Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Forår i Mellemøsten
Jordan og Syrien

Per Allan Jensen


Søndag d. 4. april 2004 - udrejsedag

Jeg sørger for at tage afsted i god tid, allerede lidt over ni. Går ned til den nye Lindevang Metrostation og kører med metroen ud til Ørestaden, hvorfra der skulle være forbindelse videre med et regionaltog til Kastrup. En højtalerstemme forkynder imidlertid, at der kun er timedrift, og det går jo slet ikke. Der står et par unge mennesker, også med rygsæk (de er på vej til Korsika), der er i samme situation som jeg, og efter lidt panik lykkes det os at få hidkaldt en taxa, så alle når frem i tide.

Der er ufatteligt mange mennesker i terminal 2, men heldigvis opdager jeg, at mit fly - med Austrian Airlines - afgår fra terminal 3, hvor der ikke er nær så meget pres på. Jeg køber en søndagsavis og et par ekstra bøger, og på den korte tur til Wien kommer jeg allerede godt i gang med den første, Jane Aamunds "Vesten for måne".

I Wien er der dejlig varmt, næsten ærgerligt jeg ikke har 1½ døgn i denne skønne by i stedet for halvanden time. Jeg læser min avis, drikker en øl og kommer planmæssigt ind i den næste flyver. Men så holder det planmæssige også op, idet vi kommer til at holde stille og vente på startbanen i en hel time, og det er meget varmt i den flyver, pyha.

Endelig kommer vi afsted, og turen går med at læse, spise og småsove. Pludselig er der oversvømmelse på toilettet, og personalet farer rundt og tørrer op med håndklæder - forhåbentligt er det kun vand. Desværre er det ikke nok til at afkøle temperaturen i kabinen, det var dog en ubehagelig varme.

Trods den forsinkede afgang er vi alligevel stort set i Amman til tiden, nemlig klokken syv lokal tid (efter at uret er stillet en time frem), lige da solen går ned. Det går let og ubesværet at veksle nogle dollars (0.7 dinarer for en dollar), så det er jo nemt nok at regne med, en dinar er cirka (knap) ti kroner. Det går lige så nemt og hurtigt at få visum, hvilket koster ti dinarer (samt endnu en side i mit - snart fyldte - pas).

Der går til gengæld temmelig lang tid inden bagagen dukker op, så jeg når at blive lidt småbekymret - samt småirriteret over, at de tilsyneladende alle ryger. Her er lidt køligt, så jeg må have fleecen fisket op af rygsækken, inden jeg går i gang med at finde den bus, der - iflg. min guidebog - skulle være i stand til at køre mig ind til Abdali-busstationen i nærheden af centrum. Den kommer da også efter 15-20 minutters ventetid. I mellemtiden får jeg en del tilbud om taxa, men nej, de vil have ti dinarer, jeg kan lige så godt straks vænne mig til backpacker-niveauet.

Der viser sig at være temmelig langt ind til byen, og undervejs får jeg en første forsmag på, hvad der skal blive de næste to ugers to største plager, nemlig tobaksrøg og arabisk jammermusik.

Jeg har på forhånd udvalgt mig et passende hotel (mht. pris og beliggenhed), nemlig "Pasha Palace", og en taxa dertil fra busstationen koster én dinar (garanteret overpris, men det orker jeg ikke at spekulere på lige nu). Amman er en ret stor by. Taxachaufføren siger fem millioner indbyggere, men det lyder lidt vildt, for ifølge mine to atlas (fra 1999 og 2000) skulle der kun være omkring 1.3 millioner.

Der er ikke meget palads over "Pasha Palace", men hvad kan man også forlange i centrum af en hovedstad for 120 kroner inklusiv morgenmad? Det hele virker lidt forfaldent, men dog rimelig rent og med eget bad (også forfaldent) og TV (der dog ikke virker, det er også lige meget).

Pakker hurtigt det mest nødvendige ud (meget lidt) og går en tur ud i byen for at få lidt at spise og drikke. Restauranter kan jeg ikke finde noget af, men jeg køber to liter mineralvand (for en femmer) og en kæmpestor falaffel-sandwich (to kroner), rimeligt prisniveau! Bestiller en kop kaffe på den lille "restaurant" i hotellets stueetage. Den er - som forventeligt - meget lille og meget stærk, men også meget dyr, i hvert fald i forhold til de øvrige observerede priser - fem kroner.



Mandag d. 5. april 2004 - Amman

Vågner i nattens løb ved at jeg fryser og må op og lukke vinduet. Sover - med enkelte afbrydelser - til klokken otte. Taget et varmt bad i det noget nedslidte badeværelse og går derefter ned og spiser morgenmad. Der er lidt sprogproblemer, men det lykkes da til sidst at få en omelet samt et par fladbrød og en kop te - heldigvis uden sukker. Der sidder et par med to små børn, der begge hyler infernalsk, det var dog rædselsfuldt. Efter et stykke tid skrider de heldigvis, og så er der kun det obligatoriske TV tilbage til at forstyrre freden denne morgen.

Solen skinner fra en skyfri himmel, men det er ikke specielt varmt, måske 15-18 grader, så jeg tager tørklæde og fleece på, da jeg begiver mig ud på sightseeing. Der er ikke så mange egentlige seværdigheder i Amman, så jeg går i gang med de få der er - det skulle vel lige være nok til at få en enkelt dag til at gå, inden jeg i morgen drager videre sydpå til Petra.

Først det delvis rekonstruerede citadel, der knejser på en bakketop med dejlige udsigter over store dele af den vidtstrakte by. Der står også et par store søjler fra romertiden samt et arkæologisk museum, som jeg dog ikke gider at bruge tid på. Bagefter falder jeg i svime over et stort romersk amfiteater og bruger et par timer på at finde frem til byens centrumsgade ved hjælp af mit lille fotokopierede bykort. Det lykkes omsider, efter et par utilsigtede afstikkere.

Foran King Hussein moskéen antastes jeg af et par "turistførere", der naturligvis synes det er noget sjusk, at jeg sådan drager rundt på egen hånd. Det har jeg nu ikke desto mindre tænkt mig at fortsætte med, for her er jo roligt og fredeligt, men det ville unægtelig hjælpe lidt, hvis de også skrev gadenavnene med "vores" bogstaver og hvis "manden på gaden" kunne bare en lille smule engelsk (eller jeg kunne lidt arabisk).

Jeg falder ind på en lille snask og spiser lidt kebab og brød og drikker en halv liter mineralvand til, alt for den beskedne pris af tyve kroner. Går videre mod vest, i mellemtiden er det blevet noget varmere. Kommer pludselig forbi en dejlig restaurant med udendørs servering, og så har de endda noget så eksotisk som cappuccino. Jeg bestiller et glas arrak til, som minsandten serveres med en portion popcorn, bizart!

Det lille stop giver nye kræfter til at komme videre vestpå, helt ud til det store Hotel Intercontinental, i hvis nærhed der ligger såvel en kinesisk som en italiensk restaurant, der måske kunne være et besøg værd i aften (ikke falaffel-sandwich to dage i træk). Tænk en gang, sådan en stor by, og så har den - ifølge min guidebog - kun én italiensk restaurant, én mexicansk og én indisk.

Jeg overvejer et øjeblik at tage en taxa tilbage, men nej, det går trods alt nedad, og snart er jeg da også tilbage i centrum. Jeg indtager et par kopper kaffe ("rigtig" nescafé med mælk, serveret i et stort solidt krus) på en hyggelig lille café med stor altan ud over gaden, og her sidder jeg og morer mig lidt over de lokale unge, som ryger vandpibe mens de taler i mobiltelefon.

Klokken bliver hen ad fem, inden jeg endelig er tilbage på hotellet, godt brugt og med tydelig kulør i ansigtet. Jeg smider mig i sengen en times tid, prøver at lære et par arabiske gloser (det er godt nok svært) og gør mig så klar til en aftenudflugt.

Da jeg kommer udenfor konstaterer jeg med glæde, at aftenen er betydeligt mildere end i går, i øvrigt i fuld overensstemmelse med den femdøgnsprognose jeg fandt på Internettet lige inden min afrejse. Så opdager jeg, at den flotteste fuldmåne lige netop har løftet sig over horisonten bag det store amfiteater, det må fotograferes! Og så er det jeg endnu en gang må konstatere, at jeg har glemt, hvordan man bruger kameraet til alt andet end fuldautomatiske optagelser, pokkers! I stedet fotograferer jeg et par nysgerrige smådrenge, der interesseret følger mine - forgæves - bestræbelser.

Det er let at få en taxa, faktisk meget lettere end bare at få lov at gå i fred. Som turist er man "jaget vildt", der lige får et par trut i hornet hver gang de kører forbi (og det gør de næsten hele tiden). Jeg er hurtigt godt i gang med at spille "hård forhandler", da han roligt peger på et fint digitalt taxameter (der i øvrigt starter på to kroner). Pudsigt nok kommer turen til at koste præcis de fem kroner, som jeg havde tænkt mig at benytte som udgangspunkt for mine prisforhandlinger.

På den italienske restaurant er alt reserveret, og den kinesiske er til gengæld mennesketom, så der gider jeg ikke at spise. Det ender så med, at jeg går tilbage mod centrum og ind på den restaurant, hvor jeg fik den glimrende cappuccino i eftermiddags. Det gør jeg så igen, omend dog først efter at jeg har konsumeret en fortræffelig portion "mixed grill" med en nærmest himmelsk hummus, overdrysset med ristede pinjekerner.

Vejret er så mildt, at jeg kan sidde under en markise ude på fortovet, herligt, så slipper jeg for TV og tobaksrøg. Jeg slipper dog ikke for jammermusik, da de desværre har været så udspekulerede at montere en udendørs højtaler. Det skurer slemt i mine ører, næsten lige så slemt som jazz.

Går tilbage til hotellet i den milde aften. Jeg skal tidligt op i morgen, så jeg lægger mig til at sove allerede halv elleve. Men så let skal det ikke være, for på værelset overfor er der en masse mennesker, der holder en festlig sammenkomst, hvilket betyder høje stemmer, musik, knirkende døre der åbnes og lukkes ustandseligt samt en så intens cigaretrygning, at røgen nærmest står i en stråle vandret ind gennem mit nøglehul. Man skulle næsten tro de havde gang i en slags rygekonkurrence.

Klokken halv tolv bliver det for meget, og jeg styrter ud og beder om nattero. De høflige mennesker undskylder mange gange, og jeg vælter tilbage i min seng, hvor jeg kort efter må konstatere, at det ikke gjorde nogen forskel overhovedet. Jeg ligger og bliver stadig mere ophidset og kan absolut ikke sove, og en halv time senere går jeg ud og skælder ud for alvor. Denne gang ser det faktisk ud til at hjælpe, og i løbet af en halv times tid falder der så meget ro over gemytterne, at jeg endelig kan falde i søvn, men det bliver så også en hel del senere end planlagt.



Tirsdag d. 6. april 2004 - Petra

Armbåndsuret bipper 6:20, men da har jeg allerede været vågen i fem minutter, og underligt nok føler jeg mig ikke engang søvnig, selv om jeg højst har sovet 5-6 timer. Det trækker lidt ud med morgenmaden, som ellers var blevet lovet fra klokken syv. Lidt over halv otte er jeg ude af hotellet, og få minutter senere sidder jeg i en taxa, som jeg - omend med lidt besvær - får til at køre mig til Wahadat busstationen i byens sydlige udkant. Her bliver jeg - efter lidt spørgen rundt - henvist til en næsten fuld minibus, der kører fem minutter senere - hvor heldigt.

Jeg klemmer mig ind på et af de forreste sæder ved siden af en kvinde - iklædt sort slør - og en lille dreng, mens min store rygsæk må stå på gulvet. Heldigvis er der kun få af- og påstigninger undervejs, så der gør den ikke så meget skade.
Indgangen til den 1,2 km. lange kløft, der leder ind til Petra.

Den arabiske jammermusik brager ud af bilens højtalere, og et par af passagererne ryger hæmningsløst, når de da ikke lige smider affald ud af vinduerne eller taler (råber) i deres mobiltelefoner. Ikke meget miljøforståelse her!

Turen går sydpå ad "Desert Highway", hvor udsigten ikke er noget at skrive hjem om, det er ørken af den kedeligste slags på begge sider af en - i øvrigt glimrende - motorvej, hvor vi konstant ligger på omkring 120 km/t (og chaufførens mobiltelefon ustandseligt påkalder sig hans opmærksomhed).

Efter 1½ times kørsel holder vi en kort pause ved en benzinstation, hvor jeg køber en stor is og to ruller Mintos til den samlede pris af - hold nu fast - fire kroner!

En times tid senere drejer vi vestpå, væk fra motorvejen, og straks efter bliver landskabet mere kuperet og frodigt, og vi passerer en del mindre byer. Snart er vi fremme ved Wadi Musa, landsbyen ved Petra, og straks jeg træder ud af bussen - eller endda lidt før - overfaldes jeg af ivrige sælgertyper, der lige præcis mener at have det hotel, som jeg altid har drømt om. Hvilket irriterer mig grænseløst, så jeg går helt i baglås og taler dansk med dem, hvilket først afstedkommer stor forundring, hvorefter det har den ventede effekt - de lader mig være i fred.

Petra: det smukke og velbevarede kloster (Ed Deir)
 
Jeg vader en del rundt og ender til sidst - ved skæbnens irriterende ironi - på det hotel, som de mest ivrige forsøgte at prakke mig på. Ud over "dormitory" har de kun et stort og luksuriøst dobbeltværelse til 200 kroner, men skidt, jeg tager det, efter at have fået et løfte om skift til et halvt så dyrt enkeltværelse i morgen.

På hotellet tilbyder de gratis transport til Petras indgang, og klokken tolv er jeg klar til afgang, sammen med et par andre af hotellets gæster. Solen skinner stadig fra en skyfri himmel, men det blæser lidt, og temperaturen er ikke specielt høj - vældig behageligt vejr faktisk. Ved indgangen køber jeg entré til to dage, formedelst 135 kroner. Dyrt, men dog ikke så dyrt som min guidebog skriver, så de har nok erkendt, at de efterhånden har presset citronen lidt rigeligt.

Og nu starter så en fantastisk, men også meget hård, eftermiddag, med sightseeing i Jordans - og måske hele Mellemøstens - seværdighed nummer et, Petra, "den lyserøde oldtidsby". Bygget i århundrederne efter Kristi fødsel, under påvirkning af mange kulturer og stilretninger, og genopdaget i 1800-tallet. Utroligt smukt sted på grund af de fascinerende bjerge og de mange templer, der er skåret ud af klipperne, og hvor der stadig står mange særdeles velbevarede facader. Nogle af dem i ganske imponerende størrelser, specielt "The Treasury", den berømte - over 40 meter høje - tempelfacade, som man pludselig får øje på efter at have vandret lang tid i en smal kløft, omgivet af høje, stejle og maleriske bjergvægge.

Jeg er helt paralyseret af dette område, som virkelig er i særklasse. Godt jeg har en dag mere, for eftermiddagens fem timer slår da slet ikke til, området er kæmpestort. Jeg når ned til enden af "hovedgaden", hvor der ligger et par restauranter, efterhånden er jeg også blevet godt sulten. Der er ikke så meget at spekulere på med hensyn til menuen, eftersom der kun er en mulighed, nemlig buffet med selvbetjening. Den viser sig nu også at være ganske glimrende, og 70 kroner kan vel ikke siges at være helt urimeligt, stedet taget i betragtning.

Bagefter begiver jeg mig ud på en lang og stejl opstigning, dog heldigvis ad ganske glimrende udhuggede stentrappetrin. Det mest generende i den forbindelse er de mange mulddyr, der møver forbi med alle de luksusturister, der ikke selv orker at gå. De fylder godt på stien, og så skider de tilmed over det hele.

Turens endemål er et kloster, igen hugget direkte ud af bjerget og i ufattelige dimensioner. Et par hundrede meter længere væk er der et klippefremspring, hvorfra man kan se milevidt ud over Jordandalen dybt nede, fascinerende flot!

Der begynder at komme skyer på himlen, og en kølig vind blæser op. På vejen ned igen kommer der endda nogle få dråber regn, hvilket får mig til at tænke på, at den medbragte poncho ligger på hotelværelset. Det lykkes mig dog heldigvis at undertrykke en begyndende panik, fremskridt!

Min højre fod gør ondt ad H... til, og jeg er tæt på at tage imod de talrige tilbud om transport med kamel, hest, mulddyr eller hestevogn. Endelig får jeg slæbt mig op til udgangen, hvor bilen fra hotellet som aftalt holder og venter klokken fem.

Jeg er godt brugt, men det gør underværker med et varmt bad og en time på langs inden maden serveres. Dette foregår i et "bedouin-telt" udenfor, men de fleste - mig selv inkluderet - skynder sig indenfor med den fyldte tallerken, det er nemlig blevet isnende koldt her til aften. Maden er stort set den samme som jeg fik til frokost, men prisen er under det halve, så jeg flotter mig og køber et par øl til. Det ødelægger jo lidt regnskabet, for de koster 20-30 kroner stykket, men skidt.

Jeg går tidligt i seng, og i aften er der heldigvis ingen der larmer. Til gengæld er det hundekoldt, så jeg glæder mig over, at jeg fulgte en sidste øjebliks indskydelse og medbragte et sæt termoundertøj.



Onsdag d. 7. april 2004 - Petra

Der var valg mellem to afgange ned til Petra, klokken otte og klokken ni. Dovenskaben løb af med mig, så jeg valgte den sidste, også lidt under påvirkning af min dårlige fod i går. Men i dag går det hele meget bedre. For det første er himlen atter blå, og for det andet gør min fod ikke ondt længere.

Jeg beslutter mig for en afstikker ud i periferien af området, højt oppe i bjergene. Ude i den omtalte periferi kommer jeg desværre til at forlade den "autoriserede" sti og fortsætte ud ad tangenten, og efter en god times klatren rundt i stadig mere uvejsomt terræn begynder jeg at undre mig over, hvad der er blevet af de sædvanlige horder af turister. Ikke spor for tidligt, for det er slet ikke trivielt at finde tilbage igen, puha!

Med en hel dag til rådighed er der rigeligt med tid både til afstikkere og til at finde en varm klippe og ligge og nyde solen. Samt - ikke at forglemme - den udmærkede buffet, hvorefter der er kræfter til at bestige endnu en bjergtop.

Vejret forbliver fantastisk hele dagen, det kunne simpelthen ikke være bedre. Til gengæld kunne jeg nok have været lidt mere rundhåndet med solcremen på armene og i ansigtet, kan jeg se hen på eftermiddagen.

En dag, der helt sikkert vil få en evig plads i min rejsehukommelse, og området er så fascinerende, at det sagtens kunne få en plads på min top-15-liste over de dejligste steder jeg har oplevet.

Oplevelsen rundes af med hotellets gode buffet og et par af de dyre øller, og så er det ellers godnat med mig, alarmen står til 5:45 (tror jeg i hvert fald, men herom senere), da jeg skal videre med en bus klokken kvart over seks.

Jeg mangler dog lige at lufte min forargelse over folks (mis-)brug af mobiltelefoner. Overalt er dækningen perfekt, så man kan hyppigt se (og høre) folk stå og udbrede sig om, HVOR fantastisk et sted de lige netop nu befinder sig, gys! Og det er bestemt ikke kun de udenlandske turister, de lokale er mindst lige så slemme. Det er et ømt syn at se dem klemme mobiltelefonen inden for hovedtørklædet, uden at dette antændes af den cigaret, som de evigt og altid pulser på, inde såvel som ude. De er egentlig lidt sære, når de insisterer på at efterlade skoene udenfor, mens cigaretter med ild i uden tøven tages med over ethvert dørtrin.

Nå, men lad os slutte af med noget positivt, nemlig "Vallentine Inn", hvor jeg har boet de sidste par dage. Et superhyggeligt sted, og perfekt til backpackere, med engelsktalende personale, der præcis ved, hvad en backpacker kan have brug for: Transport, arrangerede ture, oplysninger, Internet, lånebøger, tøjvask og hyggelige omgivelser. Kan varmt anbefales. Og det enkeltværelse, som jeg nu er flyttet over på, har den smukkeste udsigt over hele området, en stor og komfortabel seng, glimrende badeværelse, stol, bord, spejl osv., og så er der rent og pænt, hvad mere kan man forlange for hundrede kroner ?

Det er også herfra jeg har arrangeret morgendagens tur til Wadi Rum, formedelst 150 kroner for transport, aftensmad, morgenmad og overnatning (i bedouintelt i ørkenen). Og hermed har jeg så gjort det stik modsatte af de anbefalinger, som jeg omhyggeligt har printet ud fra Internettet, nemlig købt en "pakketur" uden at have nogen præcis beskrivelse af "pakkens" indhold. Men det er jo det evige dilemma, når tiden er den begrænsende faktor. Idéelt set burde jeg selv tage derned og så finde frem til en af de anbefalede guider og forhandle mig frem til en tur, der så måske kunne gøres marginalt billigere og/eller bedre.

Men som solorejsende ved jeg jo også efterhånden, at det efter al sandsynlighed ville ende med, at jeg stod et eller andet støvet sted under den brændende sol, tynget af min halvtunge bagage, og diskuterede med et par durkdrevne lokale, hvis hjælpsomhed tilsyneladende er uendelig, forudsat altså, at man gør som de ønsker. Og med kun to uger til rådighed er der altså ikke tid til at ofre halve eller hele dage på den slags, så - summa summarum - jeg prøver lykken og ser, hvad der sker. Og som regel er heldet jo med mig.



Torsdag d. 8. april 2004 - Wadi Rum

Blomster i Wadi Rum ørkenen
Sover godt indtil jeg - som sædvanlig - vågner ved firetiden og har svært ved at falde i søvn igen. Gør alligevel et forsøg og sover sådan lidt on/off, indtil jeg kan høre, at andre begynder at rumstere. Jeg bliver roligt liggende og afventer alarmens bippen kvart i seks, men efter nogen tid vækkes min mistænksomhed, og jeg tænder lyset og konstaterer, at klokken er - præcis seks! Gisp, et kvarter til afgang, hvornår mon jeg vænner mig til "digitale tidspunkter" så jeg ved, at kvart i seks er 5:45 og ikke 6:45 ?!?

Nå, ingen panik, jeg har jo ofte nok harceleret over andres langsommelighed om morgenen. Og ti minutter senere har jeg da også klaret både morgentoilette og pakning og står klar nede i receptionen sammen med temmelig mange andre - 20-30 stykker tror jeg. Og selvfølgelig er bussen ti minutter forsinket.

Det viser sig, at bussen kører til Aqaba, men gør et stop der, hvor vejen drejer fra til Wadi Rum. Faktisk skal næsten alle til Wadi Rum, hvoraf cirka halvdelen på samme "pakketur" som jeg, mens den anden halvdel prøver lykken på egen hånd.

Bagagen surres fast på taget, og alligevel er det med nød og næppe at der bliver plads til os alle, og de sidste to må sidde på gulvet. Og så går det ellers over stok og sten, først gennem stejle hårnålesving, hvorfra der er en flot udsigt tilbage over det bjergrige område. Hvilket jeg håber chaufføren kan abstrahere fra, i betragtning af, at han også skal passe både cigaret og mobiltelefon (tilsyneladende standardudstyr her).

Snart er vi tilbage på den lidet inspirerende "Desert Highway", og mine øjne falder i ind i mellem. Vi gør holdt ved en lille "landkøbmand", hvor der skulle være mulighed for "refreshments and toilet". Det sidste kunne jeg godt bruge, men det tager mig kun et splitsekund at konstatere, at jeg alligevel godt kan holde mig lidt endnu.

Jeg køber en is og står og stritter med papiret, ingen synlige affaldsspande her. "Købmanden" forstår ikke et ord engelsk, men han forstår godt "problemet" og tilkendegiver med en håndbevægelse, at jeg bare skal smide det udenfor. Av, den slags gør ondt på en miljøbevidst dansker, og jeg er lige ved at gemme det i lommen, men så ser jeg, hvor meget andet der allerede ligger rundt om, og så, tjah, "when in Rome...".

Snart er vi ved "Wadi Rum Crossway", hvor vi modtages af vores guide, en høj og flot kappeklædt bedouintype med en fiks lille mobiltelefon hængende i en kæde omkring håndleddet, og så hedder han Zidane! Vi er 12-13 stykker, der skal på "hans" tur, men "no problem", bare op på ladet af jeepen og afsted. Som sagt, solen skinner fra en skyfri himmel, men klokken er endnu kun godt otte, og morgenen er stadig kølig, så det er et held, at vi tilbagelægger den halve snes kilometer i yderst adstadigt tempo.

Landskabet bliver - minut for minut - mere og mere fascinerende, med høje forrevne klipper, der rejser sig brat fra det rødgule ørkensand. Snart er vi fremme ved Wadi Rum, der er en grim og kedelig samling huse, omgivet af beton- og sandstensmure. Vi bliver smidt af ved et hus, hvor det åbenbart er meningen, at vi skal deponere bagagen, men ellers er det ikke megen information vi får. Efter noget tid kommer der en kop te, der som sædvanlig er hvinende sød, føj for en ulykke.

Stadig ingen informationer, så jeg tillader mig at spørge om, hvad det egentlig er planen, at der skal ske. Åbenbart venter vi på et par stykker mere, men bagagen skal i hvert fald blive her, mens vi andre tager ud og overnatter i telt i ørkenen. Jeg skynder mig at flytte et par ting mere over i "håndbagagen", såsom tandbørste, termoundertøj og et par ekstra flasker vand.

Udsigt fra en af Wadi Rums røde sandklitter
Endelig kommer vi afsted, femten personer fordelt på ladene af to jeeps. Herligt at vi skal sidde udendørs, bortset fra, at jeg efter kort tid kommer i tanker om en vigtig ting jeg har glemt, nemlig en langærmet skjorte. Mine stakkels arme er "well done" fra i går, men heldigvis får jeg den geniale idé at afmontere benene fra mine bukser (her ude i ørkenen må der vel kunne dispenseres fra den arabisk dress-code) og bruge dem som "arm-beskyttere", hvilket fungerer ganske glimrende.

Zidane er blevet hjemme, efter sigende for at tilberede aftensmaden, så vi er overladt til vore to chauffører, der mest fokuserer på deres cigaretter og i øvrigt ikke kan meget mere engelsk end jeg kan arabisk (fire ord nu). Men skidt, de fleste andre har medbragt deres guidebøger (den glemte jeg forresten også), og det er noget af et internationalt selskab, så jeg får spredte informationer på engelsk, tysk, fransk, spansk og italiensk, og til sammen er det såmænd mere end rigeligt. Faktisk interesserer det mig ikke så meget at høre om historien bag en eller anden kilde eller nogen skriblerier på en klippevæg, for mig er det landskabet, der er det altafgørende. Og dette er - hævet over enhver tvivl - det smukkeste ørkenlandskab jeg nogensinde har oplevet, og ligesom med Petra er det svært at sætte ord på, der dækker oplevelsen.

Varmen tager til, og jeg glæder mig over, at det kun er april, her må være fuldstændig ulideligt om sommeren. Som følge af årstiden vælter det op med små blomster overalt, og med deres hvide, gule og lilla farver ser de helt fantastiske ud på baggrund af det rødlige ørkensand.

Vi gør holdt ved en spektakulær "klippebue" i tredive meters højde, som kan bestiges ad stejle klippeskråninger. Men fordi klipperne er så ru og tørre kan man med lethed kravle op ad selv temmeligt stejle sider, og denne her snupper jeg endda barfodet. Men gys, her er hverken rækværk eller andre afspærringer, kun en to meter bred "bro" tredive meter over ørkensandet, gys igen!

Vi holder frokoststop i skyggen bag klippen (madpakke købt på hotellet), og bagefter har vi en times tid på egen hånd. Nogle slår sig ned og holder "siesta", men det er jo ikke lige mig, så jeg udser mig en ikke alt for høj klippeknold nogle hundrede meter væk, som er rimeligt nem at bestige, men alligevel med en forrygende udsigt fra toppen.

Da vi skal til at køre videre opdager vi, at der mangler én. Nogle begynder at lede til fods i nærområdet, mens vi øvrige tager en tur rundt med jeepen. Da vi kommer tilbage et kvarter senere er han heldigvis fundet, men nu mangler til gengæld en af de, der gik ud for at lede efter den første, suk!

Nå, efter endnu et kvarter er vi heldigvis alle samlet igen, og så går det afsted for fuld drøn ad sandede hjulspor og snørklede veje rundt om de mange små "bjerge", der ligger spredt som øer i et bølgende rødgult hav. Hvis jeg blev efterladt her tror jeg næppe nogensinde jeg ville være i stand til at finde tilbage. Heldigvis er vi i to biler med stedkendte chauffører, og til overflod er de - og de fleste af os andre med - forsynet med mobiltelefoner, der - utroligt nok - fungerer aldeles upåklageligt her "in the middle of nowhere".

Vi standser for at besigtige - og fotografere - en flok kameler, der blandt andet tæller indtil flere "babyer". De er tydeligvis vant til mennesker, faktisk er vi mere bange for dem end omvendt. Ind i mellem passerer vi små "bopladser" med "telte", dvs. grove tæpper spændt ud over et stativ af stænger, som udgør disse menneskers hjem. "Fedt nok", tænker man, når temperaturen er 24 grader og himlen er blå. Men hvad med sommerens ubønhørlige sol og temperaturer på 40-50 grader? Eller vinterens bitre frostnætter og iskolde regnskyl? Og hvor får de mon vand fra? Her var det, at jeg godt kunne have brugt en engelsktalende guide som "opslagsværk".

Pludselig er vi ved "Zidanes camp". Et lille køkkenhus elegant muret sammen med et af ørkenens smukke klippemassiver, suppleret med et - ret stort - telt af typen "tæpper-hen-over-stativ". "Go inside please", og det gør vi så, tøvende, for hvor er mon grænsen for afmontering af skoene? Nå, tilsyneladende er den ret flydende her, så jeg vader ind og bemægtiger mig en madras og en "dyne", dvs. et cementtungt tæppe med et hullet betræk over. Men skidt med komfort og luksus, i hvert fald for en periode, hvis bare jeg kan få et par kvadratmeter, der er "mine egne".

Så er det jeg kommer i tanker om, at jeg også har glemt min lille rejsehovedpude. Jaja, det lyder måske lidt pylret, men jeg er altså ret afhængig af at få hævet hovedet nogle centimeter om natten. Så er det jo man må være lidt opfindsom, og det slår ned i mig, at der ligger nogle puder på jeepens sæder. Sådan en låner jeg, og så ser jeg straks natten i møde med større optimisme.

Vi bliver budt på en kop te, der endnu en gang er sød som ind i H..., svært at vænne sig til efter et års standhaftig forsagelse af kulhydrater i næsten enhver form.

Klokken er fem, og de næste par timer - indtil solnedgang - er til fri disposition. Jeg udser mig et passende bjerg og meddeler - med de "forsvundne" medrejsende i frisk erindring - pligtskyldigt, i hvilken retning jeg har tænkt mig at gå. "Ok", siger Zidane, "bare husk, at om få hundrede meter kan du ikke længere se teltet". Jaja, jeg er jo ikke født i går, vi taler om en afstand på højst en kilometer, og man kan vel navigere efter bjergene, solen - og egne fodspor fra udturen. Hurtigt flyver det igennem mig, at vejret naturligvis kan skifte lynhurtigt og det kan blive overskyet, sandstorm, regn, sne... Nå, rolig nu, så er det vel heller ikke værre, og til overflod har jeg Zidanes visitkort i lommen, med mobiltelefonnummer påført, så skulle det gå helt galt kan jeg vel bare ringe efter ham.

Optimistisk vandrer jeg afsted mod den lave sol med armene beskyttet af buksebenene. Undervejs nyder jeg de mange farvestrålende blomster, der benytter den korte periode mellem bitter kulde og ulidelig varme til at vælte frem og pynte den i forvejen smukke ørken med deres smukke palet af farver.

Snart er jeg fremme ved "bjerget", der - som ventet - ser meget større ud, når man kommer tæt på. Det gode ved de her bjerge er, at de er tørre og har en enormt høj friktion, så iført ordentligt fodtøj kan man næsten ubesværet gå op ad stigninger på helt op til 30 grader. Udfordringen er så til gengæld, at hældningen de fleste steder nærmest er lodret, så kunsten er at finde en vej op via steder, der kan "bestiges" uden udstyr (og - ikke mindst - huske den igen på tilbagevejen, hvor alt pludselig ser anderledes ud).

Turen op går fint, selv om jeg i min iver naturligvis helt glemmer at lægge mærke til nogle kendetegn ved den vej, som jeg benytter. Udsigten på toppen er fantastisk, og jeg giver efter for fristelsen til at benytte mobiltelefonen og ringe hjem til Anita, på en aldeles glimrende forbindelse, lige bortset fra et kraftigt ekko.

Også nedturen går godt, selv om jeg kommer ind i et par "blindgyder" undervejs. Og mine fodspor er endnu ikke blæst til, så også vejen tilbage til lejren finder jeg uden problemer, det er næsten for nemt. Endnu en halv time til solnedgang, der beundres - og fotograferes - fra toppen af den "lokale" klippetop.

Og så bliver det lynhurtigt koldt, eller rettere køligt, for så slemt er det nu heller ikke. Efter endnu en kop te viser Zidane os ud til et tildækket hul i ørkensandet, som skrabes fri for sand. Et dæksel dukker op, og under det åbenbarer sig en fiks anordning med glødende grillkul nederst, kylling og kartofler i midten og et håndtag øverst, så hele molevitten kan bæres indenfor og serveres, efter at det har stået og hygget sig nogle timer nede i det varme ørkensand. Tjah, jeg har jo hørt begrebet "jordovn" før, men "sandovn", nej, den var godt nok ny, men hvorfor ikke, og resultatet er i hvert fald udmærket.

Før, under og efter middagen underholder de lokale med sang og musik, og det er fascinerende at se dem mestre et guitarlignende strengeinstrument uden at slippe cigaretten! Godt teltet er fyldt med store huller, ellers ville jeg blive dårlig ved tanken om at skulle sove her.

Og - á propos sove - vi skal jo meget tidligt op i morgen, så jeg gør mig klar til natten allerede lidt over ni. Først må jeg dog lige - iført pandelampe - prøve at gå et par hundrede meter væk, slukke lygten og nyde synet af stjernehimlen. Månen er endnu ikke stået op, og der er ingen andre lys inden for de nærmeste mange kilometer, så det er selvsagt et sjældent smukt syn.

Jeg kryber ned under det tonstunge tæppe og vælger med omhu den stilling, i hvilken jeg ønsker at tilbringe natten, det virker nemlig ikke som om det er muligt at vende sig i søvne under det tæppe. Temperaturen er behagelig, og jeg falder hurtigt i søvn, indtil ...



Fredag d. 9. april 2004 - Aqaba

... jeg vågner klokken fire ved en kraftig og vedvarende snorken fra min sidemand. Nå skidt, vi bliver alligevel vækket klokken fem, hvor den varme og søde te er klar og det første spæde daggry kaster sit svage rosa skær ud over sand og bjerge.

Jeg spiser et stykke fladbrød med syltetøj og et med smøreost og klatrer så op på en klippe for at se solopgangen. Det når jeg dog ikke, før der bliver råbt "afgang", og vi skynder os ned og pakke os sammen i jeepen for at køre tilbage til Wadi Rum. Det tager - ad den direkte vej - kun 15-20 minutter, så vi er allerede fremme lidt over syv, i rigelig tid til at komme med bussen til Aqaba klokken halv otte.

Flot tur ned langs de forrevne bjerge, ad motorvejen, der er fyldt med hundredvis af store lastbiler. Aqaba har jo Jordans eneste havn, så her er selvsagt en livlig trafik ned varer til og fra havnen.

Vi er fremme lidt over ni, og det tager mig ikke lang tid at finde ud af, hvor jeg befinder mig på mit lille bykort. Så langt så godt, men herefter svigter heldet midlertidigt. Det hotel, som jeg har udvalgt mig, eksisterer tydeligvis ikke mere, og de næste tre har ingen ledige værelser.

Efter nogen tid kan jeg godt se, at der slet ikke har været hold i mine fantasier om et par dages "badeferie" á la Thailand eller Filippinerne, med bolig direkte på stranden. De få hoteller, der ligger ud til vandet, er alle i kategorien 100-200 $ pr. nat, og det er jeg nu alligevel for nærig til.

Så trasker jeg rundt et stykke tid og prøver lykken. Byen er jo heldigvis ikke så stor, og vejret er pragtfuldt, så det er ikke så slemt endda. Endelig - i fjerde forsøg - finder jeg et hotel, hvor der er et ledigt værelse. Jeg forbeholder mig ret til lige at inspicere det først, heldigvis, for i samme øjeblik døren går op, vælter det ud med tæt røg, som om mindst fem personer har tilbragt hele natten med at ryge om kap. Jeg viger chokeret et skridt tilbage og udbryder et halvkvalt "no thanks", hvortil geniet - med overraskelse i stemmen - siger "Oh, you don't like smoke ?". Heldigvis er der endnu et ledigt rum, og her er atmosfæren knap så slem, selv om der står et stort askebæger fyldt til randen med cigaretskodder.

Arabiske kvinder 'bader' i Rødehavet ved Aqaba
Det ser ud til, at det ikke bare er badeferien jeg må sige farvel til, men også chancen for at sidde på en solfyldt balkon og skue ud over Rødehavet, for her er kun et enkelt vindue, helt oppe under loftet, og det vender ud mod en trøstesløs baggård med murbrokker og vildkatte. Det er i det øjeblik jeg beslutter, at de planlagte 2-3 dage her kun bliver til en, så hellere bruge tiden på at se noget mere af Syrien.

Jeg får den hjælpsomme hotelmand til at ringe til busstationen og konstaterer, at der går en "jet-bus" til Amman klokken ni i morgen tidlig, glimrende, den napper jeg.

De skal lige bruge en halv time på at gøre værelset i stand, jo tak, mon ikke, så jeg fordriver ventetiden med at gå ud og få lidt mere morgenmad, for den der smule jeg fik klokken fem er naturligvis for længst brændt af. Det er nu lettere sagt end gjort, og det der med "Continental Breakfast" er ikke lige noget de gør så meget i. Til sidst finder jeg et sted, hvor jeg kan få en lille pizza for en femmer, ok, det er bedre end ingen ting.

Mit værelse er shinet betydeligt op og virker næsten helt indbydende nu. Jeg skynder mig at vaske lidt tøj og etablerer en tørresnor i badeværelset, bare det så kan nå at tørre til i morgen tidlig. Og et bad til mig selv er bestemt også tiltrængt, men så er jeg vist også klar til lidt sightseeing.

Min tredje og sidste bluse har - opdager jeg - et tydeligt amerikansk flag på forsiden, det har jeg ikke tænkt over før, gad vide, om det kan give problemer? Nå, jeg kan jo altid skynde mig at sige, at jeg er dansker, der er vel næppe mange der har opdaget, at vi også deltog i invasionen af Irak.

Nede på strandpromenaden er der en masse små caféer, og her sætter jeg mig og nyder et par kopper kaffe i den lune formiddagsbrise. Desværre er der "indbygget" sukker, men alligevel gør det godt efter et helt døgn uden kaffe.

Herligt med en frisk havbrise, og skønt igen at se ud over havet. Udsigten skæmmes dog desværre noget af en håndfuld grimme tankskibe, der ligger for anker i bugten, heriblandt - naturligvis - et fra Mærsk Sealand, og ovre på den anden side ses de mange høje hoteller i Eilat, hvor jeg tilbragte jul og nytår for godt tolv år siden.

Så må jeg lige en tur ud til "Jet Bus Station" for at reservere og betale min busafgang, og for at spare lidt på kræfterne tager jeg en taxa, selv om der ikke er særlig langt. Han har ikke noget taxameter, taler ikke engelsk og forstår ikke, hvor jeg skal hen, selv om jeg synes jeg siger det meget tydeligt, mange gange i træk. "Very little" er, hvad han kan mane sig op til at sige om prisen, selv om han åbenbart ikke rigtigt ved, hvor jeg skal hen, så jeg må vise ham vejen.

"Ah, Jet Bus" udbryder han så, med præcis samme udtale som jeg, suk! Jeg giver ham en tier og bliver siddende, da han ikke gør mine til at give mig noget tilbage. Nølende kommer der så en femmer frem, hvorefter jeg citerer hans "very little", og yderligere en krone skifter ejermand. Men så orker jeg heller ikke at spille barsk længere, selv om fire kroner er klart i overkanten for halvanden kilometers kørsel.

Jeg får - forbavsende let - bestilt min busbillet, hvorefter jeg spadserer en lang tur rundt i byen. På en af de nærliggende gader, hvor der ligger adskillige store hoteller, ligger der også et par "liquer stores", der reklamerer med "tax free", og måske er der noget om snakken, i hvert fald kan man købe en halv liter dåseøl for kun otte kroner. Det er jo - efter jordanske forhold - uhørt billigt, så jeg skynder mig at købe et par stykker, dem kan man jo altid få brug for.

Efterfølgende indtager jeg en aldeles dejlig frokost på "Captains Restaurant", som jeg har helt for mig selv det første stykke tid. Men så invaderes stedet af en hel busfuld larmende spaniere. Er der mon nogen der kan sige mig, hvorfor der er så mange spaniere i dette her land, når man ellers så sjældent ser denne nationalitet repræsenteret rundt om i verden?

Så står den på klipning og barbering efter alle kunstens regler. Og da jeg efterfølgende spørger om prisen og han med en skuldertrækning svarer "what you like", så er jeg godt klar over, at der skal høstes godt og grundigt efter den hyggelige "samtale" vi har ført. Han skynder sig da også at komme med et par idéer, inden jeg selv kommer for godt i gang, "five or maybe seven" (50-70 kroner). Jeg giver ham seks dinarer, vel vidende, at jeg mindst har betalt dobbelt pris, men også at jeg har fået en ydelse, der ville koste mindst 3-4 gange så meget derhjemme.

Jeg går ned til "stranden", der ligner en mellemting mellem en byggeplads og en mødding. Groft grus blandet med murbrokker og garneret med glasskår, plastikbægre og udtrådte lorte (og her er tilsyneladende ingen hunde, så ...). Det kunne ellers være lækkert med en svømmetur, men omgivelserne indbyder bestemt ikke til det. Og så er der jo også hele det der cirkus med omklædning og deponering af ting, min tilstedeværelse går jo ikke lige frem upåagtet hen her i mylderet, hvor jeg tilsyneladende er den eneste "fremmede".

Jeg rydder et lille stykke og sætter mig i sandet med ryggen op mod en mur og åbner en dåseøl, der heldigvis stadig er kølig. Idyllen varer dog ikke længe, før jeg er omgivet af en gruppe 10-12 årige knægte, der - med livlige fagter og skuespil - prøver at illustrere de mulige konsekvenser af alkoholindtagelse. Jeg svarer igen ved at pege på deres cigaretter og simulere en rallende hoste som fra en lungecancerpatient i sidste fase. Men det preller naturligvis helt af på dem, for rygning er jo en naturlig del af tilværelsen, men en kølig pilsner på en varm solskinsdag, fydaføj! Jeg beder dem til sidst om at skride og negligerer dem derefter totalt, hvilket da også har den ønskede effekt efter kort tid.

Jeg slentrer hen langs stranden, der får Bellevue på en sommerdag til at minde om et øde sted i Sahara. Finder mirakuløst en ledig plastikstol i skyggen af en palme og sætter mig og nyder den lune brise og havudsigten, mens jeg får opdateret dagbogen. Efter nogen tid kommer ejeren af den café, som stolen åbenbart tilhører, og tilkendegiver, at jeg er nødt til at købe noget, hvis jeg vil sidde på hans stol. Helt fint, jeg bestiller en kop kaffe, som desværre er af "den tyrkiske slags" med masser af sukker og en fjerdedel grums.

Jeg sidder lidt og morer mig over synet af en fyr iført viskestykke, lang kofte og sandaler (samt naturligvis mobiltelefon og cigaret), der forsigtigt vader ud til tyve centimeters dybde, mens han trækker op i koften. Idyllen ødelægges lidt af den konstante bippen fra mobiltelefoner og de mange skrattende transistorradioer, der spiller jammermusik, så jeg sidder og har det fint med min beslutning om kun at blive her en enkelt dag.

Tilbage på hotellet konstaterer jeg med glæde, at mit vasketøj allerede er knastørt, og jeg lægger mig en times tid og slapper af med min bog nummer to. Så er klokken syv, og jeg går en lang tur for at samle appetit til aftensmaden. Efter nogen søgen finder jeg endelig en restaurant med et indbydende spisekort, blot er der det ene problem, at de har et stort TV kørende for fuld udblæsning, selv om der ikke er en eneste gæst. Jeg får lov til at sidde udenfor og får yderligere tjeneren overtalt til at dæmpe lyden, og så går det lige an. Glimrende græsk salat og mixed grill, til næsten ingen penge. Til gengæld er den - i forvejen kraftige - blæst taget yderligere til, så der efterhånden er tale om en veritabel storm. Blæst generer mig normalt ikke, men på grund af den stærke sol i Wadi Rum og Petra er mine øjne blevet irriterede og løber i vand hele tiden.



Lørdag d. 10. april 2004 - Bustransport

Behagelig civiliseret morgen til en afveksling, hvor jeg kan sove til klokken syv og endda have rigelig tid til min busafgang klokken ni. Hotellets morgenmad er ok, omend fire hårdkogte æg godt nok er lige i overkanten.

Jeg vælger at gå til fods ned til busstationen, eftersom vejret (stadig) er dejligt, der er masser af tid, jeg har godt af lidt motion og jeg får siddet rigeligt ned i dag, hvor jeg først skal til Amman og derefter videre til Damaskus, det bliver vel noget i retning af otte timers buskørsel i alt.

Proceduren omkring busafgangen er ganske civiliseret i forhold til, hvad man ellers kan komme ud for rundt om i verden. Det er en stor moderne todækkerbus, hvor min reservation viser sig at gælde en vinduesplads i højre side på øverste etage. Vinduespladser er gode, især hvis der er noget at se på, men det er nu temmelig begrænset på denne tur, ved jeg i forvejen. Og så er højre lig med øst, så jeg får formiddagssolen lige i hovedet.

Det skal dog vise sig at blive langt den mindste bekymring på turen. Meget værre er det, at der tilsyneladende ingen rygerestriktioner er (eller også bliver de bare negligeret), at udluftningen næsten ikke virker og at vinduerne naturligvis ikke kan åbnes. De fleste omkring mig KÆDERYGER samtlige fire timer, og en hurtig overslagsberegning viser, at der bliver affyret et sted mellem 200 og 300 cigaretter i løbet af turen.

Jeg vifter vildt med hænderne, får hosteanfald, gnider mig i øjnene og puster vildt, men ingen synes at forstå, hvad årsagen til denne opførsel er, eller også er de bare komplet ligeglade.

Som afveksling til den arabiske jammermusik viser de en jordansk lovestory-film om nogle smukke unge mennesker, der bruger det meste af tiden på at - ja, gæt en gang - ryge cigaretter og tale i mobiltelefon.

Fire timer er lang tid under sådanne omstændigheder, rigtig lang tid, og jeg er godt harm da jeg endelig - blå i hovedet af iltmangel - vælter ud af bussen for at tage en dyb indånding. Heldigvis er vi på Abdali busstationen, hvorfra de fleste busser til Damaskus afgår. Men først skal jeg lige igennem det sædvanlige cirkus med taxachauffører, der river og slider i mig fra alle sider.

Med al min opsparede irritation over den skrækkelige bustur beslutter jeg mig til at lave "jeg-taler-kun-dansk-nummeret" med dem, hvilket viser sig at være ganske effektivt. Det er lige så deres ører flaprer af bare koncentration for at prøve at finde ud af, hvad det er jeg siger, men naturligvis forgæves, og endelig opgiver de og lader mig være i fred.

Der viser sig at gå en bus til Damaskus klokken tre, altså om små to timer, og det passer jo sådan set udmærket med lige at få lidt at spise og finde et toilet. Det er dog lettere sagt end gjort, men til sidst lykkes det mig at finde et lille lokalt sted, hvor jeg får et overraskende godt måltid bestående af suppe, saffranris, stegt kylling, tomatsalat og syltede agurker. Dertil et glas postevand (jo, det har jeg drukket et stykke tid, og uden problemer endnu) og til sidst en kop te, som det endda lykkes at få uden sukker. Slet ikke så værst, og så for tredive kroner.

Jeg får endda også lov til at låne toilettet ude bagved, som er sikret med en kraftig kæde og tilhørende hængelås, sikkerhedsforanstaltninger, der viser sig at være noget ude af proportion med stedets udseende, puha. Men når nøden er størst ...

På tilbagevejen køber jeg en hel masse chokolade og anden slik for at komme af med nogle af de resterende dinarer, men det er jo helt håbløst, det bliver kun ti kroner, og jeg har stadig, hvad der svarer til næsten 400 kroner. Forhåbentlig kan de veksles ved grænsen eller i Syrien.

Bussen er kun etplans og ikke helt så moderne og flot som den anden. Til gengæld ser jeg til min udelte fryd, at der hænger et rygning-forbudt-skilt på hvert eneste sæde, oh fryd, bare de nu overholder det. Bussen afgår præcis til tiden og er kun halvt fyldt, og til overflod er "musikken" rimelig dæmpet. Måske jeg virkelig har fået overstået de værste prøvelser for i dag.

Ved en motorvejsudfletning hænger nogle skilte, der meget godt illustrerer, at jeg befinder mig lige midt i Mellemøsten. Syrien ligeud, Irak og Saudi Arabien til højre. Og en time senere - på den anden side af grænsen - kommer en afkørsel til Libanon, mens den nærmeste nabo - Israel - ikke annonceres med et eneste vejskilt, men det land eksisterer vel slet ikke på det arabiske landkort.

Da vi nærmer os grænsen, begynder den sædvanlige svage uro at brede sig. Nu er det forhåbentlig rigtigt, at jeg kan få et visum ved grænsen - og at bussen vil vente den tid det tager. Alt viser sig dog heldigvis at gå problemfrit, omend først efter et bureaukratisk cirkus, hvis lige jeg ikke har oplevet i lang tid.

Ingen taler engelsk og kan forklare mig, hvad der sker, så jeg vælter bare efter nogle af de andre hen i en kø, hvor man åbenbart skal købe et lille stempelmærke, som man bringer med hen i en anden kø, hvor de klistrer det ind i passet og skriver og stempler, og så er man ude af Jordan. Her er en taxfree butik, men i stedet for at besøge den ser jeg lige mit snit til at få vekslet resten af mine jordanske penge til Syriske.

Jeg prøver at få at vide, hvor jeg skal hen for at få mit indrejsevisum til Syrien, og til sidst bliver jeg vist hen til en stor bygning nogle hundrede meter længere fremme ad vejen. Her venter jeg først 10-15 minutter bag tre storsnakkende kvindfolk, der hver skal have ekspederet deres respektive familiers 4-5 pas. Endelig bliver det min tur, men den uniformerede herre i skranken forstår desværre ikke et ord engelsk. Til sidst, da jeg gentagne gange højt og tydeligt har gentaget ordet "VISA", skriver han "28$" på en lap papir, siger ordet "BANK" og peger i en ubestemmelig - men overvejende nordlig - retning.

Jeg forlader bygningen og går hundrede meter mod nord, hvor der ganske rigtigt ligger en bygning med påskriften "Bank". Jeg går indenfor og smider mit pas samt 28$ på bordet og fremsiger trylleformularen "VISA", men han ryster blot på hovedet og tæller et stort antal - tilsyneladende syriske - pengesedler op, hvorefter han peger i en ubestemmelig - men overvejende sydlig - retning. Suk, men ok, det er åbenbart sådan, at visumgebyret skal betales i lokal valuta.

Jeg "rykker tilbage til start" og venter kun få minutter i køen denne gang, før jeg - svagt triumferende, indrømmet - knalder pas og seddelbunke i skranken og høfligt men bestemt gentager mit ønske "Visa please". Jeg kan ikke rigtigt tolke udtrykket i hans ansigt, måske nærmest en blanding af medlidenhed og overbærenhed, da han ryster på hovedet og peger i en ubestemmelig - men nærmest nord-nordvestlig - retning. "Hvad nu" tænker jeg, mens jeg trækker vejret dybt og indskærper for mig selv, at det eneste der i hvert fald IKKE hjælper i den slags situationer er at hidse sig op.

Jeg går udenfor igen (konstaterer lige ud af øjenkrogen, at min bus stadig holder der) og opdager et lille uanseligt hus mellem de to store bygninger. Her går jeg så ind og smider penge og pas og siger, nå ja, I kender det snart, og fyren smiler overbærende og giver mig mit pas tilbage sammen med en hel masse frimærker, mens han peger i en ubestemmelig - men vel nærmest syd-sydøstlig - retning.

For tredje gang bevæger jeg mig ind i bygning nummer et, hvor køen heldigvis stadig er overskuelig, 5-10 minutter går der kun (og bussen en der stadig). Endelig ser det ud som om jeg nærmer mig vejs ende. Den - i øvrigt meget flinke - embedsmand - gransker nøje det udfyldte indrejsekort, hvor jeg, blandt mange andre oplysninger, blev bedt om at anføre fornavne på min far og mor.

Så begynder han febrilsk at bladre i mit pas, der - indrømmet - snart er totalt plastret til med stempler, underskrifter og klistermærker. Endelig finder han en blank side, en tilstand, som den ikke får lov til at beholde ret længe, da han resolut klistrer alle frimærkerne ind, klasker to store stempler oveni og afslutter med et par flot svungne arabiske kruseduller. Til sidst skal alle oplysningerne fra indrejsekortet, der allerede er indtastet på hans computer, også lige skrives ind i en stor protokol, inden jeg endelig får overdraget mit pas med det værdifulde visum. Og bussen er der stadig, efter over en times ventetid, mirakuløst.

Jeg styrter ind på min plads, og vi kører nogle få hundrede meter frem, hvorefter vi stopper for at tage en ny uniformeret embedsmand ombord, som lige skal checke, om frimærker og stempler nu også sidder, hvor de skal. Det gør de heldigvis, og vejen ligger åben foran os, "Damaskus, here I come".

Da vi kører videre, slår den tanke pludselig ned i mig, at jeg mangler min fleece-trøje. Ikke fordi der havde været grund til at slæbe rundt på den i dag, men pludselig husker jeg helt tydeligt, at jeg ikke lagde den i rygsækken, da jeg pakkede i morges, og jeg er ret sikker på, at den ikke lå tilbage, ergo må jeg have glemt den på restauranten i går aftes, pokkers også.

Nå, foreløbig er der jo ingen problemer, temperaturen ligger på behagelige 25 grader, men det kan jo hurtigt skifte, så jeg må vel hellere kigge mig om efter en eller anden form for erstatning i morgen, så jeg ikke står helt uforberedt, hvis vejrsituationen pludseligt skulle ændre sig til det værre.

Turen fra grænsen til Damaskus varer kun en god times tid, i hvilken jeg får færdiggjort Guillos "Ondskaben", som er noget af det mest djævelske, jeg længe har læst. Der bliver også lige tid til at studere guidebogens sider om hoteller i Damaskus, så jeg ikke er helt uforberedt, når jeg står af bussen.

Og det gør jeg lidt over syv, lige da mørket er ved at falde på, og som ventet overfaldes jeg af typer, der er villige til at transportere mig hvor som helst hen og arrangere hvad som helst. Jeg er lige ved at gå i "dansker-mode" igen, men besinder mig. Alene at stå med mit lille gnidrede kort og finde ud af, hvor jeg overhovedet befinder mig, vil blive en større opgave, så hellere betale et par dollars for at blive kørt til et på forhånd fastsat hotel. Og - når ret skal være ret - godt nok er de ivrige, men de er altså også belevne og høflige og væsentligt mere omgængelige end de typer man må slås med længere ude øst på (eller i Egypten, Tunesien og Marokko).

Den "heldige" fører mig over en bred vej med infernalsk trafik til en bil, der helt sikkert aldrig har været taxa og bestemt har kendt bedre dage. Men skidt, et par dollars tjent sort, det skal såmænd være ham vel undt. Vi cruiser rundt i de trafikerede smågader, indtil vi pludselig er ved "Hotel Sultan", som viser sig at være et rigtig hyggeligt og pænt sted med en flink - og engelsktalende - receptionist, der imidlertid desværre må meddele mig, at de ingen ledige værelser har. Jeg skal lige til at belave mig på at fortsætte eftersøgningen til fods, da jeg får det geniale indfald at spørge fyren, om ikke han gider ringe rundt og spørge efter et ledigt værelse, som åbenbart er en mangelvare lige i øjeblikket.

Omsider - efter adskillige forgæves forsøg - lykkes det ham at finde et sted, sjovt nok på det hotel, jeg selv ville have prøvet som det næste. Hotellet ligger kun få hundrede meter væk, men alligevel lykkes det mig at gå lige forbi det i første omgang. Jeg kan få et udmærket - omend lidt kedeligt og mørkt - værelse for godt hundrede kroner, men de kan desværre ikke garantere mig, at jeg kan blive boende mere end den ene nat. Nå, den tid den sorg, lige nu er det i hvert fald en stor lettelse at kunne smide bagagen og begive mig ud i byen for at få et tiltrængt aftensmåltid.

Det bliver ikke nogen lang udflugt, for jeg falder for fristelsen til at gå ind på det luksushotel, der ligger lige ovre på den anden side af gaden. Her er en italiensk restaurant, hvor jeg sidder og nyder livet med carpaccio og gorgonzolasteak og en hel flaske rødvin og vand og is og cappuccino og høflig betjening og pæne omgivelser. Jeg har jo ikke så mange syriske penge, men dette er "creditcard-land", og mit visakort må lægge for. Det ender med, at jeg kommer af med den ukristelige sum af 250 kroner, men hvad pokker, det har været en hård dag, og jeg synes det var en velfortjent afslutning.



Søndag d. 11. april 2004 - Damaskus

Damaskus er en dejlig by, helt sikkert. Måske ikke helt på Kathmandu-plan, men vi nærmer os. Vejret har i hvert fald lighedspunkter, men høj, blå himmel og dagtemperaturer på omkring de 25 grader. Og så kan man købe nogenlunde lige så meget skrammel til lige så billige priser og slentre gennem lige så mange små kringlede gyder og hilse på flinke mennesker, der siger "Welcome, where do you come from, have a look at my shop, very good price" osv. Det positive er, at de er mindre pågående, det negative, at det er umuligt at finde et hyggeligt sted at sidde og slappe af over en kold pilsner.

Men ellers er der såmænd masser af hyggelige små steder, både udendørs og i gårdhaver, hvor man kan få sig en kop te eller en vandpibe, hvis man er til den slags. Og med lidt held kan man også finde butikker, der sælger øl og spiritus, det er nemlig ikke forbudt, det er "kun" muslimerne, der ikke vil have med den slags at gøre, og eftersom 10% af befolkningen er kristne ("længe leve kristendommen" - sagde ateisten), så vil der naturligvis være nogle af disse, der slår sig på handel med den slags livsnødvendige produkter.

Øm bedescene i Umayyad moskeen i Damaskus
Lige nu sidder jeg faktisk og nyder en stor dåse Heineken, indkøbt for 8-9 kroner i en lille sidegade, som jeg kom igennem, da jeg mistede orienteringen og røg ud gennem et hul i muren omkring den gamle bydel. Fejlen gik op for mig, da gaderne begyndte at blive næsten mennesketomme og butikkerne erstattedes af smede- og tømmerværksteder, men midt i denne trøstesløshed kom så pludseligt en åbenbaring i form af et spiritusudsalg.

Den smukke gård i Umayyad moskeen i Damaskus
Jeg sidder på en altan, der hører til en slags opholdsstue på hotellet. Rimeligt nok, at der er den slags, for værelset, der i øvrigt er rent og pænt, har kun et enkelt lille højtsiddende vindue, der vender ud mod nabohusets endegavl, og den slags rum bliver man altså hurtigt træt af at opholde sig i, hvis man da ikke lige skal sove.

Klokken er seks, og jeg trænger helt vildt til at sidde og hvile mine ømme fødder, der har transporteret mig rundt siden klokken ni i morges. Jeg startede med en sublim morgenmad i en lille hyggelig sidegade, hvor jeg kunne sidde udenfor. Yoghurt, oliven, spejlæg, en slags minipizza, lokal ost, brød, smør og syltetøj samt en lille kop tyrkisk kaffe, perfekt start på dagen.

Og så ellers over i "Old City" med de mange små kringlede gader med butikker og moskeer, herunder naturligvis især den - med rette - berømte Umayyad moske, hvor jeg tilbragte mindst en time og helt sikkert skal tilbage til igen, når jeg - om 4-5 dage - returnerer til Damaskus efter en lille afstikker mod nord og nordøst.

Også forbavsende god frokost forresten. De lækreste møre lunser af grillet lammekød serveret med humus, oliven, forårsløg, syltede agurker og fladbrød, hvilket - inklusiv 1½ liter vand og et glas mangojuice - løb op i tredive kroner. Bemærkelsesværdigt godt forhold mellem pris og kvalitet, og også her er vi helt oppe omkring Kathmandu-niveau. Vi mangler dog lige noget tressermusik i baggrunden i stedet for det der araberjammer. Det skal dog retfærdigvis siges, at hverken det eller rygningen antager helt så groteske dimensioner som tilfældet var i Jordan.

Efter et par timers afslapning på altanen - med min tredje bog - vandrer jeg ud i nordlig retning, hvor jeg ikke har været før, og udser mig et luksushotel, der - ifølge min guidebog - har udendørs restaurant på fjerde sal. Udmærket måltid, blot lidt kedelig stemning, da jeg er den eneste gæst.

Jeg synes det er en anelse køligere i aften, men måske er det bare fordi jeg sidder lidt mere udsat her. Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde en bare nogenlunde brugbar trøje her, det eneste de har er undertrøjer, skjorter, T-shirts og så sådan nogle sweatere, som jeg husker fra min barndom. Der er i øvrig en bemærkelsesværdig forskel på fordelingen af butikstyper her og derhjemme. De har for eksempel hundredvis af butikker med kaffe, te, krydderier og nødder i alle afskygninger, for slet ikke at tale om slik og søde sager, men tilsyneladende ikke en eneste butik med udstyr til sport og fritid. Måske de findes ude i omegnen, hvor alle ambassaderne ligger, der må da for pokker være nogle af de mange udlændinge, der har behov for andet end kaffebønner, pistacienødder og mynteblade.



Mandag d. 12. april 2004 - Hama

Et par af de smukke gamle vandmøller (Norias) i Hama
Sover til næsten otte, tager bad og går ud og gentager morgenmadssucces'en fra i går - stadig lige sublimt. Og solen skinner stadig fra en skyfri himmel, for ottende dag i træk, når man lige ser bort fra den halve eftermiddag i Petra.

Den relevante busstation ligger et godt stykke uden for byen, så jeg skal have en taxa. På hotellet, hvor jeg forhører mig om prisen først, siger de højst seks kroner, så har jeg da en rettesnor. Den første jeg stopper fastholder stædigt tolv kroner, så jeg hopper ud igen og prøver den næste, der heldigvis har en bil med taxameter (hvilket ellers hører til sjældenhederne). Og prisen viser sig at blive cirka fem kroner, ingen overraskelse.

Stationen er ret stor og benyttes af en lang række forskellige busselskaber, hvis repræsentanter alle står og råber som sindssyge, det er jo nærmest helt Indien-agtigt. Heldigvis kommer en flink mand hen og spørger, hvor jeg skal hen, og jeg svarer "Hama, og hurtigst muligt", hvorefter han - nærmest i løb - fører mig over til et kontor, hvis bus afgår otte minutter senere.

Perfekt, og bussen er endnu en gang røgfri, dvs. det står godt nok ingen steder, men der er i hvert fald ingen, der ryger. Meget civiliseret træk, og i det hele taget er der ingen tvivl om, at menneskene her til lands er blandt de venligste og mest behagelige jeg har mødt i de indtil videre 79 lande, som jeg har haft fornøjelsen af at opholde mig i.

Efter små to timers kørsel gør vi holdt i Homs, der er en stor by (landets tredjestørste), som dog næppe skulle være et ophold værd, iflg. min guidebog. Et ophold på busstationen lidt uden for byen bliver det jo under alle omstændigheder til, men hvor længe mon? Jeg tager chancen og går ud for at finde et toilet, og bagefter kan jeg ikke modstå fristelsen til lige at købe et glas friskpresset appelsinjuice.

Hurtigt tilbage til bussen, men øh, hvad pokker var det nu for en af dem? Der holder cirka tyve, og i farten glemte jeg at notere mig nogen specielle kendetegn. Panik, tænk hvis den kører fra mig (med min rygsæk) eller jeg kommer til at tage med en forkert. Så slår det ned i mig, at da jeg kom ud af bussen smed jeg et bæger med pistacienøddeskaller i en affaldskurv lige uden for bussen, og en hurtig inspektion af nogle få affaldsspande leder mig straks til den rigtige bus - elementært, kære Watson.

Snart er vi på farten igen, og det sidste stykke varer kun tre kvarter, inden vi lander på en stor busstation uden for byen. Modsat oplysningerne i min guidebog i øvrigt, idet den netop fremhæver det bekvemme ved, at alle busser har "endestation" inde midt i centrum. Men guiden er nu også seks år gammel, og det er ikke første gang jeg har konstateret, at den er blevet overhalet af udviklingen. Men skidt, en taxa koster - igen - seks kroner og bringer mig hurtigt ind til Hotel Cairo, hvor jeg allerede har booket et værelse.

Efter at have været konfronteret med et stort antal fyldte hoteller tænkte jeg, at når jeg nu alligevel rejser rundt med en mobiltelefon (som ellers kun bruges til en SMS eller en hurtig snak med Anita), så kan jeg jo lige så godt ringe og sikre mig, at der står et værelse parat.

Hotel Cairo - og Hotel Riad lige ved siden af - bliver rost til skyerne i min guidebog, hvilket da også hurtigt viser sig at være yderst fortjent. Her får jeg et stort, rent og flot værelse med TV, køleskab, bad og WC for 90 kroner, og personalet taler engelsk og er yderst behjælpelige med at arrangere ture.

Så inden jeg ser mig om har jeg fået booket mig på en tur til "Krak des Chevaliers" i morgen samt en tur sidst på eftermiddagen til "Qasr Ibn Warden". Uha, nu er det jo lige før jeg skal passe på ikke at blive stresset. Jeg har lige et par timer, hvilket er passende til frokost og lidt sightseeing, to ting der kombineres fint med en spadseretur hen langs floden (der stinker som - og ligner - en kloak) og hen til restaurant Sultan, der ligger malerisk placeret ved en af byens "Norias". Dette er betegnelsen for nogle ældgamle vandmøller, der i sin tid er lavet for at få transporteret flodens vand op til omegnens højereliggende marker, og nogle af møllehjulene kører stadig rundt og er vældig maleriske (men laver en frygtelig larm).

Efter frokosten lykkes det mig - med en sporhunds sikkerhed - at opstøve byens kristne kvarter, hvor der - som ventet - ligger et par små butikker, hvis varesortiment passer perfekt til køleskabet på værelset .

De øvrige deltagere på eftermiddagens tur er et sødt australsk ægtepar og en fyr fra New Zealand, der lige har rejst sig efter et fem dage langt maveonde. Som han forresten pådrog sig umiddelbart efter at have spist på den restaurant, som jeg ellers havde udset mig til i aften - jeg tror jeg ændrer planer.

Fire personer i en splinterny tipersoners van, ren luksus, og til overflod med en chauffør, der kører pænt og hensynsfuldt. Området (øst for Hama) er overraskende grønt med spirende kornmarker afvekslende med græssende fåreflokke, mens de landsbyer vi passerer er lige så trøstesløst grimme som de fleste andre bebyggelser i disse lande. Enten er det gamle forfaldne huse, eller også - og det er det hyppigste - totalt fantasiforladte firkantede klodser af beton med jernstænger strittende ud til alle sider, frygteligt deprimerende syn.

Selve "seværdigheden", tjah, nu er jeg jo ikke specielt historisk interesseret, men det er unægtelig fascinerende at se velbevarede mure af noget, der blev bygget for cirka 1500 år siden. Og så ser det ret malerisk ud, omgivet af de grønne marker og belyst af den lave sol, hvilket ærgrer mig dybt, fordi jeg har været så klodset at glemme mit kamera hjemme på hotelværelset, øv.

Og bedre bliver det jo ikke, da vi på tilbagevejen besøger en familie i en lille landsby og drikker te i deres "æggehus". Denne betegnelse dækker over en konstruktion, der er speciel for området her omkring. Husene er lavet af mudder, lige som man også ser det i det vestlige Afrika ("man", ikke jeg, da det er et af de områder, som jeg endnu har til gode) og skulle angiveligt være gode til at holde varmen ude om sommeren og kulden ude om vinteren. Sikke mange gode billeder jeg der gik glip af, men skidt, det var i hvert fald en god oplevelse.

Jeg spiser en - halvsen - aftensmad på en af restauranterne nede ved floden. Idyllisk beliggenhed og udmærket mad, blot ærgerligt, at den flod stinker sådan.



Tirsdag d. 13. april 2004 - Krak des Chevaliers

En noget anderledes dag, i hvert fald rent naturmæssigt. På dagens udflugt til den imponerende korsridderborg Krak des Chevaliers kørte vi gennem frodige bjergegne med grønne marker og blomstrende frugttræer, med udsigt til de godt 3.000 meter høje sneklædte bjerge i det nordlige Libanon (som jeg traskede rundt i for præcis to år siden).

Meget smuk køretur, og selve borgen var stor og imponerende i en grad, så det trodser enhver beskrivelse. Borgen, der hovedsageligt er opført i perioden 1000-1300, ligger smukt (og strategisk) placeret på en bakketop, hvorfra det har været muligt at beherske en af de få åbninger i bjergkæden langs kysten, gennem hvilken fjender kunne komme fra havet og ind i landet.

Den imponerende korsridderborg Krak des Chevaliers
En stor oplevelse, og til overflod fik jeg en aldeles udmærket frokost i den lille restaurant, som de - på malerisk vis - har oprettet i en af borgens mange rum. Man kunne forestille sig, at priserne var presset op sådan et sted, men nej, 35 kroner løb det op i, og heri endda inkluderet noget så usædvanligt som en øl. En lokal øl oven i købet, så fik jeg også prøvet det. Bestemt ikke noget at skrive hjem om, den var vandet og doven og smagte svagt røget. Det er ellers sjældent, at man kommer ud for decideret dårlig øl, det produkt plejer de (i modsætning til vin) at kunne fremstille i en hæderlig kvalitet over hele verden.

Tilbage i Hama ved firetiden, hvorefter jeg går en lang tur østpå langs floden. Her ligger endnu et par af de maleriske gamle vandmøller samt en "Riverside Café", hvor jeg får mig en kop kaffe i skyggen af nogle store træer, mens jeg lytter til de ivrigt kvækkende frøer i floden. Besynderligt i øvrigt, at de kan leve i det kloakslam, det må være en særlig hårdfør race.

Tilbage på hotellet får jeg bekræftet en aftale vedrørende i morgen, hvor jeg skal ud til det berømte ruinområde Palmyra 200 kilometer inde i landet. Standardvejen dertil er at tage indtil flere busser via Homs, ad kedelige flade veje gennem et trøstesløst landskab, men ifølge min guidebog er der en langt mere spændende vej direkte gennem ørkenen og over nogle bjerge. Her kører imidlertid ingen busser, så jeg prøvede at spørge de hjælpsomme mennesker på hotellet, hvad det ville koste at få en taxa til at køre denne strækning. Jeg havde egentlig indstillet mig på at ofre 4-600 kroner på sådan en tur, så det var en glædelig overraskelse at høre, at det kun blev 200 kroner, utroligt billigt. De har også ringet og reserveret et hotelværelse for mig, det er virkelig dejligt at bo et sted, hvor man får så megen hjælp.

Aftensmaden indtager jeg på "Family Restaurant", der - ifølge min guidebog - skulle være et livligt sted med spiritusudskænkning. Jo godmorgen, et stort og bart lokale med en eneste gæst, nemlig mig, og med skurrende og forvrænget arabermusik i højtalerne. Ydermere et spisekort uden priser og en tjener, der ikke forstår et eneste ord engelsk, suk! Og det meste af, hvad jeg peger på, har de ikke, eller også vil de ikke af med det, så det ender med standardmenuen shish kebab og humus. En smule ensformigt måske, men det smager nu godt, og så anretter de det altid så lækkert med grillede løg og et stort drys grofthakkede krydderurter. Og hvis man er meget sulten kan man jo bare spise brød til man revner, idet man altid får udleveret en plastikpose med en stor stabel af det lidt kedsommelige ugærede fladbrød. Men det med spiritusbevillingen var rigtigt nok, så jeg bestiller en øl og får forklaret, at den ikke skal være lokal, hvilket de heldigvis fatter, så jeg får en libanesisk i stedet, og den smager en hel del bedre.

På tilbagevejen følger jeg en pludselig indskydelse og prøver at skyde genvej, og 15-20 minutter senere må jeg se i øjnene, at jeg er faret håbløst vild, jeg troede ellers efterhånden jeg kendte denne by ret godt.

Jeg går rundt i små mørke gyder og tænker på, hvor stor forskel der er på vestens opfattelse af Syrien som terroristisk slyngelstat og så følelsen af fuldstændig tryghed ved at gå afslappet rundt her blandt verdens venligste mennesker. Til sidst må jeg overgive mig og standse en taxa, hvis chauffør aldrig har hørt om "Hotel Cairo", men heldigvis kender han "Hotel Riad", der ligger lige ved siden af. Køreturen er overraskende lang, og jeg er lidt chokeret over, at det er lykkedes mig at komme så langt væk fra mit bestemmelsessted.



Onsdag d. 14. april 2004 - Palmyra

Min privatchauffør står som aftalt klar klokken otte. Sympatisk og rolig fyr, der kan en ganske lille smule engelsk, vel cirka 2-3 gange så meget, som jeg kan arabisk. Med stort besvær har jeg lært mig tallene fra 1 til 10 (og endda også de tilsvarende tegn) samt yderligere en halv snes nyttige ord, ud over dem jeg altid har kunnet uden at tænke nærmere over det, som for eksempel wadi, jebel, hammam, souk og en hel del flere.

Bilen er i god stand og chaufføren kører frisk til, uden at det virker uforsvarligt. Og vejen er glimrende, og så ny, at den end ikke er aftegnet på kortet endnu.

De første 50-100 kilometer er alt grønt og frodigt, med vin, oliven og grøntsager mellem de sædvanlige grønne landsbyer. Men så begynder vejen at stige op over
På bedouinbesøg i den Syriske ørken
nogle lave bjerge, og vegetationen aftager hurtigt. I grøftekanten er der et flor af gule blomster, hvis navn jeg ikke husker, men ellers er der snart ikke andet end nogle spredte græstotter.

"Ikke andet end", siger jeg, og alligevel er det jo altafgørende for de hundredvis af beduinfamilier, der bor her med deres titusindvis af får. Når et område er afgræsset pakker de telte og får og familie på en lastbil og kører videre til et nyt sted. Knap så malerisk som da det var kameler, men utvivlsomt en hel del mere praktisk.

Chaufføren spørger, uopfordret, om jeg har lyst til at besøge en beduinfamilie, og jo tak da, mon ikke. Han gør holdt og råber en fårehyrde an og udveksler en masse ord på arabisk, og åbenbart med positivt resultat, for straks efter drejer bilen ind ad en afkørsel og kører nogle hundrede meter ned ad en hullet markvej. Her står en gruppe store telte, og jeg bliver opfordret til at komme indenfor i et af dem. Jeg tager plads i et hjørne, omgivet af store puder, og snart kommer der te, brød, smør og yoghurt, som alt sammen smager aldeles glimrende.

Efterhånden dukker en masse nysgerrige mennesker op, heriblandt også kvinder og børn, og alle synes heldigvis det er ok, at jeg knipser løs med kameraet. Med min chaufførs sparsomme engelsk som bindeled udveksler vi navne og høflighedsfraser, og jeg lover at sende dem et par billeder (via chaufføren via hotellet, det lyder lidt usikkert, men bør retfærdigvis prøves).

Jeg spørger diskret chaufføren, om de forventer penge, men det mener han nu ikke. I stedet forærer jeg børnene en stor pose karameller, som jeg købte i går aftes - de har sikkert også meget bedre af dem end jeg har.

Det er lidt sjovt, at hver gang folk spørger, hvor jeg kommer fra, så lyser de op og siger "Ah, Dinamarca, very good". Det kan selvfølgelig være, at det bare er en høflighedsfrase, som de benytter over for alle nationaliteter, det er i hvert fald sjældent at nogen uddyber, hvad de synes der er så godt (for det er jo næppe vores udmærkede eksportvarer øl og bacon, de tænker på). Et par stykker har dog straks fortsat med "very good football", heriblandt chaufføren, der endda kan huske Morten Olsen. Heldigvis er der vist ingen, der har bemærket vores deltagelse i invasionen af deres arabiske broderland, eller også fortier de det bare høfligt.

Ved tolvtiden er vi fremme ved byen Tadmor, hvis eksistens i vid udstrækning skyldes de berømte ruiner af oldtidsbyen Palmyra, der strækker sig over et kæmpemæssigt område vest for byen. Jeg har telefonisk bestilt et værelse på Hotel Afqa, hvor de første jeg møder er de to italienere, der var med på udflugten i går. De kan næsten ikke noget engelsk, men til gengæld har de gjort sig den ulejlighed at lære arabisk, og det er jo al ære værd. Vældigt søde mennesker i øvrigt.

Mit værelse er knap så stort og flot som det foregående, til gengæld er det lidt dyrere, men skidt, stadig glimrende til prisen, og hvis jeg stiller mig op på det lille natbord kan jeg - ud gennem myggenettet på det lille højtsiddende vindue - lige netop skimte nogle af søjlerne i Palmyra-komplekset. Det vil jeg dog ikke lade mig nøje med, de må beses grundigt og på nært hold, når jeg nu har ladet mig transportere så langt for deres skyld.

Først dog lige en lille tur ned langs byens hovedgade, der er domineret af små butikker, hoteller, caféer og restauranter. Jeg indtager lidt kylling på en restaurant, hvor der ikke er priser på menukortet. Lidt dumt måske, og jeg får da også en regning på 35 kroner. Da jeg spontant begynder at råbe op bliver prisen prompte set ned til 30 kroner, skal man nu grine eller græde? Den slags opførsel er heldigvis sjælden her til lands, og naturligvis har jeg selv en del af skylden, jeg kunne jo bare have spurgt om prisen, inden jeg bestilte.

Bagefter gør jeg det, der udtrykkeligt advares mod i min guide, nemlig at begive mig ud i ruinområdet midt i den værste middagshede. Og ikke nok med det, jeg går en lang tur og ender endda med at bestige en høj, hvor der ligger et fort på toppen.

Det smukke og historiske Palmyra
Endelig oppe - godt sveddryppende - belejres jeg af nogle hjernedøde unger, der tror, at postkort er det første man tænker på at anskaffe sig efter at have knoklet op ad en stejl bjergside i den glohede middagssol. Idioter, slå jer dog på koldt øl, eller vand i det mindste! Udsigten er i øvrigt aldeles fremragende, ud over det store ruinområde til oasen bagved og den uendelige ørken til alle sider.

På tilbagevejen smutter jeg lige ind forbi hotel Zenobia, der ligger i udkanten af ruinområdet. Dels for at studere deres spisekort (med henblik på i aften) og dels for lige at sidde lidt i deres dejlige have, i skyggen af træer og palmer, og genoprette væskebalancen.

Tre liter vand, en øl og en kop kaffe senere er klokken blevet fem, og solen står lidt lavere, hvilket er en god ting i relation til at fotografere ruiner, men så sandelig også i relation til temperaturen, så jeg begiver mig ud på endnu en omgang ruin-inspektion.

Flot, flot, unægtelig noget af det mest imponerende jeg endnu har set af den slags, selv om jeg dog nok synes, at Baalbek i Libanon var endnu bedre. Ikke så stort, men til gengæld meget velbevaret og smukt beliggende i nærheden af de høje sneklædte bjerge.

Mellem fem og seks kommer der noget så usædvanligt som nogle - omend tynde - skyer, der delvis ødelægger solnedgangen, men til gengæld giver en fantastisk baggrund for de smukke søjler.

Klokken halv syv er jeg godt mør, og mine fødder føles som om de hænger i laser, så jeg vakler tilbage til mit hotel og tager et opkvikkende - og støv- og svedfjernende - bad. Bagefter bestiller jeg en plads på bussen til Homs i morgen. Den afgår klokken halv otte, så det kan jo ikke være meget bedre. I Homs vil jeg skifte til en anden bus og køre til Tartus ude ved Middelhavskysten, som skal udgøre mit sidste stop, inden jeg atter tager tilbage til Damaskus.

Jeg kigger lige i guiden og udvælger mig et hotel, hvorpå jeg tager mobiltelefonen og ringer og reserverer et værelse - det er godt nok blevet nemt at være backpacker efterhånden.

Vender tilbage til Hotel Zenobia for at spise aftensmad. I mellemtiden er det blæst op til en (over-) frisk vind, så adskillige stole blæser omkuld. Men skidt, temperaturen er stadig omkring de 25 grader, så det er såmænd kun forfriskende.

Jeg bestiller humus (det ved man hvad er), kyllingesteak og "Oriental Salad" (mest fordi, at det ved man IKKE hvad er, og derfor er det lidt skuffende at konstatere, at det består af agurk, tomat og salatblade).

Og så er det jeg må springe ud i det og bestille en flaske syrisk rødvin, som vel næppe kan være lige så dårlig som deres øl. Og det er den da heller ikke, faktisk er den nogenlunde drikkelig, så alt i alt er det et udmærket måltid, som jeg må af med hundrede kroner for.

Midt i det hele kommer en stor langhåret hvid hund pludselig farende for at jage en kat væk, som havde tilladt sig at tage plads ved mit bord for at tigge. Hunden smider sig efterfølgende ned foran mine fødder og ser ud til at vide, at den har fundet en hundeelsker. "Godt at vi fik den kat jaget væk", kan jeg mærke, at den tænker, da jeg klør den bag øret.

For sjov spørger jeg tjeneren, om jeg kan købe hunden, dumt naturligvis, for jeg er jo i et område med tradition for, at alt kan handles, hunde, kameler, kvinder osv. Selvfølgelig kan jeg det, siger han, og jeg må til at snakke mig uden om og klare sagen med lidt ekstra drikkepenge.

Jeg går lige en aften-slentretur ned gennem hovedgaden, før tiden er inde til at sove (dog først efter en times tid med min fjerde bog).



Torsdag d. 15. april 2004 - Maveonde

Præcis klokken fire i nat fandt jeg ud af, hvorfor det hed "Oriental Salad", idet det må have haft noget at gøre med indholdet af bakterier, amøber og andre eksotiske småvæsener. I hvert fald nåede jeg kun lige ud på badeværelset, før det stod ud af begge ender, meget ubehageligt!

Efter et par lede timer, hvor jeg naturligvis ikke fik lukket et øje, afslørede daggryet et radikalt vejrskifte med skyer og et kraftigt temperaturfald, så det er åbenbart i dag, at lykken vender på flere områder. Nå, men så er det jo godt, at jeg lige netop har nået at se de steder jeg synes jeg burde se, og de sidste tre dage kan jeg - i værste fald - tilbringe i en hotelseng i Damaskus.

Det står hurtigt klart for mig, at det ville være dumt at tage til Tartus, for hvis nu det bliver værre kan det gå hen og blive en rigtig ubehagelig tur tilbage til Damaskus. Da de værste opkastninger er overstået tager jeg et par immodium, så jeg i hvert fald kan gennemføre busturen. Det bliver nu alligevel en sej omgang, blandt andet fordi jeg ikke tør drikke alt det vand, som min krop egentlig har brug for, så jeg når at blive godt udtørret.

Busstationen i Homs er et forfærdeligt sted, grimt og larmende, men ret hurtigt lykkes det mig at komme ombord på en bus til Damaskus med afgang tyve minutter senere. Det ender dog med at blive 35 minutter i stedet, da chaufføren lige skal bruge et kvarters tid på at gasse motoren op, trutte i hornet og køre 5-10 meter frem og tilbage.

Endelig kører vi, ad uendelige kringlede og hullede småveje, ud gennem denne usædvanligt kedelige og grimme by og ud til motorvejen, hvor det endelig lykkes at få bussen op på en nogenlunde anstændig hastighed.

Klokken bliver næsten et, før jeg er i Damaskus, eller rettere sagt på busstationen uden for byen, og så skal jeg - selv om jeg næsten ikke orker det - igennem de sædvanlige diskussioner med emsige taxachauffører, inden det endelig lykkes mig at finde en i en bil med taxameter. Til gengæld ved han så ikke, hvor "Sultan Hotel" ligger, så jeg må prøve at finde vejen for ham, hvilket da også lykkes. Og prisen ender - trods voldsomme trafikkøer - ganske som ventet på lidt under det halve af det beløb, som de "taxameterløse" krævede.

Endelig kan jeg vakle ind på det hyggelige hotel med det flinke engelsktalende personale og få udleveret nøglen til mit glimrende hotelværelse, hvor der er både aircondition og badeværelse og masser af toiletpapir og håndklæder. Jeg køber lige en cola med op. Ikke fordi jeg ynder det søde stads, men for at prøve at genoprette min væske- og sukkerbalance, og saltbalancen klarer jeg så ved at sluge nogle salttabletter.

Og så er tiden ellers inde til at hoppe i seng og slappe af, hvilket jeg bruger de næste fire timer på, hvorefter det er på tide at komme lidt udenfor, jeg har ikke mere vand, og jeg er også efterhånden sulten. Men hvad tør jeg byde min mave? Valget ender med at falde på et par bananer og en stor flaske mineralvand, så må vi se, hvordan det kommer til at spænde af.

Sidder lidt nede i den hyggelige opholdsstue og ser lidt blandet TV, først nyheder fra CNN og så en italiensk naturudsendelse om den vilde australske hund dingoen. Læser og sover lidt på skift, jeg er træt som et helt alderdomshjem, men maven er vist i bedring, og da jeg vågner klokken fire om natten har jeg ikke andre gener end en slem hovedpine, som må skyldes dehydrering. Drikker en masse vand, læser resten af min bog og sover til klokken otte.



Fredag d. 16. april 2004 - Damaskus

Gaderne er våde her til morgen, det må have regnet i nat! Og maven holder stadig, men efter 36 timer på tre bananer er jeg nærmest ved at dø af sult. Jeg vakler ned og spiser morgenmad, brød med smøreost og syltetøj, og beder til, at maven klarer det. Lægger mig op og læser en times tid, mens maven får lejlighed til at tænke over tingene, men der sker intet. Utroligt, skulle jeg virkelig slippe med et døgn, det virkede ellers ret alvorligt i starten.

Jeg går en tur i Damaskus fredelige gader, noget af en forandring fra det totale kaos, da jeg ankom i går (fredag er jo helligdag). Enkelte hvide skyer driver rundt på den blå himmel, og der blæser en frisk vind. Temperaturen er faldet til behagelige tyve grader, og det er lige før det er lidt for køligt kun i T-shirt.

Går en lang tur op i byens nordlige udkant, hvor der ikke er meget at se på, og i øvrigt farer jeg hurtigt vild og flakker en del rundt, inden det lykkes mig at finde tilbage til centrum. Pyha, det var en hård tilbagevenden til livet, så jeg snupper lige en time i sengen, inden jeg føler mig rustet til at gå ud og spise frokost. Vælger den glimrende "Restaurant Al Arabi", hvor jeg får en himmelsk humus, nogle fortræffelige syltede agurker og nogle - lidt kedelige - stykker grillet lammekød. Bliver for en sikkerheds skyld hængende lidt over en kop te for at afvente en eventuel reaktion fra maven, men alt ser ud til at være i skønneste orden, og det hjælper virkelig på mit generelle velbefindende at få noget rigtig mad.

Går videre ned mod den gamle by, hvor jeg skal krydse en af byens mest trafikerede veje. Til det formål er der lavet noget så avanceret som en tunnel med tilhørende rulletrapper, og jeg kan ikke lade være med at more mig over et par kappeklædte kvinder, der stå og tripper nervøst, inden de endelig - ret uelegant - kommer op på vidunderet.

I den lange souk, der fører ind til "Old City", er de fleste butikker lukkede, og der er kun "moderat mylder". Og nede for enden af souk'en åbenbarer sig så den imponerende Umayad moske, hvor jeg allerede en gang har tilbragt et par timer, men den fortjener helt bestemt et gensyn. Jeg tager skoene af og træder inden for, først i den kæmpestore gårdsplads beklædt med marmorfliser og derefter i selve moskeen. Jeg nyder fornemmelsen af bare fødder mod ægte tæpper og beregner løseligt, at der må ligge omkring tusinde tæpper, hver især 3-4 meter på hver led. Her er så fredfyldt, at jeg må sætte mig ned og bare indsnuse atmosfæren (og - indrømmet - jeg er heller ikke helt på toppen endnu).

Bagefter slentrer jeg en tur i de små gyder, men det er knap så spændende, når alt er lukket, jeg må herhen en tur igen i morgen. Tilbage på hotellet napper jeg lige et par timer på langs og kommer godt i gang med min femte - og næstsidste - bog, og efter et bad er jeg parat til at begive mig ud og spise aftensmad. Jeg vælger den italienske luksusrestaurant, som jeg besøgte den første aften, og sidder i smukke omgivelser med dæmpet - vestlig - musik og nyder champignonsuppe, hvidvinsdampet kylling og tiramisu. Tager endda chancen med en enkelt øl. Hvad mon maven siger til det? Pengepungen siger i hvert fald ok, da regningen viser sig at lyde på firs kroner.



Lørdag d. 17. april 2004 - Damaskus

Maven var desværre ikke helt så tilfreds som pengepungen, men ok, intet katastrofalt tilbagefald. Jeg bruger dagens første time på at gå rundt og lede efter Austrian Airlines kontor, så jeg kan få sikret mig, at alt er i orden med hensyn til min hjemrejse i morgen. Det lykkes omsider, og alt viser sig heldigvis at være i skønneste orden.

Sidder og hænger lidt rundt omkring, nyder vejret, indsnuser atmosfæren, slapper af. Går en tur i den endeløse labyrint af souk'er ovre i den gamle bydel og undrer mig - endnu en gang - over, hvorfor der skal være så mange hundrede butikker, der sælger de samme stoffer, og lige så mange, der sælger de samme smykker. Vareudbuddet er enormt, og jeg burde egentlig købe noget med hjem, men jeg synes det er svært at finde noget ordentligt. Køber et par "Arafat-viskestykker", sådan nogle kan man altid bruge, nogle meter stof (til duge), en smuk lakeret æske og et kilo saltede pistacienødder (dem kan man jo nærmest blive helt afhængig af).

Nøddeudsalg i Damaskus

I den store souk er der to steder, hvor de sælger softice, hvilket ser ud til at være den helt store dille, det er i hvert fald noget af en kamp at komme til. Tre kroner koster en is, men så er den også megastor og overdrysset med hakkede pistacienødder, ikke værst.

Morer mig endnu en gang kosteligt over de scener, der udspiller sig ved den rullende trappe, men så er det også ved at være på tide at komme hjem og ligge vandret et par timer, det tager på kræfterne at gå rundt og være aktiv turist 5-6 timer i træk.

Lægger mig med min udmærkede bog, en spændende og halvdokumentarisk beretning fra besættelsestiden, men bliver - ikke overraskende - døsig og falder hen. Vågner lidt senere af et dumt mareridt, hvor jeg var blevet bundet fast til sengen, fordi jeg insisterede på at bestige et højt bjerg i den værste middagshede. Det med fastbindingen hænger uden tvivl sammen med de halvtunge sengetæpper, de bruger på disse kanter, og den varme bjergbestigning, ja, det var jo noget af det sidste jeg foretog mig, før "eksotiske baciller" - eller hvad det nu var - tappede min krop for det overskud, der kræves til den slags.
Hamidiyeh souken i Damaskus

Klokken otte er jeg klar til at tage ud på opdagelse igen, og blandt andet opdager jeg et "handicraft center", der er ved at lukke, det må jeg besøge i morgen. Lader mig fare vild i nogle nye - ret luksuriøse - kvarterer med masser af modebutikker og hightech-caféer. Men sjovt nok er jeg endnu ikke faldet over en internetcafé, bortset fra en enkelt gang, hvor det ikke lykkedes mig at få kontakt til noget som helst. Finder den eneste biograf i byen, der spiller "vestlige" film (p.t. "The Passion"). Der er ellers masser af biografer, men de viser alle lokale film, der tydeligvis er af tjubang-typen.

Falder - igen - for fristelsen til luksus og går ind på "Chame Palace", som vist må være et af byens absolut flotteste hoteller. Det bliver italiensk endnu en gang, med pizza, isdessert og cappuccino. Vist meget godt, at jeg skal hjem i morgen, inden jeg bliver helt afhængig af at gå på luksusrestauranter.

Søndag d. 18. april 2004 - Hjemrejse

Jubii, maven ser ud til at være i orden igen. Ingen - eller rettere normal - reaktion på aftenens udskejelser. Til gengæld lykkes det mig ikke at falde i søvn før klokken halv tre, måske på grund af den megen ekstra søvn og hvile, jeg har fået på det sidste. Og da jeg endelig falder i søvn, har jeg dumme drømme, der - som så ofte - er bygget op over Sisyfos-legenden, hvor jeg skal gøre et eller andet, men hele tiden dukker der noget nyt op, så jeg aldrig bliver færdig. Besynderligt, for jeg plejer ellers at have underholdende og positive drømme, når jeg er ude at rejse, måske jeg alligevel ikke er helt rask endnu?

Selv om det blev så sent, vågner jeg alligevel klokken syv og er frisk og udhvilet. Pakker det meste og går ned og spiser morgenmad, mens jeg ser nyhederne fra BBC. Hovednyheden er - åh nej - endnu et israelsk snigmord, garneret med de sædvanlige problemer i Irak. Underligt at befinde sig så relativt tæt på begge disse steder, når der er så roligt og fredfyldt her, men klart, det er en krudttønde omgivet af gnister. Og så har der minsandten også været uroligheder på Korsika, som er mit næste rejsemål.

Starter dagen med et besøg på nationalmuseet, der - ifølge guidebogen - skulle være fyldt med førsteklasses kunstskatte. Vi må nok se i øjnene, at min sans for den slags kan ligge på et meget lille sted, og jeg kan altså ikke strække besøget til meget længere end tyve minutter, så har jeg set rigeligt af mønter, bronchefigurer og fresker. Plus ti minutter til at spadsere i haven, hvor der - spredt under skyggefulde træer - ligger store mængder af søjlestumper og lignende.

Går en tur for at finde en barber, men når jeg nu målrettet prøver at finde en, så er der ingen, ellers synes jeg de plejer at ligge på hvert eneste gadehjørne. Vender tilbage til handicraft-centret, der adskiller sig fra de mange butikker i den gamle bydel på to måder. Dels er de handlende ikke pågående, og dels kan man se de forskellige håndværkere arbejde i deres respektive værksteder, med ler, glas, maling, stof og smykker. Jeg køber et par glas og en halskæde, til latterligt lave priser. Kan også lige nå at købe noget mere af det karakteristiske søde nødde- og frugtkonfekt, som er så udbredt her, inden tiden er inde til at komme tilbage til hotellet og pakke færdig og tage et bad.

Rygsækken er godt tung, men dog ikke propfuld, rart at vide, hvis jeg skulle falde over noget interessant de sidste par timer. Afregner med hotellet, det bliver knap 500 kroner for tre overnatninger med morgenmad, tre gange halvanden liter vand, to cola, ti postkort og en taxa til lufthavnen, det er jo helt fantastisk.

Efterlader den tunge rygsæk og begiver mig op til "Chame Palace" for at aflægge en genvisit hos den italienske restaurant fra i går, så det bliver "afsked med manér", inden den bratte opvågnen til hverdagen allerede i morgen tidlig, uha, det er slemt at tænke på.

Herefter går det hele så nemt, at det vel næsten er for kedeligt at høre om. Taxa til lufthavnen (der ligger langt pokker i vold), moderat kaos (men ingen panik), rettidig afgang og rettidig landing i Wien. På den 3½ timer lange tur får jeg hørt en masse klassisk musik og læst hele min sidste bog, hvilken timing. Og så slutter vi endda lige af med at flyve en flot rundtur omkring byens centrum, så man ganske tydeligt kan se de monumentale historiske bygninger Stefansdom og Hofburg, for ikke at tale om det højhus-område, der er bygget i centrum siden jeg var der sidst.

Der er præcis en time til at skifte fly, hvilket er rigeligt for mig, forhåbentlig er det også nok til at få bagagen med. I lufthavnen begynder jeg pludselig at blive mat og få kulderystelser, gad vide om jeg alligevel stadig har et eller andet siddende i kroppen?

I Kastrup kommer jeg til at vente næsten tre kvarter på bagagen, så klokken bliver halv elleve, inden jeg endelig er hjemme, og - efter en nødtørftig udpakning - kan kaste mit udslidte legeme ned i min egen dejlige seng.



Mandag d. 19. april 2004 - Hjemme igen

Vågner ved sekstiden, badet i sved, og det viser sig, at min temperatur er 38.5, så noget er der altså galt. Bestiller en tid hos lægen og er lige et kort smut inde omkring mit arbejde, men jeg kan ikke rigtigt samle mig sammen til noget som helst.

Det er vidunderligt smukt forårsvejr, næsten lige så varmt som det var i Mellemøsten, men umådeligt meget kønnere og mere farverigt.



Tirsdag d. 20. april 2004 - Syg og elendig

Har stadig høj feber og er svag og afkræftet, men nu har jeg i hvert fald afleveret både blod og afføringsprøver, så må jeg bare håbe på, at vores udmærkede sundhedsvæsen hurtigt kan identificere ondet og anbefale en passende kur.



Søndag d. 16. maj 2004 - Rask, og på vej væk igen

Det var da en skrækkelig omgang! De efterfølgende 3-4 dage gik med høj feber, kraftig hovedpine, kvalme og appetitløshed, før det lettede lidt hen over weekenden. Først om mandagen fik jeg så besked fra lægen om, at man havde fundet ud af, at det skyldtes en forgiftning med bakterien campylobacter, som jeg derefter fik en omgang antibiotika mod. Efter lidt søgning på nettet kan jeg se, at inkubationstiden er 1-2 dage, så min første antagelse om, at årsagen skulle være den "orientalske salat" jeg indtog på Hotel Zenobia, holder nok ikke, og morgenmåltidet hos beduinerne må vel så også betragtes som uden for mistanke. Til gengæld kunne man komme til at mistænke aftensmåltidet i Hama dagen før, hvor jeg var den eneste gæst på restauranten.

Men det kan jo også være lige meget nu, hvor jeg har været rask i små tre uger og lige har tilbragt et par timer med at pakke min rygsæk til den næste tur, som går til Korsika om tre dage. Jeg skal på vandretur på den berømte GR20-rute, hvilket jeg glæder mig meget til, omend jeg er en smule bekymret over, at jeg ikke har kunnet tvinge vægten af rygsækken ned under 22 kilo. Det er så godt nok også inklusiv varmt tøj, hvoraf jeg måske nok skal have noget på ind i mellem (men forhåbentlig ikke for tit), 2½ liter vand og en masse mad, som vi naturligvis gradvist spiser undervejs. Men pyha, det er alligevel meget, og jeg vil ikke påstå, at jeg er nået at komme i overvældende form.

Hermed slut på rejseberetningen om min Mellemøsttur, som lige netop er blevet færdig-renskrevet i dag. På høje tid, må man sige, da det nok ville være lidt overvældende at have to rejsebeskrivelser i gang på samme tid.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside