Mali, efteråret 2005

Per Allan Jensen

Ruten i Mali

Søndag d. 30. oktober 2005 - Bamako

Vågner veludhvilet op til min nye luksustilværelse og indtager morgenmaden i den dejlige skyggefulde have. Masser af brød, smør, syltetøj og kaffe, det er jo det rene slaraffenland. Slapper af med et par sudoku'er, inden jeg tager mig sammen til at forlade min lille oase. Forinden ringer jeg lige til Glenn, som er den ”bekendte til en bekendt”, som jeg fik kontakt med først på rejsen, og som jeg aftaler at komme og besøge i aften (herboende dansker, der arbejder for Mærsk).

Jeg har besluttet at spadsere ind til centrum, selv om der er halvlangt (4-5 kilometer). Det er godt med noget motion, og den underlige smerte i venstre fod er efterhånden aftaget en del, selv om den dog stadig er irriterende - og mystisk. Solen skinner og det er varmt, men ikke værre end at det er til at holde ud. Da jeg nærmer mig centrum, tiltager menneskemylderet og trafikken. Ganske hektisk by, men ikke ubehagelig, synes jeg. Med fotokopien af LP's bykort i hånden lykkes det mig at navigere gennem bymidten. Jeg finder en stor bank, hvor der er en ATM, godt at vide. Jeg vil dog hellere snart have indløst nogle af mine mange rejsechecks, hvilket også er muligt, siger de, men dog først i morgen.

Fra Bamakos hektiske centrum

Lidt længere nede ad gaden finder jeg ”Office Malien du Tourisme”, hvor jeg får en lang snak med en flink fyr, der selv er uddannet guide, men nu underviser i antropologi på universitetet. Jeg får masser af gode råd mht. de kommende ugers rundrejse i Mali og anbefalinger af både hoteller og guider, herligt.

Klokken er efterhånden blevet et, og jeg falder ind på en luksuriøs meksikansk restaurant med behagelig AC, hvor jeg sidder og slapper af en times tid over en glimrende frokost, inden jeg atter vender snuden hjemad. Jeg havde egentlig tænkt mig at tage en taxa, men så ender det alligevel med, at jeg går til fods hele vejen tilbage igen. Så er jeg godt nok også træt og svedt, og det gør godt med en øl og en stor flaske vand på en af de mange caféer i nabolaget, inden jeg vender tilbage til hotellet og får et tiltrængt bad.

Lidt over seks prajer jeg en taxa og kører ned til ”Cité de la Niger”, hvor det ret let lykkes mig at finde Glenns hus (det hjælper unægtelig også med et dannebrogsflag, der rager op over den høje mur). Døren bliver straks åbnet af en afrikaner, og jeg går indenfor. Her er imidlertid ingen til at tage imod mig, og tjeneren (eller vagtmanden eller hvad han nu er) ser spørgende på mig. Øh, hvad hedder ”aftale” egentlig på fransk? Jeg prøver at forklare mig efter bedste evne, men det rækker ikke til nogen forståelig forklaring. Heldigvis får jeg da lov til at sætte mig ned i haven og vente, og mon der så ikke dukker nogen op om lidt?

I ventetiden kan jeg så sidde og betragte de meget uafrikanske - men meget expat-agtige - omgivelser. Et kæmpestort hus med en velplejet have og swimmingpool, alt sammen omgivet af høje og solide mure. Der går kun et øjeblik, før Glenn dukker op og forklarer mig, at han og

Et af Bamakos mange bizarre monumenter

Saija (hans kæreste) er endt ude hos nogle sydafrikanske venner, så der tager vi ud, efter at jeg lige har fået et kort glimt af lidt af husets - absolut ikke mindre imponerende - nederste etage.

Zigzag går det gennem den nu mørke by, og hurtigt mister jeg helt fornemmelsen af, hvor i byen jeg befinder mig. Snart er vi fremme, igen i et - efter afrikanske forhold - stort og flot hus i en flot have med swimmingpool (ja vel egentlig også efter danske forhold). Vi sidder under en baldakin ude i haven, ved siden af poolen, og jeg nyder fornemmelsen af blødt grønt græs under fødderne. Glimrende traktement af diverse snacks, og masser af kolde øller fra en kæmpestor køleboks.

Konversationen foregår jo så naturligvis på engelsk, men om det er dansk eller engelsk, det spiller ikke den store rolle, så længe jeg bare slipper for det franske.

Hyggelig aften, men det er jo søndag, og de fleste skal op og på arbejde i morgen. Jeg fornemmer en svag misundelse, da jeg bemærker, at jeg også skal på arbejde mandag morgen - men godt nok først om fire uger. Jeg bliver kørt hjem til mit hotel, og eftersom klokken er over elleve, tager det ikke lang tid at falde i søvn.

Mandag d. 31. oktober 2005 - Bamako

Bygningen der huser Malis Nationalforsamling

Jeg vågner brat ved 4-5 tiden og kan ikke falde i søvn igen, en typisk følge af, at der røg et par øl for meget indenbords i går. Nå, det skal nu ikke ødelægge glæden ved endnu en dejlig solskinsmorgen - og en velfungerende mave, langt om længe.

Efter morgenmaden går jeg op og tilbringer en times internettid ved en af turens hurtigste forbindelser (trods prisen på 5 kroner i timen). Bagefter slentrer jeg lidt rundt på må og få og støder - lidt tilfældigt - ind i et kæmpemæssigt supermarked, hvor man bare kan få ALT! Blandt andet postkort, som jeg ellers ikke har set i over tre uger, og så får jeg også lige suppleret beholdningen af shampoo, vaskepulver - og lakrids!

Endnu et bilede fra Bamakos osende trafikhelvede

Og så en tur ind til byen. I dag gider jeg godt nok ikke gå hele vejen, men en taxa koster også kun en tier, så det er jo ikke noget problem. Først på posthuset efter frimærker til postkortene og dernæst i banken og indløse en ordentlig bunke rejsechecks. De tager bestemt ikke let på, at en forhutlet backpacker kommer ind og indløser checks for 6.000 kroner, så vi må igennem en del tidsrøvende formaliteter, før jeg atter slipper ud i den hektiske, larmende og stærkt forurenede by. I mellemtiden kan jeg sidde og more mig over synet af ”betydningsfulde” afrikanere, der prøver at holde samtaler gående på 2-3 mobiltelefoner på samme tid.

Det var min hensigt at indtage frokosten på ”Sokutai”, byen fine thai-restaurant, og jo, den ER godt nok fin. Desværre siger de, at det er for sent at bestille frokost. Klokken er da ellers kun to, gad vide om de simpelthen synes jeg ser for ussel ud til at sidde i deres fine restaurant?

Nå, skidt også med det, jeg finder hurtigt en anden udmærket restaurant, hvor jeg spiser grillet ”Captain Fish” (fra Niger-floden) og frugtsalat med is, inden jeg atter kaster mig ud i en fodtur gennem den indre by.

På trods af den utrolige larm og forurening og varme går jeg alligevel og bliver i helt godt humør. Her er så meget energi og musik og så mange farver, og selv om temperaturen er 36 grader, så føles det egentlig ganske behageligt, fordi luften er så tør. Selv om jeg som regel får nok af hektiske storbyer i løbet af nogle dage, så er det dog ikke så slemt som en søvnig guineansk landsby med gribbe og tosser og folk, der bare sidder og stirrer apatisk ud i luften.

Jeg tager en taxa hjem, og selvfølgelig prøver han at presse prisen i vejret. Men den går ikke, jeg har været her længe nok til at have erhvervet den fornødne sikkerhed og selvtillid til at stå imod, og det mærker han da også hurtigt.

Hjemme på hotellet må jeg lige have et forfriskende dyp i poolen, før tiden er inde til endnu en times Internet. Jeg ringer også til Anita, hvilket er forbavsende billigt, 25 kroner for en lang samtale. Og så er klokken næsten otte, og jeg sætter mig ind på ”Bla Bla Bar”, hvor jeg har aftalt at mødes med Glenn og Saija. Ganske hyggeligt og afslappet sted, hvor vi indtager et par gode krus fadøl og lidt mad. Jeg spiser et par grillspid med lækkert mørt oksekød garneret med bananfritter, originalt og velsmagende. Jeg ligger i min seng lidt over ti, og det trænger jeg også til, kan jeg mærke.

Tirsdag d. 1. november 2005 - Bamako

Det er både godt og skidt med alle de nymodens faciliteter som AC og elektrisk ventilator, for det forstyrrer ens søvn med larm og træk, og mine øjne bliver irriterede over den tørre luft. Intet er så godt, at det ikke er skidt for noget (og omvendt).

Under morgenmaden får jeg pludselig at vide, at jeg skal skifte værelse, hen til et ”anneks” længere henne ad vejen, fordi der kommer en større gruppe af militærpersoner. Jeg protesterer heftigt, da jeg faktisk har reserveret værelset for over en måned siden. Det gør et vist indtryk, og han lover at undersøge mulighederne.

Lidt senere kommer han igen og siger, at der er telefon til mig. Det er Kaminate fra det lokale Børnefond-kontor, som jeg skrev en mail til i går aftes vedr. min ankomst til Bamako. Hun vil gerne invitere mig ind og besøge deres kontor og oven i købet sende en bil ud efter mig, og det tager jeg naturligvis med glæde imod. Jeg har jo ikke lige frem travlt de næste par dage, og antallet af tilbageværende seværdigheder i Bamako er til at overskue.

Jeg tilbringer en times tid oppe ved den gode Internet-forbindelse. Der er ikke mange mails, men til gengæld foretager jeg en grundigere gennemgang af Politikens hjemmeside, så jeg kan komme lidt up to date med nationale og internationale nyheder: Orkan i Mellemamerika, togulykke i Indien, Dommedag fremskyndet nogle hundrede millioner år - hvorfor er der så langt mellem, at man hører GODE nyheder?

På slaget et kommer der en chauffør og henter mig i en lækker airconditioneret 4W-bil. Han taler ikke meget engelsk (og jeg som bekendt ikke meget fransk), så jeg holder min mund og koncentrerer mig i stedet om at følge med på mit kort, for derved at udvide mit geografiske lokalkendskab.

Kaminate på Børnefondens kontor

Børnefondens kontor viser sig at ligge så langt væk herfra, som man næsten kan tænke sig, nemlig helt ovre på den anden side af Niger-floden. Vi kører i en stor bue uden om byens totalt ufremkommelige centrum, men alligevel tager turen en god halv time. Kontoret har til huse i en stor bygning i et område, hvor der er en del andre internationale aktiviteter som f.eks. Unesco og adskillige ambassader.

Jeg bliver modtaget af Kaminate, som jeg efterhånden har udvekslet en del mails med. Hun er en frodig og munter ung kvinde, der nærmest sprudler af stolthed og glæde over sit arbejde. Og det samme kan man sige om chefen, Mr. André (altså kun det EFTER kommaet). Begge taler - heldigvis - glimrende engelsk, hvilket i nogen grad øger udbyttet af den efterfølgende rundvisning og demonstration af kontorets arbejdsrutiner.

Jeg må sige, at jeg er imponeret. Det hele er bare så velorganiseret, og alle jeg møder virker både kompetente, engagerede og energiske - yderst uafrikansk. Det er imponerende, at hele dette kontor (med 50 ansatte) kun sluger mindre end 10% af de - i øvrigt yderst beskedne - beløb, som en sponsor betaler for at holde et afrikansk barn i gang (tøj, skole, mad etc.).

Mr. André på Børnefondens kontor

Vi aftaler afhentning d. 21. klokken otte på hotel Tamana, inden Kaminate atter overleverer mig i chaufførens varetægt, med slutbemærkningen ”I'm so happy to be here”. Jeg forlader stedet med en god fornemmelse af, at vores bidrag bliver forvaltet på yderst fornuftig vis.

Efter lidt Internet, læsning og et bad beslutter jeg at skeje ud på en af byens fineste restauranter, nemlig ”Monte Christo”, der ligger ti minutters gang fra hotellet. Jeg tror ikke de serverer vegetarmad, så det er ikke et sted at tage hen med Marianne, der jo kommer i morgen. Og det ER fint, gudskelov at jeg tog lange bukser på. Alt er smukt og smagfuldt, og betjeningen er yderst høflig og effektiv, men så er priserne også derefter. Vi taler vel om 75% af prisen for et tilsvarende måltid i Danmark, med undtagelse af vin og vand, der stadig er væsentligt billigere her.

Menukortet får mine tænder til at løbe i vand. Jeg beslutter at starte med en stor grillstegt bøf, hvorefter jeg slutter af med en sofistikeret dessert af æblekage og vanilleis samt en cappuccino. Hertil en flaske vand og en halv liter vin (på karaffel, som er billigst, men dog stadig ok). Turens ubetinget bedste måltid, men lige så ubetinget også det dyreste, med en regning på 350 kroner (hvilket cirka svarer til to døgns totalt forbrug i Guinea). I øvrigt det første måltid jeg har kunnet betale med kreditkort.

Jeg går hjem langs den stadig hektiske hovedgade, i en yderst behagelig temperatur. Bamako står for turens hidtil højeste dagtemperaturer, men også for de største udsving fra dag til nat. Dette skyldes naturligvis ”fastlandseffekten”, nu da der efterhånden er et pænt stykke vej ud til havet, og det bliver formentlig endnu mere udtalt, efterhånden som vi kommer op mod 1.000 kilometer længere østpå, helt ind til kanten af Saharaørkenen.

Gaden ved hotellet summer af liv, det er simpelthen byens ”festgade”. Her er masser af caféer, natklubber og diskoteker, og langs gaderne står smukke og letpåklædte unge damer og tilbyder deres selskab. De nærliggende etablissementer larmer lidt vildt, synes jeg. Er det mon på grund af den forestående ramadan? Jeg har i hvert fald ikke registreret noget tilsvarende de foregående aftener, men det er måske fordi jeg er faldet i søvn inden det rigtig er startet.

Selv om det næsten er midnat, er jeg ikke særlig søvnig, så jeg bruger lige en times tid på at løse en håndfuld sudokuer. Larmen er massiv, og bastonerne trænger uhindret gennem mine ørepropper - gad vide hvor længe de bliver ved at larme sådan?

Onsdag d. 2. november 2005 - Bamako

Længe! Larmen får mig til at sove særdeles uroligt, og da jeg på et tidspunkt tænder lyset, er klokken halv fem, og den gennemtrængende bas pumper ufortrødent videre. Det var dog helt utroligt, og så på en hverdagsnat.

Jeg har sovet uden moskitonet, dels fordi jeg troede jeg efterhånden havde fået udryddet de fleste myg på værelset og dels i tiltro til, at ventilatoren ville afholde evt. resterende fra at sætte sig. Det holder dog ikke helt stik (ha ha), for da jeg står op kan jeg se, at der sidder en på væggen, og da jeg klasker den, fremkommer der en stor rød plamage. Øv, det må vel så næsten være mig, der har været offeret. Nå, ”enlig svale gør ingen sommer”, som man siger, mon ikke der skal nogen stykker til at give malaria, når jeg nu omhyggeligt husker at tage min tablet hver eneste aften?

Udsigt over Bamako

Internetstedet er lukket pga. det der ramadan-sjov, men åbner efter sigende igen klokken seks i aften, så i stedet tager jeg en taxa hen til Nationalmuseet, der naturligvis også er lukket (så tænk dig dog om mand!). Går i stedet en lang tur ind til centrum for at sende den håndfuld postkort, jeg fik skrevet i går. Posthuset er - sjovt nok - også lukket, og sådan noget som en udendørs postkasse findes åbenbart ikke. Nå, det lyder som om jeg skal foreslå Marianne en tur til Nationalmuseet og på posthuset i morgen.

Jeg går ind på et apotek og spørger, om de har doxycyclin (det præparat jeg tager som malariaforebyggelse), og jo da, de koster cirka halvtreds øre stykket (20-30 gange billigere end i Danmark), man burde næsten starte en lille importforretning. Jeg nøjes dog med at købe de 30 stk. jeg selv skal bruge efter min hjemkomst.

De tusindvis af småhandlende langs byens gader holder i hvert fald ikke lukket, så jeg afslutter byturen med at købe noget frugt til min kommende vegetariske rejsefælle. Udmærket anledning, jeg har faktisk heller ikke selv fået ret meget frugt på denne tur. En ananas, fire appelsiner og en halv snes bananer løber op i cirka tolv kroner, en pris jeg simpelthen bare ikke gider begynde at handle om. En taxa hjem koster en tier, hvilket synes at være standarden inden for byens grænser (i hvert fald for turister, de lokale betaler jo nok mindre).

Efter et bad er tiden inde til frokost. Jeg sætter mig over på caféen lidt oppe ad gaden, der - efter min mening - har det bedste udvalg og de bedste priser samt et behageligt tempereret indeklima. Eneste lille ulempe er et TV, der hænger oppe i det ene hjørne og kører konstant på fuld kraft. Deres pizzaer er fortræffelige, og så har de et aldeles imponerende udvalg af kager (samt en god cappuccino).

Bamakos nationalmuseum

Jeg kan mærke følgerne af den dårlige nattesøvn nu, så jeg lægger mig lige et par timer og hviler, inden jeg går op til internetstedet for at checke det forventede ankomsttidspunkt for Mariannes fly. Men der er stadig lukket, og de åbner ikke før i morgen, så jeg må have misforstået beskeden i morges. Heldigvis er der jo også internetforbindelse på hotellet, det er bare lidt dyrere.

AF796 er lettet planmæssigt fra Paris og forventes at lande her 21:31, så jeg får lavet en aftale med en taxachauffør om, at vi starter herfra klokken ni. Marianne vil, blandt andet med baggrund i mine dårlige erfaringer, medbringe alt som håndbagage, så det skulle vel ikke tage så lang tid for hende at komme ud i ankomsthallen.

Gaderne myldrer med festklædte mennesker, det er lidt ligesom en nytårsaften derhjemme. Og på baren lige overfor har de allerede gang i den kæmpehøjtaler, der spolerede min sidste nattesøvn. Uha, stakkels Marianne, der siger hun har meget svært ved at sove i larm.

Jeg indtager aftensmaden på en hyggelig - udendørs - restaurant nede på hjørnet. Fortræffelig mad til helt andre priser end gårsdagens udskejelser. Deres oksekød er helt fremragende, men det er også en af landets vigtigste eksportartikler (ved siden af guld og bomuld). Min mave har fungeret upåklageligt i en lille uge nu, så jeg vover at dyppe kødet i den blanding af sennep og chili, som man bruger her til lands.

Klokken ni kommer taxaen, og vi kører gennem den menneske- og trafikmyldrende by over på den anden side af Nigerfloden og videre 16 kilometer ud på landet, hvor lufthavnen ligger. Air France flyet er netop ankommet, og snart myldrer folk ind i ankomsthallen. Marianne kommer, da hun jo ikke skal stå og vente ved bagagebåndet, ud som en af de første, og snart er vi på vej tilbage gennem byen. Hjemme på hotellet smider vi Mariannes bagage og går ud for at få en godnatdrink, inden vi vender tilbage til værelset og starter den ulige kamp om nattesøvnen med den gennemtrængende bas.

Torsdag d. 3. november 2005 - Bamako

Busturen afbrydes hyppigt ved at sælgere myldrer ind

Det bliver - som ventet - en noget urolig nat med ”lavkvalitetssøvn” i små bidder. Personligt er jeg nogenlunde robust overfor den slags (i hvert fald hvis jeg ikke skal op og på arbejde), det er værre med Marianne, som har en flyrejse bag sig og så i øvrigt stadig kører på reduceret energiniveau efter et alvorligt stress-anfald.

Vi spiser en dejlig udvidet morgenmad med ananas og dansk ost. Dernæst tager vi - på mit forslag - en taxa op til ”Point G”, det udsigtspunkt, der ligger lige nord for byen. Taxachaufføren venter på en parkeringsplads ud for et stort hospital, hvis område vi gennemkrydser, før vi omsider når ud til det eftersøgte udsigtspunkt. Herfra kan vi se hele den store by og den store Nigerflod, selv om udsigten unægtelig er noget sløret af den massive luftforurening, der ligger som en dyne over byen.

Med i aftalen med chaufføren er, at han bagefter skal køre os ned til Nationalmuseet, som vi bruger en times tid på at se. Museer bliver aldrig mit helt store nummer, og dette er ingen undtagelse, men selve bygningerne er smukke, opført i den stil, som vi kommer til at se mere til, efterhånden som vi bevæger os længere øst på. Og så er der en skyggefuld restaurant, hvor det gør godt at sidde og hvile benene og drikke en flaske koldt vand.

Bagefter går vi ind i det hektiske centrum, der dog ikke er nær så hektisk som det plejer at være, idet en stor del af befolkningen formentlig ligger derhjemme og forsøger at komme til hægterne oven på ramadanen.

Vi tager en taxa tilbage oppe fra parkeringspladsen foran nationalforsamlingens bygning. Det er tilsyneladende det eneste sted i byen, hvor sælgerne er en smule pågående, og selv når man begynder at køre, er der stadig et par stykker, der løber ved siden af med halvdelen af overkroppen - samt nogle latterlige bronzefigurer - ind ad bilvinduet.

Hjemme igen gør det godt med et forfriskende dyp i poolen, men så er Marianne også brændt ud og stærkt motiveret for at tage et par timer i vandret position på værelset. Jeg benytter lejligheden til at indtage en god frokost, mens jeg forfatter ”fællesbrev nr. 5”, som jeg efterfølgende går op og indtaster og afsender.

Vi indtager aftensmaden på den hyggelige udendørs restaurant nede på hjørnet. Jeg får endnu en gang et par fortræffelige grillspid med oksekød, mens Marianne, der jo ikke spiser kød, får ”Captain Fish”.

Det bliver relativt tidlig sengetid, vi skal jo nogenlunde tidligt op i morgen for endelig at påbegynde færden videre østpå.

Fredag d. 4. november 2005 - Segou

Vores nydelige hotel i Segou

Mit lommeurs bippen lyder klokken syv, og ret hurtigt får vi klaret morgenmad samt deponering af overflødig bagage. Klokken otte sidder vi i en taxa, der - formedelst 25 kroner - fører os gennem den store stinkende by, over Nigerfloden og seks kilometer ud på den anden side, hvorfra busserne afgår. For nu er det primære transportmiddel - til forskel fra de forrige lande - ikke længere små eller mellemstore personbiler, der kører når de langt om længe er blevet fyldt, men derimod store busser, der kører på et på forhånd fastlagt tidspunkt og hvor hver passager har sit helt eget sæde, hvilken luksus.

De godt 200 kilometer til Segou koster 35 kroner og varer 3-4 timer. Vejen er helt fortræffelig, og vi kører godt til, men der er et par stop undervejs, hvor folk vælter ud af bussen og lokale tilsvarende vælter ind for at sælge alskens forfriskninger som frugter og ulækre små plastikposer med saftevand. Det er lidt kaotisk, ikke mindst fordi min rygsæk er nødt til at stå i midtergangen, da den - trods deponering af adskillige kilo - stadig er for stor til at ligge oppe i bagagehylden.

Efterhånden bliver også midtergangen fyldt op, men der er dog heldigvis stadig ingen, der anfægter vores ret til at have et sæde hver. Der er ingen der ryger, og en masse små trækruder sørger for rigelig ventilation, så alt i alt er det en ganske nem og behagelig tur, især da i forhold til nogle af de oplevelser jeg har haft tidligere på denne rejse.

Jeg benytter tiden til at løse et par sudokuer, men husker dog samtidig at holde mig orienteret om den landskabsmæssige udvikling. Det bliver mere fladt og mere tørt, sådan lidt savanneagtigt, og så kommer der stadig flere af de der karakteristiske huse bygget af mudder.

Segou er - som der også står i LP - en lille søvnig by ved Nigerflodens bred. Her er dog indtil flere gode hoteller, og det vi har udvalgt os er både smukt og hyggeligt og rent og pænt. Værelset er nærmest helt overdådigt, og de har den nydeligste lille restaurant med et glimrende udvalg af retter til rimelige priser. Mali er sgu da ren luksus!

Oven på frokosten er Marianne udbrændt, så efter et kort hvil i det behageligt kølige værelse begiver jeg mig ud for at udforske byen. De to hundrede meter fra hotellet og ned til floden rummer en håndfuld butikker med kunsthåndværk, men jeg holder indtil videre fast ved min beslutning om INTET at købe, og heldigvis er de ikke særligt ihærdige. Det er til gengæld den ”would-be-guide”, der gør sig de største anstrengelser for at sælge mig en bådtur over til en landsby på den anden side af Nigerfloden. Strengt taget er det vel nærmest det eneste meningsfulde man kan foretage sig her, men som så ofte før går jeg straks i baglås og udsætter ham for ”danskermetoden”. Han er godt nok ihærdig og prøver at opnå kontakt på ganske mange sprog, men til sidst opgiver han, med slutbemærkningen ”I don't speak Dutch”.

Jeg sætter mig ud på havnemolen og nyder den friske brise fra den store flod og synet af de mange glade børn, der fisker eller bader. Nogle af dem kommer pænt hen og siger ”bon soir” og giver hånd og er positivt - og uden bagtanker - interesserede i at snakke, og flere af dem taler slet ikke så tosset engelsk. Dejlig oplevelse.

Jeg vender tilbage til hotellet ved femtiden og rusker liv i Marianne og foreslår, at vi går ned til floden for at se solnedgangen. Ude ved Atlanterhavet gik solen ned ved 19-tiden, men det har nu efterhånden forskudt sig en hel time, så inden vi endelig kommer ned til floden, er det bælgmørkt.

Efter en drink på en café nede ved flodbredden indtager vi et glimrende aftensmåltid på en restaurant hørende til et fint hotel lige om hjørnet. Vi sidder ude i haven, omgivet af store elektriske ventilatorer, der tjener et dobbelt formål, nemlig dels at hindre moskitoerne i at sætte sig og dels at give lidt kølighed. God mad i smukke omgivelser, glimrende afslutning på dagen.

Lørdag d. 5. november 2005 - Segou

Skejer ud med juice og omelet til morgenmaden. Det er nærmest første gang i fem uger, at jeg får æg, hvilket egentlig er lidt overraskende, jeg synes ellers altid man får æg morgen, middag og aften, når man rejser i tredje verdens lande.

Marianne er stadig træt, så jeg går lidt ud på egen hånd. Bådfyren fra i går sidder gudhjælpemig klar udenfor, det var dog utroligt. Jeg

Typisk malinesisk arkitektur ("mudbrick")

forhandler lidt med ham om en tur hen på eftermiddagen, og til sidst bliver vi enige om en pris på 300 kroner for en 2-3 timers sejltur med besøg hos en lokal landsby ovre på den anden side af floden. Bagefter går jeg helt op i den fjerneste ende af byen, hvor der skulle ligge en internetcafé, og her tilbringer jeg en times tid.

Frokost på nabohotellets hyggelige haverestaurant

Vi spiser frokost på den samme hyggelige haverestaurant som i går, og klokken tre er der så afgang på vores lille udflugt. Guiden taler rimelig godt engelsk og hiver en masse brochurer frem med billeder og beskrivelser fra Mopti, Dogon og Timbuktu. Han har alle de rigtige forbindelser og er fyr og flamme efter straks at planlægge resten af vores ophold i Mali. Men det er vi slet ikke klar til, vi vil hellere tage det lidt ad gangen, så vi affejer ham med, at vi allerede har en aftale med en anden guide.

Det er en dejlig rolig og smuk sejltur i den lavthængende sol med udsigt til lokale fiskere, der sætter deres net. Besøget i landsbyen er en meget positiv oplevelse. Guiden er informativ og afslappet, og vi hilser på en masse lokale og ser, hvordan de laver deres lerkrukker. Der er ikke de store problemer med at få lov til at fotografere, og da slet ikke børnene, der - endnu en gang - er ellevilde over at se sig selv på skærmen. Det er en hyggelig landsby med snævre gyder mellem små lerklinede huse, og det virker umiddelbart som om beboerne har det godt.

Fotogene børn i den lille landsby

Vi skal betale en afgift på 40 kroner for at få lov til at besøge landsbyen, hvilket er helt fint, specielt da vi får forevist en helt ny skolebygning, der angiveligt er opført for de penge, som turister betaler i forbindelse med deres besøg.

Hjemturen er endnu smukkere end udturen, fordi solen nu står lige over horisonten, og da vi kommer i land, venter vi lige de få minutter til den forsvinder helt ude over floden. Guiden gør et sidste forsøg på at ”sælge” os videre til en af hans bekendte, og vi indvilliger i at notere hans navn og telefonnummer, så kan vi jo altid se.

På hotellet er de ved at fyre op i en stor pizzaovn oppe på tagterrassen, idet lørdag er deres pizza-aften. Det er dog lidt tidligt endnu, så jeg sætter mig i restauranten neden under og får gjort lidt ved min forsømte dagbog over en lille karaffel rødvin. Klokken otte sætter vi os op på tagterrassen og spiser et par udmærkede pizzaer under den smukke stjernehimmel, mens temperaturen falder ned til midt i tyverne, yderst behageligt.

Søndag d. 6. november 2005 - Lang tur til Djenné

Efter en god morgenmad begiver vi os op til busstationen klokken ni. Det er det tidspunkt, hvor en hjælpsom engelsktalende fyr på hotellet har oplyst, at der skulle afgå en bus til Mopti med mulighed for at stå af ved det vejkryds, hvorfra der er 30 kilometer til Djenné. Det gør der også, bare ikke på den samme busstation som vi ankom til i går, viser det sig. Her til lands er der mindst tre konkurrerende busselskaber, der ofte har deres egne afgangssteder. Så nu er vi pludselig lidt sent på den, når vi først skal til at finde det sted, hvor ”Somatra's” busser afgår. Dette lykkes dog lidt i ni, og heldigvis afgår bussen ikke til tiden. Vi køber billetter og kan vælge og vrage mellem pladserne, da endnu ingen er gået ombord. Denne gang afleverer vi de store rygsække i bussens bagagerum, så de ikke skal stå og blokere i midtergangen.

Man bliver lidt døsig af at køre i bus

Efter tre kvarters ventetid (og afvisning af et par guider, der gerne ville følge os på resten af rejsen) afgår bussen kvart i ti. I modsætning til den sidste bus kan dennes vinduer ikke åbnes, så vi må klare os med den luft, der kommer ind ad chaufførens vindue og den højre fordør, men det er nu heller ikke så slemt. Og så håber vi på, at turen er afsluttet, inden det bliver rigtig varmt.

Lige som i går er vejen ganske udmærket, og chaufføren kører godt til (og skræmmer dyr, børn og ”bløde trafikanter” væk ved flittig brug af det mest overdrevne bilhorn jeg længe har oplevet). Desværre bliver gennemsnitsfarten ikke særlig høj, dels fordi der er et utal af

Vi krydser en flod på vejen over til Djenné

hastighedsregulerende bump (i øvrigt udmærket, for DET virker, i modsætning til skilte med hastighedsbegrænsning) og dels fordi vi stopper et hav af gange. Nogle gange skal folk af eller på, og andre gange er det på grund af såkaldte ”politikontroller”. Hvad der rent faktisk sker disse steder er det svært at finde ud af, bortset fra, at lokale kvinder og børn invaderer bussen i et forsøg på at sælge frugt, kager og små ulækre poser med saftevand.

Ved ettiden gøres der frokoststop i den lille by San, ved en såkaldt ”restaurant”. Udbuddet af mad er ret begrænset, da det eneste man kan få er en tallerken ris med en skål sovs til. Vi vælger at sige nej tak og klare os med de småting vi har med. Et stykke brød fra morgenmaden, et stykke chokolade (gemt helt fra Kankan i Guinea) og lidt kiks.

San ligger i spidsen af et stort knæk, som vejen danner, væk fra Niger-floden, og landskabet er temmelig tørt her. Der er dog stadig en del træer (blandt andet de flotte baobab'er), og så dyrkes der hirse og bomuld. Sidstnævnte har store hvide klatter siddende på planterne, mens hirsen tilsyneladende er høstet for nylig, for der ligger kun de tørre strå tilbage. Ind i mellem er der store flokke af kvæg. De virker lidt slunkne i det, ikke mærkeligt, hvis de skal leve af den smule tørt græs, men kødet bliver åbenbart udmærket alligevel.

Ved tretiden er vi fremme ved sidevejen ned til Djenné, og her holder heldigvis et par Peugeot'er klar til at fragte os - og nogle få andre afstigende passagerer - de 30 kilometer ned til Djenné. Kort før byen skal vi passere en flod vha. en lille færge, hvilket giver lidt ventetid indtil færgen er fyldt (der er plads til tre biler). I ventetiden overfaldes vi først af unge piger, der vil sælge souvenirs, og dernæst af unge mænd, der vil tilbyde sig selv som guider. De er ret energiske og vedholdende, om end heldigvis ikke helt så slemme som man kender det fra visse nordafrikanske lande.

Ivrige sælgere ved flodbredden

Vi har - igen - valgt ”byens bedste hotel”, som ligger lidt væk fra den centrale plads, hvor vi bliver sat af. Det er markedspladsen, der lige nu er ret tom, men hvor det store ugentlige marked afholdes hver mandag, dvs. i morgen. Bagest på pladsen knejser den kæmpestore ”muddermoske”, som er den primære årsag til byens berømmelse, og uden om er der en labyrint af små gader omgivet af huse bygget i ”mudderstil”.

Jeg mener godt jeg selv kan finde frem til vores hotel, men jeg får ikke en chance for at bevise det, da to ihærdige unge mennesker insisterer på at følge os på vej, selv om vi bedyrer, at vi hverken har brug for vejvisere eller guider. De fører os på kryds og tværs gennem et mylder af farverige smågyder, bestemt ikke den vej jeg ville have valgt, men omsider når vi da frem til hotellet. Hyggeligt og

Marianne i Hotel Maafirs have

pænt sted, med værelser i en trefløjet bygning rundt om en nydelig lille have, hvor de er ved at opstille stole og borde til aftensmaden. Værelset er rent og pænt uden lige frem at være prangende, og så er det holdt i samme stil som bygningernes ydre. Der er moskitonet og en ventilator i loftet, men ingen AC.

Vi smider hurtigt vores ting og sætter os ud i haven og bestiller noget koldt vand (ingen øl her, det er godt nok længe siden jeg har oplevet det). En af de lokale (vistnok en af de, der førte os hertil) kommer med en mobiltelefon og beder mig tale med en ”Mohammed”, som skulle være den guide, som fyren i Segou prøvede at prakke os på. Det er bare for vildt, vi er simpelthen under konstant overvågning! Jeg nægter at tale med ham, vi skal nok selv kontakte ham i Mopti, hvis vi føler lyst til det.

Tiden er inde til at få et bad og noget moskitoolie på benene, før vi atter sætter os ud i haven for at spise. Menuen viser sig at være ret begrænset, ja faktisk er der kun en mulighed, nemlig couscous med en efterfølgende dessert bestående af et par stykker lunken vandmelon.

Her er et utal af små ”øgler”, der iler rundt, samt - mere irriterende - nogle græshoppelignende insekter, der opfører sig som kamikazepiloter. Men ellers en smuk og stille aften, og snart dukker månens tynde sejl op på himlen. Den er tiltagende, så vi kan vel regne med at få fuldmåne i Timbuktu.

Efter lidt læsning begynder mine øjne at blive tunge allerede ved nitiden. Her er varmt som bare pokker og kun en svag luftning fra ventilatoren, gad vide hvordan det bliver at sove i.

Mandag d. 7. november 2005 - Djenné

Varmt, meget varmt! Omkring tredive grader faktisk. Marianne stønner, mens jeg har sovet som en sten. Min krop har vænnet sig helt til varmen, men gad vide hvordan det bliver at komme hjem til det fjerne fædreland sidst i november, når vinteren står for døren?

Udenfor er der stadig en behagelig rest af nattens kølighed, så temperaturen ”kun” er 20-25 grader. I den dejlige have er der - foruden et utal af firben og andre småøgler - nogle bittesmå kønne fugle i flotte farver. Og så er der en grøn papegøje, der hopper akavet rundt, jeg tror de har stækket dens vinger.

Den berømte moske i Djenné

Morgenmaden er den sædvanlige, med en flute, lidt smør og en klat syltetøj, den eneste forandring er, at kaffen her serveres i en skål i stedet for en kop.

Og så er det på tide med lidt sightseeing. Ved hjælp af mit lille LP-kort går det nemt og hurtigt at finde op til markedspladsen og den store moske. Mandag er markedsdag, og folk kommer myldrende ind til byen til fods og på æsel- og kotrukne kærrer for at faldbyde deres varer. Og så er der jo selve moskeen, som er en af Malis største seværdigheder. Det skulle være verdens største mudder (eller ler-) bygning, og den er da også af en anselig størrelse, men på en eller anden måde bliver jeg alligevel lidt skuffet over den. Og så er det ærgerligt, at der er adgang forbudt for ikke-muslimer, vist nok fordi en eller anden idiot engang brugte den som kulisse for nogle fotooptagelser, der passede dårligt ind i det muslimske verdensbillede.

Nyt og gammelt mødes

Jeg prøver at navigere rundt med det lille kort, men det går hurtigt helt galt. Byen er en labyrint af små snævre og snoede gyder, og kun nogle få af de største er afsat på kortet. Men skidt med det, for byen ligger på en lille ø, så det er begrænset hvor alvorligt man kan fare vild, og så er det i øvrigt en fornøjelse at forvilde sig rundt i de små gyder her. Man skal lige passe på ikke at skvatte ned i de ulækre åbne kloakker, der løber overalt, men ellers er det et hyggeligt og malerisk bymiljø med venlige og smilende mennesker.

Børnene er lige så fotogene som alle andre steder, men man kan godt mærke, at vi ikke er de første turister her, idet flere af dem insisterer på at få ”un cadeau”, en gave. De kan få lov til at se billederne på skærmen bagefter og så måske få et bolche, ikke en disse mere. Egentlig er det en lidt svær problemstilling, for det ville jo ikke betyde alverden for mig at aflevere et par kroner, hver gang jeg tager et godt billede, men hvad kommer det til at betyde for befolkningens holdning? For slet ikke at tale om de rejsende, der kommer efter os. Overvældet af denne komplicerede problemstilling vælger jeg at holde mig til min dybt rodfæstede jyske nærighed.

Til sidst finder vi tilbage til moskeen og markedspladsen, der nu efterhånden er ved at være fyldt op. Vi går rundt og studerer den lidt, og jeg synes bestemt ikke markedet lever op til den megen omtale, jeg har i hvert fald set dem både større og mere farverige tidligere.

Vi finder en af byens få ”civiliserede” restauranter med pæne stole og borde under et stort halvtag med masser af ventilatorer, der skaber lidt behagelig bevægelse i den efterhånden 38 grader varme luft. Her sidder vi lidt og slapper af over en forfriskning. Vi kan se, at næsten alle bordene er reserverede til forskellige grupperejser. Langt de fleste besøger kun Djenné på en dagsudflugt fra Mopti, så jeg glæder mig over, at vi har et par nætter her, så vi også kan se, hvordan her ser ud uden turister (lidt som Marakech, som også er en helt anden oplevelse, hvis man bor der et par dage end hvis man bare kommer på en dagsudflugt sammen med alle de andre turister).

Hej…

Marianne er stadig træt, så vi går tilbage til hotellet, hvor hun gerne vil flade lidt ud på sengen. Og jeg går så tilbage til restauranten, der nu er næsten helt fyldt op med turister, men det lykkes mig da at få en plads. Der er ikke så meget at vælge imellem. Dages menu er pastasalat, captainfish og årstidens frugt. Lyder fint nok, men dækker over følgende: Tre skefulde kold pasta på en underkop, et lille stykke fisk og to bittesmå bananer. Gad vide hvor mange kilo jeg når at tabe på denne tur?

Nu er jeg godt nok også ved at være lidt træt, så jeg går hjem og lægger mig et par timer med min bog og et par sudoku'er. Så nærmer klokken sig fem, og tiden er inde til endnu en lille tur rundt i byen for at tage et par billeder i den lave aftensol. Atter tilbage på hotellet sætter vi os ud i haven og nyder den milde aften. Pludselig kommer der en og siger, at han er ”Mohammed”, guiden vi er blevet anbefalet og som forsøgte at ringe til os i går, men som jeg nægtede at tale med. Altså, det er da bare for vildt, er vi under konstant overvågning eller hvad?

For kontrollens skyld beder jeg ham om at oplyse sit telefonnummer, som er ganske identisk med det vi skrev ned i Segou, så ok, det ER ham, og vi hilser pænt på ham. Særdeles sympatisk fyr i øvrigt, der absolut ikke er påtrængende, men taler glimrende engelsk og ser ud til - med mobiltelefonens hjælp - at kunne arrangere nærmest hvad som helst. Vi forhører os lidt frem og tilbage om transportmuligheder til og fra Timbuktu samt trekkingture i Dogon-landet.

Marianne, der bestemt ikke er på toppen, er allermest motiveret for at tage tilbage til Danmark så hurtigt som overhovedet muligt, og Mohammed får fat i en fyr, der kan sige noget om muligheden for at ændre hendes hjemrejsetidspunkt. Det viser sig imidlertid, at hendes billet slet ikke kan ændres, så hun er nødt til at købe en ny billet hjem, hvilket koster 7-8.000 kroner. Selv det er hun villig til at ofre, men så er der lige problemet med kontanter samt begrænset dækning på hendes Visakort, hvilket umuliggør projektet. Mohammed gør et godt arbejde for at overbevise hende om, at trætheden sikkert går over snart samt at hverken 4W-turen til Timbuktu, kamelturen derude eller den tre dage lange bådtur er særligt anstrengende. Marianne er ikke helt overbevist, men må give efter på grund af den finansielle situation, så vi laver en aftale om at mødes på ”vores hotel” i Mopti klokken halv et i morgen (hvor han i mellemtiden har ringet og reserveret et værelse).

Vi skal jo have noget aftensmad, og de laver tilsyneladende ikke noget på hotellet i aften. Mohammed foreslår, at vi går hen på ”Baba”, og han vil da for resten også gerne køre os. Det er en udendørs restaurant med musik i form af et par trommeslagere, der laver et helt infernalsk spektakel. Igen er det gastronomiske udbud ret begrænset, couscous eller kylling kan man vælge imellem. Jeg tager kyllingen, som er et usselt lille skravl, der minder om dem de serverede i Guinea.

Vi har - tidligere på dagen - byttet værelse for at få et med AC, hvilket vi er meget taknemlige for, da vi kommer tilbage. Måske er her ligefrem en smule for køligt, men så kan man jo bare kravle ned i sin lagenpose.

Tirsdag d. 8. november 2005 - Mopti

En af de sædvanlige ramponerede biler

Vi har bestilt plads på en minibus til Mopti med afgang klokken syv, så vi står tidligt op, spiser hurtig morgenmad og drager af sted til pladsen foran moskeen, hvor bilen ganske rigtigt holder klar. Der er dog endnu ikke ankommet en eneste passager, så vi kommer til at tilbringe en times tid med at gå rundt og afvise en del potentielle guider og et par tiggere, inden vi virkelig kommer af sted. Der er 120 kilometer til Mopti, hvilket skulle tage et par timer, men det bliver nu nærmere til tre, blandt andet fordi vi lige skal en omvej ned omkring en landsby, hvor der tilsyneladende er markedsdag.

Faktisk skal vi slet ikke helt til Mopti i første omgang, idet vi har fået oplyst, at bankerne der ikke veksler rejsechecks. Det gør de derimod i Sevaré, der ligger en halv snes kilometer tidligere, så der står vi af. Banken ligger dog tilsyneladende ikke lige i nærheden, men selvfølgelig melder der sig hurtigt en hjælpsom fyr, der viser os hen til banken.

Langs flodbredden i Mopti

Her må jeg tage et nummer og pænt afvente, at det bliver min tur. Uha, der er otte foran mig, forhåbentlig tager hver enkelt ikke en time, som da jeg fik vekslet rejsechecks i Bamako. Så galt går det dog heldigvis ikke, og efter en god halv time er det min tur. Transaktionen går betydeligt hurtigere og lettere end sidst, og snart har vi forladt banken med en kæmpestor stak pengesedler. Vejviserfyren har troligt ventet på os, og nu er det ham også magtpåliggende at skaffe os en taxa videre til Mopti. Det bliver en lokal taxa af den slags, hvor der ”altid er plads til en til”, selvom størstedelen af pladsen er optaget af et kæmpestort køleskab, så jeg må sidde sammenpresset i en yderst akavet stilling.

Det varer heldigvis kun et kvarters tid, før vi bliver smidt af i Mopti, vist desværre et par kilometer fra det udvalgte hotel. Som sædvanlig kniber det med at få styr på verdenshjørnerne, og som sædvanlig afhjælpes problemet øjeblikkeligt af en energisk ung fyr, der ”ikke er guide og ikke skal have penge”, men ”bare synes det er interessant at hjælpe os”. Og som, viser det sig naturligvis lidt senere, for resten har en lille båd, som han gerne vil sejle os en tur på floden med.

Vi går ud langs floden ad en træbevokset vej, og det minder mig en smule om at gå langs Mekongfloden i Phnom Phen. Lige inden vi når ud til hotellet kommer Mohammed i sin bil og kører os det sidste stykke. Jeg havde egentlig forestillet mig, at hotellet lå ned til floden, men det er desværre ikke tilfældet, det ligger derimod lidt oppe bagved på en kedelig støvet vej. Selve hotellet er faktisk også lidt kedeligt, og værelset med, men det er stort og rent og med både AC, vifte og moskitonet, så det kan der vel ikke klages over.

Solnedgang i Mopti

Vi bestiller noget vand og noget frokost, mens vi får forhandlet færdig med Mohammed. Tre hundrede euro pr. mand skal vi af med for i morgen at blive kørt i 4W til Timbukto og så - 2-3 dage senere - blive sejlet tilbage ad Nigerfloden. Sidstnævnte tur tager tre dage, og de to mellemliggende nætter skal så tilbringes i telte på flodbredden. Fuldpension er inkluderet, og oven i får vi så også et par timers kameltur ud i ørkenen med aftensmad og overnatning hos en tuaregfamilie. Det kan vel ikke siges at være helt urimeligt.

Efter maden tager vi ind og tilbringer en times tid ved en - temmelig langsom - internetforbindelse. Marianne skal blandt andet sørge for, at der bliver flyttet nogle penge over på den konto, der er knyttet til hendes Visakort, så hun KAN tage turen hjem med kort varsel, hvis hun bliver overmandet af udmattelse. Men nu er beslutningen i hvert fald foreløbig, at hun tager med til Timbuktu i morgen og sejlturen tilbage, og så må tiden vise, om der er kræfter til trekking i Dogon-landet.

Hjemme igen sætter jeg mig op på tagterrassen og får skrevet nogle sider i dagbogen, som har haltet lidt bagefter på det sidste. Til aftensmad bliver det - endnu en gang - captainfish, men det er nu heller ikke så ringe endda.

Onsdag d. 9. november 2005 - Mission completed

Min seng, der umiddelbart virkede god, viser sig at være både skæv og fyldt med hårde fremspring, og puden er som en sten, så jeg sover dårligt og vågner flere gange i nattens løb med en slem hovedpine. Samme procedure som i går, op klokken seks og morgenmad halv syv. Ja bortset fra, at vi i dag rent faktisk KOMMER af sted klokken syv uden yderligere ventetid. Vi er kun tre - foruden chaufføren - i en stor 4W, nemlig Mohammed, Marianne og jeg, så det er jo den rene luksus. Der er cirka 400 kilometer til Timbuktu, og den første halvdel går nemt og tager kun et par timer, da vejen er asfalteret og i nydelig stand.

Flot bjerglandskab på vejen til Timbuktu

I byen Douentza holder vi en pause og køber lidt vand og et brød, og så er det ellers sket med at køre på luksusvej. De næste par hundrede kilometer går stik mod nord gennem et ørkenlignende landskab ad en grus- og sandvej, der ikke er meget bedre end de værste i Guinea, bortset fra, at de store huller ikke er fyldt med vand, og mudderet er erstattet af sand. Og så - ikke uvæsentligt - befinder vi os i en 4W i god stand. Speedometeret virker godt nok ikke, men ud fra kilometerstenene kan jeg regne ud, at vi skyder en fart af cirka 60 km/t, hvilket skulle betyde 3-4 timer endnu, hvis ellers farten holder.

Efter kort tids kørsel passerer vi nogle meget flotte bjergformationer, som vi - naturligvis - må ud og fotografere, det er en af fordelene ved at have vores eget køretøj. Chaufføren kører godt til, så vi får en grundig rystetur, men det virker nu som om han har ganske godt styr på det, og at bilen kan klare det.

Det er varmt og tørt og støvet. Det forekommer mig vi var blevet stillet i udsigt, at bilen havde AC, men det er desværre ikke tilfældet, så vi må køre med alle vinduer vidt åbne, med alt hvad deraf følger af støvgener.

Pludselig gik det galt …

Landskabet er MEGET øde, og kun med lange mellemrum ser man enkelte småhytter eller telte. Alligevel er der mange kæmpestore flokke af kvæg og geder, så nogle mennesker må der jo bo rundt omkring.

Da vi har tres kilometer tilbage, går det galt. Vi passerer en lille bakketop med lidt for stor fart, og chaufføren opdager for sent, at der er et stort sandfyldt hul på den anden side. Han bremser af alle kræfter, men alligevel ender vi - med et ordentligt bump - nede i hullet, hvor vi sidder uhjælpelig fast. Og - værre endnu - under forsøget på at komme op går motoren i stå, og der er åbenbart ingen strøm på batteriet, hvilket forklarer, hvorfor han har ladet motoren køre i tomgang ved hvert eneste stop.

Herligt, så hænger vi her ude midt i ørkenen, i næsten fyrre graders varme og med en kraftig støvfyldt vind ind fra siden. Den anden bil (vi startede to sammen) er foran og udenfor synsvidde, og hvornår mon der kommer en anden, der kan låne os noget strøm og/eller trække os op fra den sandkasse?

Den slags situationer er jeg jo snart verdensmester i at håndtere, så jeg tager det helt roligt og starter med at tage nogle billeder af den strandede bil. Mohammed er sur og skælder ud på chaufføren, fordi han kørte for stærkt. Og Marianne skælder ud på Mohammed, fordi han ikke har sørget for, at de to biler holdt sig i kontakt med hinanden. Jeg glæder mig over, at vi har 18 liter mineralvand i bagagerummet, indkøbt på Mohammeds anbefaling, fordi vand skulle være dyrere i Timbuktu. Så er tørstedøden da i hvert fald ikke nært forestående.

Endelig fremme i Timbuktu

Efter en lille halv times ventetid kommer der to biler, hvoraf den ene heldigvis stopper for at hjælpe os. Vi afmonterer de to bilers batterier og bytter dem om, og vupti er motoren atter i gang. Og med de kombinerede kræfter fra denne og fra en lille halv snes mennesker går der ikke mange øjeblikke, før bilen er ude af hullet igen.

Et øjeblik efter kommer der endnu en bil, og den viser sig også at være fra Mohammeds firma, så der bliver lavet et par hurtige omflytninger, hvorefter vi atter er på vej (nu endda i en bil med AC), og så må chaufføren (og bagagen) komme lidt senere, når de atter har fået byttet batterierne om.

Resten af turen til Nigerflodens bred forløber glat og ubesværet, og snart er vi fremme ved spidsen af en lang sandtange, hvorfra en færge gerne skulle fragte os over på den anden side. Der er nu ingen færge i sigte, der holder allerede fire biler foran os, og klokken er allerede over tre, så det ender da vist med at blive noget af en heldagstur.

Nogle lokale har slået sig ned i en halv snes telte her ved ”færgelejet”, hvor de tjener en ekstra skilling ved salg af kolde drikkevarer, kiks, nødder og cigaretter. Der er også en masse møgbeskidte og charmerende unger, der kun vil fotograferes, hvis de får en ”cadeau”, så det bliver de ikfærge (den tager kun fire biler af gangen). Turen er forfriskende og smuk og varer tre kvarter. Landskabet er interessant på den anden side af floden. De første par kilometer er det grønt og frodigt, men lige med et starter ørkenen, der så i øvrigt fortsætter tusindvis af kilometer mod nord, næsten helt op til Middelhavet.

Snart når vi porten ind til Timbuktu (eller Tombouctou, som den hedder her), markeret af en stor bue over vejen, og her må der naturligvis bevilliges et fotostop.

Så nåede jeg endelig frem til rejsens geografiske endemål, efter cirka 3.300 kilometers kørsel ad veje - og med biler - af stærkt varierende kvalitet. Som sand statistiker har jeg undervejs noteret mig alle køre- og ventetider og kan på baggrund heraf oplyse, at jeg har kørt i 82 timer og siddet i 17 timer og ventet på at komme af sted. Dvs. i alt 99 timer for 3.300 kilometer, svarende til en gennemsnitlig hastighed på 33 km/t. Kors, jeg kunne næsten have cyklet lige så hurtigt på min mountainbike!

Udsigt over Sahara fra Hotel Buctous terrasse

Der er bestilt værelse til os på ”Hotel Bouctou”, der nærmest er byens yderste hus, med en dejlig stor terrasse, hvor man kan sidde og se ud over sandklitterne. Pyha, det gør godt at smide sig på terrassen med et grillspyd og en kold øl og nyde ”solnedgangen”. Den er nu ikke noget særligt spektakulært skue, solen drukner simpelthen i støv og varmedis et stykke tid før den når horisonten. Hvilket i øvrigt sker allerede halv seks nu, halvanden time før det skete ude ved Atlanterhavet.

Pludselig står ved min side en distingveret ældre herre iført hvid kittel, hvorpå der står ”coiffure” (frisør). ”Man har fortalt, at De har brug for min service” siger han højtideligt og viser mig en hel stabel fotos, hvor han yder sin service overfor et antal forskellige turister. Det har jeg nu ikke sagt, jeg spurgte blot Mohammed, om der er en frisør i byen, hvortil han svarede, at der skam er en på hotellet, men at han er dyrere end dem i byen. Jeg siger til ham, at det i så fald ikke skal være før i morgen, eftersom mit hår står lige op i luften og er fuldstændig stift af sved og støv.

Snart sænker mørket sig, og månen kommer frem, den er præcis ”halvfuld” nu. Kort efter ryger strømmen, yderst upraktisk, netop som jeg skulle til at have et bad. Nå, men faktisk har jeg jo slæbt rundt på tre små fyrfadslys i fem uger nu, så det er vel et passende tidspunkt at tage dem i brug. Og således lykkes det at få skyllet støvet af kroppen, hvilken velsignelse.

Jeg sætter mig ud på terrassen og skriver dagbog i pandelampens skær, og endelig lykkes det mig at komme helt up to date. Ved ottetiden er jeg sulten igen og konsumerer endnu en portion grillspyd (der er ikke andet på menuen). Og så er der vel ikke så meget andet at tage sig til end at sidde lidt i den fløjlsbløde aften og nyde synet af ørkenen, der oplyses af månen - men det er nu heller ikke så ringe endda.

Torsdag d. 10. november 2005 - Sahara

Igen er puden som en lille sten, og sengen er heller ikke for god. Tilmed er det koldt på grund af den AC, som Marianne gerne vil have tændt, selv om hun har snuppet det eneste tæppe der er i værelset, så jeg ligger og fryser. Men skidt, jeg har jo mit gode helbred og stærke fysik at stå imod med, modsat stakkels Marianne, der får det værre og værre og bitterligt fortryder, at hun overhovedet tog af sted. Der har været tale om en eklatant fejlvurdering af hendes grad af tilbagevenden til normal fysisk tilstand.

