmel.

Vi orker ikke rigtigt at gå hele vejen tilbage, så vi indleder forhandlinger med en hestedroske. Trods vores efterhånden ret så benhårde forhandlingsteknik lykkes det os ikke at få prisen ned i et rimeligt niveau, så vi tager en almindelig taxa i stedet. De er udstyret med taxameter, som afstedkommer en latterligt billig pris (startgebyr på en krone), men som regel prøver de på at opnå en 'udenomsaftale', der resulterer i en langt højere betaling.

Så er der bare tilbage at hente bagagen og gå ud og finde en ny taxa, der kan køre os til lufthavnen. 'Tredive dirham', siger han, hvorefter vi i kor svarer 'taxameter'. Surmulende sætter han taxameteret til, mens han brokker sig over de tvivlsomme muligheder for at få en kunde tilbage til byen. Taxameteret ender med at vise tolv dirham, og han får femten, selv om han egentlig ikke har gjort sig fortjent til det.

Vi er i god tid, næsten to timer før afgang, og der er da heller ikke umiddelbart nogen, der gider at checke os ind. I skranken sidder en stor, tyk, mørk mand, der giver mig kraftige associationer i retning af en afrikansk negerhøvding. Han sidder ganske ubevægeligt, måske mediterer han, og først da jeg tydeligt og direkte henvender mig til ham kommer der et svar - 'two minutes'. Der går dog mindst et kvarter, før der endelig sker noget, og så har vi stadig halvanden time tilbage.

Det er en smuk og mild aften, så i stedet for at sidde i den sterile afgangshal går vi udenfor og lægger os på en halvvissen græsplæne og nyder de sidste Atlas-views. Den fornøjelse bliver dog kun kort, for få minutter senere kommer en uniformeret mand og meddeler os, at det skam ikke er tilladt at opholde sig på græsset.

Inde i afgangshallen er der store panoramaruder ud mod flyene, og det første vi får øje på er - i Marrakech af alle steder - et concordefly! Det er næsten ikke til at tro, men en forespørgsel bekræfter flyets identitet. Fascinerende at se sådan en i virkeligheden.

I den resterende ventetid tager jeg hul på min tredje bog, Mark Ørstens 'Uden ondskab', som heldigvis er på hele 350 sider. Det skulle slå til indtil vi kommer hjem, endskønt hvem ved, hvad de kommende dage vil bringe med et Danmark i undtagelsestilstand.

Vi når dårligt at komme op, før vi er klar til landing i Casablanca, det er nogenlunde som at flyve fra København til Billund. Vi er ti minutter forsinket, hvilket godt kan blive kritisk, da der i forvejen kun er en halv time fra ankomst til det sidste tog afgår ind mod byen.

Det hele går imidlertid glat, og vi sidder i toget ti minutter før afgang, og klokken ni er vi atter i Casablanca. Der er ikke særlig langt til hotellet, men på grund af den megen bagage vil vi alligevel tage en taxa. Da han imidlertid insisterer på tyve dirham bliver vi trodsige og går i stedet.

På Hotel Colbert kender de naturligvis intet til nogen reservation, men skidt, vi kan da godt få et værelse alligevel. Halvtreds kroner for et stort dobbeltværelse med håndvask, ganske rimelig pris.

Vi går straks ud for at få noget mad, og på grund af det sene tidspunkt vælger vi rotisseriet lige nedenfor, hvor vi får hver en halv grillstegt kylling med pommes frites, brød og oliven, superlækkert. Vi runder af med at gå hen på en nærliggende cafe og få os en kæmpemæssig isdessert og en cappuccino.

Vi befinder os atter i 'Red Light District', hvilket et hurtigt blik rundt i lokalet tydeligt underbygger. Stærkt sminkede hårdtpumpede damemennesker sidder rundt omkring og prøver at få øjenkontakt med potentielle kunder.

Søndag d. 3. maj

Står op klokken syv og konstaterer, at det regner! Morgenmad på cafeen fra i går, og så afsted til banegården. Denne gang får vi en taxa med taxameter, og prisen på fem kroner understreger det urimelige i gårsdagens tilbud.

Da togene til lufthavnen ikke afgår særlig tit, ender det med, at vi er derude hele tre timer før afgang. Der er ikke engang åbnet for checkin endnu, så der er særdeles god tid til at drikke et par kopper kaffe.

Vi må nøjes med at checke ind til Frankfurt, og efterfølgende henvender vi os til Lufthansas kontor for at høre om konsekvenserne af strejken. Personalet taler engelsk og er meget hjælpsomme, og de konstaterer hurtigt - som ventet - at vi ikke kan komme videre til Kastrup i aften. Til gengæld booker de os ind på et fly til Malmø i morgen tidlig, så må vi selv sørge for overnatning, fair nok.

Endelig kommer vi afsted med et komfortabelt fly til Frankfurt, hvor vi straks henvender os i hotelbookingen. De har et specielt tilbud på 'Hotel Ramada', hvor vi kan få et dobbeltværelse plus transport for 155 Dmark, hvilket vel må siges at være ganske rimeligt på dette kontinent.

Hotellet viser sig at være super-duper-luksus med swimmingpool, sauna og fittness. Ved indcheckningen vil de gerne have et navn, så de får 'Lars Andersen', og da vi træder ind ad døren til værelset, starter fjernsynet en fanfare, samtidig med at det viser teksten 'Willkommen Herr Andersen'. Jotak, velkommen tilbage til 'Tekneuropa'.

Vi stiller urene to timer frem til halv syv, der er faktisk gået en hel dag med at komme fra Casablanca til Frankfurt. Vi maltrakterer et par fittnessmaskiner, tager en kort svømmetur og sidder lidt og damper i saunaen.

Til den efterfølgende middag skejer vi ud med friske asparges og en lækker bøf (vi bestilte godt nok wiener schnitzel, men hvad pokker). Dertil bestiller vi - fejlagtigt - en tysk rødvin. Bagefter en dessert med det fantasifulde navn 'chokolade-mousse-burger' (i øvrigt slet ikke dårlig), og til sidst runder vi af med kaffe og cognac.



Mandag d. 4. maj

Ferien kører på 'overtid' nu, i virkeligheden burde vi begge være på arbejde her til morgen.

Hotellets morgenmad er ganske overdådig, og efter indtagelsen af denne går det afsted til lufthavnen. Hurtig indcheckning (vi er opgraderet til bussiness-class) efterfulgt af turens - forhåbentlig - sidste længere vandretur ud til gate B56. Der er lige tid til at købe en flaske i den toldfri, og kort efter sidder vi i en Airbus 321 med kurs mod Malmø, mens vi mæsker os i endnu en super-morgenmad.

I Sturup lufthavn møder jeg Ole og Anne, som er på vej til Nepal. De har siddet her i 24 timer, en noget kedelig start på ferien.

Der er arrangeret bustransport til Malmø havn, hvor vi lige netop når flyvebåden klokken elleve.

Vejret i København er gråt, vådt og koldt. Taxa hjem, hurtig udpakning, og så afsted på arbejde, hvor jeg indfinder mig med fire timers forsinkelse.

I morgen skal jeg på besøg hos to kunder i Århus, men da al indenrigsflyvning er indstillet, bliver det pr. tog, dvs. jeg skal forberede mig på en tretten timers arbejdsdag. Så er vi i gang igen!


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside