Lørdag d. 28. august

Hen på eftermiddagen går det afsted med toget til lufthavnen (hvor er det blevet nemt). Dette er starten på Club SAS tur nummer to i år (den første var juli måneds flycamping til Thassos i Grækenland). Vi er syv deltagere på denne tur, og destinationen er Rumænien, hvor vi først og fremmest skal ud og vandre i Bucegi-bjergene. Den officielle tur varer en uge, men næste lørdag, når de andre tager hjem, er det min plan at tage toget til Moldovas hovedstad Cisinau, for så at vende tilbage til Bukarest tirsdag og flyve hjem onsdag.

Alle dukker rettidigt op (selv om der allerede er annonceret en mindre forsinkelse), og vi hilser på hinanden. Turens deltagere er - foruden undertegnede - Hanne, Lars Kruse og Søren Toft. De to første har medbragt deres respektive kærester (Jørgen og Gitte), og Søren har medbragt sin bror (der også hedder Lars).

Der er god tid til at foretage toldfri indkøb, hvilket vi stadig har lov til, da vi jo skal uden for EU.

Vi kommer afsted med en times forsinkelse, og ydermere erfarer vi, at vi skal mellemlande i Constanza, inden vi kommer til Bukarest. Med transfer til banegården samt et par timers togkørsel kan det godt gå hen og blive halvsent, før vi kommer frem til vores hotelsenge.

Flyet er nyt og pænt, så i den henseende gøres vore bekymringer mht. Tarom i hvert fald til skamme. Vi får rimeligt god forplejning, og turen forløber i øvrigt glat og planmæssigt.

Også lufthavnen - Otopeni - er over det forventede niveau, og vores bagage dukker hurtigt op. Der er dog et øjeblik optræk til panik, da Hanne og Jørgen ikke kommer ned i bagageudleveringen før noget senere end os andre. Det viser sig, at de har haft problemer med at spise paskontrollen af med en kopi af den hotel-voucher, der skal fritage os for at betale visum, og originalen kan jo altså kun være et sted ad gangen.

Vi veksler lidt penge og får 14.000 lei pr. dollar. Det gør det nogenlunde nemt at omregne lei-beløb til kroner, man skal bare fjerne tre nuller og dividere med to.

Helt planmæssigt står der to mand og venter på at køre os til banegården. Vi - og også de - er en smule bekymrede for, om vi nu også når det tog, som vi har pladser på (og som er dagens sidste), men heldigvis ender det med, at vi er fremme hele tyve minutter før togets afgang.

På banegården er der - som ventet - en del suspekte typer, men det er dog ikke noget, der giver anledning til problemer. Vi når at købe lidt forsyninger og finde vore pladser, inden toget afgår, præcis til tiden, som er 23.30 (rumænsk tid, vi har sat urene en time frem). Ret hurtigt er vi ude af byen, og det bliver temmeligt mørkt udenfor. Vi er alle trætte, så det bliver ikke til det helt store sociale samvær, til gengæld får de fleste af os en lille lur.

Klokken halv to er vi fremme i Sinaia, hvor toget holder ved en smuk gammel banegård. Sinaia ligger ved foden af bjergene, i 800 meters højde, og natteluften er kølig og klar. Det er nemt at finde hotellet efter den udleverede beskrivelse, vi skal blot over gaden, op ad en masse trapper og over endnu en gade. Hotel Caraiman viser sig at have til huse i en imponerende stor og flot bygning fra begyndelsen af århundredet, og også indenfor er der en vis stil.

Det går relativt nemt og hurtigt at få udleveret vore værelser, der er lidt gammeldags, men store og hyggelige. Jeg ved ikke rigtigt med de andre, men klokken to ligger jeg i min seng, og der går ikke mange minutter, før jeg sover som en sten.

Spændingen er stor med hensyn til, hvordan vejret arter sig her på førstedagen, og begejstringen er lige så stor ved at konstatere, at solen skinner fra en skyfri himmel. Da vi går ned i restauranten for at spise morgenmad, bliver vi i første omgang vist tilbage til receptionen, hvor vi modtager det skriftlige bevis for vores halvpension, i form af et 'værdikort' lydende på 931276 lei pr. person (svarende til cirka 450 kroner).

Tilbage til restauranten, hvor menukortene viser sig at være affattet på rumænsk - og kun rumænsk. Her er hverken tag-selv-buffet eller færdigkomponerede menuer, så det er den hårde vej for hver enkelt af os, med sammenstykning af et morgenmåltid ud fra kortets tilbud. Nu er det heldigvis sådan, at rumænsk minder noget om de andre romanske sprog (især italiensk, men også fransk og spansk), så nogle af tingene kan man nogenlunde gætte sig til, mens der i andre tilfælde er tale om lidt 'gambling'. Alt i alt lykkes det os alle at få sammenstykket et tilfredsstillende måltid (bortset fra at brødet er lidt tørt). Hver enkelt får en regning svarende til hvad man har bestilt, og alle disse beløb fratrækkes omhyggeligt de respektive korts tilgodehavender.

Klokken ti dukker vores guide - Corenel - op. Han er en sympatisk ung fyr, der heldigvis taler udmærket engelsk. Han viser os - på sit medbragte kort - et forslag til en vandrerute, hvilket vi synes lyder udmærket (svært at forholde sig til ud fra et kort).

Vi går hen til kabineliften, der har sin start et par hundrede meter henne i byen. Formedelst elleve kroner pr. mand køber vi billetter, der giver os lov til at køre helt op i 2000 meters højde, med kabineskift undervejs. Især den første af kabinerne har et imponerende langt spænd, og der er en pragtfuld udsigt over de granklædte bjergskråninger og - efterhånden - tilbage over dalen.

Vi går nordpå langs højderyggen, parallelt med dalen, der går fra Sinaia gennem nabobyen Busteni og videre op til Predeal, hvor Corenel bor. Landskabet er ret bart med græs og småbuske, afbrudt af større områder med en art fyrrebuske. Vejret er perfekt til vandring, klart og solrigt, men ikke for varmt. Vi passerer et træningsområde for rumænske olympiadedeltagere, og senere endnu - da vi vel har vandret 2-3 timer - kommer vi til en cabana, som er det rumænske ord for en hytte, hvor man kan få noget mad (og ofte også overnatte). En udendørs højtaler spiller festlig musik, og 'kroejeren' er en spøjs og munter fyr, der - mens vi venter på maden - tager sig en fyrig svingom med Hanne.

Vi får en 'appetizer' bestående af nogle chilier, som der ikke er den helt store afsætning på (jeg kan nu meget godt lide dem). Derpå følger en udmærket suppe, og til sidst får vi store grillede kyllingelår med stegte kartofler, der er overhældt med revet ost, meget lækkert. Undervejs i måltidet ændrer vejret sig markant, idet det bliver overskyet og blæsende, og så er det altså ikke særligt varmt i 2000 meters højde! Vi enes derfor om at krybe indenfor, hvor vi får den store 'surprise' i form af nogle lækre stykker vandmelon. Hele molevitten - inklusive drikkevarer - beløber sig til 25 kroner pr. mand, det er jo rørende.

Da vi er klar til at gå videre, er det blevet væsentligt dårligere vejr. Det blæser koldt, og truende regnskyer indhylder bjergene tæt ved os. Ydermere har Hanne fået nogle slemme vabler på hælene.

Vi tager en rask tur over til et kæmpestort kors, der er opført til minde om ofrene for 1. verdenskrig. Herfra er der - når skyerne ind imellem glider tilside - en fantastisk udsigt ned over nogle meget stejle klippesider til Busteni, der ligger dybt nede i dalen. Corenel stikker af for at finde en edelweiss til os, og noget efter kommer han tilbage og fortæller, at det lykkedes. Vi er nu kun et par stykker, der orker at springe ned ad bakkerne for at se den, og synet er da heller ikke lige noget, der vil prente sig ind i hukommelsen, idet er er tale om en lille bitte uanselig blomst.

Den nærmeste omegn er som en kæmpestor losseplads, hvor det flyder med flasker, dåser, plasticposer, papir og glasskår. Ifølge Corenel er det blevet endnu værre i nyere tid, fordi folk fortolker den nyvundne frihed som 'retten til at gøre lige hvad der passer en'. Tidligere blev der også jævnligt udkommanderet skoleklasser til at fjerne det værste, men det sker ikke længere.

Det er efterhånden ved at være sidst på eftermiddagen, så vi går tilbage til kabinebanen, for at blive fragtet ned til Busteni. Desværre er der en hel del andre, der har fået den samme ide, faktisk så mange, at Corenel vurderer køen til at svare til to timers ventetid! Han opfordrer os til at gå op i cabana'en ovenpå og tage en drink, mens han 'prøver at finde på noget'. Dette 'noget' viser sig at bestå i at give et beløb - svarende til billetprisen - til nogle af de ansatte, der så - af to omgange - lemper os uden om køen og kasseapparatet og direkte ind i kabinen. Korruption, undergrundsøkonomi eller hvad man nu foretrækker at kalde det, men under alle omstændigheder holder man lav profil med sin eventuelle indignation, når man lige er blevet reddet fra at stå to timer og glo i en liftkø.

Nede i Busteni - 700 meter længere nede - er det en dejlig mild aften, hvor klokken lige har passeret seks. Vi køber postkort og et kort over bjergområdet, hvorefter vi spadserer ned gennem byen til hovedgaden, hvorfra det - ifølge Corenel - skulle være muligt at komme med en bus hjem til Sinaia. Efter nogen ventetid kommer han imidlertid i tanker om, at der nok ikke kommer flere busser, fordi det er søndag!

I stedet foreslår han, at vi går hen til banegården, der ligger 500 meter længere henne ad hovedgaden. Her viser det sig, at der ikke går noget tog de første par timer, hvilket får os til at spørge, om ikke vi evt. bare kan tage et par taxaer. Corenel ser lidt spekulativ ud og forklarer så, at det mindst vil komme til at koste os ti kroner pr. taxa (tre kroner pr. mand)! Det er lidt svært ikke at begynde at grine og spørge, hvorfor pokker vi så ikke bare gjorde det med det samme, men med vanlig finfølelse lykkes det at lade være. Corenel løber ud for at skaffe bilerne, og det varer da heller ikke længe, før han er tilbage med dem. Det viser sig, at prisen i mellemtiden er steget til tyve kroner pr. bil (har de 'delt i porten' ?), hvilket stadigvæk er et nærmest ligegyldigt beløb for at blive kørt en halv snes kilometer og - først og fremmest - være hjemme om få minutter fremfor at skulle imødese en uvis fremtid med at vente på et tog.

Taxaerne er gamle og ramponerede, og chaufførerne kører som vilde, men i hvert fald er vi hurtigt hjemme. Vi aftaler at mødes i restauranten klokken 20.00, og i mellemtiden er det pragtfuldt at få et bad og noget rent tøj på.

Spisekortet viser sig - modsat det vi får om morgenen - at have oversættelser til både tysk og engelsk, men prisniveauet er det samme, dvs. meget lavt. Vi får tre retter (god) mad, vin og vand samt kaffe og metaxa, og alligevel kommer vi ikke af med mere end cirka 70 kroner pr. person. På grundlag af dagens to måltider ser det faktisk ud til, at vi kan spise - og drikke - godt og rigeligt for vores 'spisekort'.

Klokken halv elleve er vi færdige, og der er udbredt enighed om, at det helt rigtige at gøre nu er at vakle op i seng og få en god nats søvn oven på en god dags oplevelser.

Igen i dag er det dejligt solskinsvejr fra morgenstunden. Vi er temmelig tidligt oppe for at nå vores aftale henne i Busteni klokken ni, for først skal vi lige ned på posthuset og have købt nogle frimærker (hellere få sendt postkort hurtigst muligt, hvis de skal nå frem inden vi kommer hjem). Vi tager et par taxaer, hvoraf den ene endda er en Mercedes, et klart fremskridt i forhold til gårsdagens skrotbunker.

Corenel møder op få minutter over ni og ser meget træt ud. Han forklarer, at han kun har sovet få timer i nat, da han - som medlem af et 'rescue-team' - blev tilkaldt for at tage op i bjergene og finde nogle mennesker, der var rapporteret bortkommet (det lykkedes heldigvis).

Der er stor kø til kabinen, men Corenel får os igen elegant ført udenom, og snart er vi oppe i højderne. Vi vandrer hen til nogle imponerende 'naturlige klippeskulpturer' og påbegynder derefter en 600 meters nedstigning til nabodalen. Det tager knap halvanden time og er temmelig hårdt, men til gengæld er vejret dejligt og udsigten smuk. Vi passerer et nyrenoveret luksushotel, hvis ejer gerne vil have genstartet kabinebanen op fra dalen. Vedligeholdelseskontrakten er udløbet og staten har solgt stålwirer'ne!

Efter nedstigningen er det helt befriende at gå lidt ligeud, hen gennem dalen. Det giver et gib i os, da Gitte råber 'en bjørn!', men det er heldigvis bare en stor hund.

Vi kommer til et kloster, der er bygget ind i en stor klippe, og inde bagved er der en dyb hule, som vi udforsker. Her er både fugtigt og halvmørkt, så man skal passe godt på, hvor man sætter sine fødder. Det lykkes mig da også at tage en halv snes trapper på ryggen, dog heldigvis uden at slå mig nævneværdigt. Det må efterfølgende konkluderes, at jeg har set betydeligt mere imponerende huler, f.eks. i Spanien og Thailand.

Videre ad en behagelig grusvej omgivet af grønne træer. Vejret er helt perfekt at vandre i og naturen er meget smuk. Efter en lille time er vi fremme ved en cabana, hvor frokosten indtages. Lokaliteterne virker lidt primitive, men maden er ok. Kyllingesuppe efterfulgt af grillstegt svinekød med kartoffelmos og en masse lækre saltagurker. Inklusiv en sodavand sniger regningen sig op på 25 kroner pr. mand, ligesom i går, det er åbenbart standardprisen her til lands.

Efter yderligere en times vandring når vi ned til en halvstor sø, som vi fortsætter rundt om, idet vi bevæger os ad en grusvej, der snor sig et gennem skoven, et godt stykke over søen. Helt ude i den fjerne ende kommer vejen ned til søbredden, dvs. her er der mulighed for at tage den svømmetur, som flere talte begejstret om i går. Nu ender det med, at jeg er den eneste, der stadig har lyst - kyllinger! Vandet er koldt og bunden mudret, men alligevel er det dejlig forfriskende at få skyllet sved og støv af sig.

På vejen videre overhales vi af en usædvanlig larmende og stinkende lastbil, hvis lad er proppet til randen med sigøjnere. De plukker champignons i skovene og sidder så i vejkanterne og prøver at få dem solgt. Det virker lidt underligt, det er som om de er et fremmedelement, der slet ikke rigtigt hører til her.

Vi skal op over en bjergkam for at komme hjem. Corenel vælger - på vore vegne - en lidt længere vej, der til gengæld ikke er så stejl, og siger, at han regner med at vi er hjemme om 2-3 timer (klokken er nu 16). Vejen virker meget lang, og der spores begyndende tegn på træthed. Det er også blevet overskyet og halvmørkt, bare det ikke begynder at regne. Endelig lidt før klokken seks når vi passet, hvor vi mødes af en iskold vind og en smuk udsigt, og det er tydeligt, at der endnu er ret langt hjem.

På turen nedad er der meget smukke udsigter over de skovklædte skråninger, og efter nogle overskyede timer klarer det atter op, så vi får glæde af den lavthængende sol. Vi går og går og går! Corenel indrømmer, at han aldrig før har tilbagelagt denne strækning til fods, men kun i bil, hvilket muligvis påvirker hans vurdering af afstandene. Han bedyrer dog, at der nu kun er 'tre sving' til vi kommer til en cabana, hvilket imidlertid viser sig at dække over yderligere en times vandring. Undervejs låner jeg Corenels mobiltelefon og får kontakt med 'Planet Tours' i Bukarest, som beklager, at jeg ikke fik min togbillet ved ankomsten, og lover, at den vil blive bragt hen til hotellet på fredag.

Alle er godt møre, da vi - klokken halv syv - endelig kommer til den omtalte cabana, der ligger en halv snes kilometer fra vores hotel i Sinaia. Vi synker sammen og bestiller øl, vand, chips og chokolade, og vi får Corenel til at ringe efter to taxaer, der kan køre os hjem. Mens vi venter på dem, sidder Lars, Søren og jeg og opildner hinanden til at vandre hjem i stedet for at køre med taxa, og det ender med, at vi beslutter at gøre det. Hvad pokker, nu har vi allerede gået omkring 30 kilometer, så kan de sidste ni vel også klares!

Det bliver godt nok noget af en stroppetur. Først stejlt ned gennem nogle hårnålesving, som vi afkorter ved at smutte ind gennem skoven, og dernæst gennem hele Sinaia by, der viser sig at have en noget større udstrækning end først antaget.

Vi er hjemme klokken kvart over otte, godt møre, men også opstemte af bevidstheden om at have vandret fyrre kilometer. Der bliver lige tid til et hurtigt bad (herligt med varmt vand på de ømme muskler), inden vi mødes til aftensmaden, og bagefter tager vi - selv om vi alle er godt trætte - en tur ud i byen for at tage en godnatdrink. Udvalget er dog meget sparsomt, og vi ender på en mellemting mellem en café og et konditori, hvor man heldigvis kan få en guldtuborg.

På hjemvejen er der flere af os, der bevæger sig som vingeskudte ænder, specielt gør det ondt, hver gang man går nedad. Personligt falder jeg usædvanlig hurtigt i søvn, mon ikke det samme gælder for de andre også?

Tirsdag d. 31. august

Det er rart at kunne sove lidt længere her til morgen. Under morgenmaden eksperimenterer vi lidt med det rumænske spisekort for at finde ud af, hvad der egentlig gemmer sig bag de noget uforståelige ord. Blandt andet opdager vi en udmærket 'chefir' (en art yoghurt), og så finder vi ud af, at 'rossini' ikke er rosiner men tomater. De laver glimrende omeletter med skinke, svampe og ost, og hvis man vil have appelsinjuice skal man huske at sige "jus d'orange" (på fransk), for hvis man siger "juice" (på engelsk), så får man en Fanta! Man kan faktisk få en ganske glimrende morgenmad for 15-25 kroner.

Vi har besluttet at bruge dagen - der starter med gråvejr - på en udflugt til Brasov (Rumæniens tredjestørste by med cirka 300.000 indbyggere), der ligger et halvt hundrede kilometer væk. Det går overraskende let at få købt billetter til togturen. Vi får to hver (en turbillet og en pladsbillet), der begge er omhyggeligt stemplede og underskrevne små brune papstykker.

Toget afgår præcis til tiden og påbegynder turen op gennem dalen og ind i Transsylvanien, hvor der er en nydelig udsigt til masser af skovklædte områder. Vi falder i snak med et ungt par, hvoraf den ene kan noget engelsk og den anden noget tysk. De er meget sympatiske og fortæller lidt om deres holdning til Rumænien, hvilket ikke lyder særligt opmuntrende. I det hele taget har man en udbredt fornemmelse af pessimisme her i landet, f.eks. så vi forleden en ung mand med en T-shirt med påskriften 'I have no future in this country'.

Efter en times kørsel ankommer vi til Brasov, hvor vi mødes af horder af pjaltede og beskidte tiggerbørn, ret påtrængende. Banegåden ligger noget uden for centrum, og vi skal med bus nummer fire for at komme derind. Først skal vi imidlertid have købt nogle billetter i en kiosk, hvilket er noget af et cirkus, men til sidst lykkes det. Bussen er meget gammel og meget overfyldt, men ind kommer vi da, og et par af os får endda siddepladser. Billetterne skal stemples i nogle mekaniske apparater, der hænger rundt om på væggene. Hvis man ikke lige har et inden for rækkevidde, så giver man bare billetten til sine medpassagerer, og efter et stykke tid kommer den retur i stemplet tilstand.

Snart er vi fremme ved byen gamle kerne, der centrerer sig omkring et temmelig flot torv med en masse gamle huse. For nu ikke at risikere at blive stressede, så starter vi med at tage en formiddagspilsner på en af de fortovsrestauranter, der ligger på torvet. Afslapningen spoleres dog noget af, at tiggende unger hele tiden rækker deres hænder ind til os gennem rækværket.

Bagefter slentrer vi en tur ned ad gågaden og ser lidt på butikkerne, hvis udvalg dog ikke er specielt spændende. Nede for enden af gaden ligger der en McDonalds, hvor man altid kan være sikker på at finde et anstændigt toilet. Frokosten indtages på samme restaurant igen, idet vi dog denne gang sørger for at sætte os lidt længere inde.

Lige uden for bymidten er der et lille bjerg, som vi begiver os op på, godt hjulpet på vej af en kabinebane. Den sidste lille strækning op til toppen foretages til fods, hvilket er smertefuldt for nogle af os, der endnu har eftervirkninger af gårsdagens stroppetur. Søren har problemer med knæet, Hanne har vabler på hælene og jeg har de mest ømme lårmuskler jeg nogensinde har oplevet. Til gengæld belønnes vi med en flot udsigt over hele Brasov.

Nede igen tager vi eftermiddagskaffen på 'stamrestauranten', og så er det også efterhånden ved at være på tide at vende snuderne hjemad igen. Vi hopper atter på bus nummer fire og er snart tilbage på banegården. Til alt held går der et tog en lille halv time senere, hvor der dog ingen siddepladser er, får vi at vide. Vi tager chancen, i værste fald kan vi vel overleve at stå op den times tid. Så galt går det dog slet ikke. Vi får alle siddepladser og kan sidde og småslumre, til vi atter ruller ind på Sinaias banegård.

Vi vedtager at tage endnu en hviledag i morgen og så gemme den sidste vandredag til torsdag, og en opringning til Corenel afslører, at det passer ham udmærket.

Til aftensmaden eksperimenterer vi lidt med vinkortet, men det kommer der nu ikke noget godt ud af, så vi vender tilbage til udmærkede rødvin (til 30 kroner), vi har nydt de andre aftener. Efterhånden står det klart, at vores 'halvpensions-kort' faktisk er i stand til at dække både morgen- og aftensmad samtlige dage, hvor sidstnævnte vel at mærke består af 2-3 retter, rigeligt med vin og mineralvand, kaffe - samt - af og til - en genstand til kaffen. Ret vildt!

Endnu en hyggelig aften, hvor vi undgår at snakke for meget arbejde (det har vi nu i det hele taget været gode til). I stedet går der en del tid med godartede drillerier med udgangspunkt i visse deltageres jyske sprog (men de er nu meget gode til at give igen).

Det er gråvejr igen fra morgenstunden, så også af den grund er det udmærket, at vi har gemt vores sidste bjergtur til i morgen.

Efter morgenmaden går vi op til 'Peles Castle', der er Rumæniens flotteste slot - og noget af det mest fantasiske, jeg nogensinde har set. Slottet blev bygget af Kong Carol I i perioden 1875-1914 og var det første slot i Europa med centralvarme og elektricitet. Fuldstændigt overvældende!

Derefter indtager vi frokosten nede i byen, og så begynder det at dryppe. Hermed forsvinder den sidste lyst til at tage en lille eftermiddagsvandretur, og i stedet bevæbner vi os med øl, vin, chips og chokolade og belaver os på en eftermiddag med 'hjemlig hygge'. Måske ikke lige den optimale udnyttelse af ferietiden, når vi nu er i 'det fjerne udland', men personligt har jeg det nu meget godt med at kravle ned under dynen med en øl og en god bog. Snart bliver øjenlågene tunge, og vejen er banet for et par timers forfriskende eftermiddagslur, mens regnen stadig tager til.

Om aftenen indtager vi atter god mad og vin, akkompagneret af musikalsk underholdning (keyboard + harmonika). Ganske flot med 'levende musik' i restauranten, hvor vi udgør noget over halvdelen af gæsterne. Vi har meget sjov ud af vores kvindelige tjener, som er en bestemt midaldrende dame, der gør sit bedste for at lære os såvel bordskik som rumænsk. Til gengæld prøver vi så at lære hende lidt dansk, hvilket dog preller fuldstændigt af.

Det spændende her til morgen er, hvordan vejret ser ud. Kan vi gennemføre den sidste vandredag? Det ser umiddelbart ud til lidt af hvert, nemlig blå himmel og en del skyer, nogle af dem lidt halvtruende. Corenel ringer, lige da vi skal til at tage af sted, og siger, at det øsregner oppe i Predeal, hvor han bor (en snes kilometer længere oppe i dalen). Vi lader os nu ikke sådan slå ud og bedyrer, at det ser fint ud her (måske nok en anelse overdrevet), så vi aftaler at mødes ved kabinebanen i Busteni.

Da vi mødes, er han stadig pessimist og peger på de tunge truende skyer, der ligger lidt længere oppe over bjergene, men vi har tænkt os at tage en vandretur nede i dalen, parallelt med vejen tilbage til Sinaia. Han argumenterer for i stedet at tage os i den modsatte retning, men vi synes det er smartere at gå i retning af Sinaia, for det tilfældes skyld, at det nu skulle gå hen og blive rigtigt dårligt vejr.

Vi får vores vilje (det manglede også bare, det er trods alt os, der betaler) og begiver os sydover oppe i skoven. I begyndelsen er der en kraftig stigning, så sveden springer frem på vore pander, hvilket yderligere forstærkes af det fugtige vejr (det småregner, men vi er delvis i læ af de store træer). Ganske smukt faktisk, og alt går fint den første times tid, indtil stien pludselig snævrer til og tvinger os til at forcere en del væltede træstammer, der er glatte og slimede (og befinder sig på kanten af en dyb kløft). Til sidst ender stien oppe i et flodleje, og Corenel indrømmer - genert smilende - at han faktisk aldrig før har prøvet at gå den vej, hvilket naturligvis bidrager til at gøre det hele en smule mere spændende.

Vi bevæger os ned gennem flodlejet, men standses af en ti meter høj stendæmning, som ikke umiddelbart er til at klatre ned ad. Ergo må vi en tur ind gennem skoven, hvor der ikke er nogen rigtig sti. Til gengæld er der stejlt og mudret og en masse fugtigt krat, der får mig til at sende en nervøs tanke i retning af alle mine plante-allergier.

Nå, ned kommer vi da, og kort efter er vi atter ude på en slags sti. Denne viser sig at føre ned til Bustenis naboby, og ifølge en lokal, som Corenel spørger til råds, skal vi lige gå en halv kilometer langs landevejen, før vi atter kan komme op på en skovsti.

Vi går yderligere halvanden time, til vi når Sinaias udkant, og her ligger der - meget heldigt - en cabana, hvor vi kan indtage vores frokost, klokken er også efterhånden blevet halv et. Med vanlig optimisme starter vi med at sidde udenfor, men snart må vi erkende, at det bliver for koldt, vi er alle halvvåde efter formiddagens regnvejrstur. Vi flytter derfor indenfor i det store og hyggelige træhus, der minder lidt om de bjerghytter, der ligger i Alpernes skiområder.

Corenel oversætter spisekortet for os, og vi enes om en menu bestående af en lækker suppe efterfulgt af en rumænsk specialitet: Pølset svøbt i affald! Heldigvis er det en sproglig misforståelse, men ordene for kål og affald minder nu også meget om hinanden på engelsk.

Efter at have spist os mætte og hvilet lidt er vi rustet til den sidste halve times nedstigning til hotellet, hvor vi tager hjerteligt afsked med Corenel. For at konkretisere vores tilfredshed giver vi ham lidt ekstra drikkepenge (cirka hundrede kroner, som jo er et meget lille beløb for os syv, men her til lands repræsenterer det noget i retning af en halv ugeløn).

Søren og Hanne har fået nok, de vil hellere en tur i biffen end at vandre mere. Vi andre tager kabinen op til første stop (1400 meter), hvilket lige netop holder os fri af skyerne. Derefter bruger vi en god time på at gå/glide ned ad glatte skovstier, for til sidst at gå en halv times tid ned gennem Sinaias øverste bydel. Her ligger en masse pæne ældre huse i smukke omgivelser, de fleste med høns, køkkenhave og mindst én larmende hund. Vi afslutter nedturen med en drink på et 'after ski sted', så har vi vist også gjort det godt for i dag.

Til middagen sørger vi for at få brugt de sidste 'papirpenge' (minus en lille rest til morgenmaden). Det viser sig, at de har skrevet alle drinks på samme kort, der følgelig er blevet 'overtrukket', hvilket naturligvis afstedkommer en regning til betaling i 'rigtige' penge. Det lykkes os dog, efter lidt parlamenteren, at få beløbet fordelt på nogle flere kort, det manglede da også bare.

Det bliver så den sidste aften på 'Hotel Caraiman', hvilket markeres med ikke mindre end tre mand i orkestret (stadig stort set kun til ære for os). Den ene er en temmeligt klam fyr, der spiller harmonika, hvilket for så vidt var ok, hvis han ikke hele tiden kom hen til vores bord og pegede på et par pengesedler sat fast oven på harmonikaen. Ret primitiv og smagløs optræden, der ikke udløser drikkepenge fra vores bord.

Efterfølgende er der indtil flere der synes, at der skal 'ske lidt mere' her den sidste aften, så vi spørger os for i receptionen, der viser sig at kunne anbefale en natklub lige i nærheden.

Det er begyndt at regne helt vildt igen, så vi bevæbner os med regnfrakker og paraplyer og iler de få hundrede meter gennem den regnfulde park bag hotellet. Det koster ti kroner at komme ind, inklusiv garderobe, fair nok. Indenfor er der høj musik og diskoteksflimmerlys, og så er vi - ligesom på hotellet - stort set de eneste gæster. Kort efter starter underholdningen i form af et par minimalt påklædte kvindemennesker, der opfører inciterende danse omkring hver sin 'brandmandsstang'. De sparer bestemt ikke på arbejdskraften her, for så snart de to danserinder er trætte, er der straks to nye, der overtager showet, og sådan bliver de ved, lige så længe vi er der.

Jeg sprænger alle økonomiske rammer ved at bestille en metaxa til 50 kroner, men så er den godt nok også mindst firedobbelt. Efter en gang fællesdans og endnu en drink har vi fået nok og går hjem i seng, for første gang på den anden side af midnat.

Toget til Bukarest afgår lidt i ti, så der er god tid til pakning og morgenmad. Vejret er gråt og trist, og udsigten fra toget er heller ikke opmuntrende. Lossepladser, slumbeboelse, grim industri og en enkelt mark med falmede solsikker.

Hen ad middag ankommer vi til Bukarests hovedbanegård 'Gara de Nord'. Vi er forberedt på det værste, så alle er på vagt, da vi går gennem banegården. Der sker dog ikke andet, end at vi får et utal af tilbud om taxakørsel, hvilket vi ikke tager imod, først og fremmest fordi vores hotel - 'Astoria' - ligger lige ovre på den anden side af gaden.

Hotellet har til huse i en stor grim betonbygning, der - som de fleste andre her til lands - bærer kraftigt præg af årtiers slitage og manglende vedligeholdelse. Inde i vestibulen står en uniformeret vagtmand fra 'Samurai Guardians', og receptionen betjenes af en sur mokke, der har selskab af to unge kvinder, rygende og snakkende. Stilen er tung og alt har efterhånden antaget samme gråbrune farve (der ryges meget her til lands).

Efter de sædvanlige formularudfyldelser får vi udleveret vores værelsesnøgler, uden at det på noget tidspunkt er lykkedes os at få skyggen af et smil frem på mokkens fjæs. Jeg spørger til min togbillet, men det kender hun intet til - foruroligende!

Værelserne ligger ved siden af hinanden på 4. sal og er små, smagløse og smånussede, og så er der en påfaldende stank af desinfektionsmiddel. Et grånusset gardin dækker for en fransk altan med trøstesløs udsigt til slum og affald. Et noget andet niveau end vi er vant til!

Tilbage i receptionen får jeg at vide, at mokken er blevet ringet op af 'Planet Tours', som vil bringe min togbillet hen i løbet af eftermiddagen.

Vejret er gråt og blæsende, men endnu tørt, da vi i samlet flok begiver os ud for at finde en passende frokostrestaurant. Det er endnu ikke lykkes mig at finde et kort over Bukarest, så vi prøver efter bedste evne at navigere vha. de små kortudsnit i min guidebog, hvilket da også lykkes nogenlunde. Gennem grå og triste gader med affald flydende overalt når vi ned i byens centrale del, hvor der ikke er meget kønnere, blot er gaderne bredere, med deraf følgende øget luftforurening.

Efter lidt flakken rundt finder vi omsider 'Casa Veche', der skulle være byens bedste pizza-restaurant. Vi bliver da heller ikke skuffede, for dels er der et kæmpeudvalg af spændende pizzaer, der fuldt ud lever op til vore forventninger, og dels er restauranten hyggelig og smagfuldt indrettet, noget vi ellers ikke har været forvænt med.

Bagefter trasker vi ad hovedgaden helt ned i byens sydende, hvor vi drejer vestpå og følger den kunstigt anlagte flod, hvis konstruktion var et af resultaterne af Ceausescus syge hjerne. List efter er vi ude ved Ceausescu-tidens mest bastante mindesmærke, 'Folkets hus', som er verdens næststørste bygning (kun overgået af Pentagon). Vi begynder at gå langs bygningen ned mod indgangen, men finder undervejs ud af, at der kun er ti minutter til lukketid.

På vejen tilbage mod centrum falder vi ind et sted for at få turens hidtil dårligste cappuccino, der er kold, oversød og uden nævneværdig kaffesmag. serveringen foregår på en balkon ud til en gårdhave, hvilket kunne have været en formildende omstændighed, hvis ikke det var for det stadig mere triste vejr. Som prikken over i'et besøger jeg toilettet, som jeg dog ikke vil komme ind på en nærmere beskrivelse af.

Da vi går videre, begynder det for alvor at regne, samtidig med at blæsten tager til, rigtig hyggeligt vejr! Vi har en vigtig opgave for os, nemlig at finde den restaurant, hvor vi skal indtage vores - SAS-sponsorerede - afskedsmiddag. Vha. guiden beslutter vi os for 'Café de Paris', men efter megen søgen må vi opgive, tilsyneladende er den sporløst forsvundet fra den angivne adresse. Til gengæld falder vi over et lækkert konditori, hvor Søren, Lars og Jørgen falder for fristelsen til at købe nogle store jordbærkager. Endnu en restaurant må droppes, efter at et kig indenfor afslører en beklumret og tilrøget atmosfære (vi er syv ikke-rygere). Desperationen er ved at brede sig, da himlens sluser åbner sig en ekstra tand , samtidig med at vi er ved at falde over en død rotte, men så får vi pludseligt øje på 'Restaurant Cina', der viser sig at være et rigtigt flot og hyggeligt sted. Vi bestiller bord til klokken otte og kæmper os de sidste par kilometer hjem til hotellet, hvor jeg får den gode nyhed, at min togbillet endelig er dukket op.

Vi tager et par taxaer til restauranten, da det stadig øser ned og ingen har lyst til at blive våde endnu en gang. Restauranten lever til fulde op til vore forventninger, og de næste fire timer vælter vi os i mad og drikke: Velkomstdrinks, en fantastisk forret (bl.a. med laks og ægte kaviar), gode vine, store bøffer, flotte isdesserter, indtil flere cappuccinoer med god cognac (mindst tredobbelte) og en afsluttende godnatpilsner. Hertil fortræffelig underholdning af levende orkester med skiftende solister, blandt andet en kvindelig sanger, en buzukispiller og en aldeles fremragende violinist. Som prikken over i'et får vi udsøgt betjening af de mange ansatte (på et tidspunkt tææer vi elleve tjenere i lokalet, hvor der højst er 50 gæster).

Det lyder ekstravagant, og er det vel også, i hvert fald i forhold til rumænske forhold, idet regningen pr. person svarer nogenlunde til en gennemsnitlig månedsindkomst her til lands. Til gengæld har jeg da af og til - hjemme i Danmark - præsteret at bruge et tilsvarende beløb på en bøf, en flaske rødvin og en kop kaffe.

En pragtfuld afslutning på en god ferie, dvs. kun 'afslutning' for de andre, idet jeg jo fortsætter nogle dage endnu på egen hånd.

Det bliver en dårlig nat. Sengen er ubekvem, lugten er ubehagelig, cisternen larmer, hundene gør og regnen fosser ned, så jeg drømmer om sprængte vandrør. Desuden er jeg ved at blive forkølet og min mave opfører sig underligt.

Til overflod oplever vi en morgenmadssituation (som det ville hedde i en børnehave), der yderligere cementerer min depressive tilstand. Først bliver vi jaget tilbage i receptionen for at hente en seddel, der godtgør vores ret til overhovedet at få noget. Tallerkener og bestik er fyldt med indtørrede madrester, som tjeneren - da han langt om længe ser sig nødsaget til at erkende vores tilstedeværelse - nonchalant prøver at aftørre med en nusset klud.

Så går der yderligere en evighed, før han vender tilbage med en stabel toastbrød. Ikke frisk og ikke ristet, men bare halvtørt og gammelt. Endnu senere kommer lidt smør og marmelade samt nogle skiver meget fed pølse. Der er ikke den store afsætning, og hurtigt bliver der enighed om at gå over på banegårdens McDonald og få noget mere appetitlig mad.

De andre diskuterer, hvordan de skal komme til lufthavnen, hvilket jeg af naturlige grunde ikke blander mig nævneværdigt i. Jeg fornemmer en stærk trang til at komme væk herfra, hvilket jeg fuldt ud kan forstå. Jeg er lige ved at ærgre mig over, at jeg ikke også selv skal hjem nu, men så tvinger jeg mig selv til at tænke på nogle af alle de midlertidige kriser, jeg har haft i mit lange rejseliv. Hver gang ender det jo med, at forholdene hurtigt ændrer sig til det bedre, så hvorfor skulle det ikke også ske denne gang?

Jeg tager afsked med de andre, der har besluttet sig for at prøve metro + lufthavnsbus. Det øser stadig ned, så jeg går tilbage på mit værelse, som jeg har fået lov til at beholde til klokken tretten. Den mellemliggende tid bruger jeg på at pakke, læse, skrive og reservere et værelse til tirsdag, hvor jeg kommer tilbage fra Moldova. Jeg vil helst betale straks og få et bevis herpå (for ikke at skulle betale for visum ved tilbagekomsten), men det kan der ikke være tale om. Det nærmeste jeg kan komme er at få nedskrevet et reservationsnummer på hotellets kort, så må tiden jo vise, om det kan bruges til noget. Jeg har min tvivl.

På grund af det stadig voldsommere regnvejr beslutter jeg at tage mine vandrestøvler på, da løbeskoene ville blive gennemblødte på et øjeblik. Jeg efterlader min overskudsbagage i samuraiens varetægt og forlader hotellet, idet jeg forsøger at dække mig under min alt for lille paraply. Sætter kursen mod Gara de Nord, hvor jeg deponerer min rygsæk, ingen grund til at slæbe rundt på den de næste 8-9 timer.

Dernæst over til metroen, hvor jeg køber en billet, der gælder til to ture (1 kr. pr. tur). Metroen er forholdsvis moderne og velfungerende, og det lykkes mig uden problemer at foretage togskifte til den sydgående linie, som jeg forlader ved Universitetet, beliggende i hovedgadens sydlige del.

Det regner og stormer stadig mere, så jeg ser mig om efter et sted, hvor jeg kan spise min frokost og slå et par timer ihjel. Det bliver en - temmeligt fin - kinesisk restaurant, mest fordi det er den første jeg møder, og vejret indbyder ikke just til de helt store strejftog. Det viser sig, at jeg er den eneste gæst, virkelig hyggeligt. Nå skidt, jeg får lækker mad og sidder bagefter over en ekstra øl og et par kopper kaffe, mens jeg får opdateret mine dagbogsnotater.

Lidt over tre stilner uvejret noget af, nu er der kun tale om almindeligt regnvejr og moderat blæst, så jeg begiver mig ufortrødent videre i min jagt på et eller andet at tilbringe de næste 6-7 timer med. Jeg kommer forbi en stor biograf, hvor de spiller 'Mumien' fra 16.30 til 19.30. Helt fint, jeg køber en billet og tilbringer en times tid over en Tuborg på en lidt snusket café, hvis toilet ligger i det fjerneste hjørne af en skummel kælder, som man når ned i via en meget snæver vindeltrappe. Jeg er stadig lidt bekymret over min mave, der rumler som et truende vulkanudbrud. Måske jeg skulle tage et par stoppende piller før togturen?

Biografbilletten er unummereret, så jeg tilkæmper mig en god plads lige i midten, hvilket altid er nemmere, hvis man er alene. Publikum er domineret af unge mennesker fra det bedre borgerskab, der tydeligvis føler sig 'in' ved at se en amerikansk film, mens de spiser popcorn, drikker cola og taler i mobiltelefon. Sidstnævnte er i øvrigt noget af en dille her, nogenlunde som det var derhjemme for nogle år siden. På restauranter er der en konstant bippen og snakken, og selv under filmen er der nogle, der ikke kan holde apparatet slukket.

Det minder mig lidt om, da jeg - for en lille snes år siden - var til en biografforestilling i Bombay. Også da forstyrredes man af bippelyde, dengang stammede de bare fra elektroniske armbåndsure, der på det tidspunkt var det helt store hit i Indien.

Om filmen er kun at sige, at det er velkomponeret amerikansk action med humor, men uden dybere mening. Irriterende i øvrigt med de rumænske undertekster, som jeg ikke kan lade være med at læse, selv om jeg ikke forstår ret meget, hvilket går noget ud over koncentrationen.

Med metroen tilbage til banegården, hvor McDonald er vært for et let aftensmåltid, hvorefter jeg foretager lidt sidste-øjebliks-indkøb i et supermarked: Vand, peanuts og chokolade samt en ekstra rulle toiletpapir, 'just in case'.

Da jeg for tredje gang bliver antastet af den samme stædige 'taxa-haj', mister jeg besindelsen. Jeg stopper og råber højt ind i fjæset på ham, at jeg for helvede ikke har brug for nogen taxa og i øvrigt allerede har sagt nej to gange! Vi bliver vist begge lige overraskede over min voldsomme reaktion og skilles med hver sit fjogede smil.

Jeg beslutter mig til at tage et par immodium'er, jeg kan ikke rigtigt udholde tanken om en natlig togtur med diarré. Toget afgår præcis kl. 21.43, og med venlige togfunktionærers hjælp finder jeg hurtigt frem til den rigtige vogn. Jeg har en billet til 1. klasse, hvilket betyder, at der kun er to passagerer pr. kupé. Der er åbenbart frit valg, lige som i biografen, hvilket i dette tilfælde er ret let, for der er kun én plads tilbage. Jeg kommer til at dele kupé med en venlig ældre mand fra Moldova, der hjælper mig med at fremskaffe madras, pude og tæppe til natten. Sengen er lidt smal, men ellers god nok, så jeg smider mig med min bog og ser frem til at par timers læsning.

Sådan skal det imidlertid ikke være, for en halv time senere slukkes alt lyset, så er det åbenbart sovetid. Det er lidt køligt, blandt andet fordi der mangler en rude ude i forgangen. Man har nødtørftigt lappet det med noget lærred, hvilket dog ikke har kunnet modstå den kraftige regn, så tæppet er grundigt gennemblødt. Min kupé-kammerat snorker kraftigt, men alligevel lykkes det mig at falde i en dyb søvn, der først afbrydes ...

... klokken fire, ved at alt lys tændes, dørene åbnes og uniformerede rumænere begynder at myldre rundt og checke pas og bagage. Da det er overstået, slukkes lyset atter brat, og jeg falder hurtigt i søvn igen. En time efter starter det hele forfra, nu blot med repræsentanter for de moldaviske myndigheder: Toldere, paskontrollører, politi, veterinære myndigheder og togpersonale. Sikken et cirkus, de er lige ved at falde over hinanden. Mit pasfoto granskes indgående og sammenlignes med mit -12 år ældre og noget søvnhærgede - fjæs. Alle ser alvorlige og højtidelige ud, og ikke det mindste smil kan lokkes frem. På den anden side opfører de sig korrekt og høfligt, så det kunne da være værre. Det er jo trods alt også et tungt ansvar at sikre det moldaviske samfund mod, at en dansk turist uretmæssigt smutter ind over landets grænser og bruger løs af vestlig valuta.

Da freden endelig sænker sig igen, er klokken blevet seks. Det er stadig mørkt, men dog stjerneklart. Jeg lægger mig endnu en gang og falder ret hurtigt i søvn.

Jeg vågner halv ni og føler mig frisk og udhvilet. Himlen er blå og solen varmer allerede. Vi holder på en banegård, hvor vi skal have udskiftet vognenes understel, så de passer til en anden sporvidde, hvilket desværre giver anledning til fire timers forsinkelse, fordi et tog fra Sofia åbenbart får lov til at komme foran i køen.

Endelig bliver det vores tur. Vognene skilles ad og anbringes ud for fire donkraft-anordninger, der langsomt løfter dem en meter op over understellene. Disse kan herefter køres væk og nye skubbes ind, meget smart. Det værste ved denne langsomme proces er, at toiletterne er låst imens. Måske ikke urimeligt, eftersom det myldrer med jernbanefolk inde under vognene.

Klokken elleve kører vi videre, omend meget langsomt. Det har til gengæld den fordel, at jeg kan stå ved det åbne vindue og nyde solen og udsigten. Sidstnævnte er i øvrigt betydeligt bedre end i Rumænien, da her næsten ingen industri er, men masser af grønne marker med majs, vin og solsikker. Min kupé-fælle fremdrager en pose med brød og nogle fedtede kyllingestykker, som han generøst byder mig af, men jeg takker nej og klarer mig med nogle peanuts og et stykke chokolade.

Klokken halv ti er vi endelig i Cisinau, der umiddelbart gør et positivt indtryk. For det første er vejret mildt og solrigt, for det andet flyder det ikke med affald som i Bukarest og for det tredje får man lov til at gå i fred. Ingen tiggere og kun et enkelt diskret taxatilbud bliver det til. Jeg har - med hjælp fra min guidebog - besluttet at indlogere mig på 'Hotel Cosmos', der ganske vist har til huse i en ucharmerende 22 etagers betonklods, men som til gengæld ligger få hundrede meter fra banegården.

Her er - som det ikke er ualmindeligt i østlandene - forskellige priser for indfødte og turister, og resultatet er, at jeg må af med 60$. Lidt dyrt, men jeg orker ikke at skulle til at bruge kræfter på at drøne rundt for måske at spare en hundredkroneseddel. Jeg spørger, om jeg kan betale med mit mastercard, hvilket godt kan lade sig gøre. Damen der foretager indcheckningen tilkalder en kollega og gennemgår omhyggeligt hele proceduren sammen med hende: Kontrolopringning til banken, betjening af fluesmækkeren, en kopi til kunden etc. Det er vist ikke så tit de har lejlighed til at øve sig på at håndtere et kreditkort.

Bortset fra det, så er de - i behagelig modsætning til rumænerne - høflige, smilende og engelsktalende (i hvert fald tilstrækkeligt), og da jeg bagefter skal veksle penge hos et par andre kvinder, så begynder de minsandten ligefrem at sludre. Spørger hvor jeg kommer fra og hvordan klimaet er deroppe (sner det ?!?), og bagefter gennemgår de omhyggeligt de forskellige pengesedler med mig. De fremfinder endda eksempler på fire - bittesmå - gangbare mønter (den mindste er 0.6 øre værd) og forærer mig dem til 'samlingen'.

Mit værelse ligger på 15. etage. Her er ovenikøbet en altan, som jeg lidt forsigtigt vover mig ud på. Betonen har kendt bedre dage og er begyndt at smuldre og slå revner, men den holder da, og udsigten er glimrende. Der er også et lille TV (der kan tage CNN) samt et noget ramponeret badeværelse med en lille el-vandvarmer samt et WC-bræt med store revner, der niver en i ballerne, når man sætter sig.

Jeg er skrupsulten, så frokosten indtages i hotellets restaurant. Svampesuppe, grillkotelet og cappuccino (bedre end de rumænske). Med øl og vand bliver det i alt 30 kroner.

Ifører mig korte bukser og sandaler og slentrer en tur op gennem byens hovedgade, hvor der er grønne træer og fortovscaféer og kønne piger, der smiler. Også her er der kommet en McDonald, og så er der vekselkontorer overalt. Gad vide, hvorfor der er så mange, her er jo næsten ingen turister. Der må være nogle af de 'indfødte', der på en eller anden måde modtager vestlig valuta. Der er også en lille triumfbue og en nydelig park med et springvand. Her spiller et hornorkester, hvis medlemmer alle er godt oppe i pensionsalderen, mens en masse par i samme aldersgruppe danser vals og polka, pudsigt.

Trætheden begynder at melde sig, så jeg tager hjem på hotellet og lægger mig en times tid med en bog, hvilket hurtigt ender med en lille lur.

Halv ni er jeg klar til at gå ud og finde en god restaurant. Den jeg har besluttet mig for er imidlertid lukket, så i stedet bliver det 'Oscar', et kæmpestort lokale, hvor der er borde langs kanterne og pool-borde i midten. Der er også et lille orkester, der spiller gamle Beatles-melodier i et behageligt dæmpet lydniveau.

Den kønne kvindelige tjener beklager smilende, at spisekortet kun findes på russisk, 'but I can help you'. I fællesskab finder vi frem til suppe og steak samt en flaske tør rødvin. Jeg ved ikke, om det skyldes hendes manglende sprogkendskab eller køkkenets sløsen, men resultatet viser sig at blive salat, kylling og en meget sød rødvin (16%!).

Mens jeg spiser, sidder jeg og morer mig over de nærmeste pool-spillende unge mænd. De er tydeligvis nybegyndere, og koncentrationen bliver jo ikke ligefrem bedre af, at de også skal passe deres mobiltelefoner, der ustandseligt påkalder sig opmærksomhed. Her - som i Rumænien - virker det som om det er et statussymbol ustandseligt at tale i mobiltelefon, uanset hvor man er og hvad man foretager sig. Slutter af med is og frugter samt en cappuccino, men så er regningen også kommet op på 75 kroner.

Lidt i elleve vakler jeg hjem i seng, godt træt efter en lang dag og en hård togrejse og en anelse beruset af den kraftige 'rødvin'.

Får en god nattesøvn, bortset fra en del irriterende afbrydelser fra myg, der må være sluppet ind af altandøren, som jeg lod stå åben. Sover til halv ni og indtager dernæst hotellets morgenmad, der er inkluderet i prisen. For en gangs skyld på tag-selv-basis, så man slipper for at sidde og bestille 1 smør, 2 marmelade, 3 stk. brød, 1 kop kaffe osv.

Bagefter ud i byen. Det er let overskyet og har tilsyneladende regnet en smule, men det klarer op i løbet af formiddagen og bliver en ganske god dag med en del sol og temperaturer omkring en snes grader, perfekt til sightseeing.

Først ser jeg det lokale marked, der er kæmpestort og ganske farverigt. Her er separate afdelinger med frugt, grønt, fisk, kød og mejeriprodukter, hvortil naturligvis kommer sæbe, vaskepulver, insektspray, tøjklemmer, plasticspande og alskens juks i overvældende mængder. Jeg kan ikke rigtigt tage mig sammen til at fotografere folk, ærgerligt. Går en lang tur ud mod nordvest, i noget mere ydmyge omgivelser end byens hovedstrøg og med en anden kategori fodgængere. Men 'no panic', jeg føler mig rimeligt tryg ved denne by, der er ikke så lidt mere tiltalende end Bukarest, f.eks. er der stort set intet affald at se langs gaderne.

Stopper et sted og får to - gode - kopper cappuccino, hvilket i alt beløber sig til tre kroner. Videre på min vej passerer jeg et 24-timers blomstermarked, hvem pokker mon køber blomster midt om natten ?!? På tilbagevejen går jeg atter gennem markedet, og denne gang får jeg mig heldigvis taget sammen til at snuppe nogle billeder (efter høflig forespørgsel naturligvis). Et kort kig ind i byens stormagasin, der minder om en discountudgave af en Nettobutik. Varer er der såmænd nok af (også vestlige), men der gøres godt nok ikke meget ud af at præsentere dem på en appetitlig måde.

Tilbage på hotellet og pakke og checke ud samt deponere rygsækken. I foyeren, der er kæmpestor, opdager jeg en ældre dame, der sidder i et hjørne og sælger postkort, som jeg ellers så småt havde opgivet at finde i dette land. Jeg køber tre stk. og spørger, om hun også har frimærker, og minsandten ja. Jeg forklarer, at det ene skal til USA og de to andre til Europa, hvorefter hun længe roder rundt i sin frimærkemappe. Endelig finder hun de rigtige og sætter dem endda på for mig. Hun viser mig omhyggeligt, hvilket er til USA og hvilke til Europa, men bagefter opdager jeg, at de alle tre er frankeret nøjagtig ens. Spændende om de kommer frem, iflg. min guide skulle det ikke være videre sandsynligt.

Går igen et stykke udenfor centrum, denne gang for at se en udstilling af gamle russiske fly og kampvogne, et marked for brugte bilreservedele (!) samt det lokale fængsel, hvor de indsatte sidder og råber til deres pårørende nede på gaden. 'A real circus', som der står i min guidebog. Derefter ser jeg en park med et mindesmærke for de faldne i anden verdenskrig, og så farer jeg vild. Jeg har jo kun et lille kort med få gader, så der går en god halv time med at 'back-tracke' til det sted, hvor jeg sidste kendte min position, og derefter yderligere en rum tid med at finde frem til den udvalgte frokostrestaurant 'El Paso'. Som navnet antyder, er der tale om en mexicansk restaurant, hvor jeg indtager en fortræffelig frokost for et yderst rimeligt beløb.

Der er lige tid til en kølig Tuborg på hotellet, inden afgang til banegården. Toget kører klokken 17.21, præcis til tiden, og denne gang får jeg en kupé helt for mig selv. Der er i det hele taget ikke ret mange passagerer med på vognen. I nabokupéen sidder et par meget velklædte unge mænd, der - ikke overraskende - viser sig at være amerikanske mormon-missionærer, der bruger nogle år af deres liv på at prøve at omvende nogle moldavere. Det må de jo selv om, under alle omstændigheder er det kultiverede og venlige mennesker, som jeg får en hyggelig sludder med.

Vejret er smukt og toget kører langsomt, så jeg tilbringer en del af tiden - indtil solnedgang - med at hænge ud af det ene af de to vinduer, der kan åbnes. Da vi kommer til grænsen, gentages hele gedemarkedet fra udturen, som en surrealistisk film spillet bagfra. Told- og pasformularer vedr. udrejse, udskiftning af boogier og tilsvarende formularer vedr. indrejse. Som frygtet får jeg at vide, at jeg skal betale for visum pga. den ene dag i Rumænien. Jeg argumenterer heftigt og fremviser min 'hotelreservation', som den pligtopfyldende tolder gransker minutiøst. 'This is a reservation, not a voucher, so you have to pay', lyder den lakoniske dom. Imidlertid har han slet ikke det nødvendige udstyr til at udstede et visum, hvorefter jeg et øjeblik frygter, at han vil smide mig ud af toget eller sende mig retur til Moldavien, men så galt går det heldigvis ikke. 'You will have to pay in the airport', lyder slutreplikken, da han afleverer passet og skrider, og så kan jeg jo altid bruge de næste par dage på at forberede diskussionen der. Det er mig komplet ubegribeligt, hvorfor de vil gøre livet så besværligt for udenlandske turister, man skulle tro de havde god brug for at få tilført noget vestlig valuta.

Nå skidt, den tid den sorg, nu vil jeg indtage den medbragte aftensmad, der består af to dåseøl, en pose peanuts og et stykke chokolade, og bagefter bliver der tid til et par kapitler i min kriminalroman.

Det værste ved at drikke øl er, at man skal på toilettet, hvilket er noget af en overvindelse. Jeg rejser faktisk på første klasse, og tør slet ikke tænke på, hvordan de sanitære forhold mon ser ud hos de mere ydmygt betalende.

Hen ad midnat falder jeg i søvn, blidt duvet af togets rytmiske bevægelser, ...

... men vågner et øjeblik efter (sådan føles det i hvert fald) ved, at et kvindemenneske står og rusker i mig. Klokken er halv seks og det er stadig mørkt (men stjerneklart), da vi påbegynder indkørslen gennem Bukarests ufatteligt grimme slum- og industrikvarterer. Jeg pakker mine ting sammen og ruster mig til at stå ud og møde alle taxa- og hotelhajerne, der straks sværmer om én, som fluer om et stykke sukker. Jeg ignorerer dem totalt, mens jeg målbevidst styrer mine skridt i retning af det eneste sted, hvor jeg kan forestille mig at tilbringe de næste par timer, nemlig McDonald.

Det er næsten som at være en flygtning, der opnår politisk asyl, når man træder indenfor på et af McDonalds spisesteder. Uanset hvor i verden det sker, kan man regne med, at der er rent og pænt, og nidkære dørvogtere sørger for, at suspekte personer formenes adgang. Menuen er den samme overalt, omend priserne varierer noget. Her får man f.eks. en stor cheeseburger med pommes frites samt en sprite og en kop kaffe for under tyve kroner.

Det går der så et par timer med (godt jeg har rigeligt med bøger), hvorefter jeg deponerer rygsækken og tager metroen til Piazza Romana på byens hovedstrøg. Solen skinner fra en skyfri himmel og har allerede varme, hvilket giver byen et lille plus i forhold til, hvordan den præsenterede sig forleden.

Jeg vandrer den lange ved ned langs den stinkende hovedgade og til højre ad Bukarests svar på Camp Elysées, ud til 'folkets hus', som jeg har besluttet mig til at se indvendigt.

Jeg når frem præcis klokken ti, hvor den første rundvisning starter. Der er kun seks rumænere foruden mig, og guiden - en sød ung pige - oversætter omhyggeligt alt til engelsk. En ret imponerende oplevelse, der strækker sig over næsten halvanden time. Jeg husker ikke alle tallene, men det var vist noget med 3.500 rum samt flere millioner tons marmor, ædeltræ og krystal, suppleret med oceaner af læder, silke, ægte tæpper og flotte malerier. Bygningen er 85 meter høj (+ 15 meter under jorden) og måler cirka 250 meter på hver led, helt vildt.

Tager metroen igen. Begynder efterhånden at føle mig så hjemmevant, at opmærksomheden slækkes, og pludselig er jeg - efter et togskift - tilbage hvor jeg startede. Nå, næste gang går det bedre, og jeg kører tilbage til Piazza Romana, hvorfra jeg - uden at se på kortet - genfinder den pizza-restaurant, hvor vi spiste i lørdags. Nu er vejret imidlertid ikke så lidt bedre, så jeg indtager min pizza i den hyggelige gårdhave.

Bagefter prøver jeg at finde frem til Gara de Nord, men det mislykkes, og jeg flakker rundt i nogle ret så suspekte områder, inden jeg endelig når ud til en større vej, der er afsat på mit kort.

På banegården får jeg udleveret min rygsæk og fortsætter over til Hotel Gloria, hvor samuraien fremfinder min deponerede bagage. Til min glædelige overraskelse får jeg et værelse, der er større og mere moderne end det foregående, og så er der tilmed ingen underlige lugte.

Hvor rart at få et bad og få noget rent tøj på. Efter et tiltrængt hvil tager jeg metroen nordpå til Piazza Charles de Gaulle. Det lykkes mig at hjælpe en lokal, der ikke kan finde vej i metroen! Jeg bliver faktisk spurgt flere gange dagligt, gad vide, om det er fordi de ikke kan læse? Det eneste alternativ jeg kan komme i tanke om er, at jeg ligner en man simpelthen bare må i kontakt med.

Spadserer ind ad en bred avenue med masser af træer, der er lidt mere lys og luft herude. Efter et par kilometer finder jeg den italienske restaurant, som jeg havde udset mig, men den forekommer nu alligevel en tand for fin til, at jeg ville kunne føle mig tilpas i mine - efterhånden noget nussede - kondisko (hvis jeg overhovedet ville få adgang). En lille kilometer længere fremme (jeg får da brugt mine ben på denne ferie) finder jeg et lille pizzaria i den anden ende af skalaen, men det ser hyggeligt nok ud, og jeg er ved at være godt sulten, så jeg falder indenfor og får en pizza og en flaske rødvin. Førstnævnte er tør og lidt sødlig (ketchup?), mens sidstnævnte kun er sødlig, ikke turens mest glorværdige måltid.

Piazza Romana metroen er lige i nærheden, men jeg vælger i stedet at gå den lidt længere vej op til Piazza Victoriei, så sparer jeg også et togskifte. Selv om klokken er over ni, er masser af butikker åbne. Et 24 timers apotek er da til at forstå, men 24 timers blomster ?!?

Går hjem på hotellet og får ordnet betalingen og bestilt en taxa til lufthavnen. Pakker, drikker en øl og går tidligt i seng med en krimi.

Telefonvækning klokken 6.30. Undrer mig over, hvorfor mit eget ur ikke vækkede fem minutter tidligere, hvilket jeg for en sikkerheds skyld havde sat det til, men kommer så i tanke om, at digital-delen jo stadig kører på dansk tid, dvs. minus en time. Godt jeg bestilte vækning!

Et hurtigt bad, de sidste ting ned i rygsækken og så afsted med den ventende taxa. Chaufføren ryger som en skorsten og kører som en besat. Bilen har ratslør og dårlige bremser, olielampen lyser konstant, og hverken speedometer eller sikkerhedssele fungerer. Til gengæld er vi i lufthavnen på kun 25 minutter, dvs. over to timer før afgang, faktisk så tidligt, at det slet ikke er muligt at checke ind endnu. Heldigvis er der en café, hvor jeg får et glimrende morgenmåltid for nogle få dollars.

Lidt over otte får jeg lov til at checke ind, og nu kommer det spændende øjeblik, hvor jeg skal gennem paskontrollen. Den pligtopfyldende funktionær bladrer febrilsk rundt i mit pas, der efter næsten ti års flittig brug har så mange stempler, at der kun er et par enkelte blanke sider tilbage.

Omsider ser han op: 'You have not payed the visa'. Jeg affyrer min forberedte forsvarstale, mens jeg overdrager ham kvitteringen for det natlige hotelophold. Han studerer den lidt og siger så: 'This is not a voucher'. Hvortil jeg - i overensstemmelse med sandheden - svarer: 'No, it is a receipt, the hotel would not give me a voucher'. Og tilføjer, inden i mig selv: 'And what the Hell is the difference'? Det tygger han lidt på og rejser sig så: 'I must ask my boss'.

Jeg opfatter det sådan, at han godt kan se det urimelige i at sondre imellem, om betalingen er sket før eller efter indrejsetidspunktet, men i hans regulativer står der 'voucher', så han tør ikke tage nogen chancer.

Et par minutter efter kommer han tilbage og giver mig mit pas uden kommentarer. Jeg har den største lyst til at afslutte seancen med en eller anden sarkastisk kommentar, men holder mig i skindet og skynder mig væk.

Flyet viser sig at være forsinket næsten halvanden time, men heldigvis har jeg stadig rigeligt med læsestof. Denne gang skal vi ikke via Constanta, og godt tolv dansk tid lander vi i Kastrup, hvor solen skinner og temperaturen er tyve grader.