Frisuren ordnes efter alle kunstens regler

Vi tager en snak med Mohammed om situationen, men han kan kun bekræfte, hvad vi selv er nået frem til: En bil direkte til Bamako vil tage to dage, koste en formue og være en meget hård tur. Der går et fly tilbage til Bamako på søndag (om tre dage), men flyselskabet (Air Mali) hedder i folkemunde ”Air Maybe”, fordi man aldrig kan være sikker på, at de ikke aflyser deres afgange, og så er der yderligere to dage til den næste (planlagte) afgang. Den tredje mulighed er at blive her på hotellet i dag og i morgen (altså droppe kamelturen og ørkenovernatningen), sejle med tilbage til Mopti og så få arrangeret transport derfra og til Bamako, hvis ikke situationen har bedret sig inden. Sikke noget rod!

Selv er jeg stadig helt på toppen, det eneste problem er, at jeg er næsten konstant sulten, gad vide om jeg har fået en bændelorm? Morgenmaden er der jo ikke meget gods i, det er bare den sædvanlige flute med en lille smule smør og syltetøj. Det skal gøre godt at komme tilbage til osteomeletter og yoghurt med hjemmelavet müesli.

En af Timbuktus meget gamle moskeer

Under morgenmaden dukker min frisørven op igen, medbringende sin godt slidte lille kuffert fyldt med klippende og skærende instrumenter samt fine farvefotos af forgange præstationer. Jeg fortæller ham, at jeg nok tager ind til byen i stedet, da han vel er ret dyr? Men nej, bestemt ikke, tres kroner, men så er han også langt bedre end dem, jeg kan finde i byen. Faktisk har han eksamen med diplom fra Paris, siger han med slet skjult stolthed.

Maden skal man ikke rejse til Timbuktu for

Ok, så lad os da komme i gang, det er trods alt kun 40% af, hvad jeg betaler hos min - i forvejen billige - frisør hjemme på Frederiksberg, og jeg trænger virkelig til det. Han skuffer da heller ikke. Det virker som om hvert eneste hår bliver individuelt vurderet og behandlet, uanset om det sidder oven på hovedet eller i skægget eller i øjenbryn, ører eller næsebor. Jeg prøver på forhånd at forklare lidt om foretrukken retning og længde, men det gider han slet ikke høre om. Han bedyrer, at jeg bare skal slappe af, for han har helt styr på sagerne. Og tre kvarter senere må jeg give ham ganske ret og tage hatten af for hans faglige dygtighed, for resultatet er PRÆCIS som jeg kunne ønske mig det.

Og så til lidt sightseeing i Timbuktu. Jeg kæmper mig forbi den halve snes potentielle guider, der konstant hænger på og omkring hotellet og bestemt ikke mener, at jeg kan se byen uden deres hjælp. Det kan jeg nu sagtens, den er trods alt ikke ret stor. Det største problem er faktisk, at man hele tiden får sand i øjne og mund, når vinden, der heldigvis endnu ikke er så stærk som den bliver senere på året, flytter rundt på det sand, der udgør overfladen på de fleste af byens gader.

Ellers er det såmænd meget som i Djenné, med små krogede gader og masser af affald. Her er dog ingen ulækre åbne kloakker og heller ingen kæmpestor mudder-moské, men til gengæld er der 2-3 stykker af lidt mere beskedent omfang. Det ”store marked” er nærmest en parodi. Ud over plastiksko og syntetiske tshirts samt sæbe og vaskepulver består udvalget mest af nogle små overmodne bananer, tørrede løg og nødder, et par ildelugtende fisk og nogle kødudskæringer, der er tæt belagt med fluer. Det lykkes mig omsider at finde en lille flaske shampoo samt et par bananer til Marianne, der er holdt op med at spise ”rigtig” mad (men heldigvis i stedet begyndt at drikke lidt mere vand).

Næste punkt er at finde et internetsted med henblik på at vurdere, om det skulle være til at sende en fællesmail herfra i morgen, og det ser faktisk ganske lovende ud, så skal jeg bare lige have forfattet den først.

Min kamel

Til sidst køber jeg et par telefonkort til tres kroner stykket, som vi kan bruge ved lån af Mohammeds mobiltelefon. Marianne vil gerne ringe hjem og sikre sig, at der bliver flyttet nogle penge over på hendes visakonto, og jeg synes snart jeg trænger til at tale med Anita igen.

Jeg er tilbage på hotellet over middag, godt støvet til overalt, så jeg må lige have et bad inden frokosten. Variationsmulighederne (og portionernes størrelse) minder mig i betænkelig grad om de tre dage i Kankan, bortset fra at priserne er cirka tre gange så høje her.

Marianne har det en lille bitte smule bedre, men ikke noget der rykker ved beslutningen om at komme hjem hurtigst muligt, så vi indkalder på ny den evigt hjælpsomme Mohammed til en ”konference”. Først opringning hjem vedrørende penge og dernæst en opringning til Air France vedrørende muligheden for at flyve hjem på tirsdag (som er den absolut tidligste dag, hun vil kunne være i Bamako). Nu viser det sig imidlertid, at alt undtagen business class er udsolgt helt frem til d. 20. november, som er to dage før vores planlagte hjemrejsedag, og en enkelt billet koster så næsten 15.000 kroner!

Børn optræder for fotografen

Suk, det skal åbenbart ikke være for nemt. Med de oplysninger til rådighed er der jo næsten ikke andet at gøre end at ”følge med” på resten af turen (dog så sandsynligvis minus vandreturen i Dogon) og så lade helbredstilstanden afgøre forholdet mellem ”aktiv sightseeing” og afslapning på diverse hotelværelser.

Bagefter ringer jeg til Anita, der - på nær lidt forvirrende forsinkelse - går klart igennem, herligt. Jeg begynder godt nok også efterhånden at savne hende.

Og så en time med dagbogen inde i det skyggefulde - og relativt kølige - restaurantlokale. Det er dog også det eneste positive man kan sige om det rum, der er nøgent, højloftet, grimt og fyldt med ”hangouts”, der benytter enhver lejlighed til at prøve at komme af med deres kunsthåndværk eller tjenesteydelser. Sjovt med de der tuareger i øvrigt, med deres næsten helt tilslørede ansigter ligner de medlemmer af Bjørnebanden.

Klokken fire skal jeg af sted på min ørkentur, og jeg bliver afhentet af en ung knægt (Omar). Hans kamel ligger pænt og venter lige nede foran hotellet, med en fin V-formet saddel, så man både har ryglæn og noget at holde fast i. Det er lidt voldsomt, lige da kamelen rejser sig (en ende ad gangen, hvilket naturligvis giver nogle ordentlige vippeture), men da den først er på ret køl - og jeg har fået lært den rigtige benstilling på kamelens nakke - er det faktisk ganske komfortabelt.

Lige i starten er det et deprimerende syn, idet alle de lave buske er overklistret med sorte plastikposer, der er blæst herud fra byen. Efterhånden aftager dette triste fænomen dog heldigvis, og vi kommer snart ud til nogle store flotte sandklitter, hvor vi ”parkerer” kamelen og går lidt rundt og nyder det smukke landskab med den lavtstående røde sol, der danner lange maleriske skygger. Derefter sætter vi kursen mod overnatningsstedet, og imens nærmer solen sig horisonten og bliver ildrød, hvilket giver et fantastisk lys på de få skyer. Jeg fotograferer som en vild, men spørgsmålet er, om ikke billederne bliver rystede på grund af kamelens bevægelser.

Pludselig kommer en vildt råbende og gestikulerende mand løbende hen mod os. ”Crazy man” siger Omar, og mandes opførsel underbygger i hvert fald udsagnet. Manden er meget ophidset og råber til Omar, at vi er på vej i den forkerte retning og at han får store problemer, hvis han ikke straks skifter kurs. Jeg beder ham - på mit pæneste fransk- om at gå ad H… til, men han er yderst ihærdig og meget ophidset. Et kort øjeblik slår den tanke ned i mig, at manden måske har ret og at jeg er ved at blive bortført til en fjern afkrog af Sahara med henblik på efterfølgende røveri. Det ville dog være en ualmindelig atypisk hændelse i denne region, der er befolket af nogle af verdens venligste og mest ærlige mennesker, og snart får vi da også øje på den tuaregbolig, der skal udgøre mit aften- og nattelogi.

Der er tale om en stor kuppelformet trækonstruktion med basttag og en halv meter høj åbning mod vest (læsiden). Udenfor, bag en lille læskærm, er en ung kvinde i gang med et lille bål og en gryde, og rundt om hende leger nogle charmerende småunger. Jeg får en sivmåtte og bliver bedt om at tage plads sammen med ”herren i huset”, mens Omar rider væk med kamelen.

Han disker straks op med kniv og sværd, men pakker det heldigvis hurtigt væk igen, da jeg - klart og tydeligt - gør ham klart, at jeg absolut ikke er interesseret i at købe noget. I øvrigt en holdning jeg har haft stor glæde af at efterleve konsekvent på denne rejse, det har sparet mig for masser af tids- og energikrævende forhandlinger.

Snart er det helt mørkt, og jeg vil gerne fortsætte med at tage billeder med blitz, men hvordan hulen gør man det? Kameraet nægter at tage et billede, når det ikke har lys nok til at indstille afstanden, og det er åbenbart ikke avanceret nok til at udsende en lille lysstråle til dette formål. Jeg kan så sætte afstanden til uendelig, så virker det i hvert fald, men bliver billederne skarpe? Ind i mellem savner jeg godt nok mit spejlreflekskamera, om end jeg må erkende, at jeg med digitalkameraet har fået nogle billeder, som jeg ellers ikke ville have fået.

Te-ritual hos tuaregfamilien i ørkenen

Jeg ligger på ryggen på min måtte og glor betaget op i himlen, hvor stjernerne tænder en efter en. Desværre er månen godt og vel halv, og den udsender så meget lys, at det lidt ødelægger de muligheder for en helt perfekt stjernehimmel, som der ellers ville være her.

Jeg får serveret et lille glas traditionel te, som er stærk, sød og bitter, og kort efter er aftensmaden klar. Den ender langt uden for turens gastronomiske top tyve liste, da den simpelthen består af en skålfuld ris (tilsat en smule sand). Jeg bliver udstyret med en trægrydeske, mens husherren spiser med fingrene. De andre skal åbenbart intet have, eller også har de allerede fået.

Så er det børnenes sengetid, og den scene kunne godt få europæiske småbørnsforældre til at blive misundelige. Børnene bliver lagt direkte på sandet (udenfor) og overdækket med et tyndt klæde, og et øjeblik efter snorksover de!

Jeg ligger og filosoferer en times tid og skriver nogle stikord til dagbogen, og så er klokken halv ni og familien begynder at gøre klar til natten. Jeg er ikke ligefrem vildt træt, men det er jo stærkt begrænset, hvad der ellers er af underholdningstilbud her omkring. Jeg bliver tildelt en plads inde bagest i bygningen, hvor jeg prøver at pakke mine ting ud uden at få alt for meget sand på. Jeg har heldigvis fået lokket hotelværelsets kæmpestore tæppe fra Marianne, så jeg kommer næppe til at fryse. Det myldrer med store skarnbasser, men de er vel trods alt uskadelige, det var straks værre, hvis det var slanger eller skorpioner.

Det bliver helt sikkert en ubekvem nat, selv om jeg til en vis grad kan forme sandet efter min krop. Til gengæld er her en velsignet stilhed. I hvert fald indtil den mindste pludselig stikker i et vræl, det må have været et mareridt. Så er der også lige en kamel der ”snakker” lidt og et lam der bræger. Jeg trækker tæppet godt op over mig, med det resultat, at et par hundrede gram fint sand vælter ud over mit ansigt - oh friluftsliv!

Fredag d. 11. november 2005 - Timbuktu

Det bliver som ventet en noget urolig nat med utallige rotationer for at aflaste mine ømme hofter. Det bliver faktisk også køligt, men da jeg hen på natten tager termometeret frem, kan jeg se, at det trods alt er tyve grader. Ved firetiden kan jeg skimte månen ud af den lave åbning, lavt over den vestlige horisont.

Tilbage til Timbuktu

Et par timer senere er det definitivt slut med at sove. Jeg kan se, at der også er liv i familien, som pusler med et eller andet, forhåbentlig er det min morgenmad. En stor æggekage med bacon ville passe mig fint, gerne suppleret med masser af frisk frugt, og så måske en kop velbrygget cappuccino. Jeg bliver kaldt tilbage fra drømmerierne at et lille sandet fladbrød, som jeg kan dyppe i en skål med en fedtglinsende substans og nogle underlige klumper. Det smager af koncentreret lammefedt, føj for den lede, så hellere drysse lidt mere sand på.

I mellemtiden er Omar dukket op igen for at føre mig tilbage til hotellet, og da vi har siddet lidt, giver jeg tegn til, at vi godt kan tage af sted nu. Men så let går det ikke, for nu har de bredt et klæde ud i sandet og lavet en pæn lille udstilling af nogle af alle de ting, som de gerne vil have mig til at overveje at købe. No way, men jeg stikker dem en snes kroner som ”drikkepenge” i stedet, og det ser ud til, at de er ganske tilfredse med den ordning.

Tuareg-fatter skal øjensynligt til byen alligevel (måske for at formøble de tyve kroner), så han slår følge med Omar og mig og kamelen. Da vi har gået et stykke tid spørger han, om jeg vejer cirka hundrede kilo, og det må jeg jo indrømme, det gjorde jeg i hvert fald før denne her rejse. Men hvorfor? Og hvordan kunne han vide det? Jo, for ”kamelen græder”, og det plejer den først at gøre ved en belastning på omkring hundrede kilo. Jeg spørger, om han af og til er med på de lange saltkaravaner eller om de efterhånden helt er erstattet af lastbiltransporter. Nej nej, bestemt ikke, ”because then the camels have no job”.

Flere fotogene børn

På hotellets terrasse sidder Marianne med noget morgenmad, det er da i det mindste et godt tegn, at hun nu tager føde til sig. Men hun har det ikke bedre og længes bare efter at komme hjem hurtigst muligt og for enhver pris. Hun sidder og venter på, at Mohammed skal dukke op og måske hjælpe med til at finde en eller anden løsning.

De næste 3-4 timer er et forvirrende sammensurium af beslutninger og ombeslutninger, telefonopringninger til Danmark, der ikke bliver besvaret, samt et besøg i banken, hvor vi skulle kunne hæve 3.500 kroner hver på vores visakort, og så ville Mohammed få sit firma til at lægge resten ud. Men bankmanden meddeler os, efter en telefonopringning, at der ikke kan trækkes mere end 1.000 kr. pr. kort pr. uge og at dette allerede er sket. Begge dele er noget forbandet vrøvl, men det nytter jo ikke noget i den forhåndenværende situation. Pyha, det skal åbenbart ikke være nemt.

På tilbagevejen står jeg af ved byens internetsted og forfatter og afsender min sjette fællesmail, hvorefter jeg indtager frokosten på en

Endnu en oldgammel moske

lille snask ved siden af. To bittesmå grillspyd med en snes pommes frittes til, det er jo helt til grin med de portionsstørrelser. Jeg går gennem den middagshede og støvede by hele vejen tilbage til hotellet, hvor Mohammed og Marianne nu åbenbart har fundet en løsning baseret på en pengeoverførsel via Western Union og fly herfra til Mopti søndag og derfra videre til Bamako, Paris og København tirsdag. Forhåbentlig er det så den endelige løsning, så vi kan få en ende på dette cirkus.

Jeg får Mohammed til at gå med mig op på markedet og veksle hundrede euro samt købe et tæppe, så jeg ikke dør af kulde de næste par nætter, hvor jeg skal sove i telt ved Nigerflodens bredder, eller de næste igen, hvor jeg formentlig skal sove på hustage i Dogonlandet.

Solen går ned, men det er ikke nær så spektakulært herfra som det var i går ude i ørkenen. Jeg sætter mig til at opdatere dagbogen over en pilsner og aftenens ret, som er couscous med små stumper lammekød, bestemt ikke ophidsende. Jeg er spændt på, hvad de disker op med på sejlturen de kommende dage. Marianne bestiller en omelet med grøntsager, men kan kun spise lidt af den, så den sætter jeg også til livs.

Marianne er ved at falde om af træthed, men kan alligevel ikke sove, så Mohammed tager i byen efter noget at falde i søvn på. Lidt efter kommer han tilbage med en pakke stesolider, medicin er jo billigt og let tilgængeligt i de fleste ulande. Forhåbentlig slår det hende ud, så hendes krop kan få den fornødne ro.

Lørdag d. 12. november 2005 - Nigerfloden

Marianne tænder lyset en gang i nattens løb og siger, at hun har det lidt bedre, gudskelov. Alarmen bipper klokken seks, og jeg står op og pakker min rygsæk og sætter mig ud på terrassen og spiser morgenmad. Hold da op, temperaturen er helt nede på atten grader. Smuk morgen, hvor jeg sidder og ser ud over ørkenen, der skifter farve fra grå til lys rosa, mens himlen bare er BLÅ, som den nu - på nær enkelte isolerede hvide skyer - har været det i ugevis.

Klar til afgang

Jeg betaler hotelregningen, inklusiv Mariannes ekstra overnatning. Hun er lige kortvarigt vågen og har det heldigvis ikke helt så elendigt som i går. Hvis alt går som planlagt skulle vore veje krydses igen i Mopti om tre dage til en fælles overnatning, inden hun flyver videre til Bamako og jeg tager på tre dages trekkingtur i Dogon-landet.

Klokken halv otte tager vi af sted til Korioumé, som er Timbuktus ”havneby”, beliggende en halv snes kilometer mod syd. En gang var der en sidekanal fra Nigerfloden og op til Timbuktu, men det var et kæmpearbejde at hindre den i at sande til, og til sidst opgav man dette sisyfosarbejde.

Da vi kommer hen til kajen, hvor der ligger en håndfuld både, stirrer Mohammed et øjeblik på disse, hvorefter han stiger ud af bilen og indleder et højrøstet skænderi med de omkringstående. Umiddelbart er det svært at regne ud, hvad de skændes om, men det må jo være noget med vores båd. Måske er den der slet ikke, måske er det en forkert eller også er det noget helt tredje.

Pinassens indre

Nå, men det der med at vente på ”et eller andet” er jeg jo efterhånden så vant til, så jeg går bare lidt rundt og studerer nærmiljøet, mens de skændes færdig. Vi skal sejle mod strømmen og med vinden, hvilket ikke er optimalt, det omvendte havde faktisk været meget bedre. Det betyder nedsat (eller i værste fald slet ingen) ”vindforfriskning” samtidig med, at vi risikerer at få blæst motorens udstødning tilbage i hovedet. Nå, lad os nu se, det hele afhænger af bådens hastighed i forhold til vindens.

Det lykkes mig at få opklaret årsagen til skænderiet. Nogle har - uden at aftale det med Mohammed - sat to personer mere på turen (ud over de syv vi allerede er). Men det er jo en stor båd med masser af plads, så hvad er problemet? Bliver der så mangel på mad, vand, telte eller madrasser? Bestemt nej, bedyrer Mohammed, der er rigeligt af alt, han er blot rasende over, at de har disponeret uden hans vidende. Men kan vi så ikke bare se at komme af sted, så kan de jo altid skændes videre bagefter? Nå jo, det kan han så godt se det fornuftige i, og snart balancerer vi ud ad det skrøbelige bræt, der udgør ”landgangsbroen”.

Bådtypen kaldes en ”pinasse”, i hvert fald på engelsk, jeg ved ikke, om der findes et dansk ord. Det er en kæmpestor træbåd, vel cirka 20 meter lang og 2-3 meter bred på midten, spidsende ind for og agter. Dæk og inderside er foret med bastmåtter, og der er et buet ”halvtag”, så vi sidder i skygge, men samtidig har frit udsyn og frisk luft. Der er bænke med hynder og små borde foran, og bagest er der et lille toilet. Båden er forsynet med to påhængsmotorer (40 hk.), hvoraf kun den ene bruges (men bestemt betryggende at have en i reserve), og den kører - heldigvis - på meget lave omdrejninger, så lyd- og lugtgenerne er meget begrænsede. Besætningen består af fem personer (4 M+1 K), hvoraf den ene straks begynder at servere te og kaffe. Det virker lovende, synes jeg.

Floden er ret bred, og det er begrænset, hvad der er at se på, men så meget desto mere tid er der til at dyrke klassiske afrikanske discipliner såsom at sidde afslappet og glo ud i luften. Samt selvfølgelig at læse og skrive samt snakke lidt med de andre. Vi er som sagt ni passagerer, der sidder i tre grupper. Oppe foran sidder jeg sammen med tre engelske fyre, i midten sidder tre franskmænd, og bagest er de to ekstra, der var årsag til skænderiet. Jeg kender endnu ikke deres nationalitet, men det skulle der vel være basis for at finde ud af de kommende dage.

Foreløbig er der fin ”udluftning”, men vi sejler også mod sydøst, hvilket ikke er den retning Mopti ligger, det er nærmere sydvest. Men Nigerfloden danner et kæmpemæssigt indlandsdelta her, så måske vi skal krydse lidt rundt for at finde den mest farbare rute.

Temperaturen er en smule lavere herude på floden end i Timbuktu, med 32 grader som dagens maksimum. Jeg finder ret hurtigt ud af, at man også kan sidde - og endda ligge - på de 40 centimer brede planker, der ligger hen over rælingen i begge sider, så mens de andre kryber sammen inde i skyggen, så smider jeg blusen og lægger mig ud i spidsen af båden og tilføjer yderligere en nuance til den kulør, der gerne skulle holde resten af vinteren.

Solnedgang over Nigerfloden

Frokosten består af en overraskende velsmagende risotto med et par enkelte stykker lammekød. Der er for en gangs skyld brugt lidt chili, hvilket de ellers er meget lidt tilbøjelige til på disse kanter, ligesom med alle andre krydderier.

Efter frokost lidt mere soldyrkning, men midt på eftermiddagen kan jeg se, at det vil være klogt at følge de andres eksempel med at sidde inde i skyggen, specielt fordi jeg ikke har solcreme i håndbagagen og ikke lige kan komme til min store rygsæk nu. Men så kan jeg jo læse lidt mere i min udmærkede bog, ”Angelas aske”, som jeg nu snart er færdig med. Det er en forfærdelig historie om en forfatters (Frank McCourt) irske barndom med sult, fattigdom, druk og død. Lyder trist, men den er heldigvis skrevet i en charmerende, morsom og selvironisk stil, så den kan varmt anbefales.

Sidst på eftermiddagen brydes den nu spejlblanke vandoverflade pludselig af et stort prustende flodhestegab, kun en halv snes meter fra båden, hold da op! Forhåbentlig er der ikke alt for mange af den slags store koleriske bæster der, hvor vi skal sove i nat.

Og - a propos sove - ved halv seks tiden kommer en af ”de ansatte”, der kan lidt engelsk, hen og siger, at han gerne vil tale med mig. Det viser sig, at han gerne vil vide, hvordan vi forventer at tilbringe natten, hvortil jeg jo kun kan sige, at vi er blevet stillet i udsigt, at vi skal campere på flodbredden og sove på madrasser i telte. Allerede da jeg formulerer sætningen har jeg en fornemmelse af, at der er noget galt, og ganske rigtigt. Der er absolut ingen telte ombord, og heller ikke andre madrasser end de tynde og smalle hynder, der er på bænkene. Jeg viser ham, at jeg endda har det på skrift, men det kan vi selvfølgelig ikke bruge til noget i den aktuelle situation, det er den klassiske konflikt med leverandør / underleverandør, som jeg må tage op med Mohammed i Mopti.

Hvis han da overhovedet er der, når jeg kommer. Nu slås der pludselig revner i den store tillid jeg har fået opbygget til ham de foregående dage på grund af alt det arbejde han har gjort for at hjælpe Marianne. Og jeg har endda forudbetalt ham 250 euro for min Dogon-tur, ja faktisk 300, da han ikke lige havde 50 euro at give tilbage, så jeg indvilligede i at vente til Mopti. Shit, tænk hvis det er fup og svindel. I så fald er det potentielt endnu værre med Marianne og de penge hun allerede har betalt ham og endnu flere, der er på vej fra Danmark til dækning af flybillet. Jeg håber virkelig det med teltene er en enlig svipser, men øv, nu kan jeg sidde og spekulere over det de næste par dage i stedet for at koncentrere mig om den dejlige sejltur.

Men hvad gør vi så, spørger jeg. Tja, i første omgang vil de gerne sejle videre et par timer, selv om mørket snart falder på, så vi kan indhente forsinkelsen i morges på grund af skænderiet over de to ekstra passagerer. Imens vil de servere aftensmaden, og senere kan vi så vælge mellem at sove på flodbredden (uden telte) eller i bunden af båden. Vorherre bevares, det er der jo dårligt plads til, og ingen madrasser og ingen telte og ingen mulighed for at sætte moskitonet op, suk. Nå, men tingene er vel også næsten gået lidt for glat på det sidste (altså lige bortset fra det med Marianne), så det er måske ved at være på tide igen at komme ud i nogle uventede situationer og lidt primitivitet.

Mens vi har diskuteret disse ting, har solen nærmet sig horisonten, og jeg bruger de sidste 3-4 billeder på mit fjerde memorykort til at fotografere solnedgangen. Det var så 832 billeder, og der er plads til yderligere 416 på de sidste to kort, det skulle i hvert fald være rigeligt.

Inden det bliver helt mørkt får jeg fat i min store rygsæk og fremfinder det nødvendige til natten: Lidt mere tøj, min lagenpose og det nyindkøbte tæppe samt min jakke, der kan bruges som hovedpude (eller tages på, hvis nu det skulle blive meget koldt). Og så må jeg jo ellers bare smøre godt med moskitoolie i ansigtet og på hænderne, der bliver de eneste eksponerede kropsdele. Det er nu heller ikke noget, der bekymrer mig så meget. Dels har der faktisk været meget få myg de sidste par uger, og dels er jeg nu sammen med en hel masse andre mennesker, og så er de som regel endnu mindre interesserede i mig end ellers.

Vi sejler videre en times tid i mørke, mens aftensmaden - couscous - indtages. Særlig mørkt er det nu egentlig ikke, for månen, der nu kun er et par dage fra at være fuld, står allerede højt på himlen og lyser landskabet op. Klokken syv lægger vi til ved en stor sandklit, der danner en smal tange ud i floden, utroligt smukt sted.

Her overnattede vi første nat

Der er ingen, der koordinerer noget som helst, så enhver er overladt til sig selv og sine egne beslutninger. De breder et kæmpestort stykke plastik ud på et let skrånende stykke af sandklitten, og så kan man jo lægge sig der, hvis man ikke vil ligge i bunden af båden. Jeg har ikke besluttet mig endnu, det er også alt for tidligt at sove. Jeg tager et par af de tynde og smalle måtter og lægger mig op på klitten og filosoferer lidt over livet og nyder den milde aften.

Mine to primære bekymringer med hensyn til natten er kulde og moskitoer, og dertil kommer, at det bliver forbandet ubekvemt. Moskitoerne er der allerede. De er bittesmå og aldeles usynlige i mørket, men jævnligt er der en der summer i nærheden af mine ører. Det er jo ikke til at vide, om de stikker eller om myggeolien afskrækker dem, men under alle omstændigheder er det temmelig generende med den lyd i ørerne. Og så kan der vel også tænkes at være andre irriterende smådyr - f.eks. flodheste?!? Vi taler her om de to dyr, der har flest afrikanske menneskeliv på samvittigheden, og mod sidstnævnte hjælper det ikke meget med myggeolie (eller telt for den sags skyld).

Forskellige ting taler for at sove i båden, men så igen, hvor tit har man chancen for at sove i det fri under den afrikanske stjernehimmel? Ikke ret tit, og det afgør sagen. Jeg henter tæppe og jakke og det øvrige nødvendige, inklusiv moskitonettet, som jeg forestiller mig at jeg simpelthen lægger hen over hovedet, hvis myggene bliver ved med at plage mig.

Jeg går lidt rundt i det dejlige sand og finder en afsides krog til mit aftentoilette. Lægger mig og læser - i pandelampens skær - et par kapitler i min bog. Så er klokken ni, og jeg beslutter, at det er sengetid nu. Det virker indtil videre behageligt lunt under mit tæppe, men temperaturen er også stadig 25 grader, hvor meget mon den vil falde i nattens løb?

Søndag d. 13. november 2005 - Nigerfloden

Også afrikanske børn bliver vasket, ret grundigt endda

Det BLIVER en hård nat! For det første ligger jeg af H… til og må rotere ustandseligt. Så begynder det at blæse, så jeg må op og dynge sand på den østlige kant af det store plastikstykke, så det ikke blæser hen over hovedet på mig. Og så bliver det i øvrigt koldere og koldere, så jeg snor min silkelagenpose rundt om halsen, for om muligt at forhindre forværring af et mindre halsonde, der har generet mig de sidste par dage. Senere på natten må jeg ofre min ”hovedpude”, idet jeg er nødt til at tage jakken på for at holde varmen. Øv, jeg hader at sove uden hovedpude.

Myg og flodheste er åbenbart ikke de eneste dyr heromkring. På et tidspunkt vågner jeg ved små hurtige fodtrin hen over plastikunderlaget, og jeg tænder lynhurtigt min pandelampe. Det er et underligt dyr, nærmest som en lille rotte, men den springer nærmest som en hare. Den er ikke spor bange, men hopper adskillige gange i en stor ring rundt omkring mig, med øjne der lyser i pandelampens skær. Jeg trækker moskitonettet hen over hovedet og tæppet helt op til halsen og prøver at lade være med at tænke på, hvad der ellers kunne være af dyr omkring mig. Skorpioner? Slanger?

Da jeg stort set er vågen lige så meget som jeg sover, er der jo rig lejlighed til at følge naturens gang hen over natten. Månen bevæger sig langsomt vestover og forsvinder helt lidt over fire, og endelig er der en times udsigt til den perfekte stjernehimmel med mælkevej og stjerneskud, inden himlen langsomt begynder at rødme i øst og stjernerne atter slukkes.

Også på lydfronten er der konstante variationer. En fjern skryden af et æsel, haner der galer, fugle der pipper og - mest dominerende - immamerskrål fra en landsby i nærheden.

Den tidlige sengetid gør det jo ikke ligefrem påkrævet at ligge i timevis hen på formiddagen, og der bliver da også snart gjort tegn til, at vi skal sejle videre. Det er stadig temmelig køligt klokken seks, da vi fortsætter vores færd, så jeg beholder jakken og de lange bukser på et par timer endnu. Morgenmaden er runde fladbrød i Timbuktu-stil, dvs. med indbagt sand. Dertil te og kaffe ad libitum, dog desværre uden mælk.

Efter tre timers sejlads gør vi et kort holdt ved en landsby, hvor der ærlig talt ikke er meget at se på, ud over mødre, der vasker tøj og småbørn ved flodbredden. Da vi skal af sted igen opdager børnene, at vi har en del tomme plastik-vandflasker, og de er nærmest ved at vælte båden af iver efter at få fat i disse kostelige skatte. Helt fint at slippe af med dem, og hvis de så oven i købet kan gøre nytte i landsbyen, er det jo godt for alle parter.

Af sted igen, nu i frisk vind og et ganske tyndt skydække. Forplejningen kan man bestemt ikke klage over. Først får vi serveret et lille glas af den stærke te, og lidt senere kommer der et dejligt stort stykke vandmelon.

Jeg bliver færdig med ”Angelas aske” og er så klar til at kaste mig over Jan Guillous ”Vejen til Jerusalem”. Jeg har allerede læst mange af hans bøger, nemlig dels de elleve i serien om superagenten Carl Hamilton og dels den djævelsk fascinerende ”Ondskab”, der handler om hans - temmelig hårde - barndom, først med en ondskabsfuld far og bagefter med et lige så ondskabsfuldt kostskolemiljø. Dette er en historisk roman, og jeg frygter, at det ikke lige er min stil, men lad os nu se.

Lokal sejlads

Der er egentlig ikke så meget at berette om dagens sejlads. Vi passerer et par fiskere og et par landsbyer, og alle vinker og råber. Der sker vist ikke så meget i ens dagligdag, hvis man bor her langs Nigers bred. Efter frokost (udmærket spaghettiret) lægger vinden sig, så flodens overflade bliver spejlblank. Jeg har fået en irritation i det ene øje, som svider og løber i vand. Måske for meget sol eller vind? Eller fibre fra det - meget syntetiske - tæppe, som jeg lå og puttede mig i i nat? Eller det giftige stof jeg har brugt til at imprægnere moskitonettet med?

Lige inden solnedgang gør vi et kort ophold i endnu en lille landsby, hvor der udvikler sig noget nær tumultagtige scener, da jeg begynder at fotografere børn og vise dem resultatet. De hujer og skriger og skubber og maser, og det er noget af en kamp at hindre dem i at overgramse mit kamera med deres små møgbeskidte hænder. Men sjovt er det, og jeg får vist nogle udmærkede billeder.

Sol ned, måne op, og snart er det atter mørkt. Vi skal passere en stor sø, inden det bliver muligt at overnatte, og det tager sin tid. Jeg er DØDTRÆT efter forrige nats mangelfulde søvn, og forhåbentlig bliver det lidt bedre i nat, hvor jeg regner med at sove i båden.

Klokken bliver halv ti, inden de endelig finder et egnet sted. Det er ikke en smuk sandstrand som i går, men en stenhård flade omgivet af snesevis af 3-4 meter høje termitboer. I samme øjeblik båden standser, er vi omgivet af svirrende myg, føj for den lede. Jeg prøver at indrette mig nede i bunden af båden med jakken som hovedpude (det bliver formentlig knap så koldt i båden) og mit moskitonet hen over hovedet. En fra mandskabet kommer endda og hænger et net op omkring mig, smukt træk. Lidt kan det vel altid hjælpe, selv om der allerede er en del af de små bæster på den forkerte side og nettet i øvrigt er fyldt med store huller.

Mandag d. 14. november 2005 - Tilbage til Mopti

Det er absolut ikke spor bekvemt at ligge i bunden af båden på en af de tynde og smalle måtter, som ikke giver meget beskyttelse mod den hårde bund og som i øvrigt har en tendens til at smutte væk under en, hver gang man vender sig. Alligevel starter jeg natten med at sove tre timer i træk, da jeg nærmest er bevidstløs af træthed.

Lille landsby ”in the middle of nowhere”

Resten af natten - til det lysner ved halv seks tiden - bliver en gentagelse af gårsdagens oplevelser, med korte søvnperioder afbrudt af rotationer på det umagelige leje. Dog slipper jeg i nat for sandstorm, kulde og mærkelige dyr, så alt i alt en lille forbedring. Jeg tror faktisk heller ikke jeg har fået nogen myggestik af betydning.

Alligevel har jeg en høne at plukke med Mohammed, når jeg møder ham i Mopti i aften, for denne her tur ville have været en meget bedre oplevelse, hvis jeg havde kunnet tilbringe et par rolige søvnfyldte nætter på en god madras i et telt. HVIS jeg da møder ham i aften?!? Efter den tydelige løgn med teltene har jeg mistet lidt af den store tillid til ham, som ellers efterhånden var blevet bygget op på grund af hans utrolige hjælpsomhed med at få Marianne hjem. Tænk hvis han i virkeligheden er en svindler, der er forsvundet med mine forudbetalte 300 euro? Eller - meget værre - med alle de penge Marianne vel efterhånden har fået overført til en flyvebillet hjem?

Morgenmaden består af et klægt brød med Timbuktu-sand og syltetøj samt et par kopper kaffe. Min mave er lidt urolig, men det tror da pokker, når det service vi spiser af vaskes op i den samme flod som vi skider i. Nu er ”toilettet” godt nok henne BAG køkkenet, men vi er jo ikke de eneste, der sejler på denne her flod. Helbredsstatus i øvrigt: Øjet løber stadig i vand, men lidt mindre end i går. Stadig ondt i halsen og småsnottet, men det bryder nok først ud i fuldt flor, når jeg træder ud i den kolde danske vinter. Og så er der mine hæle, der var begyndt at få nogle smertefulde revner, formentlig grundet intens brug af flipflop-sandaler. Et par dages stillesidden samt indsmøring med vaseline og nivea har gjort underværker, så jeg nu skulle være nogenlunde klar til nogle dages trekking (i tewa-sandaler).

Landsbyen med den imponerende moske og de søde børn

Vi passerer en del smukke fotomotiver i form af små landsbyer og pinasser med sejl, der gør sig rigtig godt i den lave morgensol. Men jeg har jo også plads til masser af billeder endnu.

Heldigvis, for et par timer senere gør vi stop i en lille by med en kæmpestor og smuk moske. Lidt i samme stil som den i Djenné, bare endnu flottere, synes jeg, så der røg lige endnu en håndfuld billeder. Men det er jo for intet at regne mod alle de pragtfulde og fotogene mennesker, der - med få undtagelser - ikke har noget imod at blive fotograferet.

Børnene er helt overstadige, og vi går med en i hver hånd tilbage til båden. Jeg giver et par af dem en ridetur oppe på mine skuldre, mens jeg krydser fingre for, at de har en eller anden form for underbukser på under de løsthængende gevandter, for det der med at tørre sig bagi er ikke lige nationalsporten heromkring.

Da vi atter er ombord på båden, rækker de hænderne frem for at bede om gaver, og jeg støvsuger båden for tomme plastikflasker, der - lige som en enkelt coladåse - udløser vild jubel. Så kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk købte fire pakker kiks til denne tur, bare for det tilfældes skyld, at forplejningen ombord skulle vise sig mangelfuld (hvad der nu bestemt ikke har været tilfældet).

Landsbypige

Jeg finder en af dem og går i land igen med den ædle hensigt at fordele indholdet mellem børnene, men ret hurtigt må jeg indse, at det er en umulig opgave. Dels fordi de største og stærkeste hele tiden kommer forrest, og dels fordi jeg frygter at blive væltet og trampet ned af de nu nærmest helt ekstatiske unger. Jeg skynder mig at videregive pakken til en af kvinderne, der står og vasker tøj i floden, og forklarer med tegn og fagter, at hun skal dele dem ud til børnene. Herefter er det hende de overfalder, mens jeg skynder mig tilbage på båden og tager nogle billeder af de 30-40 børn, der slås om at få en kiks. Hold da op, jeg begynder at kunne forestille mig de scener der kan opstå, når der kommer en lastbil med nødhjælp til et område, der er plaget af hungersnød.

Og så tøffer vi ellers atter op ad floden og genoptager de sædvanlige sysler. Jeg får opdateret dagbogen, sorterer lidt i de mange billeder og fortsætter læsningen af ”Vejen til Jerusalem”. Jeg har faktisk allerede læst 150 sider, og den er da ganske god. Men der er ingen tvivl om, at det er en af den slags bøger, som jeg ikke ville kunne koncentrere mig om at læse derhjemme, hvor hjernen er fyldt med så mange andre ting, at godnatlitteraturen helst skal være nogenlunde letfattelig og underholdende (deraf mit relativt store forbrug af kriminalromaner).

Der deles kiks ud

Op på formiddagen begynder der at komme varme i lufte, og jeg smider alt undtagen de korte bukser og sætter mig ud foran i det dejlige solskin. Alle de andre er konstant iført lange bukser og langærmede skjorter samt sko og strømper og sidder og kryber sammen i bådens skyggeside, så vi har en slem slagside. Jeg forstår dem ikke. At sidde herude i den lune vind og mærke den varme sol på kroppen, med fødderne plaskende i Nigerens vand, og nyde synet af vinkende børn i små landsbyer og farvestrålende fugle, der dykker efter fisk, det er sgu da bare livet. Og så kommer der oven i købet en og giver mig et stort stykke vandmelon. Tænk hvis man kunne sejle den anden vej, helt til Nigerens udløb i Atlanterhavet, det ville være fedt, forudsat altså at der var mulighed for at overnatte på lidt mere komfortabel vis.

Vi er tilbage i Mopti allerede halv to, og vi lægger til nede i den østlige ende af byen, hvorfra der kun er fem minutters gang op til ”Hotel le fleuve”. Jeg er selvfølgelig spændt på, om Marianne er her og i givet fald i hvilken tilstand, og efter lidt sproglige forviklinger får jeg at vide, hvilket værelse hun befinder sig på. Det stakkels menneske er stadig træt og elendig, men kan berette, at vores hjælpsomme og initiativrige guide Mohammed nu har fået fremskyndet hendes hjemkomst med yderligere et døgn ved at anvende et flyselskab, der hedder ”Point d'Afrique” (nogen der har hørt om det?), der flyver direkte fra Mopti til Paris i aften kl. 18.00. Det skulle jo sådan set være godt nok, men nu er hun bekymret over at skulle tilbringe en nat i Paris og selv sørge for at købe en billet fra Paris til København næste morgen. I hendes afkræftede tilstand kommer små problemer naturligvis til at se store ud, men nu kan der ikke laves mere om, og vi må bare krydse fingre for, at det hele går glat og Marianne er hjemme i Århus i løbet af dagen i morgen.

Mohammed dukker op og spørger til min sejltur. Jeg fortæller, at den har været aldeles glimrende, men at den ville have været endnu bedre, hvis de lovede telte havde været ombord. Jeg ved snart ikke, om han bare er en god skuespiller eller hvad, men han virker i hvert fald særdeles overrasket og bedyrer, at han lige har købt 40 telte til placering i firmaets tre både og ikke fatter, hvor de så er blevet af. Efter al det arbejde han har ydet med at hjælpe Marianne de sidste dage, så kan jeg næsten ikke få mig selv til at hidse mig op over dette, men uanset om han lyver eller er blevet ført bag lyset af sine ansatte, så er det hans ansvar og ham, der burde tilbyde en refusion. Men som sagt, jeg forfølger ikke sagen nærmere, jeg er såmænd også helt lettet over at han (og Marianne) er her - og at han straks tilbagebetaler de 50 euro han skylder mig.

En noget tættere lastet båd

Mens Mohammed kører til lufthavnen med Marianne, går jeg en tur ind til byen. Blandt andet en tur rundt om den travle havn, som jeg slet ikke så sidste gang jeg var her. Og så kan jeg naturligvis ikke dy mig for lige at slå et smut ind forbi den tøjbutik, der samtidig fungerer som - vist nok byens eneste - internetsted. Forbindelsen er lige så langsom som sidst, og det varer over ti minutter, før mine 22 nye mails står klar på skærmen. Og yderligere en god halv time at besvare, slette eller arkivere dem. Og fem minutter til lige at se overskrifterne på Politikens hjemmeside, der mest handler om det nært forestående kommunalvalg, gab!

På hjemvejen bliver jeg passet op af en håndfuld af de særvanlige ”hajer”, blandt andet end der siger ”Hello, my name is Mr. Goodprice”, hvortil jeg naturligvis ikke kan lade være med at svare ”Nice to meet you, my name is Mr. Nobuy”. Var det lidt uhøfligt? Jeg synes selv det var ganske morsomt, og det virkede i hvert fald efter hensigten.

På hotellets tagterrasse kan de ikke få lyset til at virke, så jeg sidder og spiser i lyset fra min pandelampe. Captain fish med råstegte kartofler, og dertil et par øl som kompensation for Nigerturens totale afholdenhed. Jeg er temmelig træt, så det bliver ikke til mange sider i min - ellers stadig bedre - bog, før jeg må overgive mig til søvnen.

Tirsdag d. 15. november 2005 - Dogonlandet

Vågner ved femtiden ved at mine fødder klør helt balstyrisk. Shit, de er fyldt med myggestik, bare jeg nu ikke får malaria. Nå, i givet fald bryder det så i det mindste først ud, når jeg er tilbage i Danmark. Spiser morgenmad halv syv, da det står mig lidt uklart, hvornår jeg skal af sted på min tur til Dogon-landet. Bagefter læser jeg en ordentlig bid af min bog, og klokken otte er der endnu intet sket, bekymrende.

Man betragter interesseret, at jeg spiser frokost

Jeg prøver at spørge hotelpersonalet om de ved, om Mohammed havde tænkt sig at dukke op, og efter lidt forvirret spørgen rundt viser det sig, at han faktisk bor her på hotellet. Jeg beordrer ham straks vækket, og snart dukker han op, i bar mave og gnidende sig i de søvnige øjne. ”Halv ni”, siger han, ”guiden er sikkert på vej”. Jeg benytter lejligheden til endnu en gang at brokke mig over de manglende telte og alle de irriterende myggestik jeg har fået (for ikke at tale om malaria-risikoen) og viser ham vores skriftlige kontrakt og siger, at jeg synes han skylder mig en kompensation for alle de gener, for eksempel en gratis transport tilbage til Bamako efter Dogon-turen. Han er tydeligvis i defensiven og mumler noget om, at han skal se, hvad han kan finde på i mit fravær de næste dage.

Mens vi venter, er der en af de sædvanlige ”hangarounds”, der bliver ved med at fortælle mig, at jeg er nødt til at medbringe et kilo kolanødder. Og de kan tilfældigvis købes i hans fars butik, så jeg skal bare give ham penge, så drøner han af sted på sin motorcykel og henter dem. No way! Jeg har godt nok læst i LP, at hvis man skulle få foretræde for en ”Hogon” (en åndelig leder), så vil det være en velset gestus at give ham en gave, f.eks. i form af sådan en nød. Men derfra og så til at købe et helt kilo, og i øvrigt har jeg ingen specielle intentioner om at komme i audiens hos sådan en fyr. Men nu har jeg betalt en masse penge for en tur med en guide, så jeg vil lige rådføre mig med ham, når han en gang dukker op.

Det gør han heldigvis snart. Ganske sympatisk fyr, der præsenterer sig med et utal af indviklede navne, men heldigvis tilføjer han, at de fleste bare kalder ham ”Bebé” eller noget i den retning, helt fint med mig. Han har et udmærket engelsk ordforråd, selv om der smutter en del franske gloser imellem og man lige skal vænne sig til hans noget specielle accent.

Vi gør et stop inde i byen, hvor han lige skal købe nogle ting, og i samme øjeblik jeg træder ud af bilen står ham kolanød-fyren der gudhjælpemig igen. Jeg rådfører mig med Bebé, der synes jeg bare skal gå med ham og købe de nødder, så ok da. Vi traver gennem den halve by til faderens ”butik”, hvor der ganske rigtigt findes en kasse af disse nødder (som jeg i øvrigt smagte en af i Guinea, det er bestemt ikke noget for mig). Han vejer et kilo af og siger ”syv en halv”, hvilket jeg opfatter som 750 CFA (cirka 8½ krone), så jeg giver ham 1.000. Men nej, det er sgu 7.500 han mener, altså 85 kroner for en skide pose nødder! Jeg bliver ganske ophidset, hvorefter prisen straks falder med en tredjedel. Og så beder jeg ham yderligere reducere mængden til et halvt kilo, hvilket sker, om end under meget surmuleri, og hele vejen tilbage må jeg høre på, at jeg får problemer med så få nødder samt at årsagen til den høje pris er, at de kommer helt fra Ghana med deraf følgende udgifter til transport og told og jeg ved ikke hvad. Ja ja, og lad os så komme af sted.

Her er der endnu ikke ligestilling mellem kønnene

Der er først 75 kilometer til områdets hovedby Bandiagara, hvor Bebé lige skal ind og hilse på sin mor, og dernæst yderligere tyve kilometer til Djiguibombo, hvor vi forlader bilen.

Det der gør Dogonområdet så interessant er dels naturen og dels det historisk / etnologiske. Naturmæssigt er der tale om et 150 kilometer langt område på begge sider af en høj bjergskråning, med masser af små landsbyer spredt på eller nedenfor skråningen (enkelte også ovenfor). Befolkningen adskiller sig fra resten af landet derved, at de ikke er muslimer men animister, dvs. de tror på, at alt i naturen er besjælet. Dogon'erne har boet her i cirka 500 år, og før dem boede der nogle andre og før dem igen nogle pygmæer, som har opført de mest spektakulære små bygninger et stykke oppe på den stejle skråning.

Bebé, der selv er Dogon, forklarer med stor iver og lidenskab. Det er godt nok svært at holde rede på, dels på grund af hans noget specielle udtale og dels fordi han ustandseligt springer rundt mellem aktuelle samfundsforhold, historiske kendsgerninger og myter. Men han er enormt stædig og helmer ikke, før jeg har fattet hvad han siger - eller kan simulere tilstrækkeligt overbevisende for at slippe for at han gentager sig selv alt for mange gange.

Et af de mange fascinerende baobabtræer

Vi sætter vi os ind under et halvtag, hvor jeg får tilbudt en underlig bambusliggestol, som man hverken kan sidde eller ligge i. Jeg får valgte mellem ris, spaghetti og cous-cous til frokost, jeg synes snart jeg har hørt det før. Mens denne tilberedes, går vi en tur rundt i landsbyen og ser på de sjove små forrådshuse og på en lav rund bygning, hvor de gamle mødes for at diskutere aktuelle problemer, og på en tredje bygning, hvor kvinderne sover, når de har menstruation, og nogle flere bygninger med forskellige rituelle funktioner, og snart er jeg ganske rundtosset. Det er hårdt at have sin egen helt private guide, der nærmest brænder efter at videregive sin viden.

Vi møder nogle grupper af børn, der IKKE - som visse steder i Guinea - løber skrigende bort. De stiller sig derimod op og siger ”Photo - bonbon” eller ”Photo - cadeau”, og jeg rammes af dårlig samvittighed over, at jeg med min ”foto-for-bolcher-manér” har været med til at lægge grunden til en kommende spolering af disse børn. Jeg er tydeligvis ikke den første turist, der har passeret forbi her, men på den anden side er det bestemt heller ikke overrendt, i hvert fald ikke lige i øjeblikket.

Vi vender tilbage til halvtaget og spiser spaghetti med en velsmagende sauce af løg og tomater, mens kødranden af stirrende unger vokser støt.

Bebé har hyret en af de lokale til at slæbe min rygsæk, der ikke just er blevet mindre med tilføjelsen af det store tæppe, uden hvilket jeg formentlig ville være kreperet af kulde ved Nigerens bred forleden. Vi starter med at gå nogle hundrede meter ned fra toppen af bjergryggen, en ganske hård nedstigning. Jeg kan mærke, at jeg ikke har brugt bentøjet ret meget de sidste par måneder, og yderligere klør det af H… til på de hundredvis af myggestik, der pryder mine stakkels fødder.

Flot tur ned til den næste landsby (Kani-Kombolé), hvor vi først tager en tiltrængt pause og dernæst beser en lokal moske. Og hvad skal animister så med en moske? Her synes jeg hans forklaring er lidt diffus, men her er altså både moskeer og kirker, der også anvendes af Dogon'erne, men sådan lidt ”halvhjertet” og nærmest af respekt eller høflighed, kan jeg forstå. Det kan man da kalde religiøs tolerance.

Hernede i ”lavlandet” er der marker, hvor de dyrker hirse, og desuden har de får, geder og køer. Hirsen er lige høstet, og enkelte steder ligger stadig de lange tørre stængler og venter på at blive samlet til neg og båret hjem til landsbyerne.

En helt speciel skik blandt Dogonfolket er deres hilsener, der nærmest bliver ved i det uendelige. Sådan noget i retning af ”Goddag goddag, hvordan går det? - fint tak, og hvad med dig? - jo tak, udmærket, og hvad med din far? - jo tak, han har det også godt, hvad med DIN far? - jo tak, udmærket, og hvordan har din mor det så?” og sådan fortsætter de så gennem alle familiemedlemmer og fælles bekendte. Det virker lidt komisk, især hvis hele remsen udveksles med en modgående, uden at de gør holdt, for så dør de sidste sætninger hen i en utydelig mumlen, når de er ved at komme uden for hørevidde.

Vide til landsbyen Teli, hvor vi skal overnatte. De fleste af landsbyerne har små primitive overnatningssteder, der kaldes ”Campements”, og sådan en går vi ind på. Her er en hyggelig gård, omkranset af nogle bygninger med små værelser, hvor man kan bo. Man kan eventuelt også sove på taget, men jeg takker nej, jeg har fået nok af udendørs overnatninger for et stykke tid.

Efter en tiltrængt kølig pilsner (så langt ude er vi altså heller ikke) bliver jeg henvist til ”badeværelset”, et muret aflukke med en spand vand og en pøs, som fungerer udmærket. Derefter smører jeg mig grundigt ind i myggeolie og tager til overflod strømper på, selv om jeg ikke bryder mig om det (første gang i over seks uger). Der er de sædvanlige tre muligheder til aften, dog suppleret med mulighed for lidt kylling.

Mens jeg spiser, falder mørket på. Månen dukker frem, og i aften er det fuldmåne, meget flot! Bagefter får jeg endnu et timelangt foredrag om historie og myter, det var dog overvældende. Endelig får jeg fred til at opdatere min dagbog og ligge lidt i en af de mærkelige ubekvemme stole og glo på månen, før jeg går ind og lægger mig i mit 30 grader varme værelse under mit eget moskitonet, efter at have afvist det eksisterende, der havde snesevis af store huller. De tykke mure holder varmen inde og vinden ude, så her får jeg helt sikkert ikke brug for mit varme tæppe.

Onsdag d. 16. november 2005 - Dogonlandet

Det er ganske ulideligt med de myggestik på fødderne, et eller andet skal åbenbart spolere min nattesøvn, årsagerne skifter bare lidt. Anyway, jeg føler mig da nogenlunde udhvilet, da jeg sidder klar til at indtage min morgenmad, der for en gangs skyld rummer en forandring: Pandekager, kalder de det, men det er nu nærmere æbleskiver efter min mening. Men skidt med det, for det smager glimrende med en klat syltetøj til. De piller jeg tog for to dage siden på Nigerfloden har åbenbart ikke haft blivende effekt, for nu løber det ud af mig igen, øv altså også. Jeg tager en enkelt immodium, det er simpelthen for irriterende med det skideri, når man skal vandre.

De små huse, der er opført af ”forfædrene”

Himlen er smukkere blå end jeg længe har set det, da vi - klokken halv otte - klatrer op ad den stejle sti for at se på nogle af de utrolige småhuse, der er opført her højt oppe på klippeskrænten, i læ under et kæmpemæssigt fremspring.

Samtidig får jeg endnu et langt foredrag af min ivrige guide. Det er godt nok med at holde ørerne stive for at forstå, hvad han siger. En ting er, at ”work” konsekvent udtales ”walk”, det har jeg snart vænnet mig til. Men med ham her er det meget værre, f.eks. er ordet ”world” nu også med i samme udtalegruppe. ”Chicken” betyder også ”kitchen”, og så tog det mig cirka et døgn at finde ud af, at ”ease” betyder ”use”. Jeg skulle næsten have reduktion i prisen for sproglig tilretning af guiden.

Så starter dagens march nordpå langs bjergryggen, og på nær den sidste halve time foregår det ud ad en sandet vej, omgivet af hirsemarker samt baobab-, mango- og andre træer, der ofte er smukt grønne. Faktisk en ualmindeligt smuk tur, hvor jeg må indrømme, at jeg savner mit spejlreflekskamera med påmonteret polfilter. Jeg er sikker på, at det her digital-legetøj slet ikke er i stand til at give en retfærdig gengivelse af de grønne træer, de sorte mennesker, de rødbrune klipper og den knaldblå himmel - men lad os nu se.

Først går vi fire kilometer til landsbyen Endé, hvor jeg nedsvælger halvanden liter koldt vand i løbet af få minutter. Her - og i de nærliggende byer - har de specialiseret sig i at lave tæpper med indigofarver, som de eksporterer til resten af landet - og verden. De prøver naturligvis også at afsætte dem til os forbipasserende turister, lige som med de hundredvis af masker og træfigurer, der ligner hinanden på en prik fra den ene landsby til den anden.

Forfatteren i Dogonland

Næste etape, til vores frokoststop, er også på fire kilometer, hvilket ikke lyder af meget, men når det foregår i sand og temperaturen nærmer sig fyrre grader og sandalernes remme gnaver i de sandede og myggestikbefængte fødder og maven rumsterer, som om man har slugt en vildkat, så er det såmænd hårdt nok.

Vi når Yaba-Talu præcis klokken tolv, og jeg synker sammen med en stor flaske vand i en af de umagelige træliggestole, efter jeg har foretaget det sædvanlige valg mellem couscous, ris og pasta. Jeg har ikke helt den sædvanlige appetit, hvilket bekymrer Bebé, som nærmest tvinger mig til at spise mere. ”Eating is important” siger han belærende, og det har han selvfølgelig ret i, især set med afrikanske øjne, men hvis man er en overvægtig dansker tager man såmænd ikke skade af at spise lidt mindre et par dage, tværtimod.

På vej op i kløften

Efter maden tilbyder de mig en madras i skyggen, hvilket er en hel del mere behageligt end deres mærkelige træmøbler. Jeg døser hen mens jeg, med halvdelen af min bevidsthed, lytter til de uendelige hilsener der udveksles, det lyder som en gammeldags grammofonplade, der bliver ved med at køre rundt i den samme rille.

Klokken fire er temperaturen faldet en smule, og solen står lavt bag os, og efter et langt hvil er det ikke så slemt at starte på dagens tredje - og sidste - fire kilometers etape. Det er som at gå gennem en botanisk have med alle disse smukke træer belyst af den lave sol, og jeg tager det ene billede efter det andet. Jeg er desværre ved at få en vable bag på den højre fod, samme sted som da jeg gik en lang tur oppe i Guineas højland. Min store rygsæk er sendt i forvejen, så den ser jeg først når vi kommer frem til dagens endemål, og jeg kan kun bebrejde mig selv, at jeg ikke tog vabelplaster med i håndbagagen. Til gengæld har jeg mine tynde sokker, og de kan forhåbentlig yde en vis beskyttelse.

Den sidste halve time skal vi gå op gennem en kløft til landsbyen Begnimato, der ligger på plateauet over den lange klippeskrænt. En underskøn strækning gennem tæt - ja ind i mellem nærmest jungleagtig - vegetation med et lille pludrende vandløb og en himmelsk udsigt til de omgivende klipper, der her antager spektakulære former og får en fantastisk farve af den lavtstående sol.

Vi er fremme lidt over fem, og jeg er ved at dø af tørst, selv om jeg allerede har drukket fire liter vand i dag. Jeg får pludselig en uimodståelig trang til en kold cola, det er ellers noget der sker uhyre sjældent. Og da den er skyllet ned sker der noget, der i hvert fald aldrig er sket før, nemlig at jeg får lyst til endnu en, hvor usmageligt. Bagefter et dejligt bad med en stor spand - endda varmt - vand, hvorefter jeg er som et nyt menneske og klar til dagens sidst - meget korte - gåtur rundt i den nærmeste del af landsbyen.

En gammel kriger -

- og hans våbensamling

Der er tre separate dele i denne landsby, nemlig en kristen, en muslimsk og en animistisk, men de tager ikke opdelingen så tungt, siger Bebé. Her - i den kristne del - står en lille gris i en indhegning, det er jo ikke ligefrem et dyr man ser ret tit i denne del af verden.

Det bliver mørkt, og månen, der stadig er næsten fuld, dukker op. Det er et pragtfuldt sted heroppe på kanten af klippen, hvor en mild brise gør det yderst behageligt (og holder eventuelle myg på afstand). Og mit værelse, en lille nøgen boks som i går, har to fede madrasser, det lover godt.

Til aftensmaden er der en ny variant, nemlig bønner, så det må jeg jo hellere prøve. Bestemt ikke noget jeg bliver afhængig af, så hellere pasta. Til gengæld får vi nogle mangoer til dessert. De er ikke ret store og temmelig bøvlede at skrælle og spise, men kors hvor er de lækre. I betragtning af, at jeg har rejst rundt i tropiske lande, så er det egentlig skandaløst så lidt - og dårlig - frugt jeg har spist.

Bagefter sidder jeg en times tid i den behagelige vind og skriver dagbog og drikker endnu mere vand, jeg tror efterhånden det løber op i seks liter i dag, plus to cola. Den irriterende mave reagerer end ikke på immodium mere, så i morgen må jeg vist prøve den kur jeg ikke bryder mig om, nemlig et døgns faste.

Det kniber med at få mit moskitonet til at passe til den ret store madras, så resultatet er, at jeg ligger med næsen oppe i nettet. Det går dog nogenlunde, hvis jeg bare ligger på skrå.

Torsdag d. 17. november 2005 - Tilbage til Mopti

Jeg må op og besøge toilettet to gange i nattens løb, hvor irriterende. Til gengæld får jeg så fornøjelsen af at se det smukke klippelandskab i forskellige vinkler af månelys. Står op klokken seks og går ud til det yderste klippefremspring, hvorfra jeg lige netop når at se solen stå op. Uha, der er et lodret fald på flere hundrede meter her, og en stærk blæst, så jeg må hellere holde en vis sikkerhedsafstand til kanten.

Smuk morgen med udsigt tilbage over bjergryggen

Udsigten er helt fantastisk. Til den ene side de endeløse sletter foran klipperne, hvor jeg blandt andet kan se alle de landsbyer vi passerede i går. I det fjerne ligger Burkina Faso, hvilket man naturligvis ikke kan se, men der er faktisk mindre end hundrede kilometer til grænsen. Modsat ligger det smukke og forrevne klippelandskab, og i de to andre retninger kan man følge den mægtige bjergryg, der langsomt begynder at antage en smuk rosa farve i den opgående sols stråler.

Bebé er fuldstændig lamslået da jeg siger, at jeg ikke skal have noget morgenmad, og han gør en yderst ihærdig indsats for at få mig til at skifte mening. Jeg tror han føler det lidt som et personligt nederlag som guide, at hans gæst nægter at spise. Til gengæld drikker jeg en kop te, hvilket ikke er nogen fornøjelse, da vandet smager røget. Jeg forærer ham mit store tæppe, som jeg ikke får brug for mere og som altså heller ikke har været nødvendigt her i Dogon, men som har været sin - i øvrigt ganske anselige - vægt værd i guld de to nætter ved Nigerfloden.

Vi møder en Hogon

Myggestikkene klør heldigvis ikke mere. Vablen på hælen er ikke slem, men får for en sikkerheds skyld en gang compeed. Halsondet er helt forsvundet, så helbredsmæssigt er den eneste gene i øjeblikket min diarré (samt risikoen for en malaria under udvikling, men den tid den sorg).

Inden afgangen skal jeg lige en tur rundt i den tredelte landsby. Bebé forsikrer endnu en gang, at i hjertet er de alle animister og at det med de andre religioner kun er af ren og skær høflighed. Vi starter morgenturen lidt over otte, hvor temperaturen stadig er til at holde ud. Vi går fra det ene smukke udsigtspunkt til det andet og ender i en landsby, hvor vi møder en ”Hogon”, en af de gamle vismænd, der ved alt muligt og skal behandles med stor respekt. Jeg hilser pænt på ham (dog uden den der halve snes tilføjelser) og forærer ham et par af de kolanødder, som jeg har alt for mange af, godt jeg ikke købte et helt kilo.

Hogon-kvinde

Halv elleve er vi tilbage ved det sted, hvor bilen - ifølge Bebé - skulle komme klokken elleve, det må vi jo så vente på. Min bagage, som nogen skulle have båret hertil, er i øvrigt heller ikke ankommet endnu. Her er et par huse, hvor der bor en familie med fire børn, der er MEGET interesserede i at glo på mig, så dem tager jeg nogle billeder af. Og de voksne får nogle kolanødder, og så er de glade, og jeg får også lov til at tage billeder af dem.

En halv time senere kommer først bilen og lidt senere min bagage. Nu er stroppen på beskyttelsesposen flået fra hinanden, efter at Air France gjorde et solidt forarbejde. Godt jeg har haft den pose, ellers tror jeg ikke min rygsæk havde været meget værd nu.

Turen - ad en meget dårlig vej - er længere end jeg havde troet. Først en times tid til Bandiagara, hvor Bebé lige skal hilsen på sin mor, mens chaufføren kører med mig op og køber en flaske kold vand, som falder på et MEGET tørt sted. Så yderligere en times tid tilbage til Hotel Fleuve i Mopti, hvor Mohammed sidder udenfor og tager imod mig. Den gode nyhed er, at han har hørt fra Marianne, der er kommet hjem i god behold. Den mindre gode er, at han endnu ikke har fået arrangeret transport til Bamako, men siger at han arbejder på sagen. Det bliver nok svært at gøre det for de 50 euro jeg har sat som grænse, siger han. Ja ja, det er godt med ham, han burde give mig den tur aldeles gratis efter al det bøvl med myggestik pga. manglende telte og dårlig mave pga. bådmandskabets lemfældige brug af Nigerfloden til opvask. Men lad os nu se, hvad han kommer op med.

Mit værelse er ikke helt klar endnu, så jeg sætter mig op på tagterassen og drikker en cola - bare jeg nu ikke går hen og bliver afhængig af det klistrede stads. Et bad gør underværker, og bagefter vasker jeg de tre beklædningsgenstande, som jeg har gået rundt med de sidste dage, kors hvor er det beskidt.

Jeg er hundesulten, men må hellere forblive standhaftig og give maven en pause, i hvert fald til i aften. I stedet går jeg ind til byen for at prøve at komme på Internettet, men det vil bare ikke fungere i dag, trods mange ihærdige forsøg fra indehaverens side, så i stedet promenerer jeg lidt rundt i den ikke særligt spændende by med den hektiske havnefront. Undervejs må jeg rutinemæssigt afvise et par jukssælgere og et par would-be-guider, men de er nu efterhånden ret nemme at ryste af. De fleste skrider efter et par bemærkninger på fransk eller engelsk, mens de mere ihærdige må udsættes for ”danskermetoden”. Det er mig en gåde når de i LP skriver, at ens ferie risikerer at blive spoleret på grund af disse fyre. Forfatteren har næppe prøvet at rejse i Egypten, Tunesien eller Marokko, hvor vi taler om en helt anden form for ihærdighed, ofte desværre grænsende til det aggressive.

Langs floden sidder kvinder og steger små fisk i gryder med sydende olie, og duften får min slunkne mave til at trække sig sammen af sult. Godt jeg ikke er muslim, jeg ville egne mig meget dårligt til at faste.

På hotellet går jeg direkte til Mohammeds værelse for at høre status mht. morgendagens transport til Bamako. Og jo da, men det bliver - surprise - dyrere end de 50 euro jeg havde nævnt som øvre grænse. Han har nemlig kun én anden passager, og der skal betales for begge veje, da han heller ikke lige har nogen, der skal den modsatte vej. Jeg brokker mig lidt og slår på hans ”gæld” på grund af de manglende telte, og til sidst bliver vi enige om 70 euro, altså godt 500 kroner. Dyrt i forhold til bussen, der koster cirka 100 kroner, men jeg kan næsten ikke udholde tanken om at skulle sidde og skrumple 12-14 timer i en af de skramlekasser, og så måske endda med dårlig mave. I sammenligning med dette er 6-7 timer i en airconditioneret og velaffjedret Landrover en luksus, som jeg godt vil spendere nogle hundrede kroner ekstra på. Det er i øvrigt cirka samme pris som en flybillet ville koste, hvilket jeg også har overvejet, men dels skulle jeg så vente i endnu et par dage og dels har flyselskabet (”Air Maybe”) jo ry for hyppige aflysninger.

Jeg lægger mg lidt på sengen og nyder fornemmelsen af luksus i form af AC og ventilator og får læst det sidste kapitel af ”Vejen til Jerusalem”, fortræffelig bog. Går straks videre med det næste bind ”Tempelridderen”, håber den er lige så god.

Jeg har besluttet - trods den noget usikre mave - at følge den plan jeg har haft i dagevis om at indtage aftensmaden på det flotte luksushotel nede ved floden, hvor de har en stor buffet, så må det briste eller bære. Hvor er det herligt at sidde ved et smukt dækket bord med rent bestik og skinnende glas og masser af lys og ingen insekter og nyde et OVERDÅDIGT måltid. Salat, fiskesuppe, mørt oksekød med grøntsager (nå ja, dåseærter, træerne vokser ikke ind i himlen) og - oh fryd - masser af desserter: Karamelrand, tre slags kage samt lækre udskårne stykker af mango og vandmelon. Det rigtigste ville jo nok have været et enkelt måltid bestående af brød eller ris, men hvad pokker, nu bor jeg jo i hvert fald sådan, at der hele tiden er et toilet inden for rækkevidde.

Fredag d. 18. november 2005 - Tilbage til Bamako

Vågner klokken fire med en dundrende hovedpine, skal jeg da aldrig have en sammenhængende nats søvn mere? Og hvorfor nu hovedet? Jeg kunne forstå, hvis det havde været maven, men den har - forbavsende nok - endnu ikke reageret på det overdådige aftenmåltid. Jeg skyller et par codymagnyler ned med en liter vand og sætter mig til at læse en halv times tid indtil kuren - forhåbentlig - hjælper. Det gør den imidlertid ikke, og så er der jo ikke andet at gøre end at forsøge at sove videre. Det lykkes da også, om end uroligt og med en masse sære drømme.

Klokken halv syv, i det spæde morgengry, indtager jeg min morgenmad på tagterrassen, og da jeg får øje på kaffen slår det mig, at kaffe - eller rettere mangel på samme - naturligvis er årsagen til nattens hovedpine. Efter feriens indledende abstinensproblemer har jeg helt lagt denne problemstilling bag mig, men naturligvis, 48 timer uden kaffe, det var alligevel for meget. Og ganske rigtigt, efter indtagelse af to kopper går der mindre end en halv time, før hovedpinen er forsvundet som dug for solen. Jeg føler mig næsten som en narkoman, der får den eftertragtede sprøjte.

Mohammed - og bilen - skulle være der klokken syv, men sådan går det naturligvis ikke. Han er heller ikke på værelset, men en af hans ”hangarounds” ringer til ham og giver besked om, at han er undervejs og sikkert er her klokken otte. Hvor flink og hjælpsom den mand end er, så er jeg snart træt af alle hans løfter, der altid kun indfries delvis. Jeg er spændt på at se den ”Landrover med AC”, når / hvis den en gang dukker op.

Og det gør den så, men først kvart over ni og efter flere telefoniske rykkere. Den anden passager er alligevel ikke dukket op, men så er der åbenbart en eller anden lokal, der skal med i stedet, og så kan det jo gå lige op. Jeg spørger - højt og tydeligt - om vi nu er enige om, at denne bil kører mig til mit hotel i Bamako, at jeg ikke skal betale yderligere, at der er AC i bilen, at der er benzin nok på den og at der ikke kommer flere passagerer med, og ”no problem”, alt er som jeg siger, og på spørgsmålet om den forventede køretid lyder svaret ”højst seks timer”.

Off we go, med mig mageligt henslængt på et helt bagsæde, det er jo slet ikke så dårligt. Det begynder at blive varmt med de åbne vinduer, så jeg foreslår at vi lukker dem og i stedet tænder for AC'en. Som sagt så gjort, og der kommer da også kølig luft ud af systemet, men det er så lidt, at det kan være lige meget. De andre trækker på skuldrene - ”den virker vist ikke rigtigt” - og åbner vinduerne igen.

Efter en times kørsel falder den næste del af aftalen på gulvet, idet der pludselig skal tre passagerer mere med. Alle rykker sammen på bagsædet og jeg får det store forsæde for mig selv, hvad der jo - isoleret set - er helt fint, bortset fra at jeg sidder og får solen lige i hovedet. Og så det rent principielle i, at jeg betaler et - efter lokale forhold - temmelig stort beløb for at være næsten alene i bilen. Nå skidt, jeg må jo prøve at tage det fra den humoristiske side og glæde mig over, at jeg trods alt kommer tilbage til Bamako på en let og hurtig måde.

Tilbage i Mopti

Klokken et stopper de i en eller anden lille flække og vil have frokost. Jeg prøver at få dem til at udsætte det en times tid, til vi kommer til Segou, hvor jeg jo ved, at der er adskillige gode restauranter, men nej, det er der åbenbart ikke stemning for. Der er tydeligvis lidt forskellige opfattelser af begrebet ”restaurant”, for denne her er af den slags, hvor der ikke er meget at vælge imellem. ”Dagens ret” er en tallerken ris og en skål sauce fra en kæmpegryde. Det kunne måske også være godt nok, men med min (forhåbentlig) nys overståede diarré tør jeg ikke tage nogen chancer, så jeg nøjes med et par kiks fra den pakke, jeg har medbragt for en sikkerheds skyld.

Selv om man vel teoretisk kan køre den godt 500 kilometer lange strækning på 5-6 timer, så kan jeg efterhånden godt se, at sådan bliver det slet ikke i praksis, dertil er der alt for mange checkpoints og vejbump og benzinpåfyldninger og frokoststop og af- og pålæsning af ekstra passagerer og indkøb af vandmeloner og jeg ved ikke hvad. Men skidt, jeg har jo min gode - ja nærmest fremragende - bog, som jeg får gjort et solidt indhug i.

Klokken er lidt over seks før vi når den sydlige udkant af Bamako, og selvfølgelig stopper de her og siger, at nu må jeg selv sørge for resten. Det overrasker mig ikke, og en taxa herfra ville vel næppe koste mere end 30-40 kroner, men nu farer der en djævel i mig ved denne sidste dråbe i det allerede godt fyldte bæger. Jeg bliver stiktosset og skælder ud og siger, at de bare har at køre mig til mit hotel, som Mohammed har lovet, mens de stædigt fastholder, at den aftale har de intet hørt om. Det er ligesom med teltene på Nigerfloden, hvor han lovede kunderne noget, uden at have afklaret det med underleverandørerne.

Stor opstandelse, og chaufføren er end ikke kendt i Bamako, men det problem kan jeg jo hurtigt afhjælpe, da jeg har et kort over byen og sagtens kan finde vej. Til sidst giver han sig, om end under heftige protester, og i mellemtiden er fredagens fyraftenstrafik steget til groteske højder og luften er så tyk af forurening, at den nærmest kan skæres ud i blokke.

Baobabtræ på tilbagevejen til Bamako

Det bliver ikke bedre af, at idioten ikke vil lytte til mine klokkeklare direktiver, så han gang på gang ender i små blindgyder og ensrettede veje, og turen gennem byen kommer til at vare fem kvarter, før vi endelig er fremme ved Hotel Tamana.

Den stakkels chauffør stønner højlydt, og det er lige før jeg har lidt ondt af ham, da vi pænt giver hinanden hånden til farvel. På dejlige Hotel Tamana er det heldigvis ikke noget problem at få et værelse, som endda er betydeligt lækrere end det jeg havde sidst, og så med badekar, vild luksus.

Jeg er sulten som en ulv, og maven synes at have kureret sig selv, så efter et velgørende bad sætter jeg kursen over mod min yndlingscafé, hvor de har Vestafrikas bedste pizzaer og kager og som ville være til fem negerhatte, hvis ikke lige det var for det der TV, der absolut skal stå og køre for fuld drøn hele tiden. Det er føles næsten som at komme tilbage til Katmandus lyksaligheder efter nogle ugers trekking i Himalayabjergene. Jeg spiser Salat Nicoise efterfulgt af en pizza efterfulgt af en kæmpemæssig chokoladekage og cappuccino, bøvs! Bagefter må jeg lige en tur op og nyde Malis hurtigste internetforbindelse. Hold da op, 44 nye mails! Det er da godt jeg har haft mulighed for løbende at rydde op, det ville næsten ikke være til at udholde tanken om at komme hjem til 500 ulæste mails. For første gang i lang tid kommer jeg først i seng efter midnat.

Lørdag d. 19. november 2005 - Bamako

Og for første gang i lang tid får jeg seks timers fast og sammenhængende nattesøvn uden at skulle bekymre mig om hovedpine, diarré, myg, flodheste, sandstorme, kulde eller varme. Seks timer lyder måske ikke af så meget, men da jeg slår øjnene op klokken halv syv føler jeg mig i hvert fald 100% frisk og udhvilet. Og hvilken fornøjelse igen at indtage morgenmaden i den dejlige skyggefulde have og blive genkendt af hotelpersonalet, der forundret spørger efter ”la femme”.

Jeg tager en taxa ind til centrum for at få indløst mine sidste rejsechecks, så skulle jeg vist lige kunne klare mig resten af tiden. Går hele vejen hjem i rask tempo, næsten uden at få sved på panden, jeg må virkelig være godt akklimatiseret til varmen efterhånden. Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at temperaturen ”kun” midt er i 30'erne her, hvilket nærmest virker svalt i forhold til længere ude østpå.

Jeg må lige ind og gå lidt amok i det velforsynede supermarked. Chips, chokolade, en lille flaske rødvin, en camembert til morgenmaden og en stor magnum-is til at spise med det samme. At se en turist komme ud fra et supermarked med en is til en snes kroner virker på de lokale sælgere som en frisklagt lort på spyfluer. ”Har han råd til den slags, så kan vi prakke ham hvad som helst på” må ræsonnementet være. Det holder bare overhovedet ikke, for ingen af dem har noget som helst at tilbyde, som jeg er den mindste smule interesseret i, selv om det lige tager lidt tid at overbevise dem om det.

Ligger lidt på værelset og slapper af, spiser en glimrende frokost og tilbringer et par timer med at få afsendt min syvende - og sidste - fællesmail samt besvaret / slettet en del andre. Jeg har besluttet, at aftensmaden skal indtages på ”Sokuthai”, byens meget fine thairestaurant. Jeg stopper en taxa, hvis chauffør naturligvis ikke kender restauranten, og heller ikke oplysningen om, at den ligger i ”Rue 311” hjælper det mindste. Men ”no problem”, jeg beroliger ham med, at jeg sagtens kan guide ham gennem byen med mit lille bykort, og det lykkes da også, om end først efter et par fejlkørsler.

Det er lørdag aften, og restauranten er pænt fyldt op, men det lykkes dem da at klemme mig ind på et hjørnebord. Her er virkelig fint og smagfuldt, og menukortet er omfattende. Priserne er - efter lokale forhold - ret høje, dvs. 40-60 kroner for forretter og 50-100 kroner for hovedretter, men maden er glimrende og betjeningen ligeså, så de par hundrede kroner er godt givet ud.

Da jeg bagefter går gennem de nattemørke gader for at finde en taxa, snubler jeg over en hård genstand og slår hul på min storetå, så blodet løber. Øv, jeg var ellers lige ved at tro det ville lykkes mig for en gangs skyld helt at undgå den slags klovnerier. Jeg vikler en masse toiletpapir om tåen, og så må skaden besigtiges nærmere hjemme på hotellet.

Det går lettere med en taxa hjem, for ”Hippodrome”, som kvarteret hedder, ved de fleste hvor ligger, og mange kender også Hotel Tamana, selv om de konsekvent udtaler det ”Tjamana”.

Skaden på storetåen er lidt grim, for der er skrællet en hudflap helt af, og hullet er ikke ganske overfladisk. Jeg vasker det grundigt med vand og sæbe, renser efterfølgende med klorhexidin, sætter et plaster på og krydser fingre for, at det ikke udvikler sig i mortal retning i løbet af de næste 3-4 dage, til jeg gerne igen skulle være i nærheden af et mere kompetent sundhedsvæsen.

Søndag d. 20. november 2005 - Bamako

Det er med en vis ængstelse, at jeg fjerner plasteret og beser gårsdagens kvæstelse. Betændelse? Koldbrand? Øjeblikkelig amputation med neglesaksen? Det ser nu heldigvis ikke så slemt ud, vist faktisk rigtig pænt, især efter en grundig afvaskning og fornyet behandling med klorhexidin. Jeg tror sgu jeg overlever!

Jeg er blevet bedt om at skifte værelse, da hotellet er fuldt booket og jeg optager et dobbeltværelse, fair nok. Det nye værelse er lidt mindre (og uden badekar), men absolut nydeligt og stadig vild luksus i forhold til gennemsnittet på denne rejse.

Jeg går op på internetcaféen, men den er lukket (det er jo søndag), og det samme er den næste, der ligger lidt længere oppe ad gaden. Man kan dog godt telefonere, så jeg ringer først til Kaminate fra Børnefonden for at få bekræftet min aftale om afhentning klokken otte i morgen tidlig. Dernæst får jeg en lang snak med min kære datter, som jeg godt nok snart glæder mig til at gense. Forbløffende så længe man kan tale for 60 kroner, jeg tør slet ikke tænke på, hvad det ville have kostet, hvis det var hende, der havde ringet op.

En god lang frokost på min yndlingscafé, lidt læsning i ”Tempelridderen” (næsten færdig, øv), en time ved poolen og en halv time ved hotellets internetforbindelse, efterfulgt af en øl i haven, mens mørket falder på, sikke et driverliv. Fint nok for et par dage, men snart er min sidste bog læst færdig, og så bliver det nok lidt ensformigt.

Aftensmad på en nydelig - european style - restaurant, hvor jeg får et par lækre små bøffer med grønne bønner, en karaffel rødvin og en stor isdessert. Glimrende - og ikke en gang særlig dyrt.

Mandag d. 21. november 2005 - Børnefondbesøg

Under morgenmaden i haven myldrer det med soldater fra alle mulige lande, der må være en stor konference i byen - medmindre der er brudt en krig ud. Børnefondens chauffør kommer og henter mig som aftalt, om end en halv time forsinket. Årsagen går dog hurtigt op for mig, da vi når ud i bytrafikken, der er værre end nogensinde. Osende biler køler ved køler suppleret med mindst lige så mange motorcykler, og forureningen er så intens, at det nærmest er let tåget med en sigtbarhed på 3-400 meter, føj for den lede! Jeg kan forstå på chaufføren at det - ud over at det er mandag morgen - ganske rigtigt hænger sammen med et stort internationalt møde af en slags.

Udenfor Børnefondens lokale kontor

Endelig når vi over til Børnefondens kontor, hvor jeg - ligesom sidst - modtages af Kaminate og Mr. André, der er vældigt snakkesalige og gerne vil høre, hvad jeg har oplevet siden sidst.

Derefter får jeg lidt orientering om Børnefondens arbejde. De har været repræsenteret en del år i en række af de omliggende lande (jeg har faktisk selv et sponsorbarn i Benin), men endnu kun 1½ år i Mali, og det er faktisk kun anden gang, at de har besøg af en sponsor her i landet. Der er etableret en halv snes centre, der støtter knap 5.000 børn og deres familier, og der er yderligere en håndfuld centre under etablering. Center 708, som Lanseni hører til, ligger godt hundrede kilometer syd for Bamako (i Bougouni-regionen) og omfatter 403 børn.

Jeg skal ledsages af Nahan Keita, en ung kvinde, der heldigvis også taler engelsk, om end ikke så godt som de andre to. Og så skal jeg også lige - yderst rimeligt - betale for hendes og chaufførens arbejdstid samt for benzin til køreturen, hvilket alt i alt løber op i 35.000 CFA (cirka 400 kroner), et beløb der i Danmark ville række til et sted mellem 15 og 30 minutters bistand fra en SAS-konsulent.

Jeg vil jo også gerne have noget med til Lanseni og familien. I går købte jeg to store poser med slikkepinde og en stor pose balloner, som jeg tænkte ville egne sig til fordeling blandt børnene. Desuden har jeg en lille bold til Lanseni samt de tre postkort med motiver fra København og kongefamilien, som jeg nu har slæbt rundt på i snart et par måneder, dem kan de også få, men hvad ellers?

Rådet lyder på at købe noget ris, som for dem er en sund og nærende (og sjælden) spise, eftersom deres normale kost er en grød af majs eller hirse suppleret med en sauce af baobabblade og lidt grøntsager. Vi holder ind nede ved et slags engroslager, hvor jeg beslutter mig for en sæk med 25 kilo, der koster godt 100 kroner. Herregud, det svarer dårlig nok til mit gennemsnitlige daglige madforbrug på denne tur, men kan give hele familien en stor portion ris om ugen det næste halve år, og allerede kort efter fortryder jeg, at jeg ikke købte 50 kilo i stedet.

Det meste af turen foregår ad udmærket asfaltvej, men den sidste snes kilometer er grusvej (som dog stadig er langt bedre end en gennemsnitlig hovedvej i Guinea). Hen ad middag kører vi op foran den lille klynge lerklinede hytter, hvor blandt andet Lanseni og hans familie bor. Det er helt tydeligt, at mit besøg er ventet, for der sidder en stor gruppe mennesker og ser forventningsfulde ud.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gebærde mig, men så udpeger Nahan Lanseni, der ligner sig selv fra billedet. Han ligner også - meget naturligt - sin tvillingebror, men Lanseni er klart den mest generte. Han virker faktisk ret utryg ved situationen. Jeg ved ikke, om det er tanken om at være centrum for al denne virak eller om han simpelthen er lidt bange for mig, fordi han muligvis aldrig har set ”sådan en” før. I hvert fald står han og putter sig ind til sin mor og er tydeligvis alt andet end lykkelig over, at hun tvinger ham til at sige pænt goddag til mig. Nu kunne jeg godt tænke mig noget vejledning, men Nahan virker lidt rådvild (det er jo givetvis også hendes første sponsorbesøg), så jeg beslutter at tage fat på gaverunden nu, i håb om at det kan bryde isen.

Det er Lanseni tættest på moderen

Jeg giver Lanseni bolden og postkortene, som han sidder og fumler nervøst med. Og så får moderen poserne med slikpinde og balloner, og jeg prøver med fagter at forklare, at det er til ALLE børnene (vi skulle jo nødigt risikere, at Lanseni bliver syg af at spise et halvt hundrede slikkepinde).

Moderen begynder at dele slikkepinde ud, og - oh gru - pindene fungerer også som fløjter, og snart er der en infernalsk pibekoncert omkring mig. Jeg sidder og spekulerer på, om de egentlig ved hvad balloner er, så jeg tager en for at demonstrere, hvordan man puster dem op. Shit, det er ikke spor nemt, og jeg må lægge hele min lungekapacitet i. Så lykkes det til gengæld også, godt og vel endda, for ballonen eksploderer med et knald, så stakkels Lanseni atter farer om bag sin mor. Mon balloner overhovedet var en god idé? Jeg ser allerede for mig de frustrerede unger, der ikke kan få dem pustet op, for ikke at tale om høns og geder, der bliver kvalt i de omkringflagrende stumper, når ballonerne eksploderer.

At risen derimod er en rigtig god gave, det er der i hvert fald ingen tvivl om. Efter Nahans råd afleverer jeg sækken til faderen, og det er helt tydeligt, at den vækker glæde.

Vi sidder lidt og glor ud i luften, mens ungerne slikker og fløjter fornøjede. ”Hvad nu” spørger jeg Nahan, men det ved hun ikke rigtigt, så jeg foreslår, at vi går en tur rundt og kigger på landsbyen, og det gør vi så. Familierne bor i små grupper af lerklinede hytter, én hytte pr. voksen (mindre børn bor hos moderen). Jorden, der er stenet og ikke særligt frugtbar, bruges til dyrkning af blandt andet majs, ris, hirse, bønner, jordnødder, casava og yams samt bomuld. Vi besigtiger også den lille skole og hilser på betuttede børn, der udstråler nysgerrighed kombineret med en smule frygt (især de mindste).

Tilbage hos Lansenis familie bliver jeg budt på et lille glas af den traditionelle te, som jeg naturligvis drikker, selv om jeg et øjeblik tænker bekymret på min sarte mave. Er vandet nu ordentligt kogt? Er glasset vasket af?

Vi sidder tavse lidt. Det er svært at få etableret den helt store dialog, når de lokale hverken taler engelsk eller fransk, og min ”medhjælper” bidrager ikke med alverden. Men så sker der heldigvis noget sjovt, idet en rædselsslagen ged kommer sprintende hen over gårdspladsen. En spraglet klud har sat sig fast i dens hale, og den prøver nu af alle kræfter at komme væk fra den, hvilket vi alle får en god latter ud af. Humor virker på tværs af alle kulturelle og sproglige barrierer.

Lansenis far med den sæk ris jeg forærede dem

Så skal der åbenbart gives returgaver. Nahan får en stor skål klumpet gedemælk, som hældes op på et par plastikflasker, selv om klumperne er så store og talrige, at det er ganske besværligt at få det ned i flaskerne. Og så kommer de gudhjælpemig med en stor og flot - levende - hane til mig! Men hvad pokker skal jeg dog stille op med den? Jeg tvivler på, at hotellet gider lave ”Cocque au vin” til mig i aften. Og Air France vil næppe acceptere den som håndbagage på flyet i morgen (med Air Mali havde der måske været en chance).

Jeg spørger Nahan, om hun vil have den, og jo tak, det vil hun da mægtigt gerne. Jeg burde egentlig - i dyrevelfærdens navn - have betinget mig, at hun straks drejede halsen om på den, for den efterfølgende behandling bryder jeg mig bestemt ikke om. Det stakkels kræ får bundet fødderne sammen og bliver surret fast på bilens - åbne - lad, hvor den kan ligge og rutsche rundt i den bagende sol på hjemvejen. I øvrigt sammen med et par store sække trækul, der også skal med tilbage.

Da vi - et par timer senere - er tilbage ved Børnefondens kontor, løfter Nahan den glad op, ”se, den er stadig i live”. Tilsyneladende ja, men det er da heller ikke mere end lige netop. Jeg griber mig i at håbe, at dens angst og smerte har sat sig som en dårlig smag i kødet (er

Jeg fik en levende hane!

det ikke sådan det går, hvis man udsætter højerestående dyr for den slags?), men ”skik følge eller land fly”. Det er lidt ligesom det med at smide affald ud af bilvinduerne, den slags dårlige vaner (der desværre også er udbredt blandt cigaretrygende bilister derhjemme) er så dybt indgroede, at det vil tage mange år at få lavet om på.

Jeg tager afsked med Nahan, Kaminate og André, efter at have lovet dem at sende kopier af nogle af de billeder jeg har taget. Trafikken er heldigvis ikke helt så slem som i morges, men til gengæld er der lidt dramatik. Først er vi meget tæt på at køre to fyre ned, fordi de pludselig springer frem bag en holdende bil og vil krydse vejen lige foran os. Og lidt senere ser vi en stor lastbil fyldt med rissække, der er væltet ud over en skrænt og nu ligger med bunden i vejret. Nogle af sækkene er gået i stykker, så risene ligger spredt ud over jorden, og et større antal børn er i gang med at samle disse sammen i poser og spande. ”Den enes død …”.

Et hurtigt måltid mad gør godt, og bagefter tilbringer jeg en times tid oppe på internetcaféen. Her finder jeg desværre pludselig ud af, at turens tredje maveonde er en realitet, og så kan det ikke gå stærkt nok med at komme tilbage til hotellet. Pokkers da også, jeg var ellers lige begyndt at tro på, at jeg ville slippe helskindet gennem de sidste dage.

Tirsdag d. 22. november 2005 - Sidste dag i Afrika

Maven er ikke blevet bedre her til morgen, så jeg tyer endnu en gang til medicinsk behandling. I det mindste er der vel så en rimelig chance for, at maven holder sig i ro det næste døgns tid, til jeg atter er hjemme.

Det bliver en laaang dag, hvor jeg ikke har alverden at tage mig til, ud over at skrive et par små notitser til Globen samt tilbringe et par timer på internetcaféen med at rydde op i nogle af de mange mails, som jeg har gemt til ”senere behandling”, så er jeg da fri for det, når jeg kommer hjem.

Jeg vover at spise en pizza til frokost, noget skal jeg jo have, og de indtagne kemikalier holder heldigvis maven nogenlunde i ro, selv om den knurrer ildevarslende. Prøver at sove lidt på forskud, for det bliver jo nok ikke til så meget i nat, med en 5½ timers flyvetur startende fra midnat. Men det vil slet ikke lykkes, det er som om jeg har en masse uro i kroppen. Energien og enthusiasmen er sluppet op en dag for tidligt, og nu vil jeg bare gerne hjem.

Jeg ser lidt afrikansk fodbold på TV, hvor Guinea slår Sierra Leone 1-0, men sikke dog en gang knoldesparkeri. De viser ustandseligt fodbold på TV, det er noget de går vildt meget op i i Vestafrika.

Endelig klokken otte går det af sted i taxa mod lufthavnen. For sidste gang gennem den stærkt forurenede by, det er lige så det svider i øjnene. Jeg mindes ikke nogen sinde at have oplevet noget lignende, og for eksempel Bangkok er da nærmest som en frisk morgenbrise fra en dansk bøgeskov i forhold til dette. Jeg er i lufthavnen lidt i ni, hvilket er tre timer før afgang, men det ville nu også være ærgerligt at komme for sent. Og der skal jo også lige være tid til at spise lidt aftensmad og eventuelt købe lidt ind for nogle af de CFA'er jeg har tilovers.

Solopgang over Europa

Det hele går overraskende nemt og hurtigt, og snart sidder jeg med en bøf oppe i den lille restaurant. Afgang præcis på minuttet, og ankomst til Paris lige så præcist. Jeg har faktisk kun en lille times tid til at nå mit fly til Danmark, så jeg spæner gennem den store lufthavn og er i hvert fald helt overbevist om, at de ikke når at få bagagen med (men denne gang er det jo knap så alvorligt).

Jeg når det lige, og der er god plads, så jeg ligger lidt og hviler hen over tre sæder.

Rygsækken nåede minsandten også med, og både kystbanetog og metro holder simpelthen og venter på mig, så jeg er allerede hjemme halv elleve. Perfekt afslutning på en fantastisk ferie.

Til første del af rejsen: Senegal og Gambia
Til anden del af rejsen: Guinea
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